Jul i en mærketid

Julens Gaveproblemer er hver Aar min onde Samvittighed. Med Fødselsdage kan det endda gaa, de kommer som Regel kun een ad Gangen. Men Julegaverne, dem ryster jeg for; mest fordi jeg har saa svært ved at ”hitte paa” og blive færdig i rette Tid. [En ung mands tanker om julegave-shopping anno 1943]

Nej, det var ikke let at købe gaver under krigen. Især ikke, når det, de blev reklameret for – slet ikke var til salg. (Mandens Blad, 1943)

Hvis den stakkels husmoder ikke have tilstrækkeligt med energi i juletiden, så havde den senere så kendte rejsearrangør Simon Spies et vidundermiddel: Slankepiller eller ferietabletter fra Syntosan var nemlig propfulde af amfetamin og kunne sætte fut i selv den mest udslidte husmoder. (Hjemmet, 1943)

I en tid med varemangel og prisstigninger var den unge herres kvaler dog ubetydelige til sammenligning med fruens udfordringer med at skaffe varmt tøj til børnene, præstere en ordentlig julemiddag samt anskaffe knas og julesmåkager til helligdagene.

Aviser, ugeblade og tidsskrifter var på den tid fulde af gode råd til, hvordan man (dvs. husfruen) klarede sig igennem julen. I nedenstående artikel ses annoncer, reklamer og små hjælpe-notitser fra Hjemmet, Familie-journalen, Mandens Blad og div. aviser.

Gaverne var udpræget praktiske, og de kolde krigsvintre betød, at de bløde pakker nød en noget højere status end i dag. (Hjemmet, 1943)

 

Julegaverne

Det siger sig selv, at krigen havde sat væsentlige begrænsninger på, hvad der var at finde i butikkerne. På trods af det, var det nu stadig muligt at købe importerede varer – især fra Tyskland, men også fra nogle af de tysk-besatte lande. F. eks. var det stadig muligt at købe barbermaskiner m.m. fra hollandske Philips.

Mandens Blad, 1943

Selvom man fra statens side gjorde en masse for at kontrollere prisudviklingen i en tid med mangel, var mange ting ganske enkelt for dyre for folk. Det ringe vareudbud og de forholdsvis høje priser betød, at mange selv fremstillede de gaver, som skulle gives væk. Manglen på tøj og fodtøj var betydelig, og en endog velbrugt vinterfrakke kunne være en fornem gave.

Hjemmet 1943

Julemaden

De fremsynede familier havde sparet forskellige op til juledagene. Der skulle bruges mange smør- og sukkermærker, ligesom man måtte regne med at bruge meget af gasrationen til madlavning. Havde man et godt forhold til sin faste kolonialhandler, kunne man være heldig at få et lille stykke ægte chokolade, som børnene kunne dele, efter gaverne var pakket op.

I juledagene åbnede mange familier for de små hamstringslagre af ægte bønner, som de gemte til særlige lejligheder. Den ægte kaffe blev blandet med kaffeerstatningen. (Familiejournalen , 1943)

Som husmoder var du også totalt afhængig af din lokale slagter, der, hvis du var heldig, kunne forsyne dig med and eller gås. Flæskesteg kunne også fås, men den var ganske sikkert uden svær og meget mager. Anden eller gåsen blev (akkurat som i Peters Jul) stegt hos bageren, så man kunne spare på gassen. Flæskestegen blev grydestegt, da det var gasbesparende i til sammenligning med ovnstegning. Tilbehør var sovs, rødkål og kartofler – det var der rigeligt af. De brunede kartofler måtte man tænke sig til, da man gemte smør og sukker til julebaget.

“Julegås” anno 1944.

Kunne din slagter ikke skaffe de traditionelle ønsker, kunne man i stedet kaste sig ud i forskellige  eksperimenter med f.eks. kaninsteg eller en af de mange forlorne retter, som slagtermesteren opfandt til lejligheden. En af dem var forloren julegås, der bestod af forhåndenværende hakkekød tilsat en smule svinespæk.

Mange byboere brugte i julen en del energi på at opdyrke kontakter til landbefolkningen, hvilket ofte kunne tilføje en del godt til den noget reducerede julemiddag. Det var dog langt fra alle, der havde lyst, mulighed eller cykeldæk til at tage på landet – så havde du penge nok, var ”den sorte børs” en anden mulighed.

Stod det helt grelt til, kunne det være nødvendigt at servere sildefrikadeller på julebordet, eller måske ligefrem en helt vegetarisk julemiddag. Særlig berygtet var knoldselleri-koteletterne, der var lagt sammen med æg og spinat.

Bagværk

Havde man døjet med sellerien hele julen, kunne man trøste sig med, at julesmåkagerne i de fleste tilfælde var tillavet efter de klassiske opskrifter. Kanel kunne stadig skaffes, og den kemiske industri forsynede os med forskellige essenser, så det var muligt at opnå den nogenlunde rigtige smag.  Måske havde man skåret en smule ned på sukkeret og smørret, men i det store hele var småkagerne som de plejede – der var bare ikke helt så mange af dem.

Aarhusianske RENA tilbyder en kemisk løsning på mangelsituationen. (Hjemmet, 1942)

Det skortede heller ikke på gode råd i bladene om, hvordan man ”midt i en mærketid” kunne lave lækkert bagværk. Et af påhittene var at anvende ”eksotiske” ingredienser som f.eks. havregryn og byggryn i kagerne som delvis erstatning for hvedemel. Tog man en husmor fra 1940erne og placerede hende i en af vores bagerforretninger, ville hun korse sig over alt det ”modbydelige fattigmandsbrød” med alle dets grove kerner og besynderlige gryn, som vi spiser i dag. Hvidt brød var sagen, og det var med megen skepsis, at husmødrene accepterede at blande, hvad de grundlæggende anså som ”dyrefoder” i deres hjemmebag.

Deres kvaler blev ikke mindre af, at de altid skulle holde et vågent øje med gasforbruget. Til bagning kunne anvendes en såkaldt gasbageform, hvori forskelligt bagværk kunne bages (Statens Husholdningsråd påstod at den kunne bruges til tilberedning af alt). Gasbageformen skulle placeres på blusset og det var vigtigt ikke at fylde for meget dej i, da det let kunne koge over. Et andet problem var, at kagerne eller brødet ofte kun var færdiglavet i bunden, da formen ikke rigtig formåede at levere en ordentlig overvarme. På plussiden var, at den rent faktisk var meget mere økonomisk end ovnen.

Gasbageformen blev introduceret til danskerne allerede i 1930’erne. Det var langtfra alle byboer, der ejede et komfur med gasovn, og med gasbageformen kunne alle nu bage (eller i hvert fald koge) deres eget brød. (Besættelsesmuseet)

 

Den samme jul?

Bladrer man lidt i ugebladene og aviserne fra den tid, er det påfaldende, at julen i 1940erne stort set ligner den vi har i dag. Vi håber på gode gaver, hvid jul, og behovet eller måske forventningen om at hygge sig med familie og venner i juledagene er den samme. Krigen er stort set kun til stede i de spredte referencer til den ”svære situation” eller i forhåbningen om et nyt år med fred i verden.

 

Mændene skulle finde frem til deres indre sportsmand og bekæmpe uheldig ”julekorpulence” gennem gymnastik eller f.eks. gentlemanboksning. Til sammenligning var tidens slanketips til kvinder, at de skulle indtage piller med amfetamin og afføringsmiddel.(Mandens Blad, 1944)

Selv annoncerne for slankemidler er de samme som i dag. Det kan naturligvis godt være, at nutidens økologiske naturslankemidler ikke længe indeholder koncentrerede mængder af amfetamin og afføringsmiddel, som de gjorde i 1940erne, men de lover det samme – nemlig en genvej til at smide julefjedtet og blive bikiniklar.

(Hjemmet, 1943)

God jul.