Møntmestergården. Et pragtfuldt hus og en fantastisk historie

Ved denne tid er det 10 år siden, at Møntmestergården åbnede i Den Gamle By. Tirsdag 16. juni klippede Den Gamle Bys protektor Hendes Majestæt Dronningen snoren, og siden har dette fantastiske hus været en af Den Gamle Bys helt store seværdigheder. I den anledning fortælles her træk af Møntmestergårdens historie – fra Borgergade i Nykøbenhavn til Torvet i Den Gamle By.

Møntmestergårdens fine fugleloftssal. Trods alle odds lykkedes det i perioden 1997-2009 for Den Gamle By at genskabe den prægtige Møntmestergård fra den tidlige enevældes København. Det gav grobund for en tiltrængt optimisme og tro på fremtiden.

Et prægtigt hus fra den tidlige enevælde

Mellem Store Kongensgade og Kongens Have i København lå der indtil 1940erne et enestående bykvarter fra den tidlige enevældes tid. Nykøbenhavn kaldtes det, hvilket for en senere tid kan virke paradoksalt, fordi kvarteret efter de frygtelige brande i 1728 og 1795 samt bombardementet i 1807 var den del af København, der rummede byens ældste bebyggelse.

Midt i Nykøbenhavn lå i Borgergade nummer 25 den prægtige Møntmestergård, som var opført i 1683, og som i 1700årene fremstod som en enestående højborgerlig bolig i barok og rokoko.

Sanering og nedtagning

I løbet af 1800årene blev den del af Nykøbenhavn, der også kaldtes Borgergade-Adelgade kvarteret, voldsomt forslummet. Der var derfor ikke den store modstand, da Københavns bystyre i 1940erne ønskede at skabe lys og luft og derfor gennemførte en gennemgribende sanering af kvarteret.

Heldigvis blev en række af kvarterets huse og gårde opmålt og undersøgt af Københavns Bymuseum, Nationalmuseet og Kunstakademiets Arkitektskole.

Det skete også med Borgergade 25, idet den daværende leder af Københavns Bymuseum, Christian Axel Jensen, der var bindingsværkseksperten over alle, i 1944 fik Københavns Kommune til at bevilge de nødvendige midler, så Møntmestergården kunne blive opmålt, undersøgt, nummereret og nedtaget.

Selve dokumentationen og nedtagelsen blev udført af arkitekt Hans Henrik Engqvist, som stod i spidsen for et hold arkitektstuderende fra Kunstakademiets Arkitektskole.

Fra Den Gamle By i København til Den Gamle By i Århus

Hans Henrik Engqvist havde på det tidspunkt i tre år fungeret som arkitekt for Den Gamle By, og Christian Axel Jensen havde i årtier været ven og faglig støtte for Den Gamle Bys stifter Peter Holm i arbejdet med opbygningen af det århusianske købstadmuseum.

Sandsynligvis var det Christian Axel Jensen, der stod bag planerne om at nedtage en række af de væsentligste huse i saneringskvarteret for at genrejse dem som en slags københavnsk pendant til Den Gamle By i Aarhus. Planerne kom imidlertid ikke videre end til Møntmestergården, som i begyndelsen af 1944 blev nedtaget og opmagasineret, mens man ventede på økonomi og vilje til at gennemføre den ambitiøse plan.

Planerne for en københavnsk Den Gamle By blev aldrig gennemført, men helt op i 1950erne var der tale om forskellige placeringer af Møntmestergården rundt omkring i København.

Huset blev gemt i et skur på Vestre Kirkegård i København. Og glemt blev det også, indtil Danmarks Købstadmuseum i Aarhus omkring 1990 blev gjort opmærksom på sagen.

Siden gik der næsten 20 år, og Den Gamle By brugte 60 mio kr på genrejsning, redekorering og møblering af Møntmestergården.

Umuligt projekt?

I dag, hvor Møntmestergården knejser så flot på Den Gamle Bys torv, er det svært at forestille sig, at det kunne være gået anderledes. Men rent faktisk var det lige før, at projekt Møntmestergården aldrig var blevet til noget – i Den Gamle By eller andetsteds.

Inden for museums- og arkitektverdenen var genopførelse af nedtagne bygninger ikke længere comme il faut. Og i stat og kommune var der ingen umiddelbar vilje til at investere i projektet.

Ja, helt ind i Den Gamle Bys egen bestyrelse og ledelse kneb det med opbakningen. Så hvis ikke enkelte ildsjæle blandt bestyrelsens medlemmer havde lagt sig i selen for at realisere projektet, var det aldrig blevet til noget.

Fundamentet skabt

Forkæmper nummer ét var Peter Jensen, som ud over at være mangeårigt medlem af Den Gamle Bys bestyrelse også var administrerende direktør og medlem af bestyrelsen for CAC Fonden, som i 1995 donerede de afgørende første 10 mio kr. Peter Jensen blev effektivt støttet af daværende rigsantikvar Olaf Olsen og daværende formand for LO-Aarhus Torben Brandi Nielsen, som begge havde sæde i museets bestyrelse på det tidspunkt.

Året efter lykkedes det at få Aarhus Amt med daværende amtsborgmester Ib Frederiksen i spidsen til at stille 12 mio kr til rådighed i form af et lån. Det førte senere igen til en bevilling fra Aarhus Kommune på fem mio kr, siden otte mio kr fra Kulturministeriet og tre mio fra Velux Fonden.

Hermed var fundamentet skabt. Huset kunne nu opføres og lukkes på tag og fag, hvorved det ville være sikret for eftertiden.

Afbindingen af bindingsværket blev påbegyndt i 1996, og udgravningen af grunden foregik i vinteren 1997-98.

Yderligere opbakning

Det engang så umulige projekt så nu lidt efter lidt ud til at kunne realiseres. Pressen blev interesseret i projektet, Møntmestergården blev filmet til en føljeton til TV, publikum strømmede til, og til sidst lykkedes det at få den resterende finansiering på plads med støtte fra Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Knud Højgaards Fond og – først og fremmest – Augustinus Fonden, som er projektets største donator.

Her i dag ti år efter åbningen kan der være grund til at gentage takken til de fonde og offentlige myndigheder, der gjorde genopførelsen af Møntmestergården mulig.

Også en tak til tømrerne, murerne, malerne og de andre håndværkere, der lagde deres hjerteblod i arbejdet. Til arkitekter, inspektører, konservatorer, som analyserede, undersøgte og disponerede. Og til hele Den Gamle Bys bagland af personale, der hver på deres felt medvirkede til projektets realisering.

I overensstemmelse med sit ophav

Den bygning, som museumsfolk og arkitekter dokumenterede og nedtog i 1944, var en helt anden bygning end den, der blev opført i 1683. Men den var autentisk i den forstand, at den viste sig i helt enestående grad at være i overensstemmelse med sit eget ophav, idet den rummede værdifulde og informative bygningsarkæologiske lag fra hele bygningens godt 250-årige historie.

Fra 1600årene selve bindingsværkets grundkonstruktion, murværk, spor af skillevægge, dør- og vinduesåbninger samt bemalinger og dekorationer. Fra 1700årene, som var bygningens glansperiode, trappe, trappehus og tilbygninger samt vinduer, døre og mange dekorationer i barok og rokoko. Fra 1800årene og frem til nedtagningen i 1944 mange nye skillevægge fra indretningen af butikker og lejligheder samt døre, vinduer og dekorationer.

Kronen på værket

2009 var året, hvor Møntmestergården står færdig, men det var også 100året for Den Gamle Bys oprettelse.

Og akkurat som museets stifter, Peter Holm, dengang var ved at revne af stolthed over at kunne åbne Borgmestergården, var vi for ti år siden overmåde stolte over at kunne åbne Møntmestergården.

Dermed mente vi nemlig, at vi kunne sætte kronen på det værk, skabelsen af Den Gamle By, som Peter Holm så visionært påbegyndte i 1909.

Tirsdag 16. juni forestod Hendes Majestæt Dronningen den officielle åbning af Møntmestergården. Dronningen havde i årene forinden være en hyppig gæst og en god diskussionspartner, når talen drejede sig om detaljer fra 1700-årene.

Møntmestergården gav Den Gamle By optimismen tilbage

Møntmestergården er et pragtfuldt hus. Voluminøst, anderledes og betagende. Smukt, vil nogen utvivlsomt synes, og i hvert fald fyldt med mangeartede historier, som det har været fantastisk for Den Gamle By at have været med til at forløse.

Projektet lykkedes – trods alle odds. Og ikke nok med det!

Møntmestergårdens realisering gav Den Gamle By optimismen tilbage i form af en tro på, at store og tilsyneladende umulige projekter kan lade sig gøre.

Der er ingen tvivl om, at den stolthed og optimisme, som arbejdet med Møntmestergården resulterede i, er en væsentlig del af baggrunden for, at Den Gamle By turde tage fat på de store projekter, som indtil nu har resulteret i 1974-kvarteret og Aarhus Fortæller, og som i løbet af få år også vil have udvidet Den Gamle Bys oplevelsespalette med en 2014-gade og en ny hovedindgang.

 

Bedøm museerne på det, de leverer

Det er nu 20 måneder siden, at kulturminister Mette Bock lancerede sin ambition om en anderledes fordeling af statens tilskud til museer. Initiativet har skabt stor usikkerhed blandt museerne. For selvom vi er mange museer, der tjener langt de fleste af vore driftsmidler selv, kan vi på ingen måde gøre vores arbejde ordentligt uden den solide basis, som statens – og i øvrigt også kommunernes – tilskud udgør.

I sin lancering af planen i Berlingske Tidende 7. marts 2017 udtrykker kulturministeren ønsket om ”nogle mere objektive kriterier for støtte”. Samtidig ønsker ministeren at frigøre nogle midler – ”for i dag er der intet råderum til nye initiativer”. Andetsteds uddyber ministeren denne ambition til også at omfatte fjernelse af støtten fra de museer, der ikke gør deres arbejde ordentligt. I interviewet med Berlingske mener ministeren endvidere, at ”kulturstøtten bliver smurt for tyndt ud i dag” og hun pointerer: ”Hvis man forsøger at gøre alle glade hele tiden, risikerer man, at alle i stedet ender med at være lidt utilfredse”.

Når man i de forløbne måneder har lyttet på vandrørene, er signalerne imidlertid nogle helt andre. Nemlig at især en række af de store museer har grund til at være foruroligede. Museer som normalt betragtes som toppen, både hvad angår væsentlighed, kompetence og folkelig yndest.

Her tænkes der ikke på de store og overordentligt udgiftstunge museer, som er ejet af staten. For af uransagelige årsager holdes de udenfor. Nej, der tænkes alene på de såkaldt statsanerkendte museer, som er en broget flok, der rækker fra internationale profiler som Louisiana, Glyptoteket, Moesgård og Den Gamle By til lokale museer som Amagermuseet, Svendborg Museum og Try Museum.

”De bredeste skuldre skal bære de tungeste byrder”, forlyder det. Det er svært at forstå anderledes, end at de museer, der har mange gæster og entreindtægter, skal beskæres, så de museer, som kun få besøger, kan få yderligere midler fra staten. Tænk hvis man brugte samme model inden for sygehusområdet!

Når alt kommer til alt, tror jeg, de fleste vil erkende, at nogle museer klart skiller sig ud på grund af faglighed, folkelig opbakning og international opmærksomhed. Men det er ikke så let at sige højt her i Jantelovens hjemland. Det er måske derfor, der aldrig er nogen, der har lavet en model, så man rent faktisk kan se, hvilke museer, der skiller sig ud. Det skal medgives, at det heller ikke er så enkelt, og helt sikkert er det, at et forsøg herpå fører lige lukt ind på øretævernes holdeplads. Men derfor kan man jo godt gøre sig nogen tanker om, hvordan man kan hjælpe kulturministeren med at definere de ”objektive kriterier”, som hun har efterlyst.

Der bør laves en model, der baserer sig på kriterier, som er alsidige og lettilgængelige. Den bør være enkel og let at håndtere, idet man ellers kan frygte, at det hele vil sande til i detaljer, afbalanceringer, personlige præferencer, pression, regneark og bureaukrati.

Jeg vover her et øje ved at pege på fire målepunkter, som lever op til ovenstående:

  1. Kulturstyrelsens kvalitetsvurderinger, som er 360 graders evalueringer af den samlede virksomhed, der udføres på de enkelte museer.
  2. Museernes besøgstal – for hvis der ikke kommer gæster på museerne, hvad skal vi så med dem?
  3. Museernes internationale anerkendelse, som man fx kan måle via deres rating i Lonely Planet og Guide Michelin.
  4. Bedømmelser fra brugere – og her kan man vælger ratings hos TripAdvisor eller Google eller man kan vælge at spørge fire, otte eller ti personer med overblik og som repræsenterer både museer, skoleverdenen og turisme.

Hvis man forestiller sig, at hvert målepunkt kan give fx op til 10 point, så kan man tælle det hele sammen, og når man har gjort det, har man et hierarki over de vigtigste museer i Danmark.

Selvfølgelig kunne man inddrage andre og flere målepunkter i modellen. Fx antal besøgende skoleklasser, evne til at nå grupper, der aldrig eller kun sjældent besøger et museum, entréindtægt, gaver fra fonde og sponsorer, tilskud fra staten, tilskud fra kommuner, gennemslagskraft på sociale medier, antal unikke besøgende på hjemmeside, digital tilgængeliggørelse af museets samlinger, digitale skoletilbud, antal forskningspublikationer, samarbejde med universiteter, antal uddannede lærlinge – og sikkert også andet.

Hvis man tør vove sig ind på en mere kvalitativ boldgade, kunne man også se på fx evne til at gå nye veje; hvorvidt museerne påtager sig andre samfundsopgaver; samt museernes evne til at adressere tidens store spørgsmål.

Men jeg kan frygte, at modellen derved vil blive så tung at arbejde med, at der reelt ikke kommer til at ske noget. Og jeg vil vædde min gamle hat på, at resultatet ikke vil blive væsentligt anderledes, selvom man inddrager andre og flere målepunkter.

Frem til 2014 var der i museumsloven en særlig kategori til de nationale, kulturbærende museer, de såkaldte paragraf 16-museer, som ifølge lovteksten udførte ”en virksomhed af særlig betydning”.

Jeg vil gerne opfordre til, at man med inspiration herfra indfører en særlig kategori af museer med national og international betydning. En analyse af museerne på grundlag af de fire nævnte objektive målepunkter, kunne danne grundlag herfor.

Den kunne også udgøre det objektive grundlag for at fjerne statens støtte fra de museer, der ikke lever op til lovens krav, og dermed skabe det ønskede ”råderum til nye initiativer” – som fx at få nye, kvalificerede museer ind i varmen og måske også til at opgradere museer, der oplagt får for lidt.

Hvordan man kan gøre det, kom der et forslag til fra direktør Henrik Tvarnø fra A.P. Møller Fonden, der af ministeren var blevet bedt om at komme med et indlæg i debatten. Det skete på ministerens store museumsmøde i København 25. januar 2018. Henrik Tvarnø indledte med at mene, at vi har ”forbløffende gode museer i Danmark”. Dernæst foreslog han en model, hvor man hvert tredje år fjerner tilskuddet fra de fem museer, der performer svagest. Efter tre år har de så muligheden for atter at kvalificere sig. Akkurat på samme måde som man inden for sportens verden kan ryge ud af superligaen, og så komme tilbage igen, når man kan slå dem, der nu ligger i bunden. Og så sluttede Henrik Tvarnø i øvrigt sit indlæg med at mane til besindighed: Når det går så godt, som det gør i den danske museumsverden, så vær varsom med radikale ændringer.

Jeg tror, vi er mange museer, der drømmer om, at kulturminister og Folketing vil bedømme os på det, vi leverer. Naturligvis skal man sørge for, at der er adgang til attraktive museer over hele landet. Men på den anden side skal man – som kulturministeren også pointerer – være opmærksom på ikke at smøre smørret så bredt ud på brødet, at man ikke kan smage det nogen steder.

Denne tekst har været bragt som debatindlæg i Altinget 26. november 2018.

 

 

 

 

 

 

Museer kan godt lære af Disney

Nationalmuseets kommende kedsomhedsknap er utvivlsomt et forsøg på at komme til at tale til publikum på en måde, så flere vil opleve museet som vedkommende. Det er al ære værd, og det bliver spændende at se, hvordan knappen kommer til at fungere. Diskussionen om kedsomhedsknappen fik mig til at huske en tekst, jeg skrev for snart et kvart århundrede siden, efter at jeg i 1994 havde været på en række studieture i det store udland. Jeg var dengang leder af Struer Museum og var på jagt efter museernes muligheder i fremtidens kulturelle oplevelsesmiljø. Det er altid glædeligt, når det viser sig, at man fortsat er enig i noget, man selv ytrede for flere årtier siden, og da jeg tror, at pointerne fortsat kan have en vis interesse, genoptrykker jeg her mine betragtninger fra dengang:

 

“Der er især tre erindringsbilleder, der toner frem på nethinden, når jeg her, efter mine museale studierejser til det store udland, går i tænkeboks for at fundere over, hvad jeg egentlig fik ud af de mange besøg på museer og i historiske oplevelsescentre og temaparker af snart sagt enhver art.

Første erindring fører mig til York, vikingernes gamle hovedstad i Danelagen, hvor jeg efter halvanden times ventetid i engelsk regnvejr så, hvorledes visionærer museumsfolk her har indrettet et vikingemuseum, Jorvik Viking Centre, der siger spar to til alt, hvad jeg hidtil har oplevet indenfor genren.

I Jorvik stiger gæsterne om bord i små, el-drevne ”time-cars” og bliver derpå ført baglæns gennem en tidstunnel, hvor de møder en række grå skikkelser, ca 30 generationer af avisdrenge, hjemvendte soldater, tiggere, kræmmere, der alle synes at stræbe den modsatte vej, fremad i tiden.

Figurerne er legemsstore og meget livagtige, hvilket gør turen ganske gribende. Køreturen ender i første omgang i den gamle vikingegade, Coppergate, i året 848. Tidsbilen vender, og nu er det hele i farver. Legemsstore tableauer, tale, råb, sang og lugte giver et fascinerende indtryk af livet i York for godt tusind år siden. Det er næsten som selv at være der! Herfra køres ind i et afsnit, der skildrer arkæologernes arbejde, og køreturen slutter i en fin museumsudstilling, hvorfra der sluttelig er adgang til en museumsbutik, som rummer alt, hvad hjertet kan begære af bøger, postkort, T-shirts, vikingemønter og andet replika.

Det lå klart fra starten, at Jorvik Viking Centre skulle virke attraktivt på et bredt publikum, således at em væsentlig del af driften kunne baseres på entreindtægter. Det skulle hurtigt vise sig, at dette var lykkedes til overmål, og det har betydet, at centret i dag er en af de mest profitable turistvirksomheder i Storbritannien. For en museumsmand en tankevækkende oplevelse!

I den anden erindring står jeg som en slags museernes Morten Mindstemand midt i Disney-koncernens kæmpestore EPCOT-Center i Orlando, Florida, USA.  EPCOT, der er en forkortelse af Experimental Prototype Community of Tomorrow, består af to dele. Første del er Future World, der i en række pavilloner giver de besøgende et indblik i nutid og fremtid. Anden del er World Showcase, der er en slags permanent verdensudstilling med pavilloner fra i alt 11 af verdens lande. Nøgleordet er edu-tainment, en sammentrækning af de to engelske ord education og entertainment, som synes at være inspireret af Marshall MacLuhans diktum: ”Anyone who thinks education and entertainment are different doesn’t know much about either”.

Selvom mit museale overjeg kæmpede godt imod, måtte jeg overgive mig til dette festfyrværkeri af formidlingsteknikker og oplevelsesformer, der vil kunne berige ethvert fordomsfrit museum. I de forskellige nationale pavilloner kunne man typisk opleve:

  • dark rides a la Jorvik gennem landets historie
  • spektakulære film på storskærme af forskellig slags
  • udstillinger, hvor den besøgende må prøve og pille
  • rekonstruktion af hele miljøer
  • fornemme udstillinger af kulturskatte
  • gademusikanter og gøglere, etniske restauranter og butikker med fornemt kunsthåndværk

EPCOT er i bund og grund en kommerciel temapark og er dermed også underlagt andre vilkår end et museum. På trods af dette kunne jeg som museumsmand ikke andet end fascineres af den utrolige evne til formidling som Disney-koncernen her har udvist. Nyskabende, spændende og – langt hen ad vejen –  seriøs og vederhæftig.

Scenen for det tredje erindringsbillede er også Orlando – oplevelsesbyen, der på få årtier er opstået omkring Disney Worlds tre store tema-parker: EPCOT, Magic Kingdom og Universal Studios.

Stedet er et middelalderligt spise- og riddershow, ”Medieval Times – Dinner & Tournament”, der foregår i en ”borg”, hvor man mod betaling kan blive fotograferet sammen med ”kongen og dronningen” – det sker i riddersalen, hvor man også kan købe sig en Budweiser-øl.

Selve showet foregår i en stor ”middelalderhal”. For enden af det langstrakte turneringsareal sidder kongen og dronningen, og borgens stolte hersker styrer med mikrofon i hånd hele showet.

Nu serveres middagen, som består af en helstegt grillkylling på tintallerken og øl ad libitum i plastickrus – der er hverken kniv eller gaffel, men heldigvis masser af papirservietter påtrykt stedets logo. Under første del af middagen underholder en dygtig falkonér.

Herefter lyder en fanfare og turneringen begynder. Seks veltrænede riddere tordner ind ad portalen på deres araberheste, og i løbet af den næste times tid afgør de med lanser, sværd og økser, hvem der skal vinde publikums gunst. Publikum svinger med papkroner i forskellige farver, der hyldes, spises, drikkes øl – og alle har det rart og hyggeligt.

Showet, der i dag findes i syv identiske udgaver over hele USA, har fine fysiske rammer, forrygende riddere, fyrige heste, ja endda en fornem falkonér – men man har ikke ofret de i denne sammenhæng ganske få ekstra ressourcer, der skal til for at hæve niveauet over det platte. For en museumsmand et skræmmende eksempel på negligering af faglighed og autenticitet og dermed i bund og grund et stykke historieforfalskning i rent kommercielt øjemed.

Trods de store forskelle på Jorvik, EPCOT og middelaldershow er der en række fællestræk ved de tre oplevelsessteder:

  • der satses på høje besøgstal
  • entreindtægterne har afgørende betydning for økonomien
  • der anvendes populære formidlingsformer
  • markedsføringen er professionel og kommercielt anlagt.

De mest iøjnefaldende forskelle er, at mens Jorvik er et museum med hvad det indebærer af hensyn til autenticitet og faglig vederhæftighed, så er EPCOT og middelalder-showet rene forretninger, hvor de kommercielle hensyn ifølge sagens natur vejer tungest.

Når man så kommer hjem og ser nærmere på det museum (Struer Museum), man selv er forvalter af, når man ser på nabomuseerne og på den danske museumsverden i det hele taget, kan man godt føle, at det hele er noget gammeldags og – måske – lidt puritansk. Det var måske en overvejelse værd, om man kunne lære noget af steder som disse?

Der er grøde mange steder i den danske museumsverden, og der gøres flere forsøg på at gøre den traditionelle museumsformidling mere publikumsvenlig. Men det er et spørgsmål, om disse initiativer er tilstrækkelige til at konkurrere med de kommercielt anlagte, oplevelsesbetonede publikumsmagneter, som vokser frem stadig flere steder på verdenskortet – og som utvivlsomt også vil nå til Danmark.

Hvis ikke, kan jeg frygte, at man i løbet af nogle år vil se museerne blive kørt ud på et sidespor, hvorefter de må overlade den store scene til museumslignende oplevelsescentre og temaparker, der ikke er underlagt museumsverdenens krav om autenticitet og faglig vederhæftighed.

I værste fald kan man frygte, at museerne bringes ind i en ond cirkel af faldende besøgstal, svindende interesse fra sponsorer og offentlige myndigheder, forringet forskning, dårligere samlinger, dårligere formidling, og derpå endnu mere faldende besøgstal etc.

Den visionære canadiske museumsmand George F MacDonald har i flere spændende analyser beskrevet den voksende konkurrence fra sciencecentre, temaparker og andre, mere kommercielt baserede oplevelsescentre. Og han konstaterer nøgternt, at det i dag er attraktionerne, der ”spiller den melodi, vi alle er nødt til at danske efter”. Hans forfriskende, offensive synspunkt er, at museerne skal se dette som en udfordring, at museerne skal gøre op med deres lidt elitære og kedelige image, og at de i stedet begynder at bruge de samme ”våben” som ”modstanderne”.

Det var nok en overvejelse værd! Men museerne skal passe på ikke at skylle barnet ud med badevandet, og her må det afgørende være, at museerne fastholder deres faglige fundament. At de holder den faglige fane højt og ikke går på kompromis på det indholdsmæssige plan. Og at museerne også i fremtiden baserer sig på samlinger og på dette grundlag driver både forskning og formidling. Der udover må der være frit slag for fokusering på besøgstal og der må være vide rammer for nye og mere showbetonede oplevelses- og formidlingsformer. Heraf følger også, at der bør være mere rum for egentlig kommerciel markedsføring og mere forretningsmæssig drift i museumsverdenen.

Måske er alt dette blændværk fra det store udland. Måske passer disse nye former slet ikke til den danske mentalitet. Og så dog! Økonomi og fascinationsformere spredes i disse år hurtigt fra kontinent til kontinent, fra land til land. Så mon ikke det dog i det mindste var en overvejelse værd.

Det er svært at spå, specielt om fremtiden, som Storm P så viseligt sagde. Men skulle man gøre et forsøg, så skal man næppe forvente, at den danske museumsverden vil ændre sig radikalt fra den ene dag til den anden. Der vil utvivlsomt blive tale om en proces, hvor i første omgang enkelte museer, der i tema og samlinger rummer et helt ekstraordinært formidlingspotentiale, vil tage konkurrencen op med temaparker og oplevelsescentre.

Måske vil andre, lokalmuseer såvel som de store, klassiske museer, efterhånden lade sig inspirere og suge det til sig, de kan bruge. Under alle omstændigheder vil den almindelige udvikling stille visse krav og sætte visse rammer, og dem må museerne forholde sig til. Så en studietur til Disney World og EPCOT var måske ikke nogen dårlig idé. For mig var det både lærerigt og tankevækkende”.

Det var teksten fra dengang. I midten af 1990erne var der mildt sagt ikke 100 pct opslutning til disse synspunkter inden for den danske museumsverden. Jeg tror, det er anderledes i dag.

 

 

 

 

Pejlepunkter for fremtidens museer

Kulturminister Mette Bock mener, at statens støtte til museerne bør revideres, og hun har inviteret til debat om sagen. I dette indlæg vil jeg gerne slå til lyd for at fokusere på det, som den engelske museolog Kenneth Hudson kaldte museernes ”public quality”. Men hvordan måler man det?

For mig er der ingen tvivl: Museerne i Danmark er under forandring, og nye måder at drive museum på tegner sig stadig tydeligere. Der er for mig heller ingen tvivl om, at mange museer kan komme til at spille en større rolle, end de gør i dag.

Nøgleordet er ”public quality”. Udtrykket stammer fra den store engelske museolog Kenneth Hudson (1916-99), som er idémanden bag European Museum of the Year Award, som siden 1977 har præmieret nyskabende og fremtidsorienterede museer i Europa.

Det var Kenneth Hudson, der om nogen satte fokus på, at museer skal spille en rolle i samfundet, ligesom han mente, at man løbende skal vurdere hvert enkelt museums eksistensberettigelse. I en tekst fra 1977 skrev han følgende: ”I en tid med hurtige og grundlæggende forandringer i samfundet bør det være helt naturligt, at de, der står i spidsen for museerne, med mellemrum stiller spørgsmål som: Hvorfor eksisterer dette museum? Hvor relevant er det for det samfund, som det er en del af? Hvad er dets vigtigste opgave? Og hvordan kan man måle dets succes?”

Jeg er overbevist om, at seks områder er vigtige:

  1. Performer museerne, så de er attraktive for publikum i almindelighed?
  2. Formår museerne at være relevante for og nå ud til det brede publikum?
  3. I hvilket omfang påtager museerne sig andre samfundsopgaver?
  4. Formår museerne at adressere tidens store spørgsmål?
  5. Evner museerne at udvikle sig og gå nye veje?
  6. Varetager museerne deres basale opgaver på tilfredsstillende vis?

Hvis museer er vigtige, er det også vigtigt, at de når ud til så mange som muligt. I 2016 udgjordes de danske museers top-5 af Louisiana med 705.854 besøgende, Aros med 614.028, Den Gamle By med 515.667, Moesgaard Museum med 431.688 og Nationalmuseets Prinsens Palæ med 429.119. Et andet vigtigt målepunkt for museernes attraktivitet er entreindtægt som en indikator for, at publikum rent faktisk finder, at museet er værd at betale for. Man kan også se på gennemslagskraft på internettet og sociale medier, ligesom man også kan inddrage publikums bedømmelser på Tripadvisor.

Det andet spørgsmål drejer sig om museernes evne til at nå længere ud end det traditionelle museumspublikum. Et publikum, der ofte, med glimt i øjet og lidt karikeret, beskrives som kvindelige gymnasielærere over 50. Ideelt set bør i hvert fald de store museers publikum afspejle befolkningens sammensætning. De svenske museers nestor Sten Rentzhog udtrykte det engang på denne måde: ”Det er ikke de kulturaktive, der er vores primære målgruppe. Det er de mallorcarejsende, tv-kiggerne, sofaliggerne, vindsurferne, alle de almindelige mennesker, som aldrig kunne drømme om at gå på museum”.

For det tredje er det vigtigt, at museerne også på andre måder spiller en rolle i samfundet. I mange år har museerne givet oplevelser og indhold til børnehaver, folkeskoler, gymnasier og universiteter. Men museer kan også spille en rolle på helt utraditionelle og måske uventede områder. Som fx inden for erhvervsuddannelserne, hvor enkelte museer i dag er med til at uddanne lærlinge inden for forskellige håndværk, ligesom nogle museer også tilbyder særlige kurser og rundvisninger til tekniske skoler. Som noget nyt er der museer, der har bevæget sig ind på det sociale område og her fundet en ny platform. Fx Den Gamle By, der i minutiøst rekonstruerede interiører laver særlige tilbud til demente, ligesom museet holder særlige kurser om demens for vordende social- og sundhedsassistenter. Det vigtige er, at museerne indtænker deres kompetencer i andre og sommetider utraditionelle sammenhænge, og på den måde er med til at udvide deres samfundsrelevans.

Det fjerde område, man bør se på, er museernes evne til at adressere nogle af tidens store spørgsmål. Arbejdet med demente er ét eksempel herpå. For andre museer vil det være andre af tidens problematikker, der trænger sig på. Ensomhed, vold, kønsdiskrimination, ytringsfrihed og politisk korrekthed overfor historisk korrekthed. Senest har Den Gamle By arbejdet en del med indvandring, fremmedhed og integration. I samarbejde med en gruppe somaliske kvinder har vi således indrettet et dansk-somalisk hjem anno 2016. Museets danske gæster kan nu besøge et somalisk hjem, hvad kun de færreste har haft mulighed for, og mange somaliere betragter i dag Den Gamle By som deres museum, hvor de – som en slags sidegevinst – også får indblik i den danske identitet og kultur.

De museer, der bærer fremtiden i sig, prøver naturligvis også at gå nye veje. Hvor der handles, der spildes, og ofte får man utak, når man prøver noget nyt. I hvert fald i første omgang. Men der er ingen vej uden om at prøve ting af. I Den Gamle By siger vi, at vi med mellerum skal smide en håndgranat – som så forhåbentlig kan være med til at slå hul i muren til fremtiden. Det var hvad der skete, da vi i samarbejde med den hjemløse Ulrik Szkobel satte problemet med hjemløshed på dagsordenen. Vi blev da opmærksom på, at museer kan fungere som en slags neutrale enklaver for aktualisering af vanskelige og kontroversielle emner, og erfaringen fra samarbejdet med Ulrik har givet museet blod på tanden til at fortsætte med at afprøve grænserne for, hvad et museum kan.

Som det sjette og sidste punkt er der spørgsmålet om, hvorvidt museerne varetager deres basale opgaver på tilfredsstillende vis? Altså selve det fundament, som giver museet troværdighed, og som er udgangspunkt for alle øvrige aktiviteter. Her findes redskabet til måling allerede, nemlig i kvalitetsvurderinger, som Kulturstyrelsen gennemfører. Her ser man på, hvor omfattende og unikke museets samlinger er, er de tilstrækkeligt dokumenteret og undersøgt, og tager museerne ordentlig hånd om dem? Forskningen gennemgås og evalueres. Der ses på internationalt samarbejde, på formidlingen, på deres økonomiske grundlag samt organisation og ledelse. Det er vigtige og uomgængelige parametre i den samlede vurdering af et museums værdi og betydning. Men det er vigtigt at holde sig for øje, at samlingen, registreringen, forskningen osv ikke målet. For målet er naturligvis at tjene samfundet i dette ords videste betydning.

Hvis kyndige folk udarbejder et pointsystem inden for hvert af de nævnte seks områder og deres underpunkter, vil man få et troværdigt billede af de enkelte museers betydning – nu og i fremtiden. Og måler man på alle disse punkter, risikerer man i den store sammenhæng næppe at ramme helt ved siden af, selvom det giver sig selv, at man ikke kan være 100 pct retfærdig på alle målepunkterne.

Museer er museer, og det skal de holde fast i. Men som alt muligt andet i samfundet vil og skal de forandre sig. For hvis man ikke flytter sig, når verden omkring en flytter sig, så står man ikke bare stille, men sakker agterud og mister relevans.

Efter 30 år som leder af et museum, er det min bedste overbevisning, at de museer, der har fremtiden for sig, er dem, der tager socialt ansvar, som skaber fællesskab og forankring og som giver afsæt for refleksion over tidens store spørgsmål – og som samtidig når ud til mange mennesker.

Museerne skal tjene samfundet og ikke bare passe på samlinger af genstande.

 

 

T

Efter 156 års tilløb åbner Den Gamle By nu udstilling om Aarhus’ historie fra vikingetid til i dag

I 2010 besluttede Aarhus Byråd at nedlægge Aarhus Bymuseum og overdrage opgaven med at fortælle byens historie til Den Gamle By. I dette indlæg skitseres forhistorien, der går helt tilbage til 1861, da Aarhus fik sit første museum. Indlægget er første afsnit i en lille serie om tilblivelsen af Aarhus Fortæller, som åbner op til påske.

”Der er kommet hvid røg op af skorstenen”, sagde kulturdirektøren, da hun lettere forpustet kom ind ad døren i færd med at afslutte en vigtig telefonsamtale. ”Nicolai og Marc er blevet enige”, fortalte hun, mens hun lagde telefonen i tasken. ”Og de vil, at Bymuseet skal til Den Gamle By”. Det var midt på eftermiddagen onsdag 15. september 2010. De nævnte herrer er daværende borgmester Nicolai Wammen og daværende kulturrådmand Marc Perera Christensen.

Inden da var der lavet en udredning, der skulle afklare fremtiden for Aarhus Bymuseum. Hovedbiblioteket havde været på tale som en ny ramme, Moesgård ligeså, men nu endte pilen altså med at pege på Den Gamle By.

Lad det være sagt klart og tydeligt: i Den Gamle By var vi bestemt ikke på hugst efter nye opgaver. Vi havde mere end nok at gøre med at skabe de moderne bykvarterer, som viser livet i Danmark i 1960erne og 70erne. På den anden side havde vi på museet en gammel drøm om at lave en udstilling om en dansk bys udvikling fra vikingetid til nutid. På den måde vil den, der opleves mere fragmentarisk rundt om i Den Gamle By, kunne blive sat ind i en overskuelig sammenhæng. Hvorom alt er: Når Aarhus Byråd bad os om at påtage os opgaven, sagde vi naturligvis ja. Og hermed stod vi i Den Gamle By med en kæmpe opgave og en fantastisk mulighed.

Den proces, der hermed blev skudt i gang, kulminerer når Den Gamle Bys protektor, Hendes Majestæt Dronningen, åbner udstillingen Aarhus Fortæller.

Byens første museum blev kaldt Historisk-Antiquarisk Samling. Det blev stiftet i 1861 og fik lokaler på loftet i byens dengang helt nye rådhus, som i dag danner rammen om Kvindemuseet og Besættelsesmuseet. Samlingen kom efter nogle år til at hedde Aarhus Museum og fik til huse i den museumsbygning, der blev opført i Mølleengen i 1877 – i øvrigt sammen med byens kunstsamling. Ud af denne museumsinstitution voksede i 1914 Den Gamle By som et nyt selvstændigt museum. Senere, i 1967, fulgte Aarhus Kunstmuseum og i 1970 Moesgård Museum. I dag er den tidligere museumsbygning hjemsted for bl.a. de rytmiske spillesteder Atlas og Voxhall. Men gaden hedder fortsat Museumsgade.

Historisk interesserede kredse i byen ønskede imidlertid et egentlig bymuseum, der kunne sætte fokus på byens historie. Det lykkedes i første omgang i 1993, da Aarhus Bymuseum åbnede i den tidligere Hammelbanegård. I 2005 blev museet udvidet med en moderne bygning til en ny, byhistorisk udstilling.

En politisk debat i sommeren 2009 om Aarhus Bymuseums aktiviteter førte til, at Aarhus Byråd bad Kulturforvaltningen om en undersøgelse af bymuseets fremtidige placering og organisering. I september 2010 kom den hvide røg op af skorstenen, og i løbet af 2011 faldt formalia på plads. Personalet blev overflyttet til Den Gamle By, og Aarhus Bymuseums lokaler blev ryddet.

At Aarhus Bymuseums levetid blev så relativ kort, hænger utvivlsomt sammen med, at det ikke lykkedes at få lavet den store udstilling om byens historie, som i bund og grund var ambitionen med museet.

Den Gamle By er ”født” i Aarhus, og de første mange år var Aarhus hovedemnet for museet. Efterhånden udviklede Den Gamle By sig til et nationalt museum, men Aarhushistorien var en slags rygrad for museet helt frem til 1993, da det nye bymuseum overtog opgaven. I 2010 opstod så en ny situation, og i Den Gamle By gik vi i gang med at finde en model for, hvordan der kan skabes synergi i både at være et lokalt museum og et landsdækkende museum.

Tirsdag 11. april 2017 foretager Dronningen den officielle åbning af Aarhus Fortæller. Dagen efter er der adgang for århusianere og andet godtfolk.

Det har taget 156 år at nå så langt. I Den Gamle By har vi brugt snart syv år på udvikle, skaffe midler, bygge, indrette og rigge til. Vi glæder os, og vi tror det bliver stort.

 

Tak for et godt 2016 – velkommen til 2017

Besøgsrekord

Godt nytår til alle. Og tak for 2016 – et år, som er gået over al forventning. Et år med en flot besøgsrekord, hvor i alt 515.667 gæster er passeret gennem Den Gamle Bys billetsalg. Det er næsten 40.000 flere end sidste år og godt 16.000 over 2014, som var den hidtidige rekord. Der er tale om en fremgang på lidt mere end 8 pct og vel at mærke en fremgang, der har været nogenlunde konstant hele året.

En kritisk røst kunne gøre gældende, at vejret så sandelig også har været med os, og at det er årsagen til de fine tal. Og ja, vejret har været med Den Gamle By. Sommervejret var museumsvejr. En stor del af efteråret var vejret næsten sommerligt. Og julevejret var særdeles venligt, når man tager årstiden i betragtning. Men vi skal huske på, at selvom vejret var med Den Gamle By, så var der ikke kommet så mange gæster, hvis ikke museet havde appel og relevans og bød på gode oplevelser. Og det gjorde – og gør – Den Gamle By virkelig.

Det er fjerde år i træk, at besøgstallet ligger lige omkring den halve million. Det kan vi alle være stolte af.

Vi kan også være stolte af alle de ting, vi har nået i det år, der nu er gået. Udstillinger på Plakatmuseet med Gitte Kaths plakater og senest plakater og historier fra Christiania. Åbningen af Børnehaven og den blinde mands lejlighed. Udstillingen om Børne TVs historie og de mange forskellige aktiviteter, der har knyttet an hertil. Og så sandelig også de mange programaktiviteter, hvor jeg synes, at julen efter et godt tilløb sidste år, nu virkelig er kommet op i et ekstra gear.

Julen er fortsat en hovedsæson

Jeg tror, vi kan takke Tivoli Frihedens juleaktiviteter for det prik, der har gjort, at Den Gamle By er kommet i gang med den fornyelse og videreudvikling af julen, som vi egentlig også trængte til. Jeg – og andre med mig – var godt nervøse for, om konkurrencen fra Tivoli ville tage noget fra os, men det ser bestemt ikke ud til at være tilfældet.

Jeg tror vi kan konstatere, at julen for mange er blevet et attraktivt forretningsområde – også for nogen af dem, man egentlig ikke forbinder med jul. Senest har vi set, at Moesgård har bevæget sig ind på området, og jeg er ikke i tvivl om, at mange andre vil forsøge sig.

Jeg tror imidlertid, at Den Gamle By er så stærk på dette felt, at vi ikke for alvor skal føle os truet. Men jeg ved også, at vi ikke at hvile på laurbærrene. Vi skal udvikle, vi skal følge med og vi skal blive bedre.

Anerkendelser

Den Gamle By har modtaget flere fornemme anerkendelser i løbet af 2016. Først modtog Henning Lindberg Nordisk Centrum for Kulturarvspædagogiks store pris. Senere modtog Annette Hoff Det Danske Gastronomiske Akademis hædersdiplom, og senere igen modtog Annette Kulturministeriets forskningspris, som er opkaldt efter Danmarks første kulturminister, Julius Bomholt. Og så fik hele museet jo den fine europæiske museumspris, som hedder Luigi Micheletti Award.

Bag scenen er der som altid foregået en masse i form af planlægning, vedligeholdelse, administration, rengøring, drift, byggeri, bevaring, udvikling, indkøb osv osv. Det er alt det, der får Den Gamle By til at fungere som organisation.

Visioner og store resultater er vigtige, men man skal altid huske på, at det, der får maskinen til at køre, er den daglige dedikation og det lange, seje træk.

Tak for en flot indsat, og tak for et rigtig godt resultat. Sådan en succes opnås kun når alle spiller med. Der er virkelig grund til, at vi alle kan være stolte.

Den Gamle By satser på Aarhus 2017

Nu er vi så netop kommet ind i 2017, som er året, hvor Aarhus er europæisk kulturhovedstad. Det tror jeg, vi skal have store forventninger til. Både fordi positionen som europæisk kulturhovedstad vil give Aarhus synlighed i udlandet og nok især i Danmark. Og ikke mindst skal vi have store forventninger, fordi de ting, som vi bidrager med forhåbentlig – og efter al sandsynlighed – vil give Den Gamle By en ny platform, som vil få stor betydning i de kommende år.

Her tænker jeg først og fremmest på Aarhus Fortæller, som vil åbne op til påske. Det er et projekt, som vi på en eller anden måde har arbejdet med lige siden byrådet i 2010 bad Den Gamle By om at overtage opgaven som lokalmuseum for Aarhus. Mange processer har lappet over hinanden, og stort set alle i Den Gamle By har medvirket på den ene eller den anden måde. Først skulle vi udvikle det rigtige koncept og vi skulle finde ud af, om det nu også kunne lade sig gøre rent praktisk. Så skulle det beregnes, hvor meget det ville koste, og pengene skulle skaffes. Så var der en masse planlægning og projektering, samtidig med at råskitsen til udstilling og fortælling faldt på plads. Så skulle der graves et kæmpe hul, vi skulle have nogle af de store ting ned, inden der blev lagt låg på, og det underjordiske bygningsværk skulle gøres færdig, så vi kunne begynde at bygge udstillinger op. Det er kort sagt en overordentlig omfattende og kompleks proces, der ligger bag.

Der har været knald på, og der er fortsat knald på. Men hold op, hvor det tegner godt. Kort inden jul viste vi den ufærdige udstilling frem for medlemmer af Aarhus byråd og en række direktører og chefer. Sagt på jysk, så var de ret begejstrede. Direktøren for kultur og borgerservice, Rolf Hapel, skrev efterfølgende til mig: ”Igen har I formået at skabe en ud-af-boksen oplevelse i Den Gamle By og på forbilledlig vis givet et overbevisende bud på en kondensering af tusind års historie i Aarhus. Det er sgu godt gået!”

Under jorden åbner vi også Smykkeskrinet med 1000 smykker, designet af nogle af de fineste danske smykkedesignere fra det 20.århundrede. Det foregår i begyndelsen af februar. Inden da har Plakatmuseet åbnet en udstilling med Aarhus-plakater gennem tiden. Den afløses senere af en udstilling med plakater fra hele Europa, og således er Plakatmuseet på fineste vis med til at binde Aarhus og Europa sammen her i kulturåret. Og til august åbner automobilforhandleren i 1927-kvarteret.

Hermed rammer vi forhåbentlig forskellige målgrupper. Aarhus Fortæller vil nok især interessere lokalt, men ramme bredt i byen. Smykkeskrinet vil få en kaliber, så det nok vil tiltrække smykkeinteresserede fra hele verden – næppe det helt store antal, men til gengæld en stærk profil. Plakaterne vil interes-sere folk med interesse for grafisk design. Og automobilfor-handleren vil utvivlsomt interessere mange af dem, der har olie på fingrene og twist i lommerne.

For mig at se er der især fire pointer ved de satsninger, vi gennemfører i løbet af kulturbyåret.

Den ene er, at det meste af det, vi bidrager med, har en holdbarhed. Det er ikke noget, der er her en kort periode, men noget som man også kan have glæde af i 2020, 2025 og 2030. Den anden store pointe er, at Den Gamle By med disse nye ting fastholder sin herlige mangfoldighed, og at alle de forskellige målgrupper utvivlsomt vil se og opleve noget, de ikke ellers ville have interesseret sig for.

Den tredje pointe er, at ikke mindst Aarhus Fortæller vil give Den Gamle By en helt ny platform for at blive århusianernes museum.

Og den fjerde og sidste pointe er, at vi med den fortsatte underjordiske udbygning af Den Gamle By nu begynder at have så store og attraktive indendørs udstillinger, at vi bør kunne tiltrække flere gæster – ikke mindst på de årstider, hvor mange ellers ser Den Gamle By som en både våd og kold oplevelse.

Fortsat udvikling

I 2017 vil vi også fortsætte udviklingen af museets programvirksomhed, og julen vil fortsat blive udviklet. I 2017 fortsætter vi også med at istandsætte udvalgte bygninger. Således skal både den del af Aarhus Mølle, hvor bibliotek og regnskabs-afdeling har til huse, have nyt tag, og Viborghuset skal have en omgang i forbindelse med, at cykelsmeden skal flytte ned til automobilforhandleren i Randershuset i 1927-kvarteret.

I 2017 vil vi også komme til at se huset fra Skanderborg blive rejst. Sønderbrogade vil begynde at få karakter af gågade, og arbejdet på Sydhavnen vil for alvor gå i gang.

Derimod er arbejdet med den nye indgangsbygning i venteposition. Det hænger sammen med, at fredningen af Botanisk Have er anket til Natur- og Miljøankenævnet. De har hele to år til at svare i. Dvs at der kan gå helt frem til november 2017, før vi ved, hvad vilkårene er for en ny indgangsbygning i området ned mod Ceres-krydset.

Som bekendt har vi fået pengene til indgangsbygningen af A.P. Møller Fonden, og jeg er overbevist om, at projektet nok skal blive til noget.

Vi skal tiltrække flere besøgende

Til gengæld er der en afklaring omkring Den Gamle Bys statstilskud. Det er en sag, jeg har orienteret om gentagne gange, og udgangen på sagen er som bekendt blevet, at de tre millioner er blevet forlænget for fire år. Vi havde håbet – og bestemt også syntes det var rimeligt – hvis tilskuddet var blevet gjort permanent, sådan som det oprindelig var aftalen. Men nu har vi altså pengene i fire år.

Selvfølgelig skal vi fortsat arbejde på at få tilskuddet gjort permanent, og det skal vi helt enkelt gøre ved at lave Danmarks bedste museum. Et museum, som viser nye veje og som er attraktivt, har appel og er relevant.

På den anden side vil det nok være klogt at forsøge at geare museet til at kunne klare sig, hvis det nu skulle vise sig, at det ikke lykkes med de tre millioner kroner næste gang. Dels skal vi sørge for selv at tjene så mange penge som muligt, og dels skal vi holde hus med de midler, vi har til rådighed.

Helt grundlæggende skal vi tiltrække flere besøgende.

Det skal vi gøre ved at positionere Den Gamle By som stedet, hvor alle danskere kan lære om sig selv og deres historie uden løftede pegefingre. Det skal vi gøre ved at fastholde – og gerne udvide – Den Gamle Bys position som en international topseværdighed. Og det skal vi gøre ved at få århusianerne til at føle, at Den Gamle By er deres museum.

Her i 2017 er det især århusianerne vi skal satse på. Vi skal have dem til at betragte og til at bruge Den Gamle By som deres museum. Nøglen er naturligvis Aarhus Fortæller. Alle århusianere skal besøge Aarhus Fortæller, de skal have lyst til at tage deres gæster med på besøg, og det er her alle tilflyttere skal lære byens DNA at kende.

Aarhusianernes museum

Aarhus Fortæller skal rammes ind af aktiviteter og faciliteter, som lægger op til genbesøg i Den Gamle By. Vigtig er her de programaktiviteter, der arrangeres i weekends og småferier. Vigtig er også restaurant- og cafeområdet, hvor vi skal have århusianerne til bare at komme forbi og få en god kop kaffe eller en bid frokost og så snuse lidt til nogen af de mange oplevelser, som Den Gamle By rummer. Vigtig er også Den Gamle Bys butikker, hvor man skal have lyst til at komme forbi for at købe kager hos bageren, Den Gamle By-snapsen i Butikken, Riises rom i købmandsgården, Den Gamle By-julepynt i julebutikken og selvfølgelig de Aarhus-souvenirs, som Aarhus ikke har haft før nu.

Og meget mere af den slags. Vi skal udvikle og styrke Den Gamle Bys brand, vi skal gøre Den Gamle By til talk of the town, og vi skal gøre Den Gamle By til et mødested, hvor der altid sker noget, og hvor det bare er dejligt at komme.

Det er ikke noget, der sker fra den ene dag til den anden. Men det er i 2017, vi tager det første store skridt. Jeg er overbevist om, at Aarhus Fortæller er det perfekte afsæt.

At få århusianerne til i endnu højere grad at tage Den Gamle By til sig som deres museum, er den store dagsorden for det år, der lige er begyndt.

Godt nytår

I 2016 viste en undersøgelse, som blev foretaget af den nationale turistorganisation VisitDenmark, at Den Gamle By var Danmarks bedst kendte museum, og her lige inden jul fik jeg under hånden en interessant konklusion på en undersøgelse, der er foretaget for et nyt museum, der er på vej. I denne undersøgelse havde man spurgt et større antal danskere, hvad der har været deres bedste museumsoplevelse. Og gæt hvad et flertal svarede! Ja, rigtigt, de svarede Den Gamle By. Jeg håber, undersøgelsen vil blive publiceret, men jeg ved ikke om det sker.

Det nye år er nu to dage gammelt. Dagen er tiltaget med 9 minutter. Vi går mod lysere tider. Jeg håber, at Den Gamle By må fortsætte sin positive udvikling. Til glæde for de besøgende, for Aarhus og for os, der har vort virke her.

Med disse ord vil jeg ønske alle et godt og lykkebringende nytår.

 

Ovenstående er holdt som nytårstale ved en komsammen for personalet i Den Gamle By mandag 2. januar 2017 kl 11.30.

 

Statstilskuddet til Den Gamle By forlænget i fire år

Så lykkedes det. Vi fik forlænget Den Gamle Bys tilskud på 3 mio kr, så bevillingen nu går frem til og med 2020. Det er vi glade for og meget taknemmelige. Men det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi i Den Gamle By havde håbet, at beløbet var kommet permanent på Finansloven. Det lykkedes desværre ikke, selvom der blev presset godt på fra folkevalgte her i det østjyske.

Jeg vil her gerne rette en stor tak til alle dem, der bakkede op. Den Gamle By er i den lykkelige situation, at alle – såvidt jeg ved – er positive over for museet. Men ifølge sagens natur skal takken især rettes til de partier, der står bag forliget om finansloven. Der ud over har vi bemærket, at den konservative kulturordfører Naser Khader i et læserbrev i JP Aarhus meldte sin opbakning helt klart ud, ligesom vi også har bemærket, at folk fra både Venstre og DF har ytret sig positivt om sagen.

I de måneder – ja år – der er gået forud, har vi fra Den Gamle By haft kontakt med talrige medlemmer af Folketinget om sagen, faktisk hele vejen rundt til alle Folketingets partier. Og jeg har hver gang glædet mig over den positivitet, som møder Den Gamle By.

Vi er taknemmelige for, at der nu er ro om Den Gamle Bys økonomi de næste fire år. Så må vi til den igen, og indtil da er det Den Gamle Bys opgave at levere en så god performance, at alle vil mene, at tilskuddet bør være permanent.

Historien bag

Det hele begyndt i 2008. Den Gamle By havde igangsat den enorme udvidelse, som nu næsten står færdig med en helt ny Den Gamle By, som viser efterkrigstidens Danmark med afsæt i året 1974. Velfærdssamfundets blomstringstid og den periode i 1960erne og 70erne, hvor dansk identitet med frisind, velfærd, ligestilling og lav magtdistance for alvor foldede sig ud.

Finansiering af anlæg og byggeri er finansieret af A.P. Møller Fonden med 300 mio kr, og så var det tanken at indhold og drift skulle finansieres af en statslig driftsbevilling på akkurat samme måde, som det tidligere var sket med museer som Arken, Aros og Moesgård.

I august 2008 blev jeg ringet op fra Kulturministeriet med besked om, at der i finansloven ville blive afsat 3 mio kr ekstra til Den Gamle By. Jeg fik også at vide, at det var hensigten, at bevillingen skulle være permanent, men af finanslovstekniske årsager blev den i første omgang givet for en periode på fire år, altså for årene 2009-12. Lidt senere i forløbet kom der en mio ekstra, så der nu var tale om en opgradering på i alt 4 mio kr.

Det statstilskud, som i 2008 blev bevilget til Den Gamle By, skal anvendes til drift og vedligeholdelse af den nye Den Gamle By, som er skabt siden 2007, og som viser Danmark i 1960erne og 70erne med afsæt i året 1974.

Det statstilskud, som i 2008 blev bevilget til Den Gamle By, skal anvendes til drift og vedligeholdelse af den nye Den Gamle By, som er skabt siden 2007, og som viser Danmark i 1960erne og 70erne med afsæt i året 1974.

Kamp for forlængelse

Tilsagnet om, at tilskuddet var tænkt som permanent, fik jeg desværre ikke skriftligt, og det har jeg fortrudt lige siden. For i 2012, da bevillingen skulle forlænges, var det nemlig ikke noget, der gik automatisk.

I 2011 var der kommet en ny regering, og kulturministeren var nu den (dengang) radikale Uffe Elbæk. Fra Den Gamle By havde vi i flere måneder gjort opmærksom på sagen, og regeringen spillede ud med en mio kr ekstra til museet. Jeg tror ikke kulturministeren var bekendt med, at det reelt var en nedskæring. Men det var det, for det havde jo hele tiden været tanken, at bevillingen på i alt 4 mio kr skulle gøres permanent med virkning fra 2013. Det var der øjensynligt ikke rigtig nogen (udover mig), der kunne huske eller var bekendt med.

Det blev en hård kamp, og selvom jeg godt fornemmede, at flere østjyske socialdemokrater, SFere og radikale støttede Den Gamle Bys uofficielt, så var finansministeren og regeringens top hverken til at hugge eller stikke i.

Det endte med at være Enhedslisten, der holdt hånden under Den Gamle By. For herfra krævede kulturordfører Jørgen Arboe-Bæhr, at bevillingen til Den Gamle By skulle fastholdes. Det blev den i forbindelse med finanslovsforliget. Men atter kun for fire år, idet det desværre ikke lykkedes partiet at få ordningen gjort permanent.

Og så er vi fremme ved 2016

Nu vidste vi, hvad Den Gamle By var oppe imod. Hele 2016 (og også noget af 2015) har vi i Den Gamle By derfor løbet politikerne på dørene for at gøre opmærksom på museets situation. For det er jo vigtigt, at de nye dele af Den Gamle By både kan vedligeholdes og formidles. Politikerne er blevet gjort opmærksom på, at det drejer sig om en nedskæring af museets statstilskud med hele 20 pct. Vi har også givet udtryk for, at vi (og mange med os) undrer os over, at man nedskærer et museum, der i den grad gør alt det, som statsadministrationen og politikerne siger, de gerne vil have.

Her tænker jeg bl.a. på, at Den Gamle By ikke bare venter på offentlig finansiering, men selv tjener ganske mange penge og også skaffer meget store midler til udvikling af museet. Rent faktisk er Den Gamle By ligefrem en overskudsforretning for det offentlige, idet museet for hver offentlig krone skaber en ekstra omsætning på tre kroner med dertil hørende skattebetaling til det offentlige osv. Museet tiltrækker mange turister, som giver omsætning på hoteller, campingpladser, restauranter og butikker, hvilket også giver penge i de offentlige kasser. Og så gør Den Gamle By meget for at være mere end et museum, bl.a. ved at udvikle tilbud til svage grupper som fx demente ældre og ved at uddanne og efteruddanne håndværkere. Vi synes, det offentlige burde klappe i hænderne over disse initiativer – men vi stod altså til at miste 20 pct af museets statstilskud!

Permanent eller midlertidigt?

Men det lykkedes heldigvis. Takket være god opbakning fra mange sider, og med eksplicit støtte fra de konservative.

Undervejs fik vi også afklaret diskussionen om, hvorvidt tilskuddet var midlertidigt eller permanent.

Her kunne tidligere medlem af Folketinget Eyvind Vesselbo oplyse følgende: ”Aftalen var, at tilskuddet skulle være permanent”, skrev han direkte på min Facebook, hvor jeg havde skrevet om sagen, og hvor Eyvind Vesselbo også oplyste, at han rent faktisk var med til at forhandle aftalen om tilskuddet tilbage i 2008. Ingen af dem, der var med, har modsagt, at tilskuddet var tænkt som permanent. Det synspunkt har vi kun hørt fra folk, der ikke var med. Jeg takkede naturligvis Eyvind Vesselbo, og han tilføjede følgende: ”Det var en politisk aftale. Så det er faktisk aftalebrud, hvis tilskuddet ikke kører videre”.

Nu glæder vi os over, at de tre mio er bevilget for de næste fire år, og så håber vi, at de kan blive gjort permanente med virkning fra 2021.

IMG_4932

Kultur som overskudsforretning

Kultur beriger vores tilværelse med glæde og inspiration, kundskab og identitet. Men ganske meget kultur er også erhverv og en overskudsforretning for såvel det offentlige som for samfundet som helhed.

Kultur betragtes ofte som en udgift for samfundet. Det er det selvfølgelig også al den stund, at størstedelen af museer, teatre og anden kultur her i landet modtager offentlige tilskud. Ja, man kan vist roligt sige, at kultur generelt ikke kan eksistere uden substantielle offentlige tilskud.

Med til billedet hører imidlertid, at en stor del af kulturen også giver indtægter retur til de offentlige kasser, ja en del af kulturen er utvivlsomt en direkte overskudsforretning for det offentlige. Både fordi meget kultur er erhvervsvirksomheder i sig selv, men også i kraft af den økonomi, kulturen skaber andre steder i samfundet. Jeg skal her holde mig til museumsområdet, som jeg kender bedst.

For et par år siden foretog vi i Foreningen af Specialmuseer i Danmark en undersøgelse af forholdet mellem offentlige tilskud, egne indtægter og andre indtægter. Foreningen af Specialmuseer omfatter 15 museer, der har det til fælles, at de også er attraktive besøgsmål. Fra Arbejdermuseet til Dansk Landbrugsmuseum, fra Rosenborg til Hjerl Hede, fra Designmuseum Danmark til Den Gamle By.

I 2014 havde de 15 museer tilsammen 2,5 mio besøgende og en samlet omsætning på 530 mio kr. Heraf var de 164 offentlige tilskud, 231 egne indtægter og 135 kr indtægter fra sponsorer og fonde. Altså for hver offentlig krone genererede de 15 museer en omsætning på godt tre kr. Heraf er der naturligvis blevet betalt skat og diverse afgifter. Vi har ikke beregnet det præcise omfang hera, men der er ingen tvivl om, at dette beløb i sig selv vil andrage mere end det offentlige tilskud. Skåret ind til benet er disse museer således helt klart virksomheder, der giver overskud for det offentlige.

Dertil kommer, at museer trækker til, og det giver omsætning og indtægt mange steder i samfundet. Fra pølsevogne til benzinstationer, fra vandrehjem til femstjernede hoteller.

Sidste år havde jeg fornøjelsen at vise to topdirektører fra krydstogtsfirmaernes hovedstad, Miami i USA, rundt i Den Gamle By. De var i Aarhus for at vurdere, hvorvidt det var relevant for firmaerne at satse på Aarhus. I min snak med dem fremgik det klart, at Aarhus sagtens kunne konkurrere med langt mere kendte destinationer omkring Kattegat og Østersøen. Jeg husker, en af dem sagde, at han ankom med lave forventninger, men at Aarhus simpelthen blæste ham omkuld. Begge var de betaget af byens smukke beliggenhed, en effektiv og servicebevidst havn, byens interessante havnefront og en fin bymidte. Men først og fremmest var de betaget af, at Aarhus som en forholdsvis lille by rummede tre museer i absolut topklasse. Der var ingen tvivl om, at det var museerne, der gjorde udslaget, så firmaet nu har fokus på Aarhus som destination.

Jeg skal heller ikke lægge skjul på, at det er en stor fornøjelse at høre århusianske hoteldirektører, detailhandlere, restauratører og campingbestyrere sige tak til byens tre store museer, Aros, Moesgaard og Den Gamle By, som tilsammen tiltrækker mere end halvanden million gæster, hvoraf en stor andel er turister udefra.

I Den Gamle By siger vi, at vi ikke laver museum for at tjene penge. Nej, vi bestræber os for at tjene penge for at lave et stadig bedre museum. Vi siger også, at museet ikke først og fremmest handler om huse og om ting, men om mennesker. Den Gamle By er et museum om mennesker og for mennesker. Selvfølgelig skal vi bevare, og vi skal forske. Men udgangspunktet må altid være vore gæster og brugere. Hvordan inspirerer vi dem, hvordan gør vi dem nysgerrige, og hvordan får vi dem til at åbne op for den indsigt, kundskab og erfaring, som museerne rummer?

Men dette egentlige formål skal ikke overskygge, at Den Gamle By såvel som mange andre museer også er en erhvervsvirksomhed, som giver økonomisk overskud – for såvel det offentlige som for samfundet i almindelighed.

Denne tekst har været publiceret som klumme i Altinget 18. august.

Derfor indretter vi et somalisk hjem i Den Gamle By

I arbejdet med at fortælle anderledes historier fra dagens Danmark viser Den Gamle By udstillingen Et somalisk hjem i Danmark anno 2016. Projektet indskriver sig i rækken af museets andre samtidsprojekter så som Hjemløs og Nutidsunge i Kollektivet fra 1974. Det aktuelle projekt er blevet til med støtte fra Bikubenfonden.

I Den Gamle By lægger vi vægt på at være et inkluderende museum. Samtidig bestræber vi os på engang imellem at gøre noget andet, end vi plejer. Vi tror, det kan være med til at holde os skarpe, og måske de anderledes initiativer kan være med til at vise nye veje for museet. Vore hidtidige erfaringer med engang imellem at tænke skævt har været overordentlig positive, navnlig fordi initiativerne har føjet nye dimensioner til museet og gjort Den Gamle By mere relevant for et nyt publikum.

Det seneste initiativ er åbningen af et somalisk hjem i Danmark. Et hjem anno 2016, indrettet i en lejlighed i museets moderne del, som viser livet i Danmark op til næsten nutiden. Egentlig skulle vi bruge lejligheden til andre formål, dog først om et års tid. Og så var det, at vi fik vi en opfordring fra seks somaliske kvinder om at indrette et somalisk hjem i Danmark.

De somaliske kvinder laver jævnligt mad i lejlighedens køkken, hvor der dufter af krydderier som kardemomme, kanel, spidskommen, nelliker, gurkemeje, chili, sort peber og ingefær. Her er Ilham Khalif Mohamed i gang med en kyllingeret.

De somaliske kvinder laver jævnligt mad i lejlighedens køkken, hvor der dufter af krydderier som kardemomme, kanel, spidskommen, nelliker, gurkemeje, chili, sort peber og ingefær. Her er Ilham Khalif Mohamed i gang med en kyllingeret.

Baggrunden er følgende. I sommeren 2015 afsluttede vi formelt et projekt om livet og historien i de store betonbyggerier i Gellerup-området i det vestlige Aarhus. Igennem knap tre år havde museets fagfolk deres daglige gang i Gellerup, hvor vi sammen med de mennesker, der bor der, har indsamlet og formidlet stedets historie. Arbejdet fortsætter nu på beboernes eget initiativ via en museumsklub for børn, et guidekorps, der formidler områdets historie, og ikke mindst et dokumentationslaug, der fotograferer de omfattende forandringer, som sker i det vestlige Aarhus i disse år.

Det var gennem hele projektet vores håb og ambition, at arbejdet også ville komme til at afspejle sig i Den Gamle By, så museets publikum kunne få glæde heraf. Det er det, der nu er sket med det somaliske hjem i Danmark, som er indrettet i en lejlighed på 2. salen oven over Jazzbar Bent J og Børnehaven fra 1974. De somaliske kvinder kendte i forvejen Den Gamle By som et museum, der formidler folks hjem helt frem til i dag.

Det somaliske hjem åbner 12. marts og kan ses et år frem. Der er køkken, stue, soveværelse og børneværelse samt toilet. I samarbejde med de somaliske kvinder er lejligheden indrettet som bolig for en familie, som vi i fællesskab har kreeret som en slags modelfamilie. Familien består af en enlig mor til fire børn, tre piger og en dreng. Hun arbejder for kommunen som social- og sundhedsassistent. Hendes eksmand bor i nærheden. Moren taler somalisk til sine børn, som typisk svarer på dansk. De tre piger deler værelse, mens to-årige lillebror sover inde hos moderen. På stuens TV ser familien X Factor, Vild med dans og Ramasjang. Som gæst lægger man mærke til de anderledes farver og især til de dekorative gardiner. Gardinerne er centrale i somaliske hjem, og husmødrene har en fast rytme for, hvornår det ene sæt gardiner skiftes ud med det andet. Når der kommer gæster, trækkes gardinerne for, så man kan se dem helt udfoldet. Køkkenet dufter af somaliske krydderier, og kvinderne bag projektet er gået fra dør til dør for at skaffe toiletborde, røgelsesudstyr, festsko, parfumeflakoner og andet typisk somalisk interiør.

Soveværelsets pryd er en forgyldt bakke med smukke flakoner, der indeholder krydrede dufte af forskellig slags. En ren parfumens platmenage, der ofte er en gave i forbindelse med bryllup.

Soveværelsets pryd er en forgyldt bakke med smukke flakoner, der indeholder krydrede dufte af forskellig slags. En ren parfumens platmenage, der ofte er en gave i forbindelse med bryllup.

I rummene ved siden af lejligheden sætter en udstilling hjemmet i kontekst. I 2015 bor der ca 20.000 mennesker af somalisk herkomst i Danmark. Heraf 4.256 i Aarhus, hvor de udgør en af de største grupper med ikke-vestlig baggrund. Skilsmisseraten er høj i somaliske familier, og familiemønstret er typisk en alenemor med børn. Børnenes uddannelse prioriteres højt, og kvinderne lægger stor vægt på, at børnene taler dansk og føler sig som danske.

Når man som gæst i Den Gamle By har besøgt det somaliske hjem, kan man kigge ind hos kernefamilien, kollektivet, pensionistparret, de tyrkiske gæstearbejdere og den grønlandske studerende. Og man kan besøge damefrisøren, jazzbaren, børnehaven, minimarkedet eller butikken, som bl.a. ”sælger” brugte blade med billeder af en type, der gjorde Danmark verdensberømt i begyndelsen af 1970erne.

Et somalisk hjem i Danmark er Den Gamle Bys projekt og ansvar, men det er gennemført i et overordentligt konstruktivt samarbejde med de somaliske kvinder, som har bidraget med deres liv og erfaringer. Samkuratering, kunne man kalde det. Og co-creation, samdok, brobygning, community, empowerment og i øjenhøjde – you name it. Allesammen moderigtige ord for det at skabe fortælling og udstilling i tæt samarbejde med dem, det drejer sig om.

Deeqa Axmed Yusuf fortæller, at familierne samles i stuen, og sammen ser de fredags underholdning som X factor. Børnene ser Ramasjang og Kender du typen er også god underholdning.

Deeqa Axmed Yusuf fortæller, at familierne samles i stuen, og sammen ser de fredags- underholdning som f.eks.  X Factor. Børnene ser Ramasjang, og Kender du typen er også god underholdning.

Overordnet har projektet især to formål. For det første at give Den Gamle Bys mange danske gæster muligheden for at besøge et somalisk hjem, hvor de vil kunne se og opleve, hvordan en stor gruppe nydanskere lever i et særligt kulturelt mix mellem somalisk og dansk kultur. For det andet er det vores ambition og forventning med dette initiativ at kunne tiltrække mange af de somaliere, som bor i Danmark. Vi håber, de vil blive glade gæster i Den Gamle By, og at de vil få indblik i det Danmark, som har ført frem til vores nutidige samfund ud med velfærd, frisind, lighed mellem kønnene, ytringsfrihed, lav magtdistance osv.

Museer er en slags frirum. Her kan man gøre noget, som man måske vanskeligt kan gøre andre steder. Museerne skal flytte fokus fra at være om noget til at være for nogen, sagde den markante museolog, amerikaneren Stephen E. Weils i en artikel fra 1999. Det er også Stephen E. Weil, der skulle have sagt, at museer er trygge rammer (safe places) for vanskelige fortællinger. Begge citater rammer hovedet på sømmet for netop dette projekt.

Gardinerne er hjemmets dekorative og matchede element. Farvestrålende og i flere lag omkranser de husets vinduer. Sirligt sat op – og i stuen måske samlet med store metalfarvede ringspænder. Gardinerne skiftes jævnligt – alt efter årstiden og højtiderne. Når der er gæster, trækker man dem ofte for, så man rigtig kan nyde disse tekstile udstyrsstykker.

Gardinerne er hjemmets dekorative og matchede element. Farvestrålende og i flere lag omkranser de husets vinduer. Sirligt sat op – og i stuen måske samlet med store metalfarvede ringspænder. Gardinerne skiftes jævnligt – alt efter årstiden og højtiderne. Når der er gæster, trækker man dem ofte for, så man rigtig kan nyde disse tekstile udstyrsstykker.

Projektet indgår som en del af Den Gamle Bys løbende arbejde med samtidsdokumen-tation, hvor det første projekt løb af stablen i efteråret 2012, da hjemløse Ulrik Szkobel boede i en baggård i en af museets baggårde. Han havde selv foreslået projektet, og da Den Gamle By bl.a. er et museum om hjemmets historie, sagde vi ja tak. Han opbyggede en hule af genbrugsmaterialer og boede der i tre måneder. Sommetider var han hjemme, andre gange var han ude, men museets publikum var altid velkommen til at kigge ind. Ulrik fik her besøg af folk, han ellers aldrig ville have mødt. Og mennesker, som ”ude i virkeligheden” normalt ville være gået langt uden om en hjemløs, kom i dialog med Ulrik, når han inviterede dem indenfor i sin hule i baggården i Den Gamle By.

I foråret 2014 flyttede fire nutidsunge ind i Den Gamle Bys kollektiv anno 1974. Kollektivet blev ”boet til”, så det nu ikke længere ligner et kollektiv på et museum. De unge mennesker oplevede at være off-line og være nødt til at leve med en drejeskivetelefon (med ledning), TV med kun én kanal og skrivemaskiner, der brugte farvebånd og ”printede med det samme”. Og museets gæster fik via de unge kollektivisters erfaringer virkelig sat tidsspandet på 40 år i relief. Også de unge kollektivister fik noget med sig. Efter deres uge ”for 40 år siden” fortalte de unge, at de havde vænnet sig til at være langt mere off-line og mere sammen, end tidligere.

Ved siden af disse ”knaldperler” bruger vi også museets interiører til det, vi kalder for erindringsformidling for ældre, der er ramt af demens, og vi har stor succes med at inkludere børn og unge med særlige behov. Bl.a. arbejder vi med børn og unge, der lider af ADHD og autisme. Hermed åbner der sig helt nye arbejdsfelt, hvor museer kan vise sig relevante på områder, man i Danmark næppe havde kunnet forestille sig for blot få år siden – og som heller ikke er beskrevet i museumsloven.

Et sengetæppe skaber ro og ryddelighed i soveværelset, og det bliver derfor lagt på hver eneste dag. Her har Shamso Maqtar og hendes datter taget plads i soveværelset i udstillingens lejlighed.

Et sengetæppe skaber ro og ryddelighed i soveværelset, og det bliver derfor lagt på hver eneste dag. Her har Shamso Maqtar og hendes datter taget plads i soveværelset i udstillingens lejlighed.

Da projektet med et somalisk hjem i Danmark blev omtalt første gang, oplevede vi enkelte kritiske røster. Vi svarede dem pænt og forklarede, hvorfor vi gør, som vi gør. Men en kritisk røst eller to får os naturligvis ikke til at lade være med at gøre noget anderledes og prøve nye ting af. Nogen vil så nok synes, vi rammer ved siden af, andre at vi rammer plet. Én ting er imidlertid sikkert, og det er, at mange af Den Gamle Bys gæster i de kommende måneder vil få mulighed for at opleve og se noget, de ikke har set før. Det vil utvivlsomt give anledning til nye tanker, og det vil give debat. Og så kan vi vel egentlig ikke forlange mere.

Den Gamle By spiller også en rolle på det skole-sociale område

Den Gamle By er et museum, der altid er nået ud til et meget bredt udsnit af den danske befolkning, også til de der normalt betragter museer som kedelige og elitære. Det betragter vi som en slags adelsmærke. De senere år har vi lagt ekstra vægt på det brede perspektiv ved også at udvikle tilbud til grupper, der på grund af forskellige former for handicaps vanskeligt kan få glæde af et museumsbesøg.

I mere end ti år har vi arbejdet med ældre, der er ramt af demens – med stor succes. Og nu har vi også sat fokus på inklusion af børn og unge med særlige behov. Bl.a. arbejder vi med børn og unge, der lider af ADHD og autisme. Arbejdet sker i tæt kontakt med faglige ressourcepersoner inden for skolesektoren, herunder en skole, der har specialiseret sig på ADHD- og autismeområdet.

Den amerikanske museolog Stephen E. Weils kom i 1999 med den programerklæring, at museer skal flytte fokus fra at være om noget til at være for nogen. Den formulering rammer hovedet på sømmet for de bestræbelser, vi gør os i Den Gamle By, og det kan være værd at tilføje, at vi via dette arbejde har erfaret, at et museum med de rette rammer også kan spille en rolle på det sociale område.

Den Gamle By har i forvejen fokus på skoleelever i alle aldre, og museets meget sanselige rammer appellerer til aktiv og konkret oplevelse og læring. Hvad enten det drejer sig om at skure gryder, hente brændsel eller pumpe vand, eller når børnene møder de store prustende heste og lugter møddingen, der ligger og oser i købmandsgårdens baggård.

Udviklingshæmmede børn kan mere og tør mere, når de spiller en anden rolle end sig selv.

Udviklingshæmmede børn kan mere og tør mere, når de spiller en anden rolle end sig selv.

Sanselighed og aktivitet er nøgleord i arbejdet med psykisk handicappede børn og unge. Et andet nøgleord er forudsigelighed. Disse børn har det ikke godt med at blive overrasket, så et besøg i Den Gamle By kræver grundig forberedelse, og til det formål har museet udarbejdet et omfattende materiale, der anvendes som introduktion inden selve besøget.

Det sidste nøgleord er rollespil. Når børnene ankommer til Den Gamle By, er de hver især bekendt med, at de her skal være en anden end den, de egentlig er. De får et andet navn, en ny social identitet, de skal fungere på en anden tids vilkår og så skifter de deres nutidstøj ud med tro kopier af tøj, som børn gik i enten i 1864 eller i 1927, som er de to nøgleår, som disse forløb foregår indenfor. Rollespillet og hele den anderledes ”setting” gør børnene i stand til at komme ud over egne begrænsninger og hæmninger. Det enkelte barn bliver så at sige en anden person – ved siden af sig selv. Det er meget gribende at opleve.

En dreng, der normalt er bange for snavs, kom i rolle som arbejdsdreng i 1864 og endte med at stable masser af brænde med de bare hænder.

En dreng, der normalt er bange for snavs, kom i rolle som arbejdsdreng i 1864 og endte med at stable masser af brænde med de bare hænder.

Et eksempel er den psykisk handicappede dreng med en OCD-lidelse, som gav ham et sygeligt behov for konstant at vaske hænder af angst for skidt og bakterier. Under besøget i Den Gamle By fik han rollen som søn af en fattig skomager. Han fik noget simpelt tøj på anno 1864, og så blev han ellers sat i arbejde i købmandsgården. Det var snavset arbejde, og bl.a. skulle han hjælpe med at stable brænde. Efter lidt tøven tog han fat, og inden længe stablede han uden at kny masser af brænde – uden en eneste gang at gå i panik og ville vaske hænder. Rollespillet og det, at han her var en anden end sit sædvanlige jeg, betød, at han glemte sin angst. Det havde de pædagoger, som havde kendt ham i flere år, aldrig oplevet tidligere.

En anden og hel aktuel historie stammer fra julen 2015, hvor tre unge med lettere udviklingshandicaps skulle indgå i Den Gamle Bys levende museum som gadehandlere, der solgte frugt og grøn fra en kærre. For at de unge kunne føle sig trygge var de ledsaget af et par af museets kvindelige frivillige, hvoraf den ene var deres bedstemor. Fortællingen var, at den lille gruppe kom fra landet med frugt og grønt, som skulle sælges i byen, og så skulle de ellers sælge til ”byens borgere”, som altså var de besøgende på museet. Det må have været ganske overvældende, idet museet dagligt havde adskillige tusinde gæster i den periode. Salget af frugt fra kærren tiltrak gæsterne og gav anledning til en naturlig dialog mellem frugtsælgerne og deres kunder. I starten var de to unge naturligt nok generte og hæmmede bare ved tanken om at skulle tale med folk, de ikke kendte. Men i løbet af de tre uger, projektet varede, fik de mere og mere selvtillid, blev mere udfarende på rigtig gadesælgermanér, de blev hurtige til hovedregning og talte endda engelsk med de udenlandske gæster. Da projektet efterfølgende blev evalueret af de involverede parter, udtalte den ene af de unge, at hvis der blev en stilling i Den Gamle By med sådan en frugtbod, så ville han gerne være chef for den.

Tre unge mennesker solgte frugt til Den Gamle Bys gæster og lærte at overskride deres egne grænser.

Nogle unge solgte frugt til Den Gamle Bys gæster og lærte at overskride deres egne grænser.

Skolegrupperne kommer langvejs fra, og vi gør meget ud af at få deres evalueringer. Lærerne siger samstemmende at forløbene er brugbare, lærerige og udviklende for eleverne på en måde, som de ikke mener findes andre steder. Eleverne får øget livskvalitet, og efter besøg i Den Gamle By husker de mere, end de almindeligvis gør efter undervisning, de taler mere og virker mere oplivede og inspirerede.

Speciallærer Ingelise Kamronn fra Stensagerskolen i Aarhus udtalte f.eks.: ”Når alt er tydeligt og velovervejet, får eleverne modet til at eksperimentere og overskride grænser for egen formåen. Vi har elever, der sjældent taler og interagerer med kammerater. I Den Gamle By ændrer de pludselig personlighed, bliver aktive og kommer i dialog med andre. Nogle børn køber aldrig ind, men tør godt i dragt hos Købmanden”.

Speciallærer Rikke Bilgrau fra Jebjerg svarede følgende i evalueringen: ”Vi vil gerne takke for en rigtig god oplevelse. Det var meget gennemført, struktureret og overskueligt, hvilket gjorde det til en super oplevelse for vores drenge – og naturligvis også for os som personale. Vores drenge er mellem 10-13 år og har diagnoser inden for svær ADHD, autisme og gennemgribende udviklingsforstyrrelser!”

Speciallærer Kathrine Cassøe fra Højmarkskolen i Holsted skriver: Forløbet var gennemført til mindste detalje og gav vores elever en stor og uforglemmelig oplevelse. Eleverne med generelle indlæringsvanskeligheder fik alle noget ud af dagen. Forløbet var tilrettelagt så alle læringsstile og sanser blev inddraget.  Eleverne kunne let leve sig ind i rollen, da de både befandt sig i de rette omgivelser og have fået udklædningstøj på. Underviseren var dygtig til at fange eleverne fagligt på det niveau de befandt sig på, og samtidig være tro mod den gamle undervisningsstil.  Hun havde en god fornemmelse for, hvor meget hun kunne presse hver enkelt elev og var anerkendende, samtidig med at hun ikke faldt ud af rollen, som streng lærer. Alt i alt et utroligt lærerigt besøg, som varmt kan anbefales til andre”.

Fælles for de forskellige inklusionsprojekter er, at de rækker ud over museernes traditionelle opgaver, sådan som de er formuleret i f.eks. den danske museumslov, hvis formålsparagraf siger, at museerne gennem indsamling, registrering, bevaring, forskning og formidling skal sikre og give adgang til Danmarks kulturarv og viden om denne.

I disse, nye sammenhænge er museet og kulturarven ikke målet. Museet er en fysisk ramme, et middel, der brugt på den rette måde og under de rette omstændigheder kan fungere som et afsæt og bidrage til at skabe sammenhæng, kvalitet, indhold og identitet – også for grupper, der normalt ikke kommer på et museum.

Internationalt har der vist sig at være stor interesse for disse projekter, og sammen med en række af Europas førende open-air museer har vi iværksat et EU-baseret netværkssamarbejde, der har til formål at lære af hinanden og være hinandens bedste konsulenter. Indtil videre med deltagelse museer fra Sverige, Norge, England, Ungarn, Belgien og altså også Den Gamle By fra Danmark.

Hermed åbner der sig et helt nyt arbejdsfelt, hvor museer kan vise sig relevante på områder, man i Danmark næppe havde kunnet forestille sig for blot få år siden – og som heller ikke er beskrevet i museumsloven. Vi tror, der her er rige muligheder for til at nå ud til andre end den store gruppe af kulturaktive, der ifølge Kulturarvsstyrelsens nationale brugerundersøgelser fortsat er absolut dominerende blandt de danske museers besøgende.