Browse Tag

Tyskland

Tingsmuseer og historiemuseer

For et par år siden sad jeg på en fortovscafé i Bloomsbury i London og lod tankerne flyve. Jeg havde været rundt på mange museer i mange lande for at samle inspiration til det, der skulle blive til Aarhus Story, der åbner i Den Gamle By i 2017 som en ny type byhistorisk udstilling.

 

Mens jeg nød kaffen, gjorde jeg dette notat i min lommebog: ”Efter at have set hundreder af museer, store og små, enkle og ekstravagante, lokale og internationale, så står det stadig klarere for mig, at der går en markant skillelinje mellem de museer, der udstiller ting, og så de museer, der fortæller historier. Begge typer har så absolut deres berettigelse, men jeg – og tilsyneladende også mange andre – foretrækker afgjort historiemuseerne frem for tingsmuseerne”.

 

Forud for notatet var gået et par måneder med intens museumsrejse med besøg på MAS – Museum an de Stroom i Antwerpen, Bokrijk ved Genk, STAm i Gent, Huiz de Alijn i Gent, DDR-Museum i Berlin, Story of Berlin, Deutsches Historisches Museum i Berlin, Altes Museum, Neues Museum, Bode Museum, Pergamon Museum, Pergamon Panorama – alle på Museumsinsel i Berlin, samt Museum of Liverpool, International Slavery Museum, Merseyside Maritime Museum, The Beatles Story, Museum of London, War Rooms & Churchill Museum, British Music Experience, Natural History Museum, V & A, Imperial War Museum og British Museum. Og jo flere museer, jeg besøgte, des klarere stod sondringen for mig.

 

I Berlin tegner billedet sig ekstra tydeligt med markant forskel på de store tingsmuseer på Museumsinsel på den ene side og så det interaktive og fortællende DDR Museum på den anden.

 

Busten af dronning Nefertiti er uden tvivl hovedstykket på Neues Museum på Museumsinsel.
Busten af dronning Nefertiti er uden tvivl hovedstykket på Neues Museum på Museumsinsel.

Muserne på Museumsinsel rummer fornemme samlinger, og alle museerne er gennem de senere år renoveret for milliarder. Arkitekturen er betagende og hele det enestående museumskompleks har en ganske særlig stedets ånd. Personligt blev jeg fascineret af ikoniske genstande som fx Pergamon alteret på Pergamon Museum og den egyptiske dronning Nefertiti på Neues Museum. Genstande med en stærk historie og fascinationskraft.

På Bode Museum kan man nemt køre træt i de enorme samlinger,  der er udstillet. Tilsvarende gælder også Neues Museum og Altes Museum, hvor jeg ofte var alene i de store sale med montre efter montre.
På Bode Museum kan man nemt køre træt i de enorme samlinger, der er udstillet. Tilsvarende gælder også Neues Museum og Altes Museum, hvor jeg ofte var alene i de store sale med montre efter montre.

Men skal jeg være helt ærlig, så løb jeg hurtigt sur i de forskellige museers enorme samlinger af genstande. Den ene sal efter den anden, den ene montre efter den anden. Utvivlsomt fine genstande, unikke og velresearchede. Men hold op, hvor var det ensformigt og kedeligt, og jeg havde ikke nogen fornemmelse af, at museumsfolkene havde gjort sig tanker om, hvordan deres samlinger kunne gøres relevante og interessante for den almindelige besøgende. På både Bode Museum, Neues Museum og Altes Museum var jeg den eneste besøgende i adskillige af de store og meget stille sale, så det var nok ikke kun mig, der havde det sådan.

 

På DDR-Museum myldrer det med mennesker, der går på opdagelse i en klart defineret historie, som føles vedkommende for ganske mange mennesker.
På DDR-Museum myldrer det med mennesker, der går på opdagelse i en klart defineret historie, som føles vedkommende for ganske mange mennesker.

Anderledes med DDR Museum, som ligger under jorden i nogle lavloftede, beklumrede lokaler. Arkitekturen er mildt sagt ikke spektakulær, men historien, som museet fortæller, er åbenbart så stærk, at lokalerne konstant er fyldt af et engageret, snakkende og begejstret publikum. De enkeltgenstande, der er udstillet, er hverdagsgenstande fra en tid, som mange eller måske de fleste har en relation til. Typiske DDR-varer, legetøj, ugeprogram fra Børnehaven og tøj fra DDR-perioden. Der er et rum, hvor man kan hvile ryggen og se filmklip fra militærparader, byggeri af nye boliger og andre hverdagsbilleder fra DDR. Og der er tableauer, som fx en stue med TV, et køkken, et afhøringsrum, partibossens skrivebord og en Trabant, som de besøgende kan sætte sig ind i. Interaktivitet er i det hele taget et nøgleord, og ved udstillingen af enkeltgenstande skal man som besøgende kigge i skuffer eller lukke skabe op. Der er altid noget, man som besøgende skal foretage sig.

 

De besøgende er sammen, diskuterer og morer sig mens de åbner og skuffer og skabe for at se, hvad der gemmer sig af genstande og historier.
De besøgende er sammen, diskuterer og morer sig mens de åbner og skuffer og skabe for at se, hvad der gemmer sig af genstande og historier.

Det er klart, at DDR Museum har den fordel, at museet fortæller en nærværende historie, hvilket jo ikke er tilfældet med de store museer på Museumsinsel, hvis primære fokus ligger på oldtid og middelalder. Dertil kommer, at det som besøgende kan være svært at forstå, hvorfor de forskellige genstandssamlinger er placeret på et museum og ikke på et andet. På mig virker det som om, det er tilfældigheder og ikke ønsket om at fortælle en bestemt historie, der har været styrende. På DDR Museum er man aldrig i tvivl om, hvilken historie, der fortælles, og man er heller ikke i tvivl om, at museet har en ambition om, at denne historie skal kunne forstås også af det brede publikum.

 

 

DDR Museum fokuserer på en klart defineret historie, og der er både tableauer, enkeltgenstande og masse af hands-on.
DDR Museum fokuserer på en klart defineret historie, og der er både tableauer, enkeltgenstande og masse af hands-on.

I 1970’erne kom industrikulturen på open-air museum

På nordengelske Beamish oplevede jeg for første gang et museum, hvor jeg kunne genkende stemninger fra min egen tid.  Beamish begyndte sammen med to andre engelske museer og et tysk at sætte vores industrielle kulturarv på museum. Og det var i sidste øjeblik! Indtil da havde næsten alle open-air museer især interesseret sig for det gamle landbrugssamfund.

 

Black Country Living Museum har nogle enestående troværdige miljøer. Museet, der åbnede i 1978, ligger i Dudley, midt i verdens ældste industrielle landskab.

Først vidste jeg ikke hvad det var. Men det lå jo lige for: Lugten af kul, olie og dampmaskine! Pludselig var jeg i en tidskapsel, og rent mentalt røg jeg helt tilbage til stemninger fra min tidlige barndoms besøg på Viborg Banegård.

Oplevelsen kom i 2001 under et besøg i Beamish, som er ”the North of England Open Air Museum” og ligger naturskønt i Durham County lidt syd for Newcastle. Det var forunderligt – og meget tankevækkende at erfare, hvad lugten af kul, olie og damp kunne gøre ved min erindring. Senere besøgte jeg Blist Hill Victorian Town, som er en del af Ironbridge Gorge Museum Trust i Shropshire i Midtengland, og det nærliggende Black Country Living Museum i Dudley.

Beamish eksperimenterer med rekonstruktion af lokomotiver fra 1820’erne. Det lugter helt rigtigt, og publikum kan få en køretur ud i det tidligt industrielle landskab. Beamish ligger lidt syd for Newcastle og åbnede i 1972.

 

Beamish rummer også et bykvarter anno 1913 med butikker, tandlæge, spillelærerinde, bilværksted, Coop, loge og meget mere.

De tre engelske museer blev planlagt i løbet af 1960erne og åbnede i begyndelsen af 1970erne. Det gjaldt også det tyske open-air museum for håndværk og teknik i Hagen, der ligger i Westfalen på kanten af Ruhr-distriktet.

Indtil da var stort set alle open-air museers fokus på den før-industrielle periode. De fleste viste miljøer fra det gamle landbrugssamfund, mens enkelte – som fx Den Gamle By – viste urbane miljøer, også fra den før-industrielle periode. Pointen er, at de viste miljøer var så langt væk i tid, at de ikke sagde nutidens mennesker ret meget.

 

Blist Hill Victorian Town i Ironbridge-komplekset åbnede i 1973 og rummer bl.a. en jernværk, der engang imellem er i drift.

.

I tyske Hagen, der åbnede i 1973, fokuserer man på tidlige industrielle teknikker. Som her et mølledrevet hammerværk. De ansatte skal have høreværn, men det behøver de besøgende ikke – selvom larmen er øredøvende!

Alle fire museer voksede frem i markante industriområder, og de var præget af en enorm entreprenørånd og vækst de første år. Den tidlige industrielle kulturarv var ved at forsvinde, så hvis den skulle reddes, måtte der handles og det skulle gå hurtigt. Der var ikke tid til strategiplaner, grundige museale overvejelser og minutiøs registrering. Det var bare med at redde, hvad reddes kunne. “Unselective Collecting” kaldte grundlæggeren af Beamish, Frank Atkinson, det i en artikel fra 1985: ”You offer it, we take it!”

 

Black Country Living Museum rummer butikker og miljøer, som minder om dem, man kunne finde i danske købstæder og stationsbyer fra 1920’erne til 1950’erne.

 

I Black Country Living Museum kan man købe fish & chips, som er lavet som i 1950erne. Det dufter over hele museet og er en kæmpesucces.

For mig som museumsmenneske var det noget af en øjenåbner at opleve, hvor meget det personlige link betyder for den besøgendes engagement. Hvad enten, det drejer sig om lugten af kul og dampmaskine eller om  fish & chips i avispapir og stegt i oksefedt.

I midten af 1980’erne skete næste nybrud, da et museum i Norge satte et moderne parcelhus på museum. Det vakte stor modstand i museums- og kulturkredse, men blev en stor publikumssucces.

 

Oversigt

Beamish. The North of England Open Air Museum

Ligger ude på landet i County Durham, lidt syd for Newcastle. Åbnet for publikum 1972. Rummer lille herregård 1825, jernbane 1825, bykvarter 1913, station 1913, farm 1913, minelandsby med mine 1913. Publilkum transporteres rundt på det store museum med sporvogn og busser. Omkring 500.000 årlige besøgende. http://www.beamish.org.uk/

Blist Hill Victorian Town

Er en del af Ironbridge Gorge Museum Trust og ligger ved Telford i Shropshire i Midtengland. Åbnet for publikum i 1973. Viser årtierne omkring 1900 og rummer et bykvarter, et jernværk og byens opland. Omkring 300.000 besøgende årligt. http://www.ironbridge.org.uk/our-attractions/blists-hill-victorian-town/

Westfälisches Landesmuseum for Handwerk und Technik, Hagen

Åbnet for publikum i 1973. Ligger i den langstdsrækte Mäckingerbach dal i Hagen og består af tre bygningsgrupper, hvor de første to viser forskellige tekniske anlæg, mens den sidste viser et bykvarter med håndværk og butikker. Omkring 200.000 årlige besøgende. http://www.lwl.org/LWL/Kultur/LWL-Freilichtmuseum_Hagen/

Black Country Living Museum

Belliggende i Dudley ved Birmingham, midt i verdens ældste industrielle landskab. Museet rummer et bykvarter med boliger, butikker og baggårde med værksteder. Der ud over en industrihavn, kalkovn samt flere dampmaskiner. Omkring 300.000 besøgende årligt. http://www.bclm.co.uk/

 

 

I Beamish er der guidede ture i museets mine. Når kun et tællelys oplyser gangen, kommer man som besøgende tæt på en forståelse af virkeligheden for datidens minearbejdere. Men de besøgende skal ikke bryde kul og kommer ud i dagslyset efter et kvarter!

 

Kilder 

Adelhart Zippelius: Handbuch der europäischen Freilichtmuseen, Köln 1974

Frank Atkinson: The Unselective Collector, Museum Journal, 85, 1985

Rosemary E. Allen: Beamish. The Making of a Museum, 1991

Frank Atkinson: The man who made Beamish, Gateshead 1999

Sten Rentzhog: Open Air Museums. The history and future of a visionary idea, Carlssons 2007

David Eveleigh: Black Country Living Museum, 2012