Bedøm museerne på det, de leverer

Det er nu 20 måneder siden, at kulturminister Mette Bock lancerede sin ambition om en anderledes fordeling af statens tilskud til museer. Initiativet har skabt stor usikkerhed blandt museerne. For selvom vi er mange museer, der tjener langt de fleste af vore driftsmidler selv, kan vi på ingen måde gøre vores arbejde ordentligt uden den solide basis, som statens – og i øvrigt også kommunernes – tilskud udgør.

I sin lancering af planen i Berlingske Tidende 7. marts 2017 udtrykker kulturministeren ønsket om ”nogle mere objektive kriterier for støtte”. Samtidig ønsker ministeren at frigøre nogle midler – ”for i dag er der intet råderum til nye initiativer”. Andetsteds uddyber ministeren denne ambition til også at omfatte fjernelse af støtten fra de museer, der ikke gør deres arbejde ordentligt. I interviewet med Berlingske mener ministeren endvidere, at ”kulturstøtten bliver smurt for tyndt ud i dag” og hun pointerer: ”Hvis man forsøger at gøre alle glade hele tiden, risikerer man, at alle i stedet ender med at være lidt utilfredse”.

Når man i de forløbne måneder har lyttet på vandrørene, er signalerne imidlertid nogle helt andre. Nemlig at især en række af de store museer har grund til at være foruroligede. Museer som normalt betragtes som toppen, både hvad angår væsentlighed, kompetence og folkelig yndest.

Her tænkes der ikke på de store og overordentligt udgiftstunge museer, som er ejet af staten. For af uransagelige årsager holdes de udenfor. Nej, der tænkes alene på de såkaldt statsanerkendte museer, som er en broget flok, der rækker fra internationale profiler som Louisiana, Glyptoteket, Moesgård og Den Gamle By til lokale museer som Amagermuseet, Svendborg Museum og Try Museum.

”De bredeste skuldre skal bære de tungeste byrder”, forlyder det. Det er svært at forstå anderledes, end at de museer, der har mange gæster og entreindtægter, skal beskæres, så de museer, som kun få besøger, kan få yderligere midler fra staten. Tænk hvis man brugte samme model inden for sygehusområdet!

Når alt kommer til alt, tror jeg, de fleste vil erkende, at nogle museer klart skiller sig ud på grund af faglighed, folkelig opbakning og international opmærksomhed. Men det er ikke så let at sige højt her i Jantelovens hjemland. Det er måske derfor, der aldrig er nogen, der har lavet en model, så man rent faktisk kan se, hvilke museer, der skiller sig ud. Det skal medgives, at det heller ikke er så enkelt, og helt sikkert er det, at et forsøg herpå fører lige lukt ind på øretævernes holdeplads. Men derfor kan man jo godt gøre sig nogen tanker om, hvordan man kan hjælpe kulturministeren med at definere de ”objektive kriterier”, som hun har efterlyst.

Der bør laves en model, der baserer sig på kriterier, som er alsidige og lettilgængelige. Den bør være enkel og let at håndtere, idet man ellers kan frygte, at det hele vil sande til i detaljer, afbalanceringer, personlige præferencer, pression, regneark og bureaukrati.

Jeg vover her et øje ved at pege på fire målepunkter, som lever op til ovenstående:

  1. Kulturstyrelsens kvalitetsvurderinger, som er 360 graders evalueringer af den samlede virksomhed, der udføres på de enkelte museer.
  2. Museernes besøgstal – for hvis der ikke kommer gæster på museerne, hvad skal vi så med dem?
  3. Museernes internationale anerkendelse, som man fx kan måle via deres rating i Lonely Planet og Guide Michelin.
  4. Bedømmelser fra brugere – og her kan man vælger ratings hos TripAdvisor eller Google eller man kan vælge at spørge fire, otte eller ti personer med overblik og som repræsenterer både museer, skoleverdenen og turisme.

Hvis man forestiller sig, at hvert målepunkt kan give fx op til 10 point, så kan man tælle det hele sammen, og når man har gjort det, har man et hierarki over de vigtigste museer i Danmark.

Selvfølgelig kunne man inddrage andre og flere målepunkter i modellen. Fx antal besøgende skoleklasser, evne til at nå grupper, der aldrig eller kun sjældent besøger et museum, entréindtægt, gaver fra fonde og sponsorer, tilskud fra staten, tilskud fra kommuner, gennemslagskraft på sociale medier, antal unikke besøgende på hjemmeside, digital tilgængeliggørelse af museets samlinger, digitale skoletilbud, antal forskningspublikationer, samarbejde med universiteter, antal uddannede lærlinge – og sikkert også andet.

Hvis man tør vove sig ind på en mere kvalitativ boldgade, kunne man også se på fx evne til at gå nye veje; hvorvidt museerne påtager sig andre samfundsopgaver; samt museernes evne til at adressere tidens store spørgsmål.

Men jeg kan frygte, at modellen derved vil blive så tung at arbejde med, at der reelt ikke kommer til at ske noget. Og jeg vil vædde min gamle hat på, at resultatet ikke vil blive væsentligt anderledes, selvom man inddrager andre og flere målepunkter.

Frem til 2014 var der i museumsloven en særlig kategori til de nationale, kulturbærende museer, de såkaldte paragraf 16-museer, som ifølge lovteksten udførte ”en virksomhed af særlig betydning”.

Jeg vil gerne opfordre til, at man med inspiration herfra indfører en særlig kategori af museer med national og international betydning. En analyse af museerne på grundlag af de fire nævnte objektive målepunkter, kunne danne grundlag herfor.

Den kunne også udgøre det objektive grundlag for at fjerne statens støtte fra de museer, der ikke lever op til lovens krav, og dermed skabe det ønskede ”råderum til nye initiativer” – som fx at få nye, kvalificerede museer ind i varmen og måske også til at opgradere museer, der oplagt får for lidt.

Hvordan man kan gøre det, kom der et forslag til fra direktør Henrik Tvarnø fra A.P. Møller Fonden, der af ministeren var blevet bedt om at komme med et indlæg i debatten. Det skete på ministerens store museumsmøde i København 25. januar 2018. Henrik Tvarnø indledte med at mene, at vi har ”forbløffende gode museer i Danmark”. Dernæst foreslog han en model, hvor man hvert tredje år fjerner tilskuddet fra de fem museer, der performer svagest. Efter tre år har de så muligheden for atter at kvalificere sig. Akkurat på samme måde som man inden for sportens verden kan ryge ud af superligaen, og så komme tilbage igen, når man kan slå dem, der nu ligger i bunden. Og så sluttede Henrik Tvarnø i øvrigt sit indlæg med at mane til besindighed: Når det går så godt, som det gør i den danske museumsverden, så vær varsom med radikale ændringer.

Jeg tror, vi er mange museer, der drømmer om, at kulturminister og Folketing vil bedømme os på det, vi leverer. Naturligvis skal man sørge for, at der er adgang til attraktive museer over hele landet. Men på den anden side skal man – som kulturministeren også pointerer – være opmærksom på ikke at smøre smørret så bredt ud på brødet, at man ikke kan smage det nogen steder.

Denne tekst har været bragt som debatindlæg i Altinget 26. november 2018.

 

 

 

 

 

 

Statstilskuddet til Den Gamle By forlænget i fire år

Så lykkedes det. Vi fik forlænget Den Gamle Bys tilskud på 3 mio kr, så bevillingen nu går frem til og med 2020. Det er vi glade for og meget taknemmelige. Men det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi i Den Gamle By havde håbet, at beløbet var kommet permanent på Finansloven. Det lykkedes desværre ikke, selvom der blev presset godt på fra folkevalgte her i det østjyske.

Jeg vil her gerne rette en stor tak til alle dem, der bakkede op. Den Gamle By er i den lykkelige situation, at alle – såvidt jeg ved – er positive over for museet. Men ifølge sagens natur skal takken især rettes til de partier, der står bag forliget om finansloven. Der ud over har vi bemærket, at den konservative kulturordfører Naser Khader i et læserbrev i JP Aarhus meldte sin opbakning helt klart ud, ligesom vi også har bemærket, at folk fra både Venstre og DF har ytret sig positivt om sagen.

I de måneder – ja år – der er gået forud, har vi fra Den Gamle By haft kontakt med talrige medlemmer af Folketinget om sagen, faktisk hele vejen rundt til alle Folketingets partier. Og jeg har hver gang glædet mig over den positivitet, som møder Den Gamle By.

Vi er taknemmelige for, at der nu er ro om Den Gamle Bys økonomi de næste fire år. Så må vi til den igen, og indtil da er det Den Gamle Bys opgave at levere en så god performance, at alle vil mene, at tilskuddet bør være permanent.

Historien bag

Det hele begyndt i 2008. Den Gamle By havde igangsat den enorme udvidelse, som nu næsten står færdig med en helt ny Den Gamle By, som viser efterkrigstidens Danmark med afsæt i året 1974. Velfærdssamfundets blomstringstid og den periode i 1960erne og 70erne, hvor dansk identitet med frisind, velfærd, ligestilling og lav magtdistance for alvor foldede sig ud.

Finansiering af anlæg og byggeri er finansieret af A.P. Møller Fonden med 300 mio kr, og så var det tanken at indhold og drift skulle finansieres af en statslig driftsbevilling på akkurat samme måde, som det tidligere var sket med museer som Arken, Aros og Moesgård.

I august 2008 blev jeg ringet op fra Kulturministeriet med besked om, at der i finansloven ville blive afsat 3 mio kr ekstra til Den Gamle By. Jeg fik også at vide, at det var hensigten, at bevillingen skulle være permanent, men af finanslovstekniske årsager blev den i første omgang givet for en periode på fire år, altså for årene 2009-12. Lidt senere i forløbet kom der en mio ekstra, så der nu var tale om en opgradering på i alt 4 mio kr.

Det statstilskud, som i 2008 blev bevilget til Den Gamle By, skal anvendes til drift og vedligeholdelse af den nye Den Gamle By, som er skabt siden 2007, og som viser Danmark i 1960erne og 70erne med afsæt i året 1974.

Det statstilskud, som i 2008 blev bevilget til Den Gamle By, skal anvendes til drift og vedligeholdelse af den nye Den Gamle By, som er skabt siden 2007, og som viser Danmark i 1960erne og 70erne med afsæt i året 1974.

Kamp for forlængelse

Tilsagnet om, at tilskuddet var tænkt som permanent, fik jeg desværre ikke skriftligt, og det har jeg fortrudt lige siden. For i 2012, da bevillingen skulle forlænges, var det nemlig ikke noget, der gik automatisk.

I 2011 var der kommet en ny regering, og kulturministeren var nu den (dengang) radikale Uffe Elbæk. Fra Den Gamle By havde vi i flere måneder gjort opmærksom på sagen, og regeringen spillede ud med en mio kr ekstra til museet. Jeg tror ikke kulturministeren var bekendt med, at det reelt var en nedskæring. Men det var det, for det havde jo hele tiden været tanken, at bevillingen på i alt 4 mio kr skulle gøres permanent med virkning fra 2013. Det var der øjensynligt ikke rigtig nogen (udover mig), der kunne huske eller var bekendt med.

Det blev en hård kamp, og selvom jeg godt fornemmede, at flere østjyske socialdemokrater, SFere og radikale støttede Den Gamle Bys uofficielt, så var finansministeren og regeringens top hverken til at hugge eller stikke i.

Det endte med at være Enhedslisten, der holdt hånden under Den Gamle By. For herfra krævede kulturordfører Jørgen Arboe-Bæhr, at bevillingen til Den Gamle By skulle fastholdes. Det blev den i forbindelse med finanslovsforliget. Men atter kun for fire år, idet det desværre ikke lykkedes partiet at få ordningen gjort permanent.

Og så er vi fremme ved 2016

Nu vidste vi, hvad Den Gamle By var oppe imod. Hele 2016 (og også noget af 2015) har vi i Den Gamle By derfor løbet politikerne på dørene for at gøre opmærksom på museets situation. For det er jo vigtigt, at de nye dele af Den Gamle By både kan vedligeholdes og formidles. Politikerne er blevet gjort opmærksom på, at det drejer sig om en nedskæring af museets statstilskud med hele 20 pct. Vi har også givet udtryk for, at vi (og mange med os) undrer os over, at man nedskærer et museum, der i den grad gør alt det, som statsadministrationen og politikerne siger, de gerne vil have.

Her tænker jeg bl.a. på, at Den Gamle By ikke bare venter på offentlig finansiering, men selv tjener ganske mange penge og også skaffer meget store midler til udvikling af museet. Rent faktisk er Den Gamle By ligefrem en overskudsforretning for det offentlige, idet museet for hver offentlig krone skaber en ekstra omsætning på tre kroner med dertil hørende skattebetaling til det offentlige osv. Museet tiltrækker mange turister, som giver omsætning på hoteller, campingpladser, restauranter og butikker, hvilket også giver penge i de offentlige kasser. Og så gør Den Gamle By meget for at være mere end et museum, bl.a. ved at udvikle tilbud til svage grupper som fx demente ældre og ved at uddanne og efteruddanne håndværkere. Vi synes, det offentlige burde klappe i hænderne over disse initiativer – men vi stod altså til at miste 20 pct af museets statstilskud!

Permanent eller midlertidigt?

Men det lykkedes heldigvis. Takket være god opbakning fra mange sider, og med eksplicit støtte fra de konservative.

Undervejs fik vi også afklaret diskussionen om, hvorvidt tilskuddet var midlertidigt eller permanent.

Her kunne tidligere medlem af Folketinget Eyvind Vesselbo oplyse følgende: ”Aftalen var, at tilskuddet skulle være permanent”, skrev han direkte på min Facebook, hvor jeg havde skrevet om sagen, og hvor Eyvind Vesselbo også oplyste, at han rent faktisk var med til at forhandle aftalen om tilskuddet tilbage i 2008. Ingen af dem, der var med, har modsagt, at tilskuddet var tænkt som permanent. Det synspunkt har vi kun hørt fra folk, der ikke var med. Jeg takkede naturligvis Eyvind Vesselbo, og han tilføjede følgende: ”Det var en politisk aftale. Så det er faktisk aftalebrud, hvis tilskuddet ikke kører videre”.

Nu glæder vi os over, at de tre mio er bevilget for de næste fire år, og så håber vi, at de kan blive gjort permanente med virkning fra 2021.

IMG_4932