Browse Tag

Sanser;

Den Gamle By sætter lyset og mørket på museum

Spillet mellem lys og mørke er fundamentalt i årets gang, specielt i den mørkeste vinter med den dobbelte fejring af solhvervet og Kristi fødsel, som vi kalder jul. Det kan være svært at forstå for nutidsmennesker, men aflægger man et besøg i Den Gamle By ved skumringstide, får man syn for sagen.

Der var engang, da det var mørkt, når det blev aften. Men sådan er det ikke længere. Selv ikke i den allermørkeste tid, som vi nu bevæger os ind i. Og da slet ikke i tiden op til jul, hvor vi oplever et veritabelt lysræs næsten overalt hvor mennesker kommer.

I byernes forretningsgader er der så meget lys, at man kan komme i tvivl om, hvorvidt det er dag eller aften. Næsten alle parcelhuse har en eller anden form for lys i haven, og mange steder er der hus- og haveudsmykninger med tusindvis af lamper, der med farver og blink viser billeder af julemandens kane, julegaver og julestjerner. Alt sammen i en sådan grad, at det er tvivlsomt, om man overhovedet kunne få øje på julestjernen, hvis den nu atter skulle vise sig på himmelen.

Skulle julestjernen vise sig på himlen, ville man næppe kunne få øje på den fra en julepyntet butiksgade i december.

Guuud, var der virkelig så mørkt?, spørger mange af Den Gamle Bys besøgende i de mørke måneder. Og svaret er: Nej, det var meget mørkere.

Men alligevel giver Den Gamle Bys gaslamper, portlygter og sparsomt oplyste stuer vi nutidsmennesker en fornemmelse af spillet mellem lys og mørke.

I en by af Den Gamle Bys størrelse ville der før 1800tallet næppe være gadebelysning overhovedet. Enhver måtte klare sig med egen lygte og tjenestefolk, der lyste vej. Man kaldte det at blive lyst hjem.

I Den Gamle By kan publikum i december opleve, hvor mørkt det det rent faktisk var før tiden med elektrisk gadebelysning.

I løbet af 1800-tallet kom der en slags offentlige gadebelysning, men alligevel ville der i en mindre købstad som Den Gamle Bys ældste del sjældent være mere end et par tranlamper i gadebilledet.

Indendørs klarede man sig i vidt omfang med skæret fra ilden i det åbne ildsted. Men man kunne også tænde et tællelys, som stort set svarer til vor tids sterinlys. Men kun ét. For lys var dyre at fremstille og derfor noget, man sparede på. Normalt var det tændt et lys i rummet, hvor man opholdt sig. Lyset stod i en stage, og forlod man rummet, tog man det med sig. Det var ikke bare fråds, men også brandfarligt at lade lyset stå uden mennesker i nærheden.

For at få mest muligt ud af lyskilden gjorde man ofte det, at man satte lyset på et bord med en hvid dug. Det er let at afprøve, og det er egentlig utroligt, så meget en sådan lysedug forstærker lyseffekten. Er der et spejl bagved, er effekten endnu større.

Bevæger man sig fra Den Gamle Bys 1800-tals del til 1927 er der elektriske gadelamper og lys i butikkernes vinduer. Men ikke mere end, at man kan orientere sig.

Når man kommer helt op i 1974-kvarteret er der ikke blot gadelamper og lys, men også råde julehjerter med lys i. Og dog forekommer selv en 1974-butiksgade mørk for mennesker, der er vant til at gå i citygadernes lyshav.

Juleudsmykning i Den Gamle Bys Sønderbrogade anno 1974.

Personligt holder jeg af den mørke tid og nok mest af den allermørkeste tid, som er her omkring jul. Måske fordi det er så let at se lyset! Og så bevidstheden om, at året vender ved solhverv, så det langsomt begynder at blive lysere.