Browse Tag

Samtidshistorie

Den Gamle By viser historien om dansk børne-TV

I dag 3. maj åbner kulturminister Bertel Haarder en udstilling om Børne TVs historie. Udstillingen passer som fod i hose til Den Gamle Bys aktuelle fokus på det, som vores tidligere statsminister kaldte ”det Danmark, du kender”.

Titusinder af børn, unge og voksne kender frøen Kaj og papegøjen Andrea. De kan nu ses i Den Gamle By.
Titusinder af børn, unge og voksne kender frøen Kaj og papegøjen Andrea. De kan nu ses i Den Gamle By. Den første udsendelsesrække blev sit 1971-75, og senere er de blevet genudsendt adskillige gange.

For ikke så mange år siden ville udstillingen have virket fremmed for Den Gamle By. Dengang var museets fokus nemlig de rigtig gamle dage! Men de senere år har vi opdateret det med nye helheder, der viser Danmark i især 1960erne og 70erne, og vi arbejder med at føre historiefortællingen helt op til i dag. Dvs den periode, hvor DRs børne-TV blomstrede op og fandt sin helt unikke form. Så nu er det relevant, og det er dejligt.

Hvorfor går man på museum?

I august 2009 var museet vært for en international konference om museernes fremtid. Her stillede en af talerne et meget interessant spørgsmål. Spørgeren var de norske museers nestor, Olav Aaraas, der er direktør for det, der svarer til vores nationalmuseum. Han spurgte: Hvad er det, der interesserer de besøgende allermest, når de kommer på et museum? Så kiggede han ud over salen, mens vi alle tænkte så det knagede – indtil han selv svarede: Det, der interesserer folk allermest, er naturligvis dem selv. Vi vil alle gerne genkende noget fra vores eget liv, blive et med historien og samtidig se, at vores egen og vores tids historie også er vigtig. Historien sluttede nemlig ikke for 50 eller 100 år siden. Den fortsætter, og vi er selv en del af den, sagde Olav Aaraas.

Hos kernefamilien i Den Gamle Bys 1974-kvarter er der garanteret blevet set Kaj og Andrea.
Hos kernefamilien i Den Gamle Bys 1974-kvarter er der garanteret blevet set Kaj og Andrea og meget andet TV var DRs nyskabende B & U afdeling.

Her rammer vores norske ven hovedet på sømmet. Ikke mindst når talen er på den aktuelle udstilling om Børne TV.

Det er også præcist det, vi i har oplevet i forbindelse med vores arbejde for at opdatere Den Gamle By til en tid, som de fleste af os har et forhold til. De besøgende er myldret til. De husker ting, de havde glemt, de genoplever måske stumper af deres egen historie – og så kan vi se, at de hygger sig, taler sammen, og de har det morsomt.

Det er vi glade for og stolte af. Vi synes nemlig, at det gerne må være morsomt at gå på museum. For morskab og glæde åbner sindet.

Det brede museumsbegreb

Tillad mig i den forbindelse at referere til en anden af vores gode venner, englænderen Peter Lewis, som for nogle år siden blæste til kamp mod det, han kalder ’the-museums-should-be-dull-brigade’, altså mod dem, der vil have, at museerne skal være kedelige! Peter Lewis går her helt tilbage til det oprindelige græske ord ’museion’, som er templet for alle de ni muser, der igen er døtre af erindringens gudinde. Efter en længere udredning påpeger han, hvordan det i dag kun historiens og astronomiens muser, clio og urania, der er inkluderet i det moderne museumsbegreb – mens de syv muser, der har med det poetiske, det musiske og det dramatiske, alle er ekskluderet. Hans pointe er, at alle muserne bør indgå i et bredere museumsbegreb, som dermed også vil komme til at rumme elementer af det poetiske, det musiske og det dramatiske – og det kan der nok være brug for!

Hr Skæg er en figur, der vil passe fint i Den Gamle Bys kommende gader, hvor det er 2014, der er i fokus.
Hr Skæg er en figur, der vil passe fint i Den Gamle Bys kommende gader, hvor det er 2014, der er i fokus.

En levende kulturarv

I Den Gamle By er vi stolte over nu at kunne vise udstillingen om Børne TV, som jo netop rummer masser af poesi, musik og drama. Det er dansk kultur, når det er bedst, og samtidig er det en levende kulturarv, der til stadighed fornys. Det er morsomt, det er tankevækkende, det er finurligt og det er mangfoldigt. Og så er det noget, som de fleste husker og har et forhold til. Akkurat som vi oplever det med Den Gamle Bys nye afsnit.

Museum om identitet

Et museum som Den Gamle By handler i bund og grund om identitet – og om dannelse, inspiration, oplysning og refleksion.

Jeg er overbevist om, at vi med udstillingen om Børne TV nu får en helt særlig dimension, som vil gøre, at dét store og brede publikum, der er Den Gamle Bys, vil genkende, vil huske ting, de havde glemt, og at de vil hygge sig, snakke sammen og have det morsomt.

Personligt er jeg gevaldig glad for at kunne gå en tur ned ad dén memory lane, som jeg husker fra i min egen barndom – og som jeg siden har oplevet i den anden barndom, som jeg har haft sammen med mine børn.

BørneTV_Historie_Logo-page-web

 

 

 

Derfor indretter vi et somalisk hjem i Den Gamle By

I arbejdet med at fortælle anderledes historier fra dagens Danmark viser Den Gamle By udstillingen Et somalisk hjem i Danmark anno 2016. Projektet indskriver sig i rækken af museets andre samtidsprojekter så som Hjemløs og Nutidsunge i Kollektivet fra 1974. Det aktuelle projekt er blevet til med støtte fra Bikubenfonden.

I Den Gamle By lægger vi vægt på at være et inkluderende museum. Samtidig bestræber vi os på engang imellem at gøre noget andet, end vi plejer. Vi tror, det kan være med til at holde os skarpe, og måske de anderledes initiativer kan være med til at vise nye veje for museet. Vore hidtidige erfaringer med engang imellem at tænke skævt har været overordentlig positive, navnlig fordi initiativerne har føjet nye dimensioner til museet og gjort Den Gamle By mere relevant for et nyt publikum.

Det seneste initiativ er åbningen af et somalisk hjem i Danmark. Et hjem anno 2016, indrettet i en lejlighed i museets moderne del, som viser livet i Danmark op til næsten nutiden. Egentlig skulle vi bruge lejligheden til andre formål, dog først om et års tid. Og så var det, at vi fik vi en opfordring fra seks somaliske kvinder om at indrette et somalisk hjem i Danmark.

De somaliske kvinder laver jævnligt mad i lejlighedens køkken, hvor der dufter af krydderier som kardemomme, kanel, spidskommen, nelliker, gurkemeje, chili, sort peber og ingefær. Her er Ilham Khalif Mohamed i gang med en kyllingeret.
De somaliske kvinder laver jævnligt mad i lejlighedens køkken, hvor der dufter af krydderier som kardemomme, kanel, spidskommen, nelliker, gurkemeje, chili, sort peber og ingefær. Her er Ilham Khalif Mohamed i gang med en kyllingeret.

Baggrunden er følgende. I sommeren 2015 afsluttede vi formelt et projekt om livet og historien i de store betonbyggerier i Gellerup-området i det vestlige Aarhus. Igennem knap tre år havde museets fagfolk deres daglige gang i Gellerup, hvor vi sammen med de mennesker, der bor der, har indsamlet og formidlet stedets historie. Arbejdet fortsætter nu på beboernes eget initiativ via en museumsklub for børn, et guidekorps, der formidler områdets historie, og ikke mindst et dokumentationslaug, der fotograferer de omfattende forandringer, som sker i det vestlige Aarhus i disse år.

Det var gennem hele projektet vores håb og ambition, at arbejdet også ville komme til at afspejle sig i Den Gamle By, så museets publikum kunne få glæde heraf. Det er det, der nu er sket med det somaliske hjem i Danmark, som er indrettet i en lejlighed på 2. salen oven over Jazzbar Bent J og Børnehaven fra 1974. De somaliske kvinder kendte i forvejen Den Gamle By som et museum, der formidler folks hjem helt frem til i dag.

Det somaliske hjem åbner 12. marts og kan ses et år frem. Der er køkken, stue, soveværelse og børneværelse samt toilet. I samarbejde med de somaliske kvinder er lejligheden indrettet som bolig for en familie, som vi i fællesskab har kreeret som en slags modelfamilie. Familien består af en enlig mor til fire børn, tre piger og en dreng. Hun arbejder for kommunen som social- og sundhedsassistent. Hendes eksmand bor i nærheden. Moren taler somalisk til sine børn, som typisk svarer på dansk. De tre piger deler værelse, mens to-årige lillebror sover inde hos moderen. På stuens TV ser familien X Factor, Vild med dans og Ramasjang. Som gæst lægger man mærke til de anderledes farver og især til de dekorative gardiner. Gardinerne er centrale i somaliske hjem, og husmødrene har en fast rytme for, hvornår det ene sæt gardiner skiftes ud med det andet. Når der kommer gæster, trækkes gardinerne for, så man kan se dem helt udfoldet. Køkkenet dufter af somaliske krydderier, og kvinderne bag projektet er gået fra dør til dør for at skaffe toiletborde, røgelsesudstyr, festsko, parfumeflakoner og andet typisk somalisk interiør.

Soveværelsets pryd er en forgyldt bakke med smukke flakoner, der indeholder krydrede dufte af forskellig slags. En ren parfumens platmenage, der ofte er en gave i forbindelse med bryllup.
Soveværelsets pryd er en forgyldt bakke med smukke flakoner, der indeholder krydrede dufte af forskellig slags. En ren parfumens platmenage, der ofte er en gave i forbindelse med bryllup.

I rummene ved siden af lejligheden sætter en udstilling hjemmet i kontekst. I 2015 bor der ca 20.000 mennesker af somalisk herkomst i Danmark. Heraf 4.256 i Aarhus, hvor de udgør en af de største grupper med ikke-vestlig baggrund. Skilsmisseraten er høj i somaliske familier, og familiemønstret er typisk en alenemor med børn. Børnenes uddannelse prioriteres højt, og kvinderne lægger stor vægt på, at børnene taler dansk og føler sig som danske.

Når man som gæst i Den Gamle By har besøgt det somaliske hjem, kan man kigge ind hos kernefamilien, kollektivet, pensionistparret, de tyrkiske gæstearbejdere og den grønlandske studerende. Og man kan besøge damefrisøren, jazzbaren, børnehaven, minimarkedet eller butikken, som bl.a. ”sælger” brugte blade med billeder af en type, der gjorde Danmark verdensberømt i begyndelsen af 1970erne.

Et somalisk hjem i Danmark er Den Gamle Bys projekt og ansvar, men det er gennemført i et overordentligt konstruktivt samarbejde med de somaliske kvinder, som har bidraget med deres liv og erfaringer. Samkuratering, kunne man kalde det. Og co-creation, samdok, brobygning, community, empowerment og i øjenhøjde – you name it. Allesammen moderigtige ord for det at skabe fortælling og udstilling i tæt samarbejde med dem, det drejer sig om.

Deeqa Axmed Yusuf fortæller, at familierne samles i stuen, og sammen ser de fredags underholdning som X factor. Børnene ser Ramasjang og Kender du typen er også god underholdning.
Deeqa Axmed Yusuf fortæller, at familierne samles i stuen, og sammen ser de fredags- underholdning som f.eks.  X Factor. Børnene ser Ramasjang, og Kender du typen er også god underholdning.

Overordnet har projektet især to formål. For det første at give Den Gamle Bys mange danske gæster muligheden for at besøge et somalisk hjem, hvor de vil kunne se og opleve, hvordan en stor gruppe nydanskere lever i et særligt kulturelt mix mellem somalisk og dansk kultur. For det andet er det vores ambition og forventning med dette initiativ at kunne tiltrække mange af de somaliere, som bor i Danmark. Vi håber, de vil blive glade gæster i Den Gamle By, og at de vil få indblik i det Danmark, som har ført frem til vores nutidige samfund ud med velfærd, frisind, lighed mellem kønnene, ytringsfrihed, lav magtdistance osv.

Museer er en slags frirum. Her kan man gøre noget, som man måske vanskeligt kan gøre andre steder. Museerne skal flytte fokus fra at være om noget til at være for nogen, sagde den markante museolog, amerikaneren Stephen E. Weils i en artikel fra 1999. Det er også Stephen E. Weil, der skulle have sagt, at museer er trygge rammer (safe places) for vanskelige fortællinger. Begge citater rammer hovedet på sømmet for netop dette projekt.

Gardinerne er hjemmets dekorative og matchede element. Farvestrålende og i flere lag omkranser de husets vinduer. Sirligt sat op – og i stuen måske samlet med store metalfarvede ringspænder. Gardinerne skiftes jævnligt – alt efter årstiden og højtiderne. Når der er gæster, trækker man dem ofte for, så man rigtig kan nyde disse tekstile udstyrsstykker.
Gardinerne er hjemmets dekorative og matchede element. Farvestrålende og i flere lag omkranser de husets vinduer. Sirligt sat op – og i stuen måske samlet med store metalfarvede ringspænder. Gardinerne skiftes jævnligt – alt efter årstiden og højtiderne. Når der er gæster, trækker man dem ofte for, så man rigtig kan nyde disse tekstile udstyrsstykker.

Projektet indgår som en del af Den Gamle Bys løbende arbejde med samtidsdokumen-tation, hvor det første projekt løb af stablen i efteråret 2012, da hjemløse Ulrik Szkobel boede i en baggård i en af museets baggårde. Han havde selv foreslået projektet, og da Den Gamle By bl.a. er et museum om hjemmets historie, sagde vi ja tak. Han opbyggede en hule af genbrugsmaterialer og boede der i tre måneder. Sommetider var han hjemme, andre gange var han ude, men museets publikum var altid velkommen til at kigge ind. Ulrik fik her besøg af folk, han ellers aldrig ville have mødt. Og mennesker, som ”ude i virkeligheden” normalt ville være gået langt uden om en hjemløs, kom i dialog med Ulrik, når han inviterede dem indenfor i sin hule i baggården i Den Gamle By.

I foråret 2014 flyttede fire nutidsunge ind i Den Gamle Bys kollektiv anno 1974. Kollektivet blev ”boet til”, så det nu ikke længere ligner et kollektiv på et museum. De unge mennesker oplevede at være off-line og være nødt til at leve med en drejeskivetelefon (med ledning), TV med kun én kanal og skrivemaskiner, der brugte farvebånd og ”printede med det samme”. Og museets gæster fik via de unge kollektivisters erfaringer virkelig sat tidsspandet på 40 år i relief. Også de unge kollektivister fik noget med sig. Efter deres uge ”for 40 år siden” fortalte de unge, at de havde vænnet sig til at være langt mere off-line og mere sammen, end tidligere.

Ved siden af disse ”knaldperler” bruger vi også museets interiører til det, vi kalder for erindringsformidling for ældre, der er ramt af demens, og vi har stor succes med at inkludere børn og unge med særlige behov. Bl.a. arbejder vi med børn og unge, der lider af ADHD og autisme. Hermed åbner der sig helt nye arbejdsfelt, hvor museer kan vise sig relevante på områder, man i Danmark næppe havde kunnet forestille sig for blot få år siden – og som heller ikke er beskrevet i museumsloven.

Et sengetæppe skaber ro og ryddelighed i soveværelset, og det bliver derfor lagt på hver eneste dag. Her har Shamso Maqtar og hendes datter taget plads i soveværelset i udstillingens lejlighed.
Et sengetæppe skaber ro og ryddelighed i soveværelset, og det bliver derfor lagt på hver eneste dag. Her har Shamso Maqtar og hendes datter taget plads i soveværelset i udstillingens lejlighed.

Da projektet med et somalisk hjem i Danmark blev omtalt første gang, oplevede vi enkelte kritiske røster. Vi svarede dem pænt og forklarede, hvorfor vi gør, som vi gør. Men en kritisk røst eller to får os naturligvis ikke til at lade være med at gøre noget anderledes og prøve nye ting af. Nogen vil så nok synes, vi rammer ved siden af, andre at vi rammer plet. Én ting er imidlertid sikkert, og det er, at mange af Den Gamle Bys gæster i de kommende måneder vil få mulighed for at opleve og se noget, de ikke har set før. Det vil utvivlsomt give anledning til nye tanker, og det vil give debat. Og så kan vi vel egentlig ikke forlange mere.

Den Gamle By viser hverdagen i Velfærdsdanmark

En investering på mere end 200 mio kr er baggrunden for det totalbillede af Danmark i 1960’erne og 70’erne, som vi nu har åbnet i Den Gamle By. Det er hverdag i Velfærdsdanmark, det er fede tider, det er ren retro, og det er hønsestrik, habit og hængerøv.

Hverdag i Velfærdsdanmark består af et helt nyt bykvarter.
Hverdag i Velfærdsdanmark består af et helt nyt bykvarter.

Projektet er den største enkeltinvestering i Den Gamle Bys mere end 100-årige historie, og i international sammenhæng regnes museets moderne bykvarter for det mest markante og vidtrækkende samtidsprojekt på noget museum overhovedet. ”Danmark og Aarhus er hermed blevet et eksempel, som man valfarter til fra hele verden for at tage ved lære af”, siger Olav Aaraas, direktør for det norske nationalmuseum og international hovedtaler ved den officielle åbning af den nye bydel.

 

I en af baggårdene ligger der et knallert- og cykelværksted.
I en af baggårdene ligger der et knallert- og cykelværksted.
Og der er lokummer med den rette type poesi.
Og der er lokummer med den rette type poesi.

Nu kan Den Gamle Bys publikum for første gang kigge ind i et knallertværksted, et spejderlokale, et VVS-værksted og tre baggårdslokummer. Nyt er det også, at man kan besøge lærerfamilien, der viser feriefilm. Det ældre ægtepar, hvor manden får sig en middagslur. Den enlige mor med sønnen, der ser årets VM-finale på TV. Man kan kigge ind til de seks tyrkiske fremmedarbejdere, der bor i en tre-værelses på 45 kvm. Til hippien og den til grønlandske studerende. De bor alle sammen i Huset i Havnegade. Man kan også besøge Bent Js berømte jazzværtshus fra Nørre Allé i Aarhus. Og så er der Tårnborg med kollektiv, kernefamilie, ugift skoleinspektør og gynækologisk klinik. Der er Bonnich’s Konditori, Rahbæks Minimarked, Norden Forsikring, Salon Anni, Bogcentralen. Og der er Pouls Radio, Broderiboden, Rejsebureauet, Fotoborgen og glarmester Krampau.

Der er vores egen tid på museum, det er her fra vores verden går.

I pensionisternes lejlighed er der søndagsgudstjeneste og middagslur.
I pensionisternes lejlighed er der søndagsgudstjeneste og middagslur.

Projektet omfatter 9 fleretagers huse, som har deres ophav i byer rundt omkring i hele Danmark. Husene er opført af 648.000 mursten og indeholder 146 rum med i alt 2.684 kvm. Der er 9 lejligheder, 5 butikker, 4 firmaer, 2 baggårde, 2 baggårdsværksteder og 3 baggårdslokummer. I alt 32.000 genstande. Heraf 56 ølkasser, 9 arkitektlamper, 36 teaktræsmøbler, 6 ryatæpper, 11 numre af Ugens Rapport, 4 vinballoner samt en Velo, en Puch Maxi og en Kreidler Florett – og meget, meget mere. I alt mere end 30 menneskers personlige historier, som tilsammen tegner et bilede af livet i Danmark i en tid, som mange fortsat har et forhold til.

Der bor seks tyrkiske fremmedarbejdere i en treværelses på i alt 45 kvm.
Der bor seks tyrkiske fremmedarbejdere i en treværelses på i alt 45 kvm.

Vi fortæller ikke historien med de tre store K’er: krige, konger og København. Nej, vi lægger vægt på hverdagen, på de ufortalte historier og de glemte steder. Almindelige menneskers historie er som oftest både rigere og mere rørende, end de store, nationale historier. Vi fortæller historier, som den almindelige dansker kan spejle sig i, og det er vores håb, at publikum vil komme til at huske ting, de havde glemt, at de måske vil genopleve stumper af deres egen erindring, og at de vil hygge sig og være sammen om at opleve eller genopleve historien.

Til grund for den nye del af Den Gamle By ligger utallige forskningsprojekter og rapporter, og der er grundige prioriteringer bag hver eneste disposition og bag valget af hver eneste museumsgenstand.

Mens moren stryger, ser sønnen VM i fodbold. Her scorer Paul Breitner på straffe.
Mens moren stryger, ser sønnen VM i fodbold. Her scorer Paul Breitner på straffe. Som bekendt vandt Vesttyskland 2-1 over Holland.

Det vi nu åbner er en slags ny Den Gamle By, et helt kvarter, der ligger ved siden af dén Den Gamle By, som de fleste kender så godt. Alt det, vi viser, hører til her. Det er ikke en noget, vi har lånt, og det er heller ikke en tidsbegrænset udstilling. Det én stor opdatering og gentænkning af Den Gamle By som museum. En gentænkning, som også vil være her, når røgen har lagt sig efter de mange events, der skal afvikles i 2017, hvor Aarhus er europæisk kulturhovedstad.

Projektet har kun kunnet realiseres, fordi A.P. Møller Fonden har bakket op med en enestående støtte. Indtil nu har hele projektet kostet godt 200 mio kr. Heraf har A.P. Møller Fonden bidraget med de 161.

Med dette projekt har Den Gamle By nu fået to baggårde.
Med dette projekt har Den Gamle By nu fået to baggårde.

 

 

 

 

Kan man kassere og sælge museumsgenstande?

Engang imellem bør alle institutioner stoppe op og se på egen virksomhed. Også museerne. Er der for mange, som samler de samme typer genstande? Er det de rigtige ting, som man har samlet? Kunne nogle af dem i virkeligheden kasseres – eller måske sælges, sådan som det aktuelt er blevet foreslået fra politisk hold?

Tingene, genstandene, er på den ene side museernes rigdom og særkende. Men de er samtidig en klods om benet, fordi det er omkostningstungt at bevare de store samlinger. Det koster tid til registrering, det koster magasinplads og det koster konservering. De store samlinger binder en meget stor del af museernes ressourcer. Måske så mange, at det kan være svært for museerne at se fremad.

Kassation er relevant

Det er derfor fornuftigt at overveje en eller anden form for begrænsning af samlingernes størrelse, herunder kassation eller salg. I hvert fald på de kulturhistoriske museer, hvor der jo gemmes hundredvis af manglebrætter, Madam-blå kaffekander, pilespidser, stenøkser, stolpehuller – you name it! Hvor meget, man kan kassere, er svært at sige, men jeg tror ikke, det er småting.

Når – og hvis – man skrider til kassation eller salg, er der i hvert fald tre forhold, man skal være yderst opmærksom på.

Mange museumsgenstande er bevaret i tusindvis. Således fx barselspotter, der her ses på det Musæum, som Den Gamle By har indrettet i sit 1927-kvarter.
Mange museumsgenstande er bevaret i tusindvis. Således fx barselspotter, der her ses på det Musæum, som Den Gamle By har indrettet i sit 1927-kvarter.

Museer skal tænke langsigtet

For det første skal man være opmærksom på, at enhver tid er præget af et slags nutidshovmod. Man ser typisk sig selv og sin tid som udviklingens toppunkt, hvorfra vi kan overskue alt. Ikke desto mindre viser det sig alt for ofte, at eftertiden ville have gjort et og andet anderledes. Derfor skal museerne være varsomme med at kassere de genstande og værker, som andre museumsfolk tidligere har besluttet at indlemme i samlingen og dermed bevares til – i princippet – evig tid. Det kunne jo være, at en senere generation af museumsfolk vil bebrejde os i dag, at vi kasserede netop disse ting. Museerne er organisationer med et langsigtet virke, og det er vigtigt, at vi som museumsfolk betragter museernes samlinger som investeringer på langt sigt.

Når det er sagt, så skal det også siges, at enhver professionel institution med mellemrum må stoppe op et øjeblik, vende blikket indad og overveje, om man gør tingene på en måde, så man får mest ud af de ressourcer, der er til rådighed.

Hvis guldhornene havde eksisteret i dag havde de uden tvivl været Danmarks mest markante museumsgenstande. Og langt mere bevaringsværdige end de tusindvis af mere ordinære ting, som også findes i museernes samlinger.
Hvis guldhornene havde eksisteret i dag havde de uden tvivl været Danmarks mest markante museumsgenstande. Og langt mere bevaringsværdige end de tusindvis af mere ordinære ting, som også findes i museernes samlinger.

Alle museumsgenstande er ikke lige vigtige

Og her kommer jeg så til det andet vigtige forhold, nemlig at det er vigtigt, at man ikke betragter alle museumsgenstande som lige værdifulde, for det er de ikke! Det giver sig selv, at der er forskel på en stenøkse eller et manglebræt, som findes i tusindvis af eksemplarer rundt om på de danske museer, og så guldhornene, som uden diskussion ville være Danmarks mest bemærkelsesværdige og bevaringsværdige museumsgenstande, hvis de ikke var blevet stjålet og omsmeltet for mere end 200 år siden. På samme måde er der fortsat museumsgenstande, der er umistelige, mens andre måske er interessante, og andre igen må antages at miste interessen efter nogle år.

Salg må ikke blive en økonomisk gulerod for museerne

Når man så skrider til kassation er det vigtigt, at det sker på et museumsetisk forsvarligt grundlag. Og her er vi ved det tredje forhold. For et forsvarligt grundlag indebærer bl.a., at man får indarbejdet nogle dobbeltchecks, så man så vidt muligt undgår, at senere generationer vil bebrejde nutiden, at vi handlede kortsigtet. Dernæst mener jeg, at det er afgørende vigtigt, at man undgår, at enkelte museer kan tjene penge ved at sælge ud af samlingen. I stedet man måske forestille sig, at pengene fra museumsgenstande, som man har valgt at sælge, går i en fællespulje, så det ikke bliver muligt for økonomisk trængte museer at dække et underskud ved at sælge ud af samlingerne. Hvorom alt er, skal man for enhver pris undgå, at salg af museumsgenstande kan blive en økonomisk anspore for enkelte museer.

Da Den Gamle By iværksatte det store projekt med at skabe et 1974-kvarter, definerede vi, hvad vi var interesseret i og gik målrettet efter det. Således har vi indsamlet genstande til et kollektiv, hvorfra man her ser en række af typiske 1970'er sko.
Da Den Gamle By iværksatte det store projekt med at skabe et 1974-kvarter, definerede vi, hvad vi var interesseret i og gik målrettet efter det. Således har vi indsamlet genstande til et kollektiv, hvorfra man her ser en række af typiske 1970’er sko.

Indsamling kan begrænses og målrettes

Et punkt, hvor det imidlertid er helt uproblematisk at gøre noget alvorligt ved sagen, er museernes indsamling. I Den Gamle By siger vi i dag nej tak til 98% af de ting, vi får tilbudt, enten fordi museet i forvejen er velforsynet, eller fordi det tilbudte ikke passer ind i museets profil. Vi er lykkelige for at få tilbudt tingene, og bestræber os altid på at forklare folk, hvorfor vi ikke kan sige ja tak.

Men på et område samler vi stort ind. Nemlig med henblik på at kunne genskabe de to moderne bykvarterer, der dækker tiden fra midten af 1900-årene til i dag. Konkret opbygger vi to kvarterer, et der viser et snapshot af Danmark i 1974 med både det nye og det gamle, der fandtes dengang. Og et kvarter, der vil vise et snapshot af 2014.  Vi gør det sådan, at vi på forhånd undersøger, hvad der var karakteristiske for disse perioder, og så går vi målrettet efter det og kun det.

Derved slipper for de mange genstande på magasin, som er så lammende for museernes handlekraft. Og handlekraften er vigtig, hvis vil skal sikre, at vore børn og børnebørn kan opleve museer med et bredt udsnit af vor egen tids historie.

Historien venter ikke på os!

En Blockbuster i Den Gamle By! Kan man forestille sig det? Altså ikke en stor udstilling, men en video-butik? Eller et pizzaria, der er proppet ind i en nu nedlagt bankfilial? Eller en Home-ejendomsmægler? En studenterhybel med ren IKEA? Og på gaden en Skoda Octavia, en Mazda 3 og en VW Golf? Kan man virkelig det?

Ja, i Den Gamle By kan vi nemt forestille os sådan et snap-shot af det år, vi er i nu, 2014! Museet fylder 100 år og har aldrig været yngre, og vi bruger på den måde jubilæumsåret til at se fremad. Og skal det lykkes, skal vi i gang med det samme! For da vi for ti år siden begyndte at dokumentere det, der skulle blive til museets 1974-kvarter, var mange ting allerede svære at skaffe.  Derfor sætter vi nu gang i en indsamling af huse, butikker og indbo, stort og småt, så museets gæster om få år kan træde ind i et 2014-bymiljø, hvor man både kan se, røre og lugte. Akkurat som man gør det i Den Gamle Bys nye 1974-kvarter. Her ser vi gæsterne opdage noget, de måske havde glemt, vi ser de forundres og at de har det morsomt, når de kigger ind hos kollektivet og kernefamilien, hører ABBA og Gasolin hos Pouls Radio, gyser ved synet af gynækologens redskaber eller nyder ”en med det hele” ved pølsevognen eller kaffe og napoleonskage i konditoriet.

Måske kan man forestille sig en Blockbuster i Den Gamle By. Historien om video og anden form for udlejning af film er vigtig i 1980er, 90erne og 00erne, men kraftig på retur nu i 2014. Dermed kan en sådan butik være med til at fortælle den historie, der ligger mellem 1974 og i dag.

Jeg tror ikke, jeg var den eneste, der i begyndelsen syntes, at 1974 – jamen, var det ikke i går? Men nu er det rent faktisk hele 40 år siden! Og regnet i museumstid, går der ikke længe, før 1974 er både 50, 60 eller 70 år siden og dermed på vej til at forsvinde ud af de flestes erindringshorisont.

I morgen er i dag i går – ”Morgen is heden verleden!” – sagde den nu afdøde hollandske museumsmand Frans van Puijenbroek og satte dermed for alvor samtidsdokumentation på museernes dagsorden. Han bakkes op af norske Olav Aaraas, som siger, ”vi vil gerne have nogen til at sige, at vores liv også er vigtige, og lige så vigtige som stenalderens hulemænd, de mjøddrikkende vikinger og 1800-tallets bønder”.

Hvad er det så vi vil i Den Gamle By? Hvad kan vi? Og hvad skal vi samle ind? Mængden af informationer, ting og helheder er jo uendelig og nærmest uoverskuelig, så det er afgørende vigtigt at afklare, hvilke kriterier og retningslinjer vi skal arbejde efter.Først og fremmest skal vi holde fast i det mål, vi også satte for indsamlingen til 1974-delen. Nemlig at det valgte årstal bliver en slags udsigtsår, hvorfra man kan se både frem og tilbage. Ideen kommer fra det nordengelske Beamish, som med afsæt i en række nøgleårstal både viser noget, der er nyt og noget, der er ved at forsvinde. Hos det unge par kan oldemors kommode således sagtens stå side om side med Ikeas Billy-reoler og en stak aviser fra  2014. Det giver dybde og dynamik, og det valgte fokusår lukker dermed op til en hel epoke.

For det andet skal vi identificere de store historier, de stærke historier, som ikke nødvendigvis altid er repræsentative, men som en slags tidsmarkører fortæller noget vigtigt om epoken. I 1974-kvarteret viser vi naturligvis en typisk kernefamilies lejlighed – alt andet ville jo være forkert. Men vi fortæller også om kollektiverne og om kvindefrigørelse og billedpornoens frigivelse. Begivenheder, som har givet – og stadig giver – danskerne identitet og profil. Det er nu vores opgave at finde de tilsvarende store historier fra 2014.

Det er også vigtigt at gå efter ting i fuld størrelse og stoflighed. I Sverige grundlagde man i 1970’erne netværket SamDok, der i godt tre årtier arbejdede målrettet med at dokumentere samtiden. Men i dag står det desværre klart, at meget lidt af det indsamlede kan anvendes til direkte glæde for publikum. En af initiativtagerne, Sten Rentzhog, konkluderede således i en artikel i Den Gamle Bys årbog i 2009, at ”samlingerne mest rummer optegnelser, lydbånd og fotografier, hvoraf meget lidt egner sig til brug i formidlingen”.

Det, vi samler ind, skal naturligvis også kunne indpasses i Den Gamle Bys koncept og være realistisk at gennemføre. Vi kan ikke indsamle en blok fra Gellerupparken. Vi kan ikke flytte et helt villakvarter. Og vi kan heller ikke indsamle en Bilka eller et storcenter. Men vi kan samle elementer ind, som har dimensioner, der kan indpasses i en bymæssig bebyggelse a la det brokvarter, som i dag huser Den Gamle Bys 1974-afsnit.

2014-bydelen skal give gæsterne en følelse af at være helt omsluttet af historien. Vi stræber efter at lave et gadeforløb med et antal huse med butikker i stueetagen og boliger og erhverv på de øvre etager. Og så må vi naturligvis ikke glemme biler, vejskilte, klistermærker, gadelamper, plakater, reklamer, affaldsspande med indhold og udtrådt tyggegummi og slikpapir på fortovet.

Husene skal passe ind i den karré, som udgør grundplanen og konceptet for museets moderne bykvarterer. Her vil både være et byhus i klassisk murermesterfunkis, et ældre byhus med antydningen af et tårn, en garage, der er ombygget til butik, og måske et såkaldt fill-in hus, som tegnes af en nutidig arkitekt og opføres på en tomt, hvor man skal forestille sig, at der tidligere har ligget en bygning, der nu er revet ned.

Af butikker kunne der måske være en videobutik, gerne en Blockbuster, som i dag er en butikstype, der er ved at forsvinde helt fra gadebilledet. Men samtidig en butikstype, der lukker op for en stor og vigtig historie om video og DVD og hele den billed- og filmverden, som fra begyndelsen af 1980’erne begyndte at komme ind i alle danske dagligstuer.

Vi kunne også lave en 7-Eleven – den ultimative døgnkiosk, som rummer historier om take-away, tidens slik, trykte massemedier, og som i øvrigt er typisk fremadbrusende franchise fra årene omkring 2014.

Det vil også være oplagt med en Home, Nybolig eller EDC-ejendomsmægler, hvor museets gæster kan se udbud og priser på alt fra andelsboliger og ejerlejligheder til villaer og nedlagte landbrug, og dermed fortælle en af de historier, der ellers ikke kan vises i Den Gamle Bys rammer.

Vi skal naturligvis også have den nok mest almindelige danske butikstype, et pizzaria, og gerne i den ydmyge udgave, som i dag findes i selv de mindste bysamfund.

Pizzeriaet er måske den mest almindelige butikstype i nutidens Danmark, og snart sagt hver lille landsby har sit pizzeria. Nu skal pizzeriaet også på museum i Den Gamle By, hvor det bliver et fint supplement til pølsevognen anno 1974.

Oplagt er også en trendy butik for dametøj, eller en brilleforretning, så museets gæster om bare fem-seks år kan more sig over, hvor rystende hurtigt, ting og tøj fra vor nærmeste fortid kommer til at virke uendeligt gammeldags og grinagtigt. Og så måske en nyligt nedlagt bankfilial, hvor det endnu ikke er lykkedes at leje lokalerne ud – eller som er blevet til et Consol Solcenter.

Boligerne skal illustrere danskernes måder at bo på i året 2014. Danskere skal forstås bredt som de mennesker, der bor i Danmark. Vi vil her lade os inspirere af den norske model for sam-shopping, hvor man finder frem til nogle mennesker, hvis bolig og historie, man ønsker at kopiere, og så går på indkøb sammen med dem, så man skaber hjem, der kommer så tæt som muligt på de hjem, der kopieres – med både arvestykker, antikviteter og nyindkøb. Det kan både være boliger, der er grundlagt i 1980’erne og 90’erne, og det kan være boliger, der tilhører helt unge mennesker, der netop har stiftet eget hjem.

Derved vil både boliger og butikker, huse og gademiljø føje sig ind i museets store fortælling om den jævne danskers historie. En fortælling, der i Den Gamle By tager sin begyndelse i renæssancen omkring 1600, fortsætter op gennem 17-1800-tallet og via museets andet fokusår 1927 nu når helt op til 1974 – og om få år forhåbentlig også til 2014.

Da vi for godt 10 år siden lancerede tankerne om en bydel fra 1974, var det så radikalt, at den daværende Kulturarvsstyrelse gik voldsomt imod og direkte anbefalede Den Gamle By at droppe projektet.  Det gjorde vi dog ikke, for vi var overbeviste om, at projektet var både rigtigt og vigtigt – og 100 pct i overensstemmelse med museets grundlæggende idé og bankende hjerte. Så vi fortsatte arbejdet, og det har efterfølgende været en god oplevelse at have en begejstret Kulturstyrelse på besøg i de dele af 1974-kvarteret, der nu er færdige og åbne for publikum.

Når vi dengang turde gå imod den statslige styrelse på området, skyldes det ikke mindst det rygstød, det gav os, at flere af Den Gamle Bys søstermuseer rundt omkring i Europa med succes havde gennemført samtidsprojekter, der virkede som en stærk inspiration for os.

På det walisiske frilandsmuseum St. Fagans i Cardiff åbnede man således i 1987 en hel række med seks minearbejderboliger, der viser udviklingen i bygningskultur og boligformer fra 1805 og helt op til den seneste bolig fra 1985. Rækken af minearbejderhuse gav hurtigt St. Fagans et helt nyt publikum i form af minearbejdere og deres familier. Dernæst kunne museet konstatere, at der kom mange nye besøgende, der ellers aldrig gik på museum. Baggrunden var, at de nu kunne genkende sig selv og deres egen tid i de to-tre seneste huse.

Et par årtier senere satte museets direktør John Williams-Davies projektet i sammenhæng med den ideologi, der prægede frilandsmuseernes tidlige historie i årtierne omkring 1900. Det skete i en artikel i tidsskriftet Folk Life fra 2009, hvor han pointerede, at museer af den type var både radikale og relevante institutioner. De var radikale, fordi de fokuserede på almindelige menneskers daglige liv, hvilket ikke var set før. Og de var relevante, fordi de målrettede deres historiefortælling mod almindelige mennesker, mens museer indtil da især havde interesseret sig for de højere samfundslag.

På samme tid havde nordmanden Olav Aaraas lige så originale tanker. Olav Aaraas er i det hele taget det museumsmenneske, der mest markant har sat den nyeste tid og samtidshistorien på museum. Først på vestnorske Sogn Folkemuseum, hvor han i 1986 åbnede et parcelhus fra samme år, altså 1986. Dernæst da han som direktør for Maihaugen i Lillehammer i 1990’erne satte sig i spidsen for at lave et villakvarter, så publikum kunne se, hvordan almindelige norske familier har levet i alle årtier i 1900-tallet, helt frem til 1995, hvorfra det seneste hus stammer. Og senest da han var blevet direktør for Norsk Folkemuseum i Oslo, som i 2002 åbnede et pakistansk hjem i Norge.

På en international konference i Den Gamle By i 2009 talte han om, hvordan frilandsmuseerne fastholder – eller genvinder – deres samfundsmæssige relevans og pointerede her betydningen af samtidsdokumentation. Han roste Den Gamle Bys satsning på 1974. Men han løftede også pegefingeren: ”Don’t stop in the 70s, Thomas! History won’t wait for you”.

Vi har lyttet til Olav Aaraas’ råd. Med 2014-projektet påtager Den Gamle By sig en museumsopgave, som vi tror, vi kan løfte i kraft af erfaringerne med at skabe kvarteret fra 1974. Lykkes det ikke i første omgang at skaffe penge til det selve byggeriet, tror vi på, det vil lykkes i en senere runde. For opgaven er vigtig, for Den Gamle By og for Danmark. Og den primære forudsætning for at det kan lykkes, er at tingene er dokumenteret og samlet ind i rette tid.

Som museum skal vi tænke og agere langsigtet. I Den Gamle By gør vi det lige nu ved at sætte fokus på året 2014. Derved vil vi sikre, at museet kan fastholde sin relevans og attraktivitet mange år frem i tiden.  For Den Gamle By er sat i verden for at gøre historien vedkommende og tilgængelig for så mange mennesker som muligt. Det gør vi bedst ved konstant at sikre et link til folks erindring.

 

 

Kontakt mellem mennesker er ved at være en sjældenhed – og er derfor kommet på museum i Den Gamle By

Det er efterhånden en sjældenhed at møde et menneske, der siger goddag, hvad kan jeg hjælpe med, ja så gerne eller farvel og tak. I hvert fald i det offentlige rum.

Kontakten med det offentlige skal snart være 100 pct digital. Man hæver kontanter i automaten, og transaktioner foretages via netbank. Flere og flere køber varer på nettet, og selvbetjeningskasser vinder frem i supermarkedet. På biblioteket stempler man selv de lånte bøger, og på stationen køber man sin billet i en automat.

Men tag det roligt, der er hjælp at hente. For nu er kontakt mellem mennesker kommet på museum i Den Gamle By. Akkurat som så mange andre ting, der er ved at forsvinde fra vores moderne verden!

At der bliver mindre kontakt mellem mennesker, har vi egentlig vidst længe. Men først for nylig er det blevet så klart for os, at vi har defineret det som en målsætning for Den Gamle By, at det, vi laver, nok har meget at gøre med både huse og ting, men at Den Gamle By først og fremmest er et museum, der handler om mennesker og kontakten mellem mennesker.

 

I det levende museum møder publikum mennesker, man kan snakke med, og som kan fortælle om livet i en helt anden tid.

Vi tog for alvor fat på denne opgave, da Den Gamle By i 2001 begyndte med det såkaldte levende museum, hvor vi installerede rigtige levende mennesker i stuer og køkkener.

I det levende museum er der åben ild i ildsteder og fuldt fyr på både vindovn og bilægger. Der er aktører i tro kopier af historiske dragter, som laver mad, strikker, henter vand, hugger brænde – og om kan fortælle historier fra deres dagligdag anno dazumal, og som publikum kan snakke med.

Efter indførelsen af det levende museum er publikum ikke længere nødt til bare at læse tekster på væggen og passivt se på tingene. Nu kan de gå i dialog med historien i form af rigtige mennesker, som vi har uddannet til at formidle andre tiders historiske virkelighed.

 

I de historiske butikker bliver man ekspederet, hvilket efterhånden er ved at være en sjældenhed “ude i samfundet”.

Også når man træder ind i vores historiske butikker møder man mennesker. I Købmandsgården er det den gamle købmandssvend, i Bagerbutikken madammen eller den unge jomfru. Hos Isenkræmmeren og Boghandleren fra er det butiksindehaverne selv, der siger goddag, hvad kan vi hjælpe med! Og i Pouls Radio er det som oftest ”Poul selv”, der passer butikken.

I butikkerne kan man blive vejledt af en fagmand, og man kan købe ting og sager. Men formålet med butikkerne er ikke først og fremmest, at publikum skal købe noget. Formålet er, at vores gæster kan få den snart historiske oplevelse at blive ekspederet og serviceret – og så spørge og få en snak om vilkårene i 1864, 1885, 1927 og 1974.

 

I efteråret 2012 kunne museets publikum besøge den hjemløse Ulrik Szkobel, som havde lavet en hule i gården bag Legetøjsmuseet.

I efteråret 2012 havde vi ligefrem udstillet et rigtigt menneske. Nemlig den hjemløse Ulrik Szkobel, som selv havde fået den tanke, at det nok var de færreste, der havde mødt og talt med en hjemløs, og at det kunne de jo fint gøre i Den Gamle By. Han var blevet smidt ud fra sit midlertidige hjem et andet sted i Aarhus. Den Gamle Bys håndværkere hjalp med at flytte hans skur til baggården bag Legetøjsmuseet. Men det var Ulrik selv, der skaffede papkasser og andre ”byggematerialer”, så hans hule kunne åbne for museets publikum i oktober 2012. Hulen stod frem til nytår, hvor Ulrik flyttede et andet sted hen.

Mange mennesker, som ellers aldrig kunne drømme om at kontakte en hjemløs, gik i Den Gamle By ind i baggården, kiggede ind og fik en snak med Ulrik Szkobel i hans hjem – og fik dermed et indtryk af en verden, de normalt aldrig ville møde.

Da en journalist spurgte Ulrik, hvordan han havde det med at være udstillet på et museum, svarede han: ”Jeg udstiller ikke mig, tænker jeg, men dig! Folk kommer her og ser deres eget liv og kontrasterne gennem mig og mit liv”

Den Gamle By er et mangfoldigt museum, hvor der er traditionelle udstillinger, digitale formidlingsformer og levende museum. Men i takt med, at kontakten med mennesker i det offentlige rum bliver stadig sjældnere, vil vi i Den Gamle By lægge stadig mere vægt på, at man under et museumsbesøg kan møde og gå i dialog med rigtige mennesker.

 

 

Den Gamle Bys har succes med at fortælle historien om almindelige mennesker fra en tid, som de fleste har et forhold til

Torsdag 20. juni åbnede Tårnborg 1974 for publikum. Siden er gæsterne strømmet til, og antallet af besøgende i Den Gamle By er visse dage nærmest doblet op i forhold til sidste år, som også var et godt år for museet. Det giver anledning til at fundere over, hvorfor Tårnborg er så populær.

Tårnborg er et billede på almindelige danskeres liv i begyndelsen af 1970-erne. Her et kig ind i kernefamiliens stue.

For at indkredse Tårnborgs popularitet vil jeg konsultere fire markante museumsfolk, nemlig waliseren John Willliams-Davies, nordmanden Olav Aaraas, hollænderen Jan Vaessen og svenskeren Artur Hazelius.

John Williams-Davies fra St. Fagans i Cardiff pointerede i en artikel i tidsskriftet Folk Life fra 2009, at de første open-air museer, der blev grundlagt omkring 1900, var både radikale og relevante institutioner. Radikale fordi de fokuserede på almindelige menneskers daglige liv, hvilket ikke var set før. Og relevante fordi de målrettede deres historiefortælling mod almindelige mennesker, mens museer indtil da især havde interesseret sig for de højere og dannede samfundslag. At open-air museerne især interesserede sig for almindelige mennesker gjorde dem overordentligt populære, og de opnåede langt større besøgstal end de traditionelle museer.

Museumsdirektør John Williams-Davies fra National Museums of Wales

Norske Olav Aaraas er nok det museumsmenneske, der mest markant har sat den nyeste tid og samtidshistorien på museum. Først på vestnorske Sogn Folkemuseum, hvor han i 1986 åbnede et hjem fra samme år, altså 1986. Fra 1993, da Olav Aaraas var blevet direktør for Maihaugen i Lillehammer markerede han museet med det store projekt for at flytte en hel serie én-familie huse til museet, så disse huse kunne vise, hvordan almindelige nordmænd har levet i alle årtier i 1900-tallet. Se tidligere indlæg herom.

Olav Aaraas er i dag direktør for Norsk Folkemuseum. Tidligere var han direktør for først Sogn Folkemuseum og siden Maihaugen, hvor han for alvor satte samtiden på museum.

På en international konference i Den Gamle By i 2009 pegede Olav Aaraas på, at museumsfolk igen og igen må spørge sig selv: Hvad er det, der interesserer de besøgende mere end noget andet? Og han svarede: Dem selv, naturligvis! ”Vi vil gerne have nogen til at sige, at vores liv også er vigtige, og lige så vigtige som stenalderens hulemænd, de mjøddrikkende vikinger og 1800-tallets bønder”.

Jan Vaessen var i næsten 20 år direktør for Nederlands Openluchtmuseum.

Også hollænderen Jan Vaessen har stået bag store og nyskabende samtidsprojekter. Bl.a. flyttede hans museum, Nederlands Openluchtmuseum, i 2002 et stor, gammel går til museet og lod den fremstå som netop det år, den blev flyttet. Her kunne de besøgende så se, hvordan en almindelig hollandsk familie bor.

Da Jan Vaessen og jeg engang diskuterede, hvad museer skal fokusere på, sagde han klart: Vi er ikke et museum om ting, og heller ikke et museum om huse. Vi er et museum om mennesker!

Alle disse tre museumsmænd har de senere år hver på deres måde stået bag markante nybrud på deres museer.

Det er interessant, at også grundlæggeren af verdens første open-air museum, svenskeren Artur Hazelius, var på linje hermed for over hundrede år siden. Hazelius skabte i 1873 og 1891 de to stockholmske tvillingemuseer Nordiska Museet og Skansen. Som et motto for museumsvirksomheden valgte han aforismen ”Kend dig selv”, som er en antik indskrift på væggen i Apollontemplet i Delfi.

.
“Kend dig selv!” satte svenskeren Artur Hazelius som motto for sine museer Nordiska Museet og Skansen.

”Kend dig selv!” er virkelig noget af en missionsstatement, som man vil sige i dag. Men pointen er klar. Det er hverken fortiden eller tingene i sig selv, der er målet for museernes virksomhed, men derimod de mennesker, som oplever museerne.

Ovennævnte små historier har været med til præge Den Gamle Bys museumssyn, sådan som det kommer til udtryk i Tårnborg 1974.  Museet skal handle om mennesker, som de er flest, det skal være for almindelige mennesker og så skal det også være med almindelige mennesker.

 

I Tårnborg kan man på skærme møde de forskellige beboere. Her to af beboerne i kollektivet.

Heri, tror jeg, ligger en stor del af hemmeligheden bag Tårnborgs appel. Og den erkendelse vil også i de kommende år sætte præg på den måde, Den Gamle By løbende bliver udviklet og opdateret.

Kilder

John Williams-Davies: “Now Our History is Your History”: The Challenge of relevance for Open-Air Museums, Folk LIfe. Journal of Ethnological Studies vol 47, 2009 s.115-123

Olav Aaraas: Let our visitors be important historical persons, i Authenticity and Relevance. Report from the 24th Conference in the Association of European Open Air Museums in Den Gamle By 2009, trykt 2011 s 141-145

Jan Vaessen: Know Thy Neighbour, i On the Future of Open Air Museums, Jamtli Förlag 2008 s 22-31

 

 

161 mio kr fra A.P. Møller Fonden

Ideen til et moderne bykvarter opstod i 2002, og de følgende år tog vi forskellige skridt på vejen til en realisering. En masterplan blev udarbejdet, vi lavede analyser af, hvilke typer huse, butikker og boliger, der var de typiske, vi hentede de første større helheder, og i 2006 faldt det på plads, at Aarhus Kommune overdrog det ønskede areal til Den Gamle By.

I 2006 hjemtog Den Gamle By et helt hus med seks to-værelses lejligheder, Skottenborg 9A, fra Viborg. Huset er nu ved at blive opført i det moderne bykvarter.

161 mio kr fra A.P. Møller Fonden

Nu var der så to veje at gå. Den ene var at opføre et hus ad gangen, sådan at projektet forhåbentlig ville kunne realiseres over en årrække – akkurat på samme måde som Den Gamle By var blevet til siden 1914. Den anden var at slå et stort brød op og skitsere en helhedsløsning med en færdig bydel, som så også ville indbefatte den tilhørende infrastruktur.

Vi valgte at satse på den store løsning, og i efteråret 2006 var vi kommet så langt i planlægningen, at vi kunne indsende en ansøgning til A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.

Onsdag 29. marts 2007 modtog vi et brev på seks linjer med en donation på i alt 161 mio kr til realisering af projektets hovedetape. Hold da helt op!

 

Onsdag 28. marts 2007 modtog Den Gamle By et bevillingsbrev fra A.P.Møller Fonden på 161 mio kr til realisering af den såkaldte Havnegade-etape, som udgør hoveddelen af det moderne bykvarter, der viser livet i Danmark, som det tog sig ud i en provinsby i 1974.

Tillykke fra Hendes Majestæt Dronningen

Efterfølgende sendte vi et brev med hele ansøgningsmaterialet til Den Gamle Bys protektor, Hendes Majestæt Dronningen, og 22. april modtog museet et håndskrevet brev med lykønskning og den dejlige bemærkning: ”det har Den Gamle Bys så sandelig fortjent”.

Siden har Dronningen fulgt projektet med stor interesse.

20. juni 2013 åbner Tårnborg for publikum

Og dagen inden foregår den officielle åbning. Her vil der være taler af tidligere museumsdirektør for Nederlands Openluchtmuseum, professor Jan Vaessen, kulturminister Marianne Jelved og formand for A.P. Møller Fonden, Ane M.M. Uggla, som vil forestå selve åbningen.

Tårnborg er en tilpasset kopi af en hjørneejendom fra Skt Anna Gade og Kongensgade i Helsingør. Et hus af den type, som vil mangle, hvis ikke det er der, men som på den anden side sjældent står til nedrivning – heldigvis da!

Da det er en kopi, har det også været muligt at disponere lokalerne, så huset så at sige kan fungere som en montre omkring nogle originale helheder som fx et konditori med paneler og stuk.

Foruden konditori og tilhørende bagerudsalg rummer Tårnborg et minimarked, en forsikringsbutik og en gynækologklinik. Og der ud over tre boliger. Et kollektiv, en ugift skoleinspektør og en kernefamilie, der er på vej i parcelhus.

 

I Tårnborg kan publikum bl.a. besøge kollektivet, som er genskabt efter kollektivet Skansen, der i 1974 lå i Skansepalæet i Aarhus. Kollektivet er genskabt i tæt samarbejde med de, der i sin tid boede der.

Flere huse og historier på vej

Huse fra Hjørring, Viborg, København og Horsens er under opførelse, og i løbet af det næste års tid eller lidt mere vil her åbne et jazzværtshus, en børnehave, et knallertværksted, en bogbyttebiks og en damefrisør. Og man vil kunne træde ind i hjemmene fra en lærerfamilie, en blind mand, en hippie, et pensioneret arbejderægtepar, en enlig mor og hendes søn, en grønlandsk studerende og seks unge tyrkere i en toværelses.

 

I næste etape åbner bl.a. Jazzværtshuset Bent J fra Aarhus. Vi håber her fra tid til anden at spille jazz – naturligvis med et glas øl og lidt kulturhistorisk piberøg til.

Den Gamle By er de umulige projekters museum

Nye mål blev synlige, da vi begyndte at kalde Den Gamle By for de umulige projekters museum. Der er mange eksempler på, at store ting er lykkedes for Den Gamle By på trods af hårde odds eller modstand fra offentlige myndigheder. Senest er Møntmestergården blevet genskabt. Så hvorfor skulle det ikke også kunne lade sig gøre, at skabe et helt bykvarter fra 1960’erne og 70’erne?

I begyndelsen af 1990’erne var optimismen til at overse i Den Gamle By. Stemningen var præget af, at der ikke rigtigt var noget, der kunne lade sig gøre, og i museums- og arkitektkredse var der ikke opbakning til open-air museernes model med at flytte huse for at bevare dem. Det var også så som så med den politiske interesse for museet.

Det lykkedes med Møntmestergården

Det ændrede sig med Møntmestergården. Igennem nogle år havde museet forgæves forsøgt at skaffe midler til genopførelse af dette enestående bygningsmonument fra den tidlige enevældes København. Men i 1996-97 gik der hul på bylden, og i 2000 stod Møntmestergården færdig i ydre. Der var skaffet 45 mio kr, Danmarks Radio havde fulgt projektet, og Den Gamle By havde et rekordstort antal besøgende. Herefter kom de resterende 15 mio kr på plads, så den komplicerede indre aptering og udsmykning kunne udføres.

Håndværkere, konservatorer, museumsinspektører, ja hele museet rankede ryggen, og vi blev alle ligesom nogle centimeter højere.

Da var det, at stemningen vendte. Den Gamle By begyndte igen at tro på, at museet var – og er – noget helt særligt, og vi genopdagede historien om, at det flere gange tidligere var lykkedes for Den Gamle By at løfte opgaver, som ingen troede på kunne lykkes.

 

Trods alle odds lykkedes det i perioden 1997-2009 for Den Gamle By at genskabe den prægtige Møntmestergård fra den tidlige enevældes København. Det gav grobund for en tiltrængt optimisme og tro på fremtiden.

Det begyndt med Nationalmuseets modstand mod at bevare Borgmestergården

Da Den Gamle Bys grundlægger Peter Holm i begyndelsen af 1900-tallet tog initiativ til at redde og bevare den bygning, der senere skulle blive kendt som Borgmestergården, mødte han modstand fra såvel lokale som statslige museumsmyndigheder. Det var i tiden op til Landsudstillingen i Aarhus i 1909, hvortil Borgmestergården blev flyttet første gang, og det var også efterfølgende, da succesen på Landsudstillingen havde givet Peter Holm blod på tanden til at gøre gården til centrum i et egentlig open-air museum.

Hverken formanden for det lokale Aarhus Museum eller Nationalmuseets direktør, den fremtrædende arkæolog Sophus Müller, anbefalede en bevaring af Borgmestergården. Ja, de gik ligefrem imod og foreslog efter Landsudstillingen, at man skulle hugge bindingsværket i stykker og sælge det som pindebrænde. Deres argumenter var dels, at Borgmestergården, der var opført i 1597, var alt for ung til at være interessant i museumssammenhæng! Dels at en genskabelse ifølge sagens natur måtte indebære elementer af rekonstruktion.

 

Havde det stået til Nationalmuseets direktør Sophus Müller, var bindingsværket til Borgmestergården blevet hugget i stykker og solgt som pindebrænde. Nu står bygningen i Den Gamle By som en fornem repræsentant for renæssancens store købmandsgårde.

Den Gamle Bys grundlægger lærte at arbejde i modvind

Peter Holm og hans støtter arbejdede imidlertid videre med sagen, og i 1914 kunne Borgmestergården åbne på dens nuværende placering. Trods alle odds var projektet lykkedes, og Peter Holm havde lært at arbejde i modvind.

Små ti år efter, i 1923, var der atter brug for at gå egne veje for at løse en opgave, der kunne synes umulig. Anledningen var en sag om nedrivning af en fornem købmandsgård i Jomfru Ane Gade i Aalborg, kaldet Den Klingenbergske Gård. Bygningen var blevet fredet i 1918, men på trods af loven og på trods af Nationalmuseets engagement i sagen var der ikke noget at gøre. Gården skulle rives ned.

Efter at have undersøgt alle muligheder for at bevare gården, henvendte man sig til Peter Holm i Den Gamle By. Ved gode støtters hjælp lykkedes det ham at redde gårdens otte enkeltbygninger, at flytte dem til Århus og her åbne dem som Aalborggården i 1926. Det kan måske være svært at forstå det i dag, men det var en enestående bedrift tilbage i 1920’erne.

Senere var der diskussioner om Købmand Holsts markante købmandsgård fra hjørnet Frederiksgade/Vester Allé i Aarhus og også om Helsingør Theater, der i 1957 blev dømt til nedrivning.

Hverken ministeriet eller direktøren for Nationalmuseet formåede at redde Den Klingenbergske Gård i Aalborg. Gården var fredet i klasse A, men skulle i 1923 rives ned. Det lykkedes Peter Holm at flytte det enorme bygningskompleks til Den Gamle By, hvor det åbnede for publikum i 1926.

De umulige projekters museum

Og så er vi atter fremme ved Møntmestergården, hvor hele Den Gamle Bys organisation oplevede, at det kunne betale sig at tro på museets grundkoncept og holde fast.

Det var situationen, da ideen om de to 1900-tals kvarterer begyndte at tage form i 2002. Kampen for Møntmestergården gav rygstød og selvtillid, og vi genvandt troen på Den Gamle Bys idé i en grad, så den kunne bruges offensivt.

Jeg er overbevist om, at fortællingen om Den Gamle By som de umulige projekters museum, har været en afgørende mental faktor i museets arbejde for at skabe grundlaget for museets største projekt nogensinde, Den Moderne By.

 

Akkurat som Nationalmuseet i sin tid var imod Borgmestergården, gik Kulturarvsstyrelsen imod Den Gamle Bys planer om et 1900’tals kvarter. Nu er projektet godt i vej, og 20. juni åbner den store hjørneejendom Tårnborg med kollektiv, kærnefamilie, ugift dames lejlighed, gynækologisk klinik, forsikringsbutik, minimarked og konditori.

 

 

Museum i Wales opfandt koncept for at vise forandringer i bygnings- og boligkulturen

For 30 år siden tog det walisiske open-air museum St. Fagans initiativ til at fokusere på Wales’ industrielle kulturarv. Samtidig blev museet ført helt op til nutiden. Museet genopførte en række minearbejderboliger, der viser udviklingen fra 1805 til 1985. Det var banebrydende og en kæmpe succes.

I 1987 åbnede St. Fagans i Cardiff seks rækkehuse, som viser udviklingen i bygnings- og boligkultur fra 1805 til 1985.

I årene omkring 1980 kunne den walisiske museumsdirektør Eurwyn Williams konstatere, at en central del af Wales kulturhistorie var ved at blive ødelagt. Nemlig de karakteristiske sammenbyggede minearbejderboliger, der i disse år blev ombygget eller revet ned, så områdets boliger kunne leve op til den moderne tids krav.

Eurwyn Williams var direktør for Wales nationale open-air museum St. Fagans, som dengang blev kaldt Museum of Welsh Life og tidligere endnu for Welsh Folk Museum. Et museum, der som så mange open-air museer især fokuserede på landbrugskulturen og den før-industrielle periode.

 

De gamle minearbejderboliger i Wales levede ikke op til nutidens krav og var voldsomt nedslidte. Selvom de ikke blev regnet for værdifuld national kulturarv, valgte det walisiske open-air museum at hjemtage en hel række af boligerne for her at kunne fortælle den vigtige national historie om minearbejderkulturen, som omkring 1980 var på vej til helt at forsvinde.

Banebrydende projekt

I 1982 indledte museet nedtagningen af seks sammenbyggede minearbejderhuse fra Rhyd-y-car, der lå tæt ved det gamle bycenter i Merthyr, nord for den walisiske hovedstad Cardiff. Husene var opført omkring 1795 og en simpel og primitiv hustype. De var opført af ejeren af den lokale jernmine som hjem for minearbejderne.

Rhyd-y-car projektet skulle vise sig at blive banebrydende i to henseender. Dels fordi man her gik helt op til nutiden, dels fordi man her for første gang benyttede et formidlingsgreb, hvor museets publikum kan se samme hustype versioneret til forskellige perioder.

 

Man vurderede, at den ældre del af historien om bygninger og beboere ville virke uinteressant for de besøgende og nøjedes derfor med at lave et enkelt af rækkehusene som det tog sig ud i 1805.

Modeller for rekonstruktion

Man overvejede tre forskellige koncepter for rekonstruktionen. Den ene model var at føre alle seks huse tilbage til deres oprindelige udseende omkring 1800. Den model blev hurtigt valgt fra, fordi det ville kræve ganske megen formidling at fortælle denne historie, hvortil kom, at man vurderede, at publikum ville finde historien uendelig kedelig.

Den anden model var at lade hele rækken af huse stå færdig i det ydre og kun med adgang til et eller to af husene, mens man så kunne have toiletter, lagerrum eller kontorer i de øvrige huse.

Helt op til nutiden

Begge koncepterne blev valgt fra, og man nåede frem til at ville vise husene som de havde set ud til forskellige tider, fra 1805 til 1985.

At gå helt op til 1985 var radikalt og ikke set før. For da de walisiske museumsfolk arbejdede med sagen i 1984-85, vidste de jo ikke, at nordmanden Olav Aaraas havde lige så originale tanker med sit parcelhus fra 1986 på Sogn Folkemuseum. Læs om projekterne i Norge

 

Når man ser en hel række af samme hustype, bliver det lettere for museets publikum at forstå forskellene i bygnings- og boligkultur over tid. De seks rækkehuse bliver en slags nøgle til kulturhistorien.

Svært at se forskel på 1600 og 1800

Ligeså radikalt valget af et nutidigt årstal var, ligeså nyskabende var formidlingsgrebet, der gik ud på at lade rækkehusene vise, hvordan både bygning, indretning, møblement og haver havde set ud til forskellige tider.

Eurwyn Williams fortalte i 1988 en kreds af europæiske open-air kolleger, hvad der ledte ham frem til dette koncept. ”Det er en stort problem for mange open-air museer, at den almindelige besøgende har vanskeligt ved at se forskel på forskellige historiske perioder. En bondegård fra 1600 er for lægfolk ikke meget forskellig fra en gård anno 1800”.

En nøgle til historien

Senere har han overfor mig også fortalt, at det selv for ham som fagperson kan være uendelig svært at se forskel på forskellige tidsperioder, så snart han blot er lidt uden for sin egen kulturkreds, hvad enten det er i Skandinavien eller Centraleuropa eller mere fjerne kulturer som Afrika og Asien.

Altså, antog ham, måtte det også være svært for udenlandske turister, der kom til St Fagans og her så den walisiske bygnings- og boligkultur.

”Vi håbede med denne model at kunne give museets besøgende en nøgle til historien, idet selv børn ville kunne genkende ting fra det seneste hus, mens forældre og bedsteforældre ville kunne fortælle og forklare om andre perioder”.

Rigtige mennesker 1805, 1855 og 1895

Museet valgte årstallene 1805, 1855, 1895, 1925, 1955 og 1985. De tre første årstal blev valgt fordi man her havde gode kilder og fordi der var en særlig historie at fortælle i relation til husenes oprindelige beboere. Husenes ydre og indre blev udformet, som de tog sig ud på de pågældende tidspunkter med disponering af rummene, faciliteter (eller mangel på samme) og møblement, ligesom historien om de personer, der rent faktisk boede i husene på de valgte tidspunkter, blev fortalt på forskellig vis.

 

Man ønskede ikke at udstille mennesker, som stadig levede, eller hvis børn stadig levede. Derfor er husene for årene 1925, 1955 og 1955 indrettet som gennemsnitshuse med idealtyper som beboere.

Idealtyper 1925, 1955 og 1985

Anderledes for de tre seneste årstal, 1925, 1955 og 1985. Her valgte man typer frem for konkrete personer, idet man ikke ønskede at udstille nulevende og genkendelige menneskers historie på museet. Til grund for valget lå grundige undersøgelser om repræsentativitet, og man fandt frem til nogle “gennemsnits minearbejdere”, som ideelt set kunne have boet i husene.

I denne periode ændrer husene ganske meget karakter. I 1925-huset er der indlagt vand. I 1955 er loftsrummet inddraget og soveværelset flyttet til førstesal, det traditionelle skifertage er skiftet ud med simple tagsten, og en række funktioner er flyttet til et skur i haven. Og 1985-huset er det, som nogen vil kalde den bygningskulturelle degenerering fortsat med metalvinduer og tagrender i plastik.

Scenograferingen af Rhyd-y-car husene er virkelighedsnær med rod og skrammel overalt.

Blåstempling af dårlig smag?

Dette sidste gav anledning til overvejelser om, hvorvidt en bevaring og udstilling af denne simple, moderne bygningskultur ville blive betragtet som en slags blåstempling.

Konklusionen var – heldigvis, fristes man til at sige – at museet ikke skal være smagsdommer, men fokusere på at dokumentere, bevare og formidle virkelighedens verden, hvad enten museumsfolkene synes om den eller ej.

Slitage

Rhyd-y-car projektet skulle blive det mest succesfulde i museets historie, og i en artikel fra 1989 fortæller Eurwyn Williams, at de meget små huse besøges af mellem 150.000 og 200.000 museumsgæster om året. Det giver en voldsom slitage, og museet har derfor sørget for at indsamle et stort lager af ting, som kan bruges til at erstatte de tæpper, stole og andet, der bliver slidt op. På museets magasiner har man naturligvis bevaret originaler, mens tingene i husene nødvendigvis må blive slidt ned over tid. Samme model anvendes i øvrigt af flere engelske open-air museer.

 

Som noget nyt kunne publikum spejle sig selv i den historie, som museet fortalte, som her i boligen fra 1985.

Et nyt publikum

Rækken af minearbejderhuse gav hurtigt St. Fagans et helt nyt publikum som supplement til det hidtidige publikum, der især relaterede sig til Wales landbrugshistorie. Nemlig minearbejdere og deres familier, og dermed blev museet også repræsentativt for den befolkningsgruppe, der måske mere end nogen anden har kendetegnet store dele af Wales.

Dernæst kunne museet konstatere, at der kom mange nye besøgende, der normalt ikke plejede at gå på museum. Baggrunden var, at de nu kunne genkende sig selv og deres egen tid i de to-tre seneste huse.

Endelig var Rhyd-y-car projektet inspirationskilde til rækkehusene fra Tilburg, som nogle år senere blev opført efter samme koncept som et vigtigt element i fornyelsen af Nederlands Openluchtmuseum i Arnhem i Holland.

 

Et kig ind i børneværelset fra 1985.

Kilder

Eurwyn Williams: The Concept of Change in History. Recent Developments at the Welsh Folk Museum, Cardiff, trykt i Report of the Association of European Open Air Museums Conference in Interlaken 1988, Switzerland 1990 s 148-50.

Eurwyn Williams: Re-erection, Restoration and Interpretation: The Rhyd-y-Car Houses at The Welsh Folk Museum, trykt i Social History Curator Group, Journal 16 (1988-89) s 33-36.

Rundvisning og samtaler med tidl. museumsdirektør Eurwyn Williams, St. Fagans, juli 2009.

Rundvisning og samtaler med museumsdirektør John Williams-Davies, St. Fagans, juli 2009

 

  • 1
  • 2