HVILKE MUSEER ER DE VIGTIGSTE?

Når alt kommer til alt, tror jeg, de fleste vil erkende, at nogle museer klart skiller sig ud på grund af faglighed, folkelig opbakning og international opmærksomhed. Men det er ikke så let at sige højt her i Jantelovens hjemland.

Måske er det derfor, der aldrig er nogen, der har lavet en model, så man rent faktisk kan se, hvilke museer, der skiller sig ud som særligt vigtige. Men hvis man tør, er det nu ikke så svært.

Jeg vover gerne et øje ved at pege på fire målepunkter, som er lette at håndtere, og som også har den fordel, art de kan sættes ind i et regneark:

  1. Kulturstyrelsens kvalitetsvurderinger, som er 360 graders evalueringer af den samlede virksomhed, der udføres på de enkelte museer.
  2. Museernes besøgstal – for hvis der ikke kommer gæster på museerne, hvad skal vi så med dem?
  3. Museernes internationale anerkendelse, som man fx kan måle via deres rating i Lonely Planet og Guide Michelin.
  4. Bedømmelser fra brugere. Her kan man fx bede fire, ti eller tyve personer med overblik og som repræsenterer både museer, skoleverdenen og turisme om at give deres bud – eller man kan tage afsæt i ratings hos TripAdvisor eller Google.

Jeg foreslår, at der i modellen gives en maksimal score på 10 point for hvert målepunkt. Det højest opnåelige pointtal er således 40.

For et par år siden gennemførte jeg øvelsen for mig selv. Syv museer fik mellem 35 og 40 point. Fire museer mellem 30 og 35 point. Tre museer fik de maksimale 40 point. Og 11 museer fik mellem 20 og 29 point. Altså 25 museer med mere end 20 point. Jeg har ikke publiceret, hvilke museer, det drejer sig om, og agter heller ikke at gøre det, men jeg tror ikke, der vil være de store overraskelser.

Dog har jeg vist resultaterne til udvalgte politikere, turistfolk og museumsfolk, og alle har givet udtryk for, at modellen virker til at have stor træfsikkerhed. Men det er naturligvis et øjebliksbillede, der gives. For der vil være museer, der er på vej op, og sikkert også museer, der er på vej ned. Men det er ikke noget problem, for det vil næppe tage en studentermedhjælper mere end en enkelt dag at korrigere pointtavlen med de nyeste oplysninger.

Selvfølgelig kunne man også inddrage andre og flere målepunkter. Fx antal besøgende skoleklasser, evne til at nå grupper, der aldrig eller kun sjældent besøger et museum, entréindtægt, gaver fra fonde og sponsorer, tilskud fra staten, tilskud fra kommuner, gennemslagskraft på sociale medier, digital tilgængeliggørelse af museets samlinger, digitale skoletilbud, antal forskningspublikationer, samarbejde med universiteter, antal uddannede lærlinge – og sikkert også andet.

Hvis man tør vove sig ind på en mere kvalitativ boldgade, kunne man også se på museernes evne til at gå nye veje. Se på hvorvidt museerne påtager sig nye og andre samfundsopgaver. Samt på museernes evne til at adressere tidens store spørgsmål.

Men jeg kan frygte, at modellen derved vil blive så tung at arbejde med, at der reelt ikke kommer til at ske noget. Og så ender man, som man plejer: Intet sker!

Jeg vil æde min gamle hat på, at resultatet ikke vil blive væsentligt anderledes, selvom man inddrager andre og flere målepunkter.

En lettere redigeret udgave af dette indlæg er i dag 10. december 2020 publiceret i Altinget.

 

 

 

 

 

PÅ MUSEET SKAL VI LÆRE OS SELV AT KENDE!

Igennem snart fire år har politikerne gået som katten om den varme grød: Skal statens tilskud til museerne fordeles på en anden måde end i dag? Kan det lade sig gøre – og tør vi?

Nu er debatten om museernes tilskud og opgavemodel atter bragt i spil, og så kan der være god grund til at tage en tur op i helikopteren og se på, hvilken rolle museerne egentlig bør spille i nutidens samfund? Ikke at økonomiske modeller og administrativ teknik er uvæsentlige ting, men når fokus er på økonomi og administration, glemmer man let de helt grundlæggende spørgsmål.

En af de mest indflydelsesrige museumstænkere gennem tiden, engelske Kenneth Hudson, gav helt tilbage i 1977 udtryk for følgende: ”I en tid med hurtige og grundlæggende forandringer i samfundet bør det være helt naturligt, at de, der står i spidsen for museerne, med mellemrum stiller spørgsmål som: Hvorfor eksisterer dette museum? Og hvor relevant er det for det samfund, som det er en del af?” Kenneth Hudson var bl.a. manden bag verdens største museumspris European Museum of the Year Award, oftest kaldet EMYA.

En af Hudsons landsmænd David Fleming fra Museum of Liverpool gav i 2013 dette bud: ”Museerne skal tjene samfundet og ikke bare passe på samlinger af genstande. Museerne skal være socialt ansvarlige og tage fat på tidens store spørgsmål. De skal identificere de historier, der engagerer, bevæger og involverer den almindelige besøgende”.

Et tilsvarende synspunkt møder man i den amerikanske museolog Stephen E. Weils programmatiske udsagn fra 1999: ”Museerne skal flytte deres fokus fra at være om noget til at være for nogen”.

Det helt centrale for både Fleming, Hudson og Weil er museernes rolle i forhold til deres publikum og de grupper og samfund, de betjener. Museernes ”public quality”, som Kenneth Hudson og de mange, der er inspireret af ham, ville sige. Selvfølgelig skal museerne bevare, og de skal forske, men udgangspunktet må altid være gæster og brugere. Hvordan inspirerer vi dem, hvordan griber vi dem om hjertet, hvordan gør vi dem nysgerrige, så de åbner op for den indsigt, kundskab og erfaring, som museerne rummer?

At gøre dette kræver mere end bare faktuel viden, og det kan her være en nyttig inspiration at se på hvor begrebet ”museum” egentlig komme fra.

Museum, eller museion, er i den græske mytologi hjemmet for de ni muser, som alle var døtre af erindringens gudinde Mnemosyne. Den engelske museumsmand Peter Lewis, der 1990-2001 var direktør for Beamish Museum i det nordøstlige England, gjorde her en interessant observation, som han brugte i sin konstante kamp mod det, han kaldte ’the-museums-should-be-dull-brigade’. Han noterede sig det tankevækkende, at kun historiens og astronomiens muser, Clio og Urania, er inkluderet i det moderne museumsbegreb, mens de sidste syv muser, der har at gøre med de mere kreative aspekter af menneskelivet, ikke er med. Han argumenterer derpå for, at disse kreative muser atter bør indlemmes i vores museumsbegreb, som dermed igen vil komme til at rumme elementer af det poetiske, det musiske og det dramatiske. Dermed genetablerer han også museumsbegrebets forbindelse til en humanistisk verdensforståelse frem for til et naturvidenskabeligt positivistisk videnskabsbegreb, der primært ser museerne som en slags vidensbank, hvor publikum kommer for at blive klogere og for at lære noget – akkurat som i skoler og på universiteter.

Museernes relevans har nemlig at gøre med andet og mere end at passe på gamle ting og skrive bøger og videnskabelige afhandlinger. Museernes egentlige betydning er ikke instrumentel og kan ikke reduceres til hverken viden, forskning, økonomisk omsætning eller turistmæssig attraktionskraft.

På den anden side er det imidlertid ikke så lige til, at sætte ord på museernes dybeste værdi. Akkurat som det er svært at formulere værdien af en solnedgang, et strejf på kinden fra én, man har kær, eller at opdage verden på ny sammen med sit barnebarn.

Mit bud er, at museerne skal ses som en slags reservoir for identitet og forankring og for inspiration og forandring. Når de er bedst, er museerne steder, hvor de besøgende kan føle sig hensat til en anden verden, steder hvor de kan se og opleve noget, der er forskelligt fra deres hverdag – og hvorfra de, forhåbentlig, kan bringe noget med tilbage. Det gode museum er på den ene siden et sted for diskussion og modsigelse, undren og udfordring, og på den anden side et sted for glæde, hygge, samvær og sammenhæng.

Et godt museum skal være relevant for den besøgende, og samtidig skal det handle om noget, der er større end én selv, noget der giver en fornemmelse af sammenhæng. Det skal have kant, det skal rumme kundskab og samtidig skal det være skønt, morsomt og inspirerende. Og så bør det på en eller anden måde handle ligeså meget om nutiden og fremtiden som om fortiden.

Da svenske Artur Hazelius i 1873 grundlagde verdens første folkemuseum, Nordiska Museet, og nogle år senere Skansen, verdens første frilandsmuseum, valgte han som motto for sin museumsvirksomhed aforismen ”Kend dig selv”, som er en antik indskrift på væggen i Apollontemplet i Delfi.

”Kend dig selv!”. Pointen er klar. Det er hverken fortiden eller tingene i sig selv, der er målet for museernes virksomhed, men derimod de mennesker, som oplever museerne – nu og i fremtiden.

Derfor er det vigtigt, at museerne når bredt ud, ud til hele befolkningen og ikke kun til det klassiske museumspublikum, som lettere karikeret ofte beskrives som kvindelige gymnasielærere over 50.

Museer betyder meget for mange. Men de kan betyde langt mere for flere. Netop det bør være ledestjernen, hvis man fra politisk hold nu endelig – efter fire års usikker ventetid – vælger at sætte gang i en reform af museumsstøtten.

En lettere redigeret udgave af denne tekst er i dag 3. december 2020 også bragt i Kristeligt Dagblad.

 

LAD OS ÅBNE DE USYNLIGE DØRE TIL LANDETS MUSEER

Hvad er det, der afholder nogle grupper fra at gå på museum? Er prisen for høj, indholdet irrelevant, eller er det bare ikke noget for “sådan nogen som os”? Søren Bak-Jensen fra Arbejdermuseet og jeg har i fællesskab skrevet dette indlæg, som i en let ændret udgave også er trykt som kronik i Jyllands-Posten.

Da Socialdemokratiet i 1960 kickstartede velfærdspolitikken, lød partiets slogan: “Gør gode tider bedre”. Året efter oprettede man Kulturministeriet med det formål at bringe kulturen og den almene dannelse ud til alle danskere.

At det kun er lykkedes delvist, er dokumenteret mange gange. Også på museumsområdet, hvor vi ved, at det især er mennesker med kort uddannelse, der holder sig væk, men at også geografisk afstand og kulturprofil spiller ind.

Denne kulturelle og sociale ulighed er ofte søgt forklaret med, at det er for dyrt at besøge museerne. Naturligvis kan prisen have betydning. Men at det langtfra er den vigtigste årsag til skævheden, er dokumenteret gennem talrige nationale og internationale undersøgelser. Gratis adgang giver ikke et mere mangfoldigt publikum. Måske flere besøgende, i hvert fald i starten, men ikke øget social diversitet. Tallene er ikke til at tage fejl af.

I venstre side af Folketinget har man i mange år peget på prisen som årsag til social skævhed. Men ikke mere. »Det handler om at sænke barren, så flere tør træde ind i de rum, hvor kunsten og kulturen er«, har Socialdemokratiets kulturordfører, Kasper Sand Kjær, således udtalt for nylig, og her rammer han hovedet på sømmet. For meget tyder nemlig på, at det, der for alvor betyder noget, er om det indhold, et museum tilbyder, opleves som relevant for det publikum, man gerne vil nå. Og dernæst om museet i hele sin attitude også evner at favne dette publikum.

Den amerikanske kulturanalytiker Colleen Dilenschneider skelner i en analyse af emnet fra 2019 mellem tre grupper. Den første gruppe består af de mennesker, der allerede besøger museer på eget initiativ. Den anden gruppe omfatter dem, der under ingen omstændigheder vil på museum. Disse to meget forskellige grupper ser vi bort fra her. Derimod er det vigtigt at kigge på den tredje gruppe, som er mennesker, der ikke af sig selv vil besøge et museum, men som måske vil gøre det, hvis de skal vise det frem for udenbys gæster, hvis deres firma har arrangeret en event på museet, eller hvis museet holder et særligt arrangement, der tiltaler dem. Det er en gruppe, der kan flyttes fra at være passive museumsbrugere til at være aktive brugere.

Colleen Dilenschneider peger på tre primære barrierer, der skal nedbrydes for at gøre passive museumsbrugere aktive. Den helt klart vigtigste er, at de foretrækker at bruge deres tid på noget andet, på andre fritidsaktiviteter. Det være sig håndbold, biograf, samvær med familien, se tv eller ligge på sofaen. Den næste barriere er, at et museumsbesøg ikke er noget for “sådan en som mig”. Og den tredje er tidligere negative oplevelser i forbindelse med museumsbesøg – f. eks. da man gik i skole. Først derefter kommer betydningen af entrépris. Med Dilenschneiders ord er det at være gratis ikke det samme som at være inviterende.

At mange prioriterer noget andet og mener, at et museumsbesøg ikke er noget for “sådan en som mig”, er utvivlsomt en nøgle til at forklare den kulturelle skævhed.

For museer skal jo betyde noget for nogen. Helst for alle, og i hvert fald for flere. Og her spiller det selvsagt en rolle, at dem, man gerne vil være noget for, oplever museet som relevant.

Den tidligere direktør for Norsk Folkemuseum Olav Aaraas stillede for år tilbage 1000-kroners spørgsmålet: ”Hvad er det, der interesserer publikum mere end noget som helst andet i verden, når de besøger et museum?” Og han gav selv svaret: “Det er dem selv! De, og vi, ønsker alle at skabe en forbindelse mellem vores eget liv og historien”. Dermed satte han for alvor relevans på dagsordenen.

I pagt hermed har den tidligere direktør for Museum of Liverpool David Fleming understreget: ”Museerne skal tjene samfundet og ikke bare passe på samlinger af genstande. Museerne skal være socialt ansvarlige og tage fat på tidens store spørgsmål. De skal identificere de historier, der engagerer, bevæger og involverer den almindelige besøgende.”

Museerne skal selvfølgelig handle om noget, der rager de mennesker, man gerne vil have som besøgende. Eller i det mindste bestræbe sig på at bygge bro mellem museet og brugerne. Hvis man lykkes med at skabe sådanne forbindelser, vil nye grupper givetvis komme på museet og måske opleve noget, de ellers aldrig ville være kommet i nærheden af.

Et vigtigt og nok i høj grad overset element i den brobygning er museets attitude og kulturelle tilgængelighed. For museer er jo meget mere end deres udstillinger og indhold. De er mødesteder, hvor man kommer for at være sammen og hygge sig. »A good day out«, som vore engelske kolleger siger. Det er jo gæsternes fridag.

Undersøgelser viser ligefrem, at selve indholdet af et museum, udstillingerne, spiller en mindre rolle end den oplevelse, det er at være sammen med dem, man besøger museet med. Museer er nemlig i meget høj grad også form og social ramme. Og i formen, i attituden, ligger en væsentlig forklaring på, at mange på forhånd har en opfattelse af, at dette eller hint museum ikke er noget for “sådan en som mig”. Opfattelsen kan være berettiget eller uberettiget, men den er ikke desto mindre virkelighed for dem, der har det sådan.

Vi vil vove den påstand, at langt de fleste museumsansatte hører til den gruppe, som hos Gallup kaldes de fællesskabsorienterede. Altså de kulturelt interesserede, de højtuddannede, de socialt bevidste med en fornuftig økonomi, som tilhører de humanistiske mellemlag og politisk ligger i midten eller lidt til venstre. Altså præcis den samme gruppe, som udgør museernes primære publikum, som det er i dag.

Og så er der en risiko for, at museerne kun åbner de døre, som de selv vil gå ind ad. Men lukker døren for de mennesker, der tilhører f. eks. de individ-eller traditionsorienterede grupper. Ikke som noget, man vil, men som noget, man bare kommer til.

Det er jo banalt, men ikke desto mindre afgørende, at vi er os bevidste, at der er mange, der har andre kulturprofiler, og som måske føler sig fremmed for værdierne og de kulturelle koder hos de såkaldte fællesskabsorienterede.

Hvis vi vil have disse andre kulturprofiler til at besøge museerne, hvis vi vil have dem i tale, så må vi sætte os i deres sted. Vi må være inviterende over for alle dem, der har den forhåndsopfattelse, at museet ikke er noget for “sådan nogen som mig.”

For det er vores forbandede pligt som museumsansatte at nedbryde kulturelle og sociale barrierer for møder med kunst og kultur. Lad os sætte en ære i at være museer, man kan identificere sig med, museer, hvor ingen behøver at føle sig mindre værd end andre, museer, som er alles ejendom. Derfor skal vi undgå indforståethed og adfærdsmæssige koder, der skaber usikkerhed om, hvorvidt alle må være med.

Den amerikanske museumsforsker Nina Simon peger på, at mange museer er fyldt med usynlige døre, “invisible doors”, hvor pointen er, at hvis man ikke kan se døren, så er det heller ikke muligt at forestille sig, hvad der er bag den, og da slet ikke, at det evt. kunne være “noget for sådan en som mig”.

Nina Simon taler også om “insiders” og “outsiders”. Insiders er dem, der allerede er inde i rummet, elsker det og beskytter det. Insiderne kan være både ansatte og dem, der kommer til på museet, og som kender det. Outsiders er dem, der ikke kender museet, og som kan føle sig usikre ved at skulle gå ind i rummet og måske også frygter, at de vil være uvelkomne.

Insiderne spiller en afgørende rolle for at byde outsiderne indenfor. Og de er også med til at gøre de usynlige døre synlige, så flere kan få lyst til at gå igennem dem.

Dette indlæg er under titlen ”Gratis adgang til museer giver flere gæster, men sikrer ikke mangfoldigheden” trykt som kronik i dagens udgave af Jyllands-Posten 28. oktober 2020.

 

DE HISTORISKE MUSEER FORTÆLLER OS, HVEM VI ER – DERFOR SKAL DE FREMTIDSSIKRES

De historiske museer udgør en helt afgørende del af fundamentet for dansk identitet. Men måske hviler de selv på et svagere fundament, end vi gik og troede. Herom skriver museumsdirektørerne Ulla Tofte (M/S Museet for Søfart), Søren Bak-Jensen (Arbejdermuseet), Mads K. Holst (Moesgaard Museum) og Thomas Bloch Ravn (Den Gamle By.

Coronakrisen har vist, at danskerne er langt mere optaget af kulturens og historiens betydning for samfundet, end mange har troet. Under nedlukningen blev det klart, at der er et stort behov i befolkningen for at finde fællesskaber baseret på nogle af de værdier, vi som individer og samfund er rundet af. Ét af de steder, hvor danskerne er søgt hen – først digitalt og derefter fysisk – er til landets museer, der i år har oplevet en hidtil uset folkelig opbakning. Men krisen har samtidig afsløret, hvor sårbare nogle af de store museer, der udfylder væsentlige roller i et nationalt museumslandskab, rent faktisk er. Derfor er der behov for tiltag, der kan sikre dem bedre i en tid efter corona.

I 2014 åbnede Moesgaard Museum i en helt ny udgave med en stor fortælling om menneskets udvikling.

Ikke mindst de historiske museer har gennem de sidste 10 år været inde i en positiv udvikling. Deres besøgstal har for længst overhalet fodboldens samlede tilskuer- og medlemstal med længder. Økonomien er vokset tilsvarende gennem brugerbetaling, samtidig med at de har fået udvidet deres samfundsmæssige opgaver, så de i dag spiller en langt større rolle i forhold til turismeudvikling, social- og sundhedsinitiativer og undervisning end tidligere.

Men coronakrisen har også vist, at der er stor forskel på hvordan museer drives. Nedlukningen ramte alle – men med vidt forskellige konsekvenser. Afhængig af tilskudsforhold og forretningsmodel oplevede nogle museer kun få eller ingen økonomiske konsekvenser af nedlukningen. For andre derimod, truede fraværet af indtægter med ét slag hele deres eksistens. Paradoksalt nok viste det sig, at nogle af de museer, der normalt betragtes som allermest succesfulde målt på besøgstal og folkelig opbakning, og dermed hidtil er blevet set som de stærkeste, pludselig var de mest sårbare.

Vi repræsenterer fire museer – Den Gamle By, Moesgaard Museum, M/S Museet for Søfart og Arbejdermuseet –  og vi arbejder alle med nogle af de store fortællinger, der spiller en helt særlig rolle for danskerne. Vi samler befolkningsgrupper på tværs i en tid, hvor orienteringspunkterne er uklare og fremtiden uvis og mange føler et behov for at stoppe op. Besinde sig. Hvem er vi, hvor kommer vi fra, og hvor vil vi gerne hen? For ”nu” er som bekendt et uendeligt kort øjeblik, et midlertidigt stoppested, på vejen mellem fortid og fremtid. Det er historien, der binder det sammen.

I 2013 slog M/S Museet for Søfart dørene op for fortællingen om dansk skibsfart og livet på søen i en markant ny bygning.

Som historiske museer arbejder vi med fortiden. Desværre er det en udbredt myte, at ’fortiden’ især betragtes i tyste og støvede lokaler fyldt op med gamle ting i glasmontrer – og næsten ingen gæster. Men sandheden er, at mange museer i de seneste år er genopstået som en slags Fugl Føniks. Både danskere og turister strømmer til og tager del i fortællingerne om fortiden. Fortællinger, der tager deres afsæt i nutiden og har blik på fremtiden.

Museerne er jo samfundets rødder. Og akkurat som et gammelt egetræ, har også et samfund brug for stærke, dybe rødder, der giver næring og forankring. Til gengæld har rødderne også brug for ordentlige vækstbetingelser.

Vores fortællinger udgøres derfor også af en mangfoldighed af ”stemmer”, der fortæller om dansk (og europæisk) identitet og historie. Dynamiske fortællinger, som udvikles og varieres i takt med, at museernes dybe forskning fører til nye indsigter, som giver dem aktualitet og appel, og som rækker ud til hundredtusindvis af danskere. Vi har samlinger, der regnes som nogle af de væsentligste i verden. Vi har eksperter, der er second-to none, og internationalt regnes blandt den absolutte elite. Og spørger man de besøgende, er mange danske museer helt i top – både hvad angår vigtighed, kompetence og folkelig yndest.

Som historiske museer er vi Danmarks reservoir for identitet og forankring, og for inspiration og forandring. Når vi er bedst, føler de besøgende sig hensat til en anden verden, steder hvor de kan se og opleve noget, der er forskelligt fra deres hverdag – og hvorfra de, forhåbentlig, kan bringe noget med tilbage til nutiden. Og så handler de historiske museer på en forunderlige måde lige så meget om nutiden og fremtiden som om fortiden.

Alligevel dukker der jævnligt historier op i medierne om museer i krise. En del af problemerne skyldes at nogle museer endnu ikke er kommet med på udviklingen og har undladt at skabe et skarpt indhold og en vigtig kommerciel motor, der kan bidrage til økonomien – til dels også fordi udviklingen forudsætter store institutioner, der både har flere kræfter og bredere kompetencer.

Arbejdermuseet har siden sin åbning i 1983 vist historien om arbejderne og arbejderbevægelsen i Danmark.

Vi mener derfor, at der er stort behov for at konsolidere det danske museumslandskab. Det bør ske ud fra en erkendelse af, at det succesfulde museum i fremtiden har to motorer: En kommerciel, der bygger på publikumsindtægt og driver udviklingen af de stærke publikumsoplevelser, der når de mange. Og en almennyttig motor, der løfter de mange samfundsmæssige opgaver, som museerne har, og som kræver en offentlig økonomi.  Der bør skabes gode forhold for begge motorer. I øjeblikket ligger museerne i et limbo, hvor det offentlige tilskud sætter grænser for udviklingen af museernes forretning. Der er derfor et stort behov for at bryde med tabuer og give museerne bedre mulighed for at drive deres forretning.

Men det er også helt afgørende, at de to motorer ikke adskilles. Den kommercielle motor giver rækkevidde, og den almennyttige motor giver formål. Derfor er det absolut nødvendigt, at de to sider følges ad, så offentlige tilskud følger de kommercielt stærke museer, som derigennem forpligtes på de almennyttige opgaver. Alternativet er, at vi ender med på den ene side økonomisk tunge museumsforlystelser, hvor indhold og samfundsopgaver bliver sat i baggrunden, og på den anden side økonomisk svage museer med urealistisk store samfundsopgaver, der kun når ganske få borgere.

En sammenbinding af de offentlige tilskud og de kommercielle styrker vil udfordre en række mindre museer. Hvis vi skal sikre, at der både er attraktive besøgssteder og varetagelse af kulturarven i alle dele af landet, er det derfor også en forudsætning, at museer lægges sammen på tværs af de kommunegrænser, der i dag nogle gange virker som næsten uoverstigelige barrierer. Og sammenlægningen bør naturligvis ske ud fra en tematisk betragtning – ikke en geografisk.

I Den Gamle Bys moderne kvarter, der åbnede i 2013, vises  1960’ernes og 70’ernes danske velfærdssamfund i alle sine aspekter.

De historiske museer er samfundets rødder, som giver forankring i en usikker og splittet tid. Vi har fået danskerne til at strømme til nye fortællinger om fortiden og turister til at bidrage økonomisk til samfundet. Vi vil forsat gerne gå forrest og drive udviklingen videre, men politikerne skal sikre, at vi får de rigtige rammer i fremtiden, så 10 års succes ikke går til grunde med corona.

Der er behov for at diskutere, hvordan vi sikrer, at Danmark også om 10, 20 og 30 år har attraktive, fagligt stærke og økonomisk bæredygtige museer med høj international profil. Vi bidrager gerne!

 

Denne tekst er i let ændret udgave bragt som kronik i Berlingske Tidende 19. september 2020.

Museer for folk – et led i demokratiseringen af Danmark

I årtierne omkring 1900 ser vi de første opgør med et elitært museumssyn, der havde sin rod i enevældens tankesæt. Der gik dog næsten 100 år, før der blev almen tilslutning til, at museer skal handle om andet og mere end ting og være for andre end de i forvejen frelste.

Vi alene vide

Der var noget vi-alene-vide over Nationalmuseets direktør Sophus Müller, der fra midten af 1880’erne og frem til sin pensionering i 1921 kompromisløst definerede, hvordan et museum skulle være. Som den aristokratiske arkæolog, han var, hævdede Sophus Müller, at museernes fokus skulle være forskning, fund og forhistorie. Historien fra en tid, mange har et forhold til, var ikke interessant. Det var fortællinger om almindelige mennesker bestemt heller ikke. Og at et museum kunne være til glæde for folk i almindelighed var nærmest umuligt at forestille sig.

De i Skandinavien frembrydende folke- og frilandsmuseer, som netop fortalte almindelige menneskers historie for almindelige mennesker, var ifølge Müller slet ikke ”rigtige” museer. Det kunne på ingen måde komme på tale, at de skulle modtage støtte fra staten.

I årtierne omkring år 1900 definerede Sophus Müller kompromisløst, hvordan et museum skulle være for at være et rigtigt museum. Müller var dybt konservativ og rundet af det gammelkøbenhavnske åndsaristokrati, der havde stærke rødder i enevældens tankesæt og verdenssyn.

Flere museer havde ellers forsøgt at slå sig i tøjret. Først Dansk Folkemuseum fra 1885, siden de museer, der fra midten af 1800-årene var vokset frem i landets større købstæder, og dernæst Kunstindustrimuseet, der åbnede for publikum i 1895. Men uden held. Müller fik dem alle klappet i facon, så de kom til at passe til hans urokkelige forestilling om, hvordan tingene burde være. Og nok så vigtigt skulle de ikke på nogen måde udfordre Nationalmuseets position som ”overmuseum” og landets eneste rigtige af slagsen.

For eller imod Den Gamle By

I årene 1909-1916 lykkedes det imidlertid for ét museum at bryde Müllers magt. Nemlig Peter Holms gamle by i Aarhus, der med titusindvis af besøgende og enestående opbakning fra mange sider hurtigt voksede sig så stærk, at museet formåede at udfordre Müller og endda sikre sig tilskud fra både stat og kommune.

I første omgang havde Müller kaldt det, der skulle blive til Den Gamle By, for ”noget forbandet skidt” og ”imitation” og hans lokale proselyt, formanden for Aarhus Museum, konsul Frederik Ollendorff, mente ligefrem, at renæssancebindingsværket til Borgmestergården, Den Gamle Bys første hus, skulle hugges op og sælges som pindebrænde.

At det ikke gik sådan, må i høj grad tilskrives kgl. bygningsinspektør Hack Kampmann, der kaldte Ollendorff ”et forbenet gammelt rokkehoved” og gav ham på puklen for at spænde ben for den nye og anderledes museumsmodel, som Peter Holm lancerede med sin suite af historiske interiører i den gamle borgmestergård – fra renæssancen og helt op til ”vores forældres og bedsteforældres tid”.

Borgmestergården på Landsudstillingen i Aarhus i 1909. Forud var gået en kamp mellem to forskellige museumssyn, som siden da har præget diskussionen om museernes opgaver og rolle i samfundet. Skal museer mest handle om genstande eller være om og for folk?

I 1915 formastede kredsen bag Den Gamle By sig til at søge både stat og kommune om tilskud til museets drift. De årlige omkostninger blev anslået til 4.500 kr. Heraf ansøgte man staten og kommunen om hver at yde en tredjedel, mens man regnede med, at resten kunne tjenes via entré, som var sat til 25 øre for voksne og 10 øre for børn. At søge staten om et driftstilskud på 1.500 kr. vidner om, at Peter Holm ikke satte sit lys under en skæppe, og i datiden var det ganske frejdigt og uset at operere med en egenindtægt på en tredjedel af driftsomkostningerne.

To museumssyn

Ministeriet bad Nationalmuseet om at udtale sig om ansøgningen, og her kom det frem, at der internt på museet var en afgrundsdyb splittelse mellem direktørerne for museets to afdelinger. Müller, der var chef for forhistorien, museets første og primære afdeling, og historikeren Mouritz Mackeprang, der stod i spidsen for de mere sekundære samlinger fra historisk tid.

Sophus Müllers erklæring til ministeriet er én stor principiel nedgøring af Peter Holms projekt – ”15 tætskrevne sider”, som Holm bittert noterede i sine erindringer. I erklæringen sondrede Müller mellem ”det centrale, der har krav på statsstøtte, og det periferiske, der ikke har det”. ”Til det centrale hører det ægte og sande, til det periferiske det uægte og usande”. Borgmestergården hørte for Müller til det uægte og usande. Det gjaldt både selve bygningen og interiørerne. Bygningen, fordi den blev flyttet fra sin oprindelige plads, og fordi den var rekonstrueret. Interiørerne, fordi de var skabt af effekter, der stammede forskellige steder fra. Müller ville ikke engang betegne Borgmestergården som en ”imitation eller kopi”, men som et fritlavet udstyr med ”tilfældige bestanddele hentede allevegnefra”.

Med foragt nævnte han også, at Borgmestergården rummede ”sager helt ned til vore forældres tid”. Müller sammenlignede herefter Borgmestergården med en historisk roman: ”Den holder sig også så nær som muligt til sandheden, og meget er jo ligefrem kalkeret over beretningerne. Men hvor stoffet manglede, der er der tildigtet, og om enkelthederne ved man jo ikke meget”. Og han satte trumf på ved at sammenligne Borgmestergården med det brede offentlige ”fornøielsesvæsen”. Den slags skulle der ikke ydes statsstøtte til!

Mackeprang gik anderledes nøgternt til sagen. Han redegjorde for, hvordan Nationalmuseets anden afdeling havde fulgt Peter Holms arbejde, og han vurderede, at der ved genrejsningen af Den gamle Borgmestergård og ved indretningen af rækken af borgerlige interiører var ”gjort et overmåde dygtigt og pålideligt arbejde”. Han støttede Peter Holms ambition om at give et billede af ”udviklingen af en danske købstads borger og næringsliv fra år ca. 1600”. Og han udtalte, at man måtte være taknemmelig for Peter Holms initiativ, fordi de eksisterende museer med enkelte undtagelser kun havde ”ganske planløse og tilfældige samlinger af genstande fra denne tid”. Borgmestergården overgik allerede nu ”langt de øvrige provinsmuseer”, og Mackeprang anbefalede, at staten imødekom ansøgningen.

Det korte af det lange er, at Sophus Müller tabte det museumspolitiske magtspil, og i 1916 bevilligede ministeriet de ansøgte 1.500 kr. årligt til driften af Borgmestergården. Da først staten var med, bakkede kommunen også op, og dermed var Den Gamle By et permanent museum med fast driftstilskud fra både stat og kommune. Peter Holms museum blev både publikumssucces og topseværdighed, og nogle årtier senere blev Holm belønnet med titlen som æresdoktor ved Aarhus Universitet for sin indsats.

En enlig svale gør imidlertid ingen sommer. Selv om der i takt med, at 1900-årene skred frem, opstod flere museer om emner, der ligger tættere ved vores tid, var det også her den enkelte, autentiske museumsgenstand og ikke fortællingen, der var i centrum, ligesom videnskabeligheden var vigtigere end folkelig gennemslagskraft.

Nybrud

Efter etableringen af Den Gamle By skal vi helt frem til 1955 for at finde det næste nybrud. Nemlig Hjerl Hedes sommerlevendegørelse, der gav det vestjyske frilandsmuseum en gennemslagskraft og folkelig appel, der ikke tidligere var set på noget dansk museum. ”Dette frivillige og folkelige kursus i anskuelsesundervisning”, kaldte journalisten Paul Hammerich begejstret levendegørelsen i en reportage i Politiken, og folk strømmede til. Levendegørelsen baserede sig på grundige studier, for ”det skulle ikke være en cirkus”, som formanden for bestyrelsen Finn Hjerl-Hansen udtrykte det. Alligevel var mange fagfolk skeptiske, og i diskussionerne om Hjerl Hede ser vi atter modsætningen mellem de museumsfolk, der ønskede at udstille ting i montrer, og dem, der ville fortælle på en måde, der nåede ud til andre og flere end det sædvanlige museumspublikum.

Museet på Hjerl Hede var en pioner inden for levendegørelse af historien og sandsynligvis verdens første frilandsmuseum, der anvendte denne populære formidlingsform.

Få år efter, i 1958, brød Louisiana i Humlebæk med den klassiske kunstmuseumsmodel og satte nye standarder for museerne som oplevelse og udflugtsmål. Ikke alle brød sig om et museum med café, butik og spektakulære events. Men publikum elskede det, og Louisianamodellen vandt efterhånden også indpas på kulturhistoriske museer.

Müllers ånd rådede stadig

Alligevel var det meste imidlertid, som det plejede at være. Nok var Sophus Müller død i 1934, men hans ånd rådede stadig. I 1969 fandt Kulturministeriet imidlertid, at nu kunne det være nok, og ministeriet gav en kulturpolitisk redegørelse, som var en stor øretæve til museerne. Man måtte se i øjnene, hed det i redegørelsen, at museerne i dag kun spiller en ”underordnet rolle iblandt de muligheder for anvendelse af fritiden, der frembyder sig for befolkningen”, og så gav betænkningen ellers en næsten karikeret beskrivelse af ”den klassiske museumsmontre” med rækker af genstande anbragt på hylder ”på en så akavet måde, at man skal gå ned i knæ for at få et overblik over dem” og med mere eller mindre ulæselige etiketter, der ”i sig selv er et levn fra fortiden”. Konklusionen lød: ”Mange museer er derfor i dag selv modne til at komme på museum”.

Billedet viser Aarhus Museums oldtidsudstilling fra begyndelsen af 1900-tallet. Men endnu midt i århundredet var der fortsat mange museer, der tog sig sådan ud.

Museerne måtte forstå, hed det i redegørelsen, at ”fritidsvanerne er indgribende ændrede”. Ja, man måtte acceptere, at museerne som biblioteker, teatre, radio og fjernsyn også havde den ”meget vigtige opgave at underholde”. Der skulle ikke skabes ”afstand mellem klenodierne og de besøgende”. Man burde tage ved lære af frilandsmuseerne og de museer, der anvendte det karakteristiske interiørprincip. Museerne skulle være inviterende og tilgængelige. Der skulle være en udstillingsform, hvor ”relativt få, karakteristiske genstande udstilles i salene”, og museerne skulle i højere grad indrettes med henblik på de besøgende med ”vejledninger i form af oplysende, let læselige tekster, plancher, tegninger og fotografisk materiale, der tilsammen giver et klart og relativt hurtigt forståeligt billede af den historiskes udvikling”.

Fra Brede tilbage til Prinsens Palæ

Noget tyder på, at Nationalmuseet allerede havde læst skriften på væggen. For nu skete der noget nyt. Vel at mærke ikke i de hellige haller i Prinsens Palæ i kongens København, for her var alt ved det gamle. Men ude på landet, i Brede, 15 km nord for hovedstaden. Her skabtes i perioden 1966-1988 et folkeligt eksperimentarium af nye museale fortælleformer. Selv om det er over 30 år siden, at den sidste Bredeudstilling lukkede, taler mange fortsat henført om udstillingerne, som på sæt og vis var en slags kulturhistoriens svar på kunstens Louisiana. Fortællingen kom i centrum, og et besøg var fascinerende, overraskende, lærerigt, morsomt og en oplagt udflugt for hele familien. De tidligere fabriksbygninger skræmte ikke nogen væk, og området ved Mølleåen var smukt og rekreativt.

Med udstillingen ”På herrens mark” lukkede Nationalmuseet i 1988 ned for eksperimenterne i Brede for i stedet at koncentrere kræfterne om museets store om- og nybygningsprojekt i Prinsens Palæ. Det nye Nationalmuseum åbnede i 1992 med moderne foyer, restaurant, butik og den succesfulde særudstilling ”Viking og Hvidekrist”. Udstillingen foregik i de moderne særudstillingsfaciliteter, som kom til at danne rammen om flere fine særudstillinger. Men det overraskende, det morsomme og det nybrydende kom ikke med fra Brede. Og da slet ikke i de nye, faste udstillinger, hvor fortællingen blev erstattet af museumsgenstande i tusindvis. Trods det æstetiske løft må man sige, at pendulet var svinget tilbage, og der er næppe tvivl om, at Sophus Müller ville have følt sig mere hjemme i det nye Prinsens Palæ end i Brede et halvt århundrede tidligere.

Mennesket og publikum i centrum

I 1965 genskabte Den Gamle By et traditionelt marked under Aarhus Festuge. I 1977 var der premiere på det første vikingetræf på strandengen ved Moesgård. Og med inspiration fra Hjerl Hede og en række internationale open-air museer begyndte både Frilandsmuseet og Den Gamle By i 2001 at arbejde med levendegørelse. Siden er mange fulgt efter. Tivolisering var der nogen, der kaldte det, men publikum elskede det. Der er ingen tvivl om, at ligesom Louisiana havde fået nye grupper på kunstmuseum, tiltrak historiske events og levendegørelse et nyt publikum til de kulturhistoriske museer, som dermed for alvor brød ud af den faglige spændetrøje, som siden Sophus Müllers tid havde defineret museernes virke.

Tirpitzmuseet, der åbnede i 2017, er et eksempel på de nye museer, der lægger mere vægt på engagerende historiefortælling end fremvisning af gamle ting.

Det seneste årti har mange museer udviklet et sandt festfyrværkeri af nye formidlingsformer. Museet for Søfart, Tirpitz, Strandingsmuseet, Moesgård Museum og Aarhus Fortæller i Den Gamle By. Her er det ikke tingen, museumsgenstanden, der er i centrum, men fortællingen om mennesket til forskellige tider. Besøgstallene boomer, og museerne placerer sig i dag centralt i kulturbilledet som vigtige vinduer til dansk identitet og historie.

Også Sophus Müllers gamle museum flytter sig i disse år. Her kompenserer kedsomhedsknapper og virile vikingeportrætter nu for Nationalmuseets udstillinger, der fortsat er propfyldt med museumsgenstande. Publikum er ved at komme i højsædet. At fokusere på folk giver legitimitet, og så giver det indtjening, som kan være med til at finansiere basale museumsopgaver. Det er slut med Müllers ensidige fokus på fund, forskning og forhistorie. Indtil videre i hvert fald.

Jeg tror, vi er mange, der krydser fingre for, at det holder.

 

Indlægget er en superkort udgave af hovedlinjen i bogen “Museer for folk”, der i marts udkom på Aarhus Universitetsforlag i serien 100 Danmarkshistorier. Teksten har i store træk også været trykt som kronik  i Politiken 28. maj 2020.

 

 

 

 

 

Den Gamle By giver julen dybde og dimension

I Den Gamle By sætter vi i julen alle sejl til for at fortælle om de traditioner og mange historiske lag, som gør julen til noget helt særligt. Juli Den Gamle By åbner fredag 22. november og kan opleves frem til Helligtrekongersaften 5. januar 2020. Den Gamle By har åben alle årets 365 dage.

Meget mere end et julemarked

Julemarked er der en del, der kalder alt det, vi i Den Gamle By sætter i værk her op til jul. Og selvfølgelig er der boder, hvor man kan købe juleknas og juleglögg, juleøl og julesnaps, julekager og julepynt – og gaver og andet godt.

Men Jul i Den Gamle By er også så uendelig meget mere. Snesevis af udstillinger, historier om lys og mørke, mødet med mennesker fra andre tider, deres tro og overtro, julens særlige sange og ikke mindst smagsoplevelser, der er gået i glemmebogen alle andre steder end i Den Gamle By. Det er ambitionen at give museets gæster en fornemmelse for de historier og traditioner, der ligger bag alle de mærkelige ting, vi gør i julen.

Først når det er rigtigt mørkt forstår man lysets betydning. Som fx pigerne, der laver mad i køkkenet fra 1864.

Julen er mærkelig

For julen er en mærkelig tid, som kan være svær af forstå. For os selv og for andre. Her tænker jeg på det store forbrugsræs med gaver, øl og mad i metervis. Jeg tænker også på de store julefrokoster. Og jeg tænker på det forhold, at de fleste danskere tager et træ ind i stuen og pynter det med alskens flitterstads – selvom det for udefra kommende må tage sig ud som det rene hokus-pokus.

Og så tænker jeg på det mærkværdige forhold, at vi – eller i hvert fald mange af os – lige pludselig og meget radikalt skifter spise- og drikkevaner. For selvom man måske mest er til middelhavsmad og rødvin, så finder man i julen pludselig sig selv i færd med at spise kager med kardemomme, risengrød med kanelsukker, hamburgerryg med grønlangkål, and med svesker, æbler og sukkerbrunede kartofler, svinesylte med sennep og rødbeder – og dertil drikke snaps og øl med en helt anden sødme, end vi er vant til.

Mærkeligt og anderledes! Ja nok. Men på den anden side er juletraditionernes styrke og historiske dybde med til at give os en følelse af at høre til og være en del af noget, der er større end os selv. Uden egentlig at tænke særligt over det, kommer man i kontakt med nogle meget dybe rødder, som man ikke er opmærksom på, når dagligdagens karrusel kører for fuld fart. Det er de rødder, vi i Den Gamle By ønsker at tydeliggøre for de mange gæster, der besøger museet i tiden op til jul.

Den Gamle By importerer glaspynt fra de gamle familieværksteder i Thüringen. Den historiske julepynt sælges i museets særlige julebutik.

Glemte fortællinger

Det er derfor vi har en særlig bod med rigtige æbleskiver. Altså skiver af æble, der dyppes i dej og koges i svinefedt.

Det er også derfor Den Gamle Bys julebutik har importeret mængder af den særlige glaspynt til juletræet fra de små værksteder i Lauscha i Thüringen. Pynten fremstilles fortsat efter forskrifterne fra slutningen af 1800-tallet og med den samme teknik.

Det er derfor Den Gamle By har fremstillet en særlig hybenkradser. Altså en krydret vin med helbredende egenskaber. Drikken er opkaldt efter grækeren Hippokrates (4. årh fvt), der er kendt som lægekunstens fader, og hvis navn senere blev forvansket til hybenkradser.

Det er derfor, man i Den Gamle By kan opleve det sparsomme lys og hvor vigtigt det var i den mørke juletid. Spillet mellem lys og mørke er jo et helt grundlæggende element i både den hedenske fejring af solhvervet og den moderne jul, selvom det i dag kan være næsten umuligt at forstå i nutidens kamp om at bruge så mange watt som overhovedet muligt.

Del af noget større

Jeg tror, de fleste af os oplever, at der er nogle særlige tidspunkter og situationer, hvor man kommer dybere ned i sine følelser og sin oplevelse af verden. Det være sig i forbindelse med livets store overgange – fødsel, bryllup og død. Men det gælder også ved årets store overgange, og her spiller julen en helt særlig rolle. I sådanne sammenhænge bliver småskærmydsler og daglige gøremål mere ligegyldige, og man får den der forunderlige fornemmelse af at være en del af noget gammelt og kraftfuldt. Det er en helt speciel følelse, og jeg tror, det er det, der gør, at så mange har et særligt forhold til julen i Den Gamle By.

Rigtige æbleskiver består af en skive æble, der dyppes i dej og steges i svinefedt. Og de smager himmelsk.

Den franske historiker Phillipe Ariés har engang udtrykt det på den måde, at det er historiens –  og museernes – opgave at afhøvle nutiden, så den bliver gennemsigtig. Med Den Gamle Bys vifte af oplevelser prøver vi at give museets gæster hygge og samvær på en måde, så de samtidig også oplever, at de får noget med hjem. En ny tanke, en forundring eller måske en viden, som man ikke havde før. Vi ønsker at give julen dybde og dimension.

 

 

 

 

Helvegs historiske øretæve red­dede museer fra at komme på museum

I år er det 50-året for den kulturpolitiske redegørelse, der var en ren øretæve til de danske museer. Redegørelsen er fornøjelig læsning, der viser, at der er sket et nybrud på museumsområdet.

Kulturminister i VKR-regeringen 1968 til 1971 var den radikale nestor Kristen Helveg Petersen, og med den kulturpolitiske redegørelse fra 1969 satte regeringen for alvor publikum i centrum for de offentligt støttede kulturinstitutioners virke.

Målsætningen med kulturpolitikken var, fremgår det, at fremme de enkelte menneskers udviklingsmuligheder, deres optagethed af og deltagelse i udformningen af vores fælles tilværelse.

Og man er udmærket klar over, at det nok ikke vil komme til at gå helt let, idet forfatterne finder anledning til at skrive, at en gennemførelse af målsætningen vil kræve “åbenhed, fantasi og opbrud fra vante forestillinger”.

Og så skal jeg ellers love for, at der er smæk for skillingen, ikke mindst i kritikken af de træge, konservative kulturmuseer, som, forstår man, nærmest betragtede publikum som en by i Rusland.

Selvom kunstmuseernes “problemer er mindre og deres forsømmelser mindre udtalte”, er de skridt, der også her bør tages, imidlertid “ligeså radikale som de kulturhistoriske museers”.

Uinteressante for publikum
Museerne var så uinteressante for publikum, at endda ungdomsoprøret “er gået dem totalt forbi”, hedder det i redegørelsen.

Grunden er, mener forfatterne bag, at den oprørske ungdom anså museerne for helt og aldeles ufarlige, som “depoter for tidligere samfunds efterladenskaber”, hvorfor de simpelthen ikke var “krudtet værd”.

Museerne spiller “kun en relativt underordnet rolle iblandt de muligheder for anvendelse af fritiden, der frembyder sig for befolkningen”, hedder det i betænkningen.

Og den giver en næsten karikeret beskrivelse af “den klassiske museumsmontre” med rækker af genstande anbragt på hylder “på en så akavet måde, at man skal gå ned i knæ for at få et overblik over dem” og med mere eller mindre ulæselige etiketter, der “i sig selv er et levn fra fortiden”.

“Mange museer er derfor i dag selv modne til at komme på museum”, lyder den kontante konklusion.

Direkte møntet på Nationalmuseet hedder det: “Den nuværende udstillingsform er forkert over for publikum”. Det store antal udstillede genstande “virker som en belastning for den besøgende, som mister overblikket, modtageligheden sløves, og det bliver for mange en sløv og kedsommelig vandring gennem rummene”.

Ringe gennemslagskraft over for publikum
Museernes gennemslagskraft over for den befolkning, som de skal betjene, var mildt sagt heller ikke imponerende. I alt omkring fire millioner gæster besøgte de danske museer, oplyser Danmarks Statistik.

De bedst besøgte var de statslige hovedmuseer i København: Nationalmuseet med 340.000 gæster, Statens Museum for Kunst med 250.000 og Zoologisk Museum med 220.000.

Langt de fleste lokalmuseer havde færre end 5.000 besøgende. Dog med undtagelsen af Sønderborg Slot, Forhistorisk Museum på Moesgård, Koldinghus og Viborg Museum, der hver havde mellem 30.000 og 50.000 besøgende.

Derudover skilte navnlig de museer sig ud, som fortæller en særlig historie, fremgår det af Danmarks Statistik. Det drejer sig om museer som Frederiksborg Slot i Hillerød, H.C. Andersens Hus i Odense, Vikingeskibsmuseet i Roskilde samt Frilandsmuseet i Lyngby, Hjerl Hede ved Skive, Den Fynske Landsby i Odense og Den Gamle By i Aarhus.

Afdelingen for løftede pegefingre
Og så kommer redegørelsen ellers til afdelingen for gode råd og løftede pegefingre.

Museerne må lære at forstå, at “fritidsvanerne er indgribende ændrede”. Ja, man må acceptere, at museerne ligesom biblioteker, teatre, radio og fjernsyn “ved siden af den kundskabsformidlende funktion” også har den “meget vigtige opgave at underholde”. En stærk melding, som nok kunne få mange museumsfolk til at få kaffen galt i halsen.

Det understreges, at museerne skal undgå den gammeldags udstillingsform, der skaber “afstand mellem klenodierne og de besøgende”. Museerne skal være inviterende og tilgængelige, forstår man.

Der bør tilstræbes en udstillingsform, hvor “relativt få, karakteristiske genstande udstilles i salene”, som i det hele taget i højere grad indrettes med henblik på de besøgende med “vejledninger i form af oplysende, letlæselige tekster, plancher, tegninger og fotografisk materiale, der tilsammen giver et klart og relativt hurtigt forståeligt billede af den historiske udvikling”.

Film og lysbilleder anbefales ligesom også skiftende udstillinger. I det hele taget bør museerne i langt højere grad end hidtil blive “levende institutioner”, som også arbejder sammen med de kulturelle og folkeoplysende foreninger.

Forfatterne bag redegørelsen stiller ligefrem spørgsmålet: “Hvad om man engang i fremtiden kunne tale om de farlige museer?”.

For da “museerne beskæftiger sig med alle andre samfund end det, hvor vi netop lever, kunne de blive arsenaler, hvorfra argumenter kunne hentes til kritik af det bestående, vækstpunkter for en ny livsholdning”.

For hvis museerne fortsætter som hidtil, så “skal man ikke spå dem nogen almen samfundsnyttig funktion i fremtiden”.

Klar melding, må man sige. Og umulig at misforstå.

Fornøjelig og klar læsning
Som én, der gennem årene har læst talrige offentlige rapporter og betænkninger, er det forfriskende, ja, ligefrem fornøjeligt, at læse denne 50 år gamle kulturpolitiske redegørelse.

For den er et forbilledligt eksempel på, at det kan lade sig gøre at skrive en ministeriel redegørelse i en form, der ikke er domineret af kancellisprog og juridisk formalia, og som samtidig tør være klar i spyttet.

I tilbageblik er det også glædeligt at konstatere, at der virkelig er sket noget på museumsområdet gennem de seneste 50 år. Næppe alene på grund af redegørelsen, men den var vigtig, fordi den satte en retning.

Siden 1969 er museernes gennemslagskraft over for publikum mangedoblet. Mens museernes samlede besøgstal i slutningen af 1960’erne var omkring fire millioner, er der nu mere end 15 millioner, der årligt besøger de danske museer.

Fortællekraften er forøget betragteligt, og der er i dag næppe det museum, der ikke gør sit bedste for at sætte publikum i centrum.

Gamle, snærende museumsformer er brudt op. Former, der i mange år nærmest var en kollegial spændetrøje for de museumsfolk, der ønskede at gå nye veje.

Disse rester, der stammer helt tilbage fra det 19. århundrede, er de senere år blevet erstattet af en ny museal mangfoldighed, hvor det er et vigtigt mantra, at museerne ikke er til for hverken tingenes skyld eller for fortidens.

For fortiden er forbi, og tingene er døde. Nej, museerne er til for menneskene – nu og i fremtiden.

Nybruddet uden for København
Nybruddet er især sket uden for hovedstaden, hvor museerne de seneste par årtier næsten er boblet over med nye initiativer.

Den geografiske udjævning er nu så markant, at alle de tre bedst besøgte museer i 2018 var at finde uden for København. Nemlig Louisiana (755.000), Den Gamle By (546.000) og Aros (508.000). Museer, der i øvrigt alle på et tidspunkt har været betragtet som en af klassens frække drenge.

Samme år havde statens to hovedmuseer, Nationalmuseet og Statens Museum for Kunst, henholdsvis 365.000 og 309.000 besøgende. Men også her er der nyt på vej.

Ikke mindst på Nationalmuseet, hvor både kedsomhedsknap og designede vikingemalerier vækker opmærksomhed. Til fornøjelse for mange, men med forventelige protester fra den faglige spændetrøjes aktuelle forvaltere.

Hvis “gamle Helveg”, den modige minister bag den 50 år gamle kulturpolitiske øretæve, i dag kunne komme på museumstur rundt i det ganske land, tror jeg, han ville se tilbage på sin kulturpolitiske redegørelse og tænke: Hvor var det godt, at vi turde. Det vil de fleste i dag nok give ham ret i.

 

Dette indlæg er i dag 5.september 2019 ogsåpubliceret som kronik på Altinget.

 

Uden mørket er det svært at se lyset

I disse dage hænges millioner af LED-lyspærer op i det ganske land og varsler julens komme. I dette indlæg fortælles om betydningen af lyset i mørket og de mangeartede skikke og traditioner, der har formet den danske jul. 

Når danskerne juleaften tænder lysene på juletræet, så slukker de fleste først på kontakten. For først når det elektriske lys er slukket, kan man se det særlige samspil med mørket, som de levende lys giver. Det er noget af det, der gør julen til rigtig jul.

På samme måde med adventskransen, der fandt vej over grænsen fra Tyskland efter første verdenskrig og for alvor blev udbredt i Danmark i slutningen af 1940’erne. Jo nærmere vi kommer på julen, des flere lys tænder vi i kransen. Og vi nyder den typisk i mørkningen, for vi ville jo næsten ikke kunne få øje på den i en fuldt oplyst stue.

Heller ikke den endnu senere skik med kalenderlyset kommer til sin ret i totalt oplyste rum. Eller den svenske – og nu danske – Luciaskik.

Vi passer på, at vi ikke lyser så meget, at vi slet ikke kan se lyset i mørket. For det er jo det, det hele drejer sig om.

Selve ordet jul er et hedensk ord, og vores jul er i bund og grund en hedensk fest. En fejring af solhvervet, hvor året vender, og det går mod lysere tider. Man ser frem mod lysets snarlige komme som et tidens tegn for grøde, vækst og fremgang.

Men julen er også så meget andet. Julen er en fejring af Jesu fødsel og en markering af vores kristne kultur. Den er også et stort gilde med masser af mad og drikke. Og den er udveksling af gaver, ja man kan næsten sige, at julen i dag er et kommercielt gaveræs.

Julens traditioner giver os fast grund under fødderne, de giver os en fornemmelse af at høre til og være en del af noget, der er større end os selv.

Det er de rødder, vi i Den Gamle By ønsker at tydeliggøre for de mange gæster, der besøger museet i tiden op til jul.

Den franske historiker Phillipe Ariés har engang udtrykt det på den måde, at det er historiens –  og museernes – opgave at afhøvle nutiden, så den bliver gennemsigtig. Med Den Gamle Bys vifte af udstillinger, levendegørelser, historiske butikker og anderledes smagsoplevelser prøver vi at give vores gæster hygge og samvær på en måde, så de samtidig også oplever, at de får noget med hjem. En ny tanke, en forundring eller måske en viden, som man ikke havde før. Vi ønsker at give julen dybde og dimension.

For mig personligt begynder juletiden, når dagene for alvor begynder at blive korte. Det sker sådan engang i første halvdel af november. Det er mørkt, når man står op, og mørkt når man cykler hjem fra arbejde. Og så forløses det hele i dagene omkring juleaften, hvor året vender, og lyset lidt efter lidt begynder at vende tilbage. Uendeligt langsomt, men man ved, at det går den rigtige vej.

Det markerer vi nordboere ved at tænde lys, ved at være sammen og ved at hygge os. Og det, vi er sammen om, det er traditioner, der har så mange århundreder på bagen, at ingen rigtig kender deres oprindelse.

Præsteenken i Eilschous Boliger strikker i skæret fra et enkelt lys. Men kun ét. For lys var dyre at fremstille og derfor noget, man sparede på.

”Guuud, var der virkelig så mørkt?”, spørger mange gæster, når de besøger den ældste del af Den Gamle By i december måned. Og svaret er: ”Nej, i 1800-tallet og før var det meget mørkere”.

For ikke skræmme vores gæster bort, har vi derfor valgt et kompromis. Nemlig at placere en del flere gaslamper og portlygter, end der i virkeligheden ville være. Men mørket er alligevel så markant, at de fleste nutidsmennesker får en troværdig fornemmelse af spillet mellem lys og mørke i de gamle købstæder.

Indendørs klarede man sig i vidt omfang med skæret fra ilden i det åbne ildsted. Men man kunne også tænde et tællelys, som stort set svarer til vor tids sterinlys. Men kun ét. For lys var dyre at fremstille og derfor noget, man sparede på.

Man havde normalt lys i det rum, hvor man opholdt sig. Lyset stod i en stage, og forlod man rummet, tog man lyset med sig. Det var ikke bare fråds, men også brandfarligt at lade lyset stå uden mennesker i nærheden.

For at få mest muligt ud af lyskilden gjorde man ofte det, at man satte lyset på et bord med en hvid dug, en såkaldt lysedug. Det er let at afprøve, og det er egentlig utroligt, så meget det hvide stof forstærker lyseffekten.

I dag er der ikke så mange, der tror på nisser, trolde og andet såkaldt overtro. Det skyldes måske, at vi er blevet mere oplyste i den forstand, at vi ved mere. Men det skyldes nok også, at vores verden og vores omgivelser med det elektriske lys er blevet mere oplyste.

Prøv blot at gå en mørkningstur i Den Gamle Bys gader. Eller kig ind til præsteenken i Eilschous Boliger, som alene oplyses af skæret fra ildstedet og et enkelt tællelys.

Mørket er overalt, og hvor det møder det flakkende lys er der glimt og bevægelser, der giver let spil til fantasien. Så folk, der har øjnene indstillet på den rigtige måde, kan se nisser og andre små væsner, som normalt ikke viser sig om dagen.

Ja, selv moderne, oplyste mennesker kan – ofte med en let gysen – komme ud for, at se et eller andet, som de aldrig vil kunne få øje på i de rum, hvor de normalt opholder sig, og hvor man bare trykker på en knap på væggen – og så er rummet totalt oplyst.

Når der i 1800-tallet og før var fest i de kredse, der havde råd, var lyset et vigtigt element.

For de, der til daglig var vant til et enkelt lys, var det noget helt specielt at opholde sig i et fuldt oplyst rum. I et sådant festbelyst lokale var der nemlig ikke bare et enkelt lys, men mange lyskilder i form af lysekroner i loftet, lysskjolde på væggene og lysestager på bordene.

Det er i den sammenhæng, vi skal se juletræet med lys på. Det første juletræ i Danmark skulle være blevet tændt i 1808 på den sydsjællandske herregård Holsteinsborg, men den første beretning om et juletræ stammer fra København tre år senere: ”Alle Værelserne til Gaden var oplyste, især eet, og uden for Vinduerne stod der ved Femtiden mange Mennesker, der højlydt gav deres Forundring til Kende. Det var nemlig rygtedes i Kvarteret, at Folk i Ny Kongensgade havde set, at der nogle Dage i Forvejen var bragt et loftshøjt Grantræ ind i Stuerne. Godtfolk spærrede øjnene op. Sladderen gik, det Forlød, at Træet skulde have tændte Lys på Grænene. Derfor var nysgerrige stimlet sammen for at se, hvorledes det vilde gaa… Nogle troede vel, den unge Doktor og hans yndige Frue var blevet gale…De, der ej kunne styre deres alt for store Iver efter at kikke ind af andres Ruder, satte stiger op til dem, for at kunne titte ind under Gardinerne”.

Erindringen stammer fra den unge Alfred Hage, der i 1811 var til julefest hos dr.phil. Martin Lehmann, som er den nævnte ”unge Doktor”. Martin Lehmann var præstesøn fa Holsten og kendte sikkert den tyske skik med pyntede og lysbehængte juletræer fra sin barndom. Nu havde han bragt skikken til København, og i det følgende århundrede blev juletræet udbredt til det ganske land.

I midten af 1800-årene blev juletræet almindeligt i bedrestillede hjem, og i de første årtier af 1900-tallet blev juletræet almindeligt hos høj og lav over hele landet.

Det var også i begyndelsen af 1900-årene, at julen begyndte at blive synlig udendørs. I 1914 kom København først med et juletræ på torvet, og i 1920’erne kunne man se et juletræ på torvet i snart sagt hver eneste købstad i Danmark. Træerne var forsynede med elektriske lys.

De enkelte butiksejere begyndte også at pynte til jul. Først og fremmest i butikkernes vinduer, men i årene efter første verdenskrig begyndte stadig flere butiksdrivende at pynte udendørs med gran og lys. Fra 1920’erne findes eksempler på, at nogen butikker udsmykkede deres facader med granguirlander, som blev hængt op i buer langs butiksfacaderne med en stjerne som lysende midtpunkt. Det var ikke alle, der gjorde det, for udsmykningen var dengang et anliggende for den enkelte butiksejer.

Snart blev juleudsmykningen imidlertid et anliggende for handelsstandsforeningerne, og allerede i 1930’erne er eksempler på, at man hængte granguirlander med elektriske lys på tværs af gaderne.

Som årene er gået, er lyset kommet mere og mere i fokus i den moderne julefejring. Hvor man i flere år har talt om gaveræs, kunne man med mindst lige så stor ret tale om lysræs.

Efter Anden Verdenskrig blev det almindeligt med granguirlander med elektriske pærer i byernes handelsgader. Her Den Gamle Bys Havnegade 1974.

Byernes handelsgader oplyses af imponerende lystæpper. Og mange villahaver har hele udstyrsstykker af udsmykning med tusindvis af lamper, der med farver og blink viser billeder af julemandens kane, julegaver, julestjerner og Rudolf med den røde tud.

En og anden gammel Jeronimus kunne måske synes, at det er ved at være for meget. For der er efterhånden så meget lys, at det vil være svært at få øje på julestjernen, hvis den skulle vise sig på himmelen.

Men når lysene tændes på juletræet den 24.december, så slukker vi for det elektriske lys. For inderst inde ved vi jo udmærket, at uden mørket er det svært at se lyset.

Denne tekst har i en forkortet udgave været bragt som kronik i Avisen Danmark 28. november 2018.

 

 

 

 

 

 

 

 

Museer kan godt lære af Disney

Nationalmuseets kommende kedsomhedsknap er utvivlsomt et forsøg på at komme til at tale til publikum på en måde, så flere vil opleve museet som vedkommende. Det er al ære værd, og det bliver spændende at se, hvordan knappen kommer til at fungere. Diskussionen om kedsomhedsknappen fik mig til at huske en tekst, jeg skrev for snart et kvart århundrede siden, efter at jeg i 1994 havde været på en række studieture i det store udland. Jeg var dengang leder af Struer Museum og var på jagt efter museernes muligheder i fremtidens kulturelle oplevelsesmiljø. Det er altid glædeligt, når det viser sig, at man fortsat er enig i noget, man selv ytrede for flere årtier siden, og da jeg tror, at pointerne fortsat kan have en vis interesse, genoptrykker jeg her mine betragtninger fra dengang:

 

“Der er især tre erindringsbilleder, der toner frem på nethinden, når jeg her, efter mine museale studierejser til det store udland, går i tænkeboks for at fundere over, hvad jeg egentlig fik ud af de mange besøg på museer og i historiske oplevelsescentre og temaparker af snart sagt enhver art.

Første erindring fører mig til York, vikingernes gamle hovedstad i Danelagen, hvor jeg efter halvanden times ventetid i engelsk regnvejr så, hvorledes visionærer museumsfolk her har indrettet et vikingemuseum, Jorvik Viking Centre, der siger spar to til alt, hvad jeg hidtil har oplevet indenfor genren.

I Jorvik stiger gæsterne om bord i små, el-drevne ”time-cars” og bliver derpå ført baglæns gennem en tidstunnel, hvor de møder en række grå skikkelser, ca 30 generationer af avisdrenge, hjemvendte soldater, tiggere, kræmmere, der alle synes at stræbe den modsatte vej, fremad i tiden.

Figurerne er legemsstore og meget livagtige, hvilket gør turen ganske gribende. Køreturen ender i første omgang i den gamle vikingegade, Coppergate, i året 848. Tidsbilen vender, og nu er det hele i farver. Legemsstore tableauer, tale, råb, sang og lugte giver et fascinerende indtryk af livet i York for godt tusind år siden. Det er næsten som selv at være der! Herfra køres ind i et afsnit, der skildrer arkæologernes arbejde, og køreturen slutter i en fin museumsudstilling, hvorfra der sluttelig er adgang til en museumsbutik, som rummer alt, hvad hjertet kan begære af bøger, postkort, T-shirts, vikingemønter og andet replika.

Det lå klart fra starten, at Jorvik Viking Centre skulle virke attraktivt på et bredt publikum, således at em væsentlig del af driften kunne baseres på entreindtægter. Det skulle hurtigt vise sig, at dette var lykkedes til overmål, og det har betydet, at centret i dag er en af de mest profitable turistvirksomheder i Storbritannien. For en museumsmand en tankevækkende oplevelse!

I den anden erindring står jeg som en slags museernes Morten Mindstemand midt i Disney-koncernens kæmpestore EPCOT-Center i Orlando, Florida, USA.  EPCOT, der er en forkortelse af Experimental Prototype Community of Tomorrow, består af to dele. Første del er Future World, der i en række pavilloner giver de besøgende et indblik i nutid og fremtid. Anden del er World Showcase, der er en slags permanent verdensudstilling med pavilloner fra i alt 11 af verdens lande. Nøgleordet er edu-tainment, en sammentrækning af de to engelske ord education og entertainment, som synes at være inspireret af Marshall MacLuhans diktum: ”Anyone who thinks education and entertainment are different doesn’t know much about either”.

Selvom mit museale overjeg kæmpede godt imod, måtte jeg overgive mig til dette festfyrværkeri af formidlingsteknikker og oplevelsesformer, der vil kunne berige ethvert fordomsfrit museum. I de forskellige nationale pavilloner kunne man typisk opleve:

  • dark rides a la Jorvik gennem landets historie
  • spektakulære film på storskærme af forskellig slags
  • udstillinger, hvor den besøgende må prøve og pille
  • rekonstruktion af hele miljøer
  • fornemme udstillinger af kulturskatte
  • gademusikanter og gøglere, etniske restauranter og butikker med fornemt kunsthåndværk

EPCOT er i bund og grund en kommerciel temapark og er dermed også underlagt andre vilkår end et museum. På trods af dette kunne jeg som museumsmand ikke andet end fascineres af den utrolige evne til formidling som Disney-koncernen her har udvist. Nyskabende, spændende og – langt hen ad vejen –  seriøs og vederhæftig.

Scenen for det tredje erindringsbillede er også Orlando – oplevelsesbyen, der på få årtier er opstået omkring Disney Worlds tre store tema-parker: EPCOT, Magic Kingdom og Universal Studios.

Stedet er et middelalderligt spise- og riddershow, ”Medieval Times – Dinner & Tournament”, der foregår i en ”borg”, hvor man mod betaling kan blive fotograferet sammen med ”kongen og dronningen” – det sker i riddersalen, hvor man også kan købe sig en Budweiser-øl.

Selve showet foregår i en stor ”middelalderhal”. For enden af det langstrakte turneringsareal sidder kongen og dronningen, og borgens stolte hersker styrer med mikrofon i hånd hele showet.

Nu serveres middagen, som består af en helstegt grillkylling på tintallerken og øl ad libitum i plastickrus – der er hverken kniv eller gaffel, men heldigvis masser af papirservietter påtrykt stedets logo. Under første del af middagen underholder en dygtig falkonér.

Herefter lyder en fanfare og turneringen begynder. Seks veltrænede riddere tordner ind ad portalen på deres araberheste, og i løbet af den næste times tid afgør de med lanser, sværd og økser, hvem der skal vinde publikums gunst. Publikum svinger med papkroner i forskellige farver, der hyldes, spises, drikkes øl – og alle har det rart og hyggeligt.

Showet, der i dag findes i syv identiske udgaver over hele USA, har fine fysiske rammer, forrygende riddere, fyrige heste, ja endda en fornem falkonér – men man har ikke ofret de i denne sammenhæng ganske få ekstra ressourcer, der skal til for at hæve niveauet over det platte. For en museumsmand et skræmmende eksempel på negligering af faglighed og autenticitet og dermed i bund og grund et stykke historieforfalskning i rent kommercielt øjemed.

Trods de store forskelle på Jorvik, EPCOT og middelaldershow er der en række fællestræk ved de tre oplevelsessteder:

  • der satses på høje besøgstal
  • entreindtægterne har afgørende betydning for økonomien
  • der anvendes populære formidlingsformer
  • markedsføringen er professionel og kommercielt anlagt.

De mest iøjnefaldende forskelle er, at mens Jorvik er et museum med hvad det indebærer af hensyn til autenticitet og faglig vederhæftighed, så er EPCOT og middelalder-showet rene forretninger, hvor de kommercielle hensyn ifølge sagens natur vejer tungest.

Når man så kommer hjem og ser nærmere på det museum (Struer Museum), man selv er forvalter af, når man ser på nabomuseerne og på den danske museumsverden i det hele taget, kan man godt føle, at det hele er noget gammeldags og – måske – lidt puritansk. Det var måske en overvejelse værd, om man kunne lære noget af steder som disse?

Der er grøde mange steder i den danske museumsverden, og der gøres flere forsøg på at gøre den traditionelle museumsformidling mere publikumsvenlig. Men det er et spørgsmål, om disse initiativer er tilstrækkelige til at konkurrere med de kommercielt anlagte, oplevelsesbetonede publikumsmagneter, som vokser frem stadig flere steder på verdenskortet – og som utvivlsomt også vil nå til Danmark.

Hvis ikke, kan jeg frygte, at man i løbet af nogle år vil se museerne blive kørt ud på et sidespor, hvorefter de må overlade den store scene til museumslignende oplevelsescentre og temaparker, der ikke er underlagt museumsverdenens krav om autenticitet og faglig vederhæftighed.

I værste fald kan man frygte, at museerne bringes ind i en ond cirkel af faldende besøgstal, svindende interesse fra sponsorer og offentlige myndigheder, forringet forskning, dårligere samlinger, dårligere formidling, og derpå endnu mere faldende besøgstal etc.

Den visionære canadiske museumsmand George F MacDonald har i flere spændende analyser beskrevet den voksende konkurrence fra sciencecentre, temaparker og andre, mere kommercielt baserede oplevelsescentre. Og han konstaterer nøgternt, at det i dag er attraktionerne, der ”spiller den melodi, vi alle er nødt til at danske efter”. Hans forfriskende, offensive synspunkt er, at museerne skal se dette som en udfordring, at museerne skal gøre op med deres lidt elitære og kedelige image, og at de i stedet begynder at bruge de samme ”våben” som ”modstanderne”.

Det var nok en overvejelse værd! Men museerne skal passe på ikke at skylle barnet ud med badevandet, og her må det afgørende være, at museerne fastholder deres faglige fundament. At de holder den faglige fane højt og ikke går på kompromis på det indholdsmæssige plan. Og at museerne også i fremtiden baserer sig på samlinger og på dette grundlag driver både forskning og formidling. Der udover må der være frit slag for fokusering på besøgstal og der må være vide rammer for nye og mere showbetonede oplevelses- og formidlingsformer. Heraf følger også, at der bør være mere rum for egentlig kommerciel markedsføring og mere forretningsmæssig drift i museumsverdenen.

Måske er alt dette blændværk fra det store udland. Måske passer disse nye former slet ikke til den danske mentalitet. Og så dog! Økonomi og fascinationsformere spredes i disse år hurtigt fra kontinent til kontinent, fra land til land. Så mon ikke det dog i det mindste var en overvejelse værd.

Det er svært at spå, specielt om fremtiden, som Storm P så viseligt sagde. Men skulle man gøre et forsøg, så skal man næppe forvente, at den danske museumsverden vil ændre sig radikalt fra den ene dag til den anden. Der vil utvivlsomt blive tale om en proces, hvor i første omgang enkelte museer, der i tema og samlinger rummer et helt ekstraordinært formidlingspotentiale, vil tage konkurrencen op med temaparker og oplevelsescentre.

Måske vil andre, lokalmuseer såvel som de store, klassiske museer, efterhånden lade sig inspirere og suge det til sig, de kan bruge. Under alle omstændigheder vil den almindelige udvikling stille visse krav og sætte visse rammer, og dem må museerne forholde sig til. Så en studietur til Disney World og EPCOT var måske ikke nogen dårlig idé. For mig var det både lærerigt og tankevækkende”.

Det var teksten fra dengang. I midten af 1990erne var der mildt sagt ikke 100 pct opslutning til disse synspunkter inden for den danske museumsverden. Jeg tror, det er anderledes i dag.

 

 

 

 

I Aarhus Fortæller får glemte stemmer nyt liv imellem os

I Den Gamle By mener vi, at historien er vigtig for at give det moderne liv dybde og dimension. Herom handler dette sjette og afsluttende blogindlæg i serien om tilblivelsen af Aarhus Fortæller.

Den udstilling, vi åbner her op til påske, er en del af det større museumskompleks, som udgør Den Gamle By. Det hele ligger som et reservat, en historisk oase, midt i den moderne storbys travlhed og støj. Som en slags fremmed og måske glemt stemme, som det er vores opgave som museumsfolk at gøre, hvad vi kan, for at kalde frem til et nyt liv mellem os.

Aarhus’ historie begynder i vikingetiden. Aarhus Fortæller begynder derfor også med historien om byens grundlæggelse og livet i vikingetiden.

Det er nok for meget at påstå, at historien kan bidrage med konkrete svar på nutidens spørgsmål. Men i Den Gamle By er vi overbevist om, at historien kan bruges som en slags reservoir for eftertanke og nytænkning. Den kan hjælpe os til at tænke ud over dagen og vejen, til at se ud over vores egen næsetip og måske til at forstå nutiden lidt bedre, så vi bedre kan finde vores vej ind i fremtiden.

Det gør indtryk, når lokomotiv F 694 lukker damp ud. Jernbanen var afgørende for, at Aarhus fik vokseværk fra midten af 1800-årene. Akkurat som en lufthavn med forbindelse til vigtige udenlandske knudepunkter måske kan vise sig at være afgørende for byens fortsatte vækst.

Historien er ikke mindst vigtigt i en så mærkelig og modsætningsfyldt modernitet, som vi lever i. En tid, hvor nyt rangerer højere end gammelt, hvor fornyelse er bedre end tradition, og hvor noget, der kommer fra udlandet altid er finere end noget, der har lokal forankring. En tid, hvor modernitet er et must og et udpræget modefænomen.

Faren er, sådan som jeg ser det, at vi i vores angst for at virke gammeldags og traditionsbundne absoluterer moderniteten i en sådan grad, at vor synsvinkel alt for let bliver endimensional. Derved overser vi, at det er historien, det diakrone perspektiv, der giver det moderne liv dybde og dimension.

Det er vores håb og store ambition, at Aarhus Fortæller kan bidrage med denne dybde og dimension. Vi tror, at mange her vil opdage byen (og sig selv) på en ny måde. At man vil spejle sig i historien og så måske opdage andre ting, end man er vant til.

Historien om borgmester Bernhard Jensens redning af Latinerkvarteret fra modernitetens buldozer er god at få forstand af. Også i dag skal vi passe på ikke at glemme, at det er historien, der giver nutiden dybde og dimension.

Når den officielle åbning foregår her i dag tirsdag 11. april er der grund til at rette en tak til Aarhus Byråd for at turde overlade os opgaven. Der skal også rettes en stor tak til de mange århusianere eller tidligere århusianere, der har bidraget med deres historie. En tak skal også rettes til Den Gamle Bys stab af iderige og kompetente fagfolk, som nu er i mål med den store opgave. En meget stor tak skal også rettes til Salling Fondene uden hvis støtte, det hele næppe var blevet til noget. Og så glæder jeg mig til også at rette en tak til Den Gamle Bys protektor Hendes Majestæt Dronningen for – det kan man vist godt sige – at sætte kronen på værket ved at forestå åbningen af udstillingen.

Det har taget 156 år at nå så langt. Nu glæder vi os som små børn til at vise resultatet frem – vi håber vore gæster synes om resultatet.

I en sofakrog kan publikum nyde almindelige menneskers helt almindelige billeder af deres helt almindelige hverdag. Det er faktisk ganske gribende, og jeg tror, de fleste kan spejle sig i mange af billederne.