DE HISTORISKE MUSEER FORTÆLLER OS, HVEM VI ER – DERFOR SKAL DE FREMTIDSSIKRES

De historiske museer udgør en helt afgørende del af fundamentet for dansk identitet. Men måske hviler de selv på et svagere fundament, end vi gik og troede. Herom skriver museumsdirektørerne Ulla Tofte (M/S Museet for Søfart), Søren Bak-Jensen (Arbejdermuseet), Mads K. Holst (Moesgaard Museum) og Thomas Bloch Ravn (Den Gamle By.

Coronakrisen har vist, at danskerne er langt mere optaget af kulturens og historiens betydning for samfundet, end mange har troet. Under nedlukningen blev det klart, at der er et stort behov i befolkningen for at finde fællesskaber baseret på nogle af de værdier, vi som individer og samfund er rundet af. Ét af de steder, hvor danskerne er søgt hen – først digitalt og derefter fysisk – er til landets museer, der i år har oplevet en hidtil uset folkelig opbakning. Men krisen har samtidig afsløret, hvor sårbare nogle af de store museer, der udfylder væsentlige roller i et nationalt museumslandskab, rent faktisk er. Derfor er der behov for tiltag, der kan sikre dem bedre i en tid efter corona.

I 2014 åbnede Moesgaard Museum i en helt ny udgave med en stor fortælling om menneskets udvikling.

Ikke mindst de historiske museer har gennem de sidste 10 år været inde i en positiv udvikling. Deres besøgstal har for længst overhalet fodboldens samlede tilskuer- og medlemstal med længder. Økonomien er vokset tilsvarende gennem brugerbetaling, samtidig med at de har fået udvidet deres samfundsmæssige opgaver, så de i dag spiller en langt større rolle i forhold til turismeudvikling, social- og sundhedsinitiativer og undervisning end tidligere.

Men coronakrisen har også vist, at der er stor forskel på hvordan museer drives. Nedlukningen ramte alle – men med vidt forskellige konsekvenser. Afhængig af tilskudsforhold og forretningsmodel oplevede nogle museer kun få eller ingen økonomiske konsekvenser af nedlukningen. For andre derimod, truede fraværet af indtægter med ét slag hele deres eksistens. Paradoksalt nok viste det sig, at nogle af de museer, der normalt betragtes som allermest succesfulde målt på besøgstal og folkelig opbakning, og dermed hidtil er blevet set som de stærkeste, pludselig var de mest sårbare.

Vi repræsenterer fire museer – Den Gamle By, Moesgaard Museum, M/S Museet for Søfart og Arbejdermuseet –  og vi arbejder alle med nogle af de store fortællinger, der spiller en helt særlig rolle for danskerne. Vi samler befolkningsgrupper på tværs i en tid, hvor orienteringspunkterne er uklare og fremtiden uvis og mange føler et behov for at stoppe op. Besinde sig. Hvem er vi, hvor kommer vi fra, og hvor vil vi gerne hen? For ”nu” er som bekendt et uendeligt kort øjeblik, et midlertidigt stoppested, på vejen mellem fortid og fremtid. Det er historien, der binder det sammen.

I 2013 slog M/S Museet for Søfart dørene op for fortællingen om dansk skibsfart og livet på søen i en markant ny bygning.

Som historiske museer arbejder vi med fortiden. Desværre er det en udbredt myte, at ’fortiden’ især betragtes i tyste og støvede lokaler fyldt op med gamle ting i glasmontrer – og næsten ingen gæster. Men sandheden er, at mange museer i de seneste år er genopstået som en slags Fugl Føniks. Både danskere og turister strømmer til og tager del i fortællingerne om fortiden. Fortællinger, der tager deres afsæt i nutiden og har blik på fremtiden.

Museerne er jo samfundets rødder. Og akkurat som et gammelt egetræ, har også et samfund brug for stærke, dybe rødder, der giver næring og forankring. Til gengæld har rødderne også brug for ordentlige vækstbetingelser.

Vores fortællinger udgøres derfor også af en mangfoldighed af ”stemmer”, der fortæller om dansk (og europæisk) identitet og historie. Dynamiske fortællinger, som udvikles og varieres i takt med, at museernes dybe forskning fører til nye indsigter, som giver dem aktualitet og appel, og som rækker ud til hundredtusindvis af danskere. Vi har samlinger, der regnes som nogle af de væsentligste i verden. Vi har eksperter, der er second-to none, og internationalt regnes blandt den absolutte elite. Og spørger man de besøgende, er mange danske museer helt i top – både hvad angår vigtighed, kompetence og folkelig yndest.

Som historiske museer er vi Danmarks reservoir for identitet og forankring, og for inspiration og forandring. Når vi er bedst, føler de besøgende sig hensat til en anden verden, steder hvor de kan se og opleve noget, der er forskelligt fra deres hverdag – og hvorfra de, forhåbentlig, kan bringe noget med tilbage til nutiden. Og så handler de historiske museer på en forunderlige måde lige så meget om nutiden og fremtiden som om fortiden.

Alligevel dukker der jævnligt historier op i medierne om museer i krise. En del af problemerne skyldes at nogle museer endnu ikke er kommet med på udviklingen og har undladt at skabe et skarpt indhold og en vigtig kommerciel motor, der kan bidrage til økonomien – til dels også fordi udviklingen forudsætter store institutioner, der både har flere kræfter og bredere kompetencer.

Arbejdermuseet har siden sin åbning i 1983 vist historien om arbejderne og arbejderbevægelsen i Danmark.

Vi mener derfor, at der er stort behov for at konsolidere det danske museumslandskab. Det bør ske ud fra en erkendelse af, at det succesfulde museum i fremtiden har to motorer: En kommerciel, der bygger på publikumsindtægt og driver udviklingen af de stærke publikumsoplevelser, der når de mange. Og en almennyttig motor, der løfter de mange samfundsmæssige opgaver, som museerne har, og som kræver en offentlig økonomi.  Der bør skabes gode forhold for begge motorer. I øjeblikket ligger museerne i et limbo, hvor det offentlige tilskud sætter grænser for udviklingen af museernes forretning. Der er derfor et stort behov for at bryde med tabuer og give museerne bedre mulighed for at drive deres forretning.

Men det er også helt afgørende, at de to motorer ikke adskilles. Den kommercielle motor giver rækkevidde, og den almennyttige motor giver formål. Derfor er det absolut nødvendigt, at de to sider følges ad, så offentlige tilskud følger de kommercielt stærke museer, som derigennem forpligtes på de almennyttige opgaver. Alternativet er, at vi ender med på den ene side økonomisk tunge museumsforlystelser, hvor indhold og samfundsopgaver bliver sat i baggrunden, og på den anden side økonomisk svage museer med urealistisk store samfundsopgaver, der kun når ganske få borgere.

En sammenbinding af de offentlige tilskud og de kommercielle styrker vil udfordre en række mindre museer. Hvis vi skal sikre, at der både er attraktive besøgssteder og varetagelse af kulturarven i alle dele af landet, er det derfor også en forudsætning, at museer lægges sammen på tværs af de kommunegrænser, der i dag nogle gange virker som næsten uoverstigelige barrierer. Og sammenlægningen bør naturligvis ske ud fra en tematisk betragtning – ikke en geografisk.

I Den Gamle Bys moderne kvarter, der åbnede i 2013, vises  1960’ernes og 70’ernes danske velfærdssamfund i alle sine aspekter.

De historiske museer er samfundets rødder, som giver forankring i en usikker og splittet tid. Vi har fået danskerne til at strømme til nye fortællinger om fortiden og turister til at bidrage økonomisk til samfundet. Vi vil forsat gerne gå forrest og drive udviklingen videre, men politikerne skal sikre, at vi får de rigtige rammer i fremtiden, så 10 års succes ikke går til grunde med corona.

Der er behov for at diskutere, hvordan vi sikrer, at Danmark også om 10, 20 og 30 år har attraktive, fagligt stærke og økonomisk bæredygtige museer med høj international profil. Vi bidrager gerne!

 

Denne tekst er i let ændret udgave bragt som kronik i Berlingske Tidende 19. september 2020.

Museer for folk – et led i demokratiseringen af Danmark

I årtierne omkring 1900 ser vi de første opgør med et elitært museumssyn, der havde sin rod i enevældens tankesæt. Der gik dog næsten 100 år, før der blev almen tilslutning til, at museer skal handle om andet og mere end ting og være for andre end de i forvejen frelste.

Vi alene vide

Der var noget vi-alene-vide over Nationalmuseets direktør Sophus Müller, der fra midten af 1880’erne og frem til sin pensionering i 1921 kompromisløst definerede, hvordan et museum skulle være. Som den aristokratiske arkæolog, han var, hævdede Sophus Müller, at museernes fokus skulle være forskning, fund og forhistorie. Historien fra en tid, mange har et forhold til, var ikke interessant. Det var fortællinger om almindelige mennesker bestemt heller ikke. Og at et museum kunne være til glæde for folk i almindelighed var nærmest umuligt at forestille sig.

De i Skandinavien frembrydende folke- og frilandsmuseer, som netop fortalte almindelige menneskers historie for almindelige mennesker, var ifølge Müller slet ikke ”rigtige” museer. Det kunne på ingen måde komme på tale, at de skulle modtage støtte fra staten.

I årtierne omkring år 1900 definerede Sophus Müller kompromisløst, hvordan et museum skulle være for at være et rigtigt museum. Müller var dybt konservativ og rundet af det gammelkøbenhavnske åndsaristokrati, der havde stærke rødder i enevældens tankesæt og verdenssyn.

Flere museer havde ellers forsøgt at slå sig i tøjret. Først Dansk Folkemuseum fra 1885, siden de museer, der fra midten af 1800-årene var vokset frem i landets større købstæder, og dernæst Kunstindustrimuseet, der åbnede for publikum i 1895. Men uden held. Müller fik dem alle klappet i facon, så de kom til at passe til hans urokkelige forestilling om, hvordan tingene burde være. Og nok så vigtigt skulle de ikke på nogen måde udfordre Nationalmuseets position som ”overmuseum” og landets eneste rigtige af slagsen.

For eller imod Den Gamle By

I årene 1909-1916 lykkedes det imidlertid for ét museum at bryde Müllers magt. Nemlig Peter Holms gamle by i Aarhus, der med titusindvis af besøgende og enestående opbakning fra mange sider hurtigt voksede sig så stærk, at museet formåede at udfordre Müller og endda sikre sig tilskud fra både stat og kommune.

I første omgang havde Müller kaldt det, der skulle blive til Den Gamle By, for ”noget forbandet skidt” og ”imitation” og hans lokale proselyt, formanden for Aarhus Museum, konsul Frederik Ollendorff, mente ligefrem, at renæssancebindingsværket til Borgmestergården, Den Gamle Bys første hus, skulle hugges op og sælges som pindebrænde.

At det ikke gik sådan, må i høj grad tilskrives kgl. bygningsinspektør Hack Kampmann, der kaldte Ollendorff ”et forbenet gammelt rokkehoved” og gav ham på puklen for at spænde ben for den nye og anderledes museumsmodel, som Peter Holm lancerede med sin suite af historiske interiører i den gamle borgmestergård – fra renæssancen og helt op til ”vores forældres og bedsteforældres tid”.

Borgmestergården på Landsudstillingen i Aarhus i 1909. Forud var gået en kamp mellem to forskellige museumssyn, som siden da har præget diskussionen om museernes opgaver og rolle i samfundet. Skal museer mest handle om genstande eller være om og for folk?

I 1915 formastede kredsen bag Den Gamle By sig til at søge både stat og kommune om tilskud til museets drift. De årlige omkostninger blev anslået til 4.500 kr. Heraf ansøgte man staten og kommunen om hver at yde en tredjedel, mens man regnede med, at resten kunne tjenes via entré, som var sat til 25 øre for voksne og 10 øre for børn. At søge staten om et driftstilskud på 1.500 kr. vidner om, at Peter Holm ikke satte sit lys under en skæppe, og i datiden var det ganske frejdigt og uset at operere med en egenindtægt på en tredjedel af driftsomkostningerne.

To museumssyn

Ministeriet bad Nationalmuseet om at udtale sig om ansøgningen, og her kom det frem, at der internt på museet var en afgrundsdyb splittelse mellem direktørerne for museets to afdelinger. Müller, der var chef for forhistorien, museets første og primære afdeling, og historikeren Mouritz Mackeprang, der stod i spidsen for de mere sekundære samlinger fra historisk tid.

Sophus Müllers erklæring til ministeriet er én stor principiel nedgøring af Peter Holms projekt – ”15 tætskrevne sider”, som Holm bittert noterede i sine erindringer. I erklæringen sondrede Müller mellem ”det centrale, der har krav på statsstøtte, og det periferiske, der ikke har det”. ”Til det centrale hører det ægte og sande, til det periferiske det uægte og usande”. Borgmestergården hørte for Müller til det uægte og usande. Det gjaldt både selve bygningen og interiørerne. Bygningen, fordi den blev flyttet fra sin oprindelige plads, og fordi den var rekonstrueret. Interiørerne, fordi de var skabt af effekter, der stammede forskellige steder fra. Müller ville ikke engang betegne Borgmestergården som en ”imitation eller kopi”, men som et fritlavet udstyr med ”tilfældige bestanddele hentede allevegnefra”.

Med foragt nævnte han også, at Borgmestergården rummede ”sager helt ned til vore forældres tid”. Müller sammenlignede herefter Borgmestergården med en historisk roman: ”Den holder sig også så nær som muligt til sandheden, og meget er jo ligefrem kalkeret over beretningerne. Men hvor stoffet manglede, der er der tildigtet, og om enkelthederne ved man jo ikke meget”. Og han satte trumf på ved at sammenligne Borgmestergården med det brede offentlige ”fornøielsesvæsen”. Den slags skulle der ikke ydes statsstøtte til!

Mackeprang gik anderledes nøgternt til sagen. Han redegjorde for, hvordan Nationalmuseets anden afdeling havde fulgt Peter Holms arbejde, og han vurderede, at der ved genrejsningen af Den gamle Borgmestergård og ved indretningen af rækken af borgerlige interiører var ”gjort et overmåde dygtigt og pålideligt arbejde”. Han støttede Peter Holms ambition om at give et billede af ”udviklingen af en danske købstads borger og næringsliv fra år ca. 1600”. Og han udtalte, at man måtte være taknemmelig for Peter Holms initiativ, fordi de eksisterende museer med enkelte undtagelser kun havde ”ganske planløse og tilfældige samlinger af genstande fra denne tid”. Borgmestergården overgik allerede nu ”langt de øvrige provinsmuseer”, og Mackeprang anbefalede, at staten imødekom ansøgningen.

Det korte af det lange er, at Sophus Müller tabte det museumspolitiske magtspil, og i 1916 bevilligede ministeriet de ansøgte 1.500 kr. årligt til driften af Borgmestergården. Da først staten var med, bakkede kommunen også op, og dermed var Den Gamle By et permanent museum med fast driftstilskud fra både stat og kommune. Peter Holms museum blev både publikumssucces og topseværdighed, og nogle årtier senere blev Holm belønnet med titlen som æresdoktor ved Aarhus Universitet for sin indsats.

En enlig svale gør imidlertid ingen sommer. Selv om der i takt med, at 1900-årene skred frem, opstod flere museer om emner, der ligger tættere ved vores tid, var det også her den enkelte, autentiske museumsgenstand og ikke fortællingen, der var i centrum, ligesom videnskabeligheden var vigtigere end folkelig gennemslagskraft.

Nybrud

Efter etableringen af Den Gamle By skal vi helt frem til 1955 for at finde det næste nybrud. Nemlig Hjerl Hedes sommerlevendegørelse, der gav det vestjyske frilandsmuseum en gennemslagskraft og folkelig appel, der ikke tidligere var set på noget dansk museum. ”Dette frivillige og folkelige kursus i anskuelsesundervisning”, kaldte journalisten Paul Hammerich begejstret levendegørelsen i en reportage i Politiken, og folk strømmede til. Levendegørelsen baserede sig på grundige studier, for ”det skulle ikke være en cirkus”, som formanden for bestyrelsen Finn Hjerl-Hansen udtrykte det. Alligevel var mange fagfolk skeptiske, og i diskussionerne om Hjerl Hede ser vi atter modsætningen mellem de museumsfolk, der ønskede at udstille ting i montrer, og dem, der ville fortælle på en måde, der nåede ud til andre og flere end det sædvanlige museumspublikum.

Museet på Hjerl Hede var en pioner inden for levendegørelse af historien og sandsynligvis verdens første frilandsmuseum, der anvendte denne populære formidlingsform.

Få år efter, i 1958, brød Louisiana i Humlebæk med den klassiske kunstmuseumsmodel og satte nye standarder for museerne som oplevelse og udflugtsmål. Ikke alle brød sig om et museum med café, butik og spektakulære events. Men publikum elskede det, og Louisianamodellen vandt efterhånden også indpas på kulturhistoriske museer.

Müllers ånd rådede stadig

Alligevel var det meste imidlertid, som det plejede at være. Nok var Sophus Müller død i 1934, men hans ånd rådede stadig. I 1969 fandt Kulturministeriet imidlertid, at nu kunne det være nok, og ministeriet gav en kulturpolitisk redegørelse, som var en stor øretæve til museerne. Man måtte se i øjnene, hed det i redegørelsen, at museerne i dag kun spiller en ”underordnet rolle iblandt de muligheder for anvendelse af fritiden, der frembyder sig for befolkningen”, og så gav betænkningen ellers en næsten karikeret beskrivelse af ”den klassiske museumsmontre” med rækker af genstande anbragt på hylder ”på en så akavet måde, at man skal gå ned i knæ for at få et overblik over dem” og med mere eller mindre ulæselige etiketter, der ”i sig selv er et levn fra fortiden”. Konklusionen lød: ”Mange museer er derfor i dag selv modne til at komme på museum”.

Billedet viser Aarhus Museums oldtidsudstilling fra begyndelsen af 1900-tallet. Men endnu midt i århundredet var der fortsat mange museer, der tog sig sådan ud.

Museerne måtte forstå, hed det i redegørelsen, at ”fritidsvanerne er indgribende ændrede”. Ja, man måtte acceptere, at museerne som biblioteker, teatre, radio og fjernsyn også havde den ”meget vigtige opgave at underholde”. Der skulle ikke skabes ”afstand mellem klenodierne og de besøgende”. Man burde tage ved lære af frilandsmuseerne og de museer, der anvendte det karakteristiske interiørprincip. Museerne skulle være inviterende og tilgængelige. Der skulle være en udstillingsform, hvor ”relativt få, karakteristiske genstande udstilles i salene”, og museerne skulle i højere grad indrettes med henblik på de besøgende med ”vejledninger i form af oplysende, let læselige tekster, plancher, tegninger og fotografisk materiale, der tilsammen giver et klart og relativt hurtigt forståeligt billede af den historiskes udvikling”.

Fra Brede tilbage til Prinsens Palæ

Noget tyder på, at Nationalmuseet allerede havde læst skriften på væggen. For nu skete der noget nyt. Vel at mærke ikke i de hellige haller i Prinsens Palæ i kongens København, for her var alt ved det gamle. Men ude på landet, i Brede, 15 km nord for hovedstaden. Her skabtes i perioden 1966-1988 et folkeligt eksperimentarium af nye museale fortælleformer. Selv om det er over 30 år siden, at den sidste Bredeudstilling lukkede, taler mange fortsat henført om udstillingerne, som på sæt og vis var en slags kulturhistoriens svar på kunstens Louisiana. Fortællingen kom i centrum, og et besøg var fascinerende, overraskende, lærerigt, morsomt og en oplagt udflugt for hele familien. De tidligere fabriksbygninger skræmte ikke nogen væk, og området ved Mølleåen var smukt og rekreativt.

Med udstillingen ”På herrens mark” lukkede Nationalmuseet i 1988 ned for eksperimenterne i Brede for i stedet at koncentrere kræfterne om museets store om- og nybygningsprojekt i Prinsens Palæ. Det nye Nationalmuseum åbnede i 1992 med moderne foyer, restaurant, butik og den succesfulde særudstilling ”Viking og Hvidekrist”. Udstillingen foregik i de moderne særudstillingsfaciliteter, som kom til at danne rammen om flere fine særudstillinger. Men det overraskende, det morsomme og det nybrydende kom ikke med fra Brede. Og da slet ikke i de nye, faste udstillinger, hvor fortællingen blev erstattet af museumsgenstande i tusindvis. Trods det æstetiske løft må man sige, at pendulet var svinget tilbage, og der er næppe tvivl om, at Sophus Müller ville have følt sig mere hjemme i det nye Prinsens Palæ end i Brede et halvt århundrede tidligere.

Mennesket og publikum i centrum

I 1965 genskabte Den Gamle By et traditionelt marked under Aarhus Festuge. I 1977 var der premiere på det første vikingetræf på strandengen ved Moesgård. Og med inspiration fra Hjerl Hede og en række internationale open-air museer begyndte både Frilandsmuseet og Den Gamle By i 2001 at arbejde med levendegørelse. Siden er mange fulgt efter. Tivolisering var der nogen, der kaldte det, men publikum elskede det. Der er ingen tvivl om, at ligesom Louisiana havde fået nye grupper på kunstmuseum, tiltrak historiske events og levendegørelse et nyt publikum til de kulturhistoriske museer, som dermed for alvor brød ud af den faglige spændetrøje, som siden Sophus Müllers tid havde defineret museernes virke.

Tirpitzmuseet, der åbnede i 2017, er et eksempel på de nye museer, der lægger mere vægt på engagerende historiefortælling end fremvisning af gamle ting.

Det seneste årti har mange museer udviklet et sandt festfyrværkeri af nye formidlingsformer. Museet for Søfart, Tirpitz, Strandingsmuseet, Moesgård Museum og Aarhus Fortæller i Den Gamle By. Her er det ikke tingen, museumsgenstanden, der er i centrum, men fortællingen om mennesket til forskellige tider. Besøgstallene boomer, og museerne placerer sig i dag centralt i kulturbilledet som vigtige vinduer til dansk identitet og historie.

Også Sophus Müllers gamle museum flytter sig i disse år. Her kompenserer kedsomhedsknapper og virile vikingeportrætter nu for Nationalmuseets udstillinger, der fortsat er propfyldt med museumsgenstande. Publikum er ved at komme i højsædet. At fokusere på folk giver legitimitet, og så giver det indtjening, som kan være med til at finansiere basale museumsopgaver. Det er slut med Müllers ensidige fokus på fund, forskning og forhistorie. Indtil videre i hvert fald.

Jeg tror, vi er mange, der krydser fingre for, at det holder.

 

Indlægget er en superkort udgave af hovedlinjen i bogen “Museer for folk”, der i marts udkom på Aarhus Universitetsforlag i serien 100 Danmarkshistorier. Teksten har i store træk også været trykt som kronik  i Politiken 28. maj 2020.

 

 

 

 

 

Den Gamle By giver julen dybde og dimension

I Den Gamle By sætter vi i julen alle sejl til for at fortælle om de traditioner og mange historiske lag, som gør julen til noget helt særligt. Juli Den Gamle By åbner fredag 22. november og kan opleves frem til Helligtrekongersaften 5. januar 2020. Den Gamle By har åben alle årets 365 dage.

Meget mere end et julemarked

Julemarked er der en del, der kalder alt det, vi i Den Gamle By sætter i værk her op til jul. Og selvfølgelig er der boder, hvor man kan købe juleknas og juleglögg, juleøl og julesnaps, julekager og julepynt – og gaver og andet godt.

Men Jul i Den Gamle By er også så uendelig meget mere. Snesevis af udstillinger, historier om lys og mørke, mødet med mennesker fra andre tider, deres tro og overtro, julens særlige sange og ikke mindst smagsoplevelser, der er gået i glemmebogen alle andre steder end i Den Gamle By. Det er ambitionen at give museets gæster en fornemmelse for de historier og traditioner, der ligger bag alle de mærkelige ting, vi gør i julen.

Først når det er rigtigt mørkt forstår man lysets betydning. Som fx pigerne, der laver mad i køkkenet fra 1864.

Julen er mærkelig

For julen er en mærkelig tid, som kan være svær af forstå. For os selv og for andre. Her tænker jeg på det store forbrugsræs med gaver, øl og mad i metervis. Jeg tænker også på de store julefrokoster. Og jeg tænker på det forhold, at de fleste danskere tager et træ ind i stuen og pynter det med alskens flitterstads – selvom det for udefra kommende må tage sig ud som det rene hokus-pokus.

Og så tænker jeg på det mærkværdige forhold, at vi – eller i hvert fald mange af os – lige pludselig og meget radikalt skifter spise- og drikkevaner. For selvom man måske mest er til middelhavsmad og rødvin, så finder man i julen pludselig sig selv i færd med at spise kager med kardemomme, risengrød med kanelsukker, hamburgerryg med grønlangkål, and med svesker, æbler og sukkerbrunede kartofler, svinesylte med sennep og rødbeder – og dertil drikke snaps og øl med en helt anden sødme, end vi er vant til.

Mærkeligt og anderledes! Ja nok. Men på den anden side er juletraditionernes styrke og historiske dybde med til at give os en følelse af at høre til og være en del af noget, der er større end os selv. Uden egentlig at tænke særligt over det, kommer man i kontakt med nogle meget dybe rødder, som man ikke er opmærksom på, når dagligdagens karrusel kører for fuld fart. Det er de rødder, vi i Den Gamle By ønsker at tydeliggøre for de mange gæster, der besøger museet i tiden op til jul.

Den Gamle By importerer glaspynt fra de gamle familieværksteder i Thüringen. Den historiske julepynt sælges i museets særlige julebutik.

Glemte fortællinger

Det er derfor vi har en særlig bod med rigtige æbleskiver. Altså skiver af æble, der dyppes i dej og koges i svinefedt.

Det er også derfor Den Gamle Bys julebutik har importeret mængder af den særlige glaspynt til juletræet fra de små værksteder i Lauscha i Thüringen. Pynten fremstilles fortsat efter forskrifterne fra slutningen af 1800-tallet og med den samme teknik.

Det er derfor Den Gamle By har fremstillet en særlig hybenkradser. Altså en krydret vin med helbredende egenskaber. Drikken er opkaldt efter grækeren Hippokrates (4. årh fvt), der er kendt som lægekunstens fader, og hvis navn senere blev forvansket til hybenkradser.

Det er derfor, man i Den Gamle By kan opleve det sparsomme lys og hvor vigtigt det var i den mørke juletid. Spillet mellem lys og mørke er jo et helt grundlæggende element i både den hedenske fejring af solhvervet og den moderne jul, selvom det i dag kan være næsten umuligt at forstå i nutidens kamp om at bruge så mange watt som overhovedet muligt.

Del af noget større

Jeg tror, de fleste af os oplever, at der er nogle særlige tidspunkter og situationer, hvor man kommer dybere ned i sine følelser og sin oplevelse af verden. Det være sig i forbindelse med livets store overgange – fødsel, bryllup og død. Men det gælder også ved årets store overgange, og her spiller julen en helt særlig rolle. I sådanne sammenhænge bliver småskærmydsler og daglige gøremål mere ligegyldige, og man får den der forunderlige fornemmelse af at være en del af noget gammelt og kraftfuldt. Det er en helt speciel følelse, og jeg tror, det er det, der gør, at så mange har et særligt forhold til julen i Den Gamle By.

Rigtige æbleskiver består af en skive æble, der dyppes i dej og steges i svinefedt. Og de smager himmelsk.

Den franske historiker Phillipe Ariés har engang udtrykt det på den måde, at det er historiens –  og museernes – opgave at afhøvle nutiden, så den bliver gennemsigtig. Med Den Gamle Bys vifte af oplevelser prøver vi at give museets gæster hygge og samvær på en måde, så de samtidig også oplever, at de får noget med hjem. En ny tanke, en forundring eller måske en viden, som man ikke havde før. Vi ønsker at give julen dybde og dimension.

 

 

 

 

Helvegs historiske øretæve red­dede museer fra at komme på museum

I år er det 50-året for den kulturpolitiske redegørelse, der var en ren øretæve til de danske museer. Redegørelsen er fornøjelig læsning, der viser, at der er sket et nybrud på museumsområdet.

Kulturminister i VKR-regeringen 1968 til 1971 var den radikale nestor Kristen Helveg Petersen, og med den kulturpolitiske redegørelse fra 1969 satte regeringen for alvor publikum i centrum for de offentligt støttede kulturinstitutioners virke.

Målsætningen med kulturpolitikken var, fremgår det, at fremme de enkelte menneskers udviklingsmuligheder, deres optagethed af og deltagelse i udformningen af vores fælles tilværelse.

Og man er udmærket klar over, at det nok ikke vil komme til at gå helt let, idet forfatterne finder anledning til at skrive, at en gennemførelse af målsætningen vil kræve “åbenhed, fantasi og opbrud fra vante forestillinger”.

Og så skal jeg ellers love for, at der er smæk for skillingen, ikke mindst i kritikken af de træge, konservative kulturmuseer, som, forstår man, nærmest betragtede publikum som en by i Rusland.

Selvom kunstmuseernes “problemer er mindre og deres forsømmelser mindre udtalte”, er de skridt, der også her bør tages, imidlertid “ligeså radikale som de kulturhistoriske museers”.

Uinteressante for publikum
Museerne var så uinteressante for publikum, at endda ungdomsoprøret “er gået dem totalt forbi”, hedder det i redegørelsen.

Grunden er, mener forfatterne bag, at den oprørske ungdom anså museerne for helt og aldeles ufarlige, som “depoter for tidligere samfunds efterladenskaber”, hvorfor de simpelthen ikke var “krudtet værd”.

Museerne spiller “kun en relativt underordnet rolle iblandt de muligheder for anvendelse af fritiden, der frembyder sig for befolkningen”, hedder det i betænkningen.

Og den giver en næsten karikeret beskrivelse af “den klassiske museumsmontre” med rækker af genstande anbragt på hylder “på en så akavet måde, at man skal gå ned i knæ for at få et overblik over dem” og med mere eller mindre ulæselige etiketter, der “i sig selv er et levn fra fortiden”.

“Mange museer er derfor i dag selv modne til at komme på museum”, lyder den kontante konklusion.

Direkte møntet på Nationalmuseet hedder det: “Den nuværende udstillingsform er forkert over for publikum”. Det store antal udstillede genstande “virker som en belastning for den besøgende, som mister overblikket, modtageligheden sløves, og det bliver for mange en sløv og kedsommelig vandring gennem rummene”.

Ringe gennemslagskraft over for publikum
Museernes gennemslagskraft over for den befolkning, som de skal betjene, var mildt sagt heller ikke imponerende. I alt omkring fire millioner gæster besøgte de danske museer, oplyser Danmarks Statistik.

De bedst besøgte var de statslige hovedmuseer i København: Nationalmuseet med 340.000 gæster, Statens Museum for Kunst med 250.000 og Zoologisk Museum med 220.000.

Langt de fleste lokalmuseer havde færre end 5.000 besøgende. Dog med undtagelsen af Sønderborg Slot, Forhistorisk Museum på Moesgård, Koldinghus og Viborg Museum, der hver havde mellem 30.000 og 50.000 besøgende.

Derudover skilte navnlig de museer sig ud, som fortæller en særlig historie, fremgår det af Danmarks Statistik. Det drejer sig om museer som Frederiksborg Slot i Hillerød, H.C. Andersens Hus i Odense, Vikingeskibsmuseet i Roskilde samt Frilandsmuseet i Lyngby, Hjerl Hede ved Skive, Den Fynske Landsby i Odense og Den Gamle By i Aarhus.

Afdelingen for løftede pegefingre
Og så kommer redegørelsen ellers til afdelingen for gode råd og løftede pegefingre.

Museerne må lære at forstå, at “fritidsvanerne er indgribende ændrede”. Ja, man må acceptere, at museerne ligesom biblioteker, teatre, radio og fjernsyn “ved siden af den kundskabsformidlende funktion” også har den “meget vigtige opgave at underholde”. En stærk melding, som nok kunne få mange museumsfolk til at få kaffen galt i halsen.

Det understreges, at museerne skal undgå den gammeldags udstillingsform, der skaber “afstand mellem klenodierne og de besøgende”. Museerne skal være inviterende og tilgængelige, forstår man.

Der bør tilstræbes en udstillingsform, hvor “relativt få, karakteristiske genstande udstilles i salene”, som i det hele taget i højere grad indrettes med henblik på de besøgende med “vejledninger i form af oplysende, letlæselige tekster, plancher, tegninger og fotografisk materiale, der tilsammen giver et klart og relativt hurtigt forståeligt billede af den historiske udvikling”.

Film og lysbilleder anbefales ligesom også skiftende udstillinger. I det hele taget bør museerne i langt højere grad end hidtil blive “levende institutioner”, som også arbejder sammen med de kulturelle og folkeoplysende foreninger.

Forfatterne bag redegørelsen stiller ligefrem spørgsmålet: “Hvad om man engang i fremtiden kunne tale om de farlige museer?”.

For da “museerne beskæftiger sig med alle andre samfund end det, hvor vi netop lever, kunne de blive arsenaler, hvorfra argumenter kunne hentes til kritik af det bestående, vækstpunkter for en ny livsholdning”.

For hvis museerne fortsætter som hidtil, så “skal man ikke spå dem nogen almen samfundsnyttig funktion i fremtiden”.

Klar melding, må man sige. Og umulig at misforstå.

Fornøjelig og klar læsning
Som én, der gennem årene har læst talrige offentlige rapporter og betænkninger, er det forfriskende, ja, ligefrem fornøjeligt, at læse denne 50 år gamle kulturpolitiske redegørelse.

For den er et forbilledligt eksempel på, at det kan lade sig gøre at skrive en ministeriel redegørelse i en form, der ikke er domineret af kancellisprog og juridisk formalia, og som samtidig tør være klar i spyttet.

I tilbageblik er det også glædeligt at konstatere, at der virkelig er sket noget på museumsområdet gennem de seneste 50 år. Næppe alene på grund af redegørelsen, men den var vigtig, fordi den satte en retning.

Siden 1969 er museernes gennemslagskraft over for publikum mangedoblet. Mens museernes samlede besøgstal i slutningen af 1960’erne var omkring fire millioner, er der nu mere end 15 millioner, der årligt besøger de danske museer.

Fortællekraften er forøget betragteligt, og der er i dag næppe det museum, der ikke gør sit bedste for at sætte publikum i centrum.

Gamle, snærende museumsformer er brudt op. Former, der i mange år nærmest var en kollegial spændetrøje for de museumsfolk, der ønskede at gå nye veje.

Disse rester, der stammer helt tilbage fra det 19. århundrede, er de senere år blevet erstattet af en ny museal mangfoldighed, hvor det er et vigtigt mantra, at museerne ikke er til for hverken tingenes skyld eller for fortidens.

For fortiden er forbi, og tingene er døde. Nej, museerne er til for menneskene – nu og i fremtiden.

Nybruddet uden for København
Nybruddet er især sket uden for hovedstaden, hvor museerne de seneste par årtier næsten er boblet over med nye initiativer.

Den geografiske udjævning er nu så markant, at alle de tre bedst besøgte museer i 2018 var at finde uden for København. Nemlig Louisiana (755.000), Den Gamle By (546.000) og Aros (508.000). Museer, der i øvrigt alle på et tidspunkt har været betragtet som en af klassens frække drenge.

Samme år havde statens to hovedmuseer, Nationalmuseet og Statens Museum for Kunst, henholdsvis 365.000 og 309.000 besøgende. Men også her er der nyt på vej.

Ikke mindst på Nationalmuseet, hvor både kedsomhedsknap og designede vikingemalerier vækker opmærksomhed. Til fornøjelse for mange, men med forventelige protester fra den faglige spændetrøjes aktuelle forvaltere.

Hvis “gamle Helveg”, den modige minister bag den 50 år gamle kulturpolitiske øretæve, i dag kunne komme på museumstur rundt i det ganske land, tror jeg, han ville se tilbage på sin kulturpolitiske redegørelse og tænke: Hvor var det godt, at vi turde. Det vil de fleste i dag nok give ham ret i.

 

Dette indlæg er i dag 5.september 2019 ogsåpubliceret som kronik på Altinget.

 

Uden mørket er det svært at se lyset

I disse dage hænges millioner af LED-lyspærer op i det ganske land og varsler julens komme. I dette indlæg fortælles om betydningen af lyset i mørket og de mangeartede skikke og traditioner, der har formet den danske jul. 

Når danskerne juleaften tænder lysene på juletræet, så slukker de fleste først på kontakten. For først når det elektriske lys er slukket, kan man se det særlige samspil med mørket, som de levende lys giver. Det er noget af det, der gør julen til rigtig jul.

På samme måde med adventskransen, der fandt vej over grænsen fra Tyskland efter første verdenskrig og for alvor blev udbredt i Danmark i slutningen af 1940’erne. Jo nærmere vi kommer på julen, des flere lys tænder vi i kransen. Og vi nyder den typisk i mørkningen, for vi ville jo næsten ikke kunne få øje på den i en fuldt oplyst stue.

Heller ikke den endnu senere skik med kalenderlyset kommer til sin ret i totalt oplyste rum. Eller den svenske – og nu danske – Luciaskik.

Vi passer på, at vi ikke lyser så meget, at vi slet ikke kan se lyset i mørket. For det er jo det, det hele drejer sig om.

Selve ordet jul er et hedensk ord, og vores jul er i bund og grund en hedensk fest. En fejring af solhvervet, hvor året vender, og det går mod lysere tider. Man ser frem mod lysets snarlige komme som et tidens tegn for grøde, vækst og fremgang.

Men julen er også så meget andet. Julen er en fejring af Jesu fødsel og en markering af vores kristne kultur. Den er også et stort gilde med masser af mad og drikke. Og den er udveksling af gaver, ja man kan næsten sige, at julen i dag er et kommercielt gaveræs.

Julens traditioner giver os fast grund under fødderne, de giver os en fornemmelse af at høre til og være en del af noget, der er større end os selv.

Det er de rødder, vi i Den Gamle By ønsker at tydeliggøre for de mange gæster, der besøger museet i tiden op til jul.

Den franske historiker Phillipe Ariés har engang udtrykt det på den måde, at det er historiens –  og museernes – opgave at afhøvle nutiden, så den bliver gennemsigtig. Med Den Gamle Bys vifte af udstillinger, levendegørelser, historiske butikker og anderledes smagsoplevelser prøver vi at give vores gæster hygge og samvær på en måde, så de samtidig også oplever, at de får noget med hjem. En ny tanke, en forundring eller måske en viden, som man ikke havde før. Vi ønsker at give julen dybde og dimension.

For mig personligt begynder juletiden, når dagene for alvor begynder at blive korte. Det sker sådan engang i første halvdel af november. Det er mørkt, når man står op, og mørkt når man cykler hjem fra arbejde. Og så forløses det hele i dagene omkring juleaften, hvor året vender, og lyset lidt efter lidt begynder at vende tilbage. Uendeligt langsomt, men man ved, at det går den rigtige vej.

Det markerer vi nordboere ved at tænde lys, ved at være sammen og ved at hygge os. Og det, vi er sammen om, det er traditioner, der har så mange århundreder på bagen, at ingen rigtig kender deres oprindelse.

Præsteenken i Eilschous Boliger strikker i skæret fra et enkelt lys. Men kun ét. For lys var dyre at fremstille og derfor noget, man sparede på.

”Guuud, var der virkelig så mørkt?”, spørger mange gæster, når de besøger den ældste del af Den Gamle By i december måned. Og svaret er: ”Nej, i 1800-tallet og før var det meget mørkere”.

For ikke skræmme vores gæster bort, har vi derfor valgt et kompromis. Nemlig at placere en del flere gaslamper og portlygter, end der i virkeligheden ville være. Men mørket er alligevel så markant, at de fleste nutidsmennesker får en troværdig fornemmelse af spillet mellem lys og mørke i de gamle købstæder.

Indendørs klarede man sig i vidt omfang med skæret fra ilden i det åbne ildsted. Men man kunne også tænde et tællelys, som stort set svarer til vor tids sterinlys. Men kun ét. For lys var dyre at fremstille og derfor noget, man sparede på.

Man havde normalt lys i det rum, hvor man opholdt sig. Lyset stod i en stage, og forlod man rummet, tog man lyset med sig. Det var ikke bare fråds, men også brandfarligt at lade lyset stå uden mennesker i nærheden.

For at få mest muligt ud af lyskilden gjorde man ofte det, at man satte lyset på et bord med en hvid dug, en såkaldt lysedug. Det er let at afprøve, og det er egentlig utroligt, så meget det hvide stof forstærker lyseffekten.

I dag er der ikke så mange, der tror på nisser, trolde og andet såkaldt overtro. Det skyldes måske, at vi er blevet mere oplyste i den forstand, at vi ved mere. Men det skyldes nok også, at vores verden og vores omgivelser med det elektriske lys er blevet mere oplyste.

Prøv blot at gå en mørkningstur i Den Gamle Bys gader. Eller kig ind til præsteenken i Eilschous Boliger, som alene oplyses af skæret fra ildstedet og et enkelt tællelys.

Mørket er overalt, og hvor det møder det flakkende lys er der glimt og bevægelser, der giver let spil til fantasien. Så folk, der har øjnene indstillet på den rigtige måde, kan se nisser og andre små væsner, som normalt ikke viser sig om dagen.

Ja, selv moderne, oplyste mennesker kan – ofte med en let gysen – komme ud for, at se et eller andet, som de aldrig vil kunne få øje på i de rum, hvor de normalt opholder sig, og hvor man bare trykker på en knap på væggen – og så er rummet totalt oplyst.

Når der i 1800-tallet og før var fest i de kredse, der havde råd, var lyset et vigtigt element.

For de, der til daglig var vant til et enkelt lys, var det noget helt specielt at opholde sig i et fuldt oplyst rum. I et sådant festbelyst lokale var der nemlig ikke bare et enkelt lys, men mange lyskilder i form af lysekroner i loftet, lysskjolde på væggene og lysestager på bordene.

Det er i den sammenhæng, vi skal se juletræet med lys på. Det første juletræ i Danmark skulle være blevet tændt i 1808 på den sydsjællandske herregård Holsteinsborg, men den første beretning om et juletræ stammer fra København tre år senere: ”Alle Værelserne til Gaden var oplyste, især eet, og uden for Vinduerne stod der ved Femtiden mange Mennesker, der højlydt gav deres Forundring til Kende. Det var nemlig rygtedes i Kvarteret, at Folk i Ny Kongensgade havde set, at der nogle Dage i Forvejen var bragt et loftshøjt Grantræ ind i Stuerne. Godtfolk spærrede øjnene op. Sladderen gik, det Forlød, at Træet skulde have tændte Lys på Grænene. Derfor var nysgerrige stimlet sammen for at se, hvorledes det vilde gaa… Nogle troede vel, den unge Doktor og hans yndige Frue var blevet gale…De, der ej kunne styre deres alt for store Iver efter at kikke ind af andres Ruder, satte stiger op til dem, for at kunne titte ind under Gardinerne”.

Erindringen stammer fra den unge Alfred Hage, der i 1811 var til julefest hos dr.phil. Martin Lehmann, som er den nævnte ”unge Doktor”. Martin Lehmann var præstesøn fa Holsten og kendte sikkert den tyske skik med pyntede og lysbehængte juletræer fra sin barndom. Nu havde han bragt skikken til København, og i det følgende århundrede blev juletræet udbredt til det ganske land.

I midten af 1800-årene blev juletræet almindeligt i bedrestillede hjem, og i de første årtier af 1900-tallet blev juletræet almindeligt hos høj og lav over hele landet.

Det var også i begyndelsen af 1900-årene, at julen begyndte at blive synlig udendørs. I 1914 kom København først med et juletræ på torvet, og i 1920’erne kunne man se et juletræ på torvet i snart sagt hver eneste købstad i Danmark. Træerne var forsynede med elektriske lys.

De enkelte butiksejere begyndte også at pynte til jul. Først og fremmest i butikkernes vinduer, men i årene efter første verdenskrig begyndte stadig flere butiksdrivende at pynte udendørs med gran og lys. Fra 1920’erne findes eksempler på, at nogen butikker udsmykkede deres facader med granguirlander, som blev hængt op i buer langs butiksfacaderne med en stjerne som lysende midtpunkt. Det var ikke alle, der gjorde det, for udsmykningen var dengang et anliggende for den enkelte butiksejer.

Snart blev juleudsmykningen imidlertid et anliggende for handelsstandsforeningerne, og allerede i 1930’erne er eksempler på, at man hængte granguirlander med elektriske lys på tværs af gaderne.

Som årene er gået, er lyset kommet mere og mere i fokus i den moderne julefejring. Hvor man i flere år har talt om gaveræs, kunne man med mindst lige så stor ret tale om lysræs.

Efter Anden Verdenskrig blev det almindeligt med granguirlander med elektriske pærer i byernes handelsgader. Her Den Gamle Bys Havnegade 1974.

Byernes handelsgader oplyses af imponerende lystæpper. Og mange villahaver har hele udstyrsstykker af udsmykning med tusindvis af lamper, der med farver og blink viser billeder af julemandens kane, julegaver, julestjerner og Rudolf med den røde tud.

En og anden gammel Jeronimus kunne måske synes, at det er ved at være for meget. For der er efterhånden så meget lys, at det vil være svært at få øje på julestjernen, hvis den skulle vise sig på himmelen.

Men når lysene tændes på juletræet den 24.december, så slukker vi for det elektriske lys. For inderst inde ved vi jo udmærket, at uden mørket er det svært at se lyset.

Denne tekst har i en forkortet udgave været bragt som kronik i Avisen Danmark 28. november 2018.

 

 

 

 

 

 

 

 

Museer kan godt lære af Disney

Nationalmuseets kommende kedsomhedsknap er utvivlsomt et forsøg på at komme til at tale til publikum på en måde, så flere vil opleve museet som vedkommende. Det er al ære værd, og det bliver spændende at se, hvordan knappen kommer til at fungere. Diskussionen om kedsomhedsknappen fik mig til at huske en tekst, jeg skrev for snart et kvart århundrede siden, efter at jeg i 1994 havde været på en række studieture i det store udland. Jeg var dengang leder af Struer Museum og var på jagt efter museernes muligheder i fremtidens kulturelle oplevelsesmiljø. Det er altid glædeligt, når det viser sig, at man fortsat er enig i noget, man selv ytrede for flere årtier siden, og da jeg tror, at pointerne fortsat kan have en vis interesse, genoptrykker jeg her mine betragtninger fra dengang:

 

“Der er især tre erindringsbilleder, der toner frem på nethinden, når jeg her, efter mine museale studierejser til det store udland, går i tænkeboks for at fundere over, hvad jeg egentlig fik ud af de mange besøg på museer og i historiske oplevelsescentre og temaparker af snart sagt enhver art.

Første erindring fører mig til York, vikingernes gamle hovedstad i Danelagen, hvor jeg efter halvanden times ventetid i engelsk regnvejr så, hvorledes visionærer museumsfolk her har indrettet et vikingemuseum, Jorvik Viking Centre, der siger spar to til alt, hvad jeg hidtil har oplevet indenfor genren.

I Jorvik stiger gæsterne om bord i små, el-drevne ”time-cars” og bliver derpå ført baglæns gennem en tidstunnel, hvor de møder en række grå skikkelser, ca 30 generationer af avisdrenge, hjemvendte soldater, tiggere, kræmmere, der alle synes at stræbe den modsatte vej, fremad i tiden.

Figurerne er legemsstore og meget livagtige, hvilket gør turen ganske gribende. Køreturen ender i første omgang i den gamle vikingegade, Coppergate, i året 848. Tidsbilen vender, og nu er det hele i farver. Legemsstore tableauer, tale, råb, sang og lugte giver et fascinerende indtryk af livet i York for godt tusind år siden. Det er næsten som selv at være der! Herfra køres ind i et afsnit, der skildrer arkæologernes arbejde, og køreturen slutter i en fin museumsudstilling, hvorfra der sluttelig er adgang til en museumsbutik, som rummer alt, hvad hjertet kan begære af bøger, postkort, T-shirts, vikingemønter og andet replika.

Det lå klart fra starten, at Jorvik Viking Centre skulle virke attraktivt på et bredt publikum, således at em væsentlig del af driften kunne baseres på entreindtægter. Det skulle hurtigt vise sig, at dette var lykkedes til overmål, og det har betydet, at centret i dag er en af de mest profitable turistvirksomheder i Storbritannien. For en museumsmand en tankevækkende oplevelse!

I den anden erindring står jeg som en slags museernes Morten Mindstemand midt i Disney-koncernens kæmpestore EPCOT-Center i Orlando, Florida, USA.  EPCOT, der er en forkortelse af Experimental Prototype Community of Tomorrow, består af to dele. Første del er Future World, der i en række pavilloner giver de besøgende et indblik i nutid og fremtid. Anden del er World Showcase, der er en slags permanent verdensudstilling med pavilloner fra i alt 11 af verdens lande. Nøgleordet er edu-tainment, en sammentrækning af de to engelske ord education og entertainment, som synes at være inspireret af Marshall MacLuhans diktum: ”Anyone who thinks education and entertainment are different doesn’t know much about either”.

Selvom mit museale overjeg kæmpede godt imod, måtte jeg overgive mig til dette festfyrværkeri af formidlingsteknikker og oplevelsesformer, der vil kunne berige ethvert fordomsfrit museum. I de forskellige nationale pavilloner kunne man typisk opleve:

  • dark rides a la Jorvik gennem landets historie
  • spektakulære film på storskærme af forskellig slags
  • udstillinger, hvor den besøgende må prøve og pille
  • rekonstruktion af hele miljøer
  • fornemme udstillinger af kulturskatte
  • gademusikanter og gøglere, etniske restauranter og butikker med fornemt kunsthåndværk

EPCOT er i bund og grund en kommerciel temapark og er dermed også underlagt andre vilkår end et museum. På trods af dette kunne jeg som museumsmand ikke andet end fascineres af den utrolige evne til formidling som Disney-koncernen her har udvist. Nyskabende, spændende og – langt hen ad vejen –  seriøs og vederhæftig.

Scenen for det tredje erindringsbillede er også Orlando – oplevelsesbyen, der på få årtier er opstået omkring Disney Worlds tre store tema-parker: EPCOT, Magic Kingdom og Universal Studios.

Stedet er et middelalderligt spise- og riddershow, ”Medieval Times – Dinner & Tournament”, der foregår i en ”borg”, hvor man mod betaling kan blive fotograferet sammen med ”kongen og dronningen” – det sker i riddersalen, hvor man også kan købe sig en Budweiser-øl.

Selve showet foregår i en stor ”middelalderhal”. For enden af det langstrakte turneringsareal sidder kongen og dronningen, og borgens stolte hersker styrer med mikrofon i hånd hele showet.

Nu serveres middagen, som består af en helstegt grillkylling på tintallerken og øl ad libitum i plastickrus – der er hverken kniv eller gaffel, men heldigvis masser af papirservietter påtrykt stedets logo. Under første del af middagen underholder en dygtig falkonér.

Herefter lyder en fanfare og turneringen begynder. Seks veltrænede riddere tordner ind ad portalen på deres araberheste, og i løbet af den næste times tid afgør de med lanser, sværd og økser, hvem der skal vinde publikums gunst. Publikum svinger med papkroner i forskellige farver, der hyldes, spises, drikkes øl – og alle har det rart og hyggeligt.

Showet, der i dag findes i syv identiske udgaver over hele USA, har fine fysiske rammer, forrygende riddere, fyrige heste, ja endda en fornem falkonér – men man har ikke ofret de i denne sammenhæng ganske få ekstra ressourcer, der skal til for at hæve niveauet over det platte. For en museumsmand et skræmmende eksempel på negligering af faglighed og autenticitet og dermed i bund og grund et stykke historieforfalskning i rent kommercielt øjemed.

Trods de store forskelle på Jorvik, EPCOT og middelaldershow er der en række fællestræk ved de tre oplevelsessteder:

  • der satses på høje besøgstal
  • entreindtægterne har afgørende betydning for økonomien
  • der anvendes populære formidlingsformer
  • markedsføringen er professionel og kommercielt anlagt.

De mest iøjnefaldende forskelle er, at mens Jorvik er et museum med hvad det indebærer af hensyn til autenticitet og faglig vederhæftighed, så er EPCOT og middelalder-showet rene forretninger, hvor de kommercielle hensyn ifølge sagens natur vejer tungest.

Når man så kommer hjem og ser nærmere på det museum (Struer Museum), man selv er forvalter af, når man ser på nabomuseerne og på den danske museumsverden i det hele taget, kan man godt føle, at det hele er noget gammeldags og – måske – lidt puritansk. Det var måske en overvejelse værd, om man kunne lære noget af steder som disse?

Der er grøde mange steder i den danske museumsverden, og der gøres flere forsøg på at gøre den traditionelle museumsformidling mere publikumsvenlig. Men det er et spørgsmål, om disse initiativer er tilstrækkelige til at konkurrere med de kommercielt anlagte, oplevelsesbetonede publikumsmagneter, som vokser frem stadig flere steder på verdenskortet – og som utvivlsomt også vil nå til Danmark.

Hvis ikke, kan jeg frygte, at man i løbet af nogle år vil se museerne blive kørt ud på et sidespor, hvorefter de må overlade den store scene til museumslignende oplevelsescentre og temaparker, der ikke er underlagt museumsverdenens krav om autenticitet og faglig vederhæftighed.

I værste fald kan man frygte, at museerne bringes ind i en ond cirkel af faldende besøgstal, svindende interesse fra sponsorer og offentlige myndigheder, forringet forskning, dårligere samlinger, dårligere formidling, og derpå endnu mere faldende besøgstal etc.

Den visionære canadiske museumsmand George F MacDonald har i flere spændende analyser beskrevet den voksende konkurrence fra sciencecentre, temaparker og andre, mere kommercielt baserede oplevelsescentre. Og han konstaterer nøgternt, at det i dag er attraktionerne, der ”spiller den melodi, vi alle er nødt til at danske efter”. Hans forfriskende, offensive synspunkt er, at museerne skal se dette som en udfordring, at museerne skal gøre op med deres lidt elitære og kedelige image, og at de i stedet begynder at bruge de samme ”våben” som ”modstanderne”.

Det var nok en overvejelse værd! Men museerne skal passe på ikke at skylle barnet ud med badevandet, og her må det afgørende være, at museerne fastholder deres faglige fundament. At de holder den faglige fane højt og ikke går på kompromis på det indholdsmæssige plan. Og at museerne også i fremtiden baserer sig på samlinger og på dette grundlag driver både forskning og formidling. Der udover må der være frit slag for fokusering på besøgstal og der må være vide rammer for nye og mere showbetonede oplevelses- og formidlingsformer. Heraf følger også, at der bør være mere rum for egentlig kommerciel markedsføring og mere forretningsmæssig drift i museumsverdenen.

Måske er alt dette blændværk fra det store udland. Måske passer disse nye former slet ikke til den danske mentalitet. Og så dog! Økonomi og fascinationsformere spredes i disse år hurtigt fra kontinent til kontinent, fra land til land. Så mon ikke det dog i det mindste var en overvejelse værd.

Det er svært at spå, specielt om fremtiden, som Storm P så viseligt sagde. Men skulle man gøre et forsøg, så skal man næppe forvente, at den danske museumsverden vil ændre sig radikalt fra den ene dag til den anden. Der vil utvivlsomt blive tale om en proces, hvor i første omgang enkelte museer, der i tema og samlinger rummer et helt ekstraordinært formidlingspotentiale, vil tage konkurrencen op med temaparker og oplevelsescentre.

Måske vil andre, lokalmuseer såvel som de store, klassiske museer, efterhånden lade sig inspirere og suge det til sig, de kan bruge. Under alle omstændigheder vil den almindelige udvikling stille visse krav og sætte visse rammer, og dem må museerne forholde sig til. Så en studietur til Disney World og EPCOT var måske ikke nogen dårlig idé. For mig var det både lærerigt og tankevækkende”.

Det var teksten fra dengang. I midten af 1990erne var der mildt sagt ikke 100 pct opslutning til disse synspunkter inden for den danske museumsverden. Jeg tror, det er anderledes i dag.

 

 

 

 

I Aarhus Fortæller får glemte stemmer nyt liv imellem os

I Den Gamle By mener vi, at historien er vigtig for at give det moderne liv dybde og dimension. Herom handler dette sjette og afsluttende blogindlæg i serien om tilblivelsen af Aarhus Fortæller.

Den udstilling, vi åbner her op til påske, er en del af det større museumskompleks, som udgør Den Gamle By. Det hele ligger som et reservat, en historisk oase, midt i den moderne storbys travlhed og støj. Som en slags fremmed og måske glemt stemme, som det er vores opgave som museumsfolk at gøre, hvad vi kan, for at kalde frem til et nyt liv mellem os.

Aarhus’ historie begynder i vikingetiden. Aarhus Fortæller begynder derfor også med historien om byens grundlæggelse og livet i vikingetiden.

Det er nok for meget at påstå, at historien kan bidrage med konkrete svar på nutidens spørgsmål. Men i Den Gamle By er vi overbevist om, at historien kan bruges som en slags reservoir for eftertanke og nytænkning. Den kan hjælpe os til at tænke ud over dagen og vejen, til at se ud over vores egen næsetip og måske til at forstå nutiden lidt bedre, så vi bedre kan finde vores vej ind i fremtiden.

Det gør indtryk, når lokomotiv F 694 lukker damp ud. Jernbanen var afgørende for, at Aarhus fik vokseværk fra midten af 1800-årene. Akkurat som en lufthavn med forbindelse til vigtige udenlandske knudepunkter måske kan vise sig at være afgørende for byens fortsatte vækst.

Historien er ikke mindst vigtigt i en så mærkelig og modsætningsfyldt modernitet, som vi lever i. En tid, hvor nyt rangerer højere end gammelt, hvor fornyelse er bedre end tradition, og hvor noget, der kommer fra udlandet altid er finere end noget, der har lokal forankring. En tid, hvor modernitet er et must og et udpræget modefænomen.

Faren er, sådan som jeg ser det, at vi i vores angst for at virke gammeldags og traditionsbundne absoluterer moderniteten i en sådan grad, at vor synsvinkel alt for let bliver endimensional. Derved overser vi, at det er historien, det diakrone perspektiv, der giver det moderne liv dybde og dimension.

Det er vores håb og store ambition, at Aarhus Fortæller kan bidrage med denne dybde og dimension. Vi tror, at mange her vil opdage byen (og sig selv) på en ny måde. At man vil spejle sig i historien og så måske opdage andre ting, end man er vant til.

Historien om borgmester Bernhard Jensens redning af Latinerkvarteret fra modernitetens buldozer er god at få forstand af. Også i dag skal vi passe på ikke at glemme, at det er historien, der giver nutiden dybde og dimension.

Når den officielle åbning foregår her i dag tirsdag 11. april er der grund til at rette en tak til Aarhus Byråd for at turde overlade os opgaven. Der skal også rettes en stor tak til de mange århusianere eller tidligere århusianere, der har bidraget med deres historie. En tak skal også rettes til Den Gamle Bys stab af iderige og kompetente fagfolk, som nu er i mål med den store opgave. En meget stor tak skal også rettes til Salling Fondene uden hvis støtte, det hele næppe var blevet til noget. Og så glæder jeg mig til også at rette en tak til Den Gamle Bys protektor Hendes Majestæt Dronningen for – det kan man vist godt sige – at sætte kronen på værket ved at forestå åbningen af udstillingen.

Det har taget 156 år at nå så langt. Nu glæder vi os som små børn til at vise resultatet frem – vi håber vore gæster synes om resultatet.

I en sofakrog kan publikum nyde almindelige menneskers helt almindelige billeder af deres helt almindelige hverdag. Det er faktisk ganske gribende, og jeg tror, de fleste kan spejle sig i mange af billederne.

 

 

 

 

 

Kultur kan være meget mere end kultur

De fleste kulturvirksomheder rummer erfaringer og kompetencer, som kan nyttiggøres i sammenhænge, der for en umiddelbar betragtning kan virke fremmede for selve det primære virke. Grebet an på den rigtige måde kan sådanne kompetencer danne grundlag for udvikling af nye forretningsområder.

Jeg blev opmærksom på den vinkel, da jeg for mange år siden så, hvorledes B&O arbejdede målrettet med at udvikle nye og anderledes forretningsområder med afsæt i identifikation af særlige in-house kompetencer. Kompetencerne var udviklet til afgrænsede og specifikke formål, men ved at analysere dem, fandt man frem til, at flere rent faktisk havde en mere generel karakter, som gjorde, at de kunne overføres til og anvendes på andre, og hidtil uforudsete, områder.

Siden har jeg tænkt, at det også må være en tilgang, man kan have gavn af på kulturområdet, herunder på museer, som er det område, jeg kender bedst til – og vel at mærke til benefit for både den virksomhed eller institution, der står bag og for dens brugere eller kunder.

Jeg skal illustrere det med to eksempler fra min egen verden. Det første har at gøre med håndværksmæssige kompetencer, hvor Den Gamle By i mange år har uddannet lærlinge inden for de klassiske byggefag murer, maler og tømrer. Modellen er, at lærlingene tilbringer halvdelen af deres læretid i Den Gamle By og den anden halvdel hos en moderne mester ”ude i samfundet”. På den måde medvirker vi til at fastholde traditionelle kompetencer i det moderne håndværk. De unge mennesker får en alsidig uddannelse, og resultaterne har været yderst tilfredsstillende med talrige medaljer til de nyuddannede svende.

I samarbejde med en privat fond har museet også i en årrække stået for efteruddannelse af nyuddannede svende med ambitioner inden for deres fag. Fonden giver et substantielt løntilskud, og Den Gamle By sørger for, at de unge svende kommer under vingerne på en erfaren håndværker med mange år på bagen i Den Gamle By.

Vi er overbevist om, at vi kan gøre meget mere på dette felt, og vi overvejer derfor at udvikle denne efteruddannelse til et egentligt nyt forretningsområde. Inspirationen kommer fra vore kolleger på Skansen i Stockholm og på Weald and Downland Museum i Sydengland, som udbyder populære kurser i emner som vinduesrenovering, tegltag, lerklining, reparation af bindingsværk og andre fagområder, hvor museerne har en unik viden. Det er lykkes vore to kollegamuseer at gøre disse kurser til et nyt forretnings- og indtjeningsområde, som nu dels udgør en del af museernes driftsgrundlag, og som dels har den almennyttige effekt, at disse særlige kompetencer herved bliver spredt til flere og bragt i anvendelse ”ude i samfundet”.

De seneste par år har Den Gamle By også sat fokus på inklusion af børn og unge med særlige behov. Bl.a. arbejder vi med børn og unge, der lider af ADHD og autisme. Arbejdet sker i tæt dialog med faglige ressourcepersoner inden for skolesektoren.

Den Gamle By har i forvejen fokus på skoleelever i alle aldre, og museets sanselige rammer appellerer til aktiv og konkret oplevelse og læring. Hvad enten det drejer sig om at skure gryder, hente brændsel eller pumpe vand, eller når børnene møder de store prustende heste og lugter møddingen, der ligger og oser i købmandsgårdens baggård.

Sanselighed og aktivitet er nøgleord i arbejdet med psykisk handicappede børn og unge. Et andet nøgleord er forudsigelighed, idet disse børn ikke har det godt med at blive overrasket. Det sidste nøgleord er rollespil. Når børnene ankommer til Den Gamle By, er de hver især bekendt med, at de her skal være en anden end den, de egentlig er. De får et andet navn, en ny social identitet; de skal fungere på en anden tids vilkår, og så skifter de deres nutidstøj ud med tro kopier af tøj, som børn gik i enten i 1864 eller i 1927, som er de to nøgleår, som disse forløb foregår inden for.

Rollespillet og hele den anderledes ”setting” gør børnene i stand til at komme ud over egne begrænsninger og hæmninger. Det enkelte barn bliver så at sige en anden person – ved siden af sig selv. Det er meget gribende at opleve.

Et eksempel er den psykisk handicappede dreng med en OCD-lidelse, som gav ham et sygeligt behov for konstant at vaske hænder af angst for skidt og bakterier. Under besøget fik han rollen som søn af en fattig skomager. Han fik noget simpelt tøj på anno 1864, og så blev han ellers sat i arbejde i købmandsgården. Det var snavset arbejde, og bl.a. skulle han hjælpe med at stable brænde. Efter lidt tøven tog han fat, og inden længe stablede han uden at kny masser af brænde – uden en eneste gang at gå i panik og ville vaske hænder. Rollespillet og det, at han her var en anden end sit sædvanlige jeg, betød, at han glemte sin angst. Det havde de pædagoger, som havde kendt ham i flere år, aldrig oplevet tidligere.

Det er klart, at projektet rækker ud over museernes traditionelle opgaver, sådan som de er formuleret i den danske museumslov. For her er museet og kulturarven ikke målet. Museet er en fysisk ramme, et middel, der brugt på den rette måde og som under de rette omstændigheder kan fungere som et afsæt og bidrage til at skabe sammenhæng, kvalitet, indhold og identitet – også for grupper, der normalt ikke kommer på et museum.

Hermed åbner der sig et helt nyt arbejdsfelt, hvor museer kan vise sig relevante på områder, man i Danmark næppe havde kunnet forestille sig for blot få år siden – og som heller ikke er beskrevet i museumsloven. På sigt kan løsningen af sociale opgaver måske udvikle sig til et egentligt indtjeningsområde for museerne.

Naturligvis skal museer og andre kulturinstitutioner primært fokusere på deres kerneopgave. Men jeg tror, at der er rige muligheder for at nå ud til andre end den store gruppe af kulturaktive, som lidt karikeret ofte beskrives som kvindelige gymnasielærere over 50. Mulighederne varierer fra kulturområde til kulturområde, og mange er givetvis allerede opmærksom herpå. Men ved at arbejde systematisk med at finde nye virke- og forretningsområder kan megen kultur utvivlsomt både finde nye måder at være nyttige på og samtidig i et vist omfang også nye måder at tjene penge.

 

Dette indlæg er også publiceret som kulturklumme i Altinget torsdag 15. september 2016.

 

 

 

 

 

 

Museer skal udfordre digital virkelighedsforsnævring

I en tid med øget segmentering og endimensionalitet er det vigtigt at værne om oaser med mangfoldighed og anderledeshed. Museerne har her en særlig opgave.

Vores daglige virkelighed bliver mere og mere segmenteret og endimensional. Vi er kolleger med folk, der ligner os, vi bor i de samme kvarterer, og vi læser aviser med netop vores profil.

I samme boldgade får vi fokuserede informationer på Wikipedia – fremfor at få uventede oplysninger ved at bladre i et gammeldags leksikon. Stadig flere får deres informationer fra det, vennerne deler på Facebook – og stadig færre falder over uventede overskrifter i den almindelige omnibusavis. Og flere og flere streamer lige det, de ønsker at se – mens færre ser det flow-TV, der nu engang er på det, der engang hed Fjernsynet.

Alt det styrer vi i princippet selv. Men det er til gengæld ikke tilfældet med søgemaskiner og algoritmestyring på internettet. På en eller anden måde er der noget juleaften over Google, Facebook og alt det andet, der via internettet er blevet en del af vores hverdag. Man får det, som man har ønsket sig. Mere af det, man interesserer sig for, mere af det, man kan lide, og mere af det, man plejer!

Det kan have sine fordele, som fx når E-butikken husker, hvad man tidligere har købt, så man ikke skal sidde og rode rundt i utallige sider med ting, som man aldrig kunne drømme om at købe. Men jeg synes ikke, det er tiltalende, at Facebook poster mig reklamer mod prostata problemer, fordi jeg har været så uforsigtig at opgive mit fødselsår. Eller at jeg på Facebook belemres med utallige opslag og reklamer for den i øvrigt udmærkede øl fra Viborg Bryghus, blot fordi jeg som gammel viborgdreng engang imellem besøger facebookgruppen Gamle Billeder fra Viborg og omegn.

Plejer fremfor anderledeshed, endimensionalitet fremfor mangfoldighed. Ikke noget der overrasker, chokerer eller giver anledning til modsigelse eller andre tanker. Ingen uforudsigelighed og ingen overraskelser!

Jeg kommer her til at tænke på noget, den norske filosof Jon Elster er refereret for at sige. Nemlig at de største forandringer sker som utilsigtede konsekvenser – en slags sideeffekter – af formålsbestemte handlinger. Altså man gør noget med en bestemt hensigt, og efter et stykke tid viser det sig så, at det var noget, man ikke lige havde forudset, der virkelig rykkede.

Hvor vi i almindelighed ser internettet med dets uendelighed af data som en slags slaraffenland for oplysning og information, så er det måske i virkeligheden sådan, at internettets algoritmestyring mest af alt gør os indskrænkede og forsnævrede. Vi får tunnelsyn og virkelighedsforsnævring.

Museerne er en af nutidens oaser for anderledeshed og mangfoldighed. Det gælder formentlig store dele af kulturområdet, men jeg kender nu bedst museerne. På museerne skal vi se dette som et adelsmærke, som bør styrkes ved bevidst at give plads til det overraskende, det anderledes og det, der kan vække til modsigelse. Det bliver mere og mere vigtigt i en tid som vores, hvor nutiden ikke bare bliver mere segmenteret, men også rydder så effektivt op i fortiden, at meget af det, vi ikke kan lide lige for øjeblikket, bliver fejet ind under gulvtæpper og gemt væk.

Et museum som Den Gamle By er i den brede offentlighed først og fremmest kendt som et ufarligt og nostalgisk museum. Men rundt omkring gemmer der sig små overraskelser, som ofte giver anledning til forundring og diskussion. Således er der gæster, der undrer sig over, at vi tillader, at snedkermesteren anno 1864 i en filmisk installation stikker lærlingen en på kassen. Nogle løfter øjenbrynene, fordi vi i boghandelen fra mellemkrigstiden sælger Lille Sorte Sambo. Og mange chokeres over, at Bogcentralen fra 1974 sælger – eller skal forestille at sælge – blade med billeder af afklædte unge kvinder på forsiden. Og så er der dem, der undrer sig over, at det er tillade at ryge i Jazzbar Bent J anno 1974.

Vi ved selvfølgelig udmærket, at man ikke længere må revse hverken børn eller tyende, vi ved at Lille Sorte Sambo tegner et vrangbillede af sorte afrikanere, vi ved at nøgenhed støder manges blufærdighed, og vi ved at det er forbudt at ryge på restauranter og på mange værtshuse.

Men som et historisk museum skal Den Gamle By jo vise verden og virkeligheden, som den var, og ikke som vi måtte ønske, den skulle have været. Og kan oplevelser som de nævnte vække forundring, give anledning til diskussion eller vække til modsigelse, har vi nået det, vi ville.

Et sengetæppe skaber ro og ryddelighed i soveværelset, og det bliver derfor lagt på hver eneste dag. Her har Shamso Maqtar og hendes datter taget plads i soveværelset i udstillingens lejlighed.

Et sengetæppe skaber ro og ryddelighed i soveværelset, og det bliver derfor lagt på hver eneste dag. Her har Shamso Maqtar og hendes datter taget plads i soveværelset i udstillingens lejlighed.

Det seneste initiativ er åbningen af et nutidigt somalisk hjem i Danmark.

Vi har to formål med projektet. For det første at give Den Gamle Bys mange danske gæster muligheden for at besøge et somalisk hjem, hvor de vil kunne se og opleve, hvordan en stor gruppe nydanskere lever i et særligt kulturelt mix mellem somalisk og dansk kultur. For det andet at tiltrække nogle af de mange somaliere, som bor i Danmark. Vi oplever somalierne som glade gæster, og det er vores indtryk, at de her får et indblik i det Danmark, som har ført frem til vores nutidige samfund ud med velfærd, frisind, lighed mellem kønnene, ytringsfrihed, lav magtdistance osv. Et Danmark som de ellers ikke umiddelbart ville lære at kende.

Vi har i løbet af projektet oplevet enkelte kritiske røster. Vi svarede dem pænt og forklarede, hvorfor vi gør, som vi gør. Men en kritisk røst eller to får os naturligvis ikke til at lade være med at gøre noget anderledes og prøve nye ting af. Nogen vil så nok synes, vi rammer ved siden af, andre at vi rammer plet. Én ting er imidlertid sikkert, og det er, at mange af Den Gamle Bys gæster nu i nogle måneder har haft mulighed for at opleve og se noget, de ikke har set før. Det har utvivlsomt givet anledning til nye tanker, og det har givet debat. Og så kan vi vel egentlig ikke forlange mere.

 

Denne tekst har også været publiceret som kronik i Kristeligt Dagblad 30. august 2016.

 

Den Gamle By spiller også en rolle på det skole-sociale område

Den Gamle By er et museum, der altid er nået ud til et meget bredt udsnit af den danske befolkning, også til de der normalt betragter museer som kedelige og elitære. Det betragter vi som en slags adelsmærke. De senere år har vi lagt ekstra vægt på det brede perspektiv ved også at udvikle tilbud til grupper, der på grund af forskellige former for handicaps vanskeligt kan få glæde af et museumsbesøg.

I mere end ti år har vi arbejdet med ældre, der er ramt af demens – med stor succes. Og nu har vi også sat fokus på inklusion af børn og unge med særlige behov. Bl.a. arbejder vi med børn og unge, der lider af ADHD og autisme. Arbejdet sker i tæt kontakt med faglige ressourcepersoner inden for skolesektoren, herunder en skole, der har specialiseret sig på ADHD- og autismeområdet.

Den amerikanske museolog Stephen E. Weils kom i 1999 med den programerklæring, at museer skal flytte fokus fra at være om noget til at være for nogen. Den formulering rammer hovedet på sømmet for de bestræbelser, vi gør os i Den Gamle By, og det kan være værd at tilføje, at vi via dette arbejde har erfaret, at et museum med de rette rammer også kan spille en rolle på det sociale område.

Den Gamle By har i forvejen fokus på skoleelever i alle aldre, og museets meget sanselige rammer appellerer til aktiv og konkret oplevelse og læring. Hvad enten det drejer sig om at skure gryder, hente brændsel eller pumpe vand, eller når børnene møder de store prustende heste og lugter møddingen, der ligger og oser i købmandsgårdens baggård.

Udviklingshæmmede børn kan mere og tør mere, når de spiller en anden rolle end sig selv.

Udviklingshæmmede børn kan mere og tør mere, når de spiller en anden rolle end sig selv.

Sanselighed og aktivitet er nøgleord i arbejdet med psykisk handicappede børn og unge. Et andet nøgleord er forudsigelighed. Disse børn har det ikke godt med at blive overrasket, så et besøg i Den Gamle By kræver grundig forberedelse, og til det formål har museet udarbejdet et omfattende materiale, der anvendes som introduktion inden selve besøget.

Det sidste nøgleord er rollespil. Når børnene ankommer til Den Gamle By, er de hver især bekendt med, at de her skal være en anden end den, de egentlig er. De får et andet navn, en ny social identitet, de skal fungere på en anden tids vilkår og så skifter de deres nutidstøj ud med tro kopier af tøj, som børn gik i enten i 1864 eller i 1927, som er de to nøgleår, som disse forløb foregår indenfor. Rollespillet og hele den anderledes ”setting” gør børnene i stand til at komme ud over egne begrænsninger og hæmninger. Det enkelte barn bliver så at sige en anden person – ved siden af sig selv. Det er meget gribende at opleve.

En dreng, der normalt er bange for snavs, kom i rolle som arbejdsdreng i 1864 og endte med at stable masser af brænde med de bare hænder.

En dreng, der normalt er bange for snavs, kom i rolle som arbejdsdreng i 1864 og endte med at stable masser af brænde med de bare hænder.

Et eksempel er den psykisk handicappede dreng med en OCD-lidelse, som gav ham et sygeligt behov for konstant at vaske hænder af angst for skidt og bakterier. Under besøget i Den Gamle By fik han rollen som søn af en fattig skomager. Han fik noget simpelt tøj på anno 1864, og så blev han ellers sat i arbejde i købmandsgården. Det var snavset arbejde, og bl.a. skulle han hjælpe med at stable brænde. Efter lidt tøven tog han fat, og inden længe stablede han uden at kny masser af brænde – uden en eneste gang at gå i panik og ville vaske hænder. Rollespillet og det, at han her var en anden end sit sædvanlige jeg, betød, at han glemte sin angst. Det havde de pædagoger, som havde kendt ham i flere år, aldrig oplevet tidligere.

En anden og hel aktuel historie stammer fra julen 2015, hvor tre unge med lettere udviklingshandicaps skulle indgå i Den Gamle Bys levende museum som gadehandlere, der solgte frugt og grøn fra en kærre. For at de unge kunne føle sig trygge var de ledsaget af et par af museets kvindelige frivillige, hvoraf den ene var deres bedstemor. Fortællingen var, at den lille gruppe kom fra landet med frugt og grønt, som skulle sælges i byen, og så skulle de ellers sælge til ”byens borgere”, som altså var de besøgende på museet. Det må have været ganske overvældende, idet museet dagligt havde adskillige tusinde gæster i den periode. Salget af frugt fra kærren tiltrak gæsterne og gav anledning til en naturlig dialog mellem frugtsælgerne og deres kunder. I starten var de to unge naturligt nok generte og hæmmede bare ved tanken om at skulle tale med folk, de ikke kendte. Men i løbet af de tre uger, projektet varede, fik de mere og mere selvtillid, blev mere udfarende på rigtig gadesælgermanér, de blev hurtige til hovedregning og talte endda engelsk med de udenlandske gæster. Da projektet efterfølgende blev evalueret af de involverede parter, udtalte den ene af de unge, at hvis der blev en stilling i Den Gamle By med sådan en frugtbod, så ville han gerne være chef for den.

Tre unge mennesker solgte frugt til Den Gamle Bys gæster og lærte at overskride deres egne grænser.

Nogle unge solgte frugt til Den Gamle Bys gæster og lærte at overskride deres egne grænser.

Skolegrupperne kommer langvejs fra, og vi gør meget ud af at få deres evalueringer. Lærerne siger samstemmende at forløbene er brugbare, lærerige og udviklende for eleverne på en måde, som de ikke mener findes andre steder. Eleverne får øget livskvalitet, og efter besøg i Den Gamle By husker de mere, end de almindeligvis gør efter undervisning, de taler mere og virker mere oplivede og inspirerede.

Speciallærer Ingelise Kamronn fra Stensagerskolen i Aarhus udtalte f.eks.: ”Når alt er tydeligt og velovervejet, får eleverne modet til at eksperimentere og overskride grænser for egen formåen. Vi har elever, der sjældent taler og interagerer med kammerater. I Den Gamle By ændrer de pludselig personlighed, bliver aktive og kommer i dialog med andre. Nogle børn køber aldrig ind, men tør godt i dragt hos Købmanden”.

Speciallærer Rikke Bilgrau fra Jebjerg svarede følgende i evalueringen: ”Vi vil gerne takke for en rigtig god oplevelse. Det var meget gennemført, struktureret og overskueligt, hvilket gjorde det til en super oplevelse for vores drenge – og naturligvis også for os som personale. Vores drenge er mellem 10-13 år og har diagnoser inden for svær ADHD, autisme og gennemgribende udviklingsforstyrrelser!”

Speciallærer Kathrine Cassøe fra Højmarkskolen i Holsted skriver: Forløbet var gennemført til mindste detalje og gav vores elever en stor og uforglemmelig oplevelse. Eleverne med generelle indlæringsvanskeligheder fik alle noget ud af dagen. Forløbet var tilrettelagt så alle læringsstile og sanser blev inddraget.  Eleverne kunne let leve sig ind i rollen, da de både befandt sig i de rette omgivelser og have fået udklædningstøj på. Underviseren var dygtig til at fange eleverne fagligt på det niveau de befandt sig på, og samtidig være tro mod den gamle undervisningsstil.  Hun havde en god fornemmelse for, hvor meget hun kunne presse hver enkelt elev og var anerkendende, samtidig med at hun ikke faldt ud af rollen, som streng lærer. Alt i alt et utroligt lærerigt besøg, som varmt kan anbefales til andre”.

Fælles for de forskellige inklusionsprojekter er, at de rækker ud over museernes traditionelle opgaver, sådan som de er formuleret i f.eks. den danske museumslov, hvis formålsparagraf siger, at museerne gennem indsamling, registrering, bevaring, forskning og formidling skal sikre og give adgang til Danmarks kulturarv og viden om denne.

I disse, nye sammenhænge er museet og kulturarven ikke målet. Museet er en fysisk ramme, et middel, der brugt på den rette måde og under de rette omstændigheder kan fungere som et afsæt og bidrage til at skabe sammenhæng, kvalitet, indhold og identitet – også for grupper, der normalt ikke kommer på et museum.

Internationalt har der vist sig at være stor interesse for disse projekter, og sammen med en række af Europas førende open-air museer har vi iværksat et EU-baseret netværkssamarbejde, der har til formål at lære af hinanden og være hinandens bedste konsulenter. Indtil videre med deltagelse museer fra Sverige, Norge, England, Ungarn, Belgien og altså også Den Gamle By fra Danmark.

Hermed åbner der sig et helt nyt arbejdsfelt, hvor museer kan vise sig relevante på områder, man i Danmark næppe havde kunnet forestille sig for blot få år siden – og som heller ikke er beskrevet i museumsloven. Vi tror, der her er rige muligheder for til at nå ud til andre end den store gruppe af kulturaktive, der ifølge Kulturarvsstyrelsens nationale brugerundersøgelser fortsat er absolut dominerende blandt de danske museers besøgende.