Krisen rammer især de museer, rigtig mange holder af

Det virker som den omvendte verden, at det er de mest elskede museer, der bliver hårdest ramt af coronakrisen. Men sådan er virkeligheden desværre. Herom har Jane Sandberg fra Enigma og undertegnede skrevet dette indlæg.

Fra et helikopterperspektiv tegner der sig et billede af, at det især er de mest populære museer med mange gæster, der lider under krisen. Museer som i høj grad er selvfinansierende. Museer der nyder stor folkelig yndest, og som har stor betydning for turismen. Og museer som rummer de store nationale fortællinger, mange danskere kan relatere sig til.

Organisationen Danske Museer har gennemført en analyse af krisens konsekvenser og skriver: ”det er markant i undersøgelsen, at museer, som i høj grad er afhængig af egenindtjening, står for hele 97 procent af alle afskedigelser”. De museer, der fortrinsvis er finansieret af tilskud fra det offentlige, har stort set klaret frisag.

I Den Gamle By er 28 faste stillinger skåret væk. Dertil kommer en reduktion af antallet af timelønnede, et stop for vedligeholdelse af museets historiske bygningsarv, en kraftig neddrosling af museets bevaringsindsats og lønnedgang for ledelsen.

Designmuseum Danmark har opsagt over halvdelen af sine medarbejdere. Vikingeskibsmuseet i Roskilde har reduceret staben med en tredjedel, og Holstebro-museerne med Hjerl Hede og Strandingsmuseet har fyret hver tiende i den faste stab. Museet for Søfart, Kongernes Samling, Moesgaard, Arbejdermuseet og Fiskeri- og Søfartsmuseet er også hårdt ramt. Og med dem en række andre af de museer, som de senere år har formået at tjene deres egne penge, fordi deres store og brede publikum ikke er blege for at betale for kvalitetsoplevelser.

Der er tale om reduktioner, som skærer dybt ind i benet og dermed risikerer at ødelægge det fundament af viden og kulturarv, som er forudsætningen for museernes faglighed og troværdighed og dermed for deres attraktivitet.

Det er på én gang både logisk og paradoksalt, at det er de  folkekære museer, der bliver ramt ekstra hårdt af krisen. Og det er dybt frustrerende at måtte konstatere, at den store egenindtjening, som vi på museerne er stolte af og som de senere år er blevet efterspurgt fra politisk hold, i en situation som denne ligefrem er blevet museernes akilleshæl.

På museerne skal vi naturligvis fortsat arbejde for selv at tjene penge. Men den enorme samfundskrise har tydeliggjort behovet for, at det offentlige tager større ansvar for driften af de museer, der spiller en særlig rolle for dansk identitet og historie. Ikke mindst så vores efterkommere også i fremtiden kan gå på museum og få fortællingen om, hvem vi er og hvor vi kommer fra.  Som billedet tegner sig i krisens kølvand, vil mange af de berørte museer få svært ved at løfte en række af de museale kerneopgaver, der er en forudsætning for fremtidig udvikling og relevans.

Hvis vi fortsat skal have museer af høj kvalitet for danskere og turister, kalder museumskrisen på politisk indgriben, hvor et øget fast driftsttilskud vil være af afgørende betydning for, at der også om 10, 20 og 30 år vil være attraktive, fagligt stærke og økonomisk bæredygtige museer. Museer, der har international gennemslagskraft og som er til glæde for det store og brede publikum, som her får en både dyb og lettilgængelig forståelse for, hvad det vil sige at høre hjemme i Danmark.

Indlægget er i en lidt ændret udgave også publiceret i Berlingske Tidende 11. november 2020.

Historien bag Tænketank for museumsattraktioner

I år er det 20 år siden, en kreds af museer stiftede Foreningen af Specialmuseer i Danmark. Den stiftende generalforsamling blev holdt 4. oktober 2000 på Grafisk Museum i Odense, og forud var gået forskelige sonderinger og drøftelser. Den nye forening blev ikke vel modtaget af de øvrige museumsforeninger. Ja, initiativet blev decideret betragtet som illoyalt. Men kredsen bag holdt fast, fordi vi, der var med, havde behov for dette forum. For et par år siden skiftede foreningen navn til Tænketank for Museumsattraktioner. Som den, der har været med gennem alle årene, giver jeg her min version af foreningens historie.

Tilløb

Vi var flere, der i forskellige sammenhænge havde drøftet behovet for, at museer med landsdækkende specialer og en vis attraktionskraft burde tale mere sammen og støtte hinanden. Vi oplevede ikke, at de behov, vi havde, kunne imødekommes i de eksisterende museumsfora i regi af især Dansk Kulturhistorisk Museumsforening (DKM).

I februar 1999 talte jeg med Henrik Vensild fra Dansk Landbrugsmuseum og Morten Hahn-Pedersen fra Fiskeri- og Søfartsmuseet herom, og vi indbød en række museumsdirektører til møde i Den Gamle By 19. marts 1999.

Mødet resulterede i et brev til kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen dateret 9. april. Som afsendere stod Fiskeri- og Søfartsmuseet, Handels- og Søfartsmuseet, Tøjhusmuseet, Arbejdermuseet, Danmarks Tekniske Museum, Dansk Landbrugsmuseum og Den Gamle By.

I brevet gjorde vi opmærksom på, at selvom det formelt er Nationalmuseet, der er hovedmuseum, så er det i praksis de landsdækkende specialmuseer, der tilsammen udfylder rollen, når talen er om de seneste 500 års historie. Vi gjorde endvidere opmærksom på, at disse museer med landsdækkende specialer burde høre direkte under Kulturministeriet. Endelig påpegede vi behovet for, at disse museer gøres synlige i museumsloven.

Vi måtte nemlig konstatere, at vore museer her var usynlige, selvom vi i allerhøjeste grad var synlige for publikum som varetager af en række af de specialer, der har stor offentlig opmærksomhed. Og alle med højere besøgstal end de fleste andre museer.

Vi fik et pænt svar fra ministeren, hvori hun oplyste, at vores synspunkter ville indgå i det videre arbejde med en revision af museumsloven.

Tre kronikker

Den 20. december 1999 publicerede jeg i Berlingske Tidende en kronik med titlen ”Behov for helhedssyn på kulturarven”. Kronikken blev de følgende uger fulgt op med kronikker af Morten Hahn-Pedersen fra Fiskeri- og Søfartsmuseet og Peter Ludvigsen fra Arbejdermuseet i henholdsvis Jyllands-Posten og Politiken.

Fælles for de tre kronikker er to hovedpunkter.

For det første en påpegning af at der var alt for få ressourcer til varetagelse af den nyere tids kulturhistorie, som i forhold til de arkæologiske perioder var – og er – stedmoderligt behandlet. Det illustreres bl.a. ved museumsloven, hvor arkæologien dengang blev omtalt med 173 linjer, mens den nyere tid måtte nøjes med 8 linjer.

Det andet hovedpunkt, som blev påpeget, var, at specialmuseerne som museumstype overhovedet ikke var omtalt i museumsloven.

Kronikkerne førte til en del snak i museumsverdenen om, hvad der mon var på vej. Det fik en række specialmuseer syn for, da de 9. august 2000 blev indbudt til møde om dannelse af ”et forum, hvor specialmuseerne kan drøfte forhold af fælles interesse”.

Foreningen stiftes

Mødet skulle foregå på Grafisk Museum i Odense 18. september. Indbydelsen var underskrevet af Ervin Nielsen fra Grafisk Museum, Morten Hahn-Pedersen og undertegnede, og den var ledsaget af en liste over indbudte museer samt et udkast til vedtægter.  I brevet understregedes det, ”at vi betragter en sådan forening som et supplement og ikke som et alternativ til DKM, FDK og DNM, som vi fortsat opfatter som de overordnede museumsforeninger”.

I alt 29 museer var indbudt, og (vistnok) 15 mødte frem, mens flere af dem, der ikke kunne deltage, tilkendegav interesse for at melde sig ind. Der var dog også tre museumsdirektører, der på forhånd gav udtryk for, at de mente, det ville være forkert at danne en sådan forening.

Der var på mødet generel tilslutning til behovet for at definere specialmuseerne som en særlig museumskategori som supplement til den struktur, som fremgik af museumsloven, og som på det kulturhistoriske område opererede med Nationalmuseet som hovedmuseum og så en række museer, der alene havde lokalt ansvar. Man mente kort sagt ikke, at den officielle udgave af museumsstrukturen afspejlede virkelighedens verden.

På mødet var der flertal for at danne en forening, men der var også enighed om, at vedtægterne skulle pudses lidt mere. Der blev valgt en foreløbig bestyrelse, som skulle tilrette vedtægterne og lave udkast til mission statement frem til den endelige stiftende generalforsamling 4. oktober 2000 på Grafisk Museum i Odense.

Den foreløbige bestyrelse bestod af Ole Puggaard fra Industrimuseet, Peter Ludvigsen fra Arbejdermuseet, Morten Hahn-Pedersen fra Fiskeri- og Søfartsmuseet, Ervin Nielsen fra Grafisk Museum og undertegnede Thomas Bloch Ravn fra Den Gamle By.

Formål og mission

På den stiftende generalforsamling 4. oktober blev de tilrettede vedtægter godkendt, og følgende museer meldte sig ind: Fiskeri- og Søfartsmuseet, Hjerl Hede, Nordsømuseet, Steno Museet, Grafisk Museum, Arbejdermuseet, Elmuseet, Industrimuseet, Post & Tele Museum, Tøjhusmuseet, Dansk Jernbanemuseum og Den Gamle By.

Der blev vedtaget et mission statement, hvori foreningens formål er beskrevet således: ”at styrke professionalismen, at danne ramme for udveksling af erfaringer samt at fremme det faglige og institutionelle samarbejde mellem museerne”.

Endvidere enedes man om, at fællesnævneren for foreningens medlemmer ikke så meget skal være deres specifikke faglige felt, ”men mere den måde, museerne fungerer på som organisationer og virksomheder”.

Man var også enige om, at foreningen skulle varetage museernes økonomiske interesser over for ”tilskudsgivere, afgiftstagere, publikum og over for turismebranchen, hvor foreningen kan fungere som en museumsparallel til DAZA og Foreningen af Forlystelsesparker i Danmark”.

Forskydningen fra det rent faglige fokus omkring nyere tids historie til museernes rolle som virksomheder er tydelig.

Den bestyrelse, der var valgt 9. september fik bekræftet sit valg, og til formand for foreningen valgtes undertegnede fra Den Gamle By.

Debat

I et interview, som 21. november 2000 blev bragt i Jyllands-Posten, præsenterede jeg den nye forenings synspunkter, som efterfølgende gav anledning til en del debat.

I interviewet påpegede jeg, at specialmuseerne er en særlig museumskategori, som adskiller sig fra på den ene side de lokale museer og på den anden side det statsejede Nationalmuseet. Jeg sammenlignede specialmuseerne med de hollandske rijksmuseer, som er museer af særlig national betydning, cirka 25 i alt, som også alle modtager særlige tilskud fra staten.

”Specialmuseerne herhjemme kan betegnes som små nationalmuseer, der rummer store, væsentlige samlinger med dertil knyttet videnskabelig kompetence på de respektive områder”, udtalte jeg. ”Hverken Nationalmuseet eller de lokale kulturhistoriske museer er i stand til at mobilisere så dybtgående faglig viden som specialmuseerne”.

I interviewet pegede jeg også på, at mens både Nationalmuseet og de lokale museer primært var finansieret af offentlige tilskud, så var specialmuseerne i meget høj grad finansieret af indtægter fra publikum, mens de offentlige tilskud kun spillede en mindre rolle. Derfor var det også en del af den nye forenings politik at blive hørt i turistpolitisk sammenhæng.

”Der har hidtil eksisteret et mærkeligt skel i Danmark mellem turisme på den ene side og kultur på den anden. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at en række kulturinstitutioner er attraktive for turistbranchen, men kulturens stemme er lav”.

Vores synspunkter blev også publiceret i en artikel i tidsskriftet Danske Museer.

Splittelse?

Initiativet blev betragtet som et forsøg på splittelse af museumsverdenen, og som nyvalgt formand oplevede jeg at være kommet ind på øretævernes holdeplads. Både i pressen og privat. Og så sandelig også til stormøder i DKM og i Århus Amtsmuseumsråd, hvor der ligefrem blev stillet spørgsmålstegn ved min legitimitet som formand for rådet.

Det var sikkert lidt selvforskyldt, idet jeg også i debatten havde formuleret mig ret offensivt. For det var der behov for, hvis det skulle rykke noget.

Hvorom alt er, så anerkendte Kulturministeriet foreningen, som fik høringsret i museumsspørgsmål og invitationer til deltagelse i relevante udvalg og fora. Vi fik også en stemme i turistpolitisk sammenhæng. Og ikke mindst fik vi et meget værdifuldt forum for udveksling af synspunkter, erfaringer og gode råd.

På den anden side betød det desværre, at en række museer, som burde være oplagte medlemmer, holdt sig ude af foreningen. Flere af disse museer er dog sidenhen blevet en del af kredsen.

Mange år efter, i 2012, blev vi sammen med den nye fælles organisation for de danske museer ODM (stiftet 2005) enige om, at vore to foreninger ikke var konkurrenter, endsige modstandere, men at de supplerede hinanden. Og så gav det jo også i mange sammenhænge god mening af have to museumsstemmer fremfor som hidtil blot én stemme.

Hinandens bedste konsulenter

Jeg var formand frem til 2006, hvor Peter Ludvigsen fra Arbejdermuseet tog over frem til sin pensionering i 2011. Herefter var jeg atter formand frem til 2016, hvor Søren Bak-Jensen fra Arbejdermuseet blev valgt til posten.

Specialmuseernes karakter af virksomheder har været et gennemgående tema i hele foreningens levetid. Spørgsmål som byggemoms og lønsumsafgift er blevet drøftet sammen med turistpolitik, markedsføring, krisehåndtering, projektstyring, sociale medier og meget andet. Først og fremmest på fælles møder, men også i form af rundsendinger af mails med spørgsmål og problemstillinger til gensidig kommentar.

Modellen har på møderne ofte været, at et par museer er kommet med indlæg, hvor de – normalt hudløst ærligt – har fremlagt aktuelle problemstillinger, hvorpå alle har kunnet byde ind med erfaringer og forslag. Ligeledes er det en fast tradition, at nye personer i kredsen præsenterer deres museum og fortæller om, hvordan det har været at tage over efter den tidligere direktør.

På den måde har vi i været hinandens bedste – og billigste – konsulenter.

Vi har også haft eksterne konsulenter involveret. Således gennemførte vi i årene 2001-09 en hel serie ledelsesudviklingskurser med ledelseskonsulent mm Ole Ingstrup. Den drivende kraft bag dette initiativ var Peter Ludvigsen fra Arbejdermuseet, som også arrangerede de store studieture, som er omtalt nedenfor. Kursus i krisestyring blev gennemført med firmaet Relations People som kursusledere. Et kursus i sociale medier blev forestået af Astrid Haug. Og senest har vi drøftet publikumsundersøgelser i sparring med professor John Falk.

Mange har i årenes løb understreget betydningen af den høje gensidige tillid og hudløse ærlighed mellem foreningens medlemmer. Det hænger utvivlsomt sammen med, at vi er forholdsvis få medlemmer (max 18), at vi er nogenlunde ”lige børn, der leger bedst” og at det er direktørerne, der tegner museerne.

Det tillidsfulde samarbejde er også udbygget via studieture, som er gået til Berlin (2006), Japan (2008), Den amerikanske vestkyst (2010), World Heritage sites i Middelhavet (2012), Holland (2015) og Nordengland (2017).

Klar profil

Det har i flere sammenhænge vist sig værdifuldt, at Foreningen af specialmuseer har et klarere fokus end Organisationen Danske Museer, ODM, der jo er forening for museer af alle slags.

Ikke mindst når talen har været om fremtidens museumsstruktur, hvor foreningen gentagne gange over for Kulturministeriet har promoveret behovet for at indtænke specialmuseerne som en særlig kategori.

Relevansen af en klar profil stod også klart i en speget sag fra 2013, hvor jeg havde fået et diskret prik på skulderen om, at Kulturministeriet havde planer om at lægge Dansk Landbrugsmuseum, Jagt- og Skovbrugsmuseet og Statens Forsvarshistoriske Museum, der alle er ejet af staten, ind under Nationalmuseet.

Jeg kontaktede de tre museer, og ingen havde hørt herom. Selv ikke Dansk Landbrugsmuseum, der ugen forinden havde været til den årlige samtale med museets kulturministerielle chef. Det var vi en del, der undrede os over!

I foreningen drøftede vi sagen, men det var svært at komme videre, så jeg gav pressen et praj. Weekendavisen forfulgte sagen og skrev herom, men jeg forstod, at sagen var ganske mørklagt, så den var svær at få hul på.

Som fællesorgan for alle museer var ODM handlingslammet, og sagen bekræftede det fornuftige i at have en organisation, der tager afsæt i netop specialmuseernes interesser.

På foreningens vegne skrev jeg 21. marts 2013 til kulturminister Marianne Jelved, hvor vi advarede mod sammenlægningen: ”I Foreningen af Specialmuseer er vi helt på det rene med, at øgede krav til museerne betyder, at tiden er passé for små lokalmuseer, der blot rummer lidt af hvert og ikke ret meget af noget. På den anden side bekymres vi over forlydender om en centralisering, der alene virker som begrundet i en centraladministrativ logik, og som vil ramme markante museer med hver deres klare profil”.

Vi påpegede også, at ”de tre museer hver især har en nationalt gyldig profil, markante samlinger og en faglig kompetence, som bør være fremtidssikret i institutioner med klare opgavedefinitioner”. Og vi konstaterede, at dette ”som bekendt ikke (er) tilfældet med Nationalmuseet, der i princippet skal dække alt og alle perioder”.

Senere kom sagen for alvor op i pressen, og i TV-programmet Kulturen på News udtalte jeg på foreningens vegne skuffelse over, at sådanne initiativer skulle komme som en tyv om natten frem for at blive drøftet i et åbent forum og med dem, det drejede sig om. Senere fik jeg et brev fra kulturminister Marianne Jelved, som beklagede ministeriets fremgangsmåde.

20 år senere

Her to årtier senere må det konstateres, at der er sket en del på museumsområdet.

Mange lokalmuseer har fundet særlige nicher og er dermed kommet til at minde mere om specialmuseerne, om end det fortsat er de færreste, der har landsdækkende specialer. Og stadig flere museer ser i dag også sig selv som virksomheder og som attraktioner.

Men det officielle billede af museerne, som det tegnes i museumsloven, er der ikke rykket ved. De landsdækkende specialmuseer er fortsat fraværende i loven, og arbejdet med den nyere historie har heller ikke fået øget opmærksomhed i lovsammenhæng. Dermed er vores drøm om, at museumsloven må blive tilpasset den faktiske virkelighed, fortsat blot en drøm.

Foreningen af Specialmuseer ændrede i 2017 sit navn til Tænketank for Museumsattraktioner. Dermed afspejler foreningens navn nu det virke, hvor den har haft størst gennemslagskraft. Nemlig som et kollegialt forum, hvor vi i fællesskab udvikler vore museer og hinanden.

Set fra min stol har det navnlig været den enestående generøsitet og åbenhed mellem os som direktørkolleger, der har haft den allerstørste betydning.

Det er et stærkt grundlag for de kommende 20 år.

 

 

 

 

 

 

Fremtidens Museer

Torsdag 25. januar 2018 havde kulturminister Mette Bock indkaldt den samlede danske museumsverden til konferencen Fremtidens Museer. Jeg samler her mine indtryk og vurderinger af konferencen.

Baggrunden for konferencen er, at ministeren har sat statens tilskud til museerne til eftersyn. Ministeren oplyser, at det er hendes indtryk, at stort set alle museer mener, at ordningen ikke er god nok, som den er i dag.  Ministeren har bl.a. peget på, at ordningen er uigennemsigtig, så man ikke kan se, hvorfor museerne får hvad de får; der er ikke plads til nye initiativer, og det er ikke muligt at ekskludere de museer, der ikke gør deres arbejde ordentligt.

Ministeren havde bedt to såkaldte visionsgrupper komme med deres input til en nyordning. To ”slag i bolledejen”, kan man vist sige, med flere interessante input. Det var dog det almindelige indtryk, at ingen af de to forslag vil kunne gennemføres i praksis, selvom flere af visionsgruppernes ideer og tanker utvivlsomt vil få betydning for den kommende tids debat.

Kulturminister Mette Bock bød velkommen i de rå konferencelokaler i Dokken i Københavns Nordhavn. Meldingen var, at ”vi er der, hvor det handler om at blive klogere”.

Det var jo meget betryggende i lyset af alle de rygter, der har verseret gennem de senere måneder. Rygter om, at ministeren ønsker en model, der så at sige ville smide det hele op i luften, og som ville betyde en radikal omfordeling af statens tilskud til museerne. Nogle af rygterne sagde, at den især ville ramme de museer, der spiller en særlig rolle og som derfor modtager særlige tilskud. I museumslovs sammenhæng drejer det sig især om de tidligere såkaldte paragraf 16-museer, hvortil bl.a. Den Gamle By, Aros, Moesgård, Glyptoteket, Louisiana, Designmuseum Danmark, Kongernes Samling, Arken og en række andre museer hører.

Nu skal man ikke stole på alt, hvad man lytter sig til på vandrørene, og ministerens signaler var heldigvis også, at hun var kommet for at lytte, debattere og blive klogere.

Kulturministeren havde bedt direktør Henrik Tvarnø fra A.P. Møller Fonden om, at komme med indlæg. Henrik Tvarnø har et dybtgående kendskab til det danske museumslandskab, og han gav utvetydigt udtryk for, at vi i Danmark har ”forbløffende gode museer” og et ”forbløffende godt personale” til at lede dem. Han gjorde opmærksom på, at statens støtte til museerne er med til at sikre kontinuitet. Han gjorde også klart, at hvis ikke fondene kan være sikre på, at staten fastholder sit engagement, så vil det ikke være attraktivt for fondene at støtte museerne. Han opfordrede også til, at man bør erkende, at nogle museer er bedre og vigtigere end andre.

Endelig kom Henrik Tvarnø med et forslag til en simpel og ubureaukratisk model, der kan sikre dynamik og plads til fornyelse inden for de eksisterende økonomiske rammer. Han foreslog, at man hvert tredje år skulle fjerne tilskuddet fra de fem museer, der performer svagest. Efter tre år har de så muligheden for atter at kvalificere sig. Akkurat på samme måde som man inden for sportens verden kan ryge ud af superligaen, og så komme tilbage igen, når man kan slå dem, der nu ligger i bunden. Henrik Tvarnø sluttede af med at mane til besindighed: Når det går så godt, som det gør, så vær varsom med radikale ændringer.

Personligt blev jeg bekræftet i, at det er en særlig kvalitet, at der er adgang til museer overalt i landet. Men at man også bør erkende, at alt ikke er lige godt, og at noget faktisk betyder noget. Derfor bør man støtte de unikke museer, som er noget helt særligt. Man bør støtte dem, der sætter publikum in centrum, og dem, der når ud til et bredt publikum – herunder også det publikum, som kun sjældent benytter de offentlige kulturtilbud. Og så bør man støtte dem, der virkelig lægger sig i selen for selv at gøre en indsats.

Herom har jeg skrevet i mit blogindlæg Pejlepunkter for fremtidens museer fra 19.december 2017.

Til stede ved konferencen var flere af partiernes kulturpolitiske ordførere. Bl.a. Alex Ahrendtsen fra Dansk Folkepart. Da han af ordstyreren blev bedt om sine konklusioner på dagen sagde han, at han grundlæggende synes, at museumslandskabet fungerer godt. Derfor ser han ikke noget behov for nogen stor reform. Men han kunne godt ønske sig en gennemsigtig model, der kan forklare, hvorfor museerne får, hvad de får, og hvorfor nogen får mere end andre. Og så understregede han, at man bør fastholde en solidarisk model, hvor museerne arbejder sammen og hjælper hinanden.

Fra debatten på konferencen om Fremtidens Museer 25. januar 2018.

Kulturminister Mette Bock sluttede af med at opfordre til fortsat debat. Hun vil drøfte sagen med de kulturpolitiske ordførere og derpå vurdere, hvad der bør gøres og kan gøres. ”Måske sker der noget, måske ikke”, var ministerens slutreplik.

Hvorom alt er, så tror jeg de fleste blev klogere af dagens indlæg og debat. Det var det, ministeren ønskede i sin velkomst. Så det var en god dag i de rå konferencelokaler på den yderste mole i Københavns Nordhavn!

 

Pejlepunkter for fremtidens museer

Kulturminister Mette Bock mener, at statens støtte til museerne bør revideres, og hun har inviteret til debat om sagen. I dette indlæg vil jeg gerne slå til lyd for at fokusere på det, som den engelske museolog Kenneth Hudson kaldte museernes ”public quality”. Men hvordan måler man det?

For mig er der ingen tvivl: Museerne i Danmark er under forandring, og nye måder at drive museum på tegner sig stadig tydeligere. Der er for mig heller ingen tvivl om, at mange museer kan komme til at spille en større rolle, end de gør i dag.

Nøgleordet er ”public quality”. Udtrykket stammer fra den store engelske museolog Kenneth Hudson (1916-99), som er idémanden bag European Museum of the Year Award, som siden 1977 har præmieret nyskabende og fremtidsorienterede museer i Europa.

Det var Kenneth Hudson, der om nogen satte fokus på, at museer skal spille en rolle i samfundet, ligesom han mente, at man løbende skal vurdere hvert enkelt museums eksistensberettigelse. I en tekst fra 1977 skrev han følgende: ”I en tid med hurtige og grundlæggende forandringer i samfundet bør det være helt naturligt, at de, der står i spidsen for museerne, med mellemrum stiller spørgsmål som: Hvorfor eksisterer dette museum? Hvor relevant er det for det samfund, som det er en del af? Hvad er dets vigtigste opgave? Og hvordan kan man måle dets succes?”

Jeg er overbevist om, at seks områder er vigtige:

  1. Performer museerne, så de er attraktive for publikum i almindelighed?
  2. Formår museerne at være relevante for og nå ud til det brede publikum?
  3. I hvilket omfang påtager museerne sig andre samfundsopgaver?
  4. Formår museerne at adressere tidens store spørgsmål?
  5. Evner museerne at udvikle sig og gå nye veje?
  6. Varetager museerne deres basale opgaver på tilfredsstillende vis?

Hvis museer er vigtige, er det også vigtigt, at de når ud til så mange som muligt. I 2016 udgjordes de danske museers top-5 af Louisiana med 705.854 besøgende, Aros med 614.028, Den Gamle By med 515.667, Moesgaard Museum med 431.688 og Nationalmuseets Prinsens Palæ med 429.119. Et andet vigtigt målepunkt for museernes attraktivitet er entreindtægt som en indikator for, at publikum rent faktisk finder, at museet er værd at betale for. Man kan også se på gennemslagskraft på internettet og sociale medier, ligesom man også kan inddrage publikums bedømmelser på Tripadvisor.

Det andet spørgsmål drejer sig om museernes evne til at nå længere ud end det traditionelle museumspublikum. Et publikum, der ofte, med glimt i øjet og lidt karikeret, beskrives som kvindelige gymnasielærere over 50. Ideelt set bør i hvert fald de store museers publikum afspejle befolkningens sammensætning. De svenske museers nestor Sten Rentzhog udtrykte det engang på denne måde: ”Det er ikke de kulturaktive, der er vores primære målgruppe. Det er de mallorcarejsende, tv-kiggerne, sofaliggerne, vindsurferne, alle de almindelige mennesker, som aldrig kunne drømme om at gå på museum”.

For det tredje er det vigtigt, at museerne også på andre måder spiller en rolle i samfundet. I mange år har museerne givet oplevelser og indhold til børnehaver, folkeskoler, gymnasier og universiteter. Men museer kan også spille en rolle på helt utraditionelle og måske uventede områder. Som fx inden for erhvervsuddannelserne, hvor enkelte museer i dag er med til at uddanne lærlinge inden for forskellige håndværk, ligesom nogle museer også tilbyder særlige kurser og rundvisninger til tekniske skoler. Som noget nyt er der museer, der har bevæget sig ind på det sociale område og her fundet en ny platform. Fx Den Gamle By, der i minutiøst rekonstruerede interiører laver særlige tilbud til demente, ligesom museet holder særlige kurser om demens for vordende social- og sundhedsassistenter. Det vigtige er, at museerne indtænker deres kompetencer i andre og sommetider utraditionelle sammenhænge, og på den måde er med til at udvide deres samfundsrelevans.

Det fjerde område, man bør se på, er museernes evne til at adressere nogle af tidens store spørgsmål. Arbejdet med demente er ét eksempel herpå. For andre museer vil det være andre af tidens problematikker, der trænger sig på. Ensomhed, vold, kønsdiskrimination, ytringsfrihed og politisk korrekthed overfor historisk korrekthed. Senest har Den Gamle By arbejdet en del med indvandring, fremmedhed og integration. I samarbejde med en gruppe somaliske kvinder har vi således indrettet et dansk-somalisk hjem anno 2016. Museets danske gæster kan nu besøge et somalisk hjem, hvad kun de færreste har haft mulighed for, og mange somaliere betragter i dag Den Gamle By som deres museum, hvor de – som en slags sidegevinst – også får indblik i den danske identitet og kultur.

De museer, der bærer fremtiden i sig, prøver naturligvis også at gå nye veje. Hvor der handles, der spildes, og ofte får man utak, når man prøver noget nyt. I hvert fald i første omgang. Men der er ingen vej uden om at prøve ting af. I Den Gamle By siger vi, at vi med mellerum skal smide en håndgranat – som så forhåbentlig kan være med til at slå hul i muren til fremtiden. Det var hvad der skete, da vi i samarbejde med den hjemløse Ulrik Szkobel satte problemet med hjemløshed på dagsordenen. Vi blev da opmærksom på, at museer kan fungere som en slags neutrale enklaver for aktualisering af vanskelige og kontroversielle emner, og erfaringen fra samarbejdet med Ulrik har givet museet blod på tanden til at fortsætte med at afprøve grænserne for, hvad et museum kan.

Som det sjette og sidste punkt er der spørgsmålet om, hvorvidt museerne varetager deres basale opgaver på tilfredsstillende vis? Altså selve det fundament, som giver museet troværdighed, og som er udgangspunkt for alle øvrige aktiviteter. Her findes redskabet til måling allerede, nemlig i kvalitetsvurderinger, som Kulturstyrelsen gennemfører. Her ser man på, hvor omfattende og unikke museets samlinger er, er de tilstrækkeligt dokumenteret og undersøgt, og tager museerne ordentlig hånd om dem? Forskningen gennemgås og evalueres. Der ses på internationalt samarbejde, på formidlingen, på deres økonomiske grundlag samt organisation og ledelse. Det er vigtige og uomgængelige parametre i den samlede vurdering af et museums værdi og betydning. Men det er vigtigt at holde sig for øje, at samlingen, registreringen, forskningen osv ikke målet. For målet er naturligvis at tjene samfundet i dette ords videste betydning.

Hvis kyndige folk udarbejder et pointsystem inden for hvert af de nævnte seks områder og deres underpunkter, vil man få et troværdigt billede af de enkelte museers betydning – nu og i fremtiden. Og måler man på alle disse punkter, risikerer man i den store sammenhæng næppe at ramme helt ved siden af, selvom det giver sig selv, at man ikke kan være 100 pct retfærdig på alle målepunkterne.

Museer er museer, og det skal de holde fast i. Men som alt muligt andet i samfundet vil og skal de forandre sig. For hvis man ikke flytter sig, når verden omkring en flytter sig, så står man ikke bare stille, men sakker agterud og mister relevans.

Efter 30 år som leder af et museum, er det min bedste overbevisning, at de museer, der har fremtiden for sig, er dem, der tager socialt ansvar, som skaber fællesskab og forankring og som giver afsæt for refleksion over tidens store spørgsmål – og som samtidig når ud til mange mennesker.

Museerne skal tjene samfundet og ikke bare passe på samlinger af genstande.

 

 

T