Spor af levet liv – på open-air museum og nu også på kunstmuseum

Da jeg for nogle uger siden var Statens Museums for Kunst kunne jeg ikke undgå at støde ind i de store installationer, der udgør museets særudstilling ”Biography” med kunstnerduoen Elmgreen & Dragset.

Udstillingen fik mig til at tænke på min gode kollega Jan Vaessens udsagn om sit museum: ”We are not a museum about houses or objects, we are a museum about people”. For det samme kan man nemlig fristes til at sige om SMKs aktuelle udstilling. Den viser ikke kunstværker, men installationer, der giver associationer om levet liv. Den handler ikke om kunst, men om mennesker. Det pudsige er blot, at Jan Vaessens museum, Nederlands Openluchtmuseum, er et klassisk open-air museum, mens SMK er et klassisk kunstmuseum.

Lad mig illustrere det med fotos fra henholdsvis SMKs aktuelle udstilling og så de to bygninger fra Amsterdams Westerstraat, som for tre år siden blev opført op Nederlands Openluchtmuseum i Arnhem.

Elmgreen & Dragsets største installation viser en simpel etageejendom, nærmest et østtysk plattenbau.

Elmgreen & Dragsets største installation viser en simpel etageejendom, nærmest et østtysk plattenbau.

Indgangspartiet er præget af nedslidning og virkelighed.

Indgangspartiet er præget af nedslidning og virkelighed.

Også dørtelefonen minder om en virkelig dørtelefon.

Også dørtelefonen minder om en virkelig dørtelefon.

Og når man kigger ind ad vinduerne, ser man ind i lejligheder, der ligner virkelige lejligheder.

Og når man kigger ind ad vinduerne, ser man ind i lejligheder, der ligner virkelige lejligheder.

Nederlands Openluchtmuseums to ejendomme fra Westerstraat i Amsterdam står ligeså solitære som Elmgreen & Dragsets betonbygning i foyeren på SMK.

Nederlands Openluchtmuseums to ejendomme fra Westerstraat i Amsterdam står ligeså solitære som Elmgreen & Dragsets betonbygning i foyeren på SMK.

I baggården er der graffiti og det virker nedslidt, som i så mange brokvarterer.

I baggården er der graffiti og det virker nedslidt, som i så mange brokvarterer.

Her kan man imidlertid gå ind i lejlighederne. Her en lejlighed for tyrkiske fremmedarbejdere

Her kan man imidlertid gå ind i lejlighederne. Her en lejlighed for tyrkiske fremmedarbejdere.

Og her ses et værtshus.

Og her ses et værtshus.

Naturligvis er der forskel på de to udstillinger eller installationer. Men på den anden side er det tankevækkende, så ens de er i deres ambition om at komme tæt på det levede liv og vores personlige oplevelse heraf.

Begge installationer kan stærkt anbefales.

 

Museer der ikke virker museumsagtige

Af alle danske museer holder jeg navnlig af tre: Louisiana, Glyptoteket og Den Gamle By. Hvor forskellige de end er, har de også en række væsenstræk til fælles.

Alle tre er de venlige og imødekommende. Der er noget oase over dem og en helt særlig stedets ånd. Man kan gå på opdagelse, snuse – uden absolut at skulle have proppet viden ned i halsen. Og dog får man altid et eller andet substantielt med hjem.

Jeg husker tydeligt første gang, jeg oplevede et museum på den måde. Det var engang i min studietid, engang midt i 1970erne. Min kone og jeg var på besøg i Den Gamle By. Det var uden for sæsonen, og selvom mange af husene var lukket, havde vi haft en hele serie gode oplevelser. Da var det, at jeg tænkte: Her kunne jeg godt tænke mig at være engang.

Min kone Lisbeth og jeg i Den Gamle By i 1975.

Sådan kom det af uransagelige årsager også til at gå. Jeg har nu i snart 19 år været chef for Den Gamle By og haft den glæde at være med til at præge en nyudvikling af museet. Før den tid var jeg i otte år leder af Struer Museum. I mine mere end 25 museumsår er jeg fra tid til anden standset op og har funderet over, om det, jeg arbejdede med, nu også var vigtigt. Om det havde relevans og betydning for nogen. Og fra tid til anden har jeg forsøgt at sætte nogle ord og billeder herpå.

Dermed er jeg tilbage ved de tre museer.

“Den skal borttage det museumsagtige” 

I sin tale i 1906 ved åbningen af Glyptotekets vinterhave sagde brygger Carl Jacobsen disse tankevækkende ord om den nye vinterhave: ”Den skal først og fremmest være en hvileplads …, men den skal tillige give Glyptoteket en ejendommelig karakter. Det er altid tiltalende at se noget, der ikke findes andre steder… Den skal borttage det museumsagtige, som trods alle mine bestræbelser for at frigøre mig derfor, ikke helt har kunnet undgås”. ”

Tanken med Glyptotekets vinterhave var, at den skulle “borttage det museumsagtige”, som bryggeren Carl Jacobsen udtrykte det ved åbningen i 1906.

Det er derfor, jeg har kaldt samlingen Glyptoteket for at betegne, at det ikke skal være et museum af den almindelige art”, fortsatte Carl Jarcobsen. “Men endelig skal vinterhaven gerne drage folk til Glyptoteket. Vi danske har meget mere forstand på blomster end på kunstværker, og jeg tænker mig, at det grønne om vinteren kan drage folk herind, og når de da ser på planterne, falder der måske også en tanke af til statuerne”.

Skabelsen af bybilledet

Der er for mig ingen tvivl om, at Den Gamle Bys grundlægger Peter Holm var helt på linje med Carl Jacobsen. I et posthumt udgivet tilbageblik fra 1951 siger Peter Holm det på denne måde: ”Det, der for mig stod som hovedsagen, var skabelsen af bybilledet, gerne med al den hygge og stemning, der kunne være over små gamle byer med huse fra forskellige tider, krogede gader og småhaver med frugttræer, nytteurter og sirbuske. Der var i hvert fald enighed om, at det ikke skulle være et bygningsmuseum med huse i systematisk, stilhistorisk orden… Dels ville et sådant typemuseum virke uendeligt kedsommeligt, og dels ville det aldrig kunne give et sandfærdigt billede af en gammel købstad”.

Det var Peter Holms idé, at Den Gamle By ikke skulle være et bygningsmuseum med huse i systematisk, stilhistorisk orden, men derimod et troværdigt billede af, hvordan en gammel købstad tog sig ud i 1700- og 1800-tallet.

Det var Peter Holms idé, at Den Gamle By ikke skulle være et bygningsmuseum med huse i systematisk, stilhistorisk orden, men derimod et troværdigt billede af, hvordan en gammel købstad tog sig ud i 1700- og 1800-tallet.

“En stille glæde, et åndeligt velvære”

Et sted i sin fremragende bog Stedets ånd fra 1995 skriver Louisianas grundlægger Knud W. Jensen følgende: ”Når vi oplever et stort menneskeværk, bliver vi først fyldt af en stille glæde, et åndeligt velvære, hvor vi bliver åbne og modtagelige. Efterhånden som oplevelserne akkumuleres, fører de os ind i en lykkelig sindsstemning. Enhver, der i timer har gået rundt i en domkirke, et tempel, en have med springvand eller en smuk by, har oplevet det. De store steder bevæger og henrykker en”.

“De store steder bevæger og henrykker en”, sagde Louisianas skaber Knud W. Jensen.

Vække til eftertanke, skabe glæde og inspiration

I Den Gamle By siger vi i dag, at museet skal vække til eftertænke, skabe glæde og inspiration. Det er museets mission at være vedkommende og at gøre historien nærværende for folk. Fordi vi tror på, at historien betyder noget for os mennesker. Så vi kan lære os selv bedre at kende og se ud over vores egen næsetip og dermed sætte os selv og vores samtid i perspektiv. Det er derfor Den Gamle Bys ambition at nå ud til så mange mennesker som muligt, herunder også til dem, der normalt finder museer kedelige eller elitære.

Musernes hjem

Der er alsidighed, der er gå på opdagelse, og der er masser af leg og læring på museerne. Louisiana, Glyptoteket og Den Gamle By. De er som oaser, refugier, reservoirer og inspiratorier, og dermed kan man sige, at de i meget høj grad er i pagt med det antikke museumsbegreb, museion, som jo betyder musernes hjem. De ni muser er døtre af Mnemosyne, erindringens gudinde, og omfatter – oversat til nutidige begreber – det historiske, det poetiske, det musiske og det dramatiske.

Og så er det tankevækkende, ja nærmest paradoksalt, at ingen af de tre museer indeholder selve ordet museum i deres navn. Ikke mindst fordi de for mig nærmest er indbegrebet af at være det musernes hjem, museion, som i den græske mytologi inkarnerer fællesmængden af inspiration, erindring og kundskab.

 

Tingsmuseer og historiemuseer

For et par år siden sad jeg på en fortovscafé i Bloomsbury i London og lod tankerne flyve. Jeg havde været rundt på mange museer i mange lande for at samle inspiration til det, der skulle blive til Aarhus Story, der åbner i Den Gamle By i 2017 som en ny type byhistorisk udstilling.

 

Mens jeg nød kaffen, gjorde jeg dette notat i min lommebog: ”Efter at have set hundreder af museer, store og små, enkle og ekstravagante, lokale og internationale, så står det stadig klarere for mig, at der går en markant skillelinje mellem de museer, der udstiller ting, og så de museer, der fortæller historier. Begge typer har så absolut deres berettigelse, men jeg – og tilsyneladende også mange andre – foretrækker afgjort historiemuseerne frem for tingsmuseerne”.

 

Forud for notatet var gået et par måneder med intens museumsrejse med besøg på MAS – Museum an de Stroom i Antwerpen, Bokrijk ved Genk, STAm i Gent, Huiz de Alijn i Gent, DDR-Museum i Berlin, Story of Berlin, Deutsches Historisches Museum i Berlin, Altes Museum, Neues Museum, Bode Museum, Pergamon Museum, Pergamon Panorama – alle på Museumsinsel i Berlin, samt Museum of Liverpool, International Slavery Museum, Merseyside Maritime Museum, The Beatles Story, Museum of London, War Rooms & Churchill Museum, British Music Experience, Natural History Museum, V & A, Imperial War Museum og British Museum. Og jo flere museer, jeg besøgte, des klarere stod sondringen for mig.

 

I Berlin tegner billedet sig ekstra tydeligt med markant forskel på de store tingsmuseer på Museumsinsel på den ene side og så det interaktive og fortællende DDR Museum på den anden.

 

Busten af dronning Nefertiti er uden tvivl hovedstykket på Neues Museum på Museumsinsel.

Busten af dronning Nefertiti er uden tvivl hovedstykket på Neues Museum på Museumsinsel.

Muserne på Museumsinsel rummer fornemme samlinger, og alle museerne er gennem de senere år renoveret for milliarder. Arkitekturen er betagende og hele det enestående museumskompleks har en ganske særlig stedets ånd. Personligt blev jeg fascineret af ikoniske genstande som fx Pergamon alteret på Pergamon Museum og den egyptiske dronning Nefertiti på Neues Museum. Genstande med en stærk historie og fascinationskraft.

På Bode Museum kan man nemt køre træt i de enorme samlinger,  der er udstillet. Tilsvarende gælder også Neues Museum og Altes Museum, hvor jeg ofte var alene i de store sale med montre efter montre.

På Bode Museum kan man nemt køre træt i de enorme samlinger, der er udstillet. Tilsvarende gælder også Neues Museum og Altes Museum, hvor jeg ofte var alene i de store sale med montre efter montre.

Men skal jeg være helt ærlig, så løb jeg hurtigt sur i de forskellige museers enorme samlinger af genstande. Den ene sal efter den anden, den ene montre efter den anden. Utvivlsomt fine genstande, unikke og velresearchede. Men hold op, hvor var det ensformigt og kedeligt, og jeg havde ikke nogen fornemmelse af, at museumsfolkene havde gjort sig tanker om, hvordan deres samlinger kunne gøres relevante og interessante for den almindelige besøgende. På både Bode Museum, Neues Museum og Altes Museum var jeg den eneste besøgende i adskillige af de store og meget stille sale, så det var nok ikke kun mig, der havde det sådan.

 

På DDR-Museum myldrer det med mennesker, der går på opdagelse i en klart defineret historie, som føles vedkommende for ganske mange mennesker.

På DDR-Museum myldrer det med mennesker, der går på opdagelse i en klart defineret historie, som føles vedkommende for ganske mange mennesker.

Anderledes med DDR Museum, som ligger under jorden i nogle lavloftede, beklumrede lokaler. Arkitekturen er mildt sagt ikke spektakulær, men historien, som museet fortæller, er åbenbart så stærk, at lokalerne konstant er fyldt af et engageret, snakkende og begejstret publikum. De enkeltgenstande, der er udstillet, er hverdagsgenstande fra en tid, som mange eller måske de fleste har en relation til. Typiske DDR-varer, legetøj, ugeprogram fra Børnehaven og tøj fra DDR-perioden. Der er et rum, hvor man kan hvile ryggen og se filmklip fra militærparader, byggeri af nye boliger og andre hverdagsbilleder fra DDR. Og der er tableauer, som fx en stue med TV, et køkken, et afhøringsrum, partibossens skrivebord og en Trabant, som de besøgende kan sætte sig ind i. Interaktivitet er i det hele taget et nøgleord, og ved udstillingen af enkeltgenstande skal man som besøgende kigge i skuffer eller lukke skabe op. Der er altid noget, man som besøgende skal foretage sig.

 

De besøgende er sammen, diskuterer og morer sig mens de åbner og skuffer og skabe for at se, hvad der gemmer sig af genstande og historier.

De besøgende er sammen, diskuterer og morer sig mens de åbner og skuffer og skabe for at se, hvad der gemmer sig af genstande og historier.

Det er klart, at DDR Museum har den fordel, at museet fortæller en nærværende historie, hvilket jo ikke er tilfældet med de store museer på Museumsinsel, hvis primære fokus ligger på oldtid og middelalder. Dertil kommer, at det som besøgende kan være svært at forstå, hvorfor de forskellige genstandssamlinger er placeret på et museum og ikke på et andet. På mig virker det som om, det er tilfældigheder og ikke ønsket om at fortælle en bestemt historie, der har været styrende. På DDR Museum er man aldrig i tvivl om, hvilken historie, der fortælles, og man er heller ikke i tvivl om, at museet har en ambition om, at denne historie skal kunne forstås også af det brede publikum.

 

 

DDR Museum fokuserer på en klart defineret historie, og der er både tableauer, enkeltgenstande og masse af hands-on.

DDR Museum fokuserer på en klart defineret historie, og der er både tableauer, enkeltgenstande og masse af hands-on.

Vi har brug for en tidssvarende terminologi til fremtidens museer

I midten af maj deltog jeg sammen med Martin Brandt Djupdræt i European Museum Forums konference i Tallinn i anledning af uddeling af årets European Museum of the Year Award, den såkaldte EMYA. Den Gamle By var nomineret til prisen, hvilket vi er stolte af – også selvom den gik til Uskyldens Museum i Istanbul og ikke til Den Gamle By.

Foredrag om museer er sjældent ligeså fascinerende som besøg på museer. Det lyser vist ud af dette snapshot fra EMYA-konferencen i Tallinn i maj, hvor på nederste række ses Orhan Pamuk, hvis Museum of Innocence fik den store pris. Nærmeste ses undertegnede fra Den Gamle By, som var nomineret til prisen.

I løbet af konferencen slog det mig, i hvor høj grad vi inden for museumsverdenen trænger til at opdatere en række af de helt centrale begreber, som man bruger om museer. Jeg skal give tre eksempler.

Alle de museer, der var nomineret til EMYA, var blevet bedt om at medbringe et ”object”, en museumsgenstand, og det var helt tydeligt, at det for mange ikke var genstanden, men snarere historien, fortællingen, eftertanken, eller den udfordrende problematisering, der for dem var det centrale. Det var nok derfor Spaniens nationale sciencemuseum i La Coruna medbragte et spørgsmålstegn, Baksi Museum fra tyrkiske Anatolien medbragte en kjole, der blev vævet af frivillige og solgt på museet, mens Museum of Innocence medbragte en bog.

William Morris Gallery ser det som sin primære opgave at give de lokale noget af være stolte af. Museet havde som “museumsgenstand” valgt at medbringe dette banner, som er lavet af frivillige omkring museet, som ligger i en stærkt nedslidt del af London. Teksten på banneret er “A cause which cannot be sung is not worth following”, og nederst står der “Many threads, one fabric”.

I drøftelserne af museernes ”output” var fokus på ”exhibition”, udstilling, og det lå nærmest i luften, at et museum er en bygning, hvori man udstiller en samling af museumsgenstande. Men mange museer har fokus på helt andre ting, som primært relaterer sig til større fortællinger, til museernes sociale rolle eller ideologiske funktion. Fx var det spændende at høre, hvordan William Morris Gallery i London havde som sit primære formål at give folk i det nedslidte område, hvor museet er placeret, noget at være stolte af. Occidens Museum i katedralen i Pamplona sagde direkte, at museet ikke var en udstilling, men en refleksion. Og Den Gamle By var bl.a. nomineret for sit arbejde med at inkludere marginale grupper som fx demente ældre og børn og unge med mentale handicaps.

Museumsgenstand eller udstilling? Ja, begge dele, men så sandelig også en tomastet skonnert, der sejler museumsgæster til Estlands nye maritime museum i Tallinn. Mange museer er i dag meget mere end de traditionelle museumsbegreber lader ane.

Heritage, kulturarv, var et andet klassisk museumsbegreb, der blev problematiseret. Nok mest fordi det ikke har appel til nutidens publikum, men nok også fordi det fokuserer på fortiden og ikke tager afsæt i den nutid, som museernes besøgende jo lever i. Måske man i stedet skulle tale om identitet?

Object, exhibition, heritage! Museumsgenstand, udstilling, kulturarv! Ord som for mange giver associationer til støvede institutioner, som er helt ude af trit. Både med det samfund, som museerne i sidste ende skal tjene, og også med den aktuelle udvikling inden for den europæiske museumsverden, som rent faktisk er langt mere spændende, end de nævnte termer lader ane.

Nobelpristageren Orhan Pamuk, der vandt EMYA med sit Museum of Innocence, har skrevet det meget omtalte ”A Modest Manifesto for Museums”. Heri modstiller han en række begreber, og med inspiration herfra kunne man måske sige:

–      Vi tænker i objekter, vi bør tænke i ideer

–      Vi tænker i udstillinger, vi bør tænke i fortællinger

–      Vi tænker i kulturarv, vi bør tænke i identitet.

På Tallinn-konferencen blev præsenteret 34 museer, der alle var fundet værdige til at blive European Museum of the Year. Det var tankevækkende og opløftende at opleve, hvor mangfoldig den europæiske museumsverden er og hvor mange nybrud, der sker rundt omkring.

Der er for mig ingen tvivl om, at museumsbegrebet er under forandring. Det er vigtig at vi finder ord, der har relevans for de mange museer, der er på vej ind i fremtiden.