Helvegs historiske øretæve red­dede museer fra at komme på museum

I år er det 50-året for den kulturpolitiske redegørelse, der var en ren øretæve til de danske museer. Redegørelsen er fornøjelig læsning, der viser, at der er sket et nybrud på museumsområdet.

Kulturminister i VKR-regeringen 1968 til 1971 var den radikale nestor Kristen Helveg Petersen, og med den kulturpolitiske redegørelse fra 1969 satte regeringen for alvor publikum i centrum for de offentligt støttede kulturinstitutioners virke.

Målsætningen med kulturpolitikken var, fremgår det, at fremme de enkelte menneskers udviklingsmuligheder, deres optagethed af og deltagelse i udformningen af vores fælles tilværelse.

Og man er udmærket klar over, at det nok ikke vil komme til at gå helt let, idet forfatterne finder anledning til at skrive, at en gennemførelse af målsætningen vil kræve “åbenhed, fantasi og opbrud fra vante forestillinger”.

Og så skal jeg ellers love for, at der er smæk for skillingen, ikke mindst i kritikken af de træge, konservative kulturmuseer, som, forstår man, nærmest betragtede publikum som en by i Rusland.

Selvom kunstmuseernes “problemer er mindre og deres forsømmelser mindre udtalte”, er de skridt, der også her bør tages, imidlertid “ligeså radikale som de kulturhistoriske museers”.

Uinteressante for publikum
Museerne var så uinteressante for publikum, at endda ungdomsoprøret “er gået dem totalt forbi”, hedder det i redegørelsen.

Grunden er, mener forfatterne bag, at den oprørske ungdom anså museerne for helt og aldeles ufarlige, som “depoter for tidligere samfunds efterladenskaber”, hvorfor de simpelthen ikke var “krudtet værd”.

Museerne spiller “kun en relativt underordnet rolle iblandt de muligheder for anvendelse af fritiden, der frembyder sig for befolkningen”, hedder det i betænkningen.

Og den giver en næsten karikeret beskrivelse af “den klassiske museumsmontre” med rækker af genstande anbragt på hylder “på en så akavet måde, at man skal gå ned i knæ for at få et overblik over dem” og med mere eller mindre ulæselige etiketter, der “i sig selv er et levn fra fortiden”.

“Mange museer er derfor i dag selv modne til at komme på museum”, lyder den kontante konklusion.

Direkte møntet på Nationalmuseet hedder det: “Den nuværende udstillingsform er forkert over for publikum”. Det store antal udstillede genstande “virker som en belastning for den besøgende, som mister overblikket, modtageligheden sløves, og det bliver for mange en sløv og kedsommelig vandring gennem rummene”.

Ringe gennemslagskraft over for publikum
Museernes gennemslagskraft over for den befolkning, som de skal betjene, var mildt sagt heller ikke imponerende. I alt omkring fire millioner gæster besøgte de danske museer, oplyser Danmarks Statistik.

De bedst besøgte var de statslige hovedmuseer i København: Nationalmuseet med 340.000 gæster, Statens Museum for Kunst med 250.000 og Zoologisk Museum med 220.000.

Langt de fleste lokalmuseer havde færre end 5.000 besøgende. Dog med undtagelsen af Sønderborg Slot, Forhistorisk Museum på Moesgård, Koldinghus og Viborg Museum, der hver havde mellem 30.000 og 50.000 besøgende.

Derudover skilte navnlig de museer sig ud, som fortæller en særlig historie, fremgår det af Danmarks Statistik. Det drejer sig om museer som Frederiksborg Slot i Hillerød, H.C. Andersens Hus i Odense, Vikingeskibsmuseet i Roskilde samt Frilandsmuseet i Lyngby, Hjerl Hede ved Skive, Den Fynske Landsby i Odense og Den Gamle By i Aarhus.

Afdelingen for løftede pegefingre
Og så kommer redegørelsen ellers til afdelingen for gode råd og løftede pegefingre.

Museerne må lære at forstå, at “fritidsvanerne er indgribende ændrede”. Ja, man må acceptere, at museerne ligesom biblioteker, teatre, radio og fjernsyn “ved siden af den kundskabsformidlende funktion” også har den “meget vigtige opgave at underholde”. En stærk melding, som nok kunne få mange museumsfolk til at få kaffen galt i halsen.

Det understreges, at museerne skal undgå den gammeldags udstillingsform, der skaber “afstand mellem klenodierne og de besøgende”. Museerne skal være inviterende og tilgængelige, forstår man.

Der bør tilstræbes en udstillingsform, hvor “relativt få, karakteristiske genstande udstilles i salene”, som i det hele taget i højere grad indrettes med henblik på de besøgende med “vejledninger i form af oplysende, letlæselige tekster, plancher, tegninger og fotografisk materiale, der tilsammen giver et klart og relativt hurtigt forståeligt billede af den historiske udvikling”.

Film og lysbilleder anbefales ligesom også skiftende udstillinger. I det hele taget bør museerne i langt højere grad end hidtil blive “levende institutioner”, som også arbejder sammen med de kulturelle og folkeoplysende foreninger.

Forfatterne bag redegørelsen stiller ligefrem spørgsmålet: “Hvad om man engang i fremtiden kunne tale om de farlige museer?”.

For da “museerne beskæftiger sig med alle andre samfund end det, hvor vi netop lever, kunne de blive arsenaler, hvorfra argumenter kunne hentes til kritik af det bestående, vækstpunkter for en ny livsholdning”.

For hvis museerne fortsætter som hidtil, så “skal man ikke spå dem nogen almen samfundsnyttig funktion i fremtiden”.

Klar melding, må man sige. Og umulig at misforstå.

Fornøjelig og klar læsning
Som én, der gennem årene har læst talrige offentlige rapporter og betænkninger, er det forfriskende, ja, ligefrem fornøjeligt, at læse denne 50 år gamle kulturpolitiske redegørelse.

For den er et forbilledligt eksempel på, at det kan lade sig gøre at skrive en ministeriel redegørelse i en form, der ikke er domineret af kancellisprog og juridisk formalia, og som samtidig tør være klar i spyttet.

I tilbageblik er det også glædeligt at konstatere, at der virkelig er sket noget på museumsområdet gennem de seneste 50 år. Næppe alene på grund af redegørelsen, men den var vigtig, fordi den satte en retning.

Siden 1969 er museernes gennemslagskraft over for publikum mangedoblet. Mens museernes samlede besøgstal i slutningen af 1960’erne var omkring fire millioner, er der nu mere end 15 millioner, der årligt besøger de danske museer.

Fortællekraften er forøget betragteligt, og der er i dag næppe det museum, der ikke gør sit bedste for at sætte publikum i centrum.

Gamle, snærende museumsformer er brudt op. Former, der i mange år nærmest var en kollegial spændetrøje for de museumsfolk, der ønskede at gå nye veje.

Disse rester, der stammer helt tilbage fra det 19. århundrede, er de senere år blevet erstattet af en ny museal mangfoldighed, hvor det er et vigtigt mantra, at museerne ikke er til for hverken tingenes skyld eller for fortidens.

For fortiden er forbi, og tingene er døde. Nej, museerne er til for menneskene – nu og i fremtiden.

Nybruddet uden for København
Nybruddet er især sket uden for hovedstaden, hvor museerne de seneste par årtier næsten er boblet over med nye initiativer.

Den geografiske udjævning er nu så markant, at alle de tre bedst besøgte museer i 2018 var at finde uden for København. Nemlig Louisiana (755.000), Den Gamle By (546.000) og Aros (508.000). Museer, der i øvrigt alle på et tidspunkt har været betragtet som en af klassens frække drenge.

Samme år havde statens to hovedmuseer, Nationalmuseet og Statens Museum for Kunst, henholdsvis 365.000 og 309.000 besøgende. Men også her er der nyt på vej.

Ikke mindst på Nationalmuseet, hvor både kedsomhedsknap og designede vikingemalerier vækker opmærksomhed. Til fornøjelse for mange, men med forventelige protester fra den faglige spændetrøjes aktuelle forvaltere.

Hvis “gamle Helveg”, den modige minister bag den 50 år gamle kulturpolitiske øretæve, i dag kunne komme på museumstur rundt i det ganske land, tror jeg, han ville se tilbage på sin kulturpolitiske redegørelse og tænke: Hvor var det godt, at vi turde. Det vil de fleste i dag nok give ham ret i.

 

Dette indlæg er i dag 5.september 2019 ogsåpubliceret som kronik på Altinget.

 

International eller bare noget, der kommer fra udlandet

Den nytiltrådte programdirektør for Aarhus 2017 ser det som en af sine primære opgaver at gøre det aarhusianske kulturhovedstadsprojekt mere internationalt. Men hvad vil det egentlig sige? Er det internationalt som Google og Coca-Cola, eller drejer det sig om interessant originalitet med lokalt udspring? Herom handler dette blogindlæg.

”Indtil nu har man naturligt nok kigget mest på de øvrige skandinaviske lande, men nu vil jeg ind og gøre projektet mere internationalt”, udtaler projektdirektør Juliana Engberg 3. maj i en portrætartikel i JP Aarhus.

Et ganske markant udsagn fra en person, der har været få uger i jobbet og fornylig er landet i Danmark.

Men international er jo et af tidens store buzzwords. Tænk blot på sammenstillinger som international kunst, internationale nyheder, international forskning, ja internationalt niveau – osv. Og prøv så at erstatte ordet international med national, regional eller – for at gøre den helt tydelig – lokal! Taler man om vigtighed, ligger international klart øverst i hierakiet, mens lokal ligger nederst. Det er fint at være international!

Men hvad vil det egentlig sige? Rent sprogligt betyder ordet mellemnationalt.  Altså noget der vedrører flere nationer, ligesom mellemkommunal er noget, der vedrører flere kommuner.

Skal jeg pege på noget, der indiskutabelt er internationalt, kommer jeg først og fremmest til at tænke på internationale firmaer som fx Heineken, der bryster sig af, at en Heineken øl smager ens, lige meget om du køber den i Amsterdam, Kuala Lumpur eller Sao Paolo. Eller jeg tænker på Google, Euro og American Express, der gør det lettere at agere og kommunikere som man plejer lige meget, hvor i verden man befinder sig. Eller for så vidt tænker jeg på Mac Donalds, Coca-Cola og Kellogg’s, der kan købes over hele verden.

En Heineken skal smage ens, lige meget, hvor du drikker den og derfor i egentlig forstand international. Det erfarede jeg under et nyligt besøg på Heineken Experience i Amsterdam.

En Heineken skal smage ens, lige meget, hvor du drikker den. Øllen er derfor i egentlig forstand international. Det erfarede jeg under et nyligt besøg på Heineken Experience i Amsterdam.

Inden for kulturverdenen regnes det for internationalt, når man får Tour de France til at køre en rundtur i egnen omkring Herning. Eller Madonna til at spille i Horsens. Eller får La Scala til at optræde i Aalborg. Altså noget, der ikke er afhængig af det sted, det foregår, og som, når det er foregået, næppe vil have sat sig synderlige spor. Akkurat som det også gælder for de blockbuster udstillinger, der turnerer rundt på verdens store museer.

Måske fokuseringen på det internationale er udtryk for en slags mindreværdskompleks på egen kulturs vegne – at man pr automatik regner noget fra udlandet for bedre og vigtigere end det, man selv har skabt. For ret beset viser det, at man kan hyre et international navn eller vise en international udstilling ikke noget om, hvad man selv formår. Nej, evnen til at hyre dem er vel, når alt kommer til alt, et spørgsmål om budget og om gode forbindelser.

At Madonna gav koncert i Horsens fortæller ikke ret meget om Horsens. Ud over, at byen har formået at skaffe den fornødne kapital til arrangementet.

At Madonna gav koncert i Horsens fortæller ikke ret meget om Horsens. Ud over, at byen har formået at skaffe den fornødne kapital til arrangementet.

Men det internationale har også en anden dimension. Her anskuer man det internationale som det, der har rod lokalt, og som vækker interesse uden for landets grænser – altså mellem nationer, internationalt i ordets egentlige betydning! Lad mig her i flæng nævne Aarhus Universitet, arkitekturen på Aarhus Rådhus og den betagende bygning til det nye Moesgård. Eller lad mig nævne Regnbuen og De 9 rum på Aros, Granhøj Dans’ dybt originale forestillinger, Den Gamle By som museumskoncept samt den erindringsformidling, som folk i Den Gamle By har udviklet til glæde for ældre, der er ramt af demens. Alt sammen noget, der ikke findes tilsvarende andre steder, og som har vakt – og vækker – interesse langt uden for landets grænser. Noget man skal flytte sig for at opleve.

 

Den Gamle Bys særlige tilbud til ældre, der er ramt af demens, har vist sig at vække stor international opmærksomhed og har indtil videre ført til tilsvarende tilbud i England og Sverige. Erindringsformidlingen gjorde i øvrigt stort indtryk på den jury, der tildelte Aarhus værtsskabet som kulturhovedstad 2017.

Den Gamle Bys særlige tilbud til ældre, der er ramt af demens, har vist sig at vække stor international opmærksomhed og har indtil videre ført til tilsvarende tilbud i England og Sverige. Erindringsformidlingen gjorde i øvrigt stort indtryk på den jury, der tildelte Aarhus værtsskabet som kulturhovedstad 2017.

År 1900 tog det franske dækfirma Michelin initiativ til en guide, som blev uddelt til alle, der købte en bil. Formålet var at få folk til at køre ud for at slide på dækkende, så der blev brug for at købe nye, og dernæst at skabe interesse for bilen som transportform. I 1930 introducerede Michelin systemet med stjerner, hvor tre stjerner betyder, at noget er ”værd at rejse efter”, to stjerner at det er ”en omvej værd” og en stjerne, at det pågældende sted er rigtig ”godt inden for sin kategori”.

Guide Michelin har siden været en nøgle, når man skal vurdere, hvad der har interesse ud over det snævert lokale. Og hvad siger Michelin så om Aarhus? Tja, der er kun et sted, som tildeles de maksimale tre stjerner, og det er Den Gamle By. Moesgård og Aros får hver to stjerner. Som by tildeler Michelin Aarhus to stjerner. Og restauranterne Frederikshøj, Gastromé og Substans får hver en stjerne. Alle sammen oplevelser, der er originale for Aarhus og derfor internationale i den forstand, at de har rod lokalt, men vækker opmærksomhed internationalt.

Når noget er internationalt, kan det således både være i den betydning, at det er ens over hele verden, eller det kan betyde, at noget er af interesse ud over landets grænser, selvom det har lokalt udspring.

Men ofte bruger man bare international som et lidt finere ord for noget – eller nogen – der kommer fra udlandet.