LAD OS ÅBNE DE USYNLIGE DØRE TIL LANDETS MUSEER

Hvad er det, der afholder nogle grupper fra at gå på museum? Er prisen for høj, indholdet irrelevant, eller er det bare ikke noget for “sådan nogen som os”? Søren Bak-Jensen fra Arbejdermuseet og jeg har i fællesskab skrevet dette indlæg, som i en let ændret udgave også er trykt som kronik i Jyllands-Posten.

Da Socialdemokratiet i 1960 kickstartede velfærdspolitikken, lød partiets slogan: “Gør gode tider bedre”. Året efter oprettede man Kulturministeriet med det formål at bringe kulturen og den almene dannelse ud til alle danskere.

At det kun er lykkedes delvist, er dokumenteret mange gange. Også på museumsområdet, hvor vi ved, at det især er mennesker med kort uddannelse, der holder sig væk, men at også geografisk afstand og kulturprofil spiller ind.

Denne kulturelle og sociale ulighed er ofte søgt forklaret med, at det er for dyrt at besøge museerne. Naturligvis kan prisen have betydning. Men at det langtfra er den vigtigste årsag til skævheden, er dokumenteret gennem talrige nationale og internationale undersøgelser. Gratis adgang giver ikke et mere mangfoldigt publikum. Måske flere besøgende, i hvert fald i starten, men ikke øget social diversitet. Tallene er ikke til at tage fejl af.

I venstre side af Folketinget har man i mange år peget på prisen som årsag til social skævhed. Men ikke mere. »Det handler om at sænke barren, så flere tør træde ind i de rum, hvor kunsten og kulturen er«, har Socialdemokratiets kulturordfører, Kasper Sand Kjær, således udtalt for nylig, og her rammer han hovedet på sømmet. For meget tyder nemlig på, at det, der for alvor betyder noget, er om det indhold, et museum tilbyder, opleves som relevant for det publikum, man gerne vil nå. Og dernæst om museet i hele sin attitude også evner at favne dette publikum.

Den amerikanske kulturanalytiker Colleen Dilenschneider skelner i en analyse af emnet fra 2019 mellem tre grupper. Den første gruppe består af de mennesker, der allerede besøger museer på eget initiativ. Den anden gruppe omfatter dem, der under ingen omstændigheder vil på museum. Disse to meget forskellige grupper ser vi bort fra her. Derimod er det vigtigt at kigge på den tredje gruppe, som er mennesker, der ikke af sig selv vil besøge et museum, men som måske vil gøre det, hvis de skal vise det frem for udenbys gæster, hvis deres firma har arrangeret en event på museet, eller hvis museet holder et særligt arrangement, der tiltaler dem. Det er en gruppe, der kan flyttes fra at være passive museumsbrugere til at være aktive brugere.

Colleen Dilenschneider peger på tre primære barrierer, der skal nedbrydes for at gøre passive museumsbrugere aktive. Den helt klart vigtigste er, at de foretrækker at bruge deres tid på noget andet, på andre fritidsaktiviteter. Det være sig håndbold, biograf, samvær med familien, se tv eller ligge på sofaen. Den næste barriere er, at et museumsbesøg ikke er noget for “sådan en som mig”. Og den tredje er tidligere negative oplevelser i forbindelse med museumsbesøg – f. eks. da man gik i skole. Først derefter kommer betydningen af entrépris. Med Dilenschneiders ord er det at være gratis ikke det samme som at være inviterende.

At mange prioriterer noget andet og mener, at et museumsbesøg ikke er noget for “sådan en som mig”, er utvivlsomt en nøgle til at forklare den kulturelle skævhed.

For museer skal jo betyde noget for nogen. Helst for alle, og i hvert fald for flere. Og her spiller det selvsagt en rolle, at dem, man gerne vil være noget for, oplever museet som relevant.

Den tidligere direktør for Norsk Folkemuseum Olav Aaraas stillede for år tilbage 1000-kroners spørgsmålet: ”Hvad er det, der interesserer publikum mere end noget som helst andet i verden, når de besøger et museum?” Og han gav selv svaret: “Det er dem selv! De, og vi, ønsker alle at skabe en forbindelse mellem vores eget liv og historien”. Dermed satte han for alvor relevans på dagsordenen.

I pagt hermed har den tidligere direktør for Museum of Liverpool David Fleming understreget: ”Museerne skal tjene samfundet og ikke bare passe på samlinger af genstande. Museerne skal være socialt ansvarlige og tage fat på tidens store spørgsmål. De skal identificere de historier, der engagerer, bevæger og involverer den almindelige besøgende.”

Museerne skal selvfølgelig handle om noget, der rager de mennesker, man gerne vil have som besøgende. Eller i det mindste bestræbe sig på at bygge bro mellem museet og brugerne. Hvis man lykkes med at skabe sådanne forbindelser, vil nye grupper givetvis komme på museet og måske opleve noget, de ellers aldrig ville være kommet i nærheden af.

Et vigtigt og nok i høj grad overset element i den brobygning er museets attitude og kulturelle tilgængelighed. For museer er jo meget mere end deres udstillinger og indhold. De er mødesteder, hvor man kommer for at være sammen og hygge sig. »A good day out«, som vore engelske kolleger siger. Det er jo gæsternes fridag.

Undersøgelser viser ligefrem, at selve indholdet af et museum, udstillingerne, spiller en mindre rolle end den oplevelse, det er at være sammen med dem, man besøger museet med. Museer er nemlig i meget høj grad også form og social ramme. Og i formen, i attituden, ligger en væsentlig forklaring på, at mange på forhånd har en opfattelse af, at dette eller hint museum ikke er noget for “sådan en som mig”. Opfattelsen kan være berettiget eller uberettiget, men den er ikke desto mindre virkelighed for dem, der har det sådan.

Vi vil vove den påstand, at langt de fleste museumsansatte hører til den gruppe, som hos Gallup kaldes de fællesskabsorienterede. Altså de kulturelt interesserede, de højtuddannede, de socialt bevidste med en fornuftig økonomi, som tilhører de humanistiske mellemlag og politisk ligger i midten eller lidt til venstre. Altså præcis den samme gruppe, som udgør museernes primære publikum, som det er i dag.

Og så er der en risiko for, at museerne kun åbner de døre, som de selv vil gå ind ad. Men lukker døren for de mennesker, der tilhører f. eks. de individ-eller traditionsorienterede grupper. Ikke som noget, man vil, men som noget, man bare kommer til.

Det er jo banalt, men ikke desto mindre afgørende, at vi er os bevidste, at der er mange, der har andre kulturprofiler, og som måske føler sig fremmed for værdierne og de kulturelle koder hos de såkaldte fællesskabsorienterede.

Hvis vi vil have disse andre kulturprofiler til at besøge museerne, hvis vi vil have dem i tale, så må vi sætte os i deres sted. Vi må være inviterende over for alle dem, der har den forhåndsopfattelse, at museet ikke er noget for “sådan nogen som mig.”

For det er vores forbandede pligt som museumsansatte at nedbryde kulturelle og sociale barrierer for møder med kunst og kultur. Lad os sætte en ære i at være museer, man kan identificere sig med, museer, hvor ingen behøver at føle sig mindre værd end andre, museer, som er alles ejendom. Derfor skal vi undgå indforståethed og adfærdsmæssige koder, der skaber usikkerhed om, hvorvidt alle må være med.

Den amerikanske museumsforsker Nina Simon peger på, at mange museer er fyldt med usynlige døre, “invisible doors”, hvor pointen er, at hvis man ikke kan se døren, så er det heller ikke muligt at forestille sig, hvad der er bag den, og da slet ikke, at det evt. kunne være “noget for sådan en som mig”.

Nina Simon taler også om “insiders” og “outsiders”. Insiders er dem, der allerede er inde i rummet, elsker det og beskytter det. Insiderne kan være både ansatte og dem, der kommer til på museet, og som kender det. Outsiders er dem, der ikke kender museet, og som kan føle sig usikre ved at skulle gå ind i rummet og måske også frygter, at de vil være uvelkomne.

Insiderne spiller en afgørende rolle for at byde outsiderne indenfor. Og de er også med til at gøre de usynlige døre synlige, så flere kan få lyst til at gå igennem dem.

Dette indlæg er under titlen ”Gratis adgang til museer giver flere gæster, men sikrer ikke mangfoldigheden” trykt som kronik i dagens udgave af Jyllands-Posten 28. oktober 2020.

 

DE HISTORISKE MUSEER FORTÆLLER OS, HVEM VI ER – DERFOR SKAL DE FREMTIDSSIKRES

De historiske museer udgør en helt afgørende del af fundamentet for dansk identitet. Men måske hviler de selv på et svagere fundament, end vi gik og troede. Herom skriver museumsdirektørerne Ulla Tofte (M/S Museet for Søfart), Søren Bak-Jensen (Arbejdermuseet), Mads K. Holst (Moesgaard Museum) og Thomas Bloch Ravn (Den Gamle By.

Coronakrisen har vist, at danskerne er langt mere optaget af kulturens og historiens betydning for samfundet, end mange har troet. Under nedlukningen blev det klart, at der er et stort behov i befolkningen for at finde fællesskaber baseret på nogle af de værdier, vi som individer og samfund er rundet af. Ét af de steder, hvor danskerne er søgt hen – først digitalt og derefter fysisk – er til landets museer, der i år har oplevet en hidtil uset folkelig opbakning. Men krisen har samtidig afsløret, hvor sårbare nogle af de store museer, der udfylder væsentlige roller i et nationalt museumslandskab, rent faktisk er. Derfor er der behov for tiltag, der kan sikre dem bedre i en tid efter corona.

I 2014 åbnede Moesgaard Museum i en helt ny udgave med en stor fortælling om menneskets udvikling.

Ikke mindst de historiske museer har gennem de sidste 10 år været inde i en positiv udvikling. Deres besøgstal har for længst overhalet fodboldens samlede tilskuer- og medlemstal med længder. Økonomien er vokset tilsvarende gennem brugerbetaling, samtidig med at de har fået udvidet deres samfundsmæssige opgaver, så de i dag spiller en langt større rolle i forhold til turismeudvikling, social- og sundhedsinitiativer og undervisning end tidligere.

Men coronakrisen har også vist, at der er stor forskel på hvordan museer drives. Nedlukningen ramte alle – men med vidt forskellige konsekvenser. Afhængig af tilskudsforhold og forretningsmodel oplevede nogle museer kun få eller ingen økonomiske konsekvenser af nedlukningen. For andre derimod, truede fraværet af indtægter med ét slag hele deres eksistens. Paradoksalt nok viste det sig, at nogle af de museer, der normalt betragtes som allermest succesfulde målt på besøgstal og folkelig opbakning, og dermed hidtil er blevet set som de stærkeste, pludselig var de mest sårbare.

Vi repræsenterer fire museer – Den Gamle By, Moesgaard Museum, M/S Museet for Søfart og Arbejdermuseet –  og vi arbejder alle med nogle af de store fortællinger, der spiller en helt særlig rolle for danskerne. Vi samler befolkningsgrupper på tværs i en tid, hvor orienteringspunkterne er uklare og fremtiden uvis og mange føler et behov for at stoppe op. Besinde sig. Hvem er vi, hvor kommer vi fra, og hvor vil vi gerne hen? For ”nu” er som bekendt et uendeligt kort øjeblik, et midlertidigt stoppested, på vejen mellem fortid og fremtid. Det er historien, der binder det sammen.

I 2013 slog M/S Museet for Søfart dørene op for fortællingen om dansk skibsfart og livet på søen i en markant ny bygning.

Som historiske museer arbejder vi med fortiden. Desværre er det en udbredt myte, at ’fortiden’ især betragtes i tyste og støvede lokaler fyldt op med gamle ting i glasmontrer – og næsten ingen gæster. Men sandheden er, at mange museer i de seneste år er genopstået som en slags Fugl Føniks. Både danskere og turister strømmer til og tager del i fortællingerne om fortiden. Fortællinger, der tager deres afsæt i nutiden og har blik på fremtiden.

Museerne er jo samfundets rødder. Og akkurat som et gammelt egetræ, har også et samfund brug for stærke, dybe rødder, der giver næring og forankring. Til gengæld har rødderne også brug for ordentlige vækstbetingelser.

Vores fortællinger udgøres derfor også af en mangfoldighed af ”stemmer”, der fortæller om dansk (og europæisk) identitet og historie. Dynamiske fortællinger, som udvikles og varieres i takt med, at museernes dybe forskning fører til nye indsigter, som giver dem aktualitet og appel, og som rækker ud til hundredtusindvis af danskere. Vi har samlinger, der regnes som nogle af de væsentligste i verden. Vi har eksperter, der er second-to none, og internationalt regnes blandt den absolutte elite. Og spørger man de besøgende, er mange danske museer helt i top – både hvad angår vigtighed, kompetence og folkelig yndest.

Som historiske museer er vi Danmarks reservoir for identitet og forankring, og for inspiration og forandring. Når vi er bedst, føler de besøgende sig hensat til en anden verden, steder hvor de kan se og opleve noget, der er forskelligt fra deres hverdag – og hvorfra de, forhåbentlig, kan bringe noget med tilbage til nutiden. Og så handler de historiske museer på en forunderlige måde lige så meget om nutiden og fremtiden som om fortiden.

Alligevel dukker der jævnligt historier op i medierne om museer i krise. En del af problemerne skyldes at nogle museer endnu ikke er kommet med på udviklingen og har undladt at skabe et skarpt indhold og en vigtig kommerciel motor, der kan bidrage til økonomien – til dels også fordi udviklingen forudsætter store institutioner, der både har flere kræfter og bredere kompetencer.

Arbejdermuseet har siden sin åbning i 1983 vist historien om arbejderne og arbejderbevægelsen i Danmark.

Vi mener derfor, at der er stort behov for at konsolidere det danske museumslandskab. Det bør ske ud fra en erkendelse af, at det succesfulde museum i fremtiden har to motorer: En kommerciel, der bygger på publikumsindtægt og driver udviklingen af de stærke publikumsoplevelser, der når de mange. Og en almennyttig motor, der løfter de mange samfundsmæssige opgaver, som museerne har, og som kræver en offentlig økonomi.  Der bør skabes gode forhold for begge motorer. I øjeblikket ligger museerne i et limbo, hvor det offentlige tilskud sætter grænser for udviklingen af museernes forretning. Der er derfor et stort behov for at bryde med tabuer og give museerne bedre mulighed for at drive deres forretning.

Men det er også helt afgørende, at de to motorer ikke adskilles. Den kommercielle motor giver rækkevidde, og den almennyttige motor giver formål. Derfor er det absolut nødvendigt, at de to sider følges ad, så offentlige tilskud følger de kommercielt stærke museer, som derigennem forpligtes på de almennyttige opgaver. Alternativet er, at vi ender med på den ene side økonomisk tunge museumsforlystelser, hvor indhold og samfundsopgaver bliver sat i baggrunden, og på den anden side økonomisk svage museer med urealistisk store samfundsopgaver, der kun når ganske få borgere.

En sammenbinding af de offentlige tilskud og de kommercielle styrker vil udfordre en række mindre museer. Hvis vi skal sikre, at der både er attraktive besøgssteder og varetagelse af kulturarven i alle dele af landet, er det derfor også en forudsætning, at museer lægges sammen på tværs af de kommunegrænser, der i dag nogle gange virker som næsten uoverstigelige barrierer. Og sammenlægningen bør naturligvis ske ud fra en tematisk betragtning – ikke en geografisk.

I Den Gamle Bys moderne kvarter, der åbnede i 2013, vises  1960’ernes og 70’ernes danske velfærdssamfund i alle sine aspekter.

De historiske museer er samfundets rødder, som giver forankring i en usikker og splittet tid. Vi har fået danskerne til at strømme til nye fortællinger om fortiden og turister til at bidrage økonomisk til samfundet. Vi vil forsat gerne gå forrest og drive udviklingen videre, men politikerne skal sikre, at vi får de rigtige rammer i fremtiden, så 10 års succes ikke går til grunde med corona.

Der er behov for at diskutere, hvordan vi sikrer, at Danmark også om 10, 20 og 30 år har attraktive, fagligt stærke og økonomisk bæredygtige museer med høj international profil. Vi bidrager gerne!

 

Denne tekst er i let ændret udgave bragt som kronik i Berlingske Tidende 19. september 2020.

Helvegs historiske øretæve red­dede museer fra at komme på museum

I år er det 50-året for den kulturpolitiske redegørelse, der var en ren øretæve til de danske museer. Redegørelsen er fornøjelig læsning, der viser, at der er sket et nybrud på museumsområdet.

Kulturminister i VKR-regeringen 1968 til 1971 var den radikale nestor Kristen Helveg Petersen, og med den kulturpolitiske redegørelse fra 1969 satte regeringen for alvor publikum i centrum for de offentligt støttede kulturinstitutioners virke.

Målsætningen med kulturpolitikken var, fremgår det, at fremme de enkelte menneskers udviklingsmuligheder, deres optagethed af og deltagelse i udformningen af vores fælles tilværelse.

Og man er udmærket klar over, at det nok ikke vil komme til at gå helt let, idet forfatterne finder anledning til at skrive, at en gennemførelse af målsætningen vil kræve “åbenhed, fantasi og opbrud fra vante forestillinger”.

Og så skal jeg ellers love for, at der er smæk for skillingen, ikke mindst i kritikken af de træge, konservative kulturmuseer, som, forstår man, nærmest betragtede publikum som en by i Rusland.

Selvom kunstmuseernes “problemer er mindre og deres forsømmelser mindre udtalte”, er de skridt, der også her bør tages, imidlertid “ligeså radikale som de kulturhistoriske museers”.

Uinteressante for publikum
Museerne var så uinteressante for publikum, at endda ungdomsoprøret “er gået dem totalt forbi”, hedder det i redegørelsen.

Grunden er, mener forfatterne bag, at den oprørske ungdom anså museerne for helt og aldeles ufarlige, som “depoter for tidligere samfunds efterladenskaber”, hvorfor de simpelthen ikke var “krudtet værd”.

Museerne spiller “kun en relativt underordnet rolle iblandt de muligheder for anvendelse af fritiden, der frembyder sig for befolkningen”, hedder det i betænkningen.

Og den giver en næsten karikeret beskrivelse af “den klassiske museumsmontre” med rækker af genstande anbragt på hylder “på en så akavet måde, at man skal gå ned i knæ for at få et overblik over dem” og med mere eller mindre ulæselige etiketter, der “i sig selv er et levn fra fortiden”.

“Mange museer er derfor i dag selv modne til at komme på museum”, lyder den kontante konklusion.

Direkte møntet på Nationalmuseet hedder det: “Den nuværende udstillingsform er forkert over for publikum”. Det store antal udstillede genstande “virker som en belastning for den besøgende, som mister overblikket, modtageligheden sløves, og det bliver for mange en sløv og kedsommelig vandring gennem rummene”.

Ringe gennemslagskraft over for publikum
Museernes gennemslagskraft over for den befolkning, som de skal betjene, var mildt sagt heller ikke imponerende. I alt omkring fire millioner gæster besøgte de danske museer, oplyser Danmarks Statistik.

De bedst besøgte var de statslige hovedmuseer i København: Nationalmuseet med 340.000 gæster, Statens Museum for Kunst med 250.000 og Zoologisk Museum med 220.000.

Langt de fleste lokalmuseer havde færre end 5.000 besøgende. Dog med undtagelsen af Sønderborg Slot, Forhistorisk Museum på Moesgård, Koldinghus og Viborg Museum, der hver havde mellem 30.000 og 50.000 besøgende.

Derudover skilte navnlig de museer sig ud, som fortæller en særlig historie, fremgår det af Danmarks Statistik. Det drejer sig om museer som Frederiksborg Slot i Hillerød, H.C. Andersens Hus i Odense, Vikingeskibsmuseet i Roskilde samt Frilandsmuseet i Lyngby, Hjerl Hede ved Skive, Den Fynske Landsby i Odense og Den Gamle By i Aarhus.

Afdelingen for løftede pegefingre
Og så kommer redegørelsen ellers til afdelingen for gode råd og løftede pegefingre.

Museerne må lære at forstå, at “fritidsvanerne er indgribende ændrede”. Ja, man må acceptere, at museerne ligesom biblioteker, teatre, radio og fjernsyn “ved siden af den kundskabsformidlende funktion” også har den “meget vigtige opgave at underholde”. En stærk melding, som nok kunne få mange museumsfolk til at få kaffen galt i halsen.

Det understreges, at museerne skal undgå den gammeldags udstillingsform, der skaber “afstand mellem klenodierne og de besøgende”. Museerne skal være inviterende og tilgængelige, forstår man.

Der bør tilstræbes en udstillingsform, hvor “relativt få, karakteristiske genstande udstilles i salene”, som i det hele taget i højere grad indrettes med henblik på de besøgende med “vejledninger i form af oplysende, letlæselige tekster, plancher, tegninger og fotografisk materiale, der tilsammen giver et klart og relativt hurtigt forståeligt billede af den historiske udvikling”.

Film og lysbilleder anbefales ligesom også skiftende udstillinger. I det hele taget bør museerne i langt højere grad end hidtil blive “levende institutioner”, som også arbejder sammen med de kulturelle og folkeoplysende foreninger.

Forfatterne bag redegørelsen stiller ligefrem spørgsmålet: “Hvad om man engang i fremtiden kunne tale om de farlige museer?”.

For da “museerne beskæftiger sig med alle andre samfund end det, hvor vi netop lever, kunne de blive arsenaler, hvorfra argumenter kunne hentes til kritik af det bestående, vækstpunkter for en ny livsholdning”.

For hvis museerne fortsætter som hidtil, så “skal man ikke spå dem nogen almen samfundsnyttig funktion i fremtiden”.

Klar melding, må man sige. Og umulig at misforstå.

Fornøjelig og klar læsning
Som én, der gennem årene har læst talrige offentlige rapporter og betænkninger, er det forfriskende, ja, ligefrem fornøjeligt, at læse denne 50 år gamle kulturpolitiske redegørelse.

For den er et forbilledligt eksempel på, at det kan lade sig gøre at skrive en ministeriel redegørelse i en form, der ikke er domineret af kancellisprog og juridisk formalia, og som samtidig tør være klar i spyttet.

I tilbageblik er det også glædeligt at konstatere, at der virkelig er sket noget på museumsområdet gennem de seneste 50 år. Næppe alene på grund af redegørelsen, men den var vigtig, fordi den satte en retning.

Siden 1969 er museernes gennemslagskraft over for publikum mangedoblet. Mens museernes samlede besøgstal i slutningen af 1960’erne var omkring fire millioner, er der nu mere end 15 millioner, der årligt besøger de danske museer.

Fortællekraften er forøget betragteligt, og der er i dag næppe det museum, der ikke gør sit bedste for at sætte publikum i centrum.

Gamle, snærende museumsformer er brudt op. Former, der i mange år nærmest var en kollegial spændetrøje for de museumsfolk, der ønskede at gå nye veje.

Disse rester, der stammer helt tilbage fra det 19. århundrede, er de senere år blevet erstattet af en ny museal mangfoldighed, hvor det er et vigtigt mantra, at museerne ikke er til for hverken tingenes skyld eller for fortidens.

For fortiden er forbi, og tingene er døde. Nej, museerne er til for menneskene – nu og i fremtiden.

Nybruddet uden for København
Nybruddet er især sket uden for hovedstaden, hvor museerne de seneste par årtier næsten er boblet over med nye initiativer.

Den geografiske udjævning er nu så markant, at alle de tre bedst besøgte museer i 2018 var at finde uden for København. Nemlig Louisiana (755.000), Den Gamle By (546.000) og Aros (508.000). Museer, der i øvrigt alle på et tidspunkt har været betragtet som en af klassens frække drenge.

Samme år havde statens to hovedmuseer, Nationalmuseet og Statens Museum for Kunst, henholdsvis 365.000 og 309.000 besøgende. Men også her er der nyt på vej.

Ikke mindst på Nationalmuseet, hvor både kedsomhedsknap og designede vikingemalerier vækker opmærksomhed. Til fornøjelse for mange, men med forventelige protester fra den faglige spændetrøjes aktuelle forvaltere.

Hvis “gamle Helveg”, den modige minister bag den 50 år gamle kulturpolitiske øretæve, i dag kunne komme på museumstur rundt i det ganske land, tror jeg, han ville se tilbage på sin kulturpolitiske redegørelse og tænke: Hvor var det godt, at vi turde. Det vil de fleste i dag nok give ham ret i.

 

Dette indlæg er i dag 5.september 2019 ogsåpubliceret som kronik på Altinget.

 

International eller bare noget, der kommer fra udlandet

Den nytiltrådte programdirektør for Aarhus 2017 ser det som en af sine primære opgaver at gøre det aarhusianske kulturhovedstadsprojekt mere internationalt. Men hvad vil det egentlig sige? Er det internationalt som Google og Coca-Cola, eller drejer det sig om interessant originalitet med lokalt udspring? Herom handler dette blogindlæg.

”Indtil nu har man naturligt nok kigget mest på de øvrige skandinaviske lande, men nu vil jeg ind og gøre projektet mere internationalt”, udtaler projektdirektør Juliana Engberg 3. maj i en portrætartikel i JP Aarhus.

Et ganske markant udsagn fra en person, der har været få uger i jobbet og fornylig er landet i Danmark.

Men international er jo et af tidens store buzzwords. Tænk blot på sammenstillinger som international kunst, internationale nyheder, international forskning, ja internationalt niveau – osv. Og prøv så at erstatte ordet international med national, regional eller – for at gøre den helt tydelig – lokal! Taler man om vigtighed, ligger international klart øverst i hierakiet, mens lokal ligger nederst. Det er fint at være international!

Men hvad vil det egentlig sige? Rent sprogligt betyder ordet mellemnationalt.  Altså noget der vedrører flere nationer, ligesom mellemkommunal er noget, der vedrører flere kommuner.

Skal jeg pege på noget, der indiskutabelt er internationalt, kommer jeg først og fremmest til at tænke på internationale firmaer som fx Heineken, der bryster sig af, at en Heineken øl smager ens, lige meget om du køber den i Amsterdam, Kuala Lumpur eller Sao Paolo. Eller jeg tænker på Google, Euro og American Express, der gør det lettere at agere og kommunikere som man plejer lige meget, hvor i verden man befinder sig. Eller for så vidt tænker jeg på Mac Donalds, Coca-Cola og Kellogg’s, der kan købes over hele verden.

En Heineken skal smage ens, lige meget, hvor du drikker den og derfor i egentlig forstand international. Det erfarede jeg under et nyligt besøg på Heineken Experience i Amsterdam.

En Heineken skal smage ens, lige meget, hvor du drikker den. Øllen er derfor i egentlig forstand international. Det erfarede jeg under et nyligt besøg på Heineken Experience i Amsterdam.

Inden for kulturverdenen regnes det for internationalt, når man får Tour de France til at køre en rundtur i egnen omkring Herning. Eller Madonna til at spille i Horsens. Eller får La Scala til at optræde i Aalborg. Altså noget, der ikke er afhængig af det sted, det foregår, og som, når det er foregået, næppe vil have sat sig synderlige spor. Akkurat som det også gælder for de blockbuster udstillinger, der turnerer rundt på verdens store museer.

Måske fokuseringen på det internationale er udtryk for en slags mindreværdskompleks på egen kulturs vegne – at man pr automatik regner noget fra udlandet for bedre og vigtigere end det, man selv har skabt. For ret beset viser det, at man kan hyre et international navn eller vise en international udstilling ikke noget om, hvad man selv formår. Nej, evnen til at hyre dem er vel, når alt kommer til alt, et spørgsmål om budget og om gode forbindelser.

At Madonna gav koncert i Horsens fortæller ikke ret meget om Horsens. Ud over, at byen har formået at skaffe den fornødne kapital til arrangementet.

At Madonna gav koncert i Horsens fortæller ikke ret meget om Horsens. Ud over, at byen har formået at skaffe den fornødne kapital til arrangementet.

Men det internationale har også en anden dimension. Her anskuer man det internationale som det, der har rod lokalt, og som vækker interesse uden for landets grænser – altså mellem nationer, internationalt i ordets egentlige betydning! Lad mig her i flæng nævne Aarhus Universitet, arkitekturen på Aarhus Rådhus og den betagende bygning til det nye Moesgård. Eller lad mig nævne Regnbuen og De 9 rum på Aros, Granhøj Dans’ dybt originale forestillinger, Den Gamle By som museumskoncept samt den erindringsformidling, som folk i Den Gamle By har udviklet til glæde for ældre, der er ramt af demens. Alt sammen noget, der ikke findes tilsvarende andre steder, og som har vakt – og vækker – interesse langt uden for landets grænser. Noget man skal flytte sig for at opleve.

 

Den Gamle Bys særlige tilbud til ældre, der er ramt af demens, har vist sig at vække stor international opmærksomhed og har indtil videre ført til tilsvarende tilbud i England og Sverige. Erindringsformidlingen gjorde i øvrigt stort indtryk på den jury, der tildelte Aarhus værtsskabet som kulturhovedstad 2017.

Den Gamle Bys særlige tilbud til ældre, der er ramt af demens, har vist sig at vække stor international opmærksomhed og har indtil videre ført til tilsvarende tilbud i England og Sverige. Erindringsformidlingen gjorde i øvrigt stort indtryk på den jury, der tildelte Aarhus værtsskabet som kulturhovedstad 2017.

År 1900 tog det franske dækfirma Michelin initiativ til en guide, som blev uddelt til alle, der købte en bil. Formålet var at få folk til at køre ud for at slide på dækkende, så der blev brug for at købe nye, og dernæst at skabe interesse for bilen som transportform. I 1930 introducerede Michelin systemet med stjerner, hvor tre stjerner betyder, at noget er ”værd at rejse efter”, to stjerner at det er ”en omvej værd” og en stjerne, at det pågældende sted er rigtig ”godt inden for sin kategori”.

Guide Michelin har siden været en nøgle, når man skal vurdere, hvad der har interesse ud over det snævert lokale. Og hvad siger Michelin så om Aarhus? Tja, der er kun et sted, som tildeles de maksimale tre stjerner, og det er Den Gamle By. Moesgård og Aros får hver to stjerner. Som by tildeler Michelin Aarhus to stjerner. Og restauranterne Frederikshøj, Gastromé og Substans får hver en stjerne. Alle sammen oplevelser, der er originale for Aarhus og derfor internationale i den forstand, at de har rod lokalt, men vækker opmærksomhed internationalt.

Når noget er internationalt, kan det således både være i den betydning, at det er ens over hele verden, eller det kan betyde, at noget er af interesse ud over landets grænser, selvom det har lokalt udspring.

Men ofte bruger man bare international som et lidt finere ord for noget – eller nogen – der kommer fra udlandet.