Den nytiltrådte programdirektør for Aarhus 2017 ser det som en af sine primære opgaver at gøre det aarhusianske kulturhovedstadsprojekt mere internationalt. Men hvad vil det egentlig sige? Er det internationalt som Google og Coca-Cola, eller drejer det sig om interessant originalitet med lokalt udspring? Herom handler dette blogindlæg.

”Indtil nu har man naturligt nok kigget mest på de øvrige skandinaviske lande, men nu vil jeg ind og gøre projektet mere internationalt”, udtaler projektdirektør Juliana Engberg 3. maj i en portrætartikel i JP Aarhus.

Et ganske markant udsagn fra en person, der har været få uger i jobbet og fornylig er landet i Danmark.

Men international er jo et af tidens store buzzwords. Tænk blot på sammenstillinger som international kunst, internationale nyheder, international forskning, ja internationalt niveau – osv. Og prøv så at erstatte ordet international med national, regional eller – for at gøre den helt tydelig – lokal! Taler man om vigtighed, ligger international klart øverst i hierakiet, mens lokal ligger nederst. Det er fint at være international!

Men hvad vil det egentlig sige? Rent sprogligt betyder ordet mellemnationalt.  Altså noget der vedrører flere nationer, ligesom mellemkommunal er noget, der vedrører flere kommuner.

Skal jeg pege på noget, der indiskutabelt er internationalt, kommer jeg først og fremmest til at tænke på internationale firmaer som fx Heineken, der bryster sig af, at en Heineken øl smager ens, lige meget om du køber den i Amsterdam, Kuala Lumpur eller Sao Paolo. Eller jeg tænker på Google, Euro og American Express, der gør det lettere at agere og kommunikere som man plejer lige meget, hvor i verden man befinder sig. Eller for så vidt tænker jeg på Mac Donalds, Coca-Cola og Kellogg’s, der kan købes over hele verden.

En Heineken skal smage ens, lige meget, hvor du drikker den. Øllen er derfor i egentlig forstand international. Det erfarede jeg under et nyligt besøg på Heineken Experience i Amsterdam.

Inden for kulturverdenen regnes det for internationalt, når man får Tour de France til at køre en rundtur i egnen omkring Herning. Eller Madonna til at spille i Horsens. Eller får La Scala til at optræde i Aalborg. Altså noget, der ikke er afhængig af det sted, det foregår, og som, når det er foregået, næppe vil have sat sig synderlige spor. Akkurat som det også gælder for de blockbuster udstillinger, der turnerer rundt på verdens store museer.

Måske fokuseringen på det internationale er udtryk for en slags mindreværdskompleks på egen kulturs vegne – at man pr automatik regner noget fra udlandet for bedre og vigtigere end det, man selv har skabt. For ret beset viser det, at man kan hyre et international navn eller vise en international udstilling ikke noget om, hvad man selv formår. Nej, evnen til at hyre dem er vel, når alt kommer til alt, et spørgsmål om budget og om gode forbindelser.

At Madonna gav koncert i Horsens fortæller ikke ret meget om Horsens. Ud over, at byen har formået at skaffe den fornødne kapital til arrangementet.

Men det internationale har også en anden dimension. Her anskuer man det internationale som det, der har rod lokalt, og som vækker interesse uden for landets grænser – altså mellem nationer, internationalt i ordets egentlige betydning! Lad mig her i flæng nævne Aarhus Universitet, arkitekturen på Aarhus Rådhus og den betagende bygning til det nye Moesgård. Eller lad mig nævne Regnbuen og De 9 rum på Aros, Granhøj Dans’ dybt originale forestillinger, Den Gamle By som museumskoncept samt den erindringsformidling, som folk i Den Gamle By har udviklet til glæde for ældre, der er ramt af demens. Alt sammen noget, der ikke findes tilsvarende andre steder, og som har vakt – og vækker – interesse langt uden for landets grænser. Noget man skal flytte sig for at opleve.

Den Gamle Bys særlige tilbud til ældre, der er ramt af demens, har vist sig at vække stor international opmærksomhed og har indtil videre ført til tilsvarende tilbud i England og Sverige. Erindringsformidlingen gjorde i øvrigt stort indtryk på den jury, der tildelte Aarhus værtsskabet som kulturhovedstad 2017.

År 1900 tog det franske dækfirma Michelin initiativ til en guide, som blev uddelt til alle, der købte en bil. Formålet var at få folk til at køre ud for at slide på dækkende, så der blev brug for at købe nye, og dernæst at skabe interesse for bilen som transportform. I 1930 introducerede Michelin systemet med stjerner, hvor tre stjerner betyder, at noget er ”værd at rejse efter”, to stjerner at det er ”en omvej værd” og en stjerne, at det pågældende sted er rigtig ”godt inden for sin kategori”.

Guide Michelin har siden været en nøgle, når man skal vurdere, hvad der har interesse ud over det snævert lokale. Og hvad siger Michelin så om Aarhus? Tja, der er kun et sted, som tildeles de maksimale tre stjerner, og det er Den Gamle By. Moesgård og Aros får hver to stjerner. Som by tildeler Michelin Aarhus to stjerner. Og restauranterne Frederikshøj, Gastromé og Substans får hver en stjerne. Alle sammen oplevelser, der er originale for Aarhus og derfor internationale i den forstand, at de har rod lokalt, men vækker opmærksomhed internationalt.

Når noget er internationalt, kan det således både være i den betydning, at det er ens over hele verden, eller det kan betyde, at noget er af interesse ud over landets grænser, selvom det har lokalt udspring.

Men ofte bruger man bare international som et lidt finere ord for noget – eller nogen – der kommer fra udlandet.