Browse Tag

Industrikultur

I 1970’erne kom industrikulturen på open-air museum

På nordengelske Beamish oplevede jeg for første gang et museum, hvor jeg kunne genkende stemninger fra min egen tid.  Beamish begyndte sammen med to andre engelske museer og et tysk at sætte vores industrielle kulturarv på museum. Og det var i sidste øjeblik! Indtil da havde næsten alle open-air museer især interesseret sig for det gamle landbrugssamfund.

 

Black Country Living Museum har nogle enestående troværdige miljøer. Museet, der åbnede i 1978, ligger i Dudley, midt i verdens ældste industrielle landskab.

Først vidste jeg ikke hvad det var. Men det lå jo lige for: Lugten af kul, olie og dampmaskine! Pludselig var jeg i en tidskapsel, og rent mentalt røg jeg helt tilbage til stemninger fra min tidlige barndoms besøg på Viborg Banegård.

Oplevelsen kom i 2001 under et besøg i Beamish, som er ”the North of England Open Air Museum” og ligger naturskønt i Durham County lidt syd for Newcastle. Det var forunderligt – og meget tankevækkende at erfare, hvad lugten af kul, olie og damp kunne gøre ved min erindring. Senere besøgte jeg Blist Hill Victorian Town, som er en del af Ironbridge Gorge Museum Trust i Shropshire i Midtengland, og det nærliggende Black Country Living Museum i Dudley.

Beamish eksperimenterer med rekonstruktion af lokomotiver fra 1820’erne. Det lugter helt rigtigt, og publikum kan få en køretur ud i det tidligt industrielle landskab. Beamish ligger lidt syd for Newcastle og åbnede i 1972.

 

Beamish rummer også et bykvarter anno 1913 med butikker, tandlæge, spillelærerinde, bilværksted, Coop, loge og meget mere.

De tre engelske museer blev planlagt i løbet af 1960erne og åbnede i begyndelsen af 1970erne. Det gjaldt også det tyske open-air museum for håndværk og teknik i Hagen, der ligger i Westfalen på kanten af Ruhr-distriktet.

Indtil da var stort set alle open-air museers fokus på den før-industrielle periode. De fleste viste miljøer fra det gamle landbrugssamfund, mens enkelte – som fx Den Gamle By – viste urbane miljøer, også fra den før-industrielle periode. Pointen er, at de viste miljøer var så langt væk i tid, at de ikke sagde nutidens mennesker ret meget.

 

Blist Hill Victorian Town i Ironbridge-komplekset åbnede i 1973 og rummer bl.a. en jernværk, der engang imellem er i drift.

.

I tyske Hagen, der åbnede i 1973, fokuserer man på tidlige industrielle teknikker. Som her et mølledrevet hammerværk. De ansatte skal have høreværn, men det behøver de besøgende ikke – selvom larmen er øredøvende!

Alle fire museer voksede frem i markante industriområder, og de var præget af en enorm entreprenørånd og vækst de første år. Den tidlige industrielle kulturarv var ved at forsvinde, så hvis den skulle reddes, måtte der handles og det skulle gå hurtigt. Der var ikke tid til strategiplaner, grundige museale overvejelser og minutiøs registrering. Det var bare med at redde, hvad reddes kunne. “Unselective Collecting” kaldte grundlæggeren af Beamish, Frank Atkinson, det i en artikel fra 1985: ”You offer it, we take it!”

 

Black Country Living Museum rummer butikker og miljøer, som minder om dem, man kunne finde i danske købstæder og stationsbyer fra 1920’erne til 1950’erne.

 

I Black Country Living Museum kan man købe fish & chips, som er lavet som i 1950erne. Det dufter over hele museet og er en kæmpesucces.

For mig som museumsmenneske var det noget af en øjenåbner at opleve, hvor meget det personlige link betyder for den besøgendes engagement. Hvad enten, det drejer sig om lugten af kul og dampmaskine eller om  fish & chips i avispapir og stegt i oksefedt.

I midten af 1980’erne skete næste nybrud, da et museum i Norge satte et moderne parcelhus på museum. Det vakte stor modstand i museums- og kulturkredse, men blev en stor publikumssucces.

 

Oversigt

Beamish. The North of England Open Air Museum

Ligger ude på landet i County Durham, lidt syd for Newcastle. Åbnet for publikum 1972. Rummer lille herregård 1825, jernbane 1825, bykvarter 1913, station 1913, farm 1913, minelandsby med mine 1913. Publilkum transporteres rundt på det store museum med sporvogn og busser. Omkring 500.000 årlige besøgende. http://www.beamish.org.uk/

Blist Hill Victorian Town

Er en del af Ironbridge Gorge Museum Trust og ligger ved Telford i Shropshire i Midtengland. Åbnet for publikum i 1973. Viser årtierne omkring 1900 og rummer et bykvarter, et jernværk og byens opland. Omkring 300.000 besøgende årligt. http://www.ironbridge.org.uk/our-attractions/blists-hill-victorian-town/

Westfälisches Landesmuseum for Handwerk und Technik, Hagen

Åbnet for publikum i 1973. Ligger i den langstdsrækte Mäckingerbach dal i Hagen og består af tre bygningsgrupper, hvor de første to viser forskellige tekniske anlæg, mens den sidste viser et bykvarter med håndværk og butikker. Omkring 200.000 årlige besøgende. http://www.lwl.org/LWL/Kultur/LWL-Freilichtmuseum_Hagen/

Black Country Living Museum

Belliggende i Dudley ved Birmingham, midt i verdens ældste industrielle landskab. Museet rummer et bykvarter med boliger, butikker og baggårde med værksteder. Der ud over en industrihavn, kalkovn samt flere dampmaskiner. Omkring 300.000 besøgende årligt. http://www.bclm.co.uk/

 

 

I Beamish er der guidede ture i museets mine. Når kun et tællelys oplyser gangen, kommer man som besøgende tæt på en forståelse af virkeligheden for datidens minearbejdere. Men de besøgende skal ikke bryde kul og kommer ud i dagslyset efter et kvarter!

 

Kilder 

Adelhart Zippelius: Handbuch der europäischen Freilichtmuseen, Köln 1974

Frank Atkinson: The Unselective Collector, Museum Journal, 85, 1985

Rosemary E. Allen: Beamish. The Making of a Museum, 1991

Frank Atkinson: The man who made Beamish, Gateshead 1999

Sten Rentzhog: Open Air Museums. The history and future of a visionary idea, Carlssons 2007

David Eveleigh: Black Country Living Museum, 2012