I en tid med øget segmentering og endimensionalitet er det vigtigt at værne om oaser med mangfoldighed og anderledeshed. Museerne har her en særlig opgave.

Vores daglige virkelighed bliver mere og mere segmenteret og endimensional. Vi er kolleger med folk, der ligner os, vi bor i de samme kvarterer, og vi læser aviser med netop vores profil.

I samme boldgade får vi fokuserede informationer på Wikipedia – fremfor at få uventede oplysninger ved at bladre i et gammeldags leksikon. Stadig flere får deres informationer fra det, vennerne deler på Facebook – og stadig færre falder over uventede overskrifter i den almindelige omnibusavis. Og flere og flere streamer lige det, de ønsker at se – mens færre ser det flow-TV, der nu engang er på det, der engang hed Fjernsynet.

Alt det styrer vi i princippet selv. Men det er til gengæld ikke tilfældet med søgemaskiner og algoritmestyring på internettet. På en eller anden måde er der noget juleaften over Google, Facebook og alt det andet, der via internettet er blevet en del af vores hverdag. Man får det, som man har ønsket sig. Mere af det, man interesserer sig for, mere af det, man kan lide, og mere af det, man plejer!

Det kan have sine fordele, som fx når E-butikken husker, hvad man tidligere har købt, så man ikke skal sidde og rode rundt i utallige sider med ting, som man aldrig kunne drømme om at købe. Men jeg synes ikke, det er tiltalende, at Facebook poster mig reklamer mod prostata problemer, fordi jeg har været så uforsigtig at opgive mit fødselsår. Eller at jeg på Facebook belemres med utallige opslag og reklamer for den i øvrigt udmærkede øl fra Viborg Bryghus, blot fordi jeg som gammel viborgdreng engang imellem besøger facebookgruppen Gamle Billeder fra Viborg og omegn.

Plejer fremfor anderledeshed, endimensionalitet fremfor mangfoldighed. Ikke noget der overrasker, chokerer eller giver anledning til modsigelse eller andre tanker. Ingen uforudsigelighed og ingen overraskelser!

Jeg kommer her til at tænke på noget, den norske filosof Jon Elster er refereret for at sige. Nemlig at de største forandringer sker som utilsigtede konsekvenser – en slags sideeffekter – af formålsbestemte handlinger. Altså man gør noget med en bestemt hensigt, og efter et stykke tid viser det sig så, at det var noget, man ikke lige havde forudset, der virkelig rykkede.

Hvor vi i almindelighed ser internettet med dets uendelighed af data som en slags slaraffenland for oplysning og information, så er det måske i virkeligheden sådan, at internettets algoritmestyring mest af alt gør os indskrænkede og forsnævrede. Vi får tunnelsyn og virkelighedsforsnævring.

Museerne er en af nutidens oaser for anderledeshed og mangfoldighed. Det gælder formentlig store dele af kulturområdet, men jeg kender nu bedst museerne. På museerne skal vi se dette som et adelsmærke, som bør styrkes ved bevidst at give plads til det overraskende, det anderledes og det, der kan vække til modsigelse. Det bliver mere og mere vigtigt i en tid som vores, hvor nutiden ikke bare bliver mere segmenteret, men også rydder så effektivt op i fortiden, at meget af det, vi ikke kan lide lige for øjeblikket, bliver fejet ind under gulvtæpper og gemt væk.

Et museum som Den Gamle By er i den brede offentlighed først og fremmest kendt som et ufarligt og nostalgisk museum. Men rundt omkring gemmer der sig små overraskelser, som ofte giver anledning til forundring og diskussion. Således er der gæster, der undrer sig over, at vi tillader, at snedkermesteren anno 1864 i en filmisk installation stikker lærlingen en på kassen. Nogle løfter øjenbrynene, fordi vi i boghandelen fra mellemkrigstiden sælger Lille Sorte Sambo. Og mange chokeres over, at Bogcentralen fra 1974 sælger – eller skal forestille at sælge – blade med billeder af afklædte unge kvinder på forsiden. Og så er der dem, der undrer sig over, at det er tillade at ryge i Jazzbar Bent J anno 1974.

Vi ved selvfølgelig udmærket, at man ikke længere må revse hverken børn eller tyende, vi ved at Lille Sorte Sambo tegner et vrangbillede af sorte afrikanere, vi ved at nøgenhed støder manges blufærdighed, og vi ved at det er forbudt at ryge på restauranter og på mange værtshuse.

Men som et historisk museum skal Den Gamle By jo vise verden og virkeligheden, som den var, og ikke som vi måtte ønske, den skulle have været. Og kan oplevelser som de nævnte vække forundring, give anledning til diskussion eller vække til modsigelse, har vi nået det, vi ville.

Et sengetæppe skaber ro og ryddelighed i soveværelset, og det bliver derfor lagt på hver eneste dag. Her har Shamso Maqtar og hendes datter taget plads i soveværelset i udstillingens lejlighed.

Det seneste initiativ er åbningen af et nutidigt somalisk hjem i Danmark.

Vi har to formål med projektet. For det første at give Den Gamle Bys mange danske gæster muligheden for at besøge et somalisk hjem, hvor de vil kunne se og opleve, hvordan en stor gruppe nydanskere lever i et særligt kulturelt mix mellem somalisk og dansk kultur. For det andet at tiltrække nogle af de mange somaliere, som bor i Danmark. Vi oplever somalierne som glade gæster, og det er vores indtryk, at de her får et indblik i det Danmark, som har ført frem til vores nutidige samfund ud med velfærd, frisind, lighed mellem kønnene, ytringsfrihed, lav magtdistance osv. Et Danmark som de ellers ikke umiddelbart ville lære at kende.

Vi har i løbet af projektet oplevet enkelte kritiske røster. Vi svarede dem pænt og forklarede, hvorfor vi gør, som vi gør. Men en kritisk røst eller to får os naturligvis ikke til at lade være med at gøre noget anderledes og prøve nye ting af. Nogen vil så nok synes, vi rammer ved siden af, andre at vi rammer plet. Én ting er imidlertid sikkert, og det er, at mange af Den Gamle Bys gæster nu i nogle måneder har haft mulighed for at opleve og se noget, de ikke har set før. Det har utvivlsomt givet anledning til nye tanker, og det har givet debat. Og så kan vi vel egentlig ikke forlange mere.

Denne tekst har også været publiceret som kronik i Kristeligt Dagblad 30. august 2016.