Tag-arkiv: Den Gamle By

Hvorfor arrangerer Den Gamle By udstillingen Fra Dronningens Garderobe?

Den af

Tirsdag 27. marts åbnede Den Gamle Bys protektor Dronning Margrethe særudstillingen Fra Dronningens Garderobe, som er den største særudstilling i Den Gamle By nogensinde. Nogen har undret sig over, hvorfor Den Gamle By arrangerer en udstilling af den type. Det spørgsmål forsøgte jeg at besvare i min tale, som her bringes i uddrag.

Jeg har haft det privilegium at følge tilblivelsen, og hold da op, hvor er udstillingen betagende og flot. I Møntmestergårdens stueetage og i gallerierne over gården udstilles en stor variation af Dronningens dragter – fra 1940erne til i dag. I alt 37 kjoler og dragter, 42 hatte samt sko, dukkevogn, cykel, kufferter og skolebøger.

Jeg er ikke nogen tekstilnørd, men jeg bliver virkelig fanget af både de fornemme tekstiler, det dedikerede design, den sprudlende kreativitet og det historiske vingesus, som udstillingen rummer. Det er også interessant at se, hvordan Dronningen kreativt (og ressourcebevidst) har tilpasset tøjet, så det har kunnet genbruges i mange forskellige sammenhænge.

Udstillingsplakat og -logo for Fra Dronningens Garderobe , som vises i Den Gamle By fra 27. marts til 9.september 2018.

Tre gode grunde

Når vi prøver at se det lidt fra oven, er der især tre årsager til, at vi mener, udstillingen Fra Dronningens Garderobe er oplagt for Den Gamle By:

  • Dronningen har altid været nært knyttet til Den Gamle By
  • Den Gamle By har store samlinger og unikke kompetencer på det dragt-og tekstilhistoriske område
  • Den Gamle By er et lettilgængeligt og naturligt udflugtsmål for de tre mio danskere, der bor i Jylland og på Fyn.

Jeg skal her oplyse nærmere om Dronningens tilknytning til Den Gamle By og dernæst fortælle historien om museets enestående samling af dragter og tekstiler.

”Den Gamle By har jeg kendt hele mit liv”

Dronningen har engang sagt til citat: ”Den Gamle By har jeg kendt hele mit liv. Og jeg husker tydeligt, når jeg har været på besøg sammen med min farmor på Marselisborg og når vi har ligget med Dannebrog i Aarhus Havn”.

Udsagnets rigtighed dokumenteres til fulde i Den Gamle Bys gæstebog, hvor den 8-årige prinsesse besøgte Den Gamle By sammen med sin mor Dronning Ingrid og i den forbindelse for første gang satte sin signatur i gæstebogen.

Tirsdag 19. oktober 1948 var prinsesse Margrethe på besøg i Den Gamle By sammen med sin mor Dronning Ingrid. Prinsesse Margrethe havde givetvis besøgt museet flere gange før, men havde dengang endnu ikke lært at skrive.

Af de efterfølgende sider i gæstebogen kan vi se, at Dronningen har været en overordentlig flittig gæst med vel i gennemsnit et besøg pr år.

Dronningen har flere gange taget udenlandske statsoverhoveder med på museet, og hun har deltaget i talrige åbninger og officielle arrangementer.

I maj 1979 havde Dronning Margrethe inviteret Englands Dronning Elizabeth en tur i Den Gamle By. Daværende museumsdirektør Hans Lassen fortæller for den engelske dronning,  og museets formand Carl Christensen ledsager Dronning Margrethe, mens Prins Philip og Prins Henrik går lidt i baggrunden.

Dronning Margrethe i samtale med forhenværende rigsantikvar Olaf Olsen i forbindelse med et arrangement, hvor dronningen indmurede et dokument i Møntmestergårdens sokkel. Juli 1999.

Også privat har Dronningen vist stor interesse for museet.

I julen 2002 havde Dronningen og Prinsen private gæster på Marselisborg, og så gjorde de som alle andre århusianere: De tog dem med en tur i Den Gamle By.

Dronningen var dybt interesseret i genopførelsen af Møntmestergården, her ikke mindst i de farvelag, der lå allerunderst på gårdens italienske trappe. “Jeg bor jo selv i 1700tals huse og har været med til at restaurere de fleste af dem”, som Dronningen sagde.

 

Dronningen har ofte været med til at diskutere, hvordan vi sikrer den størst mulige korrekthed i forbindelse med de rekonstruktioner, der altid indgår i et museum som Den Gamle By. Som her hvilken maling, der skulle anvendes til panelerne i Tårnborg i museets 1974-kvarter.

Jeg mener ikke det er nogen overdrivelse at sige, at Dronning Margrethe er en af de danskere, der kender Den Gamle By allerbedst.

Den Gamle Bys store og ofte oversete samlinger

De fleste mennesker kender først og fremmest Den Gamle By som et betagende historisk bymiljø, der er som en tidsrejse fra den førindustrielle tid og helt frem til (næsten) i dag.

Denne tidsrejse i et troværdigt historisk miljø er et endda meget stærkt brand, og nok så stærkt, at det skygger for de store nationale samlinger og udstillinger, som også hører til i Den Gamle By.

Samlingerne danner udgangspunkt for særudstillinger og for adskillige “museer i museet”. Således rummer Den Gamle By både et Legetøjsmuseum, et Plakatmuseum, et Sølvmuseum, et Smykkemuseum og et museum for porcelæn og fajance. Museerne ligger typisk i randen af de historiske miljøer og opfattes af mange som en slags ekstra sidegevinst under besøg på museet.

Et lille udsnit af de ca 5.000 stykker legetøj,der siden 1997 har været udstillet i Den Gamle Bys Legetøjsmuseum. Samlingen bag museet rummer ca 25.000 genstande.

Det danske Urmuseum stammer fra 1934 og urene fik i 2011 en helt egen (og tyverisikret) udstilling som en del af Den Gamle Bys kunstkammer, der også omfatter sølvtøj og porcelæn og fajance.

Hermed er jeg nået frem til en af de vigtigste specialsamlinger: Dragt og tekstilsamlingen.

Fire ledere af dragt- og tekstilsamlingen siden 1921

Dragt- og tekstilsamlingens ældste fundament daterer sig tilbage til Aarhus Museum, der blev grundlagt i 1861, og hvis historiske samlinger Den Gamle By overtog i 1926.

Men allerede i 1921 ansatte museet den første leder på området, nemlig museumsinspektør Petra Julie Holm, som varetog samlingen helt frem til sin pensionering i 1959.

Petra Julie Holm var gift med museets grundlægger Peter Holm og stod i spidsen for Den Gamle Bys dragt- og tekstilsamling fra 1921 til 1959.

Så overtog Erna Lorenzen, som stod i spidsen fra samlingen fra 1959 til 1979. Erna Lorenzen blev i 1975 dr.phil. på en disputats om Folks tøj i 17-1800tallet baseret på museets store samlinger.

Erna Lorenzen blev dr.phil. på en afhandling om folks tøj i 1700- og 1800-tallet, baseret på grundige studier i Den Gamle Bys omfattende samlinger.

Dernæst overtog Birgitte Kjær frem til 1996, hvor hun rykkede op som overinspektør, og siden 1996 har Tove Engelhardt Mathiassen stået i spidsen for samlingen.

Birgitte Kjær var leder af samlingen fra 1979 til 2006, hvor hun rykkede op som overinspektør og overlod posten som leder af dragt- og tekstilsamlingen til den nuværende leder Tove Engelhardt Mathiassen.

Der er tale om en i dansk sammenhæng enestående kontinuitet på det dragthistoriske område.

Dragt- og tekstilsamlingen

Dragt- og tekstilsamlingen er landsdækkende og socialt meget bredt dækkende.

Samlingen er grundigt researchet og  dokumenteret, både når det drejer sig om, hvem tøjet har tilhørt og hvad det har været brugt til, og når det drejer sig om de tekstile teknikker, som er anvendt.

Dragt- og tekstilsamlingen rummer værdifulde samlinger fra 1700- og 1800-tallet. Her et velbevaret stykke taboret med lancerende blomsterranker. Detalje fra kvindeskørt fra slutningen af 1700-tallet.

Et par hjemmesyede shorts fra midten af 1970erne, hvorfra Den Gamle By har store samlinger, som supplerer den nye bydel, som museet har skabt gennem de senere år.

En brudekjole fra 1894. Kjolen er syet af hvidt kashmir og syet i Magasin du Nord i Aarhus. Kjolen har tilhørt Nicoline Schubert, der blev født Lorentzen Baes i 1866.

Den nuværende leder af dragt- og tekstilsamlingen, museumsinspektør Tove Engelhardt Mathiassen blev i 1989 gift med Svend Erik Mathiassen i denne kjole.

Tove Engelhardt Mathiassens brudekjole fra 1989 er i dag en del af museets samling. I Den Gamle By har flere fra personalet doneret ting og tøj med historier til museet.

Denne kjole fra 1853 er Danmarks ældst bevarede ventekjole.

Kristentøjet er den ældste type dåbstøj. Her et fint et af slagsen fra midten af 1700-årene. Kristentøjet har brystsmæk af fløjl dekoreret med metalkniplinger, silke- og guldbroderi samt rørperler af farvet glas. Hætten er af grøn silkedamask pyntet med guld- og sølvkniplinger og silkebånd. Selve posen er syet af et stykke grønt og beige silketapet med Frederik den Fjerdes kronede monogram og kantet af et mønstret silkebånd og en guldfrynse. Kristentøjet stammer fra Værebro Mølle, som malede korn for Frederiksborg Slot.

Et par dåbssko fra 1850. De blev syet til Augusta von Schmidtens dåb. Skoene er broderet på stramej med blegrødt uldgarn og hvid silkegarn Skoenes bund er syet af lyserøde silkebånd.

 

Vi bygger normalt på museets egne samlinger, men der er enkelte undtagelser

Den Gamle Bys samlinger er generelt så righoldige, at vi kun yderst sjældent indlåner genstande og samlinger til brug for særudstillinger.

I forbindelse med denne udstilling var der imidlertid ingen vej udenom. For der var ifølge sagens natur intet at komme efter i museets samlinger. Men vi er taknemmelige for, at det kunne lade sig gøre at låne så omfattende fra Hendes Majestæts garderobe.

Dronningen har været protektor for Den Gamle By siden 1987.

 

I Aarhus Fortæller får glemte stemmer nyt liv imellem os

Den af

I Den Gamle By mener vi, at historien er vigtig for at give det moderne liv dybde og dimension. Herom handler dette sjette og afsluttende blogindlæg i serien om tilblivelsen af Aarhus Fortæller.

Den udstilling, vi åbner her op til påske, er en del af det større museumskompleks, som udgør Den Gamle By. Det hele ligger som et reservat, en historisk oase, midt i den moderne storbys travlhed og støj. Som en slags fremmed og måske glemt stemme, som det er vores opgave som museumsfolk at gøre, hvad vi kan, for at kalde frem til et nyt liv mellem os.

Aarhus’ historie begynder i vikingetiden. Aarhus Fortæller begynder derfor også med historien om byens grundlæggelse og livet i vikingetiden.

Det er nok for meget at påstå, at historien kan bidrage med konkrete svar på nutidens spørgsmål. Men i Den Gamle By er vi overbevist om, at historien kan bruges som en slags reservoir for eftertanke og nytænkning. Den kan hjælpe os til at tænke ud over dagen og vejen, til at se ud over vores egen næsetip og måske til at forstå nutiden lidt bedre, så vi bedre kan finde vores vej ind i fremtiden.

Det gør indtryk, når lokomotiv F 694 lukker damp ud. Jernbanen var afgørende for, at Aarhus fik vokseværk fra midten af 1800-årene. Akkurat som en lufthavn med forbindelse til vigtige udenlandske knudepunkter måske kan vise sig at være afgørende for byens fortsatte vækst.

Historien er ikke mindst vigtigt i en så mærkelig og modsætningsfyldt modernitet, som vi lever i. En tid, hvor nyt rangerer højere end gammelt, hvor fornyelse er bedre end tradition, og hvor noget, der kommer fra udlandet altid er finere end noget, der har lokal forankring. En tid, hvor modernitet er et must og et udpræget modefænomen.

Faren er, sådan som jeg ser det, at vi i vores angst for at virke gammeldags og traditionsbundne absoluterer moderniteten i en sådan grad, at vor synsvinkel alt for let bliver endimensional. Derved overser vi, at det er historien, det diakrone perspektiv, der giver det moderne liv dybde og dimension.

Det er vores håb og store ambition, at Aarhus Fortæller kan bidrage med denne dybde og dimension. Vi tror, at mange her vil opdage byen (og sig selv) på en ny måde. At man vil spejle sig i historien og så måske opdage andre ting, end man er vant til.

Historien om borgmester Bernhard Jensens redning af Latinerkvarteret fra modernitetens buldozer er god at få forstand af. Også i dag skal vi passe på ikke at glemme, at det er historien, der giver nutiden dybde og dimension.

Når den officielle åbning foregår her i dag tirsdag 11. april er der grund til at rette en tak til Aarhus Byråd for at turde overlade os opgaven. Der skal også rettes en stor tak til de mange århusianere eller tidligere århusianere, der har bidraget med deres historie. En tak skal også rettes til Den Gamle Bys stab af iderige og kompetente fagfolk, som nu er i mål med den store opgave. En meget stor tak skal også rettes til Salling Fondene uden hvis støtte, det hele næppe var blevet til noget. Og så glæder jeg mig til også at rette en tak til Den Gamle Bys protektor Hendes Majestæt Dronningen for – det kan man vist godt sige – at sætte kronen på værket ved at forestå åbningen af udstillingen.

Det har taget 156 år at nå så langt. Nu glæder vi os som små børn til at vise resultatet frem – vi håber vore gæster synes om resultatet.

I en sofakrog kan publikum nyde almindelige menneskers helt almindelige billeder af deres helt almindelige hverdag. Det er faktisk ganske gribende, og jeg tror, de fleste kan spejle sig i mange af billederne.

 

 

 

 

 

Aarhus Story blev til Aarhus Fortæller

Den af

Mange navne var i spil, og her var det vigtigt for os, at udstillingens titel skulle signalere, at der er tale om en fængende og engagerende fremstilling af byens historie, frem for en traditionel byhistorisk udstilling, som mange forbinder med noget støvet og uinteressant. Herom handler dette femte og næstsidste blogindlæg i serien om tilblivelsen af Aarhus Fortæller.

Til at begynde med kaldte vi udstillingen Aarhus Story. Jeg tror, vi var blevet grebet af den altomsiggribende mani her i Aarhus med at alting skal hedde noget på engelsk. En god ven af Den Gamle By gav os imidlertid et venligt prik på skulderen og foreslog, at vi gav udstillingen et dansk navn. Og selvfølgelig skulle den hedde noget på dansk!

Men Aarhus Museum – eller Museum Aarhus – var ikke det rigtige, var vi enige om. For der er jo tale om en fængende og engagerende fremstilling af byens historie, snarere end om en traditionel byhistorisk museumsudstilling, som mange forbinder med noget støvet og uinteressant.

Vi gjorde, som vi har gjort det i mange andre sammenhænge: Vi spurgte aarhusianerne. Flere forslag var i spil, og størst opbakning var der til Aarhus Fortæller.

Indgangsbygningen til Aarhus Fortæller er opført med inspiration i den bygning, som Ferdinand Salling opførte i Søndergade i Aarhus i slutningen af 1930’erne. Som sådan er det en lille hilsen til den fond, der har gjort projektet muligt, og samtidig er det en bygning, der føjer en mere moderne arkitektur til Sønderbrogade i Den Gamle Bys kvarter, der viser 1960’erne og 70’erne.

Det er den udstilling, som Hendes Majestæt Dronningen åbner tirsdag 11. april, og hvortil der dagen efter er adgang for aarhusianere og andet godtfolk.

Indgangen til Aarhus Fortæller ligger i en bygning, der til forveksling ligner det hus, som Ferdinand Salling i slutningen af 1930’erne opførte til sin butik i Søndergade i Aarhus. Det første, man oplever som besøgende, er en vinduesudstilling med motiver fra Aarhus’ historie. Derfra går man ind i elevatoren, der som en slags tidsmaskine fører museets gæster tilbage til dengang, Aarhus blev grundlagt. Fra elevatoren træder man ud i afsnittet, som hedder Vikingernes by, og fortsætter gennem Bispernes by og Købstadsfolk. Afsnittet Vokseværk handler om den udvikling, som tog fart, da mødet mellem havn og jernbane frisatte et enormt vækstpotentiale. Efter et intermezzo om de fem forbandede år med overskriften Besat, træder publikum ind i udstillingens største afsnit, som har fået titlen Storby? – bemærk spørgsmålstegnet! Her møder man en kalejdoskopisk fortælling, et forrygende tag-selv-bord med en mangfoldighed af historier om århusianerne og det moderne Aarhus.

Det har taget 156 år at nå så langt. I Den Gamle By har vi brugt snart syv år på projektet. Nu glæder vi os til at vise det frem for århusianere og andet godtfolk. Vi tror det bliver stort.

 

 

 

 

70 mio kr til gentænkt Aarhusudstilling

Den af

I 2012 var udviklingsarbejdet kommet så vidt, at vi vidste, at det ville koste 70 mio kr at lave Aarhus Fortæller som en stor underjordisk udstilling.  Et astronomisk beløb, som det på forunderlig vis lykkedes at tilvejebringe fra Salling Fondene. Indlægget er tredje afsnit af serien om tilblivelsen af Aarhus Fortæller, der åbner op til påske.

Efterhånden begyndte vi at kunne se hovedlinjerne for os, og vi blev klar over, at hvis vi skulle være så heldige, at det ambitiøse projekt kunne blive til virkelighed, så ville der være tale om en helt ny måde at udstille en bys historie på.

På det tidspunkt, i 2012, var Aarhus ganske langt i arbejdet med at sikre sig titlen som europæisk kulturhovedstad. Projektet blev lanceret under temaet ”Let’s rethink”, hvilket passede som fod i hose til, at Den Gamle By med denne udstilling var i færd med at gentænke den måde, hvorpå man som museum fortæller historie. I lyset af, at året som kulturhovedstad i givet fald ville blive 2017, satte vi os det mål, at udstillingen skulle åbne netop dette år.

I Den Gamle By havde vi tidligere haft et positivt samarbejde med Salling Fondene, som velvilligt havde bakket op bag et af museets store projekter.

Vi var bekendt med, at Salling Fondene var ved at varme op til endnu større donationer, og 10. september tillod vi os at aflevere en stor kuvert i Dansk Supermarkeds hovedsæde på Bjødstrup Vej i Aarhusforstaden Holme. Kuverten indeholdt en ansøgning om støtte til en byhistorisk fortælling.

I ansøgningen pointeres, at udstillingen

  • vil fænge såvel århusianerne som byens gæster
  • vil sætte nye normer for, hvordan museer kan formidle byhistorie, så den bliver interessant for en bred kreds
  • vil kunne spille stærkt sammen med Den Gamle Bys store danmarkshistoriske fortælling
  • vil skabe vækst i Den Gamle By.

Totalbeløbet lød på godt 70 mio kr, en astronomisk sum, som vi knapt turde drømme om. Men vi kunne ikke få budgettallene længere ned.

Tirsdag 16. oktober 2012 modtog vi så den glædelige meddelelse, at det totale beløb var bevilget. 20 mio fra Købmand Ferdinand Sallings Mindefond og godt 50 mio kr fra Købmand Herman Sallings Fond. Hold da helt op. Sikke en appelsin at få i Den Gamle Bys turban!

Ved en seance i stormagasinet Salling overrakte næstformand i fondene Karin Salling en række store donationer, bl.a. også donationen til Aarhus Fortæller.

Da euforien havde lagt sig en smule, gik vi i gang med at planlægge og projektere den store underjordiske betonkonstruktion. Parallelt hermed blev der arbejdet med udstillingen. Lige før jul i 2013 var konceptplanen for hele indholdet klar, og i januar 2014 var vi kommet så langt, at de store gravemaskiner kunne gå i gang.

Så var det ellers med at holde tungen lige i munden og få styret projektet godt i hus, så budget og tidsplan blev overholdt og indholdet blev, som beskrevet og lovet. Sagt på jysk, så er det vist ikke gået så ringe.

Nu er vi tæt på mål, og hold da op, hvor har vi haft travlt. Hver gang, jeg går en tur under jorden og ser, hvordan det går, så bliver jeg simpelthen så glad.

Tirsdag 11. april åbner Den Gamle Bys protektor, Hendes Majestæt Dronningen, Aarhus Fortæller, og dagen efter er der adgang for aarhusianere og andet godtfolk. Vi er meget spændt på, hvad museets gæster siger til den nye udstilling.

I 2014 kunne museets publikum følge arbejdet med at udgrave og støbe fundamentet til den kommende Aarhusudstilling.

 

 

 

Fortællingen skal i højsædet i Den Gamle Bys store udstilling om Aarhus’ historie

Den af

Aarhus Fortæller er ikke en tingsudstilling, men en udstilling, hvor fortællingen og det historiske menneske er i højsædet. I dette indlæg fortælles om de principper, der har været styrende for udstillingen. Indlægget er andet afsnit af serien om tilblivelsen af Aarhus Fortæller, der åbner op til påske.

13. maj 2014 åbnede Den Gamle By udstillingen Aarhus Rocks, som en af museets første, store satsninger på Aarhus’ historie. Aarhus Rocks bestod af en indendørs særudstilling og en lang række koncerter med forskellige Aarhus-bands. Her ses Michael Learns to Rock på torvet i Den Gamle By.

Den Gamle By er ”født” i Aarhus, og de første mange år var Aarhus hovedemnet for museet. Efterhånden udviklede Den Gamle By sig til et nationalt museum, men Aarhushistorien var en slags rygrad for museet helt frem til 1993, da det nye bymuseum overtog opgaven. I 2010 opstod så en ny situation, da Aarhus Byråd bad Den Gamle By om atter at overtage opgaven.

Det lå lige for, at vi skulle highlighte stærke Aarhushistorier som Borgmestergården, Købmandsgården og Aarhus Mølle, der sammen med en håndfuld andre Aarhusbygninger jo i mange år har været en vigtig del af Den Gamle By. Aarhus Mølle har i øvrigt den helt særlige museumshistorie, at det var her, i møller Andreas Weiss’ fine møllesal, man i midten af 1800-årene gjorde sig de første tanker om kunst, oldtid og historiske sager. Tankerne førte frem til etableringen af Aarhus Museum, der netop blev opført på en grund i Mølleengen, som var doneret af den kulturelt interesserede møller Weiss.

Det var i møller Weiss’ fine møllesal i Aarhus mølle, at de første tanker blev tænkt om det, der skulle blive byens museum. Senere kom hele Aarhus mølle til Den Gamle By, hvor det store bygningskompleks udgør en af Den Gamle Bys hovedhjørnesten og er en del af museets fortælling om Aarhus.

Selvfølgelig regnede vi med også at anvende Den Gamle Bys særudstillingslokaler til udstillinger om Aarhus. Og selvfølgelig skulle Den Gamle By som bymuseum også formidle byens historie rundt omkring i Aarhus, uden for museets matrikel. Begge dele har vi allerede gjort gennem et par år.

Den helt store hurdle, vidste vi, ville være at finde plads og penge og et passende koncept for den store byhistoriske fortælling, der skal være fundamentet for de næste mange års arbejde med at fortælle byens historie og gøre den vedkommende.

Vi havde allerede et fornuftigt overblik over, hvad der fandtes af nyere byhistoriske udstillinger i Europa. Men for at få et ordentligt skud inspiration udefra afholdt vi i oktober 2011 en international konference med indlæg af museumsfolk og museumsforskere fra USA, Holland, Belgien og Danmark.

Flere ting stod klart helt fra starten. Vi ønskede at lave en udstilling, der har appel og relevans, og som vil være attraktiv for både den videbegærlige og for den museumsgæst, der måske kun er marginalt interesseret. Vi ville lave en udstilling, der både kan give overblik og mulighed for fordybelse. Og det skulle være en udstilling, man kan være sammen om, hvad enten man er en århusiansk familie, der vil lære noget om byen, eller man er udenlandsk turist, der vil have en fornemmelse af vigtige træk af de seneste godt 1000 års Aarhus- og Danmarkshistorie.

Derfor var vi enige om at sætte fortællingen i højsædet, at udstillingen skal være kronologisk frem for tematisk, og at udstillingen skal lægge op til, at publikum identificerer sig med historiens mennesker. Den skal også være aktiverende og sanselig, og det gør ikke noget, hvis publikum hygger sig og morer sig under besøget.

Vi var også fra starten enige om, at udstillingen skal dække historien helt tilbage fra byens grundlæggelse i vikingetiden. Dog vil den ældste tid – vikingetid, middelalder og købstadsperiode – få mindre fokus og plads, fordi disse emner i forvejen er udførligt dækket af Moesgård Museum og Den Gamle By. Den største vægt skulle lægges på vækstperioden efter midten af 1800-årene og frem til i dag, som også er den periode, hvor det moderne Aarhus tog form.

Så var der det med placeringen. Én tanke havde været at ombygge Aarhus gamle toldbod fra ca 1750. Den var flyttet til Den Gamle By i 1938 og har en betydelig bygningsmæssig volumen. Det kunne gå, men ville ikke være en ideel løsning.

På denne model af første etape af museets moderne bykvarter ses tydeligt det store, ubebyggede område, der ville kunne bruges til en underjordisk udstillingsbygning. Når kælderen med den store Aarhusudstilling stod færdig, kunne man fortsætte med at sætte huse ovenpå. Det krævede blot en stor sum penge og en grundig planlægning

Så opstod i foråret 2012 ideen at placere Aarhusudstillingen under den nyeste del af det moderne bykvarter, som på det tidspunkt var under planlægning. Det ville blive rasende dyrt, kunne vi forudse. Men det ville blive godt, fordi der her kunne skaffes 800 kvm samlet udstillingsareal, som oven i købet ville kunne forbindes med andre af Den Gamle Bys indendørs udstillingsarealer. Med denne model ville der således kunne skabes ét stort, samlet indendørs museum med mange forskellige typer museumsoplevelser.

Nu manglede vi bare pengene! Herom i næste afsnit af denne lille serie.

 

 

 

Efter 156 års tilløb åbner Den Gamle By nu udstilling om Aarhus’ historie fra vikingetid til i dag

Den af

I 2010 besluttede Aarhus Byråd at nedlægge Aarhus Bymuseum og overdrage opgaven med at fortælle byens historie til Den Gamle By. I dette indlæg skitseres forhistorien, der går helt tilbage til 1861, da Aarhus fik sit første museum. Indlægget er første afsnit i en lille serie om tilblivelsen af Aarhus Fortæller, som åbner op til påske.

”Der er kommet hvid røg op af skorstenen”, sagde kulturdirektøren, da hun lettere forpustet kom ind ad døren i færd med at afslutte en vigtig telefonsamtale. ”Nicolai og Marc er blevet enige”, fortalte hun, mens hun lagde telefonen i tasken. ”Og de vil, at Bymuseet skal til Den Gamle By”. Det var midt på eftermiddagen onsdag 15. september 2010. De nævnte herrer er daværende borgmester Nicolai Wammen og daværende kulturrådmand Marc Perera Christensen.

Inden da var der lavet en udredning, der skulle afklare fremtiden for Aarhus Bymuseum. Hovedbiblioteket havde været på tale som en ny ramme, Moesgård ligeså, men nu endte pilen altså med at pege på Den Gamle By.

Lad det være sagt klart og tydeligt: i Den Gamle By var vi bestemt ikke på hugst efter nye opgaver. Vi havde mere end nok at gøre med at skabe de moderne bykvarterer, som viser livet i Danmark i 1960erne og 70erne. På den anden side havde vi på museet en gammel drøm om at lave en udstilling om en dansk bys udvikling fra vikingetid til nutid. På den måde vil den, der opleves mere fragmentarisk rundt om i Den Gamle By, kunne blive sat ind i en overskuelig sammenhæng. Hvorom alt er: Når Aarhus Byråd bad os om at påtage os opgaven, sagde vi naturligvis ja. Og hermed stod vi i Den Gamle By med en kæmpe opgave og en fantastisk mulighed.

Den proces, der hermed blev skudt i gang, kulminerer når Den Gamle Bys protektor, Hendes Majestæt Dronningen, åbner udstillingen Aarhus Fortæller.

Byens første museum blev kaldt Historisk-Antiquarisk Samling. Det blev stiftet i 1861 og fik lokaler på loftet i byens dengang helt nye rådhus, som i dag danner rammen om Kvindemuseet og Besættelsesmuseet. Samlingen kom efter nogle år til at hedde Aarhus Museum og fik til huse i den museumsbygning, der blev opført i Mølleengen i 1877 – i øvrigt sammen med byens kunstsamling. Ud af denne museumsinstitution voksede i 1914 Den Gamle By som et nyt selvstændigt museum. Senere, i 1967, fulgte Aarhus Kunstmuseum og i 1970 Moesgård Museum. I dag er den tidligere museumsbygning hjemsted for bl.a. de rytmiske spillesteder Atlas og Voxhall. Men gaden hedder fortsat Museumsgade.

Historisk interesserede kredse i byen ønskede imidlertid et egentlig bymuseum, der kunne sætte fokus på byens historie. Det lykkedes i første omgang i 1993, da Aarhus Bymuseum åbnede i den tidligere Hammelbanegård. I 2005 blev museet udvidet med en moderne bygning til en ny, byhistorisk udstilling.

En politisk debat i sommeren 2009 om Aarhus Bymuseums aktiviteter førte til, at Aarhus Byråd bad Kulturforvaltningen om en undersøgelse af bymuseets fremtidige placering og organisering. I september 2010 kom den hvide røg op af skorstenen, og i løbet af 2011 faldt formalia på plads. Personalet blev overflyttet til Den Gamle By, og Aarhus Bymuseums lokaler blev ryddet.

At Aarhus Bymuseums levetid blev så relativ kort, hænger utvivlsomt sammen med, at det ikke lykkedes at få lavet den store udstilling om byens historie, som i bund og grund var ambitionen med museet.

Den Gamle By er ”født” i Aarhus, og de første mange år var Aarhus hovedemnet for museet. Efterhånden udviklede Den Gamle By sig til et nationalt museum, men Aarhushistorien var en slags rygrad for museet helt frem til 1993, da det nye bymuseum overtog opgaven. I 2010 opstod så en ny situation, og i Den Gamle By gik vi i gang med at finde en model for, hvordan der kan skabes synergi i både at være et lokalt museum og et landsdækkende museum.

Tirsdag 11. april 2017 foretager Dronningen den officielle åbning af Aarhus Fortæller. Dagen efter er der adgang for århusianere og andet godtfolk.

Det har taget 156 år at nå så langt. I Den Gamle By har vi brugt snart syv år på udvikle, skaffe midler, bygge, indrette og rigge til. Vi glæder os, og vi tror det bliver stort.

 

Tak for et godt 2016 – velkommen til 2017

Den af

Besøgsrekord

Godt nytår til alle. Og tak for 2016 – et år, som er gået over al forventning. Et år med en flot besøgsrekord, hvor i alt 515.667 gæster er passeret gennem Den Gamle Bys billetsalg. Det er næsten 40.000 flere end sidste år og godt 16.000 over 2014, som var den hidtidige rekord. Der er tale om en fremgang på lidt mere end 8 pct og vel at mærke en fremgang, der har været nogenlunde konstant hele året.

En kritisk røst kunne gøre gældende, at vejret så sandelig også har været med os, og at det er årsagen til de fine tal. Og ja, vejret har været med Den Gamle By. Sommervejret var museumsvejr. En stor del af efteråret var vejret næsten sommerligt. Og julevejret var særdeles venligt, når man tager årstiden i betragtning. Men vi skal huske på, at selvom vejret var med Den Gamle By, så var der ikke kommet så mange gæster, hvis ikke museet havde appel og relevans og bød på gode oplevelser. Og det gjorde – og gør – Den Gamle By virkelig.

Det er fjerde år i træk, at besøgstallet ligger lige omkring den halve million. Det kan vi alle være stolte af.

Vi kan også være stolte af alle de ting, vi har nået i det år, der nu er gået. Udstillinger på Plakatmuseet med Gitte Kaths plakater og senest plakater og historier fra Christiania. Åbningen af Børnehaven og den blinde mands lejlighed. Udstillingen om Børne TVs historie og de mange forskellige aktiviteter, der har knyttet an hertil. Og så sandelig også de mange programaktiviteter, hvor jeg synes, at julen efter et godt tilløb sidste år, nu virkelig er kommet op i et ekstra gear.

Julen er fortsat en hovedsæson

Jeg tror, vi kan takke Tivoli Frihedens juleaktiviteter for det prik, der har gjort, at Den Gamle By er kommet i gang med den fornyelse og videreudvikling af julen, som vi egentlig også trængte til. Jeg – og andre med mig – var godt nervøse for, om konkurrencen fra Tivoli ville tage noget fra os, men det ser bestemt ikke ud til at være tilfældet.

Jeg tror vi kan konstatere, at julen for mange er blevet et attraktivt forretningsområde – også for nogen af dem, man egentlig ikke forbinder med jul. Senest har vi set, at Moesgård har bevæget sig ind på området, og jeg er ikke i tvivl om, at mange andre vil forsøge sig.

Jeg tror imidlertid, at Den Gamle By er så stærk på dette felt, at vi ikke for alvor skal føle os truet. Men jeg ved også, at vi ikke at hvile på laurbærrene. Vi skal udvikle, vi skal følge med og vi skal blive bedre.

Anerkendelser

Den Gamle By har modtaget flere fornemme anerkendelser i løbet af 2016. Først modtog Henning Lindberg Nordisk Centrum for Kulturarvspædagogiks store pris. Senere modtog Annette Hoff Det Danske Gastronomiske Akademis hædersdiplom, og senere igen modtog Annette Kulturministeriets forskningspris, som er opkaldt efter Danmarks første kulturminister, Julius Bomholt. Og så fik hele museet jo den fine europæiske museumspris, som hedder Luigi Micheletti Award.

Bag scenen er der som altid foregået en masse i form af planlægning, vedligeholdelse, administration, rengøring, drift, byggeri, bevaring, udvikling, indkøb osv osv. Det er alt det, der får Den Gamle By til at fungere som organisation.

Visioner og store resultater er vigtige, men man skal altid huske på, at det, der får maskinen til at køre, er den daglige dedikation og det lange, seje træk.

Tak for en flot indsat, og tak for et rigtig godt resultat. Sådan en succes opnås kun når alle spiller med. Der er virkelig grund til, at vi alle kan være stolte.

Den Gamle By satser på Aarhus 2017

Nu er vi så netop kommet ind i 2017, som er året, hvor Aarhus er europæisk kulturhovedstad. Det tror jeg, vi skal have store forventninger til. Både fordi positionen som europæisk kulturhovedstad vil give Aarhus synlighed i udlandet og nok især i Danmark. Og ikke mindst skal vi have store forventninger, fordi de ting, som vi bidrager med forhåbentlig – og efter al sandsynlighed – vil give Den Gamle By en ny platform, som vil få stor betydning i de kommende år.

Her tænker jeg først og fremmest på Aarhus Fortæller, som vil åbne op til påske. Det er et projekt, som vi på en eller anden måde har arbejdet med lige siden byrådet i 2010 bad Den Gamle By om at overtage opgaven som lokalmuseum for Aarhus. Mange processer har lappet over hinanden, og stort set alle i Den Gamle By har medvirket på den ene eller den anden måde. Først skulle vi udvikle det rigtige koncept og vi skulle finde ud af, om det nu også kunne lade sig gøre rent praktisk. Så skulle det beregnes, hvor meget det ville koste, og pengene skulle skaffes. Så var der en masse planlægning og projektering, samtidig med at råskitsen til udstilling og fortælling faldt på plads. Så skulle der graves et kæmpe hul, vi skulle have nogle af de store ting ned, inden der blev lagt låg på, og det underjordiske bygningsværk skulle gøres færdig, så vi kunne begynde at bygge udstillinger op. Det er kort sagt en overordentlig omfattende og kompleks proces, der ligger bag.

Der har været knald på, og der er fortsat knald på. Men hold op, hvor det tegner godt. Kort inden jul viste vi den ufærdige udstilling frem for medlemmer af Aarhus byråd og en række direktører og chefer. Sagt på jysk, så var de ret begejstrede. Direktøren for kultur og borgerservice, Rolf Hapel, skrev efterfølgende til mig: ”Igen har I formået at skabe en ud-af-boksen oplevelse i Den Gamle By og på forbilledlig vis givet et overbevisende bud på en kondensering af tusind års historie i Aarhus. Det er sgu godt gået!”

Under jorden åbner vi også Smykkeskrinet med 1000 smykker, designet af nogle af de fineste danske smykkedesignere fra det 20.århundrede. Det foregår i begyndelsen af februar. Inden da har Plakatmuseet åbnet en udstilling med Aarhus-plakater gennem tiden. Den afløses senere af en udstilling med plakater fra hele Europa, og således er Plakatmuseet på fineste vis med til at binde Aarhus og Europa sammen her i kulturåret. Og til august åbner automobilforhandleren i 1927-kvarteret.

Hermed rammer vi forhåbentlig forskellige målgrupper. Aarhus Fortæller vil nok især interessere lokalt, men ramme bredt i byen. Smykkeskrinet vil få en kaliber, så det nok vil tiltrække smykkeinteresserede fra hele verden – næppe det helt store antal, men til gengæld en stærk profil. Plakaterne vil interes-sere folk med interesse for grafisk design. Og automobilfor-handleren vil utvivlsomt interessere mange af dem, der har olie på fingrene og twist i lommerne.

For mig at se er der især fire pointer ved de satsninger, vi gennemfører i løbet af kulturbyåret.

Den ene er, at det meste af det, vi bidrager med, har en holdbarhed. Det er ikke noget, der er her en kort periode, men noget som man også kan have glæde af i 2020, 2025 og 2030. Den anden store pointe er, at Den Gamle By med disse nye ting fastholder sin herlige mangfoldighed, og at alle de forskellige målgrupper utvivlsomt vil se og opleve noget, de ikke ellers ville have interesseret sig for.

Den tredje pointe er, at ikke mindst Aarhus Fortæller vil give Den Gamle By en helt ny platform for at blive århusianernes museum.

Og den fjerde og sidste pointe er, at vi med den fortsatte underjordiske udbygning af Den Gamle By nu begynder at have så store og attraktive indendørs udstillinger, at vi bør kunne tiltrække flere gæster – ikke mindst på de årstider, hvor mange ellers ser Den Gamle By som en både våd og kold oplevelse.

Fortsat udvikling

I 2017 vil vi også fortsætte udviklingen af museets programvirksomhed, og julen vil fortsat blive udviklet. I 2017 fortsætter vi også med at istandsætte udvalgte bygninger. Således skal både den del af Aarhus Mølle, hvor bibliotek og regnskabs-afdeling har til huse, have nyt tag, og Viborghuset skal have en omgang i forbindelse med, at cykelsmeden skal flytte ned til automobilforhandleren i Randershuset i 1927-kvarteret.

I 2017 vil vi også komme til at se huset fra Skanderborg blive rejst. Sønderbrogade vil begynde at få karakter af gågade, og arbejdet på Sydhavnen vil for alvor gå i gang.

Derimod er arbejdet med den nye indgangsbygning i venteposition. Det hænger sammen med, at fredningen af Botanisk Have er anket til Natur- og Miljøankenævnet. De har hele to år til at svare i. Dvs at der kan gå helt frem til november 2017, før vi ved, hvad vilkårene er for en ny indgangsbygning i området ned mod Ceres-krydset.

Som bekendt har vi fået pengene til indgangsbygningen af A.P. Møller Fonden, og jeg er overbevist om, at projektet nok skal blive til noget.

Vi skal tiltrække flere besøgende

Til gengæld er der en afklaring omkring Den Gamle Bys statstilskud. Det er en sag, jeg har orienteret om gentagne gange, og udgangen på sagen er som bekendt blevet, at de tre millioner er blevet forlænget for fire år. Vi havde håbet – og bestemt også syntes det var rimeligt – hvis tilskuddet var blevet gjort permanent, sådan som det oprindelig var aftalen. Men nu har vi altså pengene i fire år.

Selvfølgelig skal vi fortsat arbejde på at få tilskuddet gjort permanent, og det skal vi helt enkelt gøre ved at lave Danmarks bedste museum. Et museum, som viser nye veje og som er attraktivt, har appel og er relevant.

På den anden side vil det nok være klogt at forsøge at geare museet til at kunne klare sig, hvis det nu skulle vise sig, at det ikke lykkes med de tre millioner kroner næste gang. Dels skal vi sørge for selv at tjene så mange penge som muligt, og dels skal vi holde hus med de midler, vi har til rådighed.

Helt grundlæggende skal vi tiltrække flere besøgende.

Det skal vi gøre ved at positionere Den Gamle By som stedet, hvor alle danskere kan lære om sig selv og deres historie uden løftede pegefingre. Det skal vi gøre ved at fastholde – og gerne udvide – Den Gamle Bys position som en international topseværdighed. Og det skal vi gøre ved at få århusianerne til at føle, at Den Gamle By er deres museum.

Her i 2017 er det især århusianerne vi skal satse på. Vi skal have dem til at betragte og til at bruge Den Gamle By som deres museum. Nøglen er naturligvis Aarhus Fortæller. Alle århusianere skal besøge Aarhus Fortæller, de skal have lyst til at tage deres gæster med på besøg, og det er her alle tilflyttere skal lære byens DNA at kende.

Aarhusianernes museum

Aarhus Fortæller skal rammes ind af aktiviteter og faciliteter, som lægger op til genbesøg i Den Gamle By. Vigtig er her de programaktiviteter, der arrangeres i weekends og småferier. Vigtig er også restaurant- og cafeområdet, hvor vi skal have århusianerne til bare at komme forbi og få en god kop kaffe eller en bid frokost og så snuse lidt til nogen af de mange oplevelser, som Den Gamle By rummer. Vigtig er også Den Gamle Bys butikker, hvor man skal have lyst til at komme forbi for at købe kager hos bageren, Den Gamle By-snapsen i Butikken, Riises rom i købmandsgården, Den Gamle By-julepynt i julebutikken og selvfølgelig de Aarhus-souvenirs, som Aarhus ikke har haft før nu.

Og meget mere af den slags. Vi skal udvikle og styrke Den Gamle Bys brand, vi skal gøre Den Gamle By til talk of the town, og vi skal gøre Den Gamle By til et mødested, hvor der altid sker noget, og hvor det bare er dejligt at komme.

Det er ikke noget, der sker fra den ene dag til den anden. Men det er i 2017, vi tager det første store skridt. Jeg er overbevist om, at Aarhus Fortæller er det perfekte afsæt.

At få århusianerne til i endnu højere grad at tage Den Gamle By til sig som deres museum, er den store dagsorden for det år, der lige er begyndt.

Godt nytår

I 2016 viste en undersøgelse, som blev foretaget af den nationale turistorganisation VisitDenmark, at Den Gamle By var Danmarks bedst kendte museum, og her lige inden jul fik jeg under hånden en interessant konklusion på en undersøgelse, der er foretaget for et nyt museum, der er på vej. I denne undersøgelse havde man spurgt et større antal danskere, hvad der har været deres bedste museumsoplevelse. Og gæt hvad et flertal svarede! Ja, rigtigt, de svarede Den Gamle By. Jeg håber, undersøgelsen vil blive publiceret, men jeg ved ikke om det sker.

Det nye år er nu to dage gammelt. Dagen er tiltaget med 9 minutter. Vi går mod lysere tider. Jeg håber, at Den Gamle By må fortsætte sin positive udvikling. Til glæde for de besøgende, for Aarhus og for os, der har vort virke her.

Med disse ord vil jeg ønske alle et godt og lykkebringende nytår.

 

Ovenstående er holdt som nytårstale ved en komsammen for personalet i Den Gamle By mandag 2. januar 2017 kl 11.30.

 

Statstilskuddet til Den Gamle By forlænget i fire år

Den af

Så lykkedes det. Vi fik forlænget Den Gamle Bys tilskud på 3 mio kr, så bevillingen nu går frem til og med 2020. Det er vi glade for og meget taknemmelige. Men det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi i Den Gamle By havde håbet, at beløbet var kommet permanent på Finansloven. Det lykkedes desværre ikke, selvom der blev presset godt på fra folkevalgte her i det østjyske.

Jeg vil her gerne rette en stor tak til alle dem, der bakkede op. Den Gamle By er i den lykkelige situation, at alle – såvidt jeg ved – er positive over for museet. Men ifølge sagens natur skal takken især rettes til de partier, der står bag forliget om finansloven. Der ud over har vi bemærket, at den konservative kulturordfører Naser Khader i et læserbrev i JP Aarhus meldte sin opbakning helt klart ud, ligesom vi også har bemærket, at folk fra både Venstre og DF har ytret sig positivt om sagen.

I de måneder – ja år – der er gået forud, har vi fra Den Gamle By haft kontakt med talrige medlemmer af Folketinget om sagen, faktisk hele vejen rundt til alle Folketingets partier. Og jeg har hver gang glædet mig over den positivitet, som møder Den Gamle By.

Vi er taknemmelige for, at der nu er ro om Den Gamle Bys økonomi de næste fire år. Så må vi til den igen, og indtil da er det Den Gamle Bys opgave at levere en så god performance, at alle vil mene, at tilskuddet bør være permanent.

Historien bag

Det hele begyndt i 2008. Den Gamle By havde igangsat den enorme udvidelse, som nu næsten står færdig med en helt ny Den Gamle By, som viser efterkrigstidens Danmark med afsæt i året 1974. Velfærdssamfundets blomstringstid og den periode i 1960erne og 70erne, hvor dansk identitet med frisind, velfærd, ligestilling og lav magtdistance for alvor foldede sig ud.

Finansiering af anlæg og byggeri er finansieret af A.P. Møller Fonden med 300 mio kr, og så var det tanken at indhold og drift skulle finansieres af en statslig driftsbevilling på akkurat samme måde, som det tidligere var sket med museer som Arken, Aros og Moesgård.

I august 2008 blev jeg ringet op fra Kulturministeriet med besked om, at der i finansloven ville blive afsat 3 mio kr ekstra til Den Gamle By. Jeg fik også at vide, at det var hensigten, at bevillingen skulle være permanent, men af finanslovstekniske årsager blev den i første omgang givet for en periode på fire år, altså for årene 2009-12. Lidt senere i forløbet kom der en mio ekstra, så der nu var tale om en opgradering på i alt 4 mio kr.

Det statstilskud, som i 2008 blev bevilget til Den Gamle By, skal anvendes til drift og vedligeholdelse af den nye Den Gamle By, som er skabt siden 2007, og som viser Danmark i 1960erne og 70erne med afsæt i året 1974.

Det statstilskud, som i 2008 blev bevilget til Den Gamle By, skal anvendes til drift og vedligeholdelse af den nye Den Gamle By, som er skabt siden 2007, og som viser Danmark i 1960erne og 70erne med afsæt i året 1974.

Kamp for forlængelse

Tilsagnet om, at tilskuddet var tænkt som permanent, fik jeg desværre ikke skriftligt, og det har jeg fortrudt lige siden. For i 2012, da bevillingen skulle forlænges, var det nemlig ikke noget, der gik automatisk.

I 2011 var der kommet en ny regering, og kulturministeren var nu den (dengang) radikale Uffe Elbæk. Fra Den Gamle By havde vi i flere måneder gjort opmærksom på sagen, og regeringen spillede ud med en mio kr ekstra til museet. Jeg tror ikke kulturministeren var bekendt med, at det reelt var en nedskæring. Men det var det, for det havde jo hele tiden været tanken, at bevillingen på i alt 4 mio kr skulle gøres permanent med virkning fra 2013. Det var der øjensynligt ikke rigtig nogen (udover mig), der kunne huske eller var bekendt med.

Det blev en hård kamp, og selvom jeg godt fornemmede, at flere østjyske socialdemokrater, SFere og radikale støttede Den Gamle Bys uofficielt, så var finansministeren og regeringens top hverken til at hugge eller stikke i.

Det endte med at være Enhedslisten, der holdt hånden under Den Gamle By. For herfra krævede kulturordfører Jørgen Arboe-Bæhr, at bevillingen til Den Gamle By skulle fastholdes. Det blev den i forbindelse med finanslovsforliget. Men atter kun for fire år, idet det desværre ikke lykkedes partiet at få ordningen gjort permanent.

Og så er vi fremme ved 2016

Nu vidste vi, hvad Den Gamle By var oppe imod. Hele 2016 (og også noget af 2015) har vi i Den Gamle By derfor løbet politikerne på dørene for at gøre opmærksom på museets situation. For det er jo vigtigt, at de nye dele af Den Gamle By både kan vedligeholdes og formidles. Politikerne er blevet gjort opmærksom på, at det drejer sig om en nedskæring af museets statstilskud med hele 20 pct. Vi har også givet udtryk for, at vi (og mange med os) undrer os over, at man nedskærer et museum, der i den grad gør alt det, som statsadministrationen og politikerne siger, de gerne vil have.

Her tænker jeg bl.a. på, at Den Gamle By ikke bare venter på offentlig finansiering, men selv tjener ganske mange penge og også skaffer meget store midler til udvikling af museet. Rent faktisk er Den Gamle By ligefrem en overskudsforretning for det offentlige, idet museet for hver offentlig krone skaber en ekstra omsætning på tre kroner med dertil hørende skattebetaling til det offentlige osv. Museet tiltrækker mange turister, som giver omsætning på hoteller, campingpladser, restauranter og butikker, hvilket også giver penge i de offentlige kasser. Og så gør Den Gamle By meget for at være mere end et museum, bl.a. ved at udvikle tilbud til svage grupper som fx demente ældre og ved at uddanne og efteruddanne håndværkere. Vi synes, det offentlige burde klappe i hænderne over disse initiativer – men vi stod altså til at miste 20 pct af museets statstilskud!

Permanent eller midlertidigt?

Men det lykkedes heldigvis. Takket være god opbakning fra mange sider, og med eksplicit støtte fra de konservative.

Undervejs fik vi også afklaret diskussionen om, hvorvidt tilskuddet var midlertidigt eller permanent.

Her kunne tidligere medlem af Folketinget Eyvind Vesselbo oplyse følgende: ”Aftalen var, at tilskuddet skulle være permanent”, skrev han direkte på min Facebook, hvor jeg havde skrevet om sagen, og hvor Eyvind Vesselbo også oplyste, at han rent faktisk var med til at forhandle aftalen om tilskuddet tilbage i 2008. Ingen af dem, der var med, har modsagt, at tilskuddet var tænkt som permanent. Det synspunkt har vi kun hørt fra folk, der ikke var med. Jeg takkede naturligvis Eyvind Vesselbo, og han tilføjede følgende: ”Det var en politisk aftale. Så det er faktisk aftalebrud, hvis tilskuddet ikke kører videre”.

Nu glæder vi os over, at de tre mio er bevilget for de næste fire år, og så håber vi, at de kan blive gjort permanente med virkning fra 2021.

IMG_4932

Museer skal udfordre digital virkelighedsforsnævring

Den af

I en tid med øget segmentering og endimensionalitet er det vigtigt at værne om oaser med mangfoldighed og anderledeshed. Museerne har her en særlig opgave.

Vores daglige virkelighed bliver mere og mere segmenteret og endimensional. Vi er kolleger med folk, der ligner os, vi bor i de samme kvarterer, og vi læser aviser med netop vores profil.

I samme boldgade får vi fokuserede informationer på Wikipedia – fremfor at få uventede oplysninger ved at bladre i et gammeldags leksikon. Stadig flere får deres informationer fra det, vennerne deler på Facebook – og stadig færre falder over uventede overskrifter i den almindelige omnibusavis. Og flere og flere streamer lige det, de ønsker at se – mens færre ser det flow-TV, der nu engang er på det, der engang hed Fjernsynet.

Alt det styrer vi i princippet selv. Men det er til gengæld ikke tilfældet med søgemaskiner og algoritmestyring på internettet. På en eller anden måde er der noget juleaften over Google, Facebook og alt det andet, der via internettet er blevet en del af vores hverdag. Man får det, som man har ønsket sig. Mere af det, man interesserer sig for, mere af det, man kan lide, og mere af det, man plejer!

Det kan have sine fordele, som fx når E-butikken husker, hvad man tidligere har købt, så man ikke skal sidde og rode rundt i utallige sider med ting, som man aldrig kunne drømme om at købe. Men jeg synes ikke, det er tiltalende, at Facebook poster mig reklamer mod prostata problemer, fordi jeg har været så uforsigtig at opgive mit fødselsår. Eller at jeg på Facebook belemres med utallige opslag og reklamer for den i øvrigt udmærkede øl fra Viborg Bryghus, blot fordi jeg som gammel viborgdreng engang imellem besøger facebookgruppen Gamle Billeder fra Viborg og omegn.

Plejer fremfor anderledeshed, endimensionalitet fremfor mangfoldighed. Ikke noget der overrasker, chokerer eller giver anledning til modsigelse eller andre tanker. Ingen uforudsigelighed og ingen overraskelser!

Jeg kommer her til at tænke på noget, den norske filosof Jon Elster er refereret for at sige. Nemlig at de største forandringer sker som utilsigtede konsekvenser – en slags sideeffekter – af formålsbestemte handlinger. Altså man gør noget med en bestemt hensigt, og efter et stykke tid viser det sig så, at det var noget, man ikke lige havde forudset, der virkelig rykkede.

Hvor vi i almindelighed ser internettet med dets uendelighed af data som en slags slaraffenland for oplysning og information, så er det måske i virkeligheden sådan, at internettets algoritmestyring mest af alt gør os indskrænkede og forsnævrede. Vi får tunnelsyn og virkelighedsforsnævring.

Museerne er en af nutidens oaser for anderledeshed og mangfoldighed. Det gælder formentlig store dele af kulturområdet, men jeg kender nu bedst museerne. På museerne skal vi se dette som et adelsmærke, som bør styrkes ved bevidst at give plads til det overraskende, det anderledes og det, der kan vække til modsigelse. Det bliver mere og mere vigtigt i en tid som vores, hvor nutiden ikke bare bliver mere segmenteret, men også rydder så effektivt op i fortiden, at meget af det, vi ikke kan lide lige for øjeblikket, bliver fejet ind under gulvtæpper og gemt væk.

Et museum som Den Gamle By er i den brede offentlighed først og fremmest kendt som et ufarligt og nostalgisk museum. Men rundt omkring gemmer der sig små overraskelser, som ofte giver anledning til forundring og diskussion. Således er der gæster, der undrer sig over, at vi tillader, at snedkermesteren anno 1864 i en filmisk installation stikker lærlingen en på kassen. Nogle løfter øjenbrynene, fordi vi i boghandelen fra mellemkrigstiden sælger Lille Sorte Sambo. Og mange chokeres over, at Bogcentralen fra 1974 sælger – eller skal forestille at sælge – blade med billeder af afklædte unge kvinder på forsiden. Og så er der dem, der undrer sig over, at det er tillade at ryge i Jazzbar Bent J anno 1974.

Vi ved selvfølgelig udmærket, at man ikke længere må revse hverken børn eller tyende, vi ved at Lille Sorte Sambo tegner et vrangbillede af sorte afrikanere, vi ved at nøgenhed støder manges blufærdighed, og vi ved at det er forbudt at ryge på restauranter og på mange værtshuse.

Men som et historisk museum skal Den Gamle By jo vise verden og virkeligheden, som den var, og ikke som vi måtte ønske, den skulle have været. Og kan oplevelser som de nævnte vække forundring, give anledning til diskussion eller vække til modsigelse, har vi nået det, vi ville.

Et sengetæppe skaber ro og ryddelighed i soveværelset, og det bliver derfor lagt på hver eneste dag. Her har Shamso Maqtar og hendes datter taget plads i soveværelset i udstillingens lejlighed.

Et sengetæppe skaber ro og ryddelighed i soveværelset, og det bliver derfor lagt på hver eneste dag. Her har Shamso Maqtar og hendes datter taget plads i soveværelset i udstillingens lejlighed.

Det seneste initiativ er åbningen af et nutidigt somalisk hjem i Danmark.

Vi har to formål med projektet. For det første at give Den Gamle Bys mange danske gæster muligheden for at besøge et somalisk hjem, hvor de vil kunne se og opleve, hvordan en stor gruppe nydanskere lever i et særligt kulturelt mix mellem somalisk og dansk kultur. For det andet at tiltrække nogle af de mange somaliere, som bor i Danmark. Vi oplever somalierne som glade gæster, og det er vores indtryk, at de her får et indblik i det Danmark, som har ført frem til vores nutidige samfund ud med velfærd, frisind, lighed mellem kønnene, ytringsfrihed, lav magtdistance osv. Et Danmark som de ellers ikke umiddelbart ville lære at kende.

Vi har i løbet af projektet oplevet enkelte kritiske røster. Vi svarede dem pænt og forklarede, hvorfor vi gør, som vi gør. Men en kritisk røst eller to får os naturligvis ikke til at lade være med at gøre noget anderledes og prøve nye ting af. Nogen vil så nok synes, vi rammer ved siden af, andre at vi rammer plet. Én ting er imidlertid sikkert, og det er, at mange af Den Gamle Bys gæster nu i nogle måneder har haft mulighed for at opleve og se noget, de ikke har set før. Det har utvivlsomt givet anledning til nye tanker, og det har givet debat. Og så kan vi vel egentlig ikke forlange mere.

 

Denne tekst har også været publiceret som kronik i Kristeligt Dagblad 30. august 2016.

 

Kultur som overskudsforretning

Den af

Kultur beriger vores tilværelse med glæde og inspiration, kundskab og identitet. Men ganske meget kultur er også erhverv og en overskudsforretning for såvel det offentlige som for samfundet som helhed.

Kultur betragtes ofte som en udgift for samfundet. Det er det selvfølgelig også al den stund, at størstedelen af museer, teatre og anden kultur her i landet modtager offentlige tilskud. Ja, man kan vist roligt sige, at kultur generelt ikke kan eksistere uden substantielle offentlige tilskud.

Med til billedet hører imidlertid, at en stor del af kulturen også giver indtægter retur til de offentlige kasser, ja en del af kulturen er utvivlsomt en direkte overskudsforretning for det offentlige. Både fordi meget kultur er erhvervsvirksomheder i sig selv, men også i kraft af den økonomi, kulturen skaber andre steder i samfundet. Jeg skal her holde mig til museumsområdet, som jeg kender bedst.

For et par år siden foretog vi i Foreningen af Specialmuseer i Danmark en undersøgelse af forholdet mellem offentlige tilskud, egne indtægter og andre indtægter. Foreningen af Specialmuseer omfatter 15 museer, der har det til fælles, at de også er attraktive besøgsmål. Fra Arbejdermuseet til Dansk Landbrugsmuseum, fra Rosenborg til Hjerl Hede, fra Designmuseum Danmark til Den Gamle By.

I 2014 havde de 15 museer tilsammen 2,5 mio besøgende og en samlet omsætning på 530 mio kr. Heraf var de 164 offentlige tilskud, 231 egne indtægter og 135 kr indtægter fra sponsorer og fonde. Altså for hver offentlig krone genererede de 15 museer en omsætning på godt tre kr. Heraf er der naturligvis blevet betalt skat og diverse afgifter. Vi har ikke beregnet det præcise omfang hera, men der er ingen tvivl om, at dette beløb i sig selv vil andrage mere end det offentlige tilskud. Skåret ind til benet er disse museer således helt klart virksomheder, der giver overskud for det offentlige.

Dertil kommer, at museer trækker til, og det giver omsætning og indtægt mange steder i samfundet. Fra pølsevogne til benzinstationer, fra vandrehjem til femstjernede hoteller.

Sidste år havde jeg fornøjelsen at vise to topdirektører fra krydstogtsfirmaernes hovedstad, Miami i USA, rundt i Den Gamle By. De var i Aarhus for at vurdere, hvorvidt det var relevant for firmaerne at satse på Aarhus. I min snak med dem fremgik det klart, at Aarhus sagtens kunne konkurrere med langt mere kendte destinationer omkring Kattegat og Østersøen. Jeg husker, en af dem sagde, at han ankom med lave forventninger, men at Aarhus simpelthen blæste ham omkuld. Begge var de betaget af byens smukke beliggenhed, en effektiv og servicebevidst havn, byens interessante havnefront og en fin bymidte. Men først og fremmest var de betaget af, at Aarhus som en forholdsvis lille by rummede tre museer i absolut topklasse. Der var ingen tvivl om, at det var museerne, der gjorde udslaget, så firmaet nu har fokus på Aarhus som destination.

Jeg skal heller ikke lægge skjul på, at det er en stor fornøjelse at høre århusianske hoteldirektører, detailhandlere, restauratører og campingbestyrere sige tak til byens tre store museer, Aros, Moesgaard og Den Gamle By, som tilsammen tiltrækker mere end halvanden million gæster, hvoraf en stor andel er turister udefra.

I Den Gamle By siger vi, at vi ikke laver museum for at tjene penge. Nej, vi bestræber os for at tjene penge for at lave et stadig bedre museum. Vi siger også, at museet ikke først og fremmest handler om huse og om ting, men om mennesker. Den Gamle By er et museum om mennesker og for mennesker. Selvfølgelig skal vi bevare, og vi skal forske. Men udgangspunktet må altid være vore gæster og brugere. Hvordan inspirerer vi dem, hvordan gør vi dem nysgerrige, og hvordan får vi dem til at åbne op for den indsigt, kundskab og erfaring, som museerne rummer?

Men dette egentlige formål skal ikke overskygge, at Den Gamle By såvel som mange andre museer også er en erhvervsvirksomhed, som giver økonomisk overskud – for såvel det offentlige som for samfundet i almindelighed.

Denne tekst har været publiceret som klumme i Altinget 18. august.