Er museumsforskningen i fare for at forsvinde?

Forskning er fint, og universitetsforskning er endnu finere. Det skal museerne lægge sig på sinde, mener Kulturministeriet. Efter vedtagelse af den nye museumslov sidste år er der kommet fokus på, at museerne nu skal forske på universitetsniveau og både producere ph.d’ere og publicere i peer-review.

Det lyder som udgangspunkt godt og rigtigt. Men jeg kan frygte, at der er en risiko for, at den langsigtede konsekvens heraf kan blive, at den forskning, der kvalificerer det almindelige museumsarbejde, vil blive neddroslet eller helt forsvinde. Og dermed vil konsekvensen blive det direkte modsatte af det, der var hensigten!

I Den Gamle By har forskningen i mange år haft samme funktion som udviklingsafdelingen har det hos Apple, Siemens eller Novo Nordisk. Undersøgelser og dokumentation indgår som en integreret del af det almindelige museumsarbejde, og forskningen skal skabe nye erkendelser, ny viden og nye vikler, der kan berige dette arbejde.

 

Der ligger en omfattende research til grund for Den Gamle Bys arbejde med at indrette en gæstearbejderlejlighed anno 1974. Resultaterne er samlet i en diger rapport, som ikke er peer-reviewed, men dog det bedste grundlag for arbejdet med indretning af lejligheden.

Da Helge Søgaard i 1940 blev dr.phil. på en afhandling om Håndværkerlavene i Aarhus var det slutproduktet på en længere proces med indsamling og udstilling af værksteder, lavsgenstande og lavenes arkiver. Da Erna Lorenzen i 1975 forsvarede sin afhandling om Folks tøj i og omkring Aarhus, var den slutproduktet af årtiers konkret arbejde med Den Gamle Bys store tekstilsamling.

Da Jeppe Norskov Stockholm i 2010 forsvarede sin ph.d-afhandling om Den moderne byplanlægnings fødsel i Danmark støttede den op om Den Gamle Bys arbejde med projektet Den Moderne By, og ligeledes var Mette Mortensens afhandling om Et hjem i byen fra samme år tænkt som grundlag for det pensionat, som Den Gamle By drømmer om at kunne lave i museets 1927-kvarter.

Det sidste år har Connie Jantzen arbejdet med middelalderbyen Aarhus og kunne i juni udgive en bog om emnet. Det er et arbejde, der bygge på hendes mangeårige virke som museumsinspektør med Aarhus som særligt emne. Publikationen indgår i et større projekt som Olaf Olsen var initiativtager til i 1977, men Connies arbejde er samtidig en del af Den Gamle Bys løbende arbejde med at undersøge Aarhus’ historie og vil indgå som et grundlag for kommende udstillinger om byen.

Også i det daglige forsker museet. Fx når det skal afklares, hvorfor mørtel fra 1600tallet er mere elastisk end moderne mørtel; hvor man tørrede sit vasketøj i midten af 1800årene; hvilket typer fliser man brugte til fortov i 1920erne; eller hvordan den typiske gavlreklame så ud i 1970erne.

Jolly-Cola reklamen er genskabt efter grundige studier af gavlreklamer fra begyndelsen af 1970erne.

Museumsforskningen er ikke frit svævende, og den er ikke et mål i sig selv. Forskningen er et middel til at kvalificere det daglige museumsarbejde. Men forskningen skal ikke være det, de er mest synligt for museumsgæsten.

I Den Gamle By har vi altid lagt vægt på, at museets arbejde er professionelt, potent og videnskabeligt baseret. Men vi mener, at museerne skal holde fast i, at vi er museer og ikke universiteter. For vil vi være universiteter, kan vi ligeså godt flytte forskningen hertil.

Den norske filosof Jon Elster er i forskellige sammenhænge citeret for udsagnet, at de største forandringer ofte sker som utilsigtede konsekvenser af intentionelle handlinger. Og det er lige præcis, hvad jeg frygter kan komme til at ske i dette tilfælde.

Man ønsker at opprioritere museernes forskning ved at gøre den mere universitetsagtig, og konsekvensen kan meget vel blive, at forskningen derved fjernes så meget fra det almindelige museumsarbejde, at den ikke længere kan berige og kvalificere dette.

 

Den Gamle Bys har succes med at fortælle historien om almindelige mennesker fra en tid, som de fleste har et forhold til

Torsdag 20. juni åbnede Tårnborg 1974 for publikum. Siden er gæsterne strømmet til, og antallet af besøgende i Den Gamle By er visse dage nærmest doblet op i forhold til sidste år, som også var et godt år for museet. Det giver anledning til at fundere over, hvorfor Tårnborg er så populær.

Tårnborg er et billede på almindelige danskeres liv i begyndelsen af 1970-erne. Her et kig ind i kernefamiliens stue.

For at indkredse Tårnborgs popularitet vil jeg konsultere fire markante museumsfolk, nemlig waliseren John Willliams-Davies, nordmanden Olav Aaraas, hollænderen Jan Vaessen og svenskeren Artur Hazelius.

John Williams-Davies fra St. Fagans i Cardiff pointerede i en artikel i tidsskriftet Folk Life fra 2009, at de første open-air museer, der blev grundlagt omkring 1900, var både radikale og relevante institutioner. Radikale fordi de fokuserede på almindelige menneskers daglige liv, hvilket ikke var set før. Og relevante fordi de målrettede deres historiefortælling mod almindelige mennesker, mens museer indtil da især havde interesseret sig for de højere og dannede samfundslag. At open-air museerne især interesserede sig for almindelige mennesker gjorde dem overordentligt populære, og de opnåede langt større besøgstal end de traditionelle museer.

Museumsdirektør John Williams-Davies fra National Museums of Wales

Norske Olav Aaraas er nok det museumsmenneske, der mest markant har sat den nyeste tid og samtidshistorien på museum. Først på vestnorske Sogn Folkemuseum, hvor han i 1986 åbnede et hjem fra samme år, altså 1986. Fra 1993, da Olav Aaraas var blevet direktør for Maihaugen i Lillehammer markerede han museet med det store projekt for at flytte en hel serie én-familie huse til museet, så disse huse kunne vise, hvordan almindelige nordmænd har levet i alle årtier i 1900-tallet. Se tidligere indlæg herom.

Olav Aaraas er i dag direktør for Norsk Folkemuseum. Tidligere var han direktør for først Sogn Folkemuseum og siden Maihaugen, hvor han for alvor satte samtiden på museum.

På en international konference i Den Gamle By i 2009 pegede Olav Aaraas på, at museumsfolk igen og igen må spørge sig selv: Hvad er det, der interesserer de besøgende mere end noget andet? Og han svarede: Dem selv, naturligvis! ”Vi vil gerne have nogen til at sige, at vores liv også er vigtige, og lige så vigtige som stenalderens hulemænd, de mjøddrikkende vikinger og 1800-tallets bønder”.

Jan Vaessen var i næsten 20 år direktør for Nederlands Openluchtmuseum.

Også hollænderen Jan Vaessen har stået bag store og nyskabende samtidsprojekter. Bl.a. flyttede hans museum, Nederlands Openluchtmuseum, i 2002 et stor, gammel går til museet og lod den fremstå som netop det år, den blev flyttet. Her kunne de besøgende så se, hvordan en almindelig hollandsk familie bor.

Da Jan Vaessen og jeg engang diskuterede, hvad museer skal fokusere på, sagde han klart: Vi er ikke et museum om ting, og heller ikke et museum om huse. Vi er et museum om mennesker!

Alle disse tre museumsmænd har de senere år hver på deres måde stået bag markante nybrud på deres museer.

Det er interessant, at også grundlæggeren af verdens første open-air museum, svenskeren Artur Hazelius, var på linje hermed for over hundrede år siden. Hazelius skabte i 1873 og 1891 de to stockholmske tvillingemuseer Nordiska Museet og Skansen. Som et motto for museumsvirksomheden valgte han aforismen ”Kend dig selv”, som er en antik indskrift på væggen i Apollontemplet i Delfi.

.

“Kend dig selv!” satte svenskeren Artur Hazelius som motto for sine museer Nordiska Museet og Skansen.

”Kend dig selv!” er virkelig noget af en missionsstatement, som man vil sige i dag. Men pointen er klar. Det er hverken fortiden eller tingene i sig selv, der er målet for museernes virksomhed, men derimod de mennesker, som oplever museerne.

Ovennævnte små historier har været med til præge Den Gamle Bys museumssyn, sådan som det kommer til udtryk i Tårnborg 1974.  Museet skal handle om mennesker, som de er flest, det skal være for almindelige mennesker og så skal det også være med almindelige mennesker.

 

I Tårnborg kan man på skærme møde de forskellige beboere. Her to af beboerne i kollektivet.

Heri, tror jeg, ligger en stor del af hemmeligheden bag Tårnborgs appel. Og den erkendelse vil også i de kommende år sætte præg på den måde, Den Gamle By løbende bliver udviklet og opdateret.

Kilder

John Williams-Davies: “Now Our History is Your History”: The Challenge of relevance for Open-Air Museums, Folk LIfe. Journal of Ethnological Studies vol 47, 2009 s.115-123

Olav Aaraas: Let our visitors be important historical persons, i Authenticity and Relevance. Report from the 24th Conference in the Association of European Open Air Museums in Den Gamle By 2009, trykt 2011 s 141-145

Jan Vaessen: Know Thy Neighbour, i On the Future of Open Air Museums, Jamtli Förlag 2008 s 22-31

 

 

161 mio kr fra A.P. Møller Fonden

Ideen til et moderne bykvarter opstod i 2002, og de følgende år tog vi forskellige skridt på vejen til en realisering. En masterplan blev udarbejdet, vi lavede analyser af, hvilke typer huse, butikker og boliger, der var de typiske, vi hentede de første større helheder, og i 2006 faldt det på plads, at Aarhus Kommune overdrog det ønskede areal til Den Gamle By.

I 2006 hjemtog Den Gamle By et helt hus med seks to-værelses lejligheder, Skottenborg 9A, fra Viborg. Huset er nu ved at blive opført i det moderne bykvarter.

161 mio kr fra A.P. Møller Fonden

Nu var der så to veje at gå. Den ene var at opføre et hus ad gangen, sådan at projektet forhåbentlig ville kunne realiseres over en årrække – akkurat på samme måde som Den Gamle By var blevet til siden 1914. Den anden var at slå et stort brød op og skitsere en helhedsløsning med en færdig bydel, som så også ville indbefatte den tilhørende infrastruktur.

Vi valgte at satse på den store løsning, og i efteråret 2006 var vi kommet så langt i planlægningen, at vi kunne indsende en ansøgning til A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.

Onsdag 29. marts 2007 modtog vi et brev på seks linjer med en donation på i alt 161 mio kr til realisering af projektets hovedetape. Hold da helt op!

 

Onsdag 28. marts 2007 modtog Den Gamle By et bevillingsbrev fra A.P.Møller Fonden på 161 mio kr til realisering af den såkaldte Havnegade-etape, som udgør hoveddelen af det moderne bykvarter, der viser livet i Danmark, som det tog sig ud i en provinsby i 1974.

Tillykke fra Hendes Majestæt Dronningen

Efterfølgende sendte vi et brev med hele ansøgningsmaterialet til Den Gamle Bys protektor, Hendes Majestæt Dronningen, og 22. april modtog museet et håndskrevet brev med lykønskning og den dejlige bemærkning: ”det har Den Gamle Bys så sandelig fortjent”.

Siden har Dronningen fulgt projektet med stor interesse.

20. juni 2013 åbner Tårnborg for publikum

Og dagen inden foregår den officielle åbning. Her vil der være taler af tidligere museumsdirektør for Nederlands Openluchtmuseum, professor Jan Vaessen, kulturminister Marianne Jelved og formand for A.P. Møller Fonden, Ane M.M. Uggla, som vil forestå selve åbningen.

Tårnborg er en tilpasset kopi af en hjørneejendom fra Skt Anna Gade og Kongensgade i Helsingør. Et hus af den type, som vil mangle, hvis ikke det er der, men som på den anden side sjældent står til nedrivning – heldigvis da!

Da det er en kopi, har det også været muligt at disponere lokalerne, så huset så at sige kan fungere som en montre omkring nogle originale helheder som fx et konditori med paneler og stuk.

Foruden konditori og tilhørende bagerudsalg rummer Tårnborg et minimarked, en forsikringsbutik og en gynækologklinik. Og der ud over tre boliger. Et kollektiv, en ugift skoleinspektør og en kernefamilie, der er på vej i parcelhus.

 

I Tårnborg kan publikum bl.a. besøge kollektivet, som er genskabt efter kollektivet Skansen, der i 1974 lå i Skansepalæet i Aarhus. Kollektivet er genskabt i tæt samarbejde med de, der i sin tid boede der.

Flere huse og historier på vej

Huse fra Hjørring, Viborg, København og Horsens er under opførelse, og i løbet af det næste års tid eller lidt mere vil her åbne et jazzværtshus, en børnehave, et knallertværksted, en bogbyttebiks og en damefrisør. Og man vil kunne træde ind i hjemmene fra en lærerfamilie, en blind mand, en hippie, et pensioneret arbejderægtepar, en enlig mor og hendes søn, en grønlandsk studerende og seks unge tyrkere i en toværelses.

 

I næste etape åbner bl.a. Jazzværtshuset Bent J fra Aarhus. Vi håber her fra tid til anden at spille jazz – naturligvis med et glas øl og lidt kulturhistorisk piberøg til.

Trods modstand fortsatte Den Gamle By arbejdet med at skabe grundlaget for et bykvarter fra 1970’erne

Kulturarvsstyrelsen lagde i flere omgange sten i vejen for Den Gamle Bys arbejde med moderne bykvarterer, men bestyrelse og ledelse mente, at det var det rigtige for museet – og arbejdede derfor videre med projektet.

I Den Gamle By var vi pavestolte, da vi lancerede ideen om at skabe en ny Den Gamle By, der skulle vise bygninger, boliger og erhverv fra 1900-tallets Danmark. Vi var også 100 pct overbevist om, at museet her var i fuld overensstemmelse med sit eget bankende hjerte og grundlæggende idé. Som bekendt havde museets stifter Peter Holm i sin tid talt om, at Den Gamle By også skulle rumme elementer fra ”vore forældres og bedsteforældres tid”.

Kulturarvsstyrelsen imod Den Gamle Bys projekt

Det var derfor noget af et slag i ansigtet for bestyrelsesformand Peter Jensen og undertegnede, da repræsentanter for Kulturarvsstyrelsen på et møde i Den Gamle By i foråret 2003 klart og meget kontant tilkendegav, at det ikke var et projekt, Den Gamle By burde gå videre med.

Vi blev virkelig taget på sengen, idet Statens Museumsnævn, som Kulturarvsstyrelsen var afløser for, tre år tidligere havde sagt, at det da var Den Gamle By, der skulle påtage sig den opgave. Se indlæg herom.

International interesse og opbakning

Kulturarvsstyrelsens afvisning gjorde ondt! Men den gav os anledning til at tænke os om én gang til. Vi drøftede vore tanker med flere af de udenlandske kolleger, der havde realiseret mere nutidige projekter.

I august 2003 havde jeg lejlighed til at orientere om projektet i et internationalt museumsforum. Det foregik på en konference i Glasgow i Skotland, hvor omkring hundrede museumsfolk fra toneangivende open-air museer, bakkede stærkt op om projektet.

Resultatet blev, at vi blot blev endnu mere overbeviste om, at det var et rigtigt projekt for Den Gamle By.

Helt tilbage i 2001 hjemtog Den Gamle By en komplet lejlighed med stue, soveværelse, køkken og badeværelse samt alt indhold i skuffer, skabe og bogreoler. Det var sådan set kun udsigten, vi ikke fik med.

Rapport anbefalede, at der ikke skulle gives midler til Den Moderne By

Ikke desto mindre fik vi i september 2003 endnu et ordentligt gok i nøden. For da udkom Kulturarvsstyrelsens rapport om de såkaldte paragraf-16 museer, altså museer der – som der stod i museumsloven – ”udfører en virksomhed af særlig betydning”.

Styrelsen gik endnu engang imod Den Gamle Bys planer, og det med to hovedargumenter. For det første, at ”bygningsfredningsloven sikrer et repræsentativt udsnit af det 20. århundredes bygninger”. Og for det andet, at ”de kulturhistoriske museer rummer betydelige samlinger fra perioden”.

Et hus som dette fra Nørregade i Aarhus er ikke beskyttet af nogen form for fredning og behandles ofte derefter! Skal sådanne huse bevares for eftertiden må de flyttes til open-air museer, der jo netop har som deres opgave at bevare almindelige menneskers historie.

I Den Gamle By mener vi, at fredning og flytning af huse supplerer hinanden

Styrelsens første argument kunne vi uden videre tilbagevise, idet bygningsfredningen jo først og fremmest bevarer det enestående og unikke, men meget sjældent de helt almindelige, ja ofte kedelige huse, som helt almindelige danskere har boet og levet i. Dertil kommer, at bygningsfredningen nok giver historisk dybde til vore byer og kulturmiljøer. Men bygningerne skal jo fungere i en nutidig sammenhæng, folk skal bo i dem og har brug for både træk og slip, dobbeltruder, samtalekøkkener og moderne elinstallationer. Derfor kan fredede bygninger ifølge sagens natur ikke give et billede af, hvordan mennesker har boet i dem i tidligere tider. Det kan open-air museerne til gengæld, idet man her bevarer hverdagsdanskerens huse og indretter dem, som de har set ud på et givet tidspunkt.

Open-air museernes særkende er, at de indsamler helheder

Styrelsens andet argument, at der jo i forvejen er betydelige samlinger fra perioden er helt korrekt – blot ikke som et argument imod Den Gamle Bys projekt. For mens kulturhistoriske museer generelt skaber og bevarer samlinger af enkeltgenstande, så er open-air museernes særkende at bevare helheder.

For mig eget vedkommende har jeg fx, da jeg for mange års siden var leder af Struer Museum, opbygget en stor samling af radio- og tv-apparater fra Struers stolte virksomhed B&O. Men det er en samling af enkeltgenstande.

Det, vi gør i Den Gamle By, når vi sætter fokus på denne historie, det er at skabe helheder – som fx en hel radio- og tv-forretning med et bredt udvalg af apparater, kassettebånd, plader, josty-kit – det hele i datidens priser! Det er kort sagt to forskellige måder at tænke museum på. De er i princippet lige rigtige og lige vigtige, og den ene type udelukker ikke den anden.

 

I 2005 afholdt Den Gamle By en international konference om 1900’tallet på museum. Svenskeren Sten Rentzhog, som er en af ophavsmændene det svenske SAMDOK, pointerede at det var vigtigt at flytte moderne helheder til open-air museerne. Nordmanden Olav Aaraas fortalt om sine banebrydende moderne projekter på Sogn Folkemuseum og Maihaugen. Caspar Jørgensen fra Kulturarvsstyrelsen forfægtede styrelsens synspunkt, at Den Gamle Bys projekt var irrelevant. Og Allan Frandsen og Thomas Bloch Ravn fortalte om Den Gamle Bys projekt.

Den Gamle By fortsatte sit arbejde

Det korte af det lange er, at bestyrelse og direktion besluttede, at Den Gamle By skulle fortsætte sit arbejde.

I 2003 opslog vi i regi af Dansk Center for Byhistorie et ph.d.-stipendium i byplanlægningens historie i Danmark.

Året efter ansatte vi en museumsinspektør, Allan Leth Frandsen, der skulle arbejde med at udvikle projektet.

Museet erhvervede magasinkapacitet, så vi kunne opbevare de store mængder bygningsmateriale og inventar, som ville blive relevant.

Aarhus Kommune skabte 2004-05 plangrundlaget, så Den Gamle By fik det nødvendige areal til realisering af projektet.

I 2005 afholdt museet en international konference, der havde til formål at bringe erfaringer fra udenlandske museers arbejde med moderne tid til Den Gamle By.

Vi foretog undersøgelser og analyserede, hvilke bygninger, der var repræsentative fra de danske provinsbyers brokvarterer i perioden, hvilke butikker der var flest og mest typiske, hvordan befolkningssammensætningen var osv.

Og vi iværksatte arbejdet med en masterplan for projektet.

 

I 2006 hentede Den Gamle By et minimarked i Gedved. En enestående helhed fra begyndelsen af 1970’erne med diske, reoler, frysere, reklameskilte, prisskilte samt en del varer.

Kilder

Thomas Bloch Ravn: 1900talsbyen på frilandsmuseum, Danske Museer no 3, 2003

Thomas Bloch Ravn: A 20th Century Addition to The Old Town – a project for the future; Report of the 21th Conference of the Association of European Open Air Museums 2003, printed in Scotland 2005

http://www.kulturstyrelsen.dk/nyheder/nyhedsarkiv-kulturarvsstyrelsen/browse/65/?no_cache=1&cHash=987f46f33321974761b1cd997373e38e

 

 

 

 

Den Gamle By er de umulige projekters museum

Nye mål blev synlige, da vi begyndte at kalde Den Gamle By for de umulige projekters museum. Der er mange eksempler på, at store ting er lykkedes for Den Gamle By på trods af hårde odds eller modstand fra offentlige myndigheder. Senest er Møntmestergården blevet genskabt. Så hvorfor skulle det ikke også kunne lade sig gøre, at skabe et helt bykvarter fra 1960’erne og 70’erne?

I begyndelsen af 1990’erne var optimismen til at overse i Den Gamle By. Stemningen var præget af, at der ikke rigtigt var noget, der kunne lade sig gøre, og i museums- og arkitektkredse var der ikke opbakning til open-air museernes model med at flytte huse for at bevare dem. Det var også så som så med den politiske interesse for museet.

Det lykkedes med Møntmestergården

Det ændrede sig med Møntmestergården. Igennem nogle år havde museet forgæves forsøgt at skaffe midler til genopførelse af dette enestående bygningsmonument fra den tidlige enevældes København. Men i 1996-97 gik der hul på bylden, og i 2000 stod Møntmestergården færdig i ydre. Der var skaffet 45 mio kr, Danmarks Radio havde fulgt projektet, og Den Gamle By havde et rekordstort antal besøgende. Herefter kom de resterende 15 mio kr på plads, så den komplicerede indre aptering og udsmykning kunne udføres.

Håndværkere, konservatorer, museumsinspektører, ja hele museet rankede ryggen, og vi blev alle ligesom nogle centimeter højere.

Da var det, at stemningen vendte. Den Gamle By begyndte igen at tro på, at museet var – og er – noget helt særligt, og vi genopdagede historien om, at det flere gange tidligere var lykkedes for Den Gamle By at løfte opgaver, som ingen troede på kunne lykkes.

 

Trods alle odds lykkedes det i perioden 1997-2009 for Den Gamle By at genskabe den prægtige Møntmestergård fra den tidlige enevældes København. Det gav grobund for en tiltrængt optimisme og tro på fremtiden.

Det begyndt med Nationalmuseets modstand mod at bevare Borgmestergården

Da Den Gamle Bys grundlægger Peter Holm i begyndelsen af 1900-tallet tog initiativ til at redde og bevare den bygning, der senere skulle blive kendt som Borgmestergården, mødte han modstand fra såvel lokale som statslige museumsmyndigheder. Det var i tiden op til Landsudstillingen i Aarhus i 1909, hvortil Borgmestergården blev flyttet første gang, og det var også efterfølgende, da succesen på Landsudstillingen havde givet Peter Holm blod på tanden til at gøre gården til centrum i et egentlig open-air museum.

Hverken formanden for det lokale Aarhus Museum eller Nationalmuseets direktør, den fremtrædende arkæolog Sophus Müller, anbefalede en bevaring af Borgmestergården. Ja, de gik ligefrem imod og foreslog efter Landsudstillingen, at man skulle hugge bindingsværket i stykker og sælge det som pindebrænde. Deres argumenter var dels, at Borgmestergården, der var opført i 1597, var alt for ung til at være interessant i museumssammenhæng! Dels at en genskabelse ifølge sagens natur måtte indebære elementer af rekonstruktion.

 

Havde det stået til Nationalmuseets direktør Sophus Müller, var bindingsværket til Borgmestergården blevet hugget i stykker og solgt som pindebrænde. Nu står bygningen i Den Gamle By som en fornem repræsentant for renæssancens store købmandsgårde.

Den Gamle Bys grundlægger lærte at arbejde i modvind

Peter Holm og hans støtter arbejdede imidlertid videre med sagen, og i 1914 kunne Borgmestergården åbne på dens nuværende placering. Trods alle odds var projektet lykkedes, og Peter Holm havde lært at arbejde i modvind.

Små ti år efter, i 1923, var der atter brug for at gå egne veje for at løse en opgave, der kunne synes umulig. Anledningen var en sag om nedrivning af en fornem købmandsgård i Jomfru Ane Gade i Aalborg, kaldet Den Klingenbergske Gård. Bygningen var blevet fredet i 1918, men på trods af loven og på trods af Nationalmuseets engagement i sagen var der ikke noget at gøre. Gården skulle rives ned.

Efter at have undersøgt alle muligheder for at bevare gården, henvendte man sig til Peter Holm i Den Gamle By. Ved gode støtters hjælp lykkedes det ham at redde gårdens otte enkeltbygninger, at flytte dem til Århus og her åbne dem som Aalborggården i 1926. Det kan måske være svært at forstå det i dag, men det var en enestående bedrift tilbage i 1920’erne.

Senere var der diskussioner om Købmand Holsts markante købmandsgård fra hjørnet Frederiksgade/Vester Allé i Aarhus og også om Helsingør Theater, der i 1957 blev dømt til nedrivning.

Hverken ministeriet eller direktøren for Nationalmuseet formåede at redde Den Klingenbergske Gård i Aalborg. Gården var fredet i klasse A, men skulle i 1923 rives ned. Det lykkedes Peter Holm at flytte det enorme bygningskompleks til Den Gamle By, hvor det åbnede for publikum i 1926.

De umulige projekters museum

Og så er vi atter fremme ved Møntmestergården, hvor hele Den Gamle Bys organisation oplevede, at det kunne betale sig at tro på museets grundkoncept og holde fast.

Det var situationen, da ideen om de to 1900-tals kvarterer begyndte at tage form i 2002. Kampen for Møntmestergården gav rygstød og selvtillid, og vi genvandt troen på Den Gamle Bys idé i en grad, så den kunne bruges offensivt.

Jeg er overbevist om, at fortællingen om Den Gamle By som de umulige projekters museum, har været en afgørende mental faktor i museets arbejde for at skabe grundlaget for museets største projekt nogensinde, Den Moderne By.

 

Akkurat som Nationalmuseet i sin tid var imod Borgmestergården, gik Kulturarvsstyrelsen imod Den Gamle Bys planer om et 1900’tals kvarter. Nu er projektet godt i vej, og 20. juni åbner den store hjørneejendom Tårnborg med kollektiv, kærnefamilie, ugift dames lejlighed, gynækologisk klinik, forsikringsbutik, minimarked og konditori.

 

 

Museum i Wales opfandt koncept for at vise forandringer i bygnings- og boligkulturen

For 30 år siden tog det walisiske open-air museum St. Fagans initiativ til at fokusere på Wales’ industrielle kulturarv. Samtidig blev museet ført helt op til nutiden. Museet genopførte en række minearbejderboliger, der viser udviklingen fra 1805 til 1985. Det var banebrydende og en kæmpe succes.

I 1987 åbnede St. Fagans i Cardiff seks rækkehuse, som viser udviklingen i bygnings- og boligkultur fra 1805 til 1985.

I årene omkring 1980 kunne den walisiske museumsdirektør Eurwyn Williams konstatere, at en central del af Wales kulturhistorie var ved at blive ødelagt. Nemlig de karakteristiske sammenbyggede minearbejderboliger, der i disse år blev ombygget eller revet ned, så områdets boliger kunne leve op til den moderne tids krav.

Eurwyn Williams var direktør for Wales nationale open-air museum St. Fagans, som dengang blev kaldt Museum of Welsh Life og tidligere endnu for Welsh Folk Museum. Et museum, der som så mange open-air museer især fokuserede på landbrugskulturen og den før-industrielle periode.

 

De gamle minearbejderboliger i Wales levede ikke op til nutidens krav og var voldsomt nedslidte. Selvom de ikke blev regnet for værdifuld national kulturarv, valgte det walisiske open-air museum at hjemtage en hel række af boligerne for her at kunne fortælle den vigtige national historie om minearbejderkulturen, som omkring 1980 var på vej til helt at forsvinde.

Banebrydende projekt

I 1982 indledte museet nedtagningen af seks sammenbyggede minearbejderhuse fra Rhyd-y-car, der lå tæt ved det gamle bycenter i Merthyr, nord for den walisiske hovedstad Cardiff. Husene var opført omkring 1795 og en simpel og primitiv hustype. De var opført af ejeren af den lokale jernmine som hjem for minearbejderne.

Rhyd-y-car projektet skulle vise sig at blive banebrydende i to henseender. Dels fordi man her gik helt op til nutiden, dels fordi man her for første gang benyttede et formidlingsgreb, hvor museets publikum kan se samme hustype versioneret til forskellige perioder.

 

Man vurderede, at den ældre del af historien om bygninger og beboere ville virke uinteressant for de besøgende og nøjedes derfor med at lave et enkelt af rækkehusene som det tog sig ud i 1805.

Modeller for rekonstruktion

Man overvejede tre forskellige koncepter for rekonstruktionen. Den ene model var at føre alle seks huse tilbage til deres oprindelige udseende omkring 1800. Den model blev hurtigt valgt fra, fordi det ville kræve ganske megen formidling at fortælle denne historie, hvortil kom, at man vurderede, at publikum ville finde historien uendelig kedelig.

Den anden model var at lade hele rækken af huse stå færdig i det ydre og kun med adgang til et eller to af husene, mens man så kunne have toiletter, lagerrum eller kontorer i de øvrige huse.

Helt op til nutiden

Begge koncepterne blev valgt fra, og man nåede frem til at ville vise husene som de havde set ud til forskellige tider, fra 1805 til 1985.

At gå helt op til 1985 var radikalt og ikke set før. For da de walisiske museumsfolk arbejdede med sagen i 1984-85, vidste de jo ikke, at nordmanden Olav Aaraas havde lige så originale tanker med sit parcelhus fra 1986 på Sogn Folkemuseum. Læs om projekterne i Norge

 

Når man ser en hel række af samme hustype, bliver det lettere for museets publikum at forstå forskellene i bygnings- og boligkultur over tid. De seks rækkehuse bliver en slags nøgle til kulturhistorien.

Svært at se forskel på 1600 og 1800

Ligeså radikalt valget af et nutidigt årstal var, ligeså nyskabende var formidlingsgrebet, der gik ud på at lade rækkehusene vise, hvordan både bygning, indretning, møblement og haver havde set ud til forskellige tider.

Eurwyn Williams fortalte i 1988 en kreds af europæiske open-air kolleger, hvad der ledte ham frem til dette koncept. ”Det er en stort problem for mange open-air museer, at den almindelige besøgende har vanskeligt ved at se forskel på forskellige historiske perioder. En bondegård fra 1600 er for lægfolk ikke meget forskellig fra en gård anno 1800”.

En nøgle til historien

Senere har han overfor mig også fortalt, at det selv for ham som fagperson kan være uendelig svært at se forskel på forskellige tidsperioder, så snart han blot er lidt uden for sin egen kulturkreds, hvad enten det er i Skandinavien eller Centraleuropa eller mere fjerne kulturer som Afrika og Asien.

Altså, antog ham, måtte det også være svært for udenlandske turister, der kom til St Fagans og her så den walisiske bygnings- og boligkultur.

”Vi håbede med denne model at kunne give museets besøgende en nøgle til historien, idet selv børn ville kunne genkende ting fra det seneste hus, mens forældre og bedsteforældre ville kunne fortælle og forklare om andre perioder”.

Rigtige mennesker 1805, 1855 og 1895

Museet valgte årstallene 1805, 1855, 1895, 1925, 1955 og 1985. De tre første årstal blev valgt fordi man her havde gode kilder og fordi der var en særlig historie at fortælle i relation til husenes oprindelige beboere. Husenes ydre og indre blev udformet, som de tog sig ud på de pågældende tidspunkter med disponering af rummene, faciliteter (eller mangel på samme) og møblement, ligesom historien om de personer, der rent faktisk boede i husene på de valgte tidspunkter, blev fortalt på forskellig vis.

 

Man ønskede ikke at udstille mennesker, som stadig levede, eller hvis børn stadig levede. Derfor er husene for årene 1925, 1955 og 1955 indrettet som gennemsnitshuse med idealtyper som beboere.

Idealtyper 1925, 1955 og 1985

Anderledes for de tre seneste årstal, 1925, 1955 og 1985. Her valgte man typer frem for konkrete personer, idet man ikke ønskede at udstille nulevende og genkendelige menneskers historie på museet. Til grund for valget lå grundige undersøgelser om repræsentativitet, og man fandt frem til nogle “gennemsnits minearbejdere”, som ideelt set kunne have boet i husene.

I denne periode ændrer husene ganske meget karakter. I 1925-huset er der indlagt vand. I 1955 er loftsrummet inddraget og soveværelset flyttet til førstesal, det traditionelle skifertage er skiftet ud med simple tagsten, og en række funktioner er flyttet til et skur i haven. Og 1985-huset er det, som nogen vil kalde den bygningskulturelle degenerering fortsat med metalvinduer og tagrender i plastik.

Scenograferingen af Rhyd-y-car husene er virkelighedsnær med rod og skrammel overalt.

Blåstempling af dårlig smag?

Dette sidste gav anledning til overvejelser om, hvorvidt en bevaring og udstilling af denne simple, moderne bygningskultur ville blive betragtet som en slags blåstempling.

Konklusionen var – heldigvis, fristes man til at sige – at museet ikke skal være smagsdommer, men fokusere på at dokumentere, bevare og formidle virkelighedens verden, hvad enten museumsfolkene synes om den eller ej.

Slitage

Rhyd-y-car projektet skulle blive det mest succesfulde i museets historie, og i en artikel fra 1989 fortæller Eurwyn Williams, at de meget små huse besøges af mellem 150.000 og 200.000 museumsgæster om året. Det giver en voldsom slitage, og museet har derfor sørget for at indsamle et stort lager af ting, som kan bruges til at erstatte de tæpper, stole og andet, der bliver slidt op. På museets magasiner har man naturligvis bevaret originaler, mens tingene i husene nødvendigvis må blive slidt ned over tid. Samme model anvendes i øvrigt af flere engelske open-air museer.

 

Som noget nyt kunne publikum spejle sig selv i den historie, som museet fortalte, som her i boligen fra 1985.

Et nyt publikum

Rækken af minearbejderhuse gav hurtigt St. Fagans et helt nyt publikum som supplement til det hidtidige publikum, der især relaterede sig til Wales landbrugshistorie. Nemlig minearbejdere og deres familier, og dermed blev museet også repræsentativt for den befolkningsgruppe, der måske mere end nogen anden har kendetegnet store dele af Wales.

Dernæst kunne museet konstatere, at der kom mange nye besøgende, der normalt ikke plejede at gå på museum. Baggrunden var, at de nu kunne genkende sig selv og deres egen tid i de to-tre seneste huse.

Endelig var Rhyd-y-car projektet inspirationskilde til rækkehusene fra Tilburg, som nogle år senere blev opført efter samme koncept som et vigtigt element i fornyelsen af Nederlands Openluchtmuseum i Arnhem i Holland.

 

Et kig ind i børneværelset fra 1985.

Kilder

Eurwyn Williams: The Concept of Change in History. Recent Developments at the Welsh Folk Museum, Cardiff, trykt i Report of the Association of European Open Air Museums Conference in Interlaken 1988, Switzerland 1990 s 148-50.

Eurwyn Williams: Re-erection, Restoration and Interpretation: The Rhyd-y-Car Houses at The Welsh Folk Museum, trykt i Social History Curator Group, Journal 16 (1988-89) s 33-36.

Rundvisning og samtaler med tidl. museumsdirektør Eurwyn Williams, St. Fagans, juli 2009.

Rundvisning og samtaler med museumsdirektør John Williams-Davies, St. Fagans, juli 2009

 

Museumsfolk protesterede, da norske open-air museer satte samtiden på museum

De fleste besøgende elskede det. Men i kultur- og museumskredse var der markant modstand, da open-air museer i Norge begyndte at sætte den nyeste historie på museum. Nu er det et krav i Norge, at alle museer skal have den nyeste historie med i deres arbejde. De norske initiativer var med til at inspirere Den Gamle By til at gå op i tiden med en bydel, der viser 1960’erne og 70’erne med fokus på 1974.

I 1986 stod den dengang 36-årige museumsdirektør Olav Aaraas bag åbningen af noget så anderledes som et moderne parcelhus. Det skete på det norske open-air museum i Sogn, der også er kendt som De Heibergske Samlinger. Det helt specielle var, at huset stod præcis som – ja i 1986, samme år som det åbnede. Villaen var indrettet ned til mindste detalje efter model af et eksisterende hjem i samme distrikt ved Sognefjorden.

Det gav umiddelbart anledning til en masse kritik fra det norske museums- og kulturkleresi. Siden skulle Olav Aaraas’ initiativ blive kendt som verdens første samtidsprojekt på et open-air museum.

 

I 1986 opførte den unge museumsmand Olav Aaraas et parcelhus på Sogn Folkemuseum. Huset viste samme år, 1986, og det var verdens første samtidsprojekt på noget open-air museum. Olav Aaraas er i dag direktør for Norsk Folkemuseum.

Museumsfolk kaldte parcelhuset en skandale

Parcelhuset fra 1986 er finansieret af Norsk Kulturråd. Den bevilling fik voldsom kritik på de norske museers årsmøde året efter, hvor en deltager er citeret for følgende udsagn: ”Det er en skandale…. Et typehus! I en tid da bevaringsarbejdet mangler midler bruges altså 200.000 kr til at opbygge et arkitektonisk fuldstændig værdiløst byggeri på et af vores ældste og fineste friluftsmuseer. Og ikke bare værdiløst! De standardiserede typehuse har jo langt hen ad vejen forfladiget og ødelagt vores byggeskik. Og nu skal de altså på museum og gives værdi på linje med de smukkeste bygningsmonumenter, som vores kultur har frembragt”.

 

“Tænk hvis Maihaugen skulle begynde på sådanne tåbeligheder”, sagde en norsk museumsleder som kommentar til åbningen af et parcelhus på Sogn Folkemuseum. Maihaugen i Lillehammer er et af verdens ældste og fineste open-air museer med gamle norske gårde, sæteranlæg, stavkirke, en lille stationsby og en fin udstillingsbygning.

Taleren foreslog, at man i stedet for at bruge penge på sådanne huse blot kunne ”indsamle brochurer og kataloger som dokumentation for nutidens boliger og inventar”. Han spurgte retorisk: ”Hvordan skal vore friluftsmuseer ikke komme til at se ud, hvis dette bliver normen”. Og han sluttede: ”Tænk hvis Maihaugen skulle begynde med sådanne tåbeligheder!”.

Villakvarter på Maihaugen vakte også modstand

Få år efter, i 1993, blev Olav Aaraas ironisk nok direktør for Maihaugen, som er et af Norges – og verdens – absolut fineste open-air museer. Et museum med gamle gårde, sæteranlæg, stavkirke, en lille stationsby og en fin udstillingsbygning.

I 1994 lancerede den nye direktør et radikalt nyt projekt med at flytte en hel serie énfamilie-huse til museet. Ambitionen var, at museet skulle rumme et parcelhus fra hvert årti i 1900årene. Det seneste skulle være et helt nyt fra 1990’erne.

Maihaugens parcelhuskvarter har været en vigtig inspirationskilde for Den Gamle Bys idé om moderne bykvarterer.

 

Når man besøger Maihaugens parcelhuskvarter, er det næsten som at genopleve sin egen historie. Ambitionen er, at museet skal rumme et parcelhus fra hvert årti i 1900’årene.

”Det var ikke let at lancere disse nye ideer”

Det skete ikke uden sværdslag, og Norsk Kulturråd, der havde bevilget midlerne til Olav Aaraas’ projekt på Sogn Folkemuseum, var nu blevet mere forsigtige.

Olav Aaraas, fortæller: ”Det var ikke let at lancere disse nye ideer…. For de bevilgende myndigheder var det uhørt, at museer skulle beskæftige sig med så nære tidsperioder. Man frygtede, at museerne skulle ”miste deres sjæl”, at de nye bygninger ville legitimere en simpel og uæstetisk kultur. For mange fremstod museerne som afsluttede helheder, som ikke burde forandres. Modstanden mod de nye tanker var så stærk, at Norsk Kulturråd nægtede at give penge til de to første huse”.

Også internt i museet var der modstand. Men det forhindrede ikke Olav Aaraas i at realisere sine planer, og i perioden 1995-2001 blev der flyttet seks huse, der blev placeret i et særligt villaområde, der var reserveret til formålet. Husene dækker perioden fra 1920 til 1995.

 

Køkkenet fra 1970’erne kan næsten ikke være mere 70’er. For mig personligt var det som et fascinerende flashback til til min egen ungdom.

Publikumssucces at vise miljøer fra samtiden

Da husene først var genopført og åbnet for publikum, ændrede holdningen sig hurtigt fra negativ til overordentlig positiv, og husene blev umiddelbart en publikumssucces.

”Det gamle museum levede videre i bedste velgående” fortæller Olav Aaraas, ”og i dag vandrer skoleklasser hele vejen fra de gamle middelalderlige røgstuer til 1990-tallets mikrobølgeovn”.

”I dag er samtidsdokumentation en selvfølgelig del af norsk museumsvirksomhed, og fra statens side er det nu tvært imod en forudsætning for tilskud, at museerne også inkluderer nyere tid i deres arbejde”.

 

I børneværelset fra 1980’er parcelhuset roder det, sådan som det altid gør i et børneværelse.

Maihaugens villakvarter er det eneste af sin art på verdensplan og det hidtil største enkeltprojekt, der viser den nyeste tid på museum. Projektet har inspireret en række andre museer til at gå tættere på nutiden. Bl.a. Den Gamle By, som nu er i færd med at åbne et helt bykvarter, der viser bygningskultur, boliger og erhverv fra 1960’erne og 70’erne med fokus på året 1974.

Samtidig med Olav Aaraas’ parcelhusprojekt på Sogn Folkemuseum skete der et spændende nybrud på det store walisiske open-air museum i Cardiff. Herom handler næste indlæg på denne blog.

 

Kilder

Olav Aaraas: Om uestetiske museer, i Arnfinn Engen (red): Maihaugen 100 år – evig ung, 2004 s 179-90

Olav Aaraas’ brev til undertegnede 5. januar 2007

Olav Aaraas blog Museumsstyrer Musum Opptegnelser. Indlæg 21. januar 2011: Uestetiske Museer, se http://museumsstyrermusum.blogspot.dk/search/label/samtidsdokumentasjon

Samtaler med museumsdirektør Olav Aaraas

 

 

 

 

 

I 1970’erne kom industrikulturen på open-air museum

På nordengelske Beamish oplevede jeg for første gang et museum, hvor jeg kunne genkende stemninger fra min egen tid.  Beamish begyndte sammen med to andre engelske museer og et tysk at sætte vores industrielle kulturarv på museum. Og det var i sidste øjeblik! Indtil da havde næsten alle open-air museer især interesseret sig for det gamle landbrugssamfund.

 

Black Country Living Museum har nogle enestående troværdige miljøer. Museet, der åbnede i 1978, ligger i Dudley, midt i verdens ældste industrielle landskab.

Først vidste jeg ikke hvad det var. Men det lå jo lige for: Lugten af kul, olie og dampmaskine! Pludselig var jeg i en tidskapsel, og rent mentalt røg jeg helt tilbage til stemninger fra min tidlige barndoms besøg på Viborg Banegård.

Oplevelsen kom i 2001 under et besøg i Beamish, som er ”the North of England Open Air Museum” og ligger naturskønt i Durham County lidt syd for Newcastle. Det var forunderligt – og meget tankevækkende at erfare, hvad lugten af kul, olie og damp kunne gøre ved min erindring. Senere besøgte jeg Blist Hill Victorian Town, som er en del af Ironbridge Gorge Museum Trust i Shropshire i Midtengland, og det nærliggende Black Country Living Museum i Dudley.

Beamish eksperimenterer med rekonstruktion af lokomotiver fra 1820’erne. Det lugter helt rigtigt, og publikum kan få en køretur ud i det tidligt industrielle landskab. Beamish ligger lidt syd for Newcastle og åbnede i 1972.

 

Beamish rummer også et bykvarter anno 1913 med butikker, tandlæge, spillelærerinde, bilværksted, Coop, loge og meget mere.

De tre engelske museer blev planlagt i løbet af 1960erne og åbnede i begyndelsen af 1970erne. Det gjaldt også det tyske open-air museum for håndværk og teknik i Hagen, der ligger i Westfalen på kanten af Ruhr-distriktet.

Indtil da var stort set alle open-air museers fokus på den før-industrielle periode. De fleste viste miljøer fra det gamle landbrugssamfund, mens enkelte – som fx Den Gamle By – viste urbane miljøer, også fra den før-industrielle periode. Pointen er, at de viste miljøer var så langt væk i tid, at de ikke sagde nutidens mennesker ret meget.

 

Blist Hill Victorian Town i Ironbridge-komplekset åbnede i 1973 og rummer bl.a. en jernværk, der engang imellem er i drift.

.

I tyske Hagen, der åbnede i 1973, fokuserer man på tidlige industrielle teknikker. Som her et mølledrevet hammerværk. De ansatte skal have høreværn, men det behøver de besøgende ikke – selvom larmen er øredøvende!

Alle fire museer voksede frem i markante industriområder, og de var præget af en enorm entreprenørånd og vækst de første år. Den tidlige industrielle kulturarv var ved at forsvinde, så hvis den skulle reddes, måtte der handles og det skulle gå hurtigt. Der var ikke tid til strategiplaner, grundige museale overvejelser og minutiøs registrering. Det var bare med at redde, hvad reddes kunne. “Unselective Collecting” kaldte grundlæggeren af Beamish, Frank Atkinson, det i en artikel fra 1985: ”You offer it, we take it!”

 

Black Country Living Museum rummer butikker og miljøer, som minder om dem, man kunne finde i danske købstæder og stationsbyer fra 1920’erne til 1950’erne.

 

I Black Country Living Museum kan man købe fish & chips, som er lavet som i 1950erne. Det dufter over hele museet og er en kæmpesucces.

For mig som museumsmenneske var det noget af en øjenåbner at opleve, hvor meget det personlige link betyder for den besøgendes engagement. Hvad enten, det drejer sig om lugten af kul og dampmaskine eller om  fish & chips i avispapir og stegt i oksefedt.

I midten af 1980’erne skete næste nybrud, da et museum i Norge satte et moderne parcelhus på museum. Det vakte stor modstand i museums- og kulturkredse, men blev en stor publikumssucces.

 

Oversigt

Beamish. The North of England Open Air Museum

Ligger ude på landet i County Durham, lidt syd for Newcastle. Åbnet for publikum 1972. Rummer lille herregård 1825, jernbane 1825, bykvarter 1913, station 1913, farm 1913, minelandsby med mine 1913. Publilkum transporteres rundt på det store museum med sporvogn og busser. Omkring 500.000 årlige besøgende. http://www.beamish.org.uk/

Blist Hill Victorian Town

Er en del af Ironbridge Gorge Museum Trust og ligger ved Telford i Shropshire i Midtengland. Åbnet for publikum i 1973. Viser årtierne omkring 1900 og rummer et bykvarter, et jernværk og byens opland. Omkring 300.000 besøgende årligt. http://www.ironbridge.org.uk/our-attractions/blists-hill-victorian-town/

Westfälisches Landesmuseum for Handwerk und Technik, Hagen

Åbnet for publikum i 1973. Ligger i den langstdsrækte Mäckingerbach dal i Hagen og består af tre bygningsgrupper, hvor de første to viser forskellige tekniske anlæg, mens den sidste viser et bykvarter med håndværk og butikker. Omkring 200.000 årlige besøgende. http://www.lwl.org/LWL/Kultur/LWL-Freilichtmuseum_Hagen/

Black Country Living Museum

Belliggende i Dudley ved Birmingham, midt i verdens ældste industrielle landskab. Museet rummer et bykvarter med boliger, butikker og baggårde med værksteder. Der ud over en industrihavn, kalkovn samt flere dampmaskiner. Omkring 300.000 besøgende årligt. http://www.bclm.co.uk/

 

 

I Beamish er der guidede ture i museets mine. Når kun et tællelys oplyser gangen, kommer man som besøgende tæt på en forståelse af virkeligheden for datidens minearbejdere. Men de besøgende skal ikke bryde kul og kommer ud i dagslyset efter et kvarter!

 

Kilder 

Adelhart Zippelius: Handbuch der europäischen Freilichtmuseen, Köln 1974

Frank Atkinson: The Unselective Collector, Museum Journal, 85, 1985

Rosemary E. Allen: Beamish. The Making of a Museum, 1991

Frank Atkinson: The man who made Beamish, Gateshead 1999

Sten Rentzhog: Open Air Museums. The history and future of a visionary idea, Carlssons 2007

David Eveleigh: Black Country Living Museum, 2012

 

 

Hvordan opstod egentlig ideen til Den Moderne By?

Til juni åbner Den Gamle By den store hjørneejendom Tårnborg, som bliver det mest markante enkeltelement i museets 1974-kvarter. I dette og en række efterfølgende indlæg fortæller jeg om hvordan ideen til projektet om et moderne bykvarter opstod og tog form.

I betragtning af, at den statslige Kulturarvsstyrelse skulle vise sig at være voldsomt imod tanken om et moderne bykvarter i Den Gamle By, var det lidt ironisk, at det rent faktisk var en embedsmand i Statens Museumsnævn, der gjorde mig opmærksom på, at det var Den Gamle By, der burde tage teten og sætte 1900-tallet på museum. Stedet var Kulturministeriet, datoen var 13. marts 2000, og anledningen var et møde, hvor museumsfolk og embedsmænd skulle drøfte oplæg til ny museumslov.

I Den Gamle By vidste vi fra en international konference i 1999, at en række af vore udenlandske søstermuseer var begyndt at gå op i nærheden af vores egen tid. Jeg rejste derfor spørgsmålet, hvordan museerne og museumsloven her i Danmark forholder sig til at bevare helheder fra vores egen tid.

Da var det, at museumskonsulent Morten Lundbæk fra det daværende Statens Museumsnævn klart og utvetydigt gav udtryk for, at det da var en opgave for Den Gamle By, og at den også passede fint med museets vedtægter og ansvarsområde.

Det var jo værd at tænke over. Men jeg kunne ikke umiddelbart se nogen muligheder for at løse opgaven inden for Den Gamle Bys rammer. Det gentog jeg på en konference i Association of European Open Air Museums, som blev holdt i Szentendre i Ungarn i september 2001, hvor emnet blev drøftet. Begrundelsen var, at Den Gamle By hverken havde pladsen eller pengene, samt at det var vanskeligt at se, hvordan vi kunne indpasse moderne bygninger i den helstøbte bindingsværksby. Jeg havde fx også svært ved at forestille mig et 1970’er kollektiv ved siden af en 1700-tals stue.

Pludselig var ideen der

Men så pludselig var ideen der. Bare et halvt år efter. For i senvinteren 2002 blev tanken om at skabe et brokvarter uden på den eksisterende gamle by formuleret første gang. Formuleringen lød:

”Den Gamle By kan konstatere, at væsentlige træk af Danmarks kultur og udvikling igennem 1900tallet i dag er ved at glide de danske museer af hænde, og det er museets plan at skaffe ressourcer til at indsamle bygninger, boliger, forretninger og værksteder, som tilsammen kan give et troværdigt totalbillede af det liv, som millioner af danskere har levet i 1900årene” (Thomas Bloch Ravn: Den Gamle By. et vindue til historien, 2002 side 238).

Kort fortalt var ideen at bygge brokvarterer uden på den eksisterende gamle by, så vi derved kan undgå et tidsmæssigt misk-mask med sammenblanding af forskellige perioder.

Tættere på nutiden

Når vi fandt, at også Den Gamle By skulle gå tættere på nutiden, var det dels fordi museer ikke blot bør forholde sig til den fjerne fortid, men også til en tid, som folk har et konkret forhold til. Dels var det for, at museet derved kunne aktualisere sin historiefortælling overfor publikum. Akkurat ligesom museets stifter Peter Holm havde gjort det i sin tid, da han lod det sidste rum i Borgmestergården vise tiden omkring 1850 – ”vore forældres og bedsteforældres tid”, som han kaldte det.

 

Rækkehus på Nederlands Openluchtmuseum i Arnhem, der bl.a. rummer en lejlighed fra 1970’erne.

Inspiration fra udlandet

Inspirationen havde vi især hentet hos søstermuseer i Storbritannien, Norge, Sverige og Holland, hvor man på forskellige måder har skabt miljøer og helheder, der er genkendelige for et nutidigt publikum. Disse inspirationskilder vender jeg tilbage til i senere indlæg på denne blog.

 

Jeg besøgte museet i Arnhem i 2000, året efter at rækkehusne var åbnet for publikum, og oplevede her for første gang, hvor stærkt det virker, når man som museumsgæst næsten føler, man træder ind i sin egen historie.

Brokvarterer uden på den gamle købstad

Den Gamle Bys idé var kort fortalt at skabe to kvarterer med bygninger, boliger, butikker og erhverv. Kvarterer af den type kalder man brokvarterer. De findes i stort set alle købstæder, hvor de voksede frem fra slutningen af 1800-tallet og lagde sig uden om de gamle bykerner med rødder tilbage til middelalderen.

Vi ville lave ét kvarter, der med fokus på 1927 viser den begyndende modernisering af de danske byer, sådan som den slog igennem fra 1890ernes industrialisering og frem til alting gik i stå med 1930ernes krise og den efterfølgende Anden Verdenskrig. Og så et andet kvarter, der med fokus på året 1974 viser vækstperioden fra der atter kom gang i hjulene efter Anden Verdenskrig og frem til oliekrisen og den hermed sammenhængende økonomiske nedtur atter satte tingene på stand-by.

Som sådan kunne de to kvarterer supplere den eksisterende Den Gamle By, som især viser et 17/1800-tals bybillede.

 

Planskitse af Den Gamle By med den eksisterende 17-1800-tals købstad samt 1927-kvarteret og 1974-kvarteret. Den grønne del, 1927-afsnittet, består hovedsageligt af ældre bygninger, der løbende opgraderes til 1927-miljø. De to røde områder samt den gule viser forskellige afsnit i 1974-kvarteret. Den mørkerøde del er Havnegade-etapen, som er finansieret af A.P. Møller Fonden.

Et forbillede for open-air museerne

I vinteren 2007 bad vi de svenske museers nestor Sten Rentzhog, som netop havde skrevet en stor bog om verdens open-air museer, om at kommentere Den Gamle Bys nye, store projekt. Han skrev bl.a. følgende:

”Som der første museum kommer Den Gamle By til at give et helhedsbillede af det allerede næsten glemte 1900-tallet. Museumsbesøget får mere indhold, og publikum vil få mere ud af besøget”….”Hvis projektet gennemføres, er jeg overbevist om, at Den Gamle By atter bliver et markant forbillede for verdens øvrige open-air museer”.

I kommende indlæg vil jeg fortælle om en række forskellige inspirationskilder til projektet, ligesom jeg vil skildre de forskellige trin på vejen til projektets virkeliggørelse.

 

Kilder

Ulrike Looft-Gaude (red): Report. 19th Conference. Association of European Open Air Museums, Schleswig-Holsteinisches Freilichtmuseum 1999

Ivan Balassa & Miklós Cseri (red):Survival of a 19th Century Idea in the 21st Century. Report. 20th Conference of the Association of European Open Air Museums, Szentendre 2001

Thomas Bloch Ravn: New Ideas in Harmony with Tradition, trykt i Balassa og Cseri, 2001 side 79-89

Thomas Bloch Ravn: Den Gamle By. Vindue til historien, Gyldendal 2002

Thomas Bloch Ravn: A 20th Century Addition To The Old Town – a project for the future, report of the 21th Conference in Association of European Open Air Museums, Scotland 2003 side 151-56

Thomas Bloch Ravn: 1900-talsbyen på frilandsmuseum, Danske Museer 3/2003 s. 16-21

 

 

 

 

Nationale museer?

Kulturministeriet har planer om at lægge både Statens Forsvarshistoriske Museum, Dansk Landbrugsmuseum og Jagt- og skovbrugsmuseet ind under Nationalmuseet. Inden det måtte ske, bør der foretages en udredning af, hvordan museumsverdenen bør organiseres og hvordan man får mest museum for de statslige støttekroner.

 

Jeg har været leder af et dansk museum i mere end 25 år. Men når jeg tænker nærmere efter, har jeg aldrig nogensinde haft behov for at spørge Nationalmuseet til råds, endsige fået nogen hjælp herfra.

Den erkendelse er dukket op gennem de seneste par år, hvor man har diskuteret fremtidens danske museumslandskab med henblik på at få lavet en ny museumslov, som nu er vedtaget.

 

 Lovens formulering om Nationalmuseet svarer ikke til virkeligheden

I de danske museumslove har der gennem alle årene stået, at Nationalmuseet er ”Danmarks kulturhistoriske hovedmuseum”.

 

Staten ejer Nationalmuseet i København. Men der er mange andre danske museer, der har nationalt ansvar for Danmarks kulturarv.

Natonalmuseet skal ”belyse Danmarks kultur og verdens kulturer og deres indbyrdes afhængighed”, og loven siger, at museet for dansk kulturs vedkommende skal ”anlægge og opretholde repræsentative samlinger”. Der står også, at Nationalmuseet som statsligt hovedmuseum er forpligtet til at yde museumsfaglig bistand til de øvrige statslige museer samt statsanerkendte museer.

Ser man lidt praktisk på det, er det imidlertid en illusion og fuldstændig urealistisk, at Nationalmuseet skal kunne dække det hele, kunne det hele og så i øvrigt assistere de andre museer i landet.

 

Ikke ét, men mange nationalmuseer i Danmark

For virkeligheden er jo, at en lang række opgaver varetages af specialmuseer, som ligger spredt ud over det ganske land.

 

Vil man se lokomotiver og jernbanehistorie er stedet Danmarks Jernbanemuseum i Odense.

Vil man se lokomotiver og vide noget om jernbanen, vil det for de fleste være naturligt at besøge Dansk Jernbanemuseum i Odense, frem for at drage til Nationalmuseets hovedsæde i Prinsens Palais i centrum af København.

Er det søfart, man interesserer sig for, er Søfartsmuseet i Helsingør stedet, dernæst Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg. Er man til kanoner og militærhistorie er det Tøjhusmuseet i København, mens flådens historie fortælles på Orlogsmuseet på Christianshavn.

 

Med udstillingen Den Fjerne Krig om at være dansk soldat i Afghanistan har Tøjhusmuseet lavet den måske mest relevante museumsudstilling i Danmark i mange år.

Kongehusets historie fortælles på Rosenborg. Byernes historie finder man i Den Gamle By, der som bekendt ligger i Aarhus, posthistorien finder man på Post og Tele Museum i København, landbrugets historie ses bedst belyst på Dansk Landbrugsmuseum i Auning og dernæst på Frilandsmuseet i Lyngby, Hjerl Hede ved Holstebro og Den Fynske Landsby i Odense. Og sådan kunne man blive ved med at nævne væsentlige museer, der hver dækker deres del af Danmarks historie.

 

Mejeriudsalg på Dansk Landbrugsmuseum, som er det nationale museum for landbrug og fødevarer.

Jeg kunne ønske mig, at museumsloven ved næste revision vil blive tilpasset virkeligheden. For det er givet, at virkelighedens verden aldrig vil tilpasse sig lovens bogstav om, at Nationalmuseer skal dække det hele.

 

Andre modeller i lande uden strukturer fra enevælden

Den danske museumsmodel med ét statsejet hovedmuseum, naturligvis beliggende i København, har sin oprindelse i Kongens Kunstkammer fra enevældens tid. Og selvom Danmark reelt har en hel række museer med nationalt ansvar, har man aldrig for alvor taget et opgør med strukturen fra enevælden, så lovgivning og tilskudsstruktur kunne blive tilpasset virkeligheden i det demokratiske Danmark.

Ser man fx til Holland, der på mange måder ligner Danmark, finder man en helt anden, decentral struktur for nationale museer.

For mens de store, statsfinansierede og statsejede hovedmuseer i Danmark ligger i hovedstaden, er de tilsvarende hollandske rijksmuseer (nationalmuseer) spredt ud over det ganske land. 26 i alt – fra Amsterdam til Apeldoorn, fra Den Haag til Enkhuizen, fra Utrecht til Otterloo.

I Holland har man 26 nationale museer, som ligger spredt ud over hele landet. Her Nederlands Openluchtmuseum, der ligger i Arnhem og hvis engelske navn er National Heritage Museum.

En del af baggrunden er, at Holland ikke har enevældens tradition for centralisering omkring hovedstaden, sådan som vi har det så markant her i Danmark. En anden del af forklaringen er, at man ikke i det moderne Danmark har gjort op med den enevældige tradition for centralisering.

 

Forslag om at decentralisere Nationalmuseet

Da Nationalmuseet i 2008 skulle have ny direktør tillod jeg mig at give Kulturministeriet et råd. Jeg gjorde det i min egenskab af præsident for Association of European Open Air Museums, en post jeg varetog fra 2007 til 2011.

Mit råd var, at man skulle gøre Frilandsmuseet, der i mange år bare har været en afdeling af Nationalmuseet, til et selvstændigt museum – og så foreslog jeg i øvrigt en generel decentralisering af Nationalmuseet i lighed med den model, man har i Holland.

Da jeg 2007-11 var præsident for de europæiske frilandsmuseer foreslog jeg Kulturministeriet, at man skulle gøre Frilandsmuseet og evt andre store afdelinger af Nationalmuseet til selvstændige museer.

Forstå mig ret. Jeg har intet mod Nationalmuseet, hvor jeg kender flere højkompetente folk, der gør en kæmpeindsats. Men ser man på Nationalmuseet som helhed er resultaterne ikke imponerende i betragtning af, at museet får over 200 mio kr i årligt statsligt tilskud.

Min pointe var, at en decentralisering ville give de enkelte afdelinger – eller snarere selvstændige museer – en klarere mission og retning. Når alle afdelingerne er bunket sammen i en stor, tung institution kan det være svært at finde ud af, hvilken vej man egentlig skal gå. En anden pointe var, at der ville blive flere, der ville føle, at de havde foden under eget bord, og jeg er overbevist om, at det ville give en markant forøgelse af arbejdsglæde og gejst på museet – og øget museal produktivitet til glæde for museets gæster og brugere.

Mine tanker blev venligt modtaget, men det blev også sagt klart, at noget sådant næppe kom på tale. Det kunne jeg jo kun tage til efterretning med den bemærkning, at det blot var vigtigt for mig, at tanken nu var formuleret på rette sted. Jeg ville nemlig have det dårligt med, at man, hvis den ikke var blevet formuleret, kunne klandre mig for ikke at have meldt ud i rette tid.

 

 Hvordan får man mest for de statslige støttekroner

Når der aktuelt synes at være planer om, at lægge en række betydningsfulde specialmuseer ind under Nationalmuseet, er der grund til at råbe vagt i gevær.

I februar 2012 åbnede Tøjhusmuseet en længe savnet og meget rost udstilling om Danmarks Krige. Udstillingen var hovedsagelig finansieret af store donationer fra private fonde.

Inden Kulturministeriet skrider til handling, bør der foretages en udredning med inddragelse af relevante interessenter fra museumsverdenen, støtteforeningerne og fra offentligheden. Herunder bør forskellige scenarier og deres konsekvenser skitseres. Og så må det være i alles interesse at få foretaget en sammenlignende analyse af, hvordan man får mest museum for de statslige støttekroner.

Personligt tvivler jeg meget på, at man gør det ved at lægge flere i sig selv stærke museumsenheder ind under en eksisterende mastodont som Nationalmuseet.