DET MÅ GERNE VÆRE MORSOMT AT GÅ PÅ MUSEUM. MEN FAGLIGHEDEN SKAL NATURLIGVIS VÆRE I ORDEN!

Først nu er museerne ved at komme fri af den faglige spændetrøje, som Nationalmuseets direktør Sophus Müller i sin tid fikserede den danske museumsverden i. I år er det 100 år siden, Müller gik på pension. 

Jeg er helt på det rene med, at ikke alle er enige, men selvfølgelig må det være morsomt at gå på museum. Det er jo folks fridag, og museumsbesøget skulle gerne være en hyggelig oplevelse sammen med familien eller vennerne. Men der må aldrig herske tvivl om, at den oplevelse, museerne leverer, er solidt understøttet af faglighed og forskning.

Ikke desto mindre har man i Danmark i mange år haft den opfattelse, at faglighed og underholdning er uforenelige størrelser. Det gælder i kulturverdenen i almindelighed og så sandelig også inden for museumsverdenen, hvor den mangeårige direktør for Nationalmuseet Sophus Müller var den, der i årtierne omkring 1900 ’klappede museerne i facon’, så de blev præcis, som han mente, museer skulle være.

I år er det præcis 100 år siden, Sophus Müller gik på pension efter mere end en menneskealder som dominerende direktør for Nationalmuseet. Müllers indflydelse ophørte imidlertid ikke med pensioneringen i 1921. Og heller ikke med hans død 13 år senere. Nej, Müllers uforgribelige mening om, hvordan et museum skulle være og hvem det var til for, blev i hans regeringstid indlejret så dybt i det herskende museumssyn, på Nationalmuseet og i Danmark i det hele taget, at faglighed og underholdning fortsat støder sammen fremfor at berige hinanden.

Der var virkelig noget vi-alene-vide over den dybt konservative Sophus Müller, der var opvokset i kongens København og rundet af enevældens tankesæt og verdenssyn. Som den aristokratiske arkæolog, han var, hævdede han, at museernes fokus skulle være forskning, fund og forhistorie. Historien fra en tid, mange har et forhold til, var ikke interessant. Det var fortællinger om almindelige mennesker bestemt heller ikke. Og at et museum kunne være til glæde for folk i almindelighed, og ikke kun for forskerne, var nærmest umuligt for ham at forestille sig.

Med mere eller mindre held forsøgte nogle museer at gå andre veje. Et eksempel er Den Gamle By, der i årene efter grundlæggelsen 1914 formåede at slå sig fri af den Müllerske hånd og ånd. Et andet eksempel er Hjerl Hede, der allerede i 1950’erne brød nyt land med sin levendegørelse.

Inden for kunstverdenen var det Louisiana, der fra 1958 brød med de herskende normer. Ikke alle brød sig om et museum med café, butik og spektakulære events. Men publikum elskede det, og Louisianamodellen vandt efterhånden også indpas på kulturhistoriske museer.

Inspirationen fra Louisiana sås tydeligt på de såkaldte Bredeudstillinger, der i årene 1966-88 udviklede sig til et eksperimentarium for nye museale fortælleformer. Selvom Bredeudstillingerne foregik i Nationalmuseets regi, er det værd at notere sig, at lokationen ikke var Müllers hellige haller i Prinsens Palæ, men i Brede, langt ude på landet, 15 km nord for museet i kongens København, hvor alt var som det plejede at være.

Nok var Sophus Müller død i 1934, men hans ånd rådede stadig. På Nationalmuseet og på museerne i almindelighed. I 1969 fandt Kulturministeriet, at nu kunne det være nok, og ministeriet gav en kulturpolitisk redegørelse, som var én stor øretæve til museerne. Man måtte se i øjnene, hed det i redegørelsen, at museerne i dag kun spiller en ”underordnet rolle iblandt de muligheder for anvendelse af fritiden, der frembyder sig for befolkningen”. Som illustration gav betænkningen en nærmes karikeret beskrivelse af ”den klassiske museumsmontre” med rækker af genstande anbragt på hylder ”på en så akavet måde, at man skal gå ned i knæ for at få et overblik over dem” og med mere eller mindre ulæselige etiketter, der ”i sig selv er et levn fra fortiden”. ”Mange museer er derfor i dag selv modne til at komme på museum”, lød dommen.

Museerne måtte forstå, hed det i redegørelsen, at ”fritidsvanerne er indgribende ændrede”. Ja, man måtte acceptere, at museerne som biblioteker, teatre, radio og fjernsyn også havde den ”meget vigtige opgave at underholde”. Der skulle ikke skabes ”afstand mellem klenodierne og de besøgende”. Museerne skulle være inviterende og tilgængelige, og de skulle i højere grad indrettes med henblik på de besøgende.

Det er vi i dag heldigvis mange, der er enige i.

For selvfølgelig skal museer forny sig! Selvfølgelig må det være morsomt at gå på museum! Selvfølgelig må gæsterne hygge sig under besøget! Selvfølgelig må et museum provokere! Og selvfølgelig er det helt i orden, at museer også spiller på fantasien!

Det hele står og falder med, om man som besøgende kan regne med det, man oplever og får oplyst under besøget. Museer skal give oplevelser, men sande oplevelser – ikke ”fake history”. For hvis museer mister deres troværdighed, kan de lige så godt lukke og slukke.

I flere undersøgelser har den amerikanske kulturanalytiker Colleen Dilenschneider analyseret, hvilken rolle museerne spiller i vores verden af ”alternative facts”. Tallenes tale er klar: Museer nyder overordentlig stor tillid, og folk ser museerne som en langt mere troværdig kilde til information end fx massemedier, NGO’er, offentlige myndigheder og politikere.

Samme Dilenschneider er i sine analyser også nået frem til, at de fleste museumsbesøg motiveres af forventningen om en underholdende oplevelse, som så til gengæld retfærdiggøres af, at man som museumsgæst også har mulighed for at lære noget under besøget.

Det empiriske grundlag for Colleen Dilenschneiders undersøgelser er amerikansk, men lur mig, om ikke de overordnede konklusioner også har gyldighed i Danmark.

Hos os præges debatten fortsat alt for ofte af en falsk modsætning mellem oplevelse og underholdning på den ene side og faglighed og forskning på den anden. En modsætning mellem gæstehadende, genstandsfokuserede videnskabsfolk, der hygger sig med hinanden i deres elfenbenstårne, og så folkekære fortællere, der kan slå et slag i bolledejen og få museernes tørvetrillere til at vågne op til glæde for almindelige mennesker.

De succesfulde museer har erkendt, at underholdning og oplevelse ikke står i modsætning til oplysning og faglighed.

Tag blot Museet for Søfart i Helsingør, Moesgård Museum i Aarhus, Strandingsmuseet i Thorsminde, Tirpitz ved Varde og , naturligvis, Den Gamle By. Publikum strømmer til i endda meget store tal – også rigtig mange, der tidligere aldrig kunne drømme om at besøge et museum.

De fleste vil gerne hygge sig og føle sig underholdt. Og de vil bestemt ikke kede sig, hvilket de heller ikke gør, selvom de nævnte museer alle holder den faglige fane højt. Museernes succes dementerer dermed også enhver påstand om, at folk ikke er interesseret i historisk korrekthed.

En lettere redigeret udgave af denne tekst publiceres som kronik i Jyllands-Posten 30. december 2021.

NY UDGAVE AF PRISMET BØR GIVE KVALITET TIL LOKALOMRÅDET

Nu er nye store planer for højhuset Prismet ved Den Gamle By offentliggjort i pressen. Jeg skal derfor her redegøre for, dels hvordan Den Gamle By stiller sig til de nye planer, dels hvilke forhold, vi mener, projektudviklerne bør tage særligt hensyn til.

Sidste år ved denne tid blev jeg under hånden gjort bekendt med, at ejerne af Prismet agtede at lave en række indgribende og meget omfattende ændringer omkring højhuset ved Den Gamle By, og jeg blev venligt spurgt til min mening herom.

’Tja, skaden var jo sket for 20 år siden’, sagde jeg, og tilføjede, at ændringer af bygningen vel næsten kun kunne blive til det bedre. 

Jeg forstod under samtalen, at man simpelthen var nødt til det, fordi bygningen, som da ikke havde mere end 20 år på bagen, allerede krævede nogle stærkt ressourcekrævende istandsættelser.

Bl.a. var man nødt til at skifte facadebeklædningen, og planen var, forstod jeg, at ændre den til noget, der ikke i samme grad stak af fra de materialer, der i øvrigt er anvendt i området. Jeg blev også orienteret om, at man agtede at bygge karreen færdig, hvilket jeg altid har undret mig over ikke var sket i forbindelse med opførelsen. Et rygte sagde dengang for 20 år siden, at det var fordi arkitekten bag Prismet, Knud Friis, også havde tegnet benzinstationen, som ligger på grunden, og den ville han vist gerne bevare. Endelig forstod jeg, at man agtede at bygge et par etager på bygningen, så det lidt lavstammede højhus også kom til at ligne et højhus.

Jeg var selvfølgelig godt klar over, at man gav mig denne venlige forhåndsorientering i håbet om, at Den Gamle By ikke endnu engang ville forsøge at spænde ben for projektet, sådan som vi helt klart forsøgte, da planerne om et højhusbyggeri ved Den Gamle By først kom frem for 25-30 år siden.

Vi mener og har altid ment, at bygningen er forkert placeret, og at den ved sin beliggenhed gør vold på oplevelsen af Den Gamle By, som er et af verdens mest enestående museer.

Men som sagt er skaden jo sket. Vi har det synspunkt, at såfremt både ejerne af Prismet (PFA), århusianerne og Den Gamle By kan få noget kvalitet ud af dette fejlplacerede højhus, så er det jo kun positivt.

Ifølge mine notater fra mødet 13. november sidste år pegede jeg på fire ting, som jeg fandt vigtige for Den Gamle By.

For det første finder vi i Den Gamle By det positivt, hvis facaden bliver ændret, så bygningen ikke i samme grad som nu kommer til at fremstå som et voldsomt og på mange måde ødelæggende fremmedelement i området.

For det andet understregede jeg, at Den Gamle Bys lidt tøvende, men grundlæggende positive holdning er betinget af, at en forøgelse af bygningen i både bredden og i højden ikke vil øge skyggevirkningen i Den Gamle By. Der skete allerede en del skade, da bygningen skød op for 20 år siden, og siden da har jeg fx ikke set hverken vandstær eller isfugl ved vandmøllen i Den Gamle By. Jeg gjorde det klart, at Den Gamle By kan ikke give sin støtte til et projekt, der sætter museet mere i skygge end tilfældet er allerede i dag.

For det tredje ønsker Den Gamle By at fastholde det eksisterende antal parkeringspladser til glæde for museet gæster. Jeg erindrede om, at Aarhus Kommune i sin tid krævede af ejerne af Prismet, at Den Gamle Bys gæster skal have adgang til parkeringspladserne ved Prismet, og at adgangen skal være gratis i alle weekends. Denne model skulle være et plaster på såret, fordi Den Gamle By mistede de mere end 100 parkeringspladser, som museets gæster hidtil havde kunnet benytte på den grund, hvor Prismet skulle opføres. Sådan har det været lige siden, og i Den Gamle By forventer vi, at dette kommunale krav til ejerne af Prismet fortsat er gældende. Det er af afgørende betydning for Den Gamle By, at parkeringsforholdene for museets gæster ikke forringes i forbindelse med en eventuel ombygning og udvidelse. Kan antallet af parkeringspladser ligefrem forøges, vil vi være både glade og taknemmelige.

For det fjerde opfordrede jeg under vores samtale til, at man i konceptet for den nye udgave af Prismet tænker byggeriet i sammenhæng med såvel Den Gamle By som Botanisk Have. Det er jo helt oplagt, at konceptet bør lægge op til, at beboere og virksomheder vil finde det naturligt, at spille sammen med de store kvaliteter, der er begge disse steder. Således kan Den Gamle By være et af de steder, hvor der er naturligt at mødes over en kop kaffe eller en bid frokost, ligesom Den Gamle By eventuelt på sigt kunne tilbyde udlejning af gæsteværelser for både beboere og virksomheder i Prismet. Det er mange muligheder for konstruktivt samspil, og fra Den Gamle By er vi gerne med på at drøfte, hvilke værktøjer, der kan fremme et sådant.

Når det af Aarhus Stiftstidende fra søndag 21. november fremgår, at jeg på Den Gamle Bys vegne er ’ret positiv’ over for de nye planer, skal det forstås med disse punkter i baghhovedet. Punkter, som jeg for godt et år siden tilkendegav over for folkene bag projektet.

Nu som for 20 år siden er jeg dog af den opfattelse, at Den Gamle By nok skal være her om 100 år, mens det bestemt ikke er sikkert, at Prismet vil eksistere til den tid. Men kan man vende den fejldisposition, som man foretog for godt to årtier siden, til noget positivt, bakker vi fra Den Gamle By meget gerne op bag dette. Naturligvis under forudsætning af en konstruktiv dialog om ovenstående punkter.

DEN GAMLE BY: SÅDAN ER SITUATIONEN LIGE NU

Det lyder voldsomt, men det er faktisk sådan, at vi i Den Gamle By vil være glade og taknemmelige, hvis vi her i 2021 ’kun’ mister 200.000 gæster og 27 mio kr i egenindtægt i forhold til et normalt år. Vi håber, det lykkes at nå dette budgetmål. Som sæsonen har tegnet hidtil, ser det svært ud, men der er også lyspunkter.

For det gik jo som forventet. Coronapasset var en træls hæmsko, som har ødelagt meget for os i Den Gamle By. Også selvom vi investerede i selv at kunne lynteste folk, der ikke havde coronapas. Rigtig mange blev simpelthen væk på grund af coronapasset.

I begyndelsen af skolesommerferien var besøgstallet langt efter normalår som 2018 og 2019. Hele 40-50 pct var vi bagefter – og det gør altså ondt i en økonomi, som er til for at sikre, at vi kan drive og vedligeholde et stort museum som Den Gamle By. I slutningen af juli blev det bedre. Sandsynligvis fordi en stor del af befolkningen da var vaccineret. Herunder ikke mindst aldersklassen 30-45, som udgør en stor del af Den Gamle Bys publikum.

Da vi kom efter 1. august, var vi næsten på niveau med normalårene. Bortset fra, naturligvis, de udenlandske turister, som er markant færre.

Midt i alt det trælse og usikre er det således dejligt at kunne konstatere, at danskerne tilsyneladende fortsat har en usvækket lyst til at besøge Den Gamle By.

Det korte af det lange er, at skolesommerferien var ringere end vi havde håbet på, og ringere, end vi havde budgetteret med, men ikke helt så ringe, som vi i mørke stunder havde frygtet.

Nu ser vi ind i sensommer og tidligt efterår, hvor vi plejer at have rigtig mange udenlandske turister, som vi ikke forventer her i år. Det gælder gæster, der plejer at komme i busser, og især de gæster, der kommer med krydstogt. Det gør os noget nervøse.

Det ville ikke være så stort et problem, hvis ikke den aktuelle nedgang og usikkerhed kommer oven i katastrofeåret 2020. For da blev benene virkelig slået væk under Den Gamle By, og vi måtte fyre hårdt i organisationen og sætte næsten alting i stå. Fokus var dengang alene på, at Den Gamle By skulle overleve 2020 og være gearet til et reduceret 2021.

Det lykkedes. Takket være hjælp fra stat, kommune, fonde og private kom vi igennem det første kriseår.

Men det hører med til historien, at vi i 2020 også måtte ophøre med at vedligeholde museets mange historiske huse – og med forskning, registrering, konservering osv. Alt der ikke var direkte møntet på publikum, blev skåret væk. Sådan er det også her i 2021, og jeg frygter, at det fortsat i høj grad vil være sådan i 2022. Dermed skubber vi enorm arbejdspukkel foran os.

I længden er det ikke forsvarligt at blive ved med at udskyde bygningsvedligeholdelse og de andre vigtige opgaver, som vi er forpligtet til efter museumsloven. Men da disse opgaver i høj grad finansieres af de penge, som museets gæster gerne skulle lægge i billetsalg, butikker og restaurant, så er det en undladelse, vi indtil videre må leve med.

Hvis Den Gamle By skal holde sin kvalitet og appel, har vi derfor i de kommende år brug for flere gæster og mere indtjening, ligesom der er behov for, at ’nogen’ vil sikre Den Gamle By.

Vi krydser fingre og håber det bedste!

Den Gamle By og pandemien – Q&A til netmediet Kulturmonitor

Netmediet Kulturmonitor har i deres sommerenquete stillet mig en række spørgsmål om mit syn på de seneste 12 måneder og den pandemi, der har sat et afgørende præg på verdenssamfundet – og naturligvis også på Den Gamle By. Her er, hvad jeg svarede på spørgsmålene.

Krisetider

På en skala, hvor den ene ende hedder ‘begrænsninger’, og den anden ende hedder ‘muligheder’, hvor vil du så placere coronakrisen?

“Jeg har fået fortalt, at ordet ’krise’ på kinesisk består af to tegn. Det ene repræsenterer fare, det andet muligheder. Sådan er det også i denne krise.”

“Men som direktør for et museum, der i normale år tjener størstedelen af sine driftsmidler ved at servicere over en halv million gæster om året, er det uden diskussion fare-aspektet, der er det fremherskende. Tilbagegang har betydet, at vi har været nødt til at fyre en del mennesker og samtidig udskyde en masse opgaver, som vi nu skubber foran os som en næsten uoverskuelig pukkel. Det er barske vilkår og ikke et tilbageslag, som overvindes på kort tid.”

Flere aktører og branchespydspidser fra kulturlivet har taget bladet fra munden under coronakrisen. Er der et opråb eller et synspunkt, der især har gjort indtryk på dig – og i så fald hvorfor? 

“Jeg har selv flere gange gjort opmærksom på det paradoksale i, at det især er de – med et lidt gammeldags ord – folkekære museer med mange gæster og stor egenindtjening, der rammes hårdest af krisen. At mange ønsker at besøge et museum, og betale herfor, er vel i bund og grund et udtryk for, at de stemmer med både fødderne og pengepungen. Derfor kan man måske svinge sig op til at sige, at det er et demokratisk problem, at de populære museer rammes så hårdt af krisen.”

Kulturen har større folkelig forankring, end mange aner

Hvordan har pandemien specifikt påvirket museumsbranchen? Har der været noget at lave for dit – og for så vidt dine kollegers – vedkommende?

“Da hovedparten af kollegerne har været hjemsendt på lønkompensation uden at måtte gøre dagens gerning, har der været mere end nok at gøre for os, der var tilbage på pinden. I første omgang med at ‘redde’ Den Gamle By og dernæst undgå, at for meget gik tabt og for mange opgaver måtte skubbes som en pukkel foran os.”

Har det danske kulturliv i dine øjne fået den fornødne politiske opbakning under krisen?

“Det korte svar er nej. Jeg tror måske, det hænger sammen med, at mange politikere og embedsfolk ikke ved, hvor stort og bredt kulturens publikum rent faktisk er. Alene museerne tiltrækker i normale år omkring 16 millioner gæster, hvilket er cirka otte gange så mange som det antal, der går til Superliga-fodbold på stadion. Og jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at publikum på et museum som Den Gamle By er langt mere mangfoldigt og sammensat end eksempelvis det publikum, der går på stadion til Superliga-fodbold.”

Hvem af de ni kulturordførere i Folketinget har i din optik gjort mest for kulturlivet siden coronakrisens udbrud? Og er der nogen, der i særlig grad har svigtet?

“Jeg har en fin dialog med partiernes kulturordførere, og jeg synes generelt, at de er meget lyttende. Men jeg er ikke sikker på, at det er kulturordførerne, der har haft det store ord at skulle have sagt.”

Den Gamle By er blevet bedre til at “sælge det, vi har i forvejen”

Er der nogen kulturelle projekter eller idéer, som I i Den Gamle By har fået ført ud i livet takket være coronakrisen?

“Jeg vil nævne to ting. Den ene er, at vi har besluttet at lade flere af Den Gamle Bys eksperter og videnspersoner – det være sig museumsinspektører, konservatorer eller håndværkere – formidle deres viden og teknikker direkte og personligt over for museets gæster. Det er helt tydeligt, at gæsterne værdsætter denne mulighed for at møde og gå i dialog med de folk, der virkelig har den højeste indsigt.”

“Den anden ting er, at vi satser på at blive bedre til at ’sælge’ det, vi har i forvejen på en måde, så formidling, service og indtjening går op i en højere enhed. Vi har omprioriteret interne ressourcer og oprettet en stilling som chef for Salg & Service, som udvikler og sælger alt fra ud-af-kontoret-møder og konfirmationer til Allehelgen, Bent J-dag og Frokost & Fortællinger. Alt sammen, naturligvis, med et særligt Den Gamle By-indhold.”

 Hvor har du indtil videre fået din største kulturelle oplevelse i år?

“Jeg har holdt mig væk fra arrangementer med mange mennesker, men læst bunker af bøger og gået tusindvis af ture. Skal jeg nævne én bog, der gik særlig dybt, må det blive Arne Herløv Petersens rystende roman ‘536’ om året 536, det værste år i menneskehedens historie. Det var nok bad timing at læse sådan en bog, men det var også givende.”

Kulturoplevelser er fællesoplevelser

Hvor meget har dine egne kulturvaner og dit eget kulturforbrug ændret sig under pandemien?

“Min kone og jeg har været – og er fortsat – forsigtige. Både af hensyn til os selv og for at mindske smittespredningen. Så vores kulturliv er gået fra at være udadvendt til mere indadvendt og individualiseret. Akkurat som vi går mindre i supermarkedet og køber mere ind på nettet.”

“Men som jeg også hører det fra mange andre, så savner vi at være sammen med nogen om at opleve noget, vi oplever som vigtigt. For man må ikke overse, at det er en helt særlig kvalitet ved de fleste kulturoplevelser, at de er fællesoplevelser. Man planlægger sammen, man oplever sammen, drikker måske en kop kaffe undervejs og taler efterfølgende om, hvad det var, man oplevede.”

Vurderer du, at coronakrisen har givet det danske kulturliv varige mén?

“Ja, så absolut. Vi skal nok ikke forvente, at vi lige med det første kommer tilbage til en normal, der minder om den ekstreme højkonjunktur, vi inden for kultur- og oplevelsesbranchen har oplevet i 2010’erne. Måske der er nogle, der vil bukke under, og i hvert fald tror jeg, vi må indstille os på et andet niveau og andre vilkår.”

“Som jeg ser det, er der derfor behov for en langsigtet diskussion af, hvordan vi som samfund sikrer, at der også om 10, 30 og 50 år fortsat vil være attraktive, kulturbærende kvalitetsinstitutioner i Danmark.”

HVORDAN FÅR VI KULTUREN MED ’UD PÅ DEN ANDEN SIDE’?

Det er ikke nogen hemmelighed, at coronakrisen har slået benene væk under museer, musiksteder, festivaler, biografer, teatre, kirker og andre af de kulturformer, der plejer at give os fællesskab, oplevelser og indhold, der ligger ud over dagen og vejen.

Det kalder på en diskussion af, hvordan man sikrer, at der også om 10, 30 og 50 år fortsat vil være attraktive, kulturbærende kvalitetsinstitutioner til glæde for publikum. Og kulturens publikum er måske større, end mange tror. Alene museerne tiltrækker i normale år omkring 16 mio gæster, hvilket er cirka otte gange så mange som det antal, der går til superliga fodbold på stadion.

Lige nu har vi begravet mundbindet, ja nogen har endda danset på dets grav. Butikslivet fjerner afstandsmarkeringer. Hjemsendelserne er ovre, man mødes med kollegerne og går måske på café eller restaurant. Og der har været forrygende fodbold, hvor mange har fejret fællesskabet omkring storskærme.

Inden for kulturen er det imidlertid småt med grøde. Undersøgelser viser, at besøgstallet på to ud af tre museer her først på sommeren lå 50 procent under besøgstallet i ’normale år’. Tallene viser også, at enkelte museer, især de mest turisttunge, i juni var helt nede under 10 procent af normalen. Mange andre i oplevelsesbranchen er også ramt.

Og hvordan ser fremtiden så ud? Jeg tror, vi skal være opmærksom på i hvert fald fire forhold.

Det første er, at den turisme, som en stor del af kultur- og oplevelsesbranchen har nydt godt af, har fået en kæberasler af en hidtil uset kaliber. Krydstogt i større stil er sandsynligvis en saga blot, korttids flyferier bliver markant færre, konference- og mødeaktivitet reduceres osv. Det er en udvikling, der også fremmes af trenden hen mod bæredygtighed og af den orientering mod det nære, som tegner sig stadig tydeligere.

Et andet forhold er, at der konstant lurer nye, krasbørstige mutationer, der nok kan give en spirende normaliseringsoptimisme et skud for boven. Selv lande, der ellers har klaret sig godt og har vaccineret store dele af befolkningen, forlænger restriktioner eller lukker helt ned.

En tredje ting er, at mange danskere er blevet mere tøvende, forsigtige og tilbageholdende. Og det i en grad, så der nok skal mere end en ophævelse af restriktioner til, før alle vender tilbage til de gyldne tiders fællesoplevelser ’ude i virkeligheden’. Jeg tror på, at mange af de danske kulturkunder nok skal komme tilbage, men jeg er bekymret for, hvor lang tid, det vil tage, og om vi som kulturvirksomheder kan holde ud så længe.

Sidst, men bestemt ikke mindst, truer nedgangen i publikum og entreindtægter selve det økonomiske fundament, der skal bære mange af de mest populære og attraktive oplevelsessteder ind i fremtiden. For det er på én gang både logisk og paradoksalt, at det især er de oplevelser, som mange gerne vil besøge og betale for, der bliver ramt ekstra hårdt af krisen.

Organisationen Danske Museer gennemførte i efteråret 2020 en analyse af krisens konsekvenser. Det hedder her, at ”det er markant i undersøgelsen, at museer, som i høj grad er afhængige af egenindtjening, står for hele 97 procent af alle afskedigelser”.

Der er tale om reduktioner, som skærer dybt ind i benet og dermed risikerer at ødelægge det fundament af viden og kulturarv, som er forudsætningen for museernes faglighed, troværdighed og attraktivitet. Den egenindtjening, som vi er mange, der er stolte af, er under krisen med ét slag blevet vores akilleshæl.

I Den Gamle By ser vi ind i en usikker periode, hvis længde vi ikke kender. For kort tid siden troede vi, at alt ville være normaliseret, når vi nåede ind i juli måned. Men det går langsommere, end vi havde regnet med. Efter fyringsrunde og hårde besparelser budgetterer vi ellers kun med 325.000 gæster i år. Det er 200.000 færre end i et i ’normalt’ år og svarer til niveauet for 25 år siden. Som situationen tegner nu, må vi virkelig krydse fingre for, at vi når op på de 325.000 gæster. For vi kan vanskeligt skære ned på personaleomkostningerne, fordi museets attraktivitet i meget høj grad består i, at gæsterne kan gå i dialog med ’rigtige mennesker’, der optræder som historiske aktører i den danmarkshistoriske tidsrejse, som Den Gamle By er.

Måske er 325.000 gæster årligt den nye normal for Den Gamle By? Vi ved det ikke, men der er næppe nogen tvivl om, at vi må besinde os på, at den ekstreme højkonjunktur, der har kendetegnet oplevelsesbranchen de senere år måske slet ikke kommer tilbage. Måske skal branchen i det hele taget skrue tiden og niveauet et kvart århundrede tilbage for at finde den nye normal, som vi nok alle sammen søger efter?

Naturligvis skal vi inden for kulturen fortsat arbejde for selv at tjene penge. Men det enorme tilbageslag har tydeliggjort behovet for, at det offentlige tager større ansvar for de kulturvirksomheder, der spiller en særlig rolle. Med en parallel til bankverdenen kunne det måske være relevant at tale om systemiske kulturvirksomheder, der bare ikke må gå ned.

Og hvorfor så det? Lad falde, hvad ikke kan stå, kunne man indvende.

Her kan man pege på kulturens værdi for turisme, lokal økonomi, forskning, uddannelse osv. Det er også vigtigt. Men endnu vigtigere er det at se på den helt basale værdi. Og denne, kulturens dybeste værdi, er ikke instrumentel og kan ikke reduceres til hverken viden, forskning, økonomisk omsætning eller turistmæssig attraktionskraft.

Det er imidlertid ikke så let at sætte ord (eller for så vidt tal) på kulturens dybeste værdi. Akkurat som det er svært at formulere værdien af en solnedgang, et strejf på kinden fra én, man har kær, eller at opdage verden på ny med sit barnebarn i hånden.

Mit bud er, at den gode kulturoplevelse handler om noget, der er større end én selv, noget der giver fornemmelse af sammenhæng. Museerne – og en meget stor del af kulturen – er en slags reservoir for identitet og forankring – og for inspiration og forandring. Stærke kulturoplevelser hensætter gæsterne til en anden verden, hvor de kan opleve noget, der er forskelligt fra deres hverdag – og hvorfra de, forhåbentlig, kan bringe noget med tilbage.

Coronakrisen har også tydeliggjort, at kulturoplevelser er sociale begivenheder, som er noget helt andet og langt mere værdifuldt end de digitale gengivelser, vi har måttet nøjes med i måneder. For kultur opleves næsten altid i et fællesskab. Man planlægger kulturoplevelsen sammen med nogen, man følges ad, man hygger sig, diskuterer, og som oftest ledsages oplevelsen også af en kop kaffe eller lidt at spise sammen med dem, man følges med. På den måde bliver oplevelsen både forstærket og forlænget.

Der er vigtige ting på spil. Nemlig mulighederne for at være fælles om noget, vi finder vigtigt, og som giver os en følelse af at være en del af noget, der er større end os selv. Spørgsmålet er, hvordan vi får disse værdier med ’ud på den anden side’.

Denne tekst er en lettere ændret udgave af den kronik, Jyllands-Posten har bedt mig skrive om kulturen og coronakrisen. Kronikken er publiceret i Jyllands-Posten 12. juli 2021.

OPLEVELSESBRANCHEN HAR BEHOV FOR NYE FORRETNINGSMODELLER

Her og nu har vi brug for en hånd i ryggen, men på længere sigt vil ’hjælp-til-selvhjælp’ og støtte til udvikling af nye forretningsmodeller batte mere.

Jeg ved, mange vil elske at bo i Den Gamle By er par dage. Fx i karlekammeret anno 1864, i pigekammeret 1927 eller i kernefamiliens lejlighed fra 1974. Med masser af tid til at gå på opdagelse i alle museets krinkelkroge og spise dagens måltider i Gæstgivergården. Ruskomsnusk, stegt flæsk og persillesovs eller rigtig 1970’er fondue.

Tematiseret overnatning og bespisning ’on site’ kender vi fra både Disney og Legoland. Men på et museum! Kan man det? Nej, ikke i øjeblikket! Men vi er flere, der tror, det er en idé, der måske kunne bære fremtiden i sig.

Og ideer, der bærer fremtiden i sig er i den grad noget, vi har brug for her under coronakrisen. Ikke bare i Den Gamle By, men inden for hele oplevelsesbranchen, hvor forretningsgrundlaget for mange virksomheder er eroderet i nærmest uhyggelig grad.

Vi er mange, der har hårdt brug for en hånd i ryggen, der kan give os den akuthjælp, der forhåbentlig kan bringe vore virksomheder igennem 2021 uden for mange grundskader. Og vi er taknemmelige for den saltvandsindsprøjtning, som regeringen har annonceret til hjælp for branchen.

Tager vi imidlertid en tur op i helikopteren og sætter den lange kikkert for øjet, er det klart, at det ikke kun er akuthjælp, der er brug for. Ja i nogle tilfælde vil det måske være direkte spild af penge. Støtte til udvikling af nye forretningsmodeller vil utvivlsomt batte mere i det lange perspektiv.

For selvom det ikke er rart at tænke på, så er virkeligheden nok, at 2010’ernes enorme, ja ekstreme, højkonjunktur på oplevelses-, turist- og rejsemarkedet næppe kommer tilbage. Krydstogt i større stil er nok en saga blot, korttids flyferier bliver markant færre, konference- og mødeaktivitet reduceres osv. Det er en udvikling, der støttes af trenden hen mod bæredygtighed og af den orientering mod det nære, som tegner sig stadig tydeligere.

I Den Gamle By vurderer vi, at coronakrisen og dens eftervirkninger også i de kommende år vil fjerne en fjerdedel af museets indtægtsgrundlag. Og vi er slet ikke dem, der er hårdest ramt! Der findes museer, turistattraktioner, hoteller og andre inden for rejsebranchen, hvis forretningsgrundlag er så reduceret, at deres model næppe er holdbar i fremtiden.

Vi må holde op med at agere, som om de gode tider i 2010’erne var en normal, der kommer tilbage som en slags vort århundredes brølende 20’ere. De brølende 2010’ere, som vi nyligt har forladt, skal snarere ses som en historisk undtagelse. Tænk hvis den nye normal, der jo må komme på et eller andet tidspunkt, i stedet får et intensitetsniveau a la fx 1990’erne!

Hvordan skal man så forholde sig i denne situation? Tja, selvom det for mange af os vil varme gevaldigt med en form for akutstøtte, vil det for andre nok blot betyde, at ’døden’ udskydes – ja undskyld mig udtrykket, men det er jo det, det drejer sig om. Med mindre, og det er pointen med dette indlæg, at den annoncerede statslige støtte anvendes til at fremme hjælp-til-selvhjælp og til udvikling af nye, supplerende forretningsmodeller, så de hårdest ramte virksomheder og brancher får mulighed for at omstille sig til en ny virkelighed.

Jeg er overbevist om, at Den Gamle By og mange andre virksomheder med fordel kan arbejde på at identificere særlige in-house kompetencer, som her og nu anvendes i helt specifikke sammenhænge, men som kan udvikles og generaliseres, så de kan danne grundlag for nye forretnings- og indtjeningsmodeller.

Som nævnt drømmer vi i Den Gamle By om at kunne udvide oplevelsespaletten med både historisk mad og overnatning i unikke historiske miljøer, så vi her kan bruge nogle af museets kernekompetencer til at udvikle dette nye forretningsområde. Vi drømmer også om at udvikle museets indsigt og erfaring med vedligeholdelse og udvikling af ældre bygninger til en salgbar ydelse til glæde for fx ejere af bevaringsværdige bygninger. Og så drømmer vi om at øge museets indsats på det sociale område. Fx ved udvikle de allerede eksisterende tilbud til demente og til børn og unge med mentale handicaps, men også ved særlig indsats over for de mange unge, der befinder sig på kanten af uddannelse og arbejdsmarked og som kunne have glæde af at snuse til Den Gamle Bys brede pallette af professioner af alle slags og ad den vej forhåbentlig få smag for at gå i gang med en uddannelse.

Oven på en tærende coronakrise er det utvivlsomt de færreste, der har penge på kistebunden til selv at gennemføre en større omstilling og nyudvikling. Her vil midlertidige statstilskud kunne gøre en afgørende forskel og medvirke til udvikling af nye forretningsområder, så vingeskudte eller ligefrem truede virksomheder kan hjælpes ind i en ny fremtid – med kvaliteten intakt!

Dette indlæg er en lettere bearbejdet udgave af mit debatindlæg i dagens udgave af Jyllands-Posten 26. maj 2021.

KAN MAN MÅLE MUSEER?

Flere museumsfolk har i Kristeligt Dagblad argumenteret imod en model, jeg har foreslået med henblik på at identificere de museer, der er de vigtigste i Danmark. Modellen er i kort form refereret i Dorte Washuus interview med mig 16. februar.

Da flere øjensynligt har misforstået modellen og hensigten med den, skal jeg her uddybe.

Udgangspunktet er, at selvom de fleste utvivlsomt vil erkende, at nogle museer er vigtigere end andre, så er der af uforklarlige årsager aldrig udarbejdet en brugbar måde at måle dem på. Og det på trods at, at både politikere og forvaltning gentagne gange har efterlyst objektive kriterier herfor.

Jeg har taget som afsæt, at kriterierne skal kunne kvantificeres, så de også kan være gangbare i regneark, og dernæst at modellen bør være så enkel at opdatere, at det rent faktisk også må forventes at ville ske.

Det resulterede i en model med følgende fire målepunkter, som bør anvendes på alle de muser i Danmark, der modtager støtte fra staten:

  1. Kulturstyrelsens kvalitetsvurderinger, som er 360 graders evalueringer af den samlede virksomhed, der udføres på de enkelte museer.
  2. Museernes besøgstal – for hvis der ikke kommer gæster på museerne, hvad skal vi så med dem?
  3. Museernes internationale anerkendelse, som man fx kan måle via deres rating i Lonely Planet og Guide Michelin.
  4. Bedømmelser fra brugere – og her kan man vælger ratings hos TripAdvisor eller Google eller – bedre – man kan vælge at spørge fire, ti eller tyve personer med overblik og som repræsenterer både museer, skoleverdenen og turisme.

Modellen er på ingen måde endelig, og man kan overveje at inddrage andre kriterier. Fx antal besøgende skoleklasser, evne til at nå grupper, der aldrig eller kun sjældent besøger et museum, entréindtægt, gaver fra fonde og sponsorer, tilskud fra staten, tilskud fra kommuner, gennemslagskraft på sociale medier, antal kvadratmeter i udstillinger, antal objekter i samlingen, digital tilgængeliggørelse af museets samlinger, digitale skoletilbud, antal forskningspublikationer, samarbejde med universiteter, antal uddannede lærlinge – og sikkert også andet.

Hvis man tør vove sig ind på en mere kvalitativ boldgade, kunne man også se på museernes evne til at gå nye veje. Se på hvorvidt museerne påtager sig nye og andre samfundsopgaver. Samt på museernes evne til at adressere tidens store spørgsmål.

Jeg kan imidlertid frygte, at modellen derved vil blive så tung at arbejde med, at der reelt ikke kommer til at ske noget. Og så er vi lige vidt. Og jeg vil æde min gamle hat på, at resultatet ikke vil blive væsentligt anderledes, selvom man inddrager andre og flere målepunkter.

Teksten er en lettere revideret udgave af et indlæg, som jeg publicerede i Kristeligt Dagblad lørdag 6. marts 2021.

 

JA TIL FANTASI. NEJ TAK TIL FAKE HISTORY!

Skal museer forny sig? Ja, selvfølgelig!

Må det være morsomt at gå på museum? Absolut!

Er det ok at hygge sig under besøget? Klart! Ellers ville det da være trist.

Må et museum også provokere? Ja, for Søren da. Det er kun godt, hvis man som besøgende får trykprøvet sine holdninger, får en ny tanke eller måske en indsigt, man ikke havde før.

Hvad så, er det også i orden, at museerne spiller på fantasien? Helt sikkert!

Det hele står og falder med, om man som besøgende kan regne med det, man oplever og får oplyst under besøget. Museer skal give oplevelser, men sande oplevelser – ikke ”fake history”. For hvis museer mister deres troværdighed, kan de lige så godt lukke og slukke.

I flere undersøgelser har den amerikanske kulturanalytiker Colleen Dilenschneider analyseret, hvilken rolle museerne spiller i vores verden af ”alternative facts”. Tallenes tale er klar: Museer nyder overordentlig stor tillid, og folk ser museerne som en langt mere troværdig kilde til information end fx massemedier, NGO’er, offentlige myndigheder og politikere. ”Fake history” hører ikke hjemme på et museum.

Og ja, jeg kender godt det automatiske modspørgsmål. Skal museer da være kedelige? Nej selvfølgelig skal de ikke det.

Alt for ofte præges debatten om museer af en falsk modsætning mellem oplevelse og faglighed. En modsætning mellem gæstehadende, genstandsfokuserede videnskabsfolk, der hygger sig med hinanden i deres elfenbenstårne, og så folkekære fortællere, der kan slå et slag i bolledejen og få museernes tørvetrillere til at vågne op til glæde for almindelige mennesker.

For et halvt århundrede siden var det nok ikke helt forkert. En kulturministeriel betænkning fra 1969 mente endda, at mange museer var så stillestående, at de selv trængte til at komme på museum. Men sådan er det altså ikke længere!

De succesfulde museer har erkendt, at underholdning og oplevelse ikke står i modsætning til oplysning og faglighed.

Tag blot Museet for Søfart i Helsingør, Moesgård Museum i Aarhus, Strandingsmuseet i Thorsminde, Tirpitz ved Varde og såmænd mit eget museum Den Gamle By i Aarhus. Publikum strømmer til i endda meget store tal – også rigtig mange, der tidligere aldrig kunne drømme om at besøge et museum.

De fleste vil gerne hygge sig og føle sig underholdt. Og de vil bestemt ikke kede sig, hvilket de heller ikke gør, selvom de nævnte museer alle holder den faglige fane højt. Museernes succes dementerer dermed også enhver påstand om, at folk ikke er interesseret i historisk korrekthed.

I tider som vore, hvor orienteringspunkterne er uklare og fremtiden uvis, opstår der typisk et behov for at stoppe op et øjeblik. Besinde sig. Hvem er vi, hvor er vi, hvor kommer vi fra, og hvor er vi på vej hen? For ”nu” er som bekendt et uendeligt kort øjeblik, et midlertidigt stoppested, på vejen mellem fortid og fremtid. Det er historien og traditionerne, der binder det sammen. Her spiller museerne med deres faglighed en nøglerolle.

I alle betydninger af ordet skal museer give en sand oplevelse.

Dette blogindlæg er en lettere revideret udgave af den klumme, jeg har publiceret i Avisen Danmark den 26. februar 2021.

KVART ÅRHUNDREDE

På denne dato for præcis 25 år siden, det var tirsdag 2. januar 1996, troppede jeg som ny museumsdirektør op i Den Gamle By til min første arbejdsdag. At det nu er et kvart århundrede siden er ikke sådan lige til at begribe. For denne nytårsmørke morgen i en kold og snedækket Den Gamle By føles på én gang som var det i går og samtidig som uendeligt længe siden. Billederne fra dengang lyver dog ikke: Det var ikke i går!

På forsiden af Aarhus Stiftstidende tirsdag 2. januar 1996 fortælles det, at jeg tog toget fra mit hjem i Struer kl 6.20 for at være fremme ved Den Gamle By omkring 8.30.

Klokken 9 denne tirsdag var jeg med til min første såkaldte nytårskur i Den Gamle By, hvor bestyrelsesformand Søren Chr. Mellerup præsenterede mig som ny direktør. Det foregik i Møllesalen, hvor jeg hilste på alle medarbejdere. Derpå fortalte jeg, at Den Gamle By altid havde været mit drømmemuseum og at jeg var beæret over at overtage posten efter en kapacitet som Erik Kjersgaard, der var død et halvt år tidligere.

Artiklen inde i avisen fortæller, at mine to første opgaver var at deltage i Den Gamle Bys nytårskur og så skrive en nytårshilsen til Dronningen. Så var jeg ligesom i gang.

Til nytårskuren gav jeg også udtryk for, at jeg ville stikke fingeren i jorden og lytte, og at jeg ikke forestillede mig, at der skulle ske revolutioner i Den Gamle By. Sådan gik det også, vil jeg mene, for selvom der er kommet mange ting til i løbet af de 25 år, så er udviklingen efter min bedste overbevisning sket i pagt med den grundlæggende idé, der ligger bag Den Gamle By.

At udviklingen kom til at ske i pagt med Den Gamle Bys grundlæggende idé, kan jeg i høj grad takke én person for, nemlig tidligere museumsinspektør, dr.phil. Erna Lorenzen, som blev min gode veninde og en slags Den Gamle By-mentor for mig. Erna Lorenzen blev ansat i Den Gamle By i 1935 og arbejdede i 10 år tæt sammen med museets stifter Peter Holm frem til dennes pensionering i 1945. Erna og jeg talte meget om det tankesæt, der fra Peter Holms side lå til grund for Den Gamle By.

Erna Lorenzen introducerede mig til de tanker, der helt fra museets tidlige år lå til grund for Den Gamle By. Erna Lorenzen var dr.phil. og i mange år museumsinspektør i Den Gamle By. Fra 1935-45 arbejdede hun tæt sammen med museets stifter Peter Holm.

Hver gang jeg havde nye tanker om udvikling, tog jeg op til Erna i villaen i Hasle for at høre, hvad hun syntes. Det være sig vedrørende planerne om at gøre Den Gamle By til et levende museum, ideen om at oprette et Dansk Center for Byhistorie i samarbejde med Aarhus Universitet eller det være sig tankerne om at opdatere Den Gamle By med moderne bykvarterer, hvor publikum ville kunne møde en tid, de kan genkende. Hver gang spurgte Erna ind til planerne og hørte, hvad der havde inspireret til disse tanker. Og så var det som om hun talte med sig selv. Egentlig var hun nok i en slags dialog med Peter Holm, og hvis både Erna, Peter og jeg var enige, så gik vi videre med sagen.

Erna Lorenzen døde i 2006 i en alder af 97 år, så hverken Erna eller Peter kom derfor med i overvejelserne om de projekter, som kom til derefter. I hvert fald ikke direkte, men nok indirekte for nu var jeg jo blevet grundigt introduceret til museets oprindelige idegrundlag.

Det har været et privilegium at være med til at forløse noget af den enorme iboende kraft, der ligger i Den Gamle By. Grundideen, museets bankende hjerte, er enestående stærk. Men det gør det jo ikke i sig selv, og det er vigtigt at være opmærksom på, at de mange projekter aldrig ville være blevet til virkelighed, hvis ikke der i Den Gamle By var en stab, der kunne udvikle og virkeliggøre, og hvis ikke museets bestyrelse havde været så fremsynet, som tilfældet er. Projekterne kunne naturligvis heller aldrig være lykkedes uden de fonde og privatpersoner, der har bakket op om Den Gamle By.

På besøg i Den Gamle By omkring 1975.

Helt tilbage fra min studietid i 1970’erne har Den Gamle By for mig stået som et enestående museum. De seneste 25 år har kun bestyrket mig i den opfattelse, og hvis nogen skulle spørge, om jeg ikke har været fristet af jobs på andre (og måske ”finere”) museer, kan jeg sige, at selvom tanken måske har strejfet mig en gang eller to, så er det aldrig blevet til mere end det. Den Gamle By er ”mit” museum, og står det til mig, agter jeg at fortsætte et pænt stykke tid endnu.

Bestyrelsesformand Søren Chr. Mellerup præsenterer mig for Aarhus Stiftstidende, da udnævnelsen til direktør blev offentliggjort i slutningen af oktober 1995.

HVILKE MUSEER ER DE VIGTIGSTE?

Når alt kommer til alt, tror jeg, de fleste vil erkende, at nogle museer klart skiller sig ud på grund af faglighed, folkelig opbakning og international opmærksomhed. Men det er ikke så let at sige højt her i Jantelovens hjemland.

Måske er det derfor, der aldrig er nogen, der har lavet en model, så man rent faktisk kan se, hvilke museer, der skiller sig ud som særligt vigtige. Men hvis man tør, er det nu ikke så svært.

Jeg vover gerne et øje ved at pege på fire målepunkter, som er lette at håndtere, og som også har den fordel, art de kan sættes ind i et regneark:

  1. Kulturstyrelsens kvalitetsvurderinger, som er 360 graders evalueringer af den samlede virksomhed, der udføres på de enkelte museer.
  2. Museernes besøgstal – for hvis der ikke kommer gæster på museerne, hvad skal vi så med dem?
  3. Museernes internationale anerkendelse, som man fx kan måle via deres rating i Lonely Planet og Guide Michelin.
  4. Bedømmelser fra brugere. Her kan man fx bede fire, ti eller tyve personer med overblik og som repræsenterer både museer, skoleverdenen og turisme om at give deres bud – eller man kan tage afsæt i ratings hos TripAdvisor eller Google.

Jeg foreslår, at der i modellen gives en maksimal score på 10 point for hvert målepunkt. Det højest opnåelige pointtal er således 40.

For et par år siden gennemførte jeg øvelsen for mig selv. Syv museer fik mellem 35 og 40 point. Fire museer mellem 30 og 35 point. Tre museer fik de maksimale 40 point. Og 11 museer fik mellem 20 og 29 point. Altså 25 museer med mere end 20 point. Jeg har ikke publiceret, hvilke museer, det drejer sig om, og agter heller ikke at gøre det, men jeg tror ikke, der vil være de store overraskelser.

Dog har jeg vist resultaterne til udvalgte politikere, turistfolk og museumsfolk, og alle har givet udtryk for, at modellen virker til at have stor træfsikkerhed. Men det er naturligvis et øjebliksbillede, der gives. For der vil være museer, der er på vej op, og sikkert også museer, der er på vej ned. Men det er ikke noget problem, for det vil næppe tage en studentermedhjælper mere end en enkelt dag at korrigere pointtavlen med de nyeste oplysninger.

Selvfølgelig kunne man også inddrage andre og flere målepunkter. Fx antal besøgende skoleklasser, evne til at nå grupper, der aldrig eller kun sjældent besøger et museum, entréindtægt, gaver fra fonde og sponsorer, tilskud fra staten, tilskud fra kommuner, gennemslagskraft på sociale medier, digital tilgængeliggørelse af museets samlinger, digitale skoletilbud, antal forskningspublikationer, samarbejde med universiteter, antal uddannede lærlinge – og sikkert også andet.

Hvis man tør vove sig ind på en mere kvalitativ boldgade, kunne man også se på museernes evne til at gå nye veje. Se på hvorvidt museerne påtager sig nye og andre samfundsopgaver. Samt på museernes evne til at adressere tidens store spørgsmål.

Men jeg kan frygte, at modellen derved vil blive så tung at arbejde med, at der reelt ikke kommer til at ske noget. Og så ender man, som man plejer: Intet sker!

Jeg vil æde min gamle hat på, at resultatet ikke vil blive væsentligt anderledes, selvom man inddrager andre og flere målepunkter.

En lettere redigeret udgave af dette indlæg er i dag 10. december 2020 publiceret i Altinget.