Kategoriarkiv: Pejlinger

Tidsrejsen og velfærdssamfundet er Den Gamle Bys USP

Den af

USP er den engelske forkortelse af unique selling point, altså det, der er unikt ved en seværdighed, en vare, en by eller andet, som gerne vil tiltrække kunder eller besøgende.

Hvad mener vore gæster?

Man kan selv have mange forestillinger om, hvad der udgør ens USP. Det har vi da også i Den Gamle By, men vi ved godt, at det ikke er os, men vore kunder, vore gæster, der afgør, hvori Den Gamle Bys USP består. For lige meget hvor godt vi tilrettelægger museernes udstillinger og fortællinger, lige meget hvor grundigt vi informerer på skilte og plancher, så må vi erkende, at museum grundlæggende er noget, der foregår i hovederne på vore besøgende.

Det er derfor altid interessant at læse og høre, hvad museets gæster mener. Det gælder på tripadvisor, i avisanmeldelser, i emails sendt til museet og i dialog med folk, der besøger museet. Ofte bliver man heldigvis bekræftet i sin opfattelse. Sommetider forundres man, eller man bliver ligefrem chokeret. Andre gange får man foræret indsigter, som er så enkle, at man ikke selv havde turdet tænke dem.

Mange internationale besøgende fascineres af, at Den Gamle By viser tidsbilleder fra en by på H.C: Andersens tid. Her madam Wiberg i Eilschous Boliger, hvor den unge Andersen fik sit første kulturelle hjem, som han selv skriver.

Mange internationale besøgende fascineres af, at Den Gamle By viser tidsbilleder fra en by på H.C: Andersens tid. Her madam Wiberg i Eilschous Boliger, hvor den unge Andersen fik sit første kulturelle hjem, som han selv skriver.

Krydstogtsturister i Den Gamle By

Engang her i sensommeren havde turistdirektøren i Aarhus et par besøgende med i Den Gamle By, som gav os et interessant eksternt blik på, hvad det er, der er unikt ved de historier, vi fortæller i Den Gamle By. Gæsterne var to topdirektører fra krydstogtsfirmaet Royal Carribean Cruise Line i Miami, der skulle lære Aarhus’ USP at kende, så de bedre kunne vurdere det forretningsmæssige grundlag for at lade flere af deres skibe komme til Aarhus.

Når et krydstogtsskib har lagt til i Aarhus, er det noget, vi kan mærke i Den Gamle By. Ofte kommer der op til 2000 gæster, når et af de store krydstogtsskibe lægger til kaj. De kommer i busser eller på egen hånd, og der er tale om det mest internationale publikum, som man kan forestille sig. Tyskere, italienere, englændere, japanere, kinesere og ikke mindst amerikaner af alle mulige etniciteter.

Vikingetid og H.C. Andersen

Krydstogtsturister repræsenterer et potentielt voksende publikum for en seværdighed som Den Gamle By.

Vore to gæster fra Miami havde en time til at se museet, så det skulle gå stærkt. Jeg viste dem den gamle del af Den Gamle By, bindingsværksbyen, som man kan sige er det nærmeste, man kommer et billede af Danmark på H.C. Andersens tid. De så bl.a. Eilschous Boliger, hvor man kan ”møde” den præsteenke, som den unge Hans Christian besøgte så ofte, og hvor han blev introduceret til teater og litteratur. ”Dette var det første dannede hus, hvori jeg fandt et hjem”, skriver Andersen i sine erindringer om Eilschous Boliger.

Jeg fortalte dem også om Den Gamle Bys arbejde med at vise Aarhus historie, og viste dem, hvor den store, underjordiske fortælling om Aarhus vil være tilgængelig om et par år. Jeg gjorde en del ud af, at Aarhus historie tager sin begyndelse i vikingetiden, og at man i Aarhus Story vil få en fornemmelse af denne periode, som er et stærkt internationalt brand for Skandinavien – måske mest for Norge, men i et eller andet omfang også for Danmark. Og at man fra vikingetiden vil kunne gå gennem hele historien frem til i dag.

At man kan gå en tur gennem tiden fra førindustriel tid via de moderne tider i 1920erne og frem til 1970ernes velfærdssamfund, er ifølge to krydstogtsdirektører fra Miami helt unikt for Den Gamle By.

At man kan gå en tur gennem tiden fra førindustriel tid via de moderne tider i 1920erne og frem til 1970ernes velfærdssamfund, er ifølge to krydstogtsdirektører fra Miami helt unikt for Den Gamle By.

Velfærdsdanmark

Jeg havde egentlig ikke tænkt mig at vise de to krydstogtsdirektører den nyeste del af museet, der dels giver et billede af livet i de moderne tider, som de tog sig ud i 1927, og dels viser hverdagen, som den var for den almindelige dansker en tilfældig dag i 1974. Men de ville gerne, og vi havde lidt tid tilbage.

Vi gik igennem 1927-kvarteret, og i 1974-delen viste jeg dem Pouls Radio, Konditoriet, Salon Anni og Bogcentralen med de vovede blade. Jeg viste dem kollektivet, pensionistparrets lejlighed og jeg viste dem lejligheden, hvor der bor seks tyrkiske fremmedarbejdere. Jeg viste dem også gynækologen, spejderlokalet og knallertværkstedet. Og så fortalte jeg om børnehaven, der er på vej.

De var helt tydeligt meget interesseret.

Danmark (og Skandinavien) er internationalt kendt for velfærd og frisind. Men kun få museer fortæller denne historie i større stil.

Danmark (og Skandinavien) er internationalt kendt for velfærd og frisind. Men kun få museer fortæller denne historie i større stil.

Den Gamle Bys USP

Nogle dage efter drøftede jeg besøget med turistdirektør Peer H. Kristensen, som også skulle hilse mange gange og takke for rundvisningen. Jeg forstod, at vore tot gæster fandt det fint med både vikinger og H.C. Andersen. Men, som han skrev i en email: ”Det, der virkelig rykker, er hele samfundsfortællingen om Danmarks udvikling. Den havde de ikke set fortalt på den måde før”.

Ved en efterfølgende snak forstod jeg, at det ikke mindst var Den Gamle Bys billede af velfærdssamfundet, som havde fascineret de to gæster. Når man ser det hele lidt fra oven, så er velfærdssamfundet som det har udviklet sig i Danmark (og Skandinavien) også helt unikt på verdensplan. Måske det bliver en parentes i historien, vi ved det ikke. Men vi ved, at velfærden, frisindet, kvindefrigørelsen og ungdomsoprøret har sat sig spor i vores værdisæt, omgangsformer og kultur i en grad, så det er med til at definere hvad der er typisk dansk.

For andre besøgende vil museets USP givetvis være noget andet. Men denne pejling i forhold til det internationale turistpublikum er overordentlig interessant for museets selvforståelse og videre arbejde.

Hvordan kan man se, om noget er kunst?

Den af

Jeg tror, der er flere, der ligesom mig kan have svært ved at se, hvad der er kunst, og hvad der ikke er. Nedenfor tillader jeg mig at give et par eksempler, som jeg har haft megen morskab af. Denne lille nytårs-bagatel fortælles i billeder og billedtekster – og med glimt i øjet .

For et par år siden stødte jeg på Statens Museum for Kunst på denne installation. Og skal jeg være helt ærlig, var i syv sind og meget usikker på, om det var et kunstværk, eller om der bare var noget der dryppede.

For et par år siden stødte jeg på Statens Museum for Kunst på denne installation. Og skal jeg være helt ærlig, var jeg i syv sind og meget usikker på, om det var et kunstværk, eller om der bare var noget der dryppede.

 

På nogenlunde samme tid var jeg en tur på Arken, hvor jeg midt i udstillingerne stødte på denne sækkevogn. Igen var jeg noget usikker på, hvad det var.

Et par dage efter var jeg en tur på Arken, hvor jeg midt i udstillingerne stødte på denne lidt pudsige sækkevogn. Igen var jeg noget usikker på, hvad det var.

Her var problemet imidlertid til at overse, idet sækkevognen var ledsaget af den kendte tekst "Må ikke berøres/ Please do not touch". Og så var der jo ingen tvivl: Det er et kunstværk!

Her var problemet imidlertid til at overse, idet sækkevognen var ledsaget af den kendte tekst “Må ikke berøres/ Please do not touch”. Og så var der jo ingen tvivl: Det er et kunstværk!

For nylig var jeg så igen på Statens Museum for Kunst, hvor jeg stødte på denne campingvogn.

For nylig var jeg så igen på Statens Museum for Kunst, hvor jeg stødte på denne campingvogn.

Det var rigtigt dejligt, for denne gang var der overhovedet ingen tvivl, idet teksten foran indgangen til campingvognen oplyste: "Dette er et kunstværk".

Det var rigtigt dejligt, for denne gang var der overhovedet ingen tvivl, idet teksten foran indgangen til campingvognen oplyste: “Dette er et kunstværk”.

Det er jo forbrugeroplysning, der vil noget. Samtidig tager man hensyn til sådan en  som mig, en ustuderet røver udi kunsthistorien, fordi nu kan jeg tale med uden at risikere at komme til at fremstå som aldeles uvidende.

 

 

 

 

 

 

Godt nytår

Den af

2014 – sikke et år for Den Gamle By! 499.247 besøgende på kun 12 måneder! Det er ca 20.000 eller 4 pct flere end i 2013, hvor vi ellers havde slået alle rekorder. Og så har vi endda det meste af året haft en larmende byggeplads midt på museet, hvortil kom, at sommeren ikke var det mindste museumsvenlig. Helt aktuelt kan jeg oplyse, at også juleperioden er gået fantastisk. Den Gamle By har haft sin bedste julesæson nogensinde med næsten 170.000 besøgende på godt seks uger.

Jubilæumsår med højt aktivitetsniveau

Når vi ser tilbage på 2014, så var det året hvor Den Gamle By kunne markere 100-året for museets grundlæggelse her i Botanisk Have. Det skete hen over året: En lille udstilling om Den Gamle Bys historie, nominering af Den Gamle By til den europæiske museumspris, en jubilæumsplakat lavet af Dronningen, et par dage med gratis adgang og mulighed for kig bag facaden, åbning af tre nye butikker, en særlig opera, Rosa og Evigheden, skrevet i anledning af jubilæet – og meget mere. 2014 var også året, hvor en analyse viste, at Den Gamle By er århusianernes foretrukne kulturinstitution, og det var året hvor nogen fik den herlige og skøre idé at invitere fire unge mennesker til at være kollektivister på 1974-betingelser. I 2014 har vi også åbnet særudstillingerne “Aarhus Rocks”, “Hønsestrik og Hotpants” og ”Alle DRs julekalendere”. Samtidig er der blevet tømt magasiner i Købmandsgården, etableret driftslager i Holme, åbnet billedarkiv på Eugen Warmings Vej og igangsat samtidsindsamling.

Der er blevet gjort rent, lavet tonsvis af mad, fyldt på hylderne i butikkerne og fejet i alle hjørner. Vi skal heller ikke glemme, at Den Gamle By faktisk er et mellemstort byggefirma, som har gang i 4-5 større byggesager plus det løse, og vi kan være stolte af, at vores byggeri faktisk kører efter planen og budgettet.

”Det er vores jul”

Her i december måned kunne vi så glædes over de fire udsendelser på DR med fællestitlen “Det er vores jul”. Udsendelserne gav et charmerende billede af de mange afdelinger og personligheder, der får hele dette komplekse projekt til at klappe – med alt lige fra juleinspektør, til skræddere, bagere, kokke, gartnere, ølbryggere og mange flere.

Udsendelsen gav et fint billede af de mange hænder og hoveder, der er med til at skabe vores største højsæson, og ikke mindst det engagement, der er til stede hos alle. Jeg blev simpelthen så glad, ja sommertider blev jeg helt rørt, når jeg her så Den Gamle Bys frejdige flok udfolde sig på TV i bedste sendetid.

Den store donation

Det helt ekstraordinære, som skete i 2014 var dog, at A.P. Møller Fonden bevilgede 135 mio kr til at færdiggøre det store projekt med at skabe moderne bykvarterer plus ny indgang mod syd. Et projekt, som for alvor fik luft under vingerne, da fonden i 2007 bevilgede de første 161 mio kr.

Det vil sige, at A.P. Møller Fonden i alt har givet Den Gamle By næsten 300 mio kr til realisering af det projekt, der for nu snart 13 år siden begyndte som en drøm, en umulig drøm, mente mange, og som siden blev til det projekt, som vi nu har midlerne til at gøre færdig over de nærmeste år.

Hvis man forsøger at gå op i helikopterperspektiv, så er det faktisk noget helt enestående, der sker i Den Gamle By i disse år. Når man, som vi, står midt i det, kan det måske være svært at forstå rækkevidden af det, vi har gang i.

For os, der er i Den Gamle, er det et eneståede privilegium at få lov til at være med til at realisere dette projekt. Men på den anden side skal vi ikke være blinde for, at det også er et enormt og næsten skræmmende ansvar, der hviler på os. For det er jo i virkeligheden ikke så let, det her. Vi har lige i øjeblikket projekter i gang for mere end 200 mio kr, og prøv at tænke den tanke, at vi kom til at overskride budgettet med bare fem procent!

2015 bliver også et travlt år

Når vi ser frem mod det år, som vi lige er begyndt på, er der fortsat mange fine ting på programmet. Plakatmuseet vil vise en udstilling med Punk-plakater og en med Politiske plakater gennem tiden. Punkudstillingen åbner til vinterferien, og de politiske plakater hænges op så snart, der bliver udskrevet valg – det hele er klart!

Af større ting i 1974-kvarteret skal nævnes Bent Js jazzværtshus, som vi regner med skiftevis kan fungere både som udstilling og som jazzsted. Der ud over De Små Hjem, som er lejlighederne i huset fra Skottenborg. Så er der Huset Fortæller, som foregår i Hjørringhuset, og endvidere VVS-værksted, baggårdslokummer, børnehave, spejderlokale og knallertværksted.

På byggefronten går teknikere og håndværkere i gang med indgangshuset til Aarhus Story og det hjørnehus, der skal ligge lige over for Pouls Radio.

Vi skal videre med bygning og indhold til Aarhus Story, og så skal vi til at detailplanlægge resten af 1974-kvarteret, Sydhavnen, 2014-delen og ny indgang – alt det, som vi har fået de nye A.P. Møller-penge til.

Vi skal arbejde i samme retning

Når jeg ser på min egen rolle som direktør for Den Gamle By, så er en af mine vigtigste opgaver at forsøge at have overblik og arbejde for, at vi alle – enkeltpersoner, faggrupper og afdelinger – i hele organisationen arbejder i samme retning.

En meget stor del af indholdet i den kommende udvikling er om bekendt lagt fast i og med, at vi har modtaget de store donationer til bestemte projekter. Så det er ikke så meget her, der skal lægges linjer. Som jeg ser det, er der især fem meget vigtige ting, vi skal holde os for øje i de kommende år.

Fokus på publikum

Første punkt er fokus på publikum! Her er det især servicesiden, vi virkelig skal være opmærksom på.  Både når det drejer sig om kaffe og kage, og når det drejer sig om hvilesteder rundt om på museet. Men så sandelig også imødekommenhed og værtsskab. Det er sådan noget, man husker, og det er sådan noget, der gør, at de vil anbefale et besøg til deres familie og venner.

Vi skal holde hus med ressourcerne

Den anden ting, som jeg tror er vigtigt i de kommende års arbejde, er at vi skal holde hus med vores ressourcer. Det betyder bl.a. at vi skal fokusere på de vigtigste ting, hvilket også betyder, at der vil være mange ting, som vi må lade være med eller udskyde til en anden gang – selvom de kan være både relevante og interessante.

Så vi skal prioritere, vi skal være smartere – og vi skal også være sparsommelige. At vi har fået 135 mio kr fra A.P. Møller Fonden betyder ikke, at vi har penge at rutte med, snarere at vi skal bruge vores ressourcer endnu mere målrettet end vi i forvejen gør.

Der er flere eksempler på andre store kulturvirksomheder, som på baggrund af store underskud har måttet stå med hatten i hånden over for kommunen eller staten. Det skal vi for alt i verden undgå.

Plejer er død

Den tredje ting, som er meget vigtig, er at vi ikke skal rette os efter ham ”Plejer”, der jo ofte sidder på skulderen og fortæller, hvordan vi skal gøre tingene. Den Gamle By er i vækst, og vi bliver mere og mere en udviklingsorganisation. Det betyder at vi må gøre ting på andre måder, end vi plejer. Vi skal ikke lave om for at lave om. Men fordi der er gode grunde hertil – og så er det underforstået, at det, vi gør, altid være i samklang med hele museets koncept og samlede udtryk.

Vi-organisation

Den fjerde ting, jeg synes er så afgørende vigtig, er at vi bliver ved med at se os og opføre os som det, jeg i forskelige sammenhænge har kaldt en vi-organisation. Det betyder noget i retning af, at vi siger – og tænker – vi og vores frem for mig og min. Vi skal huske, at flere hoveder normalt tænker bedre end ét hoved. Det er ikke nogen skam at bede andre om hjælp. Vi tager ansvar for helheden og for hinanden.

Vi skal altid have helheden for øje

Det leder over i det femte punkt, som er, at vi altid skal have helheden for øje. Det er ikke enkelte faggrupper, enkelte afdelinger eller enkelte personer, der er i fokus. Det er Den Gamle By. Og hver gang, vi som organisation står ved en korsvej eller et svært valg, skal vi huske, at det, vi beslutter, først og fremmest skal være hensigtsmæssigt for helheden Den Gamle By.

Altså

  1. Vi skal holde fokus på publikum
  2. Vi skal holde hus med vore ressourcer, så vi kan bevare Den Gamle Bys råderum og selvstændighed
  3. Vi skal sørge for at Plejer ikke får for meget at sige, og vi skal ikke være bange for forandringer
  4. Vi skal tænke og agere som en vi-organisation
  5. Vi skal huske, at helheden er både større og vigtigere end organisationens enkelte dele.

Godt nytår

Den Gamle By er sat i verden for at være et museum og dermed et sted, hvor folk kan få udvidet deres horisont, fascineres og blive betaget. Men Den Gamle By skal også være et mødested og et sted, hvor det bare er rart at være.

Forstår vi at satse fornuftigt på begge områder, og formår vi samtidig at holde os de fem punkter for øje, så er jeg overbevist om, at Den Gamle By har en særdeles lys fremtid foran sig.

Dagen er snart tiltaget med en time, og jeg har både erantis og vintergækker i haven. Det går mod lysere tider.

Godt nytår!

eranthis

 

Spor af levet liv – på open-air museum og nu også på kunstmuseum

Den af

Da jeg for nogle uger siden var Statens Museums for Kunst kunne jeg ikke undgå at støde ind i de store installationer, der udgør museets særudstilling ”Biography” med kunstnerduoen Elmgreen & Dragset.

Udstillingen fik mig til at tænke på min gode kollega Jan Vaessens udsagn om sit museum: ”We are not a museum about houses or objects, we are a museum about people”. For det samme kan man nemlig fristes til at sige om SMKs aktuelle udstilling. Den viser ikke kunstværker, men installationer, der giver associationer om levet liv. Den handler ikke om kunst, men om mennesker. Det pudsige er blot, at Jan Vaessens museum, Nederlands Openluchtmuseum, er et klassisk open-air museum, mens SMK er et klassisk kunstmuseum.

Lad mig illustrere det med fotos fra henholdsvis SMKs aktuelle udstilling og så de to bygninger fra Amsterdams Westerstraat, som for tre år siden blev opført op Nederlands Openluchtmuseum i Arnhem.

Elmgreen & Dragsets største installation viser en simpel etageejendom, nærmest et østtysk plattenbau.

Elmgreen & Dragsets største installation viser en simpel etageejendom, nærmest et østtysk plattenbau.

Indgangspartiet er præget af nedslidning og virkelighed.

Indgangspartiet er præget af nedslidning og virkelighed.

Også dørtelefonen minder om en virkelig dørtelefon.

Også dørtelefonen minder om en virkelig dørtelefon.

Og når man kigger ind ad vinduerne, ser man ind i lejligheder, der ligner virkelige lejligheder.

Og når man kigger ind ad vinduerne, ser man ind i lejligheder, der ligner virkelige lejligheder.

Nederlands Openluchtmuseums to ejendomme fra Westerstraat i Amsterdam står ligeså solitære som Elmgreen & Dragsets betonbygning i foyeren på SMK.

Nederlands Openluchtmuseums to ejendomme fra Westerstraat i Amsterdam står ligeså solitære som Elmgreen & Dragsets betonbygning i foyeren på SMK.

I baggården er der graffiti og det virker nedslidt, som i så mange brokvarterer.

I baggården er der graffiti og det virker nedslidt, som i så mange brokvarterer.

Her kan man imidlertid gå ind i lejlighederne. Her en lejlighed for tyrkiske fremmedarbejdere

Her kan man imidlertid gå ind i lejlighederne. Her en lejlighed for tyrkiske fremmedarbejdere.

Og her ses et værtshus.

Og her ses et værtshus.

Naturligvis er der forskel på de to udstillinger eller installationer. Men på den anden side er det tankevækkende, så ens de er i deres ambition om at komme tæt på det levede liv og vores personlige oplevelse heraf.

Begge installationer kan stærkt anbefales.

 

Museer der ikke virker museumsagtige

Den af

Af alle danske museer holder jeg navnlig af tre: Louisiana, Glyptoteket og Den Gamle By. Hvor forskellige de end er, har de også en række væsenstræk til fælles.

Alle tre er de venlige og imødekommende. Der er noget oase over dem og en helt særlig stedets ånd. Man kan gå på opdagelse, snuse – uden absolut at skulle have proppet viden ned i halsen. Og dog får man altid et eller andet substantielt med hjem.

Jeg husker tydeligt første gang, jeg oplevede et museum på den måde. Det var engang i min studietid, engang midt i 1970erne. Min kone og jeg var på besøg i Den Gamle By. Det var uden for sæsonen, og selvom mange af husene var lukket, havde vi haft en hele serie gode oplevelser. Da var det, at jeg tænkte: Her kunne jeg godt tænke mig at være engang.

Min kone Lisbeth og jeg i Den Gamle By i 1975.

Sådan kom det af uransagelige årsager også til at gå. Jeg har nu i snart 19 år været chef for Den Gamle By og haft den glæde at være med til at præge en nyudvikling af museet. Før den tid var jeg i otte år leder af Struer Museum. I mine mere end 25 museumsår er jeg fra tid til anden standset op og har funderet over, om det, jeg arbejdede med, nu også var vigtigt. Om det havde relevans og betydning for nogen. Og fra tid til anden har jeg forsøgt at sætte nogle ord og billeder herpå.

Dermed er jeg tilbage ved de tre museer.

“Den skal borttage det museumsagtige” 

I sin tale i 1906 ved åbningen af Glyptotekets vinterhave sagde brygger Carl Jacobsen disse tankevækkende ord om den nye vinterhave: ”Den skal først og fremmest være en hvileplads …, men den skal tillige give Glyptoteket en ejendommelig karakter. Det er altid tiltalende at se noget, der ikke findes andre steder… Den skal borttage det museumsagtige, som trods alle mine bestræbelser for at frigøre mig derfor, ikke helt har kunnet undgås”. ”

Tanken med Glyptotekets vinterhave var, at den skulle “borttage det museumsagtige”, som bryggeren Carl Jacobsen udtrykte det ved åbningen i 1906.

Det er derfor, jeg har kaldt samlingen Glyptoteket for at betegne, at det ikke skal være et museum af den almindelige art”, fortsatte Carl Jarcobsen. “Men endelig skal vinterhaven gerne drage folk til Glyptoteket. Vi danske har meget mere forstand på blomster end på kunstværker, og jeg tænker mig, at det grønne om vinteren kan drage folk herind, og når de da ser på planterne, falder der måske også en tanke af til statuerne”.

Skabelsen af bybilledet

Der er for mig ingen tvivl om, at Den Gamle Bys grundlægger Peter Holm var helt på linje med Carl Jacobsen. I et posthumt udgivet tilbageblik fra 1951 siger Peter Holm det på denne måde: ”Det, der for mig stod som hovedsagen, var skabelsen af bybilledet, gerne med al den hygge og stemning, der kunne være over små gamle byer med huse fra forskellige tider, krogede gader og småhaver med frugttræer, nytteurter og sirbuske. Der var i hvert fald enighed om, at det ikke skulle være et bygningsmuseum med huse i systematisk, stilhistorisk orden… Dels ville et sådant typemuseum virke uendeligt kedsommeligt, og dels ville det aldrig kunne give et sandfærdigt billede af en gammel købstad”.

Det var Peter Holms idé, at Den Gamle By ikke skulle være et bygningsmuseum med huse i systematisk, stilhistorisk orden, men derimod et troværdigt billede af, hvordan en gammel købstad tog sig ud i 1700- og 1800-tallet.

Det var Peter Holms idé, at Den Gamle By ikke skulle være et bygningsmuseum med huse i systematisk, stilhistorisk orden, men derimod et troværdigt billede af, hvordan en gammel købstad tog sig ud i 1700- og 1800-tallet.

“En stille glæde, et åndeligt velvære”

Et sted i sin fremragende bog Stedets ånd fra 1995 skriver Louisianas grundlægger Knud W. Jensen følgende: ”Når vi oplever et stort menneskeværk, bliver vi først fyldt af en stille glæde, et åndeligt velvære, hvor vi bliver åbne og modtagelige. Efterhånden som oplevelserne akkumuleres, fører de os ind i en lykkelig sindsstemning. Enhver, der i timer har gået rundt i en domkirke, et tempel, en have med springvand eller en smuk by, har oplevet det. De store steder bevæger og henrykker en”.

“De store steder bevæger og henrykker en”, sagde Louisianas skaber Knud W. Jensen.

Vække til eftertanke, skabe glæde og inspiration

I Den Gamle By siger vi i dag, at museet skal vække til eftertænke, skabe glæde og inspiration. Det er museets mission at være vedkommende og at gøre historien nærværende for folk. Fordi vi tror på, at historien betyder noget for os mennesker. Så vi kan lære os selv bedre at kende og se ud over vores egen næsetip og dermed sætte os selv og vores samtid i perspektiv. Det er derfor Den Gamle Bys ambition at nå ud til så mange mennesker som muligt, herunder også til dem, der normalt finder museer kedelige eller elitære.

Musernes hjem

Der er alsidighed, der er gå på opdagelse, og der er masser af leg og læring på museerne. Louisiana, Glyptoteket og Den Gamle By. De er som oaser, refugier, reservoirer og inspiratorier, og dermed kan man sige, at de i meget høj grad er i pagt med det antikke museumsbegreb, museion, som jo betyder musernes hjem. De ni muser er døtre af Mnemosyne, erindringens gudinde, og omfatter – oversat til nutidige begreber – det historiske, det poetiske, det musiske og det dramatiske.

Og så er det tankevækkende, ja nærmest paradoksalt, at ingen af de tre museer indeholder selve ordet museum i deres navn. Ikke mindst fordi de for mig nærmest er indbegrebet af at være det musernes hjem, museion, som i den græske mytologi inkarnerer fællesmængden af inspiration, erindring og kundskab.

 

Tingsmuseer og historiemuseer

Den af

For et par år siden sad jeg på en fortovscafé i Bloomsbury i London og lod tankerne flyve. Jeg havde været rundt på mange museer i mange lande for at samle inspiration til det, der skulle blive til Aarhus Story, der åbner i Den Gamle By i 2017 som en ny type byhistorisk udstilling.

 

Mens jeg nød kaffen, gjorde jeg dette notat i min lommebog: ”Efter at have set hundreder af museer, store og små, enkle og ekstravagante, lokale og internationale, så står det stadig klarere for mig, at der går en markant skillelinje mellem de museer, der udstiller ting, og så de museer, der fortæller historier. Begge typer har så absolut deres berettigelse, men jeg – og tilsyneladende også mange andre – foretrækker afgjort historiemuseerne frem for tingsmuseerne”.

 

Forud for notatet var gået et par måneder med intens museumsrejse med besøg på MAS – Museum an de Stroom i Antwerpen, Bokrijk ved Genk, STAm i Gent, Huiz de Alijn i Gent, DDR-Museum i Berlin, Story of Berlin, Deutsches Historisches Museum i Berlin, Altes Museum, Neues Museum, Bode Museum, Pergamon Museum, Pergamon Panorama – alle på Museumsinsel i Berlin, samt Museum of Liverpool, International Slavery Museum, Merseyside Maritime Museum, The Beatles Story, Museum of London, War Rooms & Churchill Museum, British Music Experience, Natural History Museum, V & A, Imperial War Museum og British Museum. Og jo flere museer, jeg besøgte, des klarere stod sondringen for mig.

 

I Berlin tegner billedet sig ekstra tydeligt med markant forskel på de store tingsmuseer på Museumsinsel på den ene side og så det interaktive og fortællende DDR Museum på den anden.

 

Busten af dronning Nefertiti er uden tvivl hovedstykket på Neues Museum på Museumsinsel.

Busten af dronning Nefertiti er uden tvivl hovedstykket på Neues Museum på Museumsinsel.

Muserne på Museumsinsel rummer fornemme samlinger, og alle museerne er gennem de senere år renoveret for milliarder. Arkitekturen er betagende og hele det enestående museumskompleks har en ganske særlig stedets ånd. Personligt blev jeg fascineret af ikoniske genstande som fx Pergamon alteret på Pergamon Museum og den egyptiske dronning Nefertiti på Neues Museum. Genstande med en stærk historie og fascinationskraft.

På Bode Museum kan man nemt køre træt i de enorme samlinger, der er udstillet. Tilsvarende gælder også Neues Museum og Altes Museum, hvor jeg ofte var alene i de store sale med montre efter montre.

På Bode Museum kan man nemt køre træt i de enorme samlinger, der er udstillet. Tilsvarende gælder også Neues Museum og Altes Museum, hvor jeg ofte var alene i de store sale med montre efter montre.

Men skal jeg være helt ærlig, så løb jeg hurtigt sur i de forskellige museers enorme samlinger af genstande. Den ene sal efter den anden, den ene montre efter den anden. Utvivlsomt fine genstande, unikke og velresearchede. Men hold op, hvor var det ensformigt og kedeligt, og jeg havde ikke nogen fornemmelse af, at museumsfolkene havde gjort sig tanker om, hvordan deres samlinger kunne gøres relevante og interessante for den almindelige besøgende. På både Bode Museum, Neues Museum og Altes Museum var jeg den eneste besøgende i adskillige af de store og meget stille sale, så det var nok ikke kun mig, der havde det sådan.

 

På DDR-Museum myldrer det med mennesker, der går på opdagelse i en klart defineret historie, som føles vedkommende for ganske mange mennesker.

På DDR-Museum myldrer det med mennesker, der går på opdagelse i en klart defineret historie, som føles vedkommende for ganske mange mennesker.

Anderledes med DDR Museum, som ligger under jorden i nogle lavloftede, beklumrede lokaler. Arkitekturen er mildt sagt ikke spektakulær, men historien, som museet fortæller, er åbenbart så stærk, at lokalerne konstant er fyldt af et engageret, snakkende og begejstret publikum. De enkeltgenstande, der er udstillet, er hverdagsgenstande fra en tid, som mange eller måske de fleste har en relation til. Typiske DDR-varer, legetøj, ugeprogram fra Børnehaven og tøj fra DDR-perioden. Der er et rum, hvor man kan hvile ryggen og se filmklip fra militærparader, byggeri af nye boliger og andre hverdagsbilleder fra DDR. Og der er tableauer, som fx en stue med TV, et køkken, et afhøringsrum, partibossens skrivebord og en Trabant, som de besøgende kan sætte sig ind i. Interaktivitet er i det hele taget et nøgleord, og ved udstillingen af enkeltgenstande skal man som besøgende kigge i skuffer eller lukke skabe op. Der er altid noget, man som besøgende skal foretage sig.

 

De besøgende er sammen, diskuterer og morer sig mens de åbner og skuffer og skabe for at se, hvad der gemmer sig af genstande og historier.

De besøgende er sammen, diskuterer og morer sig mens de åbner og skuffer og skabe for at se, hvad der gemmer sig af genstande og historier.

Det er klart, at DDR Museum har den fordel, at museet fortæller en nærværende historie, hvilket jo ikke er tilfældet med de store museer på Museumsinsel, hvis primære fokus ligger på oldtid og middelalder. Dertil kommer, at det som besøgende kan være svært at forstå, hvorfor de forskellige genstandssamlinger er placeret på et museum og ikke på et andet. På mig virker det som om, det er tilfældigheder og ikke ønsket om at fortælle en bestemt historie, der har været styrende. På DDR Museum er man aldrig i tvivl om, hvilken historie, der fortælles, og man er heller ikke i tvivl om, at museet har en ambition om, at denne historie skal kunne forstås også af det brede publikum.

 

 

DDR Museum fokuserer på en klart defineret historie, og der er både tableauer, enkeltgenstande og masse af hands-on.

DDR Museum fokuserer på en klart defineret historie, og der er både tableauer, enkeltgenstande og masse af hands-on.

Vi har brug for en tidssvarende terminologi til fremtidens museer

Den af

I midten af maj deltog jeg sammen med Martin Brandt Djupdræt i European Museum Forums konference i Tallinn i anledning af uddeling af årets European Museum of the Year Award, den såkaldte EMYA. Den Gamle By var nomineret til prisen, hvilket vi er stolte af – også selvom den gik til Uskyldens Museum i Istanbul og ikke til Den Gamle By.

Foredrag om museer er sjældent ligeså fascinerende som besøg på museer. Det lyser vist ud af dette snapshot fra EMYA-konferencen i Tallinn i maj, hvor på nederste række ses Orhan Pamuk, hvis Museum of Innocence fik den store pris. Nærmeste ses undertegnede fra Den Gamle By, som var nomineret til prisen.

I løbet af konferencen slog det mig, i hvor høj grad vi inden for museumsverdenen trænger til at opdatere en række af de helt centrale begreber, som man bruger om museer. Jeg skal give tre eksempler.

Alle de museer, der var nomineret til EMYA, var blevet bedt om at medbringe et ”object”, en museumsgenstand, og det var helt tydeligt, at det for mange ikke var genstanden, men snarere historien, fortællingen, eftertanken, eller den udfordrende problematisering, der for dem var det centrale. Det var nok derfor Spaniens nationale sciencemuseum i La Coruna medbragte et spørgsmålstegn, Baksi Museum fra tyrkiske Anatolien medbragte en kjole, der blev vævet af frivillige og solgt på museet, mens Museum of Innocence medbragte en bog.

William Morris Gallery ser det som sin primære opgave at give de lokale noget af være stolte af. Museet havde som “museumsgenstand” valgt at medbringe dette banner, som er lavet af frivillige omkring museet, som ligger i en stærkt nedslidt del af London. Teksten på banneret er “A cause which cannot be sung is not worth following”, og nederst står der “Many threads, one fabric”.

I drøftelserne af museernes ”output” var fokus på ”exhibition”, udstilling, og det lå nærmest i luften, at et museum er en bygning, hvori man udstiller en samling af museumsgenstande. Men mange museer har fokus på helt andre ting, som primært relaterer sig til større fortællinger, til museernes sociale rolle eller ideologiske funktion. Fx var det spændende at høre, hvordan William Morris Gallery i London havde som sit primære formål at give folk i det nedslidte område, hvor museet er placeret, noget at være stolte af. Occidens Museum i katedralen i Pamplona sagde direkte, at museet ikke var en udstilling, men en refleksion. Og Den Gamle By var bl.a. nomineret for sit arbejde med at inkludere marginale grupper som fx demente ældre og børn og unge med mentale handicaps.

Museumsgenstand eller udstilling? Ja, begge dele, men så sandelig også en tomastet skonnert, der sejler museumsgæster til Estlands nye maritime museum i Tallinn. Mange museer er i dag meget mere end de traditionelle museumsbegreber lader ane.

Heritage, kulturarv, var et andet klassisk museumsbegreb, der blev problematiseret. Nok mest fordi det ikke har appel til nutidens publikum, men nok også fordi det fokuserer på fortiden og ikke tager afsæt i den nutid, som museernes besøgende jo lever i. Måske man i stedet skulle tale om identitet?

Object, exhibition, heritage! Museumsgenstand, udstilling, kulturarv! Ord som for mange giver associationer til støvede institutioner, som er helt ude af trit. Både med det samfund, som museerne i sidste ende skal tjene, og også med den aktuelle udvikling inden for den europæiske museumsverden, som rent faktisk er langt mere spændende, end de nævnte termer lader ane.

Nobelpristageren Orhan Pamuk, der vandt EMYA med sit Museum of Innocence, har skrevet det meget omtalte ”A Modest Manifesto for Museums”. Heri modstiller han en række begreber, og med inspiration herfra kunne man måske sige:

–      Vi tænker i objekter, vi bør tænke i ideer

–      Vi tænker i udstillinger, vi bør tænke i fortællinger

–      Vi tænker i kulturarv, vi bør tænke i identitet.

På Tallinn-konferencen blev præsenteret 34 museer, der alle var fundet værdige til at blive European Museum of the Year. Det var tankevækkende og opløftende at opleve, hvor mangfoldig den europæiske museumsverden er og hvor mange nybrud, der sker rundt omkring.

Der er for mig ingen tvivl om, at museumsbegrebet er under forandring. Det er vigtig at vi finder ord, der har relevans for de mange museer, der er på vej ind i fremtiden.

 

Historien venter ikke på os!

Den af

En Blockbuster i Den Gamle By! Kan man forestille sig det? Altså ikke en stor udstilling, men en video-butik? Eller et pizzaria, der er proppet ind i en nu nedlagt bankfilial? Eller en Home-ejendomsmægler? En studenterhybel med ren IKEA? Og på gaden en Skoda Octavia, en Mazda 3 og en VW Golf? Kan man virkelig det?

Ja, i Den Gamle By kan vi nemt forestille os sådan et snap-shot af det år, vi er i nu, 2014! Museet fylder 100 år og har aldrig været yngre, og vi bruger på den måde jubilæumsåret til at se fremad. Og skal det lykkes, skal vi i gang med det samme! For da vi for ti år siden begyndte at dokumentere det, der skulle blive til museets 1974-kvarter, var mange ting allerede svære at skaffe.  Derfor sætter vi nu gang i en indsamling af huse, butikker og indbo, stort og småt, så museets gæster om få år kan træde ind i et 2014-bymiljø, hvor man både kan se, røre og lugte. Akkurat som man gør det i Den Gamle Bys nye 1974-kvarter. Her ser vi gæsterne opdage noget, de måske havde glemt, vi ser de forundres og at de har det morsomt, når de kigger ind hos kollektivet og kernefamilien, hører ABBA og Gasolin hos Pouls Radio, gyser ved synet af gynækologens redskaber eller nyder ”en med det hele” ved pølsevognen eller kaffe og napoleonskage i konditoriet.

Måske kan man forestille sig en Blockbuster i Den Gamle By. Historien om video og anden form for udlejning af film er vigtig i 1980er, 90erne og 00erne, men kraftig på retur nu i 2014. Dermed kan en sådan butik være med til at fortælle den historie, der ligger mellem 1974 og i dag.

Jeg tror ikke, jeg var den eneste, der i begyndelsen syntes, at 1974 – jamen, var det ikke i går? Men nu er det rent faktisk hele 40 år siden! Og regnet i museumstid, går der ikke længe, før 1974 er både 50, 60 eller 70 år siden og dermed på vej til at forsvinde ud af de flestes erindringshorisont.

I morgen er i dag i går – ”Morgen is heden verleden!” – sagde den nu afdøde hollandske museumsmand Frans van Puijenbroek og satte dermed for alvor samtidsdokumentation på museernes dagsorden. Han bakkes op af norske Olav Aaraas, som siger, ”vi vil gerne have nogen til at sige, at vores liv også er vigtige, og lige så vigtige som stenalderens hulemænd, de mjøddrikkende vikinger og 1800-tallets bønder”.

Hvad er det så vi vil i Den Gamle By? Hvad kan vi? Og hvad skal vi samle ind? Mængden af informationer, ting og helheder er jo uendelig og nærmest uoverskuelig, så det er afgørende vigtigt at afklare, hvilke kriterier og retningslinjer vi skal arbejde efter.Først og fremmest skal vi holde fast i det mål, vi også satte for indsamlingen til 1974-delen. Nemlig at det valgte årstal bliver en slags udsigtsår, hvorfra man kan se både frem og tilbage. Ideen kommer fra det nordengelske Beamish, som med afsæt i en række nøgleårstal både viser noget, der er nyt og noget, der er ved at forsvinde. Hos det unge par kan oldemors kommode således sagtens stå side om side med Ikeas Billy-reoler og en stak aviser fra  2014. Det giver dybde og dynamik, og det valgte fokusår lukker dermed op til en hel epoke.

For det andet skal vi identificere de store historier, de stærke historier, som ikke nødvendigvis altid er repræsentative, men som en slags tidsmarkører fortæller noget vigtigt om epoken. I 1974-kvarteret viser vi naturligvis en typisk kernefamilies lejlighed – alt andet ville jo være forkert. Men vi fortæller også om kollektiverne og om kvindefrigørelse og billedpornoens frigivelse. Begivenheder, som har givet – og stadig giver – danskerne identitet og profil. Det er nu vores opgave at finde de tilsvarende store historier fra 2014.

Det er også vigtigt at gå efter ting i fuld størrelse og stoflighed. I Sverige grundlagde man i 1970’erne netværket SamDok, der i godt tre årtier arbejdede målrettet med at dokumentere samtiden. Men i dag står det desværre klart, at meget lidt af det indsamlede kan anvendes til direkte glæde for publikum. En af initiativtagerne, Sten Rentzhog, konkluderede således i en artikel i Den Gamle Bys årbog i 2009, at ”samlingerne mest rummer optegnelser, lydbånd og fotografier, hvoraf meget lidt egner sig til brug i formidlingen”.

Det, vi samler ind, skal naturligvis også kunne indpasses i Den Gamle Bys koncept og være realistisk at gennemføre. Vi kan ikke indsamle en blok fra Gellerupparken. Vi kan ikke flytte et helt villakvarter. Og vi kan heller ikke indsamle en Bilka eller et storcenter. Men vi kan samle elementer ind, som har dimensioner, der kan indpasses i en bymæssig bebyggelse a la det brokvarter, som i dag huser Den Gamle Bys 1974-afsnit.

2014-bydelen skal give gæsterne en følelse af at være helt omsluttet af historien. Vi stræber efter at lave et gadeforløb med et antal huse med butikker i stueetagen og boliger og erhverv på de øvre etager. Og så må vi naturligvis ikke glemme biler, vejskilte, klistermærker, gadelamper, plakater, reklamer, affaldsspande med indhold og udtrådt tyggegummi og slikpapir på fortovet.

Husene skal passe ind i den karré, som udgør grundplanen og konceptet for museets moderne bykvarterer. Her vil både være et byhus i klassisk murermesterfunkis, et ældre byhus med antydningen af et tårn, en garage, der er ombygget til butik, og måske et såkaldt fill-in hus, som tegnes af en nutidig arkitekt og opføres på en tomt, hvor man skal forestille sig, at der tidligere har ligget en bygning, der nu er revet ned.

Af butikker kunne der måske være en videobutik, gerne en Blockbuster, som i dag er en butikstype, der er ved at forsvinde helt fra gadebilledet. Men samtidig en butikstype, der lukker op for en stor og vigtig historie om video og DVD og hele den billed- og filmverden, som fra begyndelsen af 1980’erne begyndte at komme ind i alle danske dagligstuer.

Vi kunne også lave en 7-Eleven – den ultimative døgnkiosk, som rummer historier om take-away, tidens slik, trykte massemedier, og som i øvrigt er typisk fremadbrusende franchise fra årene omkring 2014.

Det vil også være oplagt med en Home, Nybolig eller EDC-ejendomsmægler, hvor museets gæster kan se udbud og priser på alt fra andelsboliger og ejerlejligheder til villaer og nedlagte landbrug, og dermed fortælle en af de historier, der ellers ikke kan vises i Den Gamle Bys rammer.

Vi skal naturligvis også have den nok mest almindelige danske butikstype, et pizzaria, og gerne i den ydmyge udgave, som i dag findes i selv de mindste bysamfund.

Pizzeriaet er måske den mest almindelige butikstype i nutidens Danmark, og snart sagt hver lille landsby har sit pizzeria. Nu skal pizzeriaet også på museum i Den Gamle By, hvor det bliver et fint supplement til pølsevognen anno 1974.

Oplagt er også en trendy butik for dametøj, eller en brilleforretning, så museets gæster om bare fem-seks år kan more sig over, hvor rystende hurtigt, ting og tøj fra vor nærmeste fortid kommer til at virke uendeligt gammeldags og grinagtigt. Og så måske en nyligt nedlagt bankfilial, hvor det endnu ikke er lykkedes at leje lokalerne ud – eller som er blevet til et Consol Solcenter.

Boligerne skal illustrere danskernes måder at bo på i året 2014. Danskere skal forstås bredt som de mennesker, der bor i Danmark. Vi vil her lade os inspirere af den norske model for sam-shopping, hvor man finder frem til nogle mennesker, hvis bolig og historie, man ønsker at kopiere, og så går på indkøb sammen med dem, så man skaber hjem, der kommer så tæt som muligt på de hjem, der kopieres – med både arvestykker, antikviteter og nyindkøb. Det kan både være boliger, der er grundlagt i 1980’erne og 90’erne, og det kan være boliger, der tilhører helt unge mennesker, der netop har stiftet eget hjem.

Derved vil både boliger og butikker, huse og gademiljø føje sig ind i museets store fortælling om den jævne danskers historie. En fortælling, der i Den Gamle By tager sin begyndelse i renæssancen omkring 1600, fortsætter op gennem 17-1800-tallet og via museets andet fokusår 1927 nu når helt op til 1974 – og om få år forhåbentlig også til 2014.

Da vi for godt 10 år siden lancerede tankerne om en bydel fra 1974, var det så radikalt, at den daværende Kulturarvsstyrelse gik voldsomt imod og direkte anbefalede Den Gamle By at droppe projektet.  Det gjorde vi dog ikke, for vi var overbeviste om, at projektet var både rigtigt og vigtigt – og 100 pct i overensstemmelse med museets grundlæggende idé og bankende hjerte. Så vi fortsatte arbejdet, og det har efterfølgende været en god oplevelse at have en begejstret Kulturstyrelse på besøg i de dele af 1974-kvarteret, der nu er færdige og åbne for publikum.

Når vi dengang turde gå imod den statslige styrelse på området, skyldes det ikke mindst det rygstød, det gav os, at flere af Den Gamle Bys søstermuseer rundt omkring i Europa med succes havde gennemført samtidsprojekter, der virkede som en stærk inspiration for os.

På det walisiske frilandsmuseum St. Fagans i Cardiff åbnede man således i 1987 en hel række med seks minearbejderboliger, der viser udviklingen i bygningskultur og boligformer fra 1805 og helt op til den seneste bolig fra 1985. Rækken af minearbejderhuse gav hurtigt St. Fagans et helt nyt publikum i form af minearbejdere og deres familier. Dernæst kunne museet konstatere, at der kom mange nye besøgende, der ellers aldrig gik på museum. Baggrunden var, at de nu kunne genkende sig selv og deres egen tid i de to-tre seneste huse.

Et par årtier senere satte museets direktør John Williams-Davies projektet i sammenhæng med den ideologi, der prægede frilandsmuseernes tidlige historie i årtierne omkring 1900. Det skete i en artikel i tidsskriftet Folk Life fra 2009, hvor han pointerede, at museer af den type var både radikale og relevante institutioner. De var radikale, fordi de fokuserede på almindelige menneskers daglige liv, hvilket ikke var set før. Og de var relevante, fordi de målrettede deres historiefortælling mod almindelige mennesker, mens museer indtil da især havde interesseret sig for de højere samfundslag.

På samme tid havde nordmanden Olav Aaraas lige så originale tanker. Olav Aaraas er i det hele taget det museumsmenneske, der mest markant har sat den nyeste tid og samtidshistorien på museum. Først på vestnorske Sogn Folkemuseum, hvor han i 1986 åbnede et parcelhus fra samme år, altså 1986. Dernæst da han som direktør for Maihaugen i Lillehammer i 1990’erne satte sig i spidsen for at lave et villakvarter, så publikum kunne se, hvordan almindelige norske familier har levet i alle årtier i 1900-tallet, helt frem til 1995, hvorfra det seneste hus stammer. Og senest da han var blevet direktør for Norsk Folkemuseum i Oslo, som i 2002 åbnede et pakistansk hjem i Norge.

På en international konference i Den Gamle By i 2009 talte han om, hvordan frilandsmuseerne fastholder – eller genvinder – deres samfundsmæssige relevans og pointerede her betydningen af samtidsdokumentation. Han roste Den Gamle Bys satsning på 1974. Men han løftede også pegefingeren: ”Don’t stop in the 70s, Thomas! History won’t wait for you”.

Vi har lyttet til Olav Aaraas’ råd. Med 2014-projektet påtager Den Gamle By sig en museumsopgave, som vi tror, vi kan løfte i kraft af erfaringerne med at skabe kvarteret fra 1974. Lykkes det ikke i første omgang at skaffe penge til det selve byggeriet, tror vi på, det vil lykkes i en senere runde. For opgaven er vigtig, for Den Gamle By og for Danmark. Og den primære forudsætning for at det kan lykkes, er at tingene er dokumenteret og samlet ind i rette tid.

Som museum skal vi tænke og agere langsigtet. I Den Gamle By gør vi det lige nu ved at sætte fokus på året 2014. Derved vil vi sikre, at museet kan fastholde sin relevans og attraktivitet mange år frem i tiden.  For Den Gamle By er sat i verden for at gøre historien vedkommende og tilgængelig for så mange mennesker som muligt. Det gør vi bedst ved konstant at sikre et link til folks erindring.

 

 

Mange er ikke klar over, at både ”Kvindemuseet”, ”Føtex” og ”Atomkraft? Nej tak” er skabt i Aarhus

Den af

Aarhus er rig på historier, som nok har deres rod i byen, men som også når langt uden for byens grænser. Ofte er de med til at sætte Aarhus på landkortet, men ligeså ofte er mange slet ikke er klar over, at de har deres udspring i Aarhus. Historierne er en del af Aarhus DNA, og Den Gamle By samler dem ind med hjælp fra de personer, som var med. 

 

Baggrunden for dette initiativ er, at Aarhus byråd i 2011 besluttede at nedlægge Aarhus Bymuseum og overdrage opgaven som lokalmuseum til Den Gamle By, som herefter er både et nationalt og et lokalt museum. Vi konstaterede hurtigt, at en række historier, som for os at se var yderst interessante, ikke var skrevet, og at det da måtte være en vigtig opgave for det museum, der havde ansvaret for den lokale historie.

 

Helt konkret faldt jeg i 2011 over en udenlandsk hjemmeside, som oplyste, at ”Atomkraft. Nej tak”-mærket var lavet i København i 1970’erne. Som mange århusianere vil vide, er dette ikke korrekt, idet mærket er lavet i Aarhus i 1975 af den økonomistuderende Anne Lund. Men situationen er formentlig den, at København er den eneste danske by, der er kendt internationalt, og så måtte noget så markant som den smilende sol, nok også være designet i København!

 

Ideen til projektet Made in Aarhus hentede jeg i 2011 i Køln, hvor det lokale Kölnisches Stadtmuseum havde lavet en inspirerende udstilling.

Senere i 2011 var jeg en tur i Køln, hvor jeg på Kölnisches Stadtmuseum så udstillingen ”Made in Cologne – Kölner Marken für die Welt”. Her var alt fra Eau de Cologne til Kölsch – og så var ideen ligesom født.

En række fonde bakkede velvilligt op bag projektet, så vi kunne ansætte journalist Dorte Søholm til at foretage den journalistiske research, hvor der fokuseres på emner, som der stadig findes levende vidner til. Vidnerne er nøglepersoner, som kan interviewes og levere de gode historier og formidle det personlige engagement.

Indtil nu er 10 historier dokumenteret og lagt på Den Gamle Bys hjemmeside med interviews, tekst og billeder. Og mange flere vil komme til.

Historierne er meget forskellige. Det afgørende er, at de er blevet til i Aarhus og har betydning langt ud over byens grænser.

Århusianerne var skeptiske, da Herman Salling i 1960 åbnede den første Føtex i Guldsmedgade i Aarhus. I dag er der 86 Føtex-butikker spredt over hele Danmark.

Den første historie bærer titlen ”Danmarks første føtex-butik åbnede i 1960 i Aarhus”. Fortællingen bæres først og fremmest af interviews med en række af de personer, der var med fra starten. Fx med ekspeditrice Norma Nielsen og kommis i kolonialafdelingen Ole Larsen, der begge var ansat kort før åbningen i 1960.

Dernæst kom historien om ”Atomkraft? Nej tak. Den smilende sol stod op i Aarhus”, som hurtigt blev fulgt op af ”Da Gnags skrev rockhistorie i Feedback Studiet”. Og siden har museet behandlet emner som Aarhushistorierne, Dansk Plakatmuseum, Landets første genbrugsbutik, Jul i Gammelby, Shit & Chanel, GAFFA og nu senest Kvindemuseet.

Den første skitse til Atomkraft? Nej tak-mærket findes i et brev fra Anne Lund
i 1975. Siden har mærket gået sin sejrsgang over hele verden.

På huskesedlen står både Kaospiloterne, Koen Karoline, Hi-Fi Klubben, Spørg Aarhus, Forlaget Modtryk, SABAE (Sammenslutningen af bevidst Arbejdssky elementer), Underground Is, Jysk, Søstrene Greene og Emmerys.

Flere vil givetvis komme til, og når vi engang er færdige, vil disse historier og interviews med nøglepersoner være med til at tegne et billede af, hvad der gør Aarhus til Aarhus.

Kvindemuseet blev etableret i 1984 og havde sit afsæt i kvindebevægelsen. Her en et tidligt foto af en af museets ledere, Merete Ipsen, som har været med helt fra begyndelsen.

 

MOMA, SMK, HEART, SNYK, MAS og MIAT! – mon folk faktisk ved, hvad der gemmer sig bag disse navne?

Den af

Mange institutioner og virksomheder har fået navne på engelsk eller noget, der ligner. Andre forkorter navnet til en masse store bogstaver. Personligt er jeg glad for, at Den Gamle By slet og ret hedder Den Gamle By.

For nogle år siden blev det foreslået, at vi skulle kassere det lidt gammeldags navn Den Gamle By til fordel for det kortere DGB. Fordelen var, fik jeg at vide, at sådan gjorde de museer, der var smarte og moderne, og så var det fikst at sætte sammen med navnene på museets forskellige afdelinger – fx DGB Event, Klub DGB osv.

Både navn og design fortæller, at Den Gamle By er et museum, der handler om by og byliv.

Som med alle andre ideer, var der anledning til at give det en tanke.  Umiddelbart syntes jeg ikke om forslaget, for selvom Den Gamle By for nogen kan lyde lidt gammeldags, så fortæller navnet jo præcist, hvad det drejer sig om, nemlig at Den Gamle By handler om byer, gamle byer. Og hvem vil egentlig kunne egentlig aflæse navnet DGB, med mindre de i forvejen kender Den Gamle By?

I tiden derpå holdt jeg øjne og øre åbne og måtte konstatere, at det godt nok var enormt populært blandt museer ændre navn til en række store bogstaver.

Jeg tror de fleste kunst- og museumsinteresserede ved, at forkortelsen MoMA dækker over verdens nok mest kendte kunstmuseum, nemlig Museum of Modern Art i New York. Men mon lige så mange er klar over, at SFMOMA er San Francisco Museum of Modern Art, eller at MMOMA er Moskva Museum of Modern Art.

De fleste kunstinteresserede ved nok, at MOMA er forkortelsen for Museum of Modern Art i New York.

Det er nok de færreste, der ved, at SFMOMA dækker over San Francisco Museum of Modern Art – og at MMOMA betyder Moskva Museum of Modern Art.

De fleste danske kunstinteresserede er sikkert også klar over at SMK står for Statens Museum for Kunst. Men mon ligeså mange kender HEART (Herning Museum of Contemporary Art), eller KØS (Museum for Kunst i det Offentlige Rum, som tidligere hed KØge Skitsesamling) eller SNYK, som vist ikke længere er aktuelt, men som var projektnavnet for Skive NY Kunstmuseum. Jeg tvivler på, at ret mange uden for de deciderede kunstinteresserede kredse kan knække disse koder.

 Jeg var på en tur rundt til en række museer i Belgien og kunne konstatere, at her var man da gået helt grassat.  I Antwerpen har man således både et MAS, et MoMu og et FoMu – som dækker over henholdsvis Museum An de Stroom, som er en slags bymuseum, MoMu dækker over Mode Museum og FoMu over Foto Museum, men det kunne man jo ikke vide, med mindre der fulgte en forklaring med. Tilsvarende i Gent, hvor byens meget fine, nye bymuseum hedder STAM (for STAds Museum), og byens museum for samtidskunst hedder SMAK (Stads Museum voor Aktuellen Kunst), mens byens industri og arbejdermuseum hedder MIAT (Museum over Industrie, Arbeid en Textil). 

Tænk hvis Københavns Zoo blev forkortet til KZ!

Og så var jeg ellers kureret! Jeg kiggede mig omkring, og konstaterede, at Fårup Sommerland ikke hedder FSL, Fregatten Jylland ikke hedder FreJy og Københavns Zoo ikke KZ, og det kan man jo godt forstå!

Tæt ved mit sommerhus er der et firma, der hedder Hem Træpladeopskæring – og hvor er det befriende! Det er et specialiseret, højteknologisk firma med eksport til hele verden. Det er mit indtryk, at firmaet går godt, og at det altså ikke er nogen hæmsko at navnet fortæller, hvor firmaet ligger og hvad det laver.

Hem Træpladeopskæring er et bevis på, at det ikke nødvendigvis er en hæmsko, at et navn fortæller, hvor den pågældende virksomhed ligger og hvad den beskæftiger sig med.

Hvor er jeg dog blevet glad for, at det museum, jeg har med at gøre hedder Den Gamle By, ligesom det altid har gjort!