Pejlepunkter for fremtidens museer

Kulturminister Mette Bock mener, at statens støtte til museerne bør revideres, og hun har inviteret til debat om sagen. I dette indlæg vil jeg gerne slå til lyd for at fokusere på det, som den engelske museolog Kenneth Hudson kaldte museernes ”public quality”. Men hvordan måler man det?

For mig er der ingen tvivl: Museerne i Danmark er under forandring, og nye måder at drive museum på tegner sig stadig tydeligere. Der er for mig heller ingen tvivl om, at mange museer kan komme til at spille en større rolle, end de gør i dag.

Nøgleordet er ”public quality”. Udtrykket stammer fra den store engelske museolog Kenneth Hudson (1916-99), som er idémanden bag European Museum of the Year Award, som siden 1977 har præmieret nyskabende og fremtidsorienterede museer i Europa.

Det var Kenneth Hudson, der om nogen satte fokus på, at museer skal spille en rolle i samfundet, ligesom han mente, at man løbende skal vurdere hvert enkelt museums eksistensberettigelse. I en tekst fra 1977 skrev han følgende: ”I en tid med hurtige og grundlæggende forandringer i samfundet bør det være helt naturligt, at de, der står i spidsen for museerne, med mellemrum stiller spørgsmål som: Hvorfor eksisterer dette museum? Hvor relevant er det for det samfund, som det er en del af? Hvad er dets vigtigste opgave? Og hvordan kan man måle dets succes?”

Jeg er overbevist om, at seks områder er vigtige:

  1. Performer museerne, så de er attraktive for publikum i almindelighed?
  2. Formår museerne at være relevante for og nå ud til det brede publikum?
  3. I hvilket omfang påtager museerne sig andre samfundsopgaver?
  4. Formår museerne at adressere tidens store spørgsmål?
  5. Evner museerne at udvikle sig og gå nye veje?
  6. Varetager museerne deres basale opgaver på tilfredsstillende vis?

Hvis museer er vigtige, er det også vigtigt, at de når ud til så mange som muligt. I 2016 udgjordes de danske museers top-5 af Louisiana med 705.854 besøgende, Aros med 614.028, Den Gamle By med 515.667, Moesgaard Museum med 431.688 og Nationalmuseets Prinsens Palæ med 429.119. Et andet vigtigt målepunkt for museernes attraktivitet er entreindtægt som en indikator for, at publikum rent faktisk finder, at museet er værd at betale for. Man kan også se på gennemslagskraft på internettet og sociale medier, ligesom man også kan inddrage publikums bedømmelser på Tripadvisor.

Det andet spørgsmål drejer sig om museernes evne til at nå længere ud end det traditionelle museumspublikum. Et publikum, der ofte, med glimt i øjet og lidt karikeret, beskrives som kvindelige gymnasielærere over 50. Ideelt set bør i hvert fald de store museers publikum afspejle befolkningens sammensætning. De svenske museers nestor Sten Rentzhog udtrykte det engang på denne måde: ”Det er ikke de kulturaktive, der er vores primære målgruppe. Det er de mallorcarejsende, tv-kiggerne, sofaliggerne, vindsurferne, alle de almindelige mennesker, som aldrig kunne drømme om at gå på museum”.

For det tredje er det vigtigt, at museerne også på andre måder spiller en rolle i samfundet. I mange år har museerne givet oplevelser og indhold til børnehaver, folkeskoler, gymnasier og universiteter. Men museer kan også spille en rolle på helt utraditionelle og måske uventede områder. Som fx inden for erhvervsuddannelserne, hvor enkelte museer i dag er med til at uddanne lærlinge inden for forskellige håndværk, ligesom nogle museer også tilbyder særlige kurser og rundvisninger til tekniske skoler. Som noget nyt er der museer, der har bevæget sig ind på det sociale område og her fundet en ny platform. Fx Den Gamle By, der i minutiøst rekonstruerede interiører laver særlige tilbud til demente, ligesom museet holder særlige kurser om demens for vordende social- og sundhedsassistenter. Det vigtige er, at museerne indtænker deres kompetencer i andre og sommetider utraditionelle sammenhænge, og på den måde er med til at udvide deres samfundsrelevans.

Det fjerde område, man bør se på, er museernes evne til at adressere nogle af tidens store spørgsmål. Arbejdet med demente er ét eksempel herpå. For andre museer vil det være andre af tidens problematikker, der trænger sig på. Ensomhed, vold, kønsdiskrimination, ytringsfrihed og politisk korrekthed overfor historisk korrekthed. Senest har Den Gamle By arbejdet en del med indvandring, fremmedhed og integration. I samarbejde med en gruppe somaliske kvinder har vi således indrettet et dansk-somalisk hjem anno 2016. Museets danske gæster kan nu besøge et somalisk hjem, hvad kun de færreste har haft mulighed for, og mange somaliere betragter i dag Den Gamle By som deres museum, hvor de – som en slags sidegevinst – også får indblik i den danske identitet og kultur.

De museer, der bærer fremtiden i sig, prøver naturligvis også at gå nye veje. Hvor der handles, der spildes, og ofte får man utak, når man prøver noget nyt. I hvert fald i første omgang. Men der er ingen vej uden om at prøve ting af. I Den Gamle By siger vi, at vi med mellerum skal smide en håndgranat – som så forhåbentlig kan være med til at slå hul i muren til fremtiden. Det var hvad der skete, da vi i samarbejde med den hjemløse Ulrik Szkobel satte problemet med hjemløshed på dagsordenen. Vi blev da opmærksom på, at museer kan fungere som en slags neutrale enklaver for aktualisering af vanskelige og kontroversielle emner, og erfaringen fra samarbejdet med Ulrik har givet museet blod på tanden til at fortsætte med at afprøve grænserne for, hvad et museum kan.

Som det sjette og sidste punkt er der spørgsmålet om, hvorvidt museerne varetager deres basale opgaver på tilfredsstillende vis? Altså selve det fundament, som giver museet troværdighed, og som er udgangspunkt for alle øvrige aktiviteter. Her findes redskabet til måling allerede, nemlig i kvalitetsvurderinger, som Kulturstyrelsen gennemfører. Her ser man på, hvor omfattende og unikke museets samlinger er, er de tilstrækkeligt dokumenteret og undersøgt, og tager museerne ordentlig hånd om dem? Forskningen gennemgås og evalueres. Der ses på internationalt samarbejde, på formidlingen, på deres økonomiske grundlag samt organisation og ledelse. Det er vigtige og uomgængelige parametre i den samlede vurdering af et museums værdi og betydning. Men det er vigtigt at holde sig for øje, at samlingen, registreringen, forskningen osv ikke målet. For målet er naturligvis at tjene samfundet i dette ords videste betydning.

Hvis kyndige folk udarbejder et pointsystem inden for hvert af de nævnte seks områder og deres underpunkter, vil man få et troværdigt billede af de enkelte museers betydning – nu og i fremtiden. Og måler man på alle disse punkter, risikerer man i den store sammenhæng næppe at ramme helt ved siden af, selvom det giver sig selv, at man ikke kan være 100 pct retfærdig på alle målepunkterne.

Museer er museer, og det skal de holde fast i. Men som alt muligt andet i samfundet vil og skal de forandre sig. For hvis man ikke flytter sig, når verden omkring en flytter sig, så står man ikke bare stille, men sakker agterud og mister relevans.

Efter 30 år som leder af et museum, er det min bedste overbevisning, at de museer, der har fremtiden for sig, er dem, der tager socialt ansvar, som skaber fællesskab og forankring og som giver afsæt for refleksion over tidens store spørgsmål – og som samtidig når ud til mange mennesker.

Museerne skal tjene samfundet og ikke bare passe på samlinger af genstande.

 

 

T

Kultur kan være meget mere end kultur

De fleste kulturvirksomheder rummer erfaringer og kompetencer, som kan nyttiggøres i sammenhænge, der for en umiddelbar betragtning kan virke fremmede for selve det primære virke. Grebet an på den rigtige måde kan sådanne kompetencer danne grundlag for udvikling af nye forretningsområder.

Jeg blev opmærksom på den vinkel, da jeg for mange år siden så, hvorledes B&O arbejdede målrettet med at udvikle nye og anderledes forretningsområder med afsæt i identifikation af særlige in-house kompetencer. Kompetencerne var udviklet til afgrænsede og specifikke formål, men ved at analysere dem, fandt man frem til, at flere rent faktisk havde en mere generel karakter, som gjorde, at de kunne overføres til og anvendes på andre, og hidtil uforudsete, områder.

Siden har jeg tænkt, at det også må være en tilgang, man kan have gavn af på kulturområdet, herunder på museer, som er det område, jeg kender bedst til – og vel at mærke til benefit for både den virksomhed eller institution, der står bag og for dens brugere eller kunder.

Jeg skal illustrere det med to eksempler fra min egen verden. Det første har at gøre med håndværksmæssige kompetencer, hvor Den Gamle By i mange år har uddannet lærlinge inden for de klassiske byggefag murer, maler og tømrer. Modellen er, at lærlingene tilbringer halvdelen af deres læretid i Den Gamle By og den anden halvdel hos en moderne mester ”ude i samfundet”. På den måde medvirker vi til at fastholde traditionelle kompetencer i det moderne håndværk. De unge mennesker får en alsidig uddannelse, og resultaterne har været yderst tilfredsstillende med talrige medaljer til de nyuddannede svende.

I samarbejde med en privat fond har museet også i en årrække stået for efteruddannelse af nyuddannede svende med ambitioner inden for deres fag. Fonden giver et substantielt løntilskud, og Den Gamle By sørger for, at de unge svende kommer under vingerne på en erfaren håndværker med mange år på bagen i Den Gamle By.

Vi er overbevist om, at vi kan gøre meget mere på dette felt, og vi overvejer derfor at udvikle denne efteruddannelse til et egentligt nyt forretningsområde. Inspirationen kommer fra vore kolleger på Skansen i Stockholm og på Weald and Downland Museum i Sydengland, som udbyder populære kurser i emner som vinduesrenovering, tegltag, lerklining, reparation af bindingsværk og andre fagområder, hvor museerne har en unik viden. Det er lykkes vore to kollegamuseer at gøre disse kurser til et nyt forretnings- og indtjeningsområde, som nu dels udgør en del af museernes driftsgrundlag, og som dels har den almennyttige effekt, at disse særlige kompetencer herved bliver spredt til flere og bragt i anvendelse ”ude i samfundet”.

De seneste par år har Den Gamle By også sat fokus på inklusion af børn og unge med særlige behov. Bl.a. arbejder vi med børn og unge, der lider af ADHD og autisme. Arbejdet sker i tæt dialog med faglige ressourcepersoner inden for skolesektoren.

Den Gamle By har i forvejen fokus på skoleelever i alle aldre, og museets sanselige rammer appellerer til aktiv og konkret oplevelse og læring. Hvad enten det drejer sig om at skure gryder, hente brændsel eller pumpe vand, eller når børnene møder de store prustende heste og lugter møddingen, der ligger og oser i købmandsgårdens baggård.

Sanselighed og aktivitet er nøgleord i arbejdet med psykisk handicappede børn og unge. Et andet nøgleord er forudsigelighed, idet disse børn ikke har det godt med at blive overrasket. Det sidste nøgleord er rollespil. Når børnene ankommer til Den Gamle By, er de hver især bekendt med, at de her skal være en anden end den, de egentlig er. De får et andet navn, en ny social identitet; de skal fungere på en anden tids vilkår, og så skifter de deres nutidstøj ud med tro kopier af tøj, som børn gik i enten i 1864 eller i 1927, som er de to nøgleår, som disse forløb foregår inden for.

Rollespillet og hele den anderledes ”setting” gør børnene i stand til at komme ud over egne begrænsninger og hæmninger. Det enkelte barn bliver så at sige en anden person – ved siden af sig selv. Det er meget gribende at opleve.

Et eksempel er den psykisk handicappede dreng med en OCD-lidelse, som gav ham et sygeligt behov for konstant at vaske hænder af angst for skidt og bakterier. Under besøget fik han rollen som søn af en fattig skomager. Han fik noget simpelt tøj på anno 1864, og så blev han ellers sat i arbejde i købmandsgården. Det var snavset arbejde, og bl.a. skulle han hjælpe med at stable brænde. Efter lidt tøven tog han fat, og inden længe stablede han uden at kny masser af brænde – uden en eneste gang at gå i panik og ville vaske hænder. Rollespillet og det, at han her var en anden end sit sædvanlige jeg, betød, at han glemte sin angst. Det havde de pædagoger, som havde kendt ham i flere år, aldrig oplevet tidligere.

Det er klart, at projektet rækker ud over museernes traditionelle opgaver, sådan som de er formuleret i den danske museumslov. For her er museet og kulturarven ikke målet. Museet er en fysisk ramme, et middel, der brugt på den rette måde og som under de rette omstændigheder kan fungere som et afsæt og bidrage til at skabe sammenhæng, kvalitet, indhold og identitet – også for grupper, der normalt ikke kommer på et museum.

Hermed åbner der sig et helt nyt arbejdsfelt, hvor museer kan vise sig relevante på områder, man i Danmark næppe havde kunnet forestille sig for blot få år siden – og som heller ikke er beskrevet i museumsloven. På sigt kan løsningen af sociale opgaver måske udvikle sig til et egentligt indtjeningsområde for museerne.

Naturligvis skal museer og andre kulturinstitutioner primært fokusere på deres kerneopgave. Men jeg tror, at der er rige muligheder for at nå ud til andre end den store gruppe af kulturaktive, som lidt karikeret ofte beskrives som kvindelige gymnasielærere over 50. Mulighederne varierer fra kulturområde til kulturområde, og mange er givetvis allerede opmærksom herpå. Men ved at arbejde systematisk med at finde nye virke- og forretningsområder kan megen kultur utvivlsomt både finde nye måder at være nyttige på og samtidig i et vist omfang også nye måder at tjene penge.

 

Dette indlæg er også publiceret som kulturklumme i Altinget torsdag 15. september 2016.

 

 

 

 

 

 

Museer skal udfordre digital virkelighedsforsnævring

I en tid med øget segmentering og endimensionalitet er det vigtigt at værne om oaser med mangfoldighed og anderledeshed. Museerne har her en særlig opgave.

Vores daglige virkelighed bliver mere og mere segmenteret og endimensional. Vi er kolleger med folk, der ligner os, vi bor i de samme kvarterer, og vi læser aviser med netop vores profil.

I samme boldgade får vi fokuserede informationer på Wikipedia – fremfor at få uventede oplysninger ved at bladre i et gammeldags leksikon. Stadig flere får deres informationer fra det, vennerne deler på Facebook – og stadig færre falder over uventede overskrifter i den almindelige omnibusavis. Og flere og flere streamer lige det, de ønsker at se – mens færre ser det flow-TV, der nu engang er på det, der engang hed Fjernsynet.

Alt det styrer vi i princippet selv. Men det er til gengæld ikke tilfældet med søgemaskiner og algoritmestyring på internettet. På en eller anden måde er der noget juleaften over Google, Facebook og alt det andet, der via internettet er blevet en del af vores hverdag. Man får det, som man har ønsket sig. Mere af det, man interesserer sig for, mere af det, man kan lide, og mere af det, man plejer!

Det kan have sine fordele, som fx når E-butikken husker, hvad man tidligere har købt, så man ikke skal sidde og rode rundt i utallige sider med ting, som man aldrig kunne drømme om at købe. Men jeg synes ikke, det er tiltalende, at Facebook poster mig reklamer mod prostata problemer, fordi jeg har været så uforsigtig at opgive mit fødselsår. Eller at jeg på Facebook belemres med utallige opslag og reklamer for den i øvrigt udmærkede øl fra Viborg Bryghus, blot fordi jeg som gammel viborgdreng engang imellem besøger facebookgruppen Gamle Billeder fra Viborg og omegn.

Plejer fremfor anderledeshed, endimensionalitet fremfor mangfoldighed. Ikke noget der overrasker, chokerer eller giver anledning til modsigelse eller andre tanker. Ingen uforudsigelighed og ingen overraskelser!

Jeg kommer her til at tænke på noget, den norske filosof Jon Elster er refereret for at sige. Nemlig at de største forandringer sker som utilsigtede konsekvenser – en slags sideeffekter – af formålsbestemte handlinger. Altså man gør noget med en bestemt hensigt, og efter et stykke tid viser det sig så, at det var noget, man ikke lige havde forudset, der virkelig rykkede.

Hvor vi i almindelighed ser internettet med dets uendelighed af data som en slags slaraffenland for oplysning og information, så er det måske i virkeligheden sådan, at internettets algoritmestyring mest af alt gør os indskrænkede og forsnævrede. Vi får tunnelsyn og virkelighedsforsnævring.

Museerne er en af nutidens oaser for anderledeshed og mangfoldighed. Det gælder formentlig store dele af kulturområdet, men jeg kender nu bedst museerne. På museerne skal vi se dette som et adelsmærke, som bør styrkes ved bevidst at give plads til det overraskende, det anderledes og det, der kan vække til modsigelse. Det bliver mere og mere vigtigt i en tid som vores, hvor nutiden ikke bare bliver mere segmenteret, men også rydder så effektivt op i fortiden, at meget af det, vi ikke kan lide lige for øjeblikket, bliver fejet ind under gulvtæpper og gemt væk.

Et museum som Den Gamle By er i den brede offentlighed først og fremmest kendt som et ufarligt og nostalgisk museum. Men rundt omkring gemmer der sig små overraskelser, som ofte giver anledning til forundring og diskussion. Således er der gæster, der undrer sig over, at vi tillader, at snedkermesteren anno 1864 i en filmisk installation stikker lærlingen en på kassen. Nogle løfter øjenbrynene, fordi vi i boghandelen fra mellemkrigstiden sælger Lille Sorte Sambo. Og mange chokeres over, at Bogcentralen fra 1974 sælger – eller skal forestille at sælge – blade med billeder af afklædte unge kvinder på forsiden. Og så er der dem, der undrer sig over, at det er tillade at ryge i Jazzbar Bent J anno 1974.

Vi ved selvfølgelig udmærket, at man ikke længere må revse hverken børn eller tyende, vi ved at Lille Sorte Sambo tegner et vrangbillede af sorte afrikanere, vi ved at nøgenhed støder manges blufærdighed, og vi ved at det er forbudt at ryge på restauranter og på mange værtshuse.

Men som et historisk museum skal Den Gamle By jo vise verden og virkeligheden, som den var, og ikke som vi måtte ønske, den skulle have været. Og kan oplevelser som de nævnte vække forundring, give anledning til diskussion eller vække til modsigelse, har vi nået det, vi ville.

Et sengetæppe skaber ro og ryddelighed i soveværelset, og det bliver derfor lagt på hver eneste dag. Her har Shamso Maqtar og hendes datter taget plads i soveværelset i udstillingens lejlighed.

Et sengetæppe skaber ro og ryddelighed i soveværelset, og det bliver derfor lagt på hver eneste dag. Her har Shamso Maqtar og hendes datter taget plads i soveværelset i udstillingens lejlighed.

Det seneste initiativ er åbningen af et nutidigt somalisk hjem i Danmark.

Vi har to formål med projektet. For det første at give Den Gamle Bys mange danske gæster muligheden for at besøge et somalisk hjem, hvor de vil kunne se og opleve, hvordan en stor gruppe nydanskere lever i et særligt kulturelt mix mellem somalisk og dansk kultur. For det andet at tiltrække nogle af de mange somaliere, som bor i Danmark. Vi oplever somalierne som glade gæster, og det er vores indtryk, at de her får et indblik i det Danmark, som har ført frem til vores nutidige samfund ud med velfærd, frisind, lighed mellem kønnene, ytringsfrihed, lav magtdistance osv. Et Danmark som de ellers ikke umiddelbart ville lære at kende.

Vi har i løbet af projektet oplevet enkelte kritiske røster. Vi svarede dem pænt og forklarede, hvorfor vi gør, som vi gør. Men en kritisk røst eller to får os naturligvis ikke til at lade være med at gøre noget anderledes og prøve nye ting af. Nogen vil så nok synes, vi rammer ved siden af, andre at vi rammer plet. Én ting er imidlertid sikkert, og det er, at mange af Den Gamle Bys gæster nu i nogle måneder har haft mulighed for at opleve og se noget, de ikke har set før. Det har utvivlsomt givet anledning til nye tanker, og det har givet debat. Og så kan vi vel egentlig ikke forlange mere.

 

Denne tekst har også været publiceret som kronik i Kristeligt Dagblad 30. august 2016.

 

Den Gamle By spiller også en rolle på det skole-sociale område

Den Gamle By er et museum, der altid er nået ud til et meget bredt udsnit af den danske befolkning, også til de der normalt betragter museer som kedelige og elitære. Det betragter vi som en slags adelsmærke. De senere år har vi lagt ekstra vægt på det brede perspektiv ved også at udvikle tilbud til grupper, der på grund af forskellige former for handicaps vanskeligt kan få glæde af et museumsbesøg.

I mere end ti år har vi arbejdet med ældre, der er ramt af demens – med stor succes. Og nu har vi også sat fokus på inklusion af børn og unge med særlige behov. Bl.a. arbejder vi med børn og unge, der lider af ADHD og autisme. Arbejdet sker i tæt kontakt med faglige ressourcepersoner inden for skolesektoren, herunder en skole, der har specialiseret sig på ADHD- og autismeområdet.

Den amerikanske museolog Stephen E. Weils kom i 1999 med den programerklæring, at museer skal flytte fokus fra at være om noget til at være for nogen. Den formulering rammer hovedet på sømmet for de bestræbelser, vi gør os i Den Gamle By, og det kan være værd at tilføje, at vi via dette arbejde har erfaret, at et museum med de rette rammer også kan spille en rolle på det sociale område.

Den Gamle By har i forvejen fokus på skoleelever i alle aldre, og museets meget sanselige rammer appellerer til aktiv og konkret oplevelse og læring. Hvad enten det drejer sig om at skure gryder, hente brændsel eller pumpe vand, eller når børnene møder de store prustende heste og lugter møddingen, der ligger og oser i købmandsgårdens baggård.

Udviklingshæmmede børn kan mere og tør mere, når de spiller en anden rolle end sig selv.

Udviklingshæmmede børn kan mere og tør mere, når de spiller en anden rolle end sig selv.

Sanselighed og aktivitet er nøgleord i arbejdet med psykisk handicappede børn og unge. Et andet nøgleord er forudsigelighed. Disse børn har det ikke godt med at blive overrasket, så et besøg i Den Gamle By kræver grundig forberedelse, og til det formål har museet udarbejdet et omfattende materiale, der anvendes som introduktion inden selve besøget.

Det sidste nøgleord er rollespil. Når børnene ankommer til Den Gamle By, er de hver især bekendt med, at de her skal være en anden end den, de egentlig er. De får et andet navn, en ny social identitet, de skal fungere på en anden tids vilkår og så skifter de deres nutidstøj ud med tro kopier af tøj, som børn gik i enten i 1864 eller i 1927, som er de to nøgleår, som disse forløb foregår indenfor. Rollespillet og hele den anderledes ”setting” gør børnene i stand til at komme ud over egne begrænsninger og hæmninger. Det enkelte barn bliver så at sige en anden person – ved siden af sig selv. Det er meget gribende at opleve.

En dreng, der normalt er bange for snavs, kom i rolle som arbejdsdreng i 1864 og endte med at stable masser af brænde med de bare hænder.

En dreng, der normalt er bange for snavs, kom i rolle som arbejdsdreng i 1864 og endte med at stable masser af brænde med de bare hænder.

Et eksempel er den psykisk handicappede dreng med en OCD-lidelse, som gav ham et sygeligt behov for konstant at vaske hænder af angst for skidt og bakterier. Under besøget i Den Gamle By fik han rollen som søn af en fattig skomager. Han fik noget simpelt tøj på anno 1864, og så blev han ellers sat i arbejde i købmandsgården. Det var snavset arbejde, og bl.a. skulle han hjælpe med at stable brænde. Efter lidt tøven tog han fat, og inden længe stablede han uden at kny masser af brænde – uden en eneste gang at gå i panik og ville vaske hænder. Rollespillet og det, at han her var en anden end sit sædvanlige jeg, betød, at han glemte sin angst. Det havde de pædagoger, som havde kendt ham i flere år, aldrig oplevet tidligere.

En anden og hel aktuel historie stammer fra julen 2015, hvor tre unge med lettere udviklingshandicaps skulle indgå i Den Gamle Bys levende museum som gadehandlere, der solgte frugt og grøn fra en kærre. For at de unge kunne føle sig trygge var de ledsaget af et par af museets kvindelige frivillige, hvoraf den ene var deres bedstemor. Fortællingen var, at den lille gruppe kom fra landet med frugt og grønt, som skulle sælges i byen, og så skulle de ellers sælge til ”byens borgere”, som altså var de besøgende på museet. Det må have været ganske overvældende, idet museet dagligt havde adskillige tusinde gæster i den periode. Salget af frugt fra kærren tiltrak gæsterne og gav anledning til en naturlig dialog mellem frugtsælgerne og deres kunder. I starten var de to unge naturligt nok generte og hæmmede bare ved tanken om at skulle tale med folk, de ikke kendte. Men i løbet af de tre uger, projektet varede, fik de mere og mere selvtillid, blev mere udfarende på rigtig gadesælgermanér, de blev hurtige til hovedregning og talte endda engelsk med de udenlandske gæster. Da projektet efterfølgende blev evalueret af de involverede parter, udtalte den ene af de unge, at hvis der blev en stilling i Den Gamle By med sådan en frugtbod, så ville han gerne være chef for den.

Tre unge mennesker solgte frugt til Den Gamle Bys gæster og lærte at overskride deres egne grænser.

Nogle unge solgte frugt til Den Gamle Bys gæster og lærte at overskride deres egne grænser.

Skolegrupperne kommer langvejs fra, og vi gør meget ud af at få deres evalueringer. Lærerne siger samstemmende at forløbene er brugbare, lærerige og udviklende for eleverne på en måde, som de ikke mener findes andre steder. Eleverne får øget livskvalitet, og efter besøg i Den Gamle By husker de mere, end de almindeligvis gør efter undervisning, de taler mere og virker mere oplivede og inspirerede.

Speciallærer Ingelise Kamronn fra Stensagerskolen i Aarhus udtalte f.eks.: ”Når alt er tydeligt og velovervejet, får eleverne modet til at eksperimentere og overskride grænser for egen formåen. Vi har elever, der sjældent taler og interagerer med kammerater. I Den Gamle By ændrer de pludselig personlighed, bliver aktive og kommer i dialog med andre. Nogle børn køber aldrig ind, men tør godt i dragt hos Købmanden”.

Speciallærer Rikke Bilgrau fra Jebjerg svarede følgende i evalueringen: ”Vi vil gerne takke for en rigtig god oplevelse. Det var meget gennemført, struktureret og overskueligt, hvilket gjorde det til en super oplevelse for vores drenge – og naturligvis også for os som personale. Vores drenge er mellem 10-13 år og har diagnoser inden for svær ADHD, autisme og gennemgribende udviklingsforstyrrelser!”

Speciallærer Kathrine Cassøe fra Højmarkskolen i Holsted skriver: Forløbet var gennemført til mindste detalje og gav vores elever en stor og uforglemmelig oplevelse. Eleverne med generelle indlæringsvanskeligheder fik alle noget ud af dagen. Forløbet var tilrettelagt så alle læringsstile og sanser blev inddraget.  Eleverne kunne let leve sig ind i rollen, da de både befandt sig i de rette omgivelser og have fået udklædningstøj på. Underviseren var dygtig til at fange eleverne fagligt på det niveau de befandt sig på, og samtidig være tro mod den gamle undervisningsstil.  Hun havde en god fornemmelse for, hvor meget hun kunne presse hver enkelt elev og var anerkendende, samtidig med at hun ikke faldt ud af rollen, som streng lærer. Alt i alt et utroligt lærerigt besøg, som varmt kan anbefales til andre”.

Fælles for de forskellige inklusionsprojekter er, at de rækker ud over museernes traditionelle opgaver, sådan som de er formuleret i f.eks. den danske museumslov, hvis formålsparagraf siger, at museerne gennem indsamling, registrering, bevaring, forskning og formidling skal sikre og give adgang til Danmarks kulturarv og viden om denne.

I disse, nye sammenhænge er museet og kulturarven ikke målet. Museet er en fysisk ramme, et middel, der brugt på den rette måde og under de rette omstændigheder kan fungere som et afsæt og bidrage til at skabe sammenhæng, kvalitet, indhold og identitet – også for grupper, der normalt ikke kommer på et museum.

Internationalt har der vist sig at være stor interesse for disse projekter, og sammen med en række af Europas førende open-air museer har vi iværksat et EU-baseret netværkssamarbejde, der har til formål at lære af hinanden og være hinandens bedste konsulenter. Indtil videre med deltagelse museer fra Sverige, Norge, England, Ungarn, Belgien og altså også Den Gamle By fra Danmark.

Hermed åbner der sig et helt nyt arbejdsfelt, hvor museer kan vise sig relevante på områder, man i Danmark næppe havde kunnet forestille sig for blot få år siden – og som heller ikke er beskrevet i museumsloven. Vi tror, der her er rige muligheder for til at nå ud til andre end den store gruppe af kulturaktive, der ifølge Kulturarvsstyrelsens nationale brugerundersøgelser fortsat er absolut dominerende blandt de danske museers besøgende.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Tidsrejsen og velfærdssamfundet er Den Gamle Bys USP

USP er den engelske forkortelse af unique selling point, altså det, der er unikt ved en seværdighed, en vare, en by eller andet, som gerne vil tiltrække kunder eller besøgende.

Hvad mener vore gæster?

Man kan selv have mange forestillinger om, hvad der udgør ens USP. Det har vi da også i Den Gamle By, men vi ved godt, at det ikke er os, men vore kunder, vore gæster, der afgør, hvori Den Gamle Bys USP består. For lige meget hvor godt vi tilrettelægger museernes udstillinger og fortællinger, lige meget hvor grundigt vi informerer på skilte og plancher, så må vi erkende, at museum grundlæggende er noget, der foregår i hovederne på vore besøgende.

Det er derfor altid interessant at læse og høre, hvad museets gæster mener. Det gælder på tripadvisor, i avisanmeldelser, i emails sendt til museet og i dialog med folk, der besøger museet. Ofte bliver man heldigvis bekræftet i sin opfattelse. Sommetider forundres man, eller man bliver ligefrem chokeret. Andre gange får man foræret indsigter, som er så enkle, at man ikke selv havde turdet tænke dem.

Mange internationale besøgende fascineres af, at Den Gamle By viser tidsbilleder fra en by på H.C: Andersens tid. Her madam Wiberg i Eilschous Boliger, hvor den unge Andersen fik sit første kulturelle hjem, som han selv skriver.

Mange internationale besøgende fascineres af, at Den Gamle By viser tidsbilleder fra en by på H.C: Andersens tid. Her madam Wiberg i Eilschous Boliger, hvor den unge Andersen fik sit første kulturelle hjem, som han selv skriver.

Krydstogtsturister i Den Gamle By

Engang her i sensommeren havde turistdirektøren i Aarhus et par besøgende med i Den Gamle By, som gav os et interessant eksternt blik på, hvad det er, der er unikt ved de historier, vi fortæller i Den Gamle By. Gæsterne var to topdirektører fra krydstogtsfirmaet Royal Carribean Cruise Line i Miami, der skulle lære Aarhus’ USP at kende, så de bedre kunne vurdere det forretningsmæssige grundlag for at lade flere af deres skibe komme til Aarhus.

Når et krydstogtsskib har lagt til i Aarhus, er det noget, vi kan mærke i Den Gamle By. Ofte kommer der op til 2000 gæster, når et af de store krydstogtsskibe lægger til kaj. De kommer i busser eller på egen hånd, og der er tale om det mest internationale publikum, som man kan forestille sig. Tyskere, italienere, englændere, japanere, kinesere og ikke mindst amerikaner af alle mulige etniciteter.

Vikingetid og H.C. Andersen

Krydstogtsturister repræsenterer et potentielt voksende publikum for en seværdighed som Den Gamle By.

Vore to gæster fra Miami havde en time til at se museet, så det skulle gå stærkt. Jeg viste dem den gamle del af Den Gamle By, bindingsværksbyen, som man kan sige er det nærmeste, man kommer et billede af Danmark på H.C. Andersens tid. De så bl.a. Eilschous Boliger, hvor man kan ”møde” den præsteenke, som den unge Hans Christian besøgte så ofte, og hvor han blev introduceret til teater og litteratur. ”Dette var det første dannede hus, hvori jeg fandt et hjem”, skriver Andersen i sine erindringer om Eilschous Boliger.

Jeg fortalte dem også om Den Gamle Bys arbejde med at vise Aarhus historie, og viste dem, hvor den store, underjordiske fortælling om Aarhus vil være tilgængelig om et par år. Jeg gjorde en del ud af, at Aarhus historie tager sin begyndelse i vikingetiden, og at man i Aarhus Story vil få en fornemmelse af denne periode, som er et stærkt internationalt brand for Skandinavien – måske mest for Norge, men i et eller andet omfang også for Danmark. Og at man fra vikingetiden vil kunne gå gennem hele historien frem til i dag.

At man kan gå en tur gennem tiden fra førindustriel tid via de moderne tider i 1920erne og frem til 1970ernes velfærdssamfund, er ifølge to krydstogtsdirektører fra Miami helt unikt for Den Gamle By.

At man kan gå en tur gennem tiden fra førindustriel tid via de moderne tider i 1920erne og frem til 1970ernes velfærdssamfund, er ifølge to krydstogtsdirektører fra Miami helt unikt for Den Gamle By.

Velfærdsdanmark

Jeg havde egentlig ikke tænkt mig at vise de to krydstogtsdirektører den nyeste del af museet, der dels giver et billede af livet i de moderne tider, som de tog sig ud i 1927, og dels viser hverdagen, som den var for den almindelige dansker en tilfældig dag i 1974. Men de ville gerne, og vi havde lidt tid tilbage.

Vi gik igennem 1927-kvarteret, og i 1974-delen viste jeg dem Pouls Radio, Konditoriet, Salon Anni og Bogcentralen med de vovede blade. Jeg viste dem kollektivet, pensionistparrets lejlighed og jeg viste dem lejligheden, hvor der bor seks tyrkiske fremmedarbejdere. Jeg viste dem også gynækologen, spejderlokalet og knallertværkstedet. Og så fortalte jeg om børnehaven, der er på vej.

De var helt tydeligt meget interesseret.

Danmark (og Skandinavien) er internationalt kendt for velfærd og frisind. Men kun få museer fortæller denne historie i større stil.

Danmark (og Skandinavien) er internationalt kendt for velfærd og frisind. Men kun få museer fortæller denne historie i større stil.

Den Gamle Bys USP

Nogle dage efter drøftede jeg besøget med turistdirektør Peer H. Kristensen, som også skulle hilse mange gange og takke for rundvisningen. Jeg forstod, at vore tot gæster fandt det fint med både vikinger og H.C. Andersen. Men, som han skrev i en email: ”Det, der virkelig rykker, er hele samfundsfortællingen om Danmarks udvikling. Den havde de ikke set fortalt på den måde før”.

Ved en efterfølgende snak forstod jeg, at det ikke mindst var Den Gamle Bys billede af velfærdssamfundet, som havde fascineret de to gæster. Når man ser det hele lidt fra oven, så er velfærdssamfundet som det har udviklet sig i Danmark (og Skandinavien) også helt unikt på verdensplan. Måske det bliver en parentes i historien, vi ved det ikke. Men vi ved, at velfærden, frisindet, kvindefrigørelsen og ungdomsoprøret har sat sig spor i vores værdisæt, omgangsformer og kultur i en grad, så det er med til at definere hvad der er typisk dansk.

For andre besøgende vil museets USP givetvis være noget andet. Men denne pejling i forhold til det internationale turistpublikum er overordentlig interessant for museets selvforståelse og videre arbejde.

Hvordan kan man se, om noget er kunst?

Jeg tror, der er flere, der ligesom mig kan have svært ved at se, hvad der er kunst, og hvad der ikke er. Nedenfor tillader jeg mig at give et par eksempler, som jeg har haft megen morskab af. Denne lille nytårs-bagatel fortælles i billeder og billedtekster – og med glimt i øjet .

For et par år siden stødte jeg på Statens Museum for Kunst på denne installation. Og skal jeg være helt ærlig, var i syv sind og meget usikker på, om det var et kunstværk, eller om der bare var noget der dryppede.

For et par år siden stødte jeg på Statens Museum for Kunst på denne installation. Og skal jeg være helt ærlig, var jeg i syv sind og meget usikker på, om det var et kunstværk, eller om der bare var noget der dryppede.

 

På nogenlunde samme tid var jeg en tur på Arken, hvor jeg midt i udstillingerne stødte på denne sækkevogn. Igen var jeg noget usikker på, hvad det var.

Et par dage efter var jeg en tur på Arken, hvor jeg midt i udstillingerne stødte på denne lidt pudsige sækkevogn. Igen var jeg noget usikker på, hvad det var.

Her var problemet imidlertid til at overse, idet sækkevognen var ledsaget af den kendte tekst "Må ikke berøres/ Please do not touch". Og så var der jo ingen tvivl: Det er et kunstværk!

Her var problemet imidlertid til at overse, idet sækkevognen var ledsaget af den kendte tekst “Må ikke berøres/ Please do not touch”. Og så var der jo ingen tvivl: Det er et kunstværk!

For nylig var jeg så igen på Statens Museum for Kunst, hvor jeg stødte på denne campingvogn.

For nylig var jeg så igen på Statens Museum for Kunst, hvor jeg stødte på denne campingvogn.

Det var rigtigt dejligt, for denne gang var der overhovedet ingen tvivl, idet teksten foran indgangen til campingvognen oplyste: "Dette er et kunstværk".

Det var rigtigt dejligt, for denne gang var der overhovedet ingen tvivl, idet teksten foran indgangen til campingvognen oplyste: “Dette er et kunstværk”.

Det er jo forbrugeroplysning, der vil noget. Samtidig tager man hensyn til sådan en  som mig, en ustuderet røver udi kunsthistorien, fordi nu kan jeg tale med uden at risikere at komme til at fremstå som aldeles uvidende.

 

 

 

 

 

 

Godt nytår

2014 – sikke et år for Den Gamle By! 499.247 besøgende på kun 12 måneder! Det er ca 20.000 eller 4 pct flere end i 2013, hvor vi ellers havde slået alle rekorder. Og så har vi endda det meste af året haft en larmende byggeplads midt på museet, hvortil kom, at sommeren ikke var det mindste museumsvenlig. Helt aktuelt kan jeg oplyse, at også juleperioden er gået fantastisk. Den Gamle By har haft sin bedste julesæson nogensinde med næsten 170.000 besøgende på godt seks uger.

Jubilæumsår med højt aktivitetsniveau

Når vi ser tilbage på 2014, så var det året hvor Den Gamle By kunne markere 100-året for museets grundlæggelse her i Botanisk Have. Det skete hen over året: En lille udstilling om Den Gamle Bys historie, nominering af Den Gamle By til den europæiske museumspris, en jubilæumsplakat lavet af Dronningen, et par dage med gratis adgang og mulighed for kig bag facaden, åbning af tre nye butikker, en særlig opera, Rosa og Evigheden, skrevet i anledning af jubilæet – og meget mere. 2014 var også året, hvor en analyse viste, at Den Gamle By er århusianernes foretrukne kulturinstitution, og det var året hvor nogen fik den herlige og skøre idé at invitere fire unge mennesker til at være kollektivister på 1974-betingelser. I 2014 har vi også åbnet særudstillingerne “Aarhus Rocks”, “Hønsestrik og Hotpants” og ”Alle DRs julekalendere”. Samtidig er der blevet tømt magasiner i Købmandsgården, etableret driftslager i Holme, åbnet billedarkiv på Eugen Warmings Vej og igangsat samtidsindsamling.

Der er blevet gjort rent, lavet tonsvis af mad, fyldt på hylderne i butikkerne og fejet i alle hjørner. Vi skal heller ikke glemme, at Den Gamle By faktisk er et mellemstort byggefirma, som har gang i 4-5 større byggesager plus det løse, og vi kan være stolte af, at vores byggeri faktisk kører efter planen og budgettet.

”Det er vores jul”

Her i december måned kunne vi så glædes over de fire udsendelser på DR med fællestitlen “Det er vores jul”. Udsendelserne gav et charmerende billede af de mange afdelinger og personligheder, der får hele dette komplekse projekt til at klappe – med alt lige fra juleinspektør, til skræddere, bagere, kokke, gartnere, ølbryggere og mange flere.

Udsendelsen gav et fint billede af de mange hænder og hoveder, der er med til at skabe vores største højsæson, og ikke mindst det engagement, der er til stede hos alle. Jeg blev simpelthen så glad, ja sommertider blev jeg helt rørt, når jeg her så Den Gamle Bys frejdige flok udfolde sig på TV i bedste sendetid.

Den store donation

Det helt ekstraordinære, som skete i 2014 var dog, at A.P. Møller Fonden bevilgede 135 mio kr til at færdiggøre det store projekt med at skabe moderne bykvarterer plus ny indgang mod syd. Et projekt, som for alvor fik luft under vingerne, da fonden i 2007 bevilgede de første 161 mio kr.

Det vil sige, at A.P. Møller Fonden i alt har givet Den Gamle By næsten 300 mio kr til realisering af det projekt, der for nu snart 13 år siden begyndte som en drøm, en umulig drøm, mente mange, og som siden blev til det projekt, som vi nu har midlerne til at gøre færdig over de nærmeste år.

Hvis man forsøger at gå op i helikopterperspektiv, så er det faktisk noget helt enestående, der sker i Den Gamle By i disse år. Når man, som vi, står midt i det, kan det måske være svært at forstå rækkevidden af det, vi har gang i.

For os, der er i Den Gamle, er det et eneståede privilegium at få lov til at være med til at realisere dette projekt. Men på den anden side skal vi ikke være blinde for, at det også er et enormt og næsten skræmmende ansvar, der hviler på os. For det er jo i virkeligheden ikke så let, det her. Vi har lige i øjeblikket projekter i gang for mere end 200 mio kr, og prøv at tænke den tanke, at vi kom til at overskride budgettet med bare fem procent!

2015 bliver også et travlt år

Når vi ser frem mod det år, som vi lige er begyndt på, er der fortsat mange fine ting på programmet. Plakatmuseet vil vise en udstilling med Punk-plakater og en med Politiske plakater gennem tiden. Punkudstillingen åbner til vinterferien, og de politiske plakater hænges op så snart, der bliver udskrevet valg – det hele er klart!

Af større ting i 1974-kvarteret skal nævnes Bent Js jazzværtshus, som vi regner med skiftevis kan fungere både som udstilling og som jazzsted. Der ud over De Små Hjem, som er lejlighederne i huset fra Skottenborg. Så er der Huset Fortæller, som foregår i Hjørringhuset, og endvidere VVS-værksted, baggårdslokummer, børnehave, spejderlokale og knallertværksted.

På byggefronten går teknikere og håndværkere i gang med indgangshuset til Aarhus Story og det hjørnehus, der skal ligge lige over for Pouls Radio.

Vi skal videre med bygning og indhold til Aarhus Story, og så skal vi til at detailplanlægge resten af 1974-kvarteret, Sydhavnen, 2014-delen og ny indgang – alt det, som vi har fået de nye A.P. Møller-penge til.

Vi skal arbejde i samme retning

Når jeg ser på min egen rolle som direktør for Den Gamle By, så er en af mine vigtigste opgaver at forsøge at have overblik og arbejde for, at vi alle – enkeltpersoner, faggrupper og afdelinger – i hele organisationen arbejder i samme retning.

En meget stor del af indholdet i den kommende udvikling er om bekendt lagt fast i og med, at vi har modtaget de store donationer til bestemte projekter. Så det er ikke så meget her, der skal lægges linjer. Som jeg ser det, er der især fem meget vigtige ting, vi skal holde os for øje i de kommende år.

Fokus på publikum

Første punkt er fokus på publikum! Her er det især servicesiden, vi virkelig skal være opmærksom på.  Både når det drejer sig om kaffe og kage, og når det drejer sig om hvilesteder rundt om på museet. Men så sandelig også imødekommenhed og værtsskab. Det er sådan noget, man husker, og det er sådan noget, der gør, at de vil anbefale et besøg til deres familie og venner.

Vi skal holde hus med ressourcerne

Den anden ting, som jeg tror er vigtigt i de kommende års arbejde, er at vi skal holde hus med vores ressourcer. Det betyder bl.a. at vi skal fokusere på de vigtigste ting, hvilket også betyder, at der vil være mange ting, som vi må lade være med eller udskyde til en anden gang – selvom de kan være både relevante og interessante.

Så vi skal prioritere, vi skal være smartere – og vi skal også være sparsommelige. At vi har fået 135 mio kr fra A.P. Møller Fonden betyder ikke, at vi har penge at rutte med, snarere at vi skal bruge vores ressourcer endnu mere målrettet end vi i forvejen gør.

Der er flere eksempler på andre store kulturvirksomheder, som på baggrund af store underskud har måttet stå med hatten i hånden over for kommunen eller staten. Det skal vi for alt i verden undgå.

Plejer er død

Den tredje ting, som er meget vigtig, er at vi ikke skal rette os efter ham ”Plejer”, der jo ofte sidder på skulderen og fortæller, hvordan vi skal gøre tingene. Den Gamle By er i vækst, og vi bliver mere og mere en udviklingsorganisation. Det betyder at vi må gøre ting på andre måder, end vi plejer. Vi skal ikke lave om for at lave om. Men fordi der er gode grunde hertil – og så er det underforstået, at det, vi gør, altid være i samklang med hele museets koncept og samlede udtryk.

Vi-organisation

Den fjerde ting, jeg synes er så afgørende vigtig, er at vi bliver ved med at se os og opføre os som det, jeg i forskelige sammenhænge har kaldt en vi-organisation. Det betyder noget i retning af, at vi siger – og tænker – vi og vores frem for mig og min. Vi skal huske, at flere hoveder normalt tænker bedre end ét hoved. Det er ikke nogen skam at bede andre om hjælp. Vi tager ansvar for helheden og for hinanden.

Vi skal altid have helheden for øje

Det leder over i det femte punkt, som er, at vi altid skal have helheden for øje. Det er ikke enkelte faggrupper, enkelte afdelinger eller enkelte personer, der er i fokus. Det er Den Gamle By. Og hver gang, vi som organisation står ved en korsvej eller et svært valg, skal vi huske, at det, vi beslutter, først og fremmest skal være hensigtsmæssigt for helheden Den Gamle By.

Altså

  1. Vi skal holde fokus på publikum
  2. Vi skal holde hus med vore ressourcer, så vi kan bevare Den Gamle Bys råderum og selvstændighed
  3. Vi skal sørge for at Plejer ikke får for meget at sige, og vi skal ikke være bange for forandringer
  4. Vi skal tænke og agere som en vi-organisation
  5. Vi skal huske, at helheden er både større og vigtigere end organisationens enkelte dele.

Godt nytår

Den Gamle By er sat i verden for at være et museum og dermed et sted, hvor folk kan få udvidet deres horisont, fascineres og blive betaget. Men Den Gamle By skal også være et mødested og et sted, hvor det bare er rart at være.

Forstår vi at satse fornuftigt på begge områder, og formår vi samtidig at holde os de fem punkter for øje, så er jeg overbevist om, at Den Gamle By har en særdeles lys fremtid foran sig.

Dagen er snart tiltaget med en time, og jeg har både erantis og vintergækker i haven. Det går mod lysere tider.

Godt nytår!

eranthis

 

Spor af levet liv – på open-air museum og nu også på kunstmuseum

Da jeg for nogle uger siden var Statens Museums for Kunst kunne jeg ikke undgå at støde ind i de store installationer, der udgør museets særudstilling ”Biography” med kunstnerduoen Elmgreen & Dragset.

Udstillingen fik mig til at tænke på min gode kollega Jan Vaessens udsagn om sit museum: ”We are not a museum about houses or objects, we are a museum about people”. For det samme kan man nemlig fristes til at sige om SMKs aktuelle udstilling. Den viser ikke kunstværker, men installationer, der giver associationer om levet liv. Den handler ikke om kunst, men om mennesker. Det pudsige er blot, at Jan Vaessens museum, Nederlands Openluchtmuseum, er et klassisk open-air museum, mens SMK er et klassisk kunstmuseum.

Lad mig illustrere det med fotos fra henholdsvis SMKs aktuelle udstilling og så de to bygninger fra Amsterdams Westerstraat, som for tre år siden blev opført op Nederlands Openluchtmuseum i Arnhem.

Elmgreen & Dragsets største installation viser en simpel etageejendom, nærmest et østtysk plattenbau.

Elmgreen & Dragsets største installation viser en simpel etageejendom, nærmest et østtysk plattenbau.

Indgangspartiet er præget af nedslidning og virkelighed.

Indgangspartiet er præget af nedslidning og virkelighed.

Også dørtelefonen minder om en virkelig dørtelefon.

Også dørtelefonen minder om en virkelig dørtelefon.

Og når man kigger ind ad vinduerne, ser man ind i lejligheder, der ligner virkelige lejligheder.

Og når man kigger ind ad vinduerne, ser man ind i lejligheder, der ligner virkelige lejligheder.

Nederlands Openluchtmuseums to ejendomme fra Westerstraat i Amsterdam står ligeså solitære som Elmgreen & Dragsets betonbygning i foyeren på SMK.

Nederlands Openluchtmuseums to ejendomme fra Westerstraat i Amsterdam står ligeså solitære som Elmgreen & Dragsets betonbygning i foyeren på SMK.

I baggården er der graffiti og det virker nedslidt, som i så mange brokvarterer.

I baggården er der graffiti og det virker nedslidt, som i så mange brokvarterer.

Her kan man imidlertid gå ind i lejlighederne. Her en lejlighed for tyrkiske fremmedarbejdere

Her kan man imidlertid gå ind i lejlighederne. Her en lejlighed for tyrkiske fremmedarbejdere.

Og her ses et værtshus.

Og her ses et værtshus.

Naturligvis er der forskel på de to udstillinger eller installationer. Men på den anden side er det tankevækkende, så ens de er i deres ambition om at komme tæt på det levede liv og vores personlige oplevelse heraf.

Begge installationer kan stærkt anbefales.

 

Museer der ikke virker museumsagtige

Af alle danske museer holder jeg navnlig af tre: Louisiana, Glyptoteket og Den Gamle By. Hvor forskellige de end er, har de også en række væsenstræk til fælles.

Alle tre er de venlige og imødekommende. Der er noget oase over dem og en helt særlig stedets ånd. Man kan gå på opdagelse, snuse – uden absolut at skulle have proppet viden ned i halsen. Og dog får man altid et eller andet substantielt med hjem.

Jeg husker tydeligt første gang, jeg oplevede et museum på den måde. Det var engang i min studietid, engang midt i 1970erne. Min kone og jeg var på besøg i Den Gamle By. Det var uden for sæsonen, og selvom mange af husene var lukket, havde vi haft en hele serie gode oplevelser. Da var det, at jeg tænkte: Her kunne jeg godt tænke mig at være engang.

Min kone Lisbeth og jeg i Den Gamle By i 1975.

Sådan kom det af uransagelige årsager også til at gå. Jeg har nu i snart 19 år været chef for Den Gamle By og haft den glæde at være med til at præge en nyudvikling af museet. Før den tid var jeg i otte år leder af Struer Museum. I mine mere end 25 museumsår er jeg fra tid til anden standset op og har funderet over, om det, jeg arbejdede med, nu også var vigtigt. Om det havde relevans og betydning for nogen. Og fra tid til anden har jeg forsøgt at sætte nogle ord og billeder herpå.

Dermed er jeg tilbage ved de tre museer.

“Den skal borttage det museumsagtige” 

I sin tale i 1906 ved åbningen af Glyptotekets vinterhave sagde brygger Carl Jacobsen disse tankevækkende ord om den nye vinterhave: ”Den skal først og fremmest være en hvileplads …, men den skal tillige give Glyptoteket en ejendommelig karakter. Det er altid tiltalende at se noget, der ikke findes andre steder… Den skal borttage det museumsagtige, som trods alle mine bestræbelser for at frigøre mig derfor, ikke helt har kunnet undgås”. ”

Tanken med Glyptotekets vinterhave var, at den skulle “borttage det museumsagtige”, som bryggeren Carl Jacobsen udtrykte det ved åbningen i 1906.

Det er derfor, jeg har kaldt samlingen Glyptoteket for at betegne, at det ikke skal være et museum af den almindelige art”, fortsatte Carl Jarcobsen. “Men endelig skal vinterhaven gerne drage folk til Glyptoteket. Vi danske har meget mere forstand på blomster end på kunstværker, og jeg tænker mig, at det grønne om vinteren kan drage folk herind, og når de da ser på planterne, falder der måske også en tanke af til statuerne”.

Skabelsen af bybilledet

Der er for mig ingen tvivl om, at Den Gamle Bys grundlægger Peter Holm var helt på linje med Carl Jacobsen. I et posthumt udgivet tilbageblik fra 1951 siger Peter Holm det på denne måde: ”Det, der for mig stod som hovedsagen, var skabelsen af bybilledet, gerne med al den hygge og stemning, der kunne være over små gamle byer med huse fra forskellige tider, krogede gader og småhaver med frugttræer, nytteurter og sirbuske. Der var i hvert fald enighed om, at det ikke skulle være et bygningsmuseum med huse i systematisk, stilhistorisk orden… Dels ville et sådant typemuseum virke uendeligt kedsommeligt, og dels ville det aldrig kunne give et sandfærdigt billede af en gammel købstad”.

Det var Peter Holms idé, at Den Gamle By ikke skulle være et bygningsmuseum med huse i systematisk, stilhistorisk orden, men derimod et troværdigt billede af, hvordan en gammel købstad tog sig ud i 1700- og 1800-tallet.

Det var Peter Holms idé, at Den Gamle By ikke skulle være et bygningsmuseum med huse i systematisk, stilhistorisk orden, men derimod et troværdigt billede af, hvordan en gammel købstad tog sig ud i 1700- og 1800-tallet.

“En stille glæde, et åndeligt velvære”

Et sted i sin fremragende bog Stedets ånd fra 1995 skriver Louisianas grundlægger Knud W. Jensen følgende: ”Når vi oplever et stort menneskeværk, bliver vi først fyldt af en stille glæde, et åndeligt velvære, hvor vi bliver åbne og modtagelige. Efterhånden som oplevelserne akkumuleres, fører de os ind i en lykkelig sindsstemning. Enhver, der i timer har gået rundt i en domkirke, et tempel, en have med springvand eller en smuk by, har oplevet det. De store steder bevæger og henrykker en”.

“De store steder bevæger og henrykker en”, sagde Louisianas skaber Knud W. Jensen.

Vække til eftertanke, skabe glæde og inspiration

I Den Gamle By siger vi i dag, at museet skal vække til eftertænke, skabe glæde og inspiration. Det er museets mission at være vedkommende og at gøre historien nærværende for folk. Fordi vi tror på, at historien betyder noget for os mennesker. Så vi kan lære os selv bedre at kende og se ud over vores egen næsetip og dermed sætte os selv og vores samtid i perspektiv. Det er derfor Den Gamle Bys ambition at nå ud til så mange mennesker som muligt, herunder også til dem, der normalt finder museer kedelige eller elitære.

Musernes hjem

Der er alsidighed, der er gå på opdagelse, og der er masser af leg og læring på museerne. Louisiana, Glyptoteket og Den Gamle By. De er som oaser, refugier, reservoirer og inspiratorier, og dermed kan man sige, at de i meget høj grad er i pagt med det antikke museumsbegreb, museion, som jo betyder musernes hjem. De ni muser er døtre af Mnemosyne, erindringens gudinde, og omfatter – oversat til nutidige begreber – det historiske, det poetiske, det musiske og det dramatiske.

Og så er det tankevækkende, ja nærmest paradoksalt, at ingen af de tre museer indeholder selve ordet museum i deres navn. Ikke mindst fordi de for mig nærmest er indbegrebet af at være det musernes hjem, museion, som i den græske mytologi inkarnerer fællesmængden af inspiration, erindring og kundskab.

 

Tingsmuseer og historiemuseer

For et par år siden sad jeg på en fortovscafé i Bloomsbury i London og lod tankerne flyve. Jeg havde været rundt på mange museer i mange lande for at samle inspiration til det, der skulle blive til Aarhus Story, der åbner i Den Gamle By i 2017 som en ny type byhistorisk udstilling.

 

Mens jeg nød kaffen, gjorde jeg dette notat i min lommebog: ”Efter at have set hundreder af museer, store og små, enkle og ekstravagante, lokale og internationale, så står det stadig klarere for mig, at der går en markant skillelinje mellem de museer, der udstiller ting, og så de museer, der fortæller historier. Begge typer har så absolut deres berettigelse, men jeg – og tilsyneladende også mange andre – foretrækker afgjort historiemuseerne frem for tingsmuseerne”.

 

Forud for notatet var gået et par måneder med intens museumsrejse med besøg på MAS – Museum an de Stroom i Antwerpen, Bokrijk ved Genk, STAm i Gent, Huiz de Alijn i Gent, DDR-Museum i Berlin, Story of Berlin, Deutsches Historisches Museum i Berlin, Altes Museum, Neues Museum, Bode Museum, Pergamon Museum, Pergamon Panorama – alle på Museumsinsel i Berlin, samt Museum of Liverpool, International Slavery Museum, Merseyside Maritime Museum, The Beatles Story, Museum of London, War Rooms & Churchill Museum, British Music Experience, Natural History Museum, V & A, Imperial War Museum og British Museum. Og jo flere museer, jeg besøgte, des klarere stod sondringen for mig.

 

I Berlin tegner billedet sig ekstra tydeligt med markant forskel på de store tingsmuseer på Museumsinsel på den ene side og så det interaktive og fortællende DDR Museum på den anden.

 

Busten af dronning Nefertiti er uden tvivl hovedstykket på Neues Museum på Museumsinsel.

Busten af dronning Nefertiti er uden tvivl hovedstykket på Neues Museum på Museumsinsel.

Muserne på Museumsinsel rummer fornemme samlinger, og alle museerne er gennem de senere år renoveret for milliarder. Arkitekturen er betagende og hele det enestående museumskompleks har en ganske særlig stedets ånd. Personligt blev jeg fascineret af ikoniske genstande som fx Pergamon alteret på Pergamon Museum og den egyptiske dronning Nefertiti på Neues Museum. Genstande med en stærk historie og fascinationskraft.

På Bode Museum kan man nemt køre træt i de enorme samlinger,  der er udstillet. Tilsvarende gælder også Neues Museum og Altes Museum, hvor jeg ofte var alene i de store sale med montre efter montre.

På Bode Museum kan man nemt køre træt i de enorme samlinger, der er udstillet. Tilsvarende gælder også Neues Museum og Altes Museum, hvor jeg ofte var alene i de store sale med montre efter montre.

Men skal jeg være helt ærlig, så løb jeg hurtigt sur i de forskellige museers enorme samlinger af genstande. Den ene sal efter den anden, den ene montre efter den anden. Utvivlsomt fine genstande, unikke og velresearchede. Men hold op, hvor var det ensformigt og kedeligt, og jeg havde ikke nogen fornemmelse af, at museumsfolkene havde gjort sig tanker om, hvordan deres samlinger kunne gøres relevante og interessante for den almindelige besøgende. På både Bode Museum, Neues Museum og Altes Museum var jeg den eneste besøgende i adskillige af de store og meget stille sale, så det var nok ikke kun mig, der havde det sådan.

 

På DDR-Museum myldrer det med mennesker, der går på opdagelse i en klart defineret historie, som føles vedkommende for ganske mange mennesker.

På DDR-Museum myldrer det med mennesker, der går på opdagelse i en klart defineret historie, som føles vedkommende for ganske mange mennesker.

Anderledes med DDR Museum, som ligger under jorden i nogle lavloftede, beklumrede lokaler. Arkitekturen er mildt sagt ikke spektakulær, men historien, som museet fortæller, er åbenbart så stærk, at lokalerne konstant er fyldt af et engageret, snakkende og begejstret publikum. De enkeltgenstande, der er udstillet, er hverdagsgenstande fra en tid, som mange eller måske de fleste har en relation til. Typiske DDR-varer, legetøj, ugeprogram fra Børnehaven og tøj fra DDR-perioden. Der er et rum, hvor man kan hvile ryggen og se filmklip fra militærparader, byggeri af nye boliger og andre hverdagsbilleder fra DDR. Og der er tableauer, som fx en stue med TV, et køkken, et afhøringsrum, partibossens skrivebord og en Trabant, som de besøgende kan sætte sig ind i. Interaktivitet er i det hele taget et nøgleord, og ved udstillingen af enkeltgenstande skal man som besøgende kigge i skuffer eller lukke skabe op. Der er altid noget, man som besøgende skal foretage sig.

 

De besøgende er sammen, diskuterer og morer sig mens de åbner og skuffer og skabe for at se, hvad der gemmer sig af genstande og historier.

De besøgende er sammen, diskuterer og morer sig mens de åbner og skuffer og skabe for at se, hvad der gemmer sig af genstande og historier.

Det er klart, at DDR Museum har den fordel, at museet fortæller en nærværende historie, hvilket jo ikke er tilfældet med de store museer på Museumsinsel, hvis primære fokus ligger på oldtid og middelalder. Dertil kommer, at det som besøgende kan være svært at forstå, hvorfor de forskellige genstandssamlinger er placeret på et museum og ikke på et andet. På mig virker det som om, det er tilfældigheder og ikke ønsket om at fortælle en bestemt historie, der har været styrende. På DDR Museum er man aldrig i tvivl om, hvilken historie, der fortælles, og man er heller ikke i tvivl om, at museet har en ambition om, at denne historie skal kunne forstås også af det brede publikum.

 

 

DDR Museum fokuserer på en klart defineret historie, og der er både tableauer, enkeltgenstande og masse af hands-on.

DDR Museum fokuserer på en klart defineret historie, og der er både tableauer, enkeltgenstande og masse af hands-on.