LAD OS ÅBNE DE USYNLIGE DØRE TIL LANDETS MUSEER

Hvad er det, der afholder nogle grupper fra at gå på museum? Er prisen for høj, indholdet irrelevant, eller er det bare ikke noget for “sådan nogen som os”? Søren Bak-Jensen fra Arbejdermuseet og jeg har i fællesskab skrevet dette indlæg, som i en let ændret udgave også er trykt som kronik i Jyllands-Posten.

Da Socialdemokratiet i 1960 kickstartede velfærdspolitikken, lød partiets slogan: “Gør gode tider bedre”. Året efter oprettede man Kulturministeriet med det formål at bringe kulturen og den almene dannelse ud til alle danskere.

At det kun er lykkedes delvist, er dokumenteret mange gange. Også på museumsområdet, hvor vi ved, at det især er mennesker med kort uddannelse, der holder sig væk, men at også geografisk afstand og kulturprofil spiller ind.

Denne kulturelle og sociale ulighed er ofte søgt forklaret med, at det er for dyrt at besøge museerne. Naturligvis kan prisen have betydning. Men at det langtfra er den vigtigste årsag til skævheden, er dokumenteret gennem talrige nationale og internationale undersøgelser. Gratis adgang giver ikke et mere mangfoldigt publikum. Måske flere besøgende, i hvert fald i starten, men ikke øget social diversitet. Tallene er ikke til at tage fejl af.

I venstre side af Folketinget har man i mange år peget på prisen som årsag til social skævhed. Men ikke mere. »Det handler om at sænke barren, så flere tør træde ind i de rum, hvor kunsten og kulturen er«, har Socialdemokratiets kulturordfører, Kasper Sand Kjær, således udtalt for nylig, og her rammer han hovedet på sømmet. For meget tyder nemlig på, at det, der for alvor betyder noget, er om det indhold, et museum tilbyder, opleves som relevant for det publikum, man gerne vil nå. Og dernæst om museet i hele sin attitude også evner at favne dette publikum.

Den amerikanske kulturanalytiker Colleen Dilenschneider skelner i en analyse af emnet fra 2019 mellem tre grupper. Den første gruppe består af de mennesker, der allerede besøger museer på eget initiativ. Den anden gruppe omfatter dem, der under ingen omstændigheder vil på museum. Disse to meget forskellige grupper ser vi bort fra her. Derimod er det vigtigt at kigge på den tredje gruppe, som er mennesker, der ikke af sig selv vil besøge et museum, men som måske vil gøre det, hvis de skal vise det frem for udenbys gæster, hvis deres firma har arrangeret en event på museet, eller hvis museet holder et særligt arrangement, der tiltaler dem. Det er en gruppe, der kan flyttes fra at være passive museumsbrugere til at være aktive brugere.

Colleen Dilenschneider peger på tre primære barrierer, der skal nedbrydes for at gøre passive museumsbrugere aktive. Den helt klart vigtigste er, at de foretrækker at bruge deres tid på noget andet, på andre fritidsaktiviteter. Det være sig håndbold, biograf, samvær med familien, se tv eller ligge på sofaen. Den næste barriere er, at et museumsbesøg ikke er noget for “sådan en som mig”. Og den tredje er tidligere negative oplevelser i forbindelse med museumsbesøg – f. eks. da man gik i skole. Først derefter kommer betydningen af entrépris. Med Dilenschneiders ord er det at være gratis ikke det samme som at være inviterende.

At mange prioriterer noget andet og mener, at et museumsbesøg ikke er noget for “sådan en som mig”, er utvivlsomt en nøgle til at forklare den kulturelle skævhed.

For museer skal jo betyde noget for nogen. Helst for alle, og i hvert fald for flere. Og her spiller det selvsagt en rolle, at dem, man gerne vil være noget for, oplever museet som relevant.

Den tidligere direktør for Norsk Folkemuseum Olav Aaraas stillede for år tilbage 1000-kroners spørgsmålet: ”Hvad er det, der interesserer publikum mere end noget som helst andet i verden, når de besøger et museum?” Og han gav selv svaret: “Det er dem selv! De, og vi, ønsker alle at skabe en forbindelse mellem vores eget liv og historien”. Dermed satte han for alvor relevans på dagsordenen.

I pagt hermed har den tidligere direktør for Museum of Liverpool David Fleming understreget: ”Museerne skal tjene samfundet og ikke bare passe på samlinger af genstande. Museerne skal være socialt ansvarlige og tage fat på tidens store spørgsmål. De skal identificere de historier, der engagerer, bevæger og involverer den almindelige besøgende.”

Museerne skal selvfølgelig handle om noget, der rager de mennesker, man gerne vil have som besøgende. Eller i det mindste bestræbe sig på at bygge bro mellem museet og brugerne. Hvis man lykkes med at skabe sådanne forbindelser, vil nye grupper givetvis komme på museet og måske opleve noget, de ellers aldrig ville være kommet i nærheden af.

Et vigtigt og nok i høj grad overset element i den brobygning er museets attitude og kulturelle tilgængelighed. For museer er jo meget mere end deres udstillinger og indhold. De er mødesteder, hvor man kommer for at være sammen og hygge sig. »A good day out«, som vore engelske kolleger siger. Det er jo gæsternes fridag.

Undersøgelser viser ligefrem, at selve indholdet af et museum, udstillingerne, spiller en mindre rolle end den oplevelse, det er at være sammen med dem, man besøger museet med. Museer er nemlig i meget høj grad også form og social ramme. Og i formen, i attituden, ligger en væsentlig forklaring på, at mange på forhånd har en opfattelse af, at dette eller hint museum ikke er noget for “sådan en som mig”. Opfattelsen kan være berettiget eller uberettiget, men den er ikke desto mindre virkelighed for dem, der har det sådan.

Vi vil vove den påstand, at langt de fleste museumsansatte hører til den gruppe, som hos Gallup kaldes de fællesskabsorienterede. Altså de kulturelt interesserede, de højtuddannede, de socialt bevidste med en fornuftig økonomi, som tilhører de humanistiske mellemlag og politisk ligger i midten eller lidt til venstre. Altså præcis den samme gruppe, som udgør museernes primære publikum, som det er i dag.

Og så er der en risiko for, at museerne kun åbner de døre, som de selv vil gå ind ad. Men lukker døren for de mennesker, der tilhører f. eks. de individ-eller traditionsorienterede grupper. Ikke som noget, man vil, men som noget, man bare kommer til.

Det er jo banalt, men ikke desto mindre afgørende, at vi er os bevidste, at der er mange, der har andre kulturprofiler, og som måske føler sig fremmed for værdierne og de kulturelle koder hos de såkaldte fællesskabsorienterede.

Hvis vi vil have disse andre kulturprofiler til at besøge museerne, hvis vi vil have dem i tale, så må vi sætte os i deres sted. Vi må være inviterende over for alle dem, der har den forhåndsopfattelse, at museet ikke er noget for “sådan nogen som mig.”

For det er vores forbandede pligt som museumsansatte at nedbryde kulturelle og sociale barrierer for møder med kunst og kultur. Lad os sætte en ære i at være museer, man kan identificere sig med, museer, hvor ingen behøver at føle sig mindre værd end andre, museer, som er alles ejendom. Derfor skal vi undgå indforståethed og adfærdsmæssige koder, der skaber usikkerhed om, hvorvidt alle må være med.

Den amerikanske museumsforsker Nina Simon peger på, at mange museer er fyldt med usynlige døre, “invisible doors”, hvor pointen er, at hvis man ikke kan se døren, så er det heller ikke muligt at forestille sig, hvad der er bag den, og da slet ikke, at det evt. kunne være “noget for sådan en som mig”.

Nina Simon taler også om “insiders” og “outsiders”. Insiders er dem, der allerede er inde i rummet, elsker det og beskytter det. Insiderne kan være både ansatte og dem, der kommer til på museet, og som kender det. Outsiders er dem, der ikke kender museet, og som kan føle sig usikre ved at skulle gå ind i rummet og måske også frygter, at de vil være uvelkomne.

Insiderne spiller en afgørende rolle for at byde outsiderne indenfor. Og de er også med til at gøre de usynlige døre synlige, så flere kan få lyst til at gå igennem dem.

Dette indlæg er under titlen ”Gratis adgang til museer giver flere gæster, men sikrer ikke mangfoldigheden” trykt som kronik i dagens udgave af Jyllands-Posten 28. oktober 2020.

 

KULTUREN EFTER CORONA

Hvordan ser kulturen ud, når Coronakrisen engang er ovre? Hvis den da overhovedet går over, kunne man dystropisk repondere. For ingen kan svare på det stillede spørgsmål, men mon ikke de fleste af os er så præget af vores kulturs fremskridtsoptimisme, at vi tager det for givet, at der er en anden side, og at vi kommer ud på den. På en eller anden måde.

I Den Gamle By laver vi i øjeblikket masser af scenarier for ad den vej at gøre os klar til forskellige slags fremtider. I den forbindelse har jeg gjort mig nogle tanker om kulturen og dens betydning for danskerne, når vi – forhåbentlig – engang kommer ud på den anden side.

Som jeg ser det, vil der være en lang periode, hvor vi langsomt, måske meget langsomt, vil åbne op og prøve os frem i håb om en eller anden grad af normalisering. Vi vil helt sikkert finde nye måder at gøre tingene på. Men jeg tror ikke, vi skal forvente at se noget, der ligger tæt på situationen før Corona, komme tilbage inden for overskuelig tid.

Helt grundlæggende tror jeg, at mange vil føle et behov for at stoppe op. Besinde sig. Tænke sig om. Spørge sig selv: Hvor kommer vi fra, hvem er jeg, og hvor er vi på vej hen?

Ser vi på indholdet af den kultur, som vil vinde frem, er der for mig ingen tvivl om, at det, vi er fælles om, kommer i centrum. Vi ser det allerede med opslutningen om Dannebrog, Dronningens fødselsdag og vores danskhed. Højskolesangbogen og fællessangen, naturligvis, ja og også statsministeren og politikerne i Folketinget. Vi synger sammen, og vi betragter os som danske.

I lang tid har alting helst skullet komme udefra og være internationalt, mens det, som er vores eget, ikke har været helt så fint. Vi har også set en fascination af det, der er innovativt og som provokerer. Det tror jeg vender, så der kommer en anden balance.

Dannebrog har i den aktuelle samfundskrise fået en renæssance som samlende symbol. Flaget var oprindelig kongehusets, men efter midten af 1800-årene blev det også folkets flag. Nogen har i en periode især set flaget som højrefløjens, men nu ser det ud til, at alle samles om flaget.

Vi kommer til at interessere os for det basale, det langsomme, det vedvarende. Vi vil søge mod det nære, og vil interessere os for vores fælles identitet. Traditionerne. Det vi er rundet af. Det, der giver sammenhængskraft.

Det er ikke nationalisme med den lidt negative klang, der ligger i det begreb. Det er snarere fædrelandskærlighed for nu at bruge et lidt gammeldags ord. Glæden ved det, vi kender, og som vi er trygge ved.

Det centrale ved meget kultur er, at man er sammen om oplevelserne. Familie, venner, flere generationer sammen. Det ændrer sig næppe. Men den kultur vil stå stærkest, hvor man kan være sammen og lidt hver for sig. Mange vil utvivlsomt være forsigtige i sammenhænge, hvor man skal være tæt sammen med mennesker, man ikke kender.

Den amerikanske kulturanalytiker Colleen Dilenschneider har netop publiceret en undersøgelse, som viser, at de fleste kulturforbrugere inden for nogle måneder forventer at vende tilbage til et kulturforbrug på samme niveau som førhen. Men nok med et andet indhold. Fx forventer mange at benytte kulturtilbud, hvor man i høj grad kan bevæge sig frit og ikke mindst være udendørs, fx botaniske haver, frilandsmuseer og zoologiske anlæg. Også indendørs museer med masser af plads og højt til loftet vil atter blive populære. Værre ser det ud for stadions og svømmehaller og også for science centre og andre steder, hvor man skal røre og trykke på knapper. Værst ser det ud for koncertsale, teatre og biografer, hvor man sidder skulder ved skulder.

På et museum som Den Gamle By er man i høj grad udendørs, så det er muligt at være sammen hver for sig.

Nøglen er at man skal kunne være sammen – hver for sig!

Der vil sikkert også være kulturinstitutioner og tilbud, der ikke vil komme med over på den anden side af denne ulykkelige samfundskrise. Kriser renser ud – på godt og ondt. Jeg tror og håber, at det bliver de ting, der rent faktisk betyder noget for danskerne, der vil overleve. Det som danskerne åbenlyst slutter op om, og ikke bare det, der nu engang er der.

Kultur har altid handlet om fællesskab og om at være sammen. Nu skal vi finde måder, hvor vi på én gang kan være sammen og hver for sig. For vi kan ikke undvære kulturen, som jo hjælper os med at forstå, hvem vi er, hvor vi kommer fra og – ikke mindst – hvor vi er på vej hen.

Denne tekst er også bragt som debatindlæg i Kristeligt Dagblad 29. april 2020.

 

Hvad kendetegnede 2010’erne

DR spurgte mig for nylig om, hvad der set fra min stol særligt karakteriserede 2010’erne. Altså ikke så meget på det politiske og økonomiske felt, men mere om det daglige forhold mellem mennesker. Nok også fordi, vi om et par år åbner en 2014-gade i Den Gamle By.

Når man forlader et årti, er der naturligt nok et ønske om at sætte begreber på den epoke, vi lægger bag os. Også selvom al erfaring viser, at der normalt skal mindst 10-20 års tidsafstand til, før tidsmarkørerne for alvor står klart.

Jeg valgte at acceptere udfordringen og pegede på fire områder:

  1. Der er sket en markant individualisering i form af singlekultur, øget individuel frihed, ensomhed og afpersonalisering af relationer.
  2. Kønnet er blevet mere flydende og en hel regnbue af forskellige former for seksualitet er blevet tydelige i det offentlige rum.
  3. Alt er tilgængeligt hele tiden, og det skal være let.
  4. Der er ikke længere noget, der er autoritativt, og alt er til diskussion.

 

Individualiseringen er et tveægget sværd, der både giver individuel frihed og isolation fra fællesskabet.

Da vi i 2014 skulle beslutte, hvad vi ville prioritere fra netop dette år, var vi os meget bevidste om, at det er svært at få overblik, når man står midt i det. Vi inddrog derfor mange forskellige mennesker, personale som eksterne, og via sociale medier fik vi input fra mange forskellige sider, hvilket hjalp os med at pejle, hvad vi skulle gå efter.

I Den Gamle Bys 2014-gade vil man bl.a. kunne møde en singlekvinde og en regnbuefamilie. På butiksfronten vil der være 7-eleven butik, hvor man som bekendt kan få alting hele tiden, og så vil der også være en bank, selvom digitaliseringen allerede da var på vej til at fjerne bankfilialerne fra bybilledet.

I det hele taget vil man overalt i 2014-gaden opleve digitaliseringens individualiseringskraft. Alle har deres egen digitale adgang, man er sammen via nettet, og man foretager sine bankforretninger, kontakten til det offentlige og mange indkøb via nettet.

I udviklingen af Den Gamle By har vi også en standende diskussion om, hvorvidt vi kan tillade os at have adskilte herre- og dametoiletter, eller om toiletterne skal være have unisex, så vi ikke udelukker støder nogen – og det selvom vi ved, at mange foretrækker kønsopdelte toiletter.

Om alt går vel, begynder opførelsen af husene i 2020, således at vi i løbet af 2021 kan gå i gang med indretning af hjem og butikker og heri indlægge den relevante historiefortælling.

Om vi vælger de rette tidsmarkører og fortællinger, vil kun tiden kunne vise. Men som en norsk kollega sagde til os midt i planlægningen, så vil vores valg være med til efterfølgende at definere, hvad eftertiden vil huske fra 2010’erne. Kollegaen er Olav Aaraas, som i Norge har stået bag flere banebrydende projekter med samtidsdokumentation og -fortælling. Således er de hjem fra 1970’erne, 80’erne og 90’erne, han genskabte på Maihaugen i Lillehammer i dag med til at definere, hvad der var typisk fra sidste del af det 20.århundrede.

 

 

 

Den Gamle By giver julen dybde og dimension

I Den Gamle By sætter vi i julen alle sejl til for at fortælle om de traditioner og mange historiske lag, som gør julen til noget helt særligt. Juli Den Gamle By åbner fredag 22. november og kan opleves frem til Helligtrekongersaften 5. januar 2020. Den Gamle By har åben alle årets 365 dage.

Meget mere end et julemarked

Julemarked er der en del, der kalder alt det, vi i Den Gamle By sætter i værk her op til jul. Og selvfølgelig er der boder, hvor man kan købe juleknas og juleglögg, juleøl og julesnaps, julekager og julepynt – og gaver og andet godt.

Men Jul i Den Gamle By er også så uendelig meget mere. Snesevis af udstillinger, historier om lys og mørke, mødet med mennesker fra andre tider, deres tro og overtro, julens særlige sange og ikke mindst smagsoplevelser, der er gået i glemmebogen alle andre steder end i Den Gamle By. Det er ambitionen at give museets gæster en fornemmelse for de historier og traditioner, der ligger bag alle de mærkelige ting, vi gør i julen.

Først når det er rigtigt mørkt forstår man lysets betydning. Som fx pigerne, der laver mad i køkkenet fra 1864.

Julen er mærkelig

For julen er en mærkelig tid, som kan være svær af forstå. For os selv og for andre. Her tænker jeg på det store forbrugsræs med gaver, øl og mad i metervis. Jeg tænker også på de store julefrokoster. Og jeg tænker på det forhold, at de fleste danskere tager et træ ind i stuen og pynter det med alskens flitterstads – selvom det for udefra kommende må tage sig ud som det rene hokus-pokus.

Og så tænker jeg på det mærkværdige forhold, at vi – eller i hvert fald mange af os – lige pludselig og meget radikalt skifter spise- og drikkevaner. For selvom man måske mest er til middelhavsmad og rødvin, så finder man i julen pludselig sig selv i færd med at spise kager med kardemomme, risengrød med kanelsukker, hamburgerryg med grønlangkål, and med svesker, æbler og sukkerbrunede kartofler, svinesylte med sennep og rødbeder – og dertil drikke snaps og øl med en helt anden sødme, end vi er vant til.

Mærkeligt og anderledes! Ja nok. Men på den anden side er juletraditionernes styrke og historiske dybde med til at give os en følelse af at høre til og være en del af noget, der er større end os selv. Uden egentlig at tænke særligt over det, kommer man i kontakt med nogle meget dybe rødder, som man ikke er opmærksom på, når dagligdagens karrusel kører for fuld fart. Det er de rødder, vi i Den Gamle By ønsker at tydeliggøre for de mange gæster, der besøger museet i tiden op til jul.

Den Gamle By importerer glaspynt fra de gamle familieværksteder i Thüringen. Den historiske julepynt sælges i museets særlige julebutik.

Glemte fortællinger

Det er derfor vi har en særlig bod med rigtige æbleskiver. Altså skiver af æble, der dyppes i dej og koges i svinefedt.

Det er også derfor Den Gamle Bys julebutik har importeret mængder af den særlige glaspynt til juletræet fra de små værksteder i Lauscha i Thüringen. Pynten fremstilles fortsat efter forskrifterne fra slutningen af 1800-tallet og med den samme teknik.

Det er derfor Den Gamle By har fremstillet en særlig hybenkradser. Altså en krydret vin med helbredende egenskaber. Drikken er opkaldt efter grækeren Hippokrates (4. årh fvt), der er kendt som lægekunstens fader, og hvis navn senere blev forvansket til hybenkradser.

Det er derfor, man i Den Gamle By kan opleve det sparsomme lys og hvor vigtigt det var i den mørke juletid. Spillet mellem lys og mørke er jo et helt grundlæggende element i både den hedenske fejring af solhvervet og den moderne jul, selvom det i dag kan være næsten umuligt at forstå i nutidens kamp om at bruge så mange watt som overhovedet muligt.

Del af noget større

Jeg tror, de fleste af os oplever, at der er nogle særlige tidspunkter og situationer, hvor man kommer dybere ned i sine følelser og sin oplevelse af verden. Det være sig i forbindelse med livets store overgange – fødsel, bryllup og død. Men det gælder også ved årets store overgange, og her spiller julen en helt særlig rolle. I sådanne sammenhænge bliver småskærmydsler og daglige gøremål mere ligegyldige, og man får den der forunderlige fornemmelse af at være en del af noget gammelt og kraftfuldt. Det er en helt speciel følelse, og jeg tror, det er det, der gør, at så mange har et særligt forhold til julen i Den Gamle By.

Rigtige æbleskiver består af en skive æble, der dyppes i dej og steges i svinefedt. Og de smager himmelsk.

Den franske historiker Phillipe Ariés har engang udtrykt det på den måde, at det er historiens –  og museernes – opgave at afhøvle nutiden, så den bliver gennemsigtig. Med Den Gamle Bys vifte af oplevelser prøver vi at give museets gæster hygge og samvær på en måde, så de samtidig også oplever, at de får noget med hjem. En ny tanke, en forundring eller måske en viden, som man ikke havde før. Vi ønsker at give julen dybde og dimension.

 

 

 

 

Pejlepunkter for fremtidens museer

Kulturminister Mette Bock mener, at statens støtte til museerne bør revideres, og hun har inviteret til debat om sagen. I dette indlæg vil jeg gerne slå til lyd for at fokusere på det, som den engelske museolog Kenneth Hudson kaldte museernes ”public quality”. Men hvordan måler man det?

For mig er der ingen tvivl: Museerne i Danmark er under forandring, og nye måder at drive museum på tegner sig stadig tydeligere. Der er for mig heller ingen tvivl om, at mange museer kan komme til at spille en større rolle, end de gør i dag.

Nøgleordet er ”public quality”. Udtrykket stammer fra den store engelske museolog Kenneth Hudson (1916-99), som er idémanden bag European Museum of the Year Award, som siden 1977 har præmieret nyskabende og fremtidsorienterede museer i Europa.

Det var Kenneth Hudson, der om nogen satte fokus på, at museer skal spille en rolle i samfundet, ligesom han mente, at man løbende skal vurdere hvert enkelt museums eksistensberettigelse. I en tekst fra 1977 skrev han følgende: ”I en tid med hurtige og grundlæggende forandringer i samfundet bør det være helt naturligt, at de, der står i spidsen for museerne, med mellemrum stiller spørgsmål som: Hvorfor eksisterer dette museum? Hvor relevant er det for det samfund, som det er en del af? Hvad er dets vigtigste opgave? Og hvordan kan man måle dets succes?”

Jeg er overbevist om, at seks områder er vigtige:

  1. Performer museerne, så de er attraktive for publikum i almindelighed?
  2. Formår museerne at være relevante for og nå ud til det brede publikum?
  3. I hvilket omfang påtager museerne sig andre samfundsopgaver?
  4. Formår museerne at adressere tidens store spørgsmål?
  5. Evner museerne at udvikle sig og gå nye veje?
  6. Varetager museerne deres basale opgaver på tilfredsstillende vis?

Hvis museer er vigtige, er det også vigtigt, at de når ud til så mange som muligt. I 2016 udgjordes de danske museers top-5 af Louisiana med 705.854 besøgende, Aros med 614.028, Den Gamle By med 515.667, Moesgaard Museum med 431.688 og Nationalmuseets Prinsens Palæ med 429.119. Et andet vigtigt målepunkt for museernes attraktivitet er entreindtægt som en indikator for, at publikum rent faktisk finder, at museet er værd at betale for. Man kan også se på gennemslagskraft på internettet og sociale medier, ligesom man også kan inddrage publikums bedømmelser på Tripadvisor.

Det andet spørgsmål drejer sig om museernes evne til at nå længere ud end det traditionelle museumspublikum. Et publikum, der ofte, med glimt i øjet og lidt karikeret, beskrives som kvindelige gymnasielærere over 50. Ideelt set bør i hvert fald de store museers publikum afspejle befolkningens sammensætning. De svenske museers nestor Sten Rentzhog udtrykte det engang på denne måde: ”Det er ikke de kulturaktive, der er vores primære målgruppe. Det er de mallorcarejsende, tv-kiggerne, sofaliggerne, vindsurferne, alle de almindelige mennesker, som aldrig kunne drømme om at gå på museum”.

For det tredje er det vigtigt, at museerne også på andre måder spiller en rolle i samfundet. I mange år har museerne givet oplevelser og indhold til børnehaver, folkeskoler, gymnasier og universiteter. Men museer kan også spille en rolle på helt utraditionelle og måske uventede områder. Som fx inden for erhvervsuddannelserne, hvor enkelte museer i dag er med til at uddanne lærlinge inden for forskellige håndværk, ligesom nogle museer også tilbyder særlige kurser og rundvisninger til tekniske skoler. Som noget nyt er der museer, der har bevæget sig ind på det sociale område og her fundet en ny platform. Fx Den Gamle By, der i minutiøst rekonstruerede interiører laver særlige tilbud til demente, ligesom museet holder særlige kurser om demens for vordende social- og sundhedsassistenter. Det vigtige er, at museerne indtænker deres kompetencer i andre og sommetider utraditionelle sammenhænge, og på den måde er med til at udvide deres samfundsrelevans.

Det fjerde område, man bør se på, er museernes evne til at adressere nogle af tidens store spørgsmål. Arbejdet med demente er ét eksempel herpå. For andre museer vil det være andre af tidens problematikker, der trænger sig på. Ensomhed, vold, kønsdiskrimination, ytringsfrihed og politisk korrekthed overfor historisk korrekthed. Senest har Den Gamle By arbejdet en del med indvandring, fremmedhed og integration. I samarbejde med en gruppe somaliske kvinder har vi således indrettet et dansk-somalisk hjem anno 2016. Museets danske gæster kan nu besøge et somalisk hjem, hvad kun de færreste har haft mulighed for, og mange somaliere betragter i dag Den Gamle By som deres museum, hvor de – som en slags sidegevinst – også får indblik i den danske identitet og kultur.

De museer, der bærer fremtiden i sig, prøver naturligvis også at gå nye veje. Hvor der handles, der spildes, og ofte får man utak, når man prøver noget nyt. I hvert fald i første omgang. Men der er ingen vej uden om at prøve ting af. I Den Gamle By siger vi, at vi med mellerum skal smide en håndgranat – som så forhåbentlig kan være med til at slå hul i muren til fremtiden. Det var hvad der skete, da vi i samarbejde med den hjemløse Ulrik Szkobel satte problemet med hjemløshed på dagsordenen. Vi blev da opmærksom på, at museer kan fungere som en slags neutrale enklaver for aktualisering af vanskelige og kontroversielle emner, og erfaringen fra samarbejdet med Ulrik har givet museet blod på tanden til at fortsætte med at afprøve grænserne for, hvad et museum kan.

Som det sjette og sidste punkt er der spørgsmålet om, hvorvidt museerne varetager deres basale opgaver på tilfredsstillende vis? Altså selve det fundament, som giver museet troværdighed, og som er udgangspunkt for alle øvrige aktiviteter. Her findes redskabet til måling allerede, nemlig i kvalitetsvurderinger, som Kulturstyrelsen gennemfører. Her ser man på, hvor omfattende og unikke museets samlinger er, er de tilstrækkeligt dokumenteret og undersøgt, og tager museerne ordentlig hånd om dem? Forskningen gennemgås og evalueres. Der ses på internationalt samarbejde, på formidlingen, på deres økonomiske grundlag samt organisation og ledelse. Det er vigtige og uomgængelige parametre i den samlede vurdering af et museums værdi og betydning. Men det er vigtigt at holde sig for øje, at samlingen, registreringen, forskningen osv ikke målet. For målet er naturligvis at tjene samfundet i dette ords videste betydning.

Hvis kyndige folk udarbejder et pointsystem inden for hvert af de nævnte seks områder og deres underpunkter, vil man få et troværdigt billede af de enkelte museers betydning – nu og i fremtiden. Og måler man på alle disse punkter, risikerer man i den store sammenhæng næppe at ramme helt ved siden af, selvom det giver sig selv, at man ikke kan være 100 pct retfærdig på alle målepunkterne.

Museer er museer, og det skal de holde fast i. Men som alt muligt andet i samfundet vil og skal de forandre sig. For hvis man ikke flytter sig, når verden omkring en flytter sig, så står man ikke bare stille, men sakker agterud og mister relevans.

Efter 30 år som leder af et museum, er det min bedste overbevisning, at de museer, der har fremtiden for sig, er dem, der tager socialt ansvar, som skaber fællesskab og forankring og som giver afsæt for refleksion over tidens store spørgsmål – og som samtidig når ud til mange mennesker.

Museerne skal tjene samfundet og ikke bare passe på samlinger af genstande.

 

 

T

Kultur kan være meget mere end kultur

De fleste kulturvirksomheder rummer erfaringer og kompetencer, som kan nyttiggøres i sammenhænge, der for en umiddelbar betragtning kan virke fremmede for selve det primære virke. Grebet an på den rigtige måde kan sådanne kompetencer danne grundlag for udvikling af nye forretningsområder.

Jeg blev opmærksom på den vinkel, da jeg for mange år siden så, hvorledes B&O arbejdede målrettet med at udvikle nye og anderledes forretningsområder med afsæt i identifikation af særlige in-house kompetencer. Kompetencerne var udviklet til afgrænsede og specifikke formål, men ved at analysere dem, fandt man frem til, at flere rent faktisk havde en mere generel karakter, som gjorde, at de kunne overføres til og anvendes på andre, og hidtil uforudsete, områder.

Siden har jeg tænkt, at det også må være en tilgang, man kan have gavn af på kulturområdet, herunder på museer, som er det område, jeg kender bedst til – og vel at mærke til benefit for både den virksomhed eller institution, der står bag og for dens brugere eller kunder.

Jeg skal illustrere det med to eksempler fra min egen verden. Det første har at gøre med håndværksmæssige kompetencer, hvor Den Gamle By i mange år har uddannet lærlinge inden for de klassiske byggefag murer, maler og tømrer. Modellen er, at lærlingene tilbringer halvdelen af deres læretid i Den Gamle By og den anden halvdel hos en moderne mester ”ude i samfundet”. På den måde medvirker vi til at fastholde traditionelle kompetencer i det moderne håndværk. De unge mennesker får en alsidig uddannelse, og resultaterne har været yderst tilfredsstillende med talrige medaljer til de nyuddannede svende.

I samarbejde med en privat fond har museet også i en årrække stået for efteruddannelse af nyuddannede svende med ambitioner inden for deres fag. Fonden giver et substantielt løntilskud, og Den Gamle By sørger for, at de unge svende kommer under vingerne på en erfaren håndværker med mange år på bagen i Den Gamle By.

Vi er overbevist om, at vi kan gøre meget mere på dette felt, og vi overvejer derfor at udvikle denne efteruddannelse til et egentligt nyt forretningsområde. Inspirationen kommer fra vore kolleger på Skansen i Stockholm og på Weald and Downland Museum i Sydengland, som udbyder populære kurser i emner som vinduesrenovering, tegltag, lerklining, reparation af bindingsværk og andre fagområder, hvor museerne har en unik viden. Det er lykkes vore to kollegamuseer at gøre disse kurser til et nyt forretnings- og indtjeningsområde, som nu dels udgør en del af museernes driftsgrundlag, og som dels har den almennyttige effekt, at disse særlige kompetencer herved bliver spredt til flere og bragt i anvendelse ”ude i samfundet”.

De seneste par år har Den Gamle By også sat fokus på inklusion af børn og unge med særlige behov. Bl.a. arbejder vi med børn og unge, der lider af ADHD og autisme. Arbejdet sker i tæt dialog med faglige ressourcepersoner inden for skolesektoren.

Den Gamle By har i forvejen fokus på skoleelever i alle aldre, og museets sanselige rammer appellerer til aktiv og konkret oplevelse og læring. Hvad enten det drejer sig om at skure gryder, hente brændsel eller pumpe vand, eller når børnene møder de store prustende heste og lugter møddingen, der ligger og oser i købmandsgårdens baggård.

Sanselighed og aktivitet er nøgleord i arbejdet med psykisk handicappede børn og unge. Et andet nøgleord er forudsigelighed, idet disse børn ikke har det godt med at blive overrasket. Det sidste nøgleord er rollespil. Når børnene ankommer til Den Gamle By, er de hver især bekendt med, at de her skal være en anden end den, de egentlig er. De får et andet navn, en ny social identitet; de skal fungere på en anden tids vilkår, og så skifter de deres nutidstøj ud med tro kopier af tøj, som børn gik i enten i 1864 eller i 1927, som er de to nøgleår, som disse forløb foregår inden for.

Rollespillet og hele den anderledes ”setting” gør børnene i stand til at komme ud over egne begrænsninger og hæmninger. Det enkelte barn bliver så at sige en anden person – ved siden af sig selv. Det er meget gribende at opleve.

Et eksempel er den psykisk handicappede dreng med en OCD-lidelse, som gav ham et sygeligt behov for konstant at vaske hænder af angst for skidt og bakterier. Under besøget fik han rollen som søn af en fattig skomager. Han fik noget simpelt tøj på anno 1864, og så blev han ellers sat i arbejde i købmandsgården. Det var snavset arbejde, og bl.a. skulle han hjælpe med at stable brænde. Efter lidt tøven tog han fat, og inden længe stablede han uden at kny masser af brænde – uden en eneste gang at gå i panik og ville vaske hænder. Rollespillet og det, at han her var en anden end sit sædvanlige jeg, betød, at han glemte sin angst. Det havde de pædagoger, som havde kendt ham i flere år, aldrig oplevet tidligere.

Det er klart, at projektet rækker ud over museernes traditionelle opgaver, sådan som de er formuleret i den danske museumslov. For her er museet og kulturarven ikke målet. Museet er en fysisk ramme, et middel, der brugt på den rette måde og som under de rette omstændigheder kan fungere som et afsæt og bidrage til at skabe sammenhæng, kvalitet, indhold og identitet – også for grupper, der normalt ikke kommer på et museum.

Hermed åbner der sig et helt nyt arbejdsfelt, hvor museer kan vise sig relevante på områder, man i Danmark næppe havde kunnet forestille sig for blot få år siden – og som heller ikke er beskrevet i museumsloven. På sigt kan løsningen af sociale opgaver måske udvikle sig til et egentligt indtjeningsområde for museerne.

Naturligvis skal museer og andre kulturinstitutioner primært fokusere på deres kerneopgave. Men jeg tror, at der er rige muligheder for at nå ud til andre end den store gruppe af kulturaktive, som lidt karikeret ofte beskrives som kvindelige gymnasielærere over 50. Mulighederne varierer fra kulturområde til kulturområde, og mange er givetvis allerede opmærksom herpå. Men ved at arbejde systematisk med at finde nye virke- og forretningsområder kan megen kultur utvivlsomt både finde nye måder at være nyttige på og samtidig i et vist omfang også nye måder at tjene penge.

 

Dette indlæg er også publiceret som kulturklumme i Altinget torsdag 15. september 2016.

 

 

 

 

 

 

Museer skal udfordre digital virkelighedsforsnævring

I en tid med øget segmentering og endimensionalitet er det vigtigt at værne om oaser med mangfoldighed og anderledeshed. Museerne har her en særlig opgave.

Vores daglige virkelighed bliver mere og mere segmenteret og endimensional. Vi er kolleger med folk, der ligner os, vi bor i de samme kvarterer, og vi læser aviser med netop vores profil.

I samme boldgade får vi fokuserede informationer på Wikipedia – fremfor at få uventede oplysninger ved at bladre i et gammeldags leksikon. Stadig flere får deres informationer fra det, vennerne deler på Facebook – og stadig færre falder over uventede overskrifter i den almindelige omnibusavis. Og flere og flere streamer lige det, de ønsker at se – mens færre ser det flow-TV, der nu engang er på det, der engang hed Fjernsynet.

Alt det styrer vi i princippet selv. Men det er til gengæld ikke tilfældet med søgemaskiner og algoritmestyring på internettet. På en eller anden måde er der noget juleaften over Google, Facebook og alt det andet, der via internettet er blevet en del af vores hverdag. Man får det, som man har ønsket sig. Mere af det, man interesserer sig for, mere af det, man kan lide, og mere af det, man plejer!

Det kan have sine fordele, som fx når E-butikken husker, hvad man tidligere har købt, så man ikke skal sidde og rode rundt i utallige sider med ting, som man aldrig kunne drømme om at købe. Men jeg synes ikke, det er tiltalende, at Facebook poster mig reklamer mod prostata problemer, fordi jeg har været så uforsigtig at opgive mit fødselsår. Eller at jeg på Facebook belemres med utallige opslag og reklamer for den i øvrigt udmærkede øl fra Viborg Bryghus, blot fordi jeg som gammel viborgdreng engang imellem besøger facebookgruppen Gamle Billeder fra Viborg og omegn.

Plejer fremfor anderledeshed, endimensionalitet fremfor mangfoldighed. Ikke noget der overrasker, chokerer eller giver anledning til modsigelse eller andre tanker. Ingen uforudsigelighed og ingen overraskelser!

Jeg kommer her til at tænke på noget, den norske filosof Jon Elster er refereret for at sige. Nemlig at de største forandringer sker som utilsigtede konsekvenser – en slags sideeffekter – af formålsbestemte handlinger. Altså man gør noget med en bestemt hensigt, og efter et stykke tid viser det sig så, at det var noget, man ikke lige havde forudset, der virkelig rykkede.

Hvor vi i almindelighed ser internettet med dets uendelighed af data som en slags slaraffenland for oplysning og information, så er det måske i virkeligheden sådan, at internettets algoritmestyring mest af alt gør os indskrænkede og forsnævrede. Vi får tunnelsyn og virkelighedsforsnævring.

Museerne er en af nutidens oaser for anderledeshed og mangfoldighed. Det gælder formentlig store dele af kulturområdet, men jeg kender nu bedst museerne. På museerne skal vi se dette som et adelsmærke, som bør styrkes ved bevidst at give plads til det overraskende, det anderledes og det, der kan vække til modsigelse. Det bliver mere og mere vigtigt i en tid som vores, hvor nutiden ikke bare bliver mere segmenteret, men også rydder så effektivt op i fortiden, at meget af det, vi ikke kan lide lige for øjeblikket, bliver fejet ind under gulvtæpper og gemt væk.

Et museum som Den Gamle By er i den brede offentlighed først og fremmest kendt som et ufarligt og nostalgisk museum. Men rundt omkring gemmer der sig små overraskelser, som ofte giver anledning til forundring og diskussion. Således er der gæster, der undrer sig over, at vi tillader, at snedkermesteren anno 1864 i en filmisk installation stikker lærlingen en på kassen. Nogle løfter øjenbrynene, fordi vi i boghandelen fra mellemkrigstiden sælger Lille Sorte Sambo. Og mange chokeres over, at Bogcentralen fra 1974 sælger – eller skal forestille at sælge – blade med billeder af afklædte unge kvinder på forsiden. Og så er der dem, der undrer sig over, at det er tillade at ryge i Jazzbar Bent J anno 1974.

Vi ved selvfølgelig udmærket, at man ikke længere må revse hverken børn eller tyende, vi ved at Lille Sorte Sambo tegner et vrangbillede af sorte afrikanere, vi ved at nøgenhed støder manges blufærdighed, og vi ved at det er forbudt at ryge på restauranter og på mange værtshuse.

Men som et historisk museum skal Den Gamle By jo vise verden og virkeligheden, som den var, og ikke som vi måtte ønske, den skulle have været. Og kan oplevelser som de nævnte vække forundring, give anledning til diskussion eller vække til modsigelse, har vi nået det, vi ville.

Et sengetæppe skaber ro og ryddelighed i soveværelset, og det bliver derfor lagt på hver eneste dag. Her har Shamso Maqtar og hendes datter taget plads i soveværelset i udstillingens lejlighed.

Et sengetæppe skaber ro og ryddelighed i soveværelset, og det bliver derfor lagt på hver eneste dag. Her har Shamso Maqtar og hendes datter taget plads i soveværelset i udstillingens lejlighed.

Det seneste initiativ er åbningen af et nutidigt somalisk hjem i Danmark.

Vi har to formål med projektet. For det første at give Den Gamle Bys mange danske gæster muligheden for at besøge et somalisk hjem, hvor de vil kunne se og opleve, hvordan en stor gruppe nydanskere lever i et særligt kulturelt mix mellem somalisk og dansk kultur. For det andet at tiltrække nogle af de mange somaliere, som bor i Danmark. Vi oplever somalierne som glade gæster, og det er vores indtryk, at de her får et indblik i det Danmark, som har ført frem til vores nutidige samfund ud med velfærd, frisind, lighed mellem kønnene, ytringsfrihed, lav magtdistance osv. Et Danmark som de ellers ikke umiddelbart ville lære at kende.

Vi har i løbet af projektet oplevet enkelte kritiske røster. Vi svarede dem pænt og forklarede, hvorfor vi gør, som vi gør. Men en kritisk røst eller to får os naturligvis ikke til at lade være med at gøre noget anderledes og prøve nye ting af. Nogen vil så nok synes, vi rammer ved siden af, andre at vi rammer plet. Én ting er imidlertid sikkert, og det er, at mange af Den Gamle Bys gæster nu i nogle måneder har haft mulighed for at opleve og se noget, de ikke har set før. Det har utvivlsomt givet anledning til nye tanker, og det har givet debat. Og så kan vi vel egentlig ikke forlange mere.

 

Denne tekst har også været publiceret som kronik i Kristeligt Dagblad 30. august 2016.

 

Den Gamle By spiller også en rolle på det skole-sociale område

Den Gamle By er et museum, der altid er nået ud til et meget bredt udsnit af den danske befolkning, også til de der normalt betragter museer som kedelige og elitære. Det betragter vi som en slags adelsmærke. De senere år har vi lagt ekstra vægt på det brede perspektiv ved også at udvikle tilbud til grupper, der på grund af forskellige former for handicaps vanskeligt kan få glæde af et museumsbesøg.

I mere end ti år har vi arbejdet med ældre, der er ramt af demens – med stor succes. Og nu har vi også sat fokus på inklusion af børn og unge med særlige behov. Bl.a. arbejder vi med børn og unge, der lider af ADHD og autisme. Arbejdet sker i tæt kontakt med faglige ressourcepersoner inden for skolesektoren, herunder en skole, der har specialiseret sig på ADHD- og autismeområdet.

Den amerikanske museolog Stephen E. Weils kom i 1999 med den programerklæring, at museer skal flytte fokus fra at være om noget til at være for nogen. Den formulering rammer hovedet på sømmet for de bestræbelser, vi gør os i Den Gamle By, og det kan være værd at tilføje, at vi via dette arbejde har erfaret, at et museum med de rette rammer også kan spille en rolle på det sociale område.

Den Gamle By har i forvejen fokus på skoleelever i alle aldre, og museets meget sanselige rammer appellerer til aktiv og konkret oplevelse og læring. Hvad enten det drejer sig om at skure gryder, hente brændsel eller pumpe vand, eller når børnene møder de store prustende heste og lugter møddingen, der ligger og oser i købmandsgårdens baggård.

Udviklingshæmmede børn kan mere og tør mere, når de spiller en anden rolle end sig selv.

Udviklingshæmmede børn kan mere og tør mere, når de spiller en anden rolle end sig selv.

Sanselighed og aktivitet er nøgleord i arbejdet med psykisk handicappede børn og unge. Et andet nøgleord er forudsigelighed. Disse børn har det ikke godt med at blive overrasket, så et besøg i Den Gamle By kræver grundig forberedelse, og til det formål har museet udarbejdet et omfattende materiale, der anvendes som introduktion inden selve besøget.

Det sidste nøgleord er rollespil. Når børnene ankommer til Den Gamle By, er de hver især bekendt med, at de her skal være en anden end den, de egentlig er. De får et andet navn, en ny social identitet, de skal fungere på en anden tids vilkår og så skifter de deres nutidstøj ud med tro kopier af tøj, som børn gik i enten i 1864 eller i 1927, som er de to nøgleår, som disse forløb foregår indenfor. Rollespillet og hele den anderledes ”setting” gør børnene i stand til at komme ud over egne begrænsninger og hæmninger. Det enkelte barn bliver så at sige en anden person – ved siden af sig selv. Det er meget gribende at opleve.

En dreng, der normalt er bange for snavs, kom i rolle som arbejdsdreng i 1864 og endte med at stable masser af brænde med de bare hænder.

En dreng, der normalt er bange for snavs, kom i rolle som arbejdsdreng i 1864 og endte med at stable masser af brænde med de bare hænder.

Et eksempel er den psykisk handicappede dreng med en OCD-lidelse, som gav ham et sygeligt behov for konstant at vaske hænder af angst for skidt og bakterier. Under besøget i Den Gamle By fik han rollen som søn af en fattig skomager. Han fik noget simpelt tøj på anno 1864, og så blev han ellers sat i arbejde i købmandsgården. Det var snavset arbejde, og bl.a. skulle han hjælpe med at stable brænde. Efter lidt tøven tog han fat, og inden længe stablede han uden at kny masser af brænde – uden en eneste gang at gå i panik og ville vaske hænder. Rollespillet og det, at han her var en anden end sit sædvanlige jeg, betød, at han glemte sin angst. Det havde de pædagoger, som havde kendt ham i flere år, aldrig oplevet tidligere.

En anden og hel aktuel historie stammer fra julen 2015, hvor tre unge med lettere udviklingshandicaps skulle indgå i Den Gamle Bys levende museum som gadehandlere, der solgte frugt og grøn fra en kærre. For at de unge kunne føle sig trygge var de ledsaget af et par af museets kvindelige frivillige, hvoraf den ene var deres bedstemor. Fortællingen var, at den lille gruppe kom fra landet med frugt og grønt, som skulle sælges i byen, og så skulle de ellers sælge til ”byens borgere”, som altså var de besøgende på museet. Det må have været ganske overvældende, idet museet dagligt havde adskillige tusinde gæster i den periode. Salget af frugt fra kærren tiltrak gæsterne og gav anledning til en naturlig dialog mellem frugtsælgerne og deres kunder. I starten var de to unge naturligt nok generte og hæmmede bare ved tanken om at skulle tale med folk, de ikke kendte. Men i løbet af de tre uger, projektet varede, fik de mere og mere selvtillid, blev mere udfarende på rigtig gadesælgermanér, de blev hurtige til hovedregning og talte endda engelsk med de udenlandske gæster. Da projektet efterfølgende blev evalueret af de involverede parter, udtalte den ene af de unge, at hvis der blev en stilling i Den Gamle By med sådan en frugtbod, så ville han gerne være chef for den.

Tre unge mennesker solgte frugt til Den Gamle Bys gæster og lærte at overskride deres egne grænser.

Nogle unge solgte frugt til Den Gamle Bys gæster og lærte at overskride deres egne grænser.

Skolegrupperne kommer langvejs fra, og vi gør meget ud af at få deres evalueringer. Lærerne siger samstemmende at forløbene er brugbare, lærerige og udviklende for eleverne på en måde, som de ikke mener findes andre steder. Eleverne får øget livskvalitet, og efter besøg i Den Gamle By husker de mere, end de almindeligvis gør efter undervisning, de taler mere og virker mere oplivede og inspirerede.

Speciallærer Ingelise Kamronn fra Stensagerskolen i Aarhus udtalte f.eks.: ”Når alt er tydeligt og velovervejet, får eleverne modet til at eksperimentere og overskride grænser for egen formåen. Vi har elever, der sjældent taler og interagerer med kammerater. I Den Gamle By ændrer de pludselig personlighed, bliver aktive og kommer i dialog med andre. Nogle børn køber aldrig ind, men tør godt i dragt hos Købmanden”.

Speciallærer Rikke Bilgrau fra Jebjerg svarede følgende i evalueringen: ”Vi vil gerne takke for en rigtig god oplevelse. Det var meget gennemført, struktureret og overskueligt, hvilket gjorde det til en super oplevelse for vores drenge – og naturligvis også for os som personale. Vores drenge er mellem 10-13 år og har diagnoser inden for svær ADHD, autisme og gennemgribende udviklingsforstyrrelser!”

Speciallærer Kathrine Cassøe fra Højmarkskolen i Holsted skriver: Forløbet var gennemført til mindste detalje og gav vores elever en stor og uforglemmelig oplevelse. Eleverne med generelle indlæringsvanskeligheder fik alle noget ud af dagen. Forløbet var tilrettelagt så alle læringsstile og sanser blev inddraget.  Eleverne kunne let leve sig ind i rollen, da de både befandt sig i de rette omgivelser og have fået udklædningstøj på. Underviseren var dygtig til at fange eleverne fagligt på det niveau de befandt sig på, og samtidig være tro mod den gamle undervisningsstil.  Hun havde en god fornemmelse for, hvor meget hun kunne presse hver enkelt elev og var anerkendende, samtidig med at hun ikke faldt ud af rollen, som streng lærer. Alt i alt et utroligt lærerigt besøg, som varmt kan anbefales til andre”.

Fælles for de forskellige inklusionsprojekter er, at de rækker ud over museernes traditionelle opgaver, sådan som de er formuleret i f.eks. den danske museumslov, hvis formålsparagraf siger, at museerne gennem indsamling, registrering, bevaring, forskning og formidling skal sikre og give adgang til Danmarks kulturarv og viden om denne.

I disse, nye sammenhænge er museet og kulturarven ikke målet. Museet er en fysisk ramme, et middel, der brugt på den rette måde og under de rette omstændigheder kan fungere som et afsæt og bidrage til at skabe sammenhæng, kvalitet, indhold og identitet – også for grupper, der normalt ikke kommer på et museum.

Internationalt har der vist sig at være stor interesse for disse projekter, og sammen med en række af Europas førende open-air museer har vi iværksat et EU-baseret netværkssamarbejde, der har til formål at lære af hinanden og være hinandens bedste konsulenter. Indtil videre med deltagelse museer fra Sverige, Norge, England, Ungarn, Belgien og altså også Den Gamle By fra Danmark.

Hermed åbner der sig et helt nyt arbejdsfelt, hvor museer kan vise sig relevante på områder, man i Danmark næppe havde kunnet forestille sig for blot få år siden – og som heller ikke er beskrevet i museumsloven. Vi tror, der her er rige muligheder for til at nå ud til andre end den store gruppe af kulturaktive, der ifølge Kulturarvsstyrelsens nationale brugerundersøgelser fortsat er absolut dominerende blandt de danske museers besøgende.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Tidsrejsen og velfærdssamfundet er Den Gamle Bys USP

USP er den engelske forkortelse af unique selling point, altså det, der er unikt ved en seværdighed, en vare, en by eller andet, som gerne vil tiltrække kunder eller besøgende.

Hvad mener vore gæster?

Man kan selv have mange forestillinger om, hvad der udgør ens USP. Det har vi da også i Den Gamle By, men vi ved godt, at det ikke er os, men vore kunder, vore gæster, der afgør, hvori Den Gamle Bys USP består. For lige meget hvor godt vi tilrettelægger museernes udstillinger og fortællinger, lige meget hvor grundigt vi informerer på skilte og plancher, så må vi erkende, at museum grundlæggende er noget, der foregår i hovederne på vore besøgende.

Det er derfor altid interessant at læse og høre, hvad museets gæster mener. Det gælder på tripadvisor, i avisanmeldelser, i emails sendt til museet og i dialog med folk, der besøger museet. Ofte bliver man heldigvis bekræftet i sin opfattelse. Sommetider forundres man, eller man bliver ligefrem chokeret. Andre gange får man foræret indsigter, som er så enkle, at man ikke selv havde turdet tænke dem.

Mange internationale besøgende fascineres af, at Den Gamle By viser tidsbilleder fra en by på H.C: Andersens tid. Her madam Wiberg i Eilschous Boliger, hvor den unge Andersen fik sit første kulturelle hjem, som han selv skriver.

Mange internationale besøgende fascineres af, at Den Gamle By viser tidsbilleder fra en by på H.C: Andersens tid. Her madam Wiberg i Eilschous Boliger, hvor den unge Andersen fik sit første kulturelle hjem, som han selv skriver.

Krydstogtsturister i Den Gamle By

Engang her i sensommeren havde turistdirektøren i Aarhus et par besøgende med i Den Gamle By, som gav os et interessant eksternt blik på, hvad det er, der er unikt ved de historier, vi fortæller i Den Gamle By. Gæsterne var to topdirektører fra krydstogtsfirmaet Royal Carribean Cruise Line i Miami, der skulle lære Aarhus’ USP at kende, så de bedre kunne vurdere det forretningsmæssige grundlag for at lade flere af deres skibe komme til Aarhus.

Når et krydstogtsskib har lagt til i Aarhus, er det noget, vi kan mærke i Den Gamle By. Ofte kommer der op til 2000 gæster, når et af de store krydstogtsskibe lægger til kaj. De kommer i busser eller på egen hånd, og der er tale om det mest internationale publikum, som man kan forestille sig. Tyskere, italienere, englændere, japanere, kinesere og ikke mindst amerikaner af alle mulige etniciteter.

Vikingetid og H.C. Andersen

Krydstogtsturister repræsenterer et potentielt voksende publikum for en seværdighed som Den Gamle By.

Vore to gæster fra Miami havde en time til at se museet, så det skulle gå stærkt. Jeg viste dem den gamle del af Den Gamle By, bindingsværksbyen, som man kan sige er det nærmeste, man kommer et billede af Danmark på H.C. Andersens tid. De så bl.a. Eilschous Boliger, hvor man kan ”møde” den præsteenke, som den unge Hans Christian besøgte så ofte, og hvor han blev introduceret til teater og litteratur. ”Dette var det første dannede hus, hvori jeg fandt et hjem”, skriver Andersen i sine erindringer om Eilschous Boliger.

Jeg fortalte dem også om Den Gamle Bys arbejde med at vise Aarhus historie, og viste dem, hvor den store, underjordiske fortælling om Aarhus vil være tilgængelig om et par år. Jeg gjorde en del ud af, at Aarhus historie tager sin begyndelse i vikingetiden, og at man i Aarhus Story vil få en fornemmelse af denne periode, som er et stærkt internationalt brand for Skandinavien – måske mest for Norge, men i et eller andet omfang også for Danmark. Og at man fra vikingetiden vil kunne gå gennem hele historien frem til i dag.

At man kan gå en tur gennem tiden fra førindustriel tid via de moderne tider i 1920erne og frem til 1970ernes velfærdssamfund, er ifølge to krydstogtsdirektører fra Miami helt unikt for Den Gamle By.

At man kan gå en tur gennem tiden fra førindustriel tid via de moderne tider i 1920erne og frem til 1970ernes velfærdssamfund, er ifølge to krydstogtsdirektører fra Miami helt unikt for Den Gamle By.

Velfærdsdanmark

Jeg havde egentlig ikke tænkt mig at vise de to krydstogtsdirektører den nyeste del af museet, der dels giver et billede af livet i de moderne tider, som de tog sig ud i 1927, og dels viser hverdagen, som den var for den almindelige dansker en tilfældig dag i 1974. Men de ville gerne, og vi havde lidt tid tilbage.

Vi gik igennem 1927-kvarteret, og i 1974-delen viste jeg dem Pouls Radio, Konditoriet, Salon Anni og Bogcentralen med de vovede blade. Jeg viste dem kollektivet, pensionistparrets lejlighed og jeg viste dem lejligheden, hvor der bor seks tyrkiske fremmedarbejdere. Jeg viste dem også gynækologen, spejderlokalet og knallertværkstedet. Og så fortalte jeg om børnehaven, der er på vej.

De var helt tydeligt meget interesseret.

Danmark (og Skandinavien) er internationalt kendt for velfærd og frisind. Men kun få museer fortæller denne historie i større stil.

Danmark (og Skandinavien) er internationalt kendt for velfærd og frisind. Men kun få museer fortæller denne historie i større stil.

Den Gamle Bys USP

Nogle dage efter drøftede jeg besøget med turistdirektør Peer H. Kristensen, som også skulle hilse mange gange og takke for rundvisningen. Jeg forstod, at vore tot gæster fandt det fint med både vikinger og H.C. Andersen. Men, som han skrev i en email: ”Det, der virkelig rykker, er hele samfundsfortællingen om Danmarks udvikling. Den havde de ikke set fortalt på den måde før”.

Ved en efterfølgende snak forstod jeg, at det ikke mindst var Den Gamle Bys billede af velfærdssamfundet, som havde fascineret de to gæster. Når man ser det hele lidt fra oven, så er velfærdssamfundet som det har udviklet sig i Danmark (og Skandinavien) også helt unikt på verdensplan. Måske det bliver en parentes i historien, vi ved det ikke. Men vi ved, at velfærden, frisindet, kvindefrigørelsen og ungdomsoprøret har sat sig spor i vores værdisæt, omgangsformer og kultur i en grad, så det er med til at definere hvad der er typisk dansk.

For andre besøgende vil museets USP givetvis være noget andet. Men denne pejling i forhold til det internationale turistpublikum er overordentlig interessant for museets selvforståelse og videre arbejde.

Hvordan kan man se, om noget er kunst?

Jeg tror, der er flere, der ligesom mig kan have svært ved at se, hvad der er kunst, og hvad der ikke er. Nedenfor tillader jeg mig at give et par eksempler, som jeg har haft megen morskab af. Denne lille nytårs-bagatel fortælles i billeder og billedtekster – og med glimt i øjet .

For et par år siden stødte jeg på Statens Museum for Kunst på denne installation. Og skal jeg være helt ærlig, var i syv sind og meget usikker på, om det var et kunstværk, eller om der bare var noget der dryppede.

For et par år siden stødte jeg på Statens Museum for Kunst på denne installation. Og skal jeg være helt ærlig, var jeg i syv sind og meget usikker på, om det var et kunstværk, eller om der bare var noget der dryppede.

 

På nogenlunde samme tid var jeg en tur på Arken, hvor jeg midt i udstillingerne stødte på denne sækkevogn. Igen var jeg noget usikker på, hvad det var.

Et par dage efter var jeg en tur på Arken, hvor jeg midt i udstillingerne stødte på denne lidt pudsige sækkevogn. Igen var jeg noget usikker på, hvad det var.

Her var problemet imidlertid til at overse, idet sækkevognen var ledsaget af den kendte tekst "Må ikke berøres/ Please do not touch". Og så var der jo ingen tvivl: Det er et kunstværk!

Her var problemet imidlertid til at overse, idet sækkevognen var ledsaget af den kendte tekst “Må ikke berøres/ Please do not touch”. Og så var der jo ingen tvivl: Det er et kunstværk!

For nylig var jeg så igen på Statens Museum for Kunst, hvor jeg stødte på denne campingvogn.

For nylig var jeg så igen på Statens Museum for Kunst, hvor jeg stødte på denne campingvogn.

Det var rigtigt dejligt, for denne gang var der overhovedet ingen tvivl, idet teksten foran indgangen til campingvognen oplyste: "Dette er et kunstværk".

Det var rigtigt dejligt, for denne gang var der overhovedet ingen tvivl, idet teksten foran indgangen til campingvognen oplyste: “Dette er et kunstværk”.

Det er jo forbrugeroplysning, der vil noget. Samtidig tager man hensyn til sådan en  som mig, en ustuderet røver udi kunsthistorien, fordi nu kan jeg tale med uden at risikere at komme til at fremstå som aldeles uvidende.