VI HAR BRUG FOR ANAKRONISMER

Den 13. juni 2020 af Thomas Bloch Ravn

Ethvert samfund har brug for anakronismer, for noget der ikke passer i tiden, noget utilpasset, noget der provokerer, vækker til modsigelse og forarger. Noget vi kan måle os i forhold til, og noget der gør, at vi kommer til at fundere over, hvad der er i orden og hvad der ikke er.

Det er værd at have i baghovedet i en tid, hvor statuer af slavehandlere og udbyttere rives ned flere steder i verden. Selvfølgelig var, og er, slaveri umenneskeligt og uacceptabelt. Men det er værd at være opmærksom på risikoen for, at vort samfund mister sin sunde mangfoldighed, hvis vi rydder for meget op i vores historie og fejer for meget ind under gulvtæppet. Det var for eksempel det, der skete, da talibans islamistiske styre ødelagde Afghanistans årtusindgamle buddhistiske statuer. Og det på trods af verdensomspændende protester.

Vel kan de to typer monumenter ikke sammenlignes. Derfor skal de to situationer også anskues forskelligt. Men både ødelæggelsen af Buddha monumenterne og fjernelsen af slavehandlerstatuerne er udtryk for et ønske om at ”rydde op i historien” – og det tror jeg grundlæggende er farligt.

For når et samfund mister sine ”sten i skoene” risikerer det at blive éndimensionalt og i sidste ende totalitært.

Vores daglige virkelighed bliver mere og mere segmenteret og endimensional. Vi er kolleger med folk, der ligner os, vi bor i de samme kvarterer, vi vælger de TV-kanaler, der er målrettet netop vores slags, læser aviser med netop vores profil, vi boltrer i Facebooks ekkokamre osv osv.

Derfor er det vigtigt, at der rundt omkring findes anakronismer og ting, der fortæller os, at både virkelighed og holdninger har været anderledes end det, vi allesammen kender til og er enige om her og nu.

Vær varsom med at rydde op i historien

Det er et tidens tegn, at samfundets og det fysiske miljøs anakronismer bliver færre. Det giver museerne en særlig rolle som oaser for anderledeshed og mangfoldighed.

Derfor var der også grund til at råbe vagt i gevær da Statens Museum for Kunst for nogle år siden begyndte at ændre titler og beskrivelser af kunstværker, hvori indgik ord som neger og hottentot. Tilsvarende kunne man undre sig over, at Nationalmuseet på et tidspunkt valgte at fjerne nogle skalpe fra museets udstilling Powwow – angiveligt af hensyn til indianernes ønske om at vise deres forfædre respekt.

Det aktualiserer nemlig spørgsmålet, om museerne skal være politisk korrekte eller historisk korrekte. Museerne skal selvfølgelig være historisk korrekte, vil de fleste heldigvis nok svare. For det at være historisk korrekt er en forudsætning for, at museerne kan opretholde den meget høje grad af troværdighed, som adskillige undersøgelser tilskriver dem. Det vigtige, og vanskelige, er imidlertid også at holde fanen højt, når det historisk korrekte fra tid til anden går hen og bliver politisk ukorrekt.

Lad mig give et par eksempler fra Den Gamle By.

Den Gamle Bys Jazzbar Bent J viser et klassisk værtshusmiljø fra 1970’erne. Og naturligvis må der ryges! Ellers ville det jo være historisk ukorrekt.

Rygning på Jazzbar Bent J

I Den Gamle Bys Jazzbar Bent J er det tilladt at ryge, når baren er åben og der spilles musik. For de, der ikke har lokalkendskab, kan jeg oplyse, at Jazzbar Bent J indgår i Den Gamle Bys kvarter, der med fokus på året 1974 viser Danmark i 1960’erne og 70’erne.

Jeg er selv ikke-ryger, og personligt hader jeg at være i røgfyldte lokaler. Men det må jeg leve med, for oplevelsen skal være troværdig for publikum. Sådan er det imidlertid ikke alle, der har det. Det blev vi klar over, da Den Gamle By på et tidspunkt modtog en henvendelse fra en jazzelsker, der lider af astma og som derfor ikke kunne holde ud at være i lokaler, hvor der bliver røget. Den pågældende mente, at rygningen forhindrede ham i at høre god jazz på Bent J. Jeg forklarede, hvorfor vi gør som vi gør, hvilket efter lidt skriven frem og tilbage førte til en officiel klage. Her fremførte klageren det synspunkt, at Den Gamle Bys politik på dette område måtte være i strid med museets formidlingsopgave.

Nu er rygning på Bent J imidlertid ikke noget problem. Lovgivningen er 100 pct overholdt, fordi det såkaldte serveringsareal i Jazzbar Bent J er under de 40 kvm, som er grænsen. Klagen blev derfor også afvist af den offentlige myndighed, hvortil den var stilet.

Dertil kommer, at Den Gamle Bys formål med at have genskabt Jazzbar Bent J ikke er, at publikum her skal kunne høre jazz. Nej, formålet er at genskabe et troværdigt miljø, der fortæller om 70’ernes brune værtshuse – her så garneret med historien om et helt særligt jazz-værtshus. Som bekendt er Den Gamle By et open-air museum, hvis særkende er, at publikum skal komme så tæt på en ægte historisk oplevelse som overhovedet muligt, herunder skal der være mulighed for at opleve med alle sanser, inklusive lugtesansen.

Vi valgte altså at holde fanen højt for den historiske korrekthed. Det gør vi også i andre sammenhænge.

Tæv, Sorte Sambo, nøgne piger og Virginia Rose

Når vi i Den Gamle By har besøg af venner og kolleger fra udlandet, undrer en del sig over, at vi tillader, at snedkermesteren anno 1864 stikker lærlingen en på kassen. Endnu flere er chokerede over, at Bogcentralen fra 1974 sælger – eller skal forestille at sælge – blade med billeder af afklædte unge kvinder på forsiden. Nogle løfter øjenbrynene, fordi vi i den historiske boghandel sælger børnebogen Lille Sorte Sambo. Og der er også dem, der undrer sig over, at der flere steder i Den Gamle By findes udendørs reklamer for tobak. Fx den charmerende: ”Virginia Rose i den fikse pose”.

I Bogcentralens afdeling ”Kun for voksne” er der blade med afklædte unge kvinder på forsiden. Skaberen af butikskæden Bogcentralen, Jørgen Irmil, fortæller at billedpornoens frigivelse var det, der skabte forretningsgrundlaget for disse butikker. Det vil derfor være historisk forkert ikke at have blade af den type i butikken.

I dag ved vi, at man ikke længere må revse hverken børn eller tyende, vi ved at nøgenhed støder manges blufærdighed, at Lille Sorte Sambo tegner et vrangbillede af sorte afrikanere, og det er forbudt at reklamere for tobak.

Men som et historisk museum skal Den Gamle By jo vise verden og virkeligheden, som den var, og ikke som vi måtte ønske, den skulle have været. Det er vigtigt at erkende i en tid, hvor nutiden rydder så effektivt op i fortiden, og hvor meget af det, vi ikke kan lide lige for øjeblikket, bliver destrueret eller fejet ind under gulvtæpper og gemt væk.

I børnesangen Elefantens vuggevise er negerdrengen blevet erstattet af en kokosnød. Pippis far, der oprindelig var negerkonge, er nu blevet sydhavskonge. Det er ikke længere muligt at købe negerboller og negerkys. Lucky Luke har et strå i munden i stedet for en smøg. Internationalt er julemandens hjælper i Holland, Svarte Piet, truet, og senest forlyder det, at den gribende historie fra sydstaternes USA, Borte med blæsten, er blevet fjernet fra streamingstjenesten HBO.

“Virginia Rose – i den fikse pose. En herlig shagtobak”, står der på denne gavlreklame. For naturligvis er der reklamer for tobak i Den Gamle Bys kvarter, der med udgangspunkt i året 1974, viser 1960’ernes og 70’ernes historie.

Museer skal være troværdige

Museer har et særligt ansvar. De skal være troværdige og vise historien som den var. Det indebærer også, at de til enhver tid bør kæmpe imod tendenser i retning af styring og politisk korrekthed. Det må alene være den historiske troværdighed, der tæller.

Det er vigtigt at vedkende sig verdens og historiens mangfoldighed – også de dele, vi eller andre ikke synes om. Det publikum, der benytter Den Gamle By og andre museer, skal kunne stole på, hvad de oplever, hvad de ser og hvad de får oplyst. For begynder et samfund først at retouchere historien, risikerer man at gøre verden mere endimensional og i sidste ende totalitær.

Dele af denne tekst er bragt som kronik i Jyllands-Posten lørdag 13. juni 2020.

Digitale devices kan ikke erstatte konkret kultur

Den 8. juni 2020 af Thomas Bloch Ravn

Kulturoplevelser er sociale begivenheder i en sanselig virkelighed, og digitale gengivelser kan aldrig erstatte kultur i virkeligheden.

Hører du til dem, der synes, at en tonstung elefant er ligeså interessant på en skærm som i virkeligheden, hvor den både prutter og trompeterer? Hører du til dem, der finder Pablo Picassos Guernica-maleri lige så fascinerende på en skærm som i sin enorme volumen på Museo Reina Sofia i Madrid? Og hører du til dem, der mener, at det kan være det samme at opleve klassikeren mellem Liverpool og Everton på TV fremfor sammen med 60.000 svedende og syngende fans på Anfield Road i Liverpool? Ja, så er vi bare uenige.

En skærm kan ikke erstatte den sanselige virkelighed, og skærmen vil aldrig kunne rumme den sociale dimension, som en fællesoplevelse af kultur er for de fleste. Vel kan en skærm give indtryk af, hvad en elefant er, og hvordan Guerníca ser ud, og vel kan man på skærmen se både scoringer og dribledetaljer fra en fodboldkamp. Men det er ikke det samme! Skærmen er en amputeret realitet, en erstatning for den virkelige verdens konkrete sanselighed.

Når mange har længtes efter, at musiksteder, biografer, museer, zoologiske haver, teatre, fodboldstadions og andre kulturformer atter kunne åbne, er det ikke kun fordi man har savnet det konkrete kulturindhold. Det er det selvfølgelig også. Men det er i høj grad også, fordi man vil være sammen og opleve noget virkeligt. Man går jo heller ikke på café kun for at drikke kaffe eller på restaurant bare for at få noget at spise. Der følger mere med – og det er det, der gør forskellen.

Mennesket er et socialt væsen – og et fysisk væsen. Det gælder også, når talen er om at opleve kultur. For nok opleves en del kultur individuelt, men det foregår næsten altid i et fællesskab. Man planlægger kulturoplevelsen sammen med nogen, man følges ad, man diskuterer, og som oftest ledsages oplevelsen også af en kop kaffe, et glas vin eller lidt at spise sammen med dem, man følges med. På den måde bliver oplevelsen både forlænget og forstærket. Kultur er fællesskab, og kultur er konkret.

Den amerikanske kulturanalytiker Colleen Dilenschneider har undersøgt, hvad amerikanerne oplevede som det bedste ved et museumsbesøg. Hele 40 pct svarede, at det bedste var at være sammen med venner og familie. Langt færre, nemlig 16 pct, nævnte indholdet i form af udstillinger og oplevelser som det vigtigste. 15 pct nævnte mødet med personalet, mens kun 10 pct fremhævede det at lære noget nyt som det vigtigste. USA er ikke Danmark, men en tilsvarende undersøgelse herhjemme vil næppe give et markant anderledes resultat.

At se en telefon med drejeskive på skærm er slet ikke det samme som at prøve at “dreje et nummer” sammen med sine venner. Her fra kernefamiliens lejlighed anno 1974 i Tårnborg i Den Gamle By.

Hovedparten af kulturen er konkret, og i bedste fald er digitale udgaver af konkret kultur et surrogat og en slags substitut for ”the real thing”. Og det er den først og fremmest, fordi den er éndimensional. En skærm rummer jo kun en lille del af den mangfoldighed, som en kulturoplevelse er i virkeligheden. Nok kan man se, men størrelsesforhold og stoflighed mangler. Nok kan man høre, men i en reduceret og artificiel lydgengivelse. Og lugten, smagen og ikke mindst dialogen og fællesskabet er totalt fraværende.

For nogle uger siden kom det frem, at interessen for skærmgudstjenester faldt markant efter ellers at have været stigende i første fase af corona-nedlukningen. I Kristeligt Dagblad 29. april gav centerleder ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter Birgitte Graakjær Hjorth denne forklaring: ”En skærm kan ikke rumme gudstjenestens inderste væsen. Der er for meget præst og for lidt menighed. For meget tilskuer og for lidt deltager. For meget tale og for lidt svar, selvom det er den vekselvirkning, liturgien lever af. Når det er sagt, er skærmgudstjenester et godt surrogat, indtil vi kan komme til rigtige gudstjenester igen”. Den digitale kultur reducerer simpelthen virkeligheden. Den gør den éndimensional.

Mange museer har i en årrække arbejdet på at gøre samlingerne tilgængelige digitalt. Det er god service for dem, der ikke selv kan komme på Statens Museum for Kunst og se C.W. Eckersbergs malerier, eller dem, der ikke kommer på Nationalmuseet for at se Solvognen. Men en digital gengivelse kan ikke sammenlignes med at se billederne og tingene i virkeligheden. Mange vil nok også savne museumsbesøgets samvær, diskussion og kaffe og kage.

Socialt samvær og kaffe og kage i Den Gamle Bys konditori anno 1974 er en vigtig del af et museumsbesøg.

På mit eget museum, Den Gamle By, prioriterer vi at bruge ressourcerne på at give museets gæster en levende og sanselig oplevelse af den fortidige virkelighed i størrelsesforholdet 1:1 og i tre dimensioner. Tanken er, at gæsterne i så høj grad som muligt skal føle sig som ét med historien. Akkurat ligesom når de som turister besøger et fremmed land, så skal de her på museet også kunne smage, lugte, se og røre. Det fremmede land er i denne sammenhæng blot deres egen historie. Hvis vi skal bruge ressourcer på at formidle museets samlinger digitalt, må de tages fra den sanselige oplevelse, som vi ved er Den Gamle Bys DNA.

Dermed være ikke sagt, at vi ikke anvender digitale medier, for det gør vi. Men altid kun som supplement, aldrig som erstatning. Når man fx besøger gynækologen anno 1974 kan man gå ind i alle lokaler. Venteværelset, køkkenet, personaletoilettet, undersøgelsesværelset og sekretærens kontor. Den besøgende fornemmer elektriciteten fra gulvtæppet i nålefilt, og man kan lugte venteværelsets askebæger, som er fyldt med cigaretskod. På digitale skærme, der hænger på væggen, guider gynækologens sekretær den besøgende rundt i lokalerne, og hun fortæller om dagligdagen i 1974, da klinikken lige var åbnet. I undersøgelsesværelset er indlagt et digitalt skyggespil, hvor man ser en kvinde klæde sig af, så hun er klar til briksen. Og i sekretærens arkivskab kan publikum på skærme søge supplerende oplysninger om abort og prævention i Danmark, ligesom de kan markere deres holdninger og se, hvad andre mener om samme sag.

I gynækologens undersøgelsesværelse er indlagt et digitalt skyggespil, hvor man ser en kvinde klæde sig af, så hun er klar til briksen

Men det er en pointe, at de digitale medier ikke må gøre oplevelsen individuel. Et museumsbesøg skal være en social oplevelse. Derfor kan gæsterne også være sammen om den digitale formidling. Og vi glæder vi os over, at de taler sammen, diskuterer og husker i fællesskab. Både med dem, de følges med, og andre, som de møder på deres vej i museets danmarkshistoriske tidsrejse.

Derfor tror jeg heller ikke på, at kulturen går hen og bliver digital. Det digitale kan være et nyttigt supplement, men hvis det erstatter den kulturelle virkelighed vil vi hurtigt komme til at savne både fællesskabet og sanseligheden.

“There’s more to the picture than meets the eye”, sang canadieren Neil Young på LPen “Rust never sleeps” fra 1979. Det er det, der er pointen. Virkeligheden er mere kompleks og mangfoldig end det, øjet alene ser. Ikke mindst hvis oplevelsen filtreres af en digital skærm.

En forkortet udgave af denne tekst er publiceret som indlæg i Information 8. juni 2020.

Museer for folk – et led i demokratiseringen af Danmark

Den 29. maj 2020 af Thomas Bloch Ravn

I årtierne omkring 1900 ser vi de første opgør med et elitært museumssyn, der havde sin rod i enevældens tankesæt. Der gik dog næsten 100 år, før der blev almen tilslutning til, at museer skal handle om andet og mere end ting og være for andre end de i forvejen frelste.

Vi alene vide

Der var noget vi-alene-vide over Nationalmuseets direktør Sophus Müller, der fra midten af 1880’erne og frem til sin pensionering i 1921 kompromisløst definerede, hvordan et museum skulle være. Som den aristokratiske arkæolog, han var, hævdede Sophus Müller, at museernes fokus skulle være forskning, fund og forhistorie. Historien fra en tid, mange har et forhold til, var ikke interessant. Det var fortællinger om almindelige mennesker bestemt heller ikke. Og at et museum kunne være til glæde for folk i almindelighed var nærmest umuligt at forestille sig.

De i Skandinavien frembrydende folke- og frilandsmuseer, som netop fortalte almindelige menneskers historie for almindelige mennesker, var ifølge Müller slet ikke ”rigtige” museer. Det kunne på ingen måde komme på tale, at de skulle modtage støtte fra staten.

I årtierne omkring år 1900 definerede Sophus Müller kompromisløst, hvordan et museum skulle være for at være et rigtigt museum. Müller var dybt konservativ og rundet af det gammelkøbenhavnske åndsaristokrati, der havde stærke rødder i enevældens tankesæt og verdenssyn.

Flere museer havde ellers forsøgt at slå sig i tøjret. Først Dansk Folkemuseum fra 1885, siden de museer, der fra midten af 1800-årene var vokset frem i landets større købstæder, og dernæst Kunstindustrimuseet, der åbnede for publikum i 1895. Men uden held. Müller fik dem alle klappet i facon, så de kom til at passe til hans urokkelige forestilling om, hvordan tingene burde være. Og nok så vigtigt skulle de ikke på nogen måde udfordre Nationalmuseets position som ”overmuseum” og landets eneste rigtige af slagsen.

For eller imod Den Gamle By

I årene 1909-1916 lykkedes det imidlertid for ét museum at bryde Müllers magt. Nemlig Peter Holms gamle by i Aarhus, der med titusindvis af besøgende og enestående opbakning fra mange sider hurtigt voksede sig så stærk, at museet formåede at udfordre Müller og endda sikre sig tilskud fra både stat og kommune.

I første omgang havde Müller kaldt det, der skulle blive til Den Gamle By, for ”noget forbandet skidt” og ”imitation” og hans lokale proselyt, formanden for Aarhus Museum, konsul Frederik Ollendorff, mente ligefrem, at renæssancebindingsværket til Borgmestergården, Den Gamle Bys første hus, skulle hugges op og sælges som pindebrænde.

At det ikke gik sådan, må i høj grad tilskrives kgl. bygningsinspektør Hack Kampmann, der kaldte Ollendorff ”et forbenet gammelt rokkehoved” og gav ham på puklen for at spænde ben for den nye og anderledes museumsmodel, som Peter Holm lancerede med sin suite af historiske interiører i den gamle borgmestergård – fra renæssancen og helt op til ”vores forældres og bedsteforældres tid”.

Borgmestergården på Landsudstillingen i Aarhus i 1909. Forud var gået en kamp mellem to forskellige museumssyn, som siden da har præget diskussionen om museernes opgaver og rolle i samfundet. Skal museer mest handle om genstande eller være om og for folk?

I 1915 formastede kredsen bag Den Gamle By sig til at søge både stat og kommune om tilskud til museets drift. De årlige omkostninger blev anslået til 4.500 kr. Heraf ansøgte man staten og kommunen om hver at yde en tredjedel, mens man regnede med, at resten kunne tjenes via entré, som var sat til 25 øre for voksne og 10 øre for børn. At søge staten om et driftstilskud på 1.500 kr. vidner om, at Peter Holm ikke satte sit lys under en skæppe, og i datiden var det ganske frejdigt og uset at operere med en egenindtægt på en tredjedel af driftsomkostningerne.

To museumssyn

Ministeriet bad Nationalmuseet om at udtale sig om ansøgningen, og her kom det frem, at der internt på museet var en afgrundsdyb splittelse mellem direktørerne for museets to afdelinger. Müller, der var chef for forhistorien, museets første og primære afdeling, og historikeren Mouritz Mackeprang, der stod i spidsen for de mere sekundære samlinger fra historisk tid.

Sophus Müllers erklæring til ministeriet er én stor principiel nedgøring af Peter Holms projekt – ”15 tætskrevne sider”, som Holm bittert noterede i sine erindringer. I erklæringen sondrede Müller mellem ”det centrale, der har krav på statsstøtte, og det periferiske, der ikke har det”. ”Til det centrale hører det ægte og sande, til det periferiske det uægte og usande”. Borgmestergården hørte for Müller til det uægte og usande. Det gjaldt både selve bygningen og interiørerne. Bygningen, fordi den blev flyttet fra sin oprindelige plads, og fordi den var rekonstrueret. Interiørerne, fordi de var skabt af effekter, der stammede forskellige steder fra. Müller ville ikke engang betegne Borgmestergården som en ”imitation eller kopi”, men som et fritlavet udstyr med ”tilfældige bestanddele hentede allevegnefra”.

Med foragt nævnte han også, at Borgmestergården rummede ”sager helt ned til vore forældres tid”. Müller sammenlignede herefter Borgmestergården med en historisk roman: ”Den holder sig også så nær som muligt til sandheden, og meget er jo ligefrem kalkeret over beretningerne. Men hvor stoffet manglede, der er der tildigtet, og om enkelthederne ved man jo ikke meget”. Og han satte trumf på ved at sammenligne Borgmestergården med det brede offentlige ”fornøielsesvæsen”. Den slags skulle der ikke ydes statsstøtte til!

Mackeprang gik anderledes nøgternt til sagen. Han redegjorde for, hvordan Nationalmuseets anden afdeling havde fulgt Peter Holms arbejde, og han vurderede, at der ved genrejsningen af Den gamle Borgmestergård og ved indretningen af rækken af borgerlige interiører var ”gjort et overmåde dygtigt og pålideligt arbejde”. Han støttede Peter Holms ambition om at give et billede af ”udviklingen af en danske købstads borger og næringsliv fra år ca. 1600”. Og han udtalte, at man måtte være taknemmelig for Peter Holms initiativ, fordi de eksisterende museer med enkelte undtagelser kun havde ”ganske planløse og tilfældige samlinger af genstande fra denne tid”. Borgmestergården overgik allerede nu ”langt de øvrige provinsmuseer”, og Mackeprang anbefalede, at staten imødekom ansøgningen.

Det korte af det lange er, at Sophus Müller tabte det museumspolitiske magtspil, og i 1916 bevilligede ministeriet de ansøgte 1.500 kr. årligt til driften af Borgmestergården. Da først staten var med, bakkede kommunen også op, og dermed var Den Gamle By et permanent museum med fast driftstilskud fra både stat og kommune. Peter Holms museum blev både publikumssucces og topseværdighed, og nogle årtier senere blev Holm belønnet med titlen som æresdoktor ved Aarhus Universitet for sin indsats.

En enlig svale gør imidlertid ingen sommer. Selv om der i takt med, at 1900-årene skred frem, opstod flere museer om emner, der ligger tættere ved vores tid, var det også her den enkelte, autentiske museumsgenstand og ikke fortællingen, der var i centrum, ligesom videnskabeligheden var vigtigere end folkelig gennemslagskraft.

Nybrud

Efter etableringen af Den Gamle By skal vi helt frem til 1955 for at finde det næste nybrud. Nemlig Hjerl Hedes sommerlevendegørelse, der gav det vestjyske frilandsmuseum en gennemslagskraft og folkelig appel, der ikke tidligere var set på noget dansk museum. ”Dette frivillige og folkelige kursus i anskuelsesundervisning”, kaldte journalisten Paul Hammerich begejstret levendegørelsen i en reportage i Politiken, og folk strømmede til. Levendegørelsen baserede sig på grundige studier, for ”det skulle ikke være en cirkus”, som formanden for bestyrelsen Finn Hjerl-Hansen udtrykte det. Alligevel var mange fagfolk skeptiske, og i diskussionerne om Hjerl Hede ser vi atter modsætningen mellem de museumsfolk, der ønskede at udstille ting i montrer, og dem, der ville fortælle på en måde, der nåede ud til andre og flere end det sædvanlige museumspublikum.

Museet på Hjerl Hede var en pioner inden for levendegørelse af historien og sandsynligvis verdens første frilandsmuseum, der anvendte denne populære formidlingsform.

Få år efter, i 1958, brød Louisiana i Humlebæk med den klassiske kunstmuseumsmodel og satte nye standarder for museerne som oplevelse og udflugtsmål. Ikke alle brød sig om et museum med café, butik og spektakulære events. Men publikum elskede det, og Louisianamodellen vandt efterhånden også indpas på kulturhistoriske museer.

Müllers ånd rådede stadig

Alligevel var det meste imidlertid, som det plejede at være. Nok var Sophus Müller død i 1934, men hans ånd rådede stadig. I 1969 fandt Kulturministeriet imidlertid, at nu kunne det være nok, og ministeriet gav en kulturpolitisk redegørelse, som var en stor øretæve til museerne. Man måtte se i øjnene, hed det i redegørelsen, at museerne i dag kun spiller en ”underordnet rolle iblandt de muligheder for anvendelse af fritiden, der frembyder sig for befolkningen”, og så gav betænkningen ellers en næsten karikeret beskrivelse af ”den klassiske museumsmontre” med rækker af genstande anbragt på hylder ”på en så akavet måde, at man skal gå ned i knæ for at få et overblik over dem” og med mere eller mindre ulæselige etiketter, der ”i sig selv er et levn fra fortiden”. Konklusionen lød: ”Mange museer er derfor i dag selv modne til at komme på museum”.

Billedet viser Aarhus Museums oldtidsudstilling fra begyndelsen af 1900-tallet. Men endnu midt i århundredet var der fortsat mange museer, der tog sig sådan ud.

Museerne måtte forstå, hed det i redegørelsen, at ”fritidsvanerne er indgribende ændrede”. Ja, man måtte acceptere, at museerne som biblioteker, teatre, radio og fjernsyn også havde den ”meget vigtige opgave at underholde”. Der skulle ikke skabes ”afstand mellem klenodierne og de besøgende”. Man burde tage ved lære af frilandsmuseerne og de museer, der anvendte det karakteristiske interiørprincip. Museerne skulle være inviterende og tilgængelige. Der skulle være en udstillingsform, hvor ”relativt få, karakteristiske genstande udstilles i salene”, og museerne skulle i højere grad indrettes med henblik på de besøgende med ”vejledninger i form af oplysende, let læselige tekster, plancher, tegninger og fotografisk materiale, der tilsammen giver et klart og relativt hurtigt forståeligt billede af den historiskes udvikling”.

Fra Brede tilbage til Prinsens Palæ

Noget tyder på, at Nationalmuseet allerede havde læst skriften på væggen. For nu skete der noget nyt. Vel at mærke ikke i de hellige haller i Prinsens Palæ i kongens København, for her var alt ved det gamle. Men ude på landet, i Brede, 15 km nord for hovedstaden. Her skabtes i perioden 1966-1988 et folkeligt eksperimentarium af nye museale fortælleformer. Selv om det er over 30 år siden, at den sidste Bredeudstilling lukkede, taler mange fortsat henført om udstillingerne, som på sæt og vis var en slags kulturhistoriens svar på kunstens Louisiana. Fortællingen kom i centrum, og et besøg var fascinerende, overraskende, lærerigt, morsomt og en oplagt udflugt for hele familien. De tidligere fabriksbygninger skræmte ikke nogen væk, og området ved Mølleåen var smukt og rekreativt.

Med udstillingen ”På herrens mark” lukkede Nationalmuseet i 1988 ned for eksperimenterne i Brede for i stedet at koncentrere kræfterne om museets store om- og nybygningsprojekt i Prinsens Palæ. Det nye Nationalmuseum åbnede i 1992 med moderne foyer, restaurant, butik og den succesfulde særudstilling ”Viking og Hvidekrist”. Udstillingen foregik i de moderne særudstillingsfaciliteter, som kom til at danne rammen om flere fine særudstillinger. Men det overraskende, det morsomme og det nybrydende kom ikke med fra Brede. Og da slet ikke i de nye, faste udstillinger, hvor fortællingen blev erstattet af museumsgenstande i tusindvis. Trods det æstetiske løft må man sige, at pendulet var svinget tilbage, og der er næppe tvivl om, at Sophus Müller ville have følt sig mere hjemme i det nye Prinsens Palæ end i Brede et halvt århundrede tidligere.

Mennesket og publikum i centrum

I 1965 genskabte Den Gamle By et traditionelt marked under Aarhus Festuge. I 1977 var der premiere på det første vikingetræf på strandengen ved Moesgård. Og med inspiration fra Hjerl Hede og en række internationale open-air museer begyndte både Frilandsmuseet og Den Gamle By i 2001 at arbejde med levendegørelse. Siden er mange fulgt efter. Tivolisering var der nogen, der kaldte det, men publikum elskede det. Der er ingen tvivl om, at ligesom Louisiana havde fået nye grupper på kunstmuseum, tiltrak historiske events og levendegørelse et nyt publikum til de kulturhistoriske museer, som dermed for alvor brød ud af den faglige spændetrøje, som siden Sophus Müllers tid havde defineret museernes virke.

Tirpitzmuseet, der åbnede i 2017, er et eksempel på de nye museer, der lægger mere vægt på engagerende historiefortælling end fremvisning af gamle ting.

Det seneste årti har mange museer udviklet et sandt festfyrværkeri af nye formidlingsformer. Museet for Søfart, Tirpitz, Strandingsmuseet, Moesgård Museum og Aarhus Fortæller i Den Gamle By. Her er det ikke tingen, museumsgenstanden, der er i centrum, men fortællingen om mennesket til forskellige tider. Besøgstallene boomer, og museerne placerer sig i dag centralt i kulturbilledet som vigtige vinduer til dansk identitet og historie.

Også Sophus Müllers gamle museum flytter sig i disse år. Her kompenserer kedsomhedsknapper og virile vikingeportrætter nu for Nationalmuseets udstillinger, der fortsat er propfyldt med museumsgenstande. Publikum er ved at komme i højsædet. At fokusere på folk giver legitimitet, og så giver det indtjening, som kan være med til at finansiere basale museumsopgaver. Det er slut med Müllers ensidige fokus på fund, forskning og forhistorie. Indtil videre i hvert fald.

Jeg tror, vi er mange, der krydser fingre for, at det holder.

Indlægget er en superkort udgave af hovedlinjen i bogen “Museer for folk”, der i marts udkom på Aarhus Universitetsforlag i serien 100 Danmarkshistorier. Teksten har i store træk også været trykt som kronik i Politiken 28. maj 2020.

Hvad nu hvis Moesgaard og Den Gamle By må lukke?

Den 30. marts 2020 af Thomas Bloch Ravn

I vore allermest pessimistiske øjeblikke ser vi for os, at store museer som Den Gamle By og Moesgaard må lukke og slukke som følge af den uhyggelige krise, som verdenssamfundet netop nu gennemlever.

Sker det, vil den almindelige dansker miste et enestående vindue til dansk identitet og historie, og Danmark vil miste to nyskabende og internationalt højt anerkendte museer, som samtidig spiller en betydelig rolle som de mellemstore erhvervsvirksomheder, de rent faktisk også er.

Med coronakrisen mistede Moesgård og Den Gamle By fra den ene dag til den anden størstedelen af deres økonomiske grundlag. Begge museer har igennem en årrække arbejdet på at kombinere det at tage vare på kulturarven med at skabe stærke, brede publikumsoplevelser, som er finansieret gennem entré fra publikum. I dag er næsten alt, hvad vi laver, afhængigt af den indtjening, vi opnår ad den vej. Begge museer skaffer selv mere end 75 pct af omsætningen, mens de offentlige tilskud andrager knap 25 pct. Med den pludselige kriselukning står det uhyggeligt klart, at det, der har været vores succes, nu bliver til vores svaghed.

Moesgård og Den Gamle By er ikke statslige institutioner, men almennyttige, selvejende kulturvirksomheder, og vi har derfor ikke det økonomiske rygstød og sikkerhedsnet som de store københavnske museer, der er ejet af staten. Det offentlige tilskud, som vi modtager, hvor begrænset en andel det end udgør, betyder, at vi ikke må lægge penge til side. Derfor har vi heller ikke noget at stå imod med, hvorfor det ikke er muligt for vore museer selv at lukke det kæmpestore økonomiske hul, som coronakrisen efterlader.

Vi frygter at komme ind i en negativ spiral, hvor vi ikke kan levere det, vi kunne før. Det vil gøre vore museer mindre attraktive for publikum og føre til fortsat faldende indtægter. I vores mest pessimistiske øjeblikke melder usikkerheden sig, om der overhovedet er en fremtid for vore museer.

Både Den Gamle By og Moesgaard er internationalt anerkendte for at have fundet koblingen mellem faglig styrke og stor publikumsappel. Vi har samlinger, der regnes som nogle af de væsentligste i verden. Vores faglige ekspertise er på kerneområderne second-to none, ligesom vi bruger ressourcer på at støtte museer, der har behov derfor. Internationalt regnes begge museer for at høre til den absolutte elite.

Spørger man de besøgende, ryger både Moesgaard og Den Gamle By helt i top – både hvad angår vigtighed, kompetence og folkelig yndest.

Den Gamle By med det kvarter, der med udgangspunkt i året 1927 viser det moderne Danmark, som det voksede frem først i det 20. århundrede.

Tilsammen udgør vore museer en tidsrejse i danmarkshistorien, hvor publikum får et på én gang lettilgængeligt og højt kvalificeret indblik i danskernes livsvilkår. Fra stenalder, bronzealder og jernalder over vikingetid, middelalder, renæssance og enevælde og helt frem til det moderne samfund med demokrati, frisind og velfærd.

Museerne handler om Danmarks historie og vores plads i verden, og de handler om dansk identitet og om de værdier, der kendetegner vort samfund. Det er med til at give forankring og sammenhængskraft, for når det virkelig gælder, genopdager vi det, vi er fælles om.

At de to museer tilsammen hvert år tiltrækker mellem 800.000 og en million gæster vidner om, at de er relevante for mange mennesker. Hvad de konkret betyder, hvad der er deres dybeste mening, er det imidlertid ikke så let at sætte ord på. Akkurat som det er svært at formulere værdien af en nyudsprunget bøgeskov, et strejf på kinden fra én, man holder af, eller en begravelsessalme ved kisten i kirken.

Vi ser vore to museer som en slags reservoir for identitet og forankring og for inspiration og forandring. Når museerne er bedst, er de steder, hvor de besøgende kan føle sig hensat til en anden verden, steder hvor de kan se og opleve noget, der er forskelligt fra deres hverdag – og hvorfra de, forhåbentlig, kan bringe noget med tilbage til nutiden. Det gode museum er på den ene siden et sted for diskussion og modsigelse, undren og udfordring, og på den anden side et sted for glæde, hygge, samvær og sammenhæng.

Og så bør det på en eller anden måde handle ligeså meget om nutiden og fremtiden som om fortiden.

Derfor er det også vigtigt, at museerne når bredt ud, ud til hele befolkningen, og ikke kun til det klassiske museumspublikum, som lettere karikeret ofte beskrives som kvindelige gymnasielærere over 50. Det gør både Moesgaard og Den Gamle By.

At være nationale dannelsesinstitutioner, der også når bredt ud til den danske befolkning, er uden diskussion den vigtigste opgave. Men både Den Gamle By og Moesgaard er også mellemstore erhvervsvirksomheder med stor økonomisk betydning. Alene det at vi her under krisen tilsammen har måttet sende 500 medarbejdere hjem på lønkompensation vidner om museernes økonomiske og beskæftigelsesmæssige tyngde.

Den Gamle By og Moesgaard er arbejdspladser for alt fra højt kvalificerede specialister inden for en række områder over fagkyndige håndværkere til ufaglærte inden for flere fag samt timelønnede studentermedhjælpere. Vi uddanner forskere, håndværkere og HK-ere. Tilsammen betaler vore to museer mere end 80 mio kr til det offentlige i form af skat og moms. Og vi køber varer hos danske leverandører for i omegnen af 150 mio kr årligt.

Dertil kommer museernes enorme betydning for turismen. Både Den Gamle By og Moesgaard har tre stjerner i Guide Michelin og er omtalt i de fleste førende rejseguides. Titusindvis af tilrejsende giver omsætning og indtægt mange steder i samfundet. Fra pølsevogne til benzinstationer, fra vandrehjem til femstjernede hoteller.

Moesgård Museums evolutionstrappe i det nye museum, der åbnede i 2014.

Vi mener, at Den Gamle By og Moesgaard har vist, at det – også uden at vore museer er offentligt ejede – kan lade sig gøre at opbygge store, stærke kulturinstitutioner med international gennemslagskraft, og som på en og samme tid er nationalt kulturbærende, tilgængelige og spændende. Det har givet os en stor indtjening, men i sidste ende er de opgaver, vi løfter, også afhængige af det offentliges opbakning. De midler, vi får fra stat og kommune er afgørende for os. Det var de før krisen, og det vil de i endnu højere grad være under krisen og efter krisen.

I øjeblikket er vore museer lukkede. Vi mister store publikumsindtægter, men mange af vore udgifter er de samme. Tilsammen frygter vi at miste 30 mio kr eller mere i løbet af Coronakrisen frem til nytår. Og vi risikerer at stå med en møllesten af gæld om halsen, som kan sætte museerne i stå og i værste fald føre til, at de må lukke.

Det er vores håb, at staten vil kende sin besøgelsestid, når det forhåbentlig snart er til at se en vej ud af krisen. For hvis vores museer ikke i en eller anden grad kompenseres for de store indtægtstab som følge af krisen, og hvis ikke man hjælper dem til en genstart, så risikerer man, at Danmark mister to dannelsesinstitutioner af stor national betydning og to turistattraktioner af international karat.

Denne tekst er en lettere udvidet udgave af den kronik, som Mads K. Holst, direktør for Moesgård Museum, og undertegnede har publiceret i Jyllands-Posten 30. marts 2020.

Frilandsmuseerne – en demokratisk skandinavisk kulturmodel

Den 11. marts 2020 af Thomas Bloch Ravn

“Findes der noget særligt skandinavisk?”, spurgte SAS for et par uger siden og svarede selv “nej” til spørgsmålet. Jo, naturligvis gør der det, hævder jeg i dette indlæg, hvor jeg illustrerer pointen med historien om verdens mest demokratiske museumsform, folke- og frilandsmuseerne. Frilandsmuseerne er en original skandinavisk idé, som i deres nuværende udgave naturligvis også er præget af inspiration udefra.

Den Gamle By er et af de ældste skud på den store skandinaviske stamme af frilandsmuseer, som voksede frem i årtierne omkring år 1900. Inspirationen til at opbygge et kvarter, der viser (næsten) nutiden er især hentet hos kollegaer i Norge, Holland og Storbritannien.

I 2007 udgav den svenske museolog og mangeårige museumsdirektør Sten Rentzhog monografien ”Friluftsmuseerna. En skandinavisk idé erövrar världen”, som er ét langt dementi af, at der absolut intet findes, der er originalt skandinavisk.

Påstanden om at der ikke findes noget særligt skandinavisk, og at alt det, vi tror er noget særligt for os, blot er noget, der kommer udefra, stammer fra en aktuel og omdiskuteret SAS-reklame. Og fred være med reklamer, der sætter ting på spidsen. Det triste er, at den ophidsede diskussion, som reklamen afstedkom, mere er kommet til at handle om enten/eller end om det både/og, som ret beset nok vil være mere relevant.

Det var i den forbindelse, jeg kom til at tænke på Sten Rentzhogs bog om frilandsmuseerne. For heri dokumenterer han, at denne type historiemuseer rent faktisk er en skandinavisk idé fra omkring år 1900, og at ideen sidenhen har gået sin sejrsgang over det meste af verden. Men han dokumenterer også, at de skandinaviske museer efterfølgende blevet udviklet i dialog med og med stærk inspiration fra de folke- og frilandsmuseer, der efterfølgende er opstået i Tyskland, Holland, Belgien, Storbritannien, Østeuropa, Australien, Japan, USA og Canada.

I løbet af 1900-årene voksede antallet af frilandsmuseer udenfor Skandinavien. Her kirken på museet for ukrainsk kultur i Svidnik i det østlige Slovakiet.

I Danmark – og i Skandinavien – har vi faktisk grund til at være stolte af denne særligt demokratiske museumstype. At det er tilfældet, blev for mig understreget, da den katalanske journalist Lara Saiz Moya bankede på min dør i Den Gamle By en forårsdag i 2014. Journalisten havde opholdt sig nogle måneder i Aarhus. Her havde hun aflagt Den Gamle By flere besøg, og med Aarhus som base havde hun besøgt kulturmuseer rundt om i Skandinavien, hvor hun havde noteret sig museernes folkelige fokus som noget helt unikt.

Fremmede øjne har ofte et bedre blik for det, vi selv tager for givet, og der er ingen tvivl om, at denne katalanske journalist havde blik for noget, der er helt specielt. For mens de museer, som Lara Saiz Moya havde oplevet andre steder, især lægger vægt på det exceptionelle i form af den største kunst, de ældste objekter, mindesmærker, ja slotte, borge, kirker og i det hele taget det ekstraordinære og den historie, der handler om samfundets ledende lag, så havde hun i vores hjørne af verden oplevet museer, der fokuserer på helt almindelige menneskers liv og historie – endda helt op til (næsten) i dag. Samtidig havde hun bidt mærke i, at vore museer ofte er mere inviterende og formidlende over for et stort og bredt publikum.

I vores samtale om den historiske baggrund for dette folkelige fokus, kom vi ind på oplysningsfilosofiens ideal om at danne og uddanne befolkningen. Vi talte om nationalromantikken og behovet for at skabe identitet og sammenhængskraft i de opvoksende nationalstater. Og vi talte især om den lange række af folkelige nybrud, der indgår i den komplekse proces, som i årtierne omkring 1900 gjorde danskerne til danskere og som gav den brede befolkning demokratiske rettigheder, ligeværd og selvfølelse som borgere i et samfund, der var på vej til at blive moderne.

Over for Lara Saiz Moya refererede jeg også min walisiske kollega John Williams-Davies, der i en artikel fra 2009 i det britiske tidsskrift Folk Life påpegede, at de skandinaviske folke- og frilandsmuseer var noget helt særligt. For det første lagde disse museer vægt på at belyse almindelige menneskers historie. Det var aldrig set før, understregede han. Og for det andet, så var det museernes ambition også at fortælle historien for almindelige mennesker. Det var ligefrem radikalt.

På John Williams-Davies’ museum St. Fagans i Cardiff i Wales kan publikum se og opleve rækkehuse, hvor der boede minearbejdere fra 1805 til 1980erne. Hvert hus er indrettet, så det viser en bestemt epoke. Minearbejderhusene fra St. Fagans var en af inspirationskilderne, da Den Gamle By besluttede at gå op i tid.

Først på scenen var dobbeltmuseet Nordiska Museet og Skansen, som blev åbnet i Stockholm i henholdsvis 1873 og 1891. Bag initiativet stod læreren Artur Hazelius, som hermed havde skabt både verdens første folkemuseum, Nordiska Museet, og verdens første frilandsmuseum, Skansen. Året efter åbningen af Skansen, altså i 1892, åbnede Georg Karlin sit folke- og frilandsmuseum Kulturen i Lund. Fire år senere, i 1896, åbnede bibliotekaren Hans Aall Norsk Folkemuseum i Oslo, og i 1904 åbnede tandlægen Anders Sandvik Maihaugen i Lillehammer. I Danmark stod Tivolis kunstneriske direktør Bernhard Olsen allerede i 1885 bag åbningen af Dansk Folkemuseum, som i 1901 blev suppleret med Frilandsmuseet i Lyngby nord for København. I 1909 kom så Den Gamle By til som det første frilandsmuseum, der satte fokus på byernes historie.

Skansen i Stockholm er verdens første frilandsmuseum. Skansen har inspireret mange museer rundt om i verden, ligesom Skansen har hentet inspiration hos andre. Stadskvarteret, som ses her, er således inspireret af Den Gamle By.

Mange nye museer var både folke- og frilandsmuseer. I modsætning til den ældre generation af museer fokuserede de på helt almindelige mennesker og deres liv og dagligdag. Og modsat de ældre museer interesserede de nye folke- og frilandsmuseer sig især for de senere århundreders historie. Folkemuseerne rummede almindelige hverdagsting, som blev udstillet i interiører. Frilandsmuseerne tog skridtet videre og genskabte interiører i historiske huse og etablerede miljøer som dem, husene oprindelig havde hørt hjemme i. Mange frilandsmuseer havde personale i egnsdragter og demonstrationer af håndværk, hvilket efter midten af 1900-tallet udviklede sig til ”living history”, hvor museernes besøgende kan gå i dialog med datidens mennesker, der bærer kopier af originale dragter. Altså en slags musealt totalteater i tre dimensioner og i størrelsesforholdet 1:1, så publikum nærmest føler sig som ét med historien.

At mange museer på vore breddegrader lægger vægt på menneskene og deres historier og ikke kun på deres ting, på museumsgenstandene, er et særtræk, der ikke er mere end godt 100 år gammelt. Og i datidens brydninger mellem på den ene side en elitær og tingsfikseret museumsfilosofi og så frilandsmuseernes ambition om at være til nytte og til glæde for folk i almindelighed på den anden side var det på ingen måde sikkert, at netop dette særtræk skulle vise sig at få så stærkt et gennembrud, at det ligefrem blev noget, udefrakommende ville bide mærke i. At det blev sådan, tror jeg hænger sammen med den særlige danske – og skandinaviske – udvikling, der i øvrigt også har sat sit markante præg på det danske sprog i form af ord som folkestyre, folketing, folkeskole, folkehøjskole, folkebibliotek, folkekirke, folkebevægelse og folkemuseer.

Udviklingen går ofte i bølger, og i løbet af 1900-årene blev frilandsmuseerne i Danmark og resten af Skandinavien mere indadvendte og tilbageskuende. De nød fortsat en vis popularitet, men det var bestemt ikke længere her tingene skete.

Nederlands Openluchtmuseum i Arnhem var et af de museer, der i 1990’erne tog teten. Bl.a. med opdatering af museet til også at vise helheder fra moderne tid. Her et interiør fra museets ungdomsbolig anno 1974. Museet er en af inspirationskilderne bag Den Gamle Bys moderne bykvarter.

Det ændrede sig fra engang i 1990’erne, og inspirationen til den fornyede innovation kom, ja gæt selv, den kom udefra. Tanken om at fortælle historien op til (næsten) nutiden blev hentet fra især museer i Norge og Holland. Det samme var tilfældet for det fokus på den etniske diversitet, som de senere år også har vundet indpas i Danmark, og som i mit eget museum, Den Gamle By, bl.a. har ført til udstilling af boliger for en grønlandsk studerende, en gruppe tyrkiske fremmedarbejdere og – i en periode – en dansk/somalisk lejlighed.

Jeg ved naturligvis godt, at ordet frilandsmuseum ofte bruges som synonym for noget der er tilbagestående og ikke længere relevant. Men ser man fordomsfrit på det, er frilandsmuseerne nok den mest demokratiske museumstype, der overhovedet findes. Og den er opstået i Skandinavien. Det er da ikke så ringe!

Dette indlæg er en udvidet udgave af en kronik, jeg publicerede i Kristeligt Dagblad 10. marts 2020.

Svømmer Den Gamle By i penge?

Den 19. december 2019 af Thomas Bloch Ravn

Svaret på dette spørgsmål er utvetydigt et nej! Og det er vigtigt at gøre klart, idet jeg ofte har hørt bekendte og kolleger give udtryk for, at Den Gamle By da vist har masser af midler. Misforståelsen skyldes nok, at museet har modtaget store donationer til fornyelse. Men det er bestemt ikke det samme som, at vi svømmer i penge.

At det forholder sig sådan illustreres klart i flere aktuelle overskrifter og presseomtaler: ”Millionunderskud rammer hårdt i Den Gamle By”, skrev Aarhus Stiftstidende således – og aviser, radio og tv over hele landet har fulgt trop.

Historien stammer fra den årsberetning, som er publiceret i Den Gamle Bys nys udkomne årbog. Og det er helt korrekt, at Den Gamle By forventer et underskud på i omegnen af 3 mio kr for 2019, og at det kommer oven i et underskud på 0,9 mio kr i 2018.

Årsagerne til underskuddet er mange: Rekord meget regnvejr, færre krydstogtsturister, nødvendige investeringer i forbindelse med Den Gamle Bys store udviklingsprojekter og måske også, at de senere års store trækplastre ikke længere er helt så nye, som de var for et par år siden.

Siden august i år har vi været opmærksomme på situationen. Personale og bestyrelse er blevet orienteret, og vi har spændt livremmen ind, hvor det kunne lade sig gøre.

Der er grund til at understrege, at Den Gamle By ikke går rabundus på grund af det forventede underskud. Men det er selvfølgelig en alvorlig sag, der gør at vi skal fokusere yderligere på gæsterne, vi skal blive bedre til at ”sælge” museet, og vi skal blive skarpere til holde hus med ressourcerne og spare, hvor vi kan.

Den Gamle By er ikke så meget et museum om noget, men mest af alt et museum for nogen. Og disse nogen omfatter stort set alle danskere – også dem, der normalt synes, at museer er kedelige.

Det koster penge at drive et museum, der er attraktivt og når bredt ud, og det koster også at tage socialt ansvar overfor sårbare grupper som demente, børn med særlige behov og mennesker, der ikke er plads til på det almindelige arbejdsmarked.

Sådan har vi arbejdet i flere år, det sætter vi en ære i, og det vil vi gøre alt for at kunne fortsætte med. Men det kræver naturligvis, at Den Gamle Bys økonomi hænger fornuftigt sammen. Det har den gjort i godt 20 år – med lidt op og ned, men ingen alvorlige underskud siden 1997. Sådan skal det nok blive igen, for selvfølgelig får vi rettet op på økonomien.

Det er os, der i øjeblikket har ansvaret for Den Gamle By, der skal sikre, at museet er gearet til fremtiden. Og selvom vi nu får pisken over nakken, skal vi nok få driftsøkonomien på plads. Men det forudsætter, at der ikke sker reduktioner i tilskuddene fra stat og kommune. For selvom Den Gamle By selv skaffer fire ud af hver fem kroner, som museet bruger, er det umuligt at holde et acceptabelt niveau uden substantielt tilskud fra det offentlige.

Der er nu gået mere end to år siden, kulturministeren satte statens tilskud til museerne i spil. Det har skabt stor usikkerhed, især fordi vi på vandrørene har lyttet os til, at navnlig store, populære museer, som fx Den Gamle By, vil stå for skud. Vi håber på en snarlig afklaring og på, at resultatet ikke må blive, at staten tager fra de museer, der har mange gæster og betydelige entreindtægter, for at museer, som kun få besøger, kan få ekstra midler.

Der ud over er yderligere 3 mio kr i spil for Den Gamle By. Beløbet blev oprindelig bevilget ved finanslovsforhandlingerne i 2008. De folketingspolitikere, der stod bag, tilkendegav dengang, at tilskuddet skulle være permanent, men af uransagelige årsager blev det gjort tidsbegrænset. I 2012 lykkedes det at få bevillingen forlænget og igen i 2016. I 2020 skal slaget således atter slås for en forlængelse af tilskuddet, som vi så håber må blive gjort permanent, sådan som det var ønsket hos de politikere, der stod bag.

Til Håndværksdage i Den Gamle By kan gæsterne møde og diskutere med Den Gamle Bys håndværkere, der øser velvilligt af tips og gode råd.

I de kommende år vil Den Gamle By byde på en række temaer og aktiviteter, der vil gøre det ekstra attraktivt at besøge museet. I 2020 er de vigtigste Fokus på Genforeningen 1920, Fortællingen om Påsken, Håndværks- og havedage, 70’er-festival samt et særligt tema, hvor publikum i sommerhalvåret både vil kunne se, smage og prøve – og ikke mindst blive klogere på noget, de garanteret interesserer sig for.

Og så ser vi frem til, at vi i 2020 kan åbne et helt nyt spisested med masser af plads til museets mange gæster. Vi ser også frem til i 2021 at åbne ”Gågaden 1974”. Og vi ser frem til i 2022 at åbne 2014-gaden, der for alvor vil sætte 2010’erne på museum. Samme år åbner Den Gamle By en helt ny hovedindgang, der ligger sådan, at de dårligt gående gæster kan springe brostenene over, ligesom det bliver let at finde parkeringsplads i de nærtliggende store parkeringskældre.

Nu på søndag den 22. december – eller måske dagen efter – vil Den Gamle By efter al sandsynlighed byde velkommen til gæst nummer en halv million, hvilket utvivlsomt atter vil placere Den Gamle Bys som det bedst besøgte kulturmuseum i Danmark.

Selvfølgelig var det ikke rart at få blæst et stort underskud op på forsiden! Men det ændrer ikke ved, at vi tror på en lys fremtid for Den Gamle By.

Modeopvisning i Den Gamle By med tøj fra 70’erne.

Mit Aarhus – med kærlig kritik

Den 28. september 2019 af Thomas Bloch Ravn

I forbindelse med åbningen af Folkeuniversitetets store festival Hearts & Minds var jeg og fire andre bedt om at forholde os til Aarhus. Folkeuniversitetet spurgte: Hvad er det gode byliv? Hvilke kvaliteter fra det gamle Aarhus skal vi forsøge at bevare? Og hvordan ønsker vi at se byens fremtid forme sig? Arrangementet foregik fredag 27. september 2019 i Rådhushallen på Aarhus Rådhus. Her er mit indlæg.

Jeg er født i Viborg og kendte egentlig ikke Aarhus, før byen blev interessant for mig som studieby.

Det blev den i 1974, da min kone og jeg flyttede til byen. Vi boede i 12 år i Andelsboligforeningen Centrum I i Christen Købkes Gade bagved det, der nu er Scandinavian Center. Vi havde en dejlig tid, og Aarhus blev vores by.

Jeg husker en dag, vi læste til eksamen på sportspladsen bagved Brobjergskolen, da mænd med motorsave tog fat på at fælde alle elmetræerne, så der kunne blive plads til at bygge et musikhus. Det var vi godt nok imod. Dengang!

I 1984 fik vi vores første datter. Jeg tog hende tit med til parken ved Musikhuset, hvor hun elskede at se på springvandene. Da blev vi gladere for det fine hus, som jo ikke mindst Thorkild Simonsen har æren af.

Men når vi gik rundt med datteren i klapvogn, var hun konstant i udstødningsrørshøjde, så vi besluttede at søge job uden for byen.

Derfor flyttede vi i 1986, og var væk i 10 år. Men vi glemte ikke Aarhus, og vi nød at være på besøg hos venner, der fortsat boede i byen. Specielt hvis det var maj og bøgen nyudsprunget – og vi følte os unge igen!

Vi talte tit om dengang vi sad på en svalegang i en baggård Den Gamle By, og jeg sagde: Her vil jeg gerne leve mit professionelle liv. Sådan kom det til at gå, og i 1996 kom vi tilbage.

Aarhus er vores by, og vi kunne ikke drømme om at flytte.

Som afsæt for indlægget var alle deltagerne blevet bedt om at medbringe et billede. Jag medbragte dette.

Prismet

På billedet her ser I to højhuse. Begge lige umulige.

Det ene blev dog til virkelighed. Det er det til venstre. Til højre ser man en drilsk fantasi, som daværende medarbejder på museet, Ole Bak, ikke kunne lade være med at lave.

I hovedstadens hoforgan Berlingske Tidende blev bygningen anmeldt:

”Her i København forstår vi godt, skrev Berlingske, at man i Aarhus gerne vil manifestere sig over for hovedstaden med moderne og storslået arkitektur – som man har gjort det med Musikhuset eller det nye kongrescenter. Men derfor behøver man vel ikke ligefrem helt frivilligt at spolere sin eneste nævneværdige turistattraktion. Det er ikke nogen sjov Aarhus-historie. Bare de dog havde bygget den ”skyskraber” et andet sted. Og meget gerne højere”.

Nogle århusianere så Prismet som et vidnesbyrd om, at Aarhus nu var en moderne og international by. Andre mente, at Aarhus blæste på sine egne kvaliteter i et forsøg på at efterabe noget, der foregik i byer, som man anså for at være ”finere”.

Jeg holder af Aarhus, og jeg synes, der er meget, der går godt. Men jeg bekymres også. Bl.a. over det, at alt skal være åh så moderne og åh så internationalt. Jeg tolker det som et mindreværdskompleks.

Mindreværdskompleks

Sommetider får man det indtryk, at det ikke er godt nok at være Aarhus.

Det er sådan et mantra, at alt skal være internationalt. Der er næsten ikke den bygning, det kunstværk eller for så vidt den festival, der ikke hedder noget på engelsk. Undskyld til dagens vært, som jo hedder Hearts & Minds. Jeg sætter pris på, at det er Folkeuniversitetet og ikke The Folkuniversity, der arrangerer.

Der er næsten heller ikke den arkitekt eller den kunstner, der ikke er international.

Hvad man så end mener med det. Betyder det høj kvalitet? Betyder det, at det er værd at rejse efter. Eller betyder det, at det ligner det, der findes alle andre steder?

I byrummet er det vel efterhånden kun instruktion om betaling på parkeringspladser eller omkørselsskilte, der skrives på dansk. Utvivlsomt til stor gene for alle de turister og andre, der ikke forstår sproget.

Jeg er helt med på, at det ikke lyder godt, hvis man omdøber Aarhus Street Food til Aarhus Gajemaj. Men jeg synes Fed Fredag lyder bedre og mere rigtigt end Fat Friday. Og heldigvis siger alle jo Regnbuen fremfor Your Rainbow Panorama!

Mon ikke det med, at byen absolut skal være international udtrykker et mindreværdskompleks på egen kulturs vegne? Det at man pr automatik regner noget fra udlandet for bedre og vigtigere end det, man selv er.

Husk på, at det der er rigtigt internationalt, er sådan noget som Coca-Cola, BigMac og Heineken, der smager ens, hvad enten du er i Kuala Lumpur, i Santiago de Chile eller i Aarhus.

Og sådan er Aarhus jo ikke. Aarhus er vitterlig noget i sig selv.

Nutidshovmod

Aarhus skal absolut også være moderne. Postuleret moderne, kan man vist godt sige.

Det kan man synes er paradoksalt. Ikke mindst fordi Aarhus rent faktisk er en af Danmarks allerældste byer, og den har bevaret sin oprindelige struktur. Det er enestående og en stor kvalitet, man bør ikke bør glemme, bare fordi man er vant til, at det er sådan.

At Aarhus har store kvaliteter betyder jo ikke, at alt skal bevares. For alt er jo ikke lige vigtigt!

Aarhus skal ikke være Den Gamle By, for det har vi jo Den Gamle By til. Historien skal ikke være en spændetrøje, og jeg har ikke noget problem i, at man engang imellem river bygninger ned og erstatter dem med nye.

Men det nye, der kommer til, skal respektere det selskab, det indgår i. Ikke nødvendigvis falde i ét med omgivelserne, ikke være noget andet, end det er. Men det bør heller ikke kaste vrag på det, der er der i forvejen.

For det er et udtryk for nutidshovmod. Et udtryk for en stoltserende selvforblændelse, der tager som udgangspunkt, at vi ved bedst, at vi står på toppen af udviklingen, og at det, vi nu måtte finde på, pr definition er bedre en det, andre før os har fundet på.

Specielt skal vi passe på nutidshovmod, når det drejer sig om arkitektur og byplanlægning. For byer er langsomme organismer, og det, der besluttes i dag har konsekvenser årtier, ja måske århundreder frem i tiden.

Vi agerer på vegne af vores børn, børnebørn og oldebørn.

At noget er planlagt af uddannede arkitekter og byplanlæggere betyder ikke nødvendigvis, at det er det bedste. For i så fald kan jeg ikke forstå, hvordan det kan være, at jeg bedre kan finde rundt i gamle byer som Ribe eller Helsingør end i en moderne, planlagt by som Høje Tåstrup!

Cyklende borgmester

For 60 år siden var der politikere og planlæggere, der ville ødelægge det kvarter, hvor Aarhus er født. Alle var dengang enige om, at det var fremsynet. Næsten alle. For der var én modig mand, der turde tale fremskridtet midt imod.

Han var både cyklist, lokalhistoriker og borgmester. Og planerne blev forpurret!

Det var Bernhardt Jensen, der stod bag. Ham er vi stolte af i dag!

Jeg drømmer om, at Aarhus vil huske historien om den cyklende borgmesters redning af Latinerkvarteret. Et byudviklingsprojekt, der for 60 år siden let kunne være endt som katastroferne med Thomas B Thriges Alle i Odense eller Lille Mikkels Gade i min fødeby Viborg.

I dag laver man ikke voldsomme gadegennembrud, som dengang. Selvom Letbanens markante spor gennem Randersvej kan gøre én nervøs for, hvad der vil ske, hvis den skal gennem det centrale Aarhus.

Selv små ændringer bliver store, når bare der er mange nok!

Det er værd at erindre sig den norske filosof Jon Elster ord om, at de største forandringer sker som utilsigtede konsekvenser af ting, der egentlig havde et andet formål.

Det der gør Aarhus til Aarhus

Jeg holder af midtbyens torve med de to gamle kirker som markante vartegn. Jeg holder af det det smukke bymiljø på Frederiksbjerg med harmoniske og dog varierede bygningskarreer afbrudt af enkelte vartegn i form af skoler og kirker. Jeg elsker at gå tur i Øgadekvarteret. Jeg elsker det ældre villakvarter i Åbyhøj, hvor vi har boet i snart et kvart århundrede.

Jeg synes egentlig også godt om den nye Ceresby, og i hvert fald foretrækker jeg den frem for det triste fabriksbyggeri, der var der før.

Jeg holder af 40’ernes og 50’ernes blokbyggerier i rødt tegl.

Men jeg føler mig ikke velkommen i 70’ernes betonbyggerier.

Jeg har det også svært med Aarhus Ø og byggeriet på det nordlige del af havnen. I sig selv sikkert udmærkede bygninger, men de står allesammen og råber: se mig, se mig.

Og så er jeg bekymret over, hvad der kan ske i Latinerkvarteret, Aarhus’ vugge. Og i Sydhavnen, som vel er byens sidste uregerlige område.

Jeg drømmer om, at Aarhus vil være sig selv. Hvis vi gør lige som alle andre – hvis vi gør ligesom dem der er større, og dem, vi synes er finere – så bliver Aarhus uinteressant. Så kammer ønsket om at være moderne og international over i det, nogen har kaldt globaliseret ensformighed.

Jeg drømmer om, at Aarhus får en kanon over det helt særlige. Det der gør Aarhus til Aarhus. Det, vi skal passe særligt på, og som aldrig kan genskabes.

Om 100 år

Tilbage til mit billede her i dag.

Selv her snart 20 år efter, at Prismet blev opført, hører jeg tit chokerede kommentarer fra Den Gamle Bys gæster.

Ja, da generalsekretæren for det kinesiske kommunistparti i Shanghai, Kinas mest moderne by, engang besøgte Den Gamle By, sagde han til mig, at han ikke troede sådan noget kunne forekomme i et civiliseret land.

Så beroligede jeg ham med, at om 100 år vil Prismet være væk, men Den Gamle By vil stadig være her.

Håber jeg!

Tak.

Øvrige indlægsholdere denne aften var tidligere borgmester og indenrigsminister Thorkild Simonsen, projektleder Aysha Amin, Smag a la Gellerup, stadsarkivar Søren Bitsch Christensen, og forfatter og historiker Søren Hein Rasmussen.

Helvegs historiske øretæve reddede museer fra at komme på museum

Den 5. september 2019 af Thomas Bloch Ravn

I år er det 50-året for den kulturpolitiske redegørelse, der var en ren øretæve til de danske museer. Redegørelsen er fornøjelig læsning, der viser, at der er sket et nybrud på museumsområdet.

Kulturminister i VKR-regeringen 1968 til 1971 var den radikale nestor Kristen Helveg Petersen, og med den kulturpolitiske redegørelse fra 1969 satte regeringen for alvor publikum i centrum for de offentligt støttede kulturinstitutioners virke.

Målsætningen med kulturpolitikken var, fremgår det, at fremme de enkelte menneskers udviklingsmuligheder, deres optagethed af og deltagelse i udformningen af vores fælles tilværelse.

Og man er udmærket klar over, at det nok ikke vil komme til at gå helt let, idet forfatterne finder anledning til at skrive, at en gennemførelse af målsætningen vil kræve “åbenhed, fantasi og opbrud fra vante forestillinger”.

Og så skal jeg ellers love for, at der er smæk for skillingen, ikke mindst i kritikken af de træge, konservative kulturmuseer, som, forstår man, nærmest betragtede publikum som en by i Rusland.

Selvom kunstmuseernes “problemer er mindre og deres forsømmelser mindre udtalte”, er de skridt, der også her bør tages, imidlertid “ligeså radikale som de kulturhistoriske museers”.

Uinteressante for publikum
Museerne var så uinteressante for publikum, at endda ungdomsoprøret “er gået dem totalt forbi”, hedder det i redegørelsen.

Grunden er, mener forfatterne bag, at den oprørske ungdom anså museerne for helt og aldeles ufarlige, som “depoter for tidligere samfunds efterladenskaber”, hvorfor de simpelthen ikke var “krudtet værd”.

Museerne spiller “kun en relativt underordnet rolle iblandt de muligheder for anvendelse af fritiden, der frembyder sig for befolkningen”, hedder det i betænkningen.

Og den giver en næsten karikeret beskrivelse af “den klassiske museumsmontre” med rækker af genstande anbragt på hylder “på en så akavet måde, at man skal gå ned i knæ for at få et overblik over dem” og med mere eller mindre ulæselige etiketter, der “i sig selv er et levn fra fortiden”.

“Mange museer er derfor i dag selv modne til at komme på museum”, lyder den kontante konklusion.

Direkte møntet på Nationalmuseet hedder det: “Den nuværende udstillingsform er forkert over for publikum”. Det store antal udstillede genstande “virker som en belastning for den besøgende, som mister overblikket, modtageligheden sløves, og det bliver for mange en sløv og kedsommelig vandring gennem rummene”.

Ringe gennemslagskraft over for publikum
Museernes gennemslagskraft over for den befolkning, som de skal betjene, var mildt sagt heller ikke imponerende. I alt omkring fire millioner gæster besøgte de danske museer, oplyser Danmarks Statistik.

De bedst besøgte var de statslige hovedmuseer i København: Nationalmuseet med 340.000 gæster, Statens Museum for Kunst med 250.000 og Zoologisk Museum med 220.000.

Langt de fleste lokalmuseer havde færre end 5.000 besøgende. Dog med undtagelsen af Sønderborg Slot, Forhistorisk Museum på Moesgård, Koldinghus og Viborg Museum, der hver havde mellem 30.000 og 50.000 besøgende.

Derudover skilte navnlig de museer sig ud, som fortæller en særlig historie, fremgår det af Danmarks Statistik. Det drejer sig om museer som Frederiksborg Slot i Hillerød, H.C. Andersens Hus i Odense, Vikingeskibsmuseet i Roskilde samt Frilandsmuseet i Lyngby, Hjerl Hede ved Skive, Den Fynske Landsby i Odense og Den Gamle By i Aarhus.

Afdelingen for løftede pegefingre
Og så kommer redegørelsen ellers til afdelingen for gode råd og løftede pegefingre.

Museerne må lære at forstå, at “fritidsvanerne er indgribende ændrede”. Ja, man må acceptere, at museerne ligesom biblioteker, teatre, radio og fjernsyn “ved siden af den kundskabsformidlende funktion” også har den “meget vigtige opgave at underholde”. En stærk melding, som nok kunne få mange museumsfolk til at få kaffen galt i halsen.

Det understreges, at museerne skal undgå den gammeldags udstillingsform, der skaber “afstand mellem klenodierne og de besøgende”. Museerne skal være inviterende og tilgængelige, forstår man.

Der bør tilstræbes en udstillingsform, hvor “relativt få, karakteristiske genstande udstilles i salene”, som i det hele taget i højere grad indrettes med henblik på de besøgende med “vejledninger i form af oplysende, letlæselige tekster, plancher, tegninger og fotografisk materiale, der tilsammen giver et klart og relativt hurtigt forståeligt billede af den historiske udvikling”.

Film og lysbilleder anbefales ligesom også skiftende udstillinger. I det hele taget bør museerne i langt højere grad end hidtil blive “levende institutioner”, som også arbejder sammen med de kulturelle og folkeoplysende foreninger.

Forfatterne bag redegørelsen stiller ligefrem spørgsmålet: “Hvad om man engang i fremtiden kunne tale om de farlige museer?”.

For da “museerne beskæftiger sig med alle andre samfund end det, hvor vi netop lever, kunne de blive arsenaler, hvorfra argumenter kunne hentes til kritik af det bestående, vækstpunkter for en ny livsholdning”.

For hvis museerne fortsætter som hidtil, så “skal man ikke spå dem nogen almen samfundsnyttig funktion i fremtiden”.

Klar melding, må man sige. Og umulig at misforstå.

Fornøjelig og klar læsning
Som én, der gennem årene har læst talrige offentlige rapporter og betænkninger, er det forfriskende, ja, ligefrem fornøjeligt, at læse denne 50 år gamle kulturpolitiske redegørelse.

For den er et forbilledligt eksempel på, at det kan lade sig gøre at skrive en ministeriel redegørelse i en form, der ikke er domineret af kancellisprog og juridisk formalia, og som samtidig tør være klar i spyttet.

I tilbageblik er det også glædeligt at konstatere, at der virkelig er sket noget på museumsområdet gennem de seneste 50 år. Næppe alene på grund af redegørelsen, men den var vigtig, fordi den satte en retning.

Siden 1969 er museernes gennemslagskraft over for publikum mangedoblet. Mens museernes samlede besøgstal i slutningen af 1960’erne var omkring fire millioner, er der nu mere end 15 millioner, der årligt besøger de danske museer.

Fortællekraften er forøget betragteligt, og der er i dag næppe det museum, der ikke gør sit bedste for at sætte publikum i centrum.

Gamle, snærende museumsformer er brudt op. Former, der i mange år nærmest var en kollegial spændetrøje for de museumsfolk, der ønskede at gå nye veje.

Disse rester, der stammer helt tilbage fra det 19. århundrede, er de senere år blevet erstattet af en ny museal mangfoldighed, hvor det er et vigtigt mantra, at museerne ikke er til for hverken tingenes skyld eller for fortidens.

For fortiden er forbi, og tingene er døde. Nej, museerne er til for menneskene – nu og i fremtiden.

Nybruddet uden for København
Nybruddet er især sket uden for hovedstaden, hvor museerne de seneste par årtier næsten er boblet over med nye initiativer.

Den geografiske udjævning er nu så markant, at alle de tre bedst besøgte museer i 2018 var at finde uden for København. Nemlig Louisiana (755.000), Den Gamle By (546.000) og Aros (508.000). Museer, der i øvrigt alle på et tidspunkt har været betragtet som en af klassens frække drenge.

Samme år havde statens to hovedmuseer, Nationalmuseet og Statens Museum for Kunst, henholdsvis 365.000 og 309.000 besøgende. Men også her er der nyt på vej.

Ikke mindst på Nationalmuseet, hvor både kedsomhedsknap og designede vikingemalerier vækker opmærksomhed. Til fornøjelse for mange, men med forventelige protester fra den faglige spændetrøjes aktuelle forvaltere.

Hvis “gamle Helveg”, den modige minister bag den 50 år gamle kulturpolitiske øretæve, i dag kunne komme på museumstur rundt i det ganske land, tror jeg, han ville se tilbage på sin kulturpolitiske redegørelse og tænke: Hvor var det godt, at vi turde. Det vil de fleste i dag nok give ham ret i.

Dette indlæg er i dag 5.september 2019 ogsåpubliceret som kronik på Altinget.

Bedreviden og pædagogiske pegefingre kan nemt spolere en god museumsoplevelse

Den 28. marts 2019 af Thomas Bloch Ravn

Smag, lugt og prøv historien var overskriften, da Den Gamle By for 20 år siden bevidst begyndte at bruge sanser, følelser og mødet med rigtige mennesker i museets formidling af historien. Tivolisering var der nogen, der kaldte det. Men ret beset gentænkte vi blot traditionen fra dengang Den Gamle By blev grundlagt i 1914 som et nyt og originalt skud på den store stamme af frilandsmuseer, der da brød frem i Skandinavien.

Det var museer, der skabte markant fornyelse. De satte fokus på almindelige menneskers historie. Det var aldrig set før. Dernæst målrettede de deres historiefortælling mod almindelige mennesker. Det var ligefrem radikalt.

At nå bredt ud, også gerne til de mennesker, der normalt betragter museer som elitære og kedelige, blev allerede dengang en ledestjerne for Den Gamle By, og det er fortsat styrende for den måde, vi formidler historien på.

For mennesker – i nutid og fremtid

I Den Gamle By siger vi, at museet ikke er til for tingenes skyld eller for fortidens! Tingene er som bekendt døde, og fortiden er forbi. Nej, museet er til for menneskene i nutid og i fremtid. Og nok består Den Gamle By af næsten 100 historiske huse, og museet rummer 100.000-vis af museumsgenstande. Men det er menneskene og det levede liv, der er i fokus.

Det er menneskene og det levede liv, der er i fokus – også i arbejdet med skolebørn.

Mødet med mennesker

Derfor kan museets gæster gå i dialog med historiske aktører, der agerer som i en anden tid. Man møder dem på gaden, i stuer og i køkkener, hvor gæsterne endda kan være heldige at smage søbekålen, der simrer på komfuret.

Hos isenkræmmeren kan man købe alt fra blåsøm til Madam Blå, og i Schous Sæbehus kan gæsterne mindes lugten af deres bedstemor, når ekspedienten skruer låget af og beder dem holde næsen over den engang så kendte Eau de Cologne ”4711”.

Museer er også lugtesans. Duften af den Eau de Cologne,d er bærer navnet 4711, får mange til at tænke på deres mor eller mormor.

Rundt omkring kan gæsterne møde museumsværter, der fx forklarer om livet i 1700-tallets Møntmestergård. Og i mange hjem kan man på skærme se de mennesker, der engang boede der, fortælle om deres liv og hverdag.

Fællesoplevelser og engagement

Vi er ikke bange for at bruge skærme, animationer og IT i det hele taget. Men det må aldrig blive et mål i formidlingen og tages kun i brug, når analoge metoder ikke slår til. Når vi bruger IT, skal det altid være i en form, man kan være sammen om, og aldrig noget, der individualiserer, eller som man ligeså godt kan lave hjemme ved sin egen computer.

Vi lægger også vægt på det engagerende. At man kan prøve kræfter med den lille trækfærge. At man i telefoncentralen anno 1927 kan ringe i telefoner, der har ledning. Eller at man kan prøve at skrive på maskine og forundres over, at den printer med det samme.

At ringe fra en drejeskivetelefon anno 1974 kræver en motorik, som kun de færrest børn og unge i dag besidder. Men sjovt er det.

Variation er vigtig

Vi ved, at mange gæster bliver trætte, når der bliver for meget af det samme. Derfor kan man fx først besøge bindingsværksbyen med billedskærer og købmandsgård, så automobilforhandleren 1927, så den moderne 70’er-gågade med Brodeributik og Pouls Radio, så elevatoren ned i den interaktive udstilling Aarhus Fortæller, så et kig i Smykkeskrinets hellige haller og til sidst Plakatmuseets vidunderlige lyse katedral.

Sommetider provokerer vi

Sommetider overrasker vi, og provokerer. Som når lærlingen får en på kassen af mester. Når den historiske boghandler sælger Lille Sorte Sambo. Når der er pornoblade i Bogcentralen. Når man må ryge i Jazzbar Bent J. Eller når man møder en hjemløs, der i en periode bor i en baggård.

Museum er også mad og drikke

Mad og drikke er også historiefortælling. Hybenkradser, smørrebrød, stjerneskud, kiksekage, gåsebryst og Aarhus-sæt (Ceres Top og Arnbitter). Det er salg, og det er service, men det er nok så meget historie og oplevelse.

Tarteletter og anden historisk mad er salg, og det er service, men det er nok så meget historie og oplevelse.

Skal ikke virke akademisk

Et museum er dog ikke kun udstillinger og formidling. Det er også et inviterende personale, der sørger for, at alle føler sig velkomne.

Det giver sig selv, at Den Gamle By virker på et videnskabeligt grundlag. Men vi gør alt, hvad vi kan, for at undgå, at museet kommer til at virke akademisk. Ja, vi synes ligefrem, det gerne må være morsomt at gå på museum, og vi tror, at bedreviden og pædagogiske pegefingre nemt kan spolere en god oplevelse.

Underholdning og læring

Den amerikanske kulturanalytiker Colleen Dilenschneider slår på at museer gerne må være underholdende, og hun pointerer, at det modsatte af underholdning ikke er læring, men at noget er kedeligt. Hendes datamateriale viser, at underholdningsværdi er det, der motiverer de besøgende og gør dem tilfredse, men det er læringsperspektivet, der retfærdiggør et besøg.

Dette indlæg er også bragt i netmediet Kulturmonitor 19. marts 2019.

Bedøm museerne på det, de leverer

Den 30. november 2018 af Thomas Bloch Ravn

Det er nu 20 måneder siden, at kulturminister Mette Bock lancerede sin ambition om en anderledes fordeling af statens tilskud til museer. Initiativet har skabt stor usikkerhed blandt museerne. For selvom vi er mange museer, der tjener langt de fleste af vore driftsmidler selv, kan vi på ingen måde gøre vores arbejde ordentligt uden den solide basis, som statens – og i øvrigt også kommunernes – tilskud udgør.

I sin lancering af planen i Berlingske Tidende 7. marts 2017 udtrykker kulturministeren ønsket om ”nogle mere objektive kriterier for støtte”. Samtidig ønsker ministeren at frigøre nogle midler – ”for i dag er der intet råderum til nye initiativer”. Andetsteds uddyber ministeren denne ambition til også at omfatte fjernelse af støtten fra de museer, der ikke gør deres arbejde ordentligt. I interviewet med Berlingske mener ministeren endvidere, at ”kulturstøtten bliver smurt for tyndt ud i dag” og hun pointerer: ”Hvis man forsøger at gøre alle glade hele tiden, risikerer man, at alle i stedet ender med at være lidt utilfredse”.

Når man i de forløbne måneder har lyttet på vandrørene, er signalerne imidlertid nogle helt andre. Nemlig at især en række af de store museer har grund til at være foruroligede. Museer som normalt betragtes som toppen, både hvad angår væsentlighed, kompetence og folkelig yndest.

Her tænkes der ikke på de store og overordentligt udgiftstunge museer, som er ejet af staten. For af uransagelige årsager holdes de udenfor. Nej, der tænkes alene på de såkaldt statsanerkendte museer, som er en broget flok, der rækker fra internationale profiler som Louisiana, Glyptoteket, Moesgård og Den Gamle By til lokale museer som Amagermuseet, Svendborg Museum og Try Museum.

”De bredeste skuldre skal bære de tungeste byrder”, forlyder det. Det er svært at forstå anderledes, end at de museer, der har mange gæster og entreindtægter, skal beskæres, så de museer, som kun få besøger, kan få yderligere midler fra staten. Tænk hvis man brugte samme model inden for sygehusområdet!

Når alt kommer til alt, tror jeg, de fleste vil erkende, at nogle museer klart skiller sig ud på grund af faglighed, folkelig opbakning og international opmærksomhed. Men det er ikke så let at sige højt her i Jantelovens hjemland. Det er måske derfor, der aldrig er nogen, der har lavet en model, så man rent faktisk kan se, hvilke museer, der skiller sig ud. Det skal medgives, at det heller ikke er så enkelt, og helt sikkert er det, at et forsøg herpå fører lige lukt ind på øretævernes holdeplads. Men derfor kan man jo godt gøre sig nogen tanker om, hvordan man kan hjælpe kulturministeren med at definere de ”objektive kriterier”, som hun har efterlyst.

Der bør laves en model, der baserer sig på kriterier, som er alsidige og lettilgængelige. Den bør være enkel og let at håndtere, idet man ellers kan frygte, at det hele vil sande til i detaljer, afbalanceringer, personlige præferencer, pression, regneark og bureaukrati.

Jeg vover her et øje ved at pege på fire målepunkter, som lever op til ovenstående:

Kulturstyrelsens kvalitetsvurderinger, som er 360 graders evalueringer af den samlede virksomhed, der udføres på de enkelte museer.
Museernes besøgstal – for hvis der ikke kommer gæster på museerne, hvad skal vi så med dem?
Museernes internationale anerkendelse, som man fx kan måle via deres rating i Lonely Planet og Guide Michelin.
Bedømmelser fra brugere – og her kan man vælger ratings hos TripAdvisor eller Google eller man kan vælge at spørge fire, otte eller ti personer med overblik og som repræsenterer både museer, skoleverdenen og turisme.

Hvis man forestiller sig, at hvert målepunkt kan give fx op til 10 point, så kan man tælle det hele sammen, og når man har gjort det, har man et hierarki over de vigtigste museer i Danmark.

Selvfølgelig kunne man inddrage andre og flere målepunkter i modellen. Fx antal besøgende skoleklasser, evne til at nå grupper, der aldrig eller kun sjældent besøger et museum, entréindtægt, gaver fra fonde og sponsorer, tilskud fra staten, tilskud fra kommuner, gennemslagskraft på sociale medier, antal unikke besøgende på hjemmeside, digital tilgængeliggørelse af museets samlinger, digitale skoletilbud, antal forskningspublikationer, samarbejde med universiteter, antal uddannede lærlinge – og sikkert også andet.

Hvis man tør vove sig ind på en mere kvalitativ boldgade, kunne man også se på fx evne til at gå nye veje; hvorvidt museerne påtager sig andre samfundsopgaver; samt museernes evne til at adressere tidens store spørgsmål.

Men jeg kan frygte, at modellen derved vil blive så tung at arbejde med, at der reelt ikke kommer til at ske noget. Og jeg vil vædde min gamle hat på, at resultatet ikke vil blive væsentligt anderledes, selvom man inddrager andre og flere målepunkter.

Frem til 2014 var der i museumsloven en særlig kategori til de nationale, kulturbærende museer, de såkaldte paragraf 16-museer, som ifølge lovteksten udførte ”en virksomhed af særlig betydning”.

Jeg vil gerne opfordre til, at man med inspiration herfra indfører en særlig kategori af museer med national og international betydning. En analyse af museerne på grundlag af de fire nævnte objektive målepunkter, kunne danne grundlag herfor.

Den kunne også udgøre det objektive grundlag for at fjerne statens støtte fra de museer, der ikke lever op til lovens krav, og dermed skabe det ønskede ”råderum til nye initiativer” – som fx at få nye, kvalificerede museer ind i varmen og måske også til at opgradere museer, der oplagt får for lidt.

Hvordan man kan gøre det, kom der et forslag til fra direktør Henrik Tvarnø fra A.P. Møller Fonden, der af ministeren var blevet bedt om at komme med et indlæg i debatten. Det skete på ministerens store museumsmøde i København 25. januar 2018. Henrik Tvarnø indledte med at mene, at vi har ”forbløffende gode museer i Danmark”. Dernæst foreslog han en model, hvor man hvert tredje år fjerner tilskuddet fra de fem museer, der performer svagest. Efter tre år har de så muligheden for atter at kvalificere sig. Akkurat på samme måde som man inden for sportens verden kan ryge ud af superligaen, og så komme tilbage igen, når man kan slå dem, der nu ligger i bunden. Og så sluttede Henrik Tvarnø i øvrigt sit indlæg med at mane til besindighed: Når det går så godt, som det gør i den danske museumsverden, så vær varsom med radikale ændringer.

Jeg tror, vi er mange museer, der drømmer om, at kulturminister og Folketing vil bedømme os på det, vi leverer. Naturligvis skal man sørge for, at der er adgang til attraktive museer over hele landet. Men på den anden side skal man – som kulturministeren også pointerer – være opmærksom på ikke at smøre smørret så bredt ud på brødet, at man ikke kan smage det nogen steder.

Denne tekst har været bragt som debatindlæg i Altinget 26. november 2018.

Museumsdirektørens Blog

En blog fra Den Gamle By

Kategoriarkiv: Meninger

VI HAR BRUG FOR ANAKRONISMER

Digitale devices kan ikke erstatte konkret kultur

Museer for folk – et led i demokratiseringen af Danmark

Hvad nu hvis Moesgaard og Den Gamle By må lukke?

Frilandsmuseerne – en demokratisk skandinavisk kulturmodel

Svømmer Den Gamle By i penge?

Mit Aarhus – med kærlig kritik

Helvegs historiske øretæve reddede museer fra at komme på museum

Bedreviden og pædagogiske pegefingre kan nemt spolere en god museumsoplevelse

Bedøm museerne på det, de leverer

Share this:

Share this:

Share this:

Share this:

Share this:

Share this:

Share this:

Share this:

Share this:

Share this: