Skal et museum være politisk korrekt?

I Den Gamle Bys Jazzbar Bent J er det tilladt at ryge, når baren er åben og der spilles musik. For de, der ikke har lokalkendskab, kan jeg oplyse, at Jazzbar Bent J indgår i Den Gamle Bys kvarter, der med fokus på året 1974 viser Danmark i 1960erne og 70erne. Jeg er selv ikke-ryger, og personligt hader jeg at være i røgfyldte lokaler. Men det må jeg leve med, for oplevelsen skal være troværdig for publikum.

I Den Gamle Bys Jazzbar Bent J viser vi et klassisk værtshusmiljø fra 1970erne. Og naturligvis må der ryges!

I Den Gamle Bys Jazzbar Bent J viser vi et klassisk værtshusmiljø fra 1970erne. Og naturligvis må der ryges!

Sådan er det imidlertid ikke alle, der har det. Det blev vi klar over, da Den Gamle By modtog en henvendelse fra en jazzelsker, der lider af astma og som derfor ikke kunne holde ud at være i lokaler, hvor der bliver røget. Den pågældende mente, at rygningen forhindrede ham i at høre god Jazz på Bent J. Jeg forklarede, hvorfor vi gør som vi gør, hvilket efter lidt skriven frem og tilbage førte til en officiel klage. Her fremførte klageren det synspunkt, at Den Gamle Bys politik på dette område måtte være er i strid med museets formidlingsopgave. Synspunktet baserede sig på den opfattelse, at aktiviteterne i et offentligt støttet museum skal være for hele befolkningen.

Nu er det slet ikke noget problem. Lovgivningen er 100 pct overholdt, fordi det såkaldte serveringsareal i Jazzbar Bent J er under de 40 kvm, som pr automatik forbyder rygning. Klagen er derfor også blevet afvist af den offentlige myndighed, hvortil den er stilet.

Dertil kommer, at Den Gamle Bys formål med at have genskabt Jazzbar Bent J ikke er, at publikum her skal kunne høre jazz. Nej, formålet er at genskabe et troværdigt miljø, der fortæller om 70ernes brune værtshuse, Bent J og jazzmiljøet omkring dette værtshus. Som bekendt er Den Gamle By et open-air museum, hvis særkende er, at publikum skal komme så tæt på en ægte historisk oplevelse som overhovedet muligt, herunder skal der være mulighed for at opleve med alle sanser, inklusive lugtesansen.

Sagen aktualiserer imidlertid spørgsmålet om, hvorvidt et museum skal være historisk korrekt eller politisk korrekt. Vi mener selvfølgelig, at et museum i videst muligt omfang skal være historisk korrekt.

I Bogcentralens afdeling ”Kun for voksne” er der blade med afklædte unge kvinder på forsiden. Skaberen af de butikskæden Bogcentralen, Jørgen Irmil, fortæller at billedpornoens frigivelse var det, der skabte forretningsgrundlaget for disse butikker. Det vil derfor være historisk forkert ikke at have blade af den type i butikken.

I Bogcentralens afdeling ”Kun for voksne” er der blade med afklædte unge kvinder på forsiden. Skaberen af de butikskæden Bogcentralen, Jørgen Irmil, fortæller at billedpornoens frigivelse var det, der skabte forretningsgrundlaget for disse butikker. Det vil derfor være historisk forkert ikke at have blade af den type i butikken.

Når vi i Den Gamle By har besøg af venner og kolleger fra udlandet, undrer en del sig over, at vi tillader, at snedkermesteren anno 1864 stikker lærlingen en på kassen. Endnu flere er chokerede over, at Bogcentralen fra 1974 sælger – eller skal forestille at sælge – blade med billeder af afklædte unge kvinder på forsiden. Nogle løfter øjenbrynene, fordi vi i boghandelen fra 1927 sælger børnebogen Lille Sorte Sambo. Og så er der altså dem, der undrer sig over rygningen i Jazzbar Bent J.

I dag ved vi, at man ikke længere må revse hverken børn eller tyende, vi ved at nøgenhed støder manges blufærdighed, at Lille Sorte Sambo tegner et vrangbillede af sorte afrikanere, og vi ved at det er forbudt at ryge på restauranter og på mange værtshuse.

Men som et historisk museum skal Den Gamle By jo vise verden og virkeligheden, som den var, og ikke som vi måtte ønske, den skulle have været.

Det tror jeg, er vigtigt at erkende i en tid, hvor nutiden rydder så effektivt op i fortiden, og hvor meget af det, vi ikke kan lide lige for øjeblikket, bliver fejet ind under gulvtæpper og gemt væk. I børnesangen Elefantens vuggevise er negerdrengen blevet erstattet af en kokosnød. Pippis far, der oprindelig var negerkonge, er nu blevet sydhavskonge. Det er ikke længere muligt at købe negerboller og negerkys. Lucky Luke har et strå i munden i stedet for en smøg. I Sverige er Tin-tin i Congo vistnok forbudt. For et par år siden undlod Nationalmuseet i København at udstille indianske skalpe i forbindelse med udstillingen Powwow – angiveligt af hensyn til indianernes ønske om at vise deres forfædre respekt. Og i Holland er det kæmpestore Rijksmuseum gået i gang med at fjerne udtryk, der tidligere var gængse, men som nu opfattes som krænkende, ligesom man igen diskuterer, om julemandens hjælper, Svarte Piet, er en racistisk tradition, der bør forbydes.

I Den Gamle Bys historiske boghandel kan man naturligvis købe børnebogen Lille Sorte Sambo, selvom den i dag betragtes som politisk ukorrekt.

I Den Gamle Bys historiske boghandel kan man naturligvis købe børnebogen Lille Sorte Sambo, selvom den i dag betragtes som politisk ukorrekt.

Museer har et særligt ansvar. De skal være troværdige og vise historien som den var. Det indebærer også, at de til enhver tid bør kæmpe imod tendenser i retning af styring og politisk korrekthed. Det må alene være den historiske korrekthed, der tæller. For faren er, at begynder man først i det små, så er skinnerne lagt til en større tur væk fra den troværdighed, der altid har været museernes særkende.

I Den Gamle By vedkender vi os verdens og historiens mangfoldighed – også de dele, vi eller andre ikke synes om. Det publikum, der benytter museet, skal kunne stole på, hvad de oplever, hvad de ser og hvad de får oplyst. For begynder man at retouchere, risikerer man at gøre verden mere endimensional og i sidste ende totalitær.

I nutiden skal den politiske korrekthed såmænd nok finde nye emner at tage fat på. Og når jeg er i det humør, spekulerer jeg på, hvornår mon det bliver forbudt at kalde nytårsskyts for kinesere, den dejlige julesmåkage med kanel, sukker og mandel for jødekage og den uskønne fisk, ulken, for en københavnertorsk? I Den Gamle By har vi under alle omstændigheder tænkt os at blive ved med det.

 

 

Den Gamle By frygter at blive spærret inde af fredningsforslag

I Den Gamle By arbejder vi med at bevare kultur, og personligt har jeg altid fundet det vigtigt også at bevare og beskytte Danmarks exceptionelle naturværdier. Fx Skagens gren, Råbjerg Mile, Stevns Klint og Vadehavet – og vi ser heller ikke nogen problemer i at også dele af Botanisk Have i Aarhus måtte blive fredet. Men vi undrer os over, at Dansk Naturfredningsforening nu har rejst forslag om fredning af hele Botanisk Have. Ikke blot stenbedet, aboretet og andre særlige steder, men også områder tæt på Den Gamle By, som ifølge fagfolk er uden fredningsværdi.

”Botanisk Have tættest på Den Gamle By har ingen væsentlig betydning som levested  for hverken dyr, svampe eller planter”, udtaler Naturhistorisk Museum.

”Botanisk Have tættest på Den Gamle By har ingen væsentlig betydning som levested
for hverken dyr, svampe eller planter”, udtaler Naturhistorisk Museum.

Også områder, der ikke er fredningsværdige, er med i forslaget

I Den Gamle By undrer vi os især over, at to områder er taget med i Dansk Naturfredningsforenings forslag. Det ene er den baggård, der ligger bag gartnerhuset på Eugen Warmings Vej. Det andet er det ret anonyme område, der strækker sig fra møllen på toppen af bakken og så ned til Ceres-krydset. I alt cirka fem procent af havens areal – og som ret beset ikke meget mere end en græsplæne og en håndfuld træer.

For hvis man freder sådanne områder, så vil det ikke blot være til skade for Den Gamle By og den halve million gæster, der årligt besøger museet, men så sandelig også for den troværdighed, der i almindelighed knytter sig til naturfredningssagen.

I Den Gamle By har vi ingen planer om at udvide på de nævnte områder, men man skal være opmærksom på, at en fredning kan forhindre al udvikling – selv til det bedre. For når sådan en græsplæne først er fredet, kan ingen demokratisk valgte organer gøre noget ved det – hverken byråd, region, folketing eller EU. Det er alene det særlige fredningsnævn, der kan træffe beslutninger på området.

Fare for at handicapvenlig indgang ikke kan blive til noget

De fleste ved, at det er vanskeligt for handicappede at besøge Den Gamle By. Det problem er vi nu på vej til at løse, idet museet med støtte fra A.P. Møller Fonden kan bygge en ny indgang på den del af Den Gamle Bys grund, der vender ned mod Ceres-krydset.

En sådan indgang vil gøre det muligt for kørestole, rollatorer og for folk, der bare ikke kan gå på brosten, at komme ind til de dele af Den Gamle By, hvor der er fortov og asfalt og flade brosten og hvor der er etableret flere elevatorer til udstillingerne. Dermed bliver der let adgang til de moderne kvarterer, Kunstkammeret, Aarhus Story, Købmandsgården, Legetøjsmuseet – kort sagt de dele af Den Gamle By, der i disse år har publikums store bevågenhed.

Men det fordrer, at der kan etableres stiforbindelser, og måske skal der ændres lidt på terrænet, og så skal der være plads til skure for handicapscootere og hvad der nu ellers hører til ved sådan en indgang til et stort museum. Bliver Danmarks Naturfredningsforenings fredningsforslag til virkelighed, er vi bange for, at denne vision ikke kan blive til noget.

Intelligent parkeringsløsning forhindres

Jeg tror også de fleste er bekendt med, at de alt for få parkeringspladser jævnligt skaber kaos til skade for beboerne på Eugen Warmings Vej og tilstødende gader og villaveje.

En ny indgang ved den del af museet, der vender ned mod Ceres-krydset, vil give let adgang til det store antal parkeringspladser, der i dag findes ved Scandinavian Center, og ikke mindst til de mange pladser, der er ved at blive etableret på Ceres-grunden. Vel at mærke parkeringspladser, som sjældent vil blive brugt i de weekends og ferie, hvor Den Gamle By har flest gæster og dermed det største parkeringsbehov.

En udnyttelse af disse muligheder er kun realistisk, hvis Den Gamle By får mulighed for at etablere den nye indgang ned mod Ceres-krydset. Vi frygter, at Danmarks Naturfredningsforenings fredningsforslag vil forhindre denne løsning – til skade for såvel Den Gamle By, museets mange gæster og for de hundredvis af beboere, der må leve med de umulige parkeringsforhold i området.

Denne grund ved gartnerhuset på Eugen Warmings Vej er også indstillet til fredning.

Denne grund ved gartnerhuset på Eugen Warmings Vej er også indstillet til fredning.

Områderne ved Den Gamle By rummer ingen uerstattelige naturhistoriske interesser

Den Gamle By har bedt Naturhistorisk Museum se på de to områder, og konklusionen fra museumsdirektør Bo Skaarup er klar: ”Botanisk Have tættest på den Gamle By har ingen væsentlig betydning som levested for hverken dyr, svampe eller planter”. Han konkluderer: ”Naturhistorisk Museum ser derfor ikke særlige eller uerstattelige naturhistoriske interesser, der berettiger en fredning af de arealer af Botanisk Have, der umiddelbart grænser op til Den Gamle By”.

Formålet er ikke fredning, men at stoppe Den Gamle By

Noget tyder på, at Danmarks Naturfredningsforening er enig i dette, idet det fremgår, at den primære begrundelse for fredningsforslaget er, at man ønsker at forhindre en eventuel videre udbygning af Den Gamle By, ligesom man også udtrykker bekymring for en videre udvikling omkring væksthusene.

Altså er formålet ikke at frede bevaringsværdigt natur, men at beskytte et grønt område mod andre interesser.

Det er helt legitimt at ville beskytte byens grønne åndehuller, og i Den Gamle By er vi enige i, at man skal beskytte Botanisk Have og i øvrigt sikre den såkaldte grønne kile, som har været en hovedhjørnesten i kommuneplaner så langt tilbage, jeg kan huske.

Vi forstår blot ikke, hvorfor man ikke som hidtil kan anvende planloven til formålet. At bruge den helt særlige danske naturfredningsmodel til at frede noget, der ret beset ikke er fredningsværdigt, er ikke troværdigt.

Aarhus Kommune anviste i 1998 forhaven som museets udviklingsområde 

Den Gamle Bys planlagte indgangsbygning ned mod Ceres-krydset er en del af den store donation, som Den Gamle By har modtaget fra A.P. Møller Fonden. Bygningen vil afslutte museets projekt med at skabe en slags ny gammel by, der viser livet i Danmark fra 1920rne over 1970erne og helt op til vor tid. Projektet er unikt på verdensplan og er den vigtigste årsag til, at Den Gamle By nu besøges af omkring en halv million gæster om året, heraf et meget stort antal aarhusianere.

Siden 1998 har Den Gamle By vidst, at museets udviklingsmuligheder ikke ligger inde i selve Botanisk Have, men på græsplænen, hvor der pt er byggeplads. Dengang meddelte daværende tekniske rådmand, Hans Schiøtt, at en fremtidig udvikling af Den Gamle By skulle ske i ”den del af anlægget, der strækker sig langs Viborgvej ned mod Ceres-krydset”. Det har vi ageret efter, og vi har haft en god dialog med kommunen og byrådspolitikerne herom.

Den Gamle By ønsker området fra møllen og til Ceres-krydset friholdt

I Den Gamle By har vi ikke nogen problemer med, at Danmarks Naturfredningsforening ønsker at frede de 95 pct af Botanisk Have, der ligger nord for museet. Men vi er bekymret over, at forslaget også omfatter de fem pct, der udgøres af arealet fra møllen og ned mod Ceres-krydset. For det er jo i området ned mod Ceres-krydset, museet skal have en ny indgang, så Den Gamle By bliver tilgængelig for handicappede, så der bliver adgang til parkeringspladser, så villaerne på Eugen Warmings Vej slipper for de mange parkerende museumsgæster, og så museet bliver en integreret del af den kulturakse, som er et af Aarhus’ stærkeste kort som turistby.

Den Gamle By håber, at det indsendte fredningsforslag må blive modificeret, så de ikke-fredningsværdige områder friholdes.

Bevaringen af denne grønne korridor er indskrevet i adskillige kommuneplaner og vil utvivlsomt også være en fremtidig prioriteringssag for Aarhus Kommune. Det bør være tilstrækkelig sikring af dette område.  For ingen kan seriøst argumentere for, at disse arealer har naturkvaliteter, der kan begrunde en fredning.

 

 

 

 

International eller bare noget, der kommer fra udlandet

Den nytiltrådte programdirektør for Aarhus 2017 ser det som en af sine primære opgaver at gøre det aarhusianske kulturhovedstadsprojekt mere internationalt. Men hvad vil det egentlig sige? Er det internationalt som Google og Coca-Cola, eller drejer det sig om interessant originalitet med lokalt udspring? Herom handler dette blogindlæg.

”Indtil nu har man naturligt nok kigget mest på de øvrige skandinaviske lande, men nu vil jeg ind og gøre projektet mere internationalt”, udtaler projektdirektør Juliana Engberg 3. maj i en portrætartikel i JP Aarhus.

Et ganske markant udsagn fra en person, der har været få uger i jobbet og fornylig er landet i Danmark.

Men international er jo et af tidens store buzzwords. Tænk blot på sammenstillinger som international kunst, internationale nyheder, international forskning, ja internationalt niveau – osv. Og prøv så at erstatte ordet international med national, regional eller – for at gøre den helt tydelig – lokal! Taler man om vigtighed, ligger international klart øverst i hierakiet, mens lokal ligger nederst. Det er fint at være international!

Men hvad vil det egentlig sige? Rent sprogligt betyder ordet mellemnationalt.  Altså noget der vedrører flere nationer, ligesom mellemkommunal er noget, der vedrører flere kommuner.

Skal jeg pege på noget, der indiskutabelt er internationalt, kommer jeg først og fremmest til at tænke på internationale firmaer som fx Heineken, der bryster sig af, at en Heineken øl smager ens, lige meget om du køber den i Amsterdam, Kuala Lumpur eller Sao Paolo. Eller jeg tænker på Google, Euro og American Express, der gør det lettere at agere og kommunikere som man plejer lige meget, hvor i verden man befinder sig. Eller for så vidt tænker jeg på Mac Donalds, Coca-Cola og Kellogg’s, der kan købes over hele verden.

En Heineken skal smage ens, lige meget, hvor du drikker den og derfor i egentlig forstand international. Det erfarede jeg under et nyligt besøg på Heineken Experience i Amsterdam.

En Heineken skal smage ens, lige meget, hvor du drikker den. Øllen er derfor i egentlig forstand international. Det erfarede jeg under et nyligt besøg på Heineken Experience i Amsterdam.

Inden for kulturverdenen regnes det for internationalt, når man får Tour de France til at køre en rundtur i egnen omkring Herning. Eller Madonna til at spille i Horsens. Eller får La Scala til at optræde i Aalborg. Altså noget, der ikke er afhængig af det sted, det foregår, og som, når det er foregået, næppe vil have sat sig synderlige spor. Akkurat som det også gælder for de blockbuster udstillinger, der turnerer rundt på verdens store museer.

Måske fokuseringen på det internationale er udtryk for en slags mindreværdskompleks på egen kulturs vegne – at man pr automatik regner noget fra udlandet for bedre og vigtigere end det, man selv har skabt. For ret beset viser det, at man kan hyre et international navn eller vise en international udstilling ikke noget om, hvad man selv formår. Nej, evnen til at hyre dem er vel, når alt kommer til alt, et spørgsmål om budget og om gode forbindelser.

At Madonna gav koncert i Horsens fortæller ikke ret meget om Horsens. Ud over, at byen har formået at skaffe den fornødne kapital til arrangementet.

At Madonna gav koncert i Horsens fortæller ikke ret meget om Horsens. Ud over, at byen har formået at skaffe den fornødne kapital til arrangementet.

Men det internationale har også en anden dimension. Her anskuer man det internationale som det, der har rod lokalt, og som vækker interesse uden for landets grænser – altså mellem nationer, internationalt i ordets egentlige betydning! Lad mig her i flæng nævne Aarhus Universitet, arkitekturen på Aarhus Rådhus og den betagende bygning til det nye Moesgård. Eller lad mig nævne Regnbuen og De 9 rum på Aros, Granhøj Dans’ dybt originale forestillinger, Den Gamle By som museumskoncept samt den erindringsformidling, som folk i Den Gamle By har udviklet til glæde for ældre, der er ramt af demens. Alt sammen noget, der ikke findes tilsvarende andre steder, og som har vakt – og vækker – interesse langt uden for landets grænser. Noget man skal flytte sig for at opleve.

 

Den Gamle Bys særlige tilbud til ældre, der er ramt af demens, har vist sig at vække stor international opmærksomhed og har indtil videre ført til tilsvarende tilbud i England og Sverige. Erindringsformidlingen gjorde i øvrigt stort indtryk på den jury, der tildelte Aarhus værtsskabet som kulturhovedstad 2017.

Den Gamle Bys særlige tilbud til ældre, der er ramt af demens, har vist sig at vække stor international opmærksomhed og har indtil videre ført til tilsvarende tilbud i England og Sverige. Erindringsformidlingen gjorde i øvrigt stort indtryk på den jury, der tildelte Aarhus værtsskabet som kulturhovedstad 2017.

År 1900 tog det franske dækfirma Michelin initiativ til en guide, som blev uddelt til alle, der købte en bil. Formålet var at få folk til at køre ud for at slide på dækkende, så der blev brug for at købe nye, og dernæst at skabe interesse for bilen som transportform. I 1930 introducerede Michelin systemet med stjerner, hvor tre stjerner betyder, at noget er ”værd at rejse efter”, to stjerner at det er ”en omvej værd” og en stjerne, at det pågældende sted er rigtig ”godt inden for sin kategori”.

Guide Michelin har siden været en nøgle, når man skal vurdere, hvad der har interesse ud over det snævert lokale. Og hvad siger Michelin så om Aarhus? Tja, der er kun et sted, som tildeles de maksimale tre stjerner, og det er Den Gamle By. Moesgård og Aros får hver to stjerner. Som by tildeler Michelin Aarhus to stjerner. Og restauranterne Frederikshøj, Gastromé og Substans får hver en stjerne. Alle sammen oplevelser, der er originale for Aarhus og derfor internationale i den forstand, at de har rod lokalt, men vækker opmærksomhed internationalt.

Når noget er internationalt, kan det således både være i den betydning, at det er ens over hele verden, eller det kan betyde, at noget er af interesse ud over landets grænser, selvom det har lokalt udspring.

Men ofte bruger man bare international som et lidt finere ord for noget – eller nogen – der kommer fra udlandet.

 

 

 

 

 

Kan man kassere og sælge museumsgenstande?

Engang imellem bør alle institutioner stoppe op og se på egen virksomhed. Også museerne. Er der for mange, som samler de samme typer genstande? Er det de rigtige ting, som man har samlet? Kunne nogle af dem i virkeligheden kasseres – eller måske sælges, sådan som det aktuelt er blevet foreslået fra politisk hold?

Tingene, genstandene, er på den ene side museernes rigdom og særkende. Men de er samtidig en klods om benet, fordi det er omkostningstungt at bevare de store samlinger. Det koster tid til registrering, det koster magasinplads og det koster konservering. De store samlinger binder en meget stor del af museernes ressourcer. Måske så mange, at det kan være svært for museerne at se fremad.

Kassation er relevant

Det er derfor fornuftigt at overveje en eller anden form for begrænsning af samlingernes størrelse, herunder kassation eller salg. I hvert fald på de kulturhistoriske museer, hvor der jo gemmes hundredvis af manglebrætter, Madam-blå kaffekander, pilespidser, stenøkser, stolpehuller – you name it! Hvor meget, man kan kassere, er svært at sige, men jeg tror ikke, det er småting.

Når – og hvis – man skrider til kassation eller salg, er der i hvert fald tre forhold, man skal være yderst opmærksom på.

Mange museumsgenstande er bevaret i tusindvis. Således fx barselspotter, der her ses på det Musæum, som Den Gamle By har indrettet i sit 1927-kvarter.

Mange museumsgenstande er bevaret i tusindvis. Således fx barselspotter, der her ses på det Musæum, som Den Gamle By har indrettet i sit 1927-kvarter.

Museer skal tænke langsigtet

For det første skal man være opmærksom på, at enhver tid er præget af et slags nutidshovmod. Man ser typisk sig selv og sin tid som udviklingens toppunkt, hvorfra vi kan overskue alt. Ikke desto mindre viser det sig alt for ofte, at eftertiden ville have gjort et og andet anderledes. Derfor skal museerne være varsomme med at kassere de genstande og værker, som andre museumsfolk tidligere har besluttet at indlemme i samlingen og dermed bevares til – i princippet – evig tid. Det kunne jo være, at en senere generation af museumsfolk vil bebrejde os i dag, at vi kasserede netop disse ting. Museerne er organisationer med et langsigtet virke, og det er vigtigt, at vi som museumsfolk betragter museernes samlinger som investeringer på langt sigt.

Når det er sagt, så skal det også siges, at enhver professionel institution med mellemrum må stoppe op et øjeblik, vende blikket indad og overveje, om man gør tingene på en måde, så man får mest ud af de ressourcer, der er til rådighed.

Hvis guldhornene havde eksisteret i dag havde de uden tvivl været Danmarks mest markante museumsgenstande. Og langt mere bevaringsværdige end de tusindvis af mere ordinære ting, som også findes i museernes samlinger.

Hvis guldhornene havde eksisteret i dag havde de uden tvivl været Danmarks mest markante museumsgenstande. Og langt mere bevaringsværdige end de tusindvis af mere ordinære ting, som også findes i museernes samlinger.

Alle museumsgenstande er ikke lige vigtige

Og her kommer jeg så til det andet vigtige forhold, nemlig at det er vigtigt, at man ikke betragter alle museumsgenstande som lige værdifulde, for det er de ikke! Det giver sig selv, at der er forskel på en stenøkse eller et manglebræt, som findes i tusindvis af eksemplarer rundt om på de danske museer, og så guldhornene, som uden diskussion ville være Danmarks mest bemærkelsesværdige og bevaringsværdige museumsgenstande, hvis de ikke var blevet stjålet og omsmeltet for mere end 200 år siden. På samme måde er der fortsat museumsgenstande, der er umistelige, mens andre måske er interessante, og andre igen må antages at miste interessen efter nogle år.

Salg må ikke blive en økonomisk gulerod for museerne

Når man så skrider til kassation er det vigtigt, at det sker på et museumsetisk forsvarligt grundlag. Og her er vi ved det tredje forhold. For et forsvarligt grundlag indebærer bl.a., at man får indarbejdet nogle dobbeltchecks, så man så vidt muligt undgår, at senere generationer vil bebrejde nutiden, at vi handlede kortsigtet. Dernæst mener jeg, at det er afgørende vigtigt, at man undgår, at enkelte museer kan tjene penge ved at sælge ud af samlingen. I stedet man måske forestille sig, at pengene fra museumsgenstande, som man har valgt at sælge, går i en fællespulje, så det ikke bliver muligt for økonomisk trængte museer at dække et underskud ved at sælge ud af samlingerne. Hvorom alt er, skal man for enhver pris undgå, at salg af museumsgenstande kan blive en økonomisk anspore for enkelte museer.

Da Den Gamle By iværksatte det store projekt med at skabe et 1974-kvarter, definerede vi, hvad vi var interesseret i og gik målrettet efter det. Således har vi indsamlet genstande til et kollektiv, hvorfra man her ser en række af typiske 1970'er sko.

Da Den Gamle By iværksatte det store projekt med at skabe et 1974-kvarter, definerede vi, hvad vi var interesseret i og gik målrettet efter det. Således har vi indsamlet genstande til et kollektiv, hvorfra man her ser en række af typiske 1970’er sko.

Indsamling kan begrænses og målrettes

Et punkt, hvor det imidlertid er helt uproblematisk at gøre noget alvorligt ved sagen, er museernes indsamling. I Den Gamle By siger vi i dag nej tak til 98% af de ting, vi får tilbudt, enten fordi museet i forvejen er velforsynet, eller fordi det tilbudte ikke passer ind i museets profil. Vi er lykkelige for at få tilbudt tingene, og bestræber os altid på at forklare folk, hvorfor vi ikke kan sige ja tak.

Men på et område samler vi stort ind. Nemlig med henblik på at kunne genskabe de to moderne bykvarterer, der dækker tiden fra midten af 1900-årene til i dag. Konkret opbygger vi to kvarterer, et der viser et snapshot af Danmark i 1974 med både det nye og det gamle, der fandtes dengang. Og et kvarter, der vil vise et snapshot af 2014.  Vi gør det sådan, at vi på forhånd undersøger, hvad der var karakteristiske for disse perioder, og så går vi målrettet efter det og kun det.

Derved slipper for de mange genstande på magasin, som er så lammende for museernes handlekraft. Og handlekraften er vigtig, hvis vil skal sikre, at vore børn og børnebørn kan opleve museer med et bredt udsnit af vor egen tids historie.

”Ikke alt, der tæller, kan tælles”

 

Det udsagn tænker jeg ofte på, når talen falder på, hvordan man måler betydning, succes og relevans på museumsområdet og inden for kulturlivet i bredere forstand.

Først på året deltog jeg i en debat med kulturknuseren Lasse Marker, som for nogle måneder siden udgav bogen ”Seks grunde til at der ikke sker en skid i dansk kulturliv”. Her argumenterer han bl.a. for, at kulturen skal kunne tælles og måles, så oplysningerne kan sættes ind i regneark og sammenlignes, så man – dvs dem, der bevilger penge – har et seriøst grundlag for at beslutte, hvem der skal have de offentlige tilskud. Lasse Marker er uddannet cand.scient.pol. og dermed en af de såkaldte djøf’ere, der gennem de seneste år har haft held til at sætte dagsordenen for, hvordan man måler kvalitet inden for mange forskellige områder. Diskussionen med Lasse Marker gav mig anledning til disse overvejelser.

Naturligvis er der ikke noget galt i at kvantificere resultater. Problemet er, at de ting, der kan kvantificeres, jo kun delvist afspejler virkeligheden. Der er simpelthen en del, der ikke kommer med, og en del af dette kan være overordentligt væsentligt.

At Den Gamle By tiltrækker mange besøgende er en kvalitet, der kan opgøres i tal. Men museet er meget mere end det, der kan gøres op i tal.

At Den Gamle By tiltrækker mange besøgende er en kvalitet, der kan opgøres i tal. Men museet er meget mere end det.

Den Gamle By i tal

Lad mig illustrere det med nogle oplysninger fra Den Gamle By, som jeg kender bedst til. Den Gamle By havde i 2014 499.207 besøgende. Året før var tallet 480.270. Museets samlede omsætning var i 2013, som er det senest opgjorte regnskabsår, 125 mio kr. Heraf var de 31 mio offentlige tilskud, 43 mio var projektmidler (primært fra fonde) og så tjente vi selv 51 mio kr. Det kan også nævnes, at Den Gamle Bys personale i 2013 stod bag 24 bøger og artikler samt 71 blogindlæg. Og man kunne supplere med antallet af permanente udstillinger, særudstillinger, antallet af indlemmede genstande, afholdte foredrag, besøgende på hjemmesiden, generel besøgstilfredshed, likes på facebook osv osv.

Den Gamle By rummer en skønhed, som kan være vanskelig at kvantificere og sætte ind i regneark.

Den Gamle By rummer en skønhed, som kan være vanskelig at kvantificere og sætte ind i regneark.

Virkeligheden er større og mere, end tallene viser

Men Den Gamle By er jo mere end det, de tal udtrykker. For virkeligheden er større og mere end tal. Man kan jo heller ikke reducere værdien af en nyudsprunget bøgeskov i maj til antal rummeter træ, der kan sælges. Eller en solskinsdag til så og så meget solenergi, der kan sendes ud til el-forbrugerne.

Den Gamle By er også skønhed og glæde, eftertanke og inspiration. Den Gamle By er med til at give forankring og sammenhængskraft. Dertil kommer, at Den Gamle By er med til at finde nye veje for, hvad det vil sige at være museum. Lad mig her nævne to ting, som stort set ikke batter noget i kvantitativ sammenhæng, men som har været med til at flytte den måde, man kan være museum på. Begge eksempler vedrører vores arbejde som et inkluderende museum.

Den særlige erindringsformidling for ældre, der er ramt af demens, har for mange museer i Danmark og Europa været med til at udvide rammerne for, hvad et museum kan.

Den Gamle Bys erindringsformidling for ældre, der er ramt af demens, har for mange museer i Danmark og Europa været med til at udvide rammerne for, hvad et museum kan.

Hvordan måler man værdien af erindringsformidling for demente ældre?

Her har vi i godt 10 år arbejdet med en særlig erindringsformidling for ældre, der er ramt af demens. Denne aktivitet benyttes af ca 1000 deltagere om året. Det batter ikke ret meget i forhold til den halve million, som i øvrigt besøger museet. Men vores initiativ har haft stor betydning for de demente, der har besøgt museets erindringslejlighed – og derigennem fået lidt lys i en ellers trist tilværelse. Initiativet har også betydning i og med, at Den Gamle By medvirker til at uddanne SOSU-assistenter i både Aarhus og Silkeborg. Og så har vores initiativ virket som inspirationskilde for museer og andre over hele Europa.

Hvordan måler man værdien af en hjemløs på museum?

Som det andet eksempel vil jeg nævne, at Den Gamle By i tre måneder i efteråret 2012 inviterede en hjemløs til at bo i en baggård på museet. Den Gamle By er bl.a. et museum om hjemmets historie, så da den hjemløse selv henvendte sig og foreslog, at vi også skulle vise, hvordan det er at være hjemløs, fandt vi ideen helt oplagt. Han flyttede ind i tre måneder, og i den tid kunne museets gæster kigge ind til ham og få en snak. Vi oplevede, at mange mennesker, som næppe ville besøge en hjemløs, som de mødte ”ude i virkeligheden”, her fik en oplevelse og en indsigt, som de ellers aldrig ville have fået. Museer over hele Europa har været interesseret i at høre om Den Gamle Bys erfaringer fra dette projekt, og det har givet Den Gamle By en profil som et museum, der går nye veje med henblik på at fortælle væsentlige historier og være til nytte.

Den hjemløse Ulrik Szkobel, som boede i Den Gamle By i efteråret 2012, fik besøg af mange, der ellers aldrig ville være faldet i snak med en hjemløs "ude i virkeligheden".

Den hjemløse Ulrik Szkobel, som boede i Den Gamle By i efteråret 2012, fik besøg af mange, der ellers aldrig ville være faldet i snak med en hjemløs “ude i virkeligheden”.

Ikke alt, der kan tælles, tæller

Ingen af disse to projekter kan reduceres til tal, der kan sættes ind i regneark. Og hvis de kunne, ville de ikke batte ret meget. Men begge projekterne er væsentligt, fordi de er med til at sætte et andet og anderledes spot på problemer og forhold i samfundet, og fordi de er med til at udvide grænserne for, hvad man kan bruge et museum til.

Så fint nok at besøgstal, omsætning osv kvantificeres. Det ser jeg overhovedet ingen problemer i. Men jeg ser et stort problem, hvis man mener, at sådanne målinger i sig selv er tilstrækkelige og bør være styrende for hvordan man agerer – bl.a. med hensyn til tildeling af offentlige midler.

Til slut tilbage til citatet i overskriften til dette indlæg. Citatet lyder i sin helhed: ”Ikke alt, der tæller, kan tælles. Og ikke alt, der kan tælles, tæller”. Eller: ”Not everything, that counts, can be counted. And not everything, that can be counted, counts”. Citat Albert Einstein.

 

Hvornår var de gode gamle dage?

Jeg bliver ofte spurgt om de gode gamle dage. Findes de, hvornår var de og hvorhenne? Og hvordan var de?

For mig er svaret indlysende. Selvfølgelig findes de. For de gode gamle dage var dengang, der altid var sne om vinteren, solen skinnede hele sommeren, og badevandet var dejligt varmt, min farmors rutebil-kager var de bedste i verden og man kunne somme tider være heldig at få to røde sodavander, når der var fødselsdag.

Her taler vi om mine gode gamle dage, hvis nogen ellers skulle være i tvivl. Det vil sige min barndom i Viborg i sidste halvdel af 1950erne og begyndelsen af 60erne. Altså min personlige mentale rekonstruktion af min egen barndom. Akkurat som de fleste har deres egne, private gode gamle dage.

Tæv i skolen og angst for at miste mine forældre og andet ubehageligt hører ligesom ikke med i det billede. Den type erindringer ligger gemt i et andet hjernerum.

Hæver man sig op over det personlige, til historien som sådan, er det noget mere komplekst. Og svaret på, om de gode gamle dage findes i historien, er et klart både/og. For selvfølgelig var der noget, der var bedre, og der var noget, der var ringere.

En kvinde sidder og syr ved sterinlys. Hvor hyggeligt, vil mange mene. Ja nok. Men så sandelig også skadeligt for øjnene.

En kvinde sidder og strikker ved sterinlys. Hvor hyggeligt, vil mange mene. Ja nok. Men så sandelig også skadeligt for øjnene. Og den evindelige træk langs gulvet og fra vinduet var heller ikke nogen fornøjelse.

Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at mange mennesker i dag vil kunne finde en form for tryghed i en tid, hvor skomageren blev ved sin læst og alle havde deres klart definerede daglige dont. Det gælder ikke mindst de uhyggeligt mange, der i dag er ramt af alvorlig stress, og det gælder de mange, der er ensomme, eller hvis tilværelse forekommer uoverskuelig.

På den anden side er jeg også overbevist om, at de færreste vil ønske sig tilbage til en tid, hvor man en stor del af året frøs i de dårligt opvarmede huse, hvor de fleste voksne havde ondt af gigt, hvor mange aldrig blev rigtig mætte, ja en del sultede ligefrem, hvor maden sjældent var særlig indbydende, arbejdet var slidsomt, og hvor børnedødeligheden var uhyggelig høj.

Børnearbejde, skældud og sommetider tæv er en del af "gamle dage", som ofte overses.

Børnearbejde, skældud og sommetider tæv er en del af “gamle dage”, som ofte overses.

Ser vi på nutidens fortolkninger af historien, så er der mange, der synes, at Den Gamle By er et åh så hyggeligt billede af de gode gamle dage. Og det er på mange måder også sandt. Museet opstod for godt 100 år siden med det formål at vise den borgerlige kulturs udvikling, og bymiljøet er pittoresk, bindingsværket smukt og boliger og værksteder maleriske.

Men har man de rette briller på, er der også en bagside af medaljen. Når man ser nærmere efter, er det nemlig tydeligt, at der det meste af året var ubehagelig koldt i de dårligt opvarmede køkkener og stuer, og at arbejdet måtte være slidsomt. Men det skal medgives, at denne side af historien let overskygges af det smukke og pittoreske.

Den lille pige arbejder, mens den fordrukne far sover rusen ud.

Den lille pige arbejder, mens den fordrukne far sover rusen ud.

Den del af virkeligheden har vi de senere år arbejdet med at gøre mere synlig. I den ældre del, der viser 1800-tallet, møder man fx en fattig lille pige med sine svovlstikker, mens den fordrukne far sover rusen ud på slagbænken. Hos glarmesteren er lærlingens seng placeret lige under arbejdsbordet og fyldt med glassplinter fra dagens arbejde. Hos snedkeren sover lærlingen i samme seng som svenden i et utæt lokale med frostgrader i de kolde vinternætter. Mester stikker fra tid til anden lærlingen en ordentlig en på kassen, og skal man på ”det lille hus”, så foregår det i baggården i et skur, hvor det er frostvejr om vinteren og ubehageligt stinkende om sommeren – og hvor man ofte må vente udenfor på at ovetage pladsen, også i regn og sne.

Ventetid foran et baggårdslokum indgår ikke i vores billede af de gode gamle dage.

Ventetid foran et baggårdslokum indgår ikke i vores billede af de gode gamle dage.

Ikke desto mindre er der mange, der synes, at Den Gamle By er noget så hyggelig. At det er sådan, har grundlæggende nok at gøre med, at vi ser verden gennem vores egne briller, som er præget af egen samtid, erindringer og forventninger.

Det kan da også nemt være, at det er derfor, jeg personligt er så glad, hver gang, jeg besøger Isenkræmmeren, Schous Sæbehus og ikke mindst Telefoncentralen, som minder mig om den telefoncentral, som min farmor passede i mange år – og som næsten får mine tænder til at løbe i vand.

Som museumsmenneske er det en grundlæggende erkendelse, at museum først og fremmest er noget, der foregår inde i hovedet på os selv som besøgende. Nok kan vi som museumsfolk forsøge at forme og lægge en museumsoplevelse til rette, men vores indsats kan næppe konkurrere med folks egen forforståelse.

 

Skal vi satse på events eller institutioner?

At bygge en helt ny Den Gamle By, sådan som vi gør for øjeblikket med de moderne bykvarterer, koster cirka lige så meget som det melodi grand prix, DR afholdt i foråret.  I omegnen af 330 mio kr. Nogenlunde det samme beløb, som kunstmuseet Aros kostede for 10 år siden, og som bygningen til det nye Moesgaard Museum.

Afholdelsen af Melodi Grand Prix i København 2014 siges at have kostet i omegnen af 330 mio kr. For samme pris kan Den Gamle By lave et helt nyt museum, der fortæller om den nyere Danmarkshistorie.

Afholdelsen af Melodi Grand Prix i København 2014 siges at have kostet i omegnen af 330 mio kr. For samme pris kan Den Gamle By lave et helt nyt museum, der fortæller om den nyere Danmarkshistorie.

Korte glimt eller holdbarhed

Melodi grand prix og andre store events minder mig om de raketter, vi fyrer af nytårsaften. Man skal være meget opmærksom, hvis man skal nå at se dem, og bagefter er der ikke noget tilbage – kun oprydningen. Omvendt med et nyt museum, det har en helt anderledes holdbarhed og langsigtet værdi. Det er da tankevækkende og giver mig anledning til funderinger over, hvad det er, der virkelig batter inden for oplevelsessektoren.

I efteråret 2014 åbnede Moesgaard Museum, og Aarhus har nu tre museer på internationalt topplan.

I efteråret 2014 åbnede Moesgaard Museum, og Aarhus har nu tre museer på internationalt topplan.

Tre museer, der sætter Aarhus på verdenskortet

Med det nyåbnede Moesgaard har Aarhus fået endnu et museum i verdensklasse. Det tredje i rækken. For ti år siden åbnede Aros, som i 2011 med Olafur Eliassons regnbue på toppen kom op i en helt ny liga. Og så har vi gentænkt og fornyet Gamle By, hvilket utvivlsomt vil konsolidere museets internationale topvurdering i bl.a. Guide Michelin. Udviklingen fortsætter i de kommende år, hvor Moesgaard har planer om spændende særudstillinger, Aros har lanceret en ny stor vision, og i Den Gamle By har vi netop skaffet den nødvendige finansiering, så museet frem mod 2020 kan føre historien helt op til 2014, hvilket ingen i verden har gjort før.

Aros er med sin regnbue på taget blevet en vigtig del af Aarhus’ skyline og et ikon for byen.

Aros er med sin regnbue på taget blevet en vigtig del af Aarhus’ skyline og et ikon for byen.

Museerne støtter hinanden

I mange år følte vi i Den Gamle By, at vi var de eneste, der for alvor trak besøgende til Aarhus. Sådan er det heldigvis ikke mere.  Da Aros åbnede i 2004 var der en vis frygt for, at dette nye kunstmuseum ville tage besøgende fra Den Gamle By. Men det er rent faktisk gået stik modsat, idet Den Gamle By har haft sine bedste år overhovedet, siden Aros slog dørene op for publikum. Der er for mig ingen tvivl om, at denne attraktivitet vil øges yderligere med det nye Moesgaard, som rummer en langt højere fortællekvalitet end normalt for arkæologiske museer.

Vist vil de tre museer komme til at konkurrere med hinanden. Akkurat som Eiffeltårnet, Triumfbuen og Louvre konkurrerer med hinanden i Paris – uden sammenligning i øvrigt. Men først og fremmest støtter vi hinanden. Aros, Moesgaard og Den Gamle By er lykkeligvis meget forskellige, og vi er alle tre – hver især, og især tilsammen – vigtige faktorer i at sætte Aarhus på verdenskortet og tiltrække folk langvejsfra.

Med 1974-kvarteret har Den Gamle By konsolideret sine tre stjerner i Guide Michelin og sin topplacering som international seværdighed.

Med 1974-kvarteret har Den Gamle By konsolideret sine tre stjerner i Guide Michelin og sin topplacering som international seværdighed.

Vigtige for de andre kulturelle tilbud

Når det først er lykkedes at tiltrække de mange besøgende udefra, viser Aarhus sig fra sin allerbedste side med et væld af andre kulturelle tilbud. Museer, teatre, dansescener, udstillingssteder, opera, symfoniorkester og koncertsteder, som giver byen puls og oplevelser. Dertil forskellige events og en underskov af skæve ideer og tilbud, som opstår i laget af unge, kreative mennesker, som byen er beriget med.

I 2013 gæstede Tall Ships Race Aarhus, i 2014 var det Esbjerg og i 2015 er Aalborg vært. Skibene kommer på besøg og kort tid efter sejler de videre til næste destination.

I 2013 gæstede Tall Ships Race Aarhus. I 2014 var det Esbjerg, og i 2015 er Aalborg vært. Skibene kommer på besøg og kort tid efter sejler de videre til næste destination.

Forankring og varighed frem for nytårsraketter

Kultur og oplevelser er vigtige for en by, der som Aarhus er stærkt på vej ind i fremtiden.

Men kultur er ikke bare kultur. Kultur kan have rod og hjemsted, eller det kan være noget, man bare køber for penge. Kultur kan have varighed og holdbarhed eller blot være et kort lysglimt.

Det er min erfaring, at det, der virkelig batter, er det, der har forankring og varighed, frem for events, der som nytårsraketter er væk før man rigtig lægger mærke til dem.

Events med gamle rock-navne, store træskibe eller sportsfolk på topniveau er primært for folk i byen, mens konstante kulturtilbud som fx Aarhus’ tre store museer nok er mødesteder for byens befolkning, men dertil også er afgørende faktorer i at give byen profil og attraktionskraft.

 

Tingsmuseer og historiemuseer

For et par år siden sad jeg på en fortovscafé i Bloomsbury i London og lod tankerne flyve. Jeg havde været rundt på mange museer i mange lande for at samle inspiration til det, der skulle blive til Aarhus Story, der åbner i Den Gamle By i 2017 som en ny type byhistorisk udstilling.

 

Mens jeg nød kaffen, gjorde jeg dette notat i min lommebog: ”Efter at have set hundreder af museer, store og små, enkle og ekstravagante, lokale og internationale, så står det stadig klarere for mig, at der går en markant skillelinje mellem de museer, der udstiller ting, og så de museer, der fortæller historier. Begge typer har så absolut deres berettigelse, men jeg – og tilsyneladende også mange andre – foretrækker afgjort historiemuseerne frem for tingsmuseerne”.

 

Forud for notatet var gået et par måneder med intens museumsrejse med besøg på MAS – Museum an de Stroom i Antwerpen, Bokrijk ved Genk, STAm i Gent, Huiz de Alijn i Gent, DDR-Museum i Berlin, Story of Berlin, Deutsches Historisches Museum i Berlin, Altes Museum, Neues Museum, Bode Museum, Pergamon Museum, Pergamon Panorama – alle på Museumsinsel i Berlin, samt Museum of Liverpool, International Slavery Museum, Merseyside Maritime Museum, The Beatles Story, Museum of London, War Rooms & Churchill Museum, British Music Experience, Natural History Museum, V & A, Imperial War Museum og British Museum. Og jo flere museer, jeg besøgte, des klarere stod sondringen for mig.

 

I Berlin tegner billedet sig ekstra tydeligt med markant forskel på de store tingsmuseer på Museumsinsel på den ene side og så det interaktive og fortællende DDR Museum på den anden.

 

Busten af dronning Nefertiti er uden tvivl hovedstykket på Neues Museum på Museumsinsel.

Busten af dronning Nefertiti er uden tvivl hovedstykket på Neues Museum på Museumsinsel.

Muserne på Museumsinsel rummer fornemme samlinger, og alle museerne er gennem de senere år renoveret for milliarder. Arkitekturen er betagende og hele det enestående museumskompleks har en ganske særlig stedets ånd. Personligt blev jeg fascineret af ikoniske genstande som fx Pergamon alteret på Pergamon Museum og den egyptiske dronning Nefertiti på Neues Museum. Genstande med en stærk historie og fascinationskraft.

På Bode Museum kan man nemt køre træt i de enorme samlinger,  der er udstillet. Tilsvarende gælder også Neues Museum og Altes Museum, hvor jeg ofte var alene i de store sale med montre efter montre.

På Bode Museum kan man nemt køre træt i de enorme samlinger, der er udstillet. Tilsvarende gælder også Neues Museum og Altes Museum, hvor jeg ofte var alene i de store sale med montre efter montre.

Men skal jeg være helt ærlig, så løb jeg hurtigt sur i de forskellige museers enorme samlinger af genstande. Den ene sal efter den anden, den ene montre efter den anden. Utvivlsomt fine genstande, unikke og velresearchede. Men hold op, hvor var det ensformigt og kedeligt, og jeg havde ikke nogen fornemmelse af, at museumsfolkene havde gjort sig tanker om, hvordan deres samlinger kunne gøres relevante og interessante for den almindelige besøgende. På både Bode Museum, Neues Museum og Altes Museum var jeg den eneste besøgende i adskillige af de store og meget stille sale, så det var nok ikke kun mig, der havde det sådan.

 

På DDR-Museum myldrer det med mennesker, der går på opdagelse i en klart defineret historie, som føles vedkommende for ganske mange mennesker.

På DDR-Museum myldrer det med mennesker, der går på opdagelse i en klart defineret historie, som føles vedkommende for ganske mange mennesker.

Anderledes med DDR Museum, som ligger under jorden i nogle lavloftede, beklumrede lokaler. Arkitekturen er mildt sagt ikke spektakulær, men historien, som museet fortæller, er åbenbart så stærk, at lokalerne konstant er fyldt af et engageret, snakkende og begejstret publikum. De enkeltgenstande, der er udstillet, er hverdagsgenstande fra en tid, som mange eller måske de fleste har en relation til. Typiske DDR-varer, legetøj, ugeprogram fra Børnehaven og tøj fra DDR-perioden. Der er et rum, hvor man kan hvile ryggen og se filmklip fra militærparader, byggeri af nye boliger og andre hverdagsbilleder fra DDR. Og der er tableauer, som fx en stue med TV, et køkken, et afhøringsrum, partibossens skrivebord og en Trabant, som de besøgende kan sætte sig ind i. Interaktivitet er i det hele taget et nøgleord, og ved udstillingen af enkeltgenstande skal man som besøgende kigge i skuffer eller lukke skabe op. Der er altid noget, man som besøgende skal foretage sig.

 

De besøgende er sammen, diskuterer og morer sig mens de åbner og skuffer og skabe for at se, hvad der gemmer sig af genstande og historier.

De besøgende er sammen, diskuterer og morer sig mens de åbner og skuffer og skabe for at se, hvad der gemmer sig af genstande og historier.

Det er klart, at DDR Museum har den fordel, at museet fortæller en nærværende historie, hvilket jo ikke er tilfældet med de store museer på Museumsinsel, hvis primære fokus ligger på oldtid og middelalder. Dertil kommer, at det som besøgende kan være svært at forstå, hvorfor de forskellige genstandssamlinger er placeret på et museum og ikke på et andet. På mig virker det som om, det er tilfældigheder og ikke ønsket om at fortælle en bestemt historie, der har været styrende. På DDR Museum er man aldrig i tvivl om, hvilken historie, der fortælles, og man er heller ikke i tvivl om, at museet har en ambition om, at denne historie skal kunne forstås også af det brede publikum.

 

 

DDR Museum fokuserer på en klart defineret historie, og der er både tableauer, enkeltgenstande og masse af hands-on.

DDR Museum fokuserer på en klart defineret historie, og der er både tableauer, enkeltgenstande og masse af hands-on.

Fondene støtter kulturlivet, de styrer det ikke!

På det seneste har både TV 2 og DRs P1 problematiseret fondenes rolle i kulturlivet. Journalisternes udtalte forhåndsopfattelse har været, at det er fondene, der styrer kulturen i Danmark, og at fondenes støtte betyder, at stat og kommuner efterfølgende kommer til at hænge på store driftomkostninger.

Det er efter min opfattelse en alt for firkantet måde at se tingene på.

Det er korrekt, at megen kultur i høj grad finansieres via fonde. Men det er ikke korrekt, at fondene har taget magten, som det redaktionelt postuleres i Kulturen på News og senest i DRs Kulturknuserne.

Jeg har nu igennem mange år samarbejdet med en lang række fonde, store som små, nationale såvel som lokale. Og jeg har aldrig – jeg gentager: aldrig – oplevet, at fondene stiller krav om indflydelse.

Det er klart, at det i sidste instans er fondenes bestyrelser, der beslutter om de ønsker at støtte en nybygning, et forskningsprojekt, en udstilling, et teaterstykke, en ballet, en istandsættelse af en nedslidt kulturbygning eller opgradering af et museums forældede alarmsystemer. Men når pengene først er givet, har jeg aldrig oplevet, at fondene stiller krav om indflydelse ud over, at man naturligt nok forventer, at den udførende kulturinstitution gør det, den har skrevet i ansøgningen, at man gør det inden for rammerne af det opstillede budget og inden for den tidsramme, der er oplyst.

En anden ting er, at mange af de projekter, som modtager fondsstøtte aldrig ville være blevet til noget, hvis ikke fondene havde bakket op. Og at staten eller kommunen har sagt nej, er bestemt ikke ensbetydende med, at projektet er irrelevant!

Lad mig illustrere det med det museum, jeg selv har stået i spidsen for de seneste godt 18 år, nemlig Den Gamle By. Jeg tror mange vil medgive, at Den Gamle By i mange år ikke udviklede sig kvalitativt indtil for nogle år siden, hvor vi bl.a. søsatte et projekt med at lave moderne bykvarterer, som viser Danmarkshistorien helt op til året 1974. Projektet med de moderne bykvarterer er unikt på verdensplan, og det er blevet en helt overvældende publikumssucces. Men det er i denne sammenhæng en interessant pointe, at projektet aldrig ville være blevet til noget, hvis vi skulle have ventet på offentlig støtte. Det skete kun i kraft af substantielle fondsdonationer. Rent faktisk gik den statslige Kulturarvsstyrelse voldsomt imod vores projekt – ingen kunne rigtig forstå hvorfor, men det gjorde de altså! Se blogindlæg herom.

Lykkeligvis kunne A.P. Møller Fonden se vigtigheden af også at bevare og formidle Danmarks nyere historie (se blogindlæg herom), og lykkeligvis var der politikere i både Folketing og Byråd, som kunne se fornuften i, at også et museum skal følge med tiden. Så A.P. Møller Fonden donerede de 161 mio kr, der skulle til at realisere projektet, og politikerne gjorde det, det offentlige skal, nemlig styrkede tilskuddet til museets basisdrift, så maskinen er smurt og vi formår at gennemføre det store projekt. I forhold til fondsmidlerne er de offentlige kroner forholdsvis få, og en revisor vil hurtigt kunne regne ud, at museets forøgede omsætning giver langt flere penge tilbage i skattekroner, end man skyder ind. Og så kan alle jo være glade!

Situationen er nu, at fondsdonationerne til projektet i kombination med det offentliges forøgelse af museets basistilskud har betydet et markant øget besøgstal, en enorm publikumstilfredshed – og ikke mindst en betydelig forøgelse af museets egenindtjening, som gør det muligt også at løfte Den Gamle Bys forsknings-, indsamlings-, registrerings- og bevaringsopgaver ganske betragteligt. Og der er her vel at mærke tale om opgaver, som man normalt regner med skal finansieres af offentlige midler, men som alt for ofte ikke bliver det. Det kan vi nu til en vis grad selv finansiere, fordi fondsstøtte har øget museets samlede driftgrundlag.

I Den Gamle By siger vi, at vi ikke laver museum for at tjene penge. Nej, vi tjener penge for at lave et stadig bedre museum. Det hjælper fondene os med. Og det er vi taknemmelige for!

 

MOMA, SMK, HEART, SNYK, MAS og MIAT! – mon folk faktisk ved, hvad der gemmer sig bag disse navne?

Mange institutioner og virksomheder har fået navne på engelsk eller noget, der ligner. Andre forkorter navnet til en masse store bogstaver. Personligt er jeg glad for, at Den Gamle By slet og ret hedder Den Gamle By.

For nogle år siden blev det foreslået, at vi skulle kassere det lidt gammeldags navn Den Gamle By til fordel for det kortere DGB. Fordelen var, fik jeg at vide, at sådan gjorde de museer, der var smarte og moderne, og så var det fikst at sætte sammen med navnene på museets forskellige afdelinger – fx DGB Event, Klub DGB osv.

Både navn og design fortæller, at Den Gamle By er et museum, der handler om by og byliv.

Som med alle andre ideer, var der anledning til at give det en tanke.  Umiddelbart syntes jeg ikke om forslaget, for selvom Den Gamle By for nogen kan lyde lidt gammeldags, så fortæller navnet jo præcist, hvad det drejer sig om, nemlig at Den Gamle By handler om byer, gamle byer. Og hvem vil egentlig kunne egentlig aflæse navnet DGB, med mindre de i forvejen kender Den Gamle By?

I tiden derpå holdt jeg øjne og øre åbne og måtte konstatere, at det godt nok var enormt populært blandt museer ændre navn til en række store bogstaver.

Jeg tror de fleste kunst- og museumsinteresserede ved, at forkortelsen MoMA dækker over verdens nok mest kendte kunstmuseum, nemlig Museum of Modern Art i New York. Men mon lige så mange er klar over, at SFMOMA er San Francisco Museum of Modern Art, eller at MMOMA er Moskva Museum of Modern Art.

De fleste kunstinteresserede ved nok, at MOMA er forkortelsen for Museum of Modern Art i New York.

Det er nok de færreste, der ved, at SFMOMA dækker over San Francisco Museum of Modern Art – og at MMOMA betyder Moskva Museum of Modern Art.

De fleste danske kunstinteresserede er sikkert også klar over at SMK står for Statens Museum for Kunst. Men mon ligeså mange kender HEART (Herning Museum of Contemporary Art), eller KØS (Museum for Kunst i det Offentlige Rum, som tidligere hed KØge Skitsesamling) eller SNYK, som vist ikke længere er aktuelt, men som var projektnavnet for Skive NY Kunstmuseum. Jeg tvivler på, at ret mange uden for de deciderede kunstinteresserede kredse kan knække disse koder.

 Jeg var på en tur rundt til en række museer i Belgien og kunne konstatere, at her var man da gået helt grassat.  I Antwerpen har man således både et MAS, et MoMu og et FoMu – som dækker over henholdsvis Museum An de Stroom, som er en slags bymuseum, MoMu dækker over Mode Museum og FoMu over Foto Museum, men det kunne man jo ikke vide, med mindre der fulgte en forklaring med. Tilsvarende i Gent, hvor byens meget fine, nye bymuseum hedder STAM (for STAds Museum), og byens museum for samtidskunst hedder SMAK (Stads Museum voor Aktuellen Kunst), mens byens industri og arbejdermuseum hedder MIAT (Museum over Industrie, Arbeid en Textil). 

Tænk hvis Københavns Zoo blev forkortet til KZ!

Og så var jeg ellers kureret! Jeg kiggede mig omkring, og konstaterede, at Fårup Sommerland ikke hedder FSL, Fregatten Jylland ikke hedder FreJy og Københavns Zoo ikke KZ, og det kan man jo godt forstå!

Tæt ved mit sommerhus er der et firma, der hedder Hem Træpladeopskæring – og hvor er det befriende! Det er et specialiseret, højteknologisk firma med eksport til hele verden. Det er mit indtryk, at firmaet går godt, og at det altså ikke er nogen hæmsko at navnet fortæller, hvor firmaet ligger og hvad det laver.

Hem Træpladeopskæring er et bevis på, at det ikke nødvendigvis er en hæmsko, at et navn fortæller, hvor den pågældende virksomhed ligger og hvad den beskæftiger sig med.

Hvor er jeg dog blevet glad for, at det museum, jeg har med at gøre hedder Den Gamle By, ligesom det altid har gjort!