PÅ MUSEET SKAL VI LÆRE OS SELV AT KENDE!

Igennem snart fire år har politikerne gået som katten om den varme grød: Skal statens tilskud til museerne fordeles på en anden måde end i dag? Kan det lade sig gøre – og tør vi?

Nu er debatten om museernes tilskud og opgavemodel atter bragt i spil, og så kan der være god grund til at tage en tur op i helikopteren og se på, hvilken rolle museerne egentlig bør spille i nutidens samfund? Ikke at økonomiske modeller og administrativ teknik er uvæsentlige ting, men når fokus er på økonomi og administration, glemmer man let de helt grundlæggende spørgsmål.

En af de mest indflydelsesrige museumstænkere gennem tiden, engelske Kenneth Hudson, gav helt tilbage i 1977 udtryk for følgende: ”I en tid med hurtige og grundlæggende forandringer i samfundet bør det være helt naturligt, at de, der står i spidsen for museerne, med mellemrum stiller spørgsmål som: Hvorfor eksisterer dette museum? Og hvor relevant er det for det samfund, som det er en del af?” Kenneth Hudson var bl.a. manden bag verdens største museumspris European Museum of the Year Award, oftest kaldet EMYA.

En af Hudsons landsmænd David Fleming fra Museum of Liverpool gav i 2013 dette bud: ”Museerne skal tjene samfundet og ikke bare passe på samlinger af genstande. Museerne skal være socialt ansvarlige og tage fat på tidens store spørgsmål. De skal identificere de historier, der engagerer, bevæger og involverer den almindelige besøgende”.

Et tilsvarende synspunkt møder man i den amerikanske museolog Stephen E. Weils programmatiske udsagn fra 1999: ”Museerne skal flytte deres fokus fra at være om noget til at være for nogen”.

Det helt centrale for både Fleming, Hudson og Weil er museernes rolle i forhold til deres publikum og de grupper og samfund, de betjener. Museernes ”public quality”, som Kenneth Hudson og de mange, der er inspireret af ham, ville sige. Selvfølgelig skal museerne bevare, og de skal forske, men udgangspunktet må altid være gæster og brugere. Hvordan inspirerer vi dem, hvordan griber vi dem om hjertet, hvordan gør vi dem nysgerrige, så de åbner op for den indsigt, kundskab og erfaring, som museerne rummer?

At gøre dette kræver mere end bare faktuel viden, og det kan her være en nyttig inspiration at se på hvor begrebet ”museum” egentlig komme fra.

Museum, eller museion, er i den græske mytologi hjemmet for de ni muser, som alle var døtre af erindringens gudinde Mnemosyne. Den engelske museumsmand Peter Lewis, der 1990-2001 var direktør for Beamish Museum i det nordøstlige England, gjorde her en interessant observation, som han brugte i sin konstante kamp mod det, han kaldte ’the-museums-should-be-dull-brigade’. Han noterede sig det tankevækkende, at kun historiens og astronomiens muser, Clio og Urania, er inkluderet i det moderne museumsbegreb, mens de sidste syv muser, der har at gøre med de mere kreative aspekter af menneskelivet, ikke er med. Han argumenterer derpå for, at disse kreative muser atter bør indlemmes i vores museumsbegreb, som dermed igen vil komme til at rumme elementer af det poetiske, det musiske og det dramatiske. Dermed genetablerer han også museumsbegrebets forbindelse til en humanistisk verdensforståelse frem for til et naturvidenskabeligt positivistisk videnskabsbegreb, der primært ser museerne som en slags vidensbank, hvor publikum kommer for at blive klogere og for at lære noget – akkurat som i skoler og på universiteter.

Museernes relevans har nemlig at gøre med andet og mere end at passe på gamle ting og skrive bøger og videnskabelige afhandlinger. Museernes egentlige betydning er ikke instrumentel og kan ikke reduceres til hverken viden, forskning, økonomisk omsætning eller turistmæssig attraktionskraft.

På den anden side er det imidlertid ikke så lige til, at sætte ord på museernes dybeste værdi. Akkurat som det er svært at formulere værdien af en solnedgang, et strejf på kinden fra én, man har kær, eller at opdage verden på ny sammen med sit barnebarn.

Mit bud er, at museerne skal ses som en slags reservoir for identitet og forankring og for inspiration og forandring. Når de er bedst, er museerne steder, hvor de besøgende kan føle sig hensat til en anden verden, steder hvor de kan se og opleve noget, der er forskelligt fra deres hverdag – og hvorfra de, forhåbentlig, kan bringe noget med tilbage. Det gode museum er på den ene siden et sted for diskussion og modsigelse, undren og udfordring, og på den anden side et sted for glæde, hygge, samvær og sammenhæng.

Et godt museum skal være relevant for den besøgende, og samtidig skal det handle om noget, der er større end én selv, noget der giver en fornemmelse af sammenhæng. Det skal have kant, det skal rumme kundskab og samtidig skal det være skønt, morsomt og inspirerende. Og så bør det på en eller anden måde handle ligeså meget om nutiden og fremtiden som om fortiden.

Da svenske Artur Hazelius i 1873 grundlagde verdens første folkemuseum, Nordiska Museet, og nogle år senere Skansen, verdens første frilandsmuseum, valgte han som motto for sin museumsvirksomhed aforismen ”Kend dig selv”, som er en antik indskrift på væggen i Apollontemplet i Delfi.

”Kend dig selv!”. Pointen er klar. Det er hverken fortiden eller tingene i sig selv, der er målet for museernes virksomhed, men derimod de mennesker, som oplever museerne – nu og i fremtiden.

Derfor er det vigtigt, at museerne når bredt ud, ud til hele befolkningen og ikke kun til det klassiske museumspublikum, som lettere karikeret ofte beskrives som kvindelige gymnasielærere over 50.

Museer betyder meget for mange. Men de kan betyde langt mere for flere. Netop det bør være ledestjernen, hvis man fra politisk hold nu endelig – efter fire års usikker ventetid – vælger at sætte gang i en reform af museumsstøtten.

En lettere redigeret udgave af denne tekst er i dag 3. december 2020 også bragt i Kristeligt Dagblad.

 

HVORDAN FREMTIDSSIKRER VI DE VIGTIGSTE MUSEER?

Snakken om omfordeling af statens tilskud har betydet, at en stor del af Danmarks museer i snart fire år ikke har vidst, om de var købt eller solgt. Så kære politikere: Læg projektet i graven eller gør noget ved det!

Og hvis I vælger det sidste, så tænk langsigtet. Lad en reform omfatte alle statsstøttede museer, også statens egne. Vær opmærksom på, at nogle museer er både bedre og vigtigere end andre. Og husk på, at et godt museum ikke bare skal handle om noget, men være noget for nogen, gerne for mange.

En reform bør sikre, at Danmark også om 10, 30 og 50 år vil have attraktive, fagligt stærke og økonomisk bæredygtige museer med gennemslagskraft, nationalt såvel som internationalt. Museer som fortæller store og vigtige historier og som er elsket af et stort publikum.

Coronakrisen har imidlertid vist, at det økonomiske fundament for mange af de vigtige museer er forbavsende skrøbeligt. Organisationen Danske Museer har undersøgt sagen: ”Det er markant i undersøgelsen, at museer, som i høj grad er afhængig af egenindtjening, står for hele 97 procent af alle afskedigelser”. De museer, der fortrinsvis er finansieret af tilskud fra det offentlige, har stort set klaret frisag.

De ramte museer er bl.a. Designmuseum Danmark, Den Gamle By, Museet for Søfart, Moesgård, Arbejdermuseet, Hjerl Hede, H.C. Andersen Museet, Skagens Museum, Tirpitz, Vikingeskibsmuseet, Herregårdsmuseet Gammel Estrup og Fiskeri og Søfartsmuseet. Allesammen museer der rummer samlinger og fortællinger, som danskerne kan relatere sig til. Museer af national betydning, som nyder folkelig yndest og har betydning for turismen. Og ikke mindst museer, der i høj grad har formået at tjene deres egne penge, fordi deres store og brede publikum ikke er blege for at betale for kvalitetsoplevelser

Det er på én gang både logisk og paradoksalt, at det er de folkekære museer, der bliver ramt ekstra hårdt af krisen. Og det er dybt frustrerende, at den store egenindtjening, som museerne er stolte af og som de senere år er blevet efterspurgt fra politisk hold, nu ligefrem er blevet deres akilleshæl.

På museerne skal vi naturligvis fortsat arbejde for selv at tjene penge. Men den enorme samfundskrise har tydeliggjort behovet for, at staten tager større ansvar for driften af den række af museer, der spiller en særlig rolle for dansk identitet og historie.

Her kommer den officielle museumsmodel imidlertid til kort, fordi både lovgivning og tilskudsstruktur er blevet utidssvarende. Modellen med to statsejede ”hovedmuseer”, Nationalmuseet og statens Museum for Kunst, stammer fra enevældens tid og er ikke længere tilstrækkelig i et moderne Danmark med ikke blot to, men adskillige museer af national betydning.

I Holland, der ellers på mange måder ligner Danmark, har man en helt anden og langt mere mangfoldig model for landets nationale museer. Jeg tror, Danmark kan hente inspiration her, hvor man har 26 såkaldte rijksmuseer, der rummer samlinger og fortællinger af national signifikans. Rijksmuseerne anses for særligt vigtige og modtager derfor store tilskud fra staten, og så ligger de spredt ud over det ganske land. Fra Amsterdam til Apeldoorn, fra Den Haag til Enkhuizen, fra Utrecht til Otterloo.

Jeg drømmer om, at man også i Danmark vil anerkende behovet for at styrke de museer, der ”udfører en virksomhed af særlig betydning, herunder i forbindelse med varetagelse af et museumsfagligt speciale”, som det hed i en nu afskaffet paragraf i museumsloven.

Ikke af hensyn til museerne, men af hensyn til det store og brede publikum, som her kan få en fornemmelse af, hvem vi er, og hvor vi kommer fra. Nu og om 10, 30 og 50 år.

Jul i Gågaden i Den Gamle Bys 1974-kvarter.

Denne tekst er i dag 1. december 2020 publiceret i Altinget i en lettere redigeret udgave.

 

 

 

 

Krisen rammer især de museer, rigtig mange holder af

Det virker som den omvendte verden, at det er de mest elskede museer, der bliver hårdest ramt af coronakrisen. Men sådan er virkeligheden desværre. Herom har Jane Sandberg fra Enigma og undertegnede skrevet dette indlæg.

Fra et helikopterperspektiv tegner der sig et billede af, at det især er de mest populære museer med mange gæster, der lider under krisen. Museer som i høj grad er selvfinansierende. Museer der nyder stor folkelig yndest, og som har stor betydning for turismen. Og museer som rummer de store nationale fortællinger, mange danskere kan relatere sig til.

Organisationen Danske Museer har gennemført en analyse af krisens konsekvenser og skriver: ”det er markant i undersøgelsen, at museer, som i høj grad er afhængig af egenindtjening, står for hele 97 procent af alle afskedigelser”. De museer, der fortrinsvis er finansieret af tilskud fra det offentlige, har stort set klaret frisag.

I Den Gamle By er 28 faste stillinger skåret væk. Dertil kommer en reduktion af antallet af timelønnede, et stop for vedligeholdelse af museets historiske bygningsarv, en kraftig neddrosling af museets bevaringsindsats og lønnedgang for ledelsen.

Designmuseum Danmark har opsagt over halvdelen af sine medarbejdere. Vikingeskibsmuseet i Roskilde har reduceret staben med en tredjedel, og Holstebro-museerne med Hjerl Hede og Strandingsmuseet har fyret hver tiende i den faste stab. Museet for Søfart, Kongernes Samling, Moesgaard, Arbejdermuseet og Fiskeri- og Søfartsmuseet er også hårdt ramt. Og med dem en række andre af de museer, som de senere år har formået at tjene deres egne penge, fordi deres store og brede publikum ikke er blege for at betale for kvalitetsoplevelser.

Der er tale om reduktioner, som skærer dybt ind i benet og dermed risikerer at ødelægge det fundament af viden og kulturarv, som er forudsætningen for museernes faglighed og troværdighed og dermed for deres attraktivitet.

Det er på én gang både logisk og paradoksalt, at det er de  folkekære museer, der bliver ramt ekstra hårdt af krisen. Og det er dybt frustrerende at måtte konstatere, at den store egenindtjening, som vi på museerne er stolte af og som de senere år er blevet efterspurgt fra politisk hold, i en situation som denne ligefrem er blevet museernes akilleshæl.

På museerne skal vi naturligvis fortsat arbejde for selv at tjene penge. Men den enorme samfundskrise har tydeliggjort behovet for, at det offentlige tager større ansvar for driften af de museer, der spiller en særlig rolle for dansk identitet og historie. Ikke mindst så vores efterkommere også i fremtiden kan gå på museum og få fortællingen om, hvem vi er og hvor vi kommer fra.  Som billedet tegner sig i krisens kølvand, vil mange af de berørte museer få svært ved at løfte en række af de museale kerneopgaver, der er en forudsætning for fremtidig udvikling og relevans.

Hvis vi fortsat skal have museer af høj kvalitet for danskere og turister, kalder museumskrisen på politisk indgriben, hvor et øget fast driftsttilskud vil være af afgørende betydning for, at der også om 10, 20 og 30 år vil være attraktive, fagligt stærke og økonomisk bæredygtige museer. Museer, der har international gennemslagskraft og som er til glæde for det store og brede publikum, som her får en både dyb og lettilgængelig forståelse for, hvad det vil sige at høre hjemme i Danmark.

Indlægget er i en lidt ændret udgave også publiceret i Berlingske Tidende 11. november 2020.

LAD OS ÅBNE DE USYNLIGE DØRE TIL LANDETS MUSEER

Hvad er det, der afholder nogle grupper fra at gå på museum? Er prisen for høj, indholdet irrelevant, eller er det bare ikke noget for “sådan nogen som os”? Søren Bak-Jensen fra Arbejdermuseet og jeg har i fællesskab skrevet dette indlæg, som i en let ændret udgave også er trykt som kronik i Jyllands-Posten.

Da Socialdemokratiet i 1960 kickstartede velfærdspolitikken, lød partiets slogan: “Gør gode tider bedre”. Året efter oprettede man Kulturministeriet med det formål at bringe kulturen og den almene dannelse ud til alle danskere.

At det kun er lykkedes delvist, er dokumenteret mange gange. Også på museumsområdet, hvor vi ved, at det især er mennesker med kort uddannelse, der holder sig væk, men at også geografisk afstand og kulturprofil spiller ind.

Denne kulturelle og sociale ulighed er ofte søgt forklaret med, at det er for dyrt at besøge museerne. Naturligvis kan prisen have betydning. Men at det langtfra er den vigtigste årsag til skævheden, er dokumenteret gennem talrige nationale og internationale undersøgelser. Gratis adgang giver ikke et mere mangfoldigt publikum. Måske flere besøgende, i hvert fald i starten, men ikke øget social diversitet. Tallene er ikke til at tage fejl af.

I venstre side af Folketinget har man i mange år peget på prisen som årsag til social skævhed. Men ikke mere. »Det handler om at sænke barren, så flere tør træde ind i de rum, hvor kunsten og kulturen er«, har Socialdemokratiets kulturordfører, Kasper Sand Kjær, således udtalt for nylig, og her rammer han hovedet på sømmet. For meget tyder nemlig på, at det, der for alvor betyder noget, er om det indhold, et museum tilbyder, opleves som relevant for det publikum, man gerne vil nå. Og dernæst om museet i hele sin attitude også evner at favne dette publikum.

Den amerikanske kulturanalytiker Colleen Dilenschneider skelner i en analyse af emnet fra 2019 mellem tre grupper. Den første gruppe består af de mennesker, der allerede besøger museer på eget initiativ. Den anden gruppe omfatter dem, der under ingen omstændigheder vil på museum. Disse to meget forskellige grupper ser vi bort fra her. Derimod er det vigtigt at kigge på den tredje gruppe, som er mennesker, der ikke af sig selv vil besøge et museum, men som måske vil gøre det, hvis de skal vise det frem for udenbys gæster, hvis deres firma har arrangeret en event på museet, eller hvis museet holder et særligt arrangement, der tiltaler dem. Det er en gruppe, der kan flyttes fra at være passive museumsbrugere til at være aktive brugere.

Colleen Dilenschneider peger på tre primære barrierer, der skal nedbrydes for at gøre passive museumsbrugere aktive. Den helt klart vigtigste er, at de foretrækker at bruge deres tid på noget andet, på andre fritidsaktiviteter. Det være sig håndbold, biograf, samvær med familien, se tv eller ligge på sofaen. Den næste barriere er, at et museumsbesøg ikke er noget for “sådan en som mig”. Og den tredje er tidligere negative oplevelser i forbindelse med museumsbesøg – f. eks. da man gik i skole. Først derefter kommer betydningen af entrépris. Med Dilenschneiders ord er det at være gratis ikke det samme som at være inviterende.

At mange prioriterer noget andet og mener, at et museumsbesøg ikke er noget for “sådan en som mig”, er utvivlsomt en nøgle til at forklare den kulturelle skævhed.

For museer skal jo betyde noget for nogen. Helst for alle, og i hvert fald for flere. Og her spiller det selvsagt en rolle, at dem, man gerne vil være noget for, oplever museet som relevant.

Den tidligere direktør for Norsk Folkemuseum Olav Aaraas stillede for år tilbage 1000-kroners spørgsmålet: ”Hvad er det, der interesserer publikum mere end noget som helst andet i verden, når de besøger et museum?” Og han gav selv svaret: “Det er dem selv! De, og vi, ønsker alle at skabe en forbindelse mellem vores eget liv og historien”. Dermed satte han for alvor relevans på dagsordenen.

I pagt hermed har den tidligere direktør for Museum of Liverpool David Fleming understreget: ”Museerne skal tjene samfundet og ikke bare passe på samlinger af genstande. Museerne skal være socialt ansvarlige og tage fat på tidens store spørgsmål. De skal identificere de historier, der engagerer, bevæger og involverer den almindelige besøgende.”

Museerne skal selvfølgelig handle om noget, der rager de mennesker, man gerne vil have som besøgende. Eller i det mindste bestræbe sig på at bygge bro mellem museet og brugerne. Hvis man lykkes med at skabe sådanne forbindelser, vil nye grupper givetvis komme på museet og måske opleve noget, de ellers aldrig ville være kommet i nærheden af.

Et vigtigt og nok i høj grad overset element i den brobygning er museets attitude og kulturelle tilgængelighed. For museer er jo meget mere end deres udstillinger og indhold. De er mødesteder, hvor man kommer for at være sammen og hygge sig. »A good day out«, som vore engelske kolleger siger. Det er jo gæsternes fridag.

Undersøgelser viser ligefrem, at selve indholdet af et museum, udstillingerne, spiller en mindre rolle end den oplevelse, det er at være sammen med dem, man besøger museet med. Museer er nemlig i meget høj grad også form og social ramme. Og i formen, i attituden, ligger en væsentlig forklaring på, at mange på forhånd har en opfattelse af, at dette eller hint museum ikke er noget for “sådan en som mig”. Opfattelsen kan være berettiget eller uberettiget, men den er ikke desto mindre virkelighed for dem, der har det sådan.

Vi vil vove den påstand, at langt de fleste museumsansatte hører til den gruppe, som hos Gallup kaldes de fællesskabsorienterede. Altså de kulturelt interesserede, de højtuddannede, de socialt bevidste med en fornuftig økonomi, som tilhører de humanistiske mellemlag og politisk ligger i midten eller lidt til venstre. Altså præcis den samme gruppe, som udgør museernes primære publikum, som det er i dag.

Og så er der en risiko for, at museerne kun åbner de døre, som de selv vil gå ind ad. Men lukker døren for de mennesker, der tilhører f. eks. de individ-eller traditionsorienterede grupper. Ikke som noget, man vil, men som noget, man bare kommer til.

Det er jo banalt, men ikke desto mindre afgørende, at vi er os bevidste, at der er mange, der har andre kulturprofiler, og som måske føler sig fremmed for værdierne og de kulturelle koder hos de såkaldte fællesskabsorienterede.

Hvis vi vil have disse andre kulturprofiler til at besøge museerne, hvis vi vil have dem i tale, så må vi sætte os i deres sted. Vi må være inviterende over for alle dem, der har den forhåndsopfattelse, at museet ikke er noget for “sådan nogen som mig.”

For det er vores forbandede pligt som museumsansatte at nedbryde kulturelle og sociale barrierer for møder med kunst og kultur. Lad os sætte en ære i at være museer, man kan identificere sig med, museer, hvor ingen behøver at føle sig mindre værd end andre, museer, som er alles ejendom. Derfor skal vi undgå indforståethed og adfærdsmæssige koder, der skaber usikkerhed om, hvorvidt alle må være med.

Den amerikanske museumsforsker Nina Simon peger på, at mange museer er fyldt med usynlige døre, “invisible doors”, hvor pointen er, at hvis man ikke kan se døren, så er det heller ikke muligt at forestille sig, hvad der er bag den, og da slet ikke, at det evt. kunne være “noget for sådan en som mig”.

Nina Simon taler også om “insiders” og “outsiders”. Insiders er dem, der allerede er inde i rummet, elsker det og beskytter det. Insiderne kan være både ansatte og dem, der kommer til på museet, og som kender det. Outsiders er dem, der ikke kender museet, og som kan føle sig usikre ved at skulle gå ind i rummet og måske også frygter, at de vil være uvelkomne.

Insiderne spiller en afgørende rolle for at byde outsiderne indenfor. Og de er også med til at gøre de usynlige døre synlige, så flere kan få lyst til at gå igennem dem.

Dette indlæg er under titlen ”Gratis adgang til museer giver flere gæster, men sikrer ikke mangfoldigheden” trykt som kronik i dagens udgave af Jyllands-Posten 28. oktober 2020.

 

Historien bag Tænketank for museumsattraktioner

I år er det 20 år siden, en kreds af museer stiftede Foreningen af Specialmuseer i Danmark. Den stiftende generalforsamling blev holdt 4. oktober 2000 på Grafisk Museum i Odense, og forud var gået forskelige sonderinger og drøftelser. Den nye forening blev ikke vel modtaget af de øvrige museumsforeninger. Ja, initiativet blev decideret betragtet som illoyalt. Men kredsen bag holdt fast, fordi vi, der var med, havde behov for dette forum. For et par år siden skiftede foreningen navn til Tænketank for Museumsattraktioner. Som den, der har været med gennem alle årene, giver jeg her min version af foreningens historie.

Tilløb

Vi var flere, der i forskellige sammenhænge havde drøftet behovet for, at museer med landsdækkende specialer og en vis attraktionskraft burde tale mere sammen og støtte hinanden. Vi oplevede ikke, at de behov, vi havde, kunne imødekommes i de eksisterende museumsfora i regi af især Dansk Kulturhistorisk Museumsforening (DKM).

I februar 1999 talte jeg med Henrik Vensild fra Dansk Landbrugsmuseum og Morten Hahn-Pedersen fra Fiskeri- og Søfartsmuseet herom, og vi indbød en række museumsdirektører til møde i Den Gamle By 19. marts 1999.

Mødet resulterede i et brev til kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen dateret 9. april. Som afsendere stod Fiskeri- og Søfartsmuseet, Handels- og Søfartsmuseet, Tøjhusmuseet, Arbejdermuseet, Danmarks Tekniske Museum, Dansk Landbrugsmuseum og Den Gamle By.

I brevet gjorde vi opmærksom på, at selvom det formelt er Nationalmuseet, der er hovedmuseum, så er det i praksis de landsdækkende specialmuseer, der tilsammen udfylder rollen, når talen er om de seneste 500 års historie. Vi gjorde endvidere opmærksom på, at disse museer med landsdækkende specialer burde høre direkte under Kulturministeriet. Endelig påpegede vi behovet for, at disse museer gøres synlige i museumsloven.

Vi måtte nemlig konstatere, at vore museer her var usynlige, selvom vi i allerhøjeste grad var synlige for publikum som varetager af en række af de specialer, der har stor offentlig opmærksomhed. Og alle med højere besøgstal end de fleste andre museer.

Vi fik et pænt svar fra ministeren, hvori hun oplyste, at vores synspunkter ville indgå i det videre arbejde med en revision af museumsloven.

Tre kronikker

Den 20. december 1999 publicerede jeg i Berlingske Tidende en kronik med titlen ”Behov for helhedssyn på kulturarven”. Kronikken blev de følgende uger fulgt op med kronikker af Morten Hahn-Pedersen fra Fiskeri- og Søfartsmuseet og Peter Ludvigsen fra Arbejdermuseet i henholdsvis Jyllands-Posten og Politiken.

Fælles for de tre kronikker er to hovedpunkter.

For det første en påpegning af at der var alt for få ressourcer til varetagelse af den nyere tids kulturhistorie, som i forhold til de arkæologiske perioder var – og er – stedmoderligt behandlet. Det illustreres bl.a. ved museumsloven, hvor arkæologien dengang blev omtalt med 173 linjer, mens den nyere tid måtte nøjes med 8 linjer.

Det andet hovedpunkt, som blev påpeget, var, at specialmuseerne som museumstype overhovedet ikke var omtalt i museumsloven.

Kronikkerne førte til en del snak i museumsverdenen om, hvad der mon var på vej. Det fik en række specialmuseer syn for, da de 9. august 2000 blev indbudt til møde om dannelse af ”et forum, hvor specialmuseerne kan drøfte forhold af fælles interesse”.

Foreningen stiftes

Mødet skulle foregå på Grafisk Museum i Odense 18. september. Indbydelsen var underskrevet af Ervin Nielsen fra Grafisk Museum, Morten Hahn-Pedersen og undertegnede, og den var ledsaget af en liste over indbudte museer samt et udkast til vedtægter.  I brevet understregedes det, ”at vi betragter en sådan forening som et supplement og ikke som et alternativ til DKM, FDK og DNM, som vi fortsat opfatter som de overordnede museumsforeninger”.

I alt 29 museer var indbudt, og (vistnok) 15 mødte frem, mens flere af dem, der ikke kunne deltage, tilkendegav interesse for at melde sig ind. Der var dog også tre museumsdirektører, der på forhånd gav udtryk for, at de mente, det ville være forkert at danne en sådan forening.

Der var på mødet generel tilslutning til behovet for at definere specialmuseerne som en særlig museumskategori som supplement til den struktur, som fremgik af museumsloven, og som på det kulturhistoriske område opererede med Nationalmuseet som hovedmuseum og så en række museer, der alene havde lokalt ansvar. Man mente kort sagt ikke, at den officielle udgave af museumsstrukturen afspejlede virkelighedens verden.

På mødet var der flertal for at danne en forening, men der var også enighed om, at vedtægterne skulle pudses lidt mere. Der blev valgt en foreløbig bestyrelse, som skulle tilrette vedtægterne og lave udkast til mission statement frem til den endelige stiftende generalforsamling 4. oktober 2000 på Grafisk Museum i Odense.

Den foreløbige bestyrelse bestod af Ole Puggaard fra Industrimuseet, Peter Ludvigsen fra Arbejdermuseet, Morten Hahn-Pedersen fra Fiskeri- og Søfartsmuseet, Ervin Nielsen fra Grafisk Museum og undertegnede Thomas Bloch Ravn fra Den Gamle By.

Formål og mission

På den stiftende generalforsamling 4. oktober blev de tilrettede vedtægter godkendt, og følgende museer meldte sig ind: Fiskeri- og Søfartsmuseet, Hjerl Hede, Nordsømuseet, Steno Museet, Grafisk Museum, Arbejdermuseet, Elmuseet, Industrimuseet, Post & Tele Museum, Tøjhusmuseet, Dansk Jernbanemuseum og Den Gamle By.

Der blev vedtaget et mission statement, hvori foreningens formål er beskrevet således: ”at styrke professionalismen, at danne ramme for udveksling af erfaringer samt at fremme det faglige og institutionelle samarbejde mellem museerne”.

Endvidere enedes man om, at fællesnævneren for foreningens medlemmer ikke så meget skal være deres specifikke faglige felt, ”men mere den måde, museerne fungerer på som organisationer og virksomheder”.

Man var også enige om, at foreningen skulle varetage museernes økonomiske interesser over for ”tilskudsgivere, afgiftstagere, publikum og over for turismebranchen, hvor foreningen kan fungere som en museumsparallel til DAZA og Foreningen af Forlystelsesparker i Danmark”.

Forskydningen fra det rent faglige fokus omkring nyere tids historie til museernes rolle som virksomheder er tydelig.

Den bestyrelse, der var valgt 9. september fik bekræftet sit valg, og til formand for foreningen valgtes undertegnede fra Den Gamle By.

Debat

I et interview, som 21. november 2000 blev bragt i Jyllands-Posten, præsenterede jeg den nye forenings synspunkter, som efterfølgende gav anledning til en del debat.

I interviewet påpegede jeg, at specialmuseerne er en særlig museumskategori, som adskiller sig fra på den ene side de lokale museer og på den anden side det statsejede Nationalmuseet. Jeg sammenlignede specialmuseerne med de hollandske rijksmuseer, som er museer af særlig national betydning, cirka 25 i alt, som også alle modtager særlige tilskud fra staten.

”Specialmuseerne herhjemme kan betegnes som små nationalmuseer, der rummer store, væsentlige samlinger med dertil knyttet videnskabelig kompetence på de respektive områder”, udtalte jeg. ”Hverken Nationalmuseet eller de lokale kulturhistoriske museer er i stand til at mobilisere så dybtgående faglig viden som specialmuseerne”.

I interviewet pegede jeg også på, at mens både Nationalmuseet og de lokale museer primært var finansieret af offentlige tilskud, så var specialmuseerne i meget høj grad finansieret af indtægter fra publikum, mens de offentlige tilskud kun spillede en mindre rolle. Derfor var det også en del af den nye forenings politik at blive hørt i turistpolitisk sammenhæng.

”Der har hidtil eksisteret et mærkeligt skel i Danmark mellem turisme på den ene side og kultur på den anden. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at en række kulturinstitutioner er attraktive for turistbranchen, men kulturens stemme er lav”.

Vores synspunkter blev også publiceret i en artikel i tidsskriftet Danske Museer.

Splittelse?

Initiativet blev betragtet som et forsøg på splittelse af museumsverdenen, og som nyvalgt formand oplevede jeg at være kommet ind på øretævernes holdeplads. Både i pressen og privat. Og så sandelig også til stormøder i DKM og i Århus Amtsmuseumsråd, hvor der ligefrem blev stillet spørgsmålstegn ved min legitimitet som formand for rådet.

Det var sikkert lidt selvforskyldt, idet jeg også i debatten havde formuleret mig ret offensivt. For det var der behov for, hvis det skulle rykke noget.

Hvorom alt er, så anerkendte Kulturministeriet foreningen, som fik høringsret i museumsspørgsmål og invitationer til deltagelse i relevante udvalg og fora. Vi fik også en stemme i turistpolitisk sammenhæng. Og ikke mindst fik vi et meget værdifuldt forum for udveksling af synspunkter, erfaringer og gode råd.

På den anden side betød det desværre, at en række museer, som burde være oplagte medlemmer, holdt sig ude af foreningen. Flere af disse museer er dog sidenhen blevet en del af kredsen.

Mange år efter, i 2012, blev vi sammen med den nye fælles organisation for de danske museer ODM (stiftet 2005) enige om, at vore to foreninger ikke var konkurrenter, endsige modstandere, men at de supplerede hinanden. Og så gav det jo også i mange sammenhænge god mening af have to museumsstemmer fremfor som hidtil blot én stemme.

Hinandens bedste konsulenter

Jeg var formand frem til 2006, hvor Peter Ludvigsen fra Arbejdermuseet tog over frem til sin pensionering i 2011. Herefter var jeg atter formand frem til 2016, hvor Søren Bak-Jensen fra Arbejdermuseet blev valgt til posten.

Specialmuseernes karakter af virksomheder har været et gennemgående tema i hele foreningens levetid. Spørgsmål som byggemoms og lønsumsafgift er blevet drøftet sammen med turistpolitik, markedsføring, krisehåndtering, projektstyring, sociale medier og meget andet. Først og fremmest på fælles møder, men også i form af rundsendinger af mails med spørgsmål og problemstillinger til gensidig kommentar.

Modellen har på møderne ofte været, at et par museer er kommet med indlæg, hvor de – normalt hudløst ærligt – har fremlagt aktuelle problemstillinger, hvorpå alle har kunnet byde ind med erfaringer og forslag. Ligeledes er det en fast tradition, at nye personer i kredsen præsenterer deres museum og fortæller om, hvordan det har været at tage over efter den tidligere direktør.

På den måde har vi i været hinandens bedste – og billigste – konsulenter.

Vi har også haft eksterne konsulenter involveret. Således gennemførte vi i årene 2001-09 en hel serie ledelsesudviklingskurser med ledelseskonsulent mm Ole Ingstrup. Den drivende kraft bag dette initiativ var Peter Ludvigsen fra Arbejdermuseet, som også arrangerede de store studieture, som er omtalt nedenfor. Kursus i krisestyring blev gennemført med firmaet Relations People som kursusledere. Et kursus i sociale medier blev forestået af Astrid Haug. Og senest har vi drøftet publikumsundersøgelser i sparring med professor John Falk.

Mange har i årenes løb understreget betydningen af den høje gensidige tillid og hudløse ærlighed mellem foreningens medlemmer. Det hænger utvivlsomt sammen med, at vi er forholdsvis få medlemmer (max 18), at vi er nogenlunde ”lige børn, der leger bedst” og at det er direktørerne, der tegner museerne.

Det tillidsfulde samarbejde er også udbygget via studieture, som er gået til Berlin (2006), Japan (2008), Den amerikanske vestkyst (2010), World Heritage sites i Middelhavet (2012), Holland (2015) og Nordengland (2017).

Klar profil

Det har i flere sammenhænge vist sig værdifuldt, at Foreningen af specialmuseer har et klarere fokus end Organisationen Danske Museer, ODM, der jo er forening for museer af alle slags.

Ikke mindst når talen har været om fremtidens museumsstruktur, hvor foreningen gentagne gange over for Kulturministeriet har promoveret behovet for at indtænke specialmuseerne som en særlig kategori.

Relevansen af en klar profil stod også klart i en speget sag fra 2013, hvor jeg havde fået et diskret prik på skulderen om, at Kulturministeriet havde planer om at lægge Dansk Landbrugsmuseum, Jagt- og Skovbrugsmuseet og Statens Forsvarshistoriske Museum, der alle er ejet af staten, ind under Nationalmuseet.

Jeg kontaktede de tre museer, og ingen havde hørt herom. Selv ikke Dansk Landbrugsmuseum, der ugen forinden havde været til den årlige samtale med museets kulturministerielle chef. Det var vi en del, der undrede os over!

I foreningen drøftede vi sagen, men det var svært at komme videre, så jeg gav pressen et praj. Weekendavisen forfulgte sagen og skrev herom, men jeg forstod, at sagen var ganske mørklagt, så den var svær at få hul på.

Som fællesorgan for alle museer var ODM handlingslammet, og sagen bekræftede det fornuftige i at have en organisation, der tager afsæt i netop specialmuseernes interesser.

På foreningens vegne skrev jeg 21. marts 2013 til kulturminister Marianne Jelved, hvor vi advarede mod sammenlægningen: ”I Foreningen af Specialmuseer er vi helt på det rene med, at øgede krav til museerne betyder, at tiden er passé for små lokalmuseer, der blot rummer lidt af hvert og ikke ret meget af noget. På den anden side bekymres vi over forlydender om en centralisering, der alene virker som begrundet i en centraladministrativ logik, og som vil ramme markante museer med hver deres klare profil”.

Vi påpegede også, at ”de tre museer hver især har en nationalt gyldig profil, markante samlinger og en faglig kompetence, som bør være fremtidssikret i institutioner med klare opgavedefinitioner”. Og vi konstaterede, at dette ”som bekendt ikke (er) tilfældet med Nationalmuseet, der i princippet skal dække alt og alle perioder”.

Senere kom sagen for alvor op i pressen, og i TV-programmet Kulturen på News udtalte jeg på foreningens vegne skuffelse over, at sådanne initiativer skulle komme som en tyv om natten frem for at blive drøftet i et åbent forum og med dem, det drejede sig om. Senere fik jeg et brev fra kulturminister Marianne Jelved, som beklagede ministeriets fremgangsmåde.

20 år senere

Her to årtier senere må det konstateres, at der er sket en del på museumsområdet.

Mange lokalmuseer har fundet særlige nicher og er dermed kommet til at minde mere om specialmuseerne, om end det fortsat er de færreste, der har landsdækkende specialer. Og stadig flere museer ser i dag også sig selv som virksomheder og som attraktioner.

Men det officielle billede af museerne, som det tegnes i museumsloven, er der ikke rykket ved. De landsdækkende specialmuseer er fortsat fraværende i loven, og arbejdet med den nyere historie har heller ikke fået øget opmærksomhed i lovsammenhæng. Dermed er vores drøm om, at museumsloven må blive tilpasset den faktiske virkelighed, fortsat blot en drøm.

Foreningen af Specialmuseer ændrede i 2017 sit navn til Tænketank for Museumsattraktioner. Dermed afspejler foreningens navn nu det virke, hvor den har haft størst gennemslagskraft. Nemlig som et kollegialt forum, hvor vi i fællesskab udvikler vore museer og hinanden.

Set fra min stol har det navnlig været den enestående generøsitet og åbenhed mellem os som direktørkolleger, der har haft den allerstørste betydning.

Det er et stærkt grundlag for de kommende 20 år.

 

 

 

 

 

 

DE HISTORISKE MUSEER FORTÆLLER OS, HVEM VI ER – DERFOR SKAL DE FREMTIDSSIKRES

De historiske museer udgør en helt afgørende del af fundamentet for dansk identitet. Men måske hviler de selv på et svagere fundament, end vi gik og troede. Herom skriver museumsdirektørerne Ulla Tofte (M/S Museet for Søfart), Søren Bak-Jensen (Arbejdermuseet), Mads K. Holst (Moesgaard Museum) og Thomas Bloch Ravn (Den Gamle By.

Coronakrisen har vist, at danskerne er langt mere optaget af kulturens og historiens betydning for samfundet, end mange har troet. Under nedlukningen blev det klart, at der er et stort behov i befolkningen for at finde fællesskaber baseret på nogle af de værdier, vi som individer og samfund er rundet af. Ét af de steder, hvor danskerne er søgt hen – først digitalt og derefter fysisk – er til landets museer, der i år har oplevet en hidtil uset folkelig opbakning. Men krisen har samtidig afsløret, hvor sårbare nogle af de store museer, der udfylder væsentlige roller i et nationalt museumslandskab, rent faktisk er. Derfor er der behov for tiltag, der kan sikre dem bedre i en tid efter corona.

I 2014 åbnede Moesgaard Museum i en helt ny udgave med en stor fortælling om menneskets udvikling.

Ikke mindst de historiske museer har gennem de sidste 10 år været inde i en positiv udvikling. Deres besøgstal har for længst overhalet fodboldens samlede tilskuer- og medlemstal med længder. Økonomien er vokset tilsvarende gennem brugerbetaling, samtidig med at de har fået udvidet deres samfundsmæssige opgaver, så de i dag spiller en langt større rolle i forhold til turismeudvikling, social- og sundhedsinitiativer og undervisning end tidligere.

Men coronakrisen har også vist, at der er stor forskel på hvordan museer drives. Nedlukningen ramte alle – men med vidt forskellige konsekvenser. Afhængig af tilskudsforhold og forretningsmodel oplevede nogle museer kun få eller ingen økonomiske konsekvenser af nedlukningen. For andre derimod, truede fraværet af indtægter med ét slag hele deres eksistens. Paradoksalt nok viste det sig, at nogle af de museer, der normalt betragtes som allermest succesfulde målt på besøgstal og folkelig opbakning, og dermed hidtil er blevet set som de stærkeste, pludselig var de mest sårbare.

Vi repræsenterer fire museer – Den Gamle By, Moesgaard Museum, M/S Museet for Søfart og Arbejdermuseet –  og vi arbejder alle med nogle af de store fortællinger, der spiller en helt særlig rolle for danskerne. Vi samler befolkningsgrupper på tværs i en tid, hvor orienteringspunkterne er uklare og fremtiden uvis og mange føler et behov for at stoppe op. Besinde sig. Hvem er vi, hvor kommer vi fra, og hvor vil vi gerne hen? For ”nu” er som bekendt et uendeligt kort øjeblik, et midlertidigt stoppested, på vejen mellem fortid og fremtid. Det er historien, der binder det sammen.

I 2013 slog M/S Museet for Søfart dørene op for fortællingen om dansk skibsfart og livet på søen i en markant ny bygning.

Som historiske museer arbejder vi med fortiden. Desværre er det en udbredt myte, at ’fortiden’ især betragtes i tyste og støvede lokaler fyldt op med gamle ting i glasmontrer – og næsten ingen gæster. Men sandheden er, at mange museer i de seneste år er genopstået som en slags Fugl Føniks. Både danskere og turister strømmer til og tager del i fortællingerne om fortiden. Fortællinger, der tager deres afsæt i nutiden og har blik på fremtiden.

Museerne er jo samfundets rødder. Og akkurat som et gammelt egetræ, har også et samfund brug for stærke, dybe rødder, der giver næring og forankring. Til gengæld har rødderne også brug for ordentlige vækstbetingelser.

Vores fortællinger udgøres derfor også af en mangfoldighed af ”stemmer”, der fortæller om dansk (og europæisk) identitet og historie. Dynamiske fortællinger, som udvikles og varieres i takt med, at museernes dybe forskning fører til nye indsigter, som giver dem aktualitet og appel, og som rækker ud til hundredtusindvis af danskere. Vi har samlinger, der regnes som nogle af de væsentligste i verden. Vi har eksperter, der er second-to none, og internationalt regnes blandt den absolutte elite. Og spørger man de besøgende, er mange danske museer helt i top – både hvad angår vigtighed, kompetence og folkelig yndest.

Som historiske museer er vi Danmarks reservoir for identitet og forankring, og for inspiration og forandring. Når vi er bedst, føler de besøgende sig hensat til en anden verden, steder hvor de kan se og opleve noget, der er forskelligt fra deres hverdag – og hvorfra de, forhåbentlig, kan bringe noget med tilbage til nutiden. Og så handler de historiske museer på en forunderlige måde lige så meget om nutiden og fremtiden som om fortiden.

Alligevel dukker der jævnligt historier op i medierne om museer i krise. En del af problemerne skyldes at nogle museer endnu ikke er kommet med på udviklingen og har undladt at skabe et skarpt indhold og en vigtig kommerciel motor, der kan bidrage til økonomien – til dels også fordi udviklingen forudsætter store institutioner, der både har flere kræfter og bredere kompetencer.

Arbejdermuseet har siden sin åbning i 1983 vist historien om arbejderne og arbejderbevægelsen i Danmark.

Vi mener derfor, at der er stort behov for at konsolidere det danske museumslandskab. Det bør ske ud fra en erkendelse af, at det succesfulde museum i fremtiden har to motorer: En kommerciel, der bygger på publikumsindtægt og driver udviklingen af de stærke publikumsoplevelser, der når de mange. Og en almennyttig motor, der løfter de mange samfundsmæssige opgaver, som museerne har, og som kræver en offentlig økonomi.  Der bør skabes gode forhold for begge motorer. I øjeblikket ligger museerne i et limbo, hvor det offentlige tilskud sætter grænser for udviklingen af museernes forretning. Der er derfor et stort behov for at bryde med tabuer og give museerne bedre mulighed for at drive deres forretning.

Men det er også helt afgørende, at de to motorer ikke adskilles. Den kommercielle motor giver rækkevidde, og den almennyttige motor giver formål. Derfor er det absolut nødvendigt, at de to sider følges ad, så offentlige tilskud følger de kommercielt stærke museer, som derigennem forpligtes på de almennyttige opgaver. Alternativet er, at vi ender med på den ene side økonomisk tunge museumsforlystelser, hvor indhold og samfundsopgaver bliver sat i baggrunden, og på den anden side økonomisk svage museer med urealistisk store samfundsopgaver, der kun når ganske få borgere.

En sammenbinding af de offentlige tilskud og de kommercielle styrker vil udfordre en række mindre museer. Hvis vi skal sikre, at der både er attraktive besøgssteder og varetagelse af kulturarven i alle dele af landet, er det derfor også en forudsætning, at museer lægges sammen på tværs af de kommunegrænser, der i dag nogle gange virker som næsten uoverstigelige barrierer. Og sammenlægningen bør naturligvis ske ud fra en tematisk betragtning – ikke en geografisk.

I Den Gamle Bys moderne kvarter, der åbnede i 2013, vises  1960’ernes og 70’ernes danske velfærdssamfund i alle sine aspekter.

De historiske museer er samfundets rødder, som giver forankring i en usikker og splittet tid. Vi har fået danskerne til at strømme til nye fortællinger om fortiden og turister til at bidrage økonomisk til samfundet. Vi vil forsat gerne gå forrest og drive udviklingen videre, men politikerne skal sikre, at vi får de rigtige rammer i fremtiden, så 10 års succes ikke går til grunde med corona.

Der er behov for at diskutere, hvordan vi sikrer, at Danmark også om 10, 20 og 30 år har attraktive, fagligt stærke og økonomisk bæredygtige museer med høj international profil. Vi bidrager gerne!

 

Denne tekst er i let ændret udgave bragt som kronik i Berlingske Tidende 19. september 2020.

VI HAR BRUG FOR ANAKRONISMER

Ethvert samfund har brug for anakronismer, for noget der ikke passer i tiden, noget utilpasset, noget der provokerer, vækker til modsigelse og forarger. Noget vi kan måle os i forhold til, og noget der gør, at vi kommer til at fundere over, hvad der er i orden og hvad der ikke er.

Det er værd at have i baghovedet i en tid, hvor statuer af slavehandlere og udbyttere rives ned flere steder i verden. Selvfølgelig var, og er, slaveri umenneskeligt og uacceptabelt. Men det er værd at være opmærksom på risikoen for, at vort samfund mister sin sunde mangfoldighed, hvis vi rydder for meget op i vores historie og fejer for meget ind under gulvtæppet. Det var for eksempel det, der skete, da talibans islamistiske styre ødelagde Afghanistans årtusindgamle buddhistiske statuer. Og det på trods af verdensomspændende protester.

Vel kan de to typer monumenter ikke sammenlignes. Derfor skal de to situationer også anskues forskelligt. Men både ødelæggelsen af Buddha monumenterne og fjernelsen af slavehandlerstatuerne er udtryk for et ønske om at ”rydde op i historien” – og det tror jeg grundlæggende er farligt.

For når et samfund mister sine ”sten i skoene” risikerer det at blive éndimensionalt og i sidste ende totalitært.

Vores daglige virkelighed bliver mere og mere segmenteret og endimensional. Vi er kolleger med folk, der ligner os, vi bor i de samme kvarterer, vi vælger de TV-kanaler, der er målrettet netop vores slags, læser aviser med netop vores profil, vi boltrer i Facebooks ekkokamre osv osv.

Derfor er det vigtigt, at der rundt omkring findes anakronismer og ting, der fortæller os, at både virkelighed og holdninger har været anderledes end det, vi allesammen kender til og er enige om her og nu.

Vær varsom med at rydde op i historien

Det er et tidens tegn, at samfundets og det fysiske miljøs anakronismer bliver færre. Det giver museerne en særlig rolle som oaser for anderledeshed og mangfoldighed.

Derfor var der også grund til at råbe vagt i gevær da Statens Museum for Kunst for nogle år siden begyndte at ændre titler og beskrivelser af kunstværker, hvori indgik ord som neger og hottentot. Tilsvarende kunne man undre sig over, at Nationalmuseet på et tidspunkt valgte at fjerne nogle skalpe fra museets udstilling Powwow – angiveligt af hensyn til indianernes ønske om at vise deres forfædre respekt.

Det aktualiserer nemlig spørgsmålet, om museerne skal være politisk korrekte eller historisk korrekte. Museerne skal selvfølgelig være historisk korrekte, vil de fleste heldigvis nok svare. For det at være historisk korrekt er en forudsætning for, at museerne kan opretholde den meget høje grad af troværdighed, som adskillige undersøgelser tilskriver dem. Det vigtige, og vanskelige, er imidlertid også at holde fanen højt, når det historisk korrekte fra tid til anden går hen og bliver politisk ukorrekt.

Lad mig give et par eksempler fra Den Gamle By.

Den Gamle Bys Jazzbar Bent J viser et klassisk værtshusmiljø fra 1970’erne. Og naturligvis må der ryges! Ellers ville det jo være historisk ukorrekt.

Rygning på Jazzbar Bent J

I Den Gamle Bys Jazzbar Bent J er det tilladt at ryge, når baren er åben og der spilles musik. For de, der ikke har lokalkendskab, kan jeg oplyse, at Jazzbar Bent J indgår i Den Gamle Bys kvarter, der med fokus på året 1974 viser Danmark i 1960’erne og 70’erne.

Jeg er selv ikke-ryger, og personligt hader jeg at være i røgfyldte lokaler. Men det må jeg leve med, for oplevelsen skal være troværdig for publikum. Sådan er det imidlertid ikke alle, der har det. Det blev vi klar over, da Den Gamle By på et tidspunkt modtog en henvendelse fra en jazzelsker, der lider af astma og som derfor ikke kunne holde ud at være i lokaler, hvor der bliver røget. Den pågældende mente, at rygningen forhindrede ham i at høre god jazz på Bent J. Jeg forklarede, hvorfor vi gør som vi gør, hvilket efter lidt skriven frem og tilbage førte til en officiel klage. Her fremførte klageren det synspunkt, at Den Gamle Bys politik på dette område måtte være i strid med museets formidlingsopgave.

Nu er rygning på Bent J imidlertid ikke noget problem. Lovgivningen er 100 pct overholdt, fordi det såkaldte serveringsareal i Jazzbar Bent J er under de 40 kvm, som er grænsen. Klagen blev derfor også afvist af den offentlige myndighed, hvortil den var stilet.

Dertil kommer, at Den Gamle Bys formål med at have genskabt Jazzbar Bent J ikke er, at publikum her skal kunne høre jazz. Nej, formålet er at genskabe et troværdigt miljø, der fortæller om 70’ernes brune værtshuse – her så garneret med historien om et helt særligt jazz-værtshus. Som bekendt er Den Gamle By et open-air museum, hvis særkende er, at publikum skal komme så tæt på en ægte historisk oplevelse som overhovedet muligt, herunder skal der være mulighed for at opleve med alle sanser, inklusive lugtesansen.

Vi valgte altså at holde fanen højt for den historiske korrekthed. Det gør vi også i andre sammenhænge.

Tæv, Sorte Sambo, nøgne piger og Virginia Rose

Når vi i Den Gamle By har besøg af venner og kolleger fra udlandet, undrer en del sig over, at vi tillader, at snedkermesteren anno 1864 stikker lærlingen en på kassen. Endnu flere er chokerede over, at Bogcentralen fra 1974 sælger – eller skal forestille at sælge – blade med billeder af afklædte unge kvinder på forsiden. Nogle løfter øjenbrynene, fordi vi i den historiske boghandel sælger børnebogen Lille Sorte Sambo. Og der er også dem, der undrer sig over, at der flere steder i Den Gamle By findes udendørs reklamer for tobak. Fx den charmerende: ”Virginia Rose i den fikse pose”.

I Bogcentralens afdeling ”Kun for voksne” er der blade med afklædte unge kvinder på forsiden. Skaberen af butikskæden Bogcentralen, Jørgen Irmil, fortæller at billedpornoens frigivelse var det, der skabte forretningsgrundlaget for disse butikker. Det vil derfor være historisk forkert ikke at have blade af den type i butikken.

I dag ved vi, at man ikke længere må revse hverken børn eller tyende, vi ved at nøgenhed støder manges blufærdighed, at Lille Sorte Sambo tegner et vrangbillede af sorte afrikanere, og det er forbudt at reklamere for tobak.

Men som et historisk museum skal Den Gamle By jo vise verden og virkeligheden, som den var, og ikke som vi måtte ønske, den skulle have været. Det er vigtigt at erkende i en tid, hvor nutiden rydder så effektivt op i fortiden, og hvor meget af det, vi ikke kan lide lige for øjeblikket, bliver destrueret eller fejet ind under gulvtæpper og gemt væk.

I børnesangen Elefantens vuggevise er negerdrengen blevet erstattet af en kokosnød. Pippis far, der oprindelig var negerkonge, er nu blevet sydhavskonge. Det er ikke længere muligt at købe negerboller og negerkys. Lucky Luke har et strå i munden i stedet for en smøg. Internationalt er julemandens hjælper i Holland, Svarte Piet, truet, og senest forlyder det, at den gribende historie fra sydstaternes USA, Borte med blæsten, er blevet fjernet fra streamingstjenesten HBO.

“Virginia Rose – i den fikse pose. En herlig shagtobak”, står der på denne gavlreklame. For naturligvis er der reklamer for tobak i Den Gamle Bys kvarter, der med udgangspunkt i året 1974, viser 1960’ernes og 70’ernes historie.

Museer skal være troværdige

Museer har et særligt ansvar. De skal være troværdige og vise historien som den var. Det indebærer også, at de til enhver tid bør kæmpe imod tendenser i retning af styring og politisk korrekthed. Det må alene være den historiske troværdighed, der tæller.

Det er vigtigt at vedkende sig verdens og historiens mangfoldighed – også de dele, vi eller andre ikke synes om. Det publikum, der benytter Den Gamle By og andre museer, skal kunne stole på, hvad de oplever, hvad de ser og hvad de får oplyst. For begynder et samfund først at retouchere historien, risikerer man at gøre verden mere endimensional og i sidste ende totalitær.

 

Dele af denne tekst er bragt som kronik i Jyllands-Posten lørdag 13. juni 2020.

 

 

Digitale devices kan ikke erstatte konkret kultur

Kulturoplevelser er sociale begivenheder i en sanselig virkelighed, og digitale gengivelser kan aldrig erstatte kultur i virkeligheden.

Hører du til dem, der synes, at en tonstung elefant er ligeså interessant på en skærm som i virkeligheden, hvor den både prutter og trompeterer? Hører du til dem, der finder Pablo Picassos Guernica-maleri lige så fascinerende på en skærm som i sin enorme volumen på Museo Reina Sofia i Madrid? Og hører du til dem, der mener, at det kan være det samme at opleve klassikeren mellem Liverpool og Everton på TV fremfor sammen med 60.000 svedende og syngende fans på Anfield Road i Liverpool? Ja, så er vi bare uenige.

En skærm kan ikke erstatte den sanselige virkelighed, og skærmen vil aldrig kunne rumme den sociale dimension, som en fællesoplevelse af kultur er for de fleste. Vel kan en skærm give indtryk af, hvad en elefant er, og hvordan Guerníca ser ud, og vel kan man på skærmen se både scoringer og dribledetaljer fra en fodboldkamp. Men det er ikke det samme! Skærmen er en amputeret realitet, en erstatning for den virkelige verdens konkrete sanselighed.

Når mange har længtes efter, at musiksteder, biografer, museer, zoologiske haver, teatre, fodboldstadions og andre kulturformer atter kunne åbne, er det ikke kun fordi man har savnet det konkrete kulturindhold. Det er det selvfølgelig også. Men det er i høj grad også, fordi man vil være sammen og opleve noget virkeligt. Man går jo heller ikke på café kun for at drikke kaffe eller på restaurant bare for at få noget at spise. Der følger mere med – og det er det, der gør forskellen.

Mennesket er et socialt væsen – og et fysisk væsen. Det gælder også, når talen er om at opleve kultur. For nok opleves en del kultur individuelt, men det foregår næsten altid i et fællesskab. Man planlægger kulturoplevelsen sammen med nogen, man følges ad, man diskuterer, og som oftest ledsages oplevelsen også af en kop kaffe, et glas vin eller lidt at spise sammen med dem, man følges med. På den måde bliver oplevelsen både forlænget og forstærket. Kultur er fællesskab, og kultur er konkret.

Den amerikanske kulturanalytiker Colleen Dilenschneider har undersøgt, hvad amerikanerne oplevede som det bedste ved et museumsbesøg. Hele 40 pct svarede, at det bedste var at være sammen med venner og familie. Langt færre, nemlig 16 pct, nævnte indholdet i form af udstillinger og oplevelser som det vigtigste. 15 pct nævnte mødet med personalet, mens kun 10 pct fremhævede det at lære noget nyt som det vigtigste. USA er ikke Danmark, men en tilsvarende undersøgelse herhjemme vil næppe give et markant anderledes resultat.

At se en telefon med drejeskive på skærm er slet ikke det samme som at prøve at “dreje et nummer” sammen med sine venner. Her fra kernefamiliens lejlighed anno 1974 i Tårnborg i Den Gamle By.

Hovedparten af kulturen er konkret, og i bedste fald er digitale udgaver af konkret kultur et surrogat og en slags substitut for ”the real thing”. Og det er den først og fremmest, fordi den er éndimensional. En skærm rummer jo kun en lille del af den mangfoldighed, som en kulturoplevelse er i virkeligheden. Nok kan man se, men størrelsesforhold og stoflighed mangler. Nok kan man høre, men i en reduceret og artificiel lydgengivelse. Og lugten, smagen og ikke mindst dialogen og fællesskabet er totalt fraværende.

For nogle uger siden kom det frem, at interessen for skærmgudstjenester faldt markant efter ellers at have været stigende i første fase af corona-nedlukningen. I Kristeligt Dagblad 29. april gav centerleder ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter Birgitte Graakjær Hjorth denne forklaring: ”En skærm kan ikke rumme gudstjenestens inderste væsen. Der er for meget præst og for lidt menighed. For meget tilskuer og for lidt deltager. For meget tale og for lidt svar, selvom det er den vekselvirkning, liturgien lever af. Når det er sagt, er skærmgudstjenester et godt surrogat, indtil vi kan komme til rigtige gudstjenester igen”. Den digitale kultur reducerer simpelthen virkeligheden. Den gør den éndimensional.

Mange museer har i en årrække arbejdet på at gøre samlingerne tilgængelige digitalt. Det er god service for dem, der ikke selv kan komme på Statens Museum for Kunst og se C.W. Eckersbergs malerier, eller dem, der ikke kommer på Nationalmuseet for at se Solvognen. Men en digital gengivelse kan ikke sammenlignes med at se billederne og tingene i virkeligheden. Mange vil nok også savne museumsbesøgets samvær, diskussion og kaffe og kage.

Socialt samvær og kaffe og kage i Den Gamle Bys konditori anno 1974 er en vigtig del af et museumsbesøg.

På mit eget museum, Den Gamle By, prioriterer vi at bruge ressourcerne på at give museets gæster en levende og sanselig oplevelse af den fortidige virkelighed i størrelsesforholdet 1:1 og i tre dimensioner. Tanken er, at gæsterne i så høj grad som muligt skal føle sig som ét med historien. Akkurat ligesom når de som turister besøger et fremmed land, så skal de her på museet også kunne smage, lugte, se og røre. Det fremmede land er i denne sammenhæng blot deres egen historie. Hvis vi skal bruge ressourcer på at formidle museets samlinger digitalt, må de tages fra den sanselige oplevelse, som vi ved er Den Gamle Bys DNA.

Dermed være ikke sagt, at vi ikke anvender digitale medier, for det gør vi. Men altid kun som supplement, aldrig som erstatning. Når man fx besøger gynækologen anno 1974 kan man gå ind i alle lokaler. Venteværelset, køkkenet, personaletoilettet, undersøgelsesværelset og sekretærens kontor. Den besøgende fornemmer elektriciteten fra gulvtæppet i nålefilt, og man kan lugte venteværelsets askebæger, som er fyldt med cigaretskod. På digitale skærme, der hænger på væggen, guider gynækologens sekretær den besøgende rundt i lokalerne, og hun fortæller om dagligdagen i 1974, da klinikken lige var åbnet. I undersøgelsesværelset er indlagt et digitalt skyggespil, hvor man ser en kvinde klæde sig af, så hun er klar til briksen. Og i sekretærens arkivskab kan publikum på skærme søge supplerende oplysninger om abort og prævention i Danmark, ligesom de kan markere deres holdninger og se, hvad andre mener om samme sag.

I gynækologens undersøgelsesværelse er indlagt et digitalt skyggespil, hvor man ser en kvinde klæde sig af, så hun er klar til briksen

Men det er en pointe, at de digitale medier ikke må gøre oplevelsen individuel. Et museumsbesøg skal være en social oplevelse. Derfor kan gæsterne også være sammen om den digitale formidling. Og vi glæder vi os over, at de taler sammen, diskuterer og husker i fællesskab. Både med dem, de følges med, og andre, som de møder på deres vej i museets danmarkshistoriske tidsrejse.

Derfor tror jeg heller ikke på, at kulturen går hen og bliver digital. Det digitale kan være et nyttigt supplement, men hvis det erstatter den kulturelle virkelighed vil vi hurtigt komme til at savne både fællesskabet og sanseligheden.

“There’s more to the picture than meets the eye”, sang canadieren Neil Young på LPen “Rust never sleeps” fra 1979. Det er det, der er pointen. Virkeligheden er mere kompleks og mangfoldig end det, øjet alene ser. Ikke mindst hvis oplevelsen filtreres af en digital skærm.

En forkortet udgave af denne tekst er publiceret som indlæg i Information 8. juni 2020.

Museer for folk – et led i demokratiseringen af Danmark

I årtierne omkring 1900 ser vi de første opgør med et elitært museumssyn, der havde sin rod i enevældens tankesæt. Der gik dog næsten 100 år, før der blev almen tilslutning til, at museer skal handle om andet og mere end ting og være for andre end de i forvejen frelste.

Vi alene vide

Der var noget vi-alene-vide over Nationalmuseets direktør Sophus Müller, der fra midten af 1880’erne og frem til sin pensionering i 1921 kompromisløst definerede, hvordan et museum skulle være. Som den aristokratiske arkæolog, han var, hævdede Sophus Müller, at museernes fokus skulle være forskning, fund og forhistorie. Historien fra en tid, mange har et forhold til, var ikke interessant. Det var fortællinger om almindelige mennesker bestemt heller ikke. Og at et museum kunne være til glæde for folk i almindelighed var nærmest umuligt at forestille sig.

De i Skandinavien frembrydende folke- og frilandsmuseer, som netop fortalte almindelige menneskers historie for almindelige mennesker, var ifølge Müller slet ikke ”rigtige” museer. Det kunne på ingen måde komme på tale, at de skulle modtage støtte fra staten.

I årtierne omkring år 1900 definerede Sophus Müller kompromisløst, hvordan et museum skulle være for at være et rigtigt museum. Müller var dybt konservativ og rundet af det gammelkøbenhavnske åndsaristokrati, der havde stærke rødder i enevældens tankesæt og verdenssyn.

Flere museer havde ellers forsøgt at slå sig i tøjret. Først Dansk Folkemuseum fra 1885, siden de museer, der fra midten af 1800-årene var vokset frem i landets større købstæder, og dernæst Kunstindustrimuseet, der åbnede for publikum i 1895. Men uden held. Müller fik dem alle klappet i facon, så de kom til at passe til hans urokkelige forestilling om, hvordan tingene burde være. Og nok så vigtigt skulle de ikke på nogen måde udfordre Nationalmuseets position som ”overmuseum” og landets eneste rigtige af slagsen.

For eller imod Den Gamle By

I årene 1909-1916 lykkedes det imidlertid for ét museum at bryde Müllers magt. Nemlig Peter Holms gamle by i Aarhus, der med titusindvis af besøgende og enestående opbakning fra mange sider hurtigt voksede sig så stærk, at museet formåede at udfordre Müller og endda sikre sig tilskud fra både stat og kommune.

I første omgang havde Müller kaldt det, der skulle blive til Den Gamle By, for ”noget forbandet skidt” og ”imitation” og hans lokale proselyt, formanden for Aarhus Museum, konsul Frederik Ollendorff, mente ligefrem, at renæssancebindingsværket til Borgmestergården, Den Gamle Bys første hus, skulle hugges op og sælges som pindebrænde.

At det ikke gik sådan, må i høj grad tilskrives kgl. bygningsinspektør Hack Kampmann, der kaldte Ollendorff ”et forbenet gammelt rokkehoved” og gav ham på puklen for at spænde ben for den nye og anderledes museumsmodel, som Peter Holm lancerede med sin suite af historiske interiører i den gamle borgmestergård – fra renæssancen og helt op til ”vores forældres og bedsteforældres tid”.

Borgmestergården på Landsudstillingen i Aarhus i 1909. Forud var gået en kamp mellem to forskellige museumssyn, som siden da har præget diskussionen om museernes opgaver og rolle i samfundet. Skal museer mest handle om genstande eller være om og for folk?

I 1915 formastede kredsen bag Den Gamle By sig til at søge både stat og kommune om tilskud til museets drift. De årlige omkostninger blev anslået til 4.500 kr. Heraf ansøgte man staten og kommunen om hver at yde en tredjedel, mens man regnede med, at resten kunne tjenes via entré, som var sat til 25 øre for voksne og 10 øre for børn. At søge staten om et driftstilskud på 1.500 kr. vidner om, at Peter Holm ikke satte sit lys under en skæppe, og i datiden var det ganske frejdigt og uset at operere med en egenindtægt på en tredjedel af driftsomkostningerne.

To museumssyn

Ministeriet bad Nationalmuseet om at udtale sig om ansøgningen, og her kom det frem, at der internt på museet var en afgrundsdyb splittelse mellem direktørerne for museets to afdelinger. Müller, der var chef for forhistorien, museets første og primære afdeling, og historikeren Mouritz Mackeprang, der stod i spidsen for de mere sekundære samlinger fra historisk tid.

Sophus Müllers erklæring til ministeriet er én stor principiel nedgøring af Peter Holms projekt – ”15 tætskrevne sider”, som Holm bittert noterede i sine erindringer. I erklæringen sondrede Müller mellem ”det centrale, der har krav på statsstøtte, og det periferiske, der ikke har det”. ”Til det centrale hører det ægte og sande, til det periferiske det uægte og usande”. Borgmestergården hørte for Müller til det uægte og usande. Det gjaldt både selve bygningen og interiørerne. Bygningen, fordi den blev flyttet fra sin oprindelige plads, og fordi den var rekonstrueret. Interiørerne, fordi de var skabt af effekter, der stammede forskellige steder fra. Müller ville ikke engang betegne Borgmestergården som en ”imitation eller kopi”, men som et fritlavet udstyr med ”tilfældige bestanddele hentede allevegnefra”.

Med foragt nævnte han også, at Borgmestergården rummede ”sager helt ned til vore forældres tid”. Müller sammenlignede herefter Borgmestergården med en historisk roman: ”Den holder sig også så nær som muligt til sandheden, og meget er jo ligefrem kalkeret over beretningerne. Men hvor stoffet manglede, der er der tildigtet, og om enkelthederne ved man jo ikke meget”. Og han satte trumf på ved at sammenligne Borgmestergården med det brede offentlige ”fornøielsesvæsen”. Den slags skulle der ikke ydes statsstøtte til!

Mackeprang gik anderledes nøgternt til sagen. Han redegjorde for, hvordan Nationalmuseets anden afdeling havde fulgt Peter Holms arbejde, og han vurderede, at der ved genrejsningen af Den gamle Borgmestergård og ved indretningen af rækken af borgerlige interiører var ”gjort et overmåde dygtigt og pålideligt arbejde”. Han støttede Peter Holms ambition om at give et billede af ”udviklingen af en danske købstads borger og næringsliv fra år ca. 1600”. Og han udtalte, at man måtte være taknemmelig for Peter Holms initiativ, fordi de eksisterende museer med enkelte undtagelser kun havde ”ganske planløse og tilfældige samlinger af genstande fra denne tid”. Borgmestergården overgik allerede nu ”langt de øvrige provinsmuseer”, og Mackeprang anbefalede, at staten imødekom ansøgningen.

Det korte af det lange er, at Sophus Müller tabte det museumspolitiske magtspil, og i 1916 bevilligede ministeriet de ansøgte 1.500 kr. årligt til driften af Borgmestergården. Da først staten var med, bakkede kommunen også op, og dermed var Den Gamle By et permanent museum med fast driftstilskud fra både stat og kommune. Peter Holms museum blev både publikumssucces og topseværdighed, og nogle årtier senere blev Holm belønnet med titlen som æresdoktor ved Aarhus Universitet for sin indsats.

En enlig svale gør imidlertid ingen sommer. Selv om der i takt med, at 1900-årene skred frem, opstod flere museer om emner, der ligger tættere ved vores tid, var det også her den enkelte, autentiske museumsgenstand og ikke fortællingen, der var i centrum, ligesom videnskabeligheden var vigtigere end folkelig gennemslagskraft.

Nybrud

Efter etableringen af Den Gamle By skal vi helt frem til 1955 for at finde det næste nybrud. Nemlig Hjerl Hedes sommerlevendegørelse, der gav det vestjyske frilandsmuseum en gennemslagskraft og folkelig appel, der ikke tidligere var set på noget dansk museum. ”Dette frivillige og folkelige kursus i anskuelsesundervisning”, kaldte journalisten Paul Hammerich begejstret levendegørelsen i en reportage i Politiken, og folk strømmede til. Levendegørelsen baserede sig på grundige studier, for ”det skulle ikke være en cirkus”, som formanden for bestyrelsen Finn Hjerl-Hansen udtrykte det. Alligevel var mange fagfolk skeptiske, og i diskussionerne om Hjerl Hede ser vi atter modsætningen mellem de museumsfolk, der ønskede at udstille ting i montrer, og dem, der ville fortælle på en måde, der nåede ud til andre og flere end det sædvanlige museumspublikum.

Museet på Hjerl Hede var en pioner inden for levendegørelse af historien og sandsynligvis verdens første frilandsmuseum, der anvendte denne populære formidlingsform.

Få år efter, i 1958, brød Louisiana i Humlebæk med den klassiske kunstmuseumsmodel og satte nye standarder for museerne som oplevelse og udflugtsmål. Ikke alle brød sig om et museum med café, butik og spektakulære events. Men publikum elskede det, og Louisianamodellen vandt efterhånden også indpas på kulturhistoriske museer.

Müllers ånd rådede stadig

Alligevel var det meste imidlertid, som det plejede at være. Nok var Sophus Müller død i 1934, men hans ånd rådede stadig. I 1969 fandt Kulturministeriet imidlertid, at nu kunne det være nok, og ministeriet gav en kulturpolitisk redegørelse, som var en stor øretæve til museerne. Man måtte se i øjnene, hed det i redegørelsen, at museerne i dag kun spiller en ”underordnet rolle iblandt de muligheder for anvendelse af fritiden, der frembyder sig for befolkningen”, og så gav betænkningen ellers en næsten karikeret beskrivelse af ”den klassiske museumsmontre” med rækker af genstande anbragt på hylder ”på en så akavet måde, at man skal gå ned i knæ for at få et overblik over dem” og med mere eller mindre ulæselige etiketter, der ”i sig selv er et levn fra fortiden”. Konklusionen lød: ”Mange museer er derfor i dag selv modne til at komme på museum”.

Billedet viser Aarhus Museums oldtidsudstilling fra begyndelsen af 1900-tallet. Men endnu midt i århundredet var der fortsat mange museer, der tog sig sådan ud.

Museerne måtte forstå, hed det i redegørelsen, at ”fritidsvanerne er indgribende ændrede”. Ja, man måtte acceptere, at museerne som biblioteker, teatre, radio og fjernsyn også havde den ”meget vigtige opgave at underholde”. Der skulle ikke skabes ”afstand mellem klenodierne og de besøgende”. Man burde tage ved lære af frilandsmuseerne og de museer, der anvendte det karakteristiske interiørprincip. Museerne skulle være inviterende og tilgængelige. Der skulle være en udstillingsform, hvor ”relativt få, karakteristiske genstande udstilles i salene”, og museerne skulle i højere grad indrettes med henblik på de besøgende med ”vejledninger i form af oplysende, let læselige tekster, plancher, tegninger og fotografisk materiale, der tilsammen giver et klart og relativt hurtigt forståeligt billede af den historiskes udvikling”.

Fra Brede tilbage til Prinsens Palæ

Noget tyder på, at Nationalmuseet allerede havde læst skriften på væggen. For nu skete der noget nyt. Vel at mærke ikke i de hellige haller i Prinsens Palæ i kongens København, for her var alt ved det gamle. Men ude på landet, i Brede, 15 km nord for hovedstaden. Her skabtes i perioden 1966-1988 et folkeligt eksperimentarium af nye museale fortælleformer. Selv om det er over 30 år siden, at den sidste Bredeudstilling lukkede, taler mange fortsat henført om udstillingerne, som på sæt og vis var en slags kulturhistoriens svar på kunstens Louisiana. Fortællingen kom i centrum, og et besøg var fascinerende, overraskende, lærerigt, morsomt og en oplagt udflugt for hele familien. De tidligere fabriksbygninger skræmte ikke nogen væk, og området ved Mølleåen var smukt og rekreativt.

Med udstillingen ”På herrens mark” lukkede Nationalmuseet i 1988 ned for eksperimenterne i Brede for i stedet at koncentrere kræfterne om museets store om- og nybygningsprojekt i Prinsens Palæ. Det nye Nationalmuseum åbnede i 1992 med moderne foyer, restaurant, butik og den succesfulde særudstilling ”Viking og Hvidekrist”. Udstillingen foregik i de moderne særudstillingsfaciliteter, som kom til at danne rammen om flere fine særudstillinger. Men det overraskende, det morsomme og det nybrydende kom ikke med fra Brede. Og da slet ikke i de nye, faste udstillinger, hvor fortællingen blev erstattet af museumsgenstande i tusindvis. Trods det æstetiske løft må man sige, at pendulet var svinget tilbage, og der er næppe tvivl om, at Sophus Müller ville have følt sig mere hjemme i det nye Prinsens Palæ end i Brede et halvt århundrede tidligere.

Mennesket og publikum i centrum

I 1965 genskabte Den Gamle By et traditionelt marked under Aarhus Festuge. I 1977 var der premiere på det første vikingetræf på strandengen ved Moesgård. Og med inspiration fra Hjerl Hede og en række internationale open-air museer begyndte både Frilandsmuseet og Den Gamle By i 2001 at arbejde med levendegørelse. Siden er mange fulgt efter. Tivolisering var der nogen, der kaldte det, men publikum elskede det. Der er ingen tvivl om, at ligesom Louisiana havde fået nye grupper på kunstmuseum, tiltrak historiske events og levendegørelse et nyt publikum til de kulturhistoriske museer, som dermed for alvor brød ud af den faglige spændetrøje, som siden Sophus Müllers tid havde defineret museernes virke.

Tirpitzmuseet, der åbnede i 2017, er et eksempel på de nye museer, der lægger mere vægt på engagerende historiefortælling end fremvisning af gamle ting.

Det seneste årti har mange museer udviklet et sandt festfyrværkeri af nye formidlingsformer. Museet for Søfart, Tirpitz, Strandingsmuseet, Moesgård Museum og Aarhus Fortæller i Den Gamle By. Her er det ikke tingen, museumsgenstanden, der er i centrum, men fortællingen om mennesket til forskellige tider. Besøgstallene boomer, og museerne placerer sig i dag centralt i kulturbilledet som vigtige vinduer til dansk identitet og historie.

Også Sophus Müllers gamle museum flytter sig i disse år. Her kompenserer kedsomhedsknapper og virile vikingeportrætter nu for Nationalmuseets udstillinger, der fortsat er propfyldt med museumsgenstande. Publikum er ved at komme i højsædet. At fokusere på folk giver legitimitet, og så giver det indtjening, som kan være med til at finansiere basale museumsopgaver. Det er slut med Müllers ensidige fokus på fund, forskning og forhistorie. Indtil videre i hvert fald.

Jeg tror, vi er mange, der krydser fingre for, at det holder.

 

Indlægget er en superkort udgave af hovedlinjen i bogen “Museer for folk”, der i marts udkom på Aarhus Universitetsforlag i serien 100 Danmarkshistorier. Teksten har i store træk også været trykt som kronik  i Politiken 28. maj 2020.

 

 

 

 

 

Hvad nu hvis Moesgaard og Den Gamle By må lukke?

I vore allermest pessimistiske øjeblikke ser vi for os, at store museer som Den Gamle By og Moesgaard må lukke og slukke som følge af den uhyggelige krise, som verdenssamfundet netop nu gennemlever.

Sker det, vil den almindelige dansker miste et enestående vindue til dansk identitet og historie, og Danmark vil miste to nyskabende og internationalt højt anerkendte museer, som samtidig spiller en betydelig rolle som de mellemstore erhvervsvirksomheder, de rent faktisk også er.

Med coronakrisen mistede Moesgård og Den Gamle By fra den ene dag til den anden størstedelen af deres økonomiske grundlag. Begge museer har igennem en årrække arbejdet på at kombinere det at tage vare på kulturarven med at skabe stærke, brede publikumsoplevelser, som er finansieret gennem entré fra publikum. I dag er næsten alt, hvad vi laver, afhængigt af den indtjening, vi opnår ad den vej. Begge museer skaffer selv mere end 75 pct af omsætningen, mens de offentlige tilskud andrager knap 25 pct. Med den pludselige kriselukning står det uhyggeligt klart, at det, der har været vores succes, nu bliver til vores svaghed.

Moesgård og Den Gamle By er ikke statslige institutioner, men almennyttige, selvejende kulturvirksomheder, og vi har derfor ikke det økonomiske rygstød og sikkerhedsnet som de store københavnske museer, der er ejet af staten. Det offentlige tilskud, som vi modtager, hvor begrænset en andel det end udgør, betyder, at vi ikke må lægge penge til side. Derfor har vi heller ikke noget at stå imod med, hvorfor det ikke er muligt for vore museer selv at lukke det kæmpestore økonomiske hul, som coronakrisen efterlader.

Vi frygter at komme ind i en negativ spiral, hvor vi ikke kan levere det, vi kunne før. Det vil gøre vore museer mindre attraktive for publikum og føre til fortsat faldende indtægter. I vores mest pessimistiske øjeblikke melder usikkerheden sig, om der overhovedet er en fremtid for vore museer.

Både Den Gamle By og Moesgaard er internationalt anerkendte for at have fundet koblingen mellem faglig styrke og stor publikumsappel. Vi har samlinger, der regnes som nogle af de væsentligste i verden. Vores faglige ekspertise er på kerneområderne second-to none, ligesom vi bruger ressourcer på at støtte museer, der har behov derfor. Internationalt regnes begge museer for at høre til den absolutte elite.

Spørger man de besøgende, ryger både Moesgaard og Den Gamle By helt i top – både hvad angår vigtighed, kompetence og folkelig yndest.

Den Gamle By med det kvarter, der med udgangspunkt i året 1927 viser det moderne Danmark, som det voksede frem først i det 20. århundrede.

Tilsammen udgør vore museer en tidsrejse i danmarkshistorien, hvor publikum får et på én gang lettilgængeligt og højt kvalificeret indblik i danskernes livsvilkår. Fra stenalder, bronzealder og jernalder over vikingetid, middelalder, renæssance og enevælde og helt frem til det moderne samfund med demokrati, frisind og velfærd.

Museerne handler om Danmarks historie og vores plads i verden, og de handler om dansk identitet og om de værdier, der kendetegner vort samfund. Det er med til at give forankring og sammenhængskraft, for når det virkelig gælder, genopdager vi det, vi er fælles om.

At de to museer tilsammen hvert år tiltrækker mellem 800.000 og en million gæster vidner om, at de er relevante for mange mennesker. Hvad de konkret betyder, hvad der er deres dybeste mening, er det imidlertid ikke så let at sætte ord på. Akkurat som det er svært at formulere værdien af en nyudsprunget bøgeskov, et strejf på kinden fra én, man holder af, eller en begravelsessalme ved kisten i kirken.

Vi ser vore to museer som en slags reservoir for identitet og forankring og for inspiration og forandring. Når museerne er bedst, er de steder, hvor de besøgende kan føle sig hensat til en anden verden, steder hvor de kan se og opleve noget, der er forskelligt fra deres hverdag – og hvorfra de, forhåbentlig, kan bringe noget med tilbage til nutiden. Det gode museum er på den ene siden et sted for diskussion og modsigelse, undren og udfordring, og på den anden side et sted for glæde, hygge, samvær og sammenhæng.

Og så bør det på en eller anden måde handle ligeså meget om nutiden og fremtiden som om fortiden.

Derfor er det også vigtigt, at museerne når bredt ud, ud til hele befolkningen, og ikke kun til det klassiske museumspublikum, som lettere karikeret ofte beskrives som kvindelige gymnasielærere over 50. Det gør både Moesgaard og Den Gamle By.

At være nationale dannelsesinstitutioner, der også når bredt ud til den danske befolkning, er uden diskussion den vigtigste opgave. Men både Den Gamle By og Moesgaard er også mellemstore erhvervsvirksomheder med stor økonomisk betydning. Alene det at vi her under krisen tilsammen har måttet sende 500 medarbejdere hjem på lønkompensation vidner om museernes økonomiske og beskæftigelsesmæssige tyngde.

Den Gamle By og Moesgaard er arbejdspladser for alt fra højt kvalificerede specialister inden for en række områder over fagkyndige håndværkere til ufaglærte inden for flere fag samt timelønnede studentermedhjælpere. Vi uddanner forskere, håndværkere og HK-ere. Tilsammen betaler vore to museer mere end 80 mio kr til det offentlige i form af skat og moms. Og vi køber varer hos danske leverandører for i omegnen af 150 mio kr årligt.

Dertil kommer museernes enorme betydning for turismen. Både Den Gamle By og Moesgaard har tre stjerner i Guide Michelin og er omtalt i de fleste førende rejseguides. Titusindvis af tilrejsende giver omsætning og indtægt mange steder i samfundet. Fra pølsevogne til benzinstationer, fra vandrehjem til femstjernede hoteller.

Moesgård Museums evolutionstrappe i det nye museum, der åbnede i 2014.

Vi mener, at Den Gamle By og Moesgaard har vist, at det – også uden at vore museer er offentligt ejede – kan lade sig gøre at opbygge store, stærke kulturinstitutioner med international gennemslagskraft, og som på en og samme tid er nationalt kulturbærende, tilgængelige og spændende. Det har givet os en stor indtjening, men i sidste ende er de opgaver, vi løfter, også afhængige af det offentliges opbakning. De midler, vi får fra stat og kommune er afgørende for os. Det var de før krisen, og det vil de i endnu højere grad være under krisen og efter krisen.

I øjeblikket er vore museer lukkede. Vi mister store publikumsindtægter, men mange af vore udgifter er de samme. Tilsammen frygter vi at miste 30 mio kr eller mere i løbet af Coronakrisen frem til nytår. Og vi risikerer at stå med en møllesten af gæld om halsen, som kan sætte museerne i stå og i værste fald føre til, at de må lukke.

Det er vores håb, at staten vil kende sin besøgelsestid, når det forhåbentlig snart er til at se en vej ud af krisen. For hvis vores museer ikke i en eller anden grad kompenseres for de store indtægtstab som følge af krisen, og hvis ikke man hjælper dem til en genstart, så risikerer man, at Danmark mister to dannelsesinstitutioner af stor national betydning og to turistattraktioner af international karat.

 

Denne tekst er en lettere udvidet udgave af den kronik, som Mads K. Holst, direktør for Moesgård Museum, og undertegnede har publiceret i Jyllands-Posten 30. marts 2020.