Browse Category

Meninger

Statstilskuddet til Den Gamle By forlænget i fire år

Så lykkedes det. Vi fik forlænget Den Gamle Bys tilskud på 3 mio kr, så bevillingen nu går frem til og med 2020. Det er vi glade for og meget taknemmelige. Men det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi i Den Gamle By havde håbet, at beløbet var kommet permanent på Finansloven. Det lykkedes desværre ikke, selvom der blev presset godt på fra folkevalgte her i det østjyske.

Jeg vil her gerne rette en stor tak til alle dem, der bakkede op. Den Gamle By er i den lykkelige situation, at alle – såvidt jeg ved – er positive over for museet. Men ifølge sagens natur skal takken især rettes til de partier, der står bag forliget om finansloven. Der ud over har vi bemærket, at den konservative kulturordfører Naser Khader i et læserbrev i JP Aarhus meldte sin opbakning helt klart ud, ligesom vi også har bemærket, at folk fra både Venstre og DF har ytret sig positivt om sagen.

I de måneder – ja år – der er gået forud, har vi fra Den Gamle By haft kontakt med talrige medlemmer af Folketinget om sagen, faktisk hele vejen rundt til alle Folketingets partier. Og jeg har hver gang glædet mig over den positivitet, som møder Den Gamle By.

Vi er taknemmelige for, at der nu er ro om Den Gamle Bys økonomi de næste fire år. Så må vi til den igen, og indtil da er det Den Gamle Bys opgave at levere en så god performance, at alle vil mene, at tilskuddet bør være permanent.

Historien bag

Det hele begyndt i 2008. Den Gamle By havde igangsat den enorme udvidelse, som nu næsten står færdig med en helt ny Den Gamle By, som viser efterkrigstidens Danmark med afsæt i året 1974. Velfærdssamfundets blomstringstid og den periode i 1960erne og 70erne, hvor dansk identitet med frisind, velfærd, ligestilling og lav magtdistance for alvor foldede sig ud.

Finansiering af anlæg og byggeri er finansieret af A.P. Møller Fonden med 300 mio kr, og så var det tanken at indhold og drift skulle finansieres af en statslig driftsbevilling på akkurat samme måde, som det tidligere var sket med museer som Arken, Aros og Moesgård.

I august 2008 blev jeg ringet op fra Kulturministeriet med besked om, at der i finansloven ville blive afsat 3 mio kr ekstra til Den Gamle By. Jeg fik også at vide, at det var hensigten, at bevillingen skulle være permanent, men af finanslovstekniske årsager blev den i første omgang givet for en periode på fire år, altså for årene 2009-12. Lidt senere i forløbet kom der en mio ekstra, så der nu var tale om en opgradering på i alt 4 mio kr.

Det statstilskud, som i 2008 blev bevilget til Den Gamle By, skal anvendes til drift og vedligeholdelse af den nye Den Gamle By, som er skabt siden 2007, og som viser Danmark i 1960erne og 70erne med afsæt i året 1974.
Det statstilskud, som i 2008 blev bevilget til Den Gamle By, skal anvendes til drift og vedligeholdelse af den nye Den Gamle By, som er skabt siden 2007, og som viser Danmark i 1960erne og 70erne med afsæt i året 1974.

Kamp for forlængelse

Tilsagnet om, at tilskuddet var tænkt som permanent, fik jeg desværre ikke skriftligt, og det har jeg fortrudt lige siden. For i 2012, da bevillingen skulle forlænges, var det nemlig ikke noget, der gik automatisk.

I 2011 var der kommet en ny regering, og kulturministeren var nu den (dengang) radikale Uffe Elbæk. Fra Den Gamle By havde vi i flere måneder gjort opmærksom på sagen, og regeringen spillede ud med en mio kr ekstra til museet. Jeg tror ikke kulturministeren var bekendt med, at det reelt var en nedskæring. Men det var det, for det havde jo hele tiden været tanken, at bevillingen på i alt 4 mio kr skulle gøres permanent med virkning fra 2013. Det var der øjensynligt ikke rigtig nogen (udover mig), der kunne huske eller var bekendt med.

Det blev en hård kamp, og selvom jeg godt fornemmede, at flere østjyske socialdemokrater, SFere og radikale støttede Den Gamle Bys uofficielt, så var finansministeren og regeringens top hverken til at hugge eller stikke i.

Det endte med at være Enhedslisten, der holdt hånden under Den Gamle By. For herfra krævede kulturordfører Jørgen Arboe-Bæhr, at bevillingen til Den Gamle By skulle fastholdes. Det blev den i forbindelse med finanslovsforliget. Men atter kun for fire år, idet det desværre ikke lykkedes partiet at få ordningen gjort permanent.

Og så er vi fremme ved 2016

Nu vidste vi, hvad Den Gamle By var oppe imod. Hele 2016 (og også noget af 2015) har vi i Den Gamle By derfor løbet politikerne på dørene for at gøre opmærksom på museets situation. For det er jo vigtigt, at de nye dele af Den Gamle By både kan vedligeholdes og formidles. Politikerne er blevet gjort opmærksom på, at det drejer sig om en nedskæring af museets statstilskud med hele 20 pct. Vi har også givet udtryk for, at vi (og mange med os) undrer os over, at man nedskærer et museum, der i den grad gør alt det, som statsadministrationen og politikerne siger, de gerne vil have.

Her tænker jeg bl.a. på, at Den Gamle By ikke bare venter på offentlig finansiering, men selv tjener ganske mange penge og også skaffer meget store midler til udvikling af museet. Rent faktisk er Den Gamle By ligefrem en overskudsforretning for det offentlige, idet museet for hver offentlig krone skaber en ekstra omsætning på tre kroner med dertil hørende skattebetaling til det offentlige osv. Museet tiltrækker mange turister, som giver omsætning på hoteller, campingpladser, restauranter og butikker, hvilket også giver penge i de offentlige kasser. Og så gør Den Gamle By meget for at være mere end et museum, bl.a. ved at udvikle tilbud til svage grupper som fx demente ældre og ved at uddanne og efteruddanne håndværkere. Vi synes, det offentlige burde klappe i hænderne over disse initiativer – men vi stod altså til at miste 20 pct af museets statstilskud!

Permanent eller midlertidigt?

Men det lykkedes heldigvis. Takket være god opbakning fra mange sider, og med eksplicit støtte fra de konservative.

Undervejs fik vi også afklaret diskussionen om, hvorvidt tilskuddet var midlertidigt eller permanent.

Her kunne tidligere medlem af Folketinget Eyvind Vesselbo oplyse følgende: ”Aftalen var, at tilskuddet skulle være permanent”, skrev han direkte på min Facebook, hvor jeg havde skrevet om sagen, og hvor Eyvind Vesselbo også oplyste, at han rent faktisk var med til at forhandle aftalen om tilskuddet tilbage i 2008. Ingen af dem, der var med, har modsagt, at tilskuddet var tænkt som permanent. Det synspunkt har vi kun hørt fra folk, der ikke var med. Jeg takkede naturligvis Eyvind Vesselbo, og han tilføjede følgende: ”Det var en politisk aftale. Så det er faktisk aftalebrud, hvis tilskuddet ikke kører videre”.

Nu glæder vi os over, at de tre mio er bevilget for de næste fire år, og så håber vi, at de kan blive gjort permanente med virkning fra 2021.

IMG_4932

Museer skal udfordre digital virkelighedsforsnævring

I en tid med øget segmentering og endimensionalitet er det vigtigt at værne om oaser med mangfoldighed og anderledeshed. Museerne har her en særlig opgave.

Vores daglige virkelighed bliver mere og mere segmenteret og endimensional. Vi er kolleger med folk, der ligner os, vi bor i de samme kvarterer, og vi læser aviser med netop vores profil.

I samme boldgade får vi fokuserede informationer på Wikipedia – fremfor at få uventede oplysninger ved at bladre i et gammeldags leksikon. Stadig flere får deres informationer fra det, vennerne deler på Facebook – og stadig færre falder over uventede overskrifter i den almindelige omnibusavis. Og flere og flere streamer lige det, de ønsker at se – mens færre ser det flow-TV, der nu engang er på det, der engang hed Fjernsynet.

Alt det styrer vi i princippet selv. Men det er til gengæld ikke tilfældet med søgemaskiner og algoritmestyring på internettet. På en eller anden måde er der noget juleaften over Google, Facebook og alt det andet, der via internettet er blevet en del af vores hverdag. Man får det, som man har ønsket sig. Mere af det, man interesserer sig for, mere af det, man kan lide, og mere af det, man plejer!

Det kan have sine fordele, som fx når E-butikken husker, hvad man tidligere har købt, så man ikke skal sidde og rode rundt i utallige sider med ting, som man aldrig kunne drømme om at købe. Men jeg synes ikke, det er tiltalende, at Facebook poster mig reklamer mod prostata problemer, fordi jeg har været så uforsigtig at opgive mit fødselsår. Eller at jeg på Facebook belemres med utallige opslag og reklamer for den i øvrigt udmærkede øl fra Viborg Bryghus, blot fordi jeg som gammel viborgdreng engang imellem besøger facebookgruppen Gamle Billeder fra Viborg og omegn.

Plejer fremfor anderledeshed, endimensionalitet fremfor mangfoldighed. Ikke noget der overrasker, chokerer eller giver anledning til modsigelse eller andre tanker. Ingen uforudsigelighed og ingen overraskelser!

Jeg kommer her til at tænke på noget, den norske filosof Jon Elster er refereret for at sige. Nemlig at de største forandringer sker som utilsigtede konsekvenser – en slags sideeffekter – af formålsbestemte handlinger. Altså man gør noget med en bestemt hensigt, og efter et stykke tid viser det sig så, at det var noget, man ikke lige havde forudset, der virkelig rykkede.

Hvor vi i almindelighed ser internettet med dets uendelighed af data som en slags slaraffenland for oplysning og information, så er det måske i virkeligheden sådan, at internettets algoritmestyring mest af alt gør os indskrænkede og forsnævrede. Vi får tunnelsyn og virkelighedsforsnævring.

Museerne er en af nutidens oaser for anderledeshed og mangfoldighed. Det gælder formentlig store dele af kulturområdet, men jeg kender nu bedst museerne. På museerne skal vi se dette som et adelsmærke, som bør styrkes ved bevidst at give plads til det overraskende, det anderledes og det, der kan vække til modsigelse. Det bliver mere og mere vigtigt i en tid som vores, hvor nutiden ikke bare bliver mere segmenteret, men også rydder så effektivt op i fortiden, at meget af det, vi ikke kan lide lige for øjeblikket, bliver fejet ind under gulvtæpper og gemt væk.

Et museum som Den Gamle By er i den brede offentlighed først og fremmest kendt som et ufarligt og nostalgisk museum. Men rundt omkring gemmer der sig små overraskelser, som ofte giver anledning til forundring og diskussion. Således er der gæster, der undrer sig over, at vi tillader, at snedkermesteren anno 1864 i en filmisk installation stikker lærlingen en på kassen. Nogle løfter øjenbrynene, fordi vi i boghandelen fra mellemkrigstiden sælger Lille Sorte Sambo. Og mange chokeres over, at Bogcentralen fra 1974 sælger – eller skal forestille at sælge – blade med billeder af afklædte unge kvinder på forsiden. Og så er der dem, der undrer sig over, at det er tillade at ryge i Jazzbar Bent J anno 1974.

Vi ved selvfølgelig udmærket, at man ikke længere må revse hverken børn eller tyende, vi ved at Lille Sorte Sambo tegner et vrangbillede af sorte afrikanere, vi ved at nøgenhed støder manges blufærdighed, og vi ved at det er forbudt at ryge på restauranter og på mange værtshuse.

Men som et historisk museum skal Den Gamle By jo vise verden og virkeligheden, som den var, og ikke som vi måtte ønske, den skulle have været. Og kan oplevelser som de nævnte vække forundring, give anledning til diskussion eller vække til modsigelse, har vi nået det, vi ville.

Et sengetæppe skaber ro og ryddelighed i soveværelset, og det bliver derfor lagt på hver eneste dag. Her har Shamso Maqtar og hendes datter taget plads i soveværelset i udstillingens lejlighed.
Et sengetæppe skaber ro og ryddelighed i soveværelset, og det bliver derfor lagt på hver eneste dag. Her har Shamso Maqtar og hendes datter taget plads i soveværelset i udstillingens lejlighed.

Det seneste initiativ er åbningen af et nutidigt somalisk hjem i Danmark.

Vi har to formål med projektet. For det første at give Den Gamle Bys mange danske gæster muligheden for at besøge et somalisk hjem, hvor de vil kunne se og opleve, hvordan en stor gruppe nydanskere lever i et særligt kulturelt mix mellem somalisk og dansk kultur. For det andet at tiltrække nogle af de mange somaliere, som bor i Danmark. Vi oplever somalierne som glade gæster, og det er vores indtryk, at de her får et indblik i det Danmark, som har ført frem til vores nutidige samfund ud med velfærd, frisind, lighed mellem kønnene, ytringsfrihed, lav magtdistance osv. Et Danmark som de ellers ikke umiddelbart ville lære at kende.

Vi har i løbet af projektet oplevet enkelte kritiske røster. Vi svarede dem pænt og forklarede, hvorfor vi gør, som vi gør. Men en kritisk røst eller to får os naturligvis ikke til at lade være med at gøre noget anderledes og prøve nye ting af. Nogen vil så nok synes, vi rammer ved siden af, andre at vi rammer plet. Én ting er imidlertid sikkert, og det er, at mange af Den Gamle Bys gæster nu i nogle måneder har haft mulighed for at opleve og se noget, de ikke har set før. Det har utvivlsomt givet anledning til nye tanker, og det har givet debat. Og så kan vi vel egentlig ikke forlange mere.

 

Denne tekst har også været publiceret som kronik i Kristeligt Dagblad 30. august 2016.

 

Kultur som overskudsforretning

Kultur beriger vores tilværelse med glæde og inspiration, kundskab og identitet. Men ganske meget kultur er også erhverv og en overskudsforretning for såvel det offentlige som for samfundet som helhed.

Kultur betragtes ofte som en udgift for samfundet. Det er det selvfølgelig også al den stund, at størstedelen af museer, teatre og anden kultur her i landet modtager offentlige tilskud. Ja, man kan vist roligt sige, at kultur generelt ikke kan eksistere uden substantielle offentlige tilskud.

Med til billedet hører imidlertid, at en stor del af kulturen også giver indtægter retur til de offentlige kasser, ja en del af kulturen er utvivlsomt en direkte overskudsforretning for det offentlige. Både fordi meget kultur er erhvervsvirksomheder i sig selv, men også i kraft af den økonomi, kulturen skaber andre steder i samfundet. Jeg skal her holde mig til museumsområdet, som jeg kender bedst.

For et par år siden foretog vi i Foreningen af Specialmuseer i Danmark en undersøgelse af forholdet mellem offentlige tilskud, egne indtægter og andre indtægter. Foreningen af Specialmuseer omfatter 15 museer, der har det til fælles, at de også er attraktive besøgsmål. Fra Arbejdermuseet til Dansk Landbrugsmuseum, fra Rosenborg til Hjerl Hede, fra Designmuseum Danmark til Den Gamle By.

I 2014 havde de 15 museer tilsammen 2,5 mio besøgende og en samlet omsætning på 530 mio kr. Heraf var de 164 offentlige tilskud, 231 egne indtægter og 135 kr indtægter fra sponsorer og fonde. Altså for hver offentlig krone genererede de 15 museer en omsætning på godt tre kr. Heraf er der naturligvis blevet betalt skat og diverse afgifter. Vi har ikke beregnet det præcise omfang hera, men der er ingen tvivl om, at dette beløb i sig selv vil andrage mere end det offentlige tilskud. Skåret ind til benet er disse museer således helt klart virksomheder, der giver overskud for det offentlige.

Dertil kommer, at museer trækker til, og det giver omsætning og indtægt mange steder i samfundet. Fra pølsevogne til benzinstationer, fra vandrehjem til femstjernede hoteller.

Sidste år havde jeg fornøjelsen at vise to topdirektører fra krydstogtsfirmaernes hovedstad, Miami i USA, rundt i Den Gamle By. De var i Aarhus for at vurdere, hvorvidt det var relevant for firmaerne at satse på Aarhus. I min snak med dem fremgik det klart, at Aarhus sagtens kunne konkurrere med langt mere kendte destinationer omkring Kattegat og Østersøen. Jeg husker, en af dem sagde, at han ankom med lave forventninger, men at Aarhus simpelthen blæste ham omkuld. Begge var de betaget af byens smukke beliggenhed, en effektiv og servicebevidst havn, byens interessante havnefront og en fin bymidte. Men først og fremmest var de betaget af, at Aarhus som en forholdsvis lille by rummede tre museer i absolut topklasse. Der var ingen tvivl om, at det var museerne, der gjorde udslaget, så firmaet nu har fokus på Aarhus som destination.

Jeg skal heller ikke lægge skjul på, at det er en stor fornøjelse at høre århusianske hoteldirektører, detailhandlere, restauratører og campingbestyrere sige tak til byens tre store museer, Aros, Moesgaard og Den Gamle By, som tilsammen tiltrækker mere end halvanden million gæster, hvoraf en stor andel er turister udefra.

I Den Gamle By siger vi, at vi ikke laver museum for at tjene penge. Nej, vi bestræber os for at tjene penge for at lave et stadig bedre museum. Vi siger også, at museet ikke først og fremmest handler om huse og om ting, men om mennesker. Den Gamle By er et museum om mennesker og for mennesker. Selvfølgelig skal vi bevare, og vi skal forske. Men udgangspunktet må altid være vore gæster og brugere. Hvordan inspirerer vi dem, hvordan gør vi dem nysgerrige, og hvordan får vi dem til at åbne op for den indsigt, kundskab og erfaring, som museerne rummer?

Men dette egentlige formål skal ikke overskygge, at Den Gamle By såvel som mange andre museer også er en erhvervsvirksomhed, som giver økonomisk overskud – for såvel det offentlige som for samfundet i almindelighed.

Denne tekst har været publiceret som klumme i Altinget 18. august.

Den Gamle By sætter servicesamfundet på museum

Når noget er ved at forsvinde, kommer det på museum. Således fx servicesamfundet, som i mange sammenhænge efterhånden er en saga blot. Servicesamfundet finder man i dag bl.a. i Den Gamle Bys historiske butikker.

Isenkræmmeren i Den Gamle By hilsner "Goddag" og giver altid kunderne grundig oplysning om varerne. Når man har købt en ting, bliver den pakket ind, og kunden får en bærepind så varen er nem at bære.
Isenkræmmeren i Den Gamle By hilsner “Goddag” og giver altid kunderne grundig oplysning om varerne. Når man har købt en ting, bliver den pakket ind, og kunden får en bærepind, så varen er nem at bære.

I min barndom var der service på benzinstationen. Man kørte sin bil ind til benzintanken, rullede vinduet ned, bad om at få fyldt op, og den rare mand fyldte benzin på bilen. Benzinmanden spurgte, om han ikke lige skulle vaske ruderne, og det var jo dejligt. Så stak med et par ti-krone sedler ud ad vinduet og betalte. Dengang var benzinstationen virkelig en servicestation.

Senere begyndte man at kalde en benzinstation for en servicestation. Det skete rundt regnet på det tidspunkt, da man skulle ud ad bilen for selv at tanke og derpå gå ind i kiosken og stå i kø for at betale.

Tænk også på, at årsopgørelse, indkaldelser, lønsedler og meget andet nu kun kommer i e-boxen, hvis man da kan finde den. Eller selv-indcheck i lufthavnen. Eller bankfilialens og posthusets hastige deroute fra gadebilledet. Det er svært ikke at komme til at tænke på George Orwells begreb nysprog om sproglige udtryk, der har som deres primære formål at skjule virkeligheden bag sproget! Danmark er i dag ikke et servicesamfund, men et self-service samfund.

Den Gamle By skal være et sted, hvor man gemmer ting, tanker og samværsformer, som er på vej væk eller helt forsvundet, men som måske kan vise sig engang at være en ressource, man bør tage op igen.

I Den Gamle Bys boghandel yder ekspedienten samme service til alle.
I Den Gamle Bys boghandel yder ekspedienten samme service til alle.

I museets historiske butikker er personalet på tæerne for at servicere kunderne. Det gælder i købmandsgårdens butik anno 1864, det gælder hos bageren 1885, hos boghandleren, isenkræmmeren og Schous Sæbehus i 1927, og det gælder i Pouls Radio, Broderiboden og Rahbæks Minimarked fra 1974.

Straks man er inde i en af de historiske butikker, hilses man med et ”Goddag, Hr. Hvad skulle det være?” Man kan spørge sig for og få vejledning, og varerne demonstreres. Finder man en vare, man vil købe, bliver den pakket behørigt ind, og i nogen af butikkerne får man endda en bærepind, så den er let at have med på den videre færd.

Man kan spørge, om det er vigtigt for et museum at vise servicesamfundet. Ja, det mener vi i Den Gamle By. Vi mener, at det er vigtigt at vise, at noget har været anderledes, og at noget dermed også kan blive anderledes. Museer skal være en slags oaser for det, der er overraskende, og det, der giver anledning til forundring og som måske dermed giver anledning til, at vi kommer til at diskutere nogle af de ting, vi i dag tager for givet og naturlige.

Hen over sommeren vil jeg på min twitter-profil notere nogle af de ting, der er ved at forsvinde ude i samfundet, og som derfor er på vej på museum.

Men tilbage til emnet for dette blogindlæg: jeg tror mange vil være enige med mig i, at det grænser til en slags nutidshovmod at kalde Danmark i dag for et servicesamfund. Efter min bedste overbevisning er Danmark i dag et udpræget self-service samfund.

 

 

Skal museer retouchere historien, så den bliver mere acceptabel for nutiden?

Museerne er en af nutidens oaser for anderledeshed og mangfoldighed. Men nu retoucherer Statens Museum for Kunst i beskrivelser og udtryk, som vi ikke kan lide i øjeblikket. Det er en farlig tendens, for begynder man først at retouchere, risikerer man at gøre verden mere endimensional og i sidste ende totalitær.

Neger betyder egentlig bare sort. Men ordet er også behæftet med associationer af racisme, kolonialisme og undertrykkelse. Det er øjensynlig årsagen til at Statens Museum for Kunst nu fjerner det fra beskrivelser af ældre kunst i museets samling, sådan som det er beskrevet i Politiken 7. juni, to dage efter Grundlovsdag!

Inspirationen kommer angiveligt fra Rijksmuseum i Amsterdam, der har gennemført samme øvelse. Men retouchering af historien er bestemt ikke en enestående foreteelse.

I børnesangen Elefantens vuggevise er negerdrengen blevet erstattet af en kokosnød. Pippis far, der oprindelig var negerkonge, er nu blevet sydhavskonge, og det er ikke længere muligt at købe negerboller og negerkys.

Og på Nationalmuseer valgte man for et par år siden at fjerne nogle skalpe fra en udstillingen Powwow – angiveligt af hensyn til indianernes ønske om at vise deres forfædre respekt. Som om skalpe ikke var en del af den virkelighed, Nationalmuseet ønskede at belyse med sin udstilling.

Så er det, at man må stille spørgsmålet, om museerne skal være politisk korrekte eller historisk korrekte. Museerne skal selvfølgelig være historisk korrekte, vil de fleste heldigvis nok svare. Det vigtige, og vanskelige, er også at fastholde dette, når det historisk korrekte fra tid til anden går hen og bliver politisk ukorrekt.

Vores daglige virkelighed bliver mere og mere segmenteret og endimensional. Vi er kolleger med folk, der ligner os, vi bor i de samme kvarterer, vi vælger de TV-kanaler, der er målrettet netop vores slags, læser aviser med netop vores profil osv osv.

Og på nettet og på de sociale medier er det algoritmerne, der styrer. Mere af det sædvanlige, synes at være mantraet. Plejer fremfor anderledeshed, endimensionalitet fremfor mangfoldighed. Ingen uforudsigelighed og ingen overraskelser!

Museerne har hidtil været en af oaserne for historiens og virkelighedens mangfoldighed. Men det er det nu måske slut med på Statens Museum for Kunst, hvor man gudhjælpemig begynder at luge ud i ord og udtryk, som vi lige her og nu ikke kan lide.

Museer har et særligt ansvar. De skal være troværdige og vise historien og virkeligheden som den var og ikke som vi evt måtte ønske, at den skulle have været.  Det indebærer også, at museerne til enhver tid bør kæmpe imod tendenser i retning af styring og politisk korrekthed. Det må alene være den historiske korrekthed, der tæller. Ellers risikerer vi at miste den troværdighed, der altid har været museernes særkende.

Museerne har et særligt ansvar for at give plads til det overraskende, det anderledes og det, der kan vække til modsigelse. Det bliver mere og mere vigtigt i en tid som vores, hvor nutiden rydder så effektivt op i fortiden, og hvor meget af det, vi ikke kan lide lige for øjeblikket, bliver fejet ind under gulvtæpper og gemt væk.

 

 

Museernes samlinger er et middel, ikke et mål!

Naturligvis skal museer passe ordentligt på de ting, som er i deres varetægt. Men publikums oplevelse er vigtigst.

I Den Gamle By siger vi, at museet ikke er til for tingenes skyld – eller for fortidens! For tingene er døde og fortiden er forbi. Nej, vi laver naturligvis museum for mennesker i nutid og i fremtid. Det betyder ikke, at samlingerne, tingene, museumsgenstandene ikke er vigtige. For det er de i og med, at de er museernes grundlag og særkende. Men det er vigtigt at slå fast, at de er et middel, ikke et mål.

Følger man de seneste måneders debat om tyveriet af Aguste Rodins bronzebuste fra Glyptoteket, får man let det indtryk, at det er kunstværket, genstanden, der er det vigtigste. Samme indtryk får man ved læsning af statsrevisorernes rapport fra 2014 om museernes bevaring af kulturarven.

Gamle ting i montrer af glas, som her i Den Gamle Bys Musæum anno 1927, er et billede den klassiske form for museum.
Gamle ting i montrer af glas, som her i Den Gamle Bys Musæum anno 1927, er et billede på den klassiske form for museum.

Naturligvis skal museerne passe ordentligt på de ting, som er i deres varetægt. Ingen tvivl om det. Men hvis bevaring af samlingerne var museernes primære opgave, ville det eneste rigtige være, at publikum blev holdt på lang afstand, og at man opbevarede samlingerne i mørke lagerrum med konstant temperatur og lav luftfugtighed, og hvor der aldrig kom et øje. Og det ville jo være absurd!

Genstandene, kunstværkerne, samlingerne er ikke hellige, og de er ikke det vigtigste i museernes arbejde. Det vigtigste er, at de i deres stoflighed og fysiske materialitet kan være til glæde, at de kan give os indsigter, at de kan oplyse os, at de kan foranledige nye og anderledes tanker og funderinger. Altså noget, der har med mennesker, publikum, besøgende at gøre.

For snart 20 år siden, i 1999, pointerede den amerikanske museolog Stephen E. Weils, at museerne skulle udvikle sig ”From Being about Something to Being for Somebody”. Altså fra at være om noget til at være for nogen! Det er jo det, det drejer sig om. Vores gode svenske kollega Sten Rentzhog udtrykte det på denne måde, kort tid efter at han i 1987 var tiltrådt som chef for Nordiska Museet: ”Lad os sætte en ære i at være et folkets museum, et museum, man kan identificere sig med, et museum, hvor ingen behøver at føle sig mindre værd end andre, et museum, som er hele det svenske folks ejendom… Det er ikke de kulturaktive, der er vores primære målgruppe. Det er de mallorcarejsende, tv-kiggerne, sofaliggerne, vindsurferne, alle de almindelige mennesker, som aldrig kunne drømme om at gå på museum”.

Hos Den Gamle Bys bager kan de besøgende på en helhedsoplevelse med både stemning og smag.
Hos Den Gamle Bys bager kan de besøgende få en helhedsoplevelse med både stemning og smag.

Museer skal tjene samfundet og ikke først og fremmest passe på samlinger af genstande. Selvfølgelig skal vi bevare, og vi skal forske, men udgangspunktet må altid være vore gæster og brugere. Hvordan inspirerer vi dem, hvordan gør vi dem nysgerrige, og hvordan får vi dem til at åbne op for den indsigt, kundskab og erfaring, som museerne rummer?

Det er vigtigt, at vi husker på det. For hvis vi primært fokuserer på at passe på og bevare, man vi meget nemt risikere, at den opgave, der er museernes egentlige raison d’etre, bliver nedprioriteret.

 

 

 

 

Derfor indretter vi et somalisk hjem i Den Gamle By

I arbejdet med at fortælle anderledes historier fra dagens Danmark viser Den Gamle By udstillingen Et somalisk hjem i Danmark anno 2016. Projektet indskriver sig i rækken af museets andre samtidsprojekter så som Hjemløs og Nutidsunge i Kollektivet fra 1974. Det aktuelle projekt er blevet til med støtte fra Bikubenfonden.

I Den Gamle By lægger vi vægt på at være et inkluderende museum. Samtidig bestræber vi os på engang imellem at gøre noget andet, end vi plejer. Vi tror, det kan være med til at holde os skarpe, og måske de anderledes initiativer kan være med til at vise nye veje for museet. Vore hidtidige erfaringer med engang imellem at tænke skævt har været overordentlig positive, navnlig fordi initiativerne har føjet nye dimensioner til museet og gjort Den Gamle By mere relevant for et nyt publikum.

Det seneste initiativ er åbningen af et somalisk hjem i Danmark. Et hjem anno 2016, indrettet i en lejlighed i museets moderne del, som viser livet i Danmark op til næsten nutiden. Egentlig skulle vi bruge lejligheden til andre formål, dog først om et års tid. Og så var det, at vi fik vi en opfordring fra seks somaliske kvinder om at indrette et somalisk hjem i Danmark.

De somaliske kvinder laver jævnligt mad i lejlighedens køkken, hvor der dufter af krydderier som kardemomme, kanel, spidskommen, nelliker, gurkemeje, chili, sort peber og ingefær. Her er Ilham Khalif Mohamed i gang med en kyllingeret.
De somaliske kvinder laver jævnligt mad i lejlighedens køkken, hvor der dufter af krydderier som kardemomme, kanel, spidskommen, nelliker, gurkemeje, chili, sort peber og ingefær. Her er Ilham Khalif Mohamed i gang med en kyllingeret.

Baggrunden er følgende. I sommeren 2015 afsluttede vi formelt et projekt om livet og historien i de store betonbyggerier i Gellerup-området i det vestlige Aarhus. Igennem knap tre år havde museets fagfolk deres daglige gang i Gellerup, hvor vi sammen med de mennesker, der bor der, har indsamlet og formidlet stedets historie. Arbejdet fortsætter nu på beboernes eget initiativ via en museumsklub for børn, et guidekorps, der formidler områdets historie, og ikke mindst et dokumentationslaug, der fotograferer de omfattende forandringer, som sker i det vestlige Aarhus i disse år.

Det var gennem hele projektet vores håb og ambition, at arbejdet også ville komme til at afspejle sig i Den Gamle By, så museets publikum kunne få glæde heraf. Det er det, der nu er sket med det somaliske hjem i Danmark, som er indrettet i en lejlighed på 2. salen oven over Jazzbar Bent J og Børnehaven fra 1974. De somaliske kvinder kendte i forvejen Den Gamle By som et museum, der formidler folks hjem helt frem til i dag.

Det somaliske hjem åbner 12. marts og kan ses et år frem. Der er køkken, stue, soveværelse og børneværelse samt toilet. I samarbejde med de somaliske kvinder er lejligheden indrettet som bolig for en familie, som vi i fællesskab har kreeret som en slags modelfamilie. Familien består af en enlig mor til fire børn, tre piger og en dreng. Hun arbejder for kommunen som social- og sundhedsassistent. Hendes eksmand bor i nærheden. Moren taler somalisk til sine børn, som typisk svarer på dansk. De tre piger deler værelse, mens to-årige lillebror sover inde hos moderen. På stuens TV ser familien X Factor, Vild med dans og Ramasjang. Som gæst lægger man mærke til de anderledes farver og især til de dekorative gardiner. Gardinerne er centrale i somaliske hjem, og husmødrene har en fast rytme for, hvornår det ene sæt gardiner skiftes ud med det andet. Når der kommer gæster, trækkes gardinerne for, så man kan se dem helt udfoldet. Køkkenet dufter af somaliske krydderier, og kvinderne bag projektet er gået fra dør til dør for at skaffe toiletborde, røgelsesudstyr, festsko, parfumeflakoner og andet typisk somalisk interiør.

Soveværelsets pryd er en forgyldt bakke med smukke flakoner, der indeholder krydrede dufte af forskellig slags. En ren parfumens platmenage, der ofte er en gave i forbindelse med bryllup.
Soveværelsets pryd er en forgyldt bakke med smukke flakoner, der indeholder krydrede dufte af forskellig slags. En ren parfumens platmenage, der ofte er en gave i forbindelse med bryllup.

I rummene ved siden af lejligheden sætter en udstilling hjemmet i kontekst. I 2015 bor der ca 20.000 mennesker af somalisk herkomst i Danmark. Heraf 4.256 i Aarhus, hvor de udgør en af de største grupper med ikke-vestlig baggrund. Skilsmisseraten er høj i somaliske familier, og familiemønstret er typisk en alenemor med børn. Børnenes uddannelse prioriteres højt, og kvinderne lægger stor vægt på, at børnene taler dansk og føler sig som danske.

Når man som gæst i Den Gamle By har besøgt det somaliske hjem, kan man kigge ind hos kernefamilien, kollektivet, pensionistparret, de tyrkiske gæstearbejdere og den grønlandske studerende. Og man kan besøge damefrisøren, jazzbaren, børnehaven, minimarkedet eller butikken, som bl.a. ”sælger” brugte blade med billeder af en type, der gjorde Danmark verdensberømt i begyndelsen af 1970erne.

Et somalisk hjem i Danmark er Den Gamle Bys projekt og ansvar, men det er gennemført i et overordentligt konstruktivt samarbejde med de somaliske kvinder, som har bidraget med deres liv og erfaringer. Samkuratering, kunne man kalde det. Og co-creation, samdok, brobygning, community, empowerment og i øjenhøjde – you name it. Allesammen moderigtige ord for det at skabe fortælling og udstilling i tæt samarbejde med dem, det drejer sig om.

Deeqa Axmed Yusuf fortæller, at familierne samles i stuen, og sammen ser de fredags underholdning som X factor. Børnene ser Ramasjang og Kender du typen er også god underholdning.
Deeqa Axmed Yusuf fortæller, at familierne samles i stuen, og sammen ser de fredags- underholdning som f.eks.  X Factor. Børnene ser Ramasjang, og Kender du typen er også god underholdning.

Overordnet har projektet især to formål. For det første at give Den Gamle Bys mange danske gæster muligheden for at besøge et somalisk hjem, hvor de vil kunne se og opleve, hvordan en stor gruppe nydanskere lever i et særligt kulturelt mix mellem somalisk og dansk kultur. For det andet er det vores ambition og forventning med dette initiativ at kunne tiltrække mange af de somaliere, som bor i Danmark. Vi håber, de vil blive glade gæster i Den Gamle By, og at de vil få indblik i det Danmark, som har ført frem til vores nutidige samfund ud med velfærd, frisind, lighed mellem kønnene, ytringsfrihed, lav magtdistance osv.

Museer er en slags frirum. Her kan man gøre noget, som man måske vanskeligt kan gøre andre steder. Museerne skal flytte fokus fra at være om noget til at være for nogen, sagde den markante museolog, amerikaneren Stephen E. Weils i en artikel fra 1999. Det er også Stephen E. Weil, der skulle have sagt, at museer er trygge rammer (safe places) for vanskelige fortællinger. Begge citater rammer hovedet på sømmet for netop dette projekt.

Gardinerne er hjemmets dekorative og matchede element. Farvestrålende og i flere lag omkranser de husets vinduer. Sirligt sat op – og i stuen måske samlet med store metalfarvede ringspænder. Gardinerne skiftes jævnligt – alt efter årstiden og højtiderne. Når der er gæster, trækker man dem ofte for, så man rigtig kan nyde disse tekstile udstyrsstykker.
Gardinerne er hjemmets dekorative og matchede element. Farvestrålende og i flere lag omkranser de husets vinduer. Sirligt sat op – og i stuen måske samlet med store metalfarvede ringspænder. Gardinerne skiftes jævnligt – alt efter årstiden og højtiderne. Når der er gæster, trækker man dem ofte for, så man rigtig kan nyde disse tekstile udstyrsstykker.

Projektet indgår som en del af Den Gamle Bys løbende arbejde med samtidsdokumen-tation, hvor det første projekt løb af stablen i efteråret 2012, da hjemløse Ulrik Szkobel boede i en baggård i en af museets baggårde. Han havde selv foreslået projektet, og da Den Gamle By bl.a. er et museum om hjemmets historie, sagde vi ja tak. Han opbyggede en hule af genbrugsmaterialer og boede der i tre måneder. Sommetider var han hjemme, andre gange var han ude, men museets publikum var altid velkommen til at kigge ind. Ulrik fik her besøg af folk, han ellers aldrig ville have mødt. Og mennesker, som ”ude i virkeligheden” normalt ville være gået langt uden om en hjemløs, kom i dialog med Ulrik, når han inviterede dem indenfor i sin hule i baggården i Den Gamle By.

I foråret 2014 flyttede fire nutidsunge ind i Den Gamle Bys kollektiv anno 1974. Kollektivet blev ”boet til”, så det nu ikke længere ligner et kollektiv på et museum. De unge mennesker oplevede at være off-line og være nødt til at leve med en drejeskivetelefon (med ledning), TV med kun én kanal og skrivemaskiner, der brugte farvebånd og ”printede med det samme”. Og museets gæster fik via de unge kollektivisters erfaringer virkelig sat tidsspandet på 40 år i relief. Også de unge kollektivister fik noget med sig. Efter deres uge ”for 40 år siden” fortalte de unge, at de havde vænnet sig til at være langt mere off-line og mere sammen, end tidligere.

Ved siden af disse ”knaldperler” bruger vi også museets interiører til det, vi kalder for erindringsformidling for ældre, der er ramt af demens, og vi har stor succes med at inkludere børn og unge med særlige behov. Bl.a. arbejder vi med børn og unge, der lider af ADHD og autisme. Hermed åbner der sig helt nye arbejdsfelt, hvor museer kan vise sig relevante på områder, man i Danmark næppe havde kunnet forestille sig for blot få år siden – og som heller ikke er beskrevet i museumsloven.

Et sengetæppe skaber ro og ryddelighed i soveværelset, og det bliver derfor lagt på hver eneste dag. Her har Shamso Maqtar og hendes datter taget plads i soveværelset i udstillingens lejlighed.
Et sengetæppe skaber ro og ryddelighed i soveværelset, og det bliver derfor lagt på hver eneste dag. Her har Shamso Maqtar og hendes datter taget plads i soveværelset i udstillingens lejlighed.

Da projektet med et somalisk hjem i Danmark blev omtalt første gang, oplevede vi enkelte kritiske røster. Vi svarede dem pænt og forklarede, hvorfor vi gør, som vi gør. Men en kritisk røst eller to får os naturligvis ikke til at lade være med at gøre noget anderledes og prøve nye ting af. Nogen vil så nok synes, vi rammer ved siden af, andre at vi rammer plet. Én ting er imidlertid sikkert, og det er, at mange af Den Gamle Bys gæster i de kommende måneder vil få mulighed for at opleve og se noget, de ikke har set før. Det vil utvivlsomt give anledning til nye tanker, og det vil give debat. Og så kan vi vel egentlig ikke forlange mere.

Skal et museum være politisk korrekt?

I Den Gamle Bys Jazzbar Bent J er det tilladt at ryge, når baren er åben og der spilles musik. For de, der ikke har lokalkendskab, kan jeg oplyse, at Jazzbar Bent J indgår i Den Gamle Bys kvarter, der med fokus på året 1974 viser Danmark i 1960erne og 70erne. Jeg er selv ikke-ryger, og personligt hader jeg at være i røgfyldte lokaler. Men det må jeg leve med, for oplevelsen skal være troværdig for publikum.

I Den Gamle Bys Jazzbar Bent J viser vi et klassisk værtshusmiljø fra 1970erne. Og naturligvis må der ryges!
I Den Gamle Bys Jazzbar Bent J viser vi et klassisk værtshusmiljø fra 1970erne. Og naturligvis må der ryges!

Sådan er det imidlertid ikke alle, der har det. Det blev vi klar over, da Den Gamle By modtog en henvendelse fra en jazzelsker, der lider af astma og som derfor ikke kunne holde ud at være i lokaler, hvor der bliver røget. Den pågældende mente, at rygningen forhindrede ham i at høre god Jazz på Bent J. Jeg forklarede, hvorfor vi gør som vi gør, hvilket efter lidt skriven frem og tilbage førte til en officiel klage. Her fremførte klageren det synspunkt, at Den Gamle Bys politik på dette område måtte være er i strid med museets formidlingsopgave. Synspunktet baserede sig på den opfattelse, at aktiviteterne i et offentligt støttet museum skal være for hele befolkningen.

Nu er det slet ikke noget problem. Lovgivningen er 100 pct overholdt, fordi det såkaldte serveringsareal i Jazzbar Bent J er under de 40 kvm, som pr automatik forbyder rygning. Klagen er derfor også blevet afvist af den offentlige myndighed, hvortil den er stilet.

Dertil kommer, at Den Gamle Bys formål med at have genskabt Jazzbar Bent J ikke er, at publikum her skal kunne høre jazz. Nej, formålet er at genskabe et troværdigt miljø, der fortæller om 70ernes brune værtshuse, Bent J og jazzmiljøet omkring dette værtshus. Som bekendt er Den Gamle By et open-air museum, hvis særkende er, at publikum skal komme så tæt på en ægte historisk oplevelse som overhovedet muligt, herunder skal der være mulighed for at opleve med alle sanser, inklusive lugtesansen.

Sagen aktualiserer imidlertid spørgsmålet om, hvorvidt et museum skal være historisk korrekt eller politisk korrekt. Vi mener selvfølgelig, at et museum i videst muligt omfang skal være historisk korrekt.

I Bogcentralens afdeling ”Kun for voksne” er der blade med afklædte unge kvinder på forsiden. Skaberen af de butikskæden Bogcentralen, Jørgen Irmil, fortæller at billedpornoens frigivelse var det, der skabte forretningsgrundlaget for disse butikker. Det vil derfor være historisk forkert ikke at have blade af den type i butikken.
I Bogcentralens afdeling ”Kun for voksne” er der blade med afklædte unge kvinder på forsiden. Skaberen af de butikskæden Bogcentralen, Jørgen Irmil, fortæller at billedpornoens frigivelse var det, der skabte forretningsgrundlaget for disse butikker. Det vil derfor være historisk forkert ikke at have blade af den type i butikken.

Når vi i Den Gamle By har besøg af venner og kolleger fra udlandet, undrer en del sig over, at vi tillader, at snedkermesteren anno 1864 stikker lærlingen en på kassen. Endnu flere er chokerede over, at Bogcentralen fra 1974 sælger – eller skal forestille at sælge – blade med billeder af afklædte unge kvinder på forsiden. Nogle løfter øjenbrynene, fordi vi i boghandelen fra 1927 sælger børnebogen Lille Sorte Sambo. Og så er der altså dem, der undrer sig over rygningen i Jazzbar Bent J.

I dag ved vi, at man ikke længere må revse hverken børn eller tyende, vi ved at nøgenhed støder manges blufærdighed, at Lille Sorte Sambo tegner et vrangbillede af sorte afrikanere, og vi ved at det er forbudt at ryge på restauranter og på mange værtshuse.

Men som et historisk museum skal Den Gamle By jo vise verden og virkeligheden, som den var, og ikke som vi måtte ønske, den skulle have været.

Det tror jeg, er vigtigt at erkende i en tid, hvor nutiden rydder så effektivt op i fortiden, og hvor meget af det, vi ikke kan lide lige for øjeblikket, bliver fejet ind under gulvtæpper og gemt væk. I børnesangen Elefantens vuggevise er negerdrengen blevet erstattet af en kokosnød. Pippis far, der oprindelig var negerkonge, er nu blevet sydhavskonge. Det er ikke længere muligt at købe negerboller og negerkys. Lucky Luke har et strå i munden i stedet for en smøg. I Sverige er Tin-tin i Congo vistnok forbudt. For et par år siden undlod Nationalmuseet i København at udstille indianske skalpe i forbindelse med udstillingen Powwow – angiveligt af hensyn til indianernes ønske om at vise deres forfædre respekt. Og i Holland er det kæmpestore Rijksmuseum gået i gang med at fjerne udtryk, der tidligere var gængse, men som nu opfattes som krænkende, ligesom man igen diskuterer, om julemandens hjælper, Svarte Piet, er en racistisk tradition, der bør forbydes.

I Den Gamle Bys historiske boghandel kan man naturligvis købe børnebogen Lille Sorte Sambo, selvom den i dag betragtes som politisk ukorrekt.
I Den Gamle Bys historiske boghandel kan man naturligvis købe børnebogen Lille Sorte Sambo, selvom den i dag betragtes som politisk ukorrekt.

Museer har et særligt ansvar. De skal være troværdige og vise historien som den var. Det indebærer også, at de til enhver tid bør kæmpe imod tendenser i retning af styring og politisk korrekthed. Det må alene være den historiske korrekthed, der tæller. For faren er, at begynder man først i det små, så er skinnerne lagt til en større tur væk fra den troværdighed, der altid har været museernes særkende.

I Den Gamle By vedkender vi os verdens og historiens mangfoldighed – også de dele, vi eller andre ikke synes om. Det publikum, der benytter museet, skal kunne stole på, hvad de oplever, hvad de ser og hvad de får oplyst. For begynder man at retouchere, risikerer man at gøre verden mere endimensional og i sidste ende totalitær.

I nutiden skal den politiske korrekthed såmænd nok finde nye emner at tage fat på. Og når jeg er i det humør, spekulerer jeg på, hvornår mon det bliver forbudt at kalde nytårsskyts for kinesere, den dejlige julesmåkage med kanel, sukker og mandel for jødekage og den uskønne fisk, ulken, for en københavnertorsk? I Den Gamle By har vi under alle omstændigheder tænkt os at blive ved med det.

 

 

Den Gamle By frygter at blive spærret inde af fredningsforslag

I Den Gamle By arbejder vi med at bevare kultur, og personligt har jeg altid fundet det vigtigt også at bevare og beskytte Danmarks exceptionelle naturværdier. Fx Skagens gren, Råbjerg Mile, Stevns Klint og Vadehavet – og vi ser heller ikke nogen problemer i at også dele af Botanisk Have i Aarhus måtte blive fredet. Men vi undrer os over, at Dansk Naturfredningsforening nu har rejst forslag om fredning af hele Botanisk Have. Ikke blot stenbedet, aboretet og andre særlige steder, men også områder tæt på Den Gamle By, som ifølge fagfolk er uden fredningsværdi.

”Botanisk Have tættest på Den Gamle By har ingen væsentlig betydning som levested  for hverken dyr, svampe eller planter”, udtaler Naturhistorisk Museum.
”Botanisk Have tættest på Den Gamle By har ingen væsentlig betydning som levested
for hverken dyr, svampe eller planter”, udtaler Naturhistorisk Museum.

Også områder, der ikke er fredningsværdige, er med i forslaget

I Den Gamle By undrer vi os især over, at to områder er taget med i Dansk Naturfredningsforenings forslag. Det ene er den baggård, der ligger bag gartnerhuset på Eugen Warmings Vej. Det andet er det ret anonyme område, der strækker sig fra møllen på toppen af bakken og så ned til Ceres-krydset. I alt cirka fem procent af havens areal – og som ret beset ikke meget mere end en græsplæne og en håndfuld træer.

For hvis man freder sådanne områder, så vil det ikke blot være til skade for Den Gamle By og den halve million gæster, der årligt besøger museet, men så sandelig også for den troværdighed, der i almindelighed knytter sig til naturfredningssagen.

I Den Gamle By har vi ingen planer om at udvide på de nævnte områder, men man skal være opmærksom på, at en fredning kan forhindre al udvikling – selv til det bedre. For når sådan en græsplæne først er fredet, kan ingen demokratisk valgte organer gøre noget ved det – hverken byråd, region, folketing eller EU. Det er alene det særlige fredningsnævn, der kan træffe beslutninger på området.

Fare for at handicapvenlig indgang ikke kan blive til noget

De fleste ved, at det er vanskeligt for handicappede at besøge Den Gamle By. Det problem er vi nu på vej til at løse, idet museet med støtte fra A.P. Møller Fonden kan bygge en ny indgang på den del af Den Gamle Bys grund, der vender ned mod Ceres-krydset.

En sådan indgang vil gøre det muligt for kørestole, rollatorer og for folk, der bare ikke kan gå på brosten, at komme ind til de dele af Den Gamle By, hvor der er fortov og asfalt og flade brosten og hvor der er etableret flere elevatorer til udstillingerne. Dermed bliver der let adgang til de moderne kvarterer, Kunstkammeret, Aarhus Story, Købmandsgården, Legetøjsmuseet – kort sagt de dele af Den Gamle By, der i disse år har publikums store bevågenhed.

Men det fordrer, at der kan etableres stiforbindelser, og måske skal der ændres lidt på terrænet, og så skal der være plads til skure for handicapscootere og hvad der nu ellers hører til ved sådan en indgang til et stort museum. Bliver Danmarks Naturfredningsforenings fredningsforslag til virkelighed, er vi bange for, at denne vision ikke kan blive til noget.

Intelligent parkeringsløsning forhindres

Jeg tror også de fleste er bekendt med, at de alt for få parkeringspladser jævnligt skaber kaos til skade for beboerne på Eugen Warmings Vej og tilstødende gader og villaveje.

En ny indgang ved den del af museet, der vender ned mod Ceres-krydset, vil give let adgang til det store antal parkeringspladser, der i dag findes ved Scandinavian Center, og ikke mindst til de mange pladser, der er ved at blive etableret på Ceres-grunden. Vel at mærke parkeringspladser, som sjældent vil blive brugt i de weekends og ferie, hvor Den Gamle By har flest gæster og dermed det største parkeringsbehov.

En udnyttelse af disse muligheder er kun realistisk, hvis Den Gamle By får mulighed for at etablere den nye indgang ned mod Ceres-krydset. Vi frygter, at Danmarks Naturfredningsforenings fredningsforslag vil forhindre denne løsning – til skade for såvel Den Gamle By, museets mange gæster og for de hundredvis af beboere, der må leve med de umulige parkeringsforhold i området.

Denne grund ved gartnerhuset på Eugen Warmings Vej er også indstillet til fredning.
Denne grund ved gartnerhuset på Eugen Warmings Vej er også indstillet til fredning.

Områderne ved Den Gamle By rummer ingen uerstattelige naturhistoriske interesser

Den Gamle By har bedt Naturhistorisk Museum se på de to områder, og konklusionen fra museumsdirektør Bo Skaarup er klar: ”Botanisk Have tættest på den Gamle By har ingen væsentlig betydning som levested for hverken dyr, svampe eller planter”. Han konkluderer: ”Naturhistorisk Museum ser derfor ikke særlige eller uerstattelige naturhistoriske interesser, der berettiger en fredning af de arealer af Botanisk Have, der umiddelbart grænser op til Den Gamle By”.

Formålet er ikke fredning, men at stoppe Den Gamle By

Noget tyder på, at Danmarks Naturfredningsforening er enig i dette, idet det fremgår, at den primære begrundelse for fredningsforslaget er, at man ønsker at forhindre en eventuel videre udbygning af Den Gamle By, ligesom man også udtrykker bekymring for en videre udvikling omkring væksthusene.

Altså er formålet ikke at frede bevaringsværdigt natur, men at beskytte et grønt område mod andre interesser.

Det er helt legitimt at ville beskytte byens grønne åndehuller, og i Den Gamle By er vi enige i, at man skal beskytte Botanisk Have og i øvrigt sikre den såkaldte grønne kile, som har været en hovedhjørnesten i kommuneplaner så langt tilbage, jeg kan huske.

Vi forstår blot ikke, hvorfor man ikke som hidtil kan anvende planloven til formålet. At bruge den helt særlige danske naturfredningsmodel til at frede noget, der ret beset ikke er fredningsværdigt, er ikke troværdigt.

Aarhus Kommune anviste i 1998 forhaven som museets udviklingsområde 

Den Gamle Bys planlagte indgangsbygning ned mod Ceres-krydset er en del af den store donation, som Den Gamle By har modtaget fra A.P. Møller Fonden. Bygningen vil afslutte museets projekt med at skabe en slags ny gammel by, der viser livet i Danmark fra 1920rne over 1970erne og helt op til vor tid. Projektet er unikt på verdensplan og er den vigtigste årsag til, at Den Gamle By nu besøges af omkring en halv million gæster om året, heraf et meget stort antal aarhusianere.

Siden 1998 har Den Gamle By vidst, at museets udviklingsmuligheder ikke ligger inde i selve Botanisk Have, men på græsplænen, hvor der pt er byggeplads. Dengang meddelte daværende tekniske rådmand, Hans Schiøtt, at en fremtidig udvikling af Den Gamle By skulle ske i ”den del af anlægget, der strækker sig langs Viborgvej ned mod Ceres-krydset”. Det har vi ageret efter, og vi har haft en god dialog med kommunen og byrådspolitikerne herom.

Den Gamle By ønsker området fra møllen og til Ceres-krydset friholdt

I Den Gamle By har vi ikke nogen problemer med, at Danmarks Naturfredningsforening ønsker at frede de 95 pct af Botanisk Have, der ligger nord for museet. Men vi er bekymret over, at forslaget også omfatter de fem pct, der udgøres af arealet fra møllen og ned mod Ceres-krydset. For det er jo i området ned mod Ceres-krydset, museet skal have en ny indgang, så Den Gamle By bliver tilgængelig for handicappede, så der bliver adgang til parkeringspladser, så villaerne på Eugen Warmings Vej slipper for de mange parkerende museumsgæster, og så museet bliver en integreret del af den kulturakse, som er et af Aarhus’ stærkeste kort som turistby.

Den Gamle By håber, at det indsendte fredningsforslag må blive modificeret, så de ikke-fredningsværdige områder friholdes.

Bevaringen af denne grønne korridor er indskrevet i adskillige kommuneplaner og vil utvivlsomt også være en fremtidig prioriteringssag for Aarhus Kommune. Det bør være tilstrækkelig sikring af dette område.  For ingen kan seriøst argumentere for, at disse arealer har naturkvaliteter, der kan begrunde en fredning.

 

 

 

 

International eller bare noget, der kommer fra udlandet

Den nytiltrådte programdirektør for Aarhus 2017 ser det som en af sine primære opgaver at gøre det aarhusianske kulturhovedstadsprojekt mere internationalt. Men hvad vil det egentlig sige? Er det internationalt som Google og Coca-Cola, eller drejer det sig om interessant originalitet med lokalt udspring? Herom handler dette blogindlæg.

”Indtil nu har man naturligt nok kigget mest på de øvrige skandinaviske lande, men nu vil jeg ind og gøre projektet mere internationalt”, udtaler projektdirektør Juliana Engberg 3. maj i en portrætartikel i JP Aarhus.

Et ganske markant udsagn fra en person, der har været få uger i jobbet og fornylig er landet i Danmark.

Men international er jo et af tidens store buzzwords. Tænk blot på sammenstillinger som international kunst, internationale nyheder, international forskning, ja internationalt niveau – osv. Og prøv så at erstatte ordet international med national, regional eller – for at gøre den helt tydelig – lokal! Taler man om vigtighed, ligger international klart øverst i hierakiet, mens lokal ligger nederst. Det er fint at være international!

Men hvad vil det egentlig sige? Rent sprogligt betyder ordet mellemnationalt.  Altså noget der vedrører flere nationer, ligesom mellemkommunal er noget, der vedrører flere kommuner.

Skal jeg pege på noget, der indiskutabelt er internationalt, kommer jeg først og fremmest til at tænke på internationale firmaer som fx Heineken, der bryster sig af, at en Heineken øl smager ens, lige meget om du køber den i Amsterdam, Kuala Lumpur eller Sao Paolo. Eller jeg tænker på Google, Euro og American Express, der gør det lettere at agere og kommunikere som man plejer lige meget, hvor i verden man befinder sig. Eller for så vidt tænker jeg på Mac Donalds, Coca-Cola og Kellogg’s, der kan købes over hele verden.

En Heineken skal smage ens, lige meget, hvor du drikker den og derfor i egentlig forstand international. Det erfarede jeg under et nyligt besøg på Heineken Experience i Amsterdam.
En Heineken skal smage ens, lige meget, hvor du drikker den. Øllen er derfor i egentlig forstand international. Det erfarede jeg under et nyligt besøg på Heineken Experience i Amsterdam.

Inden for kulturverdenen regnes det for internationalt, når man får Tour de France til at køre en rundtur i egnen omkring Herning. Eller Madonna til at spille i Horsens. Eller får La Scala til at optræde i Aalborg. Altså noget, der ikke er afhængig af det sted, det foregår, og som, når det er foregået, næppe vil have sat sig synderlige spor. Akkurat som det også gælder for de blockbuster udstillinger, der turnerer rundt på verdens store museer.

Måske fokuseringen på det internationale er udtryk for en slags mindreværdskompleks på egen kulturs vegne – at man pr automatik regner noget fra udlandet for bedre og vigtigere end det, man selv har skabt. For ret beset viser det, at man kan hyre et international navn eller vise en international udstilling ikke noget om, hvad man selv formår. Nej, evnen til at hyre dem er vel, når alt kommer til alt, et spørgsmål om budget og om gode forbindelser.

At Madonna gav koncert i Horsens fortæller ikke ret meget om Horsens. Ud over, at byen har formået at skaffe den fornødne kapital til arrangementet.
At Madonna gav koncert i Horsens fortæller ikke ret meget om Horsens. Ud over, at byen har formået at skaffe den fornødne kapital til arrangementet.

Men det internationale har også en anden dimension. Her anskuer man det internationale som det, der har rod lokalt, og som vækker interesse uden for landets grænser – altså mellem nationer, internationalt i ordets egentlige betydning! Lad mig her i flæng nævne Aarhus Universitet, arkitekturen på Aarhus Rådhus og den betagende bygning til det nye Moesgård. Eller lad mig nævne Regnbuen og De 9 rum på Aros, Granhøj Dans’ dybt originale forestillinger, Den Gamle By som museumskoncept samt den erindringsformidling, som folk i Den Gamle By har udviklet til glæde for ældre, der er ramt af demens. Alt sammen noget, der ikke findes tilsvarende andre steder, og som har vakt – og vækker – interesse langt uden for landets grænser. Noget man skal flytte sig for at opleve.

 

Den Gamle Bys særlige tilbud til ældre, der er ramt af demens, har vist sig at vække stor international opmærksomhed og har indtil videre ført til tilsvarende tilbud i England og Sverige. Erindringsformidlingen gjorde i øvrigt stort indtryk på den jury, der tildelte Aarhus værtsskabet som kulturhovedstad 2017.
Den Gamle Bys særlige tilbud til ældre, der er ramt af demens, har vist sig at vække stor international opmærksomhed og har indtil videre ført til tilsvarende tilbud i England og Sverige. Erindringsformidlingen gjorde i øvrigt stort indtryk på den jury, der tildelte Aarhus værtsskabet som kulturhovedstad 2017.

År 1900 tog det franske dækfirma Michelin initiativ til en guide, som blev uddelt til alle, der købte en bil. Formålet var at få folk til at køre ud for at slide på dækkende, så der blev brug for at købe nye, og dernæst at skabe interesse for bilen som transportform. I 1930 introducerede Michelin systemet med stjerner, hvor tre stjerner betyder, at noget er ”værd at rejse efter”, to stjerner at det er ”en omvej værd” og en stjerne, at det pågældende sted er rigtig ”godt inden for sin kategori”.

Guide Michelin har siden været en nøgle, når man skal vurdere, hvad der har interesse ud over det snævert lokale. Og hvad siger Michelin så om Aarhus? Tja, der er kun et sted, som tildeles de maksimale tre stjerner, og det er Den Gamle By. Moesgård og Aros får hver to stjerner. Som by tildeler Michelin Aarhus to stjerner. Og restauranterne Frederikshøj, Gastromé og Substans får hver en stjerne. Alle sammen oplevelser, der er originale for Aarhus og derfor internationale i den forstand, at de har rod lokalt, men vækker opmærksomhed internationalt.

Når noget er internationalt, kan det således både være i den betydning, at det er ens over hele verden, eller det kan betyde, at noget er af interesse ud over landets grænser, selvom det har lokalt udspring.

Men ofte bruger man bare international som et lidt finere ord for noget – eller nogen – der kommer fra udlandet.