Browse Category

Den Gamle By

Kontakt mellem mennesker er ved at være en sjældenhed – og er derfor kommet på museum i Den Gamle By

Det er efterhånden en sjældenhed at møde et menneske, der siger goddag, hvad kan jeg hjælpe med, ja så gerne eller farvel og tak. I hvert fald i det offentlige rum.

Kontakten med det offentlige skal snart være 100 pct digital. Man hæver kontanter i automaten, og transaktioner foretages via netbank. Flere og flere køber varer på nettet, og selvbetjeningskasser vinder frem i supermarkedet. På biblioteket stempler man selv de lånte bøger, og på stationen køber man sin billet i en automat.

Men tag det roligt, der er hjælp at hente. For nu er kontakt mellem mennesker kommet på museum i Den Gamle By. Akkurat som så mange andre ting, der er ved at forsvinde fra vores moderne verden!

At der bliver mindre kontakt mellem mennesker, har vi egentlig vidst længe. Men først for nylig er det blevet så klart for os, at vi har defineret det som en målsætning for Den Gamle By, at det, vi laver, nok har meget at gøre med både huse og ting, men at Den Gamle By først og fremmest er et museum, der handler om mennesker og kontakten mellem mennesker.

 

I det levende museum møder publikum mennesker, man kan snakke med, og som kan fortælle om livet i en helt anden tid.

Vi tog for alvor fat på denne opgave, da Den Gamle By i 2001 begyndte med det såkaldte levende museum, hvor vi installerede rigtige levende mennesker i stuer og køkkener.

I det levende museum er der åben ild i ildsteder og fuldt fyr på både vindovn og bilægger. Der er aktører i tro kopier af historiske dragter, som laver mad, strikker, henter vand, hugger brænde – og om kan fortælle historier fra deres dagligdag anno dazumal, og som publikum kan snakke med.

Efter indførelsen af det levende museum er publikum ikke længere nødt til bare at læse tekster på væggen og passivt se på tingene. Nu kan de gå i dialog med historien i form af rigtige mennesker, som vi har uddannet til at formidle andre tiders historiske virkelighed.

 

I de historiske butikker bliver man ekspederet, hvilket efterhånden er ved at være en sjældenhed “ude i samfundet”.

Også når man træder ind i vores historiske butikker møder man mennesker. I Købmandsgården er det den gamle købmandssvend, i Bagerbutikken madammen eller den unge jomfru. Hos Isenkræmmeren og Boghandleren fra er det butiksindehaverne selv, der siger goddag, hvad kan vi hjælpe med! Og i Pouls Radio er det som oftest ”Poul selv”, der passer butikken.

I butikkerne kan man blive vejledt af en fagmand, og man kan købe ting og sager. Men formålet med butikkerne er ikke først og fremmest, at publikum skal købe noget. Formålet er, at vores gæster kan få den snart historiske oplevelse at blive ekspederet og serviceret – og så spørge og få en snak om vilkårene i 1864, 1885, 1927 og 1974.

 

I efteråret 2012 kunne museets publikum besøge den hjemløse Ulrik Szkobel, som havde lavet en hule i gården bag Legetøjsmuseet.

I efteråret 2012 havde vi ligefrem udstillet et rigtigt menneske. Nemlig den hjemløse Ulrik Szkobel, som selv havde fået den tanke, at det nok var de færreste, der havde mødt og talt med en hjemløs, og at det kunne de jo fint gøre i Den Gamle By. Han var blevet smidt ud fra sit midlertidige hjem et andet sted i Aarhus. Den Gamle Bys håndværkere hjalp med at flytte hans skur til baggården bag Legetøjsmuseet. Men det var Ulrik selv, der skaffede papkasser og andre ”byggematerialer”, så hans hule kunne åbne for museets publikum i oktober 2012. Hulen stod frem til nytår, hvor Ulrik flyttede et andet sted hen.

Mange mennesker, som ellers aldrig kunne drømme om at kontakte en hjemløs, gik i Den Gamle By ind i baggården, kiggede ind og fik en snak med Ulrik Szkobel i hans hjem – og fik dermed et indtryk af en verden, de normalt aldrig ville møde.

Da en journalist spurgte Ulrik, hvordan han havde det med at være udstillet på et museum, svarede han: ”Jeg udstiller ikke mig, tænker jeg, men dig! Folk kommer her og ser deres eget liv og kontrasterne gennem mig og mit liv”

Den Gamle By er et mangfoldigt museum, hvor der er traditionelle udstillinger, digitale formidlingsformer og levende museum. Men i takt med, at kontakten med mennesker i det offentlige rum bliver stadig sjældnere, vil vi i Den Gamle By lægge stadig mere vægt på, at man under et museumsbesøg kan møde og gå i dialog med rigtige mennesker.

 

 

Er museumsforskningen i fare for at forsvinde?

Forskning er fint, og universitetsforskning er endnu finere. Det skal museerne lægge sig på sinde, mener Kulturministeriet. Efter vedtagelse af den nye museumslov sidste år er der kommet fokus på, at museerne nu skal forske på universitetsniveau og både producere ph.d’ere og publicere i peer-review.

Det lyder som udgangspunkt godt og rigtigt. Men jeg kan frygte, at der er en risiko for, at den langsigtede konsekvens heraf kan blive, at den forskning, der kvalificerer det almindelige museumsarbejde, vil blive neddroslet eller helt forsvinde. Og dermed vil konsekvensen blive det direkte modsatte af det, der var hensigten!

I Den Gamle By har forskningen i mange år haft samme funktion som udviklingsafdelingen har det hos Apple, Siemens eller Novo Nordisk. Undersøgelser og dokumentation indgår som en integreret del af det almindelige museumsarbejde, og forskningen skal skabe nye erkendelser, ny viden og nye vikler, der kan berige dette arbejde.

 

Der ligger en omfattende research til grund for Den Gamle Bys arbejde med at indrette en gæstearbejderlejlighed anno 1974. Resultaterne er samlet i en diger rapport, som ikke er peer-reviewed, men dog det bedste grundlag for arbejdet med indretning af lejligheden.

Da Helge Søgaard i 1940 blev dr.phil. på en afhandling om Håndværkerlavene i Aarhus var det slutproduktet på en længere proces med indsamling og udstilling af værksteder, lavsgenstande og lavenes arkiver. Da Erna Lorenzen i 1975 forsvarede sin afhandling om Folks tøj i og omkring Aarhus, var den slutproduktet af årtiers konkret arbejde med Den Gamle Bys store tekstilsamling.

Da Jeppe Norskov Stockholm i 2010 forsvarede sin ph.d-afhandling om Den moderne byplanlægnings fødsel i Danmark støttede den op om Den Gamle Bys arbejde med projektet Den Moderne By, og ligeledes var Mette Mortensens afhandling om Et hjem i byen fra samme år tænkt som grundlag for det pensionat, som Den Gamle By drømmer om at kunne lave i museets 1927-kvarter.

Det sidste år har Connie Jantzen arbejdet med middelalderbyen Aarhus og kunne i juni udgive en bog om emnet. Det er et arbejde, der bygge på hendes mangeårige virke som museumsinspektør med Aarhus som særligt emne. Publikationen indgår i et større projekt som Olaf Olsen var initiativtager til i 1977, men Connies arbejde er samtidig en del af Den Gamle Bys løbende arbejde med at undersøge Aarhus’ historie og vil indgå som et grundlag for kommende udstillinger om byen.

Også i det daglige forsker museet. Fx når det skal afklares, hvorfor mørtel fra 1600tallet er mere elastisk end moderne mørtel; hvor man tørrede sit vasketøj i midten af 1800årene; hvilket typer fliser man brugte til fortov i 1920erne; eller hvordan den typiske gavlreklame så ud i 1970erne.

Jolly-Cola reklamen er genskabt efter grundige studier af gavlreklamer fra begyndelsen af 1970erne.

Museumsforskningen er ikke frit svævende, og den er ikke et mål i sig selv. Forskningen er et middel til at kvalificere det daglige museumsarbejde. Men forskningen skal ikke være det, de er mest synligt for museumsgæsten.

I Den Gamle By har vi altid lagt vægt på, at museets arbejde er professionelt, potent og videnskabeligt baseret. Men vi mener, at museerne skal holde fast i, at vi er museer og ikke universiteter. For vil vi være universiteter, kan vi ligeså godt flytte forskningen hertil.

Den norske filosof Jon Elster er i forskellige sammenhænge citeret for udsagnet, at de største forandringer ofte sker som utilsigtede konsekvenser af intentionelle handlinger. Og det er lige præcis, hvad jeg frygter kan komme til at ske i dette tilfælde.

Man ønsker at opprioritere museernes forskning ved at gøre den mere universitetsagtig, og konsekvensen kan meget vel blive, at forskningen derved fjernes så meget fra det almindelige museumsarbejde, at den ikke længere kan berige og kvalificere dette.

 

Den Gamle Bys har succes med at fortælle historien om almindelige mennesker fra en tid, som de fleste har et forhold til

Torsdag 20. juni åbnede Tårnborg 1974 for publikum. Siden er gæsterne strømmet til, og antallet af besøgende i Den Gamle By er visse dage nærmest doblet op i forhold til sidste år, som også var et godt år for museet. Det giver anledning til at fundere over, hvorfor Tårnborg er så populær.

Tårnborg er et billede på almindelige danskeres liv i begyndelsen af 1970-erne. Her et kig ind i kernefamiliens stue.

For at indkredse Tårnborgs popularitet vil jeg konsultere fire markante museumsfolk, nemlig waliseren John Willliams-Davies, nordmanden Olav Aaraas, hollænderen Jan Vaessen og svenskeren Artur Hazelius.

John Williams-Davies fra St. Fagans i Cardiff pointerede i en artikel i tidsskriftet Folk Life fra 2009, at de første open-air museer, der blev grundlagt omkring 1900, var både radikale og relevante institutioner. Radikale fordi de fokuserede på almindelige menneskers daglige liv, hvilket ikke var set før. Og relevante fordi de målrettede deres historiefortælling mod almindelige mennesker, mens museer indtil da især havde interesseret sig for de højere og dannede samfundslag. At open-air museerne især interesserede sig for almindelige mennesker gjorde dem overordentligt populære, og de opnåede langt større besøgstal end de traditionelle museer.

Museumsdirektør John Williams-Davies fra National Museums of Wales

Norske Olav Aaraas er nok det museumsmenneske, der mest markant har sat den nyeste tid og samtidshistorien på museum. Først på vestnorske Sogn Folkemuseum, hvor han i 1986 åbnede et hjem fra samme år, altså 1986. Fra 1993, da Olav Aaraas var blevet direktør for Maihaugen i Lillehammer markerede han museet med det store projekt for at flytte en hel serie én-familie huse til museet, så disse huse kunne vise, hvordan almindelige nordmænd har levet i alle årtier i 1900-tallet. Se tidligere indlæg herom.

Olav Aaraas er i dag direktør for Norsk Folkemuseum. Tidligere var han direktør for først Sogn Folkemuseum og siden Maihaugen, hvor han for alvor satte samtiden på museum.

På en international konference i Den Gamle By i 2009 pegede Olav Aaraas på, at museumsfolk igen og igen må spørge sig selv: Hvad er det, der interesserer de besøgende mere end noget andet? Og han svarede: Dem selv, naturligvis! ”Vi vil gerne have nogen til at sige, at vores liv også er vigtige, og lige så vigtige som stenalderens hulemænd, de mjøddrikkende vikinger og 1800-tallets bønder”.

Jan Vaessen var i næsten 20 år direktør for Nederlands Openluchtmuseum.

Også hollænderen Jan Vaessen har stået bag store og nyskabende samtidsprojekter. Bl.a. flyttede hans museum, Nederlands Openluchtmuseum, i 2002 et stor, gammel går til museet og lod den fremstå som netop det år, den blev flyttet. Her kunne de besøgende så se, hvordan en almindelig hollandsk familie bor.

Da Jan Vaessen og jeg engang diskuterede, hvad museer skal fokusere på, sagde han klart: Vi er ikke et museum om ting, og heller ikke et museum om huse. Vi er et museum om mennesker!

Alle disse tre museumsmænd har de senere år hver på deres måde stået bag markante nybrud på deres museer.

Det er interessant, at også grundlæggeren af verdens første open-air museum, svenskeren Artur Hazelius, var på linje hermed for over hundrede år siden. Hazelius skabte i 1873 og 1891 de to stockholmske tvillingemuseer Nordiska Museet og Skansen. Som et motto for museumsvirksomheden valgte han aforismen ”Kend dig selv”, som er en antik indskrift på væggen i Apollontemplet i Delfi.

.
“Kend dig selv!” satte svenskeren Artur Hazelius som motto for sine museer Nordiska Museet og Skansen.

”Kend dig selv!” er virkelig noget af en missionsstatement, som man vil sige i dag. Men pointen er klar. Det er hverken fortiden eller tingene i sig selv, der er målet for museernes virksomhed, men derimod de mennesker, som oplever museerne.

Ovennævnte små historier har været med til præge Den Gamle Bys museumssyn, sådan som det kommer til udtryk i Tårnborg 1974.  Museet skal handle om mennesker, som de er flest, det skal være for almindelige mennesker og så skal det også være med almindelige mennesker.

 

I Tårnborg kan man på skærme møde de forskellige beboere. Her to af beboerne i kollektivet.

Heri, tror jeg, ligger en stor del af hemmeligheden bag Tårnborgs appel. Og den erkendelse vil også i de kommende år sætte præg på den måde, Den Gamle By løbende bliver udviklet og opdateret.

Kilder

John Williams-Davies: “Now Our History is Your History”: The Challenge of relevance for Open-Air Museums, Folk LIfe. Journal of Ethnological Studies vol 47, 2009 s.115-123

Olav Aaraas: Let our visitors be important historical persons, i Authenticity and Relevance. Report from the 24th Conference in the Association of European Open Air Museums in Den Gamle By 2009, trykt 2011 s 141-145

Jan Vaessen: Know Thy Neighbour, i On the Future of Open Air Museums, Jamtli Förlag 2008 s 22-31

 

 

161 mio kr fra A.P. Møller Fonden

Ideen til et moderne bykvarter opstod i 2002, og de følgende år tog vi forskellige skridt på vejen til en realisering. En masterplan blev udarbejdet, vi lavede analyser af, hvilke typer huse, butikker og boliger, der var de typiske, vi hentede de første større helheder, og i 2006 faldt det på plads, at Aarhus Kommune overdrog det ønskede areal til Den Gamle By.

I 2006 hjemtog Den Gamle By et helt hus med seks to-værelses lejligheder, Skottenborg 9A, fra Viborg. Huset er nu ved at blive opført i det moderne bykvarter.

161 mio kr fra A.P. Møller Fonden

Nu var der så to veje at gå. Den ene var at opføre et hus ad gangen, sådan at projektet forhåbentlig ville kunne realiseres over en årrække – akkurat på samme måde som Den Gamle By var blevet til siden 1914. Den anden var at slå et stort brød op og skitsere en helhedsløsning med en færdig bydel, som så også ville indbefatte den tilhørende infrastruktur.

Vi valgte at satse på den store løsning, og i efteråret 2006 var vi kommet så langt i planlægningen, at vi kunne indsende en ansøgning til A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.

Onsdag 29. marts 2007 modtog vi et brev på seks linjer med en donation på i alt 161 mio kr til realisering af projektets hovedetape. Hold da helt op!

 

Onsdag 28. marts 2007 modtog Den Gamle By et bevillingsbrev fra A.P.Møller Fonden på 161 mio kr til realisering af den såkaldte Havnegade-etape, som udgør hoveddelen af det moderne bykvarter, der viser livet i Danmark, som det tog sig ud i en provinsby i 1974.

Tillykke fra Hendes Majestæt Dronningen

Efterfølgende sendte vi et brev med hele ansøgningsmaterialet til Den Gamle Bys protektor, Hendes Majestæt Dronningen, og 22. april modtog museet et håndskrevet brev med lykønskning og den dejlige bemærkning: ”det har Den Gamle Bys så sandelig fortjent”.

Siden har Dronningen fulgt projektet med stor interesse.

20. juni 2013 åbner Tårnborg for publikum

Og dagen inden foregår den officielle åbning. Her vil der være taler af tidligere museumsdirektør for Nederlands Openluchtmuseum, professor Jan Vaessen, kulturminister Marianne Jelved og formand for A.P. Møller Fonden, Ane M.M. Uggla, som vil forestå selve åbningen.

Tårnborg er en tilpasset kopi af en hjørneejendom fra Skt Anna Gade og Kongensgade i Helsingør. Et hus af den type, som vil mangle, hvis ikke det er der, men som på den anden side sjældent står til nedrivning – heldigvis da!

Da det er en kopi, har det også været muligt at disponere lokalerne, så huset så at sige kan fungere som en montre omkring nogle originale helheder som fx et konditori med paneler og stuk.

Foruden konditori og tilhørende bagerudsalg rummer Tårnborg et minimarked, en forsikringsbutik og en gynækologklinik. Og der ud over tre boliger. Et kollektiv, en ugift skoleinspektør og en kernefamilie, der er på vej i parcelhus.

 

I Tårnborg kan publikum bl.a. besøge kollektivet, som er genskabt efter kollektivet Skansen, der i 1974 lå i Skansepalæet i Aarhus. Kollektivet er genskabt i tæt samarbejde med de, der i sin tid boede der.

Flere huse og historier på vej

Huse fra Hjørring, Viborg, København og Horsens er under opførelse, og i løbet af det næste års tid eller lidt mere vil her åbne et jazzværtshus, en børnehave, et knallertværksted, en bogbyttebiks og en damefrisør. Og man vil kunne træde ind i hjemmene fra en lærerfamilie, en blind mand, en hippie, et pensioneret arbejderægtepar, en enlig mor og hendes søn, en grønlandsk studerende og seks unge tyrkere i en toværelses.

 

I næste etape åbner bl.a. Jazzværtshuset Bent J fra Aarhus. Vi håber her fra tid til anden at spille jazz – naturligvis med et glas øl og lidt kulturhistorisk piberøg til.

Trods modstand fortsatte Den Gamle By arbejdet med at skabe grundlaget for et bykvarter fra 1970’erne

Kulturarvsstyrelsen lagde i flere omgange sten i vejen for Den Gamle Bys arbejde med moderne bykvarterer, men bestyrelse og ledelse mente, at det var det rigtige for museet – og arbejdede derfor videre med projektet.

I Den Gamle By var vi pavestolte, da vi lancerede ideen om at skabe en ny Den Gamle By, der skulle vise bygninger, boliger og erhverv fra 1900-tallets Danmark. Vi var også 100 pct overbevist om, at museet her var i fuld overensstemmelse med sit eget bankende hjerte og grundlæggende idé. Som bekendt havde museets stifter Peter Holm i sin tid talt om, at Den Gamle By også skulle rumme elementer fra ”vore forældres og bedsteforældres tid”.

Kulturarvsstyrelsen imod Den Gamle Bys projekt

Det var derfor noget af et slag i ansigtet for bestyrelsesformand Peter Jensen og undertegnede, da repræsentanter for Kulturarvsstyrelsen på et møde i Den Gamle By i foråret 2003 klart og meget kontant tilkendegav, at det ikke var et projekt, Den Gamle By burde gå videre med.

Vi blev virkelig taget på sengen, idet Statens Museumsnævn, som Kulturarvsstyrelsen var afløser for, tre år tidligere havde sagt, at det da var Den Gamle By, der skulle påtage sig den opgave. Se indlæg herom.

International interesse og opbakning

Kulturarvsstyrelsens afvisning gjorde ondt! Men den gav os anledning til at tænke os om én gang til. Vi drøftede vore tanker med flere af de udenlandske kolleger, der havde realiseret mere nutidige projekter.

I august 2003 havde jeg lejlighed til at orientere om projektet i et internationalt museumsforum. Det foregik på en konference i Glasgow i Skotland, hvor omkring hundrede museumsfolk fra toneangivende open-air museer, bakkede stærkt op om projektet.

Resultatet blev, at vi blot blev endnu mere overbeviste om, at det var et rigtigt projekt for Den Gamle By.

Helt tilbage i 2001 hjemtog Den Gamle By en komplet lejlighed med stue, soveværelse, køkken og badeværelse samt alt indhold i skuffer, skabe og bogreoler. Det var sådan set kun udsigten, vi ikke fik med.

Rapport anbefalede, at der ikke skulle gives midler til Den Moderne By

Ikke desto mindre fik vi i september 2003 endnu et ordentligt gok i nøden. For da udkom Kulturarvsstyrelsens rapport om de såkaldte paragraf-16 museer, altså museer der – som der stod i museumsloven – ”udfører en virksomhed af særlig betydning”.

Styrelsen gik endnu engang imod Den Gamle Bys planer, og det med to hovedargumenter. For det første, at ”bygningsfredningsloven sikrer et repræsentativt udsnit af det 20. århundredes bygninger”. Og for det andet, at ”de kulturhistoriske museer rummer betydelige samlinger fra perioden”.

Et hus som dette fra Nørregade i Aarhus er ikke beskyttet af nogen form for fredning og behandles ofte derefter! Skal sådanne huse bevares for eftertiden må de flyttes til open-air museer, der jo netop har som deres opgave at bevare almindelige menneskers historie.

I Den Gamle By mener vi, at fredning og flytning af huse supplerer hinanden

Styrelsens første argument kunne vi uden videre tilbagevise, idet bygningsfredningen jo først og fremmest bevarer det enestående og unikke, men meget sjældent de helt almindelige, ja ofte kedelige huse, som helt almindelige danskere har boet og levet i. Dertil kommer, at bygningsfredningen nok giver historisk dybde til vore byer og kulturmiljøer. Men bygningerne skal jo fungere i en nutidig sammenhæng, folk skal bo i dem og har brug for både træk og slip, dobbeltruder, samtalekøkkener og moderne elinstallationer. Derfor kan fredede bygninger ifølge sagens natur ikke give et billede af, hvordan mennesker har boet i dem i tidligere tider. Det kan open-air museerne til gengæld, idet man her bevarer hverdagsdanskerens huse og indretter dem, som de har set ud på et givet tidspunkt.

Open-air museernes særkende er, at de indsamler helheder

Styrelsens andet argument, at der jo i forvejen er betydelige samlinger fra perioden er helt korrekt – blot ikke som et argument imod Den Gamle Bys projekt. For mens kulturhistoriske museer generelt skaber og bevarer samlinger af enkeltgenstande, så er open-air museernes særkende at bevare helheder.

For mig eget vedkommende har jeg fx, da jeg for mange års siden var leder af Struer Museum, opbygget en stor samling af radio- og tv-apparater fra Struers stolte virksomhed B&O. Men det er en samling af enkeltgenstande.

Det, vi gør i Den Gamle By, når vi sætter fokus på denne historie, det er at skabe helheder – som fx en hel radio- og tv-forretning med et bredt udvalg af apparater, kassettebånd, plader, josty-kit – det hele i datidens priser! Det er kort sagt to forskellige måder at tænke museum på. De er i princippet lige rigtige og lige vigtige, og den ene type udelukker ikke den anden.

 

I 2005 afholdt Den Gamle By en international konference om 1900’tallet på museum. Svenskeren Sten Rentzhog, som er en af ophavsmændene det svenske SAMDOK, pointerede at det var vigtigt at flytte moderne helheder til open-air museerne. Nordmanden Olav Aaraas fortalt om sine banebrydende moderne projekter på Sogn Folkemuseum og Maihaugen. Caspar Jørgensen fra Kulturarvsstyrelsen forfægtede styrelsens synspunkt, at Den Gamle Bys projekt var irrelevant. Og Allan Frandsen og Thomas Bloch Ravn fortalte om Den Gamle Bys projekt.

Den Gamle By fortsatte sit arbejde

Det korte af det lange er, at bestyrelse og direktion besluttede, at Den Gamle By skulle fortsætte sit arbejde.

I 2003 opslog vi i regi af Dansk Center for Byhistorie et ph.d.-stipendium i byplanlægningens historie i Danmark.

Året efter ansatte vi en museumsinspektør, Allan Leth Frandsen, der skulle arbejde med at udvikle projektet.

Museet erhvervede magasinkapacitet, så vi kunne opbevare de store mængder bygningsmateriale og inventar, som ville blive relevant.

Aarhus Kommune skabte 2004-05 plangrundlaget, så Den Gamle By fik det nødvendige areal til realisering af projektet.

I 2005 afholdt museet en international konference, der havde til formål at bringe erfaringer fra udenlandske museers arbejde med moderne tid til Den Gamle By.

Vi foretog undersøgelser og analyserede, hvilke bygninger, der var repræsentative fra de danske provinsbyers brokvarterer i perioden, hvilke butikker der var flest og mest typiske, hvordan befolkningssammensætningen var osv.

Og vi iværksatte arbejdet med en masterplan for projektet.

 

I 2006 hentede Den Gamle By et minimarked i Gedved. En enestående helhed fra begyndelsen af 1970’erne med diske, reoler, frysere, reklameskilte, prisskilte samt en del varer.

Kilder

Thomas Bloch Ravn: 1900talsbyen på frilandsmuseum, Danske Museer no 3, 2003

Thomas Bloch Ravn: A 20th Century Addition to The Old Town – a project for the future; Report of the 21th Conference of the Association of European Open Air Museums 2003, printed in Scotland 2005

http://www.kulturstyrelsen.dk/nyheder/nyhedsarkiv-kulturarvsstyrelsen/browse/65/?no_cache=1&cHash=987f46f33321974761b1cd997373e38e

 

 

 

 

Den Gamle By er de umulige projekters museum

Nye mål blev synlige, da vi begyndte at kalde Den Gamle By for de umulige projekters museum. Der er mange eksempler på, at store ting er lykkedes for Den Gamle By på trods af hårde odds eller modstand fra offentlige myndigheder. Senest er Møntmestergården blevet genskabt. Så hvorfor skulle det ikke også kunne lade sig gøre, at skabe et helt bykvarter fra 1960’erne og 70’erne?

I begyndelsen af 1990’erne var optimismen til at overse i Den Gamle By. Stemningen var præget af, at der ikke rigtigt var noget, der kunne lade sig gøre, og i museums- og arkitektkredse var der ikke opbakning til open-air museernes model med at flytte huse for at bevare dem. Det var også så som så med den politiske interesse for museet.

Det lykkedes med Møntmestergården

Det ændrede sig med Møntmestergården. Igennem nogle år havde museet forgæves forsøgt at skaffe midler til genopførelse af dette enestående bygningsmonument fra den tidlige enevældes København. Men i 1996-97 gik der hul på bylden, og i 2000 stod Møntmestergården færdig i ydre. Der var skaffet 45 mio kr, Danmarks Radio havde fulgt projektet, og Den Gamle By havde et rekordstort antal besøgende. Herefter kom de resterende 15 mio kr på plads, så den komplicerede indre aptering og udsmykning kunne udføres.

Håndværkere, konservatorer, museumsinspektører, ja hele museet rankede ryggen, og vi blev alle ligesom nogle centimeter højere.

Da var det, at stemningen vendte. Den Gamle By begyndte igen at tro på, at museet var – og er – noget helt særligt, og vi genopdagede historien om, at det flere gange tidligere var lykkedes for Den Gamle By at løfte opgaver, som ingen troede på kunne lykkes.

 

Trods alle odds lykkedes det i perioden 1997-2009 for Den Gamle By at genskabe den prægtige Møntmestergård fra den tidlige enevældes København. Det gav grobund for en tiltrængt optimisme og tro på fremtiden.

Det begyndt med Nationalmuseets modstand mod at bevare Borgmestergården

Da Den Gamle Bys grundlægger Peter Holm i begyndelsen af 1900-tallet tog initiativ til at redde og bevare den bygning, der senere skulle blive kendt som Borgmestergården, mødte han modstand fra såvel lokale som statslige museumsmyndigheder. Det var i tiden op til Landsudstillingen i Aarhus i 1909, hvortil Borgmestergården blev flyttet første gang, og det var også efterfølgende, da succesen på Landsudstillingen havde givet Peter Holm blod på tanden til at gøre gården til centrum i et egentlig open-air museum.

Hverken formanden for det lokale Aarhus Museum eller Nationalmuseets direktør, den fremtrædende arkæolog Sophus Müller, anbefalede en bevaring af Borgmestergården. Ja, de gik ligefrem imod og foreslog efter Landsudstillingen, at man skulle hugge bindingsværket i stykker og sælge det som pindebrænde. Deres argumenter var dels, at Borgmestergården, der var opført i 1597, var alt for ung til at være interessant i museumssammenhæng! Dels at en genskabelse ifølge sagens natur måtte indebære elementer af rekonstruktion.

 

Havde det stået til Nationalmuseets direktør Sophus Müller, var bindingsværket til Borgmestergården blevet hugget i stykker og solgt som pindebrænde. Nu står bygningen i Den Gamle By som en fornem repræsentant for renæssancens store købmandsgårde.

Den Gamle Bys grundlægger lærte at arbejde i modvind

Peter Holm og hans støtter arbejdede imidlertid videre med sagen, og i 1914 kunne Borgmestergården åbne på dens nuværende placering. Trods alle odds var projektet lykkedes, og Peter Holm havde lært at arbejde i modvind.

Små ti år efter, i 1923, var der atter brug for at gå egne veje for at løse en opgave, der kunne synes umulig. Anledningen var en sag om nedrivning af en fornem købmandsgård i Jomfru Ane Gade i Aalborg, kaldet Den Klingenbergske Gård. Bygningen var blevet fredet i 1918, men på trods af loven og på trods af Nationalmuseets engagement i sagen var der ikke noget at gøre. Gården skulle rives ned.

Efter at have undersøgt alle muligheder for at bevare gården, henvendte man sig til Peter Holm i Den Gamle By. Ved gode støtters hjælp lykkedes det ham at redde gårdens otte enkeltbygninger, at flytte dem til Århus og her åbne dem som Aalborggården i 1926. Det kan måske være svært at forstå det i dag, men det var en enestående bedrift tilbage i 1920’erne.

Senere var der diskussioner om Købmand Holsts markante købmandsgård fra hjørnet Frederiksgade/Vester Allé i Aarhus og også om Helsingør Theater, der i 1957 blev dømt til nedrivning.

Hverken ministeriet eller direktøren for Nationalmuseet formåede at redde Den Klingenbergske Gård i Aalborg. Gården var fredet i klasse A, men skulle i 1923 rives ned. Det lykkedes Peter Holm at flytte det enorme bygningskompleks til Den Gamle By, hvor det åbnede for publikum i 1926.

De umulige projekters museum

Og så er vi atter fremme ved Møntmestergården, hvor hele Den Gamle Bys organisation oplevede, at det kunne betale sig at tro på museets grundkoncept og holde fast.

Det var situationen, da ideen om de to 1900-tals kvarterer begyndte at tage form i 2002. Kampen for Møntmestergården gav rygstød og selvtillid, og vi genvandt troen på Den Gamle Bys idé i en grad, så den kunne bruges offensivt.

Jeg er overbevist om, at fortællingen om Den Gamle By som de umulige projekters museum, har været en afgørende mental faktor i museets arbejde for at skabe grundlaget for museets største projekt nogensinde, Den Moderne By.

 

Akkurat som Nationalmuseet i sin tid var imod Borgmestergården, gik Kulturarvsstyrelsen imod Den Gamle Bys planer om et 1900’tals kvarter. Nu er projektet godt i vej, og 20. juni åbner den store hjørneejendom Tårnborg med kollektiv, kærnefamilie, ugift dames lejlighed, gynækologisk klinik, forsikringsbutik, minimarked og konditori.

 

 

Hvordan opstod egentlig ideen til Den Moderne By?

Til juni åbner Den Gamle By den store hjørneejendom Tårnborg, som bliver det mest markante enkeltelement i museets 1974-kvarter. I dette og en række efterfølgende indlæg fortæller jeg om hvordan ideen til projektet om et moderne bykvarter opstod og tog form.

I betragtning af, at den statslige Kulturarvsstyrelse skulle vise sig at være voldsomt imod tanken om et moderne bykvarter i Den Gamle By, var det lidt ironisk, at det rent faktisk var en embedsmand i Statens Museumsnævn, der gjorde mig opmærksom på, at det var Den Gamle By, der burde tage teten og sætte 1900-tallet på museum. Stedet var Kulturministeriet, datoen var 13. marts 2000, og anledningen var et møde, hvor museumsfolk og embedsmænd skulle drøfte oplæg til ny museumslov.

I Den Gamle By vidste vi fra en international konference i 1999, at en række af vore udenlandske søstermuseer var begyndt at gå op i nærheden af vores egen tid. Jeg rejste derfor spørgsmålet, hvordan museerne og museumsloven her i Danmark forholder sig til at bevare helheder fra vores egen tid.

Da var det, at museumskonsulent Morten Lundbæk fra det daværende Statens Museumsnævn klart og utvetydigt gav udtryk for, at det da var en opgave for Den Gamle By, og at den også passede fint med museets vedtægter og ansvarsområde.

Det var jo værd at tænke over. Men jeg kunne ikke umiddelbart se nogen muligheder for at løse opgaven inden for Den Gamle Bys rammer. Det gentog jeg på en konference i Association of European Open Air Museums, som blev holdt i Szentendre i Ungarn i september 2001, hvor emnet blev drøftet. Begrundelsen var, at Den Gamle By hverken havde pladsen eller pengene, samt at det var vanskeligt at se, hvordan vi kunne indpasse moderne bygninger i den helstøbte bindingsværksby. Jeg havde fx også svært ved at forestille mig et 1970’er kollektiv ved siden af en 1700-tals stue.

Pludselig var ideen der

Men så pludselig var ideen der. Bare et halvt år efter. For i senvinteren 2002 blev tanken om at skabe et brokvarter uden på den eksisterende gamle by formuleret første gang. Formuleringen lød:

”Den Gamle By kan konstatere, at væsentlige træk af Danmarks kultur og udvikling igennem 1900tallet i dag er ved at glide de danske museer af hænde, og det er museets plan at skaffe ressourcer til at indsamle bygninger, boliger, forretninger og værksteder, som tilsammen kan give et troværdigt totalbillede af det liv, som millioner af danskere har levet i 1900årene” (Thomas Bloch Ravn: Den Gamle By. et vindue til historien, 2002 side 238).

Kort fortalt var ideen at bygge brokvarterer uden på den eksisterende gamle by, så vi derved kan undgå et tidsmæssigt misk-mask med sammenblanding af forskellige perioder.

Tættere på nutiden

Når vi fandt, at også Den Gamle By skulle gå tættere på nutiden, var det dels fordi museer ikke blot bør forholde sig til den fjerne fortid, men også til en tid, som folk har et konkret forhold til. Dels var det for, at museet derved kunne aktualisere sin historiefortælling overfor publikum. Akkurat ligesom museets stifter Peter Holm havde gjort det i sin tid, da han lod det sidste rum i Borgmestergården vise tiden omkring 1850 – ”vore forældres og bedsteforældres tid”, som han kaldte det.

 

Rækkehus på Nederlands Openluchtmuseum i Arnhem, der bl.a. rummer en lejlighed fra 1970’erne.

Inspiration fra udlandet

Inspirationen havde vi især hentet hos søstermuseer i Storbritannien, Norge, Sverige og Holland, hvor man på forskellige måder har skabt miljøer og helheder, der er genkendelige for et nutidigt publikum. Disse inspirationskilder vender jeg tilbage til i senere indlæg på denne blog.

 

Jeg besøgte museet i Arnhem i 2000, året efter at rækkehusne var åbnet for publikum, og oplevede her for første gang, hvor stærkt det virker, når man som museumsgæst næsten føler, man træder ind i sin egen historie.

Brokvarterer uden på den gamle købstad

Den Gamle Bys idé var kort fortalt at skabe to kvarterer med bygninger, boliger, butikker og erhverv. Kvarterer af den type kalder man brokvarterer. De findes i stort set alle købstæder, hvor de voksede frem fra slutningen af 1800-tallet og lagde sig uden om de gamle bykerner med rødder tilbage til middelalderen.

Vi ville lave ét kvarter, der med fokus på 1927 viser den begyndende modernisering af de danske byer, sådan som den slog igennem fra 1890ernes industrialisering og frem til alting gik i stå med 1930ernes krise og den efterfølgende Anden Verdenskrig. Og så et andet kvarter, der med fokus på året 1974 viser vækstperioden fra der atter kom gang i hjulene efter Anden Verdenskrig og frem til oliekrisen og den hermed sammenhængende økonomiske nedtur atter satte tingene på stand-by.

Som sådan kunne de to kvarterer supplere den eksisterende Den Gamle By, som især viser et 17/1800-tals bybillede.

 

Planskitse af Den Gamle By med den eksisterende 17-1800-tals købstad samt 1927-kvarteret og 1974-kvarteret. Den grønne del, 1927-afsnittet, består hovedsageligt af ældre bygninger, der løbende opgraderes til 1927-miljø. De to røde områder samt den gule viser forskellige afsnit i 1974-kvarteret. Den mørkerøde del er Havnegade-etapen, som er finansieret af A.P. Møller Fonden.

Et forbillede for open-air museerne

I vinteren 2007 bad vi de svenske museers nestor Sten Rentzhog, som netop havde skrevet en stor bog om verdens open-air museer, om at kommentere Den Gamle Bys nye, store projekt. Han skrev bl.a. følgende:

”Som der første museum kommer Den Gamle By til at give et helhedsbillede af det allerede næsten glemte 1900-tallet. Museumsbesøget får mere indhold, og publikum vil få mere ud af besøget”….”Hvis projektet gennemføres, er jeg overbevist om, at Den Gamle By atter bliver et markant forbillede for verdens øvrige open-air museer”.

I kommende indlæg vil jeg fortælle om en række forskellige inspirationskilder til projektet, ligesom jeg vil skildre de forskellige trin på vejen til projektets virkeliggørelse.

 

Kilder

Ulrike Looft-Gaude (red): Report. 19th Conference. Association of European Open Air Museums, Schleswig-Holsteinisches Freilichtmuseum 1999

Ivan Balassa & Miklós Cseri (red):Survival of a 19th Century Idea in the 21st Century. Report. 20th Conference of the Association of European Open Air Museums, Szentendre 2001

Thomas Bloch Ravn: New Ideas in Harmony with Tradition, trykt i Balassa og Cseri, 2001 side 79-89

Thomas Bloch Ravn: Den Gamle By. Vindue til historien, Gyldendal 2002

Thomas Bloch Ravn: A 20th Century Addition To The Old Town – a project for the future, report of the 21th Conference in Association of European Open Air Museums, Scotland 2003 side 151-56

Thomas Bloch Ravn: 1900-talsbyen på frilandsmuseum, Danske Museer 3/2003 s. 16-21