Statstilskuddet til Den Gamle By forlænget i fire år

Så lykkedes det. Vi fik forlænget Den Gamle Bys tilskud på 3 mio kr, så bevillingen nu går frem til og med 2020. Det er vi glade for og meget taknemmelige. Men det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi i Den Gamle By havde håbet, at beløbet var kommet permanent på Finansloven. Det lykkedes desværre ikke, selvom der blev presset godt på fra folkevalgte her i det østjyske.

Jeg vil her gerne rette en stor tak til alle dem, der bakkede op. Den Gamle By er i den lykkelige situation, at alle – såvidt jeg ved – er positive over for museet. Men ifølge sagens natur skal takken især rettes til de partier, der står bag forliget om finansloven. Der ud over har vi bemærket, at den konservative kulturordfører Naser Khader i et læserbrev i JP Aarhus meldte sin opbakning helt klart ud, ligesom vi også har bemærket, at folk fra både Venstre og DF har ytret sig positivt om sagen.

I de måneder – ja år – der er gået forud, har vi fra Den Gamle By haft kontakt med talrige medlemmer af Folketinget om sagen, faktisk hele vejen rundt til alle Folketingets partier. Og jeg har hver gang glædet mig over den positivitet, som møder Den Gamle By.

Vi er taknemmelige for, at der nu er ro om Den Gamle Bys økonomi de næste fire år. Så må vi til den igen, og indtil da er det Den Gamle Bys opgave at levere en så god performance, at alle vil mene, at tilskuddet bør være permanent.

Historien bag

Det hele begyndt i 2008. Den Gamle By havde igangsat den enorme udvidelse, som nu næsten står færdig med en helt ny Den Gamle By, som viser efterkrigstidens Danmark med afsæt i året 1974. Velfærdssamfundets blomstringstid og den periode i 1960erne og 70erne, hvor dansk identitet med frisind, velfærd, ligestilling og lav magtdistance for alvor foldede sig ud.

Finansiering af anlæg og byggeri er finansieret af A.P. Møller Fonden med 300 mio kr, og så var det tanken at indhold og drift skulle finansieres af en statslig driftsbevilling på akkurat samme måde, som det tidligere var sket med museer som Arken, Aros og Moesgård.

I august 2008 blev jeg ringet op fra Kulturministeriet med besked om, at der i finansloven ville blive afsat 3 mio kr ekstra til Den Gamle By. Jeg fik også at vide, at det var hensigten, at bevillingen skulle være permanent, men af finanslovstekniske årsager blev den i første omgang givet for en periode på fire år, altså for årene 2009-12. Lidt senere i forløbet kom der en mio ekstra, så der nu var tale om en opgradering på i alt 4 mio kr.

Det statstilskud, som i 2008 blev bevilget til Den Gamle By, skal anvendes til drift og vedligeholdelse af den nye Den Gamle By, som er skabt siden 2007, og som viser Danmark i 1960erne og 70erne med afsæt i året 1974.

Det statstilskud, som i 2008 blev bevilget til Den Gamle By, skal anvendes til drift og vedligeholdelse af den nye Den Gamle By, som er skabt siden 2007, og som viser Danmark i 1960erne og 70erne med afsæt i året 1974.

Kamp for forlængelse

Tilsagnet om, at tilskuddet var tænkt som permanent, fik jeg desværre ikke skriftligt, og det har jeg fortrudt lige siden. For i 2012, da bevillingen skulle forlænges, var det nemlig ikke noget, der gik automatisk.

I 2011 var der kommet en ny regering, og kulturministeren var nu den (dengang) radikale Uffe Elbæk. Fra Den Gamle By havde vi i flere måneder gjort opmærksom på sagen, og regeringen spillede ud med en mio kr ekstra til museet. Jeg tror ikke kulturministeren var bekendt med, at det reelt var en nedskæring. Men det var det, for det havde jo hele tiden været tanken, at bevillingen på i alt 4 mio kr skulle gøres permanent med virkning fra 2013. Det var der øjensynligt ikke rigtig nogen (udover mig), der kunne huske eller var bekendt med.

Det blev en hård kamp, og selvom jeg godt fornemmede, at flere østjyske socialdemokrater, SFere og radikale støttede Den Gamle Bys uofficielt, så var finansministeren og regeringens top hverken til at hugge eller stikke i.

Det endte med at være Enhedslisten, der holdt hånden under Den Gamle By. For herfra krævede kulturordfører Jørgen Arboe-Bæhr, at bevillingen til Den Gamle By skulle fastholdes. Det blev den i forbindelse med finanslovsforliget. Men atter kun for fire år, idet det desværre ikke lykkedes partiet at få ordningen gjort permanent.

Og så er vi fremme ved 2016

Nu vidste vi, hvad Den Gamle By var oppe imod. Hele 2016 (og også noget af 2015) har vi i Den Gamle By derfor løbet politikerne på dørene for at gøre opmærksom på museets situation. For det er jo vigtigt, at de nye dele af Den Gamle By både kan vedligeholdes og formidles. Politikerne er blevet gjort opmærksom på, at det drejer sig om en nedskæring af museets statstilskud med hele 20 pct. Vi har også givet udtryk for, at vi (og mange med os) undrer os over, at man nedskærer et museum, der i den grad gør alt det, som statsadministrationen og politikerne siger, de gerne vil have.

Her tænker jeg bl.a. på, at Den Gamle By ikke bare venter på offentlig finansiering, men selv tjener ganske mange penge og også skaffer meget store midler til udvikling af museet. Rent faktisk er Den Gamle By ligefrem en overskudsforretning for det offentlige, idet museet for hver offentlig krone skaber en ekstra omsætning på tre kroner med dertil hørende skattebetaling til det offentlige osv. Museet tiltrækker mange turister, som giver omsætning på hoteller, campingpladser, restauranter og butikker, hvilket også giver penge i de offentlige kasser. Og så gør Den Gamle By meget for at være mere end et museum, bl.a. ved at udvikle tilbud til svage grupper som fx demente ældre og ved at uddanne og efteruddanne håndværkere. Vi synes, det offentlige burde klappe i hænderne over disse initiativer – men vi stod altså til at miste 20 pct af museets statstilskud!

Permanent eller midlertidigt?

Men det lykkedes heldigvis. Takket være god opbakning fra mange sider, og med eksplicit støtte fra de konservative.

Undervejs fik vi også afklaret diskussionen om, hvorvidt tilskuddet var midlertidigt eller permanent.

Her kunne tidligere medlem af Folketinget Eyvind Vesselbo oplyse følgende: ”Aftalen var, at tilskuddet skulle være permanent”, skrev han direkte på min Facebook, hvor jeg havde skrevet om sagen, og hvor Eyvind Vesselbo også oplyste, at han rent faktisk var med til at forhandle aftalen om tilskuddet tilbage i 2008. Ingen af dem, der var med, har modsagt, at tilskuddet var tænkt som permanent. Det synspunkt har vi kun hørt fra folk, der ikke var med. Jeg takkede naturligvis Eyvind Vesselbo, og han tilføjede følgende: ”Det var en politisk aftale. Så det er faktisk aftalebrud, hvis tilskuddet ikke kører videre”.

Nu glæder vi os over, at de tre mio er bevilget for de næste fire år, og så håber vi, at de kan blive gjort permanente med virkning fra 2021.

IMG_4932

Kultur kan være meget mere end kultur

De fleste kulturvirksomheder rummer erfaringer og kompetencer, som kan nyttiggøres i sammenhænge, der for en umiddelbar betragtning kan virke fremmede for selve det primære virke. Grebet an på den rigtige måde kan sådanne kompetencer danne grundlag for udvikling af nye forretningsområder.

Jeg blev opmærksom på den vinkel, da jeg for mange år siden så, hvorledes B&O arbejdede målrettet med at udvikle nye og anderledes forretningsområder med afsæt i identifikation af særlige in-house kompetencer. Kompetencerne var udviklet til afgrænsede og specifikke formål, men ved at analysere dem, fandt man frem til, at flere rent faktisk havde en mere generel karakter, som gjorde, at de kunne overføres til og anvendes på andre, og hidtil uforudsete, områder.

Siden har jeg tænkt, at det også må være en tilgang, man kan have gavn af på kulturområdet, herunder på museer, som er det område, jeg kender bedst til – og vel at mærke til benefit for både den virksomhed eller institution, der står bag og for dens brugere eller kunder.

Jeg skal illustrere det med to eksempler fra min egen verden. Det første har at gøre med håndværksmæssige kompetencer, hvor Den Gamle By i mange år har uddannet lærlinge inden for de klassiske byggefag murer, maler og tømrer. Modellen er, at lærlingene tilbringer halvdelen af deres læretid i Den Gamle By og den anden halvdel hos en moderne mester ”ude i samfundet”. På den måde medvirker vi til at fastholde traditionelle kompetencer i det moderne håndværk. De unge mennesker får en alsidig uddannelse, og resultaterne har været yderst tilfredsstillende med talrige medaljer til de nyuddannede svende.

I samarbejde med en privat fond har museet også i en årrække stået for efteruddannelse af nyuddannede svende med ambitioner inden for deres fag. Fonden giver et substantielt løntilskud, og Den Gamle By sørger for, at de unge svende kommer under vingerne på en erfaren håndværker med mange år på bagen i Den Gamle By.

Vi er overbevist om, at vi kan gøre meget mere på dette felt, og vi overvejer derfor at udvikle denne efteruddannelse til et egentligt nyt forretningsområde. Inspirationen kommer fra vore kolleger på Skansen i Stockholm og på Weald and Downland Museum i Sydengland, som udbyder populære kurser i emner som vinduesrenovering, tegltag, lerklining, reparation af bindingsværk og andre fagområder, hvor museerne har en unik viden. Det er lykkes vore to kollegamuseer at gøre disse kurser til et nyt forretnings- og indtjeningsområde, som nu dels udgør en del af museernes driftsgrundlag, og som dels har den almennyttige effekt, at disse særlige kompetencer herved bliver spredt til flere og bragt i anvendelse ”ude i samfundet”.

De seneste par år har Den Gamle By også sat fokus på inklusion af børn og unge med særlige behov. Bl.a. arbejder vi med børn og unge, der lider af ADHD og autisme. Arbejdet sker i tæt dialog med faglige ressourcepersoner inden for skolesektoren.

Den Gamle By har i forvejen fokus på skoleelever i alle aldre, og museets sanselige rammer appellerer til aktiv og konkret oplevelse og læring. Hvad enten det drejer sig om at skure gryder, hente brændsel eller pumpe vand, eller når børnene møder de store prustende heste og lugter møddingen, der ligger og oser i købmandsgårdens baggård.

Sanselighed og aktivitet er nøgleord i arbejdet med psykisk handicappede børn og unge. Et andet nøgleord er forudsigelighed, idet disse børn ikke har det godt med at blive overrasket. Det sidste nøgleord er rollespil. Når børnene ankommer til Den Gamle By, er de hver især bekendt med, at de her skal være en anden end den, de egentlig er. De får et andet navn, en ny social identitet; de skal fungere på en anden tids vilkår, og så skifter de deres nutidstøj ud med tro kopier af tøj, som børn gik i enten i 1864 eller i 1927, som er de to nøgleår, som disse forløb foregår inden for.

Rollespillet og hele den anderledes ”setting” gør børnene i stand til at komme ud over egne begrænsninger og hæmninger. Det enkelte barn bliver så at sige en anden person – ved siden af sig selv. Det er meget gribende at opleve.

Et eksempel er den psykisk handicappede dreng med en OCD-lidelse, som gav ham et sygeligt behov for konstant at vaske hænder af angst for skidt og bakterier. Under besøget fik han rollen som søn af en fattig skomager. Han fik noget simpelt tøj på anno 1864, og så blev han ellers sat i arbejde i købmandsgården. Det var snavset arbejde, og bl.a. skulle han hjælpe med at stable brænde. Efter lidt tøven tog han fat, og inden længe stablede han uden at kny masser af brænde – uden en eneste gang at gå i panik og ville vaske hænder. Rollespillet og det, at han her var en anden end sit sædvanlige jeg, betød, at han glemte sin angst. Det havde de pædagoger, som havde kendt ham i flere år, aldrig oplevet tidligere.

Det er klart, at projektet rækker ud over museernes traditionelle opgaver, sådan som de er formuleret i den danske museumslov. For her er museet og kulturarven ikke målet. Museet er en fysisk ramme, et middel, der brugt på den rette måde og som under de rette omstændigheder kan fungere som et afsæt og bidrage til at skabe sammenhæng, kvalitet, indhold og identitet – også for grupper, der normalt ikke kommer på et museum.

Hermed åbner der sig et helt nyt arbejdsfelt, hvor museer kan vise sig relevante på områder, man i Danmark næppe havde kunnet forestille sig for blot få år siden – og som heller ikke er beskrevet i museumsloven. På sigt kan løsningen af sociale opgaver måske udvikle sig til et egentligt indtjeningsområde for museerne.

Naturligvis skal museer og andre kulturinstitutioner primært fokusere på deres kerneopgave. Men jeg tror, at der er rige muligheder for at nå ud til andre end den store gruppe af kulturaktive, som lidt karikeret ofte beskrives som kvindelige gymnasielærere over 50. Mulighederne varierer fra kulturområde til kulturområde, og mange er givetvis allerede opmærksom herpå. Men ved at arbejde systematisk med at finde nye virke- og forretningsområder kan megen kultur utvivlsomt både finde nye måder at være nyttige på og samtidig i et vist omfang også nye måder at tjene penge.

 

Dette indlæg er også publiceret som kulturklumme i Altinget torsdag 15. september 2016.

 

 

 

 

 

 

Den Gamle By sætter servicesamfundet på museum

Når noget er ved at forsvinde, kommer det på museum. Således fx servicesamfundet, som i mange sammenhænge efterhånden er en saga blot. Servicesamfundet finder man i dag bl.a. i Den Gamle Bys historiske butikker.

Isenkræmmeren i Den Gamle By hilsner "Goddag" og giver altid kunderne grundig oplysning om varerne. Når man har købt en ting, bliver den pakket ind, og kunden får en bærepind så varen er nem at bære.

Isenkræmmeren i Den Gamle By hilsner “Goddag” og giver altid kunderne grundig oplysning om varerne. Når man har købt en ting, bliver den pakket ind, og kunden får en bærepind, så varen er nem at bære.

I min barndom var der service på benzinstationen. Man kørte sin bil ind til benzintanken, rullede vinduet ned, bad om at få fyldt op, og den rare mand fyldte benzin på bilen. Benzinmanden spurgte, om han ikke lige skulle vaske ruderne, og det var jo dejligt. Så stak med et par ti-krone sedler ud ad vinduet og betalte. Dengang var benzinstationen virkelig en servicestation.

Senere begyndte man at kalde en benzinstation for en servicestation. Det skete rundt regnet på det tidspunkt, da man skulle ud ad bilen for selv at tanke og derpå gå ind i kiosken og stå i kø for at betale.

Tænk også på, at årsopgørelse, indkaldelser, lønsedler og meget andet nu kun kommer i e-boxen, hvis man da kan finde den. Eller selv-indcheck i lufthavnen. Eller bankfilialens og posthusets hastige deroute fra gadebilledet. Det er svært ikke at komme til at tænke på George Orwells begreb nysprog om sproglige udtryk, der har som deres primære formål at skjule virkeligheden bag sproget! Danmark er i dag ikke et servicesamfund, men et self-service samfund.

Den Gamle By skal være et sted, hvor man gemmer ting, tanker og samværsformer, som er på vej væk eller helt forsvundet, men som måske kan vise sig engang at være en ressource, man bør tage op igen.

I Den Gamle Bys boghandel yder ekspedienten samme service til alle.

I Den Gamle Bys boghandel yder ekspedienten samme service til alle.

I museets historiske butikker er personalet på tæerne for at servicere kunderne. Det gælder i købmandsgårdens butik anno 1864, det gælder hos bageren 1885, hos boghandleren, isenkræmmeren og Schous Sæbehus i 1927, og det gælder i Pouls Radio, Broderiboden og Rahbæks Minimarked fra 1974.

Straks man er inde i en af de historiske butikker, hilses man med et ”Goddag, Hr. Hvad skulle det være?” Man kan spørge sig for og få vejledning, og varerne demonstreres. Finder man en vare, man vil købe, bliver den pakket behørigt ind, og i nogen af butikkerne får man endda en bærepind, så den er let at have med på den videre færd.

Man kan spørge, om det er vigtigt for et museum at vise servicesamfundet. Ja, det mener vi i Den Gamle By. Vi mener, at det er vigtigt at vise, at noget har været anderledes, og at noget dermed også kan blive anderledes. Museer skal være en slags oaser for det, der er overraskende, og det, der giver anledning til forundring og som måske dermed giver anledning til, at vi kommer til at diskutere nogle af de ting, vi i dag tager for givet og naturlige.

Hen over sommeren vil jeg på min twitter-profil notere nogle af de ting, der er ved at forsvinde ude i samfundet, og som derfor er på vej på museum.

Men tilbage til emnet for dette blogindlæg: jeg tror mange vil være enige med mig i, at det grænser til en slags nutidshovmod at kalde Danmark i dag for et servicesamfund. Efter min bedste overbevisning er Danmark i dag et udpræget self-service samfund.

 

 

Museernes samlinger er et middel, ikke et mål!

Naturligvis skal museer passe ordentligt på de ting, som er i deres varetægt. Men publikums oplevelse er vigtigst.

I Den Gamle By siger vi, at museet ikke er til for tingenes skyld – eller for fortidens! For tingene er døde og fortiden er forbi. Nej, vi laver naturligvis museum for mennesker i nutid og i fremtid. Det betyder ikke, at samlingerne, tingene, museumsgenstandene ikke er vigtige. For det er de i og med, at de er museernes grundlag og særkende. Men det er vigtigt at slå fast, at de er et middel, ikke et mål.

Følger man de seneste måneders debat om tyveriet af Aguste Rodins bronzebuste fra Glyptoteket, får man let det indtryk, at det er kunstværket, genstanden, der er det vigtigste. Samme indtryk får man ved læsning af statsrevisorernes rapport fra 2014 om museernes bevaring af kulturarven.

Gamle ting i montrer af glas, som her i Den Gamle Bys Musæum anno 1927, er et billede den klassiske form for museum.

Gamle ting i montrer af glas, som her i Den Gamle Bys Musæum anno 1927, er et billede på den klassiske form for museum.

Naturligvis skal museerne passe ordentligt på de ting, som er i deres varetægt. Ingen tvivl om det. Men hvis bevaring af samlingerne var museernes primære opgave, ville det eneste rigtige være, at publikum blev holdt på lang afstand, og at man opbevarede samlingerne i mørke lagerrum med konstant temperatur og lav luftfugtighed, og hvor der aldrig kom et øje. Og det ville jo være absurd!

Genstandene, kunstværkerne, samlingerne er ikke hellige, og de er ikke det vigtigste i museernes arbejde. Det vigtigste er, at de i deres stoflighed og fysiske materialitet kan være til glæde, at de kan give os indsigter, at de kan oplyse os, at de kan foranledige nye og anderledes tanker og funderinger. Altså noget, der har med mennesker, publikum, besøgende at gøre.

For snart 20 år siden, i 1999, pointerede den amerikanske museolog Stephen E. Weils, at museerne skulle udvikle sig ”From Being about Something to Being for Somebody”. Altså fra at være om noget til at være for nogen! Det er jo det, det drejer sig om. Vores gode svenske kollega Sten Rentzhog udtrykte det på denne måde, kort tid efter at han i 1987 var tiltrådt som chef for Nordiska Museet: ”Lad os sætte en ære i at være et folkets museum, et museum, man kan identificere sig med, et museum, hvor ingen behøver at føle sig mindre værd end andre, et museum, som er hele det svenske folks ejendom… Det er ikke de kulturaktive, der er vores primære målgruppe. Det er de mallorcarejsende, tv-kiggerne, sofaliggerne, vindsurferne, alle de almindelige mennesker, som aldrig kunne drømme om at gå på museum”.

Hos Den Gamle Bys bager kan de besøgende på en helhedsoplevelse med både stemning og smag.

Hos Den Gamle Bys bager kan de besøgende få en helhedsoplevelse med både stemning og smag.

Museer skal tjene samfundet og ikke først og fremmest passe på samlinger af genstande. Selvfølgelig skal vi bevare, og vi skal forske, men udgangspunktet må altid være vore gæster og brugere. Hvordan inspirerer vi dem, hvordan gør vi dem nysgerrige, og hvordan får vi dem til at åbne op for den indsigt, kundskab og erfaring, som museerne rummer?

Det er vigtigt, at vi husker på det. For hvis vi primært fokuserer på at passe på og bevare, man vi meget nemt risikere, at den opgave, der er museernes egentlige raison d’etre, bliver nedprioriteret.

 

 

 

 

Den Gamle By viser historien om dansk børne-TV

I dag 3. maj åbner kulturminister Bertel Haarder en udstilling om Børne TVs historie. Udstillingen passer som fod i hose til Den Gamle Bys aktuelle fokus på det, som vores tidligere statsminister kaldte ”det Danmark, du kender”.

Titusinder af børn, unge og voksne kender frøen Kaj og papegøjen Andrea. De kan nu ses i Den Gamle By.

Titusinder af børn, unge og voksne kender frøen Kaj og papegøjen Andrea. De kan nu ses i Den Gamle By. Den første udsendelsesrække blev sit 1971-75, og senere er de blevet genudsendt adskillige gange.

For ikke så mange år siden ville udstillingen have virket fremmed for Den Gamle By. Dengang var museets fokus nemlig de rigtig gamle dage! Men de senere år har vi opdateret det med nye helheder, der viser Danmark i især 1960erne og 70erne, og vi arbejder med at føre historiefortællingen helt op til i dag. Dvs den periode, hvor DRs børne-TV blomstrede op og fandt sin helt unikke form. Så nu er det relevant, og det er dejligt.

Hvorfor går man på museum?

I august 2009 var museet vært for en international konference om museernes fremtid. Her stillede en af talerne et meget interessant spørgsmål. Spørgeren var de norske museers nestor, Olav Aaraas, der er direktør for det, der svarer til vores nationalmuseum. Han spurgte: Hvad er det, der interesserer de besøgende allermest, når de kommer på et museum? Så kiggede han ud over salen, mens vi alle tænkte så det knagede – indtil han selv svarede: Det, der interesserer folk allermest, er naturligvis dem selv. Vi vil alle gerne genkende noget fra vores eget liv, blive et med historien og samtidig se, at vores egen og vores tids historie også er vigtig. Historien sluttede nemlig ikke for 50 eller 100 år siden. Den fortsætter, og vi er selv en del af den, sagde Olav Aaraas.

Hos kernefamilien i Den Gamle Bys 1974-kvarter er der garanteret blevet set Kaj og Andrea.

Hos kernefamilien i Den Gamle Bys 1974-kvarter er der garanteret blevet set Kaj og Andrea og meget andet TV var DRs nyskabende B & U afdeling.

Her rammer vores norske ven hovedet på sømmet. Ikke mindst når talen er på den aktuelle udstilling om Børne TV.

Det er også præcist det, vi i har oplevet i forbindelse med vores arbejde for at opdatere Den Gamle By til en tid, som de fleste af os har et forhold til. De besøgende er myldret til. De husker ting, de havde glemt, de genoplever måske stumper af deres egen historie – og så kan vi se, at de hygger sig, taler sammen, og de har det morsomt.

Det er vi glade for og stolte af. Vi synes nemlig, at det gerne må være morsomt at gå på museum. For morskab og glæde åbner sindet.

Det brede museumsbegreb

Tillad mig i den forbindelse at referere til en anden af vores gode venner, englænderen Peter Lewis, som for nogle år siden blæste til kamp mod det, han kalder ’the-museums-should-be-dull-brigade’, altså mod dem, der vil have, at museerne skal være kedelige! Peter Lewis går her helt tilbage til det oprindelige græske ord ’museion’, som er templet for alle de ni muser, der igen er døtre af erindringens gudinde. Efter en længere udredning påpeger han, hvordan det i dag kun historiens og astronomiens muser, clio og urania, der er inkluderet i det moderne museumsbegreb – mens de syv muser, der har med det poetiske, det musiske og det dramatiske, alle er ekskluderet. Hans pointe er, at alle muserne bør indgå i et bredere museumsbegreb, som dermed også vil komme til at rumme elementer af det poetiske, det musiske og det dramatiske – og det kan der nok være brug for!

Hr Skæg er en figur, der vil passe fint i Den Gamle Bys kommende gader, hvor det er 2014, der er i fokus.

Hr Skæg er en figur, der vil passe fint i Den Gamle Bys kommende gader, hvor det er 2014, der er i fokus.

En levende kulturarv

I Den Gamle By er vi stolte over nu at kunne vise udstillingen om Børne TV, som jo netop rummer masser af poesi, musik og drama. Det er dansk kultur, når det er bedst, og samtidig er det en levende kulturarv, der til stadighed fornys. Det er morsomt, det er tankevækkende, det er finurligt og det er mangfoldigt. Og så er det noget, som de fleste husker og har et forhold til. Akkurat som vi oplever det med Den Gamle Bys nye afsnit.

Museum om identitet

Et museum som Den Gamle By handler i bund og grund om identitet – og om dannelse, inspiration, oplysning og refleksion.

Jeg er overbevist om, at vi med udstillingen om Børne TV nu får en helt særlig dimension, som vil gøre, at dét store og brede publikum, der er Den Gamle Bys, vil genkende, vil huske ting, de havde glemt, og at de vil hygge sig, snakke sammen og have det morsomt.

Personligt er jeg gevaldig glad for at kunne gå en tur ned ad dén memory lane, som jeg husker fra i min egen barndom – og som jeg siden har oplevet i den anden barndom, som jeg har haft sammen med mine børn.

BørneTV_Historie_Logo-page-web

 

 

 

Derfor indretter vi et somalisk hjem i Den Gamle By

I arbejdet med at fortælle anderledes historier fra dagens Danmark viser Den Gamle By udstillingen Et somalisk hjem i Danmark anno 2016. Projektet indskriver sig i rækken af museets andre samtidsprojekter så som Hjemløs og Nutidsunge i Kollektivet fra 1974. Det aktuelle projekt er blevet til med støtte fra Bikubenfonden.

I Den Gamle By lægger vi vægt på at være et inkluderende museum. Samtidig bestræber vi os på engang imellem at gøre noget andet, end vi plejer. Vi tror, det kan være med til at holde os skarpe, og måske de anderledes initiativer kan være med til at vise nye veje for museet. Vore hidtidige erfaringer med engang imellem at tænke skævt har været overordentlig positive, navnlig fordi initiativerne har føjet nye dimensioner til museet og gjort Den Gamle By mere relevant for et nyt publikum.

Det seneste initiativ er åbningen af et somalisk hjem i Danmark. Et hjem anno 2016, indrettet i en lejlighed i museets moderne del, som viser livet i Danmark op til næsten nutiden. Egentlig skulle vi bruge lejligheden til andre formål, dog først om et års tid. Og så var det, at vi fik vi en opfordring fra seks somaliske kvinder om at indrette et somalisk hjem i Danmark.

De somaliske kvinder laver jævnligt mad i lejlighedens køkken, hvor der dufter af krydderier som kardemomme, kanel, spidskommen, nelliker, gurkemeje, chili, sort peber og ingefær. Her er Ilham Khalif Mohamed i gang med en kyllingeret.

De somaliske kvinder laver jævnligt mad i lejlighedens køkken, hvor der dufter af krydderier som kardemomme, kanel, spidskommen, nelliker, gurkemeje, chili, sort peber og ingefær. Her er Ilham Khalif Mohamed i gang med en kyllingeret.

Baggrunden er følgende. I sommeren 2015 afsluttede vi formelt et projekt om livet og historien i de store betonbyggerier i Gellerup-området i det vestlige Aarhus. Igennem knap tre år havde museets fagfolk deres daglige gang i Gellerup, hvor vi sammen med de mennesker, der bor der, har indsamlet og formidlet stedets historie. Arbejdet fortsætter nu på beboernes eget initiativ via en museumsklub for børn, et guidekorps, der formidler områdets historie, og ikke mindst et dokumentationslaug, der fotograferer de omfattende forandringer, som sker i det vestlige Aarhus i disse år.

Det var gennem hele projektet vores håb og ambition, at arbejdet også ville komme til at afspejle sig i Den Gamle By, så museets publikum kunne få glæde heraf. Det er det, der nu er sket med det somaliske hjem i Danmark, som er indrettet i en lejlighed på 2. salen oven over Jazzbar Bent J og Børnehaven fra 1974. De somaliske kvinder kendte i forvejen Den Gamle By som et museum, der formidler folks hjem helt frem til i dag.

Det somaliske hjem åbner 12. marts og kan ses et år frem. Der er køkken, stue, soveværelse og børneværelse samt toilet. I samarbejde med de somaliske kvinder er lejligheden indrettet som bolig for en familie, som vi i fællesskab har kreeret som en slags modelfamilie. Familien består af en enlig mor til fire børn, tre piger og en dreng. Hun arbejder for kommunen som social- og sundhedsassistent. Hendes eksmand bor i nærheden. Moren taler somalisk til sine børn, som typisk svarer på dansk. De tre piger deler værelse, mens to-årige lillebror sover inde hos moderen. På stuens TV ser familien X Factor, Vild med dans og Ramasjang. Som gæst lægger man mærke til de anderledes farver og især til de dekorative gardiner. Gardinerne er centrale i somaliske hjem, og husmødrene har en fast rytme for, hvornår det ene sæt gardiner skiftes ud med det andet. Når der kommer gæster, trækkes gardinerne for, så man kan se dem helt udfoldet. Køkkenet dufter af somaliske krydderier, og kvinderne bag projektet er gået fra dør til dør for at skaffe toiletborde, røgelsesudstyr, festsko, parfumeflakoner og andet typisk somalisk interiør.

Soveværelsets pryd er en forgyldt bakke med smukke flakoner, der indeholder krydrede dufte af forskellig slags. En ren parfumens platmenage, der ofte er en gave i forbindelse med bryllup.

Soveværelsets pryd er en forgyldt bakke med smukke flakoner, der indeholder krydrede dufte af forskellig slags. En ren parfumens platmenage, der ofte er en gave i forbindelse med bryllup.

I rummene ved siden af lejligheden sætter en udstilling hjemmet i kontekst. I 2015 bor der ca 20.000 mennesker af somalisk herkomst i Danmark. Heraf 4.256 i Aarhus, hvor de udgør en af de største grupper med ikke-vestlig baggrund. Skilsmisseraten er høj i somaliske familier, og familiemønstret er typisk en alenemor med børn. Børnenes uddannelse prioriteres højt, og kvinderne lægger stor vægt på, at børnene taler dansk og føler sig som danske.

Når man som gæst i Den Gamle By har besøgt det somaliske hjem, kan man kigge ind hos kernefamilien, kollektivet, pensionistparret, de tyrkiske gæstearbejdere og den grønlandske studerende. Og man kan besøge damefrisøren, jazzbaren, børnehaven, minimarkedet eller butikken, som bl.a. ”sælger” brugte blade med billeder af en type, der gjorde Danmark verdensberømt i begyndelsen af 1970erne.

Et somalisk hjem i Danmark er Den Gamle Bys projekt og ansvar, men det er gennemført i et overordentligt konstruktivt samarbejde med de somaliske kvinder, som har bidraget med deres liv og erfaringer. Samkuratering, kunne man kalde det. Og co-creation, samdok, brobygning, community, empowerment og i øjenhøjde – you name it. Allesammen moderigtige ord for det at skabe fortælling og udstilling i tæt samarbejde med dem, det drejer sig om.

Deeqa Axmed Yusuf fortæller, at familierne samles i stuen, og sammen ser de fredags underholdning som X factor. Børnene ser Ramasjang og Kender du typen er også god underholdning.

Deeqa Axmed Yusuf fortæller, at familierne samles i stuen, og sammen ser de fredags- underholdning som f.eks.  X Factor. Børnene ser Ramasjang, og Kender du typen er også god underholdning.

Overordnet har projektet især to formål. For det første at give Den Gamle Bys mange danske gæster muligheden for at besøge et somalisk hjem, hvor de vil kunne se og opleve, hvordan en stor gruppe nydanskere lever i et særligt kulturelt mix mellem somalisk og dansk kultur. For det andet er det vores ambition og forventning med dette initiativ at kunne tiltrække mange af de somaliere, som bor i Danmark. Vi håber, de vil blive glade gæster i Den Gamle By, og at de vil få indblik i det Danmark, som har ført frem til vores nutidige samfund ud med velfærd, frisind, lighed mellem kønnene, ytringsfrihed, lav magtdistance osv.

Museer er en slags frirum. Her kan man gøre noget, som man måske vanskeligt kan gøre andre steder. Museerne skal flytte fokus fra at være om noget til at være for nogen, sagde den markante museolog, amerikaneren Stephen E. Weils i en artikel fra 1999. Det er også Stephen E. Weil, der skulle have sagt, at museer er trygge rammer (safe places) for vanskelige fortællinger. Begge citater rammer hovedet på sømmet for netop dette projekt.

Gardinerne er hjemmets dekorative og matchede element. Farvestrålende og i flere lag omkranser de husets vinduer. Sirligt sat op – og i stuen måske samlet med store metalfarvede ringspænder. Gardinerne skiftes jævnligt – alt efter årstiden og højtiderne. Når der er gæster, trækker man dem ofte for, så man rigtig kan nyde disse tekstile udstyrsstykker.

Gardinerne er hjemmets dekorative og matchede element. Farvestrålende og i flere lag omkranser de husets vinduer. Sirligt sat op – og i stuen måske samlet med store metalfarvede ringspænder. Gardinerne skiftes jævnligt – alt efter årstiden og højtiderne. Når der er gæster, trækker man dem ofte for, så man rigtig kan nyde disse tekstile udstyrsstykker.

Projektet indgår som en del af Den Gamle Bys løbende arbejde med samtidsdokumen-tation, hvor det første projekt løb af stablen i efteråret 2012, da hjemløse Ulrik Szkobel boede i en baggård i en af museets baggårde. Han havde selv foreslået projektet, og da Den Gamle By bl.a. er et museum om hjemmets historie, sagde vi ja tak. Han opbyggede en hule af genbrugsmaterialer og boede der i tre måneder. Sommetider var han hjemme, andre gange var han ude, men museets publikum var altid velkommen til at kigge ind. Ulrik fik her besøg af folk, han ellers aldrig ville have mødt. Og mennesker, som ”ude i virkeligheden” normalt ville være gået langt uden om en hjemløs, kom i dialog med Ulrik, når han inviterede dem indenfor i sin hule i baggården i Den Gamle By.

I foråret 2014 flyttede fire nutidsunge ind i Den Gamle Bys kollektiv anno 1974. Kollektivet blev ”boet til”, så det nu ikke længere ligner et kollektiv på et museum. De unge mennesker oplevede at være off-line og være nødt til at leve med en drejeskivetelefon (med ledning), TV med kun én kanal og skrivemaskiner, der brugte farvebånd og ”printede med det samme”. Og museets gæster fik via de unge kollektivisters erfaringer virkelig sat tidsspandet på 40 år i relief. Også de unge kollektivister fik noget med sig. Efter deres uge ”for 40 år siden” fortalte de unge, at de havde vænnet sig til at være langt mere off-line og mere sammen, end tidligere.

Ved siden af disse ”knaldperler” bruger vi også museets interiører til det, vi kalder for erindringsformidling for ældre, der er ramt af demens, og vi har stor succes med at inkludere børn og unge med særlige behov. Bl.a. arbejder vi med børn og unge, der lider af ADHD og autisme. Hermed åbner der sig helt nye arbejdsfelt, hvor museer kan vise sig relevante på områder, man i Danmark næppe havde kunnet forestille sig for blot få år siden – og som heller ikke er beskrevet i museumsloven.

Et sengetæppe skaber ro og ryddelighed i soveværelset, og det bliver derfor lagt på hver eneste dag. Her har Shamso Maqtar og hendes datter taget plads i soveværelset i udstillingens lejlighed.

Et sengetæppe skaber ro og ryddelighed i soveværelset, og det bliver derfor lagt på hver eneste dag. Her har Shamso Maqtar og hendes datter taget plads i soveværelset i udstillingens lejlighed.

Da projektet med et somalisk hjem i Danmark blev omtalt første gang, oplevede vi enkelte kritiske røster. Vi svarede dem pænt og forklarede, hvorfor vi gør, som vi gør. Men en kritisk røst eller to får os naturligvis ikke til at lade være med at gøre noget anderledes og prøve nye ting af. Nogen vil så nok synes, vi rammer ved siden af, andre at vi rammer plet. Én ting er imidlertid sikkert, og det er, at mange af Den Gamle Bys gæster i de kommende måneder vil få mulighed for at opleve og se noget, de ikke har set før. Det vil utvivlsomt give anledning til nye tanker, og det vil give debat. Og så kan vi vel egentlig ikke forlange mere.

Den Gamle By spiller også en rolle på det skole-sociale område

Den Gamle By er et museum, der altid er nået ud til et meget bredt udsnit af den danske befolkning, også til de der normalt betragter museer som kedelige og elitære. Det betragter vi som en slags adelsmærke. De senere år har vi lagt ekstra vægt på det brede perspektiv ved også at udvikle tilbud til grupper, der på grund af forskellige former for handicaps vanskeligt kan få glæde af et museumsbesøg.

I mere end ti år har vi arbejdet med ældre, der er ramt af demens – med stor succes. Og nu har vi også sat fokus på inklusion af børn og unge med særlige behov. Bl.a. arbejder vi med børn og unge, der lider af ADHD og autisme. Arbejdet sker i tæt kontakt med faglige ressourcepersoner inden for skolesektoren, herunder en skole, der har specialiseret sig på ADHD- og autismeområdet.

Den amerikanske museolog Stephen E. Weils kom i 1999 med den programerklæring, at museer skal flytte fokus fra at være om noget til at være for nogen. Den formulering rammer hovedet på sømmet for de bestræbelser, vi gør os i Den Gamle By, og det kan være værd at tilføje, at vi via dette arbejde har erfaret, at et museum med de rette rammer også kan spille en rolle på det sociale område.

Den Gamle By har i forvejen fokus på skoleelever i alle aldre, og museets meget sanselige rammer appellerer til aktiv og konkret oplevelse og læring. Hvad enten det drejer sig om at skure gryder, hente brændsel eller pumpe vand, eller når børnene møder de store prustende heste og lugter møddingen, der ligger og oser i købmandsgårdens baggård.

Udviklingshæmmede børn kan mere og tør mere, når de spiller en anden rolle end sig selv.

Udviklingshæmmede børn kan mere og tør mere, når de spiller en anden rolle end sig selv.

Sanselighed og aktivitet er nøgleord i arbejdet med psykisk handicappede børn og unge. Et andet nøgleord er forudsigelighed. Disse børn har det ikke godt med at blive overrasket, så et besøg i Den Gamle By kræver grundig forberedelse, og til det formål har museet udarbejdet et omfattende materiale, der anvendes som introduktion inden selve besøget.

Det sidste nøgleord er rollespil. Når børnene ankommer til Den Gamle By, er de hver især bekendt med, at de her skal være en anden end den, de egentlig er. De får et andet navn, en ny social identitet, de skal fungere på en anden tids vilkår og så skifter de deres nutidstøj ud med tro kopier af tøj, som børn gik i enten i 1864 eller i 1927, som er de to nøgleår, som disse forløb foregår indenfor. Rollespillet og hele den anderledes ”setting” gør børnene i stand til at komme ud over egne begrænsninger og hæmninger. Det enkelte barn bliver så at sige en anden person – ved siden af sig selv. Det er meget gribende at opleve.

En dreng, der normalt er bange for snavs, kom i rolle som arbejdsdreng i 1864 og endte med at stable masser af brænde med de bare hænder.

En dreng, der normalt er bange for snavs, kom i rolle som arbejdsdreng i 1864 og endte med at stable masser af brænde med de bare hænder.

Et eksempel er den psykisk handicappede dreng med en OCD-lidelse, som gav ham et sygeligt behov for konstant at vaske hænder af angst for skidt og bakterier. Under besøget i Den Gamle By fik han rollen som søn af en fattig skomager. Han fik noget simpelt tøj på anno 1864, og så blev han ellers sat i arbejde i købmandsgården. Det var snavset arbejde, og bl.a. skulle han hjælpe med at stable brænde. Efter lidt tøven tog han fat, og inden længe stablede han uden at kny masser af brænde – uden en eneste gang at gå i panik og ville vaske hænder. Rollespillet og det, at han her var en anden end sit sædvanlige jeg, betød, at han glemte sin angst. Det havde de pædagoger, som havde kendt ham i flere år, aldrig oplevet tidligere.

En anden og hel aktuel historie stammer fra julen 2015, hvor tre unge med lettere udviklingshandicaps skulle indgå i Den Gamle Bys levende museum som gadehandlere, der solgte frugt og grøn fra en kærre. For at de unge kunne føle sig trygge var de ledsaget af et par af museets kvindelige frivillige, hvoraf den ene var deres bedstemor. Fortællingen var, at den lille gruppe kom fra landet med frugt og grønt, som skulle sælges i byen, og så skulle de ellers sælge til ”byens borgere”, som altså var de besøgende på museet. Det må have været ganske overvældende, idet museet dagligt havde adskillige tusinde gæster i den periode. Salget af frugt fra kærren tiltrak gæsterne og gav anledning til en naturlig dialog mellem frugtsælgerne og deres kunder. I starten var de to unge naturligt nok generte og hæmmede bare ved tanken om at skulle tale med folk, de ikke kendte. Men i løbet af de tre uger, projektet varede, fik de mere og mere selvtillid, blev mere udfarende på rigtig gadesælgermanér, de blev hurtige til hovedregning og talte endda engelsk med de udenlandske gæster. Da projektet efterfølgende blev evalueret af de involverede parter, udtalte den ene af de unge, at hvis der blev en stilling i Den Gamle By med sådan en frugtbod, så ville han gerne være chef for den.

Tre unge mennesker solgte frugt til Den Gamle Bys gæster og lærte at overskride deres egne grænser.

Nogle unge solgte frugt til Den Gamle Bys gæster og lærte at overskride deres egne grænser.

Skolegrupperne kommer langvejs fra, og vi gør meget ud af at få deres evalueringer. Lærerne siger samstemmende at forløbene er brugbare, lærerige og udviklende for eleverne på en måde, som de ikke mener findes andre steder. Eleverne får øget livskvalitet, og efter besøg i Den Gamle By husker de mere, end de almindeligvis gør efter undervisning, de taler mere og virker mere oplivede og inspirerede.

Speciallærer Ingelise Kamronn fra Stensagerskolen i Aarhus udtalte f.eks.: ”Når alt er tydeligt og velovervejet, får eleverne modet til at eksperimentere og overskride grænser for egen formåen. Vi har elever, der sjældent taler og interagerer med kammerater. I Den Gamle By ændrer de pludselig personlighed, bliver aktive og kommer i dialog med andre. Nogle børn køber aldrig ind, men tør godt i dragt hos Købmanden”.

Speciallærer Rikke Bilgrau fra Jebjerg svarede følgende i evalueringen: ”Vi vil gerne takke for en rigtig god oplevelse. Det var meget gennemført, struktureret og overskueligt, hvilket gjorde det til en super oplevelse for vores drenge – og naturligvis også for os som personale. Vores drenge er mellem 10-13 år og har diagnoser inden for svær ADHD, autisme og gennemgribende udviklingsforstyrrelser!”

Speciallærer Kathrine Cassøe fra Højmarkskolen i Holsted skriver: Forløbet var gennemført til mindste detalje og gav vores elever en stor og uforglemmelig oplevelse. Eleverne med generelle indlæringsvanskeligheder fik alle noget ud af dagen. Forløbet var tilrettelagt så alle læringsstile og sanser blev inddraget.  Eleverne kunne let leve sig ind i rollen, da de både befandt sig i de rette omgivelser og have fået udklædningstøj på. Underviseren var dygtig til at fange eleverne fagligt på det niveau de befandt sig på, og samtidig være tro mod den gamle undervisningsstil.  Hun havde en god fornemmelse for, hvor meget hun kunne presse hver enkelt elev og var anerkendende, samtidig med at hun ikke faldt ud af rollen, som streng lærer. Alt i alt et utroligt lærerigt besøg, som varmt kan anbefales til andre”.

Fælles for de forskellige inklusionsprojekter er, at de rækker ud over museernes traditionelle opgaver, sådan som de er formuleret i f.eks. den danske museumslov, hvis formålsparagraf siger, at museerne gennem indsamling, registrering, bevaring, forskning og formidling skal sikre og give adgang til Danmarks kulturarv og viden om denne.

I disse, nye sammenhænge er museet og kulturarven ikke målet. Museet er en fysisk ramme, et middel, der brugt på den rette måde og under de rette omstændigheder kan fungere som et afsæt og bidrage til at skabe sammenhæng, kvalitet, indhold og identitet – også for grupper, der normalt ikke kommer på et museum.

Internationalt har der vist sig at være stor interesse for disse projekter, og sammen med en række af Europas førende open-air museer har vi iværksat et EU-baseret netværkssamarbejde, der har til formål at lære af hinanden og være hinandens bedste konsulenter. Indtil videre med deltagelse museer fra Sverige, Norge, England, Ungarn, Belgien og altså også Den Gamle By fra Danmark.

Hermed åbner der sig et helt nyt arbejdsfelt, hvor museer kan vise sig relevante på områder, man i Danmark næppe havde kunnet forestille sig for blot få år siden – og som heller ikke er beskrevet i museumsloven. Vi tror, der her er rige muligheder for til at nå ud til andre end den store gruppe af kulturaktive, der ifølge Kulturarvsstyrelsens nationale brugerundersøgelser fortsat er absolut dominerende blandt de danske museers besøgende.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Skal et museum være politisk korrekt?

I Den Gamle Bys Jazzbar Bent J er det tilladt at ryge, når baren er åben og der spilles musik. For de, der ikke har lokalkendskab, kan jeg oplyse, at Jazzbar Bent J indgår i Den Gamle Bys kvarter, der med fokus på året 1974 viser Danmark i 1960erne og 70erne. Jeg er selv ikke-ryger, og personligt hader jeg at være i røgfyldte lokaler. Men det må jeg leve med, for oplevelsen skal være troværdig for publikum.

I Den Gamle Bys Jazzbar Bent J viser vi et klassisk værtshusmiljø fra 1970erne. Og naturligvis må der ryges!

I Den Gamle Bys Jazzbar Bent J viser vi et klassisk værtshusmiljø fra 1970erne. Og naturligvis må der ryges!

Sådan er det imidlertid ikke alle, der har det. Det blev vi klar over, da Den Gamle By modtog en henvendelse fra en jazzelsker, der lider af astma og som derfor ikke kunne holde ud at være i lokaler, hvor der bliver røget. Den pågældende mente, at rygningen forhindrede ham i at høre god Jazz på Bent J. Jeg forklarede, hvorfor vi gør som vi gør, hvilket efter lidt skriven frem og tilbage førte til en officiel klage. Her fremførte klageren det synspunkt, at Den Gamle Bys politik på dette område måtte være er i strid med museets formidlingsopgave. Synspunktet baserede sig på den opfattelse, at aktiviteterne i et offentligt støttet museum skal være for hele befolkningen.

Nu er det slet ikke noget problem. Lovgivningen er 100 pct overholdt, fordi det såkaldte serveringsareal i Jazzbar Bent J er under de 40 kvm, som pr automatik forbyder rygning. Klagen er derfor også blevet afvist af den offentlige myndighed, hvortil den er stilet.

Dertil kommer, at Den Gamle Bys formål med at have genskabt Jazzbar Bent J ikke er, at publikum her skal kunne høre jazz. Nej, formålet er at genskabe et troværdigt miljø, der fortæller om 70ernes brune værtshuse, Bent J og jazzmiljøet omkring dette værtshus. Som bekendt er Den Gamle By et open-air museum, hvis særkende er, at publikum skal komme så tæt på en ægte historisk oplevelse som overhovedet muligt, herunder skal der være mulighed for at opleve med alle sanser, inklusive lugtesansen.

Sagen aktualiserer imidlertid spørgsmålet om, hvorvidt et museum skal være historisk korrekt eller politisk korrekt. Vi mener selvfølgelig, at et museum i videst muligt omfang skal være historisk korrekt.

I Bogcentralens afdeling ”Kun for voksne” er der blade med afklædte unge kvinder på forsiden. Skaberen af de butikskæden Bogcentralen, Jørgen Irmil, fortæller at billedpornoens frigivelse var det, der skabte forretningsgrundlaget for disse butikker. Det vil derfor være historisk forkert ikke at have blade af den type i butikken.

I Bogcentralens afdeling ”Kun for voksne” er der blade med afklædte unge kvinder på forsiden. Skaberen af de butikskæden Bogcentralen, Jørgen Irmil, fortæller at billedpornoens frigivelse var det, der skabte forretningsgrundlaget for disse butikker. Det vil derfor være historisk forkert ikke at have blade af den type i butikken.

Når vi i Den Gamle By har besøg af venner og kolleger fra udlandet, undrer en del sig over, at vi tillader, at snedkermesteren anno 1864 stikker lærlingen en på kassen. Endnu flere er chokerede over, at Bogcentralen fra 1974 sælger – eller skal forestille at sælge – blade med billeder af afklædte unge kvinder på forsiden. Nogle løfter øjenbrynene, fordi vi i boghandelen fra 1927 sælger børnebogen Lille Sorte Sambo. Og så er der altså dem, der undrer sig over rygningen i Jazzbar Bent J.

I dag ved vi, at man ikke længere må revse hverken børn eller tyende, vi ved at nøgenhed støder manges blufærdighed, at Lille Sorte Sambo tegner et vrangbillede af sorte afrikanere, og vi ved at det er forbudt at ryge på restauranter og på mange værtshuse.

Men som et historisk museum skal Den Gamle By jo vise verden og virkeligheden, som den var, og ikke som vi måtte ønske, den skulle have været.

Det tror jeg, er vigtigt at erkende i en tid, hvor nutiden rydder så effektivt op i fortiden, og hvor meget af det, vi ikke kan lide lige for øjeblikket, bliver fejet ind under gulvtæpper og gemt væk. I børnesangen Elefantens vuggevise er negerdrengen blevet erstattet af en kokosnød. Pippis far, der oprindelig var negerkonge, er nu blevet sydhavskonge. Det er ikke længere muligt at købe negerboller og negerkys. Lucky Luke har et strå i munden i stedet for en smøg. I Sverige er Tin-tin i Congo vistnok forbudt. For et par år siden undlod Nationalmuseet i København at udstille indianske skalpe i forbindelse med udstillingen Powwow – angiveligt af hensyn til indianernes ønske om at vise deres forfædre respekt. Og i Holland er det kæmpestore Rijksmuseum gået i gang med at fjerne udtryk, der tidligere var gængse, men som nu opfattes som krænkende, ligesom man igen diskuterer, om julemandens hjælper, Svarte Piet, er en racistisk tradition, der bør forbydes.

I Den Gamle Bys historiske boghandel kan man naturligvis købe børnebogen Lille Sorte Sambo, selvom den i dag betragtes som politisk ukorrekt.

I Den Gamle Bys historiske boghandel kan man naturligvis købe børnebogen Lille Sorte Sambo, selvom den i dag betragtes som politisk ukorrekt.

Museer har et særligt ansvar. De skal være troværdige og vise historien som den var. Det indebærer også, at de til enhver tid bør kæmpe imod tendenser i retning af styring og politisk korrekthed. Det må alene være den historiske korrekthed, der tæller. For faren er, at begynder man først i det små, så er skinnerne lagt til en større tur væk fra den troværdighed, der altid har været museernes særkende.

I Den Gamle By vedkender vi os verdens og historiens mangfoldighed – også de dele, vi eller andre ikke synes om. Det publikum, der benytter museet, skal kunne stole på, hvad de oplever, hvad de ser og hvad de får oplyst. For begynder man at retouchere, risikerer man at gøre verden mere endimensional og i sidste ende totalitær.

I nutiden skal den politiske korrekthed såmænd nok finde nye emner at tage fat på. Og når jeg er i det humør, spekulerer jeg på, hvornår mon det bliver forbudt at kalde nytårsskyts for kinesere, den dejlige julesmåkage med kanel, sukker og mandel for jødekage og den uskønne fisk, ulken, for en københavnertorsk? I Den Gamle By har vi under alle omstændigheder tænkt os at blive ved med det.

 

 

Tidsrejsen og velfærdssamfundet er Den Gamle Bys USP

USP er den engelske forkortelse af unique selling point, altså det, der er unikt ved en seværdighed, en vare, en by eller andet, som gerne vil tiltrække kunder eller besøgende.

Hvad mener vore gæster?

Man kan selv have mange forestillinger om, hvad der udgør ens USP. Det har vi da også i Den Gamle By, men vi ved godt, at det ikke er os, men vore kunder, vore gæster, der afgør, hvori Den Gamle Bys USP består. For lige meget hvor godt vi tilrettelægger museernes udstillinger og fortællinger, lige meget hvor grundigt vi informerer på skilte og plancher, så må vi erkende, at museum grundlæggende er noget, der foregår i hovederne på vore besøgende.

Det er derfor altid interessant at læse og høre, hvad museets gæster mener. Det gælder på tripadvisor, i avisanmeldelser, i emails sendt til museet og i dialog med folk, der besøger museet. Ofte bliver man heldigvis bekræftet i sin opfattelse. Sommetider forundres man, eller man bliver ligefrem chokeret. Andre gange får man foræret indsigter, som er så enkle, at man ikke selv havde turdet tænke dem.

Mange internationale besøgende fascineres af, at Den Gamle By viser tidsbilleder fra en by på H.C: Andersens tid. Her madam Wiberg i Eilschous Boliger, hvor den unge Andersen fik sit første kulturelle hjem, som han selv skriver.

Mange internationale besøgende fascineres af, at Den Gamle By viser tidsbilleder fra en by på H.C: Andersens tid. Her madam Wiberg i Eilschous Boliger, hvor den unge Andersen fik sit første kulturelle hjem, som han selv skriver.

Krydstogtsturister i Den Gamle By

Engang her i sensommeren havde turistdirektøren i Aarhus et par besøgende med i Den Gamle By, som gav os et interessant eksternt blik på, hvad det er, der er unikt ved de historier, vi fortæller i Den Gamle By. Gæsterne var to topdirektører fra krydstogtsfirmaet Royal Carribean Cruise Line i Miami, der skulle lære Aarhus’ USP at kende, så de bedre kunne vurdere det forretningsmæssige grundlag for at lade flere af deres skibe komme til Aarhus.

Når et krydstogtsskib har lagt til i Aarhus, er det noget, vi kan mærke i Den Gamle By. Ofte kommer der op til 2000 gæster, når et af de store krydstogtsskibe lægger til kaj. De kommer i busser eller på egen hånd, og der er tale om det mest internationale publikum, som man kan forestille sig. Tyskere, italienere, englændere, japanere, kinesere og ikke mindst amerikaner af alle mulige etniciteter.

Vikingetid og H.C. Andersen

Krydstogtsturister repræsenterer et potentielt voksende publikum for en seværdighed som Den Gamle By.

Vore to gæster fra Miami havde en time til at se museet, så det skulle gå stærkt. Jeg viste dem den gamle del af Den Gamle By, bindingsværksbyen, som man kan sige er det nærmeste, man kommer et billede af Danmark på H.C. Andersens tid. De så bl.a. Eilschous Boliger, hvor man kan ”møde” den præsteenke, som den unge Hans Christian besøgte så ofte, og hvor han blev introduceret til teater og litteratur. ”Dette var det første dannede hus, hvori jeg fandt et hjem”, skriver Andersen i sine erindringer om Eilschous Boliger.

Jeg fortalte dem også om Den Gamle Bys arbejde med at vise Aarhus historie, og viste dem, hvor den store, underjordiske fortælling om Aarhus vil være tilgængelig om et par år. Jeg gjorde en del ud af, at Aarhus historie tager sin begyndelse i vikingetiden, og at man i Aarhus Story vil få en fornemmelse af denne periode, som er et stærkt internationalt brand for Skandinavien – måske mest for Norge, men i et eller andet omfang også for Danmark. Og at man fra vikingetiden vil kunne gå gennem hele historien frem til i dag.

At man kan gå en tur gennem tiden fra førindustriel tid via de moderne tider i 1920erne og frem til 1970ernes velfærdssamfund, er ifølge to krydstogtsdirektører fra Miami helt unikt for Den Gamle By.

At man kan gå en tur gennem tiden fra førindustriel tid via de moderne tider i 1920erne og frem til 1970ernes velfærdssamfund, er ifølge to krydstogtsdirektører fra Miami helt unikt for Den Gamle By.

Velfærdsdanmark

Jeg havde egentlig ikke tænkt mig at vise de to krydstogtsdirektører den nyeste del af museet, der dels giver et billede af livet i de moderne tider, som de tog sig ud i 1927, og dels viser hverdagen, som den var for den almindelige dansker en tilfældig dag i 1974. Men de ville gerne, og vi havde lidt tid tilbage.

Vi gik igennem 1927-kvarteret, og i 1974-delen viste jeg dem Pouls Radio, Konditoriet, Salon Anni og Bogcentralen med de vovede blade. Jeg viste dem kollektivet, pensionistparrets lejlighed og jeg viste dem lejligheden, hvor der bor seks tyrkiske fremmedarbejdere. Jeg viste dem også gynækologen, spejderlokalet og knallertværkstedet. Og så fortalte jeg om børnehaven, der er på vej.

De var helt tydeligt meget interesseret.

Danmark (og Skandinavien) er internationalt kendt for velfærd og frisind. Men kun få museer fortæller denne historie i større stil.

Danmark (og Skandinavien) er internationalt kendt for velfærd og frisind. Men kun få museer fortæller denne historie i større stil.

Den Gamle Bys USP

Nogle dage efter drøftede jeg besøget med turistdirektør Peer H. Kristensen, som også skulle hilse mange gange og takke for rundvisningen. Jeg forstod, at vore tot gæster fandt det fint med både vikinger og H.C. Andersen. Men, som han skrev i en email: ”Det, der virkelig rykker, er hele samfundsfortællingen om Danmarks udvikling. Den havde de ikke set fortalt på den måde før”.

Ved en efterfølgende snak forstod jeg, at det ikke mindst var Den Gamle Bys billede af velfærdssamfundet, som havde fascineret de to gæster. Når man ser det hele lidt fra oven, så er velfærdssamfundet som det har udviklet sig i Danmark (og Skandinavien) også helt unikt på verdensplan. Måske det bliver en parentes i historien, vi ved det ikke. Men vi ved, at velfærden, frisindet, kvindefrigørelsen og ungdomsoprøret har sat sig spor i vores værdisæt, omgangsformer og kultur i en grad, så det er med til at definere hvad der er typisk dansk.

For andre besøgende vil museets USP givetvis være noget andet. Men denne pejling i forhold til det internationale turistpublikum er overordentlig interessant for museets selvforståelse og videre arbejde.

Den Gamle By viser hverdagen i Velfærdsdanmark

En investering på mere end 200 mio kr er baggrunden for det totalbillede af Danmark i 1960’erne og 70’erne, som vi nu har åbnet i Den Gamle By. Det er hverdag i Velfærdsdanmark, det er fede tider, det er ren retro, og det er hønsestrik, habit og hængerøv.

Hverdag i Velfærdsdanmark består af et helt nyt bykvarter.

Hverdag i Velfærdsdanmark består af et helt nyt bykvarter.

Projektet er den største enkeltinvestering i Den Gamle Bys mere end 100-årige historie, og i international sammenhæng regnes museets moderne bykvarter for det mest markante og vidtrækkende samtidsprojekt på noget museum overhovedet. ”Danmark og Aarhus er hermed blevet et eksempel, som man valfarter til fra hele verden for at tage ved lære af”, siger Olav Aaraas, direktør for det norske nationalmuseum og international hovedtaler ved den officielle åbning af den nye bydel.

 

I en af baggårdene ligger der et knallert- og cykelværksted.

I en af baggårdene ligger der et knallert- og cykelværksted.

Og der er lokummer med den rette type poesi.

Og der er lokummer med den rette type poesi.

Nu kan Den Gamle Bys publikum for første gang kigge ind i et knallertværksted, et spejderlokale, et VVS-værksted og tre baggårdslokummer. Nyt er det også, at man kan besøge lærerfamilien, der viser feriefilm. Det ældre ægtepar, hvor manden får sig en middagslur. Den enlige mor med sønnen, der ser årets VM-finale på TV. Man kan kigge ind til de seks tyrkiske fremmedarbejdere, der bor i en tre-værelses på 45 kvm. Til hippien og den til grønlandske studerende. De bor alle sammen i Huset i Havnegade. Man kan også besøge Bent Js berømte jazzværtshus fra Nørre Allé i Aarhus. Og så er der Tårnborg med kollektiv, kernefamilie, ugift skoleinspektør og gynækologisk klinik. Der er Bonnich’s Konditori, Rahbæks Minimarked, Norden Forsikring, Salon Anni, Bogcentralen. Og der er Pouls Radio, Broderiboden, Rejsebureauet, Fotoborgen og glarmester Krampau.

Der er vores egen tid på museum, det er her fra vores verden går.

I pensionisternes lejlighed er der søndagsgudstjeneste og middagslur.

I pensionisternes lejlighed er der søndagsgudstjeneste og middagslur.

Projektet omfatter 9 fleretagers huse, som har deres ophav i byer rundt omkring i hele Danmark. Husene er opført af 648.000 mursten og indeholder 146 rum med i alt 2.684 kvm. Der er 9 lejligheder, 5 butikker, 4 firmaer, 2 baggårde, 2 baggårdsværksteder og 3 baggårdslokummer. I alt 32.000 genstande. Heraf 56 ølkasser, 9 arkitektlamper, 36 teaktræsmøbler, 6 ryatæpper, 11 numre af Ugens Rapport, 4 vinballoner samt en Velo, en Puch Maxi og en Kreidler Florett – og meget, meget mere. I alt mere end 30 menneskers personlige historier, som tilsammen tegner et bilede af livet i Danmark i en tid, som mange fortsat har et forhold til.

Der bor seks tyrkiske fremmedarbejdere i en treværelses på i alt 45 kvm.

Der bor seks tyrkiske fremmedarbejdere i en treværelses på i alt 45 kvm.

Vi fortæller ikke historien med de tre store K’er: krige, konger og København. Nej, vi lægger vægt på hverdagen, på de ufortalte historier og de glemte steder. Almindelige menneskers historie er som oftest både rigere og mere rørende, end de store, nationale historier. Vi fortæller historier, som den almindelige dansker kan spejle sig i, og det er vores håb, at publikum vil komme til at huske ting, de havde glemt, at de måske vil genopleve stumper af deres egen erindring, og at de vil hygge sig og være sammen om at opleve eller genopleve historien.

Til grund for den nye del af Den Gamle By ligger utallige forskningsprojekter og rapporter, og der er grundige prioriteringer bag hver eneste disposition og bag valget af hver eneste museumsgenstand.

Mens moren stryger, ser sønnen VM i fodbold. Her scorer Paul Breitner på straffe.

Mens moren stryger, ser sønnen VM i fodbold. Her scorer Paul Breitner på straffe. Som bekendt vandt Vesttyskland 2-1 over Holland.

Det vi nu åbner er en slags ny Den Gamle By, et helt kvarter, der ligger ved siden af dén Den Gamle By, som de fleste kender så godt. Alt det, vi viser, hører til her. Det er ikke en noget, vi har lånt, og det er heller ikke en tidsbegrænset udstilling. Det én stor opdatering og gentænkning af Den Gamle By som museum. En gentænkning, som også vil være her, når røgen har lagt sig efter de mange events, der skal afvikles i 2017, hvor Aarhus er europæisk kulturhovedstad.

Projektet har kun kunnet realiseres, fordi A.P. Møller Fonden har bakket op med en enestående støtte. Indtil nu har hele projektet kostet godt 200 mio kr. Heraf har A.P. Møller Fonden bidraget med de 161.

Med dette projekt har Den Gamle By nu fået to baggårde.

Med dette projekt har Den Gamle By nu fået to baggårde.