Efter 156 års tilløb åbner Den Gamle By nu udstilling om Aarhus’ historie fra vikingetid til i dag

I 2010 besluttede Aarhus Byråd at nedlægge Aarhus Bymuseum og overdrage opgaven med at fortælle byens historie til Den Gamle By. I dette indlæg skitseres forhistorien, der går helt tilbage til 1861, da Aarhus fik sit første museum. Indlægget er første afsnit i en lille serie om tilblivelsen af Aarhus Fortæller, som åbner op til påske.

”Der er kommet hvid røg op af skorstenen”, sagde kulturdirektøren, da hun lettere forpustet kom ind ad døren i færd med at afslutte en vigtig telefonsamtale. ”Nicolai og Marc er blevet enige”, fortalte hun, mens hun lagde telefonen i tasken. ”Og de vil, at Bymuseet skal til Den Gamle By”. Det var midt på eftermiddagen onsdag 15. september 2010. De nævnte herrer er daværende borgmester Nicolai Wammen og daværende kulturrådmand Marc Perera Christensen.

Inden da var der lavet en udredning, der skulle afklare fremtiden for Aarhus Bymuseum. Hovedbiblioteket havde været på tale som en ny ramme, Moesgård ligeså, men nu endte pilen altså med at pege på Den Gamle By.

Lad det være sagt klart og tydeligt: i Den Gamle By var vi bestemt ikke på hugst efter nye opgaver. Vi havde mere end nok at gøre med at skabe de moderne bykvarterer, som viser livet i Danmark i 1960erne og 70erne. På den anden side havde vi på museet en gammel drøm om at lave en udstilling om en dansk bys udvikling fra vikingetid til nutid. På den måde vil den, der opleves mere fragmentarisk rundt om i Den Gamle By, kunne blive sat ind i en overskuelig sammenhæng. Hvorom alt er: Når Aarhus Byråd bad os om at påtage os opgaven, sagde vi naturligvis ja. Og hermed stod vi i Den Gamle By med en kæmpe opgave og en fantastisk mulighed.

Den proces, der hermed blev skudt i gang, kulminerer når Den Gamle Bys protektor, Hendes Majestæt Dronningen, åbner udstillingen Aarhus Fortæller.

Byens første museum blev kaldt Historisk-Antiquarisk Samling. Det blev stiftet i 1861 og fik lokaler på loftet i byens dengang helt nye rådhus, som i dag danner rammen om Kvindemuseet og Besættelsesmuseet. Samlingen kom efter nogle år til at hedde Aarhus Museum og fik til huse i den museumsbygning, der blev opført i Mølleengen i 1877 – i øvrigt sammen med byens kunstsamling. Ud af denne museumsinstitution voksede i 1914 Den Gamle By som et nyt selvstændigt museum. Senere, i 1967, fulgte Aarhus Kunstmuseum og i 1970 Moesgård Museum. I dag er den tidligere museumsbygning hjemsted for bl.a. de rytmiske spillesteder Atlas og Voxhall. Men gaden hedder fortsat Museumsgade.

Historisk interesserede kredse i byen ønskede imidlertid et egentlig bymuseum, der kunne sætte fokus på byens historie. Det lykkedes i første omgang i 1993, da Aarhus Bymuseum åbnede i den tidligere Hammelbanegård. I 2005 blev museet udvidet med en moderne bygning til en ny, byhistorisk udstilling.

En politisk debat i sommeren 2009 om Aarhus Bymuseums aktiviteter førte til, at Aarhus Byråd bad Kulturforvaltningen om en undersøgelse af bymuseets fremtidige placering og organisering. I september 2010 kom den hvide røg op af skorstenen, og i løbet af 2011 faldt formalia på plads. Personalet blev overflyttet til Den Gamle By, og Aarhus Bymuseums lokaler blev ryddet.

At Aarhus Bymuseums levetid blev så relativ kort, hænger utvivlsomt sammen med, at det ikke lykkedes at få lavet den store udstilling om byens historie, som i bund og grund var ambitionen med museet.

Den Gamle By er ”født” i Aarhus, og de første mange år var Aarhus hovedemnet for museet. Efterhånden udviklede Den Gamle By sig til et nationalt museum, men Aarhushistorien var en slags rygrad for museet helt frem til 1993, da det nye bymuseum overtog opgaven. I 2010 opstod så en ny situation, og i Den Gamle By gik vi i gang med at finde en model for, hvordan der kan skabes synergi i både at være et lokalt museum og et landsdækkende museum.

Tirsdag 11. april 2017 foretager Dronningen den officielle åbning af Aarhus Fortæller. Dagen efter er der adgang for århusianere og andet godtfolk.

Det har taget 156 år at nå så langt. I Den Gamle By har vi brugt snart syv år på udvikle, skaffe midler, bygge, indrette og rigge til. Vi glæder os, og vi tror det bliver stort.

 

Smykkeskrinet i Den Gamle By

Tirsdag 7. februar åbnede kronprinsesse Mary Smykkeskrinet i Den Gamle By. Her vises 1000 smykker af de bedste danske designere fra hele det 20. århundrede. Flere har spurgt, hvordan denne samling og udstilling er kommet til Den Gamle By. Her kommer forklaringen.

Tirsdag 7. februar åbnede kronprinsesse Mary Smykkeskrinet i Den Gamle By. En enestående samling af dansk smykkedesign, som nu indgår som en permanent udstilling i Den Gamle By.

I november 2011 fik jeg et prik på skulderen om, at et ægtepar i Berlin havde en hel enestående samling af dansk smykkekunst. En samling af en sådan kaliber, at den burde kunne ses på et museum i Danmark.

Javel, sagde jeg til denne kender af dansk smykkekunst: ”Men hvorfor kontakter du mig?”

”Jo, af to grunde”, sagde han. ”Dels vil den svinge godt med Den Gamle By øvrige samlinger af sølvtøj, porcelæn og finere ure. Dels har jeg bemærket, at Den Gamle By har en heldig hånd med at realisere større projekter”.

Det var jo svært at sidde overhørigt! Så vi undersøgte sagen. Vi havde et hyggeligt møde med Marion og Jörg Schwandt, som have skabt samlingen over de seneste 40 år. Mødet foregik i Den Gamle By, og senere var vi i Berlin for at se nærmere på sagerne.

Og hold da op! Sikke en samling! Der udstrålede kærlighed til dansk design, udviste stort overblik og en kompromisløs kvalitetssans.

Denne broche er en af mine personlige favoritter. Designet af Nanna og Jørgen Ditzel for Anton Michelsen i 1953.

Tanken om et underjordisk smykkeskrin opstod!

To ting skulle dog kunne lade sig gøre. For det første skulle et sådan smykkeskrin kunne indpasses i de underjordiske udvidelser, som Den Gamle By allerede var ved at planlægge. Og for det andet måtte de nødvendige midler tilvejebringes fra ekstern side, idet et underjordisk smykkeskrin ville være en investering langt over Den Gamle Bys egen formåen.

Vi kontaktede derfor Niels Peter Louis-Hansen, der som formand for Aage og Johanne Louis-Hansen Fonden tidligere har hjulpet os. Efter en positiv samtale om samlingen sendte vi en ansøgning og krydsede fingre. Der gik ikke længe, inden vi fik et brev med tilsagn om midler – både til erhvervelse af samlingen, til et underjordisk udstillingslokale, til registrering og publikation af samlingen og til opbygning af udstillingen.

Så var det bare om at komme i gang, og 7. februar kunne Hendes Kongelige Højhed Kronprinsesse Mary – som feen i eventyret – trykke på knappen og tænde lys i montrerne i det 70 kvm store udstillingsrum.

Armbånd designet af Bent Knudsen i årene omkring 1960.

Samlingen omfatter 1000 smykker, hovedsagelig i sølv, men også enkelte guldsmykker. Det har været målet for ægteparret at skabe et overblik over de strømninger i det 20. århundredes smykkekunst, som er særligt danske. Det vil sige det enkle, det funktionelle, og med fokus på lys og refleksion.

Ifølge de eksperter, som Den Gamle By har konsulteret, er samlingen ”helt enestående i såvel Danmark som i udlandet”.

Alle de kendte smykkedesignere og sølvsmede er repræsenteret med mesterværker i samlingen. Det gælder for eksempel Mogens Ballin, Thorvald Bindesbøll, Kay Bojesen, Marie Christiansen, Nanna Ditzel, Bent Exner, Kay Bojesen, Torun Bülow-Hübe, Bent Gabrielsen, Karl Gustav Hansen, Kastor Hansen, Bent Knudsen, Henning Koppel, Uwe Helmuth Moltke, Evald Nielsen, Svend Weihrauch og selvfølgelig Georg Jensen.

Vi har oplevet at mange gæster, der kommer for at opleve Den Gamle By classic, bliver positivt overraskede over – som en slags sidegevinst – også få mulighed for at opleve Smykkeskrinet. Og jeg er overbevist om, at smykkeinteresserede fra hele verden nok skal finde vejen til denne betagende samling af dansk smykkekunst.

Broche af sølv med stiliseret slyngornamentik og rødbrun rundslebet agat. Designet af Thorvald Bindesbøl for Holger Kyster omkring 1905.

Smykkeskrinet er en permanent udstilling og et af Den Gamle Bys bidrag til kulturbyåret Aarhus 2017.

 

 

Tak for et godt 2016 – velkommen til 2017

Besøgsrekord

Godt nytår til alle. Og tak for 2016 – et år, som er gået over al forventning. Et år med en flot besøgsrekord, hvor i alt 515.667 gæster er passeret gennem Den Gamle Bys billetsalg. Det er næsten 40.000 flere end sidste år og godt 16.000 over 2014, som var den hidtidige rekord. Der er tale om en fremgang på lidt mere end 8 pct og vel at mærke en fremgang, der har været nogenlunde konstant hele året.

En kritisk røst kunne gøre gældende, at vejret så sandelig også har været med os, og at det er årsagen til de fine tal. Og ja, vejret har været med Den Gamle By. Sommervejret var museumsvejr. En stor del af efteråret var vejret næsten sommerligt. Og julevejret var særdeles venligt, når man tager årstiden i betragtning. Men vi skal huske på, at selvom vejret var med Den Gamle By, så var der ikke kommet så mange gæster, hvis ikke museet havde appel og relevans og bød på gode oplevelser. Og det gjorde – og gør – Den Gamle By virkelig.

Det er fjerde år i træk, at besøgstallet ligger lige omkring den halve million. Det kan vi alle være stolte af.

Vi kan også være stolte af alle de ting, vi har nået i det år, der nu er gået. Udstillinger på Plakatmuseet med Gitte Kaths plakater og senest plakater og historier fra Christiania. Åbningen af Børnehaven og den blinde mands lejlighed. Udstillingen om Børne TVs historie og de mange forskellige aktiviteter, der har knyttet an hertil. Og så sandelig også de mange programaktiviteter, hvor jeg synes, at julen efter et godt tilløb sidste år, nu virkelig er kommet op i et ekstra gear.

Julen er fortsat en hovedsæson

Jeg tror, vi kan takke Tivoli Frihedens juleaktiviteter for det prik, der har gjort, at Den Gamle By er kommet i gang med den fornyelse og videreudvikling af julen, som vi egentlig også trængte til. Jeg – og andre med mig – var godt nervøse for, om konkurrencen fra Tivoli ville tage noget fra os, men det ser bestemt ikke ud til at være tilfældet.

Jeg tror vi kan konstatere, at julen for mange er blevet et attraktivt forretningsområde – også for nogen af dem, man egentlig ikke forbinder med jul. Senest har vi set, at Moesgård har bevæget sig ind på området, og jeg er ikke i tvivl om, at mange andre vil forsøge sig.

Jeg tror imidlertid, at Den Gamle By er så stærk på dette felt, at vi ikke for alvor skal føle os truet. Men jeg ved også, at vi ikke at hvile på laurbærrene. Vi skal udvikle, vi skal følge med og vi skal blive bedre.

Anerkendelser

Den Gamle By har modtaget flere fornemme anerkendelser i løbet af 2016. Først modtog Henning Lindberg Nordisk Centrum for Kulturarvspædagogiks store pris. Senere modtog Annette Hoff Det Danske Gastronomiske Akademis hædersdiplom, og senere igen modtog Annette Kulturministeriets forskningspris, som er opkaldt efter Danmarks første kulturminister, Julius Bomholt. Og så fik hele museet jo den fine europæiske museumspris, som hedder Luigi Micheletti Award.

Bag scenen er der som altid foregået en masse i form af planlægning, vedligeholdelse, administration, rengøring, drift, byggeri, bevaring, udvikling, indkøb osv osv. Det er alt det, der får Den Gamle By til at fungere som organisation.

Visioner og store resultater er vigtige, men man skal altid huske på, at det, der får maskinen til at køre, er den daglige dedikation og det lange, seje træk.

Tak for en flot indsat, og tak for et rigtig godt resultat. Sådan en succes opnås kun når alle spiller med. Der er virkelig grund til, at vi alle kan være stolte.

Den Gamle By satser på Aarhus 2017

Nu er vi så netop kommet ind i 2017, som er året, hvor Aarhus er europæisk kulturhovedstad. Det tror jeg, vi skal have store forventninger til. Både fordi positionen som europæisk kulturhovedstad vil give Aarhus synlighed i udlandet og nok især i Danmark. Og ikke mindst skal vi have store forventninger, fordi de ting, som vi bidrager med forhåbentlig – og efter al sandsynlighed – vil give Den Gamle By en ny platform, som vil få stor betydning i de kommende år.

Her tænker jeg først og fremmest på Aarhus Fortæller, som vil åbne op til påske. Det er et projekt, som vi på en eller anden måde har arbejdet med lige siden byrådet i 2010 bad Den Gamle By om at overtage opgaven som lokalmuseum for Aarhus. Mange processer har lappet over hinanden, og stort set alle i Den Gamle By har medvirket på den ene eller den anden måde. Først skulle vi udvikle det rigtige koncept og vi skulle finde ud af, om det nu også kunne lade sig gøre rent praktisk. Så skulle det beregnes, hvor meget det ville koste, og pengene skulle skaffes. Så var der en masse planlægning og projektering, samtidig med at råskitsen til udstilling og fortælling faldt på plads. Så skulle der graves et kæmpe hul, vi skulle have nogle af de store ting ned, inden der blev lagt låg på, og det underjordiske bygningsværk skulle gøres færdig, så vi kunne begynde at bygge udstillinger op. Det er kort sagt en overordentlig omfattende og kompleks proces, der ligger bag.

Der har været knald på, og der er fortsat knald på. Men hold op, hvor det tegner godt. Kort inden jul viste vi den ufærdige udstilling frem for medlemmer af Aarhus byråd og en række direktører og chefer. Sagt på jysk, så var de ret begejstrede. Direktøren for kultur og borgerservice, Rolf Hapel, skrev efterfølgende til mig: ”Igen har I formået at skabe en ud-af-boksen oplevelse i Den Gamle By og på forbilledlig vis givet et overbevisende bud på en kondensering af tusind års historie i Aarhus. Det er sgu godt gået!”

Under jorden åbner vi også Smykkeskrinet med 1000 smykker, designet af nogle af de fineste danske smykkedesignere fra det 20.århundrede. Det foregår i begyndelsen af februar. Inden da har Plakatmuseet åbnet en udstilling med Aarhus-plakater gennem tiden. Den afløses senere af en udstilling med plakater fra hele Europa, og således er Plakatmuseet på fineste vis med til at binde Aarhus og Europa sammen her i kulturåret. Og til august åbner automobilforhandleren i 1927-kvarteret.

Hermed rammer vi forhåbentlig forskellige målgrupper. Aarhus Fortæller vil nok især interessere lokalt, men ramme bredt i byen. Smykkeskrinet vil få en kaliber, så det nok vil tiltrække smykkeinteresserede fra hele verden – næppe det helt store antal, men til gengæld en stærk profil. Plakaterne vil interes-sere folk med interesse for grafisk design. Og automobilfor-handleren vil utvivlsomt interessere mange af dem, der har olie på fingrene og twist i lommerne.

For mig at se er der især fire pointer ved de satsninger, vi gennemfører i løbet af kulturbyåret.

Den ene er, at det meste af det, vi bidrager med, har en holdbarhed. Det er ikke noget, der er her en kort periode, men noget som man også kan have glæde af i 2020, 2025 og 2030. Den anden store pointe er, at Den Gamle By med disse nye ting fastholder sin herlige mangfoldighed, og at alle de forskellige målgrupper utvivlsomt vil se og opleve noget, de ikke ellers ville have interesseret sig for.

Den tredje pointe er, at ikke mindst Aarhus Fortæller vil give Den Gamle By en helt ny platform for at blive århusianernes museum.

Og den fjerde og sidste pointe er, at vi med den fortsatte underjordiske udbygning af Den Gamle By nu begynder at have så store og attraktive indendørs udstillinger, at vi bør kunne tiltrække flere gæster – ikke mindst på de årstider, hvor mange ellers ser Den Gamle By som en både våd og kold oplevelse.

Fortsat udvikling

I 2017 vil vi også fortsætte udviklingen af museets programvirksomhed, og julen vil fortsat blive udviklet. I 2017 fortsætter vi også med at istandsætte udvalgte bygninger. Således skal både den del af Aarhus Mølle, hvor bibliotek og regnskabs-afdeling har til huse, have nyt tag, og Viborghuset skal have en omgang i forbindelse med, at cykelsmeden skal flytte ned til automobilforhandleren i Randershuset i 1927-kvarteret.

I 2017 vil vi også komme til at se huset fra Skanderborg blive rejst. Sønderbrogade vil begynde at få karakter af gågade, og arbejdet på Sydhavnen vil for alvor gå i gang.

Derimod er arbejdet med den nye indgangsbygning i venteposition. Det hænger sammen med, at fredningen af Botanisk Have er anket til Natur- og Miljøankenævnet. De har hele to år til at svare i. Dvs at der kan gå helt frem til november 2017, før vi ved, hvad vilkårene er for en ny indgangsbygning i området ned mod Ceres-krydset.

Som bekendt har vi fået pengene til indgangsbygningen af A.P. Møller Fonden, og jeg er overbevist om, at projektet nok skal blive til noget.

Vi skal tiltrække flere besøgende

Til gengæld er der en afklaring omkring Den Gamle Bys statstilskud. Det er en sag, jeg har orienteret om gentagne gange, og udgangen på sagen er som bekendt blevet, at de tre millioner er blevet forlænget for fire år. Vi havde håbet – og bestemt også syntes det var rimeligt – hvis tilskuddet var blevet gjort permanent, sådan som det oprindelig var aftalen. Men nu har vi altså pengene i fire år.

Selvfølgelig skal vi fortsat arbejde på at få tilskuddet gjort permanent, og det skal vi helt enkelt gøre ved at lave Danmarks bedste museum. Et museum, som viser nye veje og som er attraktivt, har appel og er relevant.

På den anden side vil det nok være klogt at forsøge at geare museet til at kunne klare sig, hvis det nu skulle vise sig, at det ikke lykkes med de tre millioner kroner næste gang. Dels skal vi sørge for selv at tjene så mange penge som muligt, og dels skal vi holde hus med de midler, vi har til rådighed.

Helt grundlæggende skal vi tiltrække flere besøgende.

Det skal vi gøre ved at positionere Den Gamle By som stedet, hvor alle danskere kan lære om sig selv og deres historie uden løftede pegefingre. Det skal vi gøre ved at fastholde – og gerne udvide – Den Gamle Bys position som en international topseværdighed. Og det skal vi gøre ved at få århusianerne til at føle, at Den Gamle By er deres museum.

Her i 2017 er det især århusianerne vi skal satse på. Vi skal have dem til at betragte og til at bruge Den Gamle By som deres museum. Nøglen er naturligvis Aarhus Fortæller. Alle århusianere skal besøge Aarhus Fortæller, de skal have lyst til at tage deres gæster med på besøg, og det er her alle tilflyttere skal lære byens DNA at kende.

Aarhusianernes museum

Aarhus Fortæller skal rammes ind af aktiviteter og faciliteter, som lægger op til genbesøg i Den Gamle By. Vigtig er her de programaktiviteter, der arrangeres i weekends og småferier. Vigtig er også restaurant- og cafeområdet, hvor vi skal have århusianerne til bare at komme forbi og få en god kop kaffe eller en bid frokost og så snuse lidt til nogen af de mange oplevelser, som Den Gamle By rummer. Vigtig er også Den Gamle Bys butikker, hvor man skal have lyst til at komme forbi for at købe kager hos bageren, Den Gamle By-snapsen i Butikken, Riises rom i købmandsgården, Den Gamle By-julepynt i julebutikken og selvfølgelig de Aarhus-souvenirs, som Aarhus ikke har haft før nu.

Og meget mere af den slags. Vi skal udvikle og styrke Den Gamle Bys brand, vi skal gøre Den Gamle By til talk of the town, og vi skal gøre Den Gamle By til et mødested, hvor der altid sker noget, og hvor det bare er dejligt at komme.

Det er ikke noget, der sker fra den ene dag til den anden. Men det er i 2017, vi tager det første store skridt. Jeg er overbevist om, at Aarhus Fortæller er det perfekte afsæt.

At få århusianerne til i endnu højere grad at tage Den Gamle By til sig som deres museum, er den store dagsorden for det år, der lige er begyndt.

Godt nytår

I 2016 viste en undersøgelse, som blev foretaget af den nationale turistorganisation VisitDenmark, at Den Gamle By var Danmarks bedst kendte museum, og her lige inden jul fik jeg under hånden en interessant konklusion på en undersøgelse, der er foretaget for et nyt museum, der er på vej. I denne undersøgelse havde man spurgt et større antal danskere, hvad der har været deres bedste museumsoplevelse. Og gæt hvad et flertal svarede! Ja, rigtigt, de svarede Den Gamle By. Jeg håber, undersøgelsen vil blive publiceret, men jeg ved ikke om det sker.

Det nye år er nu to dage gammelt. Dagen er tiltaget med 9 minutter. Vi går mod lysere tider. Jeg håber, at Den Gamle By må fortsætte sin positive udvikling. Til glæde for de besøgende, for Aarhus og for os, der har vort virke her.

Med disse ord vil jeg ønske alle et godt og lykkebringende nytår.

 

Ovenstående er holdt som nytårstale ved en komsammen for personalet i Den Gamle By mandag 2. januar 2017 kl 11.30.

 

Fra 2017 vil Den Gamle By give pensionistrabat til alle

Fra nytår kan alle pensionister veksle en billet, der er købt til fuld pris, til en billet, der giver gratis adgang til Den Gamle By resten af året. Den nye ordning erstatter en hidtidig ordning, der kun har været gældende for pensionister, der bor i Aarhus kommune.

Fra nytår 2017 kan alle pensionister veksle en billet, der købt til fuld pris, til en årsbillet. Fuld pris er i 2017 135 kr. Køber man billet i lavsæson (75 kr) eller mellemsæson (110 kr) – kan man betale differencen op til 135 kr og dermed komme gratis ind resten af året – til særudstillinger, til sommerarrangementer, til temadage, til koncerter og til julehøjtiden i Den Gamle By, lige så tit man lyster.

Den Gamle By har i mange år haft en særlig ordning med gratis adgang for Aarhus-pensionister. Såvidt jeg har forstået, var det i tidernes morgen et krav fra Aarhus kommune, som en slags genydelse for kommunens tilskud til Den Gamle By. Det krav har kommunen imidlertid ikke stillet i mange år, ligesom de heller ikke stiller sådanne krav til Den Gamle Bys kolleger på Aros eller Moesgård.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at den hidtidige ordning med gratis adgang for Aarhus-pensionister har givet anledning til mange klager. Personalet i Den Gamle Bys billetsalg har haft meget bøvl og besvær, når de skulle forklare en pensionist fra en nabokommune, hvorfor den pågældende skulle betale fuld pris, mens den århusianske pensionist lige var gået ind uden at skulle betale. Ja, i 2016 blev der ligefrem klaget til ombudsmanden over denne forskelsbehandling. Efter lidt skriveri frem og tilbage besluttede ombudsmanden dog ikke at gå ind i sagen.

Den nye ordning kommer til at gælde for alle danske pensionister og efterlønnere, hvorved den hidtidige forskelsbehandling ophører.

Året rundt er der meget at opleve i Den Gamle By. Her det moderne bykvarter med udstilling af biler fra 1960erne og 70erne.

Året rundt er der meget at opleve i Den Gamle By. Her det moderne bykvarter med udstilling af biler fra 1960erne og 70erne.

Det er endvidere værd at gøre opmærksom på, at Den Gamle By ligesom så mange andre er ramt af en statslig grønthøster, det såkaldte omprioriteringsbidrag, der hvert år reducerer tilskuddet med 2 pct. Det gælder alle, der modtager tilskud fra staten, og med 2 pct i 2016, 2 pct i 2017, 2 pct i 2018 osv bliver det efterhånden ganske mange penge, som museet er nødt til at finde på anden vis.

Den Gamle By er nødt til selv at tjene penge for at kunne passe på og formidle den vigtige kulturarv, som museet rummer. Men vi er meget opmærksomme på, at vi ikke laver museum for at tjene penge, men derimod tjener penge for at lave et ordentligt museum.

I museets historiske haver er der nye oplevelser året rundt.

I museets historiske haver er der nye oplevelser året rundt.

At vi selv tjener penge gør det fx muligt at opretholde en helt særlige ordning for ældre, der er ramt af demens. En ordning som er berømmet både i Danmark og i udlandet, og som senest har vakt stor interesse i New York.

Med den nye rabatordning for pensionister er vilkårene ens for alle, og så er det en meget billig ordning for de, der har lyst til at besøge Den Gamle By mere end en gang på en sæson.

Modellen med at veksle et billet, som er købt til fuld pris, til et kort, der gælder resten af året, har vi fundet hos to engelske kollegamuseer, nemlig Beamish i det nordøstlige England og Black Country Living Museum i West Midlands. Her er modellen en kæmpe succes. Det tror og håber vi også den bliver i Danmark og i Aarhus.

poul_madsen_12

Statstilskuddet til Den Gamle By forlænget i fire år

Så lykkedes det. Vi fik forlænget Den Gamle Bys tilskud på 3 mio kr, så bevillingen nu går frem til og med 2020. Det er vi glade for og meget taknemmelige. Men det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi i Den Gamle By havde håbet, at beløbet var kommet permanent på Finansloven. Det lykkedes desværre ikke, selvom der blev presset godt på fra folkevalgte her i det østjyske.

Jeg vil her gerne rette en stor tak til alle dem, der bakkede op. Den Gamle By er i den lykkelige situation, at alle – såvidt jeg ved – er positive over for museet. Men ifølge sagens natur skal takken især rettes til de partier, der står bag forliget om finansloven. Der ud over har vi bemærket, at den konservative kulturordfører Naser Khader i et læserbrev i JP Aarhus meldte sin opbakning helt klart ud, ligesom vi også har bemærket, at folk fra både Venstre og DF har ytret sig positivt om sagen.

I de måneder – ja år – der er gået forud, har vi fra Den Gamle By haft kontakt med talrige medlemmer af Folketinget om sagen, faktisk hele vejen rundt til alle Folketingets partier. Og jeg har hver gang glædet mig over den positivitet, som møder Den Gamle By.

Vi er taknemmelige for, at der nu er ro om Den Gamle Bys økonomi de næste fire år. Så må vi til den igen, og indtil da er det Den Gamle Bys opgave at levere en så god performance, at alle vil mene, at tilskuddet bør være permanent.

Historien bag

Det hele begyndt i 2008. Den Gamle By havde igangsat den enorme udvidelse, som nu næsten står færdig med en helt ny Den Gamle By, som viser efterkrigstidens Danmark med afsæt i året 1974. Velfærdssamfundets blomstringstid og den periode i 1960erne og 70erne, hvor dansk identitet med frisind, velfærd, ligestilling og lav magtdistance for alvor foldede sig ud.

Finansiering af anlæg og byggeri er finansieret af A.P. Møller Fonden med 300 mio kr, og så var det tanken at indhold og drift skulle finansieres af en statslig driftsbevilling på akkurat samme måde, som det tidligere var sket med museer som Arken, Aros og Moesgård.

I august 2008 blev jeg ringet op fra Kulturministeriet med besked om, at der i finansloven ville blive afsat 3 mio kr ekstra til Den Gamle By. Jeg fik også at vide, at det var hensigten, at bevillingen skulle være permanent, men af finanslovstekniske årsager blev den i første omgang givet for en periode på fire år, altså for årene 2009-12. Lidt senere i forløbet kom der en mio ekstra, så der nu var tale om en opgradering på i alt 4 mio kr.

Det statstilskud, som i 2008 blev bevilget til Den Gamle By, skal anvendes til drift og vedligeholdelse af den nye Den Gamle By, som er skabt siden 2007, og som viser Danmark i 1960erne og 70erne med afsæt i året 1974.

Det statstilskud, som i 2008 blev bevilget til Den Gamle By, skal anvendes til drift og vedligeholdelse af den nye Den Gamle By, som er skabt siden 2007, og som viser Danmark i 1960erne og 70erne med afsæt i året 1974.

Kamp for forlængelse

Tilsagnet om, at tilskuddet var tænkt som permanent, fik jeg desværre ikke skriftligt, og det har jeg fortrudt lige siden. For i 2012, da bevillingen skulle forlænges, var det nemlig ikke noget, der gik automatisk.

I 2011 var der kommet en ny regering, og kulturministeren var nu den (dengang) radikale Uffe Elbæk. Fra Den Gamle By havde vi i flere måneder gjort opmærksom på sagen, og regeringen spillede ud med en mio kr ekstra til museet. Jeg tror ikke kulturministeren var bekendt med, at det reelt var en nedskæring. Men det var det, for det havde jo hele tiden været tanken, at bevillingen på i alt 4 mio kr skulle gøres permanent med virkning fra 2013. Det var der øjensynligt ikke rigtig nogen (udover mig), der kunne huske eller var bekendt med.

Det blev en hård kamp, og selvom jeg godt fornemmede, at flere østjyske socialdemokrater, SFere og radikale støttede Den Gamle Bys uofficielt, så var finansministeren og regeringens top hverken til at hugge eller stikke i.

Det endte med at være Enhedslisten, der holdt hånden under Den Gamle By. For herfra krævede kulturordfører Jørgen Arboe-Bæhr, at bevillingen til Den Gamle By skulle fastholdes. Det blev den i forbindelse med finanslovsforliget. Men atter kun for fire år, idet det desværre ikke lykkedes partiet at få ordningen gjort permanent.

Og så er vi fremme ved 2016

Nu vidste vi, hvad Den Gamle By var oppe imod. Hele 2016 (og også noget af 2015) har vi i Den Gamle By derfor løbet politikerne på dørene for at gøre opmærksom på museets situation. For det er jo vigtigt, at de nye dele af Den Gamle By både kan vedligeholdes og formidles. Politikerne er blevet gjort opmærksom på, at det drejer sig om en nedskæring af museets statstilskud med hele 20 pct. Vi har også givet udtryk for, at vi (og mange med os) undrer os over, at man nedskærer et museum, der i den grad gør alt det, som statsadministrationen og politikerne siger, de gerne vil have.

Her tænker jeg bl.a. på, at Den Gamle By ikke bare venter på offentlig finansiering, men selv tjener ganske mange penge og også skaffer meget store midler til udvikling af museet. Rent faktisk er Den Gamle By ligefrem en overskudsforretning for det offentlige, idet museet for hver offentlig krone skaber en ekstra omsætning på tre kroner med dertil hørende skattebetaling til det offentlige osv. Museet tiltrækker mange turister, som giver omsætning på hoteller, campingpladser, restauranter og butikker, hvilket også giver penge i de offentlige kasser. Og så gør Den Gamle By meget for at være mere end et museum, bl.a. ved at udvikle tilbud til svage grupper som fx demente ældre og ved at uddanne og efteruddanne håndværkere. Vi synes, det offentlige burde klappe i hænderne over disse initiativer – men vi stod altså til at miste 20 pct af museets statstilskud!

Permanent eller midlertidigt?

Men det lykkedes heldigvis. Takket være god opbakning fra mange sider, og med eksplicit støtte fra de konservative.

Undervejs fik vi også afklaret diskussionen om, hvorvidt tilskuddet var midlertidigt eller permanent.

Her kunne tidligere medlem af Folketinget Eyvind Vesselbo oplyse følgende: ”Aftalen var, at tilskuddet skulle være permanent”, skrev han direkte på min Facebook, hvor jeg havde skrevet om sagen, og hvor Eyvind Vesselbo også oplyste, at han rent faktisk var med til at forhandle aftalen om tilskuddet tilbage i 2008. Ingen af dem, der var med, har modsagt, at tilskuddet var tænkt som permanent. Det synspunkt har vi kun hørt fra folk, der ikke var med. Jeg takkede naturligvis Eyvind Vesselbo, og han tilføjede følgende: ”Det var en politisk aftale. Så det er faktisk aftalebrud, hvis tilskuddet ikke kører videre”.

Nu glæder vi os over, at de tre mio er bevilget for de næste fire år, og så håber vi, at de kan blive gjort permanente med virkning fra 2021.

IMG_4932

Kultur kan være meget mere end kultur

De fleste kulturvirksomheder rummer erfaringer og kompetencer, som kan nyttiggøres i sammenhænge, der for en umiddelbar betragtning kan virke fremmede for selve det primære virke. Grebet an på den rigtige måde kan sådanne kompetencer danne grundlag for udvikling af nye forretningsområder.

Jeg blev opmærksom på den vinkel, da jeg for mange år siden så, hvorledes B&O arbejdede målrettet med at udvikle nye og anderledes forretningsområder med afsæt i identifikation af særlige in-house kompetencer. Kompetencerne var udviklet til afgrænsede og specifikke formål, men ved at analysere dem, fandt man frem til, at flere rent faktisk havde en mere generel karakter, som gjorde, at de kunne overføres til og anvendes på andre, og hidtil uforudsete, områder.

Siden har jeg tænkt, at det også må være en tilgang, man kan have gavn af på kulturområdet, herunder på museer, som er det område, jeg kender bedst til – og vel at mærke til benefit for både den virksomhed eller institution, der står bag og for dens brugere eller kunder.

Jeg skal illustrere det med to eksempler fra min egen verden. Det første har at gøre med håndværksmæssige kompetencer, hvor Den Gamle By i mange år har uddannet lærlinge inden for de klassiske byggefag murer, maler og tømrer. Modellen er, at lærlingene tilbringer halvdelen af deres læretid i Den Gamle By og den anden halvdel hos en moderne mester ”ude i samfundet”. På den måde medvirker vi til at fastholde traditionelle kompetencer i det moderne håndværk. De unge mennesker får en alsidig uddannelse, og resultaterne har været yderst tilfredsstillende med talrige medaljer til de nyuddannede svende.

I samarbejde med en privat fond har museet også i en årrække stået for efteruddannelse af nyuddannede svende med ambitioner inden for deres fag. Fonden giver et substantielt løntilskud, og Den Gamle By sørger for, at de unge svende kommer under vingerne på en erfaren håndværker med mange år på bagen i Den Gamle By.

Vi er overbevist om, at vi kan gøre meget mere på dette felt, og vi overvejer derfor at udvikle denne efteruddannelse til et egentligt nyt forretningsområde. Inspirationen kommer fra vore kolleger på Skansen i Stockholm og på Weald and Downland Museum i Sydengland, som udbyder populære kurser i emner som vinduesrenovering, tegltag, lerklining, reparation af bindingsværk og andre fagområder, hvor museerne har en unik viden. Det er lykkes vore to kollegamuseer at gøre disse kurser til et nyt forretnings- og indtjeningsområde, som nu dels udgør en del af museernes driftsgrundlag, og som dels har den almennyttige effekt, at disse særlige kompetencer herved bliver spredt til flere og bragt i anvendelse ”ude i samfundet”.

De seneste par år har Den Gamle By også sat fokus på inklusion af børn og unge med særlige behov. Bl.a. arbejder vi med børn og unge, der lider af ADHD og autisme. Arbejdet sker i tæt dialog med faglige ressourcepersoner inden for skolesektoren.

Den Gamle By har i forvejen fokus på skoleelever i alle aldre, og museets sanselige rammer appellerer til aktiv og konkret oplevelse og læring. Hvad enten det drejer sig om at skure gryder, hente brændsel eller pumpe vand, eller når børnene møder de store prustende heste og lugter møddingen, der ligger og oser i købmandsgårdens baggård.

Sanselighed og aktivitet er nøgleord i arbejdet med psykisk handicappede børn og unge. Et andet nøgleord er forudsigelighed, idet disse børn ikke har det godt med at blive overrasket. Det sidste nøgleord er rollespil. Når børnene ankommer til Den Gamle By, er de hver især bekendt med, at de her skal være en anden end den, de egentlig er. De får et andet navn, en ny social identitet; de skal fungere på en anden tids vilkår, og så skifter de deres nutidstøj ud med tro kopier af tøj, som børn gik i enten i 1864 eller i 1927, som er de to nøgleår, som disse forløb foregår inden for.

Rollespillet og hele den anderledes ”setting” gør børnene i stand til at komme ud over egne begrænsninger og hæmninger. Det enkelte barn bliver så at sige en anden person – ved siden af sig selv. Det er meget gribende at opleve.

Et eksempel er den psykisk handicappede dreng med en OCD-lidelse, som gav ham et sygeligt behov for konstant at vaske hænder af angst for skidt og bakterier. Under besøget fik han rollen som søn af en fattig skomager. Han fik noget simpelt tøj på anno 1864, og så blev han ellers sat i arbejde i købmandsgården. Det var snavset arbejde, og bl.a. skulle han hjælpe med at stable brænde. Efter lidt tøven tog han fat, og inden længe stablede han uden at kny masser af brænde – uden en eneste gang at gå i panik og ville vaske hænder. Rollespillet og det, at han her var en anden end sit sædvanlige jeg, betød, at han glemte sin angst. Det havde de pædagoger, som havde kendt ham i flere år, aldrig oplevet tidligere.

Det er klart, at projektet rækker ud over museernes traditionelle opgaver, sådan som de er formuleret i den danske museumslov. For her er museet og kulturarven ikke målet. Museet er en fysisk ramme, et middel, der brugt på den rette måde og som under de rette omstændigheder kan fungere som et afsæt og bidrage til at skabe sammenhæng, kvalitet, indhold og identitet – også for grupper, der normalt ikke kommer på et museum.

Hermed åbner der sig et helt nyt arbejdsfelt, hvor museer kan vise sig relevante på områder, man i Danmark næppe havde kunnet forestille sig for blot få år siden – og som heller ikke er beskrevet i museumsloven. På sigt kan løsningen af sociale opgaver måske udvikle sig til et egentligt indtjeningsområde for museerne.

Naturligvis skal museer og andre kulturinstitutioner primært fokusere på deres kerneopgave. Men jeg tror, at der er rige muligheder for at nå ud til andre end den store gruppe af kulturaktive, som lidt karikeret ofte beskrives som kvindelige gymnasielærere over 50. Mulighederne varierer fra kulturområde til kulturområde, og mange er givetvis allerede opmærksom herpå. Men ved at arbejde systematisk med at finde nye virke- og forretningsområder kan megen kultur utvivlsomt både finde nye måder at være nyttige på og samtidig i et vist omfang også nye måder at tjene penge.

 

Dette indlæg er også publiceret som kulturklumme i Altinget torsdag 15. september 2016.

 

 

 

 

 

 

Den Gamle By sætter servicesamfundet på museum

Når noget er ved at forsvinde, kommer det på museum. Således fx servicesamfundet, som i mange sammenhænge efterhånden er en saga blot. Servicesamfundet finder man i dag bl.a. i Den Gamle Bys historiske butikker.

Isenkræmmeren i Den Gamle By hilsner "Goddag" og giver altid kunderne grundig oplysning om varerne. Når man har købt en ting, bliver den pakket ind, og kunden får en bærepind så varen er nem at bære.

Isenkræmmeren i Den Gamle By hilsner “Goddag” og giver altid kunderne grundig oplysning om varerne. Når man har købt en ting, bliver den pakket ind, og kunden får en bærepind, så varen er nem at bære.

I min barndom var der service på benzinstationen. Man kørte sin bil ind til benzintanken, rullede vinduet ned, bad om at få fyldt op, og den rare mand fyldte benzin på bilen. Benzinmanden spurgte, om han ikke lige skulle vaske ruderne, og det var jo dejligt. Så stak med et par ti-krone sedler ud ad vinduet og betalte. Dengang var benzinstationen virkelig en servicestation.

Senere begyndte man at kalde en benzinstation for en servicestation. Det skete rundt regnet på det tidspunkt, da man skulle ud ad bilen for selv at tanke og derpå gå ind i kiosken og stå i kø for at betale.

Tænk også på, at årsopgørelse, indkaldelser, lønsedler og meget andet nu kun kommer i e-boxen, hvis man da kan finde den. Eller selv-indcheck i lufthavnen. Eller bankfilialens og posthusets hastige deroute fra gadebilledet. Det er svært ikke at komme til at tænke på George Orwells begreb nysprog om sproglige udtryk, der har som deres primære formål at skjule virkeligheden bag sproget! Danmark er i dag ikke et servicesamfund, men et self-service samfund.

Den Gamle By skal være et sted, hvor man gemmer ting, tanker og samværsformer, som er på vej væk eller helt forsvundet, men som måske kan vise sig engang at være en ressource, man bør tage op igen.

I Den Gamle Bys boghandel yder ekspedienten samme service til alle.

I Den Gamle Bys boghandel yder ekspedienten samme service til alle.

I museets historiske butikker er personalet på tæerne for at servicere kunderne. Det gælder i købmandsgårdens butik anno 1864, det gælder hos bageren 1885, hos boghandleren, isenkræmmeren og Schous Sæbehus i 1927, og det gælder i Pouls Radio, Broderiboden og Rahbæks Minimarked fra 1974.

Straks man er inde i en af de historiske butikker, hilses man med et ”Goddag, Hr. Hvad skulle det være?” Man kan spørge sig for og få vejledning, og varerne demonstreres. Finder man en vare, man vil købe, bliver den pakket behørigt ind, og i nogen af butikkerne får man endda en bærepind, så den er let at have med på den videre færd.

Man kan spørge, om det er vigtigt for et museum at vise servicesamfundet. Ja, det mener vi i Den Gamle By. Vi mener, at det er vigtigt at vise, at noget har været anderledes, og at noget dermed også kan blive anderledes. Museer skal være en slags oaser for det, der er overraskende, og det, der giver anledning til forundring og som måske dermed giver anledning til, at vi kommer til at diskutere nogle af de ting, vi i dag tager for givet og naturlige.

Hen over sommeren vil jeg på min twitter-profil notere nogle af de ting, der er ved at forsvinde ude i samfundet, og som derfor er på vej på museum.

Men tilbage til emnet for dette blogindlæg: jeg tror mange vil være enige med mig i, at det grænser til en slags nutidshovmod at kalde Danmark i dag for et servicesamfund. Efter min bedste overbevisning er Danmark i dag et udpræget self-service samfund.

 

 

Museernes samlinger er et middel, ikke et mål!

Naturligvis skal museer passe ordentligt på de ting, som er i deres varetægt. Men publikums oplevelse er vigtigst.

I Den Gamle By siger vi, at museet ikke er til for tingenes skyld – eller for fortidens! For tingene er døde og fortiden er forbi. Nej, vi laver naturligvis museum for mennesker i nutid og i fremtid. Det betyder ikke, at samlingerne, tingene, museumsgenstandene ikke er vigtige. For det er de i og med, at de er museernes grundlag og særkende. Men det er vigtigt at slå fast, at de er et middel, ikke et mål.

Følger man de seneste måneders debat om tyveriet af Aguste Rodins bronzebuste fra Glyptoteket, får man let det indtryk, at det er kunstværket, genstanden, der er det vigtigste. Samme indtryk får man ved læsning af statsrevisorernes rapport fra 2014 om museernes bevaring af kulturarven.

Gamle ting i montrer af glas, som her i Den Gamle Bys Musæum anno 1927, er et billede den klassiske form for museum.

Gamle ting i montrer af glas, som her i Den Gamle Bys Musæum anno 1927, er et billede på den klassiske form for museum.

Naturligvis skal museerne passe ordentligt på de ting, som er i deres varetægt. Ingen tvivl om det. Men hvis bevaring af samlingerne var museernes primære opgave, ville det eneste rigtige være, at publikum blev holdt på lang afstand, og at man opbevarede samlingerne i mørke lagerrum med konstant temperatur og lav luftfugtighed, og hvor der aldrig kom et øje. Og det ville jo være absurd!

Genstandene, kunstværkerne, samlingerne er ikke hellige, og de er ikke det vigtigste i museernes arbejde. Det vigtigste er, at de i deres stoflighed og fysiske materialitet kan være til glæde, at de kan give os indsigter, at de kan oplyse os, at de kan foranledige nye og anderledes tanker og funderinger. Altså noget, der har med mennesker, publikum, besøgende at gøre.

For snart 20 år siden, i 1999, pointerede den amerikanske museolog Stephen E. Weils, at museerne skulle udvikle sig ”From Being about Something to Being for Somebody”. Altså fra at være om noget til at være for nogen! Det er jo det, det drejer sig om. Vores gode svenske kollega Sten Rentzhog udtrykte det på denne måde, kort tid efter at han i 1987 var tiltrådt som chef for Nordiska Museet: ”Lad os sætte en ære i at være et folkets museum, et museum, man kan identificere sig med, et museum, hvor ingen behøver at føle sig mindre værd end andre, et museum, som er hele det svenske folks ejendom… Det er ikke de kulturaktive, der er vores primære målgruppe. Det er de mallorcarejsende, tv-kiggerne, sofaliggerne, vindsurferne, alle de almindelige mennesker, som aldrig kunne drømme om at gå på museum”.

Hos Den Gamle Bys bager kan de besøgende på en helhedsoplevelse med både stemning og smag.

Hos Den Gamle Bys bager kan de besøgende få en helhedsoplevelse med både stemning og smag.

Museer skal tjene samfundet og ikke først og fremmest passe på samlinger af genstande. Selvfølgelig skal vi bevare, og vi skal forske, men udgangspunktet må altid være vore gæster og brugere. Hvordan inspirerer vi dem, hvordan gør vi dem nysgerrige, og hvordan får vi dem til at åbne op for den indsigt, kundskab og erfaring, som museerne rummer?

Det er vigtigt, at vi husker på det. For hvis vi primært fokuserer på at passe på og bevare, man vi meget nemt risikere, at den opgave, der er museernes egentlige raison d’etre, bliver nedprioriteret.

 

 

 

 

Den Gamle By viser historien om dansk børne-TV

I dag 3. maj åbner kulturminister Bertel Haarder en udstilling om Børne TVs historie. Udstillingen passer som fod i hose til Den Gamle Bys aktuelle fokus på det, som vores tidligere statsminister kaldte ”det Danmark, du kender”.

Titusinder af børn, unge og voksne kender frøen Kaj og papegøjen Andrea. De kan nu ses i Den Gamle By.

Titusinder af børn, unge og voksne kender frøen Kaj og papegøjen Andrea. De kan nu ses i Den Gamle By. Den første udsendelsesrække blev sit 1971-75, og senere er de blevet genudsendt adskillige gange.

For ikke så mange år siden ville udstillingen have virket fremmed for Den Gamle By. Dengang var museets fokus nemlig de rigtig gamle dage! Men de senere år har vi opdateret det med nye helheder, der viser Danmark i især 1960erne og 70erne, og vi arbejder med at føre historiefortællingen helt op til i dag. Dvs den periode, hvor DRs børne-TV blomstrede op og fandt sin helt unikke form. Så nu er det relevant, og det er dejligt.

Hvorfor går man på museum?

I august 2009 var museet vært for en international konference om museernes fremtid. Her stillede en af talerne et meget interessant spørgsmål. Spørgeren var de norske museers nestor, Olav Aaraas, der er direktør for det, der svarer til vores nationalmuseum. Han spurgte: Hvad er det, der interesserer de besøgende allermest, når de kommer på et museum? Så kiggede han ud over salen, mens vi alle tænkte så det knagede – indtil han selv svarede: Det, der interesserer folk allermest, er naturligvis dem selv. Vi vil alle gerne genkende noget fra vores eget liv, blive et med historien og samtidig se, at vores egen og vores tids historie også er vigtig. Historien sluttede nemlig ikke for 50 eller 100 år siden. Den fortsætter, og vi er selv en del af den, sagde Olav Aaraas.

Hos kernefamilien i Den Gamle Bys 1974-kvarter er der garanteret blevet set Kaj og Andrea.

Hos kernefamilien i Den Gamle Bys 1974-kvarter er der garanteret blevet set Kaj og Andrea og meget andet TV var DRs nyskabende B & U afdeling.

Her rammer vores norske ven hovedet på sømmet. Ikke mindst når talen er på den aktuelle udstilling om Børne TV.

Det er også præcist det, vi i har oplevet i forbindelse med vores arbejde for at opdatere Den Gamle By til en tid, som de fleste af os har et forhold til. De besøgende er myldret til. De husker ting, de havde glemt, de genoplever måske stumper af deres egen historie – og så kan vi se, at de hygger sig, taler sammen, og de har det morsomt.

Det er vi glade for og stolte af. Vi synes nemlig, at det gerne må være morsomt at gå på museum. For morskab og glæde åbner sindet.

Det brede museumsbegreb

Tillad mig i den forbindelse at referere til en anden af vores gode venner, englænderen Peter Lewis, som for nogle år siden blæste til kamp mod det, han kalder ’the-museums-should-be-dull-brigade’, altså mod dem, der vil have, at museerne skal være kedelige! Peter Lewis går her helt tilbage til det oprindelige græske ord ’museion’, som er templet for alle de ni muser, der igen er døtre af erindringens gudinde. Efter en længere udredning påpeger han, hvordan det i dag kun historiens og astronomiens muser, clio og urania, der er inkluderet i det moderne museumsbegreb – mens de syv muser, der har med det poetiske, det musiske og det dramatiske, alle er ekskluderet. Hans pointe er, at alle muserne bør indgå i et bredere museumsbegreb, som dermed også vil komme til at rumme elementer af det poetiske, det musiske og det dramatiske – og det kan der nok være brug for!

Hr Skæg er en figur, der vil passe fint i Den Gamle Bys kommende gader, hvor det er 2014, der er i fokus.

Hr Skæg er en figur, der vil passe fint i Den Gamle Bys kommende gader, hvor det er 2014, der er i fokus.

En levende kulturarv

I Den Gamle By er vi stolte over nu at kunne vise udstillingen om Børne TV, som jo netop rummer masser af poesi, musik og drama. Det er dansk kultur, når det er bedst, og samtidig er det en levende kulturarv, der til stadighed fornys. Det er morsomt, det er tankevækkende, det er finurligt og det er mangfoldigt. Og så er det noget, som de fleste husker og har et forhold til. Akkurat som vi oplever det med Den Gamle Bys nye afsnit.

Museum om identitet

Et museum som Den Gamle By handler i bund og grund om identitet – og om dannelse, inspiration, oplysning og refleksion.

Jeg er overbevist om, at vi med udstillingen om Børne TV nu får en helt særlig dimension, som vil gøre, at dét store og brede publikum, der er Den Gamle Bys, vil genkende, vil huske ting, de havde glemt, og at de vil hygge sig, snakke sammen og have det morsomt.

Personligt er jeg gevaldig glad for at kunne gå en tur ned ad dén memory lane, som jeg husker fra i min egen barndom – og som jeg siden har oplevet i den anden barndom, som jeg har haft sammen med mine børn.

BørneTV_Historie_Logo-page-web

 

 

 

Derfor indretter vi et somalisk hjem i Den Gamle By

I arbejdet med at fortælle anderledes historier fra dagens Danmark viser Den Gamle By udstillingen Et somalisk hjem i Danmark anno 2016. Projektet indskriver sig i rækken af museets andre samtidsprojekter så som Hjemløs og Nutidsunge i Kollektivet fra 1974. Det aktuelle projekt er blevet til med støtte fra Bikubenfonden.

I Den Gamle By lægger vi vægt på at være et inkluderende museum. Samtidig bestræber vi os på engang imellem at gøre noget andet, end vi plejer. Vi tror, det kan være med til at holde os skarpe, og måske de anderledes initiativer kan være med til at vise nye veje for museet. Vore hidtidige erfaringer med engang imellem at tænke skævt har været overordentlig positive, navnlig fordi initiativerne har føjet nye dimensioner til museet og gjort Den Gamle By mere relevant for et nyt publikum.

Det seneste initiativ er åbningen af et somalisk hjem i Danmark. Et hjem anno 2016, indrettet i en lejlighed i museets moderne del, som viser livet i Danmark op til næsten nutiden. Egentlig skulle vi bruge lejligheden til andre formål, dog først om et års tid. Og så var det, at vi fik vi en opfordring fra seks somaliske kvinder om at indrette et somalisk hjem i Danmark.

De somaliske kvinder laver jævnligt mad i lejlighedens køkken, hvor der dufter af krydderier som kardemomme, kanel, spidskommen, nelliker, gurkemeje, chili, sort peber og ingefær. Her er Ilham Khalif Mohamed i gang med en kyllingeret.

De somaliske kvinder laver jævnligt mad i lejlighedens køkken, hvor der dufter af krydderier som kardemomme, kanel, spidskommen, nelliker, gurkemeje, chili, sort peber og ingefær. Her er Ilham Khalif Mohamed i gang med en kyllingeret.

Baggrunden er følgende. I sommeren 2015 afsluttede vi formelt et projekt om livet og historien i de store betonbyggerier i Gellerup-området i det vestlige Aarhus. Igennem knap tre år havde museets fagfolk deres daglige gang i Gellerup, hvor vi sammen med de mennesker, der bor der, har indsamlet og formidlet stedets historie. Arbejdet fortsætter nu på beboernes eget initiativ via en museumsklub for børn, et guidekorps, der formidler områdets historie, og ikke mindst et dokumentationslaug, der fotograferer de omfattende forandringer, som sker i det vestlige Aarhus i disse år.

Det var gennem hele projektet vores håb og ambition, at arbejdet også ville komme til at afspejle sig i Den Gamle By, så museets publikum kunne få glæde heraf. Det er det, der nu er sket med det somaliske hjem i Danmark, som er indrettet i en lejlighed på 2. salen oven over Jazzbar Bent J og Børnehaven fra 1974. De somaliske kvinder kendte i forvejen Den Gamle By som et museum, der formidler folks hjem helt frem til i dag.

Det somaliske hjem åbner 12. marts og kan ses et år frem. Der er køkken, stue, soveværelse og børneværelse samt toilet. I samarbejde med de somaliske kvinder er lejligheden indrettet som bolig for en familie, som vi i fællesskab har kreeret som en slags modelfamilie. Familien består af en enlig mor til fire børn, tre piger og en dreng. Hun arbejder for kommunen som social- og sundhedsassistent. Hendes eksmand bor i nærheden. Moren taler somalisk til sine børn, som typisk svarer på dansk. De tre piger deler værelse, mens to-årige lillebror sover inde hos moderen. På stuens TV ser familien X Factor, Vild med dans og Ramasjang. Som gæst lægger man mærke til de anderledes farver og især til de dekorative gardiner. Gardinerne er centrale i somaliske hjem, og husmødrene har en fast rytme for, hvornår det ene sæt gardiner skiftes ud med det andet. Når der kommer gæster, trækkes gardinerne for, så man kan se dem helt udfoldet. Køkkenet dufter af somaliske krydderier, og kvinderne bag projektet er gået fra dør til dør for at skaffe toiletborde, røgelsesudstyr, festsko, parfumeflakoner og andet typisk somalisk interiør.

Soveværelsets pryd er en forgyldt bakke med smukke flakoner, der indeholder krydrede dufte af forskellig slags. En ren parfumens platmenage, der ofte er en gave i forbindelse med bryllup.

Soveværelsets pryd er en forgyldt bakke med smukke flakoner, der indeholder krydrede dufte af forskellig slags. En ren parfumens platmenage, der ofte er en gave i forbindelse med bryllup.

I rummene ved siden af lejligheden sætter en udstilling hjemmet i kontekst. I 2015 bor der ca 20.000 mennesker af somalisk herkomst i Danmark. Heraf 4.256 i Aarhus, hvor de udgør en af de største grupper med ikke-vestlig baggrund. Skilsmisseraten er høj i somaliske familier, og familiemønstret er typisk en alenemor med børn. Børnenes uddannelse prioriteres højt, og kvinderne lægger stor vægt på, at børnene taler dansk og føler sig som danske.

Når man som gæst i Den Gamle By har besøgt det somaliske hjem, kan man kigge ind hos kernefamilien, kollektivet, pensionistparret, de tyrkiske gæstearbejdere og den grønlandske studerende. Og man kan besøge damefrisøren, jazzbaren, børnehaven, minimarkedet eller butikken, som bl.a. ”sælger” brugte blade med billeder af en type, der gjorde Danmark verdensberømt i begyndelsen af 1970erne.

Et somalisk hjem i Danmark er Den Gamle Bys projekt og ansvar, men det er gennemført i et overordentligt konstruktivt samarbejde med de somaliske kvinder, som har bidraget med deres liv og erfaringer. Samkuratering, kunne man kalde det. Og co-creation, samdok, brobygning, community, empowerment og i øjenhøjde – you name it. Allesammen moderigtige ord for det at skabe fortælling og udstilling i tæt samarbejde med dem, det drejer sig om.

Deeqa Axmed Yusuf fortæller, at familierne samles i stuen, og sammen ser de fredags underholdning som X factor. Børnene ser Ramasjang og Kender du typen er også god underholdning.

Deeqa Axmed Yusuf fortæller, at familierne samles i stuen, og sammen ser de fredags- underholdning som f.eks.  X Factor. Børnene ser Ramasjang, og Kender du typen er også god underholdning.

Overordnet har projektet især to formål. For det første at give Den Gamle Bys mange danske gæster muligheden for at besøge et somalisk hjem, hvor de vil kunne se og opleve, hvordan en stor gruppe nydanskere lever i et særligt kulturelt mix mellem somalisk og dansk kultur. For det andet er det vores ambition og forventning med dette initiativ at kunne tiltrække mange af de somaliere, som bor i Danmark. Vi håber, de vil blive glade gæster i Den Gamle By, og at de vil få indblik i det Danmark, som har ført frem til vores nutidige samfund ud med velfærd, frisind, lighed mellem kønnene, ytringsfrihed, lav magtdistance osv.

Museer er en slags frirum. Her kan man gøre noget, som man måske vanskeligt kan gøre andre steder. Museerne skal flytte fokus fra at være om noget til at være for nogen, sagde den markante museolog, amerikaneren Stephen E. Weils i en artikel fra 1999. Det er også Stephen E. Weil, der skulle have sagt, at museer er trygge rammer (safe places) for vanskelige fortællinger. Begge citater rammer hovedet på sømmet for netop dette projekt.

Gardinerne er hjemmets dekorative og matchede element. Farvestrålende og i flere lag omkranser de husets vinduer. Sirligt sat op – og i stuen måske samlet med store metalfarvede ringspænder. Gardinerne skiftes jævnligt – alt efter årstiden og højtiderne. Når der er gæster, trækker man dem ofte for, så man rigtig kan nyde disse tekstile udstyrsstykker.

Gardinerne er hjemmets dekorative og matchede element. Farvestrålende og i flere lag omkranser de husets vinduer. Sirligt sat op – og i stuen måske samlet med store metalfarvede ringspænder. Gardinerne skiftes jævnligt – alt efter årstiden og højtiderne. Når der er gæster, trækker man dem ofte for, så man rigtig kan nyde disse tekstile udstyrsstykker.

Projektet indgår som en del af Den Gamle Bys løbende arbejde med samtidsdokumen-tation, hvor det første projekt løb af stablen i efteråret 2012, da hjemløse Ulrik Szkobel boede i en baggård i en af museets baggårde. Han havde selv foreslået projektet, og da Den Gamle By bl.a. er et museum om hjemmets historie, sagde vi ja tak. Han opbyggede en hule af genbrugsmaterialer og boede der i tre måneder. Sommetider var han hjemme, andre gange var han ude, men museets publikum var altid velkommen til at kigge ind. Ulrik fik her besøg af folk, han ellers aldrig ville have mødt. Og mennesker, som ”ude i virkeligheden” normalt ville være gået langt uden om en hjemløs, kom i dialog med Ulrik, når han inviterede dem indenfor i sin hule i baggården i Den Gamle By.

I foråret 2014 flyttede fire nutidsunge ind i Den Gamle Bys kollektiv anno 1974. Kollektivet blev ”boet til”, så det nu ikke længere ligner et kollektiv på et museum. De unge mennesker oplevede at være off-line og være nødt til at leve med en drejeskivetelefon (med ledning), TV med kun én kanal og skrivemaskiner, der brugte farvebånd og ”printede med det samme”. Og museets gæster fik via de unge kollektivisters erfaringer virkelig sat tidsspandet på 40 år i relief. Også de unge kollektivister fik noget med sig. Efter deres uge ”for 40 år siden” fortalte de unge, at de havde vænnet sig til at være langt mere off-line og mere sammen, end tidligere.

Ved siden af disse ”knaldperler” bruger vi også museets interiører til det, vi kalder for erindringsformidling for ældre, der er ramt af demens, og vi har stor succes med at inkludere børn og unge med særlige behov. Bl.a. arbejder vi med børn og unge, der lider af ADHD og autisme. Hermed åbner der sig helt nye arbejdsfelt, hvor museer kan vise sig relevante på områder, man i Danmark næppe havde kunnet forestille sig for blot få år siden – og som heller ikke er beskrevet i museumsloven.

Et sengetæppe skaber ro og ryddelighed i soveværelset, og det bliver derfor lagt på hver eneste dag. Her har Shamso Maqtar og hendes datter taget plads i soveværelset i udstillingens lejlighed.

Et sengetæppe skaber ro og ryddelighed i soveværelset, og det bliver derfor lagt på hver eneste dag. Her har Shamso Maqtar og hendes datter taget plads i soveværelset i udstillingens lejlighed.

Da projektet med et somalisk hjem i Danmark blev omtalt første gang, oplevede vi enkelte kritiske røster. Vi svarede dem pænt og forklarede, hvorfor vi gør, som vi gør. Men en kritisk røst eller to får os naturligvis ikke til at lade være med at gøre noget anderledes og prøve nye ting af. Nogen vil så nok synes, vi rammer ved siden af, andre at vi rammer plet. Én ting er imidlertid sikkert, og det er, at mange af Den Gamle Bys gæster i de kommende måneder vil få mulighed for at opleve og se noget, de ikke har set før. Det vil utvivlsomt give anledning til nye tanker, og det vil give debat. Og så kan vi vel egentlig ikke forlange mere.