Kategoriarkiv: Den Gamle By

Digitale devices kan ikke erstatte konkret kultur

Den af

Kulturoplevelser er sociale begivenheder i en sanselig virkelighed, og digitale gengivelser kan aldrig erstatte kultur i virkeligheden.

Hører du til dem, der synes, at en tonstung elefant er ligeså interessant på en skærm som i virkeligheden, hvor den både prutter og trompeterer? Hører du til dem, der finder Pablo Picassos Guernica-maleri lige så fascinerende på en skærm som i sin enorme volumen på Museo Reina Sofia i Madrid? Og hører du til dem, der mener, at det kan være det samme at opleve klassikeren mellem Liverpool og Everton på TV fremfor sammen med 60.000 svedende og syngende fans på Anfield Road i Liverpool? Ja, så er vi bare uenige.

En skærm kan ikke erstatte den sanselige virkelighed, og skærmen vil aldrig kunne rumme den sociale dimension, som en fællesoplevelse af kultur er for de fleste. Vel kan en skærm give indtryk af, hvad en elefant er, og hvordan Guerníca ser ud, og vel kan man på skærmen se både scoringer og dribledetaljer fra en fodboldkamp. Men det er ikke det samme! Skærmen er en amputeret realitet, en erstatning for den virkelige verdens konkrete sanselighed.

Når mange har længtes efter, at musiksteder, biografer, museer, zoologiske haver, teatre, fodboldstadions og andre kulturformer atter kunne åbne, er det ikke kun fordi man har savnet det konkrete kulturindhold. Det er det selvfølgelig også. Men det er i høj grad også, fordi man vil være sammen og opleve noget virkeligt. Man går jo heller ikke på café kun for at drikke kaffe eller på restaurant bare for at få noget at spise. Der følger mere med – og det er det, der gør forskellen.

Mennesket er et socialt væsen – og et fysisk væsen. Det gælder også, når talen er om at opleve kultur. For nok opleves en del kultur individuelt, men det foregår næsten altid i et fællesskab. Man planlægger kulturoplevelsen sammen med nogen, man følges ad, man diskuterer, og som oftest ledsages oplevelsen også af en kop kaffe, et glas vin eller lidt at spise sammen med dem, man følges med. På den måde bliver oplevelsen både forlænget og forstærket. Kultur er fællesskab, og kultur er konkret.

Den amerikanske kulturanalytiker Colleen Dilenschneider har undersøgt, hvad amerikanerne oplevede som det bedste ved et museumsbesøg. Hele 40 pct svarede, at det bedste var at være sammen med venner og familie. Langt færre, nemlig 16 pct, nævnte indholdet i form af udstillinger og oplevelser som det vigtigste. 15 pct nævnte mødet med personalet, mens kun 10 pct fremhævede det at lære noget nyt som det vigtigste. USA er ikke Danmark, men en tilsvarende undersøgelse herhjemme vil næppe give et markant anderledes resultat.

At se en telefon med drejeskive på skærm er slet ikke det samme som at prøve at “dreje et nummer” sammen med sine venner. Her fra kernefamiliens lejlighed anno 1974 i Tårnborg i Den Gamle By.

Hovedparten af kulturen er konkret, og i bedste fald er digitale udgaver af konkret kultur et surrogat og en slags substitut for ”the real thing”. Og det er den først og fremmest, fordi den er éndimensional. En skærm rummer jo kun en lille del af den mangfoldighed, som en kulturoplevelse er i virkeligheden. Nok kan man se, men størrelsesforhold og stoflighed mangler. Nok kan man høre, men i en reduceret og artificiel lydgengivelse. Og lugten, smagen og ikke mindst dialogen og fællesskabet er totalt fraværende.

For nogle uger siden kom det frem, at interessen for skærmgudstjenester faldt markant efter ellers at have været stigende i første fase af corona-nedlukningen. I Kristeligt Dagblad 29. april gav centerleder ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter Birgitte Graakjær Hjorth denne forklaring: ”En skærm kan ikke rumme gudstjenestens inderste væsen. Der er for meget præst og for lidt menighed. For meget tilskuer og for lidt deltager. For meget tale og for lidt svar, selvom det er den vekselvirkning, liturgien lever af. Når det er sagt, er skærmgudstjenester et godt surrogat, indtil vi kan komme til rigtige gudstjenester igen”. Den digitale kultur reducerer simpelthen virkeligheden. Den gør den éndimensional.

Mange museer har i en årrække arbejdet på at gøre samlingerne tilgængelige digitalt. Det er god service for dem, der ikke selv kan komme på Statens Museum for Kunst og se C.W. Eckersbergs malerier, eller dem, der ikke kommer på Nationalmuseet for at se Solvognen. Men en digital gengivelse kan ikke sammenlignes med at se billederne og tingene i virkeligheden. Mange vil nok også savne museumsbesøgets samvær, diskussion og kaffe og kage.

Socialt samvær og kaffe og kage i Den Gamle Bys konditori anno 1974 er en vigtig del af et museumsbesøg.

På mit eget museum, Den Gamle By, prioriterer vi at bruge ressourcerne på at give museets gæster en levende og sanselig oplevelse af den fortidige virkelighed i størrelsesforholdet 1:1 og i tre dimensioner. Tanken er, at gæsterne i så høj grad som muligt skal føle sig som ét med historien. Akkurat ligesom når de som turister besøger et fremmed land, så skal de her på museet også kunne smage, lugte, se og røre. Det fremmede land er i denne sammenhæng blot deres egen historie. Hvis vi skal bruge ressourcer på at formidle museets samlinger digitalt, må de tages fra den sanselige oplevelse, som vi ved er Den Gamle Bys DNA.

Dermed være ikke sagt, at vi ikke anvender digitale medier, for det gør vi. Men altid kun som supplement, aldrig som erstatning. Når man fx besøger gynækologen anno 1974 kan man gå ind i alle lokaler. Venteværelset, køkkenet, personaletoilettet, undersøgelsesværelset og sekretærens kontor. Den besøgende fornemmer elektriciteten fra gulvtæppet i nålefilt, og man kan lugte venteværelsets askebæger, som er fyldt med cigaretskod. På digitale skærme, der hænger på væggen, guider gynækologens sekretær den besøgende rundt i lokalerne, og hun fortæller om dagligdagen i 1974, da klinikken lige var åbnet. I undersøgelsesværelset er indlagt et digitalt skyggespil, hvor man ser en kvinde klæde sig af, så hun er klar til briksen. Og i sekretærens arkivskab kan publikum på skærme søge supplerende oplysninger om abort og prævention i Danmark, ligesom de kan markere deres holdninger og se, hvad andre mener om samme sag.

I gynækologens undersøgelsesværelse er indlagt et digitalt skyggespil, hvor man ser en kvinde klæde sig af, så hun er klar til briksen

Men det er en pointe, at de digitale medier ikke må gøre oplevelsen individuel. Et museumsbesøg skal være en social oplevelse. Derfor kan gæsterne også være sammen om den digitale formidling. Og vi glæder vi os over, at de taler sammen, diskuterer og husker i fællesskab. Både med dem, de følges med, og andre, som de møder på deres vej i museets danmarkshistoriske tidsrejse.

Derfor tror jeg heller ikke på, at kulturen går hen og bliver digital. Det digitale kan være et nyttigt supplement, men hvis det erstatter den kulturelle virkelighed vil vi hurtigt komme til at savne både fællesskabet og sanseligheden.

“There’s more to the picture than meets the eye”, sang canadieren Neil Young på LPen “Rust never sleeps” fra 1979. Det er det, der er pointen. Virkeligheden er mere kompleks og mangfoldig end det, øjet alene ser. Ikke mindst hvis oplevelsen filtreres af en digital skærm.

En forkortet udgave af denne tekst er publiceret som indlæg i Information 8. juni 2020.

Museer for folk – et led i demokratiseringen af Danmark

Den af

I årtierne omkring 1900 ser vi de første opgør med et elitært museumssyn, der havde sin rod i enevældens tankesæt. Der gik dog næsten 100 år, før der blev almen tilslutning til, at museer skal handle om andet og mere end ting og være for andre end de i forvejen frelste.

Vi alene vide

Der var noget vi-alene-vide over Nationalmuseets direktør Sophus Müller, der fra midten af 1880’erne og frem til sin pensionering i 1921 kompromisløst definerede, hvordan et museum skulle være. Som den aristokratiske arkæolog, han var, hævdede Sophus Müller, at museernes fokus skulle være forskning, fund og forhistorie. Historien fra en tid, mange har et forhold til, var ikke interessant. Det var fortællinger om almindelige mennesker bestemt heller ikke. Og at et museum kunne være til glæde for folk i almindelighed var nærmest umuligt at forestille sig.

De i Skandinavien frembrydende folke- og frilandsmuseer, som netop fortalte almindelige menneskers historie for almindelige mennesker, var ifølge Müller slet ikke ”rigtige” museer. Det kunne på ingen måde komme på tale, at de skulle modtage støtte fra staten.

I årtierne omkring år 1900 definerede Sophus Müller kompromisløst, hvordan et museum skulle være for at være et rigtigt museum. Müller var dybt konservativ og rundet af det gammelkøbenhavnske åndsaristokrati, der havde stærke rødder i enevældens tankesæt og verdenssyn.

Flere museer havde ellers forsøgt at slå sig i tøjret. Først Dansk Folkemuseum fra 1885, siden de museer, der fra midten af 1800-årene var vokset frem i landets større købstæder, og dernæst Kunstindustrimuseet, der åbnede for publikum i 1895. Men uden held. Müller fik dem alle klappet i facon, så de kom til at passe til hans urokkelige forestilling om, hvordan tingene burde være. Og nok så vigtigt skulle de ikke på nogen måde udfordre Nationalmuseets position som ”overmuseum” og landets eneste rigtige af slagsen.

For eller imod Den Gamle By

I årene 1909-1916 lykkedes det imidlertid for ét museum at bryde Müllers magt. Nemlig Peter Holms gamle by i Aarhus, der med titusindvis af besøgende og enestående opbakning fra mange sider hurtigt voksede sig så stærk, at museet formåede at udfordre Müller og endda sikre sig tilskud fra både stat og kommune.

I første omgang havde Müller kaldt det, der skulle blive til Den Gamle By, for ”noget forbandet skidt” og ”imitation” og hans lokale proselyt, formanden for Aarhus Museum, konsul Frederik Ollendorff, mente ligefrem, at renæssancebindingsværket til Borgmestergården, Den Gamle Bys første hus, skulle hugges op og sælges som pindebrænde.

At det ikke gik sådan, må i høj grad tilskrives kgl. bygningsinspektør Hack Kampmann, der kaldte Ollendorff ”et forbenet gammelt rokkehoved” og gav ham på puklen for at spænde ben for den nye og anderledes museumsmodel, som Peter Holm lancerede med sin suite af historiske interiører i den gamle borgmestergård – fra renæssancen og helt op til ”vores forældres og bedsteforældres tid”.

Borgmestergården på Landsudstillingen i Aarhus i 1909. Forud var gået en kamp mellem to forskellige museumssyn, som siden da har præget diskussionen om museernes opgaver og rolle i samfundet. Skal museer mest handle om genstande eller være om og for folk?

I 1915 formastede kredsen bag Den Gamle By sig til at søge både stat og kommune om tilskud til museets drift. De årlige omkostninger blev anslået til 4.500 kr. Heraf ansøgte man staten og kommunen om hver at yde en tredjedel, mens man regnede med, at resten kunne tjenes via entré, som var sat til 25 øre for voksne og 10 øre for børn. At søge staten om et driftstilskud på 1.500 kr. vidner om, at Peter Holm ikke satte sit lys under en skæppe, og i datiden var det ganske frejdigt og uset at operere med en egenindtægt på en tredjedel af driftsomkostningerne.

To museumssyn

Ministeriet bad Nationalmuseet om at udtale sig om ansøgningen, og her kom det frem, at der internt på museet var en afgrundsdyb splittelse mellem direktørerne for museets to afdelinger. Müller, der var chef for forhistorien, museets første og primære afdeling, og historikeren Mouritz Mackeprang, der stod i spidsen for de mere sekundære samlinger fra historisk tid.

Sophus Müllers erklæring til ministeriet er én stor principiel nedgøring af Peter Holms projekt – ”15 tætskrevne sider”, som Holm bittert noterede i sine erindringer. I erklæringen sondrede Müller mellem ”det centrale, der har krav på statsstøtte, og det periferiske, der ikke har det”. ”Til det centrale hører det ægte og sande, til det periferiske det uægte og usande”. Borgmestergården hørte for Müller til det uægte og usande. Det gjaldt både selve bygningen og interiørerne. Bygningen, fordi den blev flyttet fra sin oprindelige plads, og fordi den var rekonstrueret. Interiørerne, fordi de var skabt af effekter, der stammede forskellige steder fra. Müller ville ikke engang betegne Borgmestergården som en ”imitation eller kopi”, men som et fritlavet udstyr med ”tilfældige bestanddele hentede allevegnefra”.

Med foragt nævnte han også, at Borgmestergården rummede ”sager helt ned til vore forældres tid”. Müller sammenlignede herefter Borgmestergården med en historisk roman: ”Den holder sig også så nær som muligt til sandheden, og meget er jo ligefrem kalkeret over beretningerne. Men hvor stoffet manglede, der er der tildigtet, og om enkelthederne ved man jo ikke meget”. Og han satte trumf på ved at sammenligne Borgmestergården med det brede offentlige ”fornøielsesvæsen”. Den slags skulle der ikke ydes statsstøtte til!

Mackeprang gik anderledes nøgternt til sagen. Han redegjorde for, hvordan Nationalmuseets anden afdeling havde fulgt Peter Holms arbejde, og han vurderede, at der ved genrejsningen af Den gamle Borgmestergård og ved indretningen af rækken af borgerlige interiører var ”gjort et overmåde dygtigt og pålideligt arbejde”. Han støttede Peter Holms ambition om at give et billede af ”udviklingen af en danske købstads borger og næringsliv fra år ca. 1600”. Og han udtalte, at man måtte være taknemmelig for Peter Holms initiativ, fordi de eksisterende museer med enkelte undtagelser kun havde ”ganske planløse og tilfældige samlinger af genstande fra denne tid”. Borgmestergården overgik allerede nu ”langt de øvrige provinsmuseer”, og Mackeprang anbefalede, at staten imødekom ansøgningen.

Det korte af det lange er, at Sophus Müller tabte det museumspolitiske magtspil, og i 1916 bevilligede ministeriet de ansøgte 1.500 kr. årligt til driften af Borgmestergården. Da først staten var med, bakkede kommunen også op, og dermed var Den Gamle By et permanent museum med fast driftstilskud fra både stat og kommune. Peter Holms museum blev både publikumssucces og topseværdighed, og nogle årtier senere blev Holm belønnet med titlen som æresdoktor ved Aarhus Universitet for sin indsats.

En enlig svale gør imidlertid ingen sommer. Selv om der i takt med, at 1900-årene skred frem, opstod flere museer om emner, der ligger tættere ved vores tid, var det også her den enkelte, autentiske museumsgenstand og ikke fortællingen, der var i centrum, ligesom videnskabeligheden var vigtigere end folkelig gennemslagskraft.

Nybrud

Efter etableringen af Den Gamle By skal vi helt frem til 1955 for at finde det næste nybrud. Nemlig Hjerl Hedes sommerlevendegørelse, der gav det vestjyske frilandsmuseum en gennemslagskraft og folkelig appel, der ikke tidligere var set på noget dansk museum. ”Dette frivillige og folkelige kursus i anskuelsesundervisning”, kaldte journalisten Paul Hammerich begejstret levendegørelsen i en reportage i Politiken, og folk strømmede til. Levendegørelsen baserede sig på grundige studier, for ”det skulle ikke være en cirkus”, som formanden for bestyrelsen Finn Hjerl-Hansen udtrykte det. Alligevel var mange fagfolk skeptiske, og i diskussionerne om Hjerl Hede ser vi atter modsætningen mellem de museumsfolk, der ønskede at udstille ting i montrer, og dem, der ville fortælle på en måde, der nåede ud til andre og flere end det sædvanlige museumspublikum.

Museet på Hjerl Hede var en pioner inden for levendegørelse af historien og sandsynligvis verdens første frilandsmuseum, der anvendte denne populære formidlingsform.

Få år efter, i 1958, brød Louisiana i Humlebæk med den klassiske kunstmuseumsmodel og satte nye standarder for museerne som oplevelse og udflugtsmål. Ikke alle brød sig om et museum med café, butik og spektakulære events. Men publikum elskede det, og Louisianamodellen vandt efterhånden også indpas på kulturhistoriske museer.

Müllers ånd rådede stadig

Alligevel var det meste imidlertid, som det plejede at være. Nok var Sophus Müller død i 1934, men hans ånd rådede stadig. I 1969 fandt Kulturministeriet imidlertid, at nu kunne det være nok, og ministeriet gav en kulturpolitisk redegørelse, som var en stor øretæve til museerne. Man måtte se i øjnene, hed det i redegørelsen, at museerne i dag kun spiller en ”underordnet rolle iblandt de muligheder for anvendelse af fritiden, der frembyder sig for befolkningen”, og så gav betænkningen ellers en næsten karikeret beskrivelse af ”den klassiske museumsmontre” med rækker af genstande anbragt på hylder ”på en så akavet måde, at man skal gå ned i knæ for at få et overblik over dem” og med mere eller mindre ulæselige etiketter, der ”i sig selv er et levn fra fortiden”. Konklusionen lød: ”Mange museer er derfor i dag selv modne til at komme på museum”.

Billedet viser Aarhus Museums oldtidsudstilling fra begyndelsen af 1900-tallet. Men endnu midt i århundredet var der fortsat mange museer, der tog sig sådan ud.

Museerne måtte forstå, hed det i redegørelsen, at ”fritidsvanerne er indgribende ændrede”. Ja, man måtte acceptere, at museerne som biblioteker, teatre, radio og fjernsyn også havde den ”meget vigtige opgave at underholde”. Der skulle ikke skabes ”afstand mellem klenodierne og de besøgende”. Man burde tage ved lære af frilandsmuseerne og de museer, der anvendte det karakteristiske interiørprincip. Museerne skulle være inviterende og tilgængelige. Der skulle være en udstillingsform, hvor ”relativt få, karakteristiske genstande udstilles i salene”, og museerne skulle i højere grad indrettes med henblik på de besøgende med ”vejledninger i form af oplysende, let læselige tekster, plancher, tegninger og fotografisk materiale, der tilsammen giver et klart og relativt hurtigt forståeligt billede af den historiskes udvikling”.

Fra Brede tilbage til Prinsens Palæ

Noget tyder på, at Nationalmuseet allerede havde læst skriften på væggen. For nu skete der noget nyt. Vel at mærke ikke i de hellige haller i Prinsens Palæ i kongens København, for her var alt ved det gamle. Men ude på landet, i Brede, 15 km nord for hovedstaden. Her skabtes i perioden 1966-1988 et folkeligt eksperimentarium af nye museale fortælleformer. Selv om det er over 30 år siden, at den sidste Bredeudstilling lukkede, taler mange fortsat henført om udstillingerne, som på sæt og vis var en slags kulturhistoriens svar på kunstens Louisiana. Fortællingen kom i centrum, og et besøg var fascinerende, overraskende, lærerigt, morsomt og en oplagt udflugt for hele familien. De tidligere fabriksbygninger skræmte ikke nogen væk, og området ved Mølleåen var smukt og rekreativt.

Med udstillingen ”På herrens mark” lukkede Nationalmuseet i 1988 ned for eksperimenterne i Brede for i stedet at koncentrere kræfterne om museets store om- og nybygningsprojekt i Prinsens Palæ. Det nye Nationalmuseum åbnede i 1992 med moderne foyer, restaurant, butik og den succesfulde særudstilling ”Viking og Hvidekrist”. Udstillingen foregik i de moderne særudstillingsfaciliteter, som kom til at danne rammen om flere fine særudstillinger. Men det overraskende, det morsomme og det nybrydende kom ikke med fra Brede. Og da slet ikke i de nye, faste udstillinger, hvor fortællingen blev erstattet af museumsgenstande i tusindvis. Trods det æstetiske løft må man sige, at pendulet var svinget tilbage, og der er næppe tvivl om, at Sophus Müller ville have følt sig mere hjemme i det nye Prinsens Palæ end i Brede et halvt århundrede tidligere.

Mennesket og publikum i centrum

I 1965 genskabte Den Gamle By et traditionelt marked under Aarhus Festuge. I 1977 var der premiere på det første vikingetræf på strandengen ved Moesgård. Og med inspiration fra Hjerl Hede og en række internationale open-air museer begyndte både Frilandsmuseet og Den Gamle By i 2001 at arbejde med levendegørelse. Siden er mange fulgt efter. Tivolisering var der nogen, der kaldte det, men publikum elskede det. Der er ingen tvivl om, at ligesom Louisiana havde fået nye grupper på kunstmuseum, tiltrak historiske events og levendegørelse et nyt publikum til de kulturhistoriske museer, som dermed for alvor brød ud af den faglige spændetrøje, som siden Sophus Müllers tid havde defineret museernes virke.

Tirpitzmuseet, der åbnede i 2017, er et eksempel på de nye museer, der lægger mere vægt på engagerende historiefortælling end fremvisning af gamle ting.

Det seneste årti har mange museer udviklet et sandt festfyrværkeri af nye formidlingsformer. Museet for Søfart, Tirpitz, Strandingsmuseet, Moesgård Museum og Aarhus Fortæller i Den Gamle By. Her er det ikke tingen, museumsgenstanden, der er i centrum, men fortællingen om mennesket til forskellige tider. Besøgstallene boomer, og museerne placerer sig i dag centralt i kulturbilledet som vigtige vinduer til dansk identitet og historie.

Også Sophus Müllers gamle museum flytter sig i disse år. Her kompenserer kedsomhedsknapper og virile vikingeportrætter nu for Nationalmuseets udstillinger, der fortsat er propfyldt med museumsgenstande. Publikum er ved at komme i højsædet. At fokusere på folk giver legitimitet, og så giver det indtjening, som kan være med til at finansiere basale museumsopgaver. Det er slut med Müllers ensidige fokus på fund, forskning og forhistorie. Indtil videre i hvert fald.

Jeg tror, vi er mange, der krydser fingre for, at det holder.

 

Indlægget er en superkort udgave af hovedlinjen i bogen “Museer for folk”, der i marts udkom på Aarhus Universitetsforlag i serien 100 Danmarkshistorier. Teksten har i store træk også været trykt som kronik  i Politiken 28. maj 2020.

 

 

 

 

 

Frilandsmuseerne – en demokratisk skandinavisk kulturmodel

Den af

“Findes der noget særligt skandinavisk?”, spurgte SAS for et par uger siden og svarede selv “nej” til spørgsmålet. Jo, naturligvis gør der det, hævder jeg i dette indlæg, hvor jeg illustrerer pointen med historien om verdens mest demokratiske museumsform, folke- og frilandsmuseerne. Frilandsmuseerne er en original skandinavisk idé, som i deres nuværende udgave naturligvis også er præget af inspiration udefra. 

Den Gamle By er et af de ældste skud på den store skandinaviske stamme af frilandsmuseer, som voksede frem i årtierne omkring år 1900. Inspirationen til at opbygge et kvarter, der viser (næsten) nutiden er især hentet hos kollegaer i Norge, Holland og Storbritannien.

I 2007 udgav den svenske museolog og mangeårige museumsdirektør Sten Rentzhog monografien ”Friluftsmuseerna. En skandinavisk idé erövrar världen”, som er ét langt dementi af, at der absolut intet findes, der er originalt skandinavisk.

Påstanden om at der ikke findes noget særligt skandinavisk, og at alt det, vi tror er noget særligt for os, blot er noget, der kommer udefra, stammer fra en aktuel og omdiskuteret SAS-reklame. Og fred være med reklamer, der sætter ting på spidsen. Det triste er, at den ophidsede diskussion, som reklamen afstedkom, mere er kommet til at handle om enten/eller end om det både/og, som ret beset nok vil være mere relevant.

Det var i den forbindelse, jeg kom til at tænke på Sten Rentzhogs bog om frilandsmuseerne. For heri dokumenterer han, at denne type historiemuseer rent faktisk er en skandinavisk idé fra omkring år 1900, og at ideen sidenhen har gået sin sejrsgang over det meste af verden. Men han dokumenterer også, at de skandinaviske museer efterfølgende blevet udviklet i dialog med og med stærk inspiration fra de folke- og frilandsmuseer, der efterfølgende er opstået i Tyskland, Holland, Belgien, Storbritannien, Østeuropa, Australien, Japan, USA og Canada.

I løbet af 1900-årene voksede antallet af frilandsmuseer udenfor Skandinavien. Her kirken på museet for ukrainsk kultur i Svidnik i det østlige Slovakiet.

I Danmark – og i Skandinavien – har vi faktisk grund til at være stolte af denne særligt demokratiske museumstype. At det er tilfældet, blev for mig understreget, da den katalanske journalist Lara Saiz Moya bankede på min dør i Den Gamle By en forårsdag i 2014. Journalisten havde opholdt sig nogle måneder i Aarhus. Her havde hun aflagt Den Gamle By flere besøg, og med Aarhus som base havde hun besøgt kulturmuseer rundt om i Skandinavien, hvor hun havde noteret sig museernes folkelige fokus som noget helt unikt.

Fremmede øjne har ofte et bedre blik for det, vi selv tager for givet, og der er ingen tvivl om, at denne katalanske journalist havde blik for noget, der er helt specielt. For mens de museer, som Lara Saiz Moya havde oplevet andre steder, især lægger vægt på det exceptionelle i form af den største kunst, de ældste objekter, mindesmærker, ja slotte, borge, kirker og i det hele taget det ekstraordinære og den historie, der handler om samfundets ledende lag, så havde hun i vores hjørne af verden oplevet museer, der fokuserer på helt almindelige menneskers liv og historie – endda helt op til (næsten) i dag. Samtidig havde hun bidt mærke i, at vore museer ofte er mere inviterende og formidlende over for et stort og bredt publikum.

I vores samtale om den historiske baggrund for dette folkelige fokus, kom vi ind på oplysningsfilosofiens ideal om at danne og uddanne befolkningen. Vi talte om nationalromantikken og behovet for at skabe identitet og sammenhængskraft i de opvoksende nationalstater. Og vi talte især om den lange række af folkelige nybrud, der indgår i den komplekse proces, som i årtierne omkring 1900 gjorde danskerne til danskere og som gav den brede befolkning demokratiske rettigheder, ligeværd og selvfølelse som borgere i et samfund, der var på vej til at blive moderne.

Over for Lara Saiz Moya refererede jeg også min walisiske kollega John Williams-Davies, der i en artikel fra 2009 i det britiske tidsskrift Folk Life påpegede, at de skandinaviske folke- og frilandsmuseer var noget helt særligt. For det første lagde disse museer vægt på at belyse almindelige menneskers historie. Det var aldrig set før, understregede han. Og for det andet, så var det museernes ambition også at fortælle historien for almindelige mennesker. Det var ligefrem radikalt.

På John Williams-Davies’ museum St. Fagans i Cardiff i Wales kan publikum se og opleve rækkehuse, hvor der boede minearbejdere fra 1805 til 1980erne. Hvert hus er indrettet, så det viser en bestemt epoke. Minearbejderhusene fra St. Fagans var en af inspirationskilderne, da Den Gamle By besluttede at gå op i tid.

Først på scenen var dobbeltmuseet Nordiska Museet og Skansen, som blev åbnet i Stockholm i henholdsvis 1873 og 1891. Bag initiativet stod læreren Artur Hazelius, som hermed havde skabt både verdens første folkemuseum, Nordiska Museet, og verdens første frilandsmuseum, Skansen. Året efter åbningen af Skansen, altså i 1892, åbnede Georg Karlin sit folke- og frilandsmuseum Kulturen i Lund. Fire år senere, i 1896, åbnede bibliotekaren Hans Aall Norsk Folkemuseum i Oslo, og i 1904 åbnede tandlægen Anders Sandvik Maihaugen i Lillehammer. I Danmark stod Tivolis kunstneriske direktør Bernhard Olsen allerede i 1885 bag åbningen af Dansk Folkemuseum, som i 1901 blev suppleret med Frilandsmuseet i Lyngby nord for København. I 1909 kom så Den Gamle By til som det første frilandsmuseum, der satte fokus på byernes historie.

Skansen i Stockholm er verdens første frilandsmuseum. Skansen har inspireret mange museer rundt om i verden, ligesom Skansen har hentet inspiration hos andre. Stadskvarteret, som ses her, er således inspireret af Den Gamle By.

Mange nye museer var både folke- og frilandsmuseer. I modsætning til den ældre generation af museer fokuserede de på helt almindelige mennesker og deres liv og dagligdag. Og modsat de ældre museer interesserede de nye folke- og frilandsmuseer sig især for de senere århundreders historie. Folkemuseerne rummede almindelige hverdagsting, som blev udstillet i interiører. Frilandsmuseerne tog skridtet videre og genskabte interiører i historiske huse og etablerede miljøer som dem, husene oprindelig havde hørt hjemme i. Mange frilandsmuseer havde personale i egnsdragter og demonstrationer af håndværk, hvilket efter midten af 1900-tallet udviklede sig til ”living history”, hvor museernes besøgende kan gå i dialog med datidens mennesker, der bærer kopier af originale dragter. Altså en slags musealt totalteater i tre dimensioner og i størrelsesforholdet 1:1, så publikum nærmest føler sig som ét med historien.

At mange museer på vore breddegrader lægger vægt på menneskene og deres historier og ikke kun på deres ting, på museumsgenstandene, er et særtræk, der ikke er mere end godt 100 år gammelt. Og i datidens brydninger mellem på den ene side en elitær og tingsfikseret museumsfilosofi og så frilandsmuseernes ambition om at være til nytte og til glæde for folk i almindelighed på den anden side var det på ingen måde sikkert, at netop dette særtræk skulle vise sig at få så stærkt et gennembrud, at det ligefrem blev noget, udefrakommende ville bide mærke i. At det blev sådan, tror jeg hænger sammen med den særlige danske – og skandinaviske – udvikling, der i øvrigt også har sat sit markante præg på det danske sprog i form af ord som folkestyre, folketing, folkeskole, folkehøjskole, folkebibliotek, folkekirke, folkebevægelse og folkemuseer.

Udviklingen går ofte i bølger, og i løbet af 1900-årene blev frilandsmuseerne i Danmark og resten af Skandinavien mere indadvendte og tilbageskuende. De nød fortsat en vis popularitet, men det var bestemt ikke længere her tingene skete.

Nederlands Openluchtmuseum i Arnhem var et af de museer, der i 1990’erne tog teten. Bl.a. med opdatering af museet til også at vise helheder fra moderne tid. Her et interiør fra museets ungdomsbolig anno 1974. Museet er en af inspirationskilderne bag Den Gamle Bys moderne bykvarter.

Det ændrede sig fra engang i 1990’erne, og inspirationen til den fornyede innovation kom, ja gæt selv, den kom udefra. Tanken om at fortælle historien op til (næsten) nutiden blev hentet fra især museer i Norge og Holland. Det samme var tilfældet for det fokus på den etniske diversitet, som de senere år også har vundet indpas i Danmark, og som i mit eget museum, Den Gamle By, bl.a. har ført til udstilling af boliger for en grønlandsk studerende, en gruppe tyrkiske fremmedarbejdere og – i en periode – en dansk/somalisk lejlighed.

Jeg ved naturligvis godt, at ordet frilandsmuseum ofte bruges som synonym for noget der er tilbagestående og ikke længere relevant. Men ser man fordomsfrit på det, er frilandsmuseerne nok den mest demokratiske museumstype, der overhovedet findes. Og den er opstået i Skandinavien. Det er da ikke så ringe!

Dette indlæg er en udvidet udgave af en kronik, jeg publicerede i Kristeligt Dagblad 10. marts 2020.

 

Godt nytår 2020

Den af

Mandag 6. januar 2020 holdt Den Gamle By nytårskur for hele personalet. Her fortalte jeg om året, der er gået, og om hvad der er på vej i 2020. Arrangementet foregik i Helsingør Theater i Den Gamle By.  Efter talen var der bobler og kransekage i Hobrohuset, som ligger lige ved siden af teatret. Dette er en lettere forkortet udgave af  min tale til de ca 220 medarbejdere, der deltog i arrangementet. 

Sådan ser Den Gamle Bys medarbejdere ud fra scenen i Helsingør Theater.

Da vi alle medarbejdere i  Den Gamle By for et år siden var samlet for at ønske hinanden godt nytår, havde i hvert fald jeg en forventning om, at den fremgang, vi havde vænnet os til, ville fortsætte. Som vi alle sammen ved, så gik det ikke helt sådan. Besøgstallet blev ikke det forventede, indtægterne endnu mindre, og selvom regnskabet endnu ikke er gjort op, er der ingen tvivl om, at vi kommer ud med et underskud, der gør ondt.

Af årsager til nedgangen i besøgstal og indtjening kan nævnes: Regn og møgvejr, færre krydstogtsturister og en større procentdel børn og unge. Det er naturligvis positivt med flere børn og unge, og vi kan være stolte af at være det museum i Danmark med flest besøgende fra aldersgruppen under 18 år. Det er uden tvivl også noget, vi vil få ros for fra diverse offentlige myndigheder. Problemet er bare, at det er en decideret dårlig forretning, fordi de ikke betaler entré.

Den anden side af sagen er, at vi har brugt flere penge, end vi har tjent. Det er over 20 år siden, Den Gamle By sidst har haft et rigtig alvorligt underskud. I mange år har vi været vant til, at det bare er gået op, op, op. Og så har vi ikke været hårde nok til at styre omkostningerne. Det har vi allerede strammet op på, og det skal vi blive endnu bedre til her i 2020.

Alt dette er der blevet orienteret om på de seneste informationsmøder, så det er sådan set ikke noget nyt. Her lige inden jul kom det bare på forsiden af avisen – og så gør det ligesom lidt mere ondt!

Men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget! For de mange rundt omkring, der har troet, at Den Gamle By svømmer i penge er nemlig blevet gjort opmærksom på, at sådan er virkeligheden ikke. Jeg tænker her på folketing, byråd, kulturstyrelse, fonde og de mange, der i forskellige sammenhænge har hørt om, hvor godt det går i Den Gamle By. Det kan meget vel vise sig at blive af betydning, når staten nu skal til at omfordele tilskuddet til museer, og når vi i løbet af 2020 skal presse på for at få det såkaldt midlertidige tilskud gjort permanent eller i det mindste forlænget.

Flere fortæller mig også, at de lidt kedelige bulletiner også har fået nogen til ligesom at blive mere aktive støtter af Den Gamle By. Der snakkes om, at nu skal vi sandelig bakke op om dette helt fantastiske sted. Og så bliver man jo både glad og taknemmelig.

De triste tal må heller ikke overskygge, at der så sandelig også er grund til smil. I alt 523.173 gæster løste billet til Den Gamle By i 2019. Det er det tredjebedste besøgstal for Den Gamle By nogensinde. Det er fjerde år i træk, at vi er over den halve million. Og det er syvende år i træk, at vi enten er over eller lige under de 500.000 gæster.

Der er også grund til at glædes over de resultater, der er nået og ikke mindst alt det, der er på vej. Laugssalen er åbnet, Boutique Elle er åbnet, og gågaden med huse og butikker er godt på vej. Sydhavnen er færdig, og håndværkerne eksperimenterer med fag, der er ved at forsvinde. Plakatmuseet har markeret jubilæer for så forskellige emner som Dannebrog og Murens Fald og fortsætter først i det nye år med 100-året for Genforeningen. Vi er i fuld gang med farvestærke murreklamer i 1927-kvarteret. Besættelsesmuseet er godt i vej, og det samme er Den Gamle Bys nye spisested. Det skrider fremad med den nye hovedindgang, der pt er sat til at åbne til sommeren 2022.

Den vil også give mulighed for at få de store dybe kældre i spil.

Og neden under det hele passes der på det, vi er sat i verden for. Der researches, så det faglige fundament er i orden. Og der fortælle historie, kokkereres, informeres, sælges, vedligeholdes og gøres rent, så vore gæster får en god oplevelse. Et arbejde, der udføres af jer, Den Gamle Bys kompetente stab af medarbejdere – og her tænker jeg både på faste som løse, lønnede som frivillige. Tak til alle for indsatsen i 2019. En særlig tak til de medarbejdere, der under slutspurten mellem jul og nytår gjorde deres til, at publikum fik gode oplevelser.

At gæsterne rent faktisk får en super oplevelse kan man forvisse sig om ved at checke de mange anmeldelser på Google, Facebook og Tripadvisor. Mange ting fremhæves, men typisk nævnes det samlede miljø, 1974-kvarteret og Aarhus Fortæller, men nok så ofte nævnes museets personale og den inviterende facon, der kendetegner Den Gamle By. Står anmeldelserne til troende, og der er ikke grund til at tro andet, så får folk simpelthen en rigtig god oplevelse, når de besøger Den Gamle By. Det er her i øvrigt værd at notere sig, at en del nævner, at Den Gamle By viste sig at være meget mere og meget bedre, end de havde forestillet sig.

Den Gamle By er fortsat i stærk udvikling. Den er attraktivt for det brede publikum. Og museet er efter alle solemærket at dømme fortsat det bedste besøgte kulturhistoriske museum i Danmark.

Men situationen er altså, at et besøgstal på omkring de 500.000 ikke er tilstrækkeligt til at drive Den Gamle By.

Hvad kan vi så gøre ved det?

Ja, vi kan selvfølgelig gå i decideret nedskæringsmode, skære hårdt og spare os ud af problemerne. Men det vil, efter min mening, bare gør ondt værre, idet det vil give færre gæster og indtægter, som så vil føre til yderligere nedskæringer. Og så er vi inde i en ond cirkel.

Som det er sagt før, så skal vi naturligvis stramme os an, fokusere på det vigtigste og i det hele taget blive dygtigere. Vi skal blive bedre til at finde to-kroner i hjørnerne. Og vi skal koncentrere os om det vigtigste og så undlade noget af det, der måske ikke er helt så vigtigt.

Men vi skal for alt i verden undgå den onde cirkel. Og det skal vi gøre ved at være offensive.

Jeg tror, vi er flere, der har konstateret, at det nye, vi har lavet de senere år, måske ikke længere er så nyt, at det stadig skaber opmærksomhed. Vi har også kunnet mærke, at vi ikke i 2019 har haft et særligt publikumstilbud i sommerhalvåret, sådan som vi i 2018 havde med Dronningens Garderobe. Derfor satser vi på at lave både noget om påskens fortællinger og om kaffens historie i Danmark, og vi skal fortsætte med at udvikle Allehelgen. Ikke som særudstillinger, men efter samme devise, som vi laver jul – om end ikke i helt den samme størrelsesorden. Vi lægger, om jeg så må sige, et lag ind over store dele af Den Gamle By, så vi bruger de virkemidler, museet i sig selv rummer.

Jeg er også overbevist om, at det nye spisested vil give os nogle helt nye muligheder, når det åbner først på sommeren. Der er ingen tvivl om, at det vil stille øgede krav til organisationen, for vi skal blive bedre til at sælge det, vi har. Og så giver det anledning til at være mere offensive i forhold til selskaber, møder og konferencer, som vi hidtil har holdt lidt igen med, fordi vi ikke har haft set-up’et hertil.

En anden basisting er Den Gamle Bys nye it-platform, der bliver kørt i gang her i første halvår af 2020. Den vil give os bedre overblik, den vil gøre ting lettere og, nok så vigtigt, så vil den gøre Den Gamle By mere kundevenlig.

Om alt går vel, er der således flere ting, der vil falde på plads her i 2020, så vi kan blive bedre til at sælge Den Gamle By. Ordet sælge skal ikke misforstås, men der ligger det i det, at flere utvivlsomt vil kunne få en fantastisk oplevelse ved et besøg, og at vi skal hjælpe dem hermed. Vi gør allerede meget, men pointen er, at en opprioritering af dette område både vil give ekstra indtægter til Den Gamle By og bedre oplevelser for publikum. For salg og publikumsservice hænger i meget høj grad sammen. At tilbyde publikum noget, de ikke vidste, de kunne få i Den Gamle By.

Alt dette skal vi gøre inden for rammerne af det at være et godt museum. Vel at mærke ikke bare et museum, som museer er flest. For vi skal huske, at Den Gamle By blev skabt i opposition til det, man for 100 år siden opfattede som de ”rigtige museer”. Det vil bl.a. sige Nationalmuseet og det gamle Aarhus Museum. Ud af den idékamp skabte Peter Holm Den Gamle Bys særlige profil som et museum, der sætter den nære historie over den fjerne forhistorie, som sætter fortællingen over den enkelte museumsgenstand, og som sætter det almindelige publikum over den mere indadvendte videnskabelighed.

Den profil skal vi værne om, for den definerer Den Gamle Bys kerneydelse, som er at skabe historiske oplevelser for det brede publikum – i hele miljøer i tre dimensioner og i størrelsesforholdet 1:1.

Den Gamle By skal være noget for nogen. Vi skal gøre noget der er vigtigt. Hvad enten det drejer sig om at være med til at skabe sammenhængskraft i samfundet eller lave særlige tilbud til demente eller kæmpe for, at Aarhus kan bevare sin identitet eller medvirke til at skabe bevidsthed om bæredygtighed. Vi skal give vores besyv med. Og både de mennesker, der besøger museet og dem, der ikke gør, skal meget gerne have en oplevelse af, at Den Gamle By er noget særligt, og at Den Gamle By spiller en rolle på områder, der er vigtige.

Jeg har engang beskrevet mit favoritmuseum på denne måde: Et godt museum handler om ”mig”, og samtidig handler det om noget, der er større end ”mig”. Det har kant, det rummer kundskab, og samtidig er det skønt, morsomt og inspirerende. Og så handler det på en eller anden måde ligeså meget om nutiden og fremtiden som om fortiden.

Men vi skal altid have for øje, at vi først og fremmest skal bruge vores ressourcer på det, der er til glæde og til nytte for det publikum, der betaler deres entré ved kasse 1.

Da jeg sidste år havde holdt min nytårstale, hørte jeg en bemærkning om, at det vist var første gang, jeg ikke nævnte noget om truende skyer i horisonten. Det kan man sige var dårlig timing. Det vil jeg ikke risikere i år.

Her tænker jeg ikke på det forventede underskud på regnskabet. For selvom vi nu får pisken over nakken, er jeg overbevist om, at vi nok skal få driftsøkonomien på plads. Nej, jeg tænker på de truende reduktioner i statens tilskud.

Den første trussel handler om, at statens tilskud til museerne er sat i spil. Det har nu i snart tre år skabt stor usikkerhed, især fordi vi på vandrørene har lyttet os til, at navnlig store, populære museer, som fx Den Gamle By, kan komme til at stå for skud.

Vi håber på en snarlig afklaring og på, at resultatet ikke må blive, at staten tager fra de museer, der har mange gæster og betydelige entreindtægter, for at museer, som kun få besøger, kan få ekstra midler.

Den anden trussel handler om de 3 mio kr, som fra 2021 er i spil for Den Gamle By. Beløbet blev oprindelig bevilget ved finanslovsforhandlingerne i 2008. De folketingspolitikere, der stod bag, tilkendegav dengang, at tilskuddet skulle være permanent, men af uransagelige årsager blev det gjort tidsbegrænset. I 2012 lykkedes det at få bevillingen forlænget og igen i 2016. I 2020 skal slaget således atter slås for en forlængelse af tilskuddet, som vi så håber må blive gjort permanent, sådan som det var ønsket hos de politikere, der stod bag.

Det er vigtigt, at vi gør opmærksom på disse to trusler. Men endnu vigtigere er det, at vi laver et godt museum, som er relevant for mange mennesker. For det er sværere for staten at skære på et museum, som har stor folkelig opbakning og gør en indsats, som de fleste finder vigtig.

Dagen er tiltaget med 15 minutter. Det går mod lysere tider. Lad os sammen lægge os i selen for, at også Den Gamle By går mod lysere tider.

Godt nytår.

 

 

Svømmer Den Gamle By i penge?

Den af

Svaret på dette spørgsmål er utvetydigt et nej! Og det er vigtigt at gøre klart, idet jeg ofte har hørt bekendte og kolleger give udtryk for, at Den Gamle By da vist har masser af midler. Misforståelsen skyldes nok, at museet har modtaget store donationer til fornyelse. Men det er bestemt ikke det samme som, at vi svømmer i penge.

At det forholder sig sådan illustreres klart i flere aktuelle overskrifter og presseomtaler: ”Millionunderskud rammer hårdt i Den Gamle By”, skrev Aarhus Stiftstidende således – og aviser, radio og tv over hele landet har fulgt trop.

Historien stammer fra den årsberetning, som er publiceret i Den Gamle Bys nys udkomne årbog. Og det er helt korrekt, at Den Gamle By forventer et underskud på i omegnen af 3 mio kr for 2019, og at det kommer oven i et underskud på 0,9 mio kr i 2018.

Årsagerne til underskuddet er mange: Rekord meget regnvejr, færre krydstogtsturister, nødvendige investeringer i forbindelse med Den Gamle Bys store udviklingsprojekter og måske også, at de senere års store trækplastre ikke længere er helt så nye, som de var for et par år siden.

Siden august i år har vi været opmærksomme på situationen. Personale og bestyrelse er blevet orienteret, og vi har spændt livremmen ind, hvor det kunne lade sig gøre.

Der er grund til at understrege, at Den Gamle By ikke går rabundus på grund af det forventede underskud. Men det er selvfølgelig en alvorlig sag, der gør at vi skal fokusere yderligere på gæsterne, vi skal blive bedre til at ”sælge” museet, og vi skal blive skarpere til holde hus med ressourcerne og spare, hvor vi kan.

Den Gamle By er ikke så meget et museum om noget, men mest af alt et museum for nogen. Og disse nogen omfatter stort set alle danskere – også dem, der normalt synes, at museer er kedelige.

Det koster penge at drive et museum, der er attraktivt og når bredt ud, og det koster også at tage socialt ansvar overfor sårbare grupper som demente, børn med særlige behov og mennesker, der ikke er plads til på det almindelige arbejdsmarked.

Sådan har vi arbejdet i flere år, det sætter vi en ære i, og det vil vi gøre alt for at kunne fortsætte med. Men det kræver naturligvis, at Den Gamle Bys økonomi hænger fornuftigt sammen. Det har den gjort i godt 20 år – med lidt op og ned, men ingen alvorlige underskud siden 1997. Sådan skal det nok blive igen, for selvfølgelig får vi rettet op på økonomien.

Det er os, der i øjeblikket har ansvaret for Den Gamle By, der skal sikre, at museet er gearet til fremtiden. Og selvom vi nu får pisken over nakken, skal vi nok få driftsøkonomien på plads. Men det forudsætter, at der ikke sker reduktioner i tilskuddene fra stat og kommune. For selvom Den Gamle By selv skaffer fire ud af hver fem kroner, som museet bruger, er det umuligt at holde et acceptabelt niveau uden substantielt tilskud fra det offentlige.

Der er nu gået mere end to år siden, kulturministeren satte statens tilskud til museerne i spil. Det har skabt stor usikkerhed, især fordi vi på vandrørene har lyttet os til, at navnlig store, populære museer, som fx Den Gamle By, vil stå for skud. Vi håber på en snarlig afklaring og på, at resultatet ikke må blive, at staten tager fra de museer, der har mange gæster og betydelige entreindtægter, for at museer, som kun få besøger, kan få ekstra midler.

Der ud over er yderligere 3 mio kr i spil for Den Gamle By. Beløbet blev oprindelig bevilget ved finanslovsforhandlingerne i 2008. De folketingspolitikere, der stod bag, tilkendegav dengang, at tilskuddet skulle være permanent, men af uransagelige årsager blev det gjort tidsbegrænset. I 2012 lykkedes det at få bevillingen forlænget og igen i 2016. I 2020 skal slaget således atter slås for en forlængelse af tilskuddet, som vi så håber må blive gjort permanent, sådan som det var ønsket hos de politikere, der stod bag.

Til Håndværksdage i Den Gamle By kan gæsterne møde og diskutere med Den Gamle Bys håndværkere, der øser velvilligt af tips og gode råd.

I de kommende år vil Den Gamle By byde på en række temaer og aktiviteter, der vil gøre det ekstra attraktivt at besøge museet. I 2020 er de vigtigste Fokus på Genforeningen 1920, Fortællingen om Påsken, Håndværks- og havedage, 70’er-festival samt et særligt tema, hvor publikum i sommerhalvåret både vil kunne se, smage og prøve – og ikke mindst blive klogere på noget, de garanteret interesserer sig for.

Og så ser vi frem til, at vi i 2020 kan åbne et helt nyt spisested med masser af plads til museets mange gæster. Vi ser også frem til i 2021 at åbne ”Gågaden 1974”. Og vi ser frem til i 2022 at åbne 2014-gaden, der for alvor vil sætte 2010’erne på museum. Samme år åbner Den Gamle By en helt ny hovedindgang, der ligger sådan, at de dårligt gående gæster kan springe brostenene over, ligesom det bliver let at finde parkeringsplads i de nærtliggende store parkeringskældre.

Nu på søndag den 22. december – eller måske dagen efter – vil Den Gamle By efter al sandsynlighed byde velkommen til gæst nummer en halv million, hvilket utvivlsomt atter vil placere Den Gamle Bys som det bedst besøgte kulturmuseum i Danmark.

Selvfølgelig var det ikke rart at få blæst et stort underskud op på forsiden! Men det ændrer ikke ved, at vi tror på en lys fremtid for Den Gamle By.

Modeopvisning i Den Gamle By med tøj fra 70’erne.

Den Gamle By giver julen dybde og dimension

Den af

I Den Gamle By sætter vi i julen alle sejl til for at fortælle om de traditioner og mange historiske lag, som gør julen til noget helt særligt. Juli Den Gamle By åbner fredag 22. november og kan opleves frem til Helligtrekongersaften 5. januar 2020. Den Gamle By har åben alle årets 365 dage.

Meget mere end et julemarked

Julemarked er der en del, der kalder alt det, vi i Den Gamle By sætter i værk her op til jul. Og selvfølgelig er der boder, hvor man kan købe juleknas og juleglögg, juleøl og julesnaps, julekager og julepynt – og gaver og andet godt.

Men Jul i Den Gamle By er også så uendelig meget mere. Snesevis af udstillinger, historier om lys og mørke, mødet med mennesker fra andre tider, deres tro og overtro, julens særlige sange og ikke mindst smagsoplevelser, der er gået i glemmebogen alle andre steder end i Den Gamle By. Det er ambitionen at give museets gæster en fornemmelse for de historier og traditioner, der ligger bag alle de mærkelige ting, vi gør i julen.

Først når det er rigtigt mørkt forstår man lysets betydning. Som fx pigerne, der laver mad i køkkenet fra 1864.

Julen er mærkelig

For julen er en mærkelig tid, som kan være svær af forstå. For os selv og for andre. Her tænker jeg på det store forbrugsræs med gaver, øl og mad i metervis. Jeg tænker også på de store julefrokoster. Og jeg tænker på det forhold, at de fleste danskere tager et træ ind i stuen og pynter det med alskens flitterstads – selvom det for udefra kommende må tage sig ud som det rene hokus-pokus.

Og så tænker jeg på det mærkværdige forhold, at vi – eller i hvert fald mange af os – lige pludselig og meget radikalt skifter spise- og drikkevaner. For selvom man måske mest er til middelhavsmad og rødvin, så finder man i julen pludselig sig selv i færd med at spise kager med kardemomme, risengrød med kanelsukker, hamburgerryg med grønlangkål, and med svesker, æbler og sukkerbrunede kartofler, svinesylte med sennep og rødbeder – og dertil drikke snaps og øl med en helt anden sødme, end vi er vant til.

Mærkeligt og anderledes! Ja nok. Men på den anden side er juletraditionernes styrke og historiske dybde med til at give os en følelse af at høre til og være en del af noget, der er større end os selv. Uden egentlig at tænke særligt over det, kommer man i kontakt med nogle meget dybe rødder, som man ikke er opmærksom på, når dagligdagens karrusel kører for fuld fart. Det er de rødder, vi i Den Gamle By ønsker at tydeliggøre for de mange gæster, der besøger museet i tiden op til jul.

Den Gamle By importerer glaspynt fra de gamle familieværksteder i Thüringen. Den historiske julepynt sælges i museets særlige julebutik.

Glemte fortællinger

Det er derfor vi har en særlig bod med rigtige æbleskiver. Altså skiver af æble, der dyppes i dej og koges i svinefedt.

Det er også derfor Den Gamle Bys julebutik har importeret mængder af den særlige glaspynt til juletræet fra de små værksteder i Lauscha i Thüringen. Pynten fremstilles fortsat efter forskrifterne fra slutningen af 1800-tallet og med den samme teknik.

Det er derfor Den Gamle By har fremstillet en særlig hybenkradser. Altså en krydret vin med helbredende egenskaber. Drikken er opkaldt efter grækeren Hippokrates (4. årh fvt), der er kendt som lægekunstens fader, og hvis navn senere blev forvansket til hybenkradser.

Det er derfor, man i Den Gamle By kan opleve det sparsomme lys og hvor vigtigt det var i den mørke juletid. Spillet mellem lys og mørke er jo et helt grundlæggende element i både den hedenske fejring af solhvervet og den moderne jul, selvom det i dag kan være næsten umuligt at forstå i nutidens kamp om at bruge så mange watt som overhovedet muligt.

Del af noget større

Jeg tror, de fleste af os oplever, at der er nogle særlige tidspunkter og situationer, hvor man kommer dybere ned i sine følelser og sin oplevelse af verden. Det være sig i forbindelse med livets store overgange – fødsel, bryllup og død. Men det gælder også ved årets store overgange, og her spiller julen en helt særlig rolle. I sådanne sammenhænge bliver småskærmydsler og daglige gøremål mere ligegyldige, og man får den der forunderlige fornemmelse af at være en del af noget gammelt og kraftfuldt. Det er en helt speciel følelse, og jeg tror, det er det, der gør, at så mange har et særligt forhold til julen i Den Gamle By.

Rigtige æbleskiver består af en skive æble, der dyppes i dej og steges i svinefedt. Og de smager himmelsk.

Den franske historiker Phillipe Ariés har engang udtrykt det på den måde, at det er historiens –  og museernes – opgave at afhøvle nutiden, så den bliver gennemsigtig. Med Den Gamle Bys vifte af oplevelser prøver vi at give museets gæster hygge og samvær på en måde, så de samtidig også oplever, at de får noget med hjem. En ny tanke, en forundring eller måske en viden, som man ikke havde før. Vi ønsker at give julen dybde og dimension.

 

 

 

 

Nutiden er kommet på museum

Den af

”Nu” er som bekendt et uendeligt kort øjeblik, et midlertidigt stoppested, på vejen mellem fortid og fremtid. Det er historien, der binder det sammen. Og som bekendt sluttede historien ikke for 50 eller 100 år siden. Den fortsætter, og vi er selv en del af den. At vi i Den Gamle By nu kan illustrere dette i så stor stil, i tre dimensioner og i størrelsesforholdet 1:1, ville aldrig være sket, hvis ikke der i Danmark var fonde med midler, vilje og mod til at bakke op.

I går for nøjagtig fem år siden, den 24. september 2014, underskrev formanden for A.P. Møller Fonden Ane M.M. Uggla et bevillingsbrev til Den Gamle By på i alt 135 mio kr. Dermed havde A.P. Møller Fonden i alt bevilget næsten 300 mio kr til det store projekt, som nu er blevet til en helt ny Den Gamle By, hvor publikum kan opleve historien og sig selv på nye måder.

1070’er festival i Den Gamle By.

Hverdag i Velfærdsdanmark kalder vi den nye bydel, der med afsæt i året 1974 fortæller historien om velfærd, hverdag og ungdomsoprør i især 1960’erne og 1970’erne. Der er vores egen tid på museum, det er herfra vores verden går. Det samlede 1974-projekt, som indtil nu er realiseret rummer ni boliger, syv butikker, fire firmaer, to baggårde, to baggårdsværksteder og tre baggårdslokummer. I alt 32.000 genstande. Heraf 56 ølkasser, ni arkitektlamper, 36 teaktræsmøbler, seks ryatæpper, 11 numre af Ugens Rapport, fire vinballoner samt en Velo, en Puch Maxi og en Kreidler Florett – og meget, meget mere. I alt mere end 30 menneskers personlige historier, som tilsammen tegner et billede af livet i Danmark i en tid, som mange fortsat har et forhold til. Og helt i pagt med frilandsmuseernes ”founding fathers”, får gæsterne lov at kommehelet ind i stuer, værelser, køkkener og toiletter. Enkelte steder må man sætte sig i stolene, kigge i skufferne og åbne skabene, og i hjemmet, hvor der skal forestille at bo en fraskilt kvinde med sin teenagersøn, kan man sætte sig i sofaen og følge TV-avisens sammendrag af finalen i Fodbold-VM 7. juli 1974, hvor Tyskland vandt 2-1 over Holland.

Ideen til projektet opstod tilbage i 2002, da vi erkendte, at selv de nyeste dele af Den Gamle By viste en tid, som ingen nulevende mennesker længere havde noget forhold til. Det syntes vi var et problem, og vi erindrede os, at museets stifter Peter Holm i sin tid med velberådet hu havde ført sit museum op til ”vore forældres og bedsteforældres tid”. I Norge og Holland havde vi set, hvordan et par af Den Gamle Bys søstermuseer var begyndt åbne bygninger og interiører fra en tid, der ligger tæt ved vores egen. Ikke i stor stil, men med enorm succes!

Vi besluttede, at Den Gamle By ikke længere alene skulle være et billede på en førindustriel købstad. Den skulle være en danmarkshistorisk tidsrejse. Fra den gamle købstad, via de moderne tider i 1920’erne, og helt op til en tid, de fleste danskere i dag kan huske. Vi landede på året 1974 som afsæt for en genskabelse af Danmark i 1960’erne og 70’erne. Senere kom det med, at vi skulle føre Den Gamle By helt op til 2014, og så slutte det hele af med en ny – og hårdt tiltrængt – hovedindgang, der ville åbne Den Gamle By ind mod Aarhus’ midtby.

Indrømmet! Det var et vildt projekt, men vi havde alligevel ikke regnet med, at den statslige Kulturarvsstyrelse vendte tommelfingeren nedad. Vi syntes selv, vi havde et genialt projekt og var ved at revne af stolthed, da vi orienterede herom. Og så fik vi – næsten som et forsinket ekko fra den museumskonservatisme, Den Gamle By mødte i sin helt tidlige historie –  et klart nej. Det er forkert at flytte bygninger, og det er ikke Den Gamle Bys opgave at opbygge samlinger fra det 20. århundrede, lød dommen.

Som i andre spørgsmål, hvor jeg var usikker, tog jeg på besøg hos Den Gamle Bys ældste medarbejder, dr.phil. Erna Lorenzen, som blev ansat i Den Gamle By i 1935 og havde arbejdet tæt sammen med stifteren Peter Holm og kendte hans tanker og synspunkter. Jeg forelagde mine planer, og så var det ligesom Erna talte lidt med sig selv. I virkeligheden talte hun nok med Peter Holm. Det endte med, at både Peter og Erna bakkede op bag projektet, og så var der ikke længere nogen tvivl. Vi gør det, sgu!

Da så A.P. Møller Fonden støttede projektet med først en bevilling, og så én mere, faldt skeptikerne fra. Også den statslige styrelse, som i starten var imod. Udenlandske kolleger var begejstrede. Foregangsmanden over dem alle, norske Olav Aaraas, skrev til mig: ”Jeg er målløs! Dette er jo aldeles utrolig! Med dette kan dere bli det fremste friluftsmuseet i Europa på samtidsdokumentasjon, og det er noe det danske folk vil takke dere for. Jeg er imponert over at A.P. Møller Fonden ennå en gang graver dypt i sin pengebinge for et stort kulturløft”.

Det er ikke historien om de tre store K’er: krige, konger og København. Nej, vi lægger der vægt på hverdagen, på de ufortalte historier og de glemte steder. Almindelige menneskers historie er som oftest både rigere og mere rørende end de store, nationale historier. Vi fortæller historier, som den almindelige dansker kan spejle sig i, og vi oplever, at publikum kommer til at huske ting, de havde glemt, at de genoplever stumper af deres egen erindring, og at de hygger sig og er sammen om at opleve eller genopleve historien. Vi lærte i den forbindelse, at museum ikke kun er noget, der laves af museumsfolk. Det er i mindst lige så høj grad det, der foregår inde i gæsternes hoveder.

Og besøgstallet boomer! Fra i gennemsnit 320.000 i årene omkring årtusindskiftet til årligt over 500.000 siden 2015. Kulturstyrelsen har undersøgt museernes publikum, og resultaterne viser, at Den Gamle Bys besøgsprofil i dag er tæt på at afspejle den danske befolknings sammensætning.

Igennem sin mere end 100-årige historie, er Den Gamle By vokset ved knopskydning. Ét hus her, og ét dér, så midler til anlæg af en vej, så en baggård og så noget inde i husene. Rengøringsrum, personaletoiletter, kontorer, værksteder, frokoststuer måtte så komme, når det kom. Anderledes med dette projekt, hvor den enorme bevilling har gjort en samlet planlægning mulig, så såvel de primære udstillinger og publikumsfaciliteter som birum, personalefaciliteter og også den infrastruktur, der ligger under og over jorden, har kunnet planlægges og etableres i en samlet, rationel proces. Akkurat som det er normalt ved moderne byggerier. Det har bare aldrig været Den Gamle Bys vilkår.

Nu nærmer det store projekt sig de afsluttende etaper. Bygningerne til 2014-gaden er på vej, og CUBO-arkitekter, som vandt konkurrencen om Den Gamle Bys nye hovedindgang, arbejder på højtryk på det projekt, der snart vil binde museet sammen med det moderne Aarhus.

Når projektet er afsluttet og snoren er klippet, vil Den Gamle Bys gæster løse billet i en indbydende, lys foyer, hvorfra der vil være et kig til den cirkulære pavillon fra Landsudstillingen i Aarhus 1909, der er den eneste tilbageværende bygning fra den begivenhed, der gav startskuddet til det, der skulle blive til Den Gamle By. Fra hovedindgangen vil de træde ud i 2014-gaden og derfra gå på tidsrejse tilbage i historien. Til 1974-kvarteret, der med dette år som udgangspunkt fortæller om livet i 1960’erne og 70’erne. Til det moderne, industrille Danmark, der var på vej i 1920’erne, og helt tilbage til den førindustrielle tid, som de fleste vil opleve som så fremmedartet, at de måske – og forhåbentlig – vil komme til at se deres egen tid i nyt lys.

 

Teksten er i dag 24. september publiceret i en forkortet udgave som kronik i Avisen Danmark.

 

 

Møntmestergården. Et pragtfuldt hus og en fantastisk historie

Den af

Ved denne tid er det 10 år siden, at Møntmestergården åbnede i Den Gamle By. Tirsdag 16. juni klippede Den Gamle Bys protektor Hendes Majestæt Dronningen snoren, og siden har dette fantastiske hus været en af Den Gamle Bys helt store seværdigheder. I den anledning fortælles her træk af Møntmestergårdens historie – fra Borgergade i Nykøbenhavn til Torvet i Den Gamle By.

Møntmestergårdens fine fugleloftssal. Trods alle odds lykkedes det i perioden 1997-2009 for Den Gamle By at genskabe den prægtige Møntmestergård fra den tidlige enevældes København. Det gav grobund for en tiltrængt optimisme og tro på fremtiden.

Et prægtigt hus fra den tidlige enevælde

Mellem Store Kongensgade og Kongens Have i København lå der indtil 1940erne et enestående bykvarter fra den tidlige enevældes tid. Nykøbenhavn kaldtes det, hvilket for en senere tid kan virke paradoksalt, fordi kvarteret efter de frygtelige brande i 1728 og 1795 samt bombardementet i 1807 var den del af København, der rummede byens ældste bebyggelse.

Midt i Nykøbenhavn lå i Borgergade nummer 25 den prægtige Møntmestergård, som var opført i 1683, og som i 1700årene fremstod som en enestående højborgerlig bolig i barok og rokoko.

Sanering og nedtagning

I løbet af 1800årene blev den del af Nykøbenhavn, der også kaldtes Borgergade-Adelgade kvarteret, voldsomt forslummet. Der var derfor ikke den store modstand, da Københavns bystyre i 1940erne ønskede at skabe lys og luft og derfor gennemførte en gennemgribende sanering af kvarteret.

Heldigvis blev en række af kvarterets huse og gårde opmålt og undersøgt af Københavns Bymuseum, Nationalmuseet og Kunstakademiets Arkitektskole.

Det skete også med Borgergade 25, idet den daværende leder af Københavns Bymuseum, Christian Axel Jensen, der var bindingsværkseksperten over alle, i 1944 fik Københavns Kommune til at bevilge de nødvendige midler, så Møntmestergården kunne blive opmålt, undersøgt, nummereret og nedtaget.

Selve dokumentationen og nedtagelsen blev udført af arkitekt Hans Henrik Engqvist, som stod i spidsen for et hold arkitektstuderende fra Kunstakademiets Arkitektskole.

Fra Den Gamle By i København til Den Gamle By i Århus

Hans Henrik Engqvist havde på det tidspunkt i tre år fungeret som arkitekt for Den Gamle By, og Christian Axel Jensen havde i årtier været ven og faglig støtte for Den Gamle Bys stifter Peter Holm i arbejdet med opbygningen af det århusianske købstadmuseum.

Sandsynligvis var det Christian Axel Jensen, der stod bag planerne om at nedtage en række af de væsentligste huse i saneringskvarteret for at genrejse dem som en slags københavnsk pendant til Den Gamle By i Aarhus. Planerne kom imidlertid ikke videre end til Møntmestergården, som i begyndelsen af 1944 blev nedtaget og opmagasineret, mens man ventede på økonomi og vilje til at gennemføre den ambitiøse plan.

Planerne for en københavnsk Den Gamle By blev aldrig gennemført, men helt op i 1950erne var der tale om forskellige placeringer af Møntmestergården rundt omkring i København.

Huset blev gemt i et skur på Vestre Kirkegård i København. Og glemt blev det også, indtil Danmarks Købstadmuseum i Aarhus omkring 1990 blev gjort opmærksom på sagen.

Siden gik der næsten 20 år, og Den Gamle By brugte 60 mio kr på genrejsning, redekorering og møblering af Møntmestergården.

Umuligt projekt?

I dag, hvor Møntmestergården knejser så flot på Den Gamle Bys torv, er det svært at forestille sig, at det kunne være gået anderledes. Men rent faktisk var det lige før, at projekt Møntmestergården aldrig var blevet til noget – i Den Gamle By eller andetsteds.

Inden for museums- og arkitektverdenen var genopførelse af nedtagne bygninger ikke længere comme il faut. Og i stat og kommune var der ingen umiddelbar vilje til at investere i projektet.

Ja, helt ind i Den Gamle Bys egen bestyrelse og ledelse kneb det med opbakningen. Så hvis ikke enkelte ildsjæle blandt bestyrelsens medlemmer havde lagt sig i selen for at realisere projektet, var det aldrig blevet til noget.

Fundamentet skabt

Forkæmper nummer ét var Peter Jensen, som ud over at være mangeårigt medlem af Den Gamle Bys bestyrelse også var administrerende direktør og medlem af bestyrelsen for CAC Fonden, som i 1995 donerede de afgørende første 10 mio kr. Peter Jensen blev effektivt støttet af daværende rigsantikvar Olaf Olsen og daværende formand for LO-Aarhus Torben Brandi Nielsen, som begge havde sæde i museets bestyrelse på det tidspunkt.

Året efter lykkedes det at få Aarhus Amt med daværende amtsborgmester Ib Frederiksen i spidsen til at stille 12 mio kr til rådighed i form af et lån. Det førte senere igen til en bevilling fra Aarhus Kommune på fem mio kr, siden otte mio kr fra Kulturministeriet og tre mio fra Velux Fonden.

Hermed var fundamentet skabt. Huset kunne nu opføres og lukkes på tag og fag, hvorved det ville være sikret for eftertiden.

Afbindingen af bindingsværket blev påbegyndt i 1996, og udgravningen af grunden foregik i vinteren 1997-98.

Yderligere opbakning

Det engang så umulige projekt så nu lidt efter lidt ud til at kunne realiseres. Pressen blev interesseret i projektet, Møntmestergården blev filmet til en føljeton til TV, publikum strømmede til, og til sidst lykkedes det at få den resterende finansiering på plads med støtte fra Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Knud Højgaards Fond og – først og fremmest – Augustinus Fonden, som er projektets største donator.

Her i dag ti år efter åbningen kan der være grund til at gentage takken til de fonde og offentlige myndigheder, der gjorde genopførelsen af Møntmestergården mulig.

Også en tak til tømrerne, murerne, malerne og de andre håndværkere, der lagde deres hjerteblod i arbejdet. Til arkitekter, inspektører, konservatorer, som analyserede, undersøgte og disponerede. Og til hele Den Gamle Bys bagland af personale, der hver på deres felt medvirkede til projektets realisering.

I overensstemmelse med sit ophav

Den bygning, som museumsfolk og arkitekter dokumenterede og nedtog i 1944, var en helt anden bygning end den, der blev opført i 1683. Men den var autentisk i den forstand, at den viste sig i helt enestående grad at være i overensstemmelse med sit eget ophav, idet den rummede værdifulde og informative bygningsarkæologiske lag fra hele bygningens godt 250-årige historie.

Fra 1600årene selve bindingsværkets grundkonstruktion, murværk, spor af skillevægge, dør- og vinduesåbninger samt bemalinger og dekorationer. Fra 1700årene, som var bygningens glansperiode, trappe, trappehus og tilbygninger samt vinduer, døre og mange dekorationer i barok og rokoko. Fra 1800årene og frem til nedtagningen i 1944 mange nye skillevægge fra indretningen af butikker og lejligheder samt døre, vinduer og dekorationer.

Kronen på værket

2009 var året, hvor Møntmestergården står færdig, men det var også 100året for Den Gamle Bys oprettelse.

Og akkurat som museets stifter, Peter Holm, dengang var ved at revne af stolthed over at kunne åbne Borgmestergården, var vi for ti år siden overmåde stolte over at kunne åbne Møntmestergården.

Dermed mente vi nemlig, at vi kunne sætte kronen på det værk, skabelsen af Den Gamle By, som Peter Holm så visionært påbegyndte i 1909.

Tirsdag 16. juni forestod Hendes Majestæt Dronningen den officielle åbning af Møntmestergården. Dronningen havde i årene forinden være en hyppig gæst og en god diskussionspartner, når talen drejede sig om detaljer fra 1700-årene.

Møntmestergården gav Den Gamle By optimismen tilbage

Møntmestergården er et pragtfuldt hus. Voluminøst, anderledes og betagende. Smukt, vil nogen utvivlsomt synes, og i hvert fald fyldt med mangeartede historier, som det har været fantastisk for Den Gamle By at have været med til at forløse.

Projektet lykkedes – trods alle odds. Og ikke nok med det!

Møntmestergårdens realisering gav Den Gamle By optimismen tilbage i form af en tro på, at store og tilsyneladende umulige projekter kan lade sig gøre.

Der er ingen tvivl om, at den stolthed og optimisme, som arbejdet med Møntmestergården resulterede i, er en væsentlig del af baggrunden for, at Den Gamle By turde tage fat på de store projekter, som indtil nu har resulteret i 1974-kvarteret og Aarhus Fortæller, og som i løbet af få år også vil have udvidet Den Gamle Bys oplevelsespalette med en 2014-gade og en ny hovedindgang.

 

Bedreviden og pædagogiske pegefingre kan nemt spolere en god museumsoplevelse

Den af

Smag, lugt og prøv historien var overskriften, da Den Gamle By for 20 år siden bevidst begyndte at bruge sanser, følelser og mødet med rigtige mennesker i museets formidling af historien. Tivolisering var der nogen, der kaldte det. Men ret beset gentænkte vi blot traditionen fra dengang Den Gamle By blev grundlagt i 1914 som et nyt og originalt skud på den store stamme af frilandsmuseer, der da brød frem i Skandinavien.

Det var museer, der skabte markant fornyelse. De satte fokus på almindelige menneskers historie. Det var aldrig set før. Dernæst målrettede de deres historiefortælling mod almindelige mennesker. Det var ligefrem radikalt.

At nå bredt ud, også gerne til de mennesker, der normalt betragter museer som elitære og kedelige, blev allerede dengang en ledestjerne for Den Gamle By, og det er fortsat styrende for den måde, vi formidler historien på.

For mennesker – i nutid og fremtid

I Den Gamle By siger vi, at museet ikke er til for tingenes skyld eller for fortidens! Tingene er som bekendt døde, og fortiden er forbi. Nej, museet er til for menneskene i nutid og i fremtid. Og nok består Den Gamle By af næsten 100 historiske huse, og museet rummer 100.000-vis af museumsgenstande. Men det er menneskene og det levede liv, der er i fokus.

Det er menneskene og det levede liv, der er i fokus – også i arbejdet med skolebørn.

Mødet med mennesker

Derfor kan museets gæster gå i dialog med historiske aktører, der agerer som i en anden tid. Man møder dem på gaden, i stuer og i køkkener, hvor gæsterne endda kan være heldige at smage søbekålen, der simrer på komfuret.

Hos isenkræmmeren kan man købe alt fra blåsøm til Madam Blå, og i Schous Sæbehus kan gæsterne mindes lugten af deres bedstemor, når ekspedienten skruer låget af og beder dem holde næsen over den engang så kendte Eau de Cologne ”4711”.

Museer er også lugtesans. Duften af den Eau de Cologne,d er bærer navnet 4711, får mange til at tænke på deres mor eller mormor.

Rundt omkring kan gæsterne møde museumsværter, der fx forklarer om livet i 1700-tallets Møntmestergård. Og i mange hjem kan man på skærme se de mennesker, der engang boede der, fortælle om deres liv og hverdag.

Fællesoplevelser og engagement

Vi er ikke bange for at bruge skærme, animationer og IT i det hele taget. Men det må aldrig blive et mål i formidlingen og tages kun i brug, når analoge metoder ikke slår til. Når vi bruger IT, skal det altid være i en form, man kan være sammen om, og aldrig noget, der individualiserer, eller som man ligeså godt kan lave hjemme ved sin egen computer.

Vi lægger også vægt på det engagerende. At man kan prøve kræfter med den lille trækfærge. At man i telefoncentralen anno 1927 kan ringe i telefoner, der har ledning. Eller at man kan prøve at skrive på maskine og forundres over, at den printer med det samme.

At ringe fra en drejeskivetelefon anno 1974 kræver en motorik, som kun de færrest børn og unge i dag besidder. Men sjovt er det.

Variation er vigtig

Vi ved, at mange gæster bliver trætte, når der bliver for meget af det samme. Derfor kan man fx først besøge bindingsværksbyen med billedskærer og købmandsgård, så automobilforhandleren 1927, så den moderne 70’er-gågade med Brodeributik og Pouls Radio, så elevatoren ned i den interaktive udstilling Aarhus Fortæller, så et kig i Smykkeskrinets hellige haller og til sidst Plakatmuseets vidunderlige lyse katedral.

Sommetider provokerer vi

Sommetider overrasker vi, og provokerer. Som når lærlingen får en på kassen af mester. Når den historiske boghandler sælger Lille Sorte Sambo. Når der er pornoblade i Bogcentralen. Når man må ryge i Jazzbar Bent J. Eller når man møder en hjemløs, der i en periode bor i en baggård.

Museum er også mad og drikke

Mad og drikke er også historiefortælling. Hybenkradser, smørrebrød, stjerneskud, kiksekage, gåsebryst og Aarhus-sæt (Ceres Top og Arnbitter). Det er salg, og det er service, men det er nok så meget historie og oplevelse.

Tarteletter og anden historisk mad er salg, og det er service, men det er nok så meget historie og oplevelse.

Skal ikke virke akademisk

Et museum er dog ikke kun udstillinger og formidling. Det er også et inviterende personale, der sørger for, at alle føler sig velkomne.

Det giver sig selv, at Den Gamle By virker på et videnskabeligt grundlag. Men vi gør alt, hvad vi kan, for at undgå, at museet kommer til at virke akademisk. Ja, vi synes ligefrem, det gerne må være morsomt at gå på museum, og vi tror, at bedreviden og pædagogiske pegefingre nemt kan spolere en god oplevelse.

Underholdning og læring

Den amerikanske kulturanalytiker Colleen Dilenschneider slår på at museer gerne må være underholdende, og hun pointerer, at det modsatte af underholdning ikke er læring, men at noget er kedeligt. Hendes datamateriale viser, at underholdningsværdi er det, der motiverer de besøgende og gør dem tilfredse, men det er læringsperspektivet, der retfærdiggør et besøg.

 

Dette indlæg er også bragt i netmediet Kulturmonitor 19. marts 2019.

I alt hvad vi gør skal vi tænke langsigtet – Godt nytår!

Den af

Nedenstående tekst er uddrag af den tale, jeg i dag holdt for det samlede personale i Helsingør Theater i Den Gamle By.

Godt nytår. Og tak for det gamle.

Jeg tror, der var mange her i Aarhus, der frygtede, at 2018 ville blive til ren nedtur ovenpå al den medvind, der var i det store kulturår 2017.

Hvordan det er gået på andre museer, ved jeg ikke, men 2018 har i hvert fald ikke været nedtur her i Den Gamle By. Det er der grund til at glædes over, og det er noget, som alle i Den Gamle By med god grund kan være stolte over.

546.485 besøgende! Godt nok ca 25.000 under rekordåret 2017, og en smule under budget, men trods alt det næstbedste år nogensinde i Den Gamle Bys historie. Og det oven på en sommer, der både var varm, nærmest uendelig, og som i hvert fald ikke indbød til museumsbesøg. Jeg synes heller ikke, man kan sige, at vejret var med os her i julen, men trods det har 2018 rent besøgsmæssigt været den bedste jul nogensinde med i alt 162.458 gæster.

Et museum skal selvfølgelig måles på, hvor mange, der finder det interessant at komme på besøg. Men et museum skal også måles på den aktivitet og hele det output, som skabes i og omkring museet. Og her kan man næsten blive helt forpustet over at se, hvor meget vi har nået. I den årsberetning, der er trykt i Den Gamle Bys årbog, og i bogens mange artikler, kan man få et indtryk af et – synes jeg – imponerende aktivitetsniveau.

Det vil føre for vidt at gå i detaljer, men lad mig nævne, at 2018 var året, hvor vi for første gang har holdt museet åbent i alle dagene omkring jul og nytår. Grundfilosofien bag initiativet er, at Den Gamle By er til for museets gæster, og derfor skal vi holde åbent, når der er interesse for det.

Jeg tror, vi er mange, der var spændte på, om det nu også var noget, der var interesse for. Ja, såmænd også, om vi kunne trænge igennem med informationen om, at Den Gamle By havde åbent juleaftensdag, juledag, nytårsaftensdag og nytårsdag.

Der er vist ingen tvivl om, at vi lykkedes med at informere ganske godt om initiativet. Jeg synes også, at publikums respons var god. 977 gæster juleaftensdag, 2192 juledag, og så henholdsvis 718 og 420 på de to dage omkring nytår.

Hvad kan det ikke blive til i løbet af nogle år? Det er mit håb og min ambition, at vi kan få skabt nogle særlige traditioner omkring både jul og nytår i Den Gamle By.

Der er også grund til at nævne, at Aarhus i 2018 var Europæisk Frivillighovedstad – og at vi i Den Gamle By selvfølgelig var med. Frivilligåret var en god anledning til at fejre og fokusere på netop denne sag her på museet, hvor vi i dag har 275 frivillige medarbejdere. Som man kan læse i Den Gamle Bys årbog er frivillighed en del af Den Gamle Bys DNA. Ja, endda museets stifter Peter Holm begyndte som frivillig. Også på dette område vedkender vi os arven fra Peter Holm. Og nu som før indgår både frivillige og lønnede medarbejdere i det store team, der gør den bevaring og historiefortælling, som er Den Gamle Bys, til noget særligt.

Men altså 546.485 gæster i 2018. Jeg tror, at årets resultat grundlæggende har at gøre med, at Den Gamle By i sig selv er spændende og attraktiv, og at museet og hele det hold, der står bag, gør det godt i disse år.

Vi havde fået lov til at plukke i Dronningens Garderobe, vi havde interessante udstillinger på Plakatmuseet, og vi havde et fint program hen over året. Men der er for mig ingen tvivl om, at årets gode resultats særligt skyldes at Den Gamle By i sig selv altid er et besøg værd og at museet i årets løb generelt har performet på et højt niveau.

Jeg er glad for, at der nu er faldet nogle ting på plads, som vil få stor betydning for museets fortsatte udvikling de kommende år:

Som en del nok har lagt mærke til, er vi ved at samle en række af Den Gamle Bys praktiske funktioner i de nye bygninger i Sydhavnen, som er en del af Den Gamle Bys store A.P. Møller-finansierede projekt. Husene står der allerede og giver området karakter. Flytningen af tømrerværkstedet er stort set på plads, og snart kommer smedeværkstedet og udstillingsafdelingen. Der er tale om moderne, tidssvarende rammer, som utvivlsomt vil gøre mange ting lettere – både for dem, der skal arbejde her, og for Den Gamle By som organisation.

Flytningen giver plads for, at vi kan udvide museets restaurantkapacitet ved at opføre en ny køkkenfløj og udvide restauranten ind i tømrernes tidligere domæne i Aarhus Mølle og den tilhørende gård. Projektet går i gang nu, og det skal stå færdigt til sommeren 2020. Indtil da klarer vi os med de faciliteter, vi allerede har, suppleret med boder og telte i de primære sæsoner. I samme omgang får vi også kantinefaciliteter, som forhåbentlig vil blive et mødested, hvor museets forskellige afdelinger kan lære hinanden lidt bedre at kende. Det vil utvivlsomt lette arbejdsgangen i Mad & drikke, og det vil give et gevaldigt – og tiltrængt – løft for den service, vi kan tilbyde museets gæster.

Det er værd at bemærke, at vi selv har sparet sammen til udvidelsen af restauranten. Det er sket over en længere årrække. Dels i form af overskud, som vi har henlagt til særlige investeringer, dels – og især – i form af testamentariske gaver, som Den Gamle By har modtaget gennem årene.

En tredje vigtig ting, der er faldet på plads i det forløbne år er Den Gamle Bys kommende hovedindgang. Arkitektkonkurrencen om, hvordan de nye faciliteter skal se ud, er nu afgjort, og jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at også disse nye rammer vil give Den Gamle By et ordentligt løft.

Den vil signalere, at Den Gamle By er andet og mere end den gamle bindingsværksby, som de fleste kender. Den vil give bedre tilgængelighed for folk, der er dårligt gående. Og så ligger den dejligt tæt ved de store parkeringspladser under Ceresbyen og Scandinavian Center.

Også på Den Gamle Bys matrikel i Aarhus centrum har vi kunnet sætte gang i en tiltrængt fornyelse af Besættelsesmuseet, hvor det er ambitionen, at historierne fra de fem forbandede år skal blive ved med at have aktualitet. Der arbejdes på fuld kraft, så det nye Besættelsesmuseum kan åbne til april 2020.

Og så går vi nu i gang med en opgradering af butikken, Skanderborghuset er godt i vej, der er taget fat på de to huse fra Jelling, butikkerne i gågaden tegner sig stadig mere tydligt, og når den nye hovedindgang åbner om få år, så åbner også det tidsafsnit, vi kalder 2014-delen, og som kommer til at ligge i Dronning Margrethes Gade.

Der ud over arbejder vi på at få lavet nogle tiltrængte museumsmagasiner, som både kan lette det daglige arbejde og som samtidig vil betyde en fremtidssikring af bevaringsindsatsen. Det er en kæmpestor investering, som vi på ingen måder selv kan løfte, så vi krydser fingre for, at vi kan få hjælp fra anden side til at realisere projektet.

Med den kommende nye hovedindgang vender vi så at sige Den Gamle By om. Og med hovedindgangen og 2014-gaden er hele Den Gamle Bys matrikel bebygget. Nyudvikling skal herefter ske inden for de eksisterende rammer, og det bliver en særlig opgave at gøre den ældre del ekstra attraktiv, så vore gæster også vil besøge de områder, der hidtil har ligget først for. Jeg skal prøve at forklare det lidt nærmere.

Som det er i dag har vi en hel række enormt attraktive udstillinger og fortællinger i den karré, der i dag især rummer 1974-kvarteret og Aarhus Fortæller. Den del bliver bare endnu stærkere, når det hele er færdigt om få år. Det er jo sådan set vældigt positivt, men det skaber også nogle problemer. Det gør nemlig Den Gamle By sidetung, for det er her de fleste gæster søger hen, og det er her, de bruger længst tid. Vi skal derfor til at sætte fokus på de dele af museet, der ligger længst væk fra den nye hovedindgang, så vi kan få gæsterne til at bevæge sig rundt på hele matriklen. Det er samtidig områder, der – det kan man vist roligt sige – trænger til en kærlig hånd. Men det er ingen tvivl om, at også de ældre dele har potentiale til nye stærke oplevelser for publikum. Lad mig blot nævne Vestergade, Borgmestergården, Gartneriet, Festpladsen og Købmandsgården.

Det arbejde er allerede i gang på det forberedende plan. I efteråret har mange været involveret i arbejdsgrupper, der har tænkt tanker og lagt planer, og vi står her i begyndelsen af 2019 overfor at skulle koordinere alle input til en samlet plan for opgradering af Den (gamle) Gamle By.

I det hele taget står vi, nu som altid, med en stor opgave, der består i at fremtidssikre Den Gamle By. I alt hvad vi gør, skal vi tænke langsigtet.

Vi er godt i vej med at lave de rammer, som museet skal udfolde sig inden for de næste mange år. Men det er ligeså vigtigt, at vi finder en forretningsmodel, der er bæredygtig i den nye virkelighed, der er på vej.

For det første skal vi højne andelen af lokale og regionale gæster. Der bor ca 350.000 indbyggere alene i Aarhus Kommune, og inden for en køreafstand af en time bor der næsten 1 million mennesker. Mange kommer allerede i Den Gamle By, men vores andel af det regionale publikum, og ikke mindst andelen af genbesøg, kan blive meget højere. Det drejer sig både om børnefamilier og familiegrupper, hvor der typisk er flere generationer, og det drejer sig om virksomheder, hvor Den Gamle By utvivlsomt har et helt særligt potentiale blandt praktiske folk inden for håndværk og produktion.

Det andet punkt er at videreudvikle mødet med mennesker. Det personlige møde, eller den personbårne formidling, som vi også kalder det, er i forvejen en af Den Gamle Bys absolutte styrker, og det område skal vi videreudvikle. Der er allerede gang i en udvikling og styrkelse af området, og den proces vil fortsætte i de kommende år.

Det tredje satsningsområde er at Den Gamle By skal have en højere egenindtjening. Vi skal være lykkelige, hvis de offentlige tilskud forbliver på det nuværende niveau. Rent faktisk er der en reel risiko for, at vi bliver beskåret med et ret stort beløb i statstilskud. Derfor skal vi blive bedre til selv at tjene penge. Og så skal vi satse på at få flere indtægtskilder. Jeg er overbevist om, at Den Gamle Bys egenindtjening er af afgørende betydning for en positiv udvikling i de kommende år.

Det fjerde fokuspunkt er, at vi skal styrke Den Gamle Bys arbejdskultur og værdier. Det vil øge både trivsel og kollegialitet. Dertil kommer, at når vi er glade på arbejde, så kan vi også give gæsterne en bedre oplevelse, når de besøger museet. I Aarhus og Østjylland er der et stort og alsidigt tilbud af museer og attraktioner, og der er stor konkurrence. Derfor skal et besøg i Den Gamle By altid være en oplevelse i særklasse. For at vi kan levere dét, skal alle medarbejdere være dygtige og engagerede værter, der yder den bedst tænkelige personlige service – både dem forrest på scenen og dem i kulissen.

Altså fokus på flere lokale gæster og flere genbesøg. Yderligere satsning på det personlige møde med gæsterne. Øge Den Gamle Bys egne indtægter og sikre dem fra flere kilder. Og så styrke trivslen til glæde for såvel personale som for museets gæster.

Disse fire punkter skal vi have for øje i det fortsatte arbejde med det museumskoncept, som Peter Holm udviklede for mere end 100 år siden, og som vi løbende forsøger at nytolke, så det fortsat har aktualitet.

Godt nytår.

 

Også den internationale rejsebog Lonely Planet havde fået øje på Den Gamle By, som prydede forsiden af årets udgave om Denmark.