I alt hvad vi gør skal vi tænke langsigtet – Godt nytår!

Nedenstående tekst er uddrag af den tale, jeg i dag holdt for det samlede personale i Helsingør Theater i Den Gamle By.

Godt nytår. Og tak for det gamle.

Jeg tror, der var mange her i Aarhus, der frygtede, at 2018 ville blive til ren nedtur ovenpå al den medvind, der var i det store kulturår 2017.

Hvordan det er gået på andre museer, ved jeg ikke, men 2018 har i hvert fald ikke været nedtur her i Den Gamle By. Det er der grund til at glædes over, og det er noget, som alle i Den Gamle By med god grund kan være stolte over.

546.485 besøgende! Godt nok ca 25.000 under rekordåret 2017, og en smule under budget, men trods alt det næstbedste år nogensinde i Den Gamle Bys historie. Og det oven på en sommer, der både var varm, nærmest uendelig, og som i hvert fald ikke indbød til museumsbesøg. Jeg synes heller ikke, man kan sige, at vejret var med os her i julen, men trods det har 2018 rent besøgsmæssigt været den bedste jul nogensinde med i alt 162.458 gæster.

Et museum skal selvfølgelig måles på, hvor mange, der finder det interessant at komme på besøg. Men et museum skal også måles på den aktivitet og hele det output, som skabes i og omkring museet. Og her kan man næsten blive helt forpustet over at se, hvor meget vi har nået. I den årsberetning, der er trykt i Den Gamle Bys årbog, og i bogens mange artikler, kan man få et indtryk af et – synes jeg – imponerende aktivitetsniveau.

Det vil føre for vidt at gå i detaljer, men lad mig nævne, at 2018 var året, hvor vi for første gang har holdt museet åbent i alle dagene omkring jul og nytår. Grundfilosofien bag initiativet er, at Den Gamle By er til for museets gæster, og derfor skal vi holde åbent, når der er interesse for det.

Jeg tror, vi er mange, der var spændte på, om det nu også var noget, der var interesse for. Ja, såmænd også, om vi kunne trænge igennem med informationen om, at Den Gamle By havde åbent juleaftensdag, juledag, nytårsaftensdag og nytårsdag.

Der er vist ingen tvivl om, at vi lykkedes med at informere ganske godt om initiativet. Jeg synes også, at publikums respons var god. 977 gæster juleaftensdag, 2192 juledag, og så henholdsvis 718 og 420 på de to dage omkring nytår.

Hvad kan det ikke blive til i løbet af nogle år? Det er mit håb og min ambition, at vi kan få skabt nogle særlige traditioner omkring både jul og nytår i Den Gamle By.

Der er også grund til at nævne, at Aarhus i 2018 var Europæisk Frivillighovedstad – og at vi i Den Gamle By selvfølgelig var med. Frivilligåret var en god anledning til at fejre og fokusere på netop denne sag her på museet, hvor vi i dag har 275 frivillige medarbejdere. Som man kan læse i Den Gamle Bys årbog er frivillighed en del af Den Gamle Bys DNA. Ja, endda museets stifter Peter Holm begyndte som frivillig. Også på dette område vedkender vi os arven fra Peter Holm. Og nu som før indgår både frivillige og lønnede medarbejdere i det store team, der gør den bevaring og historiefortælling, som er Den Gamle Bys, til noget særligt.

Men altså 546.485 gæster i 2018. Jeg tror, at årets resultat grundlæggende har at gøre med, at Den Gamle By i sig selv er spændende og attraktiv, og at museet og hele det hold, der står bag, gør det godt i disse år.

Vi havde fået lov til at plukke i Dronningens Garderobe, vi havde interessante udstillinger på Plakatmuseet, og vi havde et fint program hen over året. Men der er for mig ingen tvivl om, at årets gode resultats særligt skyldes at Den Gamle By i sig selv altid er et besøg værd og at museet i årets løb generelt har performet på et højt niveau.

Jeg er glad for, at der nu er faldet nogle ting på plads, som vil få stor betydning for museets fortsatte udvikling de kommende år:

Som en del nok har lagt mærke til, er vi ved at samle en række af Den Gamle Bys praktiske funktioner i de nye bygninger i Sydhavnen, som er en del af Den Gamle Bys store A.P. Møller-finansierede projekt. Husene står der allerede og giver området karakter. Flytningen af tømrerværkstedet er stort set på plads, og snart kommer smedeværkstedet og udstillingsafdelingen. Der er tale om moderne, tidssvarende rammer, som utvivlsomt vil gøre mange ting lettere – både for dem, der skal arbejde her, og for Den Gamle By som organisation.

Flytningen giver plads for, at vi kan udvide museets restaurantkapacitet ved at opføre en ny køkkenfløj og udvide restauranten ind i tømrernes tidligere domæne i Aarhus Mølle og den tilhørende gård. Projektet går i gang nu, og det skal stå færdigt til sommeren 2020. Indtil da klarer vi os med de faciliteter, vi allerede har, suppleret med boder og telte i de primære sæsoner. I samme omgang får vi også kantinefaciliteter, som forhåbentlig vil blive et mødested, hvor museets forskellige afdelinger kan lære hinanden lidt bedre at kende. Det vil utvivlsomt lette arbejdsgangen i Mad & drikke, og det vil give et gevaldigt – og tiltrængt – løft for den service, vi kan tilbyde museets gæster.

Det er værd at bemærke, at vi selv har sparet sammen til udvidelsen af restauranten. Det er sket over en længere årrække. Dels i form af overskud, som vi har henlagt til særlige investeringer, dels – og især – i form af testamentariske gaver, som Den Gamle By har modtaget gennem årene.

En tredje vigtig ting, der er faldet på plads i det forløbne år er Den Gamle Bys kommende hovedindgang. Arkitektkonkurrencen om, hvordan de nye faciliteter skal se ud, er nu afgjort, og jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at også disse nye rammer vil give Den Gamle By et ordentligt løft.

Den vil signalere, at Den Gamle By er andet og mere end den gamle bindingsværksby, som de fleste kender. Den vil give bedre tilgængelighed for folk, der er dårligt gående. Og så ligger den dejligt tæt ved de store parkeringspladser under Ceresbyen og Scandinavian Center.

Også på Den Gamle Bys matrikel i Aarhus centrum har vi kunnet sætte gang i en tiltrængt fornyelse af Besættelsesmuseet, hvor det er ambitionen, at historierne fra de fem forbandede år skal blive ved med at have aktualitet. Der arbejdes på fuld kraft, så det nye Besættelsesmuseum kan åbne til april 2020.

Og så går vi nu i gang med en opgradering af butikken, Skanderborghuset er godt i vej, der er taget fat på de to huse fra Jelling, butikkerne i gågaden tegner sig stadig mere tydligt, og når den nye hovedindgang åbner om få år, så åbner også det tidsafsnit, vi kalder 2014-delen, og som kommer til at ligge i Dronning Margrethes Gade.

Der ud over arbejder vi på at få lavet nogle tiltrængte museumsmagasiner, som både kan lette det daglige arbejde og som samtidig vil betyde en fremtidssikring af bevaringsindsatsen. Det er en kæmpestor investering, som vi på ingen måder selv kan løfte, så vi krydser fingre for, at vi kan få hjælp fra anden side til at realisere projektet.

Med den kommende nye hovedindgang vender vi så at sige Den Gamle By om. Og med hovedindgangen og 2014-gaden er hele Den Gamle Bys matrikel bebygget. Nyudvikling skal herefter ske inden for de eksisterende rammer, og det bliver en særlig opgave at gøre den ældre del ekstra attraktiv, så vore gæster også vil besøge de områder, der hidtil har ligget først for. Jeg skal prøve at forklare det lidt nærmere.

Som det er i dag har vi en hel række enormt attraktive udstillinger og fortællinger i den karré, der i dag især rummer 1974-kvarteret og Aarhus Fortæller. Den del bliver bare endnu stærkere, når det hele er færdigt om få år. Det er jo sådan set vældigt positivt, men det skaber også nogle problemer. Det gør nemlig Den Gamle By sidetung, for det er her de fleste gæster søger hen, og det er her, de bruger længst tid. Vi skal derfor til at sætte fokus på de dele af museet, der ligger længst væk fra den nye hovedindgang, så vi kan få gæsterne til at bevæge sig rundt på hele matriklen. Det er samtidig områder, der – det kan man vist roligt sige – trænger til en kærlig hånd. Men det er ingen tvivl om, at også de ældre dele har potentiale til nye stærke oplevelser for publikum. Lad mig blot nævne Vestergade, Borgmestergården, Gartneriet, Festpladsen og Købmandsgården.

Det arbejde er allerede i gang på det forberedende plan. I efteråret har mange været involveret i arbejdsgrupper, der har tænkt tanker og lagt planer, og vi står her i begyndelsen af 2019 overfor at skulle koordinere alle input til en samlet plan for opgradering af Den (gamle) Gamle By.

I det hele taget står vi, nu som altid, med en stor opgave, der består i at fremtidssikre Den Gamle By. I alt hvad vi gør, skal vi tænke langsigtet.

Vi er godt i vej med at lave de rammer, som museet skal udfolde sig inden for de næste mange år. Men det er ligeså vigtigt, at vi finder en forretningsmodel, der er bæredygtig i den nye virkelighed, der er på vej.

For det første skal vi højne andelen af lokale og regionale gæster. Der bor ca 350.000 indbyggere alene i Aarhus Kommune, og inden for en køreafstand af en time bor der næsten 1 million mennesker. Mange kommer allerede i Den Gamle By, men vores andel af det regionale publikum, og ikke mindst andelen af genbesøg, kan blive meget højere. Det drejer sig både om børnefamilier og familiegrupper, hvor der typisk er flere generationer, og det drejer sig om virksomheder, hvor Den Gamle By utvivlsomt har et helt særligt potentiale blandt praktiske folk inden for håndværk og produktion.

Det andet punkt er at videreudvikle mødet med mennesker. Det personlige møde, eller den personbårne formidling, som vi også kalder det, er i forvejen en af Den Gamle Bys absolutte styrker, og det område skal vi videreudvikle. Der er allerede gang i en udvikling og styrkelse af området, og den proces vil fortsætte i de kommende år.

Det tredje satsningsområde er at Den Gamle By skal have en højere egenindtjening. Vi skal være lykkelige, hvis de offentlige tilskud forbliver på det nuværende niveau. Rent faktisk er der en reel risiko for, at vi bliver beskåret med et ret stort beløb i statstilskud. Derfor skal vi blive bedre til selv at tjene penge. Og så skal vi satse på at få flere indtægtskilder. Jeg er overbevist om, at Den Gamle Bys egenindtjening er af afgørende betydning for en positiv udvikling i de kommende år.

Det fjerde fokuspunkt er, at vi skal styrke Den Gamle Bys arbejdskultur og værdier. Det vil øge både trivsel og kollegialitet. Dertil kommer, at når vi er glade på arbejde, så kan vi også give gæsterne en bedre oplevelse, når de besøger museet. I Aarhus og Østjylland er der et stort og alsidigt tilbud af museer og attraktioner, og der er stor konkurrence. Derfor skal et besøg i Den Gamle By altid være en oplevelse i særklasse. For at vi kan levere dét, skal alle medarbejdere være dygtige og engagerede værter, der yder den bedst tænkelige personlige service – både dem forrest på scenen og dem i kulissen.

Altså fokus på flere lokale gæster og flere genbesøg. Yderligere satsning på det personlige møde med gæsterne. Øge Den Gamle Bys egne indtægter og sikre dem fra flere kilder. Og så styrke trivslen til glæde for såvel personale som for museets gæster.

Disse fire punkter skal vi have for øje i det fortsatte arbejde med det museumskoncept, som Peter Holm udviklede for mere end 100 år siden, og som vi løbende forsøger at nytolke, så det fortsat har aktualitet.

Godt nytår.

 

Også den internationale rejsebog Lonely Planet havde fået øje på Den Gamle By, som prydede forsiden af årets udgave om Denmark.

 

 

 

 

Julen er mærkelig, men den er vores

I Den Gamle By sætter vi i julen alle sejl til for at fortælle om de traditioner og mange historiske lag, som gør julen til noget helt særligt. 

Julen er på mange måder en mærkelig tid. Her tænker jeg på det store forbrugsræs med gaver, øl og mad i metervis. Jeg tænker også på de store julefrokoster. Og jeg tænker på det forhold, at de fleste danskere tager et træ ind i stuen og pynter det med alskens flitterstads – selvom det for udefra kommende må tage sig ud som det rene hokus-pokus.

Især tænker jeg på det mærkværdige forhold, at vi – eller i hvert fald mange af os – lige pludselig og meget radikalt skifter spise- og drikkevaner. For selvom man måske mest er til middelhavsmad og rødvin, så finder man i julen pludselig sig selv i færd med at spise kager med kardemomme, risengrød med kanelsukker, hamburgerryg med grønlangkål, and med svesker, æbler og sukkerbrunede kartofler, svinesylte med sennep og rødbeder – og dertil drikke snaps og øl med en helt anden sødme, end vi er vant til.

Mærkeligt og anderledes! Ja nok. Men på den anden side er juletraditionernes styrke og historiske dybde med til at give os en følelse af at høre til og være en del af noget, der er større end os selv. Uden egentlig at tænke særligt over det, kommer man i kontakt med nogle meget dybe rødder, som man ikke er opmærksom på, når dagligdagens karrusel kører for fuld fart.

Ordet jul kender vi helt tilbage til vikingetiden, og det er sikkert meget ældre. Jul er den oldnordiske betegnelse for gilderne ved vintersolhverv. Den ældste beretning stammer helt tilbage fra omkring 900, hvor skjalden Torbjørn Hornklove beretter, at den norske konge Harald Hårfager havde besejret en række småkonger. Derpå ”drak han jul på havet”.

At drikke er noget helt centralt i fejringen af julen. Siden 2016 har Den Gamle By fremstillet sit eget julebryg.

Der var garanteret ikke meget Christmas – kristmesse –  over vikingernes jul. For selvom vi i dag fejrer julen som Jesu fødselsdag, så er den grundlæggende en markering af solhvervet, hvor året vender, og det går mod lysere tider. Det er værd at bide mærke i, at vi i Norden holder fast i det gamle, hedenske navn jul, mens man i engelsktalende lande siger Christmas, messe for Kristus. I den tyske kulturkreds taler man om Weihnacht, altså den indviede nat, og på spansk siger man Navidad, som er ordet for fødsel, altså Jesu fødsel, forstås.

Det er småt, hvad vi ved om julefejringen i vikingetid og middelalder. Først med renæssancen i årtierne omkring 1600 får vi et klarere billede af, hvordan de danskere, der havde råd og ikke levede på samfundets bund, fejrede julen. Det har vi forsøgt at skabe et billede af i Den Gamle Bys renæssancestue. Stuen er det første, og ældste, tableau i en serie på mere end 60 julepyntede rum, der som en integreret del af Den Gamle Bys store tidsrejse viser, hvordan julen kunne tage sig ud i Danmark i forskellige sociale lag igennem 400 år, helt frem til i dag.

Julebordet i Den Gamle Bys renæssancestue 1625.

I renæssancestuen i Den Gamle By er det juleaftensdag 1625 hos en velhavende købmand. På det store bord står der lys, masser af mad og drikke, sølvmønter og et par skeer, samt, naturligvis, Frederik IIs store bibel fra 1589. På gulvet står rumlepotten som symbolet på den festivitas, som julen også var. Disse elementer symboliserer fire vigtige sider af julen:

  • Julen er den kristne fejring af Jesu fødsel
  • Julen er gavegivning og markering af fællesskab
  • Julen en fejring af lyset og en festligholdelse af, at året nu vender, og det går mod lysere tider
  • Og så er julen mad og drikke og sjov og ballade i den mørke tid, hvor der ikke er så meget andet at lave.

At julen er en fejring af Jesu fødsel symboliseres i Den Gamle Bys tableau ved, at den store Frederik II’s bibel ligger slået op på bordet. Den fylder ganske godt, sådan som det religiøse element utvivlsomt også gjorde i renæssancen. Men som århundrederne gik, blev kristendommen mindre synlig i fejringen af julen. I Den Gamle Bys serie af tableauer bliver biblen stadig mindre, for til sidst at blive afløst af julegudstjenesten i radioen. Ja i de scenarier, der viser 1960’er og 70’er er kristendomen nærmest helt fraværende. Mest radikalt i kollektivet, hvor det mest julede er en snevejrsøl, og hos hippieparret, hvor juletræet ikke har stjerne i toppen men hammer og segl – sådan som vi ved, de dengang unge mennesker havde det i 1974.

At give gaver besegler grundlæggende det gode forhold mellem mennesker. Det gør det også i julen, og i et patriarkalsk samfund som renæssancens er det naturligvis husets overhoved, der giver gaver til kone og børn og også til tyendet. På julebordet i renæssancestuen i Den Gamle By ser vi en sølvske, et par sølvmønter og lidt kager. I takt med individualiseringen og ligheden mellem kønnene begyndte ægtefolk og de familiemedlemmer, der var med til julefesten, at give hinanden gaver, og de sidste 100 år er også børnene blevet så lige, at de giver forældrene gaver. Men det grundlæggende er fortsat, at gavegivning skaber relationer.

Markeringen af solhvervet er fortsat en vigtig del af vores julefejring, selvom vi ikke taler om det på den måde. At året vender og det snart begynder at gå mod lysere tider, markerer vi ved at tænde lys. Det gjorde man også i renæssancen og i de følgende århundreder. Da juletræet blev almindeligt i løbet af 1800-årene satte man lys på træet. I begyndelsen af 1900-årene begyndte man at pynte i byernes handelscentre – med lys i butikkerne, på det store juletræ på torvet og de granguirlander, man flere steder begyndte at hænge over gaderne. I 1930’erne kom adventskransen til, hvor vi tænder stadig flere lys, jo nærmere vi kommer julen og solhvervet. Efter Anden Verdenskrig kom kalenderlyset, og vi tog den svenske Lucia-skik til os. Og de senere år er stadig flere villahaver blevet udsmykket med tusindvis af lamper, der med farver og blink viser billeder af julemandens kane, julegaver, julestjerner og Rudolf med den røde tud.

Efter Anden Verdenskrig blev det almindeligt med granguirlander med elektriske pærer i byernes handelsgader. Her Den Gamlæe Bys Havnegade 1974.

De madtraditioner, der tog form i renæssancen, er også i høj grad til stede i nutidens julemad og –drikke. Julens grød er, i renæssancen som i dag, kogt på mælk i stedet for vand. Vi strør den med kanel og sukker, som dengang var eksklusive varer fra kolonierne. På renæssancens julebord er der fersk skinke og blodpølse fra den nyligt slagtede gris. I en tid, hvor de begrænsede mængder kød, som man rent faktisk spiste, som oftest var røget eller saltet, var fersk kød virkelig en fest- og højtidsspise, ja en luksus og en lækkerbisken i en grad, som vi vanskeligt kan forestille os i dag. Op til vinteren slagtede man de husdyr, der ikke var vinterfoder til. Derfor blev julen fejret med noget, der nærmest blev betragtet som frådseri i fersk kød, typisk fra den slagtede gris. Selvom de fleste nok spiser and eller gås juleaften, er det ferske flæskekød i form af flæskesteg, sylte og pølser vigtige elementer i julens madtraditioner.

I renæssancen var der rigtige æbleskiver på bordet. De består af en skive vinteræble, som er dyppet i dej og kogt i svinefedt. Vi har dem på torvet i Den Gamle By, og de smager himmelsk, skal jeg hilse og sige. Og julens småkager er, dengang som nu, krydret med bl.a. sukker, kanel, ingefær, nelliker og pomerans, som også hører til tidens kolonialvarer.

Julen var i det hele taget en fest. Det kunne man også mærke, når man drak af juletønden, hvor øllet havde gode procenter til forskel fra hverdagens tynde øl. Mad og drikke hører ofte sammen med fest og ballade.

Festen symboliseres i renæssancestuen af rumlepotten, som var tidligere tiders måde at skabe larm og bum-bum rytme, der kunne sætte gang i deltagerne. I dagene mellem jul og nytår, ja helt frem til Helligtrekonger, blev der holdt julestuer rundt om i hjemmene, hvor ungdommen kunne more sig og lære det andet køn bedre at kende. Bro, bro brille er en sådan juleleg, og det også Nippe strå, hvor man med læberne skulle nippe strå fra hinanden, dreng fra pige og omvendt! Eller man kunne Trille kage, hvor en ung mand og en pige blev lagt oven på hinanden på et bord og de øvrige deltagere skulle ”ælte dejen”. I Ludvig Holbergs komedie Julestuen fra 1724 lader han borgmester Jeronimus sige: ”Ak, havde jeg blot en daler for hver en mødom, som er løbet af stablen på en julestue, så var jeg en rig mand!”.

Den allervigtigste forskel på julen før og nu er nok, at der hele tiden er blevet mere af det meste. Nok ikke så meget af fejringen af julen som en kristen højtid. Men mange flere gaver, mere fest og mad og drikke og meget mere lys overalt.

En anden vigtig forskel er, at julen førhen især lå i de 12 dage fra juleaften 24. december og så frem til Helligtrekongers aften, som er 5. januar – dog med adventstiden som den stille forberedelsestid. I vore dage begynder den kommercielle jul allerede i begyndelsen af oktober. Fra slutningen af november og i gennem hele december er det tid for julefrokoster. Mange er sammen om at pynte juletræet Lillejuleaften, og julens bankende hjerte er, nu som før, juleaften og første juledag indtil man anden juledag 26.december så at sige lukker julen ned. Og så er det ellers store byttedag og udsalg, og er man heldig kan man også købe fastelavnsboller.

Men trods århundredgamle, mærkværdige traditioner, og trods nytilkomne skikke, tror jeg, de fleste af os opfatter julen som en konstant. ”Rør blot ikke ved min gamle jul”, som Peter Faber skrev i sangen om julens trængsel og alarm fra 1848. Julen og dens traditioner giver os fast grund under fødderne og en følelse af at høre til. Og når man skærer ind til benet, er der vel egentlig heller ikke så meget nyt under solen. Julen er fortsat en fest for lyset, den er fest og mad og drikke, den er gavegivning til besegling af fællesskaberne, og den er grundlæggende også den kristne fejring af Jesu fødsel.

 

Denne tekst er i en lettere forkortet udgave publiceret som kronik i Politiken 23.december 2018.

 

 

 

Uden mørket er det svært at se lyset

I disse dage hænges millioner af LED-lyspærer op i det ganske land og varsler julens komme. I dette indlæg fortælles om betydningen af lyset i mørket og de mangeartede skikke og traditioner, der har formet den danske jul. 

Når danskerne juleaften tænder lysene på juletræet, så slukker de fleste først på kontakten. For først når det elektriske lys er slukket, kan man se det særlige samspil med mørket, som de levende lys giver. Det er noget af det, der gør julen til rigtig jul.

På samme måde med adventskransen, der fandt vej over grænsen fra Tyskland efter første verdenskrig og for alvor blev udbredt i Danmark i slutningen af 1940’erne. Jo nærmere vi kommer på julen, des flere lys tænder vi i kransen. Og vi nyder den typisk i mørkningen, for vi ville jo næsten ikke kunne få øje på den i en fuldt oplyst stue.

Heller ikke den endnu senere skik med kalenderlyset kommer til sin ret i totalt oplyste rum. Eller den svenske – og nu danske – Luciaskik.

Vi passer på, at vi ikke lyser så meget, at vi slet ikke kan se lyset i mørket. For det er jo det, det hele drejer sig om.

Selve ordet jul er et hedensk ord, og vores jul er i bund og grund en hedensk fest. En fejring af solhvervet, hvor året vender, og det går mod lysere tider. Man ser frem mod lysets snarlige komme som et tidens tegn for grøde, vækst og fremgang.

Men julen er også så meget andet. Julen er en fejring af Jesu fødsel og en markering af vores kristne kultur. Den er også et stort gilde med masser af mad og drikke. Og den er udveksling af gaver, ja man kan næsten sige, at julen i dag er et kommercielt gaveræs.

Julens traditioner giver os fast grund under fødderne, de giver os en fornemmelse af at høre til og være en del af noget, der er større end os selv.

Det er de rødder, vi i Den Gamle By ønsker at tydeliggøre for de mange gæster, der besøger museet i tiden op til jul.

Den franske historiker Phillipe Ariés har engang udtrykt det på den måde, at det er historiens –  og museernes – opgave at afhøvle nutiden, så den bliver gennemsigtig. Med Den Gamle Bys vifte af udstillinger, levendegørelser, historiske butikker og anderledes smagsoplevelser prøver vi at give vores gæster hygge og samvær på en måde, så de samtidig også oplever, at de får noget med hjem. En ny tanke, en forundring eller måske en viden, som man ikke havde før. Vi ønsker at give julen dybde og dimension.

For mig personligt begynder juletiden, når dagene for alvor begynder at blive korte. Det sker sådan engang i første halvdel af november. Det er mørkt, når man står op, og mørkt når man cykler hjem fra arbejde. Og så forløses det hele i dagene omkring juleaften, hvor året vender, og lyset lidt efter lidt begynder at vende tilbage. Uendeligt langsomt, men man ved, at det går den rigtige vej.

Det markerer vi nordboere ved at tænde lys, ved at være sammen og ved at hygge os. Og det, vi er sammen om, det er traditioner, der har så mange århundreder på bagen, at ingen rigtig kender deres oprindelse.

Præsteenken i Eilschous Boliger strikker i skæret fra et enkelt lys. Men kun ét. For lys var dyre at fremstille og derfor noget, man sparede på.

”Guuud, var der virkelig så mørkt?”, spørger mange gæster, når de besøger den ældste del af Den Gamle By i december måned. Og svaret er: ”Nej, i 1800-tallet og før var det meget mørkere”.

For ikke skræmme vores gæster bort, har vi derfor valgt et kompromis. Nemlig at placere en del flere gaslamper og portlygter, end der i virkeligheden ville være. Men mørket er alligevel så markant, at de fleste nutidsmennesker får en troværdig fornemmelse af spillet mellem lys og mørke i de gamle købstæder.

Indendørs klarede man sig i vidt omfang med skæret fra ilden i det åbne ildsted. Men man kunne også tænde et tællelys, som stort set svarer til vor tids sterinlys. Men kun ét. For lys var dyre at fremstille og derfor noget, man sparede på.

Man havde normalt lys i det rum, hvor man opholdt sig. Lyset stod i en stage, og forlod man rummet, tog man lyset med sig. Det var ikke bare fråds, men også brandfarligt at lade lyset stå uden mennesker i nærheden.

For at få mest muligt ud af lyskilden gjorde man ofte det, at man satte lyset på et bord med en hvid dug, en såkaldt lysedug. Det er let at afprøve, og det er egentlig utroligt, så meget det hvide stof forstærker lyseffekten.

I dag er der ikke så mange, der tror på nisser, trolde og andet såkaldt overtro. Det skyldes måske, at vi er blevet mere oplyste i den forstand, at vi ved mere. Men det skyldes nok også, at vores verden og vores omgivelser med det elektriske lys er blevet mere oplyste.

Prøv blot at gå en mørkningstur i Den Gamle Bys gader. Eller kig ind til præsteenken i Eilschous Boliger, som alene oplyses af skæret fra ildstedet og et enkelt tællelys.

Mørket er overalt, og hvor det møder det flakkende lys er der glimt og bevægelser, der giver let spil til fantasien. Så folk, der har øjnene indstillet på den rigtige måde, kan se nisser og andre små væsner, som normalt ikke viser sig om dagen.

Ja, selv moderne, oplyste mennesker kan – ofte med en let gysen – komme ud for, at se et eller andet, som de aldrig vil kunne få øje på i de rum, hvor de normalt opholder sig, og hvor man bare trykker på en knap på væggen – og så er rummet totalt oplyst.

Når der i 1800-tallet og før var fest i de kredse, der havde råd, var lyset et vigtigt element.

For de, der til daglig var vant til et enkelt lys, var det noget helt specielt at opholde sig i et fuldt oplyst rum. I et sådant festbelyst lokale var der nemlig ikke bare et enkelt lys, men mange lyskilder i form af lysekroner i loftet, lysskjolde på væggene og lysestager på bordene.

Det er i den sammenhæng, vi skal se juletræet med lys på. Det første juletræ i Danmark skulle være blevet tændt i 1808 på den sydsjællandske herregård Holsteinsborg, men den første beretning om et juletræ stammer fra København tre år senere: ”Alle Værelserne til Gaden var oplyste, især eet, og uden for Vinduerne stod der ved Femtiden mange Mennesker, der højlydt gav deres Forundring til Kende. Det var nemlig rygtedes i Kvarteret, at Folk i Ny Kongensgade havde set, at der nogle Dage i Forvejen var bragt et loftshøjt Grantræ ind i Stuerne. Godtfolk spærrede øjnene op. Sladderen gik, det Forlød, at Træet skulde have tændte Lys på Grænene. Derfor var nysgerrige stimlet sammen for at se, hvorledes det vilde gaa… Nogle troede vel, den unge Doktor og hans yndige Frue var blevet gale…De, der ej kunne styre deres alt for store Iver efter at kikke ind af andres Ruder, satte stiger op til dem, for at kunne titte ind under Gardinerne”.

Erindringen stammer fra den unge Alfred Hage, der i 1811 var til julefest hos dr.phil. Martin Lehmann, som er den nævnte ”unge Doktor”. Martin Lehmann var præstesøn fa Holsten og kendte sikkert den tyske skik med pyntede og lysbehængte juletræer fra sin barndom. Nu havde han bragt skikken til København, og i det følgende århundrede blev juletræet udbredt til det ganske land.

I midten af 1800-årene blev juletræet almindeligt i bedrestillede hjem, og i de første årtier af 1900-tallet blev juletræet almindeligt hos høj og lav over hele landet.

Det var også i begyndelsen af 1900-årene, at julen begyndte at blive synlig udendørs. I 1914 kom København først med et juletræ på torvet, og i 1920’erne kunne man se et juletræ på torvet i snart sagt hver eneste købstad i Danmark. Træerne var forsynede med elektriske lys.

De enkelte butiksejere begyndte også at pynte til jul. Først og fremmest i butikkernes vinduer, men i årene efter første verdenskrig begyndte stadig flere butiksdrivende at pynte udendørs med gran og lys. Fra 1920’erne findes eksempler på, at nogen butikker udsmykkede deres facader med granguirlander, som blev hængt op i buer langs butiksfacaderne med en stjerne som lysende midtpunkt. Det var ikke alle, der gjorde det, for udsmykningen var dengang et anliggende for den enkelte butiksejer.

Snart blev juleudsmykningen imidlertid et anliggende for handelsstandsforeningerne, og allerede i 1930’erne er eksempler på, at man hængte granguirlander med elektriske lys på tværs af gaderne.

Som årene er gået, er lyset kommet mere og mere i fokus i den moderne julefejring. Hvor man i flere år har talt om gaveræs, kunne man med mindst lige så stor ret tale om lysræs.

Efter Anden Verdenskrig blev det almindeligt med granguirlander med elektriske pærer i byernes handelsgader. Her Den Gamle Bys Havnegade 1974.

Byernes handelsgader oplyses af imponerende lystæpper. Og mange villahaver har hele udstyrsstykker af udsmykning med tusindvis af lamper, der med farver og blink viser billeder af julemandens kane, julegaver, julestjerner og Rudolf med den røde tud.

En og anden gammel Jeronimus kunne måske synes, at det er ved at være for meget. For der er efterhånden så meget lys, at det vil være svært at få øje på julestjernen, hvis den skulle vise sig på himmelen.

Men når lysene tændes på juletræet den 24.december, så slukker vi for det elektriske lys. For inderst inde ved vi jo udmærket, at uden mørket er det svært at se lyset.

Denne tekst har i en forkortet udgave været bragt som kronik i Avisen Danmark 28. november 2018.

 

 

 

 

 

 

 

 

Fem år og 2,5 mio gæster siden Tårnborg åbnede i Den Gamle By

I dette indlæg fortælles historien bag den store donation fra A.P. Møller Fonden, der gjorde den markante nyudvikling af Den Gamle By mulig.

19. juni 2018 er det fem år siden, at Tårnborg åbnede som den første hovedhjørnesten i Den Gamle Bys store A.P. Møller-støttede moderniseringsprojekt, der nu nærmer sig sin færdiggørelse. Siden åbningen af Tårnborg har godt 2,5 mio gæster besøgt museet, og det gennemsnitlige årlige besøgstal er øget fra 350.000 til 512.000.

Hjørnehuset Tårnborg i Den Gamle By.

Det, som oprindelig forekom som en vild idé, opstod i vinteren 2001/02. I Den Gamle By så vi projektet som museets vej ind i fremtiden, men vi erfarede hurtigt, at sådan så den daværende Kulturarvsstyrelse ikke på det. Styrelsen mente ikke, at det var et projekt, Den Gamle By burde gå videre med.

Heldigvis var der andre, der bakkede op om projektet. Bl.a. den lokale presse og talrige udenlandske kolleger – og også en så centralt placeret fondsperson som fhv bankdirektør Knud Sørensen.

Knud Sørensen var dengang formand for KFKs Jubilæumsfond, og da han under en rundvisning i Den Gamle By spurgte til museets planer, slog jeg ud med armene og fortalte, hvordan vi agtede at bygge et helt kvarter, som skulle vise dagliglivet i 1960erne og 70erne; akkurat på samme måde, som den gamle Den Gamle By viser, hvordan folk arbejdede og boede i 17-1800-årene. Jeg husker at Knud Sørensen sagde, at han godt kunne lide, at vi satte overliggeren så højt. Det gav os blod på tanden, ikke mindst da vi fandt ud af, at Knud Sørensen dengang også var næstformand i A.P. Møller Fonden.

De følgende år arbejde vi med at konkretisere projektet, og Den Gamle By finansierede selv hjemtagelse af to huse til formålet samt erhvervelse af nødvendige magasinfaciliteter.

I 2005 og 2006 havde jeg flere kontakter med Knud Sørensen i hans egenskab af formand for Oticon Fonden, og også med direktør i A.P. Møller Fonden Ove Hornby. Begge udtrykte sympati for projektet og gav os mod på at arbejde videre.

Det var imidlertid ikke så let. For vi havde kun to huse ud af de 10-12, som vi nok skulle bruge. Og vi havde kun ganske få af de hjem, butikker, værksteder mv, som skulle til. Derfor måtte vi sjusse os lidt frem a la ”hvis et hus nu har x etager a x kvm, så vi kælderen nok koste ca x kr, loftetagen x kr, og de øvrige etager hver x kr, mens indretningen sandsynligvis kan gøres for x kr pr kvm, hvortil så kommer gade, fortov og baggård a ca x kr”. Vi drøftede tallene med kyndige folk og nåede frem til nogle budgettal, som vi mente nok ikke var helt ved siden af.

Men at vi mente, tallene ikke var helt ved siden af, var jo ikke det samme, som at vi kunne overbevise A.P. Møller Fonden. Hvorom alt er, så indsendte vi i september 2006 en ansøgning til fonden. Jeg var bekendt med, at bestyrelsen holdt møde i begyndelsen af november, så hver morgen derefter ventede jeg spændt på posten. Men der kom ikke noget brev. Til gengæld fik jeg en opringning fra fondens direktør Ove Hornby. Han refererede, at fondsbestyrelsen havde behandlet ansøgningen, og at der ikke var nogen, der havde talt imod; tværtimod var der flere, der havde udtrykt sig positivt om projektet. Dog ville man godt have lidt mere konkret, ligesom man også gerne ville have større sikkerhed for, at Den Gamle By rent faktisk ville være i stand til at gennemføre et sådant projekt.

Set i retrospektiv kan man undre sig over, at fonden ikke bare havde afvist Den Gamle Bys ansøgning. For ret beset var det hele jo noget – for ikke at sige meget – ukonkret. Vi var imidlertid taknemmelige for fondens velvilje, og vi gjorde vores bedste for at blive mere konkrete og tage højde for forskellige uforudselige forhold, og i februar 2007 indsendte vi et betydeligt supplerende materiale.

Fredag 30. marts modtog vi med posten et bevillingsbrev på seks linjer. Beløbet lød på 161 mio kr. Og brevet var Underskrevet af fondens formand Mærsk Mc-Kinney Møller og fondens direktør Ove Hornby.

Det var noget af en appelsin i turbanen på Den Gamle By. Vi kontaktede fonden for at sige tak og for at drøfte, hvordan vi skulle forholde os med pressen. ”Ja, vi foretager os ikke noget over for pressen”, sagde Ove Hornby, så vi aftalte, at Den Gamle By skulle komme med forslag hertil. Det blev ifølge sagens natur en stor pressehistorie.

Herefter gik vi i gang med at planlægge, organisere, efterlyse huse, definere hvilke hjem, butikker og andet, vi ville prioritere.

I vinteren 2009-10 blev grunden udgravet, og der blev piloteret, så vi derpå kunne gå i gang med at opføre Tårnborg som den første bygning i det store projekt. Fredag 8. juni 2012 var der rejsegilde på huset, hvis fire lejligheder herefter skulle indrettes med en gynækologisk klinik fra Kolding, Frk Sneums hjem fra Klampenborg, Familien Meyers hjem fra Vejle og Kollektivet Skansen fra Aarhus. Der ud over Bonnichs Konditori fra Aabenraa og Rahbæks Minimarked fra Gedved.

Fra Den Gamle By har vi i processen oplevet en enestående tillid fra A.P. Møller Fonden. Vi har naturligvis holdt fonden orienteret om projektet, om fremdrift og udfordringer. Vi har været i dialog, når elementer i projektet måtte ændres. Men fonden har aldrig blandet sig i processen. Når blot vi gjorde, hvad vi havde sagt, vi ville gøre, og så længe vi gjorde det inden for budget og tidsplan, så har fonden ladet Den Gamle By stå for det hele.

Personligt synes jeg, det er ganske imponerende. Ikke mindst i betragtning af, hvor ukonkret projektet var, og hvor uprøvede vi i Den Gamle By var i sådanne sager.

Onsdag 19. juni 2013 blev Tårnborg åbnet med taler af A.P. Møller Fondens formand Ane M.M. Uggla og kulturminister Marianne Jelved. Åbningen førte til en stejlt stigende besøgskurve for Den Gamle By, så årets besøgstal endte på 480.000.

Fra åbningen af Tårnborg 19. juni 2013. På billedet ses formanden for A.P. Møller Fonden Ane M.M. Uggla, kulturminister Marianne Jelved og tidligere direktør for fonden Ove Hornby .

Bevillingen fra 2007 på 161 mio kr var til første del af projektet. I efteråret 2014 fulgte fonden op med en bevilling på 135 mio kr, så projektet kunne gøres helt færdigt. Slutstenen bliver en ny hovedindgang til Den Gamle By, og i disse dage afgøres arkitektkonkurrencen og dermed, hvordan Den Gamle By i fremtiden vil tage imod sine gæster. Vi forventer at den nye hovedindgang vil stå færdig i løbet af efteråret 2021. Den nye hovedindgang vil blive kronen på værket i det samarbejde mellem A.P. Møller Fonden og Den Gamle By, som indledtes med bevillingen i 2007, og hvis første markante resultat var åbningen af Tårnborg 19. juni 2013.

 

 

 

 

 

 

 

Hvorfor arrangerer Den Gamle By udstillingen Fra Dronningens Garderobe?

Tirsdag 27. marts åbnede Den Gamle Bys protektor Dronning Margrethe særudstillingen Fra Dronningens Garderobe, som er den største særudstilling i Den Gamle By nogensinde. Nogen har undret sig over, hvorfor Den Gamle By arrangerer en udstilling af den type. Det spørgsmål forsøgte jeg at besvare i min tale, som her bringes i uddrag.

Jeg har haft det privilegium at følge tilblivelsen, og hold da op, hvor er udstillingen betagende og flot. I Møntmestergårdens stueetage og i gallerierne over gården udstilles en stor variation af Dronningens dragter – fra 1940erne til i dag. I alt 37 kjoler og dragter, 42 hatte samt sko, dukkevogn, cykel, kufferter og skolebøger.

Jeg er ikke nogen tekstilnørd, men jeg bliver virkelig fanget af både de fornemme tekstiler, det dedikerede design, den sprudlende kreativitet og det historiske vingesus, som udstillingen rummer. Det er også interessant at se, hvordan Dronningen kreativt (og ressourcebevidst) har tilpasset tøjet, så det har kunnet genbruges i mange forskellige sammenhænge.

Udstillingsplakat og -logo for Fra Dronningens Garderobe , som vises i Den Gamle By fra 27. marts til 9.september 2018.

Tre gode grunde

Når vi prøver at se det lidt fra oven, er der især tre årsager til, at vi mener, udstillingen Fra Dronningens Garderobe er oplagt for Den Gamle By:

  • Dronningen har altid været nært knyttet til Den Gamle By
  • Den Gamle By har store samlinger og unikke kompetencer på det dragt-og tekstilhistoriske område
  • Den Gamle By er et lettilgængeligt og naturligt udflugtsmål for de tre mio danskere, der bor i Jylland og på Fyn.

Jeg skal her oplyse nærmere om Dronningens tilknytning til Den Gamle By og dernæst fortælle historien om museets enestående samling af dragter og tekstiler.

”Den Gamle By har jeg kendt hele mit liv”

Dronningen har engang sagt til citat: ”Den Gamle By har jeg kendt hele mit liv. Og jeg husker tydeligt, når jeg har været på besøg sammen med min farmor på Marselisborg og når vi har ligget med Dannebrog i Aarhus Havn”.

Udsagnets rigtighed dokumenteres til fulde i Den Gamle Bys gæstebog, hvor den 8-årige prinsesse besøgte Den Gamle By sammen med sin mor Dronning Ingrid og i den forbindelse for første gang satte sin signatur i gæstebogen.

Tirsdag 19. oktober 1948 var prinsesse Margrethe på besøg i Den Gamle By sammen med sin mor Dronning Ingrid. Prinsesse Margrethe havde givetvis besøgt museet flere gange før, men havde dengang endnu ikke lært at skrive.

Af de efterfølgende sider i gæstebogen kan vi se, at Dronningen har været en overordentlig flittig gæst med vel i gennemsnit et besøg pr år.

Dronningen har flere gange taget udenlandske statsoverhoveder med på museet, og hun har deltaget i talrige åbninger og officielle arrangementer.

I maj 1979 havde Dronning Margrethe inviteret Englands Dronning Elizabeth en tur i Den Gamle By. Daværende museumsdirektør Hans Lassen fortæller for den engelske dronning,  og museets formand Carl Christensen ledsager Dronning Margrethe, mens Prins Philip og Prins Henrik går lidt i baggrunden.

Dronning Margrethe i samtale med forhenværende rigsantikvar Olaf Olsen i forbindelse med et arrangement, hvor dronningen indmurede et dokument i Møntmestergårdens sokkel. Juli 1999.

Også privat har Dronningen vist stor interesse for museet.

I julen 2002 havde Dronningen og Prinsen private gæster på Marselisborg, og så gjorde de som alle andre århusianere: De tog dem med en tur i Den Gamle By.

Dronningen var dybt interesseret i genopførelsen af Møntmestergården, her ikke mindst i de farvelag, der lå allerunderst på gårdens italienske trappe. “Jeg bor jo selv i 1700tals huse og har været med til at restaurere de fleste af dem”, som Dronningen sagde.

 

Dronningen har ofte været med til at diskutere, hvordan vi sikrer den størst mulige korrekthed i forbindelse med de rekonstruktioner, der altid indgår i et museum som Den Gamle By. Som her hvilken maling, der skulle anvendes til panelerne i Tårnborg i museets 1974-kvarter.

Jeg mener ikke det er nogen overdrivelse at sige, at Dronning Margrethe er en af de danskere, der kender Den Gamle By allerbedst.

Den Gamle Bys store og ofte oversete samlinger

De fleste mennesker kender først og fremmest Den Gamle By som et betagende historisk bymiljø, der er som en tidsrejse fra den førindustrielle tid og helt frem til (næsten) i dag.

Denne tidsrejse i et troværdigt historisk miljø er et endda meget stærkt brand, og nok så stærkt, at det skygger for de store nationale samlinger og udstillinger, som også hører til i Den Gamle By.

Samlingerne danner udgangspunkt for særudstillinger og for adskillige “museer i museet”. Således rummer Den Gamle By både et Legetøjsmuseum, et Plakatmuseum, et Sølvmuseum, et Smykkemuseum og et museum for porcelæn og fajance. Museerne ligger typisk i randen af de historiske miljøer og opfattes af mange som en slags ekstra sidegevinst under besøg på museet.

Et lille udsnit af de ca 5.000 stykker legetøj,der siden 1997 har været udstillet i Den Gamle Bys Legetøjsmuseum. Samlingen bag museet rummer ca 25.000 genstande.

Det danske Urmuseum stammer fra 1934 og urene fik i 2011 en helt egen (og tyverisikret) udstilling som en del af Den Gamle Bys kunstkammer, der også omfatter sølvtøj og porcelæn og fajance.

Hermed er jeg nået frem til en af de vigtigste specialsamlinger: Dragt og tekstilsamlingen.

Fire ledere af dragt- og tekstilsamlingen siden 1921

Dragt- og tekstilsamlingens ældste fundament daterer sig tilbage til Aarhus Museum, der blev grundlagt i 1861, og hvis historiske samlinger Den Gamle By overtog i 1926.

Men allerede i 1921 ansatte museet den første leder på området, nemlig museumsinspektør Petra Julie Holm, som varetog samlingen helt frem til sin pensionering i 1959.

Petra Julie Holm var gift med museets grundlægger Peter Holm og stod i spidsen for Den Gamle Bys dragt- og tekstilsamling fra 1921 til 1959.

Så overtog Erna Lorenzen, som stod i spidsen fra samlingen fra 1959 til 1979. Erna Lorenzen blev i 1975 dr.phil. på en disputats om Folks tøj i 17-1800tallet baseret på museets store samlinger.

Erna Lorenzen blev dr.phil. på en afhandling om folks tøj i 1700- og 1800-tallet, baseret på grundige studier i Den Gamle Bys omfattende samlinger.

Dernæst overtog Birgitte Kjær frem til 1996, hvor hun rykkede op som overinspektør, og siden 1996 har Tove Engelhardt Mathiassen stået i spidsen for samlingen.

Birgitte Kjær var leder af samlingen fra 1979 til 2006, hvor hun rykkede op som overinspektør og overlod posten som leder af dragt- og tekstilsamlingen til den nuværende leder Tove Engelhardt Mathiassen.

Der er tale om en i dansk sammenhæng enestående kontinuitet på det dragthistoriske område.

Dragt- og tekstilsamlingen

Dragt- og tekstilsamlingen er landsdækkende og socialt meget bredt dækkende.

Samlingen er grundigt researchet og  dokumenteret, både når det drejer sig om, hvem tøjet har tilhørt og hvad det har været brugt til, og når det drejer sig om de tekstile teknikker, som er anvendt.

Dragt- og tekstilsamlingen rummer værdifulde samlinger fra 1700- og 1800-tallet. Her et velbevaret stykke taboret med lancerende blomsterranker. Detalje fra kvindeskørt fra slutningen af 1700-tallet.

Et par hjemmesyede shorts fra midten af 1970erne, hvorfra Den Gamle By har store samlinger, som supplerer den nye bydel, som museet har skabt gennem de senere år.

En brudekjole fra 1894. Kjolen er syet af hvidt kashmir og syet i Magasin du Nord i Aarhus. Kjolen har tilhørt Nicoline Schubert, der blev født Lorentzen Baes i 1866.

Den nuværende leder af dragt- og tekstilsamlingen, museumsinspektør Tove Engelhardt Mathiassen blev i 1989 gift med Svend Erik Mathiassen i denne kjole.

Tove Engelhardt Mathiassens brudekjole fra 1989 er i dag en del af museets samling. I Den Gamle By har flere fra personalet doneret ting og tøj med historier til museet.

Denne kjole fra 1853 er Danmarks ældst bevarede ventekjole.

Kristentøjet er den ældste type dåbstøj. Her et fint et af slagsen fra midten af 1700-årene. Kristentøjet har brystsmæk af fløjl dekoreret med metalkniplinger, silke- og guldbroderi samt rørperler af farvet glas. Hætten er af grøn silkedamask pyntet med guld- og sølvkniplinger og silkebånd. Selve posen er syet af et stykke grønt og beige silketapet med Frederik den Fjerdes kronede monogram og kantet af et mønstret silkebånd og en guldfrynse. Kristentøjet stammer fra Værebro Mølle, som malede korn for Frederiksborg Slot.

Et par dåbssko fra 1850. De blev syet til Augusta von Schmidtens dåb. Skoene er broderet på stramej med blegrødt uldgarn og hvid silkegarn Skoenes bund er syet af lyserøde silkebånd.

 

Vi bygger normalt på museets egne samlinger, men der er enkelte undtagelser

Den Gamle Bys samlinger er generelt så righoldige, at vi kun yderst sjældent indlåner genstande og samlinger til brug for særudstillinger.

I forbindelse med denne udstilling var der imidlertid ingen vej udenom. For der var ifølge sagens natur intet at komme efter i museets samlinger. Men vi er taknemmelige for, at det kunne lade sig gøre at låne så omfattende fra Hendes Majestæts garderobe.

Dronningen har været protektor for Den Gamle By siden 1987.

 

I Aarhus Fortæller får glemte stemmer nyt liv imellem os

I Den Gamle By mener vi, at historien er vigtig for at give det moderne liv dybde og dimension. Herom handler dette sjette og afsluttende blogindlæg i serien om tilblivelsen af Aarhus Fortæller.

Den udstilling, vi åbner her op til påske, er en del af det større museumskompleks, som udgør Den Gamle By. Det hele ligger som et reservat, en historisk oase, midt i den moderne storbys travlhed og støj. Som en slags fremmed og måske glemt stemme, som det er vores opgave som museumsfolk at gøre, hvad vi kan, for at kalde frem til et nyt liv mellem os.

Aarhus’ historie begynder i vikingetiden. Aarhus Fortæller begynder derfor også med historien om byens grundlæggelse og livet i vikingetiden.

Det er nok for meget at påstå, at historien kan bidrage med konkrete svar på nutidens spørgsmål. Men i Den Gamle By er vi overbevist om, at historien kan bruges som en slags reservoir for eftertanke og nytænkning. Den kan hjælpe os til at tænke ud over dagen og vejen, til at se ud over vores egen næsetip og måske til at forstå nutiden lidt bedre, så vi bedre kan finde vores vej ind i fremtiden.

Det gør indtryk, når lokomotiv F 694 lukker damp ud. Jernbanen var afgørende for, at Aarhus fik vokseværk fra midten af 1800-årene. Akkurat som en lufthavn med forbindelse til vigtige udenlandske knudepunkter måske kan vise sig at være afgørende for byens fortsatte vækst.

Historien er ikke mindst vigtigt i en så mærkelig og modsætningsfyldt modernitet, som vi lever i. En tid, hvor nyt rangerer højere end gammelt, hvor fornyelse er bedre end tradition, og hvor noget, der kommer fra udlandet altid er finere end noget, der har lokal forankring. En tid, hvor modernitet er et must og et udpræget modefænomen.

Faren er, sådan som jeg ser det, at vi i vores angst for at virke gammeldags og traditionsbundne absoluterer moderniteten i en sådan grad, at vor synsvinkel alt for let bliver endimensional. Derved overser vi, at det er historien, det diakrone perspektiv, der giver det moderne liv dybde og dimension.

Det er vores håb og store ambition, at Aarhus Fortæller kan bidrage med denne dybde og dimension. Vi tror, at mange her vil opdage byen (og sig selv) på en ny måde. At man vil spejle sig i historien og så måske opdage andre ting, end man er vant til.

Historien om borgmester Bernhard Jensens redning af Latinerkvarteret fra modernitetens buldozer er god at få forstand af. Også i dag skal vi passe på ikke at glemme, at det er historien, der giver nutiden dybde og dimension.

Når den officielle åbning foregår her i dag tirsdag 11. april er der grund til at rette en tak til Aarhus Byråd for at turde overlade os opgaven. Der skal også rettes en stor tak til de mange århusianere eller tidligere århusianere, der har bidraget med deres historie. En tak skal også rettes til Den Gamle Bys stab af iderige og kompetente fagfolk, som nu er i mål med den store opgave. En meget stor tak skal også rettes til Salling Fondene uden hvis støtte, det hele næppe var blevet til noget. Og så glæder jeg mig til også at rette en tak til Den Gamle Bys protektor Hendes Majestæt Dronningen for – det kan man vist godt sige – at sætte kronen på værket ved at forestå åbningen af udstillingen.

Det har taget 156 år at nå så langt. Nu glæder vi os som små børn til at vise resultatet frem – vi håber vore gæster synes om resultatet.

I en sofakrog kan publikum nyde almindelige menneskers helt almindelige billeder af deres helt almindelige hverdag. Det er faktisk ganske gribende, og jeg tror, de fleste kan spejle sig i mange af billederne.

 

 

 

 

 

Aarhus Story blev til Aarhus Fortæller

Mange navne var i spil, og her var det vigtigt for os, at udstillingens titel skulle signalere, at der er tale om en fængende og engagerende fremstilling af byens historie, frem for en traditionel byhistorisk udstilling, som mange forbinder med noget støvet og uinteressant. Herom handler dette femte og næstsidste blogindlæg i serien om tilblivelsen af Aarhus Fortæller.

Til at begynde med kaldte vi udstillingen Aarhus Story. Jeg tror, vi var blevet grebet af den altomsiggribende mani her i Aarhus med at alting skal hedde noget på engelsk. En god ven af Den Gamle By gav os imidlertid et venligt prik på skulderen og foreslog, at vi gav udstillingen et dansk navn. Og selvfølgelig skulle den hedde noget på dansk!

Men Aarhus Museum – eller Museum Aarhus – var ikke det rigtige, var vi enige om. For der er jo tale om en fængende og engagerende fremstilling af byens historie, snarere end om en traditionel byhistorisk museumsudstilling, som mange forbinder med noget støvet og uinteressant.

Vi gjorde, som vi har gjort det i mange andre sammenhænge: Vi spurgte aarhusianerne. Flere forslag var i spil, og størst opbakning var der til Aarhus Fortæller.

Indgangsbygningen til Aarhus Fortæller er opført med inspiration i den bygning, som Ferdinand Salling opførte i Søndergade i Aarhus i slutningen af 1930’erne. Som sådan er det en lille hilsen til den fond, der har gjort projektet muligt, og samtidig er det en bygning, der føjer en mere moderne arkitektur til Sønderbrogade i Den Gamle Bys kvarter, der viser 1960’erne og 70’erne.

Det er den udstilling, som Hendes Majestæt Dronningen åbner tirsdag 11. april, og hvortil der dagen efter er adgang for aarhusianere og andet godtfolk.

Indgangen til Aarhus Fortæller ligger i en bygning, der til forveksling ligner det hus, som Ferdinand Salling i slutningen af 1930’erne opførte til sin butik i Søndergade i Aarhus. Det første, man oplever som besøgende, er en vinduesudstilling med motiver fra Aarhus’ historie. Derfra går man ind i elevatoren, der som en slags tidsmaskine fører museets gæster tilbage til dengang, Aarhus blev grundlagt. Fra elevatoren træder man ud i afsnittet, som hedder Vikingernes by, og fortsætter gennem Bispernes by og Købstadsfolk. Afsnittet Vokseværk handler om den udvikling, som tog fart, da mødet mellem havn og jernbane frisatte et enormt vækstpotentiale. Efter et intermezzo om de fem forbandede år med overskriften Besat, træder publikum ind i udstillingens største afsnit, som har fået titlen Storby? – bemærk spørgsmålstegnet! Her møder man en kalejdoskopisk fortælling, et forrygende tag-selv-bord med en mangfoldighed af historier om århusianerne og det moderne Aarhus.

Det har taget 156 år at nå så langt. I Den Gamle By har vi brugt snart syv år på projektet. Nu glæder vi os til at vise det frem for århusianere og andet godtfolk. Vi tror det bliver stort.

 

 

 

 

Vi står på skuldrene af mange museer i arbejdet med at udvikle Aarhus Fortæller

I arbejdet med at udvikle Aarhus Fortæller har vi stået på skuldrene af en række nyskabende museer og udstillinger rundt omkring i verden. Herom fortælles i dette fjerde afsnit af serien om tilblivelsen af Aarhus Fortæller, der åbner op til påske.

De første tanker om det, der skulle blive til Aarhus Fortæller, begyndte allerede at tegne sig, efter at Aarhus Byråd i 2010 besluttede at nedlægge Aarhus Bymuseum og overdrage opgaven med at fortælle byens historie til Den Gamle By. Udviklingen fortsatte via konferencer, studieture og diskussioner, og 11. april åbner Den Gamle Bys protektor, Hendes Majestæt Dronningen udstillingen Aarhus Fortæller, der viser byens historie fra vikingetiden til i dag.

I arbejdet med at udvikle Aarhus Fortæller har vi stået på skuldrene af en række nyskabende museer og udstillinger rundt omkring i verden. Både bymuseer og museer, der bare er gode til at fortælle historie.

Nogle af de vigtigste er STAm – Stadsmuseum Gent (Belgien), Museum of Liverpool (England), Maihaugen-museets store udstilling Langsomt ble landet vort eget (Lillehammer i Norge), DDR Museum (Berlin, Tyskland), The Berlin Story (Tyskland), Museum of London (England), Het Huis van Alijn (Gent, Belgien), ABBA – the museum (Stockholm, Sverige) og Uskyldens Museum i Istanbul (Tyrkiet). Utallige ideer er opstået under besøg på disse – og mange flere – museer og attraktioner. Inspirationen er blevet hældt ned i Den Gamle Bys smeltedigel, og ideerne er blevet omformet og udviklet, så de kunne bruges i vores koncept.

Således var vi fx ganske betaget af det store damplokomotiv på Museum of Liverpool, hvor det udgjorde den centrale genstand, det bankende hjerte, i museets fortælling om jernbanen. Da jeg nogle måneder senere var til møde på Danmarks Jernbanemuseum og her hørte, at man havde overskydende materiel på lager, tændtes der et håb om at Den Gamle By kunne gøre noget tilsvarende som i Liverpool. Og minsandten, Jernbanemuseet havde et ekstra F lokomotiv, litra 694, som ikke blot var fremstillet på Aarhusvirksomheden A/S Frichs, men også havde kørt i mange år som rangerlokomotiv mellem Aarhus havn og banegården.

Museum of Liverpool belyser jernbanens betydning for byen med et flot damplokomotiv i centrum. Det er en museumsgenstand, der virkelig vil noget.

Det lykkedes os at få lokomotivet overdraget, og torsdag den 8. januar 2015 var masser af mennesker og medier samlet for at se en kæmpekran hejse F 694 ned i byggegruben og på plads på de i forvejen monterede jernbaneskinner, der var hentet til formålet på Aarhus havn. Det var inden, der kom tag på bygningen. Lokomotivet blev derfor pakket godt ind, så det ikke skulle lide overlast under det efterfølgende byggearbejde.

I januar 2015 kunne Den Gamle By hejse et flot eksemplar af et F-lokomotiv ned i byggegruben, hvor udstillingen skulle være. Lokomotivet er venligst udlånt af Danmarks Jernbanemuseum.

På STAm i Gent kan de besøgende gå rundt på et fantastisk glasklart gulv, der viser et kæmpe luftfoto af byen. I Aarhus Fortæller får vi et gulv, der er inspireret heraf, og vi er spændt på, om museets gæster også her vil ligge med enden i vejret for at se detaljer i billedet. Det var også på STAm, at museumsdirektør Christine De Weerdt bekræftede os i, at en kronologisk fremadskridende fortælling er den rigtige for os.

På STAm – Stadtmuseum Gent – i Belgien kan publikum gå på et fantastisk glasklart gulv, der viser et kæmpe luftfoto af byen.

Også Maihaugens store fortælling om Norges udvikling fra istiden til i dag er kronologisk og dejlig nem at overskue. Her var det tydeligt, at det ikke nødvendigvis er genstandene, der skaber den gode museumsfortælling, men at det ligeså vel kan være tableauer og panoramaer, der bærer fortællingen. På Maihaugen oplevede vi også, at museumstekster ligefrem kan være poetiske.

Den store norgeshistoriske udstilling på Maihaugen i Lillehammer er et eksempel på, at en museumsudstilling fint kan bæres af tableauer og panoramaer.

 

Teksterne i Maihaugens norgeshistoriske udstilling er billed- og stemningsskabende, ja næsten poetiske.

På DDR Museum oplevede vi, hvordan det aktiverer publikum, at de skal gå på opdagelse i skabe med låger og skuffer, og på Het Huis van Alijn i belgiske Gent erfarede vi, hvor stærk almindelige menneskers film og billeder kan virke på beskueren.

I det fine lille museum Het Huis van Alijn – Alijns hus – oplever man, hvor gribende almindelige menneskers almindelige film og billeder kan virke.

Når det personale, der har været involveret i skabelsen af Aarhus Fortæller, bevæger sig rundt i udstillingen, vil mange kunne referere til, hvor ideer er blevet undfanget, hvad vi har bearbejdet og hvilke ideer, vi direkte har lånt. For publikum tror jeg udstillingen vil fremstå som et helt nyt og originalt Den Gamle By-koncept, hvilket den også er. Men vi står naturligvis – her som i de fleste andre sammenhænge – på skuldrene af mange andre.

 

 

 

70 mio kr til gentænkt Aarhusudstilling

I 2012 var udviklingsarbejdet kommet så vidt, at vi vidste, at det ville koste 70 mio kr at lave Aarhus Fortæller som en stor underjordisk udstilling.  Et astronomisk beløb, som det på forunderlig vis lykkedes at tilvejebringe fra Salling Fondene. Indlægget er tredje afsnit af serien om tilblivelsen af Aarhus Fortæller, der åbner op til påske.

Efterhånden begyndte vi at kunne se hovedlinjerne for os, og vi blev klar over, at hvis vi skulle være så heldige, at det ambitiøse projekt kunne blive til virkelighed, så ville der være tale om en helt ny måde at udstille en bys historie på.

På det tidspunkt, i 2012, var Aarhus ganske langt i arbejdet med at sikre sig titlen som europæisk kulturhovedstad. Projektet blev lanceret under temaet ”Let’s rethink”, hvilket passede som fod i hose til, at Den Gamle By med denne udstilling var i færd med at gentænke den måde, hvorpå man som museum fortæller historie. I lyset af, at året som kulturhovedstad i givet fald ville blive 2017, satte vi os det mål, at udstillingen skulle åbne netop dette år.

I Den Gamle By havde vi tidligere haft et positivt samarbejde med Salling Fondene, som velvilligt havde bakket op bag et af museets store projekter.

Vi var bekendt med, at Salling Fondene var ved at varme op til endnu større donationer, og 10. september tillod vi os at aflevere en stor kuvert i Dansk Supermarkeds hovedsæde på Bjødstrup Vej i Aarhusforstaden Holme. Kuverten indeholdt en ansøgning om støtte til en byhistorisk fortælling.

I ansøgningen pointeres, at udstillingen

  • vil fænge såvel århusianerne som byens gæster
  • vil sætte nye normer for, hvordan museer kan formidle byhistorie, så den bliver interessant for en bred kreds
  • vil kunne spille stærkt sammen med Den Gamle Bys store danmarkshistoriske fortælling
  • vil skabe vækst i Den Gamle By.

Totalbeløbet lød på godt 70 mio kr, en astronomisk sum, som vi knapt turde drømme om. Men vi kunne ikke få budgettallene længere ned.

Tirsdag 16. oktober 2012 modtog vi så den glædelige meddelelse, at det totale beløb var bevilget. 20 mio fra Købmand Ferdinand Sallings Mindefond og godt 50 mio kr fra Købmand Herman Sallings Fond. Hold da helt op. Sikke en appelsin at få i Den Gamle Bys turban!

Ved en seance i stormagasinet Salling overrakte næstformand i fondene Karin Salling en række store donationer, bl.a. også donationen til Aarhus Fortæller.

Da euforien havde lagt sig en smule, gik vi i gang med at planlægge og projektere den store underjordiske betonkonstruktion. Parallelt hermed blev der arbejdet med udstillingen. Lige før jul i 2013 var konceptplanen for hele indholdet klar, og i januar 2014 var vi kommet så langt, at de store gravemaskiner kunne gå i gang.

Så var det ellers med at holde tungen lige i munden og få styret projektet godt i hus, så budget og tidsplan blev overholdt og indholdet blev, som beskrevet og lovet. Sagt på jysk, så er det vist ikke gået så ringe.

Nu er vi tæt på mål, og hold da op, hvor har vi haft travlt. Hver gang, jeg går en tur under jorden og ser, hvordan det går, så bliver jeg simpelthen så glad.

Tirsdag 11. april åbner Den Gamle Bys protektor, Hendes Majestæt Dronningen, Aarhus Fortæller, og dagen efter er der adgang for aarhusianere og andet godtfolk. Vi er meget spændt på, hvad museets gæster siger til den nye udstilling.

I 2014 kunne museets publikum følge arbejdet med at udgrave og støbe fundamentet til den kommende Aarhusudstilling.

 

 

 

Fortællingen skal i højsædet i Den Gamle Bys store udstilling om Aarhus’ historie

Aarhus Fortæller er ikke en tingsudstilling, men en udstilling, hvor fortællingen og det historiske menneske er i højsædet. I dette indlæg fortælles om de principper, der har været styrende for udstillingen. Indlægget er andet afsnit af serien om tilblivelsen af Aarhus Fortæller, der åbner op til påske.

13. maj 2014 åbnede Den Gamle By udstillingen Aarhus Rocks, som en af museets første, store satsninger på Aarhus’ historie. Aarhus Rocks bestod af en indendørs særudstilling og en lang række koncerter med forskellige Aarhus-bands. Her ses Michael Learns to Rock på torvet i Den Gamle By.

Den Gamle By er ”født” i Aarhus, og de første mange år var Aarhus hovedemnet for museet. Efterhånden udviklede Den Gamle By sig til et nationalt museum, men Aarhushistorien var en slags rygrad for museet helt frem til 1993, da det nye bymuseum overtog opgaven. I 2010 opstod så en ny situation, da Aarhus Byråd bad Den Gamle By om atter at overtage opgaven.

Det lå lige for, at vi skulle highlighte stærke Aarhushistorier som Borgmestergården, Købmandsgården og Aarhus Mølle, der sammen med en håndfuld andre Aarhusbygninger jo i mange år har været en vigtig del af Den Gamle By. Aarhus Mølle har i øvrigt den helt særlige museumshistorie, at det var her, i møller Andreas Weiss’ fine møllesal, man i midten af 1800-årene gjorde sig de første tanker om kunst, oldtid og historiske sager. Tankerne førte frem til etableringen af Aarhus Museum, der netop blev opført på en grund i Mølleengen, som var doneret af den kulturelt interesserede møller Weiss.

Det var i møller Weiss’ fine møllesal i Aarhus mølle, at de første tanker blev tænkt om det, der skulle blive byens museum. Senere kom hele Aarhus mølle til Den Gamle By, hvor det store bygningskompleks udgør en af Den Gamle Bys hovedhjørnesten og er en del af museets fortælling om Aarhus.

Selvfølgelig regnede vi med også at anvende Den Gamle Bys særudstillingslokaler til udstillinger om Aarhus. Og selvfølgelig skulle Den Gamle By som bymuseum også formidle byens historie rundt omkring i Aarhus, uden for museets matrikel. Begge dele har vi allerede gjort gennem et par år.

Den helt store hurdle, vidste vi, ville være at finde plads og penge og et passende koncept for den store byhistoriske fortælling, der skal være fundamentet for de næste mange års arbejde med at fortælle byens historie og gøre den vedkommende.

Vi havde allerede et fornuftigt overblik over, hvad der fandtes af nyere byhistoriske udstillinger i Europa. Men for at få et ordentligt skud inspiration udefra afholdt vi i oktober 2011 en international konference med indlæg af museumsfolk og museumsforskere fra USA, Holland, Belgien og Danmark.

Flere ting stod klart helt fra starten. Vi ønskede at lave en udstilling, der har appel og relevans, og som vil være attraktiv for både den videbegærlige og for den museumsgæst, der måske kun er marginalt interesseret. Vi ville lave en udstilling, der både kan give overblik og mulighed for fordybelse. Og det skulle være en udstilling, man kan være sammen om, hvad enten man er en århusiansk familie, der vil lære noget om byen, eller man er udenlandsk turist, der vil have en fornemmelse af vigtige træk af de seneste godt 1000 års Aarhus- og Danmarkshistorie.

Derfor var vi enige om at sætte fortællingen i højsædet, at udstillingen skal være kronologisk frem for tematisk, og at udstillingen skal lægge op til, at publikum identificerer sig med historiens mennesker. Den skal også være aktiverende og sanselig, og det gør ikke noget, hvis publikum hygger sig og morer sig under besøget.

Vi var også fra starten enige om, at udstillingen skal dække historien helt tilbage fra byens grundlæggelse i vikingetiden. Dog vil den ældste tid – vikingetid, middelalder og købstadsperiode – få mindre fokus og plads, fordi disse emner i forvejen er udførligt dækket af Moesgård Museum og Den Gamle By. Den største vægt skulle lægges på vækstperioden efter midten af 1800-årene og frem til i dag, som også er den periode, hvor det moderne Aarhus tog form.

Så var der det med placeringen. Én tanke havde været at ombygge Aarhus gamle toldbod fra ca 1750. Den var flyttet til Den Gamle By i 1938 og har en betydelig bygningsmæssig volumen. Det kunne gå, men ville ikke være en ideel løsning.

På denne model af første etape af museets moderne bykvarter ses tydeligt det store, ubebyggede område, der ville kunne bruges til en underjordisk udstillingsbygning. Når kælderen med den store Aarhusudstilling stod færdig, kunne man fortsætte med at sætte huse ovenpå. Det krævede blot en stor sum penge og en grundig planlægning

Så opstod i foråret 2012 ideen at placere Aarhusudstillingen under den nyeste del af det moderne bykvarter, som på det tidspunkt var under planlægning. Det ville blive rasende dyrt, kunne vi forudse. Men det ville blive godt, fordi der her kunne skaffes 800 kvm samlet udstillingsareal, som oven i købet ville kunne forbindes med andre af Den Gamle Bys indendørs udstillingsarealer. Med denne model ville der således kunne skabes ét stort, samlet indendørs museum med mange forskellige typer museumsoplevelser.

Nu manglede vi bare pengene! Herom i næste afsnit af denne lille serie.