Om Thomas Bloch Ravn

Museumsdirektør

KULTUREN EFTER CORONA

Hvordan ser kulturen ud, når Coronakrisen engang er ovre? Hvis den da overhovedet går over, kunne man dystropisk repondere. For ingen kan svare på det stillede spørgsmål, men mon ikke de fleste af os er så præget af vores kulturs fremskridtsoptimisme, at vi tager det for givet, at der er en anden side, og at vi kommer ud på den. På en eller anden måde.

I Den Gamle By laver vi i øjeblikket masser af scenarier for ad den vej at gøre os klar til forskellige slags fremtider. I den forbindelse har jeg gjort mig nogle tanker om kulturen og dens betydning for danskerne, når vi – forhåbentlig – engang kommer ud på den anden side.

Som jeg ser det, vil der være en lang periode, hvor vi langsomt, måske meget langsomt, vil åbne op og prøve os frem i håb om en eller anden grad af normalisering. Vi vil helt sikkert finde nye måder at gøre tingene på. Men jeg tror ikke, vi skal forvente at se noget, der ligger tæt på situationen før Corona, komme tilbage inden for overskuelig tid.

Helt grundlæggende tror jeg, at mange vil føle et behov for at stoppe op. Besinde sig. Tænke sig om. Spørge sig selv: Hvor kommer vi fra, hvem er jeg, og hvor er vi på vej hen?

Ser vi på indholdet af den kultur, som vil vinde frem, er der for mig ingen tvivl om, at det, vi er fælles om, kommer i centrum. Vi ser det allerede med opslutningen om Dannebrog, Dronningens fødselsdag og vores danskhed. Højskolesangbogen og fællessangen, naturligvis, ja og også statsministeren og politikerne i Folketinget. Vi synger sammen, og vi betragter os som danske.

I lang tid har alting helst skullet komme udefra og være internationalt, mens det, som er vores eget, ikke har været helt så fint. Vi har også set en fascination af det, der er innovativt og som provokerer. Det tror jeg vender, så der kommer en anden balance.

Dannebrog har i den aktuelle samfundskrise fået en renæssance som samlende symbol. Flaget var oprindelig kongehusets, men efter midten af 1800-årene blev det også folkets flag. Nogen har i en periode især set flaget som højrefløjens, men nu ser det ud til, at alle samles om flaget.

Vi kommer til at interessere os for det basale, det langsomme, det vedvarende. Vi vil søge mod det nære, og vil interessere os for vores fælles identitet. Traditionerne. Det vi er rundet af. Det, der giver sammenhængskraft.

Det er ikke nationalisme med den lidt negative klang, der ligger i det begreb. Det er snarere fædrelandskærlighed for nu at bruge et lidt gammeldags ord. Glæden ved det, vi kender, og som vi er trygge ved.

Det centrale ved meget kultur er, at man er sammen om oplevelserne. Familie, venner, flere generationer sammen. Det ændrer sig næppe. Men den kultur vil stå stærkest, hvor man kan være sammen og lidt hver for sig. Mange vil utvivlsomt være forsigtige i sammenhænge, hvor man skal være tæt sammen med mennesker, man ikke kender.

Den amerikanske kulturanalytiker Colleen Dilenschneider har netop publiceret en undersøgelse, som viser, at de fleste kulturforbrugere inden for nogle måneder forventer at vende tilbage til et kulturforbrug på samme niveau som førhen. Men nok med et andet indhold. Fx forventer mange at benytte kulturtilbud, hvor man i høj grad kan bevæge sig frit og ikke mindst være udendørs, fx botaniske haver, frilandsmuseer og zoologiske anlæg. Også indendørs museer med masser af plads og højt til loftet vil atter blive populære. Værre ser det ud for stadions og svømmehaller og også for science centre og andre steder, hvor man skal røre og trykke på knapper. Værst ser det ud for koncertsale, teatre og biografer, hvor man sidder skulder ved skulder.

På et museum som Den Gamle By er man i høj grad udendørs, så det er muligt at være sammen hver for sig.

Nøglen er at man skal kunne være sammen – hver for sig!

Der vil sikkert også være kulturinstitutioner og tilbud, der ikke vil komme med over på den anden side af denne ulykkelige samfundskrise. Kriser renser ud – på godt og ondt. Jeg tror og håber, at det bliver de ting, der rent faktisk betyder noget for danskerne, der vil overleve. Det som danskerne åbenlyst slutter op om, og ikke bare det, der nu engang er der.

Kultur har altid handlet om fællesskab og om at være sammen. Nu skal vi finde måder, hvor vi på én gang kan være sammen og hver for sig. For vi kan ikke undvære kulturen, som jo hjælper os med at forstå, hvem vi er, hvor vi kommer fra og – ikke mindst – hvor vi er på vej hen.

Denne tekst er også bragt som debatindlæg i Kristeligt Dagblad 29. april 2020.

 

Hvad nu hvis Moesgaard og Den Gamle By må lukke?

I vore allermest pessimistiske øjeblikke ser vi for os, at store museer som Den Gamle By og Moesgaard må lukke og slukke som følge af den uhyggelige krise, som verdenssamfundet netop nu gennemlever.

Sker det, vil den almindelige dansker miste et enestående vindue til dansk identitet og historie, og Danmark vil miste to nyskabende og internationalt højt anerkendte museer, som samtidig spiller en betydelig rolle som de mellemstore erhvervsvirksomheder, de rent faktisk også er.

Med coronakrisen mistede Moesgård og Den Gamle By fra den ene dag til den anden størstedelen af deres økonomiske grundlag. Begge museer har igennem en årrække arbejdet på at kombinere det at tage vare på kulturarven med at skabe stærke, brede publikumsoplevelser, som er finansieret gennem entré fra publikum. I dag er næsten alt, hvad vi laver, afhængigt af den indtjening, vi opnår ad den vej. Begge museer skaffer selv mere end 75 pct af omsætningen, mens de offentlige tilskud andrager knap 25 pct. Med den pludselige kriselukning står det uhyggeligt klart, at det, der har været vores succes, nu bliver til vores svaghed.

Moesgård og Den Gamle By er ikke statslige institutioner, men almennyttige, selvejende kulturvirksomheder, og vi har derfor ikke det økonomiske rygstød og sikkerhedsnet som de store københavnske museer, der er ejet af staten. Det offentlige tilskud, som vi modtager, hvor begrænset en andel det end udgør, betyder, at vi ikke må lægge penge til side. Derfor har vi heller ikke noget at stå imod med, hvorfor det ikke er muligt for vore museer selv at lukke det kæmpestore økonomiske hul, som coronakrisen efterlader.

Vi frygter at komme ind i en negativ spiral, hvor vi ikke kan levere det, vi kunne før. Det vil gøre vore museer mindre attraktive for publikum og føre til fortsat faldende indtægter. I vores mest pessimistiske øjeblikke melder usikkerheden sig, om der overhovedet er en fremtid for vore museer.

Både Den Gamle By og Moesgaard er internationalt anerkendte for at have fundet koblingen mellem faglig styrke og stor publikumsappel. Vi har samlinger, der regnes som nogle af de væsentligste i verden. Vores faglige ekspertise er på kerneområderne second-to none, ligesom vi bruger ressourcer på at støtte museer, der har behov derfor. Internationalt regnes begge museer for at høre til den absolutte elite.

Spørger man de besøgende, ryger både Moesgaard og Den Gamle By helt i top – både hvad angår vigtighed, kompetence og folkelig yndest.

Den Gamle By med det kvarter, der med udgangspunkt i året 1927 viser det moderne Danmark, som det voksede frem først i det 20. århundrede.

Tilsammen udgør vore museer en tidsrejse i danmarkshistorien, hvor publikum får et på én gang lettilgængeligt og højt kvalificeret indblik i danskernes livsvilkår. Fra stenalder, bronzealder og jernalder over vikingetid, middelalder, renæssance og enevælde og helt frem til det moderne samfund med demokrati, frisind og velfærd.

Museerne handler om Danmarks historie og vores plads i verden, og de handler om dansk identitet og om de værdier, der kendetegner vort samfund. Det er med til at give forankring og sammenhængskraft, for når det virkelig gælder, genopdager vi det, vi er fælles om.

At de to museer tilsammen hvert år tiltrækker mellem 800.000 og en million gæster vidner om, at de er relevante for mange mennesker. Hvad de konkret betyder, hvad der er deres dybeste mening, er det imidlertid ikke så let at sætte ord på. Akkurat som det er svært at formulere værdien af en nyudsprunget bøgeskov, et strejf på kinden fra én, man holder af, eller en begravelsessalme ved kisten i kirken.

Vi ser vore to museer som en slags reservoir for identitet og forankring og for inspiration og forandring. Når museerne er bedst, er de steder, hvor de besøgende kan føle sig hensat til en anden verden, steder hvor de kan se og opleve noget, der er forskelligt fra deres hverdag – og hvorfra de, forhåbentlig, kan bringe noget med tilbage til nutiden. Det gode museum er på den ene siden et sted for diskussion og modsigelse, undren og udfordring, og på den anden side et sted for glæde, hygge, samvær og sammenhæng.

Og så bør det på en eller anden måde handle ligeså meget om nutiden og fremtiden som om fortiden.

Derfor er det også vigtigt, at museerne når bredt ud, ud til hele befolkningen, og ikke kun til det klassiske museumspublikum, som lettere karikeret ofte beskrives som kvindelige gymnasielærere over 50. Det gør både Moesgaard og Den Gamle By.

At være nationale dannelsesinstitutioner, der også når bredt ud til den danske befolkning, er uden diskussion den vigtigste opgave. Men både Den Gamle By og Moesgaard er også mellemstore erhvervsvirksomheder med stor økonomisk betydning. Alene det at vi her under krisen tilsammen har måttet sende 500 medarbejdere hjem på lønkompensation vidner om museernes økonomiske og beskæftigelsesmæssige tyngde.

Den Gamle By og Moesgaard er arbejdspladser for alt fra højt kvalificerede specialister inden for en række områder over fagkyndige håndværkere til ufaglærte inden for flere fag samt timelønnede studentermedhjælpere. Vi uddanner forskere, håndværkere og HK-ere. Tilsammen betaler vore to museer mere end 80 mio kr til det offentlige i form af skat og moms. Og vi køber varer hos danske leverandører for i omegnen af 150 mio kr årligt.

Dertil kommer museernes enorme betydning for turismen. Både Den Gamle By og Moesgaard har tre stjerner i Guide Michelin og er omtalt i de fleste førende rejseguides. Titusindvis af tilrejsende giver omsætning og indtægt mange steder i samfundet. Fra pølsevogne til benzinstationer, fra vandrehjem til femstjernede hoteller.

Moesgård Museums evolutionstrappe i det nye museum, der åbnede i 2014.

Vi mener, at Den Gamle By og Moesgaard har vist, at det – også uden at vore museer er offentligt ejede – kan lade sig gøre at opbygge store, stærke kulturinstitutioner med international gennemslagskraft, og som på en og samme tid er nationalt kulturbærende, tilgængelige og spændende. Det har givet os en stor indtjening, men i sidste ende er de opgaver, vi løfter, også afhængige af det offentliges opbakning. De midler, vi får fra stat og kommune er afgørende for os. Det var de før krisen, og det vil de i endnu højere grad være under krisen og efter krisen.

I øjeblikket er vore museer lukkede. Vi mister store publikumsindtægter, men mange af vore udgifter er de samme. Tilsammen frygter vi at miste 30 mio kr eller mere i løbet af Coronakrisen frem til nytår. Og vi risikerer at stå med en møllesten af gæld om halsen, som kan sætte museerne i stå og i værste fald føre til, at de må lukke.

Det er vores håb, at staten vil kende sin besøgelsestid, når det forhåbentlig snart er til at se en vej ud af krisen. For hvis vores museer ikke i en eller anden grad kompenseres for de store indtægtstab som følge af krisen, og hvis ikke man hjælper dem til en genstart, så risikerer man, at Danmark mister to dannelsesinstitutioner af stor national betydning og to turistattraktioner af international karat.

 

Denne tekst er en lettere udvidet udgave af den kronik, som Mads K. Holst, direktør for Moesgård Museum, og undertegnede har publiceret i Jyllands-Posten 30. marts 2020.

 

 

 

 

 

 

 

Frilandsmuseerne – en demokratisk skandinavisk kulturmodel

“Findes der noget særligt skandinavisk?”, spurgte SAS for et par uger siden og svarede selv “nej” til spørgsmålet. Jo, naturligvis gør der det, hævder jeg i dette indlæg, hvor jeg illustrerer pointen med historien om verdens mest demokratiske museumsform, folke- og frilandsmuseerne. Frilandsmuseerne er en original skandinavisk idé, som i deres nuværende udgave naturligvis også er præget af inspiration udefra. 

Den Gamle By er et af de ældste skud på den store skandinaviske stamme af frilandsmuseer, som voksede frem i årtierne omkring år 1900. Inspirationen til at opbygge et kvarter, der viser (næsten) nutiden er især hentet hos kollegaer i Norge, Holland og Storbritannien.

I 2007 udgav den svenske museolog og mangeårige museumsdirektør Sten Rentzhog monografien ”Friluftsmuseerna. En skandinavisk idé erövrar världen”, som er ét langt dementi af, at der absolut intet findes, der er originalt skandinavisk.

Påstanden om at der ikke findes noget særligt skandinavisk, og at alt det, vi tror er noget særligt for os, blot er noget, der kommer udefra, stammer fra en aktuel og omdiskuteret SAS-reklame. Og fred være med reklamer, der sætter ting på spidsen. Det triste er, at den ophidsede diskussion, som reklamen afstedkom, mere er kommet til at handle om enten/eller end om det både/og, som ret beset nok vil være mere relevant.

Det var i den forbindelse, jeg kom til at tænke på Sten Rentzhogs bog om frilandsmuseerne. For heri dokumenterer han, at denne type historiemuseer rent faktisk er en skandinavisk idé fra omkring år 1900, og at ideen sidenhen har gået sin sejrsgang over det meste af verden. Men han dokumenterer også, at de skandinaviske museer efterfølgende blevet udviklet i dialog med og med stærk inspiration fra de folke- og frilandsmuseer, der efterfølgende er opstået i Tyskland, Holland, Belgien, Storbritannien, Østeuropa, Australien, Japan, USA og Canada.

I løbet af 1900-årene voksede antallet af frilandsmuseer udenfor Skandinavien. Her kirken på museet for ukrainsk kultur i Svidnik i det østlige Slovakiet.

I Danmark – og i Skandinavien – har vi faktisk grund til at være stolte af denne særligt demokratiske museumstype. At det er tilfældet, blev for mig understreget, da den katalanske journalist Lara Saiz Moya bankede på min dør i Den Gamle By en forårsdag i 2014. Journalisten havde opholdt sig nogle måneder i Aarhus. Her havde hun aflagt Den Gamle By flere besøg, og med Aarhus som base havde hun besøgt kulturmuseer rundt om i Skandinavien, hvor hun havde noteret sig museernes folkelige fokus som noget helt unikt.

Fremmede øjne har ofte et bedre blik for det, vi selv tager for givet, og der er ingen tvivl om, at denne katalanske journalist havde blik for noget, der er helt specielt. For mens de museer, som Lara Saiz Moya havde oplevet andre steder, især lægger vægt på det exceptionelle i form af den største kunst, de ældste objekter, mindesmærker, ja slotte, borge, kirker og i det hele taget det ekstraordinære og den historie, der handler om samfundets ledende lag, så havde hun i vores hjørne af verden oplevet museer, der fokuserer på helt almindelige menneskers liv og historie – endda helt op til (næsten) i dag. Samtidig havde hun bidt mærke i, at vore museer ofte er mere inviterende og formidlende over for et stort og bredt publikum.

I vores samtale om den historiske baggrund for dette folkelige fokus, kom vi ind på oplysningsfilosofiens ideal om at danne og uddanne befolkningen. Vi talte om nationalromantikken og behovet for at skabe identitet og sammenhængskraft i de opvoksende nationalstater. Og vi talte især om den lange række af folkelige nybrud, der indgår i den komplekse proces, som i årtierne omkring 1900 gjorde danskerne til danskere og som gav den brede befolkning demokratiske rettigheder, ligeværd og selvfølelse som borgere i et samfund, der var på vej til at blive moderne.

Over for Lara Saiz Moya refererede jeg også min walisiske kollega John Williams-Davies, der i en artikel fra 2009 i det britiske tidsskrift Folk Life påpegede, at de skandinaviske folke- og frilandsmuseer var noget helt særligt. For det første lagde disse museer vægt på at belyse almindelige menneskers historie. Det var aldrig set før, understregede han. Og for det andet, så var det museernes ambition også at fortælle historien for almindelige mennesker. Det var ligefrem radikalt.

På John Williams-Davies’ museum St. Fagans i Cardiff i Wales kan publikum se og opleve rækkehuse, hvor der boede minearbejdere fra 1805 til 1980erne. Hvert hus er indrettet, så det viser en bestemt epoke. Minearbejderhusene fra St. Fagans var en af inspirationskilderne, da Den Gamle By besluttede at gå op i tid.

Først på scenen var dobbeltmuseet Nordiska Museet og Skansen, som blev åbnet i Stockholm i henholdsvis 1873 og 1891. Bag initiativet stod læreren Artur Hazelius, som hermed havde skabt både verdens første folkemuseum, Nordiska Museet, og verdens første frilandsmuseum, Skansen. Året efter åbningen af Skansen, altså i 1892, åbnede Georg Karlin sit folke- og frilandsmuseum Kulturen i Lund. Fire år senere, i 1896, åbnede bibliotekaren Hans Aall Norsk Folkemuseum i Oslo, og i 1904 åbnede tandlægen Anders Sandvik Maihaugen i Lillehammer. I Danmark stod Tivolis kunstneriske direktør Bernhard Olsen allerede i 1885 bag åbningen af Dansk Folkemuseum, som i 1901 blev suppleret med Frilandsmuseet i Lyngby nord for København. I 1909 kom så Den Gamle By til som det første frilandsmuseum, der satte fokus på byernes historie.

Skansen i Stockholm er verdens første frilandsmuseum. Skansen har inspireret mange museer rundt om i verden, ligesom Skansen har hentet inspiration hos andre. Stadskvarteret, som ses her, er således inspireret af Den Gamle By.

Mange nye museer var både folke- og frilandsmuseer. I modsætning til den ældre generation af museer fokuserede de på helt almindelige mennesker og deres liv og dagligdag. Og modsat de ældre museer interesserede de nye folke- og frilandsmuseer sig især for de senere århundreders historie. Folkemuseerne rummede almindelige hverdagsting, som blev udstillet i interiører. Frilandsmuseerne tog skridtet videre og genskabte interiører i historiske huse og etablerede miljøer som dem, husene oprindelig havde hørt hjemme i. Mange frilandsmuseer havde personale i egnsdragter og demonstrationer af håndværk, hvilket efter midten af 1900-tallet udviklede sig til ”living history”, hvor museernes besøgende kan gå i dialog med datidens mennesker, der bærer kopier af originale dragter. Altså en slags musealt totalteater i tre dimensioner og i størrelsesforholdet 1:1, så publikum nærmest føler sig som ét med historien.

At mange museer på vore breddegrader lægger vægt på menneskene og deres historier og ikke kun på deres ting, på museumsgenstandene, er et særtræk, der ikke er mere end godt 100 år gammelt. Og i datidens brydninger mellem på den ene side en elitær og tingsfikseret museumsfilosofi og så frilandsmuseernes ambition om at være til nytte og til glæde for folk i almindelighed på den anden side var det på ingen måde sikkert, at netop dette særtræk skulle vise sig at få så stærkt et gennembrud, at det ligefrem blev noget, udefrakommende ville bide mærke i. At det blev sådan, tror jeg hænger sammen med den særlige danske – og skandinaviske – udvikling, der i øvrigt også har sat sit markante præg på det danske sprog i form af ord som folkestyre, folketing, folkeskole, folkehøjskole, folkebibliotek, folkekirke, folkebevægelse og folkemuseer.

Udviklingen går ofte i bølger, og i løbet af 1900-årene blev frilandsmuseerne i Danmark og resten af Skandinavien mere indadvendte og tilbageskuende. De nød fortsat en vis popularitet, men det var bestemt ikke længere her tingene skete.

Nederlands Openluchtmuseum i Arnhem var et af de museer, der i 1990’erne tog teten. Bl.a. med opdatering af museet til også at vise helheder fra moderne tid. Her et interiør fra museets ungdomsbolig anno 1974. Museet er en af inspirationskilderne bag Den Gamle Bys moderne bykvarter.

Det ændrede sig fra engang i 1990’erne, og inspirationen til den fornyede innovation kom, ja gæt selv, den kom udefra. Tanken om at fortælle historien op til (næsten) nutiden blev hentet fra især museer i Norge og Holland. Det samme var tilfældet for det fokus på den etniske diversitet, som de senere år også har vundet indpas i Danmark, og som i mit eget museum, Den Gamle By, bl.a. har ført til udstilling af boliger for en grønlandsk studerende, en gruppe tyrkiske fremmedarbejdere og – i en periode – en dansk/somalisk lejlighed.

Jeg ved naturligvis godt, at ordet frilandsmuseum ofte bruges som synonym for noget der er tilbagestående og ikke længere relevant. Men ser man fordomsfrit på det, er frilandsmuseerne nok den mest demokratiske museumstype, der overhovedet findes. Og den er opstået i Skandinavien. Det er da ikke så ringe!

Dette indlæg er en udvidet udgave af en kronik, jeg publicerede i Kristeligt Dagblad 10. marts 2020.

 

Godt nytår 2020

Mandag 6. januar 2020 holdt Den Gamle By nytårskur for hele personalet. Her fortalte jeg om året, der er gået, og om hvad der er på vej i 2020. Arrangementet foregik i Helsingør Theater i Den Gamle By.  Efter talen var der bobler og kransekage i Hobrohuset, som ligger lige ved siden af teatret. Dette er en lettere forkortet udgave af  min tale til de ca 220 medarbejdere, der deltog i arrangementet. 

Sådan ser Den Gamle Bys medarbejdere ud fra scenen i Helsingør Theater.

Da vi alle medarbejdere i  Den Gamle By for et år siden var samlet for at ønske hinanden godt nytår, havde i hvert fald jeg en forventning om, at den fremgang, vi havde vænnet os til, ville fortsætte. Som vi alle sammen ved, så gik det ikke helt sådan. Besøgstallet blev ikke det forventede, indtægterne endnu mindre, og selvom regnskabet endnu ikke er gjort op, er der ingen tvivl om, at vi kommer ud med et underskud, der gør ondt.

Af årsager til nedgangen i besøgstal og indtjening kan nævnes: Regn og møgvejr, færre krydstogtsturister og en større procentdel børn og unge. Det er naturligvis positivt med flere børn og unge, og vi kan være stolte af at være det museum i Danmark med flest besøgende fra aldersgruppen under 18 år. Det er uden tvivl også noget, vi vil få ros for fra diverse offentlige myndigheder. Problemet er bare, at det er en decideret dårlig forretning, fordi de ikke betaler entré.

Den anden side af sagen er, at vi har brugt flere penge, end vi har tjent. Det er over 20 år siden, Den Gamle By sidst har haft et rigtig alvorligt underskud. I mange år har vi været vant til, at det bare er gået op, op, op. Og så har vi ikke været hårde nok til at styre omkostningerne. Det har vi allerede strammet op på, og det skal vi blive endnu bedre til her i 2020.

Alt dette er der blevet orienteret om på de seneste informationsmøder, så det er sådan set ikke noget nyt. Her lige inden jul kom det bare på forsiden af avisen – og så gør det ligesom lidt mere ondt!

Men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget! For de mange rundt omkring, der har troet, at Den Gamle By svømmer i penge er nemlig blevet gjort opmærksom på, at sådan er virkeligheden ikke. Jeg tænker her på folketing, byråd, kulturstyrelse, fonde og de mange, der i forskellige sammenhænge har hørt om, hvor godt det går i Den Gamle By. Det kan meget vel vise sig at blive af betydning, når staten nu skal til at omfordele tilskuddet til museer, og når vi i løbet af 2020 skal presse på for at få det såkaldt midlertidige tilskud gjort permanent eller i det mindste forlænget.

Flere fortæller mig også, at de lidt kedelige bulletiner også har fået nogen til ligesom at blive mere aktive støtter af Den Gamle By. Der snakkes om, at nu skal vi sandelig bakke op om dette helt fantastiske sted. Og så bliver man jo både glad og taknemmelig.

De triste tal må heller ikke overskygge, at der så sandelig også er grund til smil. I alt 523.173 gæster løste billet til Den Gamle By i 2019. Det er det tredjebedste besøgstal for Den Gamle By nogensinde. Det er fjerde år i træk, at vi er over den halve million. Og det er syvende år i træk, at vi enten er over eller lige under de 500.000 gæster.

Der er også grund til at glædes over de resultater, der er nået og ikke mindst alt det, der er på vej. Laugssalen er åbnet, Boutique Elle er åbnet, og gågaden med huse og butikker er godt på vej. Sydhavnen er færdig, og håndværkerne eksperimenterer med fag, der er ved at forsvinde. Plakatmuseet har markeret jubilæer for så forskellige emner som Dannebrog og Murens Fald og fortsætter først i det nye år med 100-året for Genforeningen. Vi er i fuld gang med farvestærke murreklamer i 1927-kvarteret. Besættelsesmuseet er godt i vej, og det samme er Den Gamle Bys nye spisested. Det skrider fremad med den nye hovedindgang, der pt er sat til at åbne til sommeren 2022.

Den vil også give mulighed for at få de store dybe kældre i spil.

Og neden under det hele passes der på det, vi er sat i verden for. Der researches, så det faglige fundament er i orden. Og der fortælle historie, kokkereres, informeres, sælges, vedligeholdes og gøres rent, så vore gæster får en god oplevelse. Et arbejde, der udføres af jer, Den Gamle Bys kompetente stab af medarbejdere – og her tænker jeg både på faste som løse, lønnede som frivillige. Tak til alle for indsatsen i 2019. En særlig tak til de medarbejdere, der under slutspurten mellem jul og nytår gjorde deres til, at publikum fik gode oplevelser.

At gæsterne rent faktisk får en super oplevelse kan man forvisse sig om ved at checke de mange anmeldelser på Google, Facebook og Tripadvisor. Mange ting fremhæves, men typisk nævnes det samlede miljø, 1974-kvarteret og Aarhus Fortæller, men nok så ofte nævnes museets personale og den inviterende facon, der kendetegner Den Gamle By. Står anmeldelserne til troende, og der er ikke grund til at tro andet, så får folk simpelthen en rigtig god oplevelse, når de besøger Den Gamle By. Det er her i øvrigt værd at notere sig, at en del nævner, at Den Gamle By viste sig at være meget mere og meget bedre, end de havde forestillet sig.

Den Gamle By er fortsat i stærk udvikling. Den er attraktivt for det brede publikum. Og museet er efter alle solemærket at dømme fortsat det bedste besøgte kulturhistoriske museum i Danmark.

Men situationen er altså, at et besøgstal på omkring de 500.000 ikke er tilstrækkeligt til at drive Den Gamle By.

Hvad kan vi så gøre ved det?

Ja, vi kan selvfølgelig gå i decideret nedskæringsmode, skære hårdt og spare os ud af problemerne. Men det vil, efter min mening, bare gør ondt værre, idet det vil give færre gæster og indtægter, som så vil føre til yderligere nedskæringer. Og så er vi inde i en ond cirkel.

Som det er sagt før, så skal vi naturligvis stramme os an, fokusere på det vigtigste og i det hele taget blive dygtigere. Vi skal blive bedre til at finde to-kroner i hjørnerne. Og vi skal koncentrere os om det vigtigste og så undlade noget af det, der måske ikke er helt så vigtigt.

Men vi skal for alt i verden undgå den onde cirkel. Og det skal vi gøre ved at være offensive.

Jeg tror, vi er flere, der har konstateret, at det nye, vi har lavet de senere år, måske ikke længere er så nyt, at det stadig skaber opmærksomhed. Vi har også kunnet mærke, at vi ikke i 2019 har haft et særligt publikumstilbud i sommerhalvåret, sådan som vi i 2018 havde med Dronningens Garderobe. Derfor satser vi på at lave både noget om påskens fortællinger og om kaffens historie i Danmark, og vi skal fortsætte med at udvikle Allehelgen. Ikke som særudstillinger, men efter samme devise, som vi laver jul – om end ikke i helt den samme størrelsesorden. Vi lægger, om jeg så må sige, et lag ind over store dele af Den Gamle By, så vi bruger de virkemidler, museet i sig selv rummer.

Jeg er også overbevist om, at det nye spisested vil give os nogle helt nye muligheder, når det åbner først på sommeren. Der er ingen tvivl om, at det vil stille øgede krav til organisationen, for vi skal blive bedre til at sælge det, vi har. Og så giver det anledning til at være mere offensive i forhold til selskaber, møder og konferencer, som vi hidtil har holdt lidt igen med, fordi vi ikke har haft set-up’et hertil.

En anden basisting er Den Gamle Bys nye it-platform, der bliver kørt i gang her i første halvår af 2020. Den vil give os bedre overblik, den vil gøre ting lettere og, nok så vigtigt, så vil den gøre Den Gamle By mere kundevenlig.

Om alt går vel, er der således flere ting, der vil falde på plads her i 2020, så vi kan blive bedre til at sælge Den Gamle By. Ordet sælge skal ikke misforstås, men der ligger det i det, at flere utvivlsomt vil kunne få en fantastisk oplevelse ved et besøg, og at vi skal hjælpe dem hermed. Vi gør allerede meget, men pointen er, at en opprioritering af dette område både vil give ekstra indtægter til Den Gamle By og bedre oplevelser for publikum. For salg og publikumsservice hænger i meget høj grad sammen. At tilbyde publikum noget, de ikke vidste, de kunne få i Den Gamle By.

Alt dette skal vi gøre inden for rammerne af det at være et godt museum. Vel at mærke ikke bare et museum, som museer er flest. For vi skal huske, at Den Gamle By blev skabt i opposition til det, man for 100 år siden opfattede som de ”rigtige museer”. Det vil bl.a. sige Nationalmuseet og det gamle Aarhus Museum. Ud af den idékamp skabte Peter Holm Den Gamle Bys særlige profil som et museum, der sætter den nære historie over den fjerne forhistorie, som sætter fortællingen over den enkelte museumsgenstand, og som sætter det almindelige publikum over den mere indadvendte videnskabelighed.

Den profil skal vi værne om, for den definerer Den Gamle Bys kerneydelse, som er at skabe historiske oplevelser for det brede publikum – i hele miljøer i tre dimensioner og i størrelsesforholdet 1:1.

Den Gamle By skal være noget for nogen. Vi skal gøre noget der er vigtigt. Hvad enten det drejer sig om at være med til at skabe sammenhængskraft i samfundet eller lave særlige tilbud til demente eller kæmpe for, at Aarhus kan bevare sin identitet eller medvirke til at skabe bevidsthed om bæredygtighed. Vi skal give vores besyv med. Og både de mennesker, der besøger museet og dem, der ikke gør, skal meget gerne have en oplevelse af, at Den Gamle By er noget særligt, og at Den Gamle By spiller en rolle på områder, der er vigtige.

Jeg har engang beskrevet mit favoritmuseum på denne måde: Et godt museum handler om ”mig”, og samtidig handler det om noget, der er større end ”mig”. Det har kant, det rummer kundskab, og samtidig er det skønt, morsomt og inspirerende. Og så handler det på en eller anden måde ligeså meget om nutiden og fremtiden som om fortiden.

Men vi skal altid have for øje, at vi først og fremmest skal bruge vores ressourcer på det, der er til glæde og til nytte for det publikum, der betaler deres entré ved kasse 1.

Da jeg sidste år havde holdt min nytårstale, hørte jeg en bemærkning om, at det vist var første gang, jeg ikke nævnte noget om truende skyer i horisonten. Det kan man sige var dårlig timing. Det vil jeg ikke risikere i år.

Her tænker jeg ikke på det forventede underskud på regnskabet. For selvom vi nu får pisken over nakken, er jeg overbevist om, at vi nok skal få driftsøkonomien på plads. Nej, jeg tænker på de truende reduktioner i statens tilskud.

Den første trussel handler om, at statens tilskud til museerne er sat i spil. Det har nu i snart tre år skabt stor usikkerhed, især fordi vi på vandrørene har lyttet os til, at navnlig store, populære museer, som fx Den Gamle By, kan komme til at stå for skud.

Vi håber på en snarlig afklaring og på, at resultatet ikke må blive, at staten tager fra de museer, der har mange gæster og betydelige entreindtægter, for at museer, som kun få besøger, kan få ekstra midler.

Den anden trussel handler om de 3 mio kr, som fra 2021 er i spil for Den Gamle By. Beløbet blev oprindelig bevilget ved finanslovsforhandlingerne i 2008. De folketingspolitikere, der stod bag, tilkendegav dengang, at tilskuddet skulle være permanent, men af uransagelige årsager blev det gjort tidsbegrænset. I 2012 lykkedes det at få bevillingen forlænget og igen i 2016. I 2020 skal slaget således atter slås for en forlængelse af tilskuddet, som vi så håber må blive gjort permanent, sådan som det var ønsket hos de politikere, der stod bag.

Det er vigtigt, at vi gør opmærksom på disse to trusler. Men endnu vigtigere er det, at vi laver et godt museum, som er relevant for mange mennesker. For det er sværere for staten at skære på et museum, som har stor folkelig opbakning og gør en indsats, som de fleste finder vigtig.

Dagen er tiltaget med 15 minutter. Det går mod lysere tider. Lad os sammen lægge os i selen for, at også Den Gamle By går mod lysere tider.

Godt nytår.

 

 

Hvad kendetegnede 2010’erne

DR spurgte mig for nylig om, hvad der set fra min stol særligt karakteriserede 2010’erne. Altså ikke så meget på det politiske og økonomiske felt, men mere om det daglige forhold mellem mennesker. Nok også fordi, vi om et par år åbner en 2014-gade i Den Gamle By.

Når man forlader et årti, er der naturligt nok et ønske om at sætte begreber på den epoke, vi lægger bag os. Også selvom al erfaring viser, at der normalt skal mindst 10-20 års tidsafstand til, før tidsmarkørerne for alvor står klart.

Jeg valgte at acceptere udfordringen og pegede på fire områder:

  1. Der er sket en markant individualisering i form af singlekultur, øget individuel frihed, ensomhed og afpersonalisering af relationer.
  2. Kønnet er blevet mere flydende og en hel regnbue af forskellige former for seksualitet er blevet tydelige i det offentlige rum.
  3. Alt er tilgængeligt hele tiden, og det skal være let.
  4. Der er ikke længere noget, der er autoritativt, og alt er til diskussion.

 

Individualiseringen er et tveægget sværd, der både giver individuel frihed og isolation fra fællesskabet.

Da vi i 2014 skulle beslutte, hvad vi ville prioritere fra netop dette år, var vi os meget bevidste om, at det er svært at få overblik, når man står midt i det. Vi inddrog derfor mange forskellige mennesker, personale som eksterne, og via sociale medier fik vi input fra mange forskellige sider, hvilket hjalp os med at pejle, hvad vi skulle gå efter.

I Den Gamle Bys 2014-gade vil man bl.a. kunne møde en singlekvinde og en regnbuefamilie. På butiksfronten vil der være 7-eleven butik, hvor man som bekendt kan få alting hele tiden, og så vil der også være en bank, selvom digitaliseringen allerede da var på vej til at fjerne bankfilialerne fra bybilledet.

I det hele taget vil man overalt i 2014-gaden opleve digitaliseringens individualiseringskraft. Alle har deres egen digitale adgang, man er sammen via nettet, og man foretager sine bankforretninger, kontakten til det offentlige og mange indkøb via nettet.

I udviklingen af Den Gamle By har vi også en standende diskussion om, hvorvidt vi kan tillade os at have adskilte herre- og dametoiletter, eller om toiletterne skal være have unisex, så vi ikke udelukker støder nogen – og det selvom vi ved, at mange foretrækker kønsopdelte toiletter.

Om alt går vel, begynder opførelsen af husene i 2020, således at vi i løbet af 2021 kan gå i gang med indretning af hjem og butikker og heri indlægge den relevante historiefortælling.

Om vi vælger de rette tidsmarkører og fortællinger, vil kun tiden kunne vise. Men som en norsk kollega sagde til os midt i planlægningen, så vil vores valg være med til efterfølgende at definere, hvad eftertiden vil huske fra 2010’erne. Kollegaen er Olav Aaraas, som i Norge har stået bag flere banebrydende projekter med samtidsdokumentation og -fortælling. Således er de hjem fra 1970’erne, 80’erne og 90’erne, han genskabte på Maihaugen i Lillehammer i dag med til at definere, hvad der var typisk fra sidste del af det 20.århundrede.

 

 

 

Svømmer Den Gamle By i penge?

Svaret på dette spørgsmål er utvetydigt et nej! Og det er vigtigt at gøre klart, idet jeg ofte har hørt bekendte og kolleger give udtryk for, at Den Gamle By da vist har masser af midler. Misforståelsen skyldes nok, at museet har modtaget store donationer til fornyelse. Men det er bestemt ikke det samme som, at vi svømmer i penge.

At det forholder sig sådan illustreres klart i flere aktuelle overskrifter og presseomtaler: ”Millionunderskud rammer hårdt i Den Gamle By”, skrev Aarhus Stiftstidende således – og aviser, radio og tv over hele landet har fulgt trop.

Historien stammer fra den årsberetning, som er publiceret i Den Gamle Bys nys udkomne årbog. Og det er helt korrekt, at Den Gamle By forventer et underskud på i omegnen af 3 mio kr for 2019, og at det kommer oven i et underskud på 0,9 mio kr i 2018.

Årsagerne til underskuddet er mange: Rekord meget regnvejr, færre krydstogtsturister, nødvendige investeringer i forbindelse med Den Gamle Bys store udviklingsprojekter og måske også, at de senere års store trækplastre ikke længere er helt så nye, som de var for et par år siden.

Siden august i år har vi været opmærksomme på situationen. Personale og bestyrelse er blevet orienteret, og vi har spændt livremmen ind, hvor det kunne lade sig gøre.

Der er grund til at understrege, at Den Gamle By ikke går rabundus på grund af det forventede underskud. Men det er selvfølgelig en alvorlig sag, der gør at vi skal fokusere yderligere på gæsterne, vi skal blive bedre til at ”sælge” museet, og vi skal blive skarpere til holde hus med ressourcerne og spare, hvor vi kan.

Den Gamle By er ikke så meget et museum om noget, men mest af alt et museum for nogen. Og disse nogen omfatter stort set alle danskere – også dem, der normalt synes, at museer er kedelige.

Det koster penge at drive et museum, der er attraktivt og når bredt ud, og det koster også at tage socialt ansvar overfor sårbare grupper som demente, børn med særlige behov og mennesker, der ikke er plads til på det almindelige arbejdsmarked.

Sådan har vi arbejdet i flere år, det sætter vi en ære i, og det vil vi gøre alt for at kunne fortsætte med. Men det kræver naturligvis, at Den Gamle Bys økonomi hænger fornuftigt sammen. Det har den gjort i godt 20 år – med lidt op og ned, men ingen alvorlige underskud siden 1997. Sådan skal det nok blive igen, for selvfølgelig får vi rettet op på økonomien.

Det er os, der i øjeblikket har ansvaret for Den Gamle By, der skal sikre, at museet er gearet til fremtiden. Og selvom vi nu får pisken over nakken, skal vi nok få driftsøkonomien på plads. Men det forudsætter, at der ikke sker reduktioner i tilskuddene fra stat og kommune. For selvom Den Gamle By selv skaffer fire ud af hver fem kroner, som museet bruger, er det umuligt at holde et acceptabelt niveau uden substantielt tilskud fra det offentlige.

Der er nu gået mere end to år siden, kulturministeren satte statens tilskud til museerne i spil. Det har skabt stor usikkerhed, især fordi vi på vandrørene har lyttet os til, at navnlig store, populære museer, som fx Den Gamle By, vil stå for skud. Vi håber på en snarlig afklaring og på, at resultatet ikke må blive, at staten tager fra de museer, der har mange gæster og betydelige entreindtægter, for at museer, som kun få besøger, kan få ekstra midler.

Der ud over er yderligere 3 mio kr i spil for Den Gamle By. Beløbet blev oprindelig bevilget ved finanslovsforhandlingerne i 2008. De folketingspolitikere, der stod bag, tilkendegav dengang, at tilskuddet skulle være permanent, men af uransagelige årsager blev det gjort tidsbegrænset. I 2012 lykkedes det at få bevillingen forlænget og igen i 2016. I 2020 skal slaget således atter slås for en forlængelse af tilskuddet, som vi så håber må blive gjort permanent, sådan som det var ønsket hos de politikere, der stod bag.

Til Håndværksdage i Den Gamle By kan gæsterne møde og diskutere med Den Gamle Bys håndværkere, der øser velvilligt af tips og gode råd.

I de kommende år vil Den Gamle By byde på en række temaer og aktiviteter, der vil gøre det ekstra attraktivt at besøge museet. I 2020 er de vigtigste Fokus på Genforeningen 1920, Fortællingen om Påsken, Håndværks- og havedage, 70’er-festival samt et særligt tema, hvor publikum i sommerhalvåret både vil kunne se, smage og prøve – og ikke mindst blive klogere på noget, de garanteret interesserer sig for.

Og så ser vi frem til, at vi i 2020 kan åbne et helt nyt spisested med masser af plads til museets mange gæster. Vi ser også frem til i 2021 at åbne ”Gågaden 1974”. Og vi ser frem til i 2022 at åbne 2014-gaden, der for alvor vil sætte 2010’erne på museum. Samme år åbner Den Gamle By en helt ny hovedindgang, der ligger sådan, at de dårligt gående gæster kan springe brostenene over, ligesom det bliver let at finde parkeringsplads i de nærtliggende store parkeringskældre.

Nu på søndag den 22. december – eller måske dagen efter – vil Den Gamle By efter al sandsynlighed byde velkommen til gæst nummer en halv million, hvilket utvivlsomt atter vil placere Den Gamle Bys som det bedst besøgte kulturmuseum i Danmark.

Selvfølgelig var det ikke rart at få blæst et stort underskud op på forsiden! Men det ændrer ikke ved, at vi tror på en lys fremtid for Den Gamle By.

Modeopvisning i Den Gamle By med tøj fra 70’erne.

Den Gamle By giver julen dybde og dimension

I Den Gamle By sætter vi i julen alle sejl til for at fortælle om de traditioner og mange historiske lag, som gør julen til noget helt særligt. Juli Den Gamle By åbner fredag 22. november og kan opleves frem til Helligtrekongersaften 5. januar 2020. Den Gamle By har åben alle årets 365 dage.

Meget mere end et julemarked

Julemarked er der en del, der kalder alt det, vi i Den Gamle By sætter i værk her op til jul. Og selvfølgelig er der boder, hvor man kan købe juleknas og juleglögg, juleøl og julesnaps, julekager og julepynt – og gaver og andet godt.

Men Jul i Den Gamle By er også så uendelig meget mere. Snesevis af udstillinger, historier om lys og mørke, mødet med mennesker fra andre tider, deres tro og overtro, julens særlige sange og ikke mindst smagsoplevelser, der er gået i glemmebogen alle andre steder end i Den Gamle By. Det er ambitionen at give museets gæster en fornemmelse for de historier og traditioner, der ligger bag alle de mærkelige ting, vi gør i julen.

Først når det er rigtigt mørkt forstår man lysets betydning. Som fx pigerne, der laver mad i køkkenet fra 1864.

Julen er mærkelig

For julen er en mærkelig tid, som kan være svær af forstå. For os selv og for andre. Her tænker jeg på det store forbrugsræs med gaver, øl og mad i metervis. Jeg tænker også på de store julefrokoster. Og jeg tænker på det forhold, at de fleste danskere tager et træ ind i stuen og pynter det med alskens flitterstads – selvom det for udefra kommende må tage sig ud som det rene hokus-pokus.

Og så tænker jeg på det mærkværdige forhold, at vi – eller i hvert fald mange af os – lige pludselig og meget radikalt skifter spise- og drikkevaner. For selvom man måske mest er til middelhavsmad og rødvin, så finder man i julen pludselig sig selv i færd med at spise kager med kardemomme, risengrød med kanelsukker, hamburgerryg med grønlangkål, and med svesker, æbler og sukkerbrunede kartofler, svinesylte med sennep og rødbeder – og dertil drikke snaps og øl med en helt anden sødme, end vi er vant til.

Mærkeligt og anderledes! Ja nok. Men på den anden side er juletraditionernes styrke og historiske dybde med til at give os en følelse af at høre til og være en del af noget, der er større end os selv. Uden egentlig at tænke særligt over det, kommer man i kontakt med nogle meget dybe rødder, som man ikke er opmærksom på, når dagligdagens karrusel kører for fuld fart. Det er de rødder, vi i Den Gamle By ønsker at tydeliggøre for de mange gæster, der besøger museet i tiden op til jul.

Den Gamle By importerer glaspynt fra de gamle familieværksteder i Thüringen. Den historiske julepynt sælges i museets særlige julebutik.

Glemte fortællinger

Det er derfor vi har en særlig bod med rigtige æbleskiver. Altså skiver af æble, der dyppes i dej og koges i svinefedt.

Det er også derfor Den Gamle Bys julebutik har importeret mængder af den særlige glaspynt til juletræet fra de små værksteder i Lauscha i Thüringen. Pynten fremstilles fortsat efter forskrifterne fra slutningen af 1800-tallet og med den samme teknik.

Det er derfor Den Gamle By har fremstillet en særlig hybenkradser. Altså en krydret vin med helbredende egenskaber. Drikken er opkaldt efter grækeren Hippokrates (4. årh fvt), der er kendt som lægekunstens fader, og hvis navn senere blev forvansket til hybenkradser.

Det er derfor, man i Den Gamle By kan opleve det sparsomme lys og hvor vigtigt det var i den mørke juletid. Spillet mellem lys og mørke er jo et helt grundlæggende element i både den hedenske fejring af solhvervet og den moderne jul, selvom det i dag kan være næsten umuligt at forstå i nutidens kamp om at bruge så mange watt som overhovedet muligt.

Del af noget større

Jeg tror, de fleste af os oplever, at der er nogle særlige tidspunkter og situationer, hvor man kommer dybere ned i sine følelser og sin oplevelse af verden. Det være sig i forbindelse med livets store overgange – fødsel, bryllup og død. Men det gælder også ved årets store overgange, og her spiller julen en helt særlig rolle. I sådanne sammenhænge bliver småskærmydsler og daglige gøremål mere ligegyldige, og man får den der forunderlige fornemmelse af at være en del af noget gammelt og kraftfuldt. Det er en helt speciel følelse, og jeg tror, det er det, der gør, at så mange har et særligt forhold til julen i Den Gamle By.

Rigtige æbleskiver består af en skive æble, der dyppes i dej og steges i svinefedt. Og de smager himmelsk.

Den franske historiker Phillipe Ariés har engang udtrykt det på den måde, at det er historiens –  og museernes – opgave at afhøvle nutiden, så den bliver gennemsigtig. Med Den Gamle Bys vifte af oplevelser prøver vi at give museets gæster hygge og samvær på en måde, så de samtidig også oplever, at de får noget med hjem. En ny tanke, en forundring eller måske en viden, som man ikke havde før. Vi ønsker at give julen dybde og dimension.

 

 

 

 

Mit Aarhus – med kærlig kritik

I forbindelse med åbningen af Folkeuniversitetets store festival Hearts & Minds var jeg og fire andre bedt om at forholde os til Aarhus. Folkeuniversitetet spurgte: Hvad er det gode byliv? Hvilke kvaliteter fra det gamle Aarhus skal vi forsøge at bevare? Og hvordan ønsker vi at se byens fremtid forme sig? Arrangementet foregik fredag 27. september 2019 i Rådhushallen på Aarhus Rådhus. Her er mit indlæg.

Jeg er født i Viborg og kendte egentlig ikke Aarhus, før byen blev interessant for mig som studieby.

Det blev den i 1974, da min kone og jeg flyttede til byen. Vi boede i 12 år i Andelsboligforeningen Centrum I i Christen Købkes Gade bagved det, der nu er Scandinavian Center. Vi havde en dejlig tid, og Aarhus blev vores by.

Jeg husker en dag, vi læste til eksamen på sportspladsen bagved Brobjergskolen, da mænd med motorsave tog fat på at fælde alle elmetræerne, så der kunne blive plads til at bygge et musikhus. Det var vi godt nok imod. Dengang!

I 1984 fik vi vores første datter. Jeg tog hende tit med til parken ved Musikhuset, hvor hun elskede at se på springvandene. Da blev vi gladere for det fine hus, som jo ikke mindst Thorkild Simonsen har æren af.

Men når vi gik rundt med datteren i klapvogn, var hun konstant i udstødningsrørshøjde, så vi besluttede at søge job uden for byen.

Derfor flyttede vi i 1986, og var væk i 10 år. Men vi glemte ikke Aarhus, og vi nød at være på besøg hos venner, der fortsat boede i byen. Specielt hvis det var maj og bøgen nyudsprunget – og vi følte os unge igen!

Vi talte tit om dengang vi sad på en svalegang i en baggård Den Gamle By, og jeg sagde: Her vil jeg gerne leve mit professionelle liv. Sådan kom det til at gå, og i 1996 kom vi tilbage.

Aarhus er vores by, og vi kunne ikke drømme om at flytte.

Som afsæt for indlægget var alle deltagerne blevet bedt om at medbringe et billede. Jag medbragte dette.

Prismet

På billedet her ser I to højhuse. Begge lige umulige.

Det ene blev dog til virkelighed. Det er det til venstre. Til højre ser man en drilsk fantasi, som daværende medarbejder på museet, Ole Bak, ikke kunne lade være med at lave.

I hovedstadens hoforgan Berlingske Tidende blev bygningen anmeldt:

Her i København forstår vi godt, skrev Berlingske, at man i Aarhus gerne vil manifestere sig over for hovedstaden med moderne og storslået arkitektur – som man har gjort det med Musikhuset eller det nye kongrescenter. Men derfor behøver man vel ikke ligefrem helt frivilligt at spolere sin eneste nævneværdige turistattraktion. Det er ikke nogen sjov Aarhus-historie. Bare de dog havde bygget den ”skyskraber” et andet sted. Og meget gerne højere”.

Nogle århusianere så Prismet som et vidnesbyrd om, at Aarhus nu var en moderne og international by. Andre mente, at Aarhus blæste på sine egne kvaliteter i et forsøg på at efterabe noget, der foregik i byer, som man anså for at være ”finere”.

Jeg holder af Aarhus, og jeg synes, der er meget, der går godt. Men jeg bekymres også. Bl.a. over det, at alt skal være åh så moderne og åh så internationalt. Jeg tolker det som et mindreværdskompleks.

Mindreværdskompleks

Sommetider får man det indtryk, at det ikke er godt nok at være Aarhus.

Det er sådan et mantra, at alt skal være internationalt. Der er næsten ikke den bygning, det kunstværk eller for så vidt den festival, der ikke hedder noget på engelsk. Undskyld til dagens vært, som jo hedder Hearts & Minds. Jeg sætter pris på, at det er Folkeuniversitetet og ikke The Folkuniversity, der arrangerer.

Der er næsten heller ikke den arkitekt eller den kunstner, der ikke er international.

Hvad man så end mener med det. Betyder det høj kvalitet? Betyder det, at det er værd at rejse efter. Eller betyder det, at det ligner det, der findes alle andre steder?

I byrummet er det vel efterhånden kun instruktion om betaling på parkeringspladser eller omkørselsskilte, der skrives på dansk. Utvivlsomt til stor gene for alle de turister og andre, der ikke forstår sproget.

Jeg er helt med på, at det ikke lyder godt, hvis man omdøber Aarhus Street Food til Aarhus Gajemaj. Men jeg synes Fed Fredag lyder bedre og mere rigtigt end Fat Friday. Og heldigvis siger alle jo Regnbuen fremfor Your Rainbow Panorama!

Mon ikke det med, at byen absolut skal være international udtrykker et mindreværdskompleks på egen kulturs vegne? Det at man pr automatik regner noget fra udlandet for bedre og vigtigere end det, man selv er.

Husk på, at det der er rigtigt internationalt, er sådan noget som Coca-Cola, BigMac og Heineken, der smager ens, hvad enten du er i Kuala Lumpur, i Santiago de Chile eller i Aarhus.

Og sådan er Aarhus jo ikke. Aarhus er vitterlig noget i sig selv.

Nutidshovmod

Aarhus skal absolut også være moderne. Postuleret moderne, kan man vist godt sige.

Det kan man synes er paradoksalt. Ikke mindst fordi Aarhus rent faktisk er en af Danmarks allerældste byer, og den har bevaret sin oprindelige struktur. Det er enestående og en stor kvalitet, man bør ikke bør glemme, bare fordi man er vant til, at det er sådan.

At Aarhus har store kvaliteter betyder jo ikke, at alt skal bevares. For alt er jo ikke lige vigtigt!

Aarhus skal ikke være Den Gamle By, for det har vi jo Den Gamle By til. Historien skal ikke være en spændetrøje, og jeg har ikke noget problem i, at man engang imellem river bygninger ned og erstatter dem med nye.

Men det nye, der kommer til, skal respektere det selskab, det indgår i. Ikke nødvendigvis falde i ét med omgivelserne, ikke være noget andet, end det er. Men det bør heller ikke kaste vrag på det, der er der i forvejen.

For det er et udtryk for nutidshovmod. Et udtryk for en stoltserende selvforblændelse, der tager som udgangspunkt, at vi ved bedst, at vi står på toppen af udviklingen, og at det, vi nu måtte finde på, pr definition er bedre en det, andre før os har fundet på.

Specielt skal vi passe på nutidshovmod, når det drejer sig om arkitektur og byplanlægning. For byer er langsomme organismer, og det, der besluttes i dag har konsekvenser årtier, ja måske århundreder frem i tiden.

Vi agerer på vegne af vores børn, børnebørn og oldebørn.

At noget er planlagt af uddannede arkitekter og byplanlæggere betyder ikke nødvendigvis, at det er det bedste. For i så fald kan jeg ikke forstå, hvordan det kan være, at jeg bedre kan finde rundt i gamle byer som Ribe eller Helsingør end i en moderne, planlagt by som Høje Tåstrup!

Cyklende borgmester

For 60 år siden var der politikere og planlæggere, der ville ødelægge det kvarter, hvor Aarhus er født. Alle var dengang enige om, at det var fremsynet. Næsten alle. For der var én modig mand, der turde tale fremskridtet midt imod.

Han var både cyklist, lokalhistoriker og borgmester. Og planerne blev forpurret!

Det var Bernhardt Jensen, der stod bag. Ham er vi stolte af i dag!

Jeg drømmer om, at Aarhus vil huske historien om den cyklende borgmesters redning af Latinerkvarteret. Et byudviklingsprojekt, der for 60 år siden let kunne være endt som katastroferne med Thomas B Thriges Alle i Odense eller Lille Mikkels Gade i min fødeby Viborg.

I dag laver man ikke voldsomme gadegennembrud, som dengang. Selvom Letbanens markante spor gennem Randersvej kan gøre én nervøs for, hvad der vil ske, hvis den skal gennem det centrale Aarhus.

Selv små ændringer bliver store, når bare der er mange nok!

Det er værd at erindre sig den norske filosof Jon Elster ord om, at de største forandringer sker som utilsigtede konsekvenser af ting, der egentlig havde et andet formål.

Det der gør Aarhus til Aarhus  

Jeg holder af midtbyens torve med de to gamle kirker som markante vartegn. Jeg holder af det det smukke bymiljø på Frederiksbjerg med harmoniske og dog varierede bygningskarreer afbrudt af enkelte vartegn i form af skoler og kirker. Jeg elsker at gå tur i Øgadekvarteret. Jeg elsker det ældre villakvarter i Åbyhøj, hvor vi har boet i snart et kvart århundrede.

Jeg synes egentlig også godt om den nye Ceresby, og i hvert fald foretrækker jeg den frem for det triste fabriksbyggeri, der var der før.

Jeg holder af 40’ernes og 50’ernes blokbyggerier i rødt tegl.

 Men jeg føler mig ikke velkommen i 70’ernes betonbyggerier.

Jeg har det også svært med Aarhus Ø og byggeriet på det nordlige del af havnen. I sig selv sikkert udmærkede bygninger, men de står allesammen og råber: se mig, se mig.

Og så er jeg bekymret over, hvad der kan ske i Latinerkvarteret, Aarhus’ vugge. Og i Sydhavnen, som vel er byens sidste uregerlige område.

Jeg drømmer om, at Aarhus vil være sig selv. Hvis vi gør lige som alle andre – hvis vi gør ligesom dem der er større, og dem, vi synes er finere – så bliver Aarhus uinteressant. Så kammer ønsket om at være moderne og international over i det, nogen har kaldt globaliseret ensformighed.

Jeg drømmer om, at Aarhus får en kanon over det helt særlige. Det der gør Aarhus til Aarhus. Det, vi skal passe særligt på, og som aldrig kan genskabes.

Om 100 år

Tilbage til mit billede her i dag.

Selv her snart 20 år efter, at Prismet blev opført, hører jeg tit chokerede kommentarer fra Den Gamle Bys gæster.

Ja, da generalsekretæren for det kinesiske kommunistparti i Shanghai, Kinas mest moderne by, engang besøgte Den Gamle By, sagde han til mig, at han ikke troede sådan noget kunne forekomme i et civiliseret land.

Så beroligede jeg ham med, at om 100 år vil Prismet være væk, men Den Gamle By vil stadig være her.

Håber jeg!

Tak.

 

Øvrige indlægsholdere denne aften var tidligere borgmester og indenrigsminister Thorkild Simonsen, projektleder Aysha Amin, Smag a la Gellerup, stadsarkivar Søren Bitsch Christensen, og forfatter og historiker Søren Hein Rasmussen.

Nutiden er kommet på museum

”Nu” er som bekendt et uendeligt kort øjeblik, et midlertidigt stoppested, på vejen mellem fortid og fremtid. Det er historien, der binder det sammen. Og som bekendt sluttede historien ikke for 50 eller 100 år siden. Den fortsætter, og vi er selv en del af den. At vi i Den Gamle By nu kan illustrere dette i så stor stil, i tre dimensioner og i størrelsesforholdet 1:1, ville aldrig være sket, hvis ikke der i Danmark var fonde med midler, vilje og mod til at bakke op.

I går for nøjagtig fem år siden, den 24. september 2014, underskrev formanden for A.P. Møller Fonden Ane M.M. Uggla et bevillingsbrev til Den Gamle By på i alt 135 mio kr. Dermed havde A.P. Møller Fonden i alt bevilget næsten 300 mio kr til det store projekt, som nu er blevet til en helt ny Den Gamle By, hvor publikum kan opleve historien og sig selv på nye måder.

1070’er festival i Den Gamle By.

Hverdag i Velfærdsdanmark kalder vi den nye bydel, der med afsæt i året 1974 fortæller historien om velfærd, hverdag og ungdomsoprør i især 1960’erne og 1970’erne. Der er vores egen tid på museum, det er herfra vores verden går. Det samlede 1974-projekt, som indtil nu er realiseret rummer ni boliger, syv butikker, fire firmaer, to baggårde, to baggårdsværksteder og tre baggårdslokummer. I alt 32.000 genstande. Heraf 56 ølkasser, ni arkitektlamper, 36 teaktræsmøbler, seks ryatæpper, 11 numre af Ugens Rapport, fire vinballoner samt en Velo, en Puch Maxi og en Kreidler Florett – og meget, meget mere. I alt mere end 30 menneskers personlige historier, som tilsammen tegner et billede af livet i Danmark i en tid, som mange fortsat har et forhold til. Og helt i pagt med frilandsmuseernes ”founding fathers”, får gæsterne lov at kommehelet ind i stuer, værelser, køkkener og toiletter. Enkelte steder må man sætte sig i stolene, kigge i skufferne og åbne skabene, og i hjemmet, hvor der skal forestille at bo en fraskilt kvinde med sin teenagersøn, kan man sætte sig i sofaen og følge TV-avisens sammendrag af finalen i Fodbold-VM 7. juli 1974, hvor Tyskland vandt 2-1 over Holland.

Ideen til projektet opstod tilbage i 2002, da vi erkendte, at selv de nyeste dele af Den Gamle By viste en tid, som ingen nulevende mennesker længere havde noget forhold til. Det syntes vi var et problem, og vi erindrede os, at museets stifter Peter Holm i sin tid med velberådet hu havde ført sit museum op til ”vore forældres og bedsteforældres tid”. I Norge og Holland havde vi set, hvordan et par af Den Gamle Bys søstermuseer var begyndt åbne bygninger og interiører fra en tid, der ligger tæt ved vores egen. Ikke i stor stil, men med enorm succes!

Vi besluttede, at Den Gamle By ikke længere alene skulle være et billede på en førindustriel købstad. Den skulle være en danmarkshistorisk tidsrejse. Fra den gamle købstad, via de moderne tider i 1920’erne, og helt op til en tid, de fleste danskere i dag kan huske. Vi landede på året 1974 som afsæt for en genskabelse af Danmark i 1960’erne og 70’erne. Senere kom det med, at vi skulle føre Den Gamle By helt op til 2014, og så slutte det hele af med en ny – og hårdt tiltrængt – hovedindgang, der ville åbne Den Gamle By ind mod Aarhus’ midtby.

Indrømmet! Det var et vildt projekt, men vi havde alligevel ikke regnet med, at den statslige Kulturarvsstyrelse vendte tommelfingeren nedad. Vi syntes selv, vi havde et genialt projekt og var ved at revne af stolthed, da vi orienterede herom. Og så fik vi – næsten som et forsinket ekko fra den museumskonservatisme, Den Gamle By mødte i sin helt tidlige historie –  et klart nej. Det er forkert at flytte bygninger, og det er ikke Den Gamle Bys opgave at opbygge samlinger fra det 20. århundrede, lød dommen.

Som i andre spørgsmål, hvor jeg var usikker, tog jeg på besøg hos Den Gamle Bys ældste medarbejder, dr.phil. Erna Lorenzen, som blev ansat i Den Gamle By i 1935 og havde arbejdet tæt sammen med stifteren Peter Holm og kendte hans tanker og synspunkter. Jeg forelagde mine planer, og så var det ligesom Erna talte lidt med sig selv. I virkeligheden talte hun nok med Peter Holm. Det endte med, at både Peter og Erna bakkede op bag projektet, og så var der ikke længere nogen tvivl. Vi gør det, sgu!

Da så A.P. Møller Fonden støttede projektet med først en bevilling, og så én mere, faldt skeptikerne fra. Også den statslige styrelse, som i starten var imod. Udenlandske kolleger var begejstrede. Foregangsmanden over dem alle, norske Olav Aaraas, skrev til mig: ”Jeg er målløs! Dette er jo aldeles utrolig! Med dette kan dere bli det fremste friluftsmuseet i Europa på samtidsdokumentasjon, og det er noe det danske folk vil takke dere for. Jeg er imponert over at A.P. Møller Fonden ennå en gang graver dypt i sin pengebinge for et stort kulturløft”.

Det er ikke historien om de tre store K’er: krige, konger og København. Nej, vi lægger der vægt på hverdagen, på de ufortalte historier og de glemte steder. Almindelige menneskers historie er som oftest både rigere og mere rørende end de store, nationale historier. Vi fortæller historier, som den almindelige dansker kan spejle sig i, og vi oplever, at publikum kommer til at huske ting, de havde glemt, at de genoplever stumper af deres egen erindring, og at de hygger sig og er sammen om at opleve eller genopleve historien. Vi lærte i den forbindelse, at museum ikke kun er noget, der laves af museumsfolk. Det er i mindst lige så høj grad det, der foregår inde i gæsternes hoveder.

Og besøgstallet boomer! Fra i gennemsnit 320.000 i årene omkring årtusindskiftet til årligt over 500.000 siden 2015. Kulturstyrelsen har undersøgt museernes publikum, og resultaterne viser, at Den Gamle Bys besøgsprofil i dag er tæt på at afspejle den danske befolknings sammensætning.

Igennem sin mere end 100-årige historie, er Den Gamle By vokset ved knopskydning. Ét hus her, og ét dér, så midler til anlæg af en vej, så en baggård og så noget inde i husene. Rengøringsrum, personaletoiletter, kontorer, værksteder, frokoststuer måtte så komme, når det kom. Anderledes med dette projekt, hvor den enorme bevilling har gjort en samlet planlægning mulig, så såvel de primære udstillinger og publikumsfaciliteter som birum, personalefaciliteter og også den infrastruktur, der ligger under og over jorden, har kunnet planlægges og etableres i en samlet, rationel proces. Akkurat som det er normalt ved moderne byggerier. Det har bare aldrig været Den Gamle Bys vilkår.

Nu nærmer det store projekt sig de afsluttende etaper. Bygningerne til 2014-gaden er på vej, og CUBO-arkitekter, som vandt konkurrencen om Den Gamle Bys nye hovedindgang, arbejder på højtryk på det projekt, der snart vil binde museet sammen med det moderne Aarhus.

Når projektet er afsluttet og snoren er klippet, vil Den Gamle Bys gæster løse billet i en indbydende, lys foyer, hvorfra der vil være et kig til den cirkulære pavillon fra Landsudstillingen i Aarhus 1909, der er den eneste tilbageværende bygning fra den begivenhed, der gav startskuddet til det, der skulle blive til Den Gamle By. Fra hovedindgangen vil de træde ud i 2014-gaden og derfra gå på tidsrejse tilbage i historien. Til 1974-kvarteret, der med dette år som udgangspunkt fortæller om livet i 1960’erne og 70’erne. Til det moderne, industrille Danmark, der var på vej i 1920’erne, og helt tilbage til den førindustrielle tid, som de fleste vil opleve som så fremmedartet, at de måske – og forhåbentlig – vil komme til at se deres egen tid i nyt lys.

 

Teksten er i dag 24. september publiceret i en forkortet udgave som kronik i Avisen Danmark.

 

 

Helvegs historiske øretæve red­dede museer fra at komme på museum

I år er det 50-året for den kulturpolitiske redegørelse, der var en ren øretæve til de danske museer. Redegørelsen er fornøjelig læsning, der viser, at der er sket et nybrud på museumsområdet.

Kulturminister i VKR-regeringen 1968 til 1971 var den radikale nestor Kristen Helveg Petersen, og med den kulturpolitiske redegørelse fra 1969 satte regeringen for alvor publikum i centrum for de offentligt støttede kulturinstitutioners virke.

Målsætningen med kulturpolitikken var, fremgår det, at fremme de enkelte menneskers udviklingsmuligheder, deres optagethed af og deltagelse i udformningen af vores fælles tilværelse.

Og man er udmærket klar over, at det nok ikke vil komme til at gå helt let, idet forfatterne finder anledning til at skrive, at en gennemførelse af målsætningen vil kræve “åbenhed, fantasi og opbrud fra vante forestillinger”.

Og så skal jeg ellers love for, at der er smæk for skillingen, ikke mindst i kritikken af de træge, konservative kulturmuseer, som, forstår man, nærmest betragtede publikum som en by i Rusland.

Selvom kunstmuseernes “problemer er mindre og deres forsømmelser mindre udtalte”, er de skridt, der også her bør tages, imidlertid “ligeså radikale som de kulturhistoriske museers”.

Uinteressante for publikum
Museerne var så uinteressante for publikum, at endda ungdomsoprøret “er gået dem totalt forbi”, hedder det i redegørelsen.

Grunden er, mener forfatterne bag, at den oprørske ungdom anså museerne for helt og aldeles ufarlige, som “depoter for tidligere samfunds efterladenskaber”, hvorfor de simpelthen ikke var “krudtet værd”.

Museerne spiller “kun en relativt underordnet rolle iblandt de muligheder for anvendelse af fritiden, der frembyder sig for befolkningen”, hedder det i betænkningen.

Og den giver en næsten karikeret beskrivelse af “den klassiske museumsmontre” med rækker af genstande anbragt på hylder “på en så akavet måde, at man skal gå ned i knæ for at få et overblik over dem” og med mere eller mindre ulæselige etiketter, der “i sig selv er et levn fra fortiden”.

“Mange museer er derfor i dag selv modne til at komme på museum”, lyder den kontante konklusion.

Direkte møntet på Nationalmuseet hedder det: “Den nuværende udstillingsform er forkert over for publikum”. Det store antal udstillede genstande “virker som en belastning for den besøgende, som mister overblikket, modtageligheden sløves, og det bliver for mange en sløv og kedsommelig vandring gennem rummene”.

Ringe gennemslagskraft over for publikum
Museernes gennemslagskraft over for den befolkning, som de skal betjene, var mildt sagt heller ikke imponerende. I alt omkring fire millioner gæster besøgte de danske museer, oplyser Danmarks Statistik.

De bedst besøgte var de statslige hovedmuseer i København: Nationalmuseet med 340.000 gæster, Statens Museum for Kunst med 250.000 og Zoologisk Museum med 220.000.

Langt de fleste lokalmuseer havde færre end 5.000 besøgende. Dog med undtagelsen af Sønderborg Slot, Forhistorisk Museum på Moesgård, Koldinghus og Viborg Museum, der hver havde mellem 30.000 og 50.000 besøgende.

Derudover skilte navnlig de museer sig ud, som fortæller en særlig historie, fremgår det af Danmarks Statistik. Det drejer sig om museer som Frederiksborg Slot i Hillerød, H.C. Andersens Hus i Odense, Vikingeskibsmuseet i Roskilde samt Frilandsmuseet i Lyngby, Hjerl Hede ved Skive, Den Fynske Landsby i Odense og Den Gamle By i Aarhus.

Afdelingen for løftede pegefingre
Og så kommer redegørelsen ellers til afdelingen for gode råd og løftede pegefingre.

Museerne må lære at forstå, at “fritidsvanerne er indgribende ændrede”. Ja, man må acceptere, at museerne ligesom biblioteker, teatre, radio og fjernsyn “ved siden af den kundskabsformidlende funktion” også har den “meget vigtige opgave at underholde”. En stærk melding, som nok kunne få mange museumsfolk til at få kaffen galt i halsen.

Det understreges, at museerne skal undgå den gammeldags udstillingsform, der skaber “afstand mellem klenodierne og de besøgende”. Museerne skal være inviterende og tilgængelige, forstår man.

Der bør tilstræbes en udstillingsform, hvor “relativt få, karakteristiske genstande udstilles i salene”, som i det hele taget i højere grad indrettes med henblik på de besøgende med “vejledninger i form af oplysende, letlæselige tekster, plancher, tegninger og fotografisk materiale, der tilsammen giver et klart og relativt hurtigt forståeligt billede af den historiske udvikling”.

Film og lysbilleder anbefales ligesom også skiftende udstillinger. I det hele taget bør museerne i langt højere grad end hidtil blive “levende institutioner”, som også arbejder sammen med de kulturelle og folkeoplysende foreninger.

Forfatterne bag redegørelsen stiller ligefrem spørgsmålet: “Hvad om man engang i fremtiden kunne tale om de farlige museer?”.

For da “museerne beskæftiger sig med alle andre samfund end det, hvor vi netop lever, kunne de blive arsenaler, hvorfra argumenter kunne hentes til kritik af det bestående, vækstpunkter for en ny livsholdning”.

For hvis museerne fortsætter som hidtil, så “skal man ikke spå dem nogen almen samfundsnyttig funktion i fremtiden”.

Klar melding, må man sige. Og umulig at misforstå.

Fornøjelig og klar læsning
Som én, der gennem årene har læst talrige offentlige rapporter og betænkninger, er det forfriskende, ja, ligefrem fornøjeligt, at læse denne 50 år gamle kulturpolitiske redegørelse.

For den er et forbilledligt eksempel på, at det kan lade sig gøre at skrive en ministeriel redegørelse i en form, der ikke er domineret af kancellisprog og juridisk formalia, og som samtidig tør være klar i spyttet.

I tilbageblik er det også glædeligt at konstatere, at der virkelig er sket noget på museumsområdet gennem de seneste 50 år. Næppe alene på grund af redegørelsen, men den var vigtig, fordi den satte en retning.

Siden 1969 er museernes gennemslagskraft over for publikum mangedoblet. Mens museernes samlede besøgstal i slutningen af 1960’erne var omkring fire millioner, er der nu mere end 15 millioner, der årligt besøger de danske museer.

Fortællekraften er forøget betragteligt, og der er i dag næppe det museum, der ikke gør sit bedste for at sætte publikum i centrum.

Gamle, snærende museumsformer er brudt op. Former, der i mange år nærmest var en kollegial spændetrøje for de museumsfolk, der ønskede at gå nye veje.

Disse rester, der stammer helt tilbage fra det 19. århundrede, er de senere år blevet erstattet af en ny museal mangfoldighed, hvor det er et vigtigt mantra, at museerne ikke er til for hverken tingenes skyld eller for fortidens.

For fortiden er forbi, og tingene er døde. Nej, museerne er til for menneskene – nu og i fremtiden.

Nybruddet uden for København
Nybruddet er især sket uden for hovedstaden, hvor museerne de seneste par årtier næsten er boblet over med nye initiativer.

Den geografiske udjævning er nu så markant, at alle de tre bedst besøgte museer i 2018 var at finde uden for København. Nemlig Louisiana (755.000), Den Gamle By (546.000) og Aros (508.000). Museer, der i øvrigt alle på et tidspunkt har været betragtet som en af klassens frække drenge.

Samme år havde statens to hovedmuseer, Nationalmuseet og Statens Museum for Kunst, henholdsvis 365.000 og 309.000 besøgende. Men også her er der nyt på vej.

Ikke mindst på Nationalmuseet, hvor både kedsomhedsknap og designede vikingemalerier vækker opmærksomhed. Til fornøjelse for mange, men med forventelige protester fra den faglige spændetrøjes aktuelle forvaltere.

Hvis “gamle Helveg”, den modige minister bag den 50 år gamle kulturpolitiske øretæve, i dag kunne komme på museumstur rundt i det ganske land, tror jeg, han ville se tilbage på sin kulturpolitiske redegørelse og tænke: Hvor var det godt, at vi turde. Det vil de fleste i dag nok give ham ret i.

 

Dette indlæg er i dag 5.september 2019 ogsåpubliceret som kronik på Altinget.