Om Thomas Bloch Ravn

Museumsdirektør

VI HAR BRUG FOR ANAKRONISMER

Ethvert samfund har brug for anakronismer, for noget der ikke passer i tiden, noget utilpasset, noget der provokerer, vækker til modsigelse og forarger. Noget vi kan måle os i forhold til, og noget der gør, at vi kommer til at fundere over, hvad der er i orden og hvad der ikke er.

Det er værd at have i baghovedet i en tid, hvor statuer af slavehandlere og udbyttere rives ned flere steder i verden. Selvfølgelig var, og er, slaveri umenneskeligt og uacceptabelt. Men det er værd at være opmærksom på risikoen for, at vort samfund mister sin sunde mangfoldighed, hvis vi rydder for meget op i vores historie og fejer for meget ind under gulvtæppet. Det var for eksempel det, der skete, da talibans islamistiske styre ødelagde Afghanistans årtusindgamle buddhistiske statuer. Og det på trods af verdensomspændende protester.

Vel kan de to typer monumenter ikke sammenlignes. Derfor skal de to situationer også anskues forskelligt. Men både ødelæggelsen af Buddha monumenterne og fjernelsen af slavehandlerstatuerne er udtryk for et ønske om at ”rydde op i historien” – og det tror jeg grundlæggende er farligt.

For når et samfund mister sine ”sten i skoene” risikerer det at blive éndimensionalt og i sidste ende totalitært.

Vores daglige virkelighed bliver mere og mere segmenteret og endimensional. Vi er kolleger med folk, der ligner os, vi bor i de samme kvarterer, vi vælger de TV-kanaler, der er målrettet netop vores slags, læser aviser med netop vores profil, vi boltrer i Facebooks ekkokamre osv osv.

Derfor er det vigtigt, at der rundt omkring findes anakronismer og ting, der fortæller os, at både virkelighed og holdninger har været anderledes end det, vi allesammen kender til og er enige om her og nu.

Vær varsom med at rydde op i historien

Det er et tidens tegn, at samfundets og det fysiske miljøs anakronismer bliver færre. Det giver museerne en særlig rolle som oaser for anderledeshed og mangfoldighed.

Derfor var der også grund til at råbe vagt i gevær da Statens Museum for Kunst for nogle år siden begyndte at ændre titler og beskrivelser af kunstværker, hvori indgik ord som neger og hottentot. Tilsvarende kunne man undre sig over, at Nationalmuseet på et tidspunkt valgte at fjerne nogle skalpe fra museets udstilling Powwow – angiveligt af hensyn til indianernes ønske om at vise deres forfædre respekt.

Det aktualiserer nemlig spørgsmålet, om museerne skal være politisk korrekte eller historisk korrekte. Museerne skal selvfølgelig være historisk korrekte, vil de fleste heldigvis nok svare. For det at være historisk korrekt er en forudsætning for, at museerne kan opretholde den meget høje grad af troværdighed, som adskillige undersøgelser tilskriver dem. Det vigtige, og vanskelige, er imidlertid også at holde fanen højt, når det historisk korrekte fra tid til anden går hen og bliver politisk ukorrekt.

Lad mig give et par eksempler fra Den Gamle By.

Den Gamle Bys Jazzbar Bent J viser et klassisk værtshusmiljø fra 1970’erne. Og naturligvis må der ryges! Ellers ville det jo være historisk ukorrekt.

Rygning på Jazzbar Bent J

I Den Gamle Bys Jazzbar Bent J er det tilladt at ryge, når baren er åben og der spilles musik. For de, der ikke har lokalkendskab, kan jeg oplyse, at Jazzbar Bent J indgår i Den Gamle Bys kvarter, der med fokus på året 1974 viser Danmark i 1960’erne og 70’erne.

Jeg er selv ikke-ryger, og personligt hader jeg at være i røgfyldte lokaler. Men det må jeg leve med, for oplevelsen skal være troværdig for publikum. Sådan er det imidlertid ikke alle, der har det. Det blev vi klar over, da Den Gamle By på et tidspunkt modtog en henvendelse fra en jazzelsker, der lider af astma og som derfor ikke kunne holde ud at være i lokaler, hvor der bliver røget. Den pågældende mente, at rygningen forhindrede ham i at høre god jazz på Bent J. Jeg forklarede, hvorfor vi gør som vi gør, hvilket efter lidt skriven frem og tilbage førte til en officiel klage. Her fremførte klageren det synspunkt, at Den Gamle Bys politik på dette område måtte være i strid med museets formidlingsopgave.

Nu er rygning på Bent J imidlertid ikke noget problem. Lovgivningen er 100 pct overholdt, fordi det såkaldte serveringsareal i Jazzbar Bent J er under de 40 kvm, som er grænsen. Klagen blev derfor også afvist af den offentlige myndighed, hvortil den var stilet.

Dertil kommer, at Den Gamle Bys formål med at have genskabt Jazzbar Bent J ikke er, at publikum her skal kunne høre jazz. Nej, formålet er at genskabe et troværdigt miljø, der fortæller om 70’ernes brune værtshuse – her så garneret med historien om et helt særligt jazz-værtshus. Som bekendt er Den Gamle By et open-air museum, hvis særkende er, at publikum skal komme så tæt på en ægte historisk oplevelse som overhovedet muligt, herunder skal der være mulighed for at opleve med alle sanser, inklusive lugtesansen.

Vi valgte altså at holde fanen højt for den historiske korrekthed. Det gør vi også i andre sammenhænge.

Tæv, Sorte Sambo, nøgne piger og Virginia Rose

Når vi i Den Gamle By har besøg af venner og kolleger fra udlandet, undrer en del sig over, at vi tillader, at snedkermesteren anno 1864 stikker lærlingen en på kassen. Endnu flere er chokerede over, at Bogcentralen fra 1974 sælger – eller skal forestille at sælge – blade med billeder af afklædte unge kvinder på forsiden. Nogle løfter øjenbrynene, fordi vi i den historiske boghandel sælger børnebogen Lille Sorte Sambo. Og der er også dem, der undrer sig over, at der flere steder i Den Gamle By findes udendørs reklamer for tobak. Fx den charmerende: ”Virginia Rose i den fikse pose”.

I Bogcentralens afdeling ”Kun for voksne” er der blade med afklædte unge kvinder på forsiden. Skaberen af butikskæden Bogcentralen, Jørgen Irmil, fortæller at billedpornoens frigivelse var det, der skabte forretningsgrundlaget for disse butikker. Det vil derfor være historisk forkert ikke at have blade af den type i butikken.

I dag ved vi, at man ikke længere må revse hverken børn eller tyende, vi ved at nøgenhed støder manges blufærdighed, at Lille Sorte Sambo tegner et vrangbillede af sorte afrikanere, og det er forbudt at reklamere for tobak.

Men som et historisk museum skal Den Gamle By jo vise verden og virkeligheden, som den var, og ikke som vi måtte ønske, den skulle have været. Det er vigtigt at erkende i en tid, hvor nutiden rydder så effektivt op i fortiden, og hvor meget af det, vi ikke kan lide lige for øjeblikket, bliver destrueret eller fejet ind under gulvtæpper og gemt væk.

I børnesangen Elefantens vuggevise er negerdrengen blevet erstattet af en kokosnød. Pippis far, der oprindelig var negerkonge, er nu blevet sydhavskonge. Det er ikke længere muligt at købe negerboller og negerkys. Lucky Luke har et strå i munden i stedet for en smøg. Internationalt er julemandens hjælper i Holland, Svarte Piet, truet, og senest forlyder det, at den gribende historie fra sydstaternes USA, Borte med blæsten, er blevet fjernet fra streamingstjenesten HBO.

“Virginia Rose – i den fikse pose. En herlig shagtobak”, står der på denne gavlreklame. For naturligvis er der reklamer for tobak i Den Gamle Bys kvarter, der med udgangspunkt i året 1974, viser 1960’ernes og 70’ernes historie.

Museer skal være troværdige

Museer har et særligt ansvar. De skal være troværdige og vise historien som den var. Det indebærer også, at de til enhver tid bør kæmpe imod tendenser i retning af styring og politisk korrekthed. Det må alene være den historiske troværdighed, der tæller.

Det er vigtigt at vedkende sig verdens og historiens mangfoldighed – også de dele, vi eller andre ikke synes om. Det publikum, der benytter Den Gamle By og andre museer, skal kunne stole på, hvad de oplever, hvad de ser og hvad de får oplyst. For begynder et samfund først at retouchere historien, risikerer man at gøre verden mere endimensional og i sidste ende totalitær.

 

Dele af denne tekst er bragt som kronik i Jyllands-Posten lørdag 13. juni 2020.

 

 

Digitale devices kan ikke erstatte konkret kultur

Kulturoplevelser er sociale begivenheder i en sanselig virkelighed, og digitale gengivelser kan aldrig erstatte kultur i virkeligheden.

Hører du til dem, der synes, at en tonstung elefant er ligeså interessant på en skærm som i virkeligheden, hvor den både prutter og trompeterer? Hører du til dem, der finder Pablo Picassos Guernica-maleri lige så fascinerende på en skærm som i sin enorme volumen på Museo Reina Sofia i Madrid? Og hører du til dem, der mener, at det kan være det samme at opleve klassikeren mellem Liverpool og Everton på TV fremfor sammen med 60.000 svedende og syngende fans på Anfield Road i Liverpool? Ja, så er vi bare uenige.

En skærm kan ikke erstatte den sanselige virkelighed, og skærmen vil aldrig kunne rumme den sociale dimension, som en fællesoplevelse af kultur er for de fleste. Vel kan en skærm give indtryk af, hvad en elefant er, og hvordan Guerníca ser ud, og vel kan man på skærmen se både scoringer og dribledetaljer fra en fodboldkamp. Men det er ikke det samme! Skærmen er en amputeret realitet, en erstatning for den virkelige verdens konkrete sanselighed.

Når mange har længtes efter, at musiksteder, biografer, museer, zoologiske haver, teatre, fodboldstadions og andre kulturformer atter kunne åbne, er det ikke kun fordi man har savnet det konkrete kulturindhold. Det er det selvfølgelig også. Men det er i høj grad også, fordi man vil være sammen og opleve noget virkeligt. Man går jo heller ikke på café kun for at drikke kaffe eller på restaurant bare for at få noget at spise. Der følger mere med – og det er det, der gør forskellen.

Mennesket er et socialt væsen – og et fysisk væsen. Det gælder også, når talen er om at opleve kultur. For nok opleves en del kultur individuelt, men det foregår næsten altid i et fællesskab. Man planlægger kulturoplevelsen sammen med nogen, man følges ad, man diskuterer, og som oftest ledsages oplevelsen også af en kop kaffe, et glas vin eller lidt at spise sammen med dem, man følges med. På den måde bliver oplevelsen både forlænget og forstærket. Kultur er fællesskab, og kultur er konkret.

Den amerikanske kulturanalytiker Colleen Dilenschneider har undersøgt, hvad amerikanerne oplevede som det bedste ved et museumsbesøg. Hele 40 pct svarede, at det bedste var at være sammen med venner og familie. Langt færre, nemlig 16 pct, nævnte indholdet i form af udstillinger og oplevelser som det vigtigste. 15 pct nævnte mødet med personalet, mens kun 10 pct fremhævede det at lære noget nyt som det vigtigste. USA er ikke Danmark, men en tilsvarende undersøgelse herhjemme vil næppe give et markant anderledes resultat.

At se en telefon med drejeskive på skærm er slet ikke det samme som at prøve at “dreje et nummer” sammen med sine venner. Her fra kernefamiliens lejlighed anno 1974 i Tårnborg i Den Gamle By.

Hovedparten af kulturen er konkret, og i bedste fald er digitale udgaver af konkret kultur et surrogat og en slags substitut for ”the real thing”. Og det er den først og fremmest, fordi den er éndimensional. En skærm rummer jo kun en lille del af den mangfoldighed, som en kulturoplevelse er i virkeligheden. Nok kan man se, men størrelsesforhold og stoflighed mangler. Nok kan man høre, men i en reduceret og artificiel lydgengivelse. Og lugten, smagen og ikke mindst dialogen og fællesskabet er totalt fraværende.

For nogle uger siden kom det frem, at interessen for skærmgudstjenester faldt markant efter ellers at have været stigende i første fase af corona-nedlukningen. I Kristeligt Dagblad 29. april gav centerleder ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter Birgitte Graakjær Hjorth denne forklaring: ”En skærm kan ikke rumme gudstjenestens inderste væsen. Der er for meget præst og for lidt menighed. For meget tilskuer og for lidt deltager. For meget tale og for lidt svar, selvom det er den vekselvirkning, liturgien lever af. Når det er sagt, er skærmgudstjenester et godt surrogat, indtil vi kan komme til rigtige gudstjenester igen”. Den digitale kultur reducerer simpelthen virkeligheden. Den gør den éndimensional.

Mange museer har i en årrække arbejdet på at gøre samlingerne tilgængelige digitalt. Det er god service for dem, der ikke selv kan komme på Statens Museum for Kunst og se C.W. Eckersbergs malerier, eller dem, der ikke kommer på Nationalmuseet for at se Solvognen. Men en digital gengivelse kan ikke sammenlignes med at se billederne og tingene i virkeligheden. Mange vil nok også savne museumsbesøgets samvær, diskussion og kaffe og kage.

Socialt samvær og kaffe og kage i Den Gamle Bys konditori anno 1974 er en vigtig del af et museumsbesøg.

På mit eget museum, Den Gamle By, prioriterer vi at bruge ressourcerne på at give museets gæster en levende og sanselig oplevelse af den fortidige virkelighed i størrelsesforholdet 1:1 og i tre dimensioner. Tanken er, at gæsterne i så høj grad som muligt skal føle sig som ét med historien. Akkurat ligesom når de som turister besøger et fremmed land, så skal de her på museet også kunne smage, lugte, se og røre. Det fremmede land er i denne sammenhæng blot deres egen historie. Hvis vi skal bruge ressourcer på at formidle museets samlinger digitalt, må de tages fra den sanselige oplevelse, som vi ved er Den Gamle Bys DNA.

Dermed være ikke sagt, at vi ikke anvender digitale medier, for det gør vi. Men altid kun som supplement, aldrig som erstatning. Når man fx besøger gynækologen anno 1974 kan man gå ind i alle lokaler. Venteværelset, køkkenet, personaletoilettet, undersøgelsesværelset og sekretærens kontor. Den besøgende fornemmer elektriciteten fra gulvtæppet i nålefilt, og man kan lugte venteværelsets askebæger, som er fyldt med cigaretskod. På digitale skærme, der hænger på væggen, guider gynækologens sekretær den besøgende rundt i lokalerne, og hun fortæller om dagligdagen i 1974, da klinikken lige var åbnet. I undersøgelsesværelset er indlagt et digitalt skyggespil, hvor man ser en kvinde klæde sig af, så hun er klar til briksen. Og i sekretærens arkivskab kan publikum på skærme søge supplerende oplysninger om abort og prævention i Danmark, ligesom de kan markere deres holdninger og se, hvad andre mener om samme sag.

I gynækologens undersøgelsesværelse er indlagt et digitalt skyggespil, hvor man ser en kvinde klæde sig af, så hun er klar til briksen

Men det er en pointe, at de digitale medier ikke må gøre oplevelsen individuel. Et museumsbesøg skal være en social oplevelse. Derfor kan gæsterne også være sammen om den digitale formidling. Og vi glæder vi os over, at de taler sammen, diskuterer og husker i fællesskab. Både med dem, de følges med, og andre, som de møder på deres vej i museets danmarkshistoriske tidsrejse.

Derfor tror jeg heller ikke på, at kulturen går hen og bliver digital. Det digitale kan være et nyttigt supplement, men hvis det erstatter den kulturelle virkelighed vil vi hurtigt komme til at savne både fællesskabet og sanseligheden.

“There’s more to the picture than meets the eye”, sang canadieren Neil Young på LPen “Rust never sleeps” fra 1979. Det er det, der er pointen. Virkeligheden er mere kompleks og mangfoldig end det, øjet alene ser. Ikke mindst hvis oplevelsen filtreres af en digital skærm.

En forkortet udgave af denne tekst er publiceret som indlæg i Information 8. juni 2020.

Museer for folk – et led i demokratiseringen af Danmark

I årtierne omkring 1900 ser vi de første opgør med et elitært museumssyn, der havde sin rod i enevældens tankesæt. Der gik dog næsten 100 år, før der blev almen tilslutning til, at museer skal handle om andet og mere end ting og være for andre end de i forvejen frelste.

Vi alene vide

Der var noget vi-alene-vide over Nationalmuseets direktør Sophus Müller, der fra midten af 1880’erne og frem til sin pensionering i 1921 kompromisløst definerede, hvordan et museum skulle være. Som den aristokratiske arkæolog, han var, hævdede Sophus Müller, at museernes fokus skulle være forskning, fund og forhistorie. Historien fra en tid, mange har et forhold til, var ikke interessant. Det var fortællinger om almindelige mennesker bestemt heller ikke. Og at et museum kunne være til glæde for folk i almindelighed var nærmest umuligt at forestille sig.

De i Skandinavien frembrydende folke- og frilandsmuseer, som netop fortalte almindelige menneskers historie for almindelige mennesker, var ifølge Müller slet ikke ”rigtige” museer. Det kunne på ingen måde komme på tale, at de skulle modtage støtte fra staten.

I årtierne omkring år 1900 definerede Sophus Müller kompromisløst, hvordan et museum skulle være for at være et rigtigt museum. Müller var dybt konservativ og rundet af det gammelkøbenhavnske åndsaristokrati, der havde stærke rødder i enevældens tankesæt og verdenssyn.

Flere museer havde ellers forsøgt at slå sig i tøjret. Først Dansk Folkemuseum fra 1885, siden de museer, der fra midten af 1800-årene var vokset frem i landets større købstæder, og dernæst Kunstindustrimuseet, der åbnede for publikum i 1895. Men uden held. Müller fik dem alle klappet i facon, så de kom til at passe til hans urokkelige forestilling om, hvordan tingene burde være. Og nok så vigtigt skulle de ikke på nogen måde udfordre Nationalmuseets position som ”overmuseum” og landets eneste rigtige af slagsen.

For eller imod Den Gamle By

I årene 1909-1916 lykkedes det imidlertid for ét museum at bryde Müllers magt. Nemlig Peter Holms gamle by i Aarhus, der med titusindvis af besøgende og enestående opbakning fra mange sider hurtigt voksede sig så stærk, at museet formåede at udfordre Müller og endda sikre sig tilskud fra både stat og kommune.

I første omgang havde Müller kaldt det, der skulle blive til Den Gamle By, for ”noget forbandet skidt” og ”imitation” og hans lokale proselyt, formanden for Aarhus Museum, konsul Frederik Ollendorff, mente ligefrem, at renæssancebindingsværket til Borgmestergården, Den Gamle Bys første hus, skulle hugges op og sælges som pindebrænde.

At det ikke gik sådan, må i høj grad tilskrives kgl. bygningsinspektør Hack Kampmann, der kaldte Ollendorff ”et forbenet gammelt rokkehoved” og gav ham på puklen for at spænde ben for den nye og anderledes museumsmodel, som Peter Holm lancerede med sin suite af historiske interiører i den gamle borgmestergård – fra renæssancen og helt op til ”vores forældres og bedsteforældres tid”.

Borgmestergården på Landsudstillingen i Aarhus i 1909. Forud var gået en kamp mellem to forskellige museumssyn, som siden da har præget diskussionen om museernes opgaver og rolle i samfundet. Skal museer mest handle om genstande eller være om og for folk?

I 1915 formastede kredsen bag Den Gamle By sig til at søge både stat og kommune om tilskud til museets drift. De årlige omkostninger blev anslået til 4.500 kr. Heraf ansøgte man staten og kommunen om hver at yde en tredjedel, mens man regnede med, at resten kunne tjenes via entré, som var sat til 25 øre for voksne og 10 øre for børn. At søge staten om et driftstilskud på 1.500 kr. vidner om, at Peter Holm ikke satte sit lys under en skæppe, og i datiden var det ganske frejdigt og uset at operere med en egenindtægt på en tredjedel af driftsomkostningerne.

To museumssyn

Ministeriet bad Nationalmuseet om at udtale sig om ansøgningen, og her kom det frem, at der internt på museet var en afgrundsdyb splittelse mellem direktørerne for museets to afdelinger. Müller, der var chef for forhistorien, museets første og primære afdeling, og historikeren Mouritz Mackeprang, der stod i spidsen for de mere sekundære samlinger fra historisk tid.

Sophus Müllers erklæring til ministeriet er én stor principiel nedgøring af Peter Holms projekt – ”15 tætskrevne sider”, som Holm bittert noterede i sine erindringer. I erklæringen sondrede Müller mellem ”det centrale, der har krav på statsstøtte, og det periferiske, der ikke har det”. ”Til det centrale hører det ægte og sande, til det periferiske det uægte og usande”. Borgmestergården hørte for Müller til det uægte og usande. Det gjaldt både selve bygningen og interiørerne. Bygningen, fordi den blev flyttet fra sin oprindelige plads, og fordi den var rekonstrueret. Interiørerne, fordi de var skabt af effekter, der stammede forskellige steder fra. Müller ville ikke engang betegne Borgmestergården som en ”imitation eller kopi”, men som et fritlavet udstyr med ”tilfældige bestanddele hentede allevegnefra”.

Med foragt nævnte han også, at Borgmestergården rummede ”sager helt ned til vore forældres tid”. Müller sammenlignede herefter Borgmestergården med en historisk roman: ”Den holder sig også så nær som muligt til sandheden, og meget er jo ligefrem kalkeret over beretningerne. Men hvor stoffet manglede, der er der tildigtet, og om enkelthederne ved man jo ikke meget”. Og han satte trumf på ved at sammenligne Borgmestergården med det brede offentlige ”fornøielsesvæsen”. Den slags skulle der ikke ydes statsstøtte til!

Mackeprang gik anderledes nøgternt til sagen. Han redegjorde for, hvordan Nationalmuseets anden afdeling havde fulgt Peter Holms arbejde, og han vurderede, at der ved genrejsningen af Den gamle Borgmestergård og ved indretningen af rækken af borgerlige interiører var ”gjort et overmåde dygtigt og pålideligt arbejde”. Han støttede Peter Holms ambition om at give et billede af ”udviklingen af en danske købstads borger og næringsliv fra år ca. 1600”. Og han udtalte, at man måtte være taknemmelig for Peter Holms initiativ, fordi de eksisterende museer med enkelte undtagelser kun havde ”ganske planløse og tilfældige samlinger af genstande fra denne tid”. Borgmestergården overgik allerede nu ”langt de øvrige provinsmuseer”, og Mackeprang anbefalede, at staten imødekom ansøgningen.

Det korte af det lange er, at Sophus Müller tabte det museumspolitiske magtspil, og i 1916 bevilligede ministeriet de ansøgte 1.500 kr. årligt til driften af Borgmestergården. Da først staten var med, bakkede kommunen også op, og dermed var Den Gamle By et permanent museum med fast driftstilskud fra både stat og kommune. Peter Holms museum blev både publikumssucces og topseværdighed, og nogle årtier senere blev Holm belønnet med titlen som æresdoktor ved Aarhus Universitet for sin indsats.

En enlig svale gør imidlertid ingen sommer. Selv om der i takt med, at 1900-årene skred frem, opstod flere museer om emner, der ligger tættere ved vores tid, var det også her den enkelte, autentiske museumsgenstand og ikke fortællingen, der var i centrum, ligesom videnskabeligheden var vigtigere end folkelig gennemslagskraft.

Nybrud

Efter etableringen af Den Gamle By skal vi helt frem til 1955 for at finde det næste nybrud. Nemlig Hjerl Hedes sommerlevendegørelse, der gav det vestjyske frilandsmuseum en gennemslagskraft og folkelig appel, der ikke tidligere var set på noget dansk museum. ”Dette frivillige og folkelige kursus i anskuelsesundervisning”, kaldte journalisten Paul Hammerich begejstret levendegørelsen i en reportage i Politiken, og folk strømmede til. Levendegørelsen baserede sig på grundige studier, for ”det skulle ikke være en cirkus”, som formanden for bestyrelsen Finn Hjerl-Hansen udtrykte det. Alligevel var mange fagfolk skeptiske, og i diskussionerne om Hjerl Hede ser vi atter modsætningen mellem de museumsfolk, der ønskede at udstille ting i montrer, og dem, der ville fortælle på en måde, der nåede ud til andre og flere end det sædvanlige museumspublikum.

Museet på Hjerl Hede var en pioner inden for levendegørelse af historien og sandsynligvis verdens første frilandsmuseum, der anvendte denne populære formidlingsform.

Få år efter, i 1958, brød Louisiana i Humlebæk med den klassiske kunstmuseumsmodel og satte nye standarder for museerne som oplevelse og udflugtsmål. Ikke alle brød sig om et museum med café, butik og spektakulære events. Men publikum elskede det, og Louisianamodellen vandt efterhånden også indpas på kulturhistoriske museer.

Müllers ånd rådede stadig

Alligevel var det meste imidlertid, som det plejede at være. Nok var Sophus Müller død i 1934, men hans ånd rådede stadig. I 1969 fandt Kulturministeriet imidlertid, at nu kunne det være nok, og ministeriet gav en kulturpolitisk redegørelse, som var en stor øretæve til museerne. Man måtte se i øjnene, hed det i redegørelsen, at museerne i dag kun spiller en ”underordnet rolle iblandt de muligheder for anvendelse af fritiden, der frembyder sig for befolkningen”, og så gav betænkningen ellers en næsten karikeret beskrivelse af ”den klassiske museumsmontre” med rækker af genstande anbragt på hylder ”på en så akavet måde, at man skal gå ned i knæ for at få et overblik over dem” og med mere eller mindre ulæselige etiketter, der ”i sig selv er et levn fra fortiden”. Konklusionen lød: ”Mange museer er derfor i dag selv modne til at komme på museum”.

Billedet viser Aarhus Museums oldtidsudstilling fra begyndelsen af 1900-tallet. Men endnu midt i århundredet var der fortsat mange museer, der tog sig sådan ud.

Museerne måtte forstå, hed det i redegørelsen, at ”fritidsvanerne er indgribende ændrede”. Ja, man måtte acceptere, at museerne som biblioteker, teatre, radio og fjernsyn også havde den ”meget vigtige opgave at underholde”. Der skulle ikke skabes ”afstand mellem klenodierne og de besøgende”. Man burde tage ved lære af frilandsmuseerne og de museer, der anvendte det karakteristiske interiørprincip. Museerne skulle være inviterende og tilgængelige. Der skulle være en udstillingsform, hvor ”relativt få, karakteristiske genstande udstilles i salene”, og museerne skulle i højere grad indrettes med henblik på de besøgende med ”vejledninger i form af oplysende, let læselige tekster, plancher, tegninger og fotografisk materiale, der tilsammen giver et klart og relativt hurtigt forståeligt billede af den historiskes udvikling”.

Fra Brede tilbage til Prinsens Palæ

Noget tyder på, at Nationalmuseet allerede havde læst skriften på væggen. For nu skete der noget nyt. Vel at mærke ikke i de hellige haller i Prinsens Palæ i kongens København, for her var alt ved det gamle. Men ude på landet, i Brede, 15 km nord for hovedstaden. Her skabtes i perioden 1966-1988 et folkeligt eksperimentarium af nye museale fortælleformer. Selv om det er over 30 år siden, at den sidste Bredeudstilling lukkede, taler mange fortsat henført om udstillingerne, som på sæt og vis var en slags kulturhistoriens svar på kunstens Louisiana. Fortællingen kom i centrum, og et besøg var fascinerende, overraskende, lærerigt, morsomt og en oplagt udflugt for hele familien. De tidligere fabriksbygninger skræmte ikke nogen væk, og området ved Mølleåen var smukt og rekreativt.

Med udstillingen ”På herrens mark” lukkede Nationalmuseet i 1988 ned for eksperimenterne i Brede for i stedet at koncentrere kræfterne om museets store om- og nybygningsprojekt i Prinsens Palæ. Det nye Nationalmuseum åbnede i 1992 med moderne foyer, restaurant, butik og den succesfulde særudstilling ”Viking og Hvidekrist”. Udstillingen foregik i de moderne særudstillingsfaciliteter, som kom til at danne rammen om flere fine særudstillinger. Men det overraskende, det morsomme og det nybrydende kom ikke med fra Brede. Og da slet ikke i de nye, faste udstillinger, hvor fortællingen blev erstattet af museumsgenstande i tusindvis. Trods det æstetiske løft må man sige, at pendulet var svinget tilbage, og der er næppe tvivl om, at Sophus Müller ville have følt sig mere hjemme i det nye Prinsens Palæ end i Brede et halvt århundrede tidligere.

Mennesket og publikum i centrum

I 1965 genskabte Den Gamle By et traditionelt marked under Aarhus Festuge. I 1977 var der premiere på det første vikingetræf på strandengen ved Moesgård. Og med inspiration fra Hjerl Hede og en række internationale open-air museer begyndte både Frilandsmuseet og Den Gamle By i 2001 at arbejde med levendegørelse. Siden er mange fulgt efter. Tivolisering var der nogen, der kaldte det, men publikum elskede det. Der er ingen tvivl om, at ligesom Louisiana havde fået nye grupper på kunstmuseum, tiltrak historiske events og levendegørelse et nyt publikum til de kulturhistoriske museer, som dermed for alvor brød ud af den faglige spændetrøje, som siden Sophus Müllers tid havde defineret museernes virke.

Tirpitzmuseet, der åbnede i 2017, er et eksempel på de nye museer, der lægger mere vægt på engagerende historiefortælling end fremvisning af gamle ting.

Det seneste årti har mange museer udviklet et sandt festfyrværkeri af nye formidlingsformer. Museet for Søfart, Tirpitz, Strandingsmuseet, Moesgård Museum og Aarhus Fortæller i Den Gamle By. Her er det ikke tingen, museumsgenstanden, der er i centrum, men fortællingen om mennesket til forskellige tider. Besøgstallene boomer, og museerne placerer sig i dag centralt i kulturbilledet som vigtige vinduer til dansk identitet og historie.

Også Sophus Müllers gamle museum flytter sig i disse år. Her kompenserer kedsomhedsknapper og virile vikingeportrætter nu for Nationalmuseets udstillinger, der fortsat er propfyldt med museumsgenstande. Publikum er ved at komme i højsædet. At fokusere på folk giver legitimitet, og så giver det indtjening, som kan være med til at finansiere basale museumsopgaver. Det er slut med Müllers ensidige fokus på fund, forskning og forhistorie. Indtil videre i hvert fald.

Jeg tror, vi er mange, der krydser fingre for, at det holder.

 

Indlægget er en superkort udgave af hovedlinjen i bogen “Museer for folk”, der i marts udkom på Aarhus Universitetsforlag i serien 100 Danmarkshistorier. Teksten har i store træk også været trykt som kronik  i Politiken 28. maj 2020.

 

 

 

 

 

KULTUREN EFTER CORONA

Hvordan ser kulturen ud, når Coronakrisen engang er ovre? Hvis den da overhovedet går over, kunne man dystropisk repondere. For ingen kan svare på det stillede spørgsmål, men mon ikke de fleste af os er så præget af vores kulturs fremskridtsoptimisme, at vi tager det for givet, at der er en anden side, og at vi kommer ud på den. På en eller anden måde.

I Den Gamle By laver vi i øjeblikket masser af scenarier for ad den vej at gøre os klar til forskellige slags fremtider. I den forbindelse har jeg gjort mig nogle tanker om kulturen og dens betydning for danskerne, når vi – forhåbentlig – engang kommer ud på den anden side.

Som jeg ser det, vil der være en lang periode, hvor vi langsomt, måske meget langsomt, vil åbne op og prøve os frem i håb om en eller anden grad af normalisering. Vi vil helt sikkert finde nye måder at gøre tingene på. Men jeg tror ikke, vi skal forvente at se noget, der ligger tæt på situationen før Corona, komme tilbage inden for overskuelig tid.

Helt grundlæggende tror jeg, at mange vil føle et behov for at stoppe op. Besinde sig. Tænke sig om. Spørge sig selv: Hvor kommer vi fra, hvem er jeg, og hvor er vi på vej hen?

Ser vi på indholdet af den kultur, som vil vinde frem, er der for mig ingen tvivl om, at det, vi er fælles om, kommer i centrum. Vi ser det allerede med opslutningen om Dannebrog, Dronningens fødselsdag og vores danskhed. Højskolesangbogen og fællessangen, naturligvis, ja og også statsministeren og politikerne i Folketinget. Vi synger sammen, og vi betragter os som danske.

I lang tid har alting helst skullet komme udefra og være internationalt, mens det, som er vores eget, ikke har været helt så fint. Vi har også set en fascination af det, der er innovativt og som provokerer. Det tror jeg vender, så der kommer en anden balance.

Dannebrog har i den aktuelle samfundskrise fået en renæssance som samlende symbol. Flaget var oprindelig kongehusets, men efter midten af 1800-årene blev det også folkets flag. Nogen har i en periode især set flaget som højrefløjens, men nu ser det ud til, at alle samles om flaget.

Vi kommer til at interessere os for det basale, det langsomme, det vedvarende. Vi vil søge mod det nære, og vil interessere os for vores fælles identitet. Traditionerne. Det vi er rundet af. Det, der giver sammenhængskraft.

Det er ikke nationalisme med den lidt negative klang, der ligger i det begreb. Det er snarere fædrelandskærlighed for nu at bruge et lidt gammeldags ord. Glæden ved det, vi kender, og som vi er trygge ved.

Det centrale ved meget kultur er, at man er sammen om oplevelserne. Familie, venner, flere generationer sammen. Det ændrer sig næppe. Men den kultur vil stå stærkest, hvor man kan være sammen og lidt hver for sig. Mange vil utvivlsomt være forsigtige i sammenhænge, hvor man skal være tæt sammen med mennesker, man ikke kender.

Den amerikanske kulturanalytiker Colleen Dilenschneider har netop publiceret en undersøgelse, som viser, at de fleste kulturforbrugere inden for nogle måneder forventer at vende tilbage til et kulturforbrug på samme niveau som førhen. Men nok med et andet indhold. Fx forventer mange at benytte kulturtilbud, hvor man i høj grad kan bevæge sig frit og ikke mindst være udendørs, fx botaniske haver, frilandsmuseer og zoologiske anlæg. Også indendørs museer med masser af plads og højt til loftet vil atter blive populære. Værre ser det ud for stadions og svømmehaller og også for science centre og andre steder, hvor man skal røre og trykke på knapper. Værst ser det ud for koncertsale, teatre og biografer, hvor man sidder skulder ved skulder.

På et museum som Den Gamle By er man i høj grad udendørs, så det er muligt at være sammen hver for sig.

Nøglen er at man skal kunne være sammen – hver for sig!

Der vil sikkert også være kulturinstitutioner og tilbud, der ikke vil komme med over på den anden side af denne ulykkelige samfundskrise. Kriser renser ud – på godt og ondt. Jeg tror og håber, at det bliver de ting, der rent faktisk betyder noget for danskerne, der vil overleve. Det som danskerne åbenlyst slutter op om, og ikke bare det, der nu engang er der.

Kultur har altid handlet om fællesskab og om at være sammen. Nu skal vi finde måder, hvor vi på én gang kan være sammen og hver for sig. For vi kan ikke undvære kulturen, som jo hjælper os med at forstå, hvem vi er, hvor vi kommer fra og – ikke mindst – hvor vi er på vej hen.

Denne tekst er også bragt som debatindlæg i Kristeligt Dagblad 29. april 2020.

 

Hvad nu hvis Moesgaard og Den Gamle By må lukke?

I vore allermest pessimistiske øjeblikke ser vi for os, at store museer som Den Gamle By og Moesgaard må lukke og slukke som følge af den uhyggelige krise, som verdenssamfundet netop nu gennemlever.

Sker det, vil den almindelige dansker miste et enestående vindue til dansk identitet og historie, og Danmark vil miste to nyskabende og internationalt højt anerkendte museer, som samtidig spiller en betydelig rolle som de mellemstore erhvervsvirksomheder, de rent faktisk også er.

Med coronakrisen mistede Moesgård og Den Gamle By fra den ene dag til den anden størstedelen af deres økonomiske grundlag. Begge museer har igennem en årrække arbejdet på at kombinere det at tage vare på kulturarven med at skabe stærke, brede publikumsoplevelser, som er finansieret gennem entré fra publikum. I dag er næsten alt, hvad vi laver, afhængigt af den indtjening, vi opnår ad den vej. Begge museer skaffer selv mere end 75 pct af omsætningen, mens de offentlige tilskud andrager knap 25 pct. Med den pludselige kriselukning står det uhyggeligt klart, at det, der har været vores succes, nu bliver til vores svaghed.

Moesgård og Den Gamle By er ikke statslige institutioner, men almennyttige, selvejende kulturvirksomheder, og vi har derfor ikke det økonomiske rygstød og sikkerhedsnet som de store københavnske museer, der er ejet af staten. Det offentlige tilskud, som vi modtager, hvor begrænset en andel det end udgør, betyder, at vi ikke må lægge penge til side. Derfor har vi heller ikke noget at stå imod med, hvorfor det ikke er muligt for vore museer selv at lukke det kæmpestore økonomiske hul, som coronakrisen efterlader.

Vi frygter at komme ind i en negativ spiral, hvor vi ikke kan levere det, vi kunne før. Det vil gøre vore museer mindre attraktive for publikum og føre til fortsat faldende indtægter. I vores mest pessimistiske øjeblikke melder usikkerheden sig, om der overhovedet er en fremtid for vore museer.

Både Den Gamle By og Moesgaard er internationalt anerkendte for at have fundet koblingen mellem faglig styrke og stor publikumsappel. Vi har samlinger, der regnes som nogle af de væsentligste i verden. Vores faglige ekspertise er på kerneområderne second-to none, ligesom vi bruger ressourcer på at støtte museer, der har behov derfor. Internationalt regnes begge museer for at høre til den absolutte elite.

Spørger man de besøgende, ryger både Moesgaard og Den Gamle By helt i top – både hvad angår vigtighed, kompetence og folkelig yndest.

Den Gamle By med det kvarter, der med udgangspunkt i året 1927 viser det moderne Danmark, som det voksede frem først i det 20. århundrede.

Tilsammen udgør vore museer en tidsrejse i danmarkshistorien, hvor publikum får et på én gang lettilgængeligt og højt kvalificeret indblik i danskernes livsvilkår. Fra stenalder, bronzealder og jernalder over vikingetid, middelalder, renæssance og enevælde og helt frem til det moderne samfund med demokrati, frisind og velfærd.

Museerne handler om Danmarks historie og vores plads i verden, og de handler om dansk identitet og om de værdier, der kendetegner vort samfund. Det er med til at give forankring og sammenhængskraft, for når det virkelig gælder, genopdager vi det, vi er fælles om.

At de to museer tilsammen hvert år tiltrækker mellem 800.000 og en million gæster vidner om, at de er relevante for mange mennesker. Hvad de konkret betyder, hvad der er deres dybeste mening, er det imidlertid ikke så let at sætte ord på. Akkurat som det er svært at formulere værdien af en nyudsprunget bøgeskov, et strejf på kinden fra én, man holder af, eller en begravelsessalme ved kisten i kirken.

Vi ser vore to museer som en slags reservoir for identitet og forankring og for inspiration og forandring. Når museerne er bedst, er de steder, hvor de besøgende kan føle sig hensat til en anden verden, steder hvor de kan se og opleve noget, der er forskelligt fra deres hverdag – og hvorfra de, forhåbentlig, kan bringe noget med tilbage til nutiden. Det gode museum er på den ene siden et sted for diskussion og modsigelse, undren og udfordring, og på den anden side et sted for glæde, hygge, samvær og sammenhæng.

Og så bør det på en eller anden måde handle ligeså meget om nutiden og fremtiden som om fortiden.

Derfor er det også vigtigt, at museerne når bredt ud, ud til hele befolkningen, og ikke kun til det klassiske museumspublikum, som lettere karikeret ofte beskrives som kvindelige gymnasielærere over 50. Det gør både Moesgaard og Den Gamle By.

At være nationale dannelsesinstitutioner, der også når bredt ud til den danske befolkning, er uden diskussion den vigtigste opgave. Men både Den Gamle By og Moesgaard er også mellemstore erhvervsvirksomheder med stor økonomisk betydning. Alene det at vi her under krisen tilsammen har måttet sende 500 medarbejdere hjem på lønkompensation vidner om museernes økonomiske og beskæftigelsesmæssige tyngde.

Den Gamle By og Moesgaard er arbejdspladser for alt fra højt kvalificerede specialister inden for en række områder over fagkyndige håndværkere til ufaglærte inden for flere fag samt timelønnede studentermedhjælpere. Vi uddanner forskere, håndværkere og HK-ere. Tilsammen betaler vore to museer mere end 80 mio kr til det offentlige i form af skat og moms. Og vi køber varer hos danske leverandører for i omegnen af 150 mio kr årligt.

Dertil kommer museernes enorme betydning for turismen. Både Den Gamle By og Moesgaard har tre stjerner i Guide Michelin og er omtalt i de fleste førende rejseguides. Titusindvis af tilrejsende giver omsætning og indtægt mange steder i samfundet. Fra pølsevogne til benzinstationer, fra vandrehjem til femstjernede hoteller.

Moesgård Museums evolutionstrappe i det nye museum, der åbnede i 2014.

Vi mener, at Den Gamle By og Moesgaard har vist, at det – også uden at vore museer er offentligt ejede – kan lade sig gøre at opbygge store, stærke kulturinstitutioner med international gennemslagskraft, og som på en og samme tid er nationalt kulturbærende, tilgængelige og spændende. Det har givet os en stor indtjening, men i sidste ende er de opgaver, vi løfter, også afhængige af det offentliges opbakning. De midler, vi får fra stat og kommune er afgørende for os. Det var de før krisen, og det vil de i endnu højere grad være under krisen og efter krisen.

I øjeblikket er vore museer lukkede. Vi mister store publikumsindtægter, men mange af vore udgifter er de samme. Tilsammen frygter vi at miste 30 mio kr eller mere i løbet af Coronakrisen frem til nytår. Og vi risikerer at stå med en møllesten af gæld om halsen, som kan sætte museerne i stå og i værste fald føre til, at de må lukke.

Det er vores håb, at staten vil kende sin besøgelsestid, når det forhåbentlig snart er til at se en vej ud af krisen. For hvis vores museer ikke i en eller anden grad kompenseres for de store indtægtstab som følge af krisen, og hvis ikke man hjælper dem til en genstart, så risikerer man, at Danmark mister to dannelsesinstitutioner af stor national betydning og to turistattraktioner af international karat.

 

Denne tekst er en lettere udvidet udgave af den kronik, som Mads K. Holst, direktør for Moesgård Museum, og undertegnede har publiceret i Jyllands-Posten 30. marts 2020.

 

 

 

 

 

 

 

Frilandsmuseerne – en demokratisk skandinavisk kulturmodel

“Findes der noget særligt skandinavisk?”, spurgte SAS for et par uger siden og svarede selv “nej” til spørgsmålet. Jo, naturligvis gør der det, hævder jeg i dette indlæg, hvor jeg illustrerer pointen med historien om verdens mest demokratiske museumsform, folke- og frilandsmuseerne. Frilandsmuseerne er en original skandinavisk idé, som i deres nuværende udgave naturligvis også er præget af inspiration udefra. 

Den Gamle By er et af de ældste skud på den store skandinaviske stamme af frilandsmuseer, som voksede frem i årtierne omkring år 1900. Inspirationen til at opbygge et kvarter, der viser (næsten) nutiden er især hentet hos kollegaer i Norge, Holland og Storbritannien.

I 2007 udgav den svenske museolog og mangeårige museumsdirektør Sten Rentzhog monografien ”Friluftsmuseerna. En skandinavisk idé erövrar världen”, som er ét langt dementi af, at der absolut intet findes, der er originalt skandinavisk.

Påstanden om at der ikke findes noget særligt skandinavisk, og at alt det, vi tror er noget særligt for os, blot er noget, der kommer udefra, stammer fra en aktuel og omdiskuteret SAS-reklame. Og fred være med reklamer, der sætter ting på spidsen. Det triste er, at den ophidsede diskussion, som reklamen afstedkom, mere er kommet til at handle om enten/eller end om det både/og, som ret beset nok vil være mere relevant.

Det var i den forbindelse, jeg kom til at tænke på Sten Rentzhogs bog om frilandsmuseerne. For heri dokumenterer han, at denne type historiemuseer rent faktisk er en skandinavisk idé fra omkring år 1900, og at ideen sidenhen har gået sin sejrsgang over det meste af verden. Men han dokumenterer også, at de skandinaviske museer efterfølgende blevet udviklet i dialog med og med stærk inspiration fra de folke- og frilandsmuseer, der efterfølgende er opstået i Tyskland, Holland, Belgien, Storbritannien, Østeuropa, Australien, Japan, USA og Canada.

I løbet af 1900-årene voksede antallet af frilandsmuseer udenfor Skandinavien. Her kirken på museet for ukrainsk kultur i Svidnik i det østlige Slovakiet.

I Danmark – og i Skandinavien – har vi faktisk grund til at være stolte af denne særligt demokratiske museumstype. At det er tilfældet, blev for mig understreget, da den katalanske journalist Lara Saiz Moya bankede på min dør i Den Gamle By en forårsdag i 2014. Journalisten havde opholdt sig nogle måneder i Aarhus. Her havde hun aflagt Den Gamle By flere besøg, og med Aarhus som base havde hun besøgt kulturmuseer rundt om i Skandinavien, hvor hun havde noteret sig museernes folkelige fokus som noget helt unikt.

Fremmede øjne har ofte et bedre blik for det, vi selv tager for givet, og der er ingen tvivl om, at denne katalanske journalist havde blik for noget, der er helt specielt. For mens de museer, som Lara Saiz Moya havde oplevet andre steder, især lægger vægt på det exceptionelle i form af den største kunst, de ældste objekter, mindesmærker, ja slotte, borge, kirker og i det hele taget det ekstraordinære og den historie, der handler om samfundets ledende lag, så havde hun i vores hjørne af verden oplevet museer, der fokuserer på helt almindelige menneskers liv og historie – endda helt op til (næsten) i dag. Samtidig havde hun bidt mærke i, at vore museer ofte er mere inviterende og formidlende over for et stort og bredt publikum.

I vores samtale om den historiske baggrund for dette folkelige fokus, kom vi ind på oplysningsfilosofiens ideal om at danne og uddanne befolkningen. Vi talte om nationalromantikken og behovet for at skabe identitet og sammenhængskraft i de opvoksende nationalstater. Og vi talte især om den lange række af folkelige nybrud, der indgår i den komplekse proces, som i årtierne omkring 1900 gjorde danskerne til danskere og som gav den brede befolkning demokratiske rettigheder, ligeværd og selvfølelse som borgere i et samfund, der var på vej til at blive moderne.

Over for Lara Saiz Moya refererede jeg også min walisiske kollega John Williams-Davies, der i en artikel fra 2009 i det britiske tidsskrift Folk Life påpegede, at de skandinaviske folke- og frilandsmuseer var noget helt særligt. For det første lagde disse museer vægt på at belyse almindelige menneskers historie. Det var aldrig set før, understregede han. Og for det andet, så var det museernes ambition også at fortælle historien for almindelige mennesker. Det var ligefrem radikalt.

På John Williams-Davies’ museum St. Fagans i Cardiff i Wales kan publikum se og opleve rækkehuse, hvor der boede minearbejdere fra 1805 til 1980erne. Hvert hus er indrettet, så det viser en bestemt epoke. Minearbejderhusene fra St. Fagans var en af inspirationskilderne, da Den Gamle By besluttede at gå op i tid.

Først på scenen var dobbeltmuseet Nordiska Museet og Skansen, som blev åbnet i Stockholm i henholdsvis 1873 og 1891. Bag initiativet stod læreren Artur Hazelius, som hermed havde skabt både verdens første folkemuseum, Nordiska Museet, og verdens første frilandsmuseum, Skansen. Året efter åbningen af Skansen, altså i 1892, åbnede Georg Karlin sit folke- og frilandsmuseum Kulturen i Lund. Fire år senere, i 1896, åbnede bibliotekaren Hans Aall Norsk Folkemuseum i Oslo, og i 1904 åbnede tandlægen Anders Sandvik Maihaugen i Lillehammer. I Danmark stod Tivolis kunstneriske direktør Bernhard Olsen allerede i 1885 bag åbningen af Dansk Folkemuseum, som i 1901 blev suppleret med Frilandsmuseet i Lyngby nord for København. I 1909 kom så Den Gamle By til som det første frilandsmuseum, der satte fokus på byernes historie.

Skansen i Stockholm er verdens første frilandsmuseum. Skansen har inspireret mange museer rundt om i verden, ligesom Skansen har hentet inspiration hos andre. Stadskvarteret, som ses her, er således inspireret af Den Gamle By.

Mange nye museer var både folke- og frilandsmuseer. I modsætning til den ældre generation af museer fokuserede de på helt almindelige mennesker og deres liv og dagligdag. Og modsat de ældre museer interesserede de nye folke- og frilandsmuseer sig især for de senere århundreders historie. Folkemuseerne rummede almindelige hverdagsting, som blev udstillet i interiører. Frilandsmuseerne tog skridtet videre og genskabte interiører i historiske huse og etablerede miljøer som dem, husene oprindelig havde hørt hjemme i. Mange frilandsmuseer havde personale i egnsdragter og demonstrationer af håndværk, hvilket efter midten af 1900-tallet udviklede sig til ”living history”, hvor museernes besøgende kan gå i dialog med datidens mennesker, der bærer kopier af originale dragter. Altså en slags musealt totalteater i tre dimensioner og i størrelsesforholdet 1:1, så publikum nærmest føler sig som ét med historien.

At mange museer på vore breddegrader lægger vægt på menneskene og deres historier og ikke kun på deres ting, på museumsgenstandene, er et særtræk, der ikke er mere end godt 100 år gammelt. Og i datidens brydninger mellem på den ene side en elitær og tingsfikseret museumsfilosofi og så frilandsmuseernes ambition om at være til nytte og til glæde for folk i almindelighed på den anden side var det på ingen måde sikkert, at netop dette særtræk skulle vise sig at få så stærkt et gennembrud, at det ligefrem blev noget, udefrakommende ville bide mærke i. At det blev sådan, tror jeg hænger sammen med den særlige danske – og skandinaviske – udvikling, der i øvrigt også har sat sit markante præg på det danske sprog i form af ord som folkestyre, folketing, folkeskole, folkehøjskole, folkebibliotek, folkekirke, folkebevægelse og folkemuseer.

Udviklingen går ofte i bølger, og i løbet af 1900-årene blev frilandsmuseerne i Danmark og resten af Skandinavien mere indadvendte og tilbageskuende. De nød fortsat en vis popularitet, men det var bestemt ikke længere her tingene skete.

Nederlands Openluchtmuseum i Arnhem var et af de museer, der i 1990’erne tog teten. Bl.a. med opdatering af museet til også at vise helheder fra moderne tid. Her et interiør fra museets ungdomsbolig anno 1974. Museet er en af inspirationskilderne bag Den Gamle Bys moderne bykvarter.

Det ændrede sig fra engang i 1990’erne, og inspirationen til den fornyede innovation kom, ja gæt selv, den kom udefra. Tanken om at fortælle historien op til (næsten) nutiden blev hentet fra især museer i Norge og Holland. Det samme var tilfældet for det fokus på den etniske diversitet, som de senere år også har vundet indpas i Danmark, og som i mit eget museum, Den Gamle By, bl.a. har ført til udstilling af boliger for en grønlandsk studerende, en gruppe tyrkiske fremmedarbejdere og – i en periode – en dansk/somalisk lejlighed.

Jeg ved naturligvis godt, at ordet frilandsmuseum ofte bruges som synonym for noget der er tilbagestående og ikke længere relevant. Men ser man fordomsfrit på det, er frilandsmuseerne nok den mest demokratiske museumstype, der overhovedet findes. Og den er opstået i Skandinavien. Det er da ikke så ringe!

Dette indlæg er en udvidet udgave af en kronik, jeg publicerede i Kristeligt Dagblad 10. marts 2020.

 

Godt nytår 2020

Mandag 6. januar 2020 holdt Den Gamle By nytårskur for hele personalet. Her fortalte jeg om året, der er gået, og om hvad der er på vej i 2020. Arrangementet foregik i Helsingør Theater i Den Gamle By.  Efter talen var der bobler og kransekage i Hobrohuset, som ligger lige ved siden af teatret. Dette er en lettere forkortet udgave af  min tale til de ca 220 medarbejdere, der deltog i arrangementet. 

Sådan ser Den Gamle Bys medarbejdere ud fra scenen i Helsingør Theater.

Da vi alle medarbejdere i  Den Gamle By for et år siden var samlet for at ønske hinanden godt nytår, havde i hvert fald jeg en forventning om, at den fremgang, vi havde vænnet os til, ville fortsætte. Som vi alle sammen ved, så gik det ikke helt sådan. Besøgstallet blev ikke det forventede, indtægterne endnu mindre, og selvom regnskabet endnu ikke er gjort op, er der ingen tvivl om, at vi kommer ud med et underskud, der gør ondt.

Af årsager til nedgangen i besøgstal og indtjening kan nævnes: Regn og møgvejr, færre krydstogtsturister og en større procentdel børn og unge. Det er naturligvis positivt med flere børn og unge, og vi kan være stolte af at være det museum i Danmark med flest besøgende fra aldersgruppen under 18 år. Det er uden tvivl også noget, vi vil få ros for fra diverse offentlige myndigheder. Problemet er bare, at det er en decideret dårlig forretning, fordi de ikke betaler entré.

Den anden side af sagen er, at vi har brugt flere penge, end vi har tjent. Det er over 20 år siden, Den Gamle By sidst har haft et rigtig alvorligt underskud. I mange år har vi været vant til, at det bare er gået op, op, op. Og så har vi ikke været hårde nok til at styre omkostningerne. Det har vi allerede strammet op på, og det skal vi blive endnu bedre til her i 2020.

Alt dette er der blevet orienteret om på de seneste informationsmøder, så det er sådan set ikke noget nyt. Her lige inden jul kom det bare på forsiden af avisen – og så gør det ligesom lidt mere ondt!

Men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget! For de mange rundt omkring, der har troet, at Den Gamle By svømmer i penge er nemlig blevet gjort opmærksom på, at sådan er virkeligheden ikke. Jeg tænker her på folketing, byråd, kulturstyrelse, fonde og de mange, der i forskellige sammenhænge har hørt om, hvor godt det går i Den Gamle By. Det kan meget vel vise sig at blive af betydning, når staten nu skal til at omfordele tilskuddet til museer, og når vi i løbet af 2020 skal presse på for at få det såkaldt midlertidige tilskud gjort permanent eller i det mindste forlænget.

Flere fortæller mig også, at de lidt kedelige bulletiner også har fået nogen til ligesom at blive mere aktive støtter af Den Gamle By. Der snakkes om, at nu skal vi sandelig bakke op om dette helt fantastiske sted. Og så bliver man jo både glad og taknemmelig.

De triste tal må heller ikke overskygge, at der så sandelig også er grund til smil. I alt 523.173 gæster løste billet til Den Gamle By i 2019. Det er det tredjebedste besøgstal for Den Gamle By nogensinde. Det er fjerde år i træk, at vi er over den halve million. Og det er syvende år i træk, at vi enten er over eller lige under de 500.000 gæster.

Der er også grund til at glædes over de resultater, der er nået og ikke mindst alt det, der er på vej. Laugssalen er åbnet, Boutique Elle er åbnet, og gågaden med huse og butikker er godt på vej. Sydhavnen er færdig, og håndværkerne eksperimenterer med fag, der er ved at forsvinde. Plakatmuseet har markeret jubilæer for så forskellige emner som Dannebrog og Murens Fald og fortsætter først i det nye år med 100-året for Genforeningen. Vi er i fuld gang med farvestærke murreklamer i 1927-kvarteret. Besættelsesmuseet er godt i vej, og det samme er Den Gamle Bys nye spisested. Det skrider fremad med den nye hovedindgang, der pt er sat til at åbne til sommeren 2022.

Den vil også give mulighed for at få de store dybe kældre i spil.

Og neden under det hele passes der på det, vi er sat i verden for. Der researches, så det faglige fundament er i orden. Og der fortælle historie, kokkereres, informeres, sælges, vedligeholdes og gøres rent, så vore gæster får en god oplevelse. Et arbejde, der udføres af jer, Den Gamle Bys kompetente stab af medarbejdere – og her tænker jeg både på faste som løse, lønnede som frivillige. Tak til alle for indsatsen i 2019. En særlig tak til de medarbejdere, der under slutspurten mellem jul og nytår gjorde deres til, at publikum fik gode oplevelser.

At gæsterne rent faktisk får en super oplevelse kan man forvisse sig om ved at checke de mange anmeldelser på Google, Facebook og Tripadvisor. Mange ting fremhæves, men typisk nævnes det samlede miljø, 1974-kvarteret og Aarhus Fortæller, men nok så ofte nævnes museets personale og den inviterende facon, der kendetegner Den Gamle By. Står anmeldelserne til troende, og der er ikke grund til at tro andet, så får folk simpelthen en rigtig god oplevelse, når de besøger Den Gamle By. Det er her i øvrigt værd at notere sig, at en del nævner, at Den Gamle By viste sig at være meget mere og meget bedre, end de havde forestillet sig.

Den Gamle By er fortsat i stærk udvikling. Den er attraktivt for det brede publikum. Og museet er efter alle solemærket at dømme fortsat det bedste besøgte kulturhistoriske museum i Danmark.

Men situationen er altså, at et besøgstal på omkring de 500.000 ikke er tilstrækkeligt til at drive Den Gamle By.

Hvad kan vi så gøre ved det?

Ja, vi kan selvfølgelig gå i decideret nedskæringsmode, skære hårdt og spare os ud af problemerne. Men det vil, efter min mening, bare gør ondt værre, idet det vil give færre gæster og indtægter, som så vil føre til yderligere nedskæringer. Og så er vi inde i en ond cirkel.

Som det er sagt før, så skal vi naturligvis stramme os an, fokusere på det vigtigste og i det hele taget blive dygtigere. Vi skal blive bedre til at finde to-kroner i hjørnerne. Og vi skal koncentrere os om det vigtigste og så undlade noget af det, der måske ikke er helt så vigtigt.

Men vi skal for alt i verden undgå den onde cirkel. Og det skal vi gøre ved at være offensive.

Jeg tror, vi er flere, der har konstateret, at det nye, vi har lavet de senere år, måske ikke længere er så nyt, at det stadig skaber opmærksomhed. Vi har også kunnet mærke, at vi ikke i 2019 har haft et særligt publikumstilbud i sommerhalvåret, sådan som vi i 2018 havde med Dronningens Garderobe. Derfor satser vi på at lave både noget om påskens fortællinger og om kaffens historie i Danmark, og vi skal fortsætte med at udvikle Allehelgen. Ikke som særudstillinger, men efter samme devise, som vi laver jul – om end ikke i helt den samme størrelsesorden. Vi lægger, om jeg så må sige, et lag ind over store dele af Den Gamle By, så vi bruger de virkemidler, museet i sig selv rummer.

Jeg er også overbevist om, at det nye spisested vil give os nogle helt nye muligheder, når det åbner først på sommeren. Der er ingen tvivl om, at det vil stille øgede krav til organisationen, for vi skal blive bedre til at sælge det, vi har. Og så giver det anledning til at være mere offensive i forhold til selskaber, møder og konferencer, som vi hidtil har holdt lidt igen med, fordi vi ikke har haft set-up’et hertil.

En anden basisting er Den Gamle Bys nye it-platform, der bliver kørt i gang her i første halvår af 2020. Den vil give os bedre overblik, den vil gøre ting lettere og, nok så vigtigt, så vil den gøre Den Gamle By mere kundevenlig.

Om alt går vel, er der således flere ting, der vil falde på plads her i 2020, så vi kan blive bedre til at sælge Den Gamle By. Ordet sælge skal ikke misforstås, men der ligger det i det, at flere utvivlsomt vil kunne få en fantastisk oplevelse ved et besøg, og at vi skal hjælpe dem hermed. Vi gør allerede meget, men pointen er, at en opprioritering af dette område både vil give ekstra indtægter til Den Gamle By og bedre oplevelser for publikum. For salg og publikumsservice hænger i meget høj grad sammen. At tilbyde publikum noget, de ikke vidste, de kunne få i Den Gamle By.

Alt dette skal vi gøre inden for rammerne af det at være et godt museum. Vel at mærke ikke bare et museum, som museer er flest. For vi skal huske, at Den Gamle By blev skabt i opposition til det, man for 100 år siden opfattede som de ”rigtige museer”. Det vil bl.a. sige Nationalmuseet og det gamle Aarhus Museum. Ud af den idékamp skabte Peter Holm Den Gamle Bys særlige profil som et museum, der sætter den nære historie over den fjerne forhistorie, som sætter fortællingen over den enkelte museumsgenstand, og som sætter det almindelige publikum over den mere indadvendte videnskabelighed.

Den profil skal vi værne om, for den definerer Den Gamle Bys kerneydelse, som er at skabe historiske oplevelser for det brede publikum – i hele miljøer i tre dimensioner og i størrelsesforholdet 1:1.

Den Gamle By skal være noget for nogen. Vi skal gøre noget der er vigtigt. Hvad enten det drejer sig om at være med til at skabe sammenhængskraft i samfundet eller lave særlige tilbud til demente eller kæmpe for, at Aarhus kan bevare sin identitet eller medvirke til at skabe bevidsthed om bæredygtighed. Vi skal give vores besyv med. Og både de mennesker, der besøger museet og dem, der ikke gør, skal meget gerne have en oplevelse af, at Den Gamle By er noget særligt, og at Den Gamle By spiller en rolle på områder, der er vigtige.

Jeg har engang beskrevet mit favoritmuseum på denne måde: Et godt museum handler om ”mig”, og samtidig handler det om noget, der er større end ”mig”. Det har kant, det rummer kundskab, og samtidig er det skønt, morsomt og inspirerende. Og så handler det på en eller anden måde ligeså meget om nutiden og fremtiden som om fortiden.

Men vi skal altid have for øje, at vi først og fremmest skal bruge vores ressourcer på det, der er til glæde og til nytte for det publikum, der betaler deres entré ved kasse 1.

Da jeg sidste år havde holdt min nytårstale, hørte jeg en bemærkning om, at det vist var første gang, jeg ikke nævnte noget om truende skyer i horisonten. Det kan man sige var dårlig timing. Det vil jeg ikke risikere i år.

Her tænker jeg ikke på det forventede underskud på regnskabet. For selvom vi nu får pisken over nakken, er jeg overbevist om, at vi nok skal få driftsøkonomien på plads. Nej, jeg tænker på de truende reduktioner i statens tilskud.

Den første trussel handler om, at statens tilskud til museerne er sat i spil. Det har nu i snart tre år skabt stor usikkerhed, især fordi vi på vandrørene har lyttet os til, at navnlig store, populære museer, som fx Den Gamle By, kan komme til at stå for skud.

Vi håber på en snarlig afklaring og på, at resultatet ikke må blive, at staten tager fra de museer, der har mange gæster og betydelige entreindtægter, for at museer, som kun få besøger, kan få ekstra midler.

Den anden trussel handler om de 3 mio kr, som fra 2021 er i spil for Den Gamle By. Beløbet blev oprindelig bevilget ved finanslovsforhandlingerne i 2008. De folketingspolitikere, der stod bag, tilkendegav dengang, at tilskuddet skulle være permanent, men af uransagelige årsager blev det gjort tidsbegrænset. I 2012 lykkedes det at få bevillingen forlænget og igen i 2016. I 2020 skal slaget således atter slås for en forlængelse af tilskuddet, som vi så håber må blive gjort permanent, sådan som det var ønsket hos de politikere, der stod bag.

Det er vigtigt, at vi gør opmærksom på disse to trusler. Men endnu vigtigere er det, at vi laver et godt museum, som er relevant for mange mennesker. For det er sværere for staten at skære på et museum, som har stor folkelig opbakning og gør en indsats, som de fleste finder vigtig.

Dagen er tiltaget med 15 minutter. Det går mod lysere tider. Lad os sammen lægge os i selen for, at også Den Gamle By går mod lysere tider.

Godt nytår.

 

 

Hvad kendetegnede 2010’erne

DR spurgte mig for nylig om, hvad der set fra min stol særligt karakteriserede 2010’erne. Altså ikke så meget på det politiske og økonomiske felt, men mere om det daglige forhold mellem mennesker. Nok også fordi, vi om et par år åbner en 2014-gade i Den Gamle By.

Når man forlader et årti, er der naturligt nok et ønske om at sætte begreber på den epoke, vi lægger bag os. Også selvom al erfaring viser, at der normalt skal mindst 10-20 års tidsafstand til, før tidsmarkørerne for alvor står klart.

Jeg valgte at acceptere udfordringen og pegede på fire områder:

  1. Der er sket en markant individualisering i form af singlekultur, øget individuel frihed, ensomhed og afpersonalisering af relationer.
  2. Kønnet er blevet mere flydende og en hel regnbue af forskellige former for seksualitet er blevet tydelige i det offentlige rum.
  3. Alt er tilgængeligt hele tiden, og det skal være let.
  4. Der er ikke længere noget, der er autoritativt, og alt er til diskussion.

 

Individualiseringen er et tveægget sværd, der både giver individuel frihed og isolation fra fællesskabet.

Da vi i 2014 skulle beslutte, hvad vi ville prioritere fra netop dette år, var vi os meget bevidste om, at det er svært at få overblik, når man står midt i det. Vi inddrog derfor mange forskellige mennesker, personale som eksterne, og via sociale medier fik vi input fra mange forskellige sider, hvilket hjalp os med at pejle, hvad vi skulle gå efter.

I Den Gamle Bys 2014-gade vil man bl.a. kunne møde en singlekvinde og en regnbuefamilie. På butiksfronten vil der være 7-eleven butik, hvor man som bekendt kan få alting hele tiden, og så vil der også være en bank, selvom digitaliseringen allerede da var på vej til at fjerne bankfilialerne fra bybilledet.

I det hele taget vil man overalt i 2014-gaden opleve digitaliseringens individualiseringskraft. Alle har deres egen digitale adgang, man er sammen via nettet, og man foretager sine bankforretninger, kontakten til det offentlige og mange indkøb via nettet.

I udviklingen af Den Gamle By har vi også en standende diskussion om, hvorvidt vi kan tillade os at have adskilte herre- og dametoiletter, eller om toiletterne skal være have unisex, så vi ikke udelukker støder nogen – og det selvom vi ved, at mange foretrækker kønsopdelte toiletter.

Om alt går vel, begynder opførelsen af husene i 2020, således at vi i løbet af 2021 kan gå i gang med indretning af hjem og butikker og heri indlægge den relevante historiefortælling.

Om vi vælger de rette tidsmarkører og fortællinger, vil kun tiden kunne vise. Men som en norsk kollega sagde til os midt i planlægningen, så vil vores valg være med til efterfølgende at definere, hvad eftertiden vil huske fra 2010’erne. Kollegaen er Olav Aaraas, som i Norge har stået bag flere banebrydende projekter med samtidsdokumentation og -fortælling. Således er de hjem fra 1970’erne, 80’erne og 90’erne, han genskabte på Maihaugen i Lillehammer i dag med til at definere, hvad der var typisk fra sidste del af det 20.århundrede.

 

 

 

Svømmer Den Gamle By i penge?

Svaret på dette spørgsmål er utvetydigt et nej! Og det er vigtigt at gøre klart, idet jeg ofte har hørt bekendte og kolleger give udtryk for, at Den Gamle By da vist har masser af midler. Misforståelsen skyldes nok, at museet har modtaget store donationer til fornyelse. Men det er bestemt ikke det samme som, at vi svømmer i penge.

At det forholder sig sådan illustreres klart i flere aktuelle overskrifter og presseomtaler: ”Millionunderskud rammer hårdt i Den Gamle By”, skrev Aarhus Stiftstidende således – og aviser, radio og tv over hele landet har fulgt trop.

Historien stammer fra den årsberetning, som er publiceret i Den Gamle Bys nys udkomne årbog. Og det er helt korrekt, at Den Gamle By forventer et underskud på i omegnen af 3 mio kr for 2019, og at det kommer oven i et underskud på 0,9 mio kr i 2018.

Årsagerne til underskuddet er mange: Rekord meget regnvejr, færre krydstogtsturister, nødvendige investeringer i forbindelse med Den Gamle Bys store udviklingsprojekter og måske også, at de senere års store trækplastre ikke længere er helt så nye, som de var for et par år siden.

Siden august i år har vi været opmærksomme på situationen. Personale og bestyrelse er blevet orienteret, og vi har spændt livremmen ind, hvor det kunne lade sig gøre.

Der er grund til at understrege, at Den Gamle By ikke går rabundus på grund af det forventede underskud. Men det er selvfølgelig en alvorlig sag, der gør at vi skal fokusere yderligere på gæsterne, vi skal blive bedre til at ”sælge” museet, og vi skal blive skarpere til holde hus med ressourcerne og spare, hvor vi kan.

Den Gamle By er ikke så meget et museum om noget, men mest af alt et museum for nogen. Og disse nogen omfatter stort set alle danskere – også dem, der normalt synes, at museer er kedelige.

Det koster penge at drive et museum, der er attraktivt og når bredt ud, og det koster også at tage socialt ansvar overfor sårbare grupper som demente, børn med særlige behov og mennesker, der ikke er plads til på det almindelige arbejdsmarked.

Sådan har vi arbejdet i flere år, det sætter vi en ære i, og det vil vi gøre alt for at kunne fortsætte med. Men det kræver naturligvis, at Den Gamle Bys økonomi hænger fornuftigt sammen. Det har den gjort i godt 20 år – med lidt op og ned, men ingen alvorlige underskud siden 1997. Sådan skal det nok blive igen, for selvfølgelig får vi rettet op på økonomien.

Det er os, der i øjeblikket har ansvaret for Den Gamle By, der skal sikre, at museet er gearet til fremtiden. Og selvom vi nu får pisken over nakken, skal vi nok få driftsøkonomien på plads. Men det forudsætter, at der ikke sker reduktioner i tilskuddene fra stat og kommune. For selvom Den Gamle By selv skaffer fire ud af hver fem kroner, som museet bruger, er det umuligt at holde et acceptabelt niveau uden substantielt tilskud fra det offentlige.

Der er nu gået mere end to år siden, kulturministeren satte statens tilskud til museerne i spil. Det har skabt stor usikkerhed, især fordi vi på vandrørene har lyttet os til, at navnlig store, populære museer, som fx Den Gamle By, vil stå for skud. Vi håber på en snarlig afklaring og på, at resultatet ikke må blive, at staten tager fra de museer, der har mange gæster og betydelige entreindtægter, for at museer, som kun få besøger, kan få ekstra midler.

Der ud over er yderligere 3 mio kr i spil for Den Gamle By. Beløbet blev oprindelig bevilget ved finanslovsforhandlingerne i 2008. De folketingspolitikere, der stod bag, tilkendegav dengang, at tilskuddet skulle være permanent, men af uransagelige årsager blev det gjort tidsbegrænset. I 2012 lykkedes det at få bevillingen forlænget og igen i 2016. I 2020 skal slaget således atter slås for en forlængelse af tilskuddet, som vi så håber må blive gjort permanent, sådan som det var ønsket hos de politikere, der stod bag.

Til Håndværksdage i Den Gamle By kan gæsterne møde og diskutere med Den Gamle Bys håndværkere, der øser velvilligt af tips og gode råd.

I de kommende år vil Den Gamle By byde på en række temaer og aktiviteter, der vil gøre det ekstra attraktivt at besøge museet. I 2020 er de vigtigste Fokus på Genforeningen 1920, Fortællingen om Påsken, Håndværks- og havedage, 70’er-festival samt et særligt tema, hvor publikum i sommerhalvåret både vil kunne se, smage og prøve – og ikke mindst blive klogere på noget, de garanteret interesserer sig for.

Og så ser vi frem til, at vi i 2020 kan åbne et helt nyt spisested med masser af plads til museets mange gæster. Vi ser også frem til i 2021 at åbne ”Gågaden 1974”. Og vi ser frem til i 2022 at åbne 2014-gaden, der for alvor vil sætte 2010’erne på museum. Samme år åbner Den Gamle By en helt ny hovedindgang, der ligger sådan, at de dårligt gående gæster kan springe brostenene over, ligesom det bliver let at finde parkeringsplads i de nærtliggende store parkeringskældre.

Nu på søndag den 22. december – eller måske dagen efter – vil Den Gamle By efter al sandsynlighed byde velkommen til gæst nummer en halv million, hvilket utvivlsomt atter vil placere Den Gamle Bys som det bedst besøgte kulturmuseum i Danmark.

Selvfølgelig var det ikke rart at få blæst et stort underskud op på forsiden! Men det ændrer ikke ved, at vi tror på en lys fremtid for Den Gamle By.

Modeopvisning i Den Gamle By med tøj fra 70’erne.

Den Gamle By giver julen dybde og dimension

I Den Gamle By sætter vi i julen alle sejl til for at fortælle om de traditioner og mange historiske lag, som gør julen til noget helt særligt. Juli Den Gamle By åbner fredag 22. november og kan opleves frem til Helligtrekongersaften 5. januar 2020. Den Gamle By har åben alle årets 365 dage.

Meget mere end et julemarked

Julemarked er der en del, der kalder alt det, vi i Den Gamle By sætter i værk her op til jul. Og selvfølgelig er der boder, hvor man kan købe juleknas og juleglögg, juleøl og julesnaps, julekager og julepynt – og gaver og andet godt.

Men Jul i Den Gamle By er også så uendelig meget mere. Snesevis af udstillinger, historier om lys og mørke, mødet med mennesker fra andre tider, deres tro og overtro, julens særlige sange og ikke mindst smagsoplevelser, der er gået i glemmebogen alle andre steder end i Den Gamle By. Det er ambitionen at give museets gæster en fornemmelse for de historier og traditioner, der ligger bag alle de mærkelige ting, vi gør i julen.

Først når det er rigtigt mørkt forstår man lysets betydning. Som fx pigerne, der laver mad i køkkenet fra 1864.

Julen er mærkelig

For julen er en mærkelig tid, som kan være svær af forstå. For os selv og for andre. Her tænker jeg på det store forbrugsræs med gaver, øl og mad i metervis. Jeg tænker også på de store julefrokoster. Og jeg tænker på det forhold, at de fleste danskere tager et træ ind i stuen og pynter det med alskens flitterstads – selvom det for udefra kommende må tage sig ud som det rene hokus-pokus.

Og så tænker jeg på det mærkværdige forhold, at vi – eller i hvert fald mange af os – lige pludselig og meget radikalt skifter spise- og drikkevaner. For selvom man måske mest er til middelhavsmad og rødvin, så finder man i julen pludselig sig selv i færd med at spise kager med kardemomme, risengrød med kanelsukker, hamburgerryg med grønlangkål, and med svesker, æbler og sukkerbrunede kartofler, svinesylte med sennep og rødbeder – og dertil drikke snaps og øl med en helt anden sødme, end vi er vant til.

Mærkeligt og anderledes! Ja nok. Men på den anden side er juletraditionernes styrke og historiske dybde med til at give os en følelse af at høre til og være en del af noget, der er større end os selv. Uden egentlig at tænke særligt over det, kommer man i kontakt med nogle meget dybe rødder, som man ikke er opmærksom på, når dagligdagens karrusel kører for fuld fart. Det er de rødder, vi i Den Gamle By ønsker at tydeliggøre for de mange gæster, der besøger museet i tiden op til jul.

Den Gamle By importerer glaspynt fra de gamle familieværksteder i Thüringen. Den historiske julepynt sælges i museets særlige julebutik.

Glemte fortællinger

Det er derfor vi har en særlig bod med rigtige æbleskiver. Altså skiver af æble, der dyppes i dej og koges i svinefedt.

Det er også derfor Den Gamle Bys julebutik har importeret mængder af den særlige glaspynt til juletræet fra de små værksteder i Lauscha i Thüringen. Pynten fremstilles fortsat efter forskrifterne fra slutningen af 1800-tallet og med den samme teknik.

Det er derfor Den Gamle By har fremstillet en særlig hybenkradser. Altså en krydret vin med helbredende egenskaber. Drikken er opkaldt efter grækeren Hippokrates (4. årh fvt), der er kendt som lægekunstens fader, og hvis navn senere blev forvansket til hybenkradser.

Det er derfor, man i Den Gamle By kan opleve det sparsomme lys og hvor vigtigt det var i den mørke juletid. Spillet mellem lys og mørke er jo et helt grundlæggende element i både den hedenske fejring af solhvervet og den moderne jul, selvom det i dag kan være næsten umuligt at forstå i nutidens kamp om at bruge så mange watt som overhovedet muligt.

Del af noget større

Jeg tror, de fleste af os oplever, at der er nogle særlige tidspunkter og situationer, hvor man kommer dybere ned i sine følelser og sin oplevelse af verden. Det være sig i forbindelse med livets store overgange – fødsel, bryllup og død. Men det gælder også ved årets store overgange, og her spiller julen en helt særlig rolle. I sådanne sammenhænge bliver småskærmydsler og daglige gøremål mere ligegyldige, og man får den der forunderlige fornemmelse af at være en del af noget gammelt og kraftfuldt. Det er en helt speciel følelse, og jeg tror, det er det, der gør, at så mange har et særligt forhold til julen i Den Gamle By.

Rigtige æbleskiver består af en skive æble, der dyppes i dej og steges i svinefedt. Og de smager himmelsk.

Den franske historiker Phillipe Ariés har engang udtrykt det på den måde, at det er historiens –  og museernes – opgave at afhøvle nutiden, så den bliver gennemsigtig. Med Den Gamle Bys vifte af oplevelser prøver vi at give museets gæster hygge og samvær på en måde, så de samtidig også oplever, at de får noget med hjem. En ny tanke, en forundring eller måske en viden, som man ikke havde før. Vi ønsker at give julen dybde og dimension.