Om Thomas Bloch Ravn

Museumsdirektør

Helvegs historiske øretæve red­dede museer fra at komme på museum

I år er det 50-året for den kulturpolitiske redegørelse, der var en ren øretæve til de danske museer. Redegørelsen er fornøjelig læsning, der viser, at der er sket et nybrud på museumsområdet.

Kulturminister i VKR-regeringen 1968 til 1971 var den radikale nestor Kristen Helveg Petersen, og med den kulturpolitiske redegørelse fra 1969 satte regeringen for alvor publikum i centrum for de offentligt støttede kulturinstitutioners virke.

Målsætningen med kulturpolitikken var, fremgår det, at fremme de enkelte menneskers udviklingsmuligheder, deres optagethed af og deltagelse i udformningen af vores fælles tilværelse.

Og man er udmærket klar over, at det nok ikke vil komme til at gå helt let, idet forfatterne finder anledning til at skrive, at en gennemførelse af målsætningen vil kræve “åbenhed, fantasi og opbrud fra vante forestillinger”.

Og så skal jeg ellers love for, at der er smæk for skillingen, ikke mindst i kritikken af de træge, konservative kulturmuseer, som, forstår man, nærmest betragtede publikum som en by i Rusland.

Selvom kunstmuseernes “problemer er mindre og deres forsømmelser mindre udtalte”, er de skridt, der også her bør tages, imidlertid “ligeså radikale som de kulturhistoriske museers”.

Uinteressante for publikum
Museerne var så uinteressante for publikum, at endda ungdomsoprøret “er gået dem totalt forbi”, hedder det i redegørelsen.

Grunden er, mener forfatterne bag, at den oprørske ungdom anså museerne for helt og aldeles ufarlige, som “depoter for tidligere samfunds efterladenskaber”, hvorfor de simpelthen ikke var “krudtet værd”.

Museerne spiller “kun en relativt underordnet rolle iblandt de muligheder for anvendelse af fritiden, der frembyder sig for befolkningen”, hedder det i betænkningen.

Og den giver en næsten karikeret beskrivelse af “den klassiske museumsmontre” med rækker af genstande anbragt på hylder “på en så akavet måde, at man skal gå ned i knæ for at få et overblik over dem” og med mere eller mindre ulæselige etiketter, der “i sig selv er et levn fra fortiden”.

“Mange museer er derfor i dag selv modne til at komme på museum”, lyder den kontante konklusion.

Direkte møntet på Nationalmuseet hedder det: “Den nuværende udstillingsform er forkert over for publikum”. Det store antal udstillede genstande “virker som en belastning for den besøgende, som mister overblikket, modtageligheden sløves, og det bliver for mange en sløv og kedsommelig vandring gennem rummene”.

Ringe gennemslagskraft over for publikum
Museernes gennemslagskraft over for den befolkning, som de skal betjene, var mildt sagt heller ikke imponerende. I alt omkring fire millioner gæster besøgte de danske museer, oplyser Danmarks Statistik.

De bedst besøgte var de statslige hovedmuseer i København: Nationalmuseet med 340.000 gæster, Statens Museum for Kunst med 250.000 og Zoologisk Museum med 220.000.

Langt de fleste lokalmuseer havde færre end 5.000 besøgende. Dog med undtagelsen af Sønderborg Slot, Forhistorisk Museum på Moesgård, Koldinghus og Viborg Museum, der hver havde mellem 30.000 og 50.000 besøgende.

Derudover skilte navnlig de museer sig ud, som fortæller en særlig historie, fremgår det af Danmarks Statistik. Det drejer sig om museer som Frederiksborg Slot i Hillerød, H.C. Andersens Hus i Odense, Vikingeskibsmuseet i Roskilde samt Frilandsmuseet i Lyngby, Hjerl Hede ved Skive, Den Fynske Landsby i Odense og Den Gamle By i Aarhus.

Afdelingen for løftede pegefingre
Og så kommer redegørelsen ellers til afdelingen for gode råd og løftede pegefingre.

Museerne må lære at forstå, at “fritidsvanerne er indgribende ændrede”. Ja, man må acceptere, at museerne ligesom biblioteker, teatre, radio og fjernsyn “ved siden af den kundskabsformidlende funktion” også har den “meget vigtige opgave at underholde”. En stærk melding, som nok kunne få mange museumsfolk til at få kaffen galt i halsen.

Det understreges, at museerne skal undgå den gammeldags udstillingsform, der skaber “afstand mellem klenodierne og de besøgende”. Museerne skal være inviterende og tilgængelige, forstår man.

Der bør tilstræbes en udstillingsform, hvor “relativt få, karakteristiske genstande udstilles i salene”, som i det hele taget i højere grad indrettes med henblik på de besøgende med “vejledninger i form af oplysende, letlæselige tekster, plancher, tegninger og fotografisk materiale, der tilsammen giver et klart og relativt hurtigt forståeligt billede af den historiske udvikling”.

Film og lysbilleder anbefales ligesom også skiftende udstillinger. I det hele taget bør museerne i langt højere grad end hidtil blive “levende institutioner”, som også arbejder sammen med de kulturelle og folkeoplysende foreninger.

Forfatterne bag redegørelsen stiller ligefrem spørgsmålet: “Hvad om man engang i fremtiden kunne tale om de farlige museer?”.

For da “museerne beskæftiger sig med alle andre samfund end det, hvor vi netop lever, kunne de blive arsenaler, hvorfra argumenter kunne hentes til kritik af det bestående, vækstpunkter for en ny livsholdning”.

For hvis museerne fortsætter som hidtil, så “skal man ikke spå dem nogen almen samfundsnyttig funktion i fremtiden”.

Klar melding, må man sige. Og umulig at misforstå.

Fornøjelig og klar læsning
Som én, der gennem årene har læst talrige offentlige rapporter og betænkninger, er det forfriskende, ja, ligefrem fornøjeligt, at læse denne 50 år gamle kulturpolitiske redegørelse.

For den er et forbilledligt eksempel på, at det kan lade sig gøre at skrive en ministeriel redegørelse i en form, der ikke er domineret af kancellisprog og juridisk formalia, og som samtidig tør være klar i spyttet.

I tilbageblik er det også glædeligt at konstatere, at der virkelig er sket noget på museumsområdet gennem de seneste 50 år. Næppe alene på grund af redegørelsen, men den var vigtig, fordi den satte en retning.

Siden 1969 er museernes gennemslagskraft over for publikum mangedoblet. Mens museernes samlede besøgstal i slutningen af 1960’erne var omkring fire millioner, er der nu mere end 15 millioner, der årligt besøger de danske museer.

Fortællekraften er forøget betragteligt, og der er i dag næppe det museum, der ikke gør sit bedste for at sætte publikum i centrum.

Gamle, snærende museumsformer er brudt op. Former, der i mange år nærmest var en kollegial spændetrøje for de museumsfolk, der ønskede at gå nye veje.

Disse rester, der stammer helt tilbage fra det 19. århundrede, er de senere år blevet erstattet af en ny museal mangfoldighed, hvor det er et vigtigt mantra, at museerne ikke er til for hverken tingenes skyld eller for fortidens.

For fortiden er forbi, og tingene er døde. Nej, museerne er til for menneskene – nu og i fremtiden.

Nybruddet uden for København
Nybruddet er især sket uden for hovedstaden, hvor museerne de seneste par årtier næsten er boblet over med nye initiativer.

Den geografiske udjævning er nu så markant, at alle de tre bedst besøgte museer i 2018 var at finde uden for København. Nemlig Louisiana (755.000), Den Gamle By (546.000) og Aros (508.000). Museer, der i øvrigt alle på et tidspunkt har været betragtet som en af klassens frække drenge.

Samme år havde statens to hovedmuseer, Nationalmuseet og Statens Museum for Kunst, henholdsvis 365.000 og 309.000 besøgende. Men også her er der nyt på vej.

Ikke mindst på Nationalmuseet, hvor både kedsomhedsknap og designede vikingemalerier vækker opmærksomhed. Til fornøjelse for mange, men med forventelige protester fra den faglige spændetrøjes aktuelle forvaltere.

Hvis “gamle Helveg”, den modige minister bag den 50 år gamle kulturpolitiske øretæve, i dag kunne komme på museumstur rundt i det ganske land, tror jeg, han ville se tilbage på sin kulturpolitiske redegørelse og tænke: Hvor var det godt, at vi turde. Det vil de fleste i dag nok give ham ret i.

 

Dette indlæg er i dag 5.september 2019 ogsåpubliceret som kronik på Altinget.

 

Møntmestergården. Et pragtfuldt hus og en fantastisk historie

Ved denne tid er det 10 år siden, at Møntmestergården åbnede i Den Gamle By. Tirsdag 16. juni klippede Den Gamle Bys protektor Hendes Majestæt Dronningen snoren, og siden har dette fantastiske hus været en af Den Gamle Bys helt store seværdigheder. I den anledning fortælles her træk af Møntmestergårdens historie – fra Borgergade i Nykøbenhavn til Torvet i Den Gamle By.

Møntmestergårdens fine fugleloftssal. Trods alle odds lykkedes det i perioden 1997-2009 for Den Gamle By at genskabe den prægtige Møntmestergård fra den tidlige enevældes København. Det gav grobund for en tiltrængt optimisme og tro på fremtiden.

Et prægtigt hus fra den tidlige enevælde

Mellem Store Kongensgade og Kongens Have i København lå der indtil 1940erne et enestående bykvarter fra den tidlige enevældes tid. Nykøbenhavn kaldtes det, hvilket for en senere tid kan virke paradoksalt, fordi kvarteret efter de frygtelige brande i 1728 og 1795 samt bombardementet i 1807 var den del af København, der rummede byens ældste bebyggelse.

Midt i Nykøbenhavn lå i Borgergade nummer 25 den prægtige Møntmestergård, som var opført i 1683, og som i 1700årene fremstod som en enestående højborgerlig bolig i barok og rokoko.

Sanering og nedtagning

I løbet af 1800årene blev den del af Nykøbenhavn, der også kaldtes Borgergade-Adelgade kvarteret, voldsomt forslummet. Der var derfor ikke den store modstand, da Københavns bystyre i 1940erne ønskede at skabe lys og luft og derfor gennemførte en gennemgribende sanering af kvarteret.

Heldigvis blev en række af kvarterets huse og gårde opmålt og undersøgt af Københavns Bymuseum, Nationalmuseet og Kunstakademiets Arkitektskole.

Det skete også med Borgergade 25, idet den daværende leder af Københavns Bymuseum, Christian Axel Jensen, der var bindingsværkseksperten over alle, i 1944 fik Københavns Kommune til at bevilge de nødvendige midler, så Møntmestergården kunne blive opmålt, undersøgt, nummereret og nedtaget.

Selve dokumentationen og nedtagelsen blev udført af arkitekt Hans Henrik Engqvist, som stod i spidsen for et hold arkitektstuderende fra Kunstakademiets Arkitektskole.

Fra Den Gamle By i København til Den Gamle By i Århus

Hans Henrik Engqvist havde på det tidspunkt i tre år fungeret som arkitekt for Den Gamle By, og Christian Axel Jensen havde i årtier været ven og faglig støtte for Den Gamle Bys stifter Peter Holm i arbejdet med opbygningen af det århusianske købstadmuseum.

Sandsynligvis var det Christian Axel Jensen, der stod bag planerne om at nedtage en række af de væsentligste huse i saneringskvarteret for at genrejse dem som en slags københavnsk pendant til Den Gamle By i Aarhus. Planerne kom imidlertid ikke videre end til Møntmestergården, som i begyndelsen af 1944 blev nedtaget og opmagasineret, mens man ventede på økonomi og vilje til at gennemføre den ambitiøse plan.

Planerne for en københavnsk Den Gamle By blev aldrig gennemført, men helt op i 1950erne var der tale om forskellige placeringer af Møntmestergården rundt omkring i København.

Huset blev gemt i et skur på Vestre Kirkegård i København. Og glemt blev det også, indtil Danmarks Købstadmuseum i Aarhus omkring 1990 blev gjort opmærksom på sagen.

Siden gik der næsten 20 år, og Den Gamle By brugte 60 mio kr på genrejsning, redekorering og møblering af Møntmestergården.

Umuligt projekt?

I dag, hvor Møntmestergården knejser så flot på Den Gamle Bys torv, er det svært at forestille sig, at det kunne være gået anderledes. Men rent faktisk var det lige før, at projekt Møntmestergården aldrig var blevet til noget – i Den Gamle By eller andetsteds.

Inden for museums- og arkitektverdenen var genopførelse af nedtagne bygninger ikke længere comme il faut. Og i stat og kommune var der ingen umiddelbar vilje til at investere i projektet.

Ja, helt ind i Den Gamle Bys egen bestyrelse og ledelse kneb det med opbakningen. Så hvis ikke enkelte ildsjæle blandt bestyrelsens medlemmer havde lagt sig i selen for at realisere projektet, var det aldrig blevet til noget.

Fundamentet skabt

Forkæmper nummer ét var Peter Jensen, som ud over at være mangeårigt medlem af Den Gamle Bys bestyrelse også var administrerende direktør og medlem af bestyrelsen for CAC Fonden, som i 1995 donerede de afgørende første 10 mio kr. Peter Jensen blev effektivt støttet af daværende rigsantikvar Olaf Olsen og daværende formand for LO-Aarhus Torben Brandi Nielsen, som begge havde sæde i museets bestyrelse på det tidspunkt.

Året efter lykkedes det at få Aarhus Amt med daværende amtsborgmester Ib Frederiksen i spidsen til at stille 12 mio kr til rådighed i form af et lån. Det førte senere igen til en bevilling fra Aarhus Kommune på fem mio kr, siden otte mio kr fra Kulturministeriet og tre mio fra Velux Fonden.

Hermed var fundamentet skabt. Huset kunne nu opføres og lukkes på tag og fag, hvorved det ville være sikret for eftertiden.

Afbindingen af bindingsværket blev påbegyndt i 1996, og udgravningen af grunden foregik i vinteren 1997-98.

Yderligere opbakning

Det engang så umulige projekt så nu lidt efter lidt ud til at kunne realiseres. Pressen blev interesseret i projektet, Møntmestergården blev filmet til en føljeton til TV, publikum strømmede til, og til sidst lykkedes det at få den resterende finansiering på plads med støtte fra Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Knud Højgaards Fond og – først og fremmest – Augustinus Fonden, som er projektets største donator.

Her i dag ti år efter åbningen kan der være grund til at gentage takken til de fonde og offentlige myndigheder, der gjorde genopførelsen af Møntmestergården mulig.

Også en tak til tømrerne, murerne, malerne og de andre håndværkere, der lagde deres hjerteblod i arbejdet. Til arkitekter, inspektører, konservatorer, som analyserede, undersøgte og disponerede. Og til hele Den Gamle Bys bagland af personale, der hver på deres felt medvirkede til projektets realisering.

I overensstemmelse med sit ophav

Den bygning, som museumsfolk og arkitekter dokumenterede og nedtog i 1944, var en helt anden bygning end den, der blev opført i 1683. Men den var autentisk i den forstand, at den viste sig i helt enestående grad at være i overensstemmelse med sit eget ophav, idet den rummede værdifulde og informative bygningsarkæologiske lag fra hele bygningens godt 250-årige historie.

Fra 1600årene selve bindingsværkets grundkonstruktion, murværk, spor af skillevægge, dør- og vinduesåbninger samt bemalinger og dekorationer. Fra 1700årene, som var bygningens glansperiode, trappe, trappehus og tilbygninger samt vinduer, døre og mange dekorationer i barok og rokoko. Fra 1800årene og frem til nedtagningen i 1944 mange nye skillevægge fra indretningen af butikker og lejligheder samt døre, vinduer og dekorationer.

Kronen på værket

2009 var året, hvor Møntmestergården står færdig, men det var også 100året for Den Gamle Bys oprettelse.

Og akkurat som museets stifter, Peter Holm, dengang var ved at revne af stolthed over at kunne åbne Borgmestergården, var vi for ti år siden overmåde stolte over at kunne åbne Møntmestergården.

Dermed mente vi nemlig, at vi kunne sætte kronen på det værk, skabelsen af Den Gamle By, som Peter Holm så visionært påbegyndte i 1909.

Tirsdag 16. juni forestod Hendes Majestæt Dronningen den officielle åbning af Møntmestergården. Dronningen havde i årene forinden være en hyppig gæst og en god diskussionspartner, når talen drejede sig om detaljer fra 1700-årene.

Møntmestergården gav Den Gamle By optimismen tilbage

Møntmestergården er et pragtfuldt hus. Voluminøst, anderledes og betagende. Smukt, vil nogen utvivlsomt synes, og i hvert fald fyldt med mangeartede historier, som det har været fantastisk for Den Gamle By at have været med til at forløse.

Projektet lykkedes – trods alle odds. Og ikke nok med det!

Møntmestergårdens realisering gav Den Gamle By optimismen tilbage i form af en tro på, at store og tilsyneladende umulige projekter kan lade sig gøre.

Der er ingen tvivl om, at den stolthed og optimisme, som arbejdet med Møntmestergården resulterede i, er en væsentlig del af baggrunden for, at Den Gamle By turde tage fat på de store projekter, som indtil nu har resulteret i 1974-kvarteret og Aarhus Fortæller, og som i løbet af få år også vil have udvidet Den Gamle Bys oplevelsespalette med en 2014-gade og en ny hovedindgang.

 

Bedreviden og pædagogiske pegefingre kan nemt spolere en god museumsoplevelse

Smag, lugt og prøv historien var overskriften, da Den Gamle By for 20 år siden bevidst begyndte at bruge sanser, følelser og mødet med rigtige mennesker i museets formidling af historien. Tivolisering var der nogen, der kaldte det. Men ret beset gentænkte vi blot traditionen fra dengang Den Gamle By blev grundlagt i 1914 som et nyt og originalt skud på den store stamme af frilandsmuseer, der da brød frem i Skandinavien.

Det var museer, der skabte markant fornyelse. De satte fokus på almindelige menneskers historie. Det var aldrig set før. Dernæst målrettede de deres historiefortælling mod almindelige mennesker. Det var ligefrem radikalt.

At nå bredt ud, også gerne til de mennesker, der normalt betragter museer som elitære og kedelige, blev allerede dengang en ledestjerne for Den Gamle By, og det er fortsat styrende for den måde, vi formidler historien på.

For mennesker – i nutid og fremtid

I Den Gamle By siger vi, at museet ikke er til for tingenes skyld eller for fortidens! Tingene er som bekendt døde, og fortiden er forbi. Nej, museet er til for menneskene i nutid og i fremtid. Og nok består Den Gamle By af næsten 100 historiske huse, og museet rummer 100.000-vis af museumsgenstande. Men det er menneskene og det levede liv, der er i fokus.

Det er menneskene og det levede liv, der er i fokus – også i arbejdet med skolebørn.

Mødet med mennesker

Derfor kan museets gæster gå i dialog med historiske aktører, der agerer som i en anden tid. Man møder dem på gaden, i stuer og i køkkener, hvor gæsterne endda kan være heldige at smage søbekålen, der simrer på komfuret.

Hos isenkræmmeren kan man købe alt fra blåsøm til Madam Blå, og i Schous Sæbehus kan gæsterne mindes lugten af deres bedstemor, når ekspedienten skruer låget af og beder dem holde næsen over den engang så kendte Eau de Cologne ”4711”.

Museer er også lugtesans. Duften af den Eau de Cologne,d er bærer navnet 4711, får mange til at tænke på deres mor eller mormor.

Rundt omkring kan gæsterne møde museumsværter, der fx forklarer om livet i 1700-tallets Møntmestergård. Og i mange hjem kan man på skærme se de mennesker, der engang boede der, fortælle om deres liv og hverdag.

Fællesoplevelser og engagement

Vi er ikke bange for at bruge skærme, animationer og IT i det hele taget. Men det må aldrig blive et mål i formidlingen og tages kun i brug, når analoge metoder ikke slår til. Når vi bruger IT, skal det altid være i en form, man kan være sammen om, og aldrig noget, der individualiserer, eller som man ligeså godt kan lave hjemme ved sin egen computer.

Vi lægger også vægt på det engagerende. At man kan prøve kræfter med den lille trækfærge. At man i telefoncentralen anno 1927 kan ringe i telefoner, der har ledning. Eller at man kan prøve at skrive på maskine og forundres over, at den printer med det samme.

At ringe fra en drejeskivetelefon anno 1974 kræver en motorik, som kun de færrest børn og unge i dag besidder. Men sjovt er det.

Variation er vigtig

Vi ved, at mange gæster bliver trætte, når der bliver for meget af det samme. Derfor kan man fx først besøge bindingsværksbyen med billedskærer og købmandsgård, så automobilforhandleren 1927, så den moderne 70’er-gågade med Brodeributik og Pouls Radio, så elevatoren ned i den interaktive udstilling Aarhus Fortæller, så et kig i Smykkeskrinets hellige haller og til sidst Plakatmuseets vidunderlige lyse katedral.

Sommetider provokerer vi

Sommetider overrasker vi, og provokerer. Som når lærlingen får en på kassen af mester. Når den historiske boghandler sælger Lille Sorte Sambo. Når der er pornoblade i Bogcentralen. Når man må ryge i Jazzbar Bent J. Eller når man møder en hjemløs, der i en periode bor i en baggård.

Museum er også mad og drikke

Mad og drikke er også historiefortælling. Hybenkradser, smørrebrød, stjerneskud, kiksekage, gåsebryst og Aarhus-sæt (Ceres Top og Arnbitter). Det er salg, og det er service, men det er nok så meget historie og oplevelse.

Tarteletter og anden historisk mad er salg, og det er service, men det er nok så meget historie og oplevelse.

Skal ikke virke akademisk

Et museum er dog ikke kun udstillinger og formidling. Det er også et inviterende personale, der sørger for, at alle føler sig velkomne.

Det giver sig selv, at Den Gamle By virker på et videnskabeligt grundlag. Men vi gør alt, hvad vi kan, for at undgå, at museet kommer til at virke akademisk. Ja, vi synes ligefrem, det gerne må være morsomt at gå på museum, og vi tror, at bedreviden og pædagogiske pegefingre nemt kan spolere en god oplevelse.

Underholdning og læring

Den amerikanske kulturanalytiker Colleen Dilenschneider slår på at museer gerne må være underholdende, og hun pointerer, at det modsatte af underholdning ikke er læring, men at noget er kedeligt. Hendes datamateriale viser, at underholdningsværdi er det, der motiverer de besøgende og gør dem tilfredse, men det er læringsperspektivet, der retfærdiggør et besøg.

 

Dette indlæg er også bragt i netmediet Kulturmonitor 19. marts 2019.

I alt hvad vi gør skal vi tænke langsigtet – Godt nytår!

Nedenstående tekst er uddrag af den tale, jeg i dag holdt for det samlede personale i Helsingør Theater i Den Gamle By.

Godt nytår. Og tak for det gamle.

Jeg tror, der var mange her i Aarhus, der frygtede, at 2018 ville blive til ren nedtur ovenpå al den medvind, der var i det store kulturår 2017.

Hvordan det er gået på andre museer, ved jeg ikke, men 2018 har i hvert fald ikke været nedtur her i Den Gamle By. Det er der grund til at glædes over, og det er noget, som alle i Den Gamle By med god grund kan være stolte over.

546.485 besøgende! Godt nok ca 25.000 under rekordåret 2017, og en smule under budget, men trods alt det næstbedste år nogensinde i Den Gamle Bys historie. Og det oven på en sommer, der både var varm, nærmest uendelig, og som i hvert fald ikke indbød til museumsbesøg. Jeg synes heller ikke, man kan sige, at vejret var med os her i julen, men trods det har 2018 rent besøgsmæssigt været den bedste jul nogensinde med i alt 162.458 gæster.

Et museum skal selvfølgelig måles på, hvor mange, der finder det interessant at komme på besøg. Men et museum skal også måles på den aktivitet og hele det output, som skabes i og omkring museet. Og her kan man næsten blive helt forpustet over at se, hvor meget vi har nået. I den årsberetning, der er trykt i Den Gamle Bys årbog, og i bogens mange artikler, kan man få et indtryk af et – synes jeg – imponerende aktivitetsniveau.

Det vil føre for vidt at gå i detaljer, men lad mig nævne, at 2018 var året, hvor vi for første gang har holdt museet åbent i alle dagene omkring jul og nytår. Grundfilosofien bag initiativet er, at Den Gamle By er til for museets gæster, og derfor skal vi holde åbent, når der er interesse for det.

Jeg tror, vi er mange, der var spændte på, om det nu også var noget, der var interesse for. Ja, såmænd også, om vi kunne trænge igennem med informationen om, at Den Gamle By havde åbent juleaftensdag, juledag, nytårsaftensdag og nytårsdag.

Der er vist ingen tvivl om, at vi lykkedes med at informere ganske godt om initiativet. Jeg synes også, at publikums respons var god. 977 gæster juleaftensdag, 2192 juledag, og så henholdsvis 718 og 420 på de to dage omkring nytår.

Hvad kan det ikke blive til i løbet af nogle år? Det er mit håb og min ambition, at vi kan få skabt nogle særlige traditioner omkring både jul og nytår i Den Gamle By.

Der er også grund til at nævne, at Aarhus i 2018 var Europæisk Frivillighovedstad – og at vi i Den Gamle By selvfølgelig var med. Frivilligåret var en god anledning til at fejre og fokusere på netop denne sag her på museet, hvor vi i dag har 275 frivillige medarbejdere. Som man kan læse i Den Gamle Bys årbog er frivillighed en del af Den Gamle Bys DNA. Ja, endda museets stifter Peter Holm begyndte som frivillig. Også på dette område vedkender vi os arven fra Peter Holm. Og nu som før indgår både frivillige og lønnede medarbejdere i det store team, der gør den bevaring og historiefortælling, som er Den Gamle Bys, til noget særligt.

Men altså 546.485 gæster i 2018. Jeg tror, at årets resultat grundlæggende har at gøre med, at Den Gamle By i sig selv er spændende og attraktiv, og at museet og hele det hold, der står bag, gør det godt i disse år.

Vi havde fået lov til at plukke i Dronningens Garderobe, vi havde interessante udstillinger på Plakatmuseet, og vi havde et fint program hen over året. Men der er for mig ingen tvivl om, at årets gode resultats særligt skyldes at Den Gamle By i sig selv altid er et besøg værd og at museet i årets løb generelt har performet på et højt niveau.

Jeg er glad for, at der nu er faldet nogle ting på plads, som vil få stor betydning for museets fortsatte udvikling de kommende år:

Som en del nok har lagt mærke til, er vi ved at samle en række af Den Gamle Bys praktiske funktioner i de nye bygninger i Sydhavnen, som er en del af Den Gamle Bys store A.P. Møller-finansierede projekt. Husene står der allerede og giver området karakter. Flytningen af tømrerværkstedet er stort set på plads, og snart kommer smedeværkstedet og udstillingsafdelingen. Der er tale om moderne, tidssvarende rammer, som utvivlsomt vil gøre mange ting lettere – både for dem, der skal arbejde her, og for Den Gamle By som organisation.

Flytningen giver plads for, at vi kan udvide museets restaurantkapacitet ved at opføre en ny køkkenfløj og udvide restauranten ind i tømrernes tidligere domæne i Aarhus Mølle og den tilhørende gård. Projektet går i gang nu, og det skal stå færdigt til sommeren 2020. Indtil da klarer vi os med de faciliteter, vi allerede har, suppleret med boder og telte i de primære sæsoner. I samme omgang får vi også kantinefaciliteter, som forhåbentlig vil blive et mødested, hvor museets forskellige afdelinger kan lære hinanden lidt bedre at kende. Det vil utvivlsomt lette arbejdsgangen i Mad & drikke, og det vil give et gevaldigt – og tiltrængt – løft for den service, vi kan tilbyde museets gæster.

Det er værd at bemærke, at vi selv har sparet sammen til udvidelsen af restauranten. Det er sket over en længere årrække. Dels i form af overskud, som vi har henlagt til særlige investeringer, dels – og især – i form af testamentariske gaver, som Den Gamle By har modtaget gennem årene.

En tredje vigtig ting, der er faldet på plads i det forløbne år er Den Gamle Bys kommende hovedindgang. Arkitektkonkurrencen om, hvordan de nye faciliteter skal se ud, er nu afgjort, og jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at også disse nye rammer vil give Den Gamle By et ordentligt løft.

Den vil signalere, at Den Gamle By er andet og mere end den gamle bindingsværksby, som de fleste kender. Den vil give bedre tilgængelighed for folk, der er dårligt gående. Og så ligger den dejligt tæt ved de store parkeringspladser under Ceresbyen og Scandinavian Center.

Også på Den Gamle Bys matrikel i Aarhus centrum har vi kunnet sætte gang i en tiltrængt fornyelse af Besættelsesmuseet, hvor det er ambitionen, at historierne fra de fem forbandede år skal blive ved med at have aktualitet. Der arbejdes på fuld kraft, så det nye Besættelsesmuseum kan åbne til april 2020.

Og så går vi nu i gang med en opgradering af butikken, Skanderborghuset er godt i vej, der er taget fat på de to huse fra Jelling, butikkerne i gågaden tegner sig stadig mere tydligt, og når den nye hovedindgang åbner om få år, så åbner også det tidsafsnit, vi kalder 2014-delen, og som kommer til at ligge i Dronning Margrethes Gade.

Der ud over arbejder vi på at få lavet nogle tiltrængte museumsmagasiner, som både kan lette det daglige arbejde og som samtidig vil betyde en fremtidssikring af bevaringsindsatsen. Det er en kæmpestor investering, som vi på ingen måder selv kan løfte, så vi krydser fingre for, at vi kan få hjælp fra anden side til at realisere projektet.

Med den kommende nye hovedindgang vender vi så at sige Den Gamle By om. Og med hovedindgangen og 2014-gaden er hele Den Gamle Bys matrikel bebygget. Nyudvikling skal herefter ske inden for de eksisterende rammer, og det bliver en særlig opgave at gøre den ældre del ekstra attraktiv, så vore gæster også vil besøge de områder, der hidtil har ligget først for. Jeg skal prøve at forklare det lidt nærmere.

Som det er i dag har vi en hel række enormt attraktive udstillinger og fortællinger i den karré, der i dag især rummer 1974-kvarteret og Aarhus Fortæller. Den del bliver bare endnu stærkere, når det hele er færdigt om få år. Det er jo sådan set vældigt positivt, men det skaber også nogle problemer. Det gør nemlig Den Gamle By sidetung, for det er her de fleste gæster søger hen, og det er her, de bruger længst tid. Vi skal derfor til at sætte fokus på de dele af museet, der ligger længst væk fra den nye hovedindgang, så vi kan få gæsterne til at bevæge sig rundt på hele matriklen. Det er samtidig områder, der – det kan man vist roligt sige – trænger til en kærlig hånd. Men det er ingen tvivl om, at også de ældre dele har potentiale til nye stærke oplevelser for publikum. Lad mig blot nævne Vestergade, Borgmestergården, Gartneriet, Festpladsen og Købmandsgården.

Det arbejde er allerede i gang på det forberedende plan. I efteråret har mange været involveret i arbejdsgrupper, der har tænkt tanker og lagt planer, og vi står her i begyndelsen af 2019 overfor at skulle koordinere alle input til en samlet plan for opgradering af Den (gamle) Gamle By.

I det hele taget står vi, nu som altid, med en stor opgave, der består i at fremtidssikre Den Gamle By. I alt hvad vi gør, skal vi tænke langsigtet.

Vi er godt i vej med at lave de rammer, som museet skal udfolde sig inden for de næste mange år. Men det er ligeså vigtigt, at vi finder en forretningsmodel, der er bæredygtig i den nye virkelighed, der er på vej.

For det første skal vi højne andelen af lokale og regionale gæster. Der bor ca 350.000 indbyggere alene i Aarhus Kommune, og inden for en køreafstand af en time bor der næsten 1 million mennesker. Mange kommer allerede i Den Gamle By, men vores andel af det regionale publikum, og ikke mindst andelen af genbesøg, kan blive meget højere. Det drejer sig både om børnefamilier og familiegrupper, hvor der typisk er flere generationer, og det drejer sig om virksomheder, hvor Den Gamle By utvivlsomt har et helt særligt potentiale blandt praktiske folk inden for håndværk og produktion.

Det andet punkt er at videreudvikle mødet med mennesker. Det personlige møde, eller den personbårne formidling, som vi også kalder det, er i forvejen en af Den Gamle Bys absolutte styrker, og det område skal vi videreudvikle. Der er allerede gang i en udvikling og styrkelse af området, og den proces vil fortsætte i de kommende år.

Det tredje satsningsområde er at Den Gamle By skal have en højere egenindtjening. Vi skal være lykkelige, hvis de offentlige tilskud forbliver på det nuværende niveau. Rent faktisk er der en reel risiko for, at vi bliver beskåret med et ret stort beløb i statstilskud. Derfor skal vi blive bedre til selv at tjene penge. Og så skal vi satse på at få flere indtægtskilder. Jeg er overbevist om, at Den Gamle Bys egenindtjening er af afgørende betydning for en positiv udvikling i de kommende år.

Det fjerde fokuspunkt er, at vi skal styrke Den Gamle Bys arbejdskultur og værdier. Det vil øge både trivsel og kollegialitet. Dertil kommer, at når vi er glade på arbejde, så kan vi også give gæsterne en bedre oplevelse, når de besøger museet. I Aarhus og Østjylland er der et stort og alsidigt tilbud af museer og attraktioner, og der er stor konkurrence. Derfor skal et besøg i Den Gamle By altid være en oplevelse i særklasse. For at vi kan levere dét, skal alle medarbejdere være dygtige og engagerede værter, der yder den bedst tænkelige personlige service – både dem forrest på scenen og dem i kulissen.

Altså fokus på flere lokale gæster og flere genbesøg. Yderligere satsning på det personlige møde med gæsterne. Øge Den Gamle Bys egne indtægter og sikre dem fra flere kilder. Og så styrke trivslen til glæde for såvel personale som for museets gæster.

Disse fire punkter skal vi have for øje i det fortsatte arbejde med det museumskoncept, som Peter Holm udviklede for mere end 100 år siden, og som vi løbende forsøger at nytolke, så det fortsat har aktualitet.

Godt nytår.

 

Også den internationale rejsebog Lonely Planet havde fået øje på Den Gamle By, som prydede forsiden af årets udgave om Denmark.

 

 

 

 

Julen er mærkelig, men den er vores

I Den Gamle By sætter vi i julen alle sejl til for at fortælle om de traditioner og mange historiske lag, som gør julen til noget helt særligt. 

Julen er på mange måder en mærkelig tid. Her tænker jeg på det store forbrugsræs med gaver, øl og mad i metervis. Jeg tænker også på de store julefrokoster. Og jeg tænker på det forhold, at de fleste danskere tager et træ ind i stuen og pynter det med alskens flitterstads – selvom det for udefra kommende må tage sig ud som det rene hokus-pokus.

Især tænker jeg på det mærkværdige forhold, at vi – eller i hvert fald mange af os – lige pludselig og meget radikalt skifter spise- og drikkevaner. For selvom man måske mest er til middelhavsmad og rødvin, så finder man i julen pludselig sig selv i færd med at spise kager med kardemomme, risengrød med kanelsukker, hamburgerryg med grønlangkål, and med svesker, æbler og sukkerbrunede kartofler, svinesylte med sennep og rødbeder – og dertil drikke snaps og øl med en helt anden sødme, end vi er vant til.

Mærkeligt og anderledes! Ja nok. Men på den anden side er juletraditionernes styrke og historiske dybde med til at give os en følelse af at høre til og være en del af noget, der er større end os selv. Uden egentlig at tænke særligt over det, kommer man i kontakt med nogle meget dybe rødder, som man ikke er opmærksom på, når dagligdagens karrusel kører for fuld fart.

Ordet jul kender vi helt tilbage til vikingetiden, og det er sikkert meget ældre. Jul er den oldnordiske betegnelse for gilderne ved vintersolhverv. Den ældste beretning stammer helt tilbage fra omkring 900, hvor skjalden Torbjørn Hornklove beretter, at den norske konge Harald Hårfager havde besejret en række småkonger. Derpå ”drak han jul på havet”.

At drikke er noget helt centralt i fejringen af julen. Siden 2016 har Den Gamle By fremstillet sit eget julebryg.

Der var garanteret ikke meget Christmas – kristmesse –  over vikingernes jul. For selvom vi i dag fejrer julen som Jesu fødselsdag, så er den grundlæggende en markering af solhvervet, hvor året vender, og det går mod lysere tider. Det er værd at bide mærke i, at vi i Norden holder fast i det gamle, hedenske navn jul, mens man i engelsktalende lande siger Christmas, messe for Kristus. I den tyske kulturkreds taler man om Weihnacht, altså den indviede nat, og på spansk siger man Navidad, som er ordet for fødsel, altså Jesu fødsel, forstås.

Det er småt, hvad vi ved om julefejringen i vikingetid og middelalder. Først med renæssancen i årtierne omkring 1600 får vi et klarere billede af, hvordan de danskere, der havde råd og ikke levede på samfundets bund, fejrede julen. Det har vi forsøgt at skabe et billede af i Den Gamle Bys renæssancestue. Stuen er det første, og ældste, tableau i en serie på mere end 60 julepyntede rum, der som en integreret del af Den Gamle Bys store tidsrejse viser, hvordan julen kunne tage sig ud i Danmark i forskellige sociale lag igennem 400 år, helt frem til i dag.

Julebordet i Den Gamle Bys renæssancestue 1625.

I renæssancestuen i Den Gamle By er det juleaftensdag 1625 hos en velhavende købmand. På det store bord står der lys, masser af mad og drikke, sølvmønter og et par skeer, samt, naturligvis, Frederik IIs store bibel fra 1589. På gulvet står rumlepotten som symbolet på den festivitas, som julen også var. Disse elementer symboliserer fire vigtige sider af julen:

  • Julen er den kristne fejring af Jesu fødsel
  • Julen er gavegivning og markering af fællesskab
  • Julen en fejring af lyset og en festligholdelse af, at året nu vender, og det går mod lysere tider
  • Og så er julen mad og drikke og sjov og ballade i den mørke tid, hvor der ikke er så meget andet at lave.

At julen er en fejring af Jesu fødsel symboliseres i Den Gamle Bys tableau ved, at den store Frederik II’s bibel ligger slået op på bordet. Den fylder ganske godt, sådan som det religiøse element utvivlsomt også gjorde i renæssancen. Men som århundrederne gik, blev kristendommen mindre synlig i fejringen af julen. I Den Gamle Bys serie af tableauer bliver biblen stadig mindre, for til sidst at blive afløst af julegudstjenesten i radioen. Ja i de scenarier, der viser 1960’er og 70’er er kristendomen nærmest helt fraværende. Mest radikalt i kollektivet, hvor det mest julede er en snevejrsøl, og hos hippieparret, hvor juletræet ikke har stjerne i toppen men hammer og segl – sådan som vi ved, de dengang unge mennesker havde det i 1974.

At give gaver besegler grundlæggende det gode forhold mellem mennesker. Det gør det også i julen, og i et patriarkalsk samfund som renæssancens er det naturligvis husets overhoved, der giver gaver til kone og børn og også til tyendet. På julebordet i renæssancestuen i Den Gamle By ser vi en sølvske, et par sølvmønter og lidt kager. I takt med individualiseringen og ligheden mellem kønnene begyndte ægtefolk og de familiemedlemmer, der var med til julefesten, at give hinanden gaver, og de sidste 100 år er også børnene blevet så lige, at de giver forældrene gaver. Men det grundlæggende er fortsat, at gavegivning skaber relationer.

Markeringen af solhvervet er fortsat en vigtig del af vores julefejring, selvom vi ikke taler om det på den måde. At året vender og det snart begynder at gå mod lysere tider, markerer vi ved at tænde lys. Det gjorde man også i renæssancen og i de følgende århundreder. Da juletræet blev almindeligt i løbet af 1800-årene satte man lys på træet. I begyndelsen af 1900-årene begyndte man at pynte i byernes handelscentre – med lys i butikkerne, på det store juletræ på torvet og de granguirlander, man flere steder begyndte at hænge over gaderne. I 1930’erne kom adventskransen til, hvor vi tænder stadig flere lys, jo nærmere vi kommer julen og solhvervet. Efter Anden Verdenskrig kom kalenderlyset, og vi tog den svenske Lucia-skik til os. Og de senere år er stadig flere villahaver blevet udsmykket med tusindvis af lamper, der med farver og blink viser billeder af julemandens kane, julegaver, julestjerner og Rudolf med den røde tud.

Efter Anden Verdenskrig blev det almindeligt med granguirlander med elektriske pærer i byernes handelsgader. Her Den Gamlæe Bys Havnegade 1974.

De madtraditioner, der tog form i renæssancen, er også i høj grad til stede i nutidens julemad og –drikke. Julens grød er, i renæssancen som i dag, kogt på mælk i stedet for vand. Vi strør den med kanel og sukker, som dengang var eksklusive varer fra kolonierne. På renæssancens julebord er der fersk skinke og blodpølse fra den nyligt slagtede gris. I en tid, hvor de begrænsede mængder kød, som man rent faktisk spiste, som oftest var røget eller saltet, var fersk kød virkelig en fest- og højtidsspise, ja en luksus og en lækkerbisken i en grad, som vi vanskeligt kan forestille os i dag. Op til vinteren slagtede man de husdyr, der ikke var vinterfoder til. Derfor blev julen fejret med noget, der nærmest blev betragtet som frådseri i fersk kød, typisk fra den slagtede gris. Selvom de fleste nok spiser and eller gås juleaften, er det ferske flæskekød i form af flæskesteg, sylte og pølser vigtige elementer i julens madtraditioner.

I renæssancen var der rigtige æbleskiver på bordet. De består af en skive vinteræble, som er dyppet i dej og kogt i svinefedt. Vi har dem på torvet i Den Gamle By, og de smager himmelsk, skal jeg hilse og sige. Og julens småkager er, dengang som nu, krydret med bl.a. sukker, kanel, ingefær, nelliker og pomerans, som også hører til tidens kolonialvarer.

Julen var i det hele taget en fest. Det kunne man også mærke, når man drak af juletønden, hvor øllet havde gode procenter til forskel fra hverdagens tynde øl. Mad og drikke hører ofte sammen med fest og ballade.

Festen symboliseres i renæssancestuen af rumlepotten, som var tidligere tiders måde at skabe larm og bum-bum rytme, der kunne sætte gang i deltagerne. I dagene mellem jul og nytår, ja helt frem til Helligtrekonger, blev der holdt julestuer rundt om i hjemmene, hvor ungdommen kunne more sig og lære det andet køn bedre at kende. Bro, bro brille er en sådan juleleg, og det også Nippe strå, hvor man med læberne skulle nippe strå fra hinanden, dreng fra pige og omvendt! Eller man kunne Trille kage, hvor en ung mand og en pige blev lagt oven på hinanden på et bord og de øvrige deltagere skulle ”ælte dejen”. I Ludvig Holbergs komedie Julestuen fra 1724 lader han borgmester Jeronimus sige: ”Ak, havde jeg blot en daler for hver en mødom, som er løbet af stablen på en julestue, så var jeg en rig mand!”.

Den allervigtigste forskel på julen før og nu er nok, at der hele tiden er blevet mere af det meste. Nok ikke så meget af fejringen af julen som en kristen højtid. Men mange flere gaver, mere fest og mad og drikke og meget mere lys overalt.

En anden vigtig forskel er, at julen førhen især lå i de 12 dage fra juleaften 24. december og så frem til Helligtrekongers aften, som er 5. januar – dog med adventstiden som den stille forberedelsestid. I vore dage begynder den kommercielle jul allerede i begyndelsen af oktober. Fra slutningen af november og i gennem hele december er det tid for julefrokoster. Mange er sammen om at pynte juletræet Lillejuleaften, og julens bankende hjerte er, nu som før, juleaften og første juledag indtil man anden juledag 26.december så at sige lukker julen ned. Og så er det ellers store byttedag og udsalg, og er man heldig kan man også købe fastelavnsboller.

Men trods århundredgamle, mærkværdige traditioner, og trods nytilkomne skikke, tror jeg, de fleste af os opfatter julen som en konstant. ”Rør blot ikke ved min gamle jul”, som Peter Faber skrev i sangen om julens trængsel og alarm fra 1848. Julen og dens traditioner giver os fast grund under fødderne og en følelse af at høre til. Og når man skærer ind til benet, er der vel egentlig heller ikke så meget nyt under solen. Julen er fortsat en fest for lyset, den er fest og mad og drikke, den er gavegivning til besegling af fællesskaberne, og den er grundlæggende også den kristne fejring af Jesu fødsel.

 

Denne tekst er i en lettere forkortet udgave publiceret som kronik i Politiken 23.december 2018.

 

 

 

Bedøm museerne på det, de leverer

Det er nu 20 måneder siden, at kulturminister Mette Bock lancerede sin ambition om en anderledes fordeling af statens tilskud til museer. Initiativet har skabt stor usikkerhed blandt museerne. For selvom vi er mange museer, der tjener langt de fleste af vore driftsmidler selv, kan vi på ingen måde gøre vores arbejde ordentligt uden den solide basis, som statens – og i øvrigt også kommunernes – tilskud udgør.

I sin lancering af planen i Berlingske Tidende 7. marts 2017 udtrykker kulturministeren ønsket om ”nogle mere objektive kriterier for støtte”. Samtidig ønsker ministeren at frigøre nogle midler – ”for i dag er der intet råderum til nye initiativer”. Andetsteds uddyber ministeren denne ambition til også at omfatte fjernelse af støtten fra de museer, der ikke gør deres arbejde ordentligt. I interviewet med Berlingske mener ministeren endvidere, at ”kulturstøtten bliver smurt for tyndt ud i dag” og hun pointerer: ”Hvis man forsøger at gøre alle glade hele tiden, risikerer man, at alle i stedet ender med at være lidt utilfredse”.

Når man i de forløbne måneder har lyttet på vandrørene, er signalerne imidlertid nogle helt andre. Nemlig at især en række af de store museer har grund til at være foruroligede. Museer som normalt betragtes som toppen, både hvad angår væsentlighed, kompetence og folkelig yndest.

Her tænkes der ikke på de store og overordentligt udgiftstunge museer, som er ejet af staten. For af uransagelige årsager holdes de udenfor. Nej, der tænkes alene på de såkaldt statsanerkendte museer, som er en broget flok, der rækker fra internationale profiler som Louisiana, Glyptoteket, Moesgård og Den Gamle By til lokale museer som Amagermuseet, Svendborg Museum og Try Museum.

”De bredeste skuldre skal bære de tungeste byrder”, forlyder det. Det er svært at forstå anderledes, end at de museer, der har mange gæster og entreindtægter, skal beskæres, så de museer, som kun få besøger, kan få yderligere midler fra staten. Tænk hvis man brugte samme model inden for sygehusområdet!

Når alt kommer til alt, tror jeg, de fleste vil erkende, at nogle museer klart skiller sig ud på grund af faglighed, folkelig opbakning og international opmærksomhed. Men det er ikke så let at sige højt her i Jantelovens hjemland. Det er måske derfor, der aldrig er nogen, der har lavet en model, så man rent faktisk kan se, hvilke museer, der skiller sig ud. Det skal medgives, at det heller ikke er så enkelt, og helt sikkert er det, at et forsøg herpå fører lige lukt ind på øretævernes holdeplads. Men derfor kan man jo godt gøre sig nogen tanker om, hvordan man kan hjælpe kulturministeren med at definere de ”objektive kriterier”, som hun har efterlyst.

Der bør laves en model, der baserer sig på kriterier, som er alsidige og lettilgængelige. Den bør være enkel og let at håndtere, idet man ellers kan frygte, at det hele vil sande til i detaljer, afbalanceringer, personlige præferencer, pression, regneark og bureaukrati.

Jeg vover her et øje ved at pege på fire målepunkter, som lever op til ovenstående:

  1. Kulturstyrelsens kvalitetsvurderinger, som er 360 graders evalueringer af den samlede virksomhed, der udføres på de enkelte museer.
  2. Museernes besøgstal – for hvis der ikke kommer gæster på museerne, hvad skal vi så med dem?
  3. Museernes internationale anerkendelse, som man fx kan måle via deres rating i Lonely Planet og Guide Michelin.
  4. Bedømmelser fra brugere – og her kan man vælger ratings hos TripAdvisor eller Google eller man kan vælge at spørge fire, otte eller ti personer med overblik og som repræsenterer både museer, skoleverdenen og turisme.

Hvis man forestiller sig, at hvert målepunkt kan give fx op til 10 point, så kan man tælle det hele sammen, og når man har gjort det, har man et hierarki over de vigtigste museer i Danmark.

Selvfølgelig kunne man inddrage andre og flere målepunkter i modellen. Fx antal besøgende skoleklasser, evne til at nå grupper, der aldrig eller kun sjældent besøger et museum, entréindtægt, gaver fra fonde og sponsorer, tilskud fra staten, tilskud fra kommuner, gennemslagskraft på sociale medier, antal unikke besøgende på hjemmeside, digital tilgængeliggørelse af museets samlinger, digitale skoletilbud, antal forskningspublikationer, samarbejde med universiteter, antal uddannede lærlinge – og sikkert også andet.

Hvis man tør vove sig ind på en mere kvalitativ boldgade, kunne man også se på fx evne til at gå nye veje; hvorvidt museerne påtager sig andre samfundsopgaver; samt museernes evne til at adressere tidens store spørgsmål.

Men jeg kan frygte, at modellen derved vil blive så tung at arbejde med, at der reelt ikke kommer til at ske noget. Og jeg vil vædde min gamle hat på, at resultatet ikke vil blive væsentligt anderledes, selvom man inddrager andre og flere målepunkter.

Frem til 2014 var der i museumsloven en særlig kategori til de nationale, kulturbærende museer, de såkaldte paragraf 16-museer, som ifølge lovteksten udførte ”en virksomhed af særlig betydning”.

Jeg vil gerne opfordre til, at man med inspiration herfra indfører en særlig kategori af museer med national og international betydning. En analyse af museerne på grundlag af de fire nævnte objektive målepunkter, kunne danne grundlag herfor.

Den kunne også udgøre det objektive grundlag for at fjerne statens støtte fra de museer, der ikke lever op til lovens krav, og dermed skabe det ønskede ”råderum til nye initiativer” – som fx at få nye, kvalificerede museer ind i varmen og måske også til at opgradere museer, der oplagt får for lidt.

Hvordan man kan gøre det, kom der et forslag til fra direktør Henrik Tvarnø fra A.P. Møller Fonden, der af ministeren var blevet bedt om at komme med et indlæg i debatten. Det skete på ministerens store museumsmøde i København 25. januar 2018. Henrik Tvarnø indledte med at mene, at vi har ”forbløffende gode museer i Danmark”. Dernæst foreslog han en model, hvor man hvert tredje år fjerner tilskuddet fra de fem museer, der performer svagest. Efter tre år har de så muligheden for atter at kvalificere sig. Akkurat på samme måde som man inden for sportens verden kan ryge ud af superligaen, og så komme tilbage igen, når man kan slå dem, der nu ligger i bunden. Og så sluttede Henrik Tvarnø i øvrigt sit indlæg med at mane til besindighed: Når det går så godt, som det gør i den danske museumsverden, så vær varsom med radikale ændringer.

Jeg tror, vi er mange museer, der drømmer om, at kulturminister og Folketing vil bedømme os på det, vi leverer. Naturligvis skal man sørge for, at der er adgang til attraktive museer over hele landet. Men på den anden side skal man – som kulturministeren også pointerer – være opmærksom på ikke at smøre smørret så bredt ud på brødet, at man ikke kan smage det nogen steder.

Denne tekst har været bragt som debatindlæg i Altinget 26. november 2018.

 

 

 

 

 

 

Uden mørket er det svært at se lyset

I disse dage hænges millioner af LED-lyspærer op i det ganske land og varsler julens komme. I dette indlæg fortælles om betydningen af lyset i mørket og de mangeartede skikke og traditioner, der har formet den danske jul. 

Når danskerne juleaften tænder lysene på juletræet, så slukker de fleste først på kontakten. For først når det elektriske lys er slukket, kan man se det særlige samspil med mørket, som de levende lys giver. Det er noget af det, der gør julen til rigtig jul.

På samme måde med adventskransen, der fandt vej over grænsen fra Tyskland efter første verdenskrig og for alvor blev udbredt i Danmark i slutningen af 1940’erne. Jo nærmere vi kommer på julen, des flere lys tænder vi i kransen. Og vi nyder den typisk i mørkningen, for vi ville jo næsten ikke kunne få øje på den i en fuldt oplyst stue.

Heller ikke den endnu senere skik med kalenderlyset kommer til sin ret i totalt oplyste rum. Eller den svenske – og nu danske – Luciaskik.

Vi passer på, at vi ikke lyser så meget, at vi slet ikke kan se lyset i mørket. For det er jo det, det hele drejer sig om.

Selve ordet jul er et hedensk ord, og vores jul er i bund og grund en hedensk fest. En fejring af solhvervet, hvor året vender, og det går mod lysere tider. Man ser frem mod lysets snarlige komme som et tidens tegn for grøde, vækst og fremgang.

Men julen er også så meget andet. Julen er en fejring af Jesu fødsel og en markering af vores kristne kultur. Den er også et stort gilde med masser af mad og drikke. Og den er udveksling af gaver, ja man kan næsten sige, at julen i dag er et kommercielt gaveræs.

Julens traditioner giver os fast grund under fødderne, de giver os en fornemmelse af at høre til og være en del af noget, der er større end os selv.

Det er de rødder, vi i Den Gamle By ønsker at tydeliggøre for de mange gæster, der besøger museet i tiden op til jul.

Den franske historiker Phillipe Ariés har engang udtrykt det på den måde, at det er historiens –  og museernes – opgave at afhøvle nutiden, så den bliver gennemsigtig. Med Den Gamle Bys vifte af udstillinger, levendegørelser, historiske butikker og anderledes smagsoplevelser prøver vi at give vores gæster hygge og samvær på en måde, så de samtidig også oplever, at de får noget med hjem. En ny tanke, en forundring eller måske en viden, som man ikke havde før. Vi ønsker at give julen dybde og dimension.

For mig personligt begynder juletiden, når dagene for alvor begynder at blive korte. Det sker sådan engang i første halvdel af november. Det er mørkt, når man står op, og mørkt når man cykler hjem fra arbejde. Og så forløses det hele i dagene omkring juleaften, hvor året vender, og lyset lidt efter lidt begynder at vende tilbage. Uendeligt langsomt, men man ved, at det går den rigtige vej.

Det markerer vi nordboere ved at tænde lys, ved at være sammen og ved at hygge os. Og det, vi er sammen om, det er traditioner, der har så mange århundreder på bagen, at ingen rigtig kender deres oprindelse.

Præsteenken i Eilschous Boliger strikker i skæret fra et enkelt lys. Men kun ét. For lys var dyre at fremstille og derfor noget, man sparede på.

”Guuud, var der virkelig så mørkt?”, spørger mange gæster, når de besøger den ældste del af Den Gamle By i december måned. Og svaret er: ”Nej, i 1800-tallet og før var det meget mørkere”.

For ikke skræmme vores gæster bort, har vi derfor valgt et kompromis. Nemlig at placere en del flere gaslamper og portlygter, end der i virkeligheden ville være. Men mørket er alligevel så markant, at de fleste nutidsmennesker får en troværdig fornemmelse af spillet mellem lys og mørke i de gamle købstæder.

Indendørs klarede man sig i vidt omfang med skæret fra ilden i det åbne ildsted. Men man kunne også tænde et tællelys, som stort set svarer til vor tids sterinlys. Men kun ét. For lys var dyre at fremstille og derfor noget, man sparede på.

Man havde normalt lys i det rum, hvor man opholdt sig. Lyset stod i en stage, og forlod man rummet, tog man lyset med sig. Det var ikke bare fråds, men også brandfarligt at lade lyset stå uden mennesker i nærheden.

For at få mest muligt ud af lyskilden gjorde man ofte det, at man satte lyset på et bord med en hvid dug, en såkaldt lysedug. Det er let at afprøve, og det er egentlig utroligt, så meget det hvide stof forstærker lyseffekten.

I dag er der ikke så mange, der tror på nisser, trolde og andet såkaldt overtro. Det skyldes måske, at vi er blevet mere oplyste i den forstand, at vi ved mere. Men det skyldes nok også, at vores verden og vores omgivelser med det elektriske lys er blevet mere oplyste.

Prøv blot at gå en mørkningstur i Den Gamle Bys gader. Eller kig ind til præsteenken i Eilschous Boliger, som alene oplyses af skæret fra ildstedet og et enkelt tællelys.

Mørket er overalt, og hvor det møder det flakkende lys er der glimt og bevægelser, der giver let spil til fantasien. Så folk, der har øjnene indstillet på den rigtige måde, kan se nisser og andre små væsner, som normalt ikke viser sig om dagen.

Ja, selv moderne, oplyste mennesker kan – ofte med en let gysen – komme ud for, at se et eller andet, som de aldrig vil kunne få øje på i de rum, hvor de normalt opholder sig, og hvor man bare trykker på en knap på væggen – og så er rummet totalt oplyst.

Når der i 1800-tallet og før var fest i de kredse, der havde råd, var lyset et vigtigt element.

For de, der til daglig var vant til et enkelt lys, var det noget helt specielt at opholde sig i et fuldt oplyst rum. I et sådant festbelyst lokale var der nemlig ikke bare et enkelt lys, men mange lyskilder i form af lysekroner i loftet, lysskjolde på væggene og lysestager på bordene.

Det er i den sammenhæng, vi skal se juletræet med lys på. Det første juletræ i Danmark skulle være blevet tændt i 1808 på den sydsjællandske herregård Holsteinsborg, men den første beretning om et juletræ stammer fra København tre år senere: ”Alle Værelserne til Gaden var oplyste, især eet, og uden for Vinduerne stod der ved Femtiden mange Mennesker, der højlydt gav deres Forundring til Kende. Det var nemlig rygtedes i Kvarteret, at Folk i Ny Kongensgade havde set, at der nogle Dage i Forvejen var bragt et loftshøjt Grantræ ind i Stuerne. Godtfolk spærrede øjnene op. Sladderen gik, det Forlød, at Træet skulde have tændte Lys på Grænene. Derfor var nysgerrige stimlet sammen for at se, hvorledes det vilde gaa… Nogle troede vel, den unge Doktor og hans yndige Frue var blevet gale…De, der ej kunne styre deres alt for store Iver efter at kikke ind af andres Ruder, satte stiger op til dem, for at kunne titte ind under Gardinerne”.

Erindringen stammer fra den unge Alfred Hage, der i 1811 var til julefest hos dr.phil. Martin Lehmann, som er den nævnte ”unge Doktor”. Martin Lehmann var præstesøn fa Holsten og kendte sikkert den tyske skik med pyntede og lysbehængte juletræer fra sin barndom. Nu havde han bragt skikken til København, og i det følgende århundrede blev juletræet udbredt til det ganske land.

I midten af 1800-årene blev juletræet almindeligt i bedrestillede hjem, og i de første årtier af 1900-tallet blev juletræet almindeligt hos høj og lav over hele landet.

Det var også i begyndelsen af 1900-årene, at julen begyndte at blive synlig udendørs. I 1914 kom København først med et juletræ på torvet, og i 1920’erne kunne man se et juletræ på torvet i snart sagt hver eneste købstad i Danmark. Træerne var forsynede med elektriske lys.

De enkelte butiksejere begyndte også at pynte til jul. Først og fremmest i butikkernes vinduer, men i årene efter første verdenskrig begyndte stadig flere butiksdrivende at pynte udendørs med gran og lys. Fra 1920’erne findes eksempler på, at nogen butikker udsmykkede deres facader med granguirlander, som blev hængt op i buer langs butiksfacaderne med en stjerne som lysende midtpunkt. Det var ikke alle, der gjorde det, for udsmykningen var dengang et anliggende for den enkelte butiksejer.

Snart blev juleudsmykningen imidlertid et anliggende for handelsstandsforeningerne, og allerede i 1930’erne er eksempler på, at man hængte granguirlander med elektriske lys på tværs af gaderne.

Som årene er gået, er lyset kommet mere og mere i fokus i den moderne julefejring. Hvor man i flere år har talt om gaveræs, kunne man med mindst lige så stor ret tale om lysræs.

Efter Anden Verdenskrig blev det almindeligt med granguirlander med elektriske pærer i byernes handelsgader. Her Den Gamle Bys Havnegade 1974.

Byernes handelsgader oplyses af imponerende lystæpper. Og mange villahaver har hele udstyrsstykker af udsmykning med tusindvis af lamper, der med farver og blink viser billeder af julemandens kane, julegaver, julestjerner og Rudolf med den røde tud.

En og anden gammel Jeronimus kunne måske synes, at det er ved at være for meget. For der er efterhånden så meget lys, at det vil være svært at få øje på julestjernen, hvis den skulle vise sig på himmelen.

Men når lysene tændes på juletræet den 24.december, så slukker vi for det elektriske lys. For inderst inde ved vi jo udmærket, at uden mørket er det svært at se lyset.

Denne tekst har i en forkortet udgave været bragt som kronik i Avisen Danmark 28. november 2018.

 

 

 

 

 

 

 

 

Er national det samme som at være ejet af staten, Mette Bock?

Af Mads K. Holst og Thomas Bloch Ravn, museumsdirektører på henholdsvis Moesgaard Museum og Den Gamle By.

En ny kategori har set dagens lys inden for kulturpolitikken: Nationale kulturbærende institutioner!

Kategorien er introduceret i forbindelse med lanceringen af kulturministerens nye pulje på 400 mio kr. Puljen rummer forskellige elementer, men det primære billede er, at størstedelen af midlerne skal gå til de statsejede institutioner, som især ligger i København. Det er dem, der kaldes ”nationale kulturbærende institutioner”. Det skal medgives, at de også har mistet mange statsmidler de senere år.

Dette indlæg handler ikke om skævfordeling af penge. Det kunne det have gjort, og endda med stor rimelighed. Men nej, det handler først og fremmest om tankesæt.

Det virker nemlig provokerende, når man i udspillet pr automatik sætter lighedstegn mellem at være national og kulturbærende og så at være statsejet. For det implicerer jo, at kulturinstitutioner, som ikke er ejet af staten, hverken kan være nationale eller kulturbærende – selvom de måtte være både højt anerkendte og stærkt præsterende.

Det virker ekstra provokerende, når man tænker på, at den måde at se tingene på, har sin rod i enevældens kultur- og udviklingssyn. Et kultursyn, der ser hovedstaden som rigets navle, hvorfra al orden udgår. Provinsen er et udyrket land, hvor alt er lige småt og lige gyldigt, og med en befolkning, der skal kultiveres af den dannede elite i hovedstaden.

Enevælden afskaffet for 170 år siden, i 1848. Men vi lever stadig med arven, og fra tid til anden dukker de mindre pæne sider af enevældens tankesæt op til overfladen og bliver tydelige og synlige. Som fx når man sætter lighedstegn mellem at være national og kulturbærende og så være ejet af staten. Eller når det bliver underforstået, at alt nationalt og landsdækkende, skal ligge i København, mens det, der ligger ”i provinsen” er rent lokalt.

Ser man på kulturmuseerne, som vi har mest forstand på, er der igennem mange år skabt flere korrektiver til den museumsstruktur, der voksede ud af enevælden. For ud over Nationalmuseet og en række lokalmuseer, der ligger i et fint net over hele landet, er der i Danmark også en række specialmuseer, som hver især er en slags nationalmuseer inden for deres specifikke områder: søfart, jernbane, landbrug, arbejderhistorie, kongehuset, herregårde, kommunikation, fiskeri, industri, design og meget andet.

Vi, der skriver disse linjer, repræsenterer de to største kulturmuseer, som ikke er statsejede, men som ”udfører en virksomhed af særlig betydning”, som der i mange år stod i en særlig paragraf i den danske museumslov. Denne virksomhed af særlig betydning er også begrundelsen for de særlige statstilskud, som vore to museer oppebærer.

Vore museer har ikke den førstefødselsret, der ligger i at være ejet af staten og placeret i København. Vi er almennyttige, selvejende institutioner, som er underlagt museumslov og statslige regler – akkurat ligesom Nationalmuseet, som ifølge kulturudspillet er den ”nationale kulturbærende institution” på det kulturhistoriske område. Vore museer har samlinger, der regnes som nogle af de væsentligste i verden. Vores faglige ekspertise er på kerneområderne second-to none, ligesom vi bruger ressourcer på at hjælpe museer, der har behov derfor. Internationalt regnes både Moesgård og Den Gamle By for at høre til den absolutte elite.

Spørger man de besøgende, er vi ikke i tvivl om, at både Moesgaard og Den Gamle By vil ryge i top både hvad angår vigtighed, kompetence og folkelig yndest.

Besøgstallene taler deres klare sprog. Blandt de kulturhistoriske museer er top-5: Den Gamle By, Moesgaard Museum, Rosenborg, Nationalmuseet og Frederiksborg Slot. Ser man anmeldelserne på Tripadvisor, Google og Facebook er billedet det samme.

Vi mener, at vi har vist i praksis, at det kan lade sig gøre, at opbygge store, stærke kulturinstitutioner med international gennemslagskraft – uden at være statsejet og uden at de skal have rod i enevælden. Faktisk giver det en anden form for museer. Vores museer er opstået ud af en bred demokratisk kultur, og vi tror på, at det har været med til at give dem en anden form for folkelig forankring.  I vores verden kan man godt både være tilgængelig og spændende samtidig med, at man er nationalt kulturbærende. Det er imidlertid en misforståelse, at det ikke kræver substantiel opbakning fra staten at løfte den opgave. Et højt niveau koster – og det er uafhængigt af ejerskab og placering.

Godt nok har vores museer været i stand til at tjene penge selv. Vi har derfor kunnet levere varen med kun en brøkdel af de tilskud, der tilfalder de statslige museer. Henved 80 procent af vores museers omsætning kommer andetsteds fra – først og fremmest fra entré og servicering af publikum, men også fra fonde og sponsorer. Alligevel er de midler, vi får fra stat og kommune afgørende for os. De udgør det økonomiske fundament, vi bygger hele vores øvrige indtjening på.

Hvis man fra staten genindfører enevældens syn på museerne, så udfordrer man reelt det, der igennem årtier er bygget op på vores institutioner. Vi bliver grupperet i en ikke-nationalt-kulturbærende samlekasse af museer, hvor det bliver vanskeligt at retfærdiggøre prioriteringer og dermed skabe højt niveau. Der er – og skal være – forskel på museer. Museerne varetager i dag mange forskellige opgaver i samfundet. De er lokale forankringspunkter, de er i stadig stigende grad grundlag for turismeudvikling, de sikrer og gør kulturarven tilgængelig, og de varetager en væsentlig rolle i forhold til dannelse og uddannelse. Og de gør det på forskelligt niveau.

Så der er et behov for, at skelne og prioritere inden for museumsområdet.  Men det kan ikke passe, at man i en moderne, demokratisk stat vender tilbage til enevældens kultursyn, og genindfører et skel mellem en dyr, elitær, finkultur på statsinstitutioner i København og en billig, udelukkende græsrodsbaseret folkekultur i provinsen.

Så, kære kulturminister: Vil du ikke godt finde en terminologi, der svarer til virkeligheden – og fremtiden? At være national og kulturbærende har intet at gøre med, hvem ejeren er, men alene med hvilke opgaver man reelt løser, og hvad og hvordan man præsterer. Det vil gøre os både glade og taknemmelige. Diskussionen om økonomisk skævvridning kan vi så gemme til en anden gang.

Blogindlægget er tidligere trykt som kronik i Berlingske Tidende søn 9. september 2018

 

 

 

Fem år og 2,5 mio gæster siden Tårnborg åbnede i Den Gamle By

I dette indlæg fortælles historien bag den store donation fra A.P. Møller Fonden, der gjorde den markante nyudvikling af Den Gamle By mulig.

19. juni 2018 er det fem år siden, at Tårnborg åbnede som den første hovedhjørnesten i Den Gamle Bys store A.P. Møller-støttede moderniseringsprojekt, der nu nærmer sig sin færdiggørelse. Siden åbningen af Tårnborg har godt 2,5 mio gæster besøgt museet, og det gennemsnitlige årlige besøgstal er øget fra 350.000 til 512.000.

Hjørnehuset Tårnborg i Den Gamle By.

Det, som oprindelig forekom som en vild idé, opstod i vinteren 2001/02. I Den Gamle By så vi projektet som museets vej ind i fremtiden, men vi erfarede hurtigt, at sådan så den daværende Kulturarvsstyrelse ikke på det. Styrelsen mente ikke, at det var et projekt, Den Gamle By burde gå videre med.

Heldigvis var der andre, der bakkede op om projektet. Bl.a. den lokale presse og talrige udenlandske kolleger – og også en så centralt placeret fondsperson som fhv bankdirektør Knud Sørensen.

Knud Sørensen var dengang formand for KFKs Jubilæumsfond, og da han under en rundvisning i Den Gamle By spurgte til museets planer, slog jeg ud med armene og fortalte, hvordan vi agtede at bygge et helt kvarter, som skulle vise dagliglivet i 1960erne og 70erne; akkurat på samme måde, som den gamle Den Gamle By viser, hvordan folk arbejdede og boede i 17-1800-årene. Jeg husker at Knud Sørensen sagde, at han godt kunne lide, at vi satte overliggeren så højt. Det gav os blod på tanden, ikke mindst da vi fandt ud af, at Knud Sørensen dengang også var næstformand i A.P. Møller Fonden.

De følgende år arbejde vi med at konkretisere projektet, og Den Gamle By finansierede selv hjemtagelse af to huse til formålet samt erhvervelse af nødvendige magasinfaciliteter.

I 2005 og 2006 havde jeg flere kontakter med Knud Sørensen i hans egenskab af formand for Oticon Fonden, og også med direktør i A.P. Møller Fonden Ove Hornby. Begge udtrykte sympati for projektet og gav os mod på at arbejde videre.

Det var imidlertid ikke så let. For vi havde kun to huse ud af de 10-12, som vi nok skulle bruge. Og vi havde kun ganske få af de hjem, butikker, værksteder mv, som skulle til. Derfor måtte vi sjusse os lidt frem a la ”hvis et hus nu har x etager a x kvm, så vi kælderen nok koste ca x kr, loftetagen x kr, og de øvrige etager hver x kr, mens indretningen sandsynligvis kan gøres for x kr pr kvm, hvortil så kommer gade, fortov og baggård a ca x kr”. Vi drøftede tallene med kyndige folk og nåede frem til nogle budgettal, som vi mente nok ikke var helt ved siden af.

Men at vi mente, tallene ikke var helt ved siden af, var jo ikke det samme, som at vi kunne overbevise A.P. Møller Fonden. Hvorom alt er, så indsendte vi i september 2006 en ansøgning til fonden. Jeg var bekendt med, at bestyrelsen holdt møde i begyndelsen af november, så hver morgen derefter ventede jeg spændt på posten. Men der kom ikke noget brev. Til gengæld fik jeg en opringning fra fondens direktør Ove Hornby. Han refererede, at fondsbestyrelsen havde behandlet ansøgningen, og at der ikke var nogen, der havde talt imod; tværtimod var der flere, der havde udtrykt sig positivt om projektet. Dog ville man godt have lidt mere konkret, ligesom man også gerne ville have større sikkerhed for, at Den Gamle By rent faktisk ville være i stand til at gennemføre et sådant projekt.

Set i retrospektiv kan man undre sig over, at fonden ikke bare havde afvist Den Gamle Bys ansøgning. For ret beset var det hele jo noget – for ikke at sige meget – ukonkret. Vi var imidlertid taknemmelige for fondens velvilje, og vi gjorde vores bedste for at blive mere konkrete og tage højde for forskellige uforudselige forhold, og i februar 2007 indsendte vi et betydeligt supplerende materiale.

Fredag 30. marts modtog vi med posten et bevillingsbrev på seks linjer. Beløbet lød på 161 mio kr. Og brevet var Underskrevet af fondens formand Mærsk Mc-Kinney Møller og fondens direktør Ove Hornby.

Det var noget af en appelsin i turbanen på Den Gamle By. Vi kontaktede fonden for at sige tak og for at drøfte, hvordan vi skulle forholde os med pressen. ”Ja, vi foretager os ikke noget over for pressen”, sagde Ove Hornby, så vi aftalte, at Den Gamle By skulle komme med forslag hertil. Det blev ifølge sagens natur en stor pressehistorie.

Herefter gik vi i gang med at planlægge, organisere, efterlyse huse, definere hvilke hjem, butikker og andet, vi ville prioritere.

I vinteren 2009-10 blev grunden udgravet, og der blev piloteret, så vi derpå kunne gå i gang med at opføre Tårnborg som den første bygning i det store projekt. Fredag 8. juni 2012 var der rejsegilde på huset, hvis fire lejligheder herefter skulle indrettes med en gynækologisk klinik fra Kolding, Frk Sneums hjem fra Klampenborg, Familien Meyers hjem fra Vejle og Kollektivet Skansen fra Aarhus. Der ud over Bonnichs Konditori fra Aabenraa og Rahbæks Minimarked fra Gedved.

Fra Den Gamle By har vi i processen oplevet en enestående tillid fra A.P. Møller Fonden. Vi har naturligvis holdt fonden orienteret om projektet, om fremdrift og udfordringer. Vi har været i dialog, når elementer i projektet måtte ændres. Men fonden har aldrig blandet sig i processen. Når blot vi gjorde, hvad vi havde sagt, vi ville gøre, og så længe vi gjorde det inden for budget og tidsplan, så har fonden ladet Den Gamle By stå for det hele.

Personligt synes jeg, det er ganske imponerende. Ikke mindst i betragtning af, hvor ukonkret projektet var, og hvor uprøvede vi i Den Gamle By var i sådanne sager.

Onsdag 19. juni 2013 blev Tårnborg åbnet med taler af A.P. Møller Fondens formand Ane M.M. Uggla og kulturminister Marianne Jelved. Åbningen førte til en stejlt stigende besøgskurve for Den Gamle By, så årets besøgstal endte på 480.000.

Fra åbningen af Tårnborg 19. juni 2013. På billedet ses formanden for A.P. Møller Fonden Ane M.M. Uggla, kulturminister Marianne Jelved og tidligere direktør for fonden Ove Hornby .

Bevillingen fra 2007 på 161 mio kr var til første del af projektet. I efteråret 2014 fulgte fonden op med en bevilling på 135 mio kr, så projektet kunne gøres helt færdigt. Slutstenen bliver en ny hovedindgang til Den Gamle By, og i disse dage afgøres arkitektkonkurrencen og dermed, hvordan Den Gamle By i fremtiden vil tage imod sine gæster. Vi forventer at den nye hovedindgang vil stå færdig i løbet af efteråret 2021. Den nye hovedindgang vil blive kronen på værket i det samarbejde mellem A.P. Møller Fonden og Den Gamle By, som indledtes med bevillingen i 2007, og hvis første markante resultat var åbningen af Tårnborg 19. juni 2013.

 

 

 

 

 

 

 

Hvorfor arrangerer Den Gamle By udstillingen Fra Dronningens Garderobe?

Tirsdag 27. marts åbnede Den Gamle Bys protektor Dronning Margrethe særudstillingen Fra Dronningens Garderobe, som er den største særudstilling i Den Gamle By nogensinde. Nogen har undret sig over, hvorfor Den Gamle By arrangerer en udstilling af den type. Det spørgsmål forsøgte jeg at besvare i min tale, som her bringes i uddrag.

Jeg har haft det privilegium at følge tilblivelsen, og hold da op, hvor er udstillingen betagende og flot. I Møntmestergårdens stueetage og i gallerierne over gården udstilles en stor variation af Dronningens dragter – fra 1940erne til i dag. I alt 37 kjoler og dragter, 42 hatte samt sko, dukkevogn, cykel, kufferter og skolebøger.

Jeg er ikke nogen tekstilnørd, men jeg bliver virkelig fanget af både de fornemme tekstiler, det dedikerede design, den sprudlende kreativitet og det historiske vingesus, som udstillingen rummer. Det er også interessant at se, hvordan Dronningen kreativt (og ressourcebevidst) har tilpasset tøjet, så det har kunnet genbruges i mange forskellige sammenhænge.

Udstillingsplakat og -logo for Fra Dronningens Garderobe , som vises i Den Gamle By fra 27. marts til 9.september 2018.

Tre gode grunde

Når vi prøver at se det lidt fra oven, er der især tre årsager til, at vi mener, udstillingen Fra Dronningens Garderobe er oplagt for Den Gamle By:

  • Dronningen har altid været nært knyttet til Den Gamle By
  • Den Gamle By har store samlinger og unikke kompetencer på det dragt-og tekstilhistoriske område
  • Den Gamle By er et lettilgængeligt og naturligt udflugtsmål for de tre mio danskere, der bor i Jylland og på Fyn.

Jeg skal her oplyse nærmere om Dronningens tilknytning til Den Gamle By og dernæst fortælle historien om museets enestående samling af dragter og tekstiler.

”Den Gamle By har jeg kendt hele mit liv”

Dronningen har engang sagt til citat: ”Den Gamle By har jeg kendt hele mit liv. Og jeg husker tydeligt, når jeg har været på besøg sammen med min farmor på Marselisborg og når vi har ligget med Dannebrog i Aarhus Havn”.

Udsagnets rigtighed dokumenteres til fulde i Den Gamle Bys gæstebog, hvor den 8-årige prinsesse besøgte Den Gamle By sammen med sin mor Dronning Ingrid og i den forbindelse for første gang satte sin signatur i gæstebogen.

Tirsdag 19. oktober 1948 var prinsesse Margrethe på besøg i Den Gamle By sammen med sin mor Dronning Ingrid. Prinsesse Margrethe havde givetvis besøgt museet flere gange før, men havde dengang endnu ikke lært at skrive.

Af de efterfølgende sider i gæstebogen kan vi se, at Dronningen har været en overordentlig flittig gæst med vel i gennemsnit et besøg pr år.

Dronningen har flere gange taget udenlandske statsoverhoveder med på museet, og hun har deltaget i talrige åbninger og officielle arrangementer.

I maj 1979 havde Dronning Margrethe inviteret Englands Dronning Elizabeth en tur i Den Gamle By. Daværende museumsdirektør Hans Lassen fortæller for den engelske dronning,  og museets formand Carl Christensen ledsager Dronning Margrethe, mens Prins Philip og Prins Henrik går lidt i baggrunden.

Dronning Margrethe i samtale med forhenværende rigsantikvar Olaf Olsen i forbindelse med et arrangement, hvor dronningen indmurede et dokument i Møntmestergårdens sokkel. Juli 1999.

Også privat har Dronningen vist stor interesse for museet.

I julen 2002 havde Dronningen og Prinsen private gæster på Marselisborg, og så gjorde de som alle andre århusianere: De tog dem med en tur i Den Gamle By.

Dronningen var dybt interesseret i genopførelsen af Møntmestergården, her ikke mindst i de farvelag, der lå allerunderst på gårdens italienske trappe. “Jeg bor jo selv i 1700tals huse og har været med til at restaurere de fleste af dem”, som Dronningen sagde.

 

Dronningen har ofte været med til at diskutere, hvordan vi sikrer den størst mulige korrekthed i forbindelse med de rekonstruktioner, der altid indgår i et museum som Den Gamle By. Som her hvilken maling, der skulle anvendes til panelerne i Tårnborg i museets 1974-kvarter.

Jeg mener ikke det er nogen overdrivelse at sige, at Dronning Margrethe er en af de danskere, der kender Den Gamle By allerbedst.

Den Gamle Bys store og ofte oversete samlinger

De fleste mennesker kender først og fremmest Den Gamle By som et betagende historisk bymiljø, der er som en tidsrejse fra den førindustrielle tid og helt frem til (næsten) i dag.

Denne tidsrejse i et troværdigt historisk miljø er et endda meget stærkt brand, og nok så stærkt, at det skygger for de store nationale samlinger og udstillinger, som også hører til i Den Gamle By.

Samlingerne danner udgangspunkt for særudstillinger og for adskillige “museer i museet”. Således rummer Den Gamle By både et Legetøjsmuseum, et Plakatmuseum, et Sølvmuseum, et Smykkemuseum og et museum for porcelæn og fajance. Museerne ligger typisk i randen af de historiske miljøer og opfattes af mange som en slags ekstra sidegevinst under besøg på museet.

Et lille udsnit af de ca 5.000 stykker legetøj,der siden 1997 har været udstillet i Den Gamle Bys Legetøjsmuseum. Samlingen bag museet rummer ca 25.000 genstande.

Det danske Urmuseum stammer fra 1934 og urene fik i 2011 en helt egen (og tyverisikret) udstilling som en del af Den Gamle Bys kunstkammer, der også omfatter sølvtøj og porcelæn og fajance.

Hermed er jeg nået frem til en af de vigtigste specialsamlinger: Dragt og tekstilsamlingen.

Fire ledere af dragt- og tekstilsamlingen siden 1921

Dragt- og tekstilsamlingens ældste fundament daterer sig tilbage til Aarhus Museum, der blev grundlagt i 1861, og hvis historiske samlinger Den Gamle By overtog i 1926.

Men allerede i 1921 ansatte museet den første leder på området, nemlig museumsinspektør Petra Julie Holm, som varetog samlingen helt frem til sin pensionering i 1959.

Petra Julie Holm var gift med museets grundlægger Peter Holm og stod i spidsen for Den Gamle Bys dragt- og tekstilsamling fra 1921 til 1959.

Så overtog Erna Lorenzen, som stod i spidsen fra samlingen fra 1959 til 1979. Erna Lorenzen blev i 1975 dr.phil. på en disputats om Folks tøj i 17-1800tallet baseret på museets store samlinger.

Erna Lorenzen blev dr.phil. på en afhandling om folks tøj i 1700- og 1800-tallet, baseret på grundige studier i Den Gamle Bys omfattende samlinger.

Dernæst overtog Birgitte Kjær frem til 1996, hvor hun rykkede op som overinspektør, og siden 1996 har Tove Engelhardt Mathiassen stået i spidsen for samlingen.

Birgitte Kjær var leder af samlingen fra 1979 til 2006, hvor hun rykkede op som overinspektør og overlod posten som leder af dragt- og tekstilsamlingen til den nuværende leder Tove Engelhardt Mathiassen.

Der er tale om en i dansk sammenhæng enestående kontinuitet på det dragthistoriske område.

Dragt- og tekstilsamlingen

Dragt- og tekstilsamlingen er landsdækkende og socialt meget bredt dækkende.

Samlingen er grundigt researchet og  dokumenteret, både når det drejer sig om, hvem tøjet har tilhørt og hvad det har været brugt til, og når det drejer sig om de tekstile teknikker, som er anvendt.

Dragt- og tekstilsamlingen rummer værdifulde samlinger fra 1700- og 1800-tallet. Her et velbevaret stykke taboret med lancerende blomsterranker. Detalje fra kvindeskørt fra slutningen af 1700-tallet.

Et par hjemmesyede shorts fra midten af 1970erne, hvorfra Den Gamle By har store samlinger, som supplerer den nye bydel, som museet har skabt gennem de senere år.

En brudekjole fra 1894. Kjolen er syet af hvidt kashmir og syet i Magasin du Nord i Aarhus. Kjolen har tilhørt Nicoline Schubert, der blev født Lorentzen Baes i 1866.

Den nuværende leder af dragt- og tekstilsamlingen, museumsinspektør Tove Engelhardt Mathiassen blev i 1989 gift med Svend Erik Mathiassen i denne kjole.

Tove Engelhardt Mathiassens brudekjole fra 1989 er i dag en del af museets samling. I Den Gamle By har flere fra personalet doneret ting og tøj med historier til museet.

Denne kjole fra 1853 er Danmarks ældst bevarede ventekjole.

Kristentøjet er den ældste type dåbstøj. Her et fint et af slagsen fra midten af 1700-årene. Kristentøjet har brystsmæk af fløjl dekoreret med metalkniplinger, silke- og guldbroderi samt rørperler af farvet glas. Hætten er af grøn silkedamask pyntet med guld- og sølvkniplinger og silkebånd. Selve posen er syet af et stykke grønt og beige silketapet med Frederik den Fjerdes kronede monogram og kantet af et mønstret silkebånd og en guldfrynse. Kristentøjet stammer fra Værebro Mølle, som malede korn for Frederiksborg Slot.

Et par dåbssko fra 1850. De blev syet til Augusta von Schmidtens dåb. Skoene er broderet på stramej med blegrødt uldgarn og hvid silkegarn Skoenes bund er syet af lyserøde silkebånd.

 

Vi bygger normalt på museets egne samlinger, men der er enkelte undtagelser

Den Gamle Bys samlinger er generelt så righoldige, at vi kun yderst sjældent indlåner genstande og samlinger til brug for særudstillinger.

I forbindelse med denne udstilling var der imidlertid ingen vej udenom. For der var ifølge sagens natur intet at komme efter i museets samlinger. Men vi er taknemmelige for, at det kunne lade sig gøre at låne så omfattende fra Hendes Majestæts garderobe.

Dronningen har været protektor for Den Gamle By siden 1987.