LAD OS ÅBNE DE USYNLIGE DØRE TIL LANDETS MUSEER

Hvad er det, der afholder nogle grupper fra at gå på museum? Er prisen for høj, indholdet irrelevant, eller er det bare ikke noget for “sådan nogen som os”? Søren Bak-Jensen fra Arbejdermuseet og jeg har i fællesskab skrevet dette indlæg, som i en let ændret udgave også er trykt som kronik i Jyllands-Posten.

Da Socialdemokratiet i 1960 kickstartede velfærdspolitikken, lød partiets slogan: “Gør gode tider bedre”. Året efter oprettede man Kulturministeriet med det formål at bringe kulturen og den almene dannelse ud til alle danskere.

At det kun er lykkedes delvist, er dokumenteret mange gange. Også på museumsområdet, hvor vi ved, at det især er mennesker med kort uddannelse, der holder sig væk, men at også geografisk afstand og kulturprofil spiller ind.

Denne kulturelle og sociale ulighed er ofte søgt forklaret med, at det er for dyrt at besøge museerne. Naturligvis kan prisen have betydning. Men at det langtfra er den vigtigste årsag til skævheden, er dokumenteret gennem talrige nationale og internationale undersøgelser. Gratis adgang giver ikke et mere mangfoldigt publikum. Måske flere besøgende, i hvert fald i starten, men ikke øget social diversitet. Tallene er ikke til at tage fejl af.

I venstre side af Folketinget har man i mange år peget på prisen som årsag til social skævhed. Men ikke mere. »Det handler om at sænke barren, så flere tør træde ind i de rum, hvor kunsten og kulturen er«, har Socialdemokratiets kulturordfører, Kasper Sand Kjær, således udtalt for nylig, og her rammer han hovedet på sømmet. For meget tyder nemlig på, at det, der for alvor betyder noget, er om det indhold, et museum tilbyder, opleves som relevant for det publikum, man gerne vil nå. Og dernæst om museet i hele sin attitude også evner at favne dette publikum.

Den amerikanske kulturanalytiker Colleen Dilenschneider skelner i en analyse af emnet fra 2019 mellem tre grupper. Den første gruppe består af de mennesker, der allerede besøger museer på eget initiativ. Den anden gruppe omfatter dem, der under ingen omstændigheder vil på museum. Disse to meget forskellige grupper ser vi bort fra her. Derimod er det vigtigt at kigge på den tredje gruppe, som er mennesker, der ikke af sig selv vil besøge et museum, men som måske vil gøre det, hvis de skal vise det frem for udenbys gæster, hvis deres firma har arrangeret en event på museet, eller hvis museet holder et særligt arrangement, der tiltaler dem. Det er en gruppe, der kan flyttes fra at være passive museumsbrugere til at være aktive brugere.

Colleen Dilenschneider peger på tre primære barrierer, der skal nedbrydes for at gøre passive museumsbrugere aktive. Den helt klart vigtigste er, at de foretrækker at bruge deres tid på noget andet, på andre fritidsaktiviteter. Det være sig håndbold, biograf, samvær med familien, se tv eller ligge på sofaen. Den næste barriere er, at et museumsbesøg ikke er noget for “sådan en som mig”. Og den tredje er tidligere negative oplevelser i forbindelse med museumsbesøg – f. eks. da man gik i skole. Først derefter kommer betydningen af entrépris. Med Dilenschneiders ord er det at være gratis ikke det samme som at være inviterende.

At mange prioriterer noget andet og mener, at et museumsbesøg ikke er noget for “sådan en som mig”, er utvivlsomt en nøgle til at forklare den kulturelle skævhed.

For museer skal jo betyde noget for nogen. Helst for alle, og i hvert fald for flere. Og her spiller det selvsagt en rolle, at dem, man gerne vil være noget for, oplever museet som relevant.

Den tidligere direktør for Norsk Folkemuseum Olav Aaraas stillede for år tilbage 1000-kroners spørgsmålet: ”Hvad er det, der interesserer publikum mere end noget som helst andet i verden, når de besøger et museum?” Og han gav selv svaret: “Det er dem selv! De, og vi, ønsker alle at skabe en forbindelse mellem vores eget liv og historien”. Dermed satte han for alvor relevans på dagsordenen.

I pagt hermed har den tidligere direktør for Museum of Liverpool David Fleming understreget: ”Museerne skal tjene samfundet og ikke bare passe på samlinger af genstande. Museerne skal være socialt ansvarlige og tage fat på tidens store spørgsmål. De skal identificere de historier, der engagerer, bevæger og involverer den almindelige besøgende.”

Museerne skal selvfølgelig handle om noget, der rager de mennesker, man gerne vil have som besøgende. Eller i det mindste bestræbe sig på at bygge bro mellem museet og brugerne. Hvis man lykkes med at skabe sådanne forbindelser, vil nye grupper givetvis komme på museet og måske opleve noget, de ellers aldrig ville være kommet i nærheden af.

Et vigtigt og nok i høj grad overset element i den brobygning er museets attitude og kulturelle tilgængelighed. For museer er jo meget mere end deres udstillinger og indhold. De er mødesteder, hvor man kommer for at være sammen og hygge sig. »A good day out«, som vore engelske kolleger siger. Det er jo gæsternes fridag.

Undersøgelser viser ligefrem, at selve indholdet af et museum, udstillingerne, spiller en mindre rolle end den oplevelse, det er at være sammen med dem, man besøger museet med. Museer er nemlig i meget høj grad også form og social ramme. Og i formen, i attituden, ligger en væsentlig forklaring på, at mange på forhånd har en opfattelse af, at dette eller hint museum ikke er noget for “sådan en som mig”. Opfattelsen kan være berettiget eller uberettiget, men den er ikke desto mindre virkelighed for dem, der har det sådan.

Vi vil vove den påstand, at langt de fleste museumsansatte hører til den gruppe, som hos Gallup kaldes de fællesskabsorienterede. Altså de kulturelt interesserede, de højtuddannede, de socialt bevidste med en fornuftig økonomi, som tilhører de humanistiske mellemlag og politisk ligger i midten eller lidt til venstre. Altså præcis den samme gruppe, som udgør museernes primære publikum, som det er i dag.

Og så er der en risiko for, at museerne kun åbner de døre, som de selv vil gå ind ad. Men lukker døren for de mennesker, der tilhører f. eks. de individ-eller traditionsorienterede grupper. Ikke som noget, man vil, men som noget, man bare kommer til.

Det er jo banalt, men ikke desto mindre afgørende, at vi er os bevidste, at der er mange, der har andre kulturprofiler, og som måske føler sig fremmed for værdierne og de kulturelle koder hos de såkaldte fællesskabsorienterede.

Hvis vi vil have disse andre kulturprofiler til at besøge museerne, hvis vi vil have dem i tale, så må vi sætte os i deres sted. Vi må være inviterende over for alle dem, der har den forhåndsopfattelse, at museet ikke er noget for “sådan nogen som mig.”

For det er vores forbandede pligt som museumsansatte at nedbryde kulturelle og sociale barrierer for møder med kunst og kultur. Lad os sætte en ære i at være museer, man kan identificere sig med, museer, hvor ingen behøver at føle sig mindre værd end andre, museer, som er alles ejendom. Derfor skal vi undgå indforståethed og adfærdsmæssige koder, der skaber usikkerhed om, hvorvidt alle må være med.

Den amerikanske museumsforsker Nina Simon peger på, at mange museer er fyldt med usynlige døre, “invisible doors”, hvor pointen er, at hvis man ikke kan se døren, så er det heller ikke muligt at forestille sig, hvad der er bag den, og da slet ikke, at det evt. kunne være “noget for sådan en som mig”.

Nina Simon taler også om “insiders” og “outsiders”. Insiders er dem, der allerede er inde i rummet, elsker det og beskytter det. Insiderne kan være både ansatte og dem, der kommer til på museet, og som kender det. Outsiders er dem, der ikke kender museet, og som kan føle sig usikre ved at skulle gå ind i rummet og måske også frygter, at de vil være uvelkomne.

Insiderne spiller en afgørende rolle for at byde outsiderne indenfor. Og de er også med til at gøre de usynlige døre synlige, så flere kan få lyst til at gå igennem dem.

Dette indlæg er under titlen ”Gratis adgang til museer giver flere gæster, men sikrer ikke mangfoldigheden” trykt som kronik i dagens udgave af Jyllands-Posten 28. oktober 2020.

 

En tanke om "LAD OS ÅBNE DE USYNLIGE DØRE TIL LANDETS MUSEER"

  1. Her er et uddrag af min bog fra september 2015: Ledelse af Kulturelle Institutioner.

    Hvorledes opnår den kulturelle institution flest mulig
    entréindtægter?

    Entréindtægterne sammensættes naturligvis ved antallet besøgende samt ved entréprisen for de enkelte besøgskategorier.

    Jeg vil her slå fast med syvtommersøm to dogmer:

    * Den kulturelle institution skal søge at opnå så mange tilfredse besøgende som overhovedet muligt.

    * Den kulturelle institution skal fastlægge entrépriser så højt som markedet tillader.

    Hvorfor nu disse to dogmer? For det første fordi en kulturel institution naturligvis skal søge at opnå flest muligt brugere af dens produkt. Den direktør for en kulturel institution, der hævder, at vedkommende er ligeglad med om der kommer få eller mange besøgende til hans institution – bare publikum er tilfredse – taler mod hele eksistensgrundlaget for den kulturelle institution. Selvfølgelig må målet være, at så mange som muligt får del i den
    kulturelle formidling, institutionen udøver.

    Det andet dogme kan i en vis grad tale mod det første: Hvorfor have så høje entrépriser som markedet kan bære? Fordi institutionen skal overleve økonomisk!

    På grund af en forventning om, at næsten alle danske museer nyder en stor offentlig støtte, er det danskernes opfattelse, at entréen til museerne ikke bør være særlig høj. Der er sågar en del kulturelle institutioner, der yder gratis entré for alle gæster. Det er en politik, jeg ikke kan støtte.

    (De næste afsnit om den gratis entré til Nationalmuseet og Statens Museum for Kunst er skrevet i august 2015. I mellemtiden har Kulturministeren besluttet, at de to museer igen skal indføre entré, hvilket skete den 1. juli 2016.)

    Ud fra kulturpolitiske hensyn indførte Kulturministeren i 2005 gratis entré til to af vore allerstørste og mest besøgsværdige institutioner:
    Nationalmuseet og Statens Museum for Kunst. Det politiske synspunkt var – og er fortsat – at befolkningen skal have (gratis) adgang til kulturarven. Denne kulturpolitiske markering indeholder en række ulemper, som politikerne måske ikke har haft med i deres beslutningsgrundlag. Disse ulemper medfører ifølge min opfattelse, at beslutningen om gratis entré er forkert.

    Den gratis entré koster i sagens natur penge for det offentlige, fordi man giver afkald på indtægter. For Nationalmuseet og Statens Museum for Kunst drejer det sig årligt om 21 mio. kr. Man kan få meget ”kultur” for dette beløb!

    Men den gratis entré giver også en konkurrenceforvridning. Der er kun 400 meter fra Ny Carlsberg Glyptotek til Nationalmuseets hovedsæde i Prinsens Palæ. Man står som kulturforbruger eller turist på Dantes Plads og skal afgøre: Skal jeg besøge Glyptoteket? Eller Nationalmuseet? Det ene koster
    måske 300 kr. for hele familien, mens Nationalmuseet er gratis. Hvad vælger mon den omkostningsbevidste kulturforbruger?
    Nationalmuseet vil nok svare: Familien vil besøge begge institutioner. Men mange andre vil nok svare: Familien vil besøge Nationalmuseet, hvorved Ny Carlsbergs Glyptoteket vil miste potentielt betalende besøgende.

    Men også på lang sigt vil det være forkert at yde gratis entré til store kulturelle institutioner. Jeg vil hævde, at disse institutioner – på lang sigt – ganske enkelt vil blive mindre interessante at besøge. Årsagen til, at museet vil blive kedeligere at besøge på lang sigt, er, at museet IKKE får ændret sit driftsøkonomiske grundlag – uanset om museet har mange eller få besøgende. En dag står direktøren for museet over for en grim beslutning:

    Der skal spares 2 mio. kr. for at få næste års budget til at hænge sammen. Skal direktøren fyre tre forskere? Eller droppe særudstillingen, der var planlagt til åbning næste år? Jeg er bange for, at det mange gange vil være forskerne, der fredes, mens publikum må undvære særudstillingen.

    Vi er alle mennesker; og lige som vand falder nedad, vil museet prøve at undgå at spare på sin forskning. Jeg erkender, at en sådan negativ udvikling i museets udstillingsaktiviteter kan imødegås med resultatkontrakter, men disse er – trods alt – kun
    rammer. Og inden for disse (relativt brede) rammer vil direktøren kunne manøvrere.

    Der er en anden pointe mod gratis entré, jeg vil fremføre: Hvem er det reelt, der får glæde af den gratis entré? Det er de velhavende kulturforbrugere og turisterne. Hvis politikerne gerne vil have de befolkningsgrupper, der har et lavt kulturforbrug (Minerva-modellens violette og rosa livsstilssegment), til at besøge de store nationale kulturinstitutioner, skal man ikke lokke med
    gratis entré, men med spændende (sær)udstillinger. Brug hellere de mistede entréindtægter til at skabe spændende oplevelser for det brede publikum. Så vil også danskere, der normalt har et lavt kulturforbrug, besøge de store nationale kulturinstitutioner.

    Elasticitetskoeffecienten for et produkt udtrykker hvor meget salget af produktet stiger eller falder, hvis man sænker eller øger salgsprisen. I den sammenhæng er det almen viden, at de kulturelle institutioners entrépriser har en meget lav elasticitetskoeffient over for turister. Kort sagt: Turister
    tilvælger eller fravælger ikke et besøg til en kulturel institution afhængig af om prisen er høj eller lav. Hvis den kulturelle institution står på turistens ”to-do”-liste, aflægger turisten – under alle omstændigheder – et besøg i løbet af ferien. Hvilken dag, turisten faktisk gennemfører det besluttede besøg, afhænger så af vejret.

    Jeg vil hævde, at en så høj entrépris som muligt bør være målet for enhver kulturel institution. Herved opnås gode indtægter, således at det bliver lettere at opnå økonomisk balance i driften. Og således, at der kommer penge i kassen, der kan bruges til formidlingsaktiviteter, der opfylder kulturinstitutionens formål.

    Man skal også stræbe mod så høj en entré som muligt, fordi en høj entré er en til stadighed værende udfordring for institutionen: ”Vi kræver en høj entré, men til gengæld lover vi også en oplevelse af høj kvalitet!” En høj entrépris er et signal til omverdenen om, at institutionen tilbyder kulturelle oplevelser af høj kvalitet. Men den høje entré er også en forpligtelse indadtil og en rettesnor for personalet, fordi de besøgende stadig forventer value for
    money.

    I oktober 2004, da Experimentariums driftssikringskapital var ved at være udtømt, besluttedes det at øge entréprisen i betydelig grad. En familierabat på næsten 40 kr. per voksen besøgende blev droppet over night. Hvad var publikums reaktion: Ingen!

    Herved opnåede Experimentarium årligt ca. 2,5
    mio. kr. mere i entréindtægter. Hvert eneste år siden 2004 har Experimentarium ladet entréen stige i takt med pris- og lønudviklingen. Det har i den sammenhæng været interessant at følge publikums syn på Experimentariums entrépriser. I de spørgeskemaer, Experimentarium udleverede hver dag til publikum, var et af spørgsmålene: Hvad synes du om entréprisen? Man kunne også her sætte sit kryds ved en skala fra 1 til 7,
    hvor 1 var ”Meget dyr” og 7 var ”Meget billig”. Publikum var klart af den opfattelse, at entréen var dyr. Normalt gav publikum entréprisen karakterer fra 2,7 til 3,0. Entréprisen øgedes hvert år i januar måned. Lige efter at priserne var øget, faldt publikums karakter til entréprisen typisk til 2,5. Men så voksede prisen i løbet af året langsomt op imod 3,0. I juli måned var karakteren typisk oppe på 3,2, fordi turisterne som nævnt er mere robuste
    over for entrépriserne.

    Man kan stille sig spørgsmålet, om en karakter på 2,7 ikke er så lav, at Experimentarium burde have reduceret entrépriserne? Mit svar er, at publikum måske syntes, at entréprisen var høj, men ikke FOR HØJ.

    Experimentarium modtog i årene fra 1991 til og med 2013 i gennemsnit 340.000 besøgende årligt. Et så højt besøgstal vidner om, at der har været balance mellem entrépriserne og det kulturelle tilbud, de besøgende modtog.

    Nogle vil indvende: Vil institutionens konkurrenter ikke hugge besøgende, hvis man sætter entrépriserne for højt?

    Den kulturelle institutions største konkurrent er …… naturen! Hvis vejret er fremragende, kommer der få besøgende til de kulturelle institutioner med indendørs aktiviteter. Danskerne går tur i skoven eller tager solbad på stranden. Faktisk er de institutioner (med indendørs aktiviteter) så afhængige af ”rigtigt” vejr, altså reelt dårligt vejr, at ekstremt godt vejr for institutionen kan vælte indtægtsbudgettet. Når Solen skinner og temperaturen går over de 25 grader, haster danskerne og turisterne til skoven eller stranden. Kulturinstitutionen kan have en nok så god attraktion; hvis vejret er for godt kommer der få besøgende til de indendørs
    kulturelle aktiviteter. Naturen er her kulturens største konkurrent!

    Sagnlandet Lejre og Tivoli skal have en sommer med sol og varme.
    Biograferne, Experimentarium og Tycho Brahe Planetarium tørster efter regnvejr.

    Jeg tror ikke, at de kulturelle institutioner tager besøgende fra hinanden. Når en kulturel institution har et særlig attraktivt tilbud, får institutionen naturligvis flere besøgende, men disse merbesøg erstatter ikke besøg, som de pågældende ellers ville have gennemført til andre kulturelle institutioner.

    Da Den Blå Planet åbnede med et brag i 2013, fik institutionen over 1 million besøgende de første 12 måneder efter åbningen. Men i samme periode oplevede de kulturelle institutioner i Hovedstadsområdet som Tivoli, Zoologisk Have, Rundetårn, Rosenborg og Amalienborg rekordstort publikum. Så Den Blå Planet huggede ikke – i mærkbart omfang – besøgende fra kollegerne. Såfremt man ønsker flere besøg på vore kulturelle institutioner, skal man ikke satse generelt på gratis entré.

    Men institutionerne bør tilbyde en særlig lav entré til skolerne. Fordi det er af stor betydning at vore børn får besøgt de store, danske
    kulturinstitutioner. Samtidig hermed skal samfundet opfordre skolerne til i højere grad at tage klasserne ud af skolen og aflægge velforberedte besøg på vore kulturelle institutioner. Hvis det lykkes at få de unge mennesker til at besøge mange af vore kulturelle institutioner, vil disse unge mennesker være meget mere motiverede til – om føje år – at tage deres børn – og senere
    deres børnebørn – med på besøg på disse institutioner.

    Her har den nye Lov om Folkeskolen (Lov nr. 409) fra 2013 et meget vigtigt og fint element. I loven står der: ”Efter den foreslåede bestemmelse i § 3, stk. 4, 1. pkt., skal kommunens folkeskoler indgå i samarbejder, herunder i form af partnerskaber, med lokalsamfundets kultur-, folkeoplysnings-, idræts- og
    foreningsliv, kunst- og kulturskoler, med lokale fritids- og klubtilbud der kan bidrage til opfyldelsen af folkeskolens formål og mål for fag og emner.”

    Og videre står der i Loven:
    ”Skolens samarbejde med kulturlivet kan eksempelvis være med museer, kunsthaller, scenekunstinstitutioner, biblioteker og orkestre i lokalområdet, eventuelt ved at skolen kan anvende skoletjenesternes undervisningstilbud. Skoletjenesterne udvikler, tilrettelægger og gennemfører i samarbejde med kulturinstitutioner undervisningstilbud med det mål at udnytte den pædagogiske værdi, der er i kulturinstitutionernes særlige læringsrum.”

    Der er lagt op til et forstærket samarbejde mellem folkeskolen og
    kulturinstitutionerne!
    Kulturinstitutionerne kan også – og måske især – stimulere besøget ved at præsentere særudstillinger eller andre former for publikumsaktiviteter, der virker attraktivt på ”den almindelige” dansker. I den sammenhæng har de videnspædagogiske aktivitetscentre – med Experimentarium i spidsen –
    vist, hvorledes man kan opretholde et højt besøgstal ved at præsentere fascinerende særudstillinger og krydre det normale besøg med spændende publikumsaktiviteter – i form af eksperimenter, shows, værkstedsaktiviteter m. v.
    De Videnspædagogiske Aktivitetscentre omfatter blandt andre Sagnlandet Lejre, Middelaldercentrene i Nykøbing Falster og Bornholm, Ribe Vikingecenter, Dybbøl Banke, Kulturcenter Assistens, Tycho Brahe Planetarium og Experimentarium. Centrene får driftsstøtte fra Undervisningsministeriets såkaldte VPAC-pulje på ca. 13 millioner kr.

    I bestræbelserne på at opnå mange besøgende kan kulturinstitutionens ledelse nogle gange få idéer om udstillingsemner, hvor institutionen måske er i færd med at miste sin uskyld.

    Da Experimentarium gik i luften i 1991 blev vi overvældet over, hvor mange besøgende, der kom for med egne øjne og sanser opleve det nye udstillingsprojekt, der blev præsenteret. Men efter ca. 18 måneder var ”Nyhedens Interesse” gået fløjten og besøgstallet faldt fra 530.000 i 1991 til 300.000 i 1993.

    Gode råd var dyre: Hvordan stimulere besøgstallet – og
    fastholde formålsparagraffens stædige mål: Stimulere befolkningens interesse for naturvidenskab og teknik?

    Fra flere sider – blandt andet fra bestyrelsesformanden – kom der forslag om, at Experimentarium fint kunne præsentere en dinosaur-udstilling. Det drejede sig da om naturvidenskab (hvorfor uddøde dinosaurerne (næsten) for 65 millioner år siden?) Efter alle solemærker at dømme ville vi kunne opnå mange besøgende. Men Experimentariums daglige ledelse tøvede. Var
    en udstilling med bevægelige dinosaur-figurer seriøs nok?

    Svaret var i årene fra 1993 – 1996: Nej, det var useriøst og jeg var som direktør upopulær, fordi jeg prøvede at presse på for at præsentere en dinosaur-udstilling. I 1996 blev alle gode kræfter på Experimentarium så enige om, at vi kunne leje en dinosaur-udstilling af det velrenommerede The Natural History Museum i London. Men for at pudse glorien, krævede udviklingsfolkene, at Experimentarium også skulle vise ”The Real Thing”; nemlig rigtige dinosaur skeletter fra Mongoliet. Udstillingen åbnede i
    oktober 1997 og blev en kæmpesucces. Publikum syntes godt om
    udstillingen – både modellerne og de rigtige skeletter. Også
    formålsparagraffen var fornøjet, fordi publikum faktisk kun opholdt sig ca. 20 minutter i dinosaur-udstillingen, hvorefter publikum gik op på første sal og til deres overraskelse oplevede en hovedudstilling med ca. 300 eksperimenter, hvor de så arbejde i ca. 3 timer!

    Dinosaur-udstillingen tiltrak nemlig et nyt klientel: Danskere med kortere uddannelser og færre penge på bankkontoen. Netop den målgruppe, som formålsparagraffen allerhelst vil have fat i og skabe interesse hos for naturvidenskab og teknik.

    Der er nogle danske museer, der har været ude på kanten, hvor de – næsten – mistede deres uskyld. AROS i Aarhus præsenterede en udstilling om Ferrari-biler. Den udstilling havde ikke meget med kunst at gøre. En Ferraribil er industrikunst; derfor burde Ferrari-udstillingen have været præsenteret på Designmuseum Danmark (tidligere Kunstindustrimuseet).

    På samme måde synes jeg, at man gik over stregen, da Statens Museum for Kunst præsenterede modeskaberen Erik Mortensens kreationer. Også den udstilling burde have været præsenteret af Designmuseum Danmark. Der er mange af Experimentariums kolleger i udlandet, der i flere omgange har ”mistet deres uskyld”. Der turnerer ”blockbuster”-udstillinger rundt i
    verden – såsom Titanic, Star Wars, Star Trek etc. – der tiltrækker mange besøgende, men hvor det naturvidenskabelige/tekniske indhold mildest talt er tyndt. Den slags udstillinger vil en seriøs institution som Experimentarium ikke præsentere.

    Balancen er delikat!

    Et interessant spørgsmål er: Hvorfor er disse ”block-buster”-udstillinger så populære? Experimentarium har draget den konklusion, at populariteten skyldes det store kendskab, som publikum har til brandet (fx StarWars eller
    Titanic). Man kan billedligt talt sige, at man i sin markedsføring står på skuldrene af det store, professionelle arbejde, marketingfolk fra
    filmselskaberne har udført. Da Experimentarium præsenterede sin første dinosaur udstilling i 1997, faldt det lykkevis sammen med premieren på Jurassic Park. Dette faktum var også med til at sikre successen.

Skriv et svar