KULTUREN EFTER CORONA

Hvordan ser kulturen ud, når Coronakrisen engang er ovre? Hvis den da overhovedet går over, kunne man dystropisk repondere. For ingen kan svare på det stillede spørgsmål, men mon ikke de fleste af os er så præget af vores kulturs fremskridtsoptimisme, at vi tager det for givet, at der er en anden side, og at vi kommer ud på den. På en eller anden måde.

I Den Gamle By laver vi i øjeblikket masser af scenarier for ad den vej at gøre os klar til forskellige slags fremtider. I den forbindelse har jeg gjort mig nogle tanker om kulturen og dens betydning for danskerne, når vi – forhåbentlig – engang kommer ud på den anden side.

Som jeg ser det, vil der være en lang periode, hvor vi langsomt, måske meget langsomt, vil åbne op og prøve os frem i håb om en eller anden grad af normalisering. Vi vil helt sikkert finde nye måder at gøre tingene på. Men jeg tror ikke, vi skal forvente at se noget, der ligger tæt på situationen før Corona, komme tilbage inden for overskuelig tid.

Helt grundlæggende tror jeg, at mange vil føle et behov for at stoppe op. Besinde sig. Tænke sig om. Spørge sig selv: Hvor kommer vi fra, hvem er jeg, og hvor er vi på vej hen?

Ser vi på indholdet af den kultur, som vil vinde frem, er der for mig ingen tvivl om, at det, vi er fælles om, kommer i centrum. Vi ser det allerede med opslutningen om Dannebrog, Dronningens fødselsdag og vores danskhed. Højskolesangbogen og fællessangen, naturligvis, ja og også statsministeren og politikerne i Folketinget. Vi synger sammen, og vi betragter os som danske.

I lang tid har alting helst skullet komme udefra og være internationalt, mens det, som er vores eget, ikke har været helt så fint. Vi har også set en fascination af det, der er innovativt og som provokerer. Det tror jeg vender, så der kommer en anden balance.

Dannebrog har i den aktuelle samfundskrise fået en renæssance som samlende symbol. Flaget var oprindelig kongehusets, men efter midten af 1800-årene blev det også folkets flag. Nogen har i en periode især set flaget som højrefløjens, men nu ser det ud til, at alle samles om flaget.

Vi kommer til at interessere os for det basale, det langsomme, det vedvarende. Vi vil søge mod det nære, og vil interessere os for vores fælles identitet. Traditionerne. Det vi er rundet af. Det, der giver sammenhængskraft.

Det er ikke nationalisme med den lidt negative klang, der ligger i det begreb. Det er snarere fædrelandskærlighed for nu at bruge et lidt gammeldags ord. Glæden ved det, vi kender, og som vi er trygge ved.

Det centrale ved meget kultur er, at man er sammen om oplevelserne. Familie, venner, flere generationer sammen. Det ændrer sig næppe. Men den kultur vil stå stærkest, hvor man kan være sammen og lidt hver for sig. Mange vil utvivlsomt være forsigtige i sammenhænge, hvor man skal være tæt sammen med mennesker, man ikke kender.

Den amerikanske kulturanalytiker Colleen Dilenschneider har netop publiceret en undersøgelse, som viser, at de fleste kulturforbrugere inden for nogle måneder forventer at vende tilbage til et kulturforbrug på samme niveau som førhen. Men nok med et andet indhold. Fx forventer mange at benytte kulturtilbud, hvor man i høj grad kan bevæge sig frit og ikke mindst være udendørs, fx botaniske haver, frilandsmuseer og zoologiske anlæg. Også indendørs museer med masser af plads og højt til loftet vil atter blive populære. Værre ser det ud for stadions og svømmehaller og også for science centre og andre steder, hvor man skal røre og trykke på knapper. Værst ser det ud for koncertsale, teatre og biografer, hvor man sidder skulder ved skulder.

På et museum som Den Gamle By er man i høj grad udendørs, så det er muligt at være sammen hver for sig.

Nøglen er at man skal kunne være sammen – hver for sig!

Der vil sikkert også være kulturinstitutioner og tilbud, der ikke vil komme med over på den anden side af denne ulykkelige samfundskrise. Kriser renser ud – på godt og ondt. Jeg tror og håber, at det bliver de ting, der rent faktisk betyder noget for danskerne, der vil overleve. Det som danskerne åbenlyst slutter op om, og ikke bare det, der nu engang er der.

Kultur har altid handlet om fællesskab og om at være sammen. Nu skal vi finde måder, hvor vi på én gang kan være sammen og hver for sig. For vi kan ikke undvære kulturen, som jo hjælper os med at forstå, hvem vi er, hvor vi kommer fra og – ikke mindst – hvor vi er på vej hen.

Denne tekst er også bragt som debatindlæg i Kristeligt Dagblad 29. april 2020.