Hvad nu hvis Moesgaard og Den Gamle By må lukke?

I vore allermest pessimistiske øjeblikke ser vi for os, at store museer som Den Gamle By og Moesgaard må lukke og slukke som følge af den uhyggelige krise, som verdenssamfundet netop nu gennemlever.

Sker det, vil den almindelige dansker miste et enestående vindue til dansk identitet og historie, og Danmark vil miste to nyskabende og internationalt højt anerkendte museer, som samtidig spiller en betydelig rolle som de mellemstore erhvervsvirksomheder, de rent faktisk også er.

Med coronakrisen mistede Moesgård og Den Gamle By fra den ene dag til den anden størstedelen af deres økonomiske grundlag. Begge museer har igennem en årrække arbejdet på at kombinere det at tage vare på kulturarven med at skabe stærke, brede publikumsoplevelser, som er finansieret gennem entré fra publikum. I dag er næsten alt, hvad vi laver, afhængigt af den indtjening, vi opnår ad den vej. Begge museer skaffer selv mere end 75 pct af omsætningen, mens de offentlige tilskud andrager knap 25 pct. Med den pludselige kriselukning står det uhyggeligt klart, at det, der har været vores succes, nu bliver til vores svaghed.

Moesgård og Den Gamle By er ikke statslige institutioner, men almennyttige, selvejende kulturvirksomheder, og vi har derfor ikke det økonomiske rygstød og sikkerhedsnet som de store københavnske museer, der er ejet af staten. Det offentlige tilskud, som vi modtager, hvor begrænset en andel det end udgør, betyder, at vi ikke må lægge penge til side. Derfor har vi heller ikke noget at stå imod med, hvorfor det ikke er muligt for vore museer selv at lukke det kæmpestore økonomiske hul, som coronakrisen efterlader.

Vi frygter at komme ind i en negativ spiral, hvor vi ikke kan levere det, vi kunne før. Det vil gøre vore museer mindre attraktive for publikum og føre til fortsat faldende indtægter. I vores mest pessimistiske øjeblikke melder usikkerheden sig, om der overhovedet er en fremtid for vore museer.

Både Den Gamle By og Moesgaard er internationalt anerkendte for at have fundet koblingen mellem faglig styrke og stor publikumsappel. Vi har samlinger, der regnes som nogle af de væsentligste i verden. Vores faglige ekspertise er på kerneområderne second-to none, ligesom vi bruger ressourcer på at støtte museer, der har behov derfor. Internationalt regnes begge museer for at høre til den absolutte elite.

Spørger man de besøgende, ryger både Moesgaard og Den Gamle By helt i top – både hvad angår vigtighed, kompetence og folkelig yndest.

Den Gamle By med det kvarter, der med udgangspunkt i året 1927 viser det moderne Danmark, som det voksede frem først i det 20. århundrede.

Tilsammen udgør vore museer en tidsrejse i danmarkshistorien, hvor publikum får et på én gang lettilgængeligt og højt kvalificeret indblik i danskernes livsvilkår. Fra stenalder, bronzealder og jernalder over vikingetid, middelalder, renæssance og enevælde og helt frem til det moderne samfund med demokrati, frisind og velfærd.

Museerne handler om Danmarks historie og vores plads i verden, og de handler om dansk identitet og om de værdier, der kendetegner vort samfund. Det er med til at give forankring og sammenhængskraft, for når det virkelig gælder, genopdager vi det, vi er fælles om.

At de to museer tilsammen hvert år tiltrækker mellem 800.000 og en million gæster vidner om, at de er relevante for mange mennesker. Hvad de konkret betyder, hvad der er deres dybeste mening, er det imidlertid ikke så let at sætte ord på. Akkurat som det er svært at formulere værdien af en nyudsprunget bøgeskov, et strejf på kinden fra én, man holder af, eller en begravelsessalme ved kisten i kirken.

Vi ser vore to museer som en slags reservoir for identitet og forankring og for inspiration og forandring. Når museerne er bedst, er de steder, hvor de besøgende kan føle sig hensat til en anden verden, steder hvor de kan se og opleve noget, der er forskelligt fra deres hverdag – og hvorfra de, forhåbentlig, kan bringe noget med tilbage til nutiden. Det gode museum er på den ene siden et sted for diskussion og modsigelse, undren og udfordring, og på den anden side et sted for glæde, hygge, samvær og sammenhæng.

Og så bør det på en eller anden måde handle ligeså meget om nutiden og fremtiden som om fortiden.

Derfor er det også vigtigt, at museerne når bredt ud, ud til hele befolkningen, og ikke kun til det klassiske museumspublikum, som lettere karikeret ofte beskrives som kvindelige gymnasielærere over 50. Det gør både Moesgaard og Den Gamle By.

At være nationale dannelsesinstitutioner, der også når bredt ud til den danske befolkning, er uden diskussion den vigtigste opgave. Men både Den Gamle By og Moesgaard er også mellemstore erhvervsvirksomheder med stor økonomisk betydning. Alene det at vi her under krisen tilsammen har måttet sende 500 medarbejdere hjem på lønkompensation vidner om museernes økonomiske og beskæftigelsesmæssige tyngde.

Den Gamle By og Moesgaard er arbejdspladser for alt fra højt kvalificerede specialister inden for en række områder over fagkyndige håndværkere til ufaglærte inden for flere fag samt timelønnede studentermedhjælpere. Vi uddanner forskere, håndværkere og HK-ere. Tilsammen betaler vore to museer mere end 80 mio kr til det offentlige i form af skat og moms. Og vi køber varer hos danske leverandører for i omegnen af 150 mio kr årligt.

Dertil kommer museernes enorme betydning for turismen. Både Den Gamle By og Moesgaard har tre stjerner i Guide Michelin og er omtalt i de fleste førende rejseguides. Titusindvis af tilrejsende giver omsætning og indtægt mange steder i samfundet. Fra pølsevogne til benzinstationer, fra vandrehjem til femstjernede hoteller.

Moesgård Museums evolutionstrappe i det nye museum, der åbnede i 2014.

Vi mener, at Den Gamle By og Moesgaard har vist, at det – også uden at vore museer er offentligt ejede – kan lade sig gøre at opbygge store, stærke kulturinstitutioner med international gennemslagskraft, og som på en og samme tid er nationalt kulturbærende, tilgængelige og spændende. Det har givet os en stor indtjening, men i sidste ende er de opgaver, vi løfter, også afhængige af det offentliges opbakning. De midler, vi får fra stat og kommune er afgørende for os. Det var de før krisen, og det vil de i endnu højere grad være under krisen og efter krisen.

I øjeblikket er vore museer lukkede. Vi mister store publikumsindtægter, men mange af vore udgifter er de samme. Tilsammen frygter vi at miste 30 mio kr eller mere i løbet af Coronakrisen frem til nytår. Og vi risikerer at stå med en møllesten af gæld om halsen, som kan sætte museerne i stå og i værste fald føre til, at de må lukke.

Det er vores håb, at staten vil kende sin besøgelsestid, når det forhåbentlig snart er til at se en vej ud af krisen. For hvis vores museer ikke i en eller anden grad kompenseres for de store indtægtstab som følge af krisen, og hvis ikke man hjælper dem til en genstart, så risikerer man, at Danmark mister to dannelsesinstitutioner af stor national betydning og to turistattraktioner af international karat.

 

Denne tekst er en lettere udvidet udgave af den kronik, som Mads K. Holst, direktør for Moesgård Museum, og undertegnede har publiceret i Jyllands-Posten 30. marts 2020.

 

 

 

 

 

 

 

En tanke om "Hvad nu hvis Moesgaard og Den Gamle By må lukke?"

  1. Trist, helt urimeligt trist. Tanken om at Den gamle by og Moesgård måske ikke overlever, er næsten ikke til at forestille sig.

Skriv et svar