Er national det samme som at være ejet af staten, Mette Bock?

Af Mads K. Holst og Thomas Bloch Ravn, museumsdirektører på henholdsvis Moesgaard Museum og Den Gamle By.

En ny kategori har set dagens lys inden for kulturpolitikken: Nationale kulturbærende institutioner!

Kategorien er introduceret i forbindelse med lanceringen af kulturministerens nye pulje på 400 mio kr. Puljen rummer forskellige elementer, men det primære billede er, at størstedelen af midlerne skal gå til de statsejede institutioner, som især ligger i København. Det er dem, der kaldes ”nationale kulturbærende institutioner”. Det skal medgives, at de også har mistet mange statsmidler de senere år.

Dette indlæg handler ikke om skævfordeling af penge. Det kunne det have gjort, og endda med stor rimelighed. Men nej, det handler først og fremmest om tankesæt.

Det virker nemlig provokerende, når man i udspillet pr automatik sætter lighedstegn mellem at være national og kulturbærende og så at være statsejet. For det implicerer jo, at kulturinstitutioner, som ikke er ejet af staten, hverken kan være nationale eller kulturbærende – selvom de måtte være både højt anerkendte og stærkt præsterende.

Det virker ekstra provokerende, når man tænker på, at den måde at se tingene på, har sin rod i enevældens kultur- og udviklingssyn. Et kultursyn, der ser hovedstaden som rigets navle, hvorfra al orden udgår. Provinsen er et udyrket land, hvor alt er lige småt og lige gyldigt, og med en befolkning, der skal kultiveres af den dannede elite i hovedstaden.

Enevælden afskaffet for 170 år siden, i 1848. Men vi lever stadig med arven, og fra tid til anden dukker de mindre pæne sider af enevældens tankesæt op til overfladen og bliver tydelige og synlige. Som fx når man sætter lighedstegn mellem at være national og kulturbærende og så være ejet af staten. Eller når det bliver underforstået, at alt nationalt og landsdækkende, skal ligge i København, mens det, der ligger ”i provinsen” er rent lokalt.

Ser man på kulturmuseerne, som vi har mest forstand på, er der igennem mange år skabt flere korrektiver til den museumsstruktur, der voksede ud af enevælden. For ud over Nationalmuseet og en række lokalmuseer, der ligger i et fint net over hele landet, er der i Danmark også en række specialmuseer, som hver især er en slags nationalmuseer inden for deres specifikke områder: søfart, jernbane, landbrug, arbejderhistorie, kongehuset, herregårde, kommunikation, fiskeri, industri, design og meget andet.

Vi, der skriver disse linjer, repræsenterer de to største kulturmuseer, som ikke er statsejede, men som ”udfører en virksomhed af særlig betydning”, som der i mange år stod i en særlig paragraf i den danske museumslov. Denne virksomhed af særlig betydning er også begrundelsen for de særlige statstilskud, som vore to museer oppebærer.

Vore museer har ikke den førstefødselsret, der ligger i at være ejet af staten og placeret i København. Vi er almennyttige, selvejende institutioner, som er underlagt museumslov og statslige regler – akkurat ligesom Nationalmuseet, som ifølge kulturudspillet er den ”nationale kulturbærende institution” på det kulturhistoriske område. Vore museer har samlinger, der regnes som nogle af de væsentligste i verden. Vores faglige ekspertise er på kerneområderne second-to none, ligesom vi bruger ressourcer på at hjælpe museer, der har behov derfor. Internationalt regnes både Moesgård og Den Gamle By for at høre til den absolutte elite.

Spørger man de besøgende, er vi ikke i tvivl om, at både Moesgaard og Den Gamle By vil ryge i top både hvad angår vigtighed, kompetence og folkelig yndest.

Besøgstallene taler deres klare sprog. Blandt de kulturhistoriske museer er top-5: Den Gamle By, Moesgaard Museum, Rosenborg, Nationalmuseet og Frederiksborg Slot. Ser man anmeldelserne på Tripadvisor, Google og Facebook er billedet det samme.

Vi mener, at vi har vist i praksis, at det kan lade sig gøre, at opbygge store, stærke kulturinstitutioner med international gennemslagskraft – uden at være statsejet og uden at de skal have rod i enevælden. Faktisk giver det en anden form for museer. Vores museer er opstået ud af en bred demokratisk kultur, og vi tror på, at det har været med til at give dem en anden form for folkelig forankring.  I vores verden kan man godt både være tilgængelig og spændende samtidig med, at man er nationalt kulturbærende. Det er imidlertid en misforståelse, at det ikke kræver substantiel opbakning fra staten at løfte den opgave. Et højt niveau koster – og det er uafhængigt af ejerskab og placering.

Godt nok har vores museer været i stand til at tjene penge selv. Vi har derfor kunnet levere varen med kun en brøkdel af de tilskud, der tilfalder de statslige museer. Henved 80 procent af vores museers omsætning kommer andetsteds fra – først og fremmest fra entré og servicering af publikum, men også fra fonde og sponsorer. Alligevel er de midler, vi får fra stat og kommune afgørende for os. De udgør det økonomiske fundament, vi bygger hele vores øvrige indtjening på.

Hvis man fra staten genindfører enevældens syn på museerne, så udfordrer man reelt det, der igennem årtier er bygget op på vores institutioner. Vi bliver grupperet i en ikke-nationalt-kulturbærende samlekasse af museer, hvor det bliver vanskeligt at retfærdiggøre prioriteringer og dermed skabe højt niveau. Der er – og skal være – forskel på museer. Museerne varetager i dag mange forskellige opgaver i samfundet. De er lokale forankringspunkter, de er i stadig stigende grad grundlag for turismeudvikling, de sikrer og gør kulturarven tilgængelig, og de varetager en væsentlig rolle i forhold til dannelse og uddannelse. Og de gør det på forskelligt niveau.

Så der er et behov for, at skelne og prioritere inden for museumsområdet.  Men det kan ikke passe, at man i en moderne, demokratisk stat vender tilbage til enevældens kultursyn, og genindfører et skel mellem en dyr, elitær, finkultur på statsinstitutioner i København og en billig, udelukkende græsrodsbaseret folkekultur i provinsen.

Så, kære kulturminister: Vil du ikke godt finde en terminologi, der svarer til virkeligheden – og fremtiden? At være national og kulturbærende har intet at gøre med, hvem ejeren er, men alene med hvilke opgaver man reelt løser, og hvad og hvordan man præsterer. Det vil gøre os både glade og taknemmelige. Diskussionen om økonomisk skævvridning kan vi så gemme til en anden gang.

Blogindlægget er tidligere trykt som kronik i Berlingske Tidende søn 9. september 2018

 

 

 

Skriv et svar