Fem år og 2,5 mio gæster siden Tårnborg åbnede i Den Gamle By

I dette indlæg fortælles historien bag den store donation fra A.P. Møller Fonden, der gjorde den markante nyudvikling af Den Gamle By mulig.

19. juni 2018 er det fem år siden, at Tårnborg åbnede som den første hovedhjørnesten i Den Gamle Bys store A.P. Møller-støttede moderniseringsprojekt, der nu nærmer sig sin færdiggørelse. Siden åbningen af Tårnborg har godt 2,5 mio gæster besøgt museet, og det gennemsnitlige årlige besøgstal er øget fra 350.000 til 512.000.

Hjørnehuset Tårnborg i Den Gamle By.

Det, som oprindelig forekom som en vild idé, opstod i vinteren 2001/02. I Den Gamle By så vi projektet som museets vej ind i fremtiden, men vi erfarede hurtigt, at sådan så den daværende Kulturarvsstyrelse ikke på det. Styrelsen mente ikke, at det var et projekt, Den Gamle By burde gå videre med.

Heldigvis var der andre, der bakkede op om projektet. Bl.a. den lokale presse og talrige udenlandske kolleger – og også en så centralt placeret fondsperson som fhv bankdirektør Knud Sørensen.

Knud Sørensen var dengang formand for KFKs Jubilæumsfond, og da han under en rundvisning i Den Gamle By spurgte til museets planer, slog jeg ud med armene og fortalte, hvordan vi agtede at bygge et helt kvarter, som skulle vise dagliglivet i 1960erne og 70erne; akkurat på samme måde, som den gamle Den Gamle By viser, hvordan folk arbejdede og boede i 17-1800-årene. Jeg husker at Knud Sørensen sagde, at han godt kunne lide, at vi satte overliggeren så højt. Det gav os blod på tanden, ikke mindst da vi fandt ud af, at Knud Sørensen dengang også var næstformand i A.P. Møller Fonden.

De følgende år arbejde vi med at konkretisere projektet, og Den Gamle By finansierede selv hjemtagelse af to huse til formålet samt erhvervelse af nødvendige magasinfaciliteter.

I 2005 og 2006 havde jeg flere kontakter med Knud Sørensen i hans egenskab af formand for Oticon Fonden, og også med direktør i A.P. Møller Fonden Ove Hornby. Begge udtrykte sympati for projektet og gav os mod på at arbejde videre.

Det var imidlertid ikke så let. For vi havde kun to huse ud af de 10-12, som vi nok skulle bruge. Og vi havde kun ganske få af de hjem, butikker, værksteder mv, som skulle til. Derfor måtte vi sjusse os lidt frem a la ”hvis et hus nu har x etager a x kvm, så vi kælderen nok koste ca x kr, loftetagen x kr, og de øvrige etager hver x kr, mens indretningen sandsynligvis kan gøres for x kr pr kvm, hvortil så kommer gade, fortov og baggård a ca x kr”. Vi drøftede tallene med kyndige folk og nåede frem til nogle budgettal, som vi mente nok ikke var helt ved siden af.

Men at vi mente, tallene ikke var helt ved siden af, var jo ikke det samme, som at vi kunne overbevise A.P. Møller Fonden. Hvorom alt er, så indsendte vi i september 2006 en ansøgning til fonden. Jeg var bekendt med, at bestyrelsen holdt møde i begyndelsen af november, så hver morgen derefter ventede jeg spændt på posten. Men der kom ikke noget brev. Til gengæld fik jeg en opringning fra fondens direktør Ove Hornby. Han refererede, at fondsbestyrelsen havde behandlet ansøgningen, og at der ikke var nogen, der havde talt imod; tværtimod var der flere, der havde udtrykt sig positivt om projektet. Dog ville man godt have lidt mere konkret, ligesom man også gerne ville have større sikkerhed for, at Den Gamle By rent faktisk ville være i stand til at gennemføre et sådant projekt.

Set i retrospektiv kan man undre sig over, at fonden ikke bare havde afvist Den Gamle Bys ansøgning. For ret beset var det hele jo noget – for ikke at sige meget – ukonkret. Vi var imidlertid taknemmelige for fondens velvilje, og vi gjorde vores bedste for at blive mere konkrete og tage højde for forskellige uforudselige forhold, og i februar 2007 indsendte vi et betydeligt supplerende materiale.

Fredag 30. marts modtog vi med posten et bevillingsbrev på seks linjer. Beløbet lød på 161 mio kr. Og brevet var Underskrevet af fondens formand Mærsk Mc-Kinney Møller og fondens direktør Ove Hornby.

Det var noget af en appelsin i turbanen på Den Gamle By. Vi kontaktede fonden for at sige tak og for at drøfte, hvordan vi skulle forholde os med pressen. ”Ja, vi foretager os ikke noget over for pressen”, sagde Ove Hornby, så vi aftalte, at Den Gamle By skulle komme med forslag hertil. Det blev ifølge sagens natur en stor pressehistorie.

Herefter gik vi i gang med at planlægge, organisere, efterlyse huse, definere hvilke hjem, butikker og andet, vi ville prioritere.

I vinteren 2009-10 blev grunden udgravet, og der blev piloteret, så vi derpå kunne gå i gang med at opføre Tårnborg som den første bygning i det store projekt. Fredag 8. juni 2012 var der rejsegilde på huset, hvis fire lejligheder herefter skulle indrettes med en gynækologisk klinik fra Kolding, Frk Sneums hjem fra Klampenborg, Familien Meyers hjem fra Vejle og Kollektivet Skansen fra Aarhus. Der ud over Bonnichs Konditori fra Aabenraa og Rahbæks Minimarked fra Gedved.

Fra Den Gamle By har vi i processen oplevet en enestående tillid fra A.P. Møller Fonden. Vi har naturligvis holdt fonden orienteret om projektet, om fremdrift og udfordringer. Vi har været i dialog, når elementer i projektet måtte ændres. Men fonden har aldrig blandet sig i processen. Når blot vi gjorde, hvad vi havde sagt, vi ville gøre, og så længe vi gjorde det inden for budget og tidsplan, så har fonden ladet Den Gamle By stå for det hele.

Personligt synes jeg, det er ganske imponerende. Ikke mindst i betragtning af, hvor ukonkret projektet var, og hvor uprøvede vi i Den Gamle By var i sådanne sager.

Onsdag 19. juni 2013 blev Tårnborg åbnet med taler af A.P. Møller Fondens formand Ane M.M. Uggla og kulturminister Marianne Jelved. Åbningen førte til en stejlt stigende besøgskurve for Den Gamle By, så årets besøgstal endte på 480.000.

Fra åbningen af Tårnborg 19. juni 2013. På billedet ses formanden for A.P. Møller Fonden Ane M.M. Uggla, kulturminister Marianne Jelved og tidligere direktør for fonden Ove Hornby .

Bevillingen fra 2007 på 161 mio kr var til første del af projektet. I efteråret 2014 fulgte fonden op med en bevilling på 135 mio kr, så projektet kunne gøres helt færdigt. Slutstenen bliver en ny hovedindgang til Den Gamle By, og i disse dage afgøres arkitektkonkurrencen og dermed, hvordan Den Gamle By i fremtiden vil tage imod sine gæster. Vi forventer at den nye hovedindgang vil stå færdig i løbet af efteråret 2021. Den nye hovedindgang vil blive kronen på værket i det samarbejde mellem A.P. Møller Fonden og Den Gamle By, som indledtes med bevillingen i 2007, og hvis første markante resultat var åbningen af Tårnborg 19. juni 2013.

 

 

 

 

 

 

 

En tanke om "Fem år og 2,5 mio gæster siden Tårnborg åbnede i Den Gamle By"

  1. Dejlig historie, der viser betydningen af, at Danmark har nogle klogt tænkende fonde med gode muskler!

Skriv et svar