Skal museer retouchere historien, så den bliver mere acceptabel for nutiden?

Museerne er en af nutidens oaser for anderledeshed og mangfoldighed. Men nu retoucherer Statens Museum for Kunst i beskrivelser og udtryk, som vi ikke kan lide i øjeblikket. Det er en farlig tendens, for begynder man først at retouchere, risikerer man at gøre verden mere endimensional og i sidste ende totalitær.

Neger betyder egentlig bare sort. Men ordet er også behæftet med associationer af racisme, kolonialisme og undertrykkelse. Det er øjensynlig årsagen til at Statens Museum for Kunst nu fjerner det fra beskrivelser af ældre kunst i museets samling, sådan som det er beskrevet i Politiken 7. juni, to dage efter Grundlovsdag!

Inspirationen kommer angiveligt fra Rijksmuseum i Amsterdam, der har gennemført samme øvelse. Men retouchering af historien er bestemt ikke en enestående foreteelse.

I børnesangen Elefantens vuggevise er negerdrengen blevet erstattet af en kokosnød. Pippis far, der oprindelig var negerkonge, er nu blevet sydhavskonge, og det er ikke længere muligt at købe negerboller og negerkys.

Og på Nationalmuseer valgte man for et par år siden at fjerne nogle skalpe fra en udstillingen Powwow – angiveligt af hensyn til indianernes ønske om at vise deres forfædre respekt. Som om skalpe ikke var en del af den virkelighed, Nationalmuseet ønskede at belyse med sin udstilling.

Så er det, at man må stille spørgsmålet, om museerne skal være politisk korrekte eller historisk korrekte. Museerne skal selvfølgelig være historisk korrekte, vil de fleste heldigvis nok svare. Det vigtige, og vanskelige, er også at fastholde dette, når det historisk korrekte fra tid til anden går hen og bliver politisk ukorrekt.

Vores daglige virkelighed bliver mere og mere segmenteret og endimensional. Vi er kolleger med folk, der ligner os, vi bor i de samme kvarterer, vi vælger de TV-kanaler, der er målrettet netop vores slags, læser aviser med netop vores profil osv osv.

Og på nettet og på de sociale medier er det algoritmerne, der styrer. Mere af det sædvanlige, synes at være mantraet. Plejer fremfor anderledeshed, endimensionalitet fremfor mangfoldighed. Ingen uforudsigelighed og ingen overraskelser!

Museerne har hidtil været en af oaserne for historiens og virkelighedens mangfoldighed. Men det er det nu måske slut med på Statens Museum for Kunst, hvor man gudhjælpemig begynder at luge ud i ord og udtryk, som vi lige her og nu ikke kan lide.

Museer har et særligt ansvar. De skal være troværdige og vise historien og virkeligheden som den var og ikke som vi evt måtte ønske, at den skulle have været.  Det indebærer også, at museerne til enhver tid bør kæmpe imod tendenser i retning af styring og politisk korrekthed. Det må alene være den historiske korrekthed, der tæller. Ellers risikerer vi at miste den troværdighed, der altid har været museernes særkende.

Museerne har et særligt ansvar for at give plads til det overraskende, det anderledes og det, der kan vække til modsigelse. Det bliver mere og mere vigtigt i en tid som vores, hvor nutiden rydder så effektivt op i fortiden, og hvor meget af det, vi ikke kan lide lige for øjeblikket, bliver fejet ind under gulvtæpper og gemt væk.

 

 

Skriv et svar