Den Gamle By spiller også en rolle på det skole-sociale område

Den Gamle By er et museum, der altid er nået ud til et meget bredt udsnit af den danske befolkning, også til de der normalt betragter museer som kedelige og elitære. Det betragter vi som en slags adelsmærke. De senere år har vi lagt ekstra vægt på det brede perspektiv ved også at udvikle tilbud til grupper, der på grund af forskellige former for handicaps vanskeligt kan få glæde af et museumsbesøg.

I mere end ti år har vi arbejdet med ældre, der er ramt af demens – med stor succes. Og nu har vi også sat fokus på inklusion af børn og unge med særlige behov. Bl.a. arbejder vi med børn og unge, der lider af ADHD og autisme. Arbejdet sker i tæt kontakt med faglige ressourcepersoner inden for skolesektoren, herunder en skole, der har specialiseret sig på ADHD- og autismeområdet.

Den amerikanske museolog Stephen E. Weils kom i 1999 med den programerklæring, at museer skal flytte fokus fra at være om noget til at være for nogen. Den formulering rammer hovedet på sømmet for de bestræbelser, vi gør os i Den Gamle By, og det kan være værd at tilføje, at vi via dette arbejde har erfaret, at et museum med de rette rammer også kan spille en rolle på det sociale område.

Den Gamle By har i forvejen fokus på skoleelever i alle aldre, og museets meget sanselige rammer appellerer til aktiv og konkret oplevelse og læring. Hvad enten det drejer sig om at skure gryder, hente brændsel eller pumpe vand, eller når børnene møder de store prustende heste og lugter møddingen, der ligger og oser i købmandsgårdens baggård.

Udviklingshæmmede børn kan mere og tør mere, når de spiller en anden rolle end sig selv.

Udviklingshæmmede børn kan mere og tør mere, når de spiller en anden rolle end sig selv.

Sanselighed og aktivitet er nøgleord i arbejdet med psykisk handicappede børn og unge. Et andet nøgleord er forudsigelighed. Disse børn har det ikke godt med at blive overrasket, så et besøg i Den Gamle By kræver grundig forberedelse, og til det formål har museet udarbejdet et omfattende materiale, der anvendes som introduktion inden selve besøget.

Det sidste nøgleord er rollespil. Når børnene ankommer til Den Gamle By, er de hver især bekendt med, at de her skal være en anden end den, de egentlig er. De får et andet navn, en ny social identitet, de skal fungere på en anden tids vilkår og så skifter de deres nutidstøj ud med tro kopier af tøj, som børn gik i enten i 1864 eller i 1927, som er de to nøgleår, som disse forløb foregår indenfor. Rollespillet og hele den anderledes ”setting” gør børnene i stand til at komme ud over egne begrænsninger og hæmninger. Det enkelte barn bliver så at sige en anden person – ved siden af sig selv. Det er meget gribende at opleve.

En dreng, der normalt er bange for snavs, kom i rolle som arbejdsdreng i 1864 og endte med at stable masser af brænde med de bare hænder.

En dreng, der normalt er bange for snavs, kom i rolle som arbejdsdreng i 1864 og endte med at stable masser af brænde med de bare hænder.

Et eksempel er den psykisk handicappede dreng med en OCD-lidelse, som gav ham et sygeligt behov for konstant at vaske hænder af angst for skidt og bakterier. Under besøget i Den Gamle By fik han rollen som søn af en fattig skomager. Han fik noget simpelt tøj på anno 1864, og så blev han ellers sat i arbejde i købmandsgården. Det var snavset arbejde, og bl.a. skulle han hjælpe med at stable brænde. Efter lidt tøven tog han fat, og inden længe stablede han uden at kny masser af brænde – uden en eneste gang at gå i panik og ville vaske hænder. Rollespillet og det, at han her var en anden end sit sædvanlige jeg, betød, at han glemte sin angst. Det havde de pædagoger, som havde kendt ham i flere år, aldrig oplevet tidligere.

En anden og hel aktuel historie stammer fra julen 2015, hvor tre unge med lettere udviklingshandicaps skulle indgå i Den Gamle Bys levende museum som gadehandlere, der solgte frugt og grøn fra en kærre. For at de unge kunne føle sig trygge var de ledsaget af et par af museets kvindelige frivillige, hvoraf den ene var deres bedstemor. Fortællingen var, at den lille gruppe kom fra landet med frugt og grønt, som skulle sælges i byen, og så skulle de ellers sælge til ”byens borgere”, som altså var de besøgende på museet. Det må have været ganske overvældende, idet museet dagligt havde adskillige tusinde gæster i den periode. Salget af frugt fra kærren tiltrak gæsterne og gav anledning til en naturlig dialog mellem frugtsælgerne og deres kunder. I starten var de to unge naturligt nok generte og hæmmede bare ved tanken om at skulle tale med folk, de ikke kendte. Men i løbet af de tre uger, projektet varede, fik de mere og mere selvtillid, blev mere udfarende på rigtig gadesælgermanér, de blev hurtige til hovedregning og talte endda engelsk med de udenlandske gæster. Da projektet efterfølgende blev evalueret af de involverede parter, udtalte den ene af de unge, at hvis der blev en stilling i Den Gamle By med sådan en frugtbod, så ville han gerne være chef for den.

Tre unge mennesker solgte frugt til Den Gamle Bys gæster og lærte at overskride deres egne grænser.

Nogle unge solgte frugt til Den Gamle Bys gæster og lærte at overskride deres egne grænser.

Skolegrupperne kommer langvejs fra, og vi gør meget ud af at få deres evalueringer. Lærerne siger samstemmende at forløbene er brugbare, lærerige og udviklende for eleverne på en måde, som de ikke mener findes andre steder. Eleverne får øget livskvalitet, og efter besøg i Den Gamle By husker de mere, end de almindeligvis gør efter undervisning, de taler mere og virker mere oplivede og inspirerede.

Speciallærer Ingelise Kamronn fra Stensagerskolen i Aarhus udtalte f.eks.: ”Når alt er tydeligt og velovervejet, får eleverne modet til at eksperimentere og overskride grænser for egen formåen. Vi har elever, der sjældent taler og interagerer med kammerater. I Den Gamle By ændrer de pludselig personlighed, bliver aktive og kommer i dialog med andre. Nogle børn køber aldrig ind, men tør godt i dragt hos Købmanden”.

Speciallærer Rikke Bilgrau fra Jebjerg svarede følgende i evalueringen: ”Vi vil gerne takke for en rigtig god oplevelse. Det var meget gennemført, struktureret og overskueligt, hvilket gjorde det til en super oplevelse for vores drenge – og naturligvis også for os som personale. Vores drenge er mellem 10-13 år og har diagnoser inden for svær ADHD, autisme og gennemgribende udviklingsforstyrrelser!”

Speciallærer Kathrine Cassøe fra Højmarkskolen i Holsted skriver: Forløbet var gennemført til mindste detalje og gav vores elever en stor og uforglemmelig oplevelse. Eleverne med generelle indlæringsvanskeligheder fik alle noget ud af dagen. Forløbet var tilrettelagt så alle læringsstile og sanser blev inddraget.  Eleverne kunne let leve sig ind i rollen, da de både befandt sig i de rette omgivelser og have fået udklædningstøj på. Underviseren var dygtig til at fange eleverne fagligt på det niveau de befandt sig på, og samtidig være tro mod den gamle undervisningsstil.  Hun havde en god fornemmelse for, hvor meget hun kunne presse hver enkelt elev og var anerkendende, samtidig med at hun ikke faldt ud af rollen, som streng lærer. Alt i alt et utroligt lærerigt besøg, som varmt kan anbefales til andre”.

Fælles for de forskellige inklusionsprojekter er, at de rækker ud over museernes traditionelle opgaver, sådan som de er formuleret i f.eks. den danske museumslov, hvis formålsparagraf siger, at museerne gennem indsamling, registrering, bevaring, forskning og formidling skal sikre og give adgang til Danmarks kulturarv og viden om denne.

I disse, nye sammenhænge er museet og kulturarven ikke målet. Museet er en fysisk ramme, et middel, der brugt på den rette måde og under de rette omstændigheder kan fungere som et afsæt og bidrage til at skabe sammenhæng, kvalitet, indhold og identitet – også for grupper, der normalt ikke kommer på et museum.

Internationalt har der vist sig at være stor interesse for disse projekter, og sammen med en række af Europas førende open-air museer har vi iværksat et EU-baseret netværkssamarbejde, der har til formål at lære af hinanden og være hinandens bedste konsulenter. Indtil videre med deltagelse museer fra Sverige, Norge, England, Ungarn, Belgien og altså også Den Gamle By fra Danmark.

Hermed åbner der sig et helt nyt arbejdsfelt, hvor museer kan vise sig relevante på områder, man i Danmark næppe havde kunnet forestille sig for blot få år siden – og som heller ikke er beskrevet i museumsloven. Vi tror, der her er rige muligheder for til at nå ud til andre end den store gruppe af kulturaktive, der ifølge Kulturarvsstyrelsens nationale brugerundersøgelser fortsat er absolut dominerende blandt de danske museers besøgende.