Hvornår var de gode gamle dage?

Jeg bliver ofte spurgt om de gode gamle dage. Findes de, hvornår var de og hvorhenne? Og hvordan var de?

For mig er svaret indlysende. Selvfølgelig findes de. For de gode gamle dage var dengang, der altid var sne om vinteren, solen skinnede hele sommeren, og badevandet var dejligt varmt, min farmors rutebil-kager var de bedste i verden og man kunne somme tider være heldig at få to røde sodavander, når der var fødselsdag.

Her taler vi om mine gode gamle dage, hvis nogen ellers skulle være i tvivl. Det vil sige min barndom i Viborg i sidste halvdel af 1950erne og begyndelsen af 60erne. Altså min personlige mentale rekonstruktion af min egen barndom. Akkurat som de fleste har deres egne, private gode gamle dage.

Tæv i skolen og angst for at miste mine forældre og andet ubehageligt hører ligesom ikke med i det billede. Den type erindringer ligger gemt i et andet hjernerum.

Hæver man sig op over det personlige, til historien som sådan, er det noget mere komplekst. Og svaret på, om de gode gamle dage findes i historien, er et klart både/og. For selvfølgelig var der noget, der var bedre, og der var noget, der var ringere.

En kvinde sidder og syr ved sterinlys. Hvor hyggeligt, vil mange mene. Ja nok. Men så sandelig også skadeligt for øjnene.
En kvinde sidder og strikker ved sterinlys. Hvor hyggeligt, vil mange mene. Ja nok. Men så sandelig også skadeligt for øjnene. Og den evindelige træk langs gulvet og fra vinduet var heller ikke nogen fornøjelse.

Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at mange mennesker i dag vil kunne finde en form for tryghed i en tid, hvor skomageren blev ved sin læst og alle havde deres klart definerede daglige dont. Det gælder ikke mindst de uhyggeligt mange, der i dag er ramt af alvorlig stress, og det gælder de mange, der er ensomme, eller hvis tilværelse forekommer uoverskuelig.

På den anden side er jeg også overbevist om, at de færreste vil ønske sig tilbage til en tid, hvor man en stor del af året frøs i de dårligt opvarmede huse, hvor de fleste voksne havde ondt af gigt, hvor mange aldrig blev rigtig mætte, ja en del sultede ligefrem, hvor maden sjældent var særlig indbydende, arbejdet var slidsomt, og hvor børnedødeligheden var uhyggelig høj.

Børnearbejde, skældud og sommetider tæv er en del af "gamle dage", som ofte overses.
Børnearbejde, skældud og sommetider tæv er en del af “gamle dage”, som ofte overses.

Ser vi på nutidens fortolkninger af historien, så er der mange, der synes, at Den Gamle By er et åh så hyggeligt billede af de gode gamle dage. Og det er på mange måder også sandt. Museet opstod for godt 100 år siden med det formål at vise den borgerlige kulturs udvikling, og bymiljøet er pittoresk, bindingsværket smukt og boliger og værksteder maleriske.

Men har man de rette briller på, er der også en bagside af medaljen. Når man ser nærmere efter, er det nemlig tydeligt, at der det meste af året var ubehagelig koldt i de dårligt opvarmede køkkener og stuer, og at arbejdet måtte være slidsomt. Men det skal medgives, at denne side af historien let overskygges af det smukke og pittoreske.

Den lille pige arbejder, mens den fordrukne far sover rusen ud.
Den lille pige arbejder, mens den fordrukne far sover rusen ud.

Den del af virkeligheden har vi de senere år arbejdet med at gøre mere synlig. I den ældre del, der viser 1800-tallet, møder man fx en fattig lille pige med sine svovlstikker, mens den fordrukne far sover rusen ud på slagbænken. Hos glarmesteren er lærlingens seng placeret lige under arbejdsbordet og fyldt med glassplinter fra dagens arbejde. Hos snedkeren sover lærlingen i samme seng som svenden i et utæt lokale med frostgrader i de kolde vinternætter. Mester stikker fra tid til anden lærlingen en ordentlig en på kassen, og skal man på ”det lille hus”, så foregår det i baggården i et skur, hvor det er frostvejr om vinteren og ubehageligt stinkende om sommeren – og hvor man ofte må vente udenfor på at ovetage pladsen, også i regn og sne.

Ventetid foran et baggårdslokum indgår ikke i vores billede af de gode gamle dage.
Ventetid foran et baggårdslokum indgår ikke i vores billede af de gode gamle dage.

Ikke desto mindre er der mange, der synes, at Den Gamle By er noget så hyggelig. At det er sådan, har grundlæggende nok at gøre med, at vi ser verden gennem vores egne briller, som er præget af egen samtid, erindringer og forventninger.

Det kan da også nemt være, at det er derfor, jeg personligt er så glad, hver gang, jeg besøger Isenkræmmeren, Schous Sæbehus og ikke mindst Telefoncentralen, som minder mig om den telefoncentral, som min farmor passede i mange år – og som næsten får mine tænder til at løbe i vand.

Som museumsmenneske er det en grundlæggende erkendelse, at museum først og fremmest er noget, der foregår inde i hovedet på os selv som besøgende. Nok kan vi som museumsfolk forsøge at forme og lægge en museumsoplevelse til rette, men vores indsats kan næppe konkurrere med folks egen forforståelse.

 


Skriv et svar