Skal vi satse på events eller institutioner?

At bygge en helt ny Den Gamle By, sådan som vi gør for øjeblikket med de moderne bykvarterer, koster cirka lige så meget som det melodi grand prix, DR afholdt i foråret.  I omegnen af 330 mio kr. Nogenlunde det samme beløb, som kunstmuseet Aros kostede for 10 år siden, og som bygningen til det nye Moesgaard Museum.

Afholdelsen af Melodi Grand Prix i København 2014 siges at have kostet i omegnen af 330 mio kr. For samme pris kan Den Gamle By lave et helt nyt museum, der fortæller om den nyere Danmarkshistorie.

Afholdelsen af Melodi Grand Prix i København 2014 siges at have kostet i omegnen af 330 mio kr. For samme pris kan Den Gamle By lave et helt nyt museum, der fortæller om den nyere Danmarkshistorie.

Korte glimt eller holdbarhed

Melodi grand prix og andre store events minder mig om de raketter, vi fyrer af nytårsaften. Man skal være meget opmærksom, hvis man skal nå at se dem, og bagefter er der ikke noget tilbage – kun oprydningen. Omvendt med et nyt museum, det har en helt anderledes holdbarhed og langsigtet værdi. Det er da tankevækkende og giver mig anledning til funderinger over, hvad det er, der virkelig batter inden for oplevelsessektoren.

I efteråret 2014 åbnede Moesgaard Museum, og Aarhus har nu tre museer på internationalt topplan.

I efteråret 2014 åbnede Moesgaard Museum, og Aarhus har nu tre museer på internationalt topplan.

Tre museer, der sætter Aarhus på verdenskortet

Med det nyåbnede Moesgaard har Aarhus fået endnu et museum i verdensklasse. Det tredje i rækken. For ti år siden åbnede Aros, som i 2011 med Olafur Eliassons regnbue på toppen kom op i en helt ny liga. Og så har vi gentænkt og fornyet Gamle By, hvilket utvivlsomt vil konsolidere museets internationale topvurdering i bl.a. Guide Michelin. Udviklingen fortsætter i de kommende år, hvor Moesgaard har planer om spændende særudstillinger, Aros har lanceret en ny stor vision, og i Den Gamle By har vi netop skaffet den nødvendige finansiering, så museet frem mod 2020 kan føre historien helt op til 2014, hvilket ingen i verden har gjort før.

Aros er med sin regnbue på taget blevet en vigtig del af Aarhus’ skyline og et ikon for byen.

Aros er med sin regnbue på taget blevet en vigtig del af Aarhus’ skyline og et ikon for byen.

Museerne støtter hinanden

I mange år følte vi i Den Gamle By, at vi var de eneste, der for alvor trak besøgende til Aarhus. Sådan er det heldigvis ikke mere.  Da Aros åbnede i 2004 var der en vis frygt for, at dette nye kunstmuseum ville tage besøgende fra Den Gamle By. Men det er rent faktisk gået stik modsat, idet Den Gamle By har haft sine bedste år overhovedet, siden Aros slog dørene op for publikum. Der er for mig ingen tvivl om, at denne attraktivitet vil øges yderligere med det nye Moesgaard, som rummer en langt højere fortællekvalitet end normalt for arkæologiske museer.

Vist vil de tre museer komme til at konkurrere med hinanden. Akkurat som Eiffeltårnet, Triumfbuen og Louvre konkurrerer med hinanden i Paris – uden sammenligning i øvrigt. Men først og fremmest støtter vi hinanden. Aros, Moesgaard og Den Gamle By er lykkeligvis meget forskellige, og vi er alle tre – hver især, og især tilsammen – vigtige faktorer i at sætte Aarhus på verdenskortet og tiltrække folk langvejsfra.

Med 1974-kvarteret har Den Gamle By konsolideret sine tre stjerner i Guide Michelin og sin topplacering som international seværdighed.

Med 1974-kvarteret har Den Gamle By konsolideret sine tre stjerner i Guide Michelin og sin topplacering som international seværdighed.

Vigtige for de andre kulturelle tilbud

Når det først er lykkedes at tiltrække de mange besøgende udefra, viser Aarhus sig fra sin allerbedste side med et væld af andre kulturelle tilbud. Museer, teatre, dansescener, udstillingssteder, opera, symfoniorkester og koncertsteder, som giver byen puls og oplevelser. Dertil forskellige events og en underskov af skæve ideer og tilbud, som opstår i laget af unge, kreative mennesker, som byen er beriget med.

I 2013 gæstede Tall Ships Race Aarhus, i 2014 var det Esbjerg og i 2015 er Aalborg vært. Skibene kommer på besøg og kort tid efter sejler de videre til næste destination.

I 2013 gæstede Tall Ships Race Aarhus. I 2014 var det Esbjerg, og i 2015 er Aalborg vært. Skibene kommer på besøg og kort tid efter sejler de videre til næste destination.

Forankring og varighed frem for nytårsraketter

Kultur og oplevelser er vigtige for en by, der som Aarhus er stærkt på vej ind i fremtiden.

Men kultur er ikke bare kultur. Kultur kan have rod og hjemsted, eller det kan være noget, man bare køber for penge. Kultur kan have varighed og holdbarhed eller blot være et kort lysglimt.

Det er min erfaring, at det, der virkelig batter, er det, der har forankring og varighed, frem for events, der som nytårsraketter er væk før man rigtig lægger mærke til dem.

Events med gamle rock-navne, store træskibe eller sportsfolk på topniveau er primært for folk i byen, mens konstante kulturtilbud som fx Aarhus’ tre store museer nok er mødesteder for byens befolkning, men dertil også er afgørende faktorer i at give byen profil og attraktionskraft.

 

4 tanker om "Skal vi satse på events eller institutioner?"

  1. Kære Thomas

    Godt indlæg med interessant pointe. Som en af deltagerne i Tall Ship Race (som faktisk næsten udelukkende er med stålskibe) og som gammel museumsmand, er det et spørgsmål, som jeg også har tænkt en del over.
    Dit svar – at man skal satse på museer frem for events – er helt sikkert rigtigt langt hen af vejen, men det er også en falsk opstilling. Valget er ikke mellem events og museer, men mellem kultur og alt det andet man gerne vil bruge penge på. En by med et ambitionsniveau som Aarhus bør kunne rumme begge dele, hvis man prioriterer rigtigt.

    Når det er sagt, så er der jo også stor forskel på events – nogen er bedre end andre og på samme måde også mellem museer – nogen er bedre end andre. Så måske var det bedre at diskutere om de events og museer, som får midlerne nu også er de rigtige.

    Tall Ship flåden håber i hvert fald på at komme tilbage til Aarhus. Vi havde et par gode dage sidst, hvor løbet sammenlagt havde mere end 5 mio gæster fordelt på fire havne.

    Aarhus bliver stadig blandt løbets deltagere og sponsorer omtalt som en af de bedste havneoplevelser vi har kunne tilbyde vore deltagere, som faktisk ikke er skibene (selvom det er dem folk kommer for at se), men 3000-5000 unge mennesker, som ved hjælp af Sail Training får dannelse, mening og fællesskab på en måde, som man kun finder få andre steder.

    mvh.
    Asser Amdisen
    Georg Stage

    • Kære Asser
      Tak for din kommentar. Jeg er enig i, at det ene ikke bør udelukke det andet. Og jeg er også enig i, at fokus bør være på, om det er de rigtige, der får støtten og sponsoraterne. Mit indlæg skriver sig nok i høj grad op imod en tendens, som jeg oplever bl.a. i Aarhus Kommune, at det er events, der driver hele oplevelesesøkonomien. Og så skal vi i en uendelighed trækkes med halvmaraton, cykelløb, bilræs mmm, som mere eller mindre lukker byen, samtidig med at mange fra det politiske establishment hævder, at nu sker der så sandelig noget. Jeg har i samme forbindelse noteret mig, at de helt store besøgstal altid optræder ved de events, hvor man ikke har noget tælleapparat – også kommer man jo til at tænke på lystfiskerhistorierne! Jeg synes, at events, der har rod, har en berettigelse. De events, man så at sige bare kan “købe ude i byen”, synes jeg er noget andet.
      Vh
      Thomas

  2. Det er meget godt at sætte tal på hvad de forskellige kulturprojekter har kostet. Jeg har netop set det imponerende nye Moesgaard Museum og den nye udstillingsdel i Den Gamle By og synes det er tankevækkende at man har brugt lige så mange penge på Melodi Grand Prix som på (en af) dem! Trods alt tror jeg at både events og permanente kulturoplevelser er vigtige, da de opfylder forskellige funktioner. Det gælder bare om at finde en passende balance.
    Mvh, Marlene

    • Kære Marlene
      Tak for din kommentar. Som du også kan se af mit svar til Asser nedenfor er mit indlæg tænkt polemisk,og selvfølgelig har du ret i, at det drejer sig om at finde en passende balance.
      Vh
      Thomas

Skriv et svar