På det seneste har både TV 2 og DRs P1 problematiseret fondenes rolle i kulturlivet. Journalisternes udtalte forhåndsopfattelse har været, at det er fondene, der styrer kulturen i Danmark, og at fondenes støtte betyder, at stat og kommuner efterfølgende kommer til at hænge på store driftomkostninger.
Det er efter min opfattelse en alt for firkantet måde at se tingene på.
Det er korrekt, at megen kultur i høj grad finansieres via fonde. Men det er ikke korrekt, at fondene har taget magten, som det redaktionelt postuleres i Kulturen på News og senest i DRs Kulturknuserne.
Jeg har nu igennem mange år samarbejdet med en lang række fonde, store som små, nationale såvel som lokale. Og jeg har aldrig – jeg gentager: aldrig – oplevet, at fondene stiller krav om indflydelse.
Det er klart, at det i sidste instans er fondenes bestyrelser, der beslutter om de ønsker at støtte en nybygning, et forskningsprojekt, en udstilling, et teaterstykke, en ballet, en istandsættelse af en nedslidt kulturbygning eller opgradering af et museums forældede alarmsystemer. Men når pengene først er givet, har jeg aldrig oplevet, at fondene stiller krav om indflydelse ud over, at man naturligt nok forventer, at den udførende kulturinstitution gør det, den har skrevet i ansøgningen, at man gør det inden for rammerne af det opstillede budget og inden for den tidsramme, der er oplyst.
En anden ting er, at mange af de projekter, som modtager fondsstøtte aldrig ville være blevet til noget, hvis ikke fondene havde bakket op. Og at staten eller kommunen har sagt nej, er bestemt ikke ensbetydende med, at projektet er irrelevant!
Lad mig illustrere det med det museum, jeg selv har stået i spidsen for de seneste godt 18 år, nemlig Den Gamle By. Jeg tror mange vil medgive, at Den Gamle By i mange år ikke udviklede sig kvalitativt indtil for nogle år siden, hvor vi bl.a. søsatte et projekt med at lave moderne bykvarterer, som viser Danmarkshistorien helt op til året 1974. Projektet med de moderne bykvarterer er unikt på verdensplan, og det er blevet en helt overvældende publikumssucces. Men det er i denne sammenhæng en interessant pointe, at projektet aldrig ville være blevet til noget, hvis vi skulle have ventet på offentlig støtte. Det skete kun i kraft af substantielle fondsdonationer. Rent faktisk gik den statslige Kulturarvsstyrelse voldsomt imod vores projekt – ingen kunne rigtig forstå hvorfor, men det gjorde de altså! Se blogindlæg herom.
Lykkeligvis kunne A.P. Møller Fonden se vigtigheden af også at bevare og formidle Danmarks nyere historie (se blogindlæg herom), og lykkeligvis var der politikere i både Folketing og Byråd, som kunne se fornuften i, at også et museum skal følge med tiden. Så A.P. Møller Fonden donerede de 161 mio kr, der skulle til at realisere projektet, og politikerne gjorde det, det offentlige skal, nemlig styrkede tilskuddet til museets basisdrift, så maskinen er smurt og vi formår at gennemføre det store projekt. I forhold til fondsmidlerne er de offentlige kroner forholdsvis få, og en revisor vil hurtigt kunne regne ud, at museets forøgede omsætning giver langt flere penge tilbage i skattekroner, end man skyder ind. Og så kan alle jo være glade!
Situationen er nu, at fondsdonationerne til projektet i kombination med det offentliges forøgelse af museets basistilskud har betydet et markant øget besøgstal, en enorm publikumstilfredshed – og ikke mindst en betydelig forøgelse af museets egenindtjening, som gør det muligt også at løfte Den Gamle Bys forsknings-, indsamlings-, registrerings- og bevaringsopgaver ganske betragteligt. Og der er her vel at mærke tale om opgaver, som man normalt regner med skal finansieres af offentlige midler, men som alt for ofte ikke bliver det. Det kan vi nu til en vis grad selv finansiere, fordi fondsstøtte har øget museets samlede driftgrundlag.
I Den Gamle By siger vi, at vi ikke laver museum for at tjene penge. Nej, vi tjener penge for at lave et stadig bedre museum. Det hjælper fondene os med. Og det er vi taknemmelige for!