Kontakt mellem mennesker er ved at være en sjældenhed – og er derfor kommet på museum i Den Gamle By

Det er efterhånden en sjældenhed at møde et menneske, der siger goddag, hvad kan jeg hjælpe med, ja så gerne eller farvel og tak. I hvert fald i det offentlige rum.

Kontakten med det offentlige skal snart være 100 pct digital. Man hæver kontanter i automaten, og transaktioner foretages via netbank. Flere og flere køber varer på nettet, og selvbetjeningskasser vinder frem i supermarkedet. På biblioteket stempler man selv de lånte bøger, og på stationen køber man sin billet i en automat.

Men tag det roligt, der er hjælp at hente. For nu er kontakt mellem mennesker kommet på museum i Den Gamle By. Akkurat som så mange andre ting, der er ved at forsvinde fra vores moderne verden!

At der bliver mindre kontakt mellem mennesker, har vi egentlig vidst længe. Men først for nylig er det blevet så klart for os, at vi har defineret det som en målsætning for Den Gamle By, at det, vi laver, nok har meget at gøre med både huse og ting, men at Den Gamle By først og fremmest er et museum, der handler om mennesker og kontakten mellem mennesker.

 

I det levende museum møder publikum mennesker, man kan snakke med, og som kan fortælle om livet i en helt anden tid.

Vi tog for alvor fat på denne opgave, da Den Gamle By i 2001 begyndte med det såkaldte levende museum, hvor vi installerede rigtige levende mennesker i stuer og køkkener.

I det levende museum er der åben ild i ildsteder og fuldt fyr på både vindovn og bilægger. Der er aktører i tro kopier af historiske dragter, som laver mad, strikker, henter vand, hugger brænde – og om kan fortælle historier fra deres dagligdag anno dazumal, og som publikum kan snakke med.

Efter indførelsen af det levende museum er publikum ikke længere nødt til bare at læse tekster på væggen og passivt se på tingene. Nu kan de gå i dialog med historien i form af rigtige mennesker, som vi har uddannet til at formidle andre tiders historiske virkelighed.

 

I de historiske butikker bliver man ekspederet, hvilket efterhånden er ved at være en sjældenhed “ude i samfundet”.

Også når man træder ind i vores historiske butikker møder man mennesker. I Købmandsgården er det den gamle købmandssvend, i Bagerbutikken madammen eller den unge jomfru. Hos Isenkræmmeren og Boghandleren fra er det butiksindehaverne selv, der siger goddag, hvad kan vi hjælpe med! Og i Pouls Radio er det som oftest ”Poul selv”, der passer butikken.

I butikkerne kan man blive vejledt af en fagmand, og man kan købe ting og sager. Men formålet med butikkerne er ikke først og fremmest, at publikum skal købe noget. Formålet er, at vores gæster kan få den snart historiske oplevelse at blive ekspederet og serviceret – og så spørge og få en snak om vilkårene i 1864, 1885, 1927 og 1974.

 

I efteråret 2012 kunne museets publikum besøge den hjemløse Ulrik Szkobel, som havde lavet en hule i gården bag Legetøjsmuseet.

I efteråret 2012 havde vi ligefrem udstillet et rigtigt menneske. Nemlig den hjemløse Ulrik Szkobel, som selv havde fået den tanke, at det nok var de færreste, der havde mødt og talt med en hjemløs, og at det kunne de jo fint gøre i Den Gamle By. Han var blevet smidt ud fra sit midlertidige hjem et andet sted i Aarhus. Den Gamle Bys håndværkere hjalp med at flytte hans skur til baggården bag Legetøjsmuseet. Men det var Ulrik selv, der skaffede papkasser og andre ”byggematerialer”, så hans hule kunne åbne for museets publikum i oktober 2012. Hulen stod frem til nytår, hvor Ulrik flyttede et andet sted hen.

Mange mennesker, som ellers aldrig kunne drømme om at kontakte en hjemløs, gik i Den Gamle By ind i baggården, kiggede ind og fik en snak med Ulrik Szkobel i hans hjem – og fik dermed et indtryk af en verden, de normalt aldrig ville møde.

Da en journalist spurgte Ulrik, hvordan han havde det med at være udstillet på et museum, svarede han: ”Jeg udstiller ikke mig, tænker jeg, men dig! Folk kommer her og ser deres eget liv og kontrasterne gennem mig og mit liv”

Den Gamle By er et mangfoldigt museum, hvor der er traditionelle udstillinger, digitale formidlingsformer og levende museum. Men i takt med, at kontakten med mennesker i det offentlige rum bliver stadig sjældnere, vil vi i Den Gamle By lægge stadig mere vægt på, at man under et museumsbesøg kan møde og gå i dialog med rigtige mennesker.

 

 

Skriv et svar