Hvad kan man bruge museer til?

Når man som jeg arbejder med museum og historie er det naturligt med mellemrum at stoppe op og overveje, hvad man egentlig kan bruge museer til og hvorfor det er vigtigt at bruge tid og penge på at have museer.

 

Samfundet bruger ressourcer på at have museer, publikum betaler for at besøge dem, og jeg har brugt mine måske bedste år på at lede og udvikle et museum. Så et eller andet må man vel forhåbentlig kunne bruge dem til.

Hvorfor har vi museer? Hvad er deres nytteværdi?

Det er selvfølgelig spørgsmål, som det ikke er muligt at svare hverken kontant eller entydigt på, for museer er ikke konkrete instrumenter, der skal anvendes til noget bestemt, og man kan nok også roligt gå ud fra, at svarene på de stillede spørgsmål vil variere over tid.

Personligt mener jeg, at museerne på en eller anden måde bør have relevans for nutidens mennesker. Gennem mine godt og vel 25 år som museumsleder er jeg nået frem til tre pejlinger af, hvad man kan bruge museerne til.

 

Da den Gamle By arbejdede med at genskabe Møntmestergårdens enestående 1700-tals fik unge malersvende erfaringer med materialer og håndelag, der var gået i historiens glemmebog.

Glemte ressourcer

Den første pejling har at gøre med det forhold, at der ved enhver udvikling, ved ethvert fremskridt, lades noget tilbage, som der ikke er rum for her og nu, men som måske rummer ressourcer i fremtiden. Det er museernes opgave at gemme disse ting til andre tider.

Et konkret eksempel kan være Den Gamle Bys arbejde med de historiske håndværk.

Museets håndværkere anvender teknikker, der har været brugt gennem århundreder, men som nu er ved at gå i historiens glemmebog. Mureren læsker selv sin kalk og maleren blander selv sin maling – så ved vi, det er kvalitet.

Gang på gang understreger museets fagfolk, at håndværket kun lever, når det bruges. Nok kan meget skrives ned, og film og foto kan også være nyttige, men det er frem for alt det daglige arbejde, der giver det håndelag og den gefühl for materialer, der er kernen i det traditionelle håndværk. Derfor løfter museets håndværkere også jævnligt pegefingeren og advarer mod akademisering af håndværket og af bevaringsområdet i det hele taget. Man kan ikke læse sig til det – håndværket ligger i hånden.

 

Ved at bruge sit fag, fastholder Den Gamle Bys håndværkere glemte teknikker og kompetencer, som måske på et tidspunkt kan vise sig at være en ressource, man ikke vidste, man havde brug for.

Den håndværksmæssige viden fastholdes i Den Gamle By gennem arbejdet med at vedligeholde museets historiske bygningsmasse, hvoraf hovedparten stammer fra før 1800, og teknikker og kundskaber overføres fra generation til generation ved uddannelse af lærlinge og ved at unge svende går som føl hos mere erfarne håndværkere.

Dermed fastholder museet en kompetence, som kan bruges i forbindelse med vedligeholdelse af den ældre bygningsmasse, som stadig udgør en ganske stor del af bygningsmassen i Danmark.

 

Den Gamle Bys gartner bevarer planter af ældre sorter og er dermed med til at sikre mangfoldigheden i vores levende kulturarv. Planterne formeres og sælges, hvormed flere får glæde af dem, og samtidig er der mange flere, der er med til at bevare de historiske planter.

Reservoir for inspiration

Den anden pejling har at gøre med, at museet som en anderledes historisk ramme udgør en slags frirum i forhold til dagligdagens trummerum. Et frirum, der måske på nogle områder kan lignes med menneskets underbevidsthed. Lad mig prøve at illustrere det.

Jeg tror, alle kender situationen. Man tumler med et problem, som ikke umiddelbart lader sig løse. Man prøver fra forskellige leder og kanter, men kan ikke her og nu finde en tilfredsstillende løsning. Man lader tiden gå, og så sker det lige pludselig. Bedst som man vasker op, slår græs, cykler hjem fra arbejde eller er lige ved at falde i søvn, så er den der! Som i et glimt står problemets løsning klar og tydelig. Det, der her sker, er naturligvis, at underbevidstheden arbejder videre med problemet, mens bevidstheden slapper af eller beskæftiger sig med noget andet. Når underbevidstheden får tilstrækkelig ro til det, trækker den på viden og ressourcer, som ikke umiddelbart er tilgængelige, mens det går mest hedt til i arbejdsprocessen. Man trækker på et hengemt lager af indsigt og viden, som ikke tidligere har været nyttiggjort, og som derfor er blevet stuvet af vejen et sted, hvor det ikke er så lige til at finde.

 

Når man går fra hverdagen til et anderledes miljø, åbnes sindet for nye tanker og inspiration. Fx når man under en aftenvandring virkelig oplever, hvad lyset betyder.

Måske kan man sige, at museerne er en del af samfundets underbevidsthed. En slags kulturhistorisk reservoir for kontemplation, eftertanke og inspiration, hvor personer såvel som samfund kan få et frirum, hvor associationerne kan flyve frit, hvor tankerne kan finde nye veje og hvor hengemt kundskab og indsigt, som pludselig kan vise sig nyttigt i nutiden.

Når moderne børn besøger Den Gamle By og får en ny identitet, noget andet tøj på og fx kommer i skole, oplever de en helt anden verden.

Glæde

I den tredje og sidste pejling er konklusionen, at man egentlig ikke kan bruge museerne til noget. De har ingen eller kun sjældent en egentlig nytteværdi.

Akkurat ligesom en nyudsprunget bøgeskov eller en solnedgang ikke har nogen umiddelbar nytteværdi. Det er fænomener, der ikke er målbare, men som giver mennesker indsigt og glæde. Og det er da heller ikke så ringe – men det er sjældent, det tæller i kvantitative nytteopgørelser.

Albert Einstein er blevet citeret for at sige: ”Not everything that counts can be counted, and not everything that can be counted counts”.  Det er det, det her drejer sig om.

Det er ret beset enestående, at gæsterne i Den Gamle By kan fornemme stemninger, som nutidens mennesker ingen mulighed har for at opleve andre steder.

Relevans

Vi har i en årrække levet i et samfund i konstant forandring – og den situation ændrer sig efter alt at dømme ikke de næste mange år. I et sådant samfund bliver kulturarven en vigtig bagage og inspirationskilde for de mennesker, der skal forsøge at finde sig ståsted og pejlepunkter.

Det er min grundlæggende opfattelse, at historien og museerne på en eller anden måde bør have relevans for nutiden. Museerne arbejder nok med fortiden, men de gør det i nutiden og under hensyntagen til fremtiden. Det, vi laver på et museum, gør vi jo ikke af hensyn til fortiden – eller til tingene. Tingene er døde og fortiden er forbi! Nej, vi laver museum for nutidens og for fremtidens mennesker ud fra den overbevisning, at museumsvirksomheden kan bibringe nutiden og fremtiden et eller andet.

Hvad dette ”et eller andet” så indebærer, er det ikke så let at svare på. Ovenstående er et forsøg.

 

 

 

 

 

 

Skriv et svar