Her skabes den danske jul

Forsiden af juleklassikeren Peters Jul, 1. udgaven

Forsiden af juleklassikeren Peters Jul, 1. udgaven.

Den lille bog Peters Jul er, sammen med Peter Fabers udødelige sang Højt fra træets grønne top, facitlisten til den danske jul. Peters Jul er ganske enkelt for julen, hvad Emma Gad er for takt og tone. Allerede i 1880’erne indså man, at julen som børnenes fest burde holdes som beskrevet i Peters Jul: med gås, bedstemor og juletræ.

Indledningens udødelige linjer! Læg mærke til, hvor godt tegningen spiller sammen med bogens faconskårne format

Indledningens udødelige linjer! Læg mærke til, hvor fint tegningen spiller sammen med bogens faconskårne format.

Peters Jul er skrevet af Johan Krohn, hvor de små tegninger er gjort af broderen Pietro Krohn og brødrenes fælles ven, Otto Haslund. Den illustrerede børnebog beskriver julen i forfatterens barndomshjem i 1850’erne i København, eller som Johan Krohn formulerede det i en dedikation til en af forældrene: Med Tak dig være Bogen bragt, Thi aldrig skal jeg glemme: Hvad jeg i denne Bog har lagt, Det har jeg lært herhjemme. Bogen er skrevet i 1863. Vi ved, fra breve fra Johan Krohn, at bogen blev trykt i 1865, men den blev ikke udgivet det år!

Det er der en god forklaring på. Johan Krohn fik boghandleren Wøldike til at forlægge bogen. Litografen Emil Olsen havde fat i bogens tegninger, hvilket efter Johan Krohns mening ikke var heldigt. I et bevaret brev til en Fru Conradsen, hvem Johan Krohn tilsendte et eksemplar af 1. udgaven, skrev han: Men i Julen er det en travl Tid for Lithograferne, og derfor kom Bogen i Hænderne paa et rigtigt Svin (undskyld Udtrykket!) af en Lithograf. Da vi kom op for at see Værket, vare vi nær besvimede alle tre over det, vi saae. Bogen var ødelagt, fortegnet, formalet, trykt og indbundet som en 2 Skillingsbog! Kort og godt, dens Kjælderudseende gjorde, at vi nedlagde Protest og nægtede, at Bogen maatte see Dagens Lys i den Kostume. Senere i brevet gav Johan Krohn fru Conradsen det gode råd, at hun gjorde klogt i at gemme bogen: i den brændende Kakkelovn eller paa Bunden af en dyb Skuffe

Kapitlet Ved Juletræet, 1. udgaven 1866

Kapitlet Ved Juletræet, 1. udgaven 1866.

Oplaget blev heldigvis ikke destrueret. I sommeren 1866 gik boghandler Wøldike fallit. Han bad derfor Johan Krohn om tilladelse til at sælge de bevarede eksemplarer af bogen. Vi kender ikke udgivelsesdatoen, blot at den må være sendt på markedet i dagene mellem 8. og 14. december 1866. Prisen var 24 skilling.

Bogen vakte en vis opmærksomhed. Den 16. december 1866 anmeldte Illustreret Tidende den med ordene: “Peters Juul”, der ikke alene indeholder ret heldige Vers, men ogsaa ved sit originale Ydre gjør sig bemærket. Bogen blev ikke udsolgt i 1866, så den blev lagt frem i udstillingsvinduet igen i december 1867. Ingen ved helt, hvor mange eksemplarer af 1. udgaven der er bevaret, men antallet ligger vel under et dusin.

Johan Krohn var dog slet ikke tilfreds med det lille værk. Han arbejdede videre med bogen, og 10. december 1870 kom en aldeles revideret og udvidet 2. udgave i et større format på gaden. Der skete store ændringer med teksten. Vers blev slettet, dele af vers fjernet, nye vers kom til – og helt nye kapitler. Tegningerne til 2. udgave var nu udelukkende lavet af Pietro Krohn. Hvor 1. udgaven var aldeles anonym, turde brødrene nu stå frem i offentlighedens lys. Den nye udgave fik titlen: Peters Jul, Vers for Børn, af J. Krohn med Tegninger af Pietro Krohn. Udgaven blev anmeldt i Illustreret Tidende 25. december 1870 blandt andet med ordene: Den rette barnlige Tone træder En imøde paa hvert af Bogens Blade, og et sandt aandeligt Slægtskab lader sig her tilsyne hos de to Brødre, der have anvendt deres Talent paa at skaffe Børn en fornøielig Juleunderholdning.

Nu slog bogen for alvor igennem. I løbet af 1870’erne blev den til alle danske børns julebog.

En af Frants Henningsens originaltegninger til Peters Jul, 3. udgaven 1889

Kapitlet Ved Juletræet, 3. udgaven 1889. En af Frants Henningsens originaltegninger til Peters Jul.

I 1889 så 3. udgaven dagens lys. De farvelagte tegninger var udført af Frants Henningsen, der omarbejdede de ældre tegninger, så de bedre passede til tidens moderne tryk. Peters Jul fik nye tegninger igen i 1914, da Erik Henningsen illustrerede 5. udgaven. Til den 9. udgave i 1942 havde Herluf Jensenius tegnet helt nye illustrationer. Sidste led i kæden af illustratorer er Mads Stage, der i 2002 i 11. udgaven leverede sin egen fortolkning af Peters Jul.

Forsiden til børnebogen King Winther, udgivet anonymt i Hamburg ca. 1859

Forsiden til børnebogen King Winther, udgivet anonymt i Hamburg ca. 1859.

Ikke mange ved det i dag, men hele 1. udgavens udformning, for- og bagside samt format er en direkte kopi af en anonym 16-siders børnebog King Winther, der omkring 1859 blev udgivet af Gustav W. Seitz i Hamburg.

Glædelig Jul til alle!

Og see, der hænger i røde Baand Rosiner…

Når man læser afsnittet Ved Juletræet, der beretter om den megen pynt på juletræet, i 1. udgaven af Peters Jul, støder man på de to linjer:

Og see, der hænger i røde Baand

Rosiner og Sukkerkrandse!

At man kan hænge sukkerkranse op i røde bånd på juletræets grene er ganske forståeligt. Men rosiner? Det giver umiddelbart ingen mening.

Den blå Moscatel-drue

Forklaringen kan ganske enkelt være, at bogens forfatter Johan Krohn har tænkt på konfektrosiner på klase. I midten af 1800-tallet kom de bedste konfektrosiner på klase fra den solbeskinnede sydspanske provins Malaga. Især i området La Axarquía dyrkes der stadig meget store og søde druer af sorten Moscatel. Druen findes i farvenuancer fra lysegul til næsten blåsort. De søde klaser høstes i august måned, og soltørres på særlige terrasser, de såkaldte paseras. Byen Almáchar i La Axarquía har faktisk et helt museum tilegnet rosinen, El Museo de la Pasa.

Drueklaserne soltørres i omkring 40 dage i paseras, sydvendte og skrånende rosin-tørrepladser, der ses mange steder på landet i området La Axarquía øst for byen Malaga

De tørrede klaser med meget aromatiske og søde druer med nærmest krydrede og tørrede druesten var i gamle dage vidt berømmet. En perfekt rosinsmag skabt af en blanding af meget sødmefyldt frugtkød og krydrede, knasende druesten.

Konfektrosiner fra Malaga

Det kan i dag være meget svært at finde disse spanske konfektrosiner på klase. Men man kan faktisk godt lave dem selv. Man skal blot indkøbe 2 kilo almindelige spanske vindruer med sten, da det ingenlunde er sikkert, at Moscateldruen kan opdrives nogetsteds. Druerne skal nænsomt skylles og tørres. Når de er helt tørre, anbringer man dem på et stykke bagepapir i ovnen, sætter ovnen på varmluft og indstiller temperaturen på 60o – og så er det ellers blot med at væbne sig med tålmodighed. Tørretiden er sådan cirka 30 timer!

Man behøver ikke være nervøs for at slå bunden ud af budgetkontoen ved at have ovnen tændt i 30 timer. Strømforbruget er under 4,5 kilowatt. Da 1 kilowatt koster omkring 1,75 kr., har man, når forsøget er overstået, formøblet rundt regnet 7,50 kr. i alt.

Med den lille beretning her om konfektrosiner på klase kan tre bestemte linjer i Peter Fabers klassiske julesang Højt fra træets grønne top, fra 1847, nu pludselig få en anden mening. I første vers hedder det jo som bekendt:

Ikke rør ved den Rosin;

Først skal Træet vises,

Siden skal det spises.

Én rosin på et træ? Der kan selvfølgelig være tale om løse rosiner i et kræmmerhus, men der kan nok også godt være tale om konfektrosiner på klase.

Rosiner med både stok og sten

Konfektrosiner nævnes specifikt i en ganske udødelig børnebog. Christian Winther udgav i 1835 bogen Flugten til Amerika. I digtet fortæller Peter sin lillesøster om, hvor godt alting er i Amerika. Et af versene lyder:

Konfektrosiner og Mandler der gro,

I store Duske de hænge

Paa Træerne sammen, to og to,

og koste slet ingen Penge.

I øvrigt er det her også værd at bemærke, at de i indledningen citerede linjer fra 1. udgaven af Peters Jul kun findes i netop 1. udgaven. Allerede i 2. udgaven fra 1870 blev teksten kraftigt omarbejdet – og det er denne udgaves tekst, der er blevet brugt lige siden. De to linjer lyder nu:

Og store Figner i røde Baand

og Grise og Sukkerkranse!

 

Jeg skylder Lorents Larsen stor tak for først at have sat mig på sporet af konfektrosiner og dernæst for hele tiden at have sørget for, at jeg nu også holdt mig på det rette spor!

Farvel og tak!

Det er i dag den 6. januar. Helligtrekongers dag. Dermed er julen slut for denne gang. Det er lidt vemodigt at sige farvel til julen, men jeg har det som Johan Krohn, der i førsteudgaven af Peters Jul i 1863 skrev: Saa ender den rare Jul, men vi er glade, at vi har havt den.

Jeg holder meget af at beskæftige mig med den danske juls historie. Der er noget fascinerende over at fundere på, hvorfor vi er, som vi er, og hvorfor vi gør, som vi gør.

En stor og varm tak til alle jer, der har været en tur forbi bloggen for at se og/eller læse de forskellige indlæg. Og tak for kommentarerne!

Ligeledes skal der herfra lyde en stor og helhjertet tak til de tusinder af gæster, der siden åbningen af julen 16. november 2013 har besøgt Den Gamle By for at se både den traditionsrige julekavalkade Den danske juls historie 1625-1974 og årets store jule-særudstilling i Julehuset. Tak til jer alle!

2014 byder på store udfordringer. Nye spændende projekter, hvoraf kun et fåtal har det fjerneste med julen at gøre, venter forude. Alligevel tror jeg, at jeg næppe kan holde min jule-pen i ro. Sandsynligvis vender jeg tilbage med et indlæg i ny og næ. Der er stadig mange aspekter ved den danske jul, der fortjener et ord eller to med på vejen.

Overskriften på dette sidste indlæg burde således nok ikke have været Farvel og tak!, men snarere…

På gensyn!

Juleinspektøren takker pænt af for denne gang…

 

Saa er Julen til Ende

I dag står nytårsaften for mange som den endelige afslutning på julen. Sådan har det ikke altid været. Før i tiden fortsatte julefestlighederne ind i det nye år. Der blev festet igennem. I ældre tid sluttede julen først 5. januar om aftenen, helligtrekongers aften.

Stage med tre lys. Peters Jul, udgivet 1866.

I Peters Jul hedder det om afslutningen på julen:

See, nu er da Julen strax forbi,

Det er Helligtrekongersaften!

Saa ender den rare Jul, men vi

Er glade, at vi har havt den.

Tre Lys har vi tændte, tænk engang,

For Kongerne, de som bragte

Jesusbarnet en Julepresent;

Vi veed det, for Faer har sagt det.

Her sidde vi ved det lille Bord

Og see, hvor Lysene brænde;

Naar de er slukkede, siger Moer,

At saa er Julen til Ende.

Helligtrekongerslys.

Et ægte helligtrekongerslys havde tre grene og én stamme. Hvor de tre grene forenede sig med stammen, var der ofte anbragt en lille krudtladning. Når de brændende væger nåede krudtet, eksploderede det. Lyset gik ud – og julen var slut!

Helligtrekonger i Ravenna, Basilica Sant’ Apollinare Nuovo, 526 e.v.t.

Navnet helligtrekonger viser hen til de vise mænd fra Østerland, der kom for at tilbede det nyfødte Jesus-barn. Antallet af vise mænd fremgår intetsteds i bibelen. De medbragte guld, røgelse og myrra (og ikke guld, ragelse og myrekryb, som børnehavebørn med fryd synger i dag), og derfor mente man i oldtiden, at tre gaver måtte være ensbetydende med tre mænd. Ej heller nævner bibelen, at de tre vise mænd skulle være konger. Her er der både en bibelsk og en folkelig forklaring. I Salmernes bog kapitel 72 vers 11 hedder det: Alle konger skal kaste sig ned for ham, alle folkeslag skal tjene ham. I den folkelige opfattelse kunne man ikke forestille sig, at vise mænd eller magere eller stjernetydere ville komme ud fra Østerland, nej det måtte da være konger, der kom for at tilbede kongernes konge.

I Danmarks katolske fortid havde fejringen af de hellige tre konger stor betydning. Vigtigst var et fakkeloptog ført an af præster efterfulgt af en stjernebærer med en høj stang med en påsat stjerne, mens udklædte mennesker afsluttede optoget, der endte i kirken, hvor der var både krybbespil og stjernemesse.

Et folkeligt helligtrekongers optog. Tegnet af B. Dahlerup, efter original i Dansk Folkemindesamling.

Efter reformationen i 1536 blev de katolske skikke kasseret – men ikke helt glemt. Fattige, skolebørn og studerende kunne gå syngende fra hus til hus i by og på land for at tjene en skilling.

Christen Dalsgaard: De Hellige Trekonger besøger et Jysk Bondehjem, 1862.

Med tiden udartede helligtrekonger sig til en folkelig fest, der mange steder gik aldeles over gevind. Der blev drukket og bandet og horet og uddelt øretæver, når optogets deltagere turede rundt. Det blev Kirke og Stat for meget. I 1770 kom Struensees helligdagsforordning, der med et pennestrøg fjernede både tredje juledag og helligtrekongers dag som helligdage. Begrundelsen var den simple, at disse to dage mere blev anvendt til lediggang med dertil hørende flydende og kødelige laster end til from og alvorlig gudsdyrkelse.

I vor tid er markeringen af helligtrekonger som julens afslutning så godt som forsvundet. Enkelte steder lader man det pyntede juletræ stå frem til helligtrekongers aften. Andre kender stadig til de tre lys, som nævnes i Peters Jul. Helligtrekonger er dog aldrig helt gået i glemmebogen. Selv i vor verdslige kalender anno 2014 står der Helligtrekonger ved den 6. januar.

Initialer og årstal skrevet med kridt på indgangsdøren.

I juleevangeliet nævnes de vise mænds navne slet ikke. Først langt senere fik de af kirkemænd navnene Caspar, Melchior og Balthasar. I mange katolske lande vil man, oftest i landsbyer, se bogstaverne C M B flankeret af to tal skrevet med kridt på eller over indgangsdøren. Bogstaverne viser hen til de tre vise mænds initialer, men de tre bogstaver står også for bønnen Christus Mansionem Benedicat (Kristus velsigne dette hus).

Vær velkommen…

Nytårsaften er for venner, ganske som juleaften er for familien. Denne kendsgerning har indflydelse på mangt og meget, såsom borddækning og bordpynt samt menu- og vinkort.

Mange mødes nytårsaften lidt før kl. 18, så man kan nå at høre Dronningens nytårstale. Traditionen med regentens direkte TV-nytårstale til folket stammer tilbage til 1959. I Dronningens nytårstale får vi danskere som regel lige et par ord med på vejen. Det næsten forventer vi – og tak for det!

Traditionen siger, at man nytårsaften bør spise torsk. Det er egentligt et levn fra middelalderens romersk-katolske regelsæt. Fisk hører fasten til – og nytår ligger midt i fasteperioden. Her blev der ikke fortæret kød fra dyr.

Ovndampet torsk med sennepssauce

Torsk er i sandhed en traditionel lækkerbisken. Med tiden er tøjlerne dog blevet lidt mere slappe nytårsaften. Menuen kan varieres alt efter forgodtbefindende og smag. Det er tilladt at servere næsten hvad som helst. Jeg er da sikker på, at selv et velforsynet spansk tapasbord nok skal blive mødt med anerkendende blikke nytårsaften.

Nytårsbordet er som regel dækket festligt op med serpentinere og bordbomber, papnæser og skralder.

Genstande til bordets pynt

I vor tid fejrer vi årsskiftet med et festfyrværkeri skabt af raketter og batterier, sole og bordbombere. Men hvad skal nu al den ballade til for? Jo, vi larmer nytårsaften for at bortjage onde ånder – og det har vi gjort siden middelalderen.

Årets sidste aften var tidligere en farefyldt aften. Her på overgangen mellem det gamle og det nye år huserede alle slags troldtøj. Larm i form af fyrværkeri, bøsseskud og rumlepotter var ondt afværgende. Overalt blev der lavet ballade. En yndet skik var at knuse lerpotter, gerne askefyldte, på fremmede husdøre. Man lavede gavtyvestreger med hinanden. Man skød det gamle år bort eller det nye år ind! Hvad der i 1800-tallet var et forsøg på at holde troldtøj væk, er i dag mange steder endt som ren vandalisme.

Potte på dør. Illustreret Tidende 1886.

H. C. Andersen har i sit forfatterskab et par gange berørt forskellige nytårstraditioner. I den lille fortælling Årets historie, udgivet i 1852, skrev han blandt andet ‘Ja, der løb nu menneskene om og skød nytår ind’, sagde en lille forfrossen spurv, ‘de slog potter på døre og var rent ellevilde af glæde over at nu gik det gamle år væk!’

Ægte ‘kinesere’ – en saga blot.

Både fyrværkeri og potter på døren er også omtalt i Peters Jul, der er for julen, hvad Emma Gad er for takt og tone. Nei, hvor det buldrer derude! Hør, Der kom en Potte paa Karens Dør… På Gaden knalder det Skud ved Skud; Nu skyde Drengene Aaret ud.

Når det er blevet midnat, og det nye år er begyndt, forlader mange det i starten så veldækkede bord.

Nytårsbordet sidst på aftenen.

Det er blevet tid til at høre den traditionelle nytårssang Vær velkommen, Herrens år i fjernsynet. Herefter drager man ud på vej eller altan for med champagne og fyrværkeri at fejre det nye års komme.

Champagne er for mange en fast nytårstradition.

I øvrigt er det vel værd at bemærke, at det nye år starter ved det første slag, som Københavns rådhusklokker slår klokken 24 natten mellem den 31. december og den 1. januar. Københavns rådhus begyndte allerede at ringe det nye år ind den 1. januar 1900.

Velkommen til år 2014!

For mig er der her i 2013 kun tilbage at sige: Godt nytår til jer alle!

 

Den lange rejse…

Den glade gavegiver 10 dage før jul. Julekalender fra slutningen af 1940’erne.

Vi ved alle, hvordan han ser, julemanden, den glade gavegiver: En gammel bedstefar med et stort, hvidt skæg, tyk rød frakke kantet med hvid pels, et stort sort bælte spændt i det yderste hul, store sorte kanestøvler – og en sæk med gaver over skulderen.

Julemanden er i virkeligheden identisk med den katolske helgen Nikolaus – eller Hellig Nikolaj, som han kom til at hedde på dansk. Og den lange rejse for at finde julemandens rødder begynder i Lilleasien, i byen Myra i det nuværende Tyrkiet.

En mand ved navn Nikolaus var i første halvdel af 300-tallet efter Kristi fødsel biskop i byen Myra (nu Demre) i provinsen Lykien i Lilleasien. Han skal være født omkring år 270. Han døde 6. december 347. I kalenderen er den 6. december derfor Dagen for Hellig Nikolaj.

Sankt Nikolaus

Det er, hvad man så nogenlunde ved om biskop Nikolaus. Et par hundrede år efter hans død blev der skrevet en beretning om hans liv. Vi får at vide, at han var en meget hellig mand, god og hjælpsom mod alle, og at der udgik en særegen kraft fra ham.

Han var så hellig, at han, da han blev døbt, rejste sig op for at komme tættere på Gud. Han overholdt fastereglerne, han spiste altså intet, selv når han lå ved sin moders bryst. I sandhed et specielt barn!

Som biskop sejlede han til det store kirkemøde i byen Nikæa i år 325. Undervejs rejste en vældig storm sig, der var ved at sende skibet til havsens bund. De skrækslagne søfolk tiggede Nikolaus om at bede for deres frelse. Han gjorde det – og miraklet skete. Stormen lagde sig straks, og alle kom frelst i land. Der er ikke noget at sige til, at Hellig Nikolaj senere blev alle søfolks beskytter og værnehelgen.

Hellig Nikolaj var også alle jomfruers beskytter og trøster. Engang var en nabo til Nikolaus gået fallit. Den nu ludfattige nabo påtænkte af ren og skær nød at sælge sine tre unge døtre til byens bordel. Tre nætter i træk listede Nikolaus sig da til uset at kaste en lille pung med guld ind ad naboens vinduer. Dermed frelste han de unge piger fra en grum skæbne. Disse gavmilde gaver knytter en forbindelse mellem Hellig Nikolaj og julemanden.

Hellig Nikolaj frelser naboens tre døtre fra bordellet.

Han blev begravet i Myra. Efter hans død valfartede mange mennesker til hans grav, hvor der skete talløse mirakler. De mange besøgende gav autoritet til kirken og klingende mønt til byen – men vakte også stor brødnid.

Sankt Nikolaus’ grav i Myra.

En italiensk købmand fra havnebyen Bari i det sydlige Italien sendte i 1087 et skib med 47 svært bevæbnede italienere til byen Myra, hvor de på bedste sørøvermaner stjal Hellig Nikolajs jordiske rester. De gravede ham simpelthen op og sejlede knoglerne hjem til Bari. De fik dog ikke alle knogler med, så den dag i dag har både Myra og Bari knogler fra Hellig Nikolaj.

Hvert år holdes der to store fester i Basilica di San Nicola i Bari. Den 9. maj, hvor man mindes sørøvertogtet til Myra 9. maj 1087, og den 6. december, Hellig Nikolajs dødsdag. Rygter vil vide, at der siver vellugtende olier ud fra Nikolajs sarkofag. Olien har en helbredende kraft, og sælges til pilgrimme under navnet Nikolaus manna.

Også nødstedte børn kunne med fordel sende bønner til Hellig Nikolaj. Baggrunden herfor er en historie fra Frankrig, hvor tre skoleelever 6. december var gået ud i byen for at tigge skolepenge til næste skoleår. De kom ind på et værtshus. Krofatter var ingenlunde af den blide type, så i stedet for at give drengene en skilling slagtede han de tre knægte og stoppede dem ned i tønden til det salte svinekød. Syv år senere, på Hellig Nikolaj-dag, den 6. december, kom en gæst forbi og bestilte dagens menu. Krofatter gik ned i kælderen for at finde noget saltkød til gæsten – men til sin store overraskelse fandt han de tre skoledrenge siddende på salttønden, mens de skrålede en sang til ære for Hellig Nikolaj. Nikolaj havde slået til igen! Og fortællingen om de tre parterede skoleelever, der alligevel var hele, gjorde snart Nikolaj til en kraftfuld skytshelgen for middelalderens skoleelever.

De tre skolebørn, kalkmaleri i Sankt Nikolaj kirke i Vigersted.

Det viser lidt om den hellige mands moralske spændvidde, at han var skytshelgen for alle søfolk, jomfruer, prostituerede og skolebørn i hele verden.

Han var så populær en helgen, at mere end 2.000 kirker i Europa omkring år 1500 var indviet til hans ære. Alene i Danmark var antallet omkring 75.

Den romersk-katolske kirke har dog vendt Hellig Nikolaj ryggen. Man havde svært ved at acceptere en helgen på over 100 kilo, der mellem venner blev kaldt Santa, kørte i luftkane, klatrede op og ned gennem skorstene, og kun svarede ‘HO-HO-HOO’, når han blev spurgt om noget. I 1969 blev han derfor frataget sin hellighed af den romerske pave. Den 6. december er ikke længere officielt Dagen for Hellig Nikolaj.

Ordet Nicolaus er græsk og betyder Sejrherre. Navnet går igen i en lang række nutidige danske fornavne: Claes, Claus, Nicolas, Niclas,  Nick, Niels, Nikolaj eller Nis, men også i efternavne som Clausen, Nicolaisen og — Nissen!

Når Sankt Nikolaus i USA er blevet til Santa Claus, skyldes det hollandske indvandrere, der i 1626 sejlede til det nye land og grundlagde byen Ny Amsterdam (i dag nok bedre kendt under navnet New York). Som alle indvandrere gør, tog også hollænderne nogle traditioner med. De kom med skib, så Sankt Nikolaus rejste selvfølgelig med dem.

Andre indvandrere i USA lærte ham at kende og i det babelske tungemål talt i den nye verden blev han til Santa Claus. Han blev faktisk så godt integreret i det nye land, at han i dag er skytshelgen for byen New York.

I 1822 skrev den amerikanske professor Clement Clarke Moore, hvis kone var af hollandsk afstamning, juledigtet ‘A Visit from St. Nicolaus’ (i dag bedre kendt som ‘’Twas the Night before Christmas’) til sine børn. Julenat kunne han ikke sove, fordi han hørte underlige lyde på taget af huset. Han så efter, og opdagede en lille tyk mand, der ankom i en slæde, trukket af otte rensdyr (det niende rensdyr, Rudolf med den røde tud, blev først spændt for kanen i 1939).

‘Twas the night before Christmas, digt af Clement Clarke Moore.

Hans påklædning var lædertøj, han havde en rød næse, og hans mave hoppede, når han lo. Han kravlede ned i skorstenen med en sæk fuld af julegaver. Digtet blev udgivet i 1844, og blev meget hurtigt folkeeje i hele USA.

Santa Claus blev i 1900-tallets første halvdel reeksporteret til Europa, hvor han smeltede sammen med den engelske Father Christmas, den russiske Fader Frost og den tyske, protestantiske Der Weihnachtsmann, der i 1880’erne havde ’besejret’ den anden tyske, og katolske julemand, Herr Winter.

Julemanden i Peters Jul fra 1863 hedder Den gamle jul, har hverken rensdyr eller gaver, ej heller kravler han ned igennem skorstenen. Han går rundt i byens gader i kappe og kanestøvler for at aflevere juletræet og den ægte julestemning, men kun hvis børnene har været artige.

Den gamle jul, fra Peters Jul 1866.

Nogen vil mene, at Coca-Cola har opfundet vor gode ’danske’ julemand med den store mave, de smilende øjne og det store hvide skæg. Han kan nemlig takke Coca-Cola i almindelighed og reklametegneren Haddon Sundblom i særdeleshed for sin rød/hvide dragt og hue. Læskedrik-firmaet har siden 1931 hvert år i december brugt den rød/hvide julemand som kampagnefigur.

Coca- Colas version af Sancta Claus

Egentligt bør æren for julemandens udseende nok tilskrives den amerikanske tegner Thomas Nast, født i det tyske Bayern, der fra 1863 fremstillede en række tegninger af julemænd til forskellige magasiner. Eneste vigtige forskel de to julemands-udgaver imellem er, at Coca-Colas julemand sværger til colaflasken, hvor Thomas Nasts julemand i stedet foretrækker kridtpiben.

Santa Claus ifølge Thomas Nast.

En anden stærk påvirkning af vor danske julemands udseende kom med Walt Disneys tegnefilm Santa’s Workshop fra 1932, hvor julemanden for første gang afslørede, at han også var i stand til at sige noget (‘HO-HO-HOO!’). Ja, han kan da vist ikke sige andet, kan han?

Vor elskede julemand har altså en baggrund som katolsk biskop i Tyrkiet, men har ydermere dybe rødder i både Holland, USA, England, Frankrig, Tyskland, Rusland og Danmark. Han kendes fra talløse hæfter og bøger, film og tegnefilm. Selvom julemanden følger med den teknologiske udvikling, forbliver han dog den samme glade gavegiver.

Julemanden følger med tiden… Julekalender fra slutningen af 1940’erne.

 

 

Gåsens Julevise

I 1863 skrev Johan Krohn julebogen over dem alle: Peters Jul. Tegningerne i bogen er udført af broderen Pietro Krohn og deres fælles ven Otto Haslund.

Peters Jul er en klassiker, der løst og fast beretter om julen, som den blev fejret i det bedre københavnske borgerskab omkring midten af 1800-tallet. Bogen, der først blev udgivet 15. december 1866, beskriver præcis dét, som mange i en fortravlet juletid søger efter, nemlig den gode, gamle jul. Allerede i 1880’erne indså man, at julen som børnenes fest burde holdes som beskrevet i Peters Jul – med gås, bedstemor og juletræ.

Peters Jul er ganske enkelt for julen, hvad Emma Gad er for takt og tone. Peters Jul er facitlisten til den gode, gamle danske jul.

Et af de mindre kendte kapitler i bogen er kapitel V, der hedder Faers Julevise. Titlen på kapitlet lover mere, end den kan holde. Faktisk forekommer ordet ‘far’ slet ikke i teksten. Nej, kapitel V burde i stedet for have heddet Gåsens Julevise. Visen følger nemlig en gås, fra den bliver sat på marken, til den får æbler i maven og i stegt tilstand ender på ryggen på julebordet.

Faers Julevise, første del

Nærlæser man Faers Julevise, opdager man, hvor glad gåsen blev, da det gik op for den, at det ikke var dén, der skulle slagtes til Mortensaften! Pigen tog den ikke, nej hun greb en anden, og Da dandsed’ han paa Marken paa sine lave Been – så glad blev vor gås!

Jo, Peters Jul er sådan en hyggelig, lille bog!

Lidt længere fremme i teksten opdager man dog noget, der fjerner lidt af det hyggelige ved Peters Jul, og som maner til eftertanke. Man støder nemlig på linjerne:

De satte ham paa Sti, og de propped’ Maden ned, De holdt ham fast om Halsen, skjøndt han kneb, og han bed.

Faers Julevise, anden del

Peters Jul fortæller os således, at gåsen bliver tvangsfodret. Den mulighed ligger snublende nær, at man er i færd med at skabe en foie gras, en fedtlever, en delikatesse som mange elsker at hade – og vice versa. For at skabe en rigtig god fedtlever skal tvangsfodringen af gåsen gerne gentages to til tre gange dagligt igennem en lille måneds tid. Denne form for tvangsfodring er i dag forbudt i Danmark ifølge Dyreværnslovens §5, der meddeler: Dyr må ikke tvangsfodres, medmindre det er påkrævet for at behandle dyret mod sygdom. Vi tolererer ikke tvangsfodring af dyr i Danmark, men det gør ikke noget, hvis tvangsfodringen sker i et andet land, så import af foie gras er tilladt.

 

Tvangsfodring af gås

Foie gras bliver betragtet som en af de største delikatesser i det franske køkken og kan serveres både helstegt, skiveskåret eller som ingrediens i en paté.

Foie gras, en delikatesse for nogen

I dag bruges hovedsageligt ænder til fremstillingen af foie gras. Frankrig står for ca. 75 % af produktionen af fedtlever. Omkring 35 millioner franske ænder måtte i 2009 lade livet i denne sags tjeneste. I 2010 blev der importeret 32,1 tons foie gras til Danmark.

Bon appétit!

Fois gras og naturlig lever

 

Er julen udansk?

 

Den danske jul anno 1895

For et par år siden bragte Information en opsigtsvækkende nyhed. Julen er udansk, hed det i avisen 12. december 2011. Nyheden løb landet rundt.

I dag er der kun seks måneder til juleaften. Det må således være på tide at få sat et par ting om den danske jul på plads.

Når et dagblad udbeder sig en liste over de af vore juletraditioner, som har en udenlandsk oprindelse, og selvsamme dagblad herefter anvender materialet til en artikel, der får overskriften Julen er udansk, ja så ved man hverken, om man skal le eller græde.

Det er ganske rigtigt, at mange af vore elskede danske juletraditioner – som så mange andre kulturtraditioner, der omgiver os fra vugge til grav – har deres rod og baggrund i udlandet. Vi har taget de udenlandske traditioner til os, vi har omformet dem og tilpasset dem til danske forhold. Med tiden er de blevet til danske traditioner. Det samme er sket med for eksempel fastelavn og Luciaoptog – og om nogle år vil både Valentines Day og Halloween føles som danske traditioner.

At julen skulle være udansk, er rendyrket sludder! Må jeg have lov at spørge? Hvad er en dansk jul uden flettede julehjerter, julenisser, julefrokoster, risengrød, julemærker, Højt fra træets grønne top, dansen om juletræet, Peters jul, kravlenisser, sukkerbrunede kartofler, juleplatter, rødkål, kalenderlys, ris á l’amande og juleskeer? Nej, vel?

Intet forstandigt menneske kan vel i ramme alvor tvivle på, at julen er så dansk, som den kan blive. Når det er sagt, kan man jo altid efterfølgende spørge sig selv: Hvad definerer så egentligt den danske jul? Er det sammenblandingen af de udenlandske og de danske traditioner? Eller er det i virkeligheden den sociale aktivitet familierne imellem?