Browse Tag

Peter Faber

Jul i Tåderup præstegård 1834

I 1834 skrev sognepræst i Tingsted, Johan Frederik Biering (1785-1867) en lejlighedsvise, som fik navnet Jul i Tåderup Præstegård. Sangen blev afsunget juleaften i Tåderup Præstegård, der hørte til embedet. Lejlighedsvisen er anbragt nederst i dette blokindlæg.

Johan Frederik Biering
Johan Frederik Biering

Der er to ting, som gør denne lejlighedsvise særdeles interessant. For det første handler den om juletræet og fejringen af julen på et tidspunkt, da juletræet endnu var forholdsvist sjældent i Danmark.

For det andet er det værd at bemærke ligheden til Peter Fabers klassiker Højt fra træets grønne top, der er skrevet i 1847 – hele 13 år efter Jul i Tåderup Præstegård. Det er ufatteligt spændende, at Peter Faber ikke er den første, som har forfattet en lejlighedsvise om en jul hos en bestemt familie. Ligeledes er det interessant at se, at Højt fra træets grønne top er opbygget på præcis samme måde: med gaver på træet og navn på den person, som gaven er tiltænkt. Selv melodimæssigt er der overensstemmelse.

Tingsted kirke, hvor Johan Frederik Biering virkede som sognepræst i årene 1825-43 (tingstedkirke.dk)
Tingsted kirke, hvor Johan Frederik Biering virkede som sognepræst i årene 1825-43 (tingstedkirke.dk)

Kan man nu forklare disse ligheder de to lejlighedsviser imellem? Er det hele blot et sært tilfælde, eller er der en eller andet skjult eller for os i dag ukendt forbindelse de to familier imellem.

Der er lidt for mange sammenfald til, at jeg tror på den første mulighed.

På en eller anden måde må Peter Faber have kendt til Johan Frederik Bierings lejlighedsvise fra julen 1834. Hvordan kan et sådan kendskab være kommet i stand? Min teori er: Polyteknikeren Peter Faber må have kendt den polytekniker, der nævnes i vers 4, og som var søn af lejlighedsvisens forfatter.

Polyteknikeren i vers 4 er identisk med Christian Henrik Biering, født 1813. Han skiftede omkring 1832 studiet af teologi ud med studiet af naturvidenskaber, måske på opfordring af H. C. Ørsted, der i al fald var Christian Henriks vejleder. I året for lejlighedsvisen 1834 blev han alumnus på Ehlers Kollegium. Han underviste i matematiske og fysiske videnskaber. I foråret 1838 tog han polyteknisk eksamen i de anvendte naturvidenskaber. Maj 1838 blev han adjunkt i Rønne. I vinteren 1839-40 var han tilbage i København, men i 1840 blev han ’virkelig adjunkt’ ved Rønne skole. Allerede året efter, i 1841, kom han til Aalborg katedralskole.

Peter Faber (denstoredanske.dk
Peter Faber (denstoredanske.dk)

Vender vi os til Peter Faber, blev han jo født i 1810, altså blot tre år før lejlighedsvisens polytekniker. Faber startede på Polyteknisk Læreanstalt i 1835, hvor en af hans lærere netop var H. C. Ørsted, som jo også havde været vejleder for Christian Henrik Biering. Vi ved, at Christian Henrik Biering blandt andet underviste på Polyteknisk Læreanstalt i matematik og fysik. Det ligger da snublende nært at spørge: Modtog Peter Faber undervisning af Christian Henrik Biering? Peter Faber bestod eksamen i 1840, blot to år efter Christian Henrik Biering. Senere blev Faber inspektør ved Polyteknisk Læreanstalt.

De to personer Biering og Faber kan vel kun dårligt have frekventeret den samme læreanstalt, Polyteknisk Læreanstalt, i disse år uden at have fået kendskab til hinanden!

Jeg funderer over følgende spørgsmål:  Lærte Peter Faber 1834-lejlighedsvisen at kende i København, hvor han i al fald i årene 1835-38 (og måske tillige i vinteren 1839-40) må have været bekendt med Christian Henrik Biering? Havde Christian Henrik Biering en kopi af faderens lejlighedsvise med til København? Fik Faber en kopi af sangen – eller afskrev han den?

Der synes at være enighed om, at Højt fra træets grønne top oprindeligt blev skrevet til melodien Komme, hvo som komme vil, der i dag bedst kendes under navnet I en kælder sort som kul. Faber brugte ofte denne melodi til sine lejlighedsviser. Lejlighedsviser er jo netop overraskende og ukendte viser, der bedst kan synges på en i forvejen velkendt melodi.

Førstewudgaven af sangen Juletræet, der senere blev verdensberømt i Danmark under navnet Højt fra træets grønne top (denstoredanske.dk)
Førsteudgaven 1848 af sangen Juletræet, Sang for Børn, der senere blev verdensberømt i Danmark under navnet Højt fra træets grønne top (denstoredanske.dk)

Komme, hvo som komme vil er et digt fra 1795 af Peter Andreas Heiberg. Digtet bærer egentligt titlen Laterna Magica, hvori Heiberg præsenterer en række personer fra Det gamle testamente som en slags billedfilm. Både Biering og Faber benytter samme teknik i præsentationen af de mange familiemedlemmer i deres respektive lejlighedsviser. Bemærk også, at Johan Frederik Biering netop vælger at indlede sin lejlighedsvise med linjen Komme hvo, som komme vil.

Melodimæssigt må vi konkludere, at både Højt fra træets grønne top fra 1847 og Jul i Tåderup Præstegård fra 1834 må være skrevet til samme melodi Komme, hvo som komme vil. Da Hornemanns melodi fra 1848 passer perfekt til Højt fra træets grønne top, ligger det jo i sagens natur, at samme melodi også passer til Jul i Tåderup Præstegård fra 1834.

Peter Fabers lejlighedssang Højt fra træets grønne top, der er blevet synonym med den danske familiejul,  er langt mere forfinet og mundret, men i sit væsen er den en klar aflægger af Jul i Tåderup Præstegård fra 1834. Jeg bliver mere og mere overbevist om, at de to unge polyteknikere har kendt hinanden – og at Peter Faber har fået hele ideen til og opbygningen af sin Højt fra træets grønne top netop fra Christian Frederik Biering i årene 1835-40, som må have medbragt et eksemplar af sin faders lejlighedsvise til København. Antageligt har vi her selveste inspirationskilden til Højt fra træets grønne top!

 

Juletræ i Tåderup Præstegård 1834

1

Komme hvo, som komme vil,

Komme hver en Unge!

Skuer ikkun nøje til,

Mens de gamle sjunge.

Vist I da så smukt vil le,

Når I Eders Navne se

Blandt de grønne Grene,

Blandt de grønne Grene.

 

2.

Jomfru Lise træd nu frem,

Tag Du først din Gave.

Thi vi ved, at Du er slem

Efter mer’ at have.

Du Presenten ta’er jo, om

End fra Anonym den kom,

Ja vel selv fra Ræve,

Ja vel selv fra Ræve.

 

3

Nicoline, væne Mår!

Kom og hid på Scenen!

Og se til, Du hittet får

Hvad dit er på Grenen!

Nu Du dog vel skjule kan

Din Tistilles hvide Rand

Som Dig når til Halsen,

Som Dig når til Halsen.

 

4

Min Hr. Polytekniker!

Mon han vel kan finde,

Hvad på Træet hannem er

Tiltænkt denne sinde?

Dog han dele broderlig,

Og rav ikke alt til sig,

Som han åd Kalkunen,

Som han åd Kalkunen.

 

5

Du som Savn af Klæderne

Idelig på-anker,

Og derfor – hvad alle se

I Sløjkjole spanker.

Trøst Dig nu ved denne Skat!

Snart Du får en Faldehat

Og ad Åre Bukser,

Og ad Åre Bukser.

 

6

Og Du som på Kortet vil

Griffenfeld oplede,

Søg Du op, hvad Dig hør til!

Det er mere rede.

Bliv kun så Kommissionær

For din Moder, men især,

Når hun Smør skal købe,

Når hun Smør skal købe.

 

7

Nu til Storken Raden kom

– det har varet længe –

Se, hvor stolt han ser sig om,

Hvad der end kan hænge.

Gid med Sølibat han sig

Må forsvare drabelig

Og med Trækanoner,

Og med Trækanoner.

 

8

Ene Askefisen nu

Ikkun står tilbage,

O, hvor gram han er i Hu

Efter sit at tage!

Kom da, lille Hr. Patron,

Du vor bedste Husspion:

Tag hvad Dig tilhører,

Tag hvad Dig tilhører.

 

9

Plyndret ses da Træet stå,

Dog vi Håb tør nære,

At I Alle, Store Små,

Nu tilfredse ere;

Altså endnu blot til Rest

Eder en glad Julefest

Vi af Hjertet ønske,

Vi af Hjertet ønske.

(Tusind tak for til Hanne Mikkelsen i Birkerød og Jesper Asmussen i Jægersborg, som satte mig på sporet af Jul i Tåderup Præstegård 1834)

Jul i butikken

Sikken voldsom trængsel og alarm, det er koldt og man gå sig varm (helsingoer.dk)
Sikken voldsom Trængsel og Allarm, Det er koldt og man maa gaa sig varm. (helsingoer.dk)

Sikken voldsom Trængsel og Allarm, Det er koldt og man maa gaa sig varm. Lygten tændes Klokken Fire alt, Det skal være Aften med Gevalt. Midt paa Gaden sælges Trær og Frugt See Boutikken, hvor den straaler smukt, Varer kan man faa i Tusindvis, Tænk Dem bare under Indkjøbspris. (Peter Faber: Julestemning, 1847, teksten her efter udgaven trykt i tillæg til Illustreret Tidende, 25. december 1877)

Aarhus Jule-Avis 1882
Aarhus Jule-Avis 1882

Omkring 1850 begyndte forretningsdrivende i København at forsyne deres forretninger med store vinduesfacader, hvor de kunne udstille dele af deres varebeholdning. Traditionen vil vide, at det var firmaet Beauvais, der handlede med postejer og delikatesser i København, som fandt på at udskifte butikkens sprossede ruder med store flader af glas.

Alt, hvad tænkes kan i Retning af Nipssager, Legetøj og nyttige Ting, laa udkrammet i de to smaa Vinduer, og, hvor der var Plads til en Grankvist, var der en. Børnenes Juleroser 1894, tegning af Poul Steffensen
‘Alt, hvad tænkes kan i Retning af Nipssager, Legetøj og nyttige Ting, laa udkrammet i de to smaa Vinduer, og, hvor der var Plads til en Grankvist, var der en’. Børnenes Juleroser 1894, tegning af Poul Steffensen

Peter Faber beskrev det nøje i julesangen: Lygten i butikken blev tændt kl. 16, og set fra den mørke gade var både butik og varer smukt oplyst. Brugen af udstillingsvinduer spredte sig dog først for alvor efter 1857, hvor de første gaslygter blev opstillet i Københavns gader til erstatning for de gamle tranlamper.

Et af de mest berømte billeder af en vinduesudstilling op til jul. Gammel Kongevej i København kort efter år 1900
Et af de mest berømte billeder af en vinduesudstilling op til jul. Gammel Kongevej i København kort efter år 1900

Byen blev oplyst som aldrig før! De nye gaslys strålede om kap med de udstillede varer, og forretningsvinduerne blev større og større. De nye facader åbnede for en helt ny måde at dekorere vinduer på, og butiksejerne slap fantasien løs – også til jul. Snart begyndte forretningsdrivende overalt i Danmark at pynte vinduerne særskilt op til jul.

Svært at nyde juleudstillingen i Daells Varehus i København, når man ikke er større end tobak for en skilling (aok.dk)
Svært at nyde juleudstillingen i Daells Varehus i København, når man ikke er større end tobak for en skilling. Omkring 1960 (aok.dk)

Butikkernes juleudstillinger har altid fået stor opmærksomhed fra byens små og store mennesker. Omkring år 1900 var det ofte elektriske tog, der kørte rundt imellem de udstillede varer, forbi modeller af banegårde eller under tunneller af fint håndmalet blik i et landskab garneret med både vat, glimmer og gran, som vakte stor interesse. Toget imponerede børnene, når de trykkede næserne flade mod de kolde butiksruder, og nye ønsker kom prompte på ønskesedlerne.

Lys i mørket. En vinduesudstilling i Odense (visit-odense.dk)
Lys i mørket. En vinduesudstilling i Odense (visit-odense.dk)

Så pludselig en jul stod der nisser og nissebørn fremstillet af farvede piberensere, små grantræer omkring en lille sø skabt af et lommespejl, samt en snedækket landsbykirke med vinduer dækket af rødt crepepair og oplyst indefra af en lille elektrisk pære. Senere kom alverdens mekaniske nisser til, som både kunne nikke og bukke og skrabe samt bevæge arme og ben og redskaber, mens de boltrede sig i snelandskaber sammen med skovens dyr og fugle.

Årets juleudstillinger var voldsomt populære. Her et godt besøgt vindue i København (aok.dk)
Årets juleudstillinger var voldsomt populære. Her et godt besøgt vindue i København. Omkring 1960 (aok.dk)

Det udviklede sig til de rene udstyrsstykker, hvor de forretningsdrivende næsten dystede med hinanden om at skabe gadens, kvarterets eller byens flotteste, største eller mest mekaniske juleudstilling. Målet var reklame og omsætningsforøgelse, midlet dertil var julen. En god julehandel har jo altid været i stand til at rette op på et økonomisk dårligt år – men nok ikke hvis man vælger at sælge varerne til under Indkjøbspris, som Peter Faber formulerede det i 1847.

Rekonstruktion af vinduesudstilling 1974 i Den Gamle By
Rekonstruktion af vinduesudstilling 1927 i Schous Sæbehus, Den Gamle By

 

Sine og Peter og alle de andre…

Danmarks ubetinget mest populære julesang er og bliver Peter Fabers eventyrlige Højt fra træets grønne top, som han skrev til julen 1847. Sangen bliver troligt sunget hver eneste juleaften i mange danske hjem landet over. Den er ganske enkel lige så vigtig for den danske jul, som Emma Gad er for takt og tone.

Den første trykte udgave med Emil Hornemanns melodi blev udgivet i 1848 (denstoredanske.dk)
Den første trykte udgave med Emil Hornemanns melodi blev udgivet i 1848 (denstoredanske.dk)

Når det er sagt, er det dog også værdifuldt at vide, at Peter Faber rent faktisk skrev sangen som en lejlighedsvise beregnet til brug juleaften den 24. december i året 1847. Den oprindelige titel på lejlighedsvisen var Juletræet, Sang for Börn. Lejlighedsviser er viser skrevet til specielle lejligheder. Melodien til en lejlighedsvise skal være let genkendelig, så alle og enhver kan synge med. Højt fra træets grønne top er oprindeligt skrevet til den melodi, som vi i dag bedst kender som I en kælder sort som kul. Først året efter, i 1848, komponerede Emil Hornemann den melodi, der anvendes i dag.

Samarbejdet mellem Peter Faber og Emil Hornemann gav genlyd landet over takket være en helt anden sang. I april 1848 satte Emil Hornemann melodi til Peter Fabers digt Den tappre Landsoldat, i dag bedre kendt som Dengang jeg drog af sted, om den djærve danske landsoldat under Treårskrigen 1848-50. Denne sang udkom i særtryk mandag den 10. april 1848. Dagen før havde de danske tropper besejret de slesvig-holstenske oprørere i slaget ved landsbyen Bov, Treårskrigens første militære træfning. Sangen blev en sand landeplage, og både Faber og Hornemann blev da også efterfølgende udnævnt til Ridder af Dannebrog.

Store Kannikestræde 15, hvor Peter Faber i 1847 skrev Højt fra træets grønne top (bibliotek.kk.dk)
Store Kannikestræde 15, hvor Peter Faber i 1847 skrev Højt fra træets grønne top (bibliotek.kk.dk)

I Højt fra træets grønne top er det værd at dvæle en stund ved de personer, der nævnes i sangen. Hin minderige juleaften den 24. december 1847 fejrede Peter Faber med sin hustru Frantzine Petrine Eibye hos Peter Fabers far, forhenværende smedemester og kongelig plattenslager Rasmus Hjort Faber i Peter Fabers barndomhjem på Gråbrødretorv 21 i København. Peter Faber selv boede i Store Kannikestræde 15, hvor Højt fra træets grønne top da også er skrevet.

Mindeplade (indenforvoldene.dk)
Mindeplade, Store Kannikestræde 15 (indenforvoldene.dk)

Med til julefesten var tillige Peter Fabers storebroder, smedemester og kaptajn Niels Andreas Faber og dennes hustru Elisabeth Eibye, en søster til Peter Fabers hustru. Ret beset var det Peter Fabers storebroder, der holdt julefesten, da han havde overtaget faderens smedje.

Peter Faber med høj cigarføring (assistents.dk(
Peter Faber med høj cigarføring (assistents.dk)

Lad os se lidt nærmere på de personer, som vi finder omtalt i Højt fra træets grønne top.

Den lille Sine, som nævnes med et dukkebarn og det røde bånd, hvori gaven er ophængt på træet, i vers 2, er identisk med Frantzine Petrine Faber, født omkring 1846. Hun var datter af Peter Fabers storebroder, Niels Andreas Faber og hustruen Elisabeth Eibye. Den lille Sine, der i efterfølgende udgaver af sangen altid skrives som Signe, var i øvrigt opkaldt efter Peter Fabers hustru.

I vers 3 møder vi Peter, der har den Gren så kjær, hvorpaa Trommen hænger. Hans fulde navn var Peter Christian Faber. Han var barn af Niels Andreas Faber og Elisabeth Eibye, og blev født ca. 1840.

Anna, som nævnes med de fire alen merino i vers 4, er identisk med Anna Margrethe Faber, født ca. 1838. Også hun var barn af Niels Andreas Faber og Elisabeth Eibye.

I vers 5 møder vi Hendrik, der skal have Denne Fane, ny og god. Peter Faber påstod senere, at figuren var frit opfundet. Herfra stammer vel den holdning, at dette vers kunne være indsat senere i sangen – i forbindelse med Treårskrigen. Personen kan dog meget vel være identisk med Hendrik, født ca. 1838, der var søn af Peter Fabers søster Magdalene, gift med krigsråd og skolebestyrer Anton Wilhelm. Hendrik blev senere kaldet familiens sorte får, hvorfor vides ikke, men det kan være årsagen til, at Peter Faber senere hævdede, der var tale om en opdigtet person.

Den lille William, som vi møder i vers 6, er lig med Andreas William Faber, født 1847, der som den eneste af alle de nævnte børn var barn af Peter Faber og Frantzine Petrine Eibye. Det var lille Williams allerførste juleaften, og han nævnes da også i forbindelse med sin amme.

Gråbrødretorv blev opført af Rasmus Hjort Faber i årene 1813-16 (indenforvoldene.dk
Ejendommen her på Gråbrødretorv blev opført af Rasmus Hjort Faber i årene 1813-16. Opgangen til nummer 21 er til højre i billedet (indenforvoldene.dk)

I vers 7 finder vi så bedstefar, den forhenværende klejnsmed Rasmus Faber Hjort, der julen 1847 var blevet 83 år. I samme vers nævnes også Lotte og Hanne. Lotte var sikkert tjenestepige hos smedemester Niels Andreas Faber, hvor Hanne kan være identisk med den 23-årige Hanne Larsdatter, der ved folketællingen 1850 var tjenestepige hos Peter Faber. Bemærk dog, at i en af de trykte 1848-udgaver har Peter Faber egenhændigt rettet Hanne til Anne.

Den sidste person i sangen finder vi nævnt i vers 8. Linjen Moder er i Kjøkkenet viser hen til Peter Fabers svigerinde, Elisabeth Eibye.

Antageligt har der været flere personer til stede juleaften den 24. december 1847. De øvrige niecer og nevøer og voksne fik et lille, personligt digt, en såkaldt devise, som fulgte med deres julegave.

Højt fra træets grønne top er altså med andre ord en lejlighedsvise, beregnet til at blive sunget denne ene aften, den 24. december 1847. Siden da er den blevet en sand landeplage – i al fald ved juletid.

Du kan læse mere om personkredsen i Anna Marie Lebech-Sørensens dejlige bog Højt fra træets grønne top, Peter Fabers jul, fra 1994.

 

Bag den frosne rude

Et af Danmarks meget få originale bidrag til den internationale juls historie er begrebet juleplatter.

Den første juleplatte i verden (live.bruun-rasmussen.dk)
Den første juleplatte i verden (live.bruun-rasmussen.dk)

Porcelænsfabrikken Bing & Grøndahl, grundlagt april 1853 i København, fremstillede i 1895 verdens første juleplatte. Juleplatten blev kun produceret i 400 eksemplarer, hvorefter formene blev destrueret. Platten er i dag særdeles sjælden. Firmaets juleplatter er verdens mest berømte serie inden for dette specielle område. Platterne har lige siden starten i 1895 været betragtet som yndede samleobjekter verden over.

Bing & Grøndahls fabrik på Vesterbrogade i København 1856 (da.wikipedia.org)
Bing & Grøndahls fabrik på Vesterbrogade i København 1856 (da.wikipedia.org)

Ideen til den første juleplatte blev fostret af Harald Bing, der i 1885 havde overtaget porcelænsfabrikken som eneejer. Hvor fik han ideen til denne første juleplatte fra? Ingen ved det med sikkerhed i dag. En teori er, at den havde sin rod i de små skåle eller platter med lidt godter eller småkager, frugter eller nødder, som herskabet ved juletid uddelte til tyendet. Efter brug anvendte nogle tjenestefolk så skålen eller platten som pynt på kommoden eller på væggen. En anden teori går ud på, at juleplatten var inspireret af de lejlighedsplatter, som Den kongelige Porcelainsfabrik som den første fabrik udsendte allerede i 1888 i forbindelse med den store nordiske udstilling i København.

Den svenske maler Frans August Hallin, der i 1895 blev udnævnt til kunstnerisk leder af Bing & Grøndahl, fik til opgave at skabe verdens første juleplatte. Hallin var født 1865 i Sverige, men flyttede i en alder af 20 år til København.

Stemplet var i brug i årene 1895-97
Stemplet var i brug i årene 1895-97

Hallin valgte som motiv den københavnske silhuet med byens mange tårne under en stjernebestrøet nattehimmel. Det har været fremme, at motivet kunne hænge sammen med den 30-årige Hallins ungdom, som han skulle have tilbragt i Frederiksberg Slotshave, ganske nær porcelænsfabrikken i Vesterbrogade. Den københavnske skyline er netop set herfra og mod øst. Det meste af platten er dækket af isblomster, og titlen på platten Bag den frosne rude er da også valgt med omhu. Øverst står JULE=AFTEN 1895. Plattens diameter er 17,4 cm.

På bagsiden er det stempel, som porcelænsfabrikken Bing & Grøndahl brugte i årene 1895-97:

Danish China Works

COPENHAGEN

B. & G.

798.

Alle Bing & Grøndahls juleplatter er skåret i lavt relief og hånddekoreret med børstet koboltblå, der giver de mange fine nuancer under glasuren. Motiverne er både meget danske og meget konventionelle. Man kommer uvilkårligt til at tænke på Peter Fabers julesang Sikken voldsom Trængsel og Alarm fra 1847, hvor det i sangens sidste vers netop hedder Rør blot ikke ved min gamle Jul.

Stemplet var i brug i årene 1895-97
Der sælges stadig juleplatter, som her hos Skovs Antik i Silkeborg (silkeborgantik.dk)

Det var ikke den eneste juleplatte, som Frans August Hallin modellerede for Bing & Grøndahl. Også juleplatterne 1896 og 1897 var han ansvarlig for.

Takket være en velvillig bevilling fra C.A.C. Fonden er det i år lykkedes at få Den Gamle Bys samling af Bing & Grøndahls juleplatter gjort komplet. Den nyindkøbte juleplatte fra 1895 vil hele julesæsonen igennem være at se i Den Gamle Bys nye julemuseum.

Der er flere oplysninger om juleplatterne fra Bing & Grøndahl på juleblokken 20. november 2014.

Den første juleplatte i verden blev som nævnt fremstillet i 1895. Samme år udsendte Bing & Grøndahl i øvrigt det stel, der i 1950’erne ofte blev omtalt som Danmarks nationalstel, nemlig Mågestellet, da det stod på bordet i rundt regnet 10 % af alle danske hjem – men dét er selvfølgelig en helt anden historie!

Og see, der hænger i røde Baand Rosiner…

Når man læser afsnittet Ved Juletræet, der beretter om den megen pynt på juletræet, i 1. udgaven af Peters Jul, støder man på de to linjer:

Og see, der hænger i røde Baand

Rosiner og Sukkerkrandse!

At man kan hænge sukkerkranse op i røde bånd på juletræets grene er ganske forståeligt. Men rosiner? Det giver umiddelbart ingen mening.

Den blå Moscatel-drue
Den blå Moscatel-drue

Forklaringen kan ganske enkelt være, at bogens forfatter Johan Krohn har tænkt på konfektrosiner på klase. I midten af 1800-tallet kom de bedste konfektrosiner på klase fra den solbeskinnede sydspanske provins Malaga. Især i området La Axarquía dyrkes der stadig meget store og søde druer af sorten Moscatel. Druen findes i farvenuancer fra lysegul til næsten blåsort. De søde klaser høstes i august måned, og soltørres på særlige terrasser, de såkaldte paseras. Byen Almáchar i La Axarquía har faktisk et helt museum tilegnet rosinen, El Museo de la Pasa.

Soltørring af druer
Drueklaserne soltørres i omkring 40 dage i paseras, sydvendte og skrånende rosin-tørrepladser, der ses mange steder på landet i området La Axarquía øst for byen Malaga

De tørrede klaser med meget aromatiske og søde druer med nærmest krydrede og tørrede druesten var i gamle dage vidt berømmet. En perfekt rosinsmag skabt af en blanding af meget sødmefyldt frugtkød og krydrede, knasende druesten.

Konfektrosiner fra Malaga
Konfektrosiner fra Malaga

Det kan i dag være meget svært at finde disse spanske konfektrosiner på klase. Men man kan faktisk godt lave dem selv. Man skal blot indkøbe 2 kilo almindelige spanske vindruer med sten, da det ingenlunde er sikkert, at Moscateldruen kan opdrives nogetsteds. Druerne skal nænsomt skylles og tørres. Når de er helt tørre, anbringer man dem på et stykke bagepapir i ovnen, sætter ovnen på varmluft og indstiller temperaturen på 60o – og så er det ellers blot med at væbne sig med tålmodighed. Tørretiden er sådan cirka 30 timer!

Man behøver ikke være nervøs for at slå bunden ud af budgetkontoen ved at have ovnen tændt i 30 timer. Strømforbruget er under 4,5 kilowatt. Da 1 kilowatt koster omkring 1,75 kr., har man, når forsøget er overstået, formøblet rundt regnet 7,50 kr. i alt.

Med den lille beretning her om konfektrosiner på klase kan tre bestemte linjer i Peter Fabers klassiske julesang Højt fra træets grønne top, fra 1847, nu pludselig få en anden mening. I første vers hedder det jo som bekendt:

Ikke rør ved den Rosin;

Først skal Træet vises,

Siden skal det spises.

Én rosin på et træ? Der kan selvfølgelig være tale om løse rosiner i et kræmmerhus, men der kan nok også godt være tale om konfektrosiner på klase.

Rosiner med både stok og sten
Rosiner med både stok og sten

Konfektrosiner nævnes specifikt i en ganske udødelig børnebog. Christian Winther udgav i 1835 bogen Flugten til Amerika. I digtet fortæller Peter sin lillesøster om, hvor godt alting er i Amerika. Et af versene lyder:

Konfektrosiner og Mandler der gro,

I store Duske de hænge

Paa Træerne sammen, to og to,

og koste slet ingen Penge.

I øvrigt er det her også værd at bemærke, at de i indledningen citerede linjer fra 1. udgaven af Peters Jul kun findes i netop 1. udgaven. Allerede i 2. udgaven fra 1870 blev teksten kraftigt omarbejdet – og det er denne udgaves tekst, der er blevet brugt lige siden. De to linjer lyder nu:

Og store Figner i røde Baand

og Grise og Sukkerkranse!

 

Jeg skylder Lorents Larsen stor tak for først at have sat mig på sporet af konfektrosiner og dernæst for hele tiden at have sørget for, at jeg nu også holdt mig på det rette spor!

Julens Glæde

Julen varer længe, koster mange penge

Vi kender godt de to linjer fra Peter Fabers udødelige julesang Højt fra træets grønne top. Det er så sandt, som det er sagt. Julens glæde koster. Derfor blev der i slutningen af 1800-tallet landet over oprettet lokale spareforeninger med navnet Julens Glæde. Til de ældste foreninger hørte Rudkøbing (1884) og Silkeborg (1891). Foreninger med navnet Julens Glæde fandtes over hele landet. Mange eksisterer stadig.

Formålet med spareforeningerne var at fremme sparsommeligheden blandt småkårsfolk. Ved frivillige ugentlige indbetalinger i årets løb sparede medlemmerne op til julens glæde.

Udsnit af helark med 5-kroners sparemærker fra Julens Glæde
Udsnit af helark med 5-kroners sparemærker fra Julens Glæde, 1950’erne.

Pengene blev indsamlet på den måde, at et bud aflagde et ugentligt besøg hos foreningens medlemmer og modtog det beløb, som medlemmerne så sig i stand til at undvære. Ifølge vedtægterne måtte det ugentlige beløb ikke være mindre end 10 øre. Det modtagne beløb blev behørigt noteret ned i medlemmets sparebog. Beløbet blev skrevet med blæk eller stemplet i bogen. Også sparemærker blev brugt til angivelse af det indbetalte beløb. Med sparebogen foran sig kunne et medlem hele tiden følge med i opsparingen.

Regning til Julens Glæde i Søndre Mølle 1918 (fabech-holm.dk)
Regning til Julens Glæde i Søndre Mølle, Grenå, 1918

Buddet overlod hver uge det indsamlede beløb til foreningens kasserer, som straks satte pengene i sparekassen. Buddet fik løn for indsamlingsarbejdet. Ifølge vedtægterne for Foreningen ’Julens Glæde’ af N.I.O.G.T., Aarhus, vedtaget 1. januar 1925, kostede et medlemskab af foreningen årligt 1,50 kr. Heraf modtog buddet 1 kr. og kassereren 30 øre, mens der gik 20 øre til administration.

Forsiden af sparebog for Julens Glæde 1931
Forsiden af sparebog for Julens Glæde, 1931.

Sparebogen i illustrationen herover er fra 1931 og har tilhørt Hr. Mogensen med medlemsnummer 2483. Det fremgår, at Hr. Mogensen som regel indbetalte 2 kr. om ugen. For sine indbetalinger på hele 96 kr. i løbet af 1931 skulle Hr. Mogensen have fået udbetalt i alt 95,44 kr. Dog fremgår det af bogen, at udbetalingen af uransagelige årsager androg hele 102,44 kr. Regnskabet ses herunder.

Regnskabet 1931. Det står hen i det uvisse, hvorfor Hr. Mogensen fik udbetalt hele 7 kr. mere end det indbetalte beløb.
Regnskabet 1931. Det står hen i det uvisse, hvorfor Hr. Mogensen fik udbetalt hele 7 kr. mere end det indbetalte beløb.

Læg mærke til, at sparebogen her er tilknyttet Aarhus-afdelingen af afholdslogen N.I.O.G.T. Danmarks første afholdsloge blev grundlagt i København i 1880 som en underafdeling af logen Independent Order of Good Templars (I.O.G.T.). Foreningen blev splittet i 1892, da en gruppe medlemmer, der mente, at indtagelsen af lyst øl ikke burde være bandlyst, stiftede deres egen forening under navnet Nordisk Independent Order of Good Templars (N.I.O.G.T.). Dette førte hurtigt til, at de to afholdsloger af folkeviddet blev døbt vandlogen og øllogen.

Kvindernes kamp mod ægteskabets svøbe, ca. 1874
Kvindernes kamp mod ægteskabets svøbe, ca. 1874 (Wikipedia.dk).

Julens Glæde var meget populær – ikke mindst hos kvinder gift med mænd, som ikke altid gik den lige vej hjem med ugelønnen. Her var der ofte kun lige til dagen og vejen, og der var ikke plads i budgettet til nogen form for opsparing til den dyre juletid. Den opsparede kapital, som blev udbetalt i første halvdel af december, blev typisk brugt til indkøb af fødevarer og julegaver.

Julens Glæde var i mange små hjem med til at sikre i al fald den materielle julefred.

Og skal vi så ikke slutte med et lille digt? Til Vore Damers Jul årgang 1926 skrev P. Sørensen-Fuglholm et digt med titlen Julens Glæde. Af digtets seks vers er det her værd at notere sig vers 5, hvori det hedder

Naar sidste Krone er betalt til “Julens Glæde”s bud,

saa drager jeg det sidste Suk og aander lettet ud.

Den ugentlige Krone var i Sandhed ikke let,

men se, nu er det bleven til en Bunke paa et Bræt.

En glad og yndig Jul for disse Penge skal vi ha’,

saafremt Kasseren ikke denne Gang er stukket a’.

 

 

 

Unge pige, lad os lege skjul

 

Julefrokostens fristelser #1.

Mange familier arrangerer julefrokost i disse dage, og alt efter temperament kan man være så heldig eller uheldig at nå både tre og fire julefrokoster imellem jul og nytår hos diverse familiemedlemmer.

Julefrokosten er en ægte dansk tradition, der dog ikke er særlig gammel. Det hele startede under Besættelsen med firmajulefrokosten. Ideen var den enkle, at man på sin arbejdsplads mødtes til en gang fællesspisning, hvor man hyggede sig på tværs af faggrænserne og ønskede hinanden Glædelig jul, inden man drog hver til sit for at fejre julen i familiens skød. Den fælles spisning før juleferien styrkede sammenholdet både indenfor og udenfor murene, men gav efterfølgende tit både kollegiale og familiære tømmermænd. Springet til familiejulefrokosten er ikke langt. Allerede i 1950’erne er såvel firma- som familiejulefrokosten blevet en fast tradition.

Den traditionelle julefrokost i dag viser, hvor inspirationen til frokostbordet egentligt stammer fra. Flertallet af de produkter og retter, der i dag serveres, var i århundreder resultatet af den sædvanlige slagtning i Slagtemåneden, altså november, hvor julegrisen blev slagtet og lavet til lækkerier. Det allerbedste kød blev taget fra til julehøjtiden. Det allerbedste var ensbetydende med det fedeste.

Af lækkerier bliver der i dag sædvanligvis serveret forskellige slags sild, panerede rødspættefileter, lun leverpostej, lun flæskesteg, mørbradbøffer med løg, frikadeller, æbleflæsk, surrib, sylte, forskellige slags pølser og pålæg, remoulade, peberrodsflødeskum, agurkesalat, krydderfedt, sky, italiensk salat, skinkesalat, skaldyrssalat, kyllingesalat, frugtsalat og diverse oste. Alt behørigt skyllet ned med vand, sodavand, julebryg og snaps. Det hele kan købes i supermarkedet, men en julefrokost bringer tit den gode kok op i de fleste af os. Hvad er en julefrokost uden fruens stegte sild, farmors sylte og svigermors frugtsalat?

Julefrokostens fristelser #2

Julefrokostens forløber er julestuen, der har dybe rødder tilbage til middelalderen. En af de ældste omtaler af en julestue er fra 1563, hvor den fynske biskop Niels Jespersen visiterede Fuglse herred på Lolland. Biskoppen nævner i sin visitatsberetning: Høje fester er udi stor vanbrug med verdslig bestilling, frådseri og drukkenskab om juleaften og den ganske julehøjtid med juleleg og andet ugudeligt væsen. Hvad enten vi vil indrømme det eller ej, så hører mængder af mad og drikke og andet ugudeligt væsen uløseligt til det danske juleunivers. Her kan jeg slet ikke lade være med at citere biskop Erich Pontoppidan, der i 1736 knyttede følgende ord til julestuerne: Det var den muntreste årstid, da alt var fuldt af dans og lystighed; man havde ret til helt at give vellysterne tøjlen, og det var en forseelse ikke at svømme i floder af stærkt øl og flommefedt; thi man troede i gamle dage, at jo mere umådeholdent man i julefesten gjorde sin vom til gode, des frugtbarere et år blev man lyksaliggjort med.

Julestuens højtid ligger i perioden 1600-1800. Man begyndte oftest først anden juledag, men så blev man også ved lige til helligtrekongers aften. Festen blev holdt på skift hver anden eller tredje aften og nat hele juletiden. Der var rigeligt med især øl og snaps, mad og kortspil til de ældre, mens de unge morede sig dans og små mere eller mindre uanstændige julelege i julestuerne. Hvad der kunne være følgerne af en julestue, kan læses i et bryllupsdigt fra 1701: Og før der kan råbes: Et barn i min sæk, da, om ret jeg mindes, går mødommen væk. Maden betød mindre end legene. Til gengæld drak man tæt. Tønden med julebrygget blev sat ind i stuen til fri afbenyttelse. Det gik ofte galt! Fæstebonden Christen Andersen i Nørre Tulstrup sogn noterede tredje juledag 1786 således i sin dagbog: Lå mest og var gildesyg, thi vi drak for meget.

Julefrokostens fristelser #3.

At lege Julelege betød, at man underholdt sig selv og hinanden med sange, lege eller små komedier. Mere end 130 forskellige julelege kendes. Julelegene kunne være ret vovede. Og hvis man i dag synes, at man mangler en god undskyldning for at opføre sig anderledes i højtiden, skal man blot gribe fat i Johan Ludvig Heibergs komedie Julespøg og Nytårsløjer fra 1816. Heri lader han ingen ringere end ærkeenglen Gabriel sige: Det jul og nytår er, nu har lystighed sit spil; enhver har lov at gøre sig så gal som han vil.

En populær juleleg var At nippe strå, hvor man kun med læberne skulle forsøge at fange et lille halmstrå, som modparten holdt mellem læberne. Legen blev leget på den måde, at de deltagende personer stillede sig skiftevis karl og pige ud på gulvet i en lang række. Alle holdt ved et langt reb. Den første i rækken holdt halmstrået imellem læberne. Mens alle deltagerne trak frem og tilbage i rebet, skulle person nummer to forsøge – kun med læberne – at fange halmstrået holdt af person nummer et. Legen sluttede, når halmstrået var nået hele rækken igennem.

Julefrokostens fristelser #4. Tegnet af B. Dahlerup, efter original i Dansk Folkemindesamling.

Når man legede Huelegen, dansede karlene i kreds rundt om pigerne, der sang verset:

Pigerne ride i Sandet, alt saa trøstelig,

hold paa mig, jeg slaar paa dig.

Hold paa mig saa trøstelig,

Til min Hue falder af.

Når første vers var slut, sloges karlene og pigerne på skrømt om huerne. Når alle huerne var blevet revet af, begyndte dansen og sangen på ny, men nu handlede pigernes vers om et af de andre klædningsstykker. Sidste linie i et par af versene lød: Til mit skørt falder af, og Til mine strømper falder af. Så står det ellers enhver frit for at fundere på, hvordan og hvornår denne Hueleg egentligt sluttede!

En leg hed Trille julekage, Bage brød eller Ælte dej. Her blev en karl og en pige af det øvrige selskab fanget og lagt sammen på et bord, hvorefter de andre deltagere æltede dem sammen, bogstaveligt, fysisk og seksuelt. Som det blev skrevet i 1825: Det kan jo ikke nægtes, at somme julelege var usømmelige, f. eks. den eksercits, at karle og piger det ene par efter det andet kyssedes liggende på bordet. Denne leg var vistnok i højeste grad uanstændig.

Juleleg og kys hører uløseligt sammen: Jeg vil deres kyssen ej nævne engang, som ellers i julestuen nok går i svang, som det hedder i bryllupsdigtet fra 1701. Julelegen At falde i brønden er en slags panteleg, hvor pantet skal indløses med kys. En karl bliver dømt til at falde i brønden, hvorefter han straks falder om på gulvet og foregiver, at han er faldet i brønden. Han bliver spurgt om, hvor mange alen han ligger nede. Efter at have svaret på dette spørgsmål, bliver han spurgt om, hvem der skal hjælpe ham op. Den pige, hvis navn han nævner, skal hjælpe ham op og give ham lige så mange kys, som antallet af de alen, han er faldet ned.

Julefrokostens fristelser #5

Adskillige af de mange julelege havde et klart erotisk islæt. Det fremgår særdeles tydeligt hos Ludvig Holberg, som i 1724 offentliggjorde komedien Jule-Stue. I komedien lader han den vrisne borgmester Jeronimus i Ebeltoft udtale: Gid jeg havde en daler for hver piges jomfrudom der er gået af stabelen ved sådanne lejligheder.

Herefter burde yderligere ord om de gamle julestuer være aldeles overflødig!

Kirken var en arg modstander af disse julestuer med deres små julelege, som fandt sted på højtidsdage. Om julestuen sagde kirken anklagende, at den medførte både drukkenskab og løsagtighed, hor og ufortræd, og at den forførte deltagerne til drik, spil, sværmen, banden og letfærdig dans.

Kirke og Stat kæmpede altså imod folkets julestuer. Men det var ikke kun folket, som legede lystigt i juledagene. Også hoffet tog del i løjerne. Christian IV opstillede 19. juni 1632 hele 18 anklagepunkter i skilsmissesagen mod sin hustru til venstre Kirsten Munk, som hun blot skulle besvare med et ja eller et nej. Spørgsmål to lød: Om hun ikke dansede, legede jul og gjorde sig lystig med Riin: (der menes Pfalzgreven af Rhin, grev Otto Ludwig af Salm) og andre, mens vi lå for fjenden og blev skudt udi armen? Ja eller nej, Kirsten Munk!

Men allerede tre år før havde Christian IV i sin forordning af 27. marts 1629 bekendtgjort, at al forargelig leg i løbet af julen forbydes strengt og bør straffes alvorligt. Hele tiden måtte øvrigheden dog indskærpe forbuddet.

Trods gentagne forbud levede julestuerne videre til langt op i 1800-tallet i store dele af samfundet. Den senere telegrafdirektør Peter Faber skrev i julesangen Julestemning (i dag bedre kendt som Sikken voldsom trængsel og alarm), der er fra efter 1850, således:

Men om aft’nen er der fint kalas.

Gud velsigne den, som først opfandt

Det at lege jul og give pant.

Unge pige, lad os lege skjul,

Giv mig kun et kys, det er jo jul

Den meget lovlydige og dannede Peter Faber var altså fuldt fortrolig med julestuerne og deres indhold mere end 200 år efter, at de første gang blev forbudt. Mange har den mening, at de gamle julestuers sande arvtager vist kun kan være de mange firma- og familiejulefrokoster landet over – med deres utal af fristelser!

Julefrokostens fristelser #6.

 

Mavernes fest

Julen er den periode i hele året, hvor vi frem for alt dykker ned i vort indre, ned i de nedarvede traditioner, for at finde ’den gode, gamle jul’ frem. Vi griber tilbage til vor barndoms jul, som vore forældre fejrede den. Og de lærte at fejre julen af deres forældre.

Og alligevel ligner vor jul ikke helt vor barndoms jul. Julen er i stadig udvikling. Mængden af juletraditioner er mere eller mindre ens, men sammensætningen kan varieres alt efter smag. Vi er jo ikke blot kulturbærere, vi er tillige ægte kulturskabere! Når to mennesker flytter sammen og skal til at fejre deres første jul i fællesskab, mødes to forskellige familietraditioner – og nye opstår. I dette krydsfelt indgås der kompromis på kompromis: Jeg plejer at få andesteg juleaften, men hvis du hellere vil have flæskesteg, så er det i orden – men så vil jeg altså også have flagguirlander på juletræet, som du ellers er stærk modstander af.

Julebord i Købmandsgården 1864.

Julen består af lige dele hygge og mad. De to begreber er for mange danskere uadskillelige. Julen er blevet kaldt hjerternes fest, men den er i lige så grad mavernes fest.

Den 24. december var der stadig enkelte ting, der skulle gøres ude og inde. Samtlige husdyr på land og i by fik rigeligt med foder til den hellige julenat. Lænkehunden fik lov at komme ind i stuen (hvor den senere på aftenen ville blive budt smagsprøver af bordets glæder). Køer blev gnedet om tænderne med salt og sod, så ikke trolddom skulle få magt over dem. Der blev tegnet ondt afværgende kors i alle korndynger på lofterne. Udendørs redskaber blev sat under tag, så ikke Jerusalems skomager, der bragte goldheden med sig, skulle kunne finde en rasteplads på dem. Først når alt var ordnet udenfor og indenfor, var det tid at blive vasket og klædt om. Man bænkede sig ved langbordet (med lysedug på i dagens anledning) i den varme stue, skumringen faldt på, og juleklokkernes kimen varslede julefred.

Tapas, tortillas og thaimad er sjældne gæster på de danske spiseborde juleaften. Dertil er vi alt for traditionsbundne. Når familien Danmark går til bords i morgen aften, vil den traditionelle hovedmenu bestå enten af gås, and, kalkun eller flæskesteg. Garnituren dertil er dog næsten altid den samme: Sukkerbrunede kartofler, hvide kartofler og rødkål. Dertil kommer risengrød til forret eller ris á l’amande til dessert.

Den traditionelle julegås
Hovedingrediensen i den traditionelle julemenu

Hovedmenuen er altså gås, and, kalkun eller flæskesteg, ledsaget af sukkerbrunede kartofler, hvide kartofler og rødkål. Men hvornår fandt de enkelte dele i denne menu deres plads på det danske julebord?

 

Rødkål

Rødkålen er den sidst ankomne af de klassikere, der samlet set udgør vore dages traditionelle julemenu. Den sødede rødkål optræder første gang i en kogebog fra 1888 under den pompøse titel: Chou rouge á la danoise. Først i Fru Constantins kogebog fra 1902 finder vi en genkendelig opskrift på den ’rigtige’ rødkål.

Fra begyndelsen af 1890’erne blev den hvide, kogte kartoffel serveret på julebordet. Godt nok havde man siden 1750’erne kendt kartoflen, men den blev anset som uegnet til menneskeføde. I løbet af første halvdel af 1800-tallet blev den så hverdagskost på landet. Da kartofler hører til den giftige natskyggefamilie, udvandede man indtil udgangen af 1800-tallet altid de skrællede kartofler i vand mindst et døgn, før de skulle tilberedes. Kartoflerne afløste de grå og gule ærter, som siden middelalderen sammen med brødet havde været faste ledsagere til den varme mad. Kartofler var billige, gav et stort udbytte, og kunne derfor mætte mange.

Sukkerbrunede kartofler

Siden middelalderen var den stegte gås blevet serveret med grønlangkål og sukkerbrunede kastanjer. Fattigfolk fandt mellem 1820 og 1850 på at lave sukkerbrunede kartofler i stedet for kastanjer. Den brunede kartoffel, en ganske uundværlig ingrediens i vor julemenu, er ret beset kun en billig erstatning for sukkerbrunede kastanjer. Derfor har de skrællede kartofler, som vi indkøber i glas til efterfølgende sukkerbruning, en størrelse som kastanjer.

Gåsen var helt tilbage i middelalderen en af de typiske afgifter, som bønderne skulle betale til kloster, adel og konge. Som decideret julemad kom gåsen først på bordet i første halvdel af 1800-tallet, da den fortrænge flæskestegen fra borgerskabets højbord. Kun det bedre borgerskab havde råd til at spise gås juleaften. Resten af befolkningen ville spise and (kaldet fattigmandsgås) eller flæskesteg. Gåsens størrelse passede perfekt til borgernes husstand. Dertil kom, at den kunne købes på torvet.

På vej til bageren?

Længe efter at støbejernskomfuret med indbygget ovn ca. 1850-70 havde vundet fodfæste i danske køkkener, fortsatte man med at sende julegåsen til bageren. De fleste gæs var for store til komfurets ovn.

Stegt and har som en slags erstatning været på julebordet lige så længe, som man har spist gås. Bonden spiste kun sjældent gås. For ham var gæs ensbetydende med rede penge. Han solgte i begyndelsen af november unggæssene til købstædernes oplandsbønder, som lod dem gå på stubmarkerne indtil december, hvor de blev drevet ind til markedet i købstaden. Dengang som nu var og er julegås en alt for stor mundfuld i de mange små familier rundt om i landet. Dette hører sammen med ændringen i den enkelte husstand, hvor tyende og tjenestefolk med tiden i antal blev stærkt formindsket. Siden 2. Verdenskrig er andesteg for alvor derfor rykket ind på julens menukort.

Efter nederlaget i 1864 rettede mange blikket mod vest, mod England. Herfra hentede man i slutningen af 1800-tallet det tredje stykke fjerkræ, som vi med velbehag sætter til livs juleaften: Kalkunen.

Flæskestegen

Det ferske grisekød har været ægte julemad for de fleste danske, siden vi begyndte at fejre jul. Der blev ofte serveret både flæskesteg og friskkogt skinke, samt medisterpølse og blodpølse juleaften. Grisen blev hos det bedre borgerskabet som nævnt udkonkurreret af gåsen, der i 1800-tallet stod som selve borgerjulens madsymbol. Den gode flæskesteg forsvinder nok aldrig fra det danske julebord, selvom den i mange tilfælde nu blot serveres skiveskåret og lun til en af helligdagenes mange julefrokoster.

Grønlangkål

I begyndelsen af 1600-tallet var grønlangkål og søbekål enerådende som tilbehør på julebordet. Også hvidkålen kom ind i det danske køkken i 1600-tallet. En særlig julekål baseret på hvidkål blev lavet i Slesvig-Holsten og i dele af Østjylland. Man vred ganske enkelt vandet ud af den kogte hvidkål, hakkede den fint, og stuvede den i fløde og smør krydret med muskat og salt.

Den gode sild
Den gode sild

I 1520, hen imod slutningen af middelalderen, ved man, hvad der blev serveret juleaften hos en af samfundets spidser, biskop Hans Brask i Linköping. Han serverede juleaften dette år en menu bestående blandt andet af røget laks, stegt sild, stegt ål med sennep, stokfisk, kogt skånsk saltsild, stegt saltsild, fyldt kogt sild, lange med olie, finsk gedde, stegt karpe, gedde med kryddersauce, helleflynder i fad samt æbler og nødder til dessert. I den katolske tid var fisk en fastespise. De marinerede sild og fiskefileterne, klassikere ved vore julefrokoster i juledagene, samt nytårstorsken, er de sidste kulinariske minder fra det juleaftensmåltid, der i middelalderen markerede afslutningen på julefasten.

Risengrød

Grød har været på danskernes julebord, siden man begyndte at fejre julen. Julemaden hos daglejeren, den mindre velstillede håndværker og bonden var som oftest grød. Grød har den store fordel, at den er billig at lave, og at den mætter ganske betragteligt. Hvor man før til højtiderne havde kogt grød af byg, havre eller rug i mælk, begyndte det bedre borgerskab tidligt i 1800-tallet at tillave julegrøden af dyre, importerede ris og skjule en mandel deri. Ris og mandler var for mange i by og på land ren luksus, som kun de færreste havde råd til. Ris kom først til Danmark lige efter år 1600. Det var noget lettere at skaffe mandler, der blev hentet ved Middelhavets kyster. Mandler var dog stadig et særsyn hos købmanden indtil sidste halvdel af 1800-tallet.

Ris á l’amande

Først kort før år 1900 blev det normalt overalt at bruge ris til julegrøden. Da først almindelige mennesker begyndte at spiste risengrød juleaften, blev der pludselig status i at få ris á l’amande, en ægte dansk julespecialitet trods det franske navn, i stedet for – i al fald i begyndelsen. Hvor risengrød nydes som forret, opfattede man nu ris á l’amande som en dessert.

Den heldige finder af mandlen, mandelkongen eller mandeldronningen, fik som belønning lov til for eksempel at kysse en af det andet køn blandt selskabet – og det endda midt på munden. I dag er belønningen ganske anderledes, noget spiseligt som en lyserød marcipangris, eller noget læseligt som et af julens mange særhæfter.

Når julemaden var fortæret, kom så den højtidelige stund, hvor børnene for første gang fik lov at se det strålende juletræ. Før 1890’erne hang gaverne uindpakket på træets grene. Da pynten efterhånden fyldte det ganske træ, måtte gaverne altså ned under træet. Senere på aften blev der spillet kort, ludo og matador, gættet antal pebernødder med mere til fælles hygge, mens de mange hænder hentede den ene godte efter den anden fra godteskålene. Det var god skik at lade både brød og øl stå natten over på bordet.

Den form for jul, som mange danskere higer efter hvert år i december, er faktisk næppe ældre end mands minde. Det er nemlig dén jul, med dens blanding af tradition, hygge, familiesammenhold og snevejr, som vi alle mener at kunne huske fra vor egen barndom.

Julen er det tidspunkt på året, hvor familien Danmark vender ryggen til hverdagen, glemmer alt om denne verdens fortrædeligheder, og finder (hvis vi da kan) den gode julestemning frem. Juleaften bliver fejret på næsten samme måde overalt i landet. Takket være ugeblade og infrastrukturen i almindelighed og TV i særdeleshed er der i 1900-tallet sket en ensretning af den danske jul.

Ensretningen af dansk julekultur.

Når vi her i det globaliserede og fortravlede 21. århundrede higer efter ’jul som i de gode, gamle dage’, med hele dens fortættede atmosfære af juletraditioner, ja så er denne attråværdige jul, den rigtige juletræsjul, historisk set ikke ældre end knap 200 år. Udgangspunktet for vor moderne danske jul er midten af 1800-tallet – belyst på bedste vis i Peter Fabers udødelige lejlighedsvise Højt fra træets grønne top, skrevet i 1847/48. Netop det tidspunkt, hvor den danske jul, takket være borgerskabets interesse for julen (som årets fikspunkt) og dyrkelsen af familien (som livets fikspunkt) fandt sin endelige form.

Glædelig jul til alle!