8 grader Spendrup

Teolog og brændevinsbrænder Peter Mathias Spendrup, født 1747, død 1828.

Teolog og brændevinsbrænder Peter Mathias Spendrup, født 1747, død 1828.

I 1810 modtog teolog og brændevinsbrænder (hvilken herlig kombination!) Peter Mathias Spendrup en guldmedalje af Videnskabernes Selskab. Årsagen var, at han i 1808 eller 1809 havde konstrueret et alkoholmeter. Fra 1810 og frem til 1844 blev Spendrups gradinddeling anvendt af det danske toldvæsen som en officiel målestok for alkoholstyrken i dansk brændevin.

8 grader Spendrup modsvarer for eksempel den moderne alkoholprocent på 47, som er styrken på årets Aalborg Jule Akvavit.

Julen er spækket med gode traditioner. Et af julens faste holdepunkter er, når De Danske Spritfabrikker udsender deres Aalborg Jule Akvavit, der er blevet produceret siden 1982. Firmaets julesnaps er blevet en uundværlig klassiker, når julebordet kræver en ægte luksus-akvavit. Jule Akvavit årgang 2015 er nummer 34 i rækken.

Aalborg Jule Akvavit årgang 2015 (netpris.dk)

Aalborg Jule Akvavit årgang 2015 (netpris.dk)

Akvavitten bliver hvert år lavet efter den samme opskrift. Jule Akvavittens fyldige smag bærer præg af, at den er krydret med et destillat af frø fra kommen, dild og fennikel. Julestemningen fuldendes med en svag, men herlig smag af både kanel og appelsin.

Misteltenen pryder julesnapsen årgang 2007 (packobserver,dk

Misteltenen pryder julesnapsen årgang 2007 (packobserver.dk)

Den specialdesignede flaske bliver hvert år leveret i en ny og elegant indpakning, der emmer af jul og hygge. De gyldne julesymboler på glassets grønligsorte baggrund er netop et udtryk for den blanding af fortid og nutid, som årets Jule Akvavit rummer.

Indholdet er det samme år for år, men hvert tredje år plejer flasken at skifte form. Ja, Aalborg Jule Akvavit er ligefrem kendt for det nærmest skulpturelle design af flaskerne, som lige fra starten i 1982 har gjort årets Jule Akvavit til et eftertragtet samlerobjekt.

Årgang 2014 med den unikke form på flasken (pressefoto)

Årgang 2014 med den unikke form på flasken (pressefoto)

Når det er sagt, skal det her nævnes, at Jule Akvavitten 2014 var ganske unik. Flasken var nemlig en enlig svale, der markerede 150-året for Stormen på Dybbøl samt den senere forbrødring på tværs af grænselinjen. Flaskens blide, runde former og glasmassens mørke nuance er tydeligt inspireret af brændevinsflasker fra midten af 1800-tallet.

Aalborg Jule Akvavit har siden starten i 1982 været én lang succeshistorie. Kun en enkelt gang har julesnapsefolket våndet sig, nemlig i 2010. Som en steppebrand bredte nyheden sig landet over: Ingen Aalborg Jule Akvavit til julefrokosten i år! Hele produktionen blev nemlig kaldt tilbage. Det var usikkert, om et farvestof i proppen muligvis kunne være sundhedsskadeligt – og måske ligefrem trænge ned i snapsen.

Den uheldige årgang 2010 (pressefoto)

Den uheldige årgang 2010 (pressefoto)

Produktionen var på lidt under 100.000 flasker til det danske marked; alle blev trukket tilbage. Omkring 5.000 af flaskerne nåede dog at blive solgt videre fra detailforretninger, restauranter, hoteller og grænsebutikker i Danmark, samt toldfrie forretninger i Europa. Da Aalborg Jule Akvavit i forvejen er et yndet samlerobjekt, er der ikke noget at sige til, at de få 2010-flasker, som nåede at blive solgt, i dag forhandles til ret så høje priser.

I dag samles vi med familie og venner omkring det traditionelle julefrokostbord – med årets Aalborg Jule Akvavit i centrum.

Men hvor er årets juleakvavit, selve indbegrebet af det traditionsrige danske julefrokostbord, så fremstillet? I april 2015 blev den sidste Aalborg Akvavit hældt på flaske i Aalborg, hvorefter produktionen blev flyttet til et område udenfor Oslo i Norge. Ak ja – således forgår alverdens herlighed!

Og her er så en tegning af Spendrups vidunder

Skål! – med måde!

 

Kanel er julens krydderi

Kanel er julens krydderi nummer 1. Duften af kanel er uløseligt forbundet med den danske jul og december måneds bagværk.

Alle de krydderier, som vi flittigt anvender i vor julemad, giver ved deres duft både minder om middelalder og gammeldags kolonialhandel. Krydderier var før i tiden ikke for fattigfolk. Det var kun købstadens bedre borgerskab, der havde råd til at indkøbe de dyre, importerede krydderier. Velhavende borgere havde ofte ligefrem et krydderiskab, som kunne aflåses for at beskytte de dyre krydderier. Krydderier var statussymboler, ganske som Ferrari eller Rolex er det i dag. Jo flere krydderier i maden, jo mere velhavende var værten.

Kanel (commons.wikipedia.org)

Kanel (commons.wikipedia.org)

Mange af de krydderier, som vi i dag ved juletid hyppigt gør brug af, lærte de europæiske korsfarere at kende i Det hellige land fra 1099 og et par hundrede år frem. Kendskabet til krydderierne blev bragt med hjem, og snart spredte østens dufte sig i Europa.

Kanel er et af de ældst kendte krydderier i verden, og stammer oprindeligt fra Sri Lanka og det sydlige Indien. I oldtiden bragte fønikiske og arabiske købmænd kanel med karavaner ad Silkevejen fra Asien til landene ved Middelhavet. Længe var kanels oprindelse en gåde i Europa.

Kanelbark efter høsten (thefrogblog.org)

Kanelbark efter høsten (thefrogblog.org)

I Det gamle og Det nye testamente omtales kanel flere gange. I 2. Mosebog kapitel 30 befaler Herren således Moses at bruge to slags kanel ved helligdommens indvielse. I Ordsprogenes Bog kapitel 7 får vi at vide, at vi skal tage os i agt for den fremmede kvinde, der med indsmigrende stemme siger jeg har stænket mit leje med myrra, aloe og kanel. Kom, lad os beruse os i elskov… For min mand er ikke hjemme. Kanel var et meget fornemt krydderi, der indgik som ingrediens i parfumer og salver. I det gamle Rom var kanel flittigt anvendt ved religiøse ceremonier. Kejser Nero brugte i år 65 e.v.t. mængder af kanel på ligbålet for sin gravide hustru Poppaea Sabina, som han egenhændigt havde sparket ihjel.

Historikeren Herodot, storleverandør af skrøner, skrev omkring 440 f.v.t. om indsamlingen af kanel (Historier, 3. bog):

de siger, at store fugle bærer de tørrede pinde, som vi har lært fra fønikerne at kalde kanel, bærer dem, siger jeg, op til reder, som er lavet af ler og sidder fast på stejle bjergsider, som mennesker ikke på nogen måde kan nå op til… Araberne har udtænkt følgende påfund: De parterer selvdøde okser og æsler og andre lastdyr i store stykker og bringer stykkerne hen til klippesiderne. Når de har lagt stykkerne ned ikke langt fra rederne, så trækker de sig lidt tilbage. Fuglene flyver ned og bringer kødstykkerne op til deres reder. Rederne kan dog ikke bære vægten af kødet, men bryder sammen og falder til jorden. Så kommer mændene frem og indsamler kanelpindene. Sådan samles kanel og sendes ud til de andre lande i verden.

Cinnamologusfuglens rede er opbygget af kanel. Reden skydes ned med slyngens blybolde

Cinnamologusfuglens rede er opbygget af kanel. Reden skydes ned med slyngens blybolde. Fransk bogillustration ca. 1450. Museum Meermanno (bestiary.ca)

Andre var af den formening, at en arabisk fugl ved navn Cinnamologus byggede sin rede ved hjælp af kaneltræets frugter på tynde grene i toppen af et højt træ. Det var umuligt at klatre derop. Derfor skød man reden ned med blybolde sendt afsted med slynger. Kanel fra denne fugls rede blev regnet for den mest værdifulde af alle kanelarter. Her skal man hæfte sig ved fuglens navn. Kanel hedder på latin cinnamomum, hvoraf det engelske ord cinnamon er afledt. Det danske ord kanel stammer derimod fra det franske cannella, der betyder et lille rør; dette ord har sin rod i det latinsk ord for rør, canna.

Først i 1200-tallet blev man klar over, at kanel ret beset blot er den tørrede bark fra stedsegrønne træer, der tilhører laurbærfamilien, og som vokser i Asiens tropiske egne.

Kaneltræer i Indonesien (cassia.coop)

Kaneltræer i Indonesien (cassia.coop)

Der findes to typer kanel: Sri Lanka- eller Ceylonkanel og Cassiakanel. Kanel fra Sri Lanka regnes for den ægte og fineste kanel. Den fås som kanelstænger eller stødt, og egner sig både til desserter og varme retter. Cassiakanel, som kommer Kina, Vietnam og Indonesien, har en skarpere smag, og kaldes ofte kinesisk kanel. Cassiakanel er grovere i barken, mørkere i farven, har en kraftigere aroma og indeholder færre af de æteriske olier, der karakteriserer den ægte kanel. Den forhandles som barkflager eller stødt.

Sri Lanka tv og indonesisk th (commons.wikipedia.org)

Kanel: Sri Lanka tv og cassia th (commons.wikipedia.org)

Kanel er tillige et godt, gammel lægemiddel, som igennem hundreder af år var officinel, hvilket vil sige, at landets apotekere var forpligtet til altid at have kanel på lager. Allerede Henrik Harpestreng (død 1244) gav udtryk for, at kanel stilner al hoste, uddriver al hæshed, styrker brystet samt lindrer hjernen, hovedet og øjnene. Kanel er både stimulerende og hjertestyrkende, feberreducerende, blodtrykssænkende og bakteriehæmmende, men modvirker tillige tarmvinde. Nyere forskning tyder endog på, at kanel kan have en positiv effekt på type II diabetes, som nok er den hurtigst voksende sygdom i den vestlige verden i dag. I sandhed et fortræffeligt krydderi!

Kanel kan sætte sindene i kog – eller nærmere: Når EU påtænker at sætte loft over bagernes og borgernes brug af kanel, kan det næsten udarte sig til et godt gammeldags bondeoprør. Skal vi danskere nu til at undvære vore elskede kanelsnegle? Hele miseren skyldes stoffet kumarin, et naturligt aromastof indeholdt primært i den billige Cassiakanel. Kumarin kan i høje doser være skadelig for lever, nyre og lunger. Cassiakanel kan indeholde imellem 700-12.000 mg kumarin pr kg, hvorimod den dyrere Sri Lanka- eller Ceylonkanel indeholder så lille en mængde af stoffet, at det ofte slet ikke kan måles.

Kanelsnegle er IKKE at sammenligne med dræbersnegle! (kinna.dk)

Kanelsnegle er IKKE at sammenligne med dræbersnegle! Og hvis du vil vide, hvordan du laver en rigtig lækker kanelsnegl, så besøg blot kinna.dk, der også har leveret billedet

Under fire procentdel af befolkningen er i risikogruppen for at pådrage sig leverskader, da deres lever grundet en genvariant giver en dårligere omsætning af kumarin. Der skal dog immervæk en hel del kanel til, før kumarin kan skade kroppen.

Hele balladen skyldes reelt set kun, at den gode Sri Lanka- eller Ceylonkanel er blevet fortrængt af den langt billigere og lettere tilgængelige Cassiakanel. Problemet med kumarin kan let løses, hvis vi alle blot bruger den dyrere Sri Lanka- eller Ceylonkanel.

Den ægte kanel fra Sri Lanka er både sund og velsmagende. Køb derfor den ægte kanel – og undgå at beskadige leveren i julen!

IMG_941En fuldstændig pervers tradition siger, at 25-års fødselarer skal overdænges med kanel. Et træ i Botanisk Have oktober 2015. Kanel hører til på risengrød og i bagværk. BASTA!6

Et træ i Botanisk Have i Aarhus oktober 2015 efter et kanelattentat. Ifølge en nutidig og aldeles forrykt tradition skal ugifte 25-års fødselarer overdænges med kanel. Kanel hører dog til på risengrød og i bagværk. BASTA!

 

Ingen jul uden – gløgg

Ingen jul uden gløgg og æbleskiver

Gløgg er ret beset blot en krydret og sødet, opvarmet vin. Traditionen med vor moderne danske julegløgg er hentet fra Sverige i sidste halvdel af 1940’erne. Den moderne danske udgave af gløgg er en kombination af den svenske glögg, den tyske glühwein og den franske brulot. Jeg kan ikke forestille mig en jul uden gløgg og æbleskiver, men begge dele må meget gerne være hjemmelavede!

Ordet gløgg er afledt af glödgad, altså en afglødet eller afbrændt drik, hvor de fleste om ikke alle procenter er forsvundet. Gløgg hænger uløseligt sammen med de andre varme drikke, som toddy, grogg og lignende, der i 1800-tallet var så populære blandt det bedre borgerskab.

I det kolde Skandinavien har man drukket den varme, krydrede vin, lige så længe som man har kendt til vin. Krydret vin var meget yndet af den svenske nationalhelt Gustav Vasa (død 1560), hvilket gjorde drikken meget populær i Sverige. Gustav Vasas foretrukne kryddervin var en rødvin sødet med både honning og sukker samt tilsat krydderier som ingefær, kanel, kardemomme og nelliker.

Gløgg

Jeg har fundet et par opskrifter på en god julegløgg, som jeg længe har drømt om at prøve at lave. Om jeg når det til jul, er ingenlunde sikkert. Men her er opskrifterne i al fald. Og husk lige: Gløgg skal være rygende varm, men må endelig ikke koge!

Opskriften på Svensk bondeglögg er hentet fra Sven Holm: Farmacevtens Juleknas, 1945, side 26. Bogen udkom i den første fredsjul siden 1939, og det var ingenlunde sikkert, at man til denne gløgg kunne købe rigtige rosiner og mandler!

Svensk bondeglögg:

I en Gryde gives en Flaske Bayersk Øl et Opkog med en Haandfuld Rosiner (gerne Erstatnings) og en Haandfuld smuttede Mandler (Nøddekerner) samt et Par Stumper Appelsin- eller Citronskal eller syltet Pomeransskal. I dette varme Opkog blandes en Teskefuld Kanel (erstatning) eller bedst et Stykke hel Kanel, samt en Halvflaske dansk Cognak og en Helflaske Portvin (ogsaa dansk). Alt varmes til ca. 60 Grader, d.v.s. godt varm, og serveres straks. Den er for Viderekomne.

Kirsten Hüttemeier lavede til julen 1946 et lille hæfte med titlen: Lidt lækkert til Jul. Opskriften på den berømte svenske juleglögg er sakset fra side 30.

Den berømte svenske Juleglögg:

Har De en Gang fejret Nytaar i Sverige, har De ogsaa uden Tvivl stiftet Bekendtskab med den berømte – Glögg! Glögg drikkes varm, og den smager vidunderligt, – men den er ikke for ”Begyndere”, den er lumsk, – saa er De forberedt, – men bliv alligevel ikke bange, den er god! 1 Pilsner, 260 g Sukker, ½ Flaske Akvavit, 1 Flaske Rødvin (dansk), ½ Flaske Portvin (dansk), 100 g smuttede Mandler, Rosiner, Kanel, Nelliker, Vanille. Øl og Sukker varmes, men det maa ikke koge. Vinen, Snapsen og Krydderierne blandes i, og det hele varmes op til Kogepunktet. Lige før Glöggen hældes op i Terrinen, blandes de smuttede Mandler i, og disse kan være grofthakkede eller skaarne i Strimler. Glöggen drikkes varm, – men som sagt med Maade.

Dorthea Hansen 1884 001

Dorthea Hansens kogebog indeholder både madopskrifter og praktiske råd for husmødre.

Også i Danmark har man før i tiden nydt en kold eller varm krydret rødvin. I 1884 kom 4. oplag af Dorthea Hansens populær kogebog, nemlig Kogebog for Husmødre af Bondestanden, Indeholdende henved 400 letfattelige Anvisninger.  På side 133-34 er en opskrift på en afbrændt rødvin. Bemærk, at rødvinen i denne opskrift skal koge! Afbrændingen medfører, at det alkoholiske indhold er væk. I opskriften herunder signaler parenteserne, at en meget sulten mus har spist dele af siden.

Afbrændt Rødvin:

1 Pot Rødvin sættes paa Ilden med ½ Lod Kanel og nogle faa Nelliker. Naar det koger, antændes det, og naar det er afbrændt, hældes 1 P(und) kogt Vand til, hvori er opløst ½ Pd. hvidt Su(kker.) Den drikkes varm eller kold, ligesom man vil. (Naar den er) kold, fyldes den paa Flasker og er en behagelig Drik for Damer.

Denne form for kryddervin kan føres flere tusind år tilbage i tiden. Allerede de gamle romere nød krydret vin med største velbehag. Her er en opskrift på Vinum Conditum paradoxum (Overraskende krydret vin) i en modificeret udgave fra en kogebog med titlen De Re Coquinaria, tilskrevet den romerske forfatter Marcus Gavius Apicius (død 42 e.Kr.).

Den krydrede romerske vin laves stadig (images-vivino.com)

Den krydrede romerske vin laves stadig (images-vivino.com).

I en gryde hældes ½ l retsina og ½ kg honning. Opvarm for svag varme, mens du rører rundt i gryden. Tilsæt 60 gram sorte peberkorn, 8 udstenede dadler, 1 teskefuld anis, 1 knivspids safran. Tilsæt dernæst så mange laurbærblade, at overfladen er dækket. Varm op, til væske begynder at småkoge. Tag af varmen. Gentag denne proces 10-15 gange. Herefter sies og afkøles væsken. Blandes med 3½ liter retsina. Hvis vinen er blevet for kraftigt smagende, kan den enten opblandes med lidt vand eller tilsættes glødende trækul.

Fortidens Chanel

Potpourrikrukke af blåt glas, 1850’erne

Julen er her – før du aner det. Sådan har det altid været, og sådan bliver det sikkert også i år. Så hvorfor ikke begynde forberedelserne allerede nu, hvor foråret langt om længe synes på vej?

Når familien Danmark i gamle dage bænkede sig ved det veldækkede bord juleaften, havde forberedelserne til højtiden stået på igennem lang tid, ofte flere måneder. Supermarkedet var ikke opfundet endnu, og næsten alt blev lavet indenfor hjemmets fire vægge.

Igennem store dele af året blev der indsamlet vellugtende blade og blomster til potpourri, der kunne sprede en snert af sommer, selv på årets koldeste tid, i stuer og værelser og samtidig skjule den allesteds nærværende ramme hørm af sved og skidt fra folk og fæ.

Arbejdet med en potpourri startede allerede om foråret, hvor man indsamlede violer. Senere fulgte så blandt andet rosenknopper og rosenblade, merian, lavendler, kamille, rosmarin og vild timian. Alt blev lagt i en krukke adskilt af et lag salt og tilsat liflige krydderier som benzoe, kanel og kryddernelliker, som man kunne købe på det nærmeste apotek.

Når man havde brug for potpourriens duft, tog man låget af krukken og rørte rundt i blandingen med en pind, hvorefter en behagelig duft ville sprede sig i lokalet. I en tid uden Arden og Armani, D&G og DKNY var en vellavet potpourri nærmest uundværlig – og så kunne den holde sig i flere år.