Engel som toppynt. Klippeark vedlagt ‘Børnenes Julegave’ 1911.

Vor måde at fejre jul på er fyldt med symboler. Nogle let forståelige, andre sværere at tolke. Julefesten fremstår i dag som en skønsom blanding af hedenske, kristne og nationale symboler med børnene samlet omkring det festligt pyntede juletræ som centrum.

På klippearket mødes hedenske, kristne og nationale symboler. Klippeark vedlagt ‘Børnenes Julegave’ 1911.

Hedensk – kristen – national? På kræmmerhuset eller kurven kan eksempelvis nissen være vist. Han er en ren hedensk figur, og blev først forvandlet til en julenisse i midten af 1800-tallet. Stjernen i træets top er et kristent symbol, der viser hen til Betlehemsstjernen. Træets flag og tromme er nationale symboler og resultatet af den stærke fædrelandsfølelse, der greb landet i forbindelse med Tre-årskrigen 1848-50 og krigen i 1864. I forbindelse med afstemningen 1920 om Sønderjyllands tilhørsforhold og igen efter Befrielsen 1945 gik en national vækkelse atter over landet, så mængder af dannebrogsflag prydede træet og dannede mode. Kongens og statens Dannebrog blev nu også kolonihavens flag.

Adventskrans holdt i vore nationale kulører.

Mange af vore faste juletraditioner har udenlandske, og især tyske rødder. Vi har taget traditionerne til os, omformet dem og tilpasset dem, så de passer til vor danske jul. Det gælder for eksempel adventskransen. De fire lys markerer de fire adventssøndage, hvor ordet advent i øvrigt er afledt af Adventus Domini, der betyder Herrens komme. Kransen blev omkring 1920 indført på Askov Højskole i Sønderjylland. I 1940, hvor man rykkede sammen om de få tændte lys i det store, altomfavnende mørke, bragte Billedbladet en skildring af julehyggen i kongefamilien. Bladet viste et fotografi af kongefamiliens adventskrans på et flygel. Inden juleaften dét år havde mange gode danske familier en adventskrans – selvom kransen var en ægte tysk tradition. Dronning Alexandrine havde bragt skikken med sig fra sin hjemstavn Mecklenburg-Schwerin.

Traditionelt er adventskransen holdt i de danske farver med røde bånd og hvide lys. Der er ingen faste regler for antallet af bånd. Julemærket 1946 viser en adventskrans ophængt i tre bånd, hvilket gør det let at finde balancen, men som ikke harmonerer for godt med de fire lys. Fire bånd passer symmetrisk bedre til antallet af lys, men til gengæld er balancepunktet sværere at ramme. Båndene kan også være lilla, den katolske kirkes bodsfarve, ganske som advent er kirkeårets bodstid, hvor mennesket har lejlighed til at bekende dets synder inden den store glædesfest.

Betlehemsstjernen.

Kigger vi på det traditionelle danske juletræ, vil den meste toppynt symboliserer frugtbarhed, altså Jesu fødsel. Toppynt på de fleste danske juletræer er en stjerne, Betlehemsstjernen, der stod over stalden, hvor Jesusbarnet kom til verden. Den ældste toppynt er dog en engel, den engel, der bebudede Jesu fødsel for jomfru Maria eller forkyndte budskabet for markens hyrder. Også en stork kan pryde træets top, fordi storken som bekendt kom med de små børn.

Stjernekasterne peger tillige i retning af Betlehemsstjernen.

En hyldest til jomfrufødslen.

En helt anden form for kristen julepynt til at hænge på træet er æbler, fremstillet af papmache, farvet glas eller som her plastik. Æbler er også et symbol på frugtbarhed. De spillede en central rolle i en middelalderlig legende om Jesu fødsel: Af from ærbødighed for jomfrufødslen både blomstrede og satte alle æbletræer frugt i løbet af denne ene hellige nat. Derfor var æbler en meget yndet pynt på de tidlige juletræer.

Jakobsstigen forbinder himmel og jord.

Visse steder kan man endnu se en Jakobsstige pryde juletræet. Danmarks ældst bevarede stykke julepynt af papir er netop en sådan Jakobsstige. Den er klippet af premierløjtnant Tønne Bloch (1793-1837) i Århus og forestiller en stige med fem håndtegnede engle udklippet af flere sammenlimede ark papir. Jakobsstigen nævnes i Biblen i forbindelse med patriarken Jakob i 1. Mosebog 28, 11-12: I drømme så han en stige, der stod på jorden; den nåede helt op til himlen, og Guds engle gik op og gik ned ad stigen. Stigen symboliserer menneskets drøm og håb om et liv efter døden.

En ægte dansk jule-specialitet: Det flettede hjerte.

Uundværligt på ethvert juletræ er det flettede julehjerte. Som hovedregel er hjerterne holdt i vore nationale farver. Det røde hjerte kan dog også hænge sammen med det flammende hjerte, der i den katolske verden de sidste 500 år har været det autoriserede symbol på Jesu kærlighed og lidelse.

Engle udstanset af karton er stadig meget brugt som juletræspynt. Vi er så fortrolige med engle som et kristent symbol, at de ikke behøver nærmere omtale her.

De mange lys, der hører julen til, er et udpræget kristent symbol. Mange steder i Bibelen hører vi om lys, men intetsteds så klart som i Johannesevangeliet, kapitel 8, vers 12: Atter talte Jesus til dem og sagde: Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys. Lysene på juletræet er i dag hvide eller røde. Sådan har det ikke altid været. Da juletræsskikken kom fra Tyskland til Danmark i begyndelse af 1800-tallet, var lysene røde, hvide og blå. De tre kulører er nemlig hertugdømmet Holstens farver.

Den romersk-katolske julekrybbe har vundet fodfæste i den danske jul.

I borgerskabets stuer begyndte de små julekrybber at dukke op i 1890’erne. Det er egentligt en ren katolsk skik, men når de små figurer nu passede så godt ind i klunketidens stuer? Julekrybberne er så småt ved at tilkæmpe sig en blivende plads på den danske julescene.

At fejre jul har de sidste 1000 år været ensbetydende med at fejre Kristi fødsel. Før da var jul lig med midvinters drikkegilder i midten af januar; men vikingerne flyttede jul til 22. december. Man fejrede her i Skandinavien, at et nyt år var på vej, at alt gik mod lysere tider.

Det ældste ved julen er selve ordet jul. Det nævnes omkring år 900 i en beretning om slaget i Hafrsfjorden 872, hvor Harald Hårfager samlede sig Norge:

Ude (dvs. ude på havet) vil han drikke jul,

Den højtstræbende fyrste,

Om han skal kunne ene herske;

Ude vil han øve Frøjs leg.

Som ung fik han lede ved ildhygge

Og ved at sidde inde,

Ved den varme kvindestue

Og ved de dunfyldte vanter.

‘Ude vil han drikke jul’…

Harald Hårfager ville altså drikke jul på havet, fordi han allerede som ung fik lede ved ildhygge, ved den varme kvindestue og ved de dunfyldte vanter. Underligt nok, da det netop er nogle af de ting, som vi i dag forbinder med en hyggelig jul!

Man drak jul! Med en skål bad man guderne Njord, Frøj og Jølner, alias Jule-Odin, om et godt, nyt år. Især Jølner er nok en skål værd. Ganske vist havde han ikke ligefrem opfundet øllet. Det havde Jætten Suttung, men Jølner stjal opskriften og gav den til menneskeheden. Hvor ordet jul er den ældste af vore juletraditioner, er julebryg den ældst kendte julegave.

Jule-hvidtøl blev introduceret i 1896.

I den norske kong Hakon den Godes lov fra midten af 900-tallet var det ligefrem et krav, at julen skulle vare lige så længe, som det øl rakte, der kunne brygges af én skæppe malt. Har man kendt magen? Julens længde afhang af, hvor meget øl der var tilbage i tønden!

Da Danmark blev kristnet, drak man i stedet på selveste juleaften Jomfru Marias skål, men efter reformationen rettede man skålen til Gud. Traditionen med denne rituelle Guds skål varede ved til langt op i 1800-tallet. Når vi løfter glasset juleaften eller ved frokostbordet de næste par dage og ønsker hinanden Glædelig Jul!, eller når vi synger med på Dalton og deres Julesang fra 2009: De drak julen ind de drak julen ud med humør og dobbeltsyn, følger vi således en tradition med mindst 1100 år bag sig.

Siden Danmark blev kristnet, har vi fejret Kristi fødsel den 24. december om aftenen, selvom jomfrufødslen jo ifølge traditionen først fandt sted dagen efter. Sådan er det i Danmark. Når noget skal fejres, sker det aftenen før selve dagen. Tænk blot på Skt. Hans aften og Mortensaften!

Den danske jul, som vi fejrer den i dagens Danmark, er og bliver en sær blanding af hedenskab, kristendom og nationalfølelse.

Glædelig jul!