Browse Tag

julekalendere

Da Elisabeth greb blyant og vandfarver

For at udbygge Den Gamle Bys samlinger til belysning af julens historie i Danmark blev der i efteråret 2006 i dagspressen indledt en indsamlingskampagne af julekalendere til museet. Resultatet var ganske overvældende. Siden november 2006 har museet modtaget mere end 500 julekalendere fra 1930 og frem. Heldigvis bliver museet stadig betænkt med julekalendere, der jo unægtelig er en af julens faste traditioner og, nå ja, så absolut et af mine favoritemner.

En dag sent i november 2006 blev jeg kontaktet af Elisabeth, en af Den Gamle Bys frivillige. Hun ville gerne donere en aldeles ubrugt kalender til museet. Jeg tog med største glæde imod kalenderen, der ses herunder.

Ubrugt reklamejulekalender udleveret af Andelsmejeriet Hjedding
Ubrugt reklamejulekalender udleveret af Andelsmejeriet Hjedding

Som det tydeligt fremgår af julekalenderen, er der tale om en reklamekalender. I 1950’erne opdagede forretningsverdenen for alvor reklameværdien af at uddele gratis julekalendere til dens kunder. Reklamekalenderne havde deres højtid i 1950’erne og i 1960’erne, men fænomenet lever videre i bedste velgående.

Kalenderen her er udleveret af Andelsmejeriet Hjedding i Ølgod til mejeriets kunder ved juletid. Andelsmejeriet Hjedding er ingenlunde ukendt. Det var det første andelsmejeri i verden, oprettet allerede i 1882. Mejeriet eksisterer stadig, men har siden 1948 fungeret som mejerimuseum. Mejeriet syner i dag ikke af meget, men det skal man ikke lade sig narre af. Det er ganske enkelt den danske andelsbevægelses vugge, vi har her. Kulturstyrelsen udpegede det i 2006 som et nationalt industriminde.

Hele motivet emmer af jul. I sin stribede luftballon svæver julemanden, assisteret af to små hjælpenisser, ved nattetide hen over et sneklædt landskab. Luftballonen er pænt udsmykket med både granguirlande og glaskugler. Mon ikke julemanden påtænker at lande midt i den lille landsby for at aflevere både sækken med julepost og de mange indpakkede gaver? Eller vil man blot lade julepost og gaver falde ned i den bløde sne? I landsbyen venter forventningsfulde nisser spændt.

En fin kalender, ganske ubrugt og aldeles velbevaret!

Elisabeth havde dog mere at skænke til museet. Hun ville også gerne aflevere en blyantstegning optegnet med sort tusch og koloreret med vandfarver. Jeg blev meget overrasket, da det viste sig at være selveste udkastet til julekalenderen fra Andelsmejeriet Hjedding!

Udkast fra 1955 til reklamekalenderen fra Andelsmejeriet Hjedding
Udkast fra 1955 til reklamekalenderen fra Andelsmejeriet Hjedding

Historien bag selve julekalenderen er, at Elisabeths fader var ansat som driftsleder på Aarhuus Bogtrykkerie, der fremstillede en del reklamejulekalendere. I 1955, da Elisabeth var 12 år gammel, spurgte hendes fader, om hun da ikke havde lyst til at tegne et udkast til en julekalender. Med blyant og vandfarver lavede Elisabeth så denne tegning med de fire nisser med julepost og juletræ i en luftballon over et sneklædt landskab. Ovalen på selve ballonen er til anbringelse af den relevante virksomheds navn.

Selvom den professionelle tegner, hvis utydelige signatur anes i nederste højre hjørne på julekalenderen fra Andelsmejeriet Hjedding, har ændret noget på Elisabeths udkast, er ligheden alligevel åbenbar! Formatet er også blev ændret lidt. Udkastet måler 20,8 x 27,8 cm, hvor den trykte julekalender er 16,7 x 23,5 cm.

Ikke nok med at man her har en aldeles ubrugt julekalender fra en spændende lokalitet (Andelsmejeriet Hjedding). Vi kender nu også såvel trykkeriet (Aarhuus Bogtrykkerie) som årstallet (1955) for kalenderens fremkomst.

Otte år senere blev jeg mindet om både reklamejulekalenderen fra Andelsmejeriet Hjedding og udkastet til den. I begyndelsen af juli måned 2014 kom endnu en frivillig i Den Gamle By, Ole, forbi. Han ville gerne donere en lille samling julekalendere til julesamlingen. Stor var min overraskelse, da en af kalenderen var ganske identisk med kalenderen fra Andelsmejeriet Hjedding – dog med en enkelt, vigtig undtagelse!

Også Aarhus Brændsels Compagni A/S udleverede reklamejulekalendere til dets kunder
Også Aarhus Brændsels Compagni A/S udleverede reklamejulekalendere til dets kunder

Denne kalender, hvor alle låger har været åbnet, var forsynet med et andet navn i ovalen på ballonen. Julekalenderen var udleveret af Aarhus Brændsels Compagni A/S som reklame! Ikke nok med at vi har et udkast til en dansk julekalender bevaret. Vi kan tilmed nu endeligt dokumentere og én gang for alle slå fast, at vidt forskellige virksomheder gjorde brug af en og samme julekalender i deres reklamefremstød.

Og, for nu at sige det på ægte jysk: Det er ikke så ringe endda!

 

Børnenes Julehus

Tirsdag den 1. december! Så er det da langt om længe blevet tid til at lukke den første låge i årets julekalender op.

Den julekalender, som jeg har fundet frem til i dag, er en herlig tredimensionel julekalender ved navn Børnenes Julehus.

Forsiden af Børnenes Julehus med julemand og gavesæk og låge 24
Forsiden af Børnenes Julehus med julemand og gavesæk og låge nummer 24

Kalenderen er formet som et rektangulært hus med saddeltag. De oplukkelige låger er anbragt rundt omkring på huset, så de dækker både vinduer, døre og altandøre. To nisser arbejder med indpakkede gaver. Ved fordøren står en smilende julemand i det traditionelle kostume med en stor, brun gavesæk. Størrelsen på kalenderen er ca. 25,5 x 17 x 13,5 cm.

Bagsiden med travle nisser
Bagsiden med travle nisser

Indvendigt er der klæbet tyndt, hvidt papir med de farvestrålende tegninger, der åbenbarer sig dag for dag, efterhånden som man nærmer sig den store aften. Den ene af museets to udgaver af Børnenes Julehus viser utvetydigt, at der indvendigt i huset har været anbragt et lille, levende lys. Lysskæret igennem de tynde, kolorerede små tegninger må have givet en ganske vidunderlig stemningsskabende, men sikkert ikke helt ufarlig effekt.

Snedækkede tage kan være glatte
Snedækkede tage kan være glatte. Foroven ses de to metalklemmer, der holder taget samlet

Julekalenderen er ganske anonym. Der er intet firmamærke. Bladrer man imidlertid igennem tidsskriftet Heimdal, udgivet af papirvarefirmaet L. Levison Junior i København, så finder man snart denne julekalender både afbilledet og omtalt.

Levisons omtale af Børnenes Julehus i firmaets tidsskrift Heimdal 1940
Levisons omtale af Børnenes Julehus i firmaets tidsskrift Heimdal 1940

I Heimdal Posten 1940 får kalenderen følgende ord med på vejen: Opmuntret af den Sukces, vi i Fjor fik med Børnenes Julehus… Børnenes Julehus blev udsolgt paa et altfor tidligt Tidspunkt sidste Aar. Vi har derfor trykt et nyt Oplag, hvoraf vi nu kan ekspedere indkomne Ordrer… Børnenes Julehus maaler 25½ cm i Længden, er 17cm højt og 13½ cm bredt. Nr. 3206. Pris pr. Ekspl. Kr. 1,50 – 33 1/3 % og 11/10.

Børnenes Julehus som afbildet i tidsskriftet Heimdal 1940
Børnenes Julehus som afbildet i tidsskriftet Heimdal 1940

I samme tidsskrift årgang 1941 står: Desuden har vi – opmuntret af tidligere Aars Sukces – trykt BØRNENES JULESKIB og BØRNENES JULEHUS i nyt Oplag. – Vi haaber derfor i Aar at kunne tilfredsstille Efterspørgslen efter disse populære Julekalendere. Prisen var i 1941 den samme som i 1940.

En af gavlene til Børnenes Julehus
En af gavlene til Børnenes Julehus

Kalenderen Børnenes Julehus blev, igen ifølge Heimdal Posten, også genoptrykt til julen 1945, hvor prisen dog var steget til 1,75 kr.

Alt i alt kan Børnenes Julehus tidligst dateres til 1939. Man kan kun tolke 1940-teksten Opmuntret af den Sukces, vi i Fjor fik med Børnenes Julehus som et bevis på, at Børnenes Julehus var årets kalender i 1939. Efter 1945 nævnes julekalenderen ikke mere i firmaets tidsskrift. Bevarede kalendere må altså være fremstillet i årene 1939-45.

Første december - og dagens låge er åbnet
Første december – og dagens låge er åbnet

Og hvad skjuler der sig så bag den første låge? En underskøn koloreret tegning af en dreng, der er i fuld gang med at samle Børnenes Julehus, mens mor og søster nøje følger med. At dømme ud fra det halvcirkulære vindue over døren ser drengen dog godt nok mere ud til at være ved at pille ved låge nummer 24!

Drengen piller ved låge 24 - og det har vi så sandelig da også gjort
Låge nummer 24? Dén har vi så sandelig da også pillet ved!

Vi driller dem…

Den Gamle By viser fra og med i dag og resten af året ud en meget stor udstilling om DR’s julekalendere siden starten på fænomenet i 1962. Udstillingen er blevet skabt i et snævert samarbejde mellem DR og Den Gamle By. Her er Magnus Tagmus med toget og Lillebror med klaveret, Nissebandens kostumer og store bord, Bamses juleslæde og skelettet i glaskisten fra Absalons Hemmelighed, samt dragter fra Pagten og ‘noget’ fra Tidsrejsen, der er sidste skud på stammen. Herudover er samtlige lågekalendere fra årene 1962-2014 selvfølgelig at se. Udstillingen kan ses i Plakatmuseet i Den Gamle By.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA
Fase 1: Dukker og småhistorier. Historier fra hele verden, 1962.

Danmarks Radio overførte i 1962 den todimensionelle julekalenderen af pap og karton til ‘levende’ billeder på fjersynsskærmen. Ideen stammer fra Sverige, hvor den første TV-baserede julekalender blev sendt i 1960. Den første Børnenes Julekalender, som Danmarks Radio sendte, hed Historier fra hele verden, og bestod af en række små historier, hentet fra fremmede lande. Det store gennembrud for Børnenes Julekalender kom i 1967 med julekalenderen Kender du Decembervej? Ikke mange kan huske titlen på kalenderen, men Magnus Tagmus og sangen Mit navn er Magnus Tagmus blev nærmest folkeeje.

Fase 2: Stangdukkerne
Fase 2: Stangdukkernes tid. Jullerup Færgeby, 1974

Danmarks Radio blev af andre julekalenderproducenter skarpt kritiseret i 1977 for misbrug af firmaets monopol – og dermed utidig konkurrence. Der blev klaget til Folketinget, som ikke umiddelbart ville forbyde Danmarks Radios salg af julekalendere, da overskuddet gik til fornuftige projekter i udviklingslandene. Og salget gav vitterligt overskud. En af Danmarks Radios mest populære TV-julekalendere er Nissebanden i Grønland, sendt første gang i 1989. Den blev genudsendt for tredje gang i 2011, hvor der blev solgt 161.694 kalendere, hvilket gav 5,6 mill. kroner i overskud.

De kendte dukker fra Jullerup Færgeby er med på udstillingen.
De kendte dukker fra Jullerup Færgeby er med på udstillingen om Danmarks Radios TV-julekalendere. DR fejrer 40-års jubilæet for Jullerup Færgeby ved at genudsende den populære kalender på DR Ramasjang.

Sagen blev løst på den måde, at Børnenes Julekalender skiftede navn til Børnenes U-landskalender, og at Danmarks Radios trykte kalendere ikke måtte indeholde julemotiver på forsiden. Fra 1977 og op gennem 1980’erne møder man således for eksempel en landsby i Lesotho, indianere i Bolivia, dyr i Afrika og en fiskerlandsby på Maldiverne på U-landskalenderen.

Sanktionen blev fastholdt indtil 1986, men Danmarks Radio bruger dog stadig navnet Børnenes U-landskalender.

Jul i Gammelby 1979
Fase 3: Familiekalenderne. Jul i Gammelby, 1979

 

I 1979 hed TV-julekalenderen Jul i Gammelby. Det var en nyskabelse på to fronter. Der blev nu brugt rigtige skuespillere i stedet for dukker, og det var den nye Provinsafdeling i Aarhus, som stod for produktionen. Modsat den almindelige opfattelse er kun meget få filmsekvenser optaget i Den Gamle By. Alle kulisser var i stedet opbygget i Marselisborghallen. Jul i Gammelby var en stor succes. Det er dog meget dyrt at indspille 24 små spillefilmslignende afsnit, så derfor er også Jul i Gammelby blevet genudsendt et par gange, således i 1983 og 1994.

DR's TV-julekalender Tidsrejsen, 2014
Fase 4: Dan Brown-tiden med mysterier og gåder. Tidsrejsen, 2014.

Med TV-julekalenderen Absalons Hemmelighed i 2006 skiftede TV-julekalenderen atter kurs. Væk var de hyggelige familiehistorier. Nu stod den på fantasy og spænding, mysterier og gåder med åbenlys inspiration fra Dan Brown og andre forfattere i denne genre.

Set ud over de sidste 53 års TV-julekalendere er det tydeligt, at DR-julekalenderne falder i fire faser:

1: Dukker og småfilm, 1962-72. Målgruppen under 10 år.

2: Stangdukkernes guldalder, 1973-78. Målgruppen  under 10 år.

3: Familiesagaerne, 1979-2005. Noget for alle i familien, målgruppen 0-100 år.

4: Dan Brown-tiden, 2006-14. Fantasy og spænding, mysterier og gåder. Målgruppen 10-100 år.

En del af de TV-baserede julekalendere på DR og TV2 tager udgangspunkt i eller omkring kendte seværdigheder. Tænk blot på Jul i Gammelby (Den Gamle By, 1979), Jul på Slottet (Rosenholm, 1986), Jul på Kronborg (Kronborg, 2000), og Ludvig & Julemanden (Børglum, 2011).

Lykkelig den seværdighed, der bruges som ramme omkring en TV-julekalender, thi bedre reklame gives ikke! Den dag i dag hører jeg stadig besøgende i Den Gamle By fortælle deres undrende børn og børnebørn, at her, lige her, blev Jul i Gammelby altså optaget!