Julen er over os

Så er julen atter over os. I dag slår Den Gamle By dørene op til den traditionsrige julekavalkade, der viser, hvordan vi danskere har fejret jul de sidste 350 år.

Der er pyntet op mere end 60 forskellige steder, både indendørs og udendørs i byen. Julekavalkaden fører i dag museets gæster igennem julens historie fra 1625 og frem til 1974. De enkelte udstillinger i museumsbyens huse er udformet som små øjebliksbilleder, hvor tiden er sat i stå, og vi, som tilskuere, træder direkte ind midt i juleforberedelserne, under festen, eller når beboerne netop er gået i seng. Kort fortalt er sigtet med kavalkaden, at belyse hvornår og hvordan de enkelte elementer i den moderne danske jul er opstået.

Julen i Den Gamle By er mange andre ting end blot den historiske jul. Der er boder og butikker og spisesteder, hvis man trænger til lidt vådt eller tørt, koldt eller varmt. Der er husflid og underholdning og Levende Museum. Der er juleskattejagt og kapervogne og meget meget mere.

Vi har bestræbt os på at gøre julen i Den Gamle By til en total-oplevelse for både store og små. Jeg håber, det er lykkedes.

Den danske jul er omgivet af en lang række traditioner. Nogle lige så gamle som julen selv, andre har kun ganske få år på bagen.

Det ligger dybt i mange danskere, at vi elsker vore traditioner. Ikke bare ved juletid, men rent ud sagt hele året rundt. Lad mig blot nævne traditioner som familiens påskefrokost, Skt. Hans bålet, Mortensaften og nytårsaften. Selv folk, der absolut ikke bryder sig om julens traditioner, er meget traditionsbundne i deres afvisning af julen. For dem er det blevet en tradition at takke nej tak til den danske juletradition.

Julen 2018 starter for alvor i dag. Det er mit håb, at masser af juleglade gæster vil besøge Den Gamle By i de kommende 6 uger. Mange vil komme for at se de traditionelle historiske juleudstillinger, hvor andre vil slentre rundt i de små hyggelige gader, nyde en kop varm gløgg og et par æbleskiver. Nogle vil tage en smuttur forbi for at købe et par julegaver i Museumsbutikken eller i Julebutikken, hvor andre vil tage hele turen rundt.

Julen i Den Gamle By er blevet en fast tradition for mange. Det kan være farligt at ændre på traditioner, men vi har dog gjort det hist og her. Vi har prøvet på at ændre noget undervejs. Nej, ændre er nok et forkert ord at bruge i denne sammenhæng. Vi har prøvet på at forbedre mange ting. Vi spørger hele tiden os selv: Hvad kan vi gøre bedre, hvordan kan vi udvikle julens gang i Den Gamle By, hvordan sikrer vi os, at et besøg på museet bliver en rigtig god oplevelse for alle generationer?

Traditioner betyder på et eller andet plan, at vi ærer vore forgængere ved at prøve at efterligne dem. Traditioner betyder kort sagt ikke, at de levende er døde, men at de døde er levende.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er meget glad for julen. Hvis hele december står i julens tegn, betyder det, at en tolvtedel af året går med julerier. Når man, som jeg, har rundet de 60 år, er det ensbetydende med, at jeg har brugt mere end 5 hele år af mit liv på at jule!

Julen er også ensbetydende med nisser. Og der er nisser her i Den Gamle By. De kan af og til være svære at få øje på. Men de er her. De fleste af os ved det jo godt: Selvfølgelig findes der nisser!

Lad mig sige det helt klart til alle børn og barnlige sjæle: I gør klogt i at tro på nisser. Forfatteren til sangen Juletræet med sin pynt sagde nemlig engang: Den, der ikke tror på nissen, han er gammelklog og vissen.

 

Julemuseum

Det nye julemuseum er indrettet i stueetagen i Trestokværkhuset

Det nye julemuseum er indrettet i stueetagen i Trestokværkhuset

I dag starter julesæsonen 2015 i Den Gamle By.

Den traditionsrige kavalkade af udstillinger i de forskellige interiører og eksteriører vokser år for år. Hele tiden bliver der knyttet nye udstillinger til den række af tiltag, som illustrerer, hvordan vi i Danmark har fejret julen i årene mellem 1625 og 1974. Da jeg tilbage i 2005 for første gang fik julen som arbejdsområde, var der på min liste 24 steder i Den Gamle By, som blev pyntet op. I dag rummer listen hele 67 interiører og eksteriører, der skal tages hånd om. Væksten skyldes hovedsageligt den trinvise færdiggørelse af de forskellige etaper i museets ambitiøse 1974-kvarter.

Set i forhold til julen 2014 er der sket mangt og meget rundt omkring på museet. Julehuset på Torvet er blevet renoveret og ændret. Samtidigt har huset fået et nyt navn, nemlig Jul’umhej huset. Det nye navn skulle meget gerne signalere, at det især er tænkt som en oplevelse for børn.

Grundplan over det nye julemuseum i Den Gamle By

Grundplan over den nye julebutik og det nye julemuseum i Den Gamle By med et tidligt forslag til indretningen af julemuseet

Som noget helt nyt er der med adgang fra Torvet i år blevet indrettet en julebutik i Trestokværkhusets stueetage, hvorfra der vil være salg af forskellige juleartikler som for eksempel julekalendere, nisser og glaspynt.

12. november og julebutikken er næsten færdig

12. november og julebutikken er næsten færdig

Fra julebutikken er der adgang til Den Gamle Bys julemuseum, en ny, permanent udstilling, som viser det bedste fra Den Gamle Bys meget store samling af julegenstande til belysning af den danske juls historie.

Det' dagen før dagen før dagen, du ved...

Det’ dagen før dagen før dagen, du ved… Julemuseet 12. november

Der vil være montrer med den fine gamle juletræspynt, som rækker tilbage til før år 1900. Montrer med gamle julepostkort, julemærker og kravlenisser. Montrer med julens ikoner som juleplatter, juleskeer og julesnaps. Montrer med reklamejulekalendere. Og selvfølgelig en montre med julens facitliste, Peters Jul, med udgaverne fra 1866 og op til og med 2002, altså alle de udgaver af Peters Jul hvortil der er tegnet nye illustrationer.

Forsiden af juleklassikeren Peters Jul, 1. udgaven

Forsiden af juleklassikeren Peters Jul, 1. udgaven

Trestokværkhuset er et af de ældste og mest maleriske huse i Den Gamle By. Den imponerende gavl ud mod åen er knægtbygget, hvilket betyder, at hver etage er lidt bredere og lidt længere end den underliggende. Gavlen er et af de smukkeste og mest virkningsfulde eksempler på renæssancegavle i Danmark. Gavlen er, som set fra Toldbodgade, ydermere en af museets mest fotograferede bygninger. Opførelsesåret 1585 står skåret i et af hanebåndene i gavlen. Bindingsværkshuset stammer fra Den Klingenbergske Gård i Aalborg, hvor det lå i Jomfru Ane Gade, men har siden 1926 prydet Torvet i Den Gamle By.

Tysk lyseholder af bemalet blik fra ca. 1890

Tysk lyseholder af bemalet blik fra ca. 1890

Et julemuseum har længe stået på min ønskeseddel. Indtil videre er julemuseet kun åbnet i julesæsonen. Jeg så det dog gerne åbent også i hele sommerferien. Det kunne være aldeles charmerende og anderledes befriende at tage en tur på julemuseum på en hed sommerdag!

Arkitekt Hans Henrik Koch fremstillede i 1918-22 fire klippeark med pynt til juletræet

Arkitekt Hans Henrik Koch fremstillede i 1918 fem klippeark med pynt til juletræet. Arkene er blevet genoptrykt og kan erhverves i Den Gamle Bys boghandel i Søndergade

Til slut vil jeg blot sige, at jeg håber, alle besøgende igennem de næste seks uger får en rigtig god og spændende oplevelse i Den Gamle By.

Hjerteligt velkommen til alle!