Browse Tag

Højt fra træets grønne top

Historien om julens historie i Den Gamle By

Lørdag den 18. november åbnede Julen 2017 i Den Gamle By. På omkring 60 forskellige steder på museet kan besøgende traditionen tro se udstillingen om den danske juls historie. Udstillingskavalkaden fører i dag museets gæster igennem julens historie fra 1625 og frem til 1974. Kort fortalt er sigtet med kavalkaden, at belyse hvornår og hvordan de enkelte elementer i den moderne danske jul er opstået.

Jeg brugte lige før udtrykket ’traditionen tro’. Julen er traditionernes holdeplads. Der er et eller andet beroligende ved traditioner. Jo mere verden omkring os forandres (og det i et stadigt accelererende tempo), desto mere er det en lise for sind og sjæl at gribe fat i velkendte traditioner. Der må helst ikke ændres noget. Julen skal være, som den altid har været.

Det kan vist ikke udtrykkes bedre eller mere tydeligt, end Peter Faber gjorde det omkring 1850 i sangen Julestemning, der i dag bedst kendes under navnet Sikken voldsom trængsel og alarm:

Drej kun Universet helt omkring,

Vend kun op og ned paa alle Ting,

Jorden med, thi den er falsk og hul,

Rör blot ikke ved min gamle Jul.

Men hvornår opstod egentligt traditionen i Den Gamle By med at pynte særlige juletableauer fra forskellige tidsperioder?

Det første tableau kom til i 1951

Det hele startede såre beskedent i 1951. I museets beretning for dette år nævnes det således ganske kort, at man i tiden mellem jul og nytår 1951 tog borgmestergårdens 1848-stue i brug til en lille særudstilling. Her viste museet et pyntet juletræ, som det kunne have set ud for 100 år siden. Årsberetningen fortsætter På denne tid var juletræet endnu en nyhed, og perioden ligger ikke længere tilbage, end at det var muligt at give et troværdigt billede af en borgerlig stue med julens udsmykning.

Dette juletræ pyntet som omkring 1850 blev med tiden en fast tradition i borgmestergårdens 1848-stue. Træet, der er pyntet op efter anvisningerne i Peter Fabers udødelige julesang Højt fra træets grønne top, har siden 1951 haft sin faste plads på dette sted.

Tableau baseret på en akvarel af fru Thomasine Gyllembourg. Opstillingen stod i stuen i Bredgade 38 i København 1814
Det andet tableau kom til i 1966. Arrangementet er baseret på en akvarel af søsteren til fru Thomasine Gyllembourg. Opstillingen stod i stuen i Bredgade 38 i København 1814

Først 15 år senere, i 1966, får det følgeskab af et andet julearrangement. Museets årsberetning 1966 har herom følgende bemærkninger Endelig må nævnes en – i omfang beskeden, men såre interessant – fornyelse, et tillæg til museets gennem mange år elskede juletræ i ”1848-stuen”. Dette juletræ er så velkendt, at det må og skal være det samme fra år til år; men museet havde på grundlag af nogle små akvareller fra omkring 1820 arrangeret en juletræsopstilling af fem små graner på et bord dækket med et grønt tæppe. På bordet stod kandelabre og skåle med frugter og nødder. En sådan opstilling er vistnok aldrig blevet behandlet i den for øvrigt ret sparsomme litteratur om dansk juletræstradition – sikkert fordi den aldrig har fået varig betydning. Opstillingen er i al beskedenhed et lille kulturhistorisk eksperiment, der illustrerer de første forsøg på at skabe en borgerlig ramme omkring julefesten.

Denne opstilling er gentaget efter en akvarel fra 1814, der viser salen i fru Gyllembourgs hjem i Bredgade i København. Efter i mange år at have stået i borgmestergårdens empirestue blev opstillingen omkring 2007/08 flyttet til Jakob Kjellerups stue i Aalborggården.

Det tredje tableau kom til i 1972: Juletræet i købmandsgårdens sal

Et tredje juletræ kom til i 1972. Her blev der i købmandsgårdens sal vist et juletræ fra omkring 1870. Træet var pyntet efter en illustration i 2. udgaven 1870 af Peters Jul. Den dag i dag står Peters Jul-træet i denne sal. Kun et enkelt år manglede træet i købmandsgårdens sal. I 1980 var hele købmandsgården lukket ned på grund af energibesparelser, og træet var da anbragt i det daværende tekstilmuseum, der dette år tillige virkede som legetøjsmuseum.

Juletræet anno 1929 hos cykelsmeden

Den helt store satsning på julens historie blev indledt i 1997. Juleudstillingen blev fremover i langt højere grad tænkt som én langstrakt skildring af, hvordan man i de forskellige sociale lag holdt jul i tiden mellem 1625 og 1929 .

I 1997 blev der lavet små julesærudstillinger i:

  • 1625 Renæssancesengekammeret i borgmestergården
  • 1723 Pyramidesalen i borgmestergården
  • 1797 Louis Seize-stuen i borgmestergården
  • 1809 Granhytten i empiresovekammeret i borgmestergården
  • 1814 Fru Gyllembourg i borgmestergårdens empiresal (omkring 2007/08 overflyttet til Jakob Kjellerups stue i Aalborggården)
  • 1848 Peter Faber i borgmestergårdens 1848-stue
  • 1864 Peters Jul i købmandsgården i syv rum. Træets pynt blev nu koblet sammen med 1. udgaven af Peters Jul, skrevet 1863 og udgivet 1866
  • 1895 Skræddermesterens stue i Svendborghuset
  • 1919 Frk. Wahlstrøms stue i Lemvighuset
  • 1929 Cykelsmedens stue i Viborghuset

Det nye store tiltag faldt i publikums smag. Besøgstallet voksede med omkring 50%. I alt kom cirka 21.000 gæster forbi museet i december måned.

Året efter, i 1998, blev yderligere fem interiører tilknyttet julekavalkaden. Flere af dem var planlagt til julen 1997 (1811, 1840 og 1849), men de nåede ikke at blive færdige:

  • 1810 En holstensk skipperfamilie i Sønderborghuset (sløjfet ved indretningen af Schous Sæbehus, åbnet 2010).
  • 1811 En statsembedsmand af holstensk afstamning i Aalborggården, 1. sal, (omkring 2007/08 overflyttet til borgmestergårdens empirestuen).
  • 1840 Skomagerens stue i Lille Rosengården
  • 1849 Skolen
  • 1850 Farverens stue
Det noget særprægede juletableau anno 1797 i Aabenraahuset
Det noget særprægede juletableau anno 1795 i Aabenraahuset

Et par nye juleinteriører så dagens lys i 1999 eller mere sandsynligt i 2000:

  • 1795 Huset fra Aabenraa (sløjfet ved indretningen af Musæum 1927, åbnet 2008)
  • 1805 Kamma Rahbæk i Aalborggården, 1. sal (senere flyttet ned i stueetagen sammesteds)
  • 1841 Den lille pige med svovlstikkerne i Lille Rosengården
  • 1885 Gæs hos Bageren

I takt med skabelsen af både et 1927- og et 1974-kvarter i Den Gamle By er antallet af særlige juleinteriører vokset kraftigt. Udstillingslisten for i år omfatter 69 potentielle steder til en belysning af den danske juls historie. Byggearbejder og restaureringsopgaver vil dog medføre, at ikke alle 69 lokaliteter bliver taget i anvendelse.

Det bør retfærdigvis også nævnes, at der igennem årene hist og her midlertidigt har været opstillet pyntede juletræer på forskellige steder på museets område. Det først kendte eksempel er et juletræ med pynt fra tiden ca. 1880-90, der til julens særudstilling i 1957 var opstillet i Aarhus mølles sal. I julen 1971 stod et festligt pyntet juletræ fra ca. 1900 i Helsingør Theaters foyer. Samme sted var i 1997 opstillet to juletræer pyntet som anno 1930 og 1940.

Julens historie i Den Gamle By er traditionernes holdeplads. Juletræet i borgmestergårdens 1848-stue var det første træ i kavalkaden af museets juletræer – og det er selvfølgelig på sin rette plads igen i år.

 

 

 

Jul i Tåderup præstegård 1834

I 1834 skrev sognepræst i Tingsted, Johan Frederik Biering (1785-1867) en lejlighedsvise, som fik navnet Jul i Tåderup Præstegård. Sangen blev afsunget juleaften i Tåderup Præstegård, der hørte til embedet. Lejlighedsvisen er anbragt nederst i dette blokindlæg.

Johan Frederik Biering
Johan Frederik Biering

Der er to ting, som gør denne lejlighedsvise særdeles interessant. For det første handler den om juletræet og fejringen af julen på et tidspunkt, da juletræet endnu var forholdsvist sjældent i Danmark.

For det andet er det værd at bemærke ligheden til Peter Fabers klassiker Højt fra træets grønne top, der er skrevet i 1847 – hele 13 år efter Jul i Tåderup Præstegård. Det er ufatteligt spændende, at Peter Faber ikke er den første, som har forfattet en lejlighedsvise om en jul hos en bestemt familie. Ligeledes er det interessant at se, at Højt fra træets grønne top er opbygget på præcis samme måde: med gaver på træet og navn på den person, som gaven er tiltænkt. Selv melodimæssigt er der overensstemmelse.

Tingsted kirke, hvor Johan Frederik Biering virkede som sognepræst i årene 1825-43 (tingstedkirke.dk)
Tingsted kirke, hvor Johan Frederik Biering virkede som sognepræst i årene 1825-43 (tingstedkirke.dk)

Kan man nu forklare disse ligheder de to lejlighedsviser imellem? Er det hele blot et sært tilfælde, eller er der en eller andet skjult eller for os i dag ukendt forbindelse de to familier imellem.

Der er lidt for mange sammenfald til, at jeg tror på den første mulighed.

På en eller anden måde må Peter Faber have kendt til Johan Frederik Bierings lejlighedsvise fra julen 1834. Hvordan kan et sådan kendskab være kommet i stand? Min teori er: Polyteknikeren Peter Faber må have kendt den polytekniker, der nævnes i vers 4, og som var søn af lejlighedsvisens forfatter.

Polyteknikeren i vers 4 er identisk med Christian Henrik Biering, født 1813. Han skiftede omkring 1832 studiet af teologi ud med studiet af naturvidenskaber, måske på opfordring af H. C. Ørsted, der i al fald var Christian Henriks vejleder. I året for lejlighedsvisen 1834 blev han alumnus på Ehlers Kollegium. Han underviste i matematiske og fysiske videnskaber. I foråret 1838 tog han polyteknisk eksamen i de anvendte naturvidenskaber. Maj 1838 blev han adjunkt i Rønne. I vinteren 1839-40 var han tilbage i København, men i 1840 blev han ’virkelig adjunkt’ ved Rønne skole. Allerede året efter, i 1841, kom han til Aalborg katedralskole.

Peter Faber (denstoredanske.dk
Peter Faber (denstoredanske.dk)

Vender vi os til Peter Faber, blev han jo født i 1810, altså blot tre år før lejlighedsvisens polytekniker. Faber startede på Polyteknisk Læreanstalt i 1835, hvor en af hans lærere netop var H. C. Ørsted, som jo også havde været vejleder for Christian Henrik Biering. Vi ved, at Christian Henrik Biering blandt andet underviste på Polyteknisk Læreanstalt i matematik og fysik. Det ligger da snublende nært at spørge: Modtog Peter Faber undervisning af Christian Henrik Biering? Peter Faber bestod eksamen i 1840, blot to år efter Christian Henrik Biering. Senere blev Faber inspektør ved Polyteknisk Læreanstalt.

De to personer Biering og Faber kan vel kun dårligt have frekventeret den samme læreanstalt, Polyteknisk Læreanstalt, i disse år uden at have fået kendskab til hinanden!

Jeg funderer over følgende spørgsmål:  Lærte Peter Faber 1834-lejlighedsvisen at kende i København, hvor han i al fald i årene 1835-38 (og måske tillige i vinteren 1839-40) må have været bekendt med Christian Henrik Biering? Havde Christian Henrik Biering en kopi af faderens lejlighedsvise med til København? Fik Faber en kopi af sangen – eller afskrev han den?

Der synes at være enighed om, at Højt fra træets grønne top oprindeligt blev skrevet til melodien Komme, hvo som komme vil, der i dag bedst kendes under navnet I en kælder sort som kul. Faber brugte ofte denne melodi til sine lejlighedsviser. Lejlighedsviser er jo netop overraskende og ukendte viser, der bedst kan synges på en i forvejen velkendt melodi.

Førstewudgaven af sangen Juletræet, der senere blev verdensberømt i Danmark under navnet Højt fra træets grønne top (denstoredanske.dk)
Førsteudgaven 1848 af sangen Juletræet, Sang for Børn, der senere blev verdensberømt i Danmark under navnet Højt fra træets grønne top (denstoredanske.dk)

Komme, hvo som komme vil er et digt fra 1795 af Peter Andreas Heiberg. Digtet bærer egentligt titlen Laterna Magica, hvori Heiberg præsenterer en række personer fra Det gamle testamente som en slags billedfilm. Både Biering og Faber benytter samme teknik i præsentationen af de mange familiemedlemmer i deres respektive lejlighedsviser. Bemærk også, at Johan Frederik Biering netop vælger at indlede sin lejlighedsvise med linjen Komme hvo, som komme vil.

Melodimæssigt må vi konkludere, at både Højt fra træets grønne top fra 1847 og Jul i Tåderup Præstegård fra 1834 må være skrevet til samme melodi Komme, hvo som komme vil. Da Hornemanns melodi fra 1848 passer perfekt til Højt fra træets grønne top, ligger det jo i sagens natur, at samme melodi også passer til Jul i Tåderup Præstegård fra 1834.

Peter Fabers lejlighedssang Højt fra træets grønne top, der er blevet synonym med den danske familiejul,  er langt mere forfinet og mundret, men i sit væsen er den en klar aflægger af Jul i Tåderup Præstegård fra 1834. Jeg bliver mere og mere overbevist om, at de to unge polyteknikere har kendt hinanden – og at Peter Faber har fået hele ideen til og opbygningen af sin Højt fra træets grønne top netop fra Christian Frederik Biering i årene 1835-40, som må have medbragt et eksemplar af sin faders lejlighedsvise til København. Antageligt har vi her selveste inspirationskilden til Højt fra træets grønne top!

 

Juletræ i Tåderup Præstegård 1834

1

Komme hvo, som komme vil,

Komme hver en Unge!

Skuer ikkun nøje til,

Mens de gamle sjunge.

Vist I da så smukt vil le,

Når I Eders Navne se

Blandt de grønne Grene,

Blandt de grønne Grene.

 

2.

Jomfru Lise træd nu frem,

Tag Du først din Gave.

Thi vi ved, at Du er slem

Efter mer’ at have.

Du Presenten ta’er jo, om

End fra Anonym den kom,

Ja vel selv fra Ræve,

Ja vel selv fra Ræve.

 

3

Nicoline, væne Mår!

Kom og hid på Scenen!

Og se til, Du hittet får

Hvad dit er på Grenen!

Nu Du dog vel skjule kan

Din Tistilles hvide Rand

Som Dig når til Halsen,

Som Dig når til Halsen.

 

4

Min Hr. Polytekniker!

Mon han vel kan finde,

Hvad på Træet hannem er

Tiltænkt denne sinde?

Dog han dele broderlig,

Og rav ikke alt til sig,

Som han åd Kalkunen,

Som han åd Kalkunen.

 

5

Du som Savn af Klæderne

Idelig på-anker,

Og derfor – hvad alle se

I Sløjkjole spanker.

Trøst Dig nu ved denne Skat!

Snart Du får en Faldehat

Og ad Åre Bukser,

Og ad Åre Bukser.

 

6

Og Du som på Kortet vil

Griffenfeld oplede,

Søg Du op, hvad Dig hør til!

Det er mere rede.

Bliv kun så Kommissionær

For din Moder, men især,

Når hun Smør skal købe,

Når hun Smør skal købe.

 

7

Nu til Storken Raden kom

– det har varet længe –

Se, hvor stolt han ser sig om,

Hvad der end kan hænge.

Gid med Sølibat han sig

Må forsvare drabelig

Og med Trækanoner,

Og med Trækanoner.

 

8

Ene Askefisen nu

Ikkun står tilbage,

O, hvor gram han er i Hu

Efter sit at tage!

Kom da, lille Hr. Patron,

Du vor bedste Husspion:

Tag hvad Dig tilhører,

Tag hvad Dig tilhører.

 

9

Plyndret ses da Træet stå,

Dog vi Håb tør nære,

At I Alle, Store Små,

Nu tilfredse ere;

Altså endnu blot til Rest

Eder en glad Julefest

Vi af Hjertet ønske,

Vi af Hjertet ønske.

(Tusind tak for til Hanne Mikkelsen i Birkerød og Jesper Asmussen i Jægersborg, som satte mig på sporet af Jul i Tåderup Præstegård 1834)

Sine og Peter og alle de andre…

Danmarks ubetinget mest populære julesang er og bliver Peter Fabers eventyrlige Højt fra træets grønne top, som han skrev til julen 1847. Sangen bliver troligt sunget hver eneste juleaften i mange danske hjem landet over. Den er ganske enkel lige så vigtig for den danske jul, som Emma Gad er for takt og tone.

Den første trykte udgave med Emil Hornemanns melodi blev udgivet i 1848 (denstoredanske.dk)
Den første trykte udgave med Emil Hornemanns melodi blev udgivet i 1848 (denstoredanske.dk)

Når det er sagt, er det dog også værdifuldt at vide, at Peter Faber rent faktisk skrev sangen som en lejlighedsvise beregnet til brug juleaften den 24. december i året 1847. Den oprindelige titel på lejlighedsvisen var Juletræet, Sang for Börn. Lejlighedsviser er viser skrevet til specielle lejligheder. Melodien til en lejlighedsvise skal være let genkendelig, så alle og enhver kan synge med. Højt fra træets grønne top er oprindeligt skrevet til den melodi, som vi i dag bedst kender som I en kælder sort som kul. Først året efter, i 1848, komponerede Emil Hornemann den melodi, der anvendes i dag.

Samarbejdet mellem Peter Faber og Emil Hornemann gav genlyd landet over takket være en helt anden sang. I april 1848 satte Emil Hornemann melodi til Peter Fabers digt Den tappre Landsoldat, i dag bedre kendt som Dengang jeg drog af sted, om den djærve danske landsoldat under Treårskrigen 1848-50. Denne sang udkom i særtryk mandag den 10. april 1848. Dagen før havde de danske tropper besejret de slesvig-holstenske oprørere i slaget ved landsbyen Bov, Treårskrigens første militære træfning. Sangen blev en sand landeplage, og både Faber og Hornemann blev da også efterfølgende udnævnt til Ridder af Dannebrog.

Store Kannikestræde 15, hvor Peter Faber i 1847 skrev Højt fra træets grønne top (bibliotek.kk.dk)
Store Kannikestræde 15, hvor Peter Faber i 1847 skrev Højt fra træets grønne top (bibliotek.kk.dk)

I Højt fra træets grønne top er det værd at dvæle en stund ved de personer, der nævnes i sangen. Hin minderige juleaften den 24. december 1847 fejrede Peter Faber med sin hustru Frantzine Petrine Eibye hos Peter Fabers far, forhenværende smedemester og kongelig plattenslager Rasmus Hjort Faber i Peter Fabers barndomhjem på Gråbrødretorv 21 i København. Peter Faber selv boede i Store Kannikestræde 15, hvor Højt fra træets grønne top da også er skrevet.

Mindeplade (indenforvoldene.dk)
Mindeplade, Store Kannikestræde 15 (indenforvoldene.dk)

Med til julefesten var tillige Peter Fabers storebroder, smedemester og kaptajn Niels Andreas Faber og dennes hustru Elisabeth Eibye, en søster til Peter Fabers hustru. Ret beset var det Peter Fabers storebroder, der holdt julefesten, da han havde overtaget faderens smedje.

Peter Faber med høj cigarføring (assistents.dk(
Peter Faber med høj cigarføring (assistents.dk)

Lad os se lidt nærmere på de personer, som vi finder omtalt i Højt fra træets grønne top.

Den lille Sine, som nævnes med et dukkebarn og det røde bånd, hvori gaven er ophængt på træet, i vers 2, er identisk med Frantzine Petrine Faber, født omkring 1846. Hun var datter af Peter Fabers storebroder, Niels Andreas Faber og hustruen Elisabeth Eibye. Den lille Sine, der i efterfølgende udgaver af sangen altid skrives som Signe, var i øvrigt opkaldt efter Peter Fabers hustru.

I vers 3 møder vi Peter, der har den Gren så kjær, hvorpaa Trommen hænger. Hans fulde navn var Peter Christian Faber. Han var barn af Niels Andreas Faber og Elisabeth Eibye, og blev født ca. 1840.

Anna, som nævnes med de fire alen merino i vers 4, er identisk med Anna Margrethe Faber, født ca. 1838. Også hun var barn af Niels Andreas Faber og Elisabeth Eibye.

I vers 5 møder vi Hendrik, der skal have Denne Fane, ny og god. Peter Faber påstod senere, at figuren var frit opfundet. Herfra stammer vel den holdning, at dette vers kunne være indsat senere i sangen – i forbindelse med Treårskrigen. Personen kan dog meget vel være identisk med Hendrik, født ca. 1838, der var søn af Peter Fabers søster Magdalene, gift med krigsråd og skolebestyrer Anton Wilhelm. Hendrik blev senere kaldet familiens sorte får, hvorfor vides ikke, men det kan være årsagen til, at Peter Faber senere hævdede, der var tale om en opdigtet person.

Den lille William, som vi møder i vers 6, er lig med Andreas William Faber, født 1847, der som den eneste af alle de nævnte børn var barn af Peter Faber og Frantzine Petrine Eibye. Det var lille Williams allerførste juleaften, og han nævnes da også i forbindelse med sin amme.

Gråbrødretorv blev opført af Rasmus Hjort Faber i årene 1813-16 (indenforvoldene.dk
Ejendommen her på Gråbrødretorv blev opført af Rasmus Hjort Faber i årene 1813-16. Opgangen til nummer 21 er til højre i billedet (indenforvoldene.dk)

I vers 7 finder vi så bedstefar, den forhenværende klejnsmed Rasmus Faber Hjort, der julen 1847 var blevet 83 år. I samme vers nævnes også Lotte og Hanne. Lotte var sikkert tjenestepige hos smedemester Niels Andreas Faber, hvor Hanne kan være identisk med den 23-årige Hanne Larsdatter, der ved folketællingen 1850 var tjenestepige hos Peter Faber. Bemærk dog, at i en af de trykte 1848-udgaver har Peter Faber egenhændigt rettet Hanne til Anne.

Den sidste person i sangen finder vi nævnt i vers 8. Linjen Moder er i Kjøkkenet viser hen til Peter Fabers svigerinde, Elisabeth Eibye.

Antageligt har der været flere personer til stede juleaften den 24. december 1847. De øvrige niecer og nevøer og voksne fik et lille, personligt digt, en såkaldt devise, som fulgte med deres julegave.

Højt fra træets grønne top er altså med andre ord en lejlighedsvise, beregnet til at blive sunget denne ene aften, den 24. december 1847. Siden da er den blevet en sand landeplage – i al fald ved juletid.

Du kan læse mere om personkredsen i Anna Marie Lebech-Sørensens dejlige bog Højt fra træets grønne top, Peter Fabers jul, fra 1994.

 

Og see, der hænger i røde Baand Rosiner…

Når man læser afsnittet Ved Juletræet, der beretter om den megen pynt på juletræet, i 1. udgaven af Peters Jul, støder man på de to linjer:

Og see, der hænger i røde Baand

Rosiner og Sukkerkrandse!

At man kan hænge sukkerkranse op i røde bånd på juletræets grene er ganske forståeligt. Men rosiner? Det giver umiddelbart ingen mening.

Den blå Moscatel-drue
Den blå Moscatel-drue

Forklaringen kan ganske enkelt være, at bogens forfatter Johan Krohn har tænkt på konfektrosiner på klase. I midten af 1800-tallet kom de bedste konfektrosiner på klase fra den solbeskinnede sydspanske provins Malaga. Især i området La Axarquía dyrkes der stadig meget store og søde druer af sorten Moscatel. Druen findes i farvenuancer fra lysegul til næsten blåsort. De søde klaser høstes i august måned, og soltørres på særlige terrasser, de såkaldte paseras. Byen Almáchar i La Axarquía har faktisk et helt museum tilegnet rosinen, El Museo de la Pasa.

Soltørring af druer
Drueklaserne soltørres i omkring 40 dage i paseras, sydvendte og skrånende rosin-tørrepladser, der ses mange steder på landet i området La Axarquía øst for byen Malaga

De tørrede klaser med meget aromatiske og søde druer med nærmest krydrede og tørrede druesten var i gamle dage vidt berømmet. En perfekt rosinsmag skabt af en blanding af meget sødmefyldt frugtkød og krydrede, knasende druesten.

Konfektrosiner fra Malaga
Konfektrosiner fra Malaga

Det kan i dag være meget svært at finde disse spanske konfektrosiner på klase. Men man kan faktisk godt lave dem selv. Man skal blot indkøbe 2 kilo almindelige spanske vindruer med sten, da det ingenlunde er sikkert, at Moscateldruen kan opdrives nogetsteds. Druerne skal nænsomt skylles og tørres. Når de er helt tørre, anbringer man dem på et stykke bagepapir i ovnen, sætter ovnen på varmluft og indstiller temperaturen på 60o – og så er det ellers blot med at væbne sig med tålmodighed. Tørretiden er sådan cirka 30 timer!

Man behøver ikke være nervøs for at slå bunden ud af budgetkontoen ved at have ovnen tændt i 30 timer. Strømforbruget er under 4,5 kilowatt. Da 1 kilowatt koster omkring 1,75 kr., har man, når forsøget er overstået, formøblet rundt regnet 7,50 kr. i alt.

Med den lille beretning her om konfektrosiner på klase kan tre bestemte linjer i Peter Fabers klassiske julesang Højt fra træets grønne top, fra 1847, nu pludselig få en anden mening. I første vers hedder det jo som bekendt:

Ikke rør ved den Rosin;

Først skal Træet vises,

Siden skal det spises.

Én rosin på et træ? Der kan selvfølgelig være tale om løse rosiner i et kræmmerhus, men der kan nok også godt være tale om konfektrosiner på klase.

Rosiner med både stok og sten
Rosiner med både stok og sten

Konfektrosiner nævnes specifikt i en ganske udødelig børnebog. Christian Winther udgav i 1835 bogen Flugten til Amerika. I digtet fortæller Peter sin lillesøster om, hvor godt alting er i Amerika. Et af versene lyder:

Konfektrosiner og Mandler der gro,

I store Duske de hænge

Paa Træerne sammen, to og to,

og koste slet ingen Penge.

I øvrigt er det her også værd at bemærke, at de i indledningen citerede linjer fra 1. udgaven af Peters Jul kun findes i netop 1. udgaven. Allerede i 2. udgaven fra 1870 blev teksten kraftigt omarbejdet – og det er denne udgaves tekst, der er blevet brugt lige siden. De to linjer lyder nu:

Og store Figner i røde Baand

og Grise og Sukkerkranse!

 

Jeg skylder Lorents Larsen stor tak for først at have sat mig på sporet af konfektrosiner og dernæst for hele tiden at have sørget for, at jeg nu også holdt mig på det rette spor!

Mavernes fest

Julen er den periode i hele året, hvor vi frem for alt dykker ned i vort indre, ned i de nedarvede traditioner, for at finde ’den gode, gamle jul’ frem. Vi griber tilbage til vor barndoms jul, som vore forældre fejrede den. Og de lærte at fejre julen af deres forældre.

Og alligevel ligner vor jul ikke helt vor barndoms jul. Julen er i stadig udvikling. Mængden af juletraditioner er mere eller mindre ens, men sammensætningen kan varieres alt efter smag. Vi er jo ikke blot kulturbærere, vi er tillige ægte kulturskabere! Når to mennesker flytter sammen og skal til at fejre deres første jul i fællesskab, mødes to forskellige familietraditioner – og nye opstår. I dette krydsfelt indgås der kompromis på kompromis: Jeg plejer at få andesteg juleaften, men hvis du hellere vil have flæskesteg, så er det i orden – men så vil jeg altså også have flagguirlander på juletræet, som du ellers er stærk modstander af.

Julebord i Købmandsgården 1864.

Julen består af lige dele hygge og mad. De to begreber er for mange danskere uadskillelige. Julen er blevet kaldt hjerternes fest, men den er i lige så grad mavernes fest.

Den 24. december var der stadig enkelte ting, der skulle gøres ude og inde. Samtlige husdyr på land og i by fik rigeligt med foder til den hellige julenat. Lænkehunden fik lov at komme ind i stuen (hvor den senere på aftenen ville blive budt smagsprøver af bordets glæder). Køer blev gnedet om tænderne med salt og sod, så ikke trolddom skulle få magt over dem. Der blev tegnet ondt afværgende kors i alle korndynger på lofterne. Udendørs redskaber blev sat under tag, så ikke Jerusalems skomager, der bragte goldheden med sig, skulle kunne finde en rasteplads på dem. Først når alt var ordnet udenfor og indenfor, var det tid at blive vasket og klædt om. Man bænkede sig ved langbordet (med lysedug på i dagens anledning) i den varme stue, skumringen faldt på, og juleklokkernes kimen varslede julefred.

Tapas, tortillas og thaimad er sjældne gæster på de danske spiseborde juleaften. Dertil er vi alt for traditionsbundne. Når familien Danmark går til bords i morgen aften, vil den traditionelle hovedmenu bestå enten af gås, and, kalkun eller flæskesteg. Garnituren dertil er dog næsten altid den samme: Sukkerbrunede kartofler, hvide kartofler og rødkål. Dertil kommer risengrød til forret eller ris á l’amande til dessert.

Den traditionelle julegås
Hovedingrediensen i den traditionelle julemenu

Hovedmenuen er altså gås, and, kalkun eller flæskesteg, ledsaget af sukkerbrunede kartofler, hvide kartofler og rødkål. Men hvornår fandt de enkelte dele i denne menu deres plads på det danske julebord?

 

Rødkål

Rødkålen er den sidst ankomne af de klassikere, der samlet set udgør vore dages traditionelle julemenu. Den sødede rødkål optræder første gang i en kogebog fra 1888 under den pompøse titel: Chou rouge á la danoise. Først i Fru Constantins kogebog fra 1902 finder vi en genkendelig opskrift på den ’rigtige’ rødkål.

Fra begyndelsen af 1890’erne blev den hvide, kogte kartoffel serveret på julebordet. Godt nok havde man siden 1750’erne kendt kartoflen, men den blev anset som uegnet til menneskeføde. I løbet af første halvdel af 1800-tallet blev den så hverdagskost på landet. Da kartofler hører til den giftige natskyggefamilie, udvandede man indtil udgangen af 1800-tallet altid de skrællede kartofler i vand mindst et døgn, før de skulle tilberedes. Kartoflerne afløste de grå og gule ærter, som siden middelalderen sammen med brødet havde været faste ledsagere til den varme mad. Kartofler var billige, gav et stort udbytte, og kunne derfor mætte mange.

Sukkerbrunede kartofler

Siden middelalderen var den stegte gås blevet serveret med grønlangkål og sukkerbrunede kastanjer. Fattigfolk fandt mellem 1820 og 1850 på at lave sukkerbrunede kartofler i stedet for kastanjer. Den brunede kartoffel, en ganske uundværlig ingrediens i vor julemenu, er ret beset kun en billig erstatning for sukkerbrunede kastanjer. Derfor har de skrællede kartofler, som vi indkøber i glas til efterfølgende sukkerbruning, en størrelse som kastanjer.

Gåsen var helt tilbage i middelalderen en af de typiske afgifter, som bønderne skulle betale til kloster, adel og konge. Som decideret julemad kom gåsen først på bordet i første halvdel af 1800-tallet, da den fortrænge flæskestegen fra borgerskabets højbord. Kun det bedre borgerskab havde råd til at spise gås juleaften. Resten af befolkningen ville spise and (kaldet fattigmandsgås) eller flæskesteg. Gåsens størrelse passede perfekt til borgernes husstand. Dertil kom, at den kunne købes på torvet.

På vej til bageren?

Længe efter at støbejernskomfuret med indbygget ovn ca. 1850-70 havde vundet fodfæste i danske køkkener, fortsatte man med at sende julegåsen til bageren. De fleste gæs var for store til komfurets ovn.

Stegt and har som en slags erstatning været på julebordet lige så længe, som man har spist gås. Bonden spiste kun sjældent gås. For ham var gæs ensbetydende med rede penge. Han solgte i begyndelsen af november unggæssene til købstædernes oplandsbønder, som lod dem gå på stubmarkerne indtil december, hvor de blev drevet ind til markedet i købstaden. Dengang som nu var og er julegås en alt for stor mundfuld i de mange små familier rundt om i landet. Dette hører sammen med ændringen i den enkelte husstand, hvor tyende og tjenestefolk med tiden i antal blev stærkt formindsket. Siden 2. Verdenskrig er andesteg for alvor derfor rykket ind på julens menukort.

Efter nederlaget i 1864 rettede mange blikket mod vest, mod England. Herfra hentede man i slutningen af 1800-tallet det tredje stykke fjerkræ, som vi med velbehag sætter til livs juleaften: Kalkunen.

Flæskestegen

Det ferske grisekød har været ægte julemad for de fleste danske, siden vi begyndte at fejre jul. Der blev ofte serveret både flæskesteg og friskkogt skinke, samt medisterpølse og blodpølse juleaften. Grisen blev hos det bedre borgerskabet som nævnt udkonkurreret af gåsen, der i 1800-tallet stod som selve borgerjulens madsymbol. Den gode flæskesteg forsvinder nok aldrig fra det danske julebord, selvom den i mange tilfælde nu blot serveres skiveskåret og lun til en af helligdagenes mange julefrokoster.

Grønlangkål

I begyndelsen af 1600-tallet var grønlangkål og søbekål enerådende som tilbehør på julebordet. Også hvidkålen kom ind i det danske køkken i 1600-tallet. En særlig julekål baseret på hvidkål blev lavet i Slesvig-Holsten og i dele af Østjylland. Man vred ganske enkelt vandet ud af den kogte hvidkål, hakkede den fint, og stuvede den i fløde og smør krydret med muskat og salt.

Den gode sild
Den gode sild

I 1520, hen imod slutningen af middelalderen, ved man, hvad der blev serveret juleaften hos en af samfundets spidser, biskop Hans Brask i Linköping. Han serverede juleaften dette år en menu bestående blandt andet af røget laks, stegt sild, stegt ål med sennep, stokfisk, kogt skånsk saltsild, stegt saltsild, fyldt kogt sild, lange med olie, finsk gedde, stegt karpe, gedde med kryddersauce, helleflynder i fad samt æbler og nødder til dessert. I den katolske tid var fisk en fastespise. De marinerede sild og fiskefileterne, klassikere ved vore julefrokoster i juledagene, samt nytårstorsken, er de sidste kulinariske minder fra det juleaftensmåltid, der i middelalderen markerede afslutningen på julefasten.

Risengrød

Grød har været på danskernes julebord, siden man begyndte at fejre julen. Julemaden hos daglejeren, den mindre velstillede håndværker og bonden var som oftest grød. Grød har den store fordel, at den er billig at lave, og at den mætter ganske betragteligt. Hvor man før til højtiderne havde kogt grød af byg, havre eller rug i mælk, begyndte det bedre borgerskab tidligt i 1800-tallet at tillave julegrøden af dyre, importerede ris og skjule en mandel deri. Ris og mandler var for mange i by og på land ren luksus, som kun de færreste havde råd til. Ris kom først til Danmark lige efter år 1600. Det var noget lettere at skaffe mandler, der blev hentet ved Middelhavets kyster. Mandler var dog stadig et særsyn hos købmanden indtil sidste halvdel af 1800-tallet.

Ris á l’amande

Først kort før år 1900 blev det normalt overalt at bruge ris til julegrøden. Da først almindelige mennesker begyndte at spiste risengrød juleaften, blev der pludselig status i at få ris á l’amande, en ægte dansk julespecialitet trods det franske navn, i stedet for – i al fald i begyndelsen. Hvor risengrød nydes som forret, opfattede man nu ris á l’amande som en dessert.

Den heldige finder af mandlen, mandelkongen eller mandeldronningen, fik som belønning lov til for eksempel at kysse en af det andet køn blandt selskabet – og det endda midt på munden. I dag er belønningen ganske anderledes, noget spiseligt som en lyserød marcipangris, eller noget læseligt som et af julens mange særhæfter.

Når julemaden var fortæret, kom så den højtidelige stund, hvor børnene for første gang fik lov at se det strålende juletræ. Før 1890’erne hang gaverne uindpakket på træets grene. Da pynten efterhånden fyldte det ganske træ, måtte gaverne altså ned under træet. Senere på aften blev der spillet kort, ludo og matador, gættet antal pebernødder med mere til fælles hygge, mens de mange hænder hentede den ene godte efter den anden fra godteskålene. Det var god skik at lade både brød og øl stå natten over på bordet.

Den form for jul, som mange danskere higer efter hvert år i december, er faktisk næppe ældre end mands minde. Det er nemlig dén jul, med dens blanding af tradition, hygge, familiesammenhold og snevejr, som vi alle mener at kunne huske fra vor egen barndom.

Julen er det tidspunkt på året, hvor familien Danmark vender ryggen til hverdagen, glemmer alt om denne verdens fortrædeligheder, og finder (hvis vi da kan) den gode julestemning frem. Juleaften bliver fejret på næsten samme måde overalt i landet. Takket være ugeblade og infrastrukturen i almindelighed og TV i særdeleshed er der i 1900-tallet sket en ensretning af den danske jul.

Ensretningen af dansk julekultur.

Når vi her i det globaliserede og fortravlede 21. århundrede higer efter ’jul som i de gode, gamle dage’, med hele dens fortættede atmosfære af juletraditioner, ja så er denne attråværdige jul, den rigtige juletræsjul, historisk set ikke ældre end knap 200 år. Udgangspunktet for vor moderne danske jul er midten af 1800-tallet – belyst på bedste vis i Peter Fabers udødelige lejlighedsvise Højt fra træets grønne top, skrevet i 1847/48. Netop det tidspunkt, hvor den danske jul, takket være borgerskabets interesse for julen (som årets fikspunkt) og dyrkelsen af familien (som livets fikspunkt) fandt sin endelige form.

Glædelig jul til alle!

 

Er julen udansk?

 

Den danske jul anno 1895

For et par år siden bragte Information en opsigtsvækkende nyhed. Julen er udansk, hed det i avisen 12. december 2011. Nyheden løb landet rundt.

I dag er der kun seks måneder til juleaften. Det må således være på tide at få sat et par ting om den danske jul på plads.

Når et dagblad udbeder sig en liste over de af vore juletraditioner, som har en udenlandsk oprindelse, og selvsamme dagblad herefter anvender materialet til en artikel, der får overskriften Julen er udansk, ja så ved man hverken, om man skal le eller græde.

Det er ganske rigtigt, at mange af vore elskede danske juletraditioner – som så mange andre kulturtraditioner, der omgiver os fra vugge til grav – har deres rod og baggrund i udlandet. Vi har taget de udenlandske traditioner til os, vi har omformet dem og tilpasset dem til danske forhold. Med tiden er de blevet til danske traditioner. Det samme er sket med for eksempel fastelavn og Luciaoptog – og om nogle år vil både Valentines Day og Halloween føles som danske traditioner.

At julen skulle være udansk, er rendyrket sludder! Må jeg have lov at spørge? Hvad er en dansk jul uden flettede julehjerter, julenisser, julefrokoster, risengrød, julemærker, Højt fra træets grønne top, dansen om juletræet, Peters jul, kravlenisser, sukkerbrunede kartofler, juleplatter, rødkål, kalenderlys, ris á l’amande og juleskeer? Nej, vel?

Intet forstandigt menneske kan vel i ramme alvor tvivle på, at julen er så dansk, som den kan blive. Når det er sagt, kan man jo altid efterfølgende spørge sig selv: Hvad definerer så egentligt den danske jul? Er det sammenblandingen af de udenlandske og de danske traditioner? Eller er det i virkeligheden den sociale aktivitet familierne imellem?