Mellem himmel og jord

Før i tiden var det kutyme, at man i de små hjem selv fremstillede det meste af den papirpynt, der hvert år prydede juletræet. Der blev klippet og klistret og flettet og samlet både kurve og kræmmerhuse, hjerter og stjerner, engle og –  jakobstiger.

Juletræet i Borgmestergårdens 1848-stue med en kopi af Danmarks ældst bevarede stykke julepynt af papir

Juletræet i Borgmestergårdens 1848-stue med en kopi af Danmarks ældst bevarede stykke julepynt af papir

Hvert år i juletiden pryder en Jakobsstige juletræet i Borgmestergårdens 1848-stue. Det er en kopi af den Jakobsstige, der blev klippet af premierløjtnant ved vejvæsenet Tønne Bloch i Rødby. Stigen er hele 211 cm. lang, men blot 10 cm. bred, og lavet af sammenlimede stykker bøttepapir. I hvilket år Tønne Bloch lavede denne Jakobsstige er ukendt. Man ved imidlertid, at han døde i år 1837. Dermed er Jakobsstigen ikke bare en Jakobsstige, men Danmarks ældst bevarede stykke julepynt af papir.

Jakobsstigen er et udpræget religiøst billede, der symboliserer menneskets vej fra jord til himmel – og til Gud. Stigen har sin rod i Den Gamle Testamente, hvor patriarken Jakob en nat drømmer om en stige, der danner forbindelse mellem himmel og jord:

I drømme så han en stige, der stod på jorden, den nåede helt op til himlen, og Guds engle gik op og ned ad stigen. (1. Mosebog, 28, 12).

Jakobsstigen er blevet flittigt brugt i kunstens verden. Således nævner Helge Rode den i 1921 i Som en rejselysten flåde, der er et hyldestdigt til vort land. I tredje vers hedder det:

Lærken klatrer fra sin seng

I den morgenvåde eng

Ad sin jakobsstige.

I 1825 nævnes den implicit i Grundtvigs vidunderlige salme Velkommen igen, Guds engle små. Salmens syvende vers indledes med ordene Da vandre Guds engle op og ned på salmens tonestige. Når menigheden synger denne salme, rækker tonerne helt til himlen, hvor Vorherre selv siger Guds Fred.

I Paradisets Have, som H. C. Andersen fik udgivet i 1839, er Jakobsstigen også omtalt og der var Jacobs Drøm, hvor Stigen gik lige ind i Himlen, og Englene med store Vinger svævede op og ned.

Den ualmindeligt flotte staude Jakobsstige (polemonium caeruleum)

Den ualmindeligt flotte staude Jakobsstige, polemonium caeruleum (wikipedia.commons)

Inden for floraens verden findes der også en staude med navnet Jakobsstige. Det er en meget smuk plante med lavendelblå blomster og gule støvknapper, der dog kun bliver op til ca. 50-80 cm. høj. Navnet Jakobsstige stammer sikkert fra den kendsgerning, at stauden har et væld af mange, regelmæsigt anbragte små blade, som kan minde om trin på en stige.

Vestsiden af Bath Abbey med de to Jakobsstiger

Vestsiden af Bath Abbey med de to Jakobsstiger (wikipedia.commons)

Jakobstigen er også blevet anvendt som dekoration inden for arkitekturens verden. Således pryder to Jakobsstiger vestsiden af  Bath abbey fra ca. 1499-1539, den sidste af de store middelalderlige katedraler, der blev bygget i England.

Jakobsstige eller tusmørkestråler ved skumringstid

Jakobsstige eller tusmørkestråler ved skumringstid

Jakobsstigen er også et vejrfænomen. Stigen dannes, når stråler af sollys tilsyneladende tager deres udgangspunkt ét bestemt sted på himlen og nærmest vifteformet spreder sig ud. Fænomenet kalder man ofte for tusmørkestråler, da det ofte ses ved skumringstid. Jakobsstigen kan af og til ses i Nordvestjylland ved midsommertid, hvilket har forbindelse med solens stilling i forhold til fjeldene i det sydlige Norge.

Brugen af Jakobsstigen på vore moderne juletræer er så godt som gået i glemmebogen. Eller er den? Af og til støder man på navnet Jakobsstige om både en musetrappe og en guirlande eller kæde lavet af ringe af glanspapir samlet led for led for led. Der findes vel næppe den børnehave i dag, hvor julepynt af denne art ikke bliver lavet hvert år i december. Pynten tages med hjem til mor og far, der troligt hænger podernes kunstfærdige frembringelser op på juletræet.

Jakobstigen som motiv på en tysk julekalender fra ca. 1925

Jakobstigen som motiv på en tysk julekalender fra ca. 1925

 

 

De er genialt gjorte…

Papegøjen fra Kochs klippeark 4

Den Gamle Bys samling af julegenstande til belysning af julens historie i Danmark rummer ret så mange klippeark. Her er både hjerter og kræmmerhuse, kravlenisser og stjerner. Blandt de mere særprægede klippeark er fire hele klippeark. Klippearkene er designet af arkitekt Hans Henrik Koch og udgivet i 1918. Siden da er arkene gentagne gange blevet genoptrykt.

Motiverne på de fire klippeark er kurve beregnet til ophængning på juletræet. Kurvene, der kan udklippes og sammenlimes, ligger i deres motivvalg meget langt fra de sædvanlige julekurve, som vi normalt forbinder med et juletræ. De er i det hele taget ganske utraditionelle.

De fire ark har hver tre forskellige dyr og fugle og fisk.

Kochs klippeark 1

Kochs klippeark 1

Ark 1 har anvisninger på, hvordan man samler et pindsvin uden pigge, en dykand og en tudse.

Kochs klippeark 2

Kochs klippeark 2

Ark 2 viser os en sovende kat, en and og en slørhalelignende fisk.

Kochs klippeark 3

Kochs klippeark 3

Ark 3 har en bjørneunge med ternede bukser, en edderfugl og en fisk.

Kochs klippeark 4

Kochs klippeark 4

Ark 4 har en abekat, en papegøje og en frø.

Pindsvin fra ark 1

Hvert ark har foruden figurerne til udklipning også en tegning af kurvene i færdig stand. Herudover er der en grundig vejledning i at samle kurvene i den rigtige rækkefølge og om for eksempel en papirlap ikke må bøjes, skal bøjes nedad eller bøjes opad. Det har ikke været let at samle disse julekurve!

Katte fra ark 2

I hvert ark er kunstnersignaturen H Koch. placeret forneden til højre.

Bjørneunger fra ark 3

Forneden på alle arkene er angivet udgiver og trykkeri, henholdsvis Skandinavisk Papir Imports Forlagsafdeling 1918 Bredgade 25 København og Chr Cato Lithografisk Etablissement. Bredden af arkene varierer fra 50,5 til 52,5 cm., højden af arkene er 36,5 cm.

Aber fra ark 4

Hans Henrik Koch har ydermere designet et lignende ark med nummer 5. På dette ark, der ikke er i julesamlingen, er blot to figurer at samle: En hane og en fransk bulldog. Vi har dog et samlet eksemplar af hanen.

Hane fra ark 5

Det kræver fingersnildhed at samle julekurvene.

Fisk fra ark 2 og 3

Hans Henrik Koch blev født i København 25. september 1873. Til hans 1-års fødselsdag fik han en noget særpræget gave af selveste H. C. Andersen, der var Hans Henriks gudfader. I H. C. Andersens dagbog finder vi under datoen 2. oktober 1874 følgende indførsel:

Skrev Brev til min lille Gudsøn Hans Henrich Koch og foræret ham paa hans Fødselsdag som var forrige Fredag det Sølvbæger jeg i Rom vandt ved Lodtrækning Juleaften ved Skandinavernes Juletræ, det var den dyreste af Presenterne.

Arkitekt Hans Henrik Koch (wikimedia.commons)

Arkitekt Hans Henrik Koch (wikimedia.commons)

Hans Henrik Koch startede 1893 i murerlære, men kom i januar 1895 ind på Kunstakademiet, hvor han i januar 1902 blev færdig som arkitekt. Han rejste i 1897-98 i Tyskland og Italien, og var i årene 1902-03 opmåler og fotograf ved Carlsbergfondets ekspedition i Lindos på den græske ø Rhodos. Sammen med Carl Petersen drev han i 1919-22 selvstændighed virksomhed.

Arkitekten Hans Henrik Koch var i det hele taget noget af en multikunstner. Foruden disse fem klippeark har han også designet et syvklodsspil, et kvadratspil og en labyrint. Han bærer også ansvaret for at have udtænkt det såkaldte Kochs forbandt.

Kochs forbandt (Randers Tegl)

Kochs forbandt (Randers Tegl)

Kochs forbandt er en bestemt type af murstensforbandt, der egentligt er meget simpelt, men dog alligevel meget karakteristisk. Forbandtet består af et skifte med kun kopper (med murstenens kortside ud mod beskueren), der er efterfulgt af et skifte med kun løbere (med murstenens langside ud mod beskueren). Hver løber er rykket en kvart sten for hvert andet skifte. Det medfører, at hvert andet par af løberskifterne er i lod, og at kopperne er i lod i alle kopskifter. Det kan være svært at se dette skifte for sig. Kommer man imidlertid forbi Aarhus Hovedbanegård fra 1927, har man dér brugt Kochs forbandt i opmuringen.

Hans Henrik Koch døde allerede den 5. september 1922, og blev altså kun 49 år gammel. Ved hans bisættelse på Vestre Kirkegård i København holdt kollegaen, arkitekt Ivar Bentsen en tale, hvori han blandt andet brugte ordene

Kochs Kunst var tilsyneladende af en beskeden Art — det var i små Formater, han dyrkede sin Arkitektur. Tegninger i virkelig Størrelse til hans små Arkitekturer kunne rummes på et Folioark og han havde altid nogle Projekter i sin Mappe, når han gik ud. Han slap nødigt helt sit kære Arbejde, hans smukke, fine Legetøj; han dyrkede det tidligt og sent med denne mærkelige flegmatiske og dog så fanatiske Flid.

And fra ark 2

Om selve klippearkene med de sælsomme julekurve sagde Ivar Bentzen

Hvor er Kochs egne små Juletræsdyr fint formede i deres lette, beskedne Materiale: Aben, Anden, Fisken, Bjørneungen, Poppedrengen. De er genialt gjorte med deres korte, knappe Formvinkler, fuldkomment bundet og behersket i det lette, men stridige Materiale.

Dykænder fra ark 1

Det er i dag den 24. november. Der er kun én måned til juleaften. Hvis du vil i gang med at klippe og klistre Kochs vidunderlige julekurve til juletræet, er det vist bare med at komme i gang!

La Competeña

Som nævnt på juleblokken den 20. december sidste år må de rosiner, der i bogen Peters Jul fra 1863 hænger i røde silkebånd på træets grene, have været konfektrosiner på klase. En mere korrekt betegnelse for disse tørrede vindruer på klase er ifølge Ordbog over det danske Sprog druerosiner. De bedste rosiner af denne slags kom igennem hele 1800-tallet fra den sydspanske provins Málaga.

Den eneste gengivelse af druerosiner på klase på et juletræ. Klasen hænger forneden til venstre mellem en sukkerkrans og et forgyldt æble. Tyskland ca. 1836. (Efter Weber-Kellermann: Das Weihnachtsfest, 1987)

Den eneste gengivelse af druerosiner på klase på et juletræ, som det er lykkedes mig at finde! Den blåduggede klase hænger til venstre mellem en sukkerkrans og et forgyldt æble. Tyskland 1836, udsnit. (Efter Weber-Kellermann: Das Weihnachtsfest, 1987)

I forhold til indholdet på bloggen sidste år er der sket flere ting. Vigtigst er at få fastslået, at druerne til druerosiner fra Málaga altid er gule druer af sorten Moscatel de Alejandría, der bedømmes som en meget gammel vinstok sandsynligvis af ægyptisk oprindelse (heraf stednavnet Alejandría for den ægyptiske havneby Alexandria). Dernæst at høsten altid starter i begyndelsen af september.

fra det lille familiefirma Campo de Benamayor nær byen Cómpeta (campodebenamayor.es)

Druerosiner på klase fra det lille familiefirma Campo de Benamayor nær byen Cómpeta (campodebenamayor.es)

De spanske Moscateldruer med store sten lufttørres i sydvendte, skrånende rosin-tørrepladser, de såkaldte paseras. Den langsomme tørring i solen bevirker, at druerne derved udvikler en perfekt smag skabt af det meget sødmefyldt frugtkød og de krydrede sten. Det er den langvarige tørring i solen, som giver den meget mørkebrune, ja næsten blåduggede farve.

Som det eneste sted i Danmark kan Den Gamle By nu tilbyde disse yderst velsmagende rosiner (campodebenamayor.es)

Som eneste forhandler i Danmark kan Den Gamle By nu tilbyde disse yderst velsmagende druerosiner (campodebenamayor.es)

Efter en del anstrengelser er det lykkedes mig at finde frem til det lille familieforetagende Campo de Benamayor, der blandt andet forhandler druerosiner i gaveæsker. Firmaets ejere er ægteparret Inmaculada Gonzáles og Gerardo García. Man kan læse meget mere om firmaet og dets skønne produkter på hjemmesiden www.campodebenamayor.es

Inmaculada og Gerardo

Inmaculada Gonzalés og Gerardo García

Familiens gård og jorde ligger lidt vest for byen Cómpeta, der vil være velkendt af mange danskere, lige midt i rosinområdet i regionen La Axarquía. Selve rosinpakkeriet befinder sig i provinshovedstaden Málaga. Rosinerne er behandlet og tørret helt efter den klassiske metode fra midten af 1800-tallet. Druerosinerne på klase bliver på gammeldags maner skånsomt håndpakket i hver æske. Hver gaveæske indeholder 600 gram druerosiner.

Fra firmaets gård nær byen Cómpeta (campodebenamayor.es)

Fra familiens gård nær byen Cómpeta (campodebenamayor.es)

Den Gamle By har i efteråret 2015 indgået et samarbejde med det lille rosinfirma Campo de Benamayor. Som det eneste sted i Danmark kan vi nu tilbyde vore gæster at prøve disse herligt velsmagende druerosiner i en smuk gaveæske, der bringer minder om julefesten i ‘de gode, gamle dage’.

Annonce fra Illustreret Tidende 1892

Annonce fra Illustreret Tidende 18. december 1892. De store, blåduggede druer kan sagtens være fremstillet af den gule Moscateldrue. Tørringen i solen giver netop den mørkebrune, blåduggede kulør

En hastig gennemgang af en række aviser fra 1800-tallet viser, at druerosiner blev udbudt til salg som regel fra midten af november og julen over. Druerosiner på klase gik også under navnene Konfektrosiner eller Málagarosiner. Det skal her bemærkes, at det ikke altid er let at vide, om avisannoncernes ord dækker druerosiner på klase eller løse druerosiner.

Hos Undertegnede er arriveret: nye Mallaga-Rosiner… Chr. Christensen. (Aarhus Stifts-Tidende 21. december 1836).

Store spanske Viindruer, grønne russiske Ærter, Confectrosiner… faaes billig efter Qualitet paa Svane-Apotheket hos Køster. (Aarhus Stifts-Tidende 10. december 1837).

Tillæg til den Berlingske politiske og Avertissements-Tidende 1869

Tillæg til den Berlingske politiske og Avertissements-Tidende 22. november 1861

Jeg holder uendeligt meget af disse druerosiner. Deres krydrede og sødmefyldte smag er ganske enkelt uovertruffen. For ikke at være enerådende smagsdommer har jeg gjort brug af et lille, frivilligt brugerpanel, der alle er enige om, at druerosinerne smager himmelsk.

Flugten til Amerika (da.wikisource.org)

Konfektrosiner og Mandler der gro, i store Duske de hænge paa Træerne sammen, to og to, og koste slet ingen Penge. Christian Winther: Flugten til Amerika, 1835. Udgave år 1900 med tegninger af Alfred Schmidt (da.wikisource.org)

Ikke alle bryder sig dog om druerosiner. Den store danske digter H. C. Andersen var i 1862 på rundtur i Spanien. Den 3. oktober kørte han med købmand Delius fra Málaga en tur ud til købmandens svogers villa, der lå skønt placeret med udsigt ud over havet og en del af Málaga by. I sin dagbog fra rejsen skrev Andersen:

Vi vare nede at see hvorledes Muskateller Druerne tørredes i fri Luft til Drue, jeg smagte paa én, de vare alle nu i Gjæring og usunde at nyde.

Enten var H. C. Andersen uheldig at spise en gæret drue, eller også brød han sig i det hele taget ikke om denne form for tørrede vindruer. Når dette er sagt, bør man dog også erindre sig, at digteren altid yndede at brokke sig over alt mellem himmel og jord, og at han hele livet igennem var en uendelig svær herre at stille tilfreds!

Prøv blot disse pragtfulde druerosiner! Ingen, tror jeg, vil være enig med H. C. Andersen!

Konfektrosiner Børnenes Juleroser 1898 Alfred Schmidt

Slaraffenland. Børn gnasker løs af druerosiner på klase og appelsiner, til venstre ses tørrede figner. Udsnit af tegning af Alfred Schmidt i Børnenes Juleroser 1898

En stor tak til Gerardo García, der gentagne gange har reddet mig fra grove fejltagelser!

Juleinspektøren takker for året 2014

Så er det endnu en gang blevet Helligtrekongers dag, den 6. januar.

Den sidste julemad er forhåbentligt nu blevet fortæret. Store Byttedag med biler og mennesker i kø har vi lagt bag os. Træet er blevet plyndret og smidt ud. Julens genstande er blevet pakket ned i kasser og stuvet af vejen i forskellige klædeskabe og loftsrum. Støvsugeren har slugt de sidste grannåle. Lyset i den sidste juledekoration er brændt ned. Måske man er lidt overtroisk, når man lader en enkelt kravlenisse blive siddende?

Juleinspektøren bærer julen ud

Juleinspektøren bærer julen ud.

Som jeg skrev her på bloggen 6. januar 2014, er det lidt vemodigt at sige farvel til julen, men jeg er enig med forfatteren til Peters Jul, Johan Krohn, der i førsteudgaven 1863 skrev: Saa ender den rare Jul, men vi er glade, at vi har havt den.

I tusindvis af gæster har siden startet på julesæsonen fredag 14. november 2014 besøgt Den Gamle By for at se den traditionsrige julekavalkade Den danske juls historie 1625-1974, juleudstillingerne i Julehuset og årets store særudstilling om Danmarks Radios TV-julekalendere – eller for blot for at gå en tur rundt i de hyggelige, små gader og gyder. En stor og varm tak af hele mit hjerte til hver og en af jer!

Julen 2014 er forbi – eller som H. C. Andersen meget rammende formulerede det for godt 170 år siden i den underskønne, lille historie fra 1844 om Grantræet: Drengene legede i Gaarden, og den Mindste havde paa Brystet Guldstjernen, som Træet havde baaret sin lykkeligste Aften; nu var den forbi, og Træet var forbi og Historien med; forbi, forbi, og det blive alle Historier!

forbi, forbi, og det bliver alle historier! (hcandersen-homepage.dk)

forbi, forbi, og det blive alle Historier! (hcandersen-homepage.dk).

Springgåsen og gåsekrogen

Ikke meget gik til spilde, når man i ældre tid slagtede en gås. Man spiste med stor fryd indmaden og kødet, hvis man da ikke valgte at sælge kødet for klingende mønt til byens borgere. Fedtet kunne spises, bruges som vognsmørelse eller som lægemiddel. Fjer og dun blev stoppet i dyner og puder. Vingerne blev brugt som små fejekoste til kakkelovnen og brændekomfuret. Manglede man en rangle til spædbarnet, kom man nogle ærter i luftrøret, lukkede det sammen og tørrede det. Blodet ville man typisk bruge til at lave en lækker sortsuppe med bygmelsklumper.

Springgås lavet i juledagene 1980

Springgås lavet i juledagene 1980, men traditionen i familien rækker tilbage til 1860’erne.

Også det afpillede skrog kunne bruges. Således blev brystbenet brugt til at lave et helt specielt stykke legetøj, kaldet springgåsen. Springgåsen er dannet af brystbenet af en gås. I en snoet tråd, spændt tværs over brystbenet, er anbragt en lille, flad pind. Pindens ene ende tvinges ind under brystbenet og trykkes fast i en klat beg. Herefter stiller man springgåsen på gulvet eller på bordet. På et eller andet tidspunkt vil pinden løsne sig fra begen og få springgåsen til at hoppe op i luften.

Springgåsen spiller en central rolle i et af H. C. Andersens små finurlige eventyr, Springfyrene, fra 1845. Sammen med en loppe og en græshoppe ville springgåsen konkurrere om, hvem der kunne hoppe højest. Der var mere end blot æren på spil. Vinderen ville få selveste kongedatteren!

Springgåsen, tegnet af Vilh. Pedersen til eventyret Springfyrene(visithcandersen.dk)

Springgåsen, tegnet af Vilh. Pedersen til eventyret Springfyrene (visithcandersen.dk).

Springgaasen stod længe stille og betænkte sig, man troede tilsidst at den slet ikke kunde springe. “Bare den ikke har faaet ondt!” sagde Hofhunden og saa snøftede han igjen til den: rutsch! sprang den et lille skjævt Spring hen i Skjødet paa Prindsessen der sad lavt paa en Guld-Skammel. Og saa fik den Prindsessen.

“Jeg sprang dog høiest!” sagde Loppen. “Men det kan være det samme! lad hende kun have den Gaaserad med Pind og med Beeg! jeg sprang dog høiest, men der skal i denne Verden Krop til for at de kunne see Een!” Og saa gik Loppen i fremmed Krigstjeneste, hvor man siger at den blev slaaet ihjel.

Også i 1. udgaven af Peters Jul fra 1863 støder vi på dette specielle stykke legetøj. I kapitel II, Bedstemoder inviteres, finder vi de tre linjer:

Saa lover Faer da ogsaa vist –

Det gjorde han i al Fald sidst –

En ”Springgaas” mig at lave.

Allerede ved redigeringen af 2. udgaven i 1870 sløjfede forfatteren desværre disse tre linjer i verset.

Den springgås, der indleder dette lille indlæg, er fremstillet så sent som i 1980, men traditionen med at lave dette stykke legetøj kan i familien føres tilbage til 1860’erne.

Ønskeben fra en kylling.

Gåsens sammenvoksede nøgleben blev tidligere også kaldet ønskeben eller lykkeben. Når to personer tager fat i hver sin gren af det gaffelformede ben, må man ønske sig et eller andet. Den person, som fik vinkelpartiet af ønskebenet, altså størstedelen af benet, når det knækkede, ville få sit ønske opfyldt. Man skal dog være varsom med ikke at ødelægge ønskebenet, når gåsen parteres.

Der trækkes i ønskebenet (wpclipart.com)

Der trækkes i ønskebenet (wpclipart.com).

Denne leg er omtalt i alle udgaver af Peters Jul. Her handler det dog ikke om at ønske sig noget, men vinderen modtager en belønning. Her er de tre linjer fra 1. udgave i 1863:

Vi trækker ”Gaasekrog” for Spøg,

Og tænk! en stor Klat Syltetøi

Skal den, som vinder, have.

Mangler du inspiration til et par lege i juledagene, er ideen om springgåsen og gåsekrogen hermed givet videre!

Illustration til The Wish Bone, a Ragtime Twostep by Charlotte Blake, Udgivet 1909

Illustration til The Wish Bone, a Ragtime Twostep by Charlotte Blake, udgivet 1909.

 

For fastelavn er imellem

Forklædt som ko, ca. 1960.

Vi kender alle den gamle julesang Nu er det jul igen. Ifølge sangen varer julen lige til påske, men det er ikke sandt. I varianter af denne sang ender et af versene med for fastelavn er imellem eller med der imellem har vi faste.

Ordet fastelavn er et middelalderligt, plattysk ord Vastel-Avent, som burde være fordansket til fasteaften, aftenen før fasten. Det blev altså til fastelavn. Hvornår man fejrer fastelavn, afhænger af påsken. Fastelavnssøndag falder altid syv uger før påskesøndag, der siden år 325 har været første søndag efter første fuldmåne efter forårsjævndøgn. Det var en gammel tradition fra år 600, at man fastede 40 dage som optakt til påsken.

Både fastelavnsaften og i dagene op til fasten spiste man ekstra godt for at ruste sig til den kommende faste. Fastelavn udviklede sig hurtigt fra at være en enkelt aften, hvor man fik lidt ekstra godt at spise, til et regulært orgie, hvor man smovsede og festede igennem i flere dage.

Efter reformationen blev fasten i katolsk forstand afskaffet, men helt op i 1800-tallet bevarede fasten sit præg af bods- og andagtstid. Fastelavn forblev en folkelig skik.

Fastelavn er optakt til påsken, ligesom advent er optakt til julen. Fastelavn indgår derfor som en fast del af kirkeåret, men er ikke i sig selv en bibelsk højtid. Alligevel er fastelavnssøndag en helligdag i Folkekirken. Fastelavn er indgangen til fastetiden, og fasten kender vi fra både det gamle og det nye testamente. Meningen er, at mennesket skal forberede sjæl og krop til at tage imod påskens budskab.

Tøndeslagning, 1937 (Lars Møller: Da vi var børn, 1, 1925-1940).

Der var stor forskel mellem den kirkelige og den folkelige tradition. Fastelavn var for menigmand festen før fasten. Fastelavn har mistet sit religiøse islæt. Påske, Pinse og Kristi Himmelfartsdag er for de fleste blot fridage og ikke så meget helligdage. De færreste tænker over, hvad dagene går ud på, og hvorfor de hedder, som de gør.

Blåfrosne børn på Stevns, 1955 (Lars Møller: Da vi var børn, 2, 1950-1965).

Fastelavn er for os lig med udklædte børn, raslebøsser, fastelavnsris og tøndeslagning. Mange nutidige traditioner omkring fastelavn har rødder tilbage til middelalderen. Fastelavn opfattes i dag som en harmløs fest. Sådan har det ikke altid været. Før i tiden var det en voksenfest, der i dens løjer kun blev overgået af julestuernes lege.

Christian V’s Danske Lov 1683, sjette bog, kapitel fire.

I Danske lov fra 1683 forbydes fastelavnsløben strengt. Forbuddet blev flere gange indskærpet af myndighederne. Således igen i 1735, da Christian VI med sin helligdags-forordning forsøgte af få bugt med folkets fester. Kun den bemærkelsesværdige fastelavnsløben fik lovgivningen stoppet, de andre fastelavnsløjer fortsatte.

Præsterne bakkede op. I 1736 advarede den pietistiske præst Erich Pontoppidan især mod fastelavnsløben, hvor pigerne kun iført den bare særk og med udslået hår løb om kamp med karlene hen over markerne. Det var, efter Pontoppidans opfattelse, syndens lokkemad, som djævelen brugte til at kildre den smagløse almues gane med.

Allerede i 1660 måtte en karl i Lyngby sammen med ti kvindfolk stå åbenbar skrifte, fordi han 11. februar havde løbet væddeløb med dem og vundet en tønde øl. Det anstødelige lå dog ikke i kvindernes påklædning (eller mangel på samme), men i at de havde løbet om kap på selvsamme dag, der blev holdt takkefest i anledning af årsdagen for Stormen på København.

Men hvilke fastelavnslege var stat og kirke egentlig op imod?

At ride fastelavn (Illustreret Tidende 1882).

Fastelavnsmandag var den største dag i bondesamfundets fastelavn. At ride fastelavn var tidligere den mest almindelige skik. De unge mænd var i stiveste puds og hestene pyntede med kulørte bånd og bjælder. Rytterne red rundt til sognets gårde, hvor de blev beværtet med brændevin og æbleskiver en masse, mens de samlede penge og mad ind til fastelavnsgildet, som alle beboere blev indbudt til. En festlig skik – men ikke for dem, som optoget ikke besøgte. Om aftenen var der fest, hvor ungdommen dansede og gantedes til den lyse morgen.

Gifte folk deltog ikke i dette fastelavnsridt. De løb i stedet fastelavn, hvilket vil sige, at de klædte sig ud og gik på visit hos venner og bekendte for at lave sjov med dem. Her blev alle godt trakteret, især med flydende varer, og værtsparret skulle så forsøge at genkende gæsterne.

Det var denne tradition, Christian V udtrykkeligt forbød i sin Danske Lov, men hvorfor nu lige præcis den?

Fastelavnsmasker er slet ikke en nymodens opfindelse. Olaus Magnus, 1555.

Man klædte sig ud! Olaus Magnus skrev i 1555 om den forargelige brug af masker Sådanne ting foregår især ved fastelavnsfesternes tid, hvor alle og enhver finder det herligt – alt efter sin stilling – at spille gal på sin egen måde.

Blandt de mere besynderlige forklædninger var, at mænd iførte sig kvindedragt og omvendt. Kirken var rasende over dette, da mandstøj på en kvinde og vice versa ifølge 5. Mosebog var Herren en vederstyggelighed. At en forklædning som kvinde ikke automatisk medførte forglemmelse af sædvanlig mandhaftighed, viste Niels Hansen i 1633 i Helsingør, da han stod anklaget for Fastelavns søndag, da han var omklædt udi kvindeklæder, at have på gaden med dragen kniv skamferet tvende karle samt sønderskåret byskriverens klæder på hans ryg.

Forklædningen som nar var meget populær. En sidste, og i Tyskland meget yndet forklædning var at optræde med maske, og ikke andet! Skikken kendes ikke i Danmark, men da den var så populær i Tyskland, kan den meget vel have været både kendt og brugt her i landet.

Enhver med maske på ansås for berettiget til at trænge ind i et hvilket som helst hus. Hele denne fastelavnsløben havde yderst mislige sider. Alle grænser var ophævet, hjemmene åbne, mænd i kvindedragt, kvinder i mandsdragt, alle mere eller mindre berusede. Det måtte nødvendigvis gå galt. Såvel i Norden som i Tyskland blev der ideligt klaget over den utroskab og drukkenskab og allehånde narrestreger, som denne fastelavnsløben udklækkede.

Allerede i 1500-tallet blev det forbudt præster at løbe fastelavn, og i 1595 ramte forbuddet de københavnske studenter. Al fastelavnsløben blev forbudt både i 1629, 1636, 1643 og i 1683. Forbuddet virkede. Inden år 1700 var fastelavnsløben ophørt langt de fleste steder.

Der stikkes til stråmanden (Illustreret Tidende 1860).

At stikke til stråmand var for jævne danskere en fastelavnsfornøjelse, der latterliggjorde fyrster og herremænd, idet ridderturneringer jo oprindeligt netop var deres forret. Her blev en figur, lavet af halm og iklædt noget gammelt tøj anbragt på en stang. De udklædte ryttere skulle så med en stang eller et spyd stikke til stråmanden.

Tøndeslagning (Illustreret Tidende 1862).

Fra Holland kommer skikken med at slå katten af tønden. I dag kendes traditionen, så vidt jeg ved, kun fra Danmark og Skåne.

Der har ikke altid kun været slik og frugter i tønden. I starten brugte man en levende sort kat. Man har forsøgt at forklare den levende kat med, at man ville fordrive mørket og det onde, symboliseret ved katten. Den stakkels kat skulle være syndebuk og jages ud af landsbyen. Nogle steder skulle katten endda dræbes, pryglet til døde af børn med kæppe, når den forvirret tumlede ud af den ituslåede tønde. Allerede omkring 1840 stoppede drabet på katten, men stadig i 1880-erne kunne man opleve tøndeslagning med en levende kat. Med tiden blev det heldigvis almindeligt at bruge en død kat eller en figur lavet af strå og gamle klude i tønden. Senere blev der malet et billede af en kat på tønders yderside. Først i nyere tid er tøndens indhold blevet spiseligt.

Traditionen med at slå katten af tønden holdes stadig i hævd. Den foregår fastelavnssøndag i boligkvarterer og bebyggelser, fastelavnsmandag i daginstitutionerne, og de fleste børn er også stadig udklædte.

At slå potte, ca. 1780.

En anden og meget gammel fastelavnsskik gik ud på, at man med bind for øjnene skulle ituslå en potte, der lå på jorden. Under potten havde man så nedgravet en hane, så kun hovedet ragede op.

Gåserenden, 1680.

Gåserenden var en meget yndet skik. Ryttere red uden saddel og tøjler frem mod en gås ophængt levende i benene i en snor i en sådan højde, at rytterne kun med besvær kunne nå den. Rytterne skulle så forsøge at knibe hovedet af gåsen. Det skulle ikke være alt for let, så gåsen havde fået smurt halsen ind i sæbe eller fedt. På Amager varede denne tradition ved til 1733, andre steder fortsatte den til op i 1800-tallet. Stakkels gås! Overlevede den både Mortensaften og juleaften, kunne den blive levende statist i fastelavnsløjerne. På Ringkøbing-egnen var det i slutningen af 1800-tallet stadig brugt som fastelavnslystighed, at man skulle løbe en hane ind og vride dens hoved om, hvilket var besværligt, da det var indsmurt i sæbe.

Fastelavnsris har været kendt i Danmark siden 1700-tallet og har flere symbolske betydninger. Det er et strafferedskab. Visse fromme familiefædre havde efter reformationen den skik at prygle deres børn med ris på selveste Langfredag. Formålet var, rent fysisk, at minde poderne om Jesu lidelser.

Fruen rises op, ca. 1780.

Fastelavnsriset er også et sindbillede på frugtbarhed. I 1715 omtales det, at ungkarle og jomfruer bød hinanden godmorgen ved at rise op og strø aske på hinanden. Når man slog hinanden med ris, fyldt med bristefærdige knopper, overførte man den spirende frugtbarhed til den person, der blev riset. Også husdyrene kunne blive riset for at sikre deres frugtbarhed det kommende år. Symbolsk frugtbarhed, ja, men også jordisk frugtbarhed! I en fastelavnsvise fra 1783 siges det uforblommet af en pige, der riser karlen op:

Frisk herop, min lille glut, bollerne er varme.

Du har her en yndig snut, som i dine arme

sove vil ret hjertelig og dig elske inderlig.

Boller gerne gives hen, boller gerne tages

I Adresseavisen 9. februar 1768 falbydes fastelavnsris med ordene: Fastelavnsris, meget propre og ikke af den almindelige slags, er til købs for 2 Mark stykket i Store Fiolstræde, 10. dør på højre hånd fra Skidenstræde. Et ikke almindeligt ris? Måske det kunne være et trebenet ris, som vi kender det fra H. C. Andersens eventyr om Den lille Idas blomster fra 1835?

Fastelavnsboller.

Fastelavnsbollerne stammer sandsynligvis fra Tyskland, hvor man i 1600-tallet kaldte dem for Heisswecken eller Heetwege. I Sønderjylland blev navnet Heetwege ganske naturligt omdannet til Hedvig, der i århundreder har været områdets betegnelse for fastelavnsboller.

Det er madtraditionerne, der har sat deres præg på dagenes navne. Søndag og mandag blev til flæskesøndag og –mandag, fordi man på disse to dage fyldte sig med alt godt fra grisen. Et gammelt ordsprog har ligefrem Hvo som ikke æder godt med flæsk i disse to dage, han får ryg-ve det ganske år!

Fastelavnsmandag hed i 1500-tallet noget ganske andet, nemlig blå mandag, der var årets eneste hverdag, hvor håndværkerne havde fri – eller som Pontoppidan skrev i 1736 da fornemmelig håndværkerne i byerne efter hjemlige sviregilder ved højlys dag sværme og løbe grassat, bedrukne og beladte, for ikke at sige baglastede. Kirkernes altre og billeder blev tildækket med et blåviolet klæde (der har givet dagen navn), så ikke kun kroppen, men også øjnene, skulle faste i fastetiden. På tysk anvendes blå mandag som betegnelse for en pjækkedag, hvor det i Danmark er navnet på andendagen efter konfirmationen.

Tirsdag blev til hvide tirsdag, fordi man indtog varme mælkeretter og æggesøbe med hvedebrød eller hvedeboller (den såkaldte bollemælk). Æggesøben blev lavet af æggeblommer, sukker, hvedemel, øl og mælk, og blev regnet for en stor delikatesse. Hvedebrød, altså det fine, hvide brød, var til langt op i 1900-tallet forbeholdt særlige lejligheder. Sukker var også dyrt og æg sjældne om vinteren, så der var tale om en lækkerbisken.

Askeonsdag startede fasten. Alle skulle møde op i kirken med aske i hår og ansigt. Skikken blev senere ændret til, at sognepræsten dyppede en finger i aske og tegnede et kors i panden på hver kirkegænger, mens han lavmælt sagde Menneske! Kom i hu, at du selv er aske og atter skal blive til aske! På denne dag fik man syndsforladelse. Aske er et symbol på ydmyghed og menneskets dødelighed.  Asken skulle helst stamme fra afbrændte palmegrene fra det forgangne års fejring af palmesøndag, men i Danmark måtte man nøjes med almindelig aske. Askekorset blev afskaffet ved reformationen i 1536, men navnet askeonsdag levede videre.

Fastelavn skulle slutte askeonsdag – men sådan gik det selvfølgelig ikke altid. Mange steder fortsatte festlighederne helt til om søndagen, ja endnu længere. I 1533 vidnede fire oldinge på tinge i Ebeltoft, at det, så længe de og deres fædre kunne huske, havde været skik i byen at fejre fastelavn fra flæskesøndag og samfulde otte dage frem. Man kaldte det her og andre steder ‘Den gale uge’.

Fastelavn er som en blandet landhandel. Tager man udgangspunkt i tidspunktet for fastelavn, har den forbindelse til kristendommen, da den er den sidste aften inden den 40 dages lange faste, optakten til påsken.

Fastelavn, som vi kender den i dag, har ikke meget kristendom over sig, men har baggrund i hedenske traditioner forbundet med naturfænomener, folketro, overtro og vantro. Fastelavn symboliserer skiftet mellem vinterens mørke og forårets lys, et Farvel til det gamle og et Velkommen til det nye år og liv.

Ved fastelavnsfesten blev der vendt op og ned på mange ting, således kunne ganske almindelige folk blive både ‘kattekonge’ og ‘kattedronning’. Man klædte sig ud og lavede forskellige løjer. Alligevel skulle man passe lidt på med løjerne.

Helt galt gik det en udklædt fastelavnsnar omkring Udby i 1850’erne. Han mødte nemlig indremissionæren Vilhelm Beck, der ville besøge sin broder. Fastelavnsnarren skræmte Becks hest, men Beck satte hesten imod narren, greb sin ridepisk og bankede ham til han brølende trillede om på vejen, som Vilhelm Beck skriver i sine erindringer.

Den største forskel på nutidens afdæmpede fastelavn, der mest markeres i børnefamilierne, og så fortidens fastelavn, fejret af børn og især voksne, er fortidens markante forskel på hverdag og fest. Fastelavn var som et frikvarter fra en streng social rangorden, som man kun yderst sjældent kunne bryde med.

Tøndeslagning (Illustreret Tidende 1860).

I ‘Den gale uge’ var de daglige problemer med at skaffe brød på bordet afløst, hvis man da havde råd, af en overflod af fed mad, som man ellers kun kendte til fra julens sulebord. Man klædte sig ud, slog gækken løs, festede og morede sig, og for en kort stund var det tilladt at gøre grin med autoriteterne – som børnene gør herover.

40 dages faste venter.

Fastelavn var for menigmand et hedensk slaraffenland – efterfulgt af 40 dages kristen faste.

Vær velkommen…

Nytårsaften er for venner, ganske som juleaften er for familien. Denne kendsgerning har indflydelse på mangt og meget, såsom borddækning og bordpynt samt menu- og vinkort.

Mange mødes nytårsaften lidt før kl. 18, så man kan nå at høre Dronningens nytårstale. Traditionen med regentens direkte TV-nytårstale til folket stammer tilbage til 1959. I Dronningens nytårstale får vi danskere som regel lige et par ord med på vejen. Det næsten forventer vi – og tak for det!

Traditionen siger, at man nytårsaften bør spise torsk. Det er egentligt et levn fra middelalderens romersk-katolske regelsæt. Fisk hører fasten til – og nytår ligger midt i fasteperioden. Her blev der ikke fortæret kød fra dyr.

Ovndampet torsk med sennepssauce

Torsk er i sandhed en traditionel lækkerbisken. Med tiden er tøjlerne dog blevet lidt mere slappe nytårsaften. Menuen kan varieres alt efter forgodtbefindende og smag. Det er tilladt at servere næsten hvad som helst. Jeg er da sikker på, at selv et velforsynet spansk tapasbord nok skal blive mødt med anerkendende blikke nytårsaften.

Nytårsbordet er som regel dækket festligt op med serpentinere og bordbomber, papnæser og skralder.

Genstande til bordets pynt

I vor tid fejrer vi årsskiftet med et festfyrværkeri skabt af raketter og batterier, sole og bordbombere. Men hvad skal nu al den ballade til for? Jo, vi larmer nytårsaften for at bortjage onde ånder – og det har vi gjort siden middelalderen.

Årets sidste aften var tidligere en farefyldt aften. Her på overgangen mellem det gamle og det nye år huserede alle slags troldtøj. Larm i form af fyrværkeri, bøsseskud og rumlepotter var ondt afværgende. Overalt blev der lavet ballade. En yndet skik var at knuse lerpotter, gerne askefyldte, på fremmede husdøre. Man lavede gavtyvestreger med hinanden. Man skød det gamle år bort eller det nye år ind! Hvad der i 1800-tallet var et forsøg på at holde troldtøj væk, er i dag mange steder endt som ren vandalisme.

Potte på dør. Illustreret Tidende 1886.

H. C. Andersen har i sit forfatterskab et par gange berørt forskellige nytårstraditioner. I den lille fortælling Årets historie, udgivet i 1852, skrev han blandt andet ‘Ja, der løb nu menneskene om og skød nytår ind’, sagde en lille forfrossen spurv, ‘de slog potter på døre og var rent ellevilde af glæde over at nu gik det gamle år væk!’

Ægte ‘kinesere’ – en saga blot.

Både fyrværkeri og potter på døren er også omtalt i Peters Jul, der er for julen, hvad Emma Gad er for takt og tone. Nei, hvor det buldrer derude! Hør, Der kom en Potte paa Karens Dør… På Gaden knalder det Skud ved Skud; Nu skyde Drengene Aaret ud.

Når det er blevet midnat, og det nye år er begyndt, forlader mange det i starten så veldækkede bord.

Nytårsbordet sidst på aftenen.

Det er blevet tid til at høre den traditionelle nytårssang Vær velkommen, Herrens år i fjernsynet. Herefter drager man ud på vej eller altan for med champagne og fyrværkeri at fejre det nye års komme.

Champagne er for mange en fast nytårstradition.

I øvrigt er det vel værd at bemærke, at det nye år starter ved det første slag, som Københavns rådhusklokker slår klokken 24 natten mellem den 31. december og den 1. januar. Københavns rådhus begyndte allerede at ringe det nye år ind den 1. januar 1900.

Velkommen til år 2014!

For mig er der her i 2013 kun tilbage at sige: Godt nytår til jer alle!

 

Dannebrogsflag på juletræet

Dannebrogsflag, 1930’erne

Dannebrog som pynt på juletræet dukker op under krigen 1848-50.

H. C. Andersen fejrede julen 1848 på herregården Bregentved på Sjælland. Søndag den 24. december noterede han i sin dagbog, at der på slottet var hele 2 Juletræer med Dannebrog i Toppe.

Julen, som vi kender den i dag, er skabt i årene mellem ca. 1810 og 1850, hvor dannede borgere og fremtrædende kirkefolk i forening knæsatte en ny tradition, bygget på julens kristne budskab, med inddragelse af nationale følelser og elementer fra folketroen, og med børnene anbragt i centrum omkring det festligt pyntede juletræ.

Enevældens afskaffelse i 1849 var med til at cementere denne borgerskabets tradition. Før i tiden rettede man ind efter konge og adel, men efter 1849 stod borgerskabet som rollemodel for hele landet. Derfor blev det også borgerskabets jul, der med tiden blev landsdækkende.

Det nationale flag blev efter krigen 1848-50 til borgerskabets flag – og folkets flag. Den tradition lever stadig. Det er derfor, at Dannebrog bruges så flittigt i Danmark ved fødselsdage og jubilæer, i haver og kolonihaver – hvilket kan overraske en del udenlandske gæster.

I forbindelse med afstemningen om Sønderjyllands tilhørsforhold i 1920 gik en national vækkelse over det ganske land, så mængder af dannebrogsflag prydede træet og dannede mode. Besættelsen 1940-45 satte yderligere fart på denne tradition.

Intet synes at kunne skille danskernes vande som et juletræ med Dannebrogsflag i lange kæder. Enten pynter man med flag, eller også gør man ikke. Måske vil det ligefrem være en god ide at spørge den eneste ene, om vedkommende har flag på træet juleaften eller ej, inden man frier…