Adventskransen og kongehuset

I en artikel i Den Gamle Bys årbog har jeg i år undersøgt adventskransens historie, og en af de historier jeg har set på, er forbindelsen mellem adventskransen og kongehuset. I researcharbejdet er jeg stødt på flere forskellige udgaver af historien om, hvordan dronning Alexandrine, der kendte traditionen med adventskransen fra sin barndom i Tyskland, indførte den i kongefamilien og på den måde inspirerede danskerne til at tage adventskransen op. Men historien bliver fortalt med så store forskelle, at jeg var nødt til at undersøge sagen. For hvad var den rigtige historie?

I Den Gamle By binder gartnerne grankranse til de mange adventskranse i hjemmene. Førhen bandt mange husmødre selv deres adventskranse, og en halmkrans som på billedet kunne gemmes og genbruges år efter år.

Her vil jeg bare nævne tre varianter.

På Kongehusets hjemmeside lyder historien: ”Omkring 1940 bragte et ugeblad en reportage om den kongelige families julegøremål med billeder af Dronning Alexandrines adventskrans. Det blev derved kendt, at Dronning Alexandrine havde indført adventskransen som en del af familiens højtideligholdelse af advents- og juletiden.”

Danske Kongelige Slotte fortæller en anden udgave, der handler om en jul på Marselisborg i 1905: ”Ved festlighederne præsenterede den tyskfødte Alexandrine adventskransen for første gang. Hun havde bestilt dekorationen hos blomsterhandler Abel på Store Torv i Århus. Kransen blev pyntet i dannebrogsfarver med fire hvide lys og røde bånd. Blomsterhandleren lavede kransen i god tid og hang den i sit vindue. Derefter strømmede bestillingerne ind, for sådan en skulle de fine damer i byen også have!” Historien her henviser også til billedreportagen i 1940, som skulle være fra Billed-Bladet.

En tredje version findes i Claus Ib Olsens bog Glædelig jul, hvor Olsen skriver, at dronning Alexandrine i 1919 tændte den første royale adventskrans på Amalienborg, og at den derefter blev folkeeje.

Det siger sig selv, at alle tre udgaver af historien vanskeligt kan være rigtige, da de både springer i tid og sted. I en gennemgang af Billed-Bladet fra november og december 1940 har jeg ganske rigtigt fundet en fyldig reportage om kongehusets jul. Men hverken tekst eller billeder i reportagen fortæller noget om en adventskrans, og en udvidet undersøgelse af Billedbladet i november og december 1938, 1939, 1941 og 1942 gav heller ikke noget resultat. Historien om at en reportage i Billed-Bladet har inspireret danskerne til at indføre adventskransen kan altså ikke bekræftes. Det er dog muligt, at billedreportagen i stedet blev bragt i et andet blad, men det er endnu ikke lykkedes mig at finde den.

Blomsterhandler Leonard Abel, der skulle stå bag adventskransen på Marselisborg, blev ganske rigtigt Kongelig Hof Blomsterhandler i 1914, så forretningen havde forbindelse til kongehuset. Men forestiller man sig en situation, som beskrevet ovenfor, hvor bestillinger strømmer til, og hvor en ny juletradition spredes i Aarhus, burde det have sat sig spor i tidens aviser. Ikke mindst fordi det ville være god reklame for butikken. Men i perioden mellem 1902, hvor dronning Alexandrine og Christian X som prins og prinsesse overtog Marselisborg, og 1920 findes der intet i aviserne om en adventskrans i Abels forretning, og ingen af forretningens annoncer op til jul omtaler adventskranse.

Sådan kunne en adventskrans se ud i 1927. Dekorationen med seks lys er en mellemform, hvor adventsperioden som helhed og ikke de fire søndage er i fokus. Til julen 2022 har museets gartnere bundet en krans som denne til hjemmet i Havbogade i Den Gamle Bys 1927 kvarter.

Dernæst viser det sig, at parret ikke har holdt jul på Marselisborg i perioden fra 1902 til 1920. Denne information kan findes i tidens aviser, der hvert år omtaler julen ved hoffet. Af artiklerne fremgår, at Alexandrine og Christian typisk var på Amalienborg i juledagene, og at de enkelte gange har fejret jul på Sorgenfri Slot og på Fredensborg Slot.

Det ser altså ud til, at dronning Alexandrine hverken har haft en adventskrans på Marselisborg eller fået en sådan fremstillet hos blomsterhandler Abel i Aarhus, ligesom hendes adventskrans ikke ses i reportager i Billed-Bladet 1938-1942.

Adventskrans i kongehuset i 1918

Men ad anden vej er det lykkedes at finde historien om en tidlig adventskrans i kongehuset. I en lille artikel skriver sognepræst Aage Bundgaard nemlig om adventskransens historie baseret på et radioforedrag i november 1960. Bundgaard takker arveprins Knud for oplysninger om adventskransen i Christian X og dronning Alexandrines hjem og skriver: ”Dronningen, der kendte adventskransen fra sin barndom, indførte den i 1918 på Sorgenfri. Anledningen var, at Storhertug Friedrich Franz af Mecklenburg-Schwerin med familie netop omkring advent 1918 kom til København og af sin søster Alexandrine fik overladt Sorgenfri Slot til bolig.Og fra da af har adventskransen hvert år haft sin faste plads hos den danske kongefamilie.

Traditionen med adventskrans i kongehuset startede altså efter denne beretning i 1918 på Sorgenfri Slot. Det betyder, at adventskransen meget vel kan have været med til jul på Amalienborg i 1919. Det er også muligt at en billedserie fra kongefamiliens jul inspirerede danskerne til at tage traditionen op omkring 1940, men det lader til, at adventskransen på det tidspunkt allerede var en gammel tradition i kongehuset. Samtidigt var der masser af inspiration at hente til adventskransen i tidens aviser, så en evt. inspiration fra kongehuset har ikke stået alene i at drive udbredelsen af adventskransen.

Hvordan adventskransen blev brugt i kongefamilien, og om der knyttede sig særlige traditioner til dens udseende melder historien desværre ikke noget om. Arveprins Knud nævner den desværre ikke i sine erindringer, hvor han ellers flere gange kommer ind på julen i kongefamilien. Heller ikke grev Ingolf fortæller om adventskransen i sine erindringer om barndommens jul på Sorgenfri og hos dronning Alexandrine, der var hans farmor. Muligvis kan andre erindringer fra kongefamilien fortælle mere om traditionen.

Adventskransen i svære tider

Det synes i øvrigt som en kærlig og betænksom gestus, at dronning Alexandrine som en glæde i en svær tid pyntede op til sin brors familie med en adventskrans, som var en del af hendes og broderens fælles barndomsminder. Broderen, storhertug Friedrich Franz, var abdiceret og med sin familie rejst ud af Tyskland i forbindelse den tyske revolution, der afskaffede det tyske monarki. Alexandrine tog naturligvis imod familien, og Horsens Avis beskriver 18. november 1918 ankomsten. ”Lørdag formiddag rejste dronning Alexandrine … sin bror i møde, og med det stærkt forsinkede aftentog ankom den tidligere fyrstelige familie hertil. Storhertugparret var ledsaget af deres 8- og 6-årige sønner, og hele familien gjorde et meget alvorligt indtryk ved ankomsten. De var kun ledsaget af et ganske lille følge, men medførte en hel pakvogn med bagage. Foreløbig vil kongefamiliens gæster bo på Sorgenfri, og sandsynligheden taler for at opholdet bliver af længere varighed.” Det er tydeligt, at det har været trygt for storhertugfamilien at komme til Danmark fra de urolige tider i Tyskland.

Bundgaard kæder det, at Alexandrine brugte adventskransen til at byde broderens familie velkommen, sammen med adventskransens udbredelse under Anden Verdenskrig og skriver, at det ikke er ukendt, at ”de ydre usikre forhold kalder på samling om hjemmets bedste traditioner. Mange danskes første møde med adventskransen skriver sig sikkert fra besættelsestiden. Og mange, der så den første gang i disse mørke og usikre år, kom til at holde af den og virkede med til, at skikken spredte sig med vældig hast.” Traditionens rolle som en opmuntring i svære tider kendes også fra Aabenraa i 1914. Her købte en overlægefrue, der huskede adventskransen fra sin barndom i Tyskland, en adventskrans, mens hendes mand var ved fronten under Første Verdenskrig, og hun selv følte sig ”knuget af ensomhed og stor ængstelse”. Hun fortalte, at fra 1915 havde Sct. Nikolaj Kirke i Aabenraa også en adventskrans, men at ingen brugte adventskrans i Aabenraa før 1914. I anden halvdel af 1920’erne dukker adventskransen op i aviserne, og i 1930’erne udbredes brugen af den i hele Danmark. Adventskransens popularitet bliver stor under Anden Verdenskrig, og da adventskransen i 1946 kommer på årets julemærke, er den så kendt blandt danskerne, at traditionen ikke behøver nærmere forklaring.

Når man kender adventskransen, ligner julekronen, som ses på billedet, en udvidet adventskrans. Egentligt er det omvendt, idet adventskransen er den yngste af de to traditioner, og adventskransen er dermed en forenkelt julekrone. Julekronen stammer fra Tyskland, hvor der er en lang tradition for at markere julen med grønt og lys. Udover juletræet og julekronen kunne det f.eks. være kransetræer og julepyramider. Billedet fra 1927 stammer fra en dansk blomsterbinderfagbog. Bogen anbefaler julekronen her til ophængning i en større hall eller stue. Den store dekoration krævede plads, og prisen har nok også været derefter. Den enkle adventskrans var til gengæld nem at passe ind i hjem af alle typer og størrelser, og for mange var den overkommelig at lave selv.

Nedtælling til jul – kalenderlyset fylder 80 år

Julen 2022 byder på en særlig fødselsdag. Det er nemlig 80 år siden, at firmaet Asp-Holmblad sendte Danmarks første fabriksfremstillede kalenderlys på markedet. Kalenderlys no. 1, som firmaet senere døbte lyset, har kunnet købes siden 1942, og ser stadig ud som dengang. Det er sjældent, at juletraditioner kan dateres så præcist, og når man ser på lysets historie, bliver det også klart, at opfindelsen af kalenderlyset er ældre end det. At det samme lys er blevet solgt i 80 år uden at ændre designet, viser hvor stor danskernes traditionsbevidsthed er, når det kommer til julen. Samtidig ser det ud til, at kalenderlyset var medvirkende til, at julen blev udbredt til hele december, og der er derfor mange grunde til, at det er interessant at se nærmere på kalenderlysets historie i anledning af fødselsdagen.

I Den Gamle Bys 1974-kvarter pynter vi hvert år hjemmene op med juledekorationer, sådan som familierne brugte det dengang. Her er det dekorationen med kalenderlys hos Per og hans mor Anna-Lise i Huset i Havnegade.

De første kalenderlys

At kalenderlys, eller datolys som man kaldte dem i begyndelsen, skulle blive en handelsvare var ellers ikke givet. Lyset, der giver børn og barnlige sjæle en hyggelig måde at tælle ned til jul på, begyndte nemlig sin tilværelse som et gør-det-selv projekt. Fingernemme forældre købte et stort lys og inddelte det med streger eller tal til hjemmelavede kalenderlys, så børnene kunne følge med i, hvor mange dage, der var til jul. Ideen beskrives af Lis Byrdal i bogen ”Smaa fester – glade gæster” fra 1935, og Asp-Holmblad var hurtige til at tage ideen op, så et færdigt lys allerede i 1942 var klar til julesalget. I Byrdals udgave lyder ideen: ”De ved da, at man selv kan male på lys både med oliefarve og tusch? Man kan altså med en tynd pensel og sikker hånd skrive hele julehilsner eller vers, der så brændes op bid for bid. En idé til børnene er at dele et lille tykt lys med 23 tynde, sorte tuschcirkler, som man kan lægge Farver imellem, hvis man vil. Hver aften lige fra d. 1. december brænder man så et stykke ned – hele tiden til den næste streg. Den dag lyset brænder ud, er det jul – og træet tændes.” Asp-Holmblad har ikke oplysninger om, hvem der tegnede Kalenderlys no. 1, men designet er blevet en klassiker, som firmaet holder ved, lige som designet på æskerne med juletræslys.

En lille pige tænder her kalenderlys i 1973. Foto venligst udlånt af Nakskov lokalhistoriske Arkiv. Fotograf Bent L. Hansen.

Jakobslys

Som tidligere juleinspektør Jens Ingvordsen har nævnt på julebloggen i dette indlæg https://blog.dengamleby.dk/julehistorier/2018/12/01/saa-taender-vi/ så blev Kalenderlys no. 1 først markedsført under navnet Jakobslys. Navnet slog dog ikke an, og det blev derfor omdøbt til Kalenderlys no. 1. At det blev en succes ses af, at der på de 80 år, hvor det har været på markedet, er solgt over 10 millioner lys af denne type. 

Kalenderlys no. 1 på danske ambassader

Administrerende direktør i Asp-Holmblad Mette Poulsen fortæller, at lyset stadig er populært i dag, selvom der ikke sælges så mange af dem som tidligere. Det skyldes, at mens der tidligere var ganske få varianter af kalenderlys, er der i dag et bredt udvalg, som forbrugerne kan vælge imellem. Alene Asp-Holmblad producerer til julen 2022 80 forskellige kalenderlys i varierende størrelser og typer. At mange stadig vælger Kalenderlys no. 1 viser, hvor tæt traditioner er knyttet til julen, som skal ligne sig selv år for år. Kalenderlys no. 1 har en helt særlig kundekreds blandt danskere bosat i udlandet, og Asp-Holmblad sender hvert år kalenderlys og de klassiske juletræslys til bl.a. danske ambassader og kirker i udlandet. Produktionen starter allerede i årets første måneder, så de er klar i god tid før jul.

Julemåneden som tradition

Kalenderlyset er for mange blevet en fast tradition, der hører julen til lige som juletræ og julemad. Kalenderlyset var med til at sætte skub i bevægelsen frem mod, at julen kom til at begynde tidligere og blev udbredt til resten af december.

Daells Varehus som via postordre solgte til mange danske hjem, udvidede sortimentet med et kalenderlys i 1960. Seks år efter kunne kunderne vælge mellem tre forskellige slags. Opslaget her er fra julekataloget i 1976, hvor Daells Varehus også solgte lys med julemotiver.

Det ser ud til, at skiftet begyndte i 1930´erne. I en anden bog med juleideer opfordrede Lis Byrdal i 1936 til at begynde ”julen rigtig tidligt”. Som hun skrev: ”Før jul er en dejlig travl og forhåbningsfuld tid, der flyver som vinden med muntre forberedelser. Et par dage før jul sætter jeg granguirlander over alle mine døre, livet op af små blomster-julestjerner af papir, som jeg gemmer fra år til år. Bag billederne sætter jeg også gran, og små uldnisser lader jeg kigger frem alle vegne, for børnene vil gerne have syn for, at nisserne virkelig er på færde overalt. Og hele december brænder vi et overnaturligt tykt lys på middagsbordet for ikke et øjeblik at tabe den store og vidunderlige fest af tankerne.

Byrdals beskriver her på linje med sin ide med kalenderlyset, at et lys kan bruges til at markere december, og hun fortæller interessant nok også, hvordan julepynten først hænges op et par dage før jul. Det lader altså til, at december her i midten af 1930´erne endnu ikke er en måned, hvor alt er i julens tegn. Dette passer meget godt med, at danske blomsterhandlere samme år i deres medlemsblad bragte en artikel, der skulle sætte fokus på, om branchen fik nok ud af julen, fordi sæsonen startede så tæt op mod jul – kun fjorden dage før. Skribenten mente, at der var potentiale til at brede julen ud til resten af december, så blomsterhandlerne kunne nå at sælge flere blomstervarer.

Kalenderlys no. 1 kan købes i museumsbutikken i Den Gamle By, så det er muligt at tælle ned til jul som i 1942.

Flere måder at tælle ned til jul

Bevægelsen henimod at gøre december til en julemåned er interessant, ikke mindst da den går igen i historien bag brugen af julekalendere i Danmark. Julekalenderne kom nemlig også frem i Danmark i 1930´erne som en måde at tælle ned til julen på. Flere erindringer fra 1930´erne nævner hjemmelavede julekalendere i papir, ligesom færdige julekalendere kom i handlen i dette årti. Tendensen ses også med adventskransen, der var en anden måde at markere tiden frem mod jul, og som i 1930’erne og første halvdel af 1940’erne blev populær i Danmark. I takt med velstandsstigningen efter Anden Verdenskrig blev december for alvor til en julemåned. Julekalendere blev udvidet til pakkekalendere og tv-julekalendere, og frem mod år 2000 kom skrabejulekalendere, gourmetjulekalendere, beauty julekalendere og mange andre kalender-produkter på markedet til alt fra kæledyr til portvinselskere. Skal man tro udbuddet af forskellige typer kalenderlys, lader lystraditionens popularitet dog til at være usvækket, selvom kalenderlyset i dag kun er en af flere måder at tælle ned til julen på.

Rundt om træet med mere

 

Engel som toppynt. Klippeark vedlagt ‘Børnenes Julegave’ 1911.

Vor måde at fejre jul på er fyldt med symboler. Nogle let forståelige, andre sværere at tolke. Julefesten fremstår i dag som en skønsom blanding af hedenske, kristne og nationale symboler med børnene samlet omkring det festligt pyntede juletræ som centrum.

På klippearket mødes hedenske, kristne og nationale symboler. Klippeark vedlagt ‘Børnenes Julegave’ 1911.

Hedensk – kristen – national? På kræmmerhuset eller kurven kan eksempelvis nissen være vist. Han er en ren hedensk figur, og blev først forvandlet til en julenisse i midten af 1800-tallet. Stjernen i træets top er et kristent symbol, der viser hen til Betlehemsstjernen. Træets flag og tromme er nationale symboler og resultatet af den stærke fædrelandsfølelse, der greb landet i forbindelse med Tre-årskrigen 1848-50 og krigen i 1864. I forbindelse med afstemningen 1920 om Sønderjyllands tilhørsforhold og igen efter Befrielsen 1945 gik en national vækkelse atter over landet, så mængder af dannebrogsflag prydede træet og dannede mode. Kongens og statens Dannebrog blev nu også kolonihavens flag.

Adventskrans holdt i vore nationale kulører.

Mange af vore faste juletraditioner har udenlandske, og især tyske rødder. Vi har taget traditionerne til os, omformet dem og tilpasset dem, så de passer til vor danske jul. Det gælder for eksempel adventskransen. De fire lys markerer de fire adventssøndage, hvor ordet advent i øvrigt er afledt af Adventus Domini, der betyder Herrens komme. Kransen blev omkring 1920 indført på Askov Højskole i Sønderjylland. I 1940, hvor man rykkede sammen om de få tændte lys i det store, altomfavnende mørke, bragte Billedbladet en skildring af julehyggen i kongefamilien. Bladet viste et fotografi af kongefamiliens adventskrans på et flygel. Inden juleaften dét år havde mange gode danske familier en adventskrans – selvom kransen var en ægte tysk tradition. Dronning Alexandrine havde bragt skikken med sig fra sin hjemstavn Mecklenburg-Schwerin.

Traditionelt er adventskransen holdt i de danske farver med røde bånd og hvide lys. Der er ingen faste regler for antallet af bånd. Julemærket 1946 viser en adventskrans ophængt i tre bånd, hvilket gør det let at finde balancen, men som ikke harmonerer for godt med de fire lys. Fire bånd passer symmetrisk bedre til antallet af lys, men til gengæld er balancepunktet sværere at ramme. Båndene kan også være lilla, den katolske kirkes bodsfarve, ganske som advent er kirkeårets bodstid, hvor mennesket har lejlighed til at bekende dets synder inden den store glædesfest.

Betlehemsstjernen.

Kigger vi på det traditionelle danske juletræ, vil den meste toppynt symboliserer frugtbarhed, altså Jesu fødsel. Toppynt på de fleste danske juletræer er en stjerne, Betlehemsstjernen, der stod over stalden, hvor Jesusbarnet kom til verden. Den ældste toppynt er dog en engel, den engel, der bebudede Jesu fødsel for jomfru Maria eller forkyndte budskabet for markens hyrder. Også en stork kan pryde træets top, fordi storken som bekendt kom med de små børn.

Stjernekasterne peger tillige i retning af Betlehemsstjernen.

En hyldest til jomfrufødslen.

En helt anden form for kristen julepynt til at hænge på træet er æbler, fremstillet af papmache, farvet glas eller som her plastik. Æbler er også et symbol på frugtbarhed. De spillede en central rolle i en middelalderlig legende om Jesu fødsel: Af from ærbødighed for jomfrufødslen både blomstrede og satte alle æbletræer frugt i løbet af denne ene hellige nat. Derfor var æbler en meget yndet pynt på de tidlige juletræer.

Jakobsstigen forbinder himmel og jord.

Visse steder kan man endnu se en Jakobsstige pryde juletræet. Danmarks ældst bevarede stykke julepynt af papir er netop en sådan Jakobsstige. Den er klippet af premierløjtnant Tønne Bloch (1793-1837) i Århus og forestiller en stige med fem håndtegnede engle udklippet af flere sammenlimede ark papir. Jakobsstigen nævnes i Biblen i forbindelse med patriarken Jakob i 1. Mosebog 28, 11-12: I drømme så han en stige, der stod på jorden; den nåede helt op til himlen, og Guds engle gik op og gik ned ad stigen. Stigen symboliserer menneskets drøm og håb om et liv efter døden.

En ægte dansk jule-specialitet: Det flettede hjerte.

Uundværligt på ethvert juletræ er det flettede julehjerte. Som hovedregel er hjerterne holdt i vore nationale farver. Det røde hjerte kan dog også hænge sammen med det flammende hjerte, der i den katolske verden de sidste 500 år har været det autoriserede symbol på Jesu kærlighed og lidelse.

Engle udstanset af karton er stadig meget brugt som juletræspynt. Vi er så fortrolige med engle som et kristent symbol, at de ikke behøver nærmere omtale her.

De mange lys, der hører julen til, er et udpræget kristent symbol. Mange steder i Bibelen hører vi om lys, men intetsteds så klart som i Johannesevangeliet, kapitel 8, vers 12: Atter talte Jesus til dem og sagde: Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys. Lysene på juletræet er i dag hvide eller røde. Sådan har det ikke altid været. Da juletræsskikken kom fra Tyskland til Danmark i begyndelse af 1800-tallet, var lysene røde, hvide og blå. De tre kulører er nemlig hertugdømmet Holstens farver.

Den romersk-katolske julekrybbe har vundet fodfæste i den danske jul.

I borgerskabets stuer begyndte de små julekrybber at dukke op i 1890’erne. Det er egentligt en ren katolsk skik, men når de små figurer nu passede så godt ind i klunketidens stuer? Julekrybberne er så småt ved at tilkæmpe sig en blivende plads på den danske julescene.

At fejre jul har de sidste 1000 år været ensbetydende med at fejre Kristi fødsel. Før da var jul lig med midvinters drikkegilder i midten af januar; men vikingerne flyttede jul til 22. december. Man fejrede her i Skandinavien, at et nyt år var på vej, at alt gik mod lysere tider.

Det ældste ved julen er selve ordet jul. Det nævnes omkring år 900 i en beretning om slaget i Hafrsfjorden 872, hvor Harald Hårfager samlede sig Norge:

Ude (dvs. ude på havet) vil han drikke jul,

Den højtstræbende fyrste,

Om han skal kunne ene herske;

Ude vil han øve Frøjs leg.

Som ung fik han lede ved ildhygge

Og ved at sidde inde,

Ved den varme kvindestue

Og ved de dunfyldte vanter.

‘Ude vil han drikke jul’…

Harald Hårfager ville altså drikke jul på havet, fordi han allerede som ung fik lede ved ildhygge, ved den varme kvindestue og ved de dunfyldte vanter. Underligt nok, da det netop er nogle af de ting, som vi i dag forbinder med en hyggelig jul!

Man drak jul! Med en skål bad man guderne Njord, Frøj og Jølner, alias Jule-Odin, om et godt, nyt år. Især Jølner er nok en skål værd. Ganske vist havde han ikke ligefrem opfundet øllet. Det havde Jætten Suttung, men Jølner stjal opskriften og gav den til menneskeheden. Hvor ordet jul er den ældste af vore juletraditioner, er julebryg den ældst kendte julegave.

Jule-hvidtøl blev introduceret i 1896.

I den norske kong Hakon den Godes lov fra midten af 900-tallet var det ligefrem et krav, at julen skulle vare lige så længe, som det øl rakte, der kunne brygges af én skæppe malt. Har man kendt magen? Julens længde afhang af, hvor meget øl der var tilbage i tønden!

Da Danmark blev kristnet, drak man i stedet på selveste juleaften Jomfru Marias skål, men efter reformationen rettede man skålen til Gud. Traditionen med denne rituelle Guds skål varede ved til langt op i 1800-tallet. Når vi løfter glasset juleaften eller ved frokostbordet de næste par dage og ønsker hinanden Glædelig Jul!, eller når vi synger med på Dalton og deres Julesang fra 2009: De drak julen ind de drak julen ud med humør og dobbeltsyn, følger vi således en tradition med mindst 1100 år bag sig.

Siden Danmark blev kristnet, har vi fejret Kristi fødsel den 24. december om aftenen, selvom jomfrufødslen jo ifølge traditionen først fandt sted dagen efter. Sådan er det i Danmark. Når noget skal fejres, sker det aftenen før selve dagen. Tænk blot på Skt. Hans aften og Mortensaften!

Den danske jul, som vi fejrer den i dagens Danmark, er og bliver en sær blanding af hedenskab, kristendom og nationalfølelse.

Glædelig jul!