Browse Category

Juletræet

Jul i Tåderup præstegård 1834

I 1834 skrev sognepræst i Tingsted, Johan Frederik Biering (1785-1867) en lejlighedsvise, som fik navnet Jul i Tåderup Præstegård. Sangen blev afsunget juleaften i Tåderup Præstegård, der hørte til embedet. Lejlighedsvisen er anbragt nederst i dette blokindlæg.

Johan Frederik Biering
Johan Frederik Biering

Der er to ting, som gør denne lejlighedsvise særdeles interessant. For det første handler den om juletræet og fejringen af julen på et tidspunkt, da juletræet endnu var forholdsvist sjældent i Danmark.

For det andet er det værd at bemærke ligheden til Peter Fabers klassiker Højt fra træets grønne top, der er skrevet i 1847 – hele 13 år efter Jul i Tåderup Præstegård. Det er ufatteligt spændende, at Peter Faber ikke er den første, som har forfattet en lejlighedsvise om en jul hos en bestemt familie. Ligeledes er det interessant at se, at Højt fra træets grønne top er opbygget på præcis samme måde: med gaver på træet og navn på den person, som gaven er tiltænkt. Selv melodimæssigt er der overensstemmelse.

Tingsted kirke, hvor Johan Frederik Biering virkede som sognepræst i årene 1825-43 (tingstedkirke.dk)
Tingsted kirke, hvor Johan Frederik Biering virkede som sognepræst i årene 1825-43 (tingstedkirke.dk)

Kan man nu forklare disse ligheder de to lejlighedsviser imellem? Er det hele blot et sært tilfælde, eller er der en eller andet skjult eller for os i dag ukendt forbindelse de to familier imellem.

Der er lidt for mange sammenfald til, at jeg tror på den første mulighed.

På en eller anden måde må Peter Faber have kendt til Johan Frederik Bierings lejlighedsvise fra julen 1834. Hvordan kan et sådan kendskab være kommet i stand? Min teori er: Polyteknikeren Peter Faber må have kendt den polytekniker, der nævnes i vers 4, og som var søn af lejlighedsvisens forfatter.

Polyteknikeren i vers 4 er identisk med Christian Henrik Biering, født 1813. Han skiftede omkring 1832 studiet af teologi ud med studiet af naturvidenskaber, måske på opfordring af H. C. Ørsted, der i al fald var Christian Henriks vejleder. I året for lejlighedsvisen 1834 blev han alumnus på Ehlers Kollegium. Han underviste i matematiske og fysiske videnskaber. I foråret 1838 tog han polyteknisk eksamen i de anvendte naturvidenskaber. Maj 1838 blev han adjunkt i Rønne. I vinteren 1839-40 var han tilbage i København, men i 1840 blev han ’virkelig adjunkt’ ved Rønne skole. Allerede året efter, i 1841, kom han til Aalborg katedralskole.

Peter Faber (denstoredanske.dk
Peter Faber (denstoredanske.dk)

Vender vi os til Peter Faber, blev han jo født i 1810, altså blot tre år før lejlighedsvisens polytekniker. Faber startede på Polyteknisk Læreanstalt i 1835, hvor en af hans lærere netop var H. C. Ørsted, som jo også havde været vejleder for Christian Henrik Biering. Vi ved, at Christian Henrik Biering blandt andet underviste på Polyteknisk Læreanstalt i matematik og fysik. Det ligger da snublende nært at spørge: Modtog Peter Faber undervisning af Christian Henrik Biering? Peter Faber bestod eksamen i 1840, blot to år efter Christian Henrik Biering. Senere blev Faber inspektør ved Polyteknisk Læreanstalt.

De to personer Biering og Faber kan vel kun dårligt have frekventeret den samme læreanstalt, Polyteknisk Læreanstalt, i disse år uden at have fået kendskab til hinanden!

Jeg funderer over følgende spørgsmål:  Lærte Peter Faber 1834-lejlighedsvisen at kende i København, hvor han i al fald i årene 1835-38 (og måske tillige i vinteren 1839-40) må have været bekendt med Christian Henrik Biering? Havde Christian Henrik Biering en kopi af faderens lejlighedsvise med til København? Fik Faber en kopi af sangen – eller afskrev han den?

Der synes at være enighed om, at Højt fra træets grønne top oprindeligt blev skrevet til melodien Komme, hvo som komme vil, der i dag bedst kendes under navnet I en kælder sort som kul. Faber brugte ofte denne melodi til sine lejlighedsviser. Lejlighedsviser er jo netop overraskende og ukendte viser, der bedst kan synges på en i forvejen velkendt melodi.

Førstewudgaven af sangen Juletræet, der senere blev verdensberømt i Danmark under navnet Højt fra træets grønne top (denstoredanske.dk)
Førsteudgaven 1848 af sangen Juletræet, Sang for Børn, der senere blev verdensberømt i Danmark under navnet Højt fra træets grønne top (denstoredanske.dk)

Komme, hvo som komme vil er et digt fra 1795 af Peter Andreas Heiberg. Digtet bærer egentligt titlen Laterna Magica, hvori Heiberg præsenterer en række personer fra Det gamle testamente som en slags billedfilm. Både Biering og Faber benytter samme teknik i præsentationen af de mange familiemedlemmer i deres respektive lejlighedsviser. Bemærk også, at Johan Frederik Biering netop vælger at indlede sin lejlighedsvise med linjen Komme hvo, som komme vil.

Melodimæssigt må vi konkludere, at både Højt fra træets grønne top fra 1847 og Jul i Tåderup Præstegård fra 1834 må være skrevet til samme melodi Komme, hvo som komme vil. Da Hornemanns melodi fra 1848 passer perfekt til Højt fra træets grønne top, ligger det jo i sagens natur, at samme melodi også passer til Jul i Tåderup Præstegård fra 1834.

Peter Fabers lejlighedssang Højt fra træets grønne top, der er blevet synonym med den danske familiejul,  er langt mere forfinet og mundret, men i sit væsen er den en klar aflægger af Jul i Tåderup Præstegård fra 1834. Jeg bliver mere og mere overbevist om, at de to unge polyteknikere har kendt hinanden – og at Peter Faber har fået hele ideen til og opbygningen af sin Højt fra træets grønne top netop fra Christian Frederik Biering i årene 1835-40, som må have medbragt et eksemplar af sin faders lejlighedsvise til København. Antageligt har vi her selveste inspirationskilden til Højt fra træets grønne top!

 

Juletræ i Tåderup Præstegård 1834

1

Komme hvo, som komme vil,

Komme hver en Unge!

Skuer ikkun nøje til,

Mens de gamle sjunge.

Vist I da så smukt vil le,

Når I Eders Navne se

Blandt de grønne Grene,

Blandt de grønne Grene.

 

2.

Jomfru Lise træd nu frem,

Tag Du først din Gave.

Thi vi ved, at Du er slem

Efter mer’ at have.

Du Presenten ta’er jo, om

End fra Anonym den kom,

Ja vel selv fra Ræve,

Ja vel selv fra Ræve.

 

3

Nicoline, væne Mår!

Kom og hid på Scenen!

Og se til, Du hittet får

Hvad dit er på Grenen!

Nu Du dog vel skjule kan

Din Tistilles hvide Rand

Som Dig når til Halsen,

Som Dig når til Halsen.

 

4

Min Hr. Polytekniker!

Mon han vel kan finde,

Hvad på Træet hannem er

Tiltænkt denne sinde?

Dog han dele broderlig,

Og rav ikke alt til sig,

Som han åd Kalkunen,

Som han åd Kalkunen.

 

5

Du som Savn af Klæderne

Idelig på-anker,

Og derfor – hvad alle se

I Sløjkjole spanker.

Trøst Dig nu ved denne Skat!

Snart Du får en Faldehat

Og ad Åre Bukser,

Og ad Åre Bukser.

 

6

Og Du som på Kortet vil

Griffenfeld oplede,

Søg Du op, hvad Dig hør til!

Det er mere rede.

Bliv kun så Kommissionær

For din Moder, men især,

Når hun Smør skal købe,

Når hun Smør skal købe.

 

7

Nu til Storken Raden kom

– det har varet længe –

Se, hvor stolt han ser sig om,

Hvad der end kan hænge.

Gid med Sølibat han sig

Må forsvare drabelig

Og med Trækanoner,

Og med Trækanoner.

 

8

Ene Askefisen nu

Ikkun står tilbage,

O, hvor gram han er i Hu

Efter sit at tage!

Kom da, lille Hr. Patron,

Du vor bedste Husspion:

Tag hvad Dig tilhører,

Tag hvad Dig tilhører.

 

9

Plyndret ses da Træet stå,

Dog vi Håb tør nære,

At I Alle, Store Små,

Nu tilfredse ere;

Altså endnu blot til Rest

Eder en glad Julefest

Vi af Hjertet ønske,

Vi af Hjertet ønske.

(Tusind tak for til Hanne Mikkelsen i Birkerød og Jesper Asmussen i Jægersborg, som satte mig på sporet af Jul i Tåderup Præstegård 1834)

Sine og Peter og alle de andre…

Danmarks ubetinget mest populære julesang er og bliver Peter Fabers eventyrlige Højt fra træets grønne top, som han skrev til julen 1847. Sangen bliver troligt sunget hver eneste juleaften i mange danske hjem landet over. Den er ganske enkel lige så vigtig for den danske jul, som Emma Gad er for takt og tone.

Den første trykte udgave med Emil Hornemanns melodi blev udgivet i 1848 (denstoredanske.dk)
Den første trykte udgave med Emil Hornemanns melodi blev udgivet i 1848 (denstoredanske.dk)

Når det er sagt, er det dog også værdifuldt at vide, at Peter Faber rent faktisk skrev sangen som en lejlighedsvise beregnet til brug juleaften den 24. december i året 1847. Den oprindelige titel på lejlighedsvisen var Juletræet, Sang for Börn. Lejlighedsviser er viser skrevet til specielle lejligheder. Melodien til en lejlighedsvise skal være let genkendelig, så alle og enhver kan synge med. Højt fra træets grønne top er oprindeligt skrevet til den melodi, som vi i dag bedst kender som I en kælder sort som kul. Først året efter, i 1848, komponerede Emil Hornemann den melodi, der anvendes i dag.

Samarbejdet mellem Peter Faber og Emil Hornemann gav genlyd landet over takket være en helt anden sang. I april 1848 satte Emil Hornemann melodi til Peter Fabers digt Den tappre Landsoldat, i dag bedre kendt som Dengang jeg drog af sted, om den djærve danske landsoldat under Treårskrigen 1848-50. Denne sang udkom i særtryk mandag den 10. april 1848. Dagen før havde de danske tropper besejret de slesvig-holstenske oprørere i slaget ved landsbyen Bov, Treårskrigens første militære træfning. Sangen blev en sand landeplage, og både Faber og Hornemann blev da også efterfølgende udnævnt til Ridder af Dannebrog.

Store Kannikestræde 15, hvor Peter Faber i 1847 skrev Højt fra træets grønne top (bibliotek.kk.dk)
Store Kannikestræde 15, hvor Peter Faber i 1847 skrev Højt fra træets grønne top (bibliotek.kk.dk)

I Højt fra træets grønne top er det værd at dvæle en stund ved de personer, der nævnes i sangen. Hin minderige juleaften den 24. december 1847 fejrede Peter Faber med sin hustru Frantzine Petrine Eibye hos Peter Fabers far, forhenværende smedemester og kongelig plattenslager Rasmus Hjort Faber i Peter Fabers barndomhjem på Gråbrødretorv 21 i København. Peter Faber selv boede i Store Kannikestræde 15, hvor Højt fra træets grønne top da også er skrevet.

Mindeplade (indenforvoldene.dk)
Mindeplade, Store Kannikestræde 15 (indenforvoldene.dk)

Med til julefesten var tillige Peter Fabers storebroder, smedemester og kaptajn Niels Andreas Faber og dennes hustru Elisabeth Eibye, en søster til Peter Fabers hustru. Ret beset var det Peter Fabers storebroder, der holdt julefesten, da han havde overtaget faderens smedje.

Peter Faber med høj cigarføring (assistents.dk(
Peter Faber med høj cigarføring (assistents.dk)

Lad os se lidt nærmere på de personer, som vi finder omtalt i Højt fra træets grønne top.

Den lille Sine, som nævnes med et dukkebarn og det røde bånd, hvori gaven er ophængt på træet, i vers 2, er identisk med Frantzine Petrine Faber, født omkring 1846. Hun var datter af Peter Fabers storebroder, Niels Andreas Faber og hustruen Elisabeth Eibye. Den lille Sine, der i efterfølgende udgaver af sangen altid skrives som Signe, var i øvrigt opkaldt efter Peter Fabers hustru.

I vers 3 møder vi Peter, der har den Gren så kjær, hvorpaa Trommen hænger. Hans fulde navn var Peter Christian Faber. Han var barn af Niels Andreas Faber og Elisabeth Eibye, og blev født ca. 1840.

Anna, som nævnes med de fire alen merino i vers 4, er identisk med Anna Margrethe Faber, født ca. 1838. Også hun var barn af Niels Andreas Faber og Elisabeth Eibye.

I vers 5 møder vi Hendrik, der skal have Denne Fane, ny og god. Peter Faber påstod senere, at figuren var frit opfundet. Herfra stammer vel den holdning, at dette vers kunne være indsat senere i sangen – i forbindelse med Treårskrigen. Personen kan dog meget vel være identisk med Hendrik, født ca. 1838, der var søn af Peter Fabers søster Magdalene, gift med krigsråd og skolebestyrer Anton Wilhelm. Hendrik blev senere kaldet familiens sorte får, hvorfor vides ikke, men det kan være årsagen til, at Peter Faber senere hævdede, der var tale om en opdigtet person.

Den lille William, som vi møder i vers 6, er lig med Andreas William Faber, født 1847, der som den eneste af alle de nævnte børn var barn af Peter Faber og Frantzine Petrine Eibye. Det var lille Williams allerførste juleaften, og han nævnes da også i forbindelse med sin amme.

Gråbrødretorv blev opført af Rasmus Hjort Faber i årene 1813-16 (indenforvoldene.dk
Ejendommen her på Gråbrødretorv blev opført af Rasmus Hjort Faber i årene 1813-16. Opgangen til nummer 21 er til højre i billedet (indenforvoldene.dk)

I vers 7 finder vi så bedstefar, den forhenværende klejnsmed Rasmus Faber Hjort, der julen 1847 var blevet 83 år. I samme vers nævnes også Lotte og Hanne. Lotte var sikkert tjenestepige hos smedemester Niels Andreas Faber, hvor Hanne kan være identisk med den 23-årige Hanne Larsdatter, der ved folketællingen 1850 var tjenestepige hos Peter Faber. Bemærk dog, at i en af de trykte 1848-udgaver har Peter Faber egenhændigt rettet Hanne til Anne.

Den sidste person i sangen finder vi nævnt i vers 8. Linjen Moder er i Kjøkkenet viser hen til Peter Fabers svigerinde, Elisabeth Eibye.

Antageligt har der været flere personer til stede juleaften den 24. december 1847. De øvrige niecer og nevøer og voksne fik et lille, personligt digt, en såkaldt devise, som fulgte med deres julegave.

Højt fra træets grønne top er altså med andre ord en lejlighedsvise, beregnet til at blive sunget denne ene aften, den 24. december 1847. Siden da er den blevet en sand landeplage – i al fald ved juletid.

Du kan læse mere om personkredsen i Anna Marie Lebech-Sørensens dejlige bog Højt fra træets grønne top, Peter Fabers jul, fra 1994.

 

Juleinspektøren takker for året 2014

Så er det endnu en gang blevet Helligtrekongers dag, den 6. januar.

Den sidste julemad er forhåbentligt nu blevet fortæret. Store Byttedag med biler og mennesker i kø har vi lagt bag os. Træet er blevet plyndret og smidt ud. Julens genstande er blevet pakket ned i kasser og stuvet af vejen i forskellige klædeskabe og loftsrum. Støvsugeren har slugt de sidste grannåle. Lyset i den sidste juledekoration er brændt ned. Måske man er lidt overtroisk, når man lader en enkelt kravlenisse blive siddende?

Juleinspektøren bærer julen ud
Juleinspektøren bærer julen ud.

Som jeg skrev her på bloggen 6. januar 2014, er det lidt vemodigt at sige farvel til julen, men jeg er enig med forfatteren til Peters Jul, Johan Krohn, der i førsteudgaven 1863 skrev: Saa ender den rare Jul, men vi er glade, at vi har havt den.

I tusindvis af gæster har siden startet på julesæsonen fredag 14. november 2014 besøgt Den Gamle By for at se den traditionsrige julekavalkade Den danske juls historie 1625-1974, juleudstillingerne i Julehuset og årets store særudstilling om Danmarks Radios TV-julekalendere – eller for blot for at gå en tur rundt i de hyggelige, små gader og gyder. En stor og varm tak af hele mit hjerte til hver og en af jer!

Julen 2014 er forbi – eller som H. C. Andersen meget rammende formulerede det for godt 170 år siden i den underskønne, lille historie fra 1844 om Grantræet: Drengene legede i Gaarden, og den Mindste havde paa Brystet Guldstjernen, som Træet havde baaret sin lykkeligste Aften; nu var den forbi, og Træet var forbi og Historien med; forbi, forbi, og det blive alle Historier!

forbi, forbi, og det bliver alle historier! (hcandersen-homepage.dk)
forbi, forbi, og det blive alle Historier! (hcandersen-homepage.dk).

Fra skov til skrald

Af og til støder man på illustrationer, der fortjener at blive set af andre. I tidsskriftet Børnenes Julegave, årgang 1902, er en serie tegninger, som under et kaldes for Juletræets Historie i Billeder. Tegningerne er lavet af Paul Steffensen (1866-1923). Herunder kommer otte af disse pragtfulde og meget stemningsfyldte tegninger. Vi følger her juletræets liv, fra det bliver fældet i den sneklædte skov, til det står ude i den kolde have og venter på skraldevognen.

1 Juletræet fældes - Kopi
Juletræet fældes.

Der er travlt i skoven, og det ene træ efter det andet bliver fældet og lagt på vognen, klar til transport ind til de mange kunder i byen.

 

Børnene og deres moder har nu fundet det helt rigtige juletræ
Juletræet købes.

I København foregik salget som regel fra Højbro Plads, hvor frugtsælgerskerne måtte rømme pladsen og overlade stenbroen til nærmest en tæt skov af grantræer. Børnene og deres moder har nu fundet det helt rigtige juletræ. Mens pengene findes frem, står børnene parat med slæden.

 

Juletræet bringes hjem
Juletræet bringes hjem.

Så er juletræet kommet op på slæden, og nu går det mod hjemmet. Postbuddet har travlt med at udbringe juleposten.

 

Juletræet pyntes
Juletræet pyntes.

Træet pyntes efter alle kunstens regler. Som toppynt er brugt en engel med en stjerne. Læg mærke til de mange Dannebrogsflag og kræmmerhuse på træets grene. Det er overraskende at se, at der ikke bruges hvide lys, men kun blå og røde lys på træet. Hvad mere spændende er: Foroven på træet og i æsken på bordet yderst til højre kan man tydeligt se et par flettede julehjerter. Den tidligste fotodokumentation af julehjerter er fra ca. 1901.

 

Julesalmen synges
Julesalmen synges.

På klaveret spiller moderen en julesalme. Den ældste datter finder salmens tekst i salmebogen.

 

Rundt om juletræet
Rundt om juletræet.

Bedstemor er kommet, og nu går dansen rundt om træet. De blå lys er ikke med på denne tegning. Der er sket et skred i trykprocessen her, så lysene nu ligner rød/hvide lys, men det er altså kun røde lys. Bemærk det fine rød/hvide flettede julehjerte ret over den mindste piges hoved. Læg også mærke til, at der ingen gaver er at se – hverken på træet eller rundt omkring juletræsfoden.

 

Julegaverne
Julegaverne.

Så kom forklaringen på de manglende gaver på eller under træet. De er alle anbragt på et bord ved siden af træet. Det var ingenlunde unormalt at have gaverne liggende på et bord i stedet for at have dem hængende på træets grene eller liggende omkring juletræsfoden. Sønnen får et par nye skøjter, mens pigen til venstre er ved at få en herlig dukke. Den lille pige til højre venter spændt…

 

Juletræets endeligt
Juletræets endeligt.

Julen er overstået. Juletræet er nu atter blevet til et almindeligt grantræ. Det står ude i den snedækkede have. H. C. Andersen kunne sikkert have spundet en underfundig og tvetydig dialog mellem juletræet og snemanden! I vinduet kigger et par børn ud på det, der for et par dage siden var et festligt pyntet juletræ.

Det mest overraskende ved disse vidunderlige tegninger er tilstedeværelsen af det flettede julehjerte. Man har tidligere antaget, at de flettede julehjerter så småt begynder at dukke op på de danske juletræer omkring år 1900. Det tidligste fotografi af et flettet julehjerte kan, ud fra de personer der er til stede omkring juletræet, dateres til ca. 1901.

Et flettet julehjerte på træets gren, 1895
Et flettet julehjerte på træets gren, 1895.

Afbildninger af det flettede julehjerter – og dermed også udspredelsen af hjertet – kan dog trækkes længere tilbage i tiden. I hæftet Børnenes Juleroser er der i udgaven fra 1895 en lille vignet, der med al tydelighed viser et flettet julehjerte hængende på en grangren.

I 1891-udgaven af Børnenes Juleroser er der et meget fint og lille digt af J. Helms med titlen Juletræets Farvel. De to første vers lyder

Men Juletræ! Hører du! Bliv, hvis du kan!

Vi holder saa meget a’ dig!

Hvor vil du dog hen? Og hvorfor skal han,

den ækle Skraldemand, ha’ dig?

 

Du tror vel, han bryder sig om dig? Pyt!

Han kaster dig ude i Skarnet.

Du var saa dejlig, den Gang du som nyt

stod pyntet for Jesusbarnet.

 

Juletræets Farvel, 1891
Juletræets farvel, 1891.

Digtet ledsages af denne tegning fra 1891 af Alfred Schmidt (1858-1938). Tegningen viser to børn, som holder hinanden i hånden, og noget chokeret kigger op i skraldevognen. Her ligger et næsten totalt plyndret juletræ, børnenes juletræ. Men på selve topgrenen sidder endnu stjernen –  og på en gren hænger et meget tydeligt og meget nydeligt flettet julehjerte!

Og see, der hænger i røde Baand Rosiner…

Når man læser afsnittet Ved Juletræet, der beretter om den megen pynt på juletræet, i 1. udgaven af Peters Jul, støder man på de to linjer:

Og see, der hænger i røde Baand

Rosiner og Sukkerkrandse!

At man kan hænge sukkerkranse op i røde bånd på juletræets grene er ganske forståeligt. Men rosiner? Det giver umiddelbart ingen mening.

Den blå Moscatel-drue
Den blå Moscatel-drue

Forklaringen kan ganske enkelt være, at bogens forfatter Johan Krohn har tænkt på konfektrosiner på klase. I midten af 1800-tallet kom de bedste konfektrosiner på klase fra den solbeskinnede sydspanske provins Malaga. Især i området La Axarquía dyrkes der stadig meget store og søde druer af sorten Moscatel. Druen findes i farvenuancer fra lysegul til næsten blåsort. De søde klaser høstes i august måned, og soltørres på særlige terrasser, de såkaldte paseras. Byen Almáchar i La Axarquía har faktisk et helt museum tilegnet rosinen, El Museo de la Pasa.

Soltørring af druer
Drueklaserne soltørres i omkring 40 dage i paseras, sydvendte og skrånende rosin-tørrepladser, der ses mange steder på landet i området La Axarquía øst for byen Malaga

De tørrede klaser med meget aromatiske og søde druer med nærmest krydrede og tørrede druesten var i gamle dage vidt berømmet. En perfekt rosinsmag skabt af en blanding af meget sødmefyldt frugtkød og krydrede, knasende druesten.

Konfektrosiner fra Malaga
Konfektrosiner fra Malaga

Det kan i dag være meget svært at finde disse spanske konfektrosiner på klase. Men man kan faktisk godt lave dem selv. Man skal blot indkøbe 2 kilo almindelige spanske vindruer med sten, da det ingenlunde er sikkert, at Moscateldruen kan opdrives nogetsteds. Druerne skal nænsomt skylles og tørres. Når de er helt tørre, anbringer man dem på et stykke bagepapir i ovnen, sætter ovnen på varmluft og indstiller temperaturen på 60o – og så er det ellers blot med at væbne sig med tålmodighed. Tørretiden er sådan cirka 30 timer!

Man behøver ikke være nervøs for at slå bunden ud af budgetkontoen ved at have ovnen tændt i 30 timer. Strømforbruget er under 4,5 kilowatt. Da 1 kilowatt koster omkring 1,75 kr., har man, når forsøget er overstået, formøblet rundt regnet 7,50 kr. i alt.

Med den lille beretning her om konfektrosiner på klase kan tre bestemte linjer i Peter Fabers klassiske julesang Højt fra træets grønne top, fra 1847, nu pludselig få en anden mening. I første vers hedder det jo som bekendt:

Ikke rør ved den Rosin;

Først skal Træet vises,

Siden skal det spises.

Én rosin på et træ? Der kan selvfølgelig være tale om løse rosiner i et kræmmerhus, men der kan nok også godt være tale om konfektrosiner på klase.

Rosiner med både stok og sten
Rosiner med både stok og sten

Konfektrosiner nævnes specifikt i en ganske udødelig børnebog. Christian Winther udgav i 1835 bogen Flugten til Amerika. I digtet fortæller Peter sin lillesøster om, hvor godt alting er i Amerika. Et af versene lyder:

Konfektrosiner og Mandler der gro,

I store Duske de hænge

Paa Træerne sammen, to og to,

og koste slet ingen Penge.

I øvrigt er det her også værd at bemærke, at de i indledningen citerede linjer fra 1. udgaven af Peters Jul kun findes i netop 1. udgaven. Allerede i 2. udgaven fra 1870 blev teksten kraftigt omarbejdet – og det er denne udgaves tekst, der er blevet brugt lige siden. De to linjer lyder nu:

Og store Figner i røde Baand

og Grise og Sukkerkranse!

 

Jeg skylder Lorents Larsen stor tak for først at have sat mig på sporet af konfektrosiner og dernæst for hele tiden at have sørget for, at jeg nu også holdt mig på det rette spor!

Rundt om træet med mere

 

Engel som toppynt. Klippeark vedlagt ‘Børnenes Julegave’ 1911.

Vor måde at fejre jul på er fyldt med symboler. Nogle let forståelige, andre sværere at tolke. Julefesten fremstår i dag som en skønsom blanding af hedenske, kristne og nationale symboler med børnene samlet omkring det festligt pyntede juletræ som centrum.

På klippearket mødes hedenske, kristne og nationale symboler. Klippeark vedlagt ‘Børnenes Julegave’ 1911.

Hedensk – kristen – national? På kræmmerhuset eller kurven kan eksempelvis nissen være vist. Han er en ren hedensk figur, og blev først forvandlet til en julenisse i midten af 1800-tallet. Stjernen i træets top er et kristent symbol, der viser hen til Betlehemsstjernen. Træets flag og tromme er nationale symboler og resultatet af den stærke fædrelandsfølelse, der greb landet i forbindelse med Tre-årskrigen 1848-50 og krigen i 1864. I forbindelse med afstemningen 1920 om Sønderjyllands tilhørsforhold og igen efter Befrielsen 1945 gik en national vækkelse atter over landet, så mængder af dannebrogsflag prydede træet og dannede mode. Kongens og statens Dannebrog blev nu også kolonihavens flag.

Adventskrans holdt i vore nationale kulører.

Mange af vore faste juletraditioner har udenlandske, og især tyske rødder. Vi har taget traditionerne til os, omformet dem og tilpasset dem, så de passer til vor danske jul. Det gælder for eksempel adventskransen. De fire lys markerer de fire adventssøndage, hvor ordet advent i øvrigt er afledt af Adventus Domini, der betyder Herrens komme. Kransen blev omkring 1920 indført på Askov Højskole i Sønderjylland. I 1940, hvor man rykkede sammen om de få tændte lys i det store, altomfavnende mørke, bragte Billedbladet en skildring af julehyggen i kongefamilien. Bladet viste et fotografi af kongefamiliens adventskrans på et flygel. Inden juleaften dét år havde mange gode danske familier en adventskrans – selvom kransen var en ægte tysk tradition. Dronning Alexandrine havde bragt skikken med sig fra sin hjemstavn Mecklenburg-Schwerin.

Traditionelt er adventskransen holdt i de danske farver med røde bånd og hvide lys. Der er ingen faste regler for antallet af bånd. Julemærket 1946 viser en adventskrans ophængt i tre bånd, hvilket gør det let at finde balancen, men som ikke harmonerer for godt med de fire lys. Fire bånd passer symmetrisk bedre til antallet af lys, men til gengæld er balancepunktet sværere at ramme. Båndene kan også være lilla, den katolske kirkes bodsfarve, ganske som advent er kirkeårets bodstid, hvor mennesket har lejlighed til at bekende dets synder inden den store glædesfest.

Betlehemsstjernen.

Kigger vi på det traditionelle danske juletræ, vil den meste toppynt symboliserer frugtbarhed, altså Jesu fødsel. Toppynt på de fleste danske juletræer er en stjerne, Betlehemsstjernen, der stod over stalden, hvor Jesusbarnet kom til verden. Den ældste toppynt er dog en engel, den engel, der bebudede Jesu fødsel for jomfru Maria eller forkyndte budskabet for markens hyrder. Også en stork kan pryde træets top, fordi storken som bekendt kom med de små børn.

Stjernekasterne peger tillige i retning af Betlehemsstjernen.

En hyldest til jomfrufødslen.

En helt anden form for kristen julepynt til at hænge på træet er æbler, fremstillet af papmache, farvet glas eller som her plastik. Æbler er også et symbol på frugtbarhed. De spillede en central rolle i en middelalderlig legende om Jesu fødsel: Af from ærbødighed for jomfrufødslen både blomstrede og satte alle æbletræer frugt i løbet af denne ene hellige nat. Derfor var æbler en meget yndet pynt på de tidlige juletræer.

Jakobsstigen forbinder himmel og jord.

Visse steder kan man endnu se en Jakobsstige pryde juletræet. Danmarks ældst bevarede stykke julepynt af papir er netop en sådan Jakobsstige. Den er klippet af premierløjtnant Tønne Bloch (1793-1837) i Århus og forestiller en stige med fem håndtegnede engle udklippet af flere sammenlimede ark papir. Jakobsstigen nævnes i Biblen i forbindelse med patriarken Jakob i 1. Mosebog 28, 11-12: I drømme så han en stige, der stod på jorden; den nåede helt op til himlen, og Guds engle gik op og gik ned ad stigen. Stigen symboliserer menneskets drøm og håb om et liv efter døden.

En ægte dansk jule-specialitet: Det flettede hjerte.

Uundværligt på ethvert juletræ er det flettede julehjerte. Som hovedregel er hjerterne holdt i vore nationale farver. Det røde hjerte kan dog også hænge sammen med det flammende hjerte, der i den katolske verden de sidste 500 år har været det autoriserede symbol på Jesu kærlighed og lidelse.

Engle udstanset af karton er stadig meget brugt som juletræspynt. Vi er så fortrolige med engle som et kristent symbol, at de ikke behøver nærmere omtale her.

De mange lys, der hører julen til, er et udpræget kristent symbol. Mange steder i Bibelen hører vi om lys, men intetsteds så klart som i Johannesevangeliet, kapitel 8, vers 12: Atter talte Jesus til dem og sagde: Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys. Lysene på juletræet er i dag hvide eller røde. Sådan har det ikke altid været. Da juletræsskikken kom fra Tyskland til Danmark i begyndelse af 1800-tallet, var lysene røde, hvide og blå. De tre kulører er nemlig hertugdømmet Holstens farver.

Den romersk-katolske julekrybbe har vundet fodfæste i den danske jul.

I borgerskabets stuer begyndte de små julekrybber at dukke op i 1890’erne. Det er egentligt en ren katolsk skik, men når de små figurer nu passede så godt ind i klunketidens stuer? Julekrybberne er så småt ved at tilkæmpe sig en blivende plads på den danske julescene.

At fejre jul har de sidste 1000 år været ensbetydende med at fejre Kristi fødsel. Før da var jul lig med midvinters drikkegilder i midten af januar; men vikingerne flyttede jul til 22. december. Man fejrede her i Skandinavien, at et nyt år var på vej, at alt gik mod lysere tider.

Det ældste ved julen er selve ordet jul. Det nævnes omkring år 900 i en beretning om slaget i Hafrsfjorden 872, hvor Harald Hårfager samlede sig Norge:

Ude (dvs. ude på havet) vil han drikke jul,

Den højtstræbende fyrste,

Om han skal kunne ene herske;

Ude vil han øve Frøjs leg.

Som ung fik han lede ved ildhygge

Og ved at sidde inde,

Ved den varme kvindestue

Og ved de dunfyldte vanter.

‘Ude vil han drikke jul’…

Harald Hårfager ville altså drikke jul på havet, fordi han allerede som ung fik lede ved ildhygge, ved den varme kvindestue og ved de dunfyldte vanter. Underligt nok, da det netop er nogle af de ting, som vi i dag forbinder med en hyggelig jul!

Man drak jul! Med en skål bad man guderne Njord, Frøj og Jølner, alias Jule-Odin, om et godt, nyt år. Især Jølner er nok en skål værd. Ganske vist havde han ikke ligefrem opfundet øllet. Det havde Jætten Suttung, men Jølner stjal opskriften og gav den til menneskeheden. Hvor ordet jul er den ældste af vore juletraditioner, er julebryg den ældst kendte julegave.

Jule-hvidtøl blev introduceret i 1896.

I den norske kong Hakon den Godes lov fra midten af 900-tallet var det ligefrem et krav, at julen skulle vare lige så længe, som det øl rakte, der kunne brygges af én skæppe malt. Har man kendt magen? Julens længde afhang af, hvor meget øl der var tilbage i tønden!

Da Danmark blev kristnet, drak man i stedet på selveste juleaften Jomfru Marias skål, men efter reformationen rettede man skålen til Gud. Traditionen med denne rituelle Guds skål varede ved til langt op i 1800-tallet. Når vi løfter glasset juleaften eller ved frokostbordet de næste par dage og ønsker hinanden Glædelig Jul!, eller når vi synger med på Dalton og deres Julesang fra 2009: De drak julen ind de drak julen ud med humør og dobbeltsyn, følger vi således en tradition med mindst 1100 år bag sig.

Siden Danmark blev kristnet, har vi fejret Kristi fødsel den 24. december om aftenen, selvom jomfrufødslen jo ifølge traditionen først fandt sted dagen efter. Sådan er det i Danmark. Når noget skal fejres, sker det aftenen før selve dagen. Tænk blot på Skt. Hans aften og Mortensaften!

Den danske jul, som vi fejrer den i dagens Danmark, er og bliver en sær blanding af hedenskab, kristendom og nationalfølelse.

Glædelig jul!

Dannebrogsflag på juletræet

Dannebrogsflag, 1930’erne

Dannebrog som pynt på juletræet dukker op under krigen 1848-50.

H. C. Andersen fejrede julen 1848 på herregården Bregentved på Sjælland. Søndag den 24. december noterede han i sin dagbog, at der på slottet var hele 2 Juletræer med Dannebrog i Toppe.

Julen, som vi kender den i dag, er skabt i årene mellem ca. 1810 og 1850, hvor dannede borgere og fremtrædende kirkefolk i forening knæsatte en ny tradition, bygget på julens kristne budskab, med inddragelse af nationale følelser og elementer fra folketroen, og med børnene anbragt i centrum omkring det festligt pyntede juletræ.

Enevældens afskaffelse i 1849 var med til at cementere denne borgerskabets tradition. Før i tiden rettede man ind efter konge og adel, men efter 1849 stod borgerskabet som rollemodel for hele landet. Derfor blev det også borgerskabets jul, der med tiden blev landsdækkende.

Det nationale flag blev efter krigen 1848-50 til borgerskabets flag – og folkets flag. Den tradition lever stadig. Det er derfor, at Dannebrog bruges så flittigt i Danmark ved fødselsdage og jubilæer, i haver og kolonihaver – hvilket kan overraske en del udenlandske gæster.

I forbindelse med afstemningen om Sønderjyllands tilhørsforhold i 1920 gik en national vækkelse over det ganske land, så mængder af dannebrogsflag prydede træet og dannede mode. Besættelsen 1940-45 satte yderligere fart på denne tradition.

Intet synes at kunne skille danskernes vande som et juletræ med Dannebrogsflag i lange kæder. Enten pynter man med flag, eller også gør man ikke. Måske vil det ligefrem være en god ide at spørge den eneste ene, om vedkommende har flag på træet juleaften eller ej, inden man frier…

Først skal kålen vises – siden skal den spises

 

Kåltræet i Hjørring, 1904

Blandt fattige folk – og især i træfattige egne – brugte man en velvoksen kålstok som juletræ helt frem til slutningen af 1800-tallet. Det fremgår af tegninger og erindringer, men er ikke dokumenteret ved hjælp af fotografier. Galskaben med at fælde et grantræ for en aftens fornøjelse i stuen vandt kun langsomt frem i de vestlige dele af Jylland og i Vendsyssel, hvor dette billede er optaget.

Fotografiet her er fra 1904. Grundlæggeren af Vendsyssels historiske Museum, J. J. Lønborg Friis, kendte skikken fra sit barndomshjem, og i 1904 forsøgte han at genoplive traditionen i sin egen familie. Han tvang sin børneflok i tøj fra 1860’erne og udstillede dem blandt kål og krigslegetøj. Børnene fortalte senere, at det var en skrækkelig juleaften, og at de var rasende over kåltræet, opstillingen og det hele. Ser man nøjere på de fire børns ansigtsudtryk, er det da ej heller uskrømtet juleglæde, vi er vidner til. Faktisk var børnene så ophidsede over kåltræet, at de gik ud i byen for at skaffe sig et par grangrene, som de sved over et tændt lys – så duftede det i det mindste da lidt af jul! Behøver jeg at nævne, at 1904 var det eneste år, hvor Lønborg Friis forsøgte sig med en kålstok som juletræ?

Selv om Lønborg Friis legede med traditionerne og lidt historie-forfalskning, er billedet alligevel ganske exceptionelt, fordi der nederst til venstre på kålstokken anes et flettet julehjerte.

Julehjertet hører faktisk til vores senere julepynt. Den tidligste fotodokumentation af julehjerter i Danmark stammer fra et uskarpt billede fra herregården Søllestedgård på Lolland omkring 1901. Lønborg Friis’ billede fra december 1904 tangerer således næsten danmarksrekorden.