Da Elisabeth greb blyant og vandfarver

Den 20. december 2017 af

For at udbygge Den Gamle Bys samlinger til belysning af julens historie i Danmark blev der i efteråret 2006 i dagspressen indledt en indsamlingskampagne af julekalendere til museet. Resultatet var ganske overvældende. Siden november 2006 har museet modtaget mere end 500 julekalendere fra 1930 og frem. Heldigvis bliver museet stadig betænkt med julekalendere, der jo unægtelig er en af julens faste traditioner og, nå ja, så absolut et af mine favoritemner.

En dag sent i november 2006 blev jeg kontaktet af Elisabeth, en af Den Gamle Bys frivillige. Hun ville gerne donere en aldeles ubrugt kalender til museet. Jeg tog med største glæde imod kalenderen, der ses herunder.

Ubrugt reklamejulekalender udleveret af Andelsmejeriet Hjedding

Som det tydeligt fremgår af julekalenderen, er der tale om en reklamekalender. I 1950’erne opdagede forretningsverdenen for alvor reklameværdien af at uddele gratis julekalendere til dens kunder. Reklamekalenderne havde deres højtid i 1950’erne og i 1960’erne, men fænomenet lever videre i bedste velgående.

Kalenderen her er udleveret af Andelsmejeriet Hjedding i Ølgod til mejeriets kunder ved juletid. Andelsmejeriet Hjedding er ingenlunde ukendt. Det var det første andelsmejeri i verden, oprettet allerede i 1882. Mejeriet eksisterer stadig, men har siden 1948 fungeret som mejerimuseum. Mejeriet syner i dag ikke af meget, men det skal man ikke lade sig narre af. Det er ganske enkelt den danske andelsbevægelses vugge, vi har her. Kulturstyrelsen udpegede det i 2006 som et nationalt industriminde.

Hele motivet emmer af jul. I sin stribede luftballon svæver julemanden, assisteret af to små hjælpenisser, ved nattetide hen over et sneklædt landskab. Luftballonen er pænt udsmykket med både granguirlande og glaskugler. Mon ikke julemanden påtænker at lande midt i den lille landsby for at aflevere både sækken med julepost og de mange indpakkede gaver? Eller vil man blot lade julepost og gaver falde ned i den bløde sne? I landsbyen venter forventningsfulde nisser spændt.

En fin kalender, ganske ubrugt og aldeles velbevaret!

Elisabeth havde dog mere at skænke til museet. Hun ville også gerne aflevere en blyantstegning optegnet med sort tusch og koloreret med vandfarver. Jeg blev meget overrasket, da det viste sig at være selveste udkastet til julekalenderen fra Andelsmejeriet Hjedding!

Udkast fra 1955 til reklamekalenderen fra Andelsmejeriet Hjedding

Historien bag selve julekalenderen er, at Elisabeths fader var ansat som driftsleder på Aarhuus Bogtrykkerie, der fremstillede en del reklamejulekalendere. I 1955, da Elisabeth var 12 år gammel, spurgte hendes fader, om hun da ikke havde lyst til at tegne et udkast til en julekalender. Med blyant og vandfarver lavede Elisabeth så denne tegning med de fire nisser med julepost og juletræ i en luftballon over et sneklædt landskab. Ovalen på selve ballonen er til anbringelse af den relevante virksomheds navn.

Selvom den professionelle tegner, hvis utydelige signatur anes i nederste højre hjørne på julekalenderen fra Andelsmejeriet Hjedding, har ændret noget på Elisabeths udkast, er ligheden alligevel åbenbar! Formatet er også blev ændret lidt. Udkastet måler 20,8 x 27,8 cm, hvor den trykte julekalender er 16,7 x 23,5 cm.

Ikke nok med at man her har en aldeles ubrugt julekalender fra en spændende lokalitet (Andelsmejeriet Hjedding). Vi kender nu også såvel trykkeriet (Aarhuus Bogtrykkerie) som årstallet (1955) for kalenderens fremkomst.

Otte år senere blev jeg mindet om både reklamejulekalenderen fra Andelsmejeriet Hjedding og udkastet til den. I begyndelsen af juli måned 2014 kom endnu en frivillig i Den Gamle By, Ole, forbi. Han ville gerne donere en lille samling julekalendere til julesamlingen. Stor var min overraskelse, da en af kalenderen var ganske identisk med kalenderen fra Andelsmejeriet Hjedding – dog med en enkelt, vigtig undtagelse!

Også Aarhus Brændsels Compagni A/S udleverede reklamejulekalendere til dets kunder

Denne kalender, hvor alle låger har været åbnet, var forsynet med et andet navn i ovalen på ballonen. Julekalenderen var udleveret af Aarhus Brændsels Compagni A/S som reklame! Ikke nok med at vi har et udkast til en dansk julekalender bevaret. Vi kan tilmed nu endeligt dokumentere og én gang for alle slå fast, at vidt forskellige virksomheder gjorde brug af en og samme julekalender i deres reklamefremstød.

Og, for nu at sige det på ægte jysk: Det er ikke så ringe endda!

Fuglen og den fattige skal også være mæt

Den 14. december 2017 af

En af vore gode, gamle juletraditioner er et juleneg til bedste for havens fugle. Juleneget bliver indkøbt hos de forskellige fritidsorganisationer eller byggemarkeder, når vi nu alligevel er på jagt efter det helt rigtige juletræ.

Udsnit af dansk julekalender fra slutningen af 1940’erne tegnet af Dorte Kortzau

Hjemme bliver juleneget sat op på altanen eller bundet fast til det bladløse æbletræ. Så venter vi ellers bare på, at både finker og mejser og spurve skal komme forbi og blive i julehumør. Ikke så sjældent har der aldrig været så meget som en eneste fugl forbi, når neget tages ned igen engang i løbet af januar måned. En gammel tradition vil vide, at neget skal tages ned inden Kyndelmisse, altså 2. februar.

Juleneget er et af de faste symboler i den danske juls historie. Traditionen med at opsætte et neg ved vintertide til glæde for områdets fugle kan vi følge tilbage til første halvdel af 1700-tallet.

Men mon ikke denne tradition stammer helt tilbage fra de tidligste bondesamfund? Det er blot svært af bevise. Oprindeligt er der vel mere tale om en frugtbarhedstradition fulgt af det gamle bondesamfund. Når høsten var så godt som overstået, ofrede man det allersidste neg til markens fugle. Grundideen synes at være, at hvis man skænkede noget af det udbytte, som man selv havde haft ved dyrkning af jorden, til markens fugle, så borgede det godt for næste års høst. Juleneget indeholder jo netop kerner, der bærer nye planter, ja nyt liv, i sig selv.

Olriks klassiske julebillede med englebørn og nisser omkring det pyntede juletræ blev trykt første juledag 1864 i Illustreret Tidende. Der er blevet plads til juleneget i nederste højre hjørne

Henrik Olriks klassiske julebillede blev trykt første juledag 1864 i Illustreret Tidende. Udsnittet her viser englebørn og nisser, der strides om den korrekte julepynt på træet. Der er blevet plads til juleneget i nederste højre hjørne

Da julen begynder at finde sin faste form i årene mellem ca. 1810 og 1850 skifter juleneget med tiden plads fra at være et symbol på frugtbarhed til at blive et symbol på julens gavmildhed. Glæd dem, som i forvejen ikke har noget eller som kun har lidt. Her kan det så være på sin plads at citere et par linjer fra B. S. Ingemanns meget smukke julesalme Julen har bragt velsignet bud, skrevet i 1839:

Du fattige spurv, flyv ned fra tag

Med duen til julegilde!

Den velkendte høstsang Marken er mejet, skrevet 1868 af Mads Hansen, rinder også i hu. Her hedder det jo netop:

Rev vi marken,

Det er gammel ret,

Fuglen og den fattige skal også være mæt.

Juleneget bliver altså i midten af 1800-tallet til et symbol på julens gavmildhed. Dermed rykker det ind i julens billedverden, hvor det findes gengivet på vidt forskellige genstande. Herunder er en række genstande, hvorpå jeg har fundet juleneget brugt som illustration. Spændvidden er bred: fra postkort til snaps…

Juleneget er er ofte brugt motiv på vore julekort.

Postkort stemplet 1909 udgivet af Carl Stenders Forlag i København

Postkort udgivet af Carl Stenders Forlag i København og stemplet 1909. Tegneren er Georg Stoopendaal, gift med den noget bedre kendte svenske postkorttegner Jenny Nyström

En sværm af fugle omkring et juleneg i et snehvidt landskab. Postkort tegnet af Henrik Larsen og stemplet 1927

Både Bing & Grøndahl og Den Kongelige Porcelænsfabrik har brugt juleneget som motiv på deres verdensberømte juleplatter.

Bing & Grøndahls juleplatte 1981 med titlen Juleneget er tegnet af Henry Thelander

Den Kongelige Porcelænsfabriks juleplatte 1911 har titlen Gærde med Neg. Motivet er tegnet af Oluf Jensen. Det er fabrikkens første juleplatte med diameteren 18 cm, der fra og med dette år blev standardmålet

Endnu en af julens ikoner, nemlig juleskeen, har blandt julens mange klassikere også valgt at fokusere på juleneget.

Firmaet A. Michelsens juleske fra 1924 er designet af Bertha Dorph og har navnet Juleneget. Det forgyldte neg er naturalistisk gengivet. De længste aks nærmest bøjer sig foroven for at afrunde skaftet, mens to spurve af sølv tager for sig af kornene. Forneden er neget fastholdt af et bånd, der indrammer ordet JUL

Selvfølgelig kan man ikke forestille sig danske julemærker uden et juleneg!

Julemærket 1955 har 50 forskellige mærker med spurve blandt gyldne aks og strå. Kunstneren bag mærket er Ellen Gjerløv-Knudsen

Til kredsen af julens ikoner hører også den traditionelle Aalborg Juleakvavit. Også De danske spritfabrikker i Aalborg gjorde brug af juleneget som motiv.

Juleakvavitten fra Aalborg 1986. Emballagens juleneg og spurve virker endog meget inspireret af julemærkearket fra 1955

Som god, gammel juletradition har juleneget det svært i disse år. Forskellige fritids- og hjælpeorganisationer har ofte tjent en god skilling ved at sælge juleneg i december måned. Salget af juleneg er desværre for nedadgående, hvilket er ærgerligt. Vi kan dog alle være med til at holde den gamle tradition i hævd og på samme tid støtte diverse organisationers gode formål.

To julekalendere – og en tredje

Den 12. december 2017 af

Det er altid en behagelig overraskelse, når man bliver præsenteret for julekalendere, der aldrig har været åbnet, og som tilmed endnu ligger i deres oprindelige emballage. De to julekalender, som jeg her bruger lidt tid på, har alt, hvad man kan ønske sig.

Emballagen til Nissernes Julestue med samlevejledning, forlag, serienummer og den håndskrevne pris på 2/85 foroven til venstre

Emballagen til Nissevinduet med samlevejledning, forlag, serienummer og den håndskrevne pris på 85 øre

Emballagen til Nissevinduet med den håndskrevne pris på 85 øre

Julekalenderne har aldrig været samlet. Lågerne har aldrig været åbnet. Den oprindelige emballage er perfekt bevaret. Det ansvarlige firma og julekalendernes serienumre, samt kunstnerens signatur, står både på emballagen og kalenderne. Når samtidigt motivet på begge julekalendere rent ud sagt emmer af hyggelig jul, så kan det da ikke blive bedre.

Nissernes Julestue klar til samling. Yderst til højre ligger kartonstykket med taget

Nissernes Julestue viser til fulde, hvor travlt små nisser kan have det før den store aften. Gaver skal laves færdige, gaver skal pakkes ind, og der skal selvfølgelig også være tid til at lege lidt med katten. De færdige gaver afleveres til en nisse, der står ved den grønne dør i baggrunden.

Arket med Nissevinduet

Nissevinduet giver et fint blik ind i stuen, hvor nissebørnene er i fuld færd med at pynte juletræet. Det kan være svært for små nissebørn at få hængt julekugler op på de øverste grene. Derfor har børnene ganske enkelt stillet en stige op ad træet. Til højre, ude i køkkenet, rører nissemor i gryden. Emballagens tekst vil vide, at hun bager klejner. I al fald ligger der en klejne og en vaniljekrans forneden, som de to små fugle er gået i gang med.

Mere enkelt kan en julekalender næsten ikke samles

Hvordan de to julekalendere skal samles, er meget tydeligt angivet på emballagen. Forneden bukkes det hvide stykke karton bagud, så kun det udsparrede stykke med henholdsvis fugle og julegaver står tilbage foran kalenderne.

De to medfølgende stykker karton har fire flapper af karton, der anbringes i udstukne riller foroven på julekalenderne. Kartonstykkerne danner tag over de to kalendere.

Emballagen angiver også prisen på julekalenderne. Med blyant er der på Nissevinduet skrevet 85 og på Nissernes Julestuen 2/85. Lidt mærkeligt med den store prisforskel. I bund og grund er kalenderne ganske identiske hvad angår materiale og bearbejdning samt tryk af samme.

Signaturen Axe for Axe Boysen (1923-2000)

Kunstneren har sat sit navnetræk på begge julekalendere. Signaturen Axe findes forneden til højre på begge kalenderen. Axe er identisk med den danske tegner Axe Boysen, født 1923 i Aarhus. Hun flyttede allerede i 1956 til Canada, hvor hun afgik ved døden i 2000. Axe har designet en lang række julepostkort, men altså også julekalendere.

Nissernes Julestue giver os mulighed for at se ind i nissernes stue - men der er så sandelig også nogen, der holder øje med os

Nissevinduet giver os mulighed for at se ind i nissernes stue – men der er så sandelig også nogen, der holder øje med os

Julekalendernes serienumre er henholdsvis 3913/1 og 3913/2. Begge julekalendere er udsendt af Colibri.

Dateringsmæssigt stammer begge julekalendere fra 1950-erne. Måske kan dateringen indsnævres lidt mere. Endnu en julekalender i Den Gamle Bys julesamling er udsendt af firmaet Colibri. Denne julekalender har serienummeret 3919/1 og bærer forneden på forsiden en sekundær påskrift Julen 1954. De to julekalendere Nissernes Julestue og Nissevinduet burde således kunne dateres til før 1954.

Julekalender sekundært dateret via påskriften forneden på forsiden til Julen 1954. Det alt andet end typiske danske julemotiv er tegnet af svenskeren Erik Forsman

Det er ikke lykkedes mig at finde oplysninger om dette firma Colibri. Julekalenderen fra 1954 med serienummer 3919/1 angiver foruden ordet Colibri også, at julekalenderen er trykt hos Nornotryk A/S. Nornotryk er identisk med Nordisk Nodestik- og Trykkeri samt litografisk Etablissement, grundlagt 1894 i København. I 1932 blev firmaet omdannet til et aktieselskab, der stadig eksisterede i 1969.

Alt kunne således tyde på, at firmaet Colibri er dansk.

Ingen maatte gaae med Rommelpot…

Den 7. december 2017 af

Når man ved juletid kommer forbi Pyramidesalen på førstesalen i borgmestergården, ser man straks tønden med den gode julebryg solidt anbragt på kisten i baggrunden og julebukken stå midt på gulvet.

Julebukken og rumlepotten i borgmestergårdens Pyramidesal

Det er Ludvig Holbergs eventyrlige komedie Julestue fra 1724, der har givet inspiration til dette interiør. Julestuen foregår hos den vrisne borgmester Jeronimus i Ebeltoft. Jeronimus vil ikke tillade, at der bliver holdt julestue i hans hjem, da han finder denne skik både uanstændig og usmagelig. Man behøver blot at nærlæse scene 7 for at få Jeronimus’ mening om de absolut ikke kedelige julestuer, der op til cirka 1800 fandt sted overalt i by og på land i juledagene.

Jeronimus siger her:

Gid jeg havde en Daler

for hver Piges Jomfruedom

der er gaaet af Stabelen

ved saadanne Lejligheder.

Men hvad er det for en mærkelig krukke, der står på gulvet til højre for julebukken? Det er såmænd en rumlepotte, en slags folkeligt musikinstrument kendt siden middelalderen over det ganske Europa.

Nærbillede af rumlepotten

Rumlepotten er i al sin enkelthed blot en lerpotte. Pottens åbning er lukket med en stramtsiddende membran af tørret svineblære eller gedeskind. I skindet er lavet et hul i midten, hvorigennem der er stukket en gåsefjer eller en pind. Ved at føre fjeren eller pinden op og ned, eller ved at gnide på fjeren/pinden med fugtige fingre sætter man skindet i vibration. Der opstår så en hul og dump, brummende og rumlende, helt særpræget lyd.

Oliemaleri dateret 1629 af den nederlandske maler Jan Miense Molenaer

Man formoder, at rumlepotten egentligt er en nederlandsk opdagelse. Herfra spredte skikken sig ud i Europa.

Rumlepotte i brug. Kalkmaleri fra slutningen af 1400-tallet i Härkeberga kirke ved Enköping, malet af den tysk-svenske maler Albertus Pictor

Larmen fra rumlepotten, men også fra knaldfyrværkeri og geværskud, mente man tidligere kunne uddrive onde ånder fra husstanden. Ikke mange tænker på, at det er selv samme ide, der ligger bag de raketter og batterier, som nogle af os i dag indkøber i dyre domme for blot at tænde dem nytårsaften. En som regel uskadelig nytårsskik med en alvorlig baggrund.

Over hele Danmark blev rumlepotten før i tiden anvendt af både udklædte og sminkede børn, der nytårsaften gik fra hus til hus og larmede med rumlepotten, mens de sang Rumlepotvisen. På den måde kunne man erhverve sig både æbleskiver og nødder og andre godter.

Den sønderjyske rumlepotvise kendes i flere varianter. Her er en af dem:

Fru, fru, lok e døe op!
Æ rummelpot vil ind.
De kom æ skib fra Holland.
De hav så goj en vind.
Styrmand vil vi prise
Kaptajnene vil vi hejse
sæt æ sejl op i æ top
å gi mæ naue i æ rummelpot.

Hallo – hallo en æffelkagh elle to
å ven den æ få lille
så gi mæ to for jen.

Gravering udført 1851 af de spanske brødre Rouargue

Denne brug af rumlepotten er stadig en brugt skik i det dansk-tyske grænseland. Også i både Holland (rommelpot) og Spanien (zamboma) er og har rumlepotten været et meget populært instrument.

Fra Rasmus Nyerup: Efterretninger om Kong Friderik den Tredie og de mærkværdigste i Danmark og Norge under hans Regjering indtrufne Begivenheder; Kjøbenhavn 1817

Også i hovedstaden har rumlepotten været flittigt brugt. Måske larmede den lidt for meget i de hellige juledage? I al fald blev det selveste juleaften 1668 forbudt at gå rundt med rumlepotter i byens gader. En plakat udstedt af byens præsident, borgmestre og rådmænd blev ganske enkelt opslået på alle hjørner i byen med et forbud mod rumlepotter, julebukke eller noget usømmeligt, hånligt spil.

Nissekongens Hule

Den 1. december 2017 af

Så kom dagen, som alle vi juleelskere har ventet på i et helt år! Det er i dag den første december – og vi er klar til at åbne den første låge i årets julekalender. Julekalenderen, som jeg i år har valgt til at dække denne dato på julebloggen, så første gang dagens lys i 1943.

Nissekongens Hule er en herlig julekalender

Det er med vilje, at jeg bruger udtrykket ’første gang’. Kalenderen her er nemlig en evighedskalender. På grund af et drejehjul med de for alle julekalendere så vigtige 24 tal kan evighedskalenderen genbruges fra år til år. Evighedskalendere er en meget brugervenlig og økonomisk form for julekalender. Denne slags kalender var meget udbredt i 1940’erne og i 1950’erne.

På forsiden af denne evighedskalender er en sneklædt gravhøj i en granskov. Indgangen til gravhøjen er dækket med kalenderens eneste oplukkelige låge, der er mærket med kalenderens titel NISSEKONGENS HULE.

Julekalenderen Nissekongens Hule er en tidlig form for interaktiv kalender. Indlagt i kalenderen er en cirkulær papskive, der kan drejes rundt og rundt. Drejehjulet anes langs julekalenderens lodrette højre side.

Her er drejehjulet ført frem til den 3. december

Når man dag for dag flytter drejehjulet lidt frem, sker der flere forskellige ting. Til venstre for indgangen til højen er en stolpe med notesblok med en udstansning, hvor tallet fra drejehjulet kommer frem og angiver datoen. Et stykke oppe på højen sidder en hare, der i et udskåret felt kommer med forskellige udsagn, efterhånden som man drejer hjulet. På toppen af gravhøjen er en stendysse med en udstansning. Her kommer de forskellige motiver frem, der er trykt på drejehjulet. Motiverne er nisser, der udfører en eller anden handling, som ofte passer til harens udsagn. Ofte, men ikke altid! Tredje december siger haren således Hvad ønsker du dig til Jul? Motivet viser ikke, som forventet, en nisse med en ønskeseddel, men derimod en forvorpen nisse, der af al kraft kaster en snebold i nakken på en agtværdig seniornisse.

Tekst og det sammenhørende billede er ikke uden humør. Den 13. december er teksten ved haren således Nu gælder det om at være artig, hvor den tilhørende tegning viser en uartig nisse, der netop har haft fingrene nede i syltetøjskrukken og nu er i færd med at slikke på fingrene.

På gravhøjen står til venstre en oplukkelig postkasse, lavet af sammenflikkede brædder, med teksten BREVKASSE TIL ØNSKESEDLER.

Firmaets monogram og serienummer på bagsiden af julekealenderen

Firmaets monogram og serienummer på bagsiden af julekalenderen. Nederst er den metalring, der holder drejehjulet på plads

På bagsiden er evighedskalenderen mærket med LLI (i monogramforn) København Nr. 3211. Dermed får vi at vide, at kalenderen er fremstillet af bog- og kunsttrykfirmaet L. Levison Junior i København og bærer serienummeret 3211. Dette firma var i begyndelsen af 1930’erne, sammen med firmaet I. Chr. Olsens Kunstforlag i København, ansvarlig for indførelsen og udbredelsen af julekalendere i Danmark. Vi kender også udsalgsprisen på kalenderen, da der med blyant er skrevet 1,25 i nederste højre hjørne. Kunstneren bag tegningen er ukendt, da der ikke er angivet en kunstnersignatur.

Del af bagsidens sekundære påskrift

På bagsiden er også to senere påførte tekster med <giverens navn> 4a Nr. 12 10 Aar. samt årstallet 1944.

Kalenderen kan derfor dateres til 1944. Men faktisk udkom Nissekongens Hule som alt nævnt allerede i 1943. Kalenderen er nemlig både omtalt og afbildet i firmaet Levisons Heimdal Posten 1943. Her er ordene fra omtalen i 1943:

Omtalen af Nissekongens Hule i firmaet L. Levison Juniors tidsskrift Heimdal Posten i 1943

Firmaet L. Levison Juniors ord om Nissekongens Hule 1943 i tidsskriftet Heimdal Posten

Kalenderen her må være blevet genoptrykt i mindst et par år, da giveren fik denne til julen 1944. Det var ingenlunde noget særsyn, at populære julekalendere senere blev genoptrykt.

Jeg ved godt, at man aldrig må tage forskud på glæderne. Alligevel kan jeg ikke dy mig. Her er, hvad der sker, når drejehjulet er nået frem til den 24. december, og gravhøjens låge er lukket op.

Et smugkig ind i selve gravhøjen, hvor nissekongen og nisedronningen omgivet af glade nisser er klar til helt store julefest

Et smugkig ind i selve gravhøjen, hvor nissekongen og nissedronningen omgivet af glade nisser er klar til den helt store julefest

Historien om julens historie i Den Gamle By

Den 21. november 2017 af

Lørdag den 18. november åbnede Julen 2017 i Den Gamle By. På omkring 60 forskellige steder på museet kan besøgende traditionen tro se udstillingen om den danske juls historie. Udstillingskavalkaden fører i dag museets gæster igennem julens historie fra 1625 og frem til 1974. Kort fortalt er sigtet med kavalkaden, at belyse hvornår og hvordan de enkelte elementer i den moderne danske jul er opstået.

Jeg brugte lige før udtrykket ’traditionen tro’. Julen er traditionernes holdeplads. Der er et eller andet beroligende ved traditioner. Jo mere verden omkring os forandres (og det i et stadigt accelererende tempo), desto mere er det en lise for sind og sjæl at gribe fat i velkendte traditioner. Der må helst ikke ændres noget. Julen skal være, som den altid har været.

Det kan vist ikke udtrykkes bedre eller mere tydeligt, end Peter Faber gjorde det omkring 1850 i sangen Julestemning, der i dag bedst kendes under navnet Sikken voldsom trængsel og alarm:

Drej kun Universet helt omkring,

Vend kun op og ned paa alle Ting,

Jorden med, thi den er falsk og hul,

Rör blot ikke ved min gamle Jul.

Men hvornår opstod egentligt traditionen i Den Gamle By med at pynte særlige juletableauer fra forskellige tidsperioder?

Det første tableau kom til i 1951

Det hele startede såre beskedent i 1951. I museets beretning for dette år nævnes det således ganske kort, at man i tiden mellem jul og nytår 1951 tog borgmestergårdens 1848-stue i brug til en lille særudstilling. Her viste museet et pyntet juletræ, som det kunne have set ud for 100 år siden. Årsberetningen fortsætter På denne tid var juletræet endnu en nyhed, og perioden ligger ikke længere tilbage, end at det var muligt at give et troværdigt billede af en borgerlig stue med julens udsmykning.

Dette juletræ pyntet som omkring 1850 blev med tiden en fast tradition i borgmestergårdens 1848-stue. Træet, der er pyntet op efter anvisningerne i Peter Fabers udødelige julesang Højt fra træets grønne top, har siden 1951 haft sin faste plads på dette sted.

Tableau baseret på en akvarel af fru Thomasine Gyllembourg. Opstillingen stod i stuen i Bredgade 38 i København 1814

Det andet tableau kom til i 1966. Arrangementet er baseret på en akvarel af søsteren til fru Thomasine Gyllembourg. Opstillingen stod i stuen i Bredgade 38 i København 1814

Først 15 år senere, i 1966, får det følgeskab af et andet julearrangement. Museets årsberetning 1966 har herom følgende bemærkninger Endelig må nævnes en – i omfang beskeden, men såre interessant – fornyelse, et tillæg til museets gennem mange år elskede juletræ i ”1848-stuen”. Dette juletræ er så velkendt, at det må og skal være det samme fra år til år; men museet havde på grundlag af nogle små akvareller fra omkring 1820 arrangeret en juletræsopstilling af fem små graner på et bord dækket med et grønt tæppe. På bordet stod kandelabre og skåle med frugter og nødder. En sådan opstilling er vistnok aldrig blevet behandlet i den for øvrigt ret sparsomme litteratur om dansk juletræstradition – sikkert fordi den aldrig har fået varig betydning. Opstillingen er i al beskedenhed et lille kulturhistorisk eksperiment, der illustrerer de første forsøg på at skabe en borgerlig ramme omkring julefesten.

Denne opstilling er gentaget efter en akvarel fra 1814, der viser salen i fru Gyllembourgs hjem i Bredgade i København. Efter i mange år at have stået i borgmestergårdens empirestue blev opstillingen overført 2008 til Jakob Kjellerups stue i Aalborggården.

Det tredje tableau kom til i 1972: Juletræet i købmandsgårdens sal

Et tredje juletræ kom til i 1972. Her blev der i købmandsgårdens sal vist et juletræ fra omkring 1870. Træet var pyntet efter en illustration i 2. udgaven 1870 af Peters Jul. Den dag i dag står Peters Jul-træet i denne sal. Kun et enkelt år manglede træet i købmandsgårdens sal. I 1980 var hele købmandsgården lukket ned på grund af energibesparelser, og træet var da anbragt i det daværende tekstilmuseum, der dette år tillige virkede som legetøjsmuseum.

Juletræet anno 1929 hos cykelsmeden

Den helt store satsning på julens historie blev indledt i 1997. Juleudstillingen blev fremover i langt højere grad tænkt som én langstrakt skildring af, hvordan man i de forskellige sociale lag holdt jul i tiden mellem 1625 og 1929 .

I 1997 blev der lavet små julesærudstillinger i:

1625 Renæssancesengekammeret i borgmestergården
1723 Pyramidesalen i borgmestergården
1797 Louis Seize-stuen i borgmestergården
1809 Granhytten i empiresovekammeret i borgmestergården
1814 Fru Gyllembourg i borgmestergårdens empiresal (overført 2008 til Jakob Kjellerups stue i Aalborggården)
1848 Peter Faber i borgmestergårdens 1848-stue
1864 Peters Jul i købmandsgården i syv rum. Træets pynt blev nu koblet sammen med 1. udgaven af Peters Jul, skrevet 1863 og udgivet 1866
1895 Skræddermesterens stue i Svendborghuset
1919 Frk. Wahlstrøms stue i Lemvighuset
1929 Cykelsmedens stue i Viborghuset

Det nye store tiltag faldt i publikums smag. Besøgstallet voksede med omkring 50%. I alt kom cirka 21.000 gæster forbi museet i december måned.

Året efter, i 1998, blev yderligere fem interiører tilknyttet julekavalkaden. Flere af dem var planlagt til julen 1997 (1811, 1840 og 1849), men de nåede ikke at blive færdige:

1810 En holstensk skipperfamilie i Sønderborghuset (sløjfet ved indretningen af Schous Sæbehus, åbnet 2010).
1811 En statsembedsmand af holstensk afstamning i Aalborggården, 1. sal, (overført 2008 til borgmestergårdens empirestuen).
1840 Skomagerens stue i Lille Rosengården
1849 Skolen
1850 Farverens stue

Det noget særprægede juletableau anno 1797 i Aabenraahuset

Det noget særprægede juletableau anno 1795 i Aabenraahuset

Et par nye juleinteriører så dagens lys i 2000:

1795 Huset fra Aabenraa (sløjfet ved indretningen af Musæum 1927, åbnet 2008)
1805 Kamma Rahbæk i Aalborggården, 1. sal (2008 flyttet ned i stueetagen sammesteds)
1841 Den lille pige med svovlstikkerne i Lille Rosengården
1885 Gæs hos Bageren

I takt med skabelsen af både et 1927- og et 1974-kvarter i Den Gamle By er antallet af særlige juleinteriører vokset kraftigt. Udstillingslisten for i år omfatter 69 potentielle steder til en belysning af den danske juls historie. Byggearbejder og restaureringsopgaver vil dog medføre, at ikke alle 69 lokaliteter bliver taget i anvendelse.

Det bør retfærdigvis også nævnes, at der igennem årene hist og her midlertidigt har været opstillet pyntede juletræer på forskellige steder på museets område. Det først kendte eksempel er et juletræ med pynt fra tiden ca. 1880-90, der til julens særudstilling i 1957 var opstillet i Aarhus mølles sal. I julen 1971 stod et festligt pyntet juletræ fra ca. 1900 i Helsingør Theaters foyer. Samme sted var i 1997 opstillet to juletræer pyntet som anno 1930 og 1940.

Julens historie i Den Gamle By er traditionernes holdeplads. Juletræet i borgmestergårdens 1848-stue var det første træ i kavalkaden af museets juletræer – og det er selvfølgelig på sin rette plads igen i år.

Fatter Jul holder Indtog

Den 18. november 2017 af

Så er julen atter over os. I dag slår Den Gamle By dørene op for den traditionsrige julekavalkade, der viser, hvordan vi danskere har fejret jul de sidste 350 år. Der er pyntet op mere end 60 forskellige steder i byens eksteriører og interiører. Alt er holdt så historisk korrekt som muligt.

Den Gamle By er Danmarks Købstadmuseum. Museets huse og interiører dokumenterer for nutiden, hvordan købstadens mennesker, såvel høj som lav, boede og indrettede sig i perioden cirka 1625-1974. Derfor rummer museet også en enestående mulighed for at invitere dets gæster indenfor til julefesten, som den formede sig igennem disse 350 år. I løbet af denne periode ændrede den danske julefest karakter: Fra bondesamfundets sulebord over de festlige julestuer til borgerskabets juletræsfest og gaveregn. De enkelte udstillinger i museumsbyens huse er udformet som små øjebliksbilleder, hvor tiden er sat i stå, og vi, som tilskuere, træder direkte ind midt i juleforberedelserne, under festen, eller når beboerne netop er gået i seng.

Kort fortalt er det sigtet med Den Gamle Bys julekavalkade, at belyse hvordan og hvornår de enkelte elementer i den moderne danske juletradition er opstået. Men det har været lige så væsentligt for museet at skildre den julefest, der gik forud, og som var grundlaget for, at guldalderens borgerskab kunne reformere juleskikkene, så de svarede til deres livsform.

Fatter Jul holder Indtog, tegnet 1903 af Louis Moe. Bemærk at kusken har englevinger, mens kanen trækkes af to grise og to katte. Forrideren sidder på en gås

Museets historiske rammer sætter imidlertid også en naturlig grænse for, hvor langt tilbage i tiden man kan belyse julens rødder. Julen opstod jo ikke for 350 år siden. Den er langt ældre. Gennem hele den kristne periode og endnu tidligere var der forskellige former for julehøjtid. Man mangler imidlertid et detaljeret kendskab til, hvordan en almindelig julefest normalt forløb. Derfor starter historien om den danske jul i Den Gamle By i begyndelsen af 1600-tallet.

Forskningen, der ligger til grund for udstillingskavalkaden, afslører, at den danske jul har gennemlevet tre hovedfaser: Det overdådige julebord, hvis aner fortaber sig i forhistorien, julestuerne, som havde deres storhedstid omkring år 1660-1750, og juletræsjulen, der blev skabt af købstædernes dannede borgerskab i perioden cirka 1810-1850.

Julekavalkaden er meget afslørende. Ved en gennemgang af de forskellige tableauer viser det sig meget hurtigt, at 16- og 1700-tallets juleskikke set med vore dages øjne så godt som intet har med ægte julestemning at gøre. Der er ikke antydning af ægte julestads eller pyntede juletræer med barnet i fokus. Julefesten foregik med det overdådige julebord som centrum.

1723-juletableauet i borgmestergårdens pyramidesal er baseret på Ludvig Holbergs eventyrlige komedie Julestue udgivet 1724. Og man spørger sig selv: Hvor mon julen er henne?

Den rigtige juletræsjul er historisk set ikke ældre end knap 200 år. I årene 1810 til 1850 skabte dannede borgere og fremtrædende kirkefolk i forening en ny tradition, bygget på julens kristne budskab, med inddragelse af nationale følelser og elementer fra folketroen, og med fokus lagt på børnene omkring det festligt pyntede juletræ. Enevældens afskaffelse i 1848 var med til at cementere denne borgerskabets tradition. Før i tiden rettede man ind efter konge og adel, men efter 1848 stod borgerskabet som rollemodel for hele landet. Derfor blev det også borgerskabets jul, der med tiden blev landsdækkende.

Den borgerlige juleidyl var og er en sær blanding af kristendom, nationalfølelse og kernefamilie, som hovedsageligt det københavnske borgerskabs kunstnere skabte efter sejren i 1850 og nederlaget i 1864. Sejr og nederlag gik op i en højere nationalromantisk enhed, og blev transformeret til noget unikt dansk.

Takket være borgerskabets interesser for julen (som årets fikspunkt) og borgerskabets dyrkelsen af familien (som livets fikspunkt), fandt den danske jul sin endelige form.

Tak for denne gang!

Den 6. januar 2016 af

I går aftes var det Helligtrekongers aften. Den sidste aften i denne jul. I Peters Jul fra 1863 hedder det om denne aften:

Her sidde vi ved det lille Bord

Og see, hvor Lysene brænde;

Naar de er slukkede, siger Moer,

At saa er Julen til Ende.

Det er en gammel skik at tænde stearinlys på denne aften, gerne et trearmet Helligtrekongers lys – som børnene gør det herunder i Peters Jul. Hermed markerer man julens afslutning.

Illustrationen til det afsluttende kapitel af Peters Jul

Illustrationen til det afsluttende kapitel i førsteudgaven af Peters Jul

I dag er det så Helligtrekongers dag – 6. januar.

Julesæsonen i Den Gamle By er slut for denne gang. Det har været en dejlig jul, selv om vejret ofte drillede i weekenderne! I tusindvis af gæster har siden starten på julen den 13. november været forbi museet for at se de forskellige juleudstillinger, der hele tiden vokser sig større, den nye julebutik og det nye julemuseum, eller Jul på Torvet. Andre har nydt at spadserer rundt i de gamle og i de nye gader, foretage små juleindkøb, spise en vaniljekrans eller få et varmt glas glögg. Af hele mit hjerte: Tusind tak til jer alle!

Julen er en meget vigtig sæson for Den Gamle By. En stor gruppe medarbejdere fra museets forskellige afdelinger har ydet en dedikeret indsats for at give vore mange gæster så god en oplevelse som muligt. For nogle år siden formulerede min direktør, Thomas Bloch Ravn, det således: Kaffen skal være god, toiletterne skal være rene – og så gør det da i øvrigt ikke noget, hvis der også er noget spændende at se på! Det er mit håb, at vi også i år har efterlevet disse for enhver seværdighed så vigtige tre punkter.

Øjebliksbillede fra Ågade

At være juleinspektør og dermed være med helt fremme i det store apparat, som julen faktisk er, kan kun gøre mig ydmyg. Det er for mig at se en yderst vigtig opgave, at være med til at sikre at over 150.000 gæster på seks uger føler sig velkomne og sat i fokus. Vi prøver på at gøre tilbuddene i julesæsonen så varierede som muligt, at sprede oplevelserne ud over forskellige kvarterer i Den Gamle By og samtidigt også at sprede de forskellige oplevelser ud på alle ugens syv dage. Det er ikke altid let, men jeg håber, vore besøgende har været tilfredse med julesæsonen 2015.

Min opgave som juleinspektør er dog slet ikke koncentreret omkring julen alene. Alle årets højtider er sådan set indbefattet i jobbeskrivelsen, så ret beset burde min titel være noget så uskønt som Højtidsinspektør! Sidste år greb jeg fat i den danske fastelavn. Og hvis jeg ikke kan holde mig fra tasterne, kommer der antageligt et lille indlæg om den danske kyndelmisse…

Forude venter et nyt og spændende år med mange forskelligartede arbejdsopgaver, men jeg håber inderligt, vi ses igen til november!

Når alt jul er skrællet bort, ser juleinspektøren faktisk sådan ud!

Sådan ser juleinspektøren faktisk ud, når al julepynten er blevet fjernet! (geocaching.com)

Den lille lortespire

Den 30. december 2015 af

Misteltenen har fået godt fat i et æbletræ i apotekerhaven i Den Gamle By

Misteltenen er en af havens mærkværdigste planter. Den kan med egne rødder ikke vokse i jord, men er tvunget til at halvsnylte sig på et træ, for eksempel frugttræer, tjørn, birk eller poppel. Mistelten kan spredes ved hjælp af fugle, der spiser de klæbrige, hvide bær. For at befri næbbene for den klæbrige masse kører fuglene næbbet frem og tilbage på træets grene. Dette gør det muligt for et bær at hæfte sig. Med tiden borer rødderne sig ind under barken. Bærret kaldes også fuglelim, da det er særdeles klistret. Der skal både han- og hunplanter til for at danne de små, undseelige blomster og efterfølgende bær.

Misteltenen i apotekerhaven i Den Gamle By

Misteltenen med de snehvide bær

Tidligere kunne man finde den vildtvoksende mistelten adskillige steder i de sydlige dele af Danmark. Den er nu yderst sjælden, og vokser i vild tilstand kun få steder på Sydsjælland.

Under en julefest på landet i 1791 kysses der godt og grundigt under misteltenen yderst til højre

Under en julefest på landet ved årsskiftet 1790/91 kysses der igennem under misteltenen yderst til højre (Brown: The Keeping of Christmas 1760-1840)

Julen er jo traditionernes holdeplads. En af juletraditionerne er at hænge en misteltengren op i hjemmet, eller på arbejdspladsen, og kysse den person, der nu tilfældigvis eller helt bevidst måtte stå under misteltenen.

Under misteltenen kysses der her på hånd, mens drengene i baggrunden med snebolde åbenbart er i færd med at skyde til måls efter det unge pars hatte. Nytårskort

Denne juleskik er oprindelig en engelsk tradition, som nu har spredt sig til det meste af Europa. At kysse hinanden under misteltenen kan føres tilbage til oldgamle keltiske frugtbarhedsritualer. For kelterne var misteltenen hellig, og mystikken omkring denne plante har holdt sig gennem tiderne.

Der festes igennem (William Sandys: Christmastide, ca. 1860)

En engelsk julefest (William Sandys: Christmastide, ca. 1860)

Traditionen med kombinationen af mistelten og kys møder vi på dansk grund i slutningen af 1880’erne. Juleaften måtte man kysse enhver pige, der kom ind under en mistelten hængende i loftet, i en lysekrone eller over døren. Hurtigt blev reglerne løsnet lidt, så man også kunne uddele kys igennem hele julen.

Så skal der atter kysses

Det er nu alligevel en mærkelig kyssetradition. Især da hvis man tænker på, at de to angelsaksiske ord mistel og ten ret beset betyder noget så utiltalende som den lille lortespire eller den lille møgklat på grenen. Navnet hænger selvfølgelig sammen med den kendsgerning, at fugle, der spiser bærrene, efterfølgende klatter på grene i nærheden.

Som Eckersberg i 1817 forestillede sig Balders død (commons.wikipedia.org)

Som C. W. Eckersberg i 1817 forestillede sig Balders død (wikipedia.commons)

Misteltenen spiller en vigtig rolle i den nordiske mytologi, hvor den forbindes med Balders død. Balders mor Frigg havde fået alt levende og alt dødt i hele verden til at love, at ingen ville skade eller dræbe Balder.

Hun glemte dog at tage misteltenen i råd, fordi den voksede højt oppe i trækronerne, og derfor var godt gemt af vejen. Det benyttede Loke sig af. Han sørgede for, at Balder blev dræbt af en pil skåret af en mistelten. Måske er det derfor, vi i dag hænger en mistelten op lige over døren, så vi aldrig mere skal miste den af syne?

Misteltenen, Viscum album, er en gammel lægeplante. Man anvendte pulveriserede stængler og grene og blade

Misteltenen mentes at være virksom mod mange legemlige skavanker såsom astma, betændelser, epilepsi, feber, forstoppelse, gigt, hjertebesvær, hovedpine, kramper, lungeblødninger, tandsmerter, svimmelhed, urolig mave, vattersot, åreforkalkning og åreknuder. Ydermere var pulveret beroligende, blodstillende, sensibilitetsdæmpende hos børn og unge fruentimmere, og stimulerede i det hele taget både bugspytkirtlen og galdeproduktionen. I folkemunde havde misteltenen adskillige navne, blandt andet fuglelim, mestertjene og tjørnekørvel.

Apoteksflaske med pulveriseret misteltenrod fra

Apoteksflaske fra omkring år 1900 med pulveriseret misteltenrod fra Nørresundby apotek

Hvis man selv ønsker at dyrke mistelten i haven, er det med at væbne sig med en god portion tålmodighed. Når misteltenen først har fået sat sig fast på et træ, går der som regel omkring 5 år, før planten i det hele taget kan ses. Hvis man også går og drømmer om at se misteltenen både blomstre og sætte bær, går der yderligere omkring 6-7 år.

Mistelten (Asterix- Lus i skindpelsen) 001

At sanke mistelten til de gæve galleres trylledrik plejer ellers at være en opgave for troldmanden Miraculix, men i albummet Lus i skindpelsen har Obelix påtaget sig jobbet. Han bliver dog her forstyrret ved synet af en masse herlige romere (wikipedia.commons)

8 grader Spendrup

Den 27. december 2015 af

Teolog og brændevinsbrænder Peter Mathias Spendrup, født 1747, død 1828.

I 1810 modtog teolog og brændevinsbrænder (hvilken herlig kombination!) Peter Mathias Spendrup en guldmedalje af Videnskabernes Selskab. Årsagen var, at han i 1808 eller 1809 havde konstrueret et alkoholmeter. Fra 1810 og frem til 1844 blev Spendrups gradinddeling anvendt af det danske toldvæsen som en officiel målestok for alkoholstyrken i dansk brændevin.

8 grader Spendrup modsvarer for eksempel den moderne alkoholprocent på 47, som er styrken på årets Aalborg Jule Akvavit.

Julen er spækket med gode traditioner. Et af julens faste holdepunkter er, når De Danske Spritfabrikker udsender deres Aalborg Jule Akvavit, der er blevet produceret siden 1982. Firmaets julesnaps er blevet en uundværlig klassiker, når julebordet kræver en ægte luksus-akvavit. Jule Akvavit årgang 2015 er nummer 34 i rækken.

Aalborg Jule Akvavit årgang 2015 (netpris.dk)

Akvavitten bliver hvert år lavet efter den samme opskrift. Jule Akvavittens fyldige smag bærer præg af, at den er krydret med et destillat af frø fra kommen, dild og fennikel. Julestemningen fuldendes med en svag, men herlig smag af både kanel og appelsin.

Misteltenen pryder julesnapsen årgang 2007 (packobserver.dk)

Den specialdesignede flaske bliver hvert år leveret i en ny og elegant indpakning, der emmer af jul og hygge. De gyldne julesymboler på glassets grønligsorte baggrund er netop et udtryk for den blanding af fortid og nutid, som årets Jule Akvavit rummer.

Indholdet er det samme år for år, men hvert tredje år plejer flasken at skifte form. Ja, Aalborg Jule Akvavit er ligefrem kendt for det nærmest skulpturelle design af flaskerne, som lige fra starten i 1982 har gjort årets Jule Akvavit til et eftertragtet samlerobjekt.

Årgang 2014 med den unikke form på flasken (pressefoto)

Når det er sagt, skal det her nævnes, at Jule Akvavitten 2014 var ganske unik. Flasken var nemlig en enlig svale, der markerede 150-året for Stormen på Dybbøl samt den senere forbrødring på tværs af grænselinjen. Flaskens blide, runde former og glasmassens mørke nuance er tydeligt inspireret af brændevinsflasker fra midten af 1800-tallet.

Aalborg Jule Akvavit har siden starten i 1982 været én lang succeshistorie. Kun en enkelt gang har julesnapsefolket våndet sig, nemlig i 2010. Som en steppebrand bredte nyheden sig landet over: Ingen Aalborg Jule Akvavit til julefrokosten i år! Hele produktionen blev nemlig kaldt tilbage. Det var usikkert, om et farvestof i proppen muligvis kunne være sundhedsskadeligt – og måske ligefrem trænge ned i snapsen.

Den uheldige årgang 2010 (pressefoto)

Produktionen var på lidt under 100.000 flasker til det danske marked; alle blev trukket tilbage. Omkring 5.000 af flaskerne nåede dog at blive solgt videre fra detailforretninger, restauranter, hoteller og grænsebutikker i Danmark, samt toldfrie forretninger i Europa. Da Aalborg Jule Akvavit i forvejen er et yndet samlerobjekt, er der ikke noget at sige til, at de få 2010-flasker, som nåede at blive solgt, i dag forhandles til ret så høje priser.

I dag samles vi med familie og venner omkring det traditionelle julefrokostbord – med årets Aalborg Jule Akvavit i centrum.

Men hvor er årets juleakvavit, selve indbegrebet af det traditionsrige danske julefrokostbord, så fremstillet? I april 2015 blev den sidste Aalborg Akvavit hældt på flaske i Aalborg, hvorefter produktionen blev flyttet til et område udenfor Oslo i Norge. Ak ja – således forgår alverdens herlighed!

Og her er så en tegning af Spendrups vidunder

Skål! – med måde!

Julehistorier

En blog fra Den Gamle By

Kategoriarkiv: Julens historie