Julegrisens sidste grynt

Den 22. november 2018 af

Det er ikke rart at være en gris. På landsplan blev der i Danmark i hele året 2017 slagtet omkring 17,3 mio. grise. I mere end 1000 år har vi her i Danmark hver eneste jul med slet skjult fryd svælget i alle de lækkerier, der kan tillaves af en slagtet julegris.

Jo mere sul på kroppen, jo bedre var det. Postkort stemplet 1916, tegner Henrik Larsen

Jo mere sul på kroppen, desto bedre. Postkort stemplet 1916.

Når familien Danmark bænker sig omkring det veldækkede bord i juledagene, behøver forberedelserne ikke at have stået på igennem lang tid. Julen er nemlig blevet outsourcet! De forskellige indkøb, der er nødvendige til det traditionelle julebord, kan man nu om stunder ret beset foretage i løbet af én eneste formiddag. Det lokale supermarked er nemlig leveringsdygtig i alle former for mad- og drikkevarer, som vi kræver til denne årets mest specielle højtid. Hvor noget er færdiglavet, skal andet blot pakkes ud og varmes eller blandes eller skæres. Og vi nyder det hele!

Det gælder om at holde godt fast i julegrisen, når først den er indfanget. Postkort stemplet 1913, tegner Helga Tesch

Julegrisens indfanges. Postkort stemplet 1913

For et par hundrede år siden tog forberedelserne noget længere tid, men da var situationen også en ganske anden. Supermarkedet var der ikke, og næsten alle mad- og drikkevarer blev tilberedt inden for hjemmets fire vægge.

Julegrisens sidste gåtur. Postkort stemplet 1925

Om efteråret blev der indsamlet korn, nødder, bær, ærter og frugter. Alt blev gemt på loftet til julehøjtiden – og resten af vinteren. Æbler og pærer blev tørret, tranebær og tyttebær syltede, nødder indsamlet fra have og hegn, og fisk saltet eller røget. Det var vigtigt at få forrådslagrene fyldt så meget op som muligt. På samme tid indsamlede man kvas og brænde, så der var noget til både køkken og stue.

Nissen har allerede fået lavet en kødpølse. Postkort stemplet 1914, usigneret

Denne julegris har resigneret, mens nissen stolt bærer en kødpølse. Postkort stemplet 1914

De sidste par måneder inden jul var en travl tid. Alt skulle være parat til den store højtid, men som nævnt også til resten af vinteren.

Julegrisens slagtes. Illustreret Tidende

November måned blev tidligere kaldt Slagtemåneden. Man slagtede ganske enkelt de husdyr, som man alligevel ikke havde tilstrækkeligt med foder til vinteren over.

At slagte og tilberede kødet fra både julegrisen og julekoen var tidkrævende. Man sørgede altid for ikke at slagte på samme dag som naboen, da nabokonerne ofte hjalp hinanden med både udskæring og tilberedning.

Så er der serveret! Postkort stemplet 1912

Overalt herskede der travlhed. Som regel fik man slagteren til at stå for selve slagtningen. Sulekarrene blev renskuret, mængder af vand blev kogt for at skolde grisen samt rense tarmene og mavesækken. Blodet skulle røres flittigt. Der skulle laves både pølser og blodpølser. Mange kødvarer skulle røges, saltes eller tørres for at kunne holde sig vinteren over. Medisterpølsen blev nedsmeltet i fedt eller henkogt.

Varsomhed var påkrævet, ellers kunne man komme grueligt galt af sted. Helt galt gik det i landsbyen Brabrand om aftenen den 3. december 1849. Mens folkene efter endt slagtning sad i stuen og nød lidt øl og lidt brændevin, stod den store gryde ude i bryggerset. Flom og talg sydede lystigt i gryden, men ak!, der gik ild i grydens indhold. Ilden bredte sig og hærgede landsbyen. Hele syv gårde, tre boelssteder og 13 huse nedbrændte, og hele 24 familier blev husvilde. Kun tre våningshuse og et udhus undgik flammernes rasen.

Denne gris undgik massakren og synes meget tilfreds med situationen. Postkort stemplet 1953, tegner HCP

Denne gris undgik massakren og nyder livet i godt selskab. Postkort stemplet 1953

Når man var færdig, holdt man ofte pølsegilde, hvor en del af det ferske kød blev spist. Forude ventede vinteren, der både kunne blive lang og kold. Fadeburet skulle være fyldt. Det allerbedste kød blev taget fra til julehøjtiden. Det allerbedste var ensbetydende med det fedeste.

Juleaftensdag gjorde man rent ude og inde, og til sidst gjorde man sig selv ren. Og så gik man ellers i gang med sulebordets lækkerier. De kommende dage udførte man kun det arbejde, der var strengt nødvendigt, for eksempel at malke køerne. Ellers blev man helst inden døre, hvor alle nød resultatet af anstrengelser i køkken, bryggers og bagers.

Marcipanform fra 1920’erne fra Chokoladefabrikken Elvirasminde i Aarhus

Der kan ikke herske tvivl om, at november og december er de farligste måneder for enhver gris. Lykkelig var den gris, der undgik at blive lavet til pølser og sylte, frikadeller og steg!

Tre lykkelige grise på vej mod nye eventyr. Postkort stemplet 1909

Christmasworld 2018

Den 18. november 2018 af

Hvis man synes, at man godt kunne bruge lidt mere julepynt til hjemmet eller til træet, kan det i januar måned være en god ide at tage en smuttur til Frankurt am Main. Hvert år i januar måned afholder man her i byen verdens største jule-messe, Christmasworld. I januar 2018 viste 1.048 udstillere fra 43 forskellige lande deres ypperste varer frem.

Jeg besøgte med tre kolleger messen i januar. Vi var taget afsted for at købe især glaspynt til Den Gamle Bys julebutik. Her er i sandhed alt, hvad hjertet kan begære af juleting, hvad enten man drømmer om at udsmykke træet, hjemmet, indkøbscentret, hotellet eller hele byen.

Vi havde på forhånd udset os visse leverandører, hvor vi bare måtte se deres udvalg. Det gjorde det hele lidt lettere. Med 1.048 udstillere kunne vi ellers have vandret messehallerne rundt i dagevis.

Til vor julebutik skulle der findes nogle gode og gedigne trævarer. Dem fandt vi hos J. Volkmar Stöber fra Wuppertal, Schweden Produkte fra Nürnberg og Breitner Kunstgewerbe fra Pfaffenhofen. Både Stöber og Breitner havde desuden rigtig fine ting lavet af papir og halm.

Udvalget af lækre ting og sager er ganske overvældende

Udvalget var ganske overvældende

Flere leverandører havde udstillet de meget fine ting af glas til brug på juletræet. Her var vitterligt nok at vælge imellem. Vort valg faldt dog på leverandørerne Anva fra München, Inge’s Christmas Decor fra Neustadt bei Coburg, Nostalgie-Christbaumschmuck fra Weimar og Glasbläserei Thüringer Weihnacht fra Neuhaus am Rennweg.

Et fællestræk for disse leverandører er, at deres glaspynt alle er lavet ud fra gamle forme og ved brug af hævdvundne fremstillingsprincipper. Kort og godt: Efter de gamle håndværkstraditioner. Fra disse leverandører blev der indkøbt omkring 17.000 stykker julepynt. De er alle at finde i julebutikken på Torvet i Den Gamle By.

Glaspynt i Julebutikken i Den Gamle By. Alle genstande er erhvervet i januar 2018 på messen Christmasworld

Se i øvrigt også blogindlægget fra Berit Guldmann Andersen om messen i Frankfurt am Main og vore indkøb: http://blog.dengamleby.dk/bagfacaden/2018/05/16/jeg-glaeder-mig-i-denne-tid-nu-falder-julesneen-hvid-saa-ved-jeg-julen-kommer/

Herunder er et par billeder fra det store udvalg.

Glaspynt fra Anva

Halmpynt fra Breitner

Glaspynt fra Glasbläserei Thüringer Weihnacht

Glaspynt fra Inge’s Christmas Decor

Glaspynt fra Nostalgie-Christbaumschmuck

Træ- og papirpynt fra Schweden Produkte

Christmasworld 2018. At slippe en juleinspektør løs blandt 1.048 udstillere af alt godt til julen er som at slippe en lænkehund løs i en pølsebutik!

Noget om et barn og en by

Den 25. december 2017 af

Lørdag den 23. december 1820 udkom nummer 103 af det lille tidsskrift Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn. På forsiden bringes N. F. S. Grundtvigs tekst til Jule-Sang for christne Børn. Det er ikke just en titel, der siger en ret meget. Når man læser teksten, står det dog lysende klart, at alle ordene er særdeles velkendte.

Jule-Sang for christne Børn ledsages af et dansk ordsprog: Det er godt at være Barn om Julen

Grundtvigs salme, som han i øvrigt ændrede lidt på i 1845, er en meget fri gendigtning af en dansk version oversat fra latin af reformatoren Hans Tausen i 1553. Den latinske salme Puer natus in Bethlehem blev allerede i 1300-tallet sunget som en vekselsang mellem præst og menighed ved midnatsmessen julenat.

Et barn er født i Betlehem, ja. Den romerske kejser Konstantin den Store legaliserede i 313 kristendommen, der dog først omkring 380 blev ophøjet til statsreligion. Kort før sin død i maj 337 modtog kejser Konstantin dåben, og blev dermed den første kristne kejser af Rom.

Kejserinde Helena med Det sande kors, malet af Lucas Cranach den Ældre i 1525

Allerede i 326 rejste hans moder kejserinde Helena, med sønnens tilladelse og velsignelse, Det Hellige Land tyndt. Hendes agt var at finde og identificere så mange steder og relikvier som muligt med relevans for dyrkelsen af Jesus Kristus.

Eftersøgningen gik forrygende. Kejserinde Helena fandt i Jerusalem blandt mange andre relikvier således Det sande kors, nogle nagler og rebstumper fra selve korsfæstelsen, samt dele af Jesu Kristi kjortel. Legenden vil vide, at Helena i en drøm så stedet for selve korsfæstelsen i Jerusalem. Da man gravede ned i jorden her, opdagede man hele tre kors, de to røveres og Frelserens. Men hvilket kors var nu det rigtige? Da en død mand i samme øjeblik blev bragt forbi, lagde man kors efter kors på ham. Det tredje kors bragte ham til live, og nu var ingen i tvivl om Det sande kors.

Helena blev æret som helgeninde i det østromerske rige, fordi hun fandt Det sande kors, der havde båret Frelseren. Guldmedalje præget 324-25 i Nicomedia

Helena blev æret som helgeninde, fordi hun fandt Det sande kors, der havde båret Frelseren. Guldmedalje præget 324-25 i Nicomedia, nuværende Izmit ved Marmarahavet i Tyrkiet

I byen Betlehem besøgte hun en grotte, som hun blev fortalt var selve stedet for Jesu fødsel. Grotter blev dengang ofte brugt som stalde, så heri er der intet unormalt. Allerede i 327 begyndte man på kejserinde Helenas opfordring rejsning af en kirke over denne grotte.

Fødselskirken i Betlehem på en solbeskinnet dag

I næsten 1700 år har der stået en kirke over fødselsgrotten, og det er dermed en af verdens ældste fungerede kirker. Den nuværende kirke er meget stor og dækker mere end 12.000 m². Til det omfattende bygningskompleks hører da også både et græsk-ortodoks kloster, et armensk kloster og et romersk-katolsk kloster.

Det vil føre for vidt at nævne ret meget om kirkens lange historie. Blot skal det nævnes, at den byzantinske kejser Justinian I i midten af 500-tallet restaurerede, ja nærmest genopførte kirken. Det markante fæstnings-lignende ydre skyldes de latinske konger af Jerusalem, der i 1100-tallet lod sig krone her i kirken – med Balduin I som den første juledag år 1100. Meget fromt ville de latinske konger ikke modtage en krone af guld i Jerusalem, hvor Kristus blot fik en krone med torne.

Stjernen markerer det sted, hvor Jesus blev født

Det sted, hvor selve fødslen fandt sted i grotten, er i dag markeret af en 14-takket stjerne og en inskription, der fortæller, at lige her blev Jesus født.

Ydmyghedens Dør er kun omkring 120 cm høj. Den lave højde tjente også et praktisk formål: højden forhindrede både æsler og kameler i at få adgang til kirkens indre

Ydmyghedens Dør er kun omkring 120 cm høj. Den lave højde tjente også et praktisk formål: højden forhindrede både heste og kameler i at få adgang til kirkens indre

Fødselskirken i Betlehem er optaget på UNESCOs liste over verdensarv. Placeringen på den meget fine liste står i strid modsætning til kirkens ydre og især indgangsdøren fra omkring 1500 til selve kirken. Vil man ind i kirken, må man i al ydmyghed bukke sig for at komme ind ad den blot 120 cm høje Ydmygelsens Dør

Hovedskibet er indrettet i 530-erne. Hullerne i gulvet gør det muligt at se farvestrålende byzantiske mosaikgulve fra den tidligere kirke på stedet

Der er også spor af danskere i kirkerummet. Skibet er i sin nuværende form fra 530-erne. Rummets fire lange rækker med rødlige korintiske søjler blev i 1100-tallet forsynet med en række helgenbilleder. Til højre for indgangen kan man stadig skimte maleriet af Knud den Hellige, død 1086 og ophøjet til helgen 1100, med kongekrone, lanse, korsmærket skjold og indskriften Scs. Canutus Rex Danorum, altså Hellig Knud, Danernes konge.

Det sneklædte Betlehem på fotografi fra 1890-erne

Det er i dag Jesu fødselsdag, og her var lidt om barnet og byen.

Da Elisabeth greb blyant og vandfarver

Den 20. december 2017 af

For at udbygge Den Gamle Bys samlinger til belysning af julens historie i Danmark blev der i efteråret 2006 i dagspressen indledt en indsamlingskampagne af julekalendere til museet. Resultatet var ganske overvældende. Siden november 2006 har museet modtaget mere end 500 julekalendere fra 1930 og frem. Heldigvis bliver museet stadig betænkt med julekalendere, der jo unægtelig er en af julens faste traditioner og, nå ja, så absolut et af mine favoritemner.

En dag sent i november 2006 blev jeg kontaktet af Elisabeth, en af Den Gamle Bys frivillige. Hun ville gerne donere en aldeles ubrugt kalender til museet. Jeg tog med største glæde imod kalenderen, der ses herunder.

Ubrugt reklamejulekalender udleveret af Andelsmejeriet Hjedding

Som det tydeligt fremgår af julekalenderen, er der tale om en reklamekalender. I 1950’erne opdagede forretningsverdenen for alvor reklameværdien af at uddele gratis julekalendere til dens kunder. Reklamekalenderne havde deres højtid i 1950’erne og i 1960’erne, men fænomenet lever videre i bedste velgående.

Kalenderen her er udleveret af Andelsmejeriet Hjedding i Ølgod til mejeriets kunder ved juletid. Andelsmejeriet Hjedding er ingenlunde ukendt. Det var det første andelsmejeri i verden, oprettet allerede i 1882. Mejeriet eksisterer stadig, men har siden 1948 fungeret som mejerimuseum. Mejeriet syner i dag ikke af meget, men det skal man ikke lade sig narre af. Det er ganske enkelt den danske andelsbevægelses vugge, vi har her. Kulturstyrelsen udpegede det i 2006 som et nationalt industriminde.

Hele motivet emmer af jul. I sin stribede luftballon svæver julemanden, assisteret af to små hjælpenisser, ved nattetide hen over et sneklædt landskab. Luftballonen er pænt udsmykket med både granguirlande og glaskugler. Mon ikke julemanden påtænker at lande midt i den lille landsby for at aflevere både sækken med julepost og de mange indpakkede gaver? Eller vil man blot lade julepost og gaver falde ned i den bløde sne? I landsbyen venter forventningsfulde nisser spændt.

En fin kalender, ganske ubrugt og aldeles velbevaret!

Elisabeth havde dog mere at skænke til museet. Hun ville også gerne aflevere en blyantstegning optegnet med sort tusch og koloreret med vandfarver. Jeg blev meget overrasket, da det viste sig at være selveste udkastet til julekalenderen fra Andelsmejeriet Hjedding!

Udkast fra 1955 til reklamekalenderen fra Andelsmejeriet Hjedding

Historien bag selve julekalenderen er, at Elisabeths fader var ansat som driftsleder på Aarhuus Bogtrykkerie, der fremstillede en del reklamejulekalendere. I 1955, da Elisabeth var 12 år gammel, spurgte hendes fader, om hun da ikke havde lyst til at tegne et udkast til en julekalender. Med blyant og vandfarver lavede Elisabeth så denne tegning med de fire nisser med julepost og juletræ i en luftballon over et sneklædt landskab. Ovalen på selve ballonen er til anbringelse af den relevante virksomheds navn.

Selvom den professionelle tegner, hvis utydelige signatur anes i nederste højre hjørne på julekalenderen fra Andelsmejeriet Hjedding, har ændret noget på Elisabeths udkast, er ligheden alligevel åbenbar! Formatet er også blev ændret lidt. Udkastet måler 20,8 x 27,8 cm, hvor den trykte julekalender er 16,7 x 23,5 cm.

Ikke nok med at man her har en aldeles ubrugt julekalender fra en spændende lokalitet (Andelsmejeriet Hjedding). Vi kender nu også såvel trykkeriet (Aarhuus Bogtrykkerie) som årstallet (1955) for kalenderens fremkomst.

Otte år senere blev jeg mindet om både reklamejulekalenderen fra Andelsmejeriet Hjedding og udkastet til den. I begyndelsen af juli måned 2014 kom endnu en frivillig i Den Gamle By, Ole, forbi. Han ville gerne donere en lille samling julekalendere til julesamlingen. Stor var min overraskelse, da en af kalenderen var ganske identisk med kalenderen fra Andelsmejeriet Hjedding – dog med en enkelt, vigtig undtagelse!

Også Aarhus Brændsels Compagni A/S udleverede reklamejulekalendere til dets kunder

Denne kalender, hvor alle låger har været åbnet, var forsynet med et andet navn i ovalen på ballonen. Julekalenderen var udleveret af Aarhus Brændsels Compagni A/S som reklame! Ikke nok med at vi har et udkast til en dansk julekalender bevaret. Vi kan tilmed nu endeligt dokumentere og én gang for alle slå fast, at vidt forskellige virksomheder gjorde brug af en og samme julekalender i deres reklamefremstød.

Og, for nu at sige det på ægte jysk: Det er ikke så ringe endda!

Fuglen og den fattige skal også være mæt

Den 14. december 2017 af

En af vore gode, gamle juletraditioner er et juleneg til bedste for havens fugle. Juleneget bliver indkøbt hos de forskellige fritidsorganisationer eller byggemarkeder, når vi nu alligevel er på jagt efter det helt rigtige juletræ.

Udsnit af dansk julekalender fra slutningen af 1940’erne tegnet af Dorte Kortzau

Hjemme bliver juleneget sat op på altanen eller bundet fast til det bladløse æbletræ. Så venter vi ellers bare på, at både finker og mejser og spurve skal komme forbi og blive i julehumør. Ikke så sjældent har der aldrig været så meget som en eneste fugl forbi, når neget tages ned igen engang i løbet af januar måned. En gammel tradition vil vide, at neget skal tages ned inden Kyndelmisse, altså 2. februar.

Juleneget er et af de faste symboler i den danske juls historie. Traditionen med at opsætte et neg ved vintertide til glæde for områdets fugle kan vi følge tilbage til første halvdel af 1700-tallet.

Men mon ikke denne tradition stammer helt tilbage fra de tidligste bondesamfund? Det er blot svært af bevise. Oprindeligt er der vel mere tale om en frugtbarhedstradition fulgt af det gamle bondesamfund. Når høsten var så godt som overstået, ofrede man det allersidste neg til markens fugle. Grundideen synes at være, at hvis man skænkede noget af det udbytte, som man selv havde haft ved dyrkning af jorden, til markens fugle, så borgede det godt for næste års høst. Juleneget indeholder jo netop kerner, der bærer nye planter, ja nyt liv, i sig selv.

Olriks klassiske julebillede med englebørn og nisser omkring det pyntede juletræ blev trykt første juledag 1864 i Illustreret Tidende. Der er blevet plads til juleneget i nederste højre hjørne

Henrik Olriks klassiske julebillede blev trykt første juledag 1864 i Illustreret Tidende. Udsnittet her viser englebørn og nisser, der strides om den korrekte julepynt på træet. Der er blevet plads til juleneget i nederste højre hjørne

Da julen begynder at finde sin faste form i årene mellem ca. 1810 og 1850 skifter juleneget med tiden plads fra at være et symbol på frugtbarhed til at blive et symbol på julens gavmildhed. Glæd dem, som i forvejen ikke har noget eller som kun har lidt. Her kan det så være på sin plads at citere et par linjer fra B. S. Ingemanns meget smukke julesalme Julen har bragt velsignet bud, skrevet i 1839:

Du fattige spurv, flyv ned fra tag

Med duen til julegilde!

Den velkendte høstsang Marken er mejet, skrevet 1868 af Mads Hansen, rinder også i hu. Her hedder det jo netop:

Rev vi marken,

Det er gammel ret,

Fuglen og den fattige skal også være mæt.

Juleneget bliver altså i midten af 1800-tallet til et symbol på julens gavmildhed. Dermed rykker det ind i julens billedverden, hvor det findes gengivet på vidt forskellige genstande. Herunder er en række genstande, hvorpå jeg har fundet juleneget brugt som illustration. Spændvidden er bred: fra postkort til snaps…

Juleneget er er ofte brugt motiv på vore julekort.

Postkort stemplet 1909 udgivet af Carl Stenders Forlag i København

Postkort udgivet af Carl Stenders Forlag i København og stemplet 1909. Tegneren er Georg Stoopendaal, gift med den noget bedre kendte svenske postkorttegner Jenny Nyström

En sværm af fugle omkring et juleneg i et snehvidt landskab. Postkort tegnet af Henrik Larsen og stemplet 1927

Både Bing & Grøndahl og Den Kongelige Porcelænsfabrik har brugt juleneget som motiv på deres verdensberømte juleplatter.

Bing & Grøndahls juleplatte 1981 med titlen Juleneget er tegnet af Henry Thelander

Den Kongelige Porcelænsfabriks juleplatte 1911 har titlen Gærde med Neg. Motivet er tegnet af Oluf Jensen. Det er fabrikkens første juleplatte med diameteren 18 cm, der fra og med dette år blev standardmålet

Endnu en af julens ikoner, nemlig juleskeen, har blandt julens mange klassikere også valgt at fokusere på juleneget.

Firmaet A. Michelsens juleske fra 1924 er designet af Bertha Dorph og har navnet Juleneget. Det forgyldte neg er naturalistisk gengivet. De længste aks nærmest bøjer sig foroven for at afrunde skaftet, mens to spurve af sølv tager for sig af kornene. Forneden er neget fastholdt af et bånd, der indrammer ordet JUL

Selvfølgelig kan man ikke forestille sig danske julemærker uden et juleneg!

Julemærket 1955 har 50 forskellige mærker med spurve blandt gyldne aks og strå. Kunstneren bag mærket er Ellen Gjerløv-Knudsen

Til kredsen af julens ikoner hører også den traditionelle Aalborg Juleakvavit. Også De danske spritfabrikker i Aalborg gjorde brug af juleneget som motiv.

Juleakvavitten fra Aalborg 1986. Emballagens juleneg og spurve virker endog meget inspireret af julemærkearket fra 1955

Som god, gammel juletradition har juleneget det svært i disse år. Forskellige fritids- og hjælpeorganisationer har ofte tjent en god skilling ved at sælge juleneg i december måned. Salget af juleneg er desværre for nedadgående, hvilket er ærgerligt. Vi kan dog alle være med til at holde den gamle tradition i hævd og på samme tid støtte diverse organisationers gode formål.

To julekalendere – og en tredje

Den 12. december 2017 af

Det er altid en behagelig overraskelse, når man bliver præsenteret for julekalendere, der aldrig har været åbnet, og som tilmed endnu ligger i deres oprindelige emballage. De to julekalender, som jeg her bruger lidt tid på, har alt, hvad man kan ønske sig.

Emballagen til Nissernes Julestue med samlevejledning, forlag, serienummer og den håndskrevne pris på 2/85 foroven til venstre

Emballagen til Nissevinduet med samlevejledning, forlag, serienummer og den håndskrevne pris på 85 øre

Emballagen til Nissevinduet med den håndskrevne pris på 85 øre

Julekalenderne har aldrig været samlet. Lågerne har aldrig været åbnet. Den oprindelige emballage er perfekt bevaret. Det ansvarlige firma og julekalendernes serienumre, samt kunstnerens signatur, står både på emballagen og kalenderne. Når samtidigt motivet på begge julekalendere rent ud sagt emmer af hyggelig jul, så kan det da ikke blive bedre.

Nissernes Julestue klar til samling. Yderst til højre ligger kartonstykket med taget

Nissernes Julestue viser til fulde, hvor travlt små nisser kan have det før den store aften. Gaver skal laves færdige, gaver skal pakkes ind, og der skal selvfølgelig også være tid til at lege lidt med katten. De færdige gaver afleveres til en nisse, der står ved den grønne dør i baggrunden.

Arket med Nissevinduet

Nissevinduet giver et fint blik ind i stuen, hvor nissebørnene er i fuld færd med at pynte juletræet. Det kan være svært for små nissebørn at få hængt julekugler op på de øverste grene. Derfor har børnene ganske enkelt stillet en stige op ad træet. Til højre, ude i køkkenet, rører nissemor i gryden. Emballagens tekst vil vide, at hun bager klejner. I al fald ligger der en klejne og en vaniljekrans forneden, som de to små fugle er gået i gang med.

Mere enkelt kan en julekalender næsten ikke samles

Hvordan de to julekalendere skal samles, er meget tydeligt angivet på emballagen. Forneden bukkes det hvide stykke karton bagud, så kun det udsparrede stykke med henholdsvis fugle og julegaver står tilbage foran kalenderne.

De to medfølgende stykker karton har fire flapper af karton, der anbringes i udstukne riller foroven på julekalenderne. Kartonstykkerne danner tag over de to kalendere.

Emballagen angiver også prisen på julekalenderne. Med blyant er der på Nissevinduet skrevet 85 og på Nissernes Julestuen 2/85. Lidt mærkeligt med den store prisforskel. I bund og grund er kalenderne ganske identiske hvad angår materiale og bearbejdning samt tryk af samme.

Signaturen Axe for Axe Boysen (1923-2000)

Kunstneren har sat sit navnetræk på begge julekalendere. Signaturen Axe findes forneden til højre på begge kalenderen. Axe er identisk med den danske tegner Axe Boysen, født 1923 i Aarhus. Hun flyttede allerede i 1956 til Canada, hvor hun afgik ved døden i 2000. Axe har designet en lang række julepostkort, men altså også julekalendere.

Nissernes Julestue giver os mulighed for at se ind i nissernes stue - men der er så sandelig også nogen, der holder øje med os

Nissevinduet giver os mulighed for at se ind i nissernes stue – men der er så sandelig også nogen, der holder øje med os

Julekalendernes serienumre er henholdsvis 3913/1 og 3913/2. Begge julekalendere er udsendt af Colibri.

Dateringsmæssigt stammer begge julekalendere fra 1950-erne. Måske kan dateringen indsnævres lidt mere. Endnu en julekalender i Den Gamle Bys julesamling er udsendt af firmaet Colibri. Denne julekalender har serienummeret 3919/1 og bærer forneden på forsiden en sekundær påskrift Julen 1954. De to julekalendere Nissernes Julestue og Nissevinduet burde således kunne dateres til før 1954.

Julekalender sekundært dateret via påskriften forneden på forsiden til Julen 1954. Det alt andet end typiske danske julemotiv er tegnet af svenskeren Erik Forsman

Det er ikke lykkedes mig at finde oplysninger om dette firma Colibri. Julekalenderen fra 1954 med serienummer 3919/1 angiver foruden ordet Colibri også, at julekalenderen er trykt hos Nornotryk A/S. Nornotryk er identisk med Nordisk Nodestik- og Trykkeri samt litografisk Etablissement, grundlagt 1894 i København. I 1932 blev firmaet omdannet til et aktieselskab, der stadig eksisterede i 1969.

Alt kunne således tyde på, at firmaet Colibri er dansk.

Ingen maatte gaae med Rommelpot…

Den 7. december 2017 af

Når man ved juletid kommer forbi Pyramidesalen på førstesalen i borgmestergården, ser man straks tønden med den gode julebryg solidt anbragt på kisten i baggrunden og julebukken stå midt på gulvet.

Julebukken og rumlepotten i borgmestergårdens Pyramidesal

Det er Ludvig Holbergs eventyrlige komedie Julestue fra 1724, der har givet inspiration til dette interiør. Julestuen foregår hos den vrisne borgmester Jeronimus i Ebeltoft. Jeronimus vil ikke tillade, at der bliver holdt julestue i hans hjem, da han finder denne skik både uanstændig og usmagelig. Man behøver blot at nærlæse scene 7 for at få Jeronimus’ mening om de absolut ikke kedelige julestuer, der op til cirka 1800 fandt sted overalt i by og på land i juledagene.

Jeronimus siger her:

Gid jeg havde en Daler

for hver Piges Jomfruedom

der er gaaet af Stabelen

ved saadanne Lejligheder.

Men hvad er det for en mærkelig krukke, der står på gulvet til højre for julebukken? Det er såmænd en rumlepotte, en slags folkeligt musikinstrument kendt siden middelalderen over det ganske Europa.

Nærbillede af rumlepotten

Rumlepotten er i al sin enkelthed blot en lerpotte. Pottens åbning er lukket med en stramtsiddende membran af tørret svineblære eller gedeskind. I skindet er lavet et hul i midten, hvorigennem der er stukket en gåsefjer eller en pind. Ved at føre fjeren eller pinden op og ned, eller ved at gnide på fjeren/pinden med fugtige fingre sætter man skindet i vibration. Der opstår så en hul og dump, brummende og rumlende, helt særpræget lyd.

Oliemaleri dateret 1629 af den nederlandske maler Jan Miense Molenaer

Man formoder, at rumlepotten egentligt er en nederlandsk opdagelse. Herfra spredte skikken sig ud i Europa.

Rumlepotte i brug. Kalkmaleri fra slutningen af 1400-tallet i Härkeberga kirke ved Enköping, malet af den tysk-svenske maler Albertus Pictor

Larmen fra rumlepotten, men også fra knaldfyrværkeri og geværskud, mente man tidligere kunne uddrive onde ånder fra husstanden. Ikke mange tænker på, at det er selv samme ide, der ligger bag de raketter og batterier, som nogle af os i dag indkøber i dyre domme for blot at tænde dem nytårsaften. En som regel uskadelig nytårsskik med en alvorlig baggrund.

Over hele Danmark blev rumlepotten før i tiden anvendt af både udklædte og sminkede børn, der nytårsaften gik fra hus til hus og larmede med rumlepotten, mens de sang Rumlepotvisen. På den måde kunne man erhverve sig både æbleskiver og nødder og andre godter.

Den sønderjyske rumlepotvise kendes i flere varianter. Her er en af dem:

Fru, fru, lok e døe op!
Æ rummelpot vil ind.
De kom æ skib fra Holland.
De hav så goj en vind.
Styrmand vil vi prise
Kaptajnene vil vi hejse
sæt æ sejl op i æ top
å gi mæ naue i æ rummelpot.

Hallo – hallo en æffelkagh elle to
å ven den æ få lille
så gi mæ to for jen.

Gravering udført 1851 af de spanske brødre Rouargue

Denne brug af rumlepotten er stadig en brugt skik i det dansk-tyske grænseland. Også i både Holland (rommelpot) og Spanien (zamboma) er og har rumlepotten været et meget populært instrument.

Fra Rasmus Nyerup: Efterretninger om Kong Friderik den Tredie og de mærkværdigste i Danmark og Norge under hans Regjering indtrufne Begivenheder; Kjøbenhavn 1817

Også i hovedstaden har rumlepotten været flittigt brugt. Måske larmede den lidt for meget i de hellige juledage? I al fald blev det selveste juleaften 1668 forbudt at gå rundt med rumlepotter i byens gader. En plakat udstedt af byens præsident, borgmestre og rådmænd blev ganske enkelt opslået på alle hjørner i byen med et forbud mod rumlepotter, julebukke eller noget usømmeligt, hånligt spil.

Nissekongens Hule

Den 1. december 2017 af

Så kom dagen, som alle vi juleelskere har ventet på i et helt år! Det er i dag den første december – og vi er klar til at åbne den første låge i årets julekalender. Julekalenderen, som jeg i år har valgt til at dække denne dato på julebloggen, så første gang dagens lys i 1943.

Nissekongens Hule er en herlig julekalender

Det er med vilje, at jeg bruger udtrykket ’første gang’. Kalenderen her er nemlig en evighedskalender. På grund af et drejehjul med de for alle julekalendere så vigtige 24 tal kan evighedskalenderen genbruges fra år til år. Evighedskalendere er en meget brugervenlig og økonomisk form for julekalender. Denne slags kalender var meget udbredt i 1940’erne og i 1950’erne.

På forsiden af denne evighedskalender er en sneklædt gravhøj i en granskov. Indgangen til gravhøjen er dækket med kalenderens eneste oplukkelige låge, der er mærket med kalenderens titel NISSEKONGENS HULE.

Julekalenderen Nissekongens Hule er en tidlig form for interaktiv kalender. Indlagt i kalenderen er en cirkulær papskive, der kan drejes rundt og rundt. Drejehjulet anes langs julekalenderens lodrette højre side.

Her er drejehjulet ført frem til den 3. december

Når man dag for dag flytter drejehjulet lidt frem, sker der flere forskellige ting. Til venstre for indgangen til højen er en stolpe med notesblok med en udstansning, hvor tallet fra drejehjulet kommer frem og angiver datoen. Et stykke oppe på højen sidder en hare, der i et udskåret felt kommer med forskellige udsagn, efterhånden som man drejer hjulet. På toppen af gravhøjen er en stendysse med en udstansning. Her kommer de forskellige motiver frem, der er trykt på drejehjulet. Motiverne er nisser, der udfører en eller anden handling, som ofte passer til harens udsagn. Ofte, men ikke altid! Tredje december siger haren således Hvad ønsker du dig til Jul? Motivet viser ikke, som forventet, en nisse med en ønskeseddel, men derimod en forvorpen nisse, der af al kraft kaster en snebold i nakken på en agtværdig seniornisse.

Tekst og det sammenhørende billede er ikke uden humør. Den 13. december er teksten ved haren således Nu gælder det om at være artig, hvor den tilhørende tegning viser en uartig nisse, der netop har haft fingrene nede i syltetøjskrukken og nu er i færd med at slikke på fingrene.

På gravhøjen står til venstre en oplukkelig postkasse, lavet af sammenflikkede brædder, med teksten BREVKASSE TIL ØNSKESEDLER.

Firmaets monogram og serienummer på bagsiden af julekealenderen

Firmaets monogram og serienummer på bagsiden af julekalenderen. Nederst er den metalring, der holder drejehjulet på plads

På bagsiden er evighedskalenderen mærket med LLI (i monogramforn) København Nr. 3211. Dermed får vi at vide, at kalenderen er fremstillet af bog- og kunsttrykfirmaet L. Levison Junior i København og bærer serienummeret 3211. Dette firma var i begyndelsen af 1930’erne, sammen med firmaet I. Chr. Olsens Kunstforlag i København, ansvarlig for indførelsen og udbredelsen af julekalendere i Danmark. Vi kender også udsalgsprisen på kalenderen, da der med blyant er skrevet 1,25 i nederste højre hjørne. Kunstneren bag tegningen er ukendt, da der ikke er angivet en kunstnersignatur.

Del af bagsidens sekundære påskrift

På bagsiden er også to senere påførte tekster med <giverens navn> 4a Nr. 12 10 Aar. samt årstallet 1944.

Kalenderen kan derfor dateres til 1944. Men faktisk udkom Nissekongens Hule som alt nævnt allerede i 1943. Kalenderen er nemlig både omtalt og afbildet i firmaet Levisons Heimdal Posten 1943. Her er ordene fra omtalen i 1943:

Omtalen af Nissekongens Hule i firmaet L. Levison Juniors tidsskrift Heimdal Posten i 1943

Firmaet L. Levison Juniors ord om Nissekongens Hule 1943 i tidsskriftet Heimdal Posten

Kalenderen her må være blevet genoptrykt i mindst et par år, da giveren fik denne til julen 1944. Det var ingenlunde noget særsyn, at populære julekalendere senere blev genoptrykt.

Jeg ved godt, at man aldrig må tage forskud på glæderne. Alligevel kan jeg ikke dy mig. Her er, hvad der sker, når drejehjulet er nået frem til den 24. december, og gravhøjens låge er lukket op.

Et smugkig ind i selve gravhøjen, hvor nissekongen og nisedronningen omgivet af glade nisser er klar til helt store julefest

Et smugkig ind i selve gravhøjen, hvor nissekongen og nissedronningen omgivet af glade nisser er klar til den helt store julefest

Fatter Jul holder Indtog

Den 18. november 2017 af

Så er julen atter over os. I dag slår Den Gamle By dørene op for den traditionsrige julekavalkade, der viser, hvordan vi danskere har fejret jul de sidste 350 år. Der er pyntet op mere end 60 forskellige steder i byens eksteriører og interiører. Alt er holdt så historisk korrekt som muligt.

Den Gamle By er Danmarks Købstadmuseum. Museets huse og interiører dokumenterer for nutiden, hvordan købstadens mennesker, såvel høj som lav, boede og indrettede sig i perioden cirka 1625-1974. Derfor rummer museet også en enestående mulighed for at invitere dets gæster indenfor til julefesten, som den formede sig igennem disse 350 år. I løbet af denne periode ændrede den danske julefest karakter: Fra bondesamfundets sulebord over de festlige julestuer til borgerskabets juletræsfest og gaveregn. De enkelte udstillinger i museumsbyens huse er udformet som små øjebliksbilleder, hvor tiden er sat i stå, og vi, som tilskuere, træder direkte ind midt i juleforberedelserne, under festen, eller når beboerne netop er gået i seng.

Kort fortalt er det sigtet med Den Gamle Bys julekavalkade, at belyse hvordan og hvornår de enkelte elementer i den moderne danske juletradition er opstået. Men det har været lige så væsentligt for museet at skildre den julefest, der gik forud, og som var grundlaget for, at guldalderens borgerskab kunne reformere juleskikkene, så de svarede til deres livsform.

Fatter Jul holder Indtog, tegnet 1903 af Louis Moe. Bemærk at kusken har englevinger, mens kanen trækkes af to grise og to katte. Forrideren sidder på en gås

Museets historiske rammer sætter imidlertid også en naturlig grænse for, hvor langt tilbage i tiden man kan belyse julens rødder. Julen opstod jo ikke for 350 år siden. Den er langt ældre. Gennem hele den kristne periode og endnu tidligere var der forskellige former for julehøjtid. Man mangler imidlertid et detaljeret kendskab til, hvordan en almindelig julefest normalt forløb. Derfor starter historien om den danske jul i Den Gamle By i begyndelsen af 1600-tallet.

Forskningen, der ligger til grund for udstillingskavalkaden, afslører, at den danske jul har gennemlevet tre hovedfaser: Det overdådige julebord, hvis aner fortaber sig i forhistorien, julestuerne, som havde deres storhedstid omkring år 1660-1750, og juletræsjulen, der blev skabt af købstædernes dannede borgerskab i perioden cirka 1810-1850.

Julekavalkaden er meget afslørende. Ved en gennemgang af de forskellige tableauer viser det sig meget hurtigt, at 16- og 1700-tallets juleskikke set med vore dages øjne så godt som intet har med ægte julestemning at gøre. Der er ikke antydning af ægte julestads eller pyntede juletræer med barnet i fokus. Julefesten foregik med det overdådige julebord som centrum.

1723-juletableauet i borgmestergårdens pyramidesal er baseret på Ludvig Holbergs eventyrlige komedie Julestue udgivet 1724. Og man spørger sig selv: Hvor mon julen er henne?

Den rigtige juletræsjul er historisk set ikke ældre end knap 200 år. I årene 1810 til 1850 skabte dannede borgere og fremtrædende kirkefolk i forening en ny tradition, bygget på julens kristne budskab, med inddragelse af nationale følelser og elementer fra folketroen, og med fokus lagt på børnene omkring det festligt pyntede juletræ. Enevældens afskaffelse i 1848 var med til at cementere denne borgerskabets tradition. Før i tiden rettede man ind efter konge og adel, men efter 1848 stod borgerskabet som rollemodel for hele landet. Derfor blev det også borgerskabets jul, der med tiden blev landsdækkende.

Den borgerlige juleidyl var og er en sær blanding af kristendom, nationalfølelse og kernefamilie, som hovedsageligt det københavnske borgerskabs kunstnere skabte efter sejren i 1850 og nederlaget i 1864. Sejr og nederlag gik op i en højere nationalromantisk enhed, og blev transformeret til noget unikt dansk.

Takket være borgerskabets interesser for julen (som årets fikspunkt) og borgerskabets dyrkelsen af familien (som livets fikspunkt), fandt den danske jul sin endelige form.

Det er jul, i hvad vi gør…

Den 12. december 2016 af

Titlen på dette blogindlæg er hentet fra Erich Pontoppidans lille og meget mærkelige bog Everriculum fermenti veteris. Bogen udkom i 1736, og blev udgivet i 1923 på dansk under titlen Fejekost til at udfeje den gamle Surdejg.

I bogen svinger Pontoppidan for alvor svøben over almuens overtro. Pontoppidan raser mod misbrug af helligdagene til julestuer og julelege, hvor de grueligste skarnsstykker ganske enkelt undskyldes med hint efter Pontoppidans mening så afskyelige ordsprog: Det er jul, i hvad vi gør.

Sidste år havde jeg på dette tidspunkt allerede haft fat i julebloggen adskillige gange. I år er jeg alvorligt bange for, at julebloggen bliver noget tynd. Det skyldes ingenlunde mangel på interesse, kun mangel på tid.

Det kommer lidt bag på mig, at 1. december allerede er så langt væk nu. Tænk at have en juleblog – og så ikke være i stand til at præsentere årets udvalgte julekalender! Det er lidt flovt!

Samtidigt med, at vi alle har så rygende travlt med julen 2016 i Den Gamle By, presser to andre projekter sig på for alvor. Begge projekter bliver afsluttet i begyndelsen af februar 2017. Og begge projekter hænger uløseligt sammen. Skal jeg beskrive de to projekter med ét ord, kan jeg nøjes med at skrive ordet: Smykkeskrinet.

Tilbage i november 2013 købte Den Gamle By en enestående samling danske smykker af ægteparret Marion og Jörg Schwandt i Berlin. Samlingens knap 1000 smykker leverer et bredt og repræsentativt overblik over dansk smykkekunst igennem hele det 20. århundrede. Samlingen dokumenterer de væsentlige stilretninger, de stilskabende tekniske fornyelser og de anerkendte højdepunkterne i udviklingen. Og den inddrager ikke alene de helt store og kendte navne, men hele viften af smykkekunstnere, som i kraft af samlingens omfang er repræsenteret med et bredt udsnit af værker. Omkring 150 danske sølvsmede og designere belyses. Alle bidrog de med deres smykker til at gøre Danmark og dansk brugskunst verdensberømt.

Gennembrudt, let hammerslået broche af sølv med stiliseret bladværk og blomster med syv grønne rundslebne agater og en rundslebet matrix-chrysopras. Designet af Kay Bojesen og fremstillet af P. Ørsnes Enke & Søn i Aalborg 1910-15. Fotograf: Henrik Bjerg.

Gennembrudt, let hammerslået broche af sølv med stiliseret bladværk og blomster med tolv grønne rundslebne agater og i midten en rundslebet matrix-chrysopras. Designet af Kay Bojesen og fremstillet af P. Ørsnes Enke & Søn i Aalborg 1910-15. Bredde 5,5 cm. Fotograf: Henrik Bjerg.

Hele samlingen bliver udstillet i et sikret, underjordisk udstillingsrum. På samme tid udkommer der et bogværk om den store samling. Både udstilling og bog har siden februar 2016 taget det meste af min tid. På samme måde som et barn glæder sig til juleaften, glæder jeg mig til udstillingen åbner for publikum den 8. februar 2017.

Vor skønne jul kan jeg dog slet ikke glemme. Og arbejdet med Smykkeskrinet gør det da også umuligt!

Således er det da ganske fornøjeligt at sidde og arbejde med kataloget over smykkesamlingen. Og lige med et! Som smykke katalognummer 494 dukker denne broche op:

Forgyldt broche af sterlingsølv. Designet af Erik Ellegaard Frederiksen og fremstillet af firmaet Hofjuveler A. Michelsen i København 1978-79

Forgyldt broche af sterlingsølv indlagt med motiver i emalje. Bredde 4,2 cm. Fotograf: Henrik Bjerg.

Brochen er designet af Erik Ellegaard Frederiksen og fremstillet 1978-79 af firmaet Hofjuveler A. Michelsen i København. Motivet vil være de fleste juleglade mennesker velkendt. Garnnisserne genkender vi både fra firmaets juleske 1957 og det officielle julemærke 1978.

Selvom tiden skrider hastigt fremad, og korrekturlæsningen på både den danske og den engelske version af bogen af og til forekommer som et mareridt, så dufter det alligevel lidt af gran – hvis man da kan sige det på den måde!

Julehistorier

En blog fra Den Gamle By

Kategoriarkiv: Julens figurer